billy stammen - en undersøgelse af et æstetisk smagsfællesskab ...

1 Urban. 10. Marts. 2008. ”Festen fortsætter i nyt magasin”
2 Se bilag A for mit interview med Jacob Guldager
3 Urban. 10. Marts. 2008. ”Festen fortsætter i nyt magasin”
billy stammen
- en undersøgelse af et
æstetisk smagsfællesskab
speciale Kommunikation ruc
skrevet af: maj Falcon Vejleder: lisbeth thorlacius
1

AbstrAct
The purpose of this thesis is to exhibit the youth’s understandings, tastes, norms and use of
distinct visual expressions in connection to self-identity and the pursuit of community in the
city. My point of departure is an assumption that social relations and a sense of belonging
are still essential for the construction of an individual identity.
This thesis is based on an empirical study that I conducted of ten individual semi-structured
interviews. I examine how the young members of a specific neo-tribe, aged sixteen to twentyfive
years old, use their aesthetic preferences to show and communicate their sense of belonging
to each other, and furthermore, their distinction from other youth lifestyle communities. The
methodology of this thesis is centred on phenomenology and hermeneutical methods. The
theoretical approach to this empirical study has as its starting point a postmodern realm of
understanding in which post-modern neo-tribes, self-expression, notions of taste, lifestyles,
identity and consumption are presented and discussed.
Through an analysis of the empirical material I underline the tribe’s notion of taste, which can be
characterized as the ‘Postmodern New Trash Aesthetic’. The tribe’s style and neo-lifestyle capital
are based upon notions of what is ‘good’ or ‘bad’ taste, and furthermore, on a distinction between
the mainstream and the hip. They strengthen their sense of belonging and their feeling of
being unique trendsetters through the use of kitsch objects, aesthetic experiences and a variety
of subtle codes and symbols of recognition. The value of their sociality rests on an aesthetic
communication that that is linked to a specific identification and recognition process.
I conclude this thesis by stating that the tendencies of the specified neo-tribe can be exemplified
as the new forms of sociality, where there is reciprocal action between uncertainty and transience
on the one hand, and affiliation and absorption on the other. It can be understood in this
context as an unavoidable premise for the participation in aesthetic lifestyle communities
in postmodernity.
1 Urban. 10. Marts. 2008. ”Festen fortsætter i nyt magasin”
2 Se bilag A for mit interview med Jacob Guldager
3 Urban. 10. Marts. 2008. ”Festen fortsætter i nyt magasin”
2

1 Urban. 10. Marts. 2008. ”Festen fortsætter i nyt magasin”
2 Se bilag A for mit interview med Jacob Guldager
3 Urban. 10. Marts. 2008. ”Festen fortsætter i nyt magasin”
billy Kapitel stammen 1
- indledning en undersøgelse & problemfelt af et
æstetisk smagsfællesskab
speciale Kommunikation ruc
skrevet af: maj Falcon Vejleder: lisbeth thorlacius
3

Kapitel 1
Indledning og problemfelt
indledning
”… festkoncept Billy Rave har kørt med stor succes og tusindvis af gæster på skiftende adresser
rundt om i København. Målgruppen for Billys Billedbog er i første omgang samme kreative kerne
mellem 18 og 28 år” 1
Jeg blev bekendt med konceptet Billy84 og Billys Billedbog, i forbindelse med en artikel i netavisen
Urban den 10. marts 2008, der beskriver, hvordan Jacob Guldager, arrangøren af festkonceptet
Billy84, nu har lavet et gratismagasin under navnet Billys Billedbog. Artiklen ledte
mig på sporet af et fællesskab, hvor den nye generation af trendsættende stilbevidste unge
mellem 18 og 28 år bekræfter deres tilhørsforhold gennem fælles æstetiske udtryksformer. 2
Billy84 viste sig at være et mobilt festkoncept, der kalder sig selv et festkollektiv, og som i
løbet af 2008 skal afholde 10 fester forskellige steder i København. En del af konceptet er billetter
udformet som nøgler med et påtrykt Billy-logo. Med nøglerne følger en kode, som man skal
indtaste på Billy84s hjemmeside. På den måde bliver man et ’ægte’ Billy-nøglebarn. Magasinet
’Billys Billedbog’ skal udkomme 4 gange om året og vil være at finde i udvalgte barer og
natklubber. Magasinet indeholder 160 billeder af de mest funky, kreative og innovative unge
fra de forskellige undergrundsfester og klubber og skal ifølge Guldager dokumentere Københavns
og Århus’ kreative undergrundsklasse. Magasinet giver et indblik i et fællesskab, hvis
symbolske og kulturelle koder virker fremmede for uindviede, da det er svært at se de skarpe
inddelinger i stilarter, idet deres visuelle udtryk i langt højere grad er baseret på eklektiske
stilarter og fortolkninger af disse. Guldager forklarer yderligere i artiklen;
”Hele magasinet holdes i en dokumenteret stil. Det skal være et realistisk, aktuelt billede af den
kreative kerne i byen. Øjebliksbilleder af hvad der foregår i de sene timer og de forskellige tendenser
og stilarter musik- og modemæssigt, der udfolder sig og sætter dagsordenen, forklarer Jacob Guldager,
der har hentet inspiration til magasinet fra lignede magasiner og bøger fra festmiljøerne i New York” 3
Efter en grundig mediesøgning viste det sig, at der kun er skrevet få artikler om Billy-konceptet,
og det er min helt klare fornemmelse, at dette er fuldt bevidst. Dem, der skal vide det eksisterer,
ved det allerede. Alle kan komme ind til festerne, og magasinet er gratis, men hvis man ikke
færdes i de indviede/rette cirkler, kender man højst sandsynligt ikke til dets eksistens. Paradokset
mellem det hemmelige og det åbenlyse, det åbne og det lukkede i konceptet, fængede mig.
Et af de væsentlige spørgsmål for mennesket i dag er, hvordan livet skal leves. Dette kommer
blandt andet til udtryk i vores mange forskelligartede hverdagshandlinger, som involverer
1 Urban. 10. Marts. 2008. ”Festen fortsætter i nyt magasin”
2 Se bilag A for mit interview med Jacob Guldager Guldager
3 Urban. 10. Marts. 2008. ”Festen fortsætter fortsætter i nyt magasin”
4

eslutninger om, hvordan vi skal klæde os, hvad vi skal spise, hvordan vi skal opføre os osv.
Der er sket en ændring i måden, hvorpå man kan anskue individet, samfundet og de sociale
relationer. Vi har bevæget os væk fra et samfund, som i højere grad var præget af et fokus på
produktion og kollektive værdier, hvis fællesskaber var baseret på tilhørsforhold igennem
køn, klasse, slægt, politik, region osv. I dag lever vi i et samfund, der er præget af en kulturel
frisættelse og individualisering (Bauman 1997; Giddens 1990; Jørgensen 2002).
De nye medier som Myspace og Facebook har åbnet op for nye muligheder for selviscenesættelse og
for nye fællesskabsformer. De unge kan ikke længere læne sig op ad fastlagte strukturer, men
må i højere grad end tidligere tage aktiv stilling til deres identitetsdannelse, som i stigende
grad sker igennem æstetiske udtryksformer. Svend Brinkmann, phd. fra Psykologisk Institut i
Århus, beskriver den særlige ungdomskultur som en semiotisk dans, hvor ”…(d)en virkelighed,
man forsøger at agere i - og adskille sig fra andre i - er en fuldkommen konstrueret virkelighed. Men
samtidig er det utroligt vigtigt, for de mennesker, der agerer inden for dette felt, hvordan de aflæser
den her virkelighed” 4
Dette kommer blandt andet til udtryk i det københavnske byliv, hvor gadebilledet er under
konstant stilmæssig forandring og nye former for trends hele tiden opstår. Antallet af stilkulturer
og festkulturer er blomstret op i nattelivet med en hastighed og mangfoldighed, der konkurrerer
værdigt med nattelivsmetropoler som New York, London og Berlin. På netaviserne5 kan man
næsten hver uge se billeder af unge, der iscenesætter sig selv og læse reportager fra natklubber,
der lige er åbnet. Den franske sociolog Michel Maffesoli fremhæver, hvordan byen udgør en
mulighed for visuel genkendelse og identifikation, en kilde til flygtig, men emotionel socialitet,
understreger det kropslige, stemningsmæssige og vitalistiske i den socialitet, der opstår og
kondenseres mellem byens neo-stammer uden andet formål end selve samværet (Maffesoli
1996: 80).
Visuelle udtryksformer og en fokusering på den æstetiske kommunikation er, som jeg ser det,
blevet en stor del af unges moderne livsverden. Derfor vakte artiklen i Urban min interesse for
at gå empirisk i dybden med, hvad der egentlig er på spil, når man i dag taler om æstetik, smag
og identitet inden for et postmoderne ungdomsfællesskab, repræsenteret ved deltagerne af
Billy84. Et fællesskab, jeg har valgt at betegne Billystammen. Jeg finder det interessant at undersøge,
hvilke fænomener der ligger til grund for det æstetiske fællesskab, og hvordan disse kan
anskueliggøres og sættes i forbindelse med de værdistrømninger, vi ser i samfundet i dag.
4 Information. 19. September. 2008. ”Hvem slog hipsteren ihjel?”
5 Politiken.dk, Urban.dk og Metroexpress.dk og på de virtuelle bylivsguider
AOK.dk (Alt Om København), mitKBH.dk, Citadel.dk, Where2Go.dk og Housemusik.dk
5

problemfelt
Formålet med dette speciale er således at producere viden om unges forståelser, normer og
brug af visuelle udtryk og æstetiske oplevelse i forbindelse med skabelsen af selvidentitet og
fællesskabsdyrkelsen i bymiljøet. Specialet tager sit udgangspunkt i en antagelse om, at sociale
relationer og gruppetilhørsforhold i postmoderniteten stadige er vigtige at anerkende i individers
identitetsskabelse. For at kunne begribe individers deltagelse i forskellige sociale praksisser
og konstruering af identiteter er det centralt at medtænke individers æstetiske præferencer,
visuelle udtryk, oplevelser og emotioner. Disse er, som jeg ser det, betydningsbærende for de
postmoderne fællesskaber og tilhørsforhold.
Vi konstruerer og bliver konstrueret ud fra de mangfoldige kulturelle og symbolske tegn, der
gør sig gældende i postmoderniteten. Fællesskaberne i dag kan karakteriseres ved at være
et kulturelt og symbolsk system af betydninger, som deltagerne bruger til at kommunikere
deres livsstil til hinanden. De æstetiske udtryksmåder og stilarter bliver netop brugt som
identifikationsfaktorer i de postmoderne individers selvfortælling. Det er igennem livsstilsfællesskaber,
at individerne konstruerer og rekonstruerer de sociale relationer og derved
bekræfter hinanden i deres tilhørsforhold og selvidentitet. Maffesoli beskriver med sit begreb
’socialitet’ en ny fællesskabsform, der er karakteriseret ved at være langt mere flygtig og
uforpligtende end tidligere. Den tager sit udgangspunkt i en fælles smags- eller livsstil, hvor
fælles æstetiske udtryksmåder og udseende er centrale for individernes tilhørsforhold. Disse
’overfladiske’ fællesskaber er i højere grad nogle, individerne kan gå ind og ud af samtidig
med, at deltagelsen i en bestemt socialitets fællesskab ikke udelukker deltagelse i andre fællesskaber
(Maffesoli, 1996: 76).
”Consequently, we find that the individual cannot be isolated, but rather he or she is tied, by culture,
communication, leisure or fashion(…)life can be seen as a collective work of art. Whether it is a
work of bad taste(or)kitsch(…)the framework of the aesthetic paradigm is not bothered by finality,
utility, practicality, or what we might call ’realities’, but rather it is what stylizes existence and
brings out the essential characteristic” (Maffesoli, 1996: 81).
Jeg arbejder ud fra en overordnet antagelse om, at livsstile i forbindelse med fremkomsten af postmodernistiske
tendenser ikke længere i samme grad som tidligere kan betragtes som værende et
fastlåst sæt af dispositioner, smagspræferencer og hverdagspraksisser. Livsstil er noget, der aktivt
skabes og formes i de sociale relationer, og som ikke udelukkende kan forstås ud fra traditionelle
segmenteringsmodeller baseret på køn, klasse og alder. En postmoderne livsstil er blandt andet
baseret på en konstant udforskning af flygtige oplevelser 6 og de æstetiske overfladers effekter.
Dobbeltheden i individers konstante søgen efter individuelle og unikke æstetiske udtryksformer
og dyrkelsen af livsstils- og kulturelle fællesskaber er interessant, netop fordi denne dobbelthed
6 Jeg henviser i denne sammenhæng til den fænomenologiske forsknings forståelse af begrebet oplevelse, som et neutralt
begreb, forstået på den måde, at mennesker til enhver tid er i et oplevelsesforløb. Derved er der ikke tale om én begivenhed,
der gør et særligt indtryk, som det er tilfældet, når begrebet oplevelse anvendes i daglig tale (Funch, 2003, 17-38).
6

er et centralt element i måden, hvorpå man danner tilhørsforhold i postmoderniteten7 . Det er
hverdagslivets æstetiske udtryksmåder, jeg finder interessante. Hvordan individer gør brug af
unikke udtryksformer i forhold til stilarter og derigennem viser, hvilket livsstilsfællesskab de
tilhører og hvilket de ikke tilhører.
Fællesskabsbegrebet i postmoderniteten rummer i høj grad aflæsning af symbolske koder og
denne aflæsning kan være vidt forskellig alt efter, hvilke livsstilsfællesskaber man indgår i.
Disse perspektiver leder op til specialets problemformulering.
problemformulering:
Hvordan konstitueres unges stilfællesskaber i postmoderniteten, og hvordan
kommunikeres disse igennem dyrkelsen af distinkte æstetiske udtryksformer og
smagspræferencer?
afgrænsning
Specialet er baseret på en empirisk undersøgelse af stilfællesskabet Billystammen. Der vil blive
taget udgangspunkt i de unge deltagere af festkollektivet Billy84. Fokus er på stil, som betydning
for identitet og sociale fællesskaber baseret på æstetiske udtryksmåder, snarere end den
københavnske klubkultur repræsenteret ved Billy arrangementerne. Jeg vil således ikke gå
i dybden med en undersøgelse af selve arrangementernes betydning for socialiteten, men
primært tage mit udgangspunkt i de unge deltageres stilunivers.
Med inspiration fra den danske sociolog Henning Bech finder jeg det essentielt at forske
i, hvad han betegner som fritidslivsverdenen (Bech 1999:25). Hvor der er tale om et udsnit
af den moderne livsverden, som ”…ikke er arbejdets, uddannelsernes og politikkens, og hvis
socialitets- og kulturformer ikke primært eller ikke umiddelbart lader sig reducere til resultater
af kapitalens og statens udviskninger og indgriben” (Bech, 1999:15). Bymæssige fænomener
som æstetisering kan ikke udelukkende forklares med økonomiens eller statens påvirkning,
men må ses i sammenhæng med, hvordan byen og dens verden af ’cirkulerende fremmede’,
har ledt til en sensibilitet over for og interesse i overflader og gestaltningen af disse (Bech,
1987:164ff). Jeg finder det interessant at undersøge de sociologiske mekanismer, der ligger
til grund for disse nye fællesskabsformer. Der forligger ikke mange samfundsvidenskabelige
eller sociologiske studier af den æstetiske ungdomskultur uden for de institutionelle rammer
og strukturer til trods for æstetikkens betydning for en betragtelig gruppe unge og de
vigtige sociologiske spørgsmål, som stildyrkelsen, smag og livsstil rejser. Jeg mener, at det,
7 At betegne denne tilstand som postmoderne er meget omdiskuteret, idet det kan diskuteres, om vi befinder os i en tid efter
moderniteten. Der er således gode argumenter for, at det er mere meningsfuldt at betegne denne epoke som den senmoderne i
Giddens forstand, som et udtryk for, at vi stadigvæk befinder os i den moderne tidsepoke i en tilstand, hvor vi imidlertid reflekterer
over moderniteten. Der kunne også benyttes helt andre betegnelser som det hyperkomplekse samfund, den digitale tidsalder, etc.
Jeg vælger dog at tage mit udgangspunkt i Jean Francois Lyotards fortolkninger af værdistrømninger i forhold til kunst og kultur
i en tid, som han benævner postmoderniteten, da min empiriske indgangsvinkel omhandler smag og stilfællesskab. 7

der foregår i den postmoderne livsverden, ikke nødvendigvis kan reduceres til kapitalens
eller statens strukturelle indvirken (Bech 1999:13). Den omgangsform, socialitet, æstetisering,
der måtte foregå i de æstetiske fællesskaber, kan dermed ikke alene betragtes som udtryk
for en rationel eller ubevidst socioøkonomisk positionering, men må analyseres nærmere
for at forstå de mere postmoderne differentierings- og socialitetsformer i et samfund præget
af lighed og velstand (Christiansen & Togeby 2007:47). En nærmere belysning af disse, hvor
visuelle udtryk og stemninger spiller sammen, vil komme til udtryk igennem min analyse af
Billystammen.
ungdom som fænomen
I specialet anvendes betegnelsen ’de unge’ om det fællesskab, jeg undersøger. Jeg henviser til
selve Billystammen og ikke til ungdommen i bred forstand, idet jeg mener begrebet “ungdommen”
kan betragtes som et flydende begreb både i forhold til indhold og tidsperspektiv. På
mange områder starter ungdommen i dag tidligere og strækker sig længere ind i voksenlivet,
og man kan anskues som værende ung, så længe man føler sig ung og identificerer sig med ungdomskulturen.
I relation til dette understreger den tyske sociolog og ungdomskulturforsker
Thomas Ziehe, at med ”..den enorme kulturelle værdsættelse af ’ungdommelighed’”(Ziehe,
1989: 26) i samfundet, er det forklarligt, at ”…det i ungdomsdiskurserne ikke altid står helt
klart, hvilket alderstrin man regner med, de såkaldte unge befinder sig på” (ibid). Det handler
altså ikke udelukkende om alder, men snarere om at udvise en ungdomsadfærd.
8

KApIteloversIgt
Kapitel 1. Indledning og problemfelt
Præsentation af specialets udgangspunkt, problemfelt samt problemformulering og
afgrænsning.
Kapitel 2 - Metodologi
Specialets videnskabsteoretiske forforståelse i form af fænomenologien og hermeneutikken
samt den overordnede metode i form af den abduktive metodetilgang.
Kapitel 3- Den teoretiske forståelsesramme
Her diskuteres og redegøres der for specialets teoretiske perspektiver,
der tager afsæt i en postmoderne forståelsesramme.
Kapitel 4 - Metode - præsentation af den empiriske undersøgelsesmetode
Den empiriske undersøgelsesmetode og overvejelserne i forbindelse dette skitseres.
Yderligere præsenteres Billystammen og undersøgelsens respondenter
Kapitel 5 - Analysemetode og præsentation af de overordnede analysetemaer.
Beskrivelse af den anvendte analysemetode samt kort præsentation af de fire overordnede
analysetemaer.
Kapitel 6 - Analyse af Billystammen
Analysen af Billystammen, hvor omdrejningspunkter for analysen er de fire analysetemaer.
Der henvises løbende til empirien via uddrag fra de enkelte deltageres interviews.
Alle interviews er at finde i bilag d i transskriberet form.
Kapitel 7 - Verificering
Diskussion af de valideringsformer, der er relevante i forhold til specialet, samt de
betingelser, den empiriske undersøgelse har været underlagt.
Kapitel 8 - Konklusion - Billystammen og de postmoderne værdistrømninger
Specialets sidste diskussion og konklusion. Analysens gennemgående tendenser bliver
diskuteret i forhold til de postmoderne værdistrømninger.
9

illy Kapitel stammen 2
- metodologi en undersøgelse af et
æstetisk smagsfællesskab
speciale Kommunikation ruc
skrevet af: maj Falcon Vejleder: lisbeth thorlacius
10

Kapitel 2
Metodologi
Formålet med dette afsnit er at præsentere specialets videnskabsteoretiske tilgange samt at
redegøre for og diskutere mine forforståelser.
Videnskabsteori – Fænomenologi med det hermeneutiske fortolkningsprincip
Undersøgelser baseret på fænomenologi ”… forstår de sociale fænomener ud fra aktørernes
egne perspektiver og beskriver verden således, som den opleves af interviewpersonerne og ud
fra den forudsætning, at den afgørende virkelighed er, hvad mennesker opfatter den som”
(Kvale, 1997: 61).
Med fokus på hverdagslivet og den konkrete levede sociale virkelighed i form af de unges
livsverden finder jeg fænomenologien og hermeneutikken yderst centrale for at forstå og
stille skarpt på de unges brug af visuelle udtryk. Jeg vil derfor i dette afsnit beskrive de overordnede
fænomenologiske træk og den hermeneutiske fortolkning, som vil udgøre specialets
primære videnskabsteoretiske udgangspunkt for den forestående kvalitative undersøgelse
af en specifik gruppes brug af stilarter som en æstetisk kommunikationsform.
Fænomenologien
Fænomenologien er en videnskabsteoretisk og filosofisk retning, som tager udgangspunkt i
en analyse af fænomeners meningsindhold, således som de viser sig i den konkrete erfarede
virkelighed. Den kan betragtes som en videnskabsteoretisk bevægelse, der rummer forskellige
retninger med flere fællestræk. Fænomenologi betegnes ofte som en bevidsthedsfilosofi
eller konstitutionsfilosofi, da fokus er på verden, som den erfares af subjektet (Fuglsang og
Bitsch Olsen, 2003: 145).
“Den fænomenologiske verden er ikke en eksplicitering af forudgående væren, men etableringen af
væren; filosofien er ikke en afspejling af en allerede foreliggende sandhed, men er ligesom kunsten
virkeliggørelsen af en sandhed” (Merleau-Ponty, 1969: 39).
Den franske filosof og fænomenolog Merleau-Ponty understreger, at det kun er muligt at
forstå verden og mennesket ud fra dets praksis. Udgangspunktet er, at vi lever i en verden,
der har mening og betydning for os, ”…videnskaben har ikke og vil aldrig få samme ontologiske
status som den oplevede verden” (Merleau-Ponty, 1969: 23-25). Ifølge Merleau-Ponty er ”Verden
ikke det, jeg tænker, men den, jeg lever: jeg er åben for verden, men jeg besidder den ikke, den er utømmelig”
(Merleau-Ponty, 1969: 35). I henhold til fænomenologien danner subjekter således deres
11

livsverden ud fra egne erfaringer og inden for egne rammer og strukturer. En livsverden, er
den verden, vi lever i til daglig, og som vi har fortrolighed og erfaring med. Den er det, man
tager for givet, og er dermed ikke altid underlagt selvrefleksion eller analyse (Fuglsang og
Bitsch Olsen, 2003).
livsverden
”En livsverden bygger på en horisont i tid og rum, hvor tingene viser sig i deres konkrete meningsog
erfaringsstrukturer. Samfund, historie og kultur udtrykker en sådan rettethed, hvor bevidstheden
aldrig er passiv for erfaringen, men medspiller med erfaringens bevidsthed i en oprindelig
meningssammenhæng, der bryder modsætningen mellem subjekt og objekt” (Fuglsang og Bitsch
Olsen, 2003: 136).
Fænomenologien bryder med den objektive forestilling om verden, forholdet mellem subjekt
og objekt, som netop ikke kan ses ud fra en dualisme, men snarere som ”…et subjekt,
som er uløseligt knyttet til verden” (Merleau-Ponty, 1969: 28). Den sociale verden konstitueres
igennem de sociale subjekters intentionelle aktiviteter, meningsdannelser og de sociale processer.
Det er fænomenologiens opgave at prøve at kortlægge og beskrive de meningsdannelser, der
formes i den sociale livsverden. Derved tages der afstand fra den positivistiske tankegang.
Verden kan ikke forstås igennem abstrakte strukturer, men snarere i samspillet mellem situation,
krop og historie. En livsverden har en intentionel og projektiv struktur, og mennesket kan
hverken anskues som en substans eller genstand. Merleau-Ponty understreger derimod, at
mennesket skal forstås som en sammenføjning mellem frihed og situation. I den sammenhæng
fremhæver han, at forståelse af frihed ikke står i modsætning til det tilhørsforhold, der
eksisterer imellem subjekter i den fælles sociale verden. Inter-subjektivitet udfoldes netop i
den fælles sansede verden og derved bygger fænomenologien på en subjektsforståelse, der er
kropslig i sin forståelse, og hvor der således er fokus både på sansning og handling (Merleau-
Ponty, 1969: 39).
erkendelse som kropslig erfaring
Fænomenologien tager udgangspunkt i subjektet og dets forhold til verden, hvilket Merleau-
Ponty kæder sammen med krop og historie. For Merleau-Ponty handler det om dets ’væren-iverden’(
Merleau-Ponty, 1969: 23). Kroppens sansning af verden er vigtigt i forståelsen af den
mening, som dannes i menneskers livsverden. Han understreger, at mening skabes i et samspil
mellem kroppen og verden, hvorved menneskets bevidsthed er en integreret del af den
kropslige erfaring. Merleau-Ponty understreger således, hvordan mennesket ikke er uden
for sin krop, men at erfaringen af verden netop dannes i kroppens samspil med genstandene
og de andre kroppe i det sociale rum.
12

”Vi må vænne os til at tænke, at alt synligt er skåret ind i det følelige, at al taktil væren på en vis
måde allerede forgriber synligheden, og at der sker overgreb, indgreb, ikke blot mellem berørt og
berørende, men også mellem det følelige og dét synlige, som er indfældet i det, ligesom det følelige
omvendt ikke er en intethed af den synlighed, ikke uden visuel eksistens. Fordi det er den samme
krop, der ser og føler, tilhører det synlige og følelige samme verden” (Merleau-Ponty, 1969: 255).
Det følelsesmæssige er derved en del af den mening, der dannes i mødet med verden.
Det affektive engagement har derved en central betydning som motivationsfaktor til subjekternes
forståelser af de meningsstrukturer, der dannes i livsverdenen. Disse forståelser
kommer til udtryk igennem deres fortællinger, som både kan være sproglige og symbolske. I
denne sammenhæng kan man understrege, at netop ”…livsverdenens kropslige symbolstruktur,
der manifesteres i form af fortællinger, historier (…) kan have stor betydning for at forstå den sociale
verden” (Fuglsang og Bitsch Olsen, 2003: 154).
I min videnskabsteoretiske forståelse henter jeg således inspiration fra den filosofiske eksistentielle
fænomenologi, men sigtet med min undersøgelse er ikke en grundlæggende undersøgelse
af ’væren’ eller ’værensstruktur’ (Heidegger 2007:175), men snarere en undersøgelse af
æstetiske udtryk og sociale relationer situeret konkret i tid og rum. Jeg undersøger en konkret
gruppe i en storby, hvor ikke kun mening og viden har betydning, men også de ’endnu-ikkebegrebsliggjorte’
fornemmelser og æstetiske oplevelser, som binder fællesskabet sammen. I
den forbindelse har jeg hentet inspiration i Kracauers studie af blandt andet havnen i Marseille
eller Paris’ forstæder, hvor han ikke direkte bruger begrebet stemthed, men tillægger netop de
arkitektoniske udtryk et særegent liv og ekspressivt udtryk, hvorved iagttagerens indtryk og det
iagttagedes visuelle udtryk og stemning flyder sammen (Kracauer 1995: 38; 43).
Jeg arbejder således med et livsverdensbegreb, der betoner både det materielle og det oplevelsesmæssige,
og hvor der er ikke nogen skarp skelnen mellem det sproglige og det uudsigelige.
Derved lægger jeg mig op ad Merleau-Pontys førnævnte pointe om integrationen af det synlige
og følelige i forståelsen af verden. Jeg retter blikket mod storbyen og moden og studerer
de hverdagslige fænomener og oversete bagateller, der viser sig hér. Jeg er netop interesseret i
at gøre det hverdagslige synligt (Merleau-Ponty 1994: 24) ved at stille skarpt på de flygtige indtryk
og fragmenter af storbytilværelsen, som jeg mener, de unges visuelle udtryk repræsenterer.
Således anerkendes de sproglige italesættelser af livsverdenen. Sproget fremtræder
som et symbolsk medium, der bidrager til at skabe mening med og fortolkning af livsverden.
På denne måde kombineres fænomenologiens og hermeneutikkens fortolkningsteori. Med den
fænomenologiske hermeneutiske tradition vil jeg tydeliggøre, hvordan studiet af eksemplariske
’cases’ kan fungere som prismer for udbredte tendenser i det postmoderne (Bech
2005:271). Således mener jeg ikke, at tendenser som æstetisering, flygtige sociale relationer
eller selviscenesættelse blot omfatter min udvalgte stamme, men netop kan ses som en postmoderne
tendens.
13

Hermeneutisk fortolkning
Jeg henter inspiration i hermeneutisk fortolkning, idet jeg mener, at erfaring og oplevelse
af verden sker igennem en fortolkning af den. Jeg mener derved, at fænomenologien forudsætter
en hermeneutik, da mennesket lever i en meningssammenhæng, der kan forstås og
fortolkes ud fra dets projekter i verden.
”Hermeneutikken, hviler på en grundtanke om, at de forståelser vi har, altid er på grundlag af
nogle forudsætninger. Vi møder verden med de forforståelser vi har og derved er disse også med til
at danne for de måder hvorpå vi forstå verden, os selv og andre” (Gilje & Grimen, 2002: 171).
Der er to overordnede traditioner indenfor hermeneutikken. Den ene tradition lægger op til,
at man som forsker skal se bort fra individernes beskrivelser af sig selv og verden, fordi der
netop menes, at disse oftest ikke stemmer overens med virkeligheden, og at de hverdagsbegreber,
individerne gør brug af, er for uvidenskabelige i forhold til at forstå fænomener.
Den anden tradition understreger, at det netop er væsentligt at kigge på disse beskrivelser,
fordi det er individernes egne opfattelser af, hvorfor de gør, som de gør og hvad de tænker og
mener om bestemte ting, der er med til at give deres handlinger mening og identitet (Gilje &
Grimen, 2002: 168).
Jeg mener ikke, at den ene forståelse udelukker den anden. Det er netop centralt, at man både
forholder sig til sine respondenters fortolkninger af verden og sig selv, og at rekonstruere disse
ved hjælp af det teoretiske begrebsapparat. Giddens beskriver dette med begrebet dobbelt
hermeneutik, hvor man ikke kun gengiver de individer, man undersøger, deres forståelser
og fortolkninger, men også bliver nødt til at gå udover individernes egne selvopfattelser.
Samtidig kan man heller ikke udelukke individerne, da de netop er med til at skabe de meningsfulde
fænomener. Denne forståelse understreger akkurat pointen om, at samfundet og dets
individer altid må betragtes som værende i en dialektisk relation (Giddens, 1993: 86).
Den hermeneutiske cirkel
For at kunne forstå de samfundsmæssige tendenser i forhold til æstetisk udtryk, identitet og
fællesskabsfølelse er det derfor centralt både at gå bag om de postmoderne teoretiske perspektiver
samt de sociale individer, som gør brug af fænomenet. I denne forbindelse kan det
fremhæves, at individer ikke længere kan forstås ud fra traditionelle segmenteringsmodeller, men
snarere skal begribes via deres mangfoldige ageren i forskellige kontekster og fællesskaber, der
både kan være sammenhængende og usammenhængende. Derved bliver det væsentligt ikke
alene at gå teoretisk til værks, men også empirisk. De teoretiske perspektiver danner grundlag
for, hvordan man kan begribe de forskellige tematikker indenfor visuelle udtryksformer
som en æstetisk kommunikationsform, hvorpå man kan forstå de konkrete praksisser. Den
empiriske undersøgelse er samtidig også en måde til at danne nye teoretiske forståelser af og
14

perspektiver på de allerede givne tematikker. Men det er også igennem empirien, at helt nye
sammenhænge og tematikker opstår. Jeg henter her inspiration i den hermeneutiske cirkels
fortolkningsprincip:
”Al fortolkning består i stadige bevægelser mellem helhed og del, mellem det vi skal fortolke, og den
kontekst, det fortolkes i, eller mellem det, vi skal fortolke, og vores egen forforståelse. Hvordan delen
skal fortolkes, afhænger af, hvordan helheden fortolkes, og hvordan helheden fortolkes, afhænger
af, hvordan delene fortolkes. Hvordan fænomenet skal fortolkes, afhænger af, hvordan konteksten
fortolkes, og omvendt” (Gilje&Grimen, 2002: 178).
Helhedsforståelsen betinger altså delforståelsen, og omvendt. Den hermeneutiske cirkel
kan hverken betragtes som værende induktiv eller deduktiv, men foregår så at sige i spring
(Gadamer, 2007: xvii). Og cirklen peger på de forbindelser, der er mellem det, vi skal fortolke,
forforståelsen og konteksten det må fortolkes i (Gil je&Grimen, 2002: 178). Denne
forståelse af fortolkning lægger op til, at man i princippet kunne fortsætte med at fortolke i
al uendelighed. Jeg stopper dog, når jeg er nået frem til en forståelse af de unges livsverden
i forhold til mit genstandsfelt (Kvale, 1997: 57). Min udfordring bliver snarere løbende at
klargøre mine forforståelser for læseren, da jeg i tråd med hermeneutikkens fader Gadamer
mener, at vores forforståelser og erfaringshorisont udgør grundlaget for vores fortolkning
og forståelse af både det teoretiske og det empiriske materiale. Der vil løbende opstå nye
forståelseshorisonter, jo længere ned i analysen man kommer, da mine forforståelser er dynamiske
(Gadamer, 2007: xviii).
Den abduktive tilgang
I forlængelse af specialets hermeneutiske vinkel, finder jeg den abduktive metode særlig relevant.
Den har store ligheder med hermeneutikken i dens forståelse af måden, hvorpå jeg kan begribe
meningsfulde fænomener som handlinger og mundtlige ytringer. Den abduktive metodetilgang
blev oprindeligt introduceret af Peirce i slutningen af 1800 tallet. Peirce understreger,
at abduktion er, ”…det skridt at antage en hypotese, som bliver foreslået af fakta, er, hvad jeg
kalder abduktion” (Pierce 1994:145). Abduktion som begreb kan overordnet siges at lægge op
til en forståelse af, at hypoteser og erkendelser fremstår ved hjælp af både induktive og deduktive
metoder (Danermark et al. 1997:44).
I nyere fortolkning af Peirces arbejde understreges det, at abduktion er at gå fra en bestemt
forståelse af for eksempel et fænomen til en anden/anderledes forståelse, som (forhåbentligt)
er mere udviklet eller går dybere ned i forståelsen. Den abduktive metodetilgang lægger
altså op til en vis kreativitet, idet der lægges vægt på, at der skabes noget nyt. Man kan
sige, at der i fortolkningen af den udvalgte teori og empiri opstår nye og anderledes måder
at forstå og fortolke genstandsfeltet på. Den abduktive metodetilgang er en måde, hvorpå
15

jeg kan beskrive de tematikker og fænomener, jeg teoretisk og empirisk behandler i nye
sammenhænge. Jeg vil løbende i specialet re-kontekstualisere de teoretiske og empiriske
perspektiver og tematikker, jeg støder på, og derved vil der (forhåbentligt) opstå nye måder,
hvorpå man kan forstå genstandsfeltet (Danermark et al.1997:145). Fordelene ved en abduktiv
metodetilgang er, at den lægger op til, at man i nogle tilfælde kan ’afprøve’ de teoretiske tematikker
gennem empirien (deduktion), men samtidig også være åben overfor, at man igennem empirien
kan udlede andre sammenhænge end tematikkens logisk opstillede (induktion). Den
abduktive metodetilgang åbner mulighed for at udvikle egne perspektiver på de forskellige
sammenhænge, som fremkommer via den konstante veksel mellem teori og empiri. Hvor
en deduktiv tilgang bekræfter eller afkræfter de teoretiske tematikker og en induktiv tilgang
skaber tematikker, er formålet med en abduktiv tilgang at afprøve tematikker for derefter at
tilpasse disse til empirien eller udvikle helt nye temaer og perspektiver på baggrund af empirien
(Danermark et al. 1997:145). Min undersøgelse bidrager således ikke med universelle svar
eller konklusioner i forhold til unges stilskabelse. Inden jeg præsenterer den empiriske undersøgelsesmetode,
vil jeg redegøre for specialets teoretiske forståelsesramme.
16

1 Urban. 10. Marts. 2008. ”Festen fortsætter i nyt magasin”
2 Se bilag A for mit interview med Jacob Guldager
3 Urban. 10. Marts. 2008. ”Festen fortsætter i nyt magasin”
billy Kapitel stammen 3
- Den en teoretiske
undersøgelse af et
æstetisk forståelsesramme smagsfællesskab
speciale Kommunikation ruc
skrevet af: maj Falcon Vejleder: lisbeth thorlacius
17

Kapitel 3
Den teoretiske forståelsesramme
I dette kapitel redegøres for den målgruppeforståelse, der ligger til grund for min empiriske
undersøgelse og analyse. Jeg vil argumentere for, hvordan de anvendte teoretiske perspektiver
tilsammen skaber et fundament og begrebsapparat til analyse af mit empiriske materiale.
Dette kapitel opstiller således den overordnede teoretiske ramme for analysen, mens andre
teoretiske perspektiver og anvendelsesorienterede begreber først vil blive inddraget i takt
med, at det empiriske materiale åbner op for nye vinkler og forståelser for stilskabelse som
socialt fænomen i unges hverdagsliv. I dette afsnit vil jeg således fokusere på de vilkår og tendenser,
der danner rammen for unges hverdagsliv i postmoderniteten og dermed ligger til grund for
den måde, hvorpå de forholder sig til skabelsen af stil, identitet og fællesskab.
postmoderne værdistrømninger
Min teoretiske indfaldsvinkel til undersøgelse af stilfællesskabets æstetiske kommunikation
og specifikke visuelle udtryks status i en afgrænset ungdomskultur tager sit afsæt i en postmoderne
forståelsesramme, hvor æstetik og smag i forhold til de kultur- og forbrugsgoder,
som vi omgiver os med i hverdagen, er i fokus.
Begrebet ’det postmoderne’ blev introduceret i midten af firserne af Jean-Francois Lyotard
og betegner en tradition eller tilstand som en del af det moderne (Lyotard, 1986: 19). Ifølge
Lyotard kendetegner postmodernismen sig ved ’den store fortællings’ opløsning. Nu er det
i stedet de små fortællinger, der hersker. ”Ved metafortælling eller stor fortælling forstår jeg
netop beretninger med en legitimerende funktion. Deres forfald forhindrer ikke milliarder af små
og knap så små fortællinger i fortsat at væve dagliglivets spind” (Lyotard, 1986: 27).
’Den store fortælling’ skal forstås som en kollektiv historisk arvet forståelsesramme, en
ramme der giver svar på det enkelte individs grundlæggende spørgsmål, hvem er jeg? Ifølge
Lyotard er det de store fortællinger i form af totalitære ideologier, livssyn og filosofier, som
for eksempel kristendommen og marxismen, der bryder sammen i postmodernismen (Lyotard,
1986: 26-27). Zygmunt Bauman ser, som Lyotard, postmoderniteten som en del af det moderne.
Således er moderniteten og postmoderniteten ikke to forskellige historiske faser, de er derimod
indlejret i hinanden som gensidige forudsætninger og konsekvenser (Bauman, 1992).
Bauman ser dog nogle væsentlige forskelle ved de to perioder. I moderniteten var samfundet
kendetegnet ved orden og skarp grænsedragning og ansås som ”…a movement with a direction”
(Bauman, 1992: 188). Retningen gik imod fremtiden, og det gode retfærdige samfund
var endemålet for den lange vej mod lykken. Det kendetegnende for postmoderniteten er,
18

i modsætning til moderniteten, en øget individualisering, privatisering og deregulering af
de kollektive og statslige opgaver og pligter, der eksisterede i moderniteten. Individet står
således i postmoderniteten alene tilbage med ansvaret, forpligtelserne og frygten, hvilket
medfører, at det postmoderne individ kan karakteriseres som mere individualistisk og flygtigt
end det moderne (Bauman, 2000: 25-29). I det postmoderne samfund lever man således
i højere grad en tilværelse på farten præget af rodløshed, kaos, øget mobilitet og ubeslutsomhed.
Endvidere har markedets lovmæssigheder i postmoderniteten erstattet naturens
love og historiens love, som skabere af frihed og sikkerhed (Bauman, 1997: 199-200). Markedet
formår dog ikke at skabe både frihed og sikkerhed, så derfor bliver erkendelsen i postmoderniteten,
at frihed ikke kan eksistere uden usikkerhed. Denne indsigt indebærer nye former
for frygt og frustrationer for det postmoderne individ, som moderniteten ellers evnede
at undertrykke eller neutralisere gennem sin lovgivende rationalitet og fremtidsoptimisme.
De overordnede rammer har bidraget med en større social sammenhæng og mening, som
subjektet har brugt til at spejle sig i. Det store formål erstattes i postmodernismen af fragmenterede
individuelle fortællinger, subjektet er nu selv ansvarlig for at skabe sin egen
fortælling. Derved bliver identitet et refleksivt projekt, som der kontinuerligt arbejdes på i
takt med, at identiteten konstitueres ved at vælge og træffe beslutninger for på den måde at
opretholde sin selvfortælling.
identitetsdannelsen som et refleksivt projekt
”Identitetsdannelsen og vedligeholdelsen af en bestemt identitet bliver først et problem, når den
ikke længere er mere eller mindre givet på forhånd, men forbundet med den enkeltes valg mellem
flere muligheder. Identitetsspørgsmålet er først blevet centralt og en udfordring for de fleste mennesker(…)identiteten
er ikke længere givet, og hver enkelt er henvist til selv at konstruere, tilkæmpe
sig og vedligeholde sin identitet” (Jørgensen, 2002: 87).
Postmodernitet eller senmoderniteten i Giddens forstand har således medført øget refleksivitet i
form af mulighederne for eller kravet om konstant at skulle forholde sig til sig selv.
”Når store områder af menneskers liv ikke længere fastlægges efter allerede eksisterende mønstre
og vaner, tvinges den enkelte hele tiden til at træffe livsstilsvalg (som er) konstituerende for den
refleksive fortælling om selvet” (Giddens, 1992: 78-79).
Kulturen stiller i større grad viden til rådighed for os som gør, at individerne konstant kan
”iagttage, afbilde, tematisere og kommentere på os selv” (Ziehe, 1989: 12). Bauman har netop
understreget, at postmoderniteten er som en ’state of mind’, der kan beskrives som en mental
tilstand, hvor mennesket konstant reflekterer over sig selv. Dette har medvirket til en ’reflektionssyge’,
hvor individet hele tiden kan vurdere sine valg (Bauman, 1992 og Jørgensen, 2002).
19

Derfor bliver individets identitet et refleksivt projekt, som individet selv er ansvarligt for, og
som der kontinuerligt skal arbejdes med. Identiteten er således ikke fastlagt i det postmoderne
samfund, men skabes af de fortællinger, individet selv ønsker at fortælle. Selvets refleksive
projekt handler således om at skabe og opretholde sammenhængende selvfortællinger
samtidig med løbende at revidere disse i forhold til de mangfoldige valgmuligheder. Derved
bliver der skabt et krav om, at man skal kunne tage ansvar for sig selv samtidig med, at man
skal kunne følge med kravet om konstant fornyelse.
”Vi ’har’ ikke blot en biografi hver især, vi lever en biografi, som er refleksivt organiseret på baggrund
af strømme af sociale og psykologiske informationer om mulige måder at leve på. Moderniteten er
en post-traditionel orden, hvor spørgsmålet ’Hvordan skal jeg leve’ må besvares gennem dag-til-dag
beslutninger om, blandt meget andet, hvordan man skal opføre sig, hvilket tøj man skal tage på, hvad
man skal spise – et spørgsmål, som også må fortolkes i lyset af den tidsbestemte udfoldelse af
selvidentiteten” (Giddens:1996:26)
Identitet bliver således til et refleksivt projekt, hvor de unge ikke alene følger ”… bestemte
livsstile, men er i væsentlig forstand også tvunget til det - vi har ikke andet valg end at vælge”
(Giddens 1991:100). I den forbindelse kan selvidentiteten blive problematisk på helt andre
måder end tidligere, da valgmulighederne i dag i langt højere grad er komplekse og mangfoldige.
Der er som aldrig før adgang til informationer, som medfører en øget refleksion over årsager
og konsekvenser af individets handlinger, men handlingerne indebærer også farer ved de
altid eksisterende utilsigtede konsekvenser. Den øgede frihed til frit at vælge, hvem man er,
kan både være befriende og bekymrende på en og samme tid. Befriende ved, at man har en
masse muligheder, der gør, at ens behov for selvrealisering kan opfyldes. Bekymrende ved, at
individet i højere grad udsættes for følelsesmæssig stress over de forskellige valg, der eksisterer.
De postmoderne tendenser bidrager til, at de unge også træffer valg omkring ”… de ’bløde’
sider af livet, som for eksempel(…) daglig stil. De unge knytter sig ’forsøgsvis’ til forskellige kulturer
– til kliker, subkulturelle stilformer, bestemte former for gruppepræferencer. Man kunne sige, at de
er udsat for selvgestaltningspres, der implicerer mere valgfrihed, men samtidig er de i langt højere
grad udleveret til det kulturelle meningsmarked” (Ziehe, 1989: 32).
Det kulturelle meningsmarked omhandler også forbruget, som i senmoderniteten kan
sættes i forbindelse med de postmodernistiske tendenser beskrevet ovenfor. Betydningen af
forbruget har ændret sig i forhold til måden, hvorpå individerne gør brug af specifikke symbolske
artefakter. Mike Featherstone beskriver, at æstetisering af hverdagslivet betyder en
nedbrydelse af modernitetens symbolhierarkier. Der er i postmoderniteten tale om flydende
symboler, der lægger op til, at individet tager refleksiv stilling til, hvordan han eller hun
gerne vil fremstå. Dette kommer til udtryk ved den personlige livsstil, hvor forbruget spiller
en afgørende rolle (Featherstone, 1991:65).
20

etydningen af forbrug
Den stigende økonomiske velstand i den vestlige verden, hvor langt de fleste mennesker har
fået opfyldt deres basale behov, betyder, at mange mennesker i dag får opfyldt deres behov i
toppen af behovshierarkiet. Det har bevirket, at forbrugerne i dag har nået et niveau, hvor det
handler om selvrealisering (Vejlgaard, 2004: 92ff). Derfor køber vi ikke længere produkter
blot for at tilfredsstille et funktionelt behov, men vælger i stedet ud fra et emotionelt behov
for at definere os selv i vores omverden. I denne forbindelse kan man argumentere for, at
behovspyramiden på nogle områder er vendt på hovedet, således at det i dag er behovet for
selvrealisering og æstetik, der fylder mest, i modsætning til fysiske behov og sikkerhed. Forbruget
bliver en måde, hvorpå man kan udtrykke drømmen om, hvem man ønsker at være, men
også i høj grad, hvem man ikke ønsker at være. Individer samles i unikke livsstilsfællesskaber,
hvor de kan bekræfte hinanden i deres forbrug og æstetiske præferencer.
Individerne i dagens samfund identificerer sig i stigende grad ud fra deres forbrug og lever en
forbrugertilværelse, hvor de har valgfrihed og muligheden for til- og fravalg. Denne form for
voksende frihed kan anskues ved sammenligningen mellem individets rolle i moderniteten,
hvor mennesket i højere grad indtog rollen som producent, i modsætning til individets rolle
i postmoderniteten, hvor mennesket i højere grad har fået rollen som forbruger. Som producent
var tilværelsen præget af disciplin, konformitet og normregulering i modsætning til den mindre
fastlåste og mindre kollektivt forpligtende rolle i det kaotiske postmoderne samfund, der
giver mere plads til, at det enkelte individ kan følge egne interesser og dermed forbruge, som
det lyster, og skabe sin identitet herigennem i stedet. Selvidentitet handler om evnen til at
holde en særlig fortælling i gang, derfor søger vi konstant efter produkter, som kan bidrage
til dette (Bauman, 2007: 28ff).
Valgmulighederne er ikke uendelige, subjekterne er derimod via deres forbrug afhængige af
markedet, ”Når mennesket i senmoderniteten forsøger at skabe og fastholde deres identitet ved at
købe, konsumere og besidde bestemte objekter, forskriver de sig til en verden” (Jørgensen, 2002:
153). Bauman påpeger, at ”vi stræber efter en unik personlighed” (Bauman, 2003:91). Symbolerne
kan hurtigt bekræfte individet i, hvem det er, og hvem det ikke er, og derved er forbruget
blevet til en måde, hvorpå det rastløse individ søger efter identitet og anerkendelse, som
udmunder sig i et stigende behov for selviscenesættelse. Giddens fremhæver netop, at den
tingsliggørelse, der er opstået, kan medføre, at den personlige autonomi, autentisk liv og selvidentitet
overføres til et stigende behov for at besidde og forbruge varer, hvis primære værdi
for individerne ligger i signalværdien. Tøj giver individet mulighed for at vælge mellem forskellige
tøjstile og kombinere disse på måder, der skaber et unikt æstetisk udtryk, som kan
bidrage til individets selvfortælling. De forskellige påklædnings- og udsmykningsformer er
synlige indikationer i fortolkningerne af de individuelle handlinger, som både er synlige for
det enkelte individ og for andre. Social identitet og påklædning kan derved kædes sammen,
da tøj i postmoderniteten i høj grad bruges som et signalredskab (Giddens, 1991: 121, 223 og 231).
21

Ifølge Bauman har årsagerne til forbruget altså ændret sig, så det ikke længere er baseret
på en behovsorientering, men i postmoderniteten har ændret sig til at være lystorienteret
eller til at være, hvad han betegner som ’wishful fantasies’. Valget af forbrug bærer således
præg af en fremherskende hedonisme, et lystprincip, hvor individerne stræber efter øjeblikkelig
behovstilfredsstillelse, og det er blevet et middel for den enkelte til at vise sin evne til
at forandre sig og tilpasse sig efter behov. Individets forbrug handler i stigende grad om at
købe sig til drømmen om, hvem man gerne vil være og derved, hvilken historie man ønsker
at fortælle om sig selv.
livsstile
Forbruget handler om, hvilken livsstil individet vil identificeres med. Historier, oplevelser og
æstetik forbruges snarere end besiddes, således handler forbruget i dag ikke blot om selve
det enkelte produkt, men om en hel livsstil.
Forbrug og livsstil kan kobles sammen med ”…self-expression, and to notions of taste and
discrimination” (Bauman, 2000: 75-76), og er derved med til at skabe forskellige livsstile og
livsstilsfællesskaber, hvor individerne i relation til hinanden kan demonstrere deres ligheder
med dem, de indgår fællesskab med, og således tage afstand fra de livsstile, de ikke kan
eller vil identificeres med. Featherstone fremhæver, at individerne i dag aktivt skaber deres
livsstile i de sociale relationer;
”Rather than unreflexively adopting a lifestyle, through tradition or habit, the new heroes of
consumer culture makes lifestyle a life project and display their individuality and sense of style in
the particularity of the assemblage of goods, clothes, practices, experiences, appearance (…) the
design together into a lifestyle” (Featherstone, 1991: 86).
Livsstilsvalg handler således om at skabe sig selv i de sociale relationer, i dette tilfælde, igennem
stil og æstetiske præferencer. I nedenstående citat udtrykker Bauman, hvorledes stilfællesskaber
netop handler om identifikation igennem visuelle markeringer.
”… in a society of consumers, where human bond tend to lead through and be mediated by the
markets for consumers goods, the sentiment of belonging is not obtained by following the procedure
administered and supervised by those ’style packs’ to which one aspires, but through the aspirant’s
own metonymical identification with the ’pack’; the process of self-identification is pursued, and
its results are displayed, with the help of visible ’marks of belonging(…)In ’postmodern tribes’,
’emblematic figures and their visible marks (clues suggestive of dress and/or conduct codes) replace
the ’totems’ of the original tribes” (Bauman, 2008: 82-83).
22

Derved understreger Bauman vigtigheden af at prøve at begribe de identifikationsprocesser,
der foregår i postmoderniteten, og han refererer til den franske sociolog Michel Maffesoli i
forbindelse med de postmoderne udtryksformer i relation til stilfællesskaber.
Jeg vil i følgende afsnit anvende sociologen Michel Maffesolis teorier til at vise, hvordan postmoderne
fællesskaber tager sig ud på mikroniveau. Jeg vælger at inddrage Maffesoli, idet
han har fokus på, hvordan fællesskaber tager sig ud i hverdagslivet, og hvordan de sociale
relationer i dag etableres og opretholdes i lokale fællesskaber med et særligt blik på æstetikkens
betydning. Det finder jeg særdeles centralt for at kunne begribe de unges forbrug af
symboler og visuelle udtryk i forhold til deres skabelse af livsstile og tilhørsforhold.
stammefællesskab i postmoderniteten
Maffesoli gør op med individualismen, idet han understreger, at man ikke længere kan forstå
samfundet og dets tendenser ved en individualiseret forståelse af mennesket. Han påstår, at
opløsningen af den politiske form går hånd i hånd med opløsningen af individualismen.
Hvis man vil forstå individerne i samfundet, bliver man, ifølge Maffesoli, nødt til at anerkende
de nye former for fællesskaber, der er opstået i postmoderniteten.
I relation til den stigende usikkerhed, og det kaos som Bauman og Giddens mener er opstået i
forbindelse med opbruddet med de store fortællinger og postmodernitetens indtog, ser Maffesoli
skabelsen af nye former for fællesskaber, også kaldet neo-tribalisme. “We have dwelled so often
on the dehumanization and disenchantment with the modern world and the solitude it induces
that we are no longer capable of seeing the networks of solidarity that exist within” (Maffesoli,
1996: 72). Ifølge Maffesoli skyldes den nye måde at være sammen på blandt andet, at det
postmoderne individ er situationistisk. ’Sandheden’ er således ikke længere overleveret fra
generation til generation, men er derimod kontekstafhængig (ibid: 5), en pointe, som også
teorien om opbruddet af de store fortællinger, påpeger.
“Paying close attention to this fact is another way of investigating the masses. The conformism of
youth, the passion for likeness within groups or ‘tribes’, the phenomena of fashion(…) permit us to
claim that what we are witnessing is the loss of the idea of the individual in favour of a much less
distinct mass” (ibid: 64).
Han lægger derved op til, at hvis man skal prøve at begribe de tendenser, der er i samfundet i
dag, må man tage udgangspunkt i de små stammefællesskaber. Han understreger, at den nye
samfundsform, som han betegner som ’socialitetens æra’, stadig er under udvikling. Maffesolis
neo-tribalisme står i skarp kontrast til tidligere tiders måder at danne fællesskaber på, idet
de postmoderne fællesskaber går på tværs af alle tidligere segmenter, såsom social klasse og
race. Grundlaget for inddelingen af de postmoderne stammer udgøres således ikke længere
23

i lige så høj grad som tidligere af faste strukturer. Dette medfører, at stammerne er langt
mere diffuse og flydende, “In fact, in contrast to the stability induced by classical tribalism,
neo-tribalism is characterized by fluidity, occasional gatherings and dispersal” (ibid: 76). Dette
betyder, at det situationistiske individ bliver vanskeligere at kategorisere, fordi forbrugerne
baserer deres valg på helt andre faktorer end før i tiden, faktorer som er svært identificerbare
og ikke konstante. Maffesoli pointerer, at de affektuelle fællesskaber tager deres primære udgangspunkt
i fællesskaber, der er bygget op omkring æstetikken i individernes hverdagsliv.
socialitetens livsstile
I sin beskrivelse af de nye former for fællesskab benytter Maffesoli sig af begrebet socialitet. Med
det understreger han, hvordan fællesskaber i postmoderniteten er konstruerede, relationelle
og situerede.
“A characteristic of the social: the individual could have a function in society, functioning in a
party, an association, or a stable group. A characteristic of sociality: the person plays roles, both
within his or her professional activities as well as within the various tribes in which the person
participates. The costume changes as the person, according to personal taste, takes his or her place
in each day in the various games of the theatrum mundi” (ibid: 76).
Maffesoli skelner altså her mellem det sociale og socialitet. Det sociale henviser til, at en
stammes medlem har forskellige funktioner afhængigt af, hvor medlemmet befinder sig,
det kan være på arbejde eller i familien. I den sammenhæng er fællesskaber baseret på noget
ægte og stabilt, og minder derfor om de traditionelle stammer fra moderniteten. Socialitet
derimod henviser til, at et stammemedlem kan have flere roller, som der kan skiftes imellem.
Det kan være alt fra roller i vennekredsen til en bestemt rolle på arbejdspladsen. Medlemmet
kan derfor skifte ’kostume’ flere gange dagligt, ’theatrum mundi’, hver gang medlemmet
bevæger sig fra en stamme til en anden, (ibid.: 76). Denne form for fællesskaber er mere overfladiske
end den slags fællesskaber, det sociale står for. Socialitetens fællesskaber behøver
således ikke at bero på dybereliggende kollektive værdier.
I denne forbindelse betoner han den eklektiske socialitet, der eksisterer i postmoderniteten.
Neo-tribes(Neostammer) bliver dannet på grundlag af valg, hvad enten de er bevidste
eller ubevidste. Samfundet og fællesskaberne i det kan begribes ud fra møderne, situationerne
og oplevelserne i de forskelligartede stammer, som hvert enkelt individ tilhører. Dette
gælder de æstetiske fællesskaber, som i høj grad bliver dannet på grundlag af en overlagt
eklekticisme. Han betoner, at det er nogle nye og anderledes regler, der gør sig gældende i
postmoderniteten. I denne sammenhæng skal det dog fremhæves, at når Maffesoli taler om
eklektisk socialitet, er det ikke ud fra en betragtning om, at individer indgår i neostammer
på baggrund af rationelle strategier. Det handler derimod om en gensidig tiltrækning, der er
24

aseret på en spontan identifikation i forhold til en fælles smag, altså en fællesskabsform,
der kan udmunde i små, intense og følelsesmæssige fællesskaber, der er baseret på frivillige
og smagsmæssige fællesskaber. Nutidens livsstile bliver ikke skabt ud fra en enkelt faktor,
men af mange forskellige og til tider modstridende faktorer. “These groups cross each others’
paths and constitute both and undifferentiated mass and highly diversified polarities” (ibid: 88).
Individer i postmoderniteten bliver konstant stillet over for tilbud om andre måder at leve på
og derved også andre måder at vise deres identitet på.
Identitet i postmoderniteten handler om individet og de mangeartede fællesskaber, individet
tilhører. Identitet kan ikke længere udelukkende forstås ud fra et individuelt perspektiv, men
skal snarere ses i et relationelt perspektiv. Identitet kan ikke anskues som en fast størrelse,
men som adskillige manifestationer, der er karakteriseret ved de mange forskellige muligheder,
oplevelser, situationer og værdier. Maffesoli fremhæver dog, at identitet udmunder i en villighed
til at være noget bestemt (ibid: 65). Dette kan være kort- eller langvarigt, men pointen
er, at identitet handler om at være noget bestemt på et givent tidspunkt og i en given situation
eller kontekst. Identitet skal ikke forstås som en absolut størrelse, men snarere som noget, der
bliver dannet i de relationer, man indgår i på tværs af forskellige kontekster, disse kan enten
være i overensstemmelse eller modsatrettede. Når det postmoderne individ indgår i de forskellige
stammer, handler det i høj grad om valg, og om hvad den enkelte bliver tiltrukket af eller finder
frastødende (ibid: 86). Dette kan naturligvis ændre sig, og derved bliver der dannet et nyt
udgangspunkt for socialiteten.
Maffesoli fremhæver netop, at man i postmoderniteten kan se en tendens til, at individerne
trækker sig tilbage i fællesskaberne og fordyber sig i disse. Fordybelse i forskellige fællesskaber
er dog ikke ensbetydende med overordnet enighed. Konflikt vil altid spille en rolle i de nye
fællesskabsformer, da effekten af det relationelle altid vil handle om tiltrækning og frastødning
(ibid: 89). Neostammer er derved i høj grad baseret på lighed, men forudsætter også en forskellighed,
fordi individerne, som indgår i stammen, kun kan reflektere over deres tiltrækning
ved at sammenligne med andre fænomener, som de ikke tiltrækkes af.
“Contemporary lifestyles- it is necessary to state over and over- are no longer structured around a
single (…) the branch out from a tremendously varied occurrences, experiences and situations- all
things that characterize affinity groups” (ibid: 85).
Derved kan man heller ikke tale om en bestemt slags livsstil, men snarere om adskillige
livsstile, der interagerer og overlapper hinanden på både harmoniske og konfliktfyldte
måder. Æstetiseringen er ikke kun et spørgsmål om realisering af ens eget subjektive selv
igennem forbrug, men også en realisering i forhold til andre. Oplevelsen af at tilhøre et fællesskab
bliver, ligesom forbruget, benyttet aktivt i dannelsen af selvidentitet.
25

tilhørsforhold og selvfortælling
Med neo-tribalismen opstår der altså nye måder til vise sit tilhørsforhold til en bestemt stamme.
“The confidence established between the members of the group is expressed through rituals: specific
signs of recognition which have no other goal than to strengthen the small group against the
large” (ibid: 93).
Det er således, ifølge Maffesoli, ritualerne i postmoderniteten, der afspejler stammemedlemmernes
tilhørsforhold. Disse ritualer fokuserer på forskellige visuelle overflader,
som eksempelvis udspiller sig i diverse livsstilsfællesskaber, hvorved individer gør brug af
disse visuelle symboler/overflader i deres identitetsdannelse. Det æstetiske og det ydre bliver
derved en afgørende måde, hvorpå man kan udtrykke, at man har noget tilfælles. Medlemmer
indenfor en stamme kan således gå klædt i samme tøjstil, dele musiksmag eller på anden vis
afspejle et fællesskab.
”…the role of the mask, which we know has the function, among others, of integrating the persona
in an overall architectonic. The mask may be an elaborate or colorful hairstyle, an original tattoo,
the recycling of retro fashions or even the conformity of the ‘preppy’ style. In all of these examples,
it subordinates the person to this secret society which is the chosen affinity group” (ibid: 91).
En bestemt tøjstil tjener en funktion som identitetsskabende faktor, da valget eller fravalget
bruges til at afspejle, hvem man er. Et eksempel på et ”kostume”, der giver adgangsbillet
til en stamme, er rave-bølgen, som genopstod i ny form i 2006. Unge mennesker, primært i
den vestlige verden, viste deres tilhørsforhold til rave-stammen ved at iføre sig samme kostume,
et new rave-look, Converse All Stars sko, slidte T-shirts med printede slogans, drenge
i gamacher, neon smykker og lign. Neo-tribalisme udtrykkes således gennem livsstil, der
fokuserer på forbrug, optræden og form;
“…these tribal mass rites (mass rites and tribal rites) are perceptible in the various sporting
gatherings which, through the influence of the media, take on a familiar significance. We can se
them at work in the consumer (consuming?) frenzy department stores, supermarkets and shopping
centers which of course sell products but secrete even more a symbolism that is the impression of
participating on common species” (ibid: 99).
En af de ting, som ifølge Maffesoli udgør socialiteten, er ’the law of secrecy’. Med det begreb
understreger han, hvordan neostammer i postmoderniteten bliver etableret på baggrund af
en fælles ’hemmelig’ æstetisk præference. Man kan i denne sammenhæng betone, at trendsættere
inden for mode i høj grad bygger deres fællesskab og identitet på dette. Deres fortrolighed
bliver kommunikeret gennem specifikke ritualer og symboler, som har til formål at
26

styrke deres fællesskab og identitet imod mainstream (ibid:93). Derved kan en undersøgelse
af indforståetheden eller hemmeligholdelsen i en stamme ses som et metodisk redskab til
at forstå de postmoderne livsstile. Maffesoli understreger, at der i neostammer eksisterer
en dialektik mellem den visuelle æstetiske fremvisning og det skjulte, og betoner i den forbindelse:
”…the multitude and the aggressiveness of urban images (…) is the clearest sign of the
secret and dense life of contemporary micro-group” (ibid: 90).
Det skjulte eller fortroligheden i en neostamme kommer til udtryk i specifikke ritualer, som
kun er gennemskuelige i deres betydning for medlemmerne. Disse hemmelige eller skjulte
ritualer har kun til formål at styrke gruppen. Derved mener Maffesoli, at “… secrecy may be
considered as a methodological lever for understanding contemporary lifestyles” (ibid: 95). Det
skjulte er både en måde, hvorpå individerne kan etablere kontakt med hinanden indenfor en
begrænset gruppe, og en måde, hvorpå de kan sikre sig mod omverdenen. Maffesoli accentuerer,
at socialiteten kommer til udtryk på mange forskellige måder, men at logikken bag den
er konstant; “… the fact of sharing a habit, an ideology or an ideal determines the being-together
and allow the latter to act as a protection against imposition, from whatever outside source”
(ibid: 92). Han betoner, at massefikationen og tribalismen går hånd i hånd.
”Indeed, in a circular motion, in order to recognize oneself, symbolism is required, that is, duplicity,
which in turn engenders recognition. Thus it becomes possible, in my opinion, to explain the development
of symbolism, in its various guises, which we can observe around us today” (ibid: 95).
Den nærhed, der kommer til udtryk i neostammerne, lægger op til en forståelse af, at jo mere
skjult eller maskeret et fællesskab er, desto mere styrkes båndene blandt medlemmerne.
De æstetiske overflader
Maffesoli fremstiller individerne i postmoderniteten som den omstrejfende masse, der er
karakteriseret ved deres flydende, spredte og tilfældige møder. Han beskriver de moderne
’megapolises’ som et rejsende gadeshow, hvor den æstetiske stemning bliver skabt ved alle
de mangeartede visuelle udtryk, der gør sig gældende i gadebilledet. Maffesoli fremhæver,
at man kan se den skrøbelige, men i øjeblikket betydningsfylde emotionelle investering, via
individernes visuelle udtryk (ibid: 76). Derved bruger han æstetikbegrebet til at beskrive,
hvordan hver enkelt neostamme selv definerer deres æstetiske præferencer. Æstetik kan
altså i denne sammenhæng ikke begribes som et transcendentalt princip for skønhed. Det
er således, ligesom identitet og livsstil et udtryk for valg og fravalg. Det æstetiske udtryk i den
neo-tribale relation er socialt konstrueret og er dermed med til at fastholde et fællesskabs
socialitet. Individerne i et specifikt fællesskab kan igennem deres visuelle fælles smagsdiskurs
styrkes og forhandle deres æstetiske præferencer. Æstetik bliver en kommunikationsform, der
kan bidrage til at vise, hvilken neostamme man tilhører, og hvilken man ikke er en del af.
27

“The aesthetic (…) can not be summed up as a question of taste (good or bad aesthetic taste) or of
content (the aesthetic object). It is the pure aesthetic from which interest us (…): the way in which
the collective sense is experienced and expressed” (ibid: 85).
Maffesolis definition af æstetik drejer sig altså ikke om en afgrænset størrelse, der kan fremstille,
hvad der universelt set kan betragtes som værende god eller dårlig smag. Hver enkelt
neostamme har sine egne æstetiske præferencer og kan derved betragtes som sin egen absolutte
størrelse. De er ikke fysisk afgrænsede, men er snarere afhængige af en symbolsk afgrænsning,
som er væsentlig ved, at den skaber en fælles følelse og oplevelse i de enkelte neofællesskaber.
Hvert enkelt stammefællesskab afspejler altså ikke samfundet som helhed, men kan betragtes
som absolutte i sig selv. Maffesoli beskriver dette som en emotionel relativisme, som er fortolket
som overensstemmelse i medlemmernes livsstile (ibid: 89). Medlemmerne i neostammen kan
genkende hinanden gennem de æstetiske overflader og tiltrække og tiltrækkes til andres
overflader, som de deler smag og fællesskab med. Det æstetiske udtryk bliver derved en
måde, hvorpå individer også kan genkende sig selv og sine egne tilhørsforhold.
Man kan påstå, at den æstetiske kommunikation både lægger op til inklusion og eksklusion.
Via sin tøjstil kan man vise, hvor man hører til, og i høj grad, hvor man ikke vil høre til. Dette
kan gøres gennem mere eller mindre tydelige symboler og ritualer. Jo mere tydelig og forpligtende
den fælles æstetiske kommunikation er, jo nemmere bliver det for medlemmerne at identificere
sig i fællesskabet. Maffesoli gør brug af, hvad han betoner som æstetisk etik, til at beskrive,
hvordan konkrete æstetiske symboler er med til at forme gruppens holdninger, værdier og
moral. Når medlemmerne kommunikerer deres gensidige æstetiske tiltrækning, er de både
med til at kommunikere fællesskabets præmisser indadtil og til at afgrænse sig i forhold til
omverdenen. Derved bliver den æstetiske ritualisering en slags habitus, der er med til at vedligeholde
fællesskaber, der udelukkende er bygget på deres betydning for de individer, der
indgår i dem (ibid.: 20). I denne sammenhæng kan det igen understreges, at det postmoderne
individ ikke kan betragtes som en isoleret størrelse, men at han eller hun skal forstås i sammenhæng
med de fællesskaber, han eller hun er medlem af, “The majority of people’s pleasures
are found in the pleasures of crowd or the group” (ibid.: 77). Disse fællesskaber kan være bundet
sammen af kulturen, kommunikationen, moden osv. Ifølge Maffesoli er det centrale, at massen
i det postmoderne samfund ikke er bundet sammen af et målrationelt perspektiv. Det er netop
derfor, at neostammer kan betragtes som værende absolutte, da de er selve drivkraften. Hans
forståelse af begrebet habitus kan derved siges at adskille sig fra Boudieus forståelse, idet
Maffesoli mener, at habitus er et udtryk for den tiltrækningskraft, individet føler til andre.
Bourdieus habitus begreb lægger derimod op til, at individets habitus er en funktion, der
bidrager til, at han eller hun søger efter en grundlæggende magt, hvilket er i modsætning til
Maffesoli, der fremhæver, at individet nærmere søger en grundlæggende anerkendelse i de
fællesskaber, som han eller hun finder væsentlige. Boudieu og Maffesoli beskæftiger sig begge
med æstetikkens funktion, som et led i identifikationshandlinger imellem individerne, dog
28

med et forskelligt fokus. Maffesoli understreger, at et særligt træk ved postmoderniteten,
netop er æstetiseringen af hverdagslivet. Æstetik og ekspressivitet er blevet centrale elementer
i individets liv i forbindelse med de øgede kommunikationsmuligheder og den generelle
medialisering af samfundet. Bourdieus fokus er på æstetikkens dominansfunktion imellem
de forskellige livsstilsfællesskaber. Han fremhæver de æstetiske livsstilsvalg som værende
strategiske i forhold til at signalere social og kulturel status og yderligere markere afstand og
tilhørsforhold til grupper i det sociale rum (Bourdieu, 1995).
smag
I sin bog ’Distinktionen’, beskæftiger Bourdieu sig med begrebet smag, med forskellige
smagsretninger og med, hvordan smagsdiskurser kan bruges til at kategorisere individer,
samt hvordan individerne bruger smagen til at vise, hvem de er. Smagen grundlægges ifølge
Bourdieu under opvæksten og med socialisering i form af vaner. Vaner er i denne forbindelse
relateret til de generelle levevilkår og er afgørende for, hvordan det enkelte individ omgås de
symbolske objekter, som udskiller det avancerede fra det almindelige. Man kan sige, at det
’frie’ valg af livsstil i form af påklædning, boligindretning, mad osv. i Bourdieus perspektiv
ikke er så frit endda. Dog skal man heller ikke se dette som en entydig sammenhæng mellem
social klasse og livsstil. I forhold til stilskabelse får klassefaktorer en betydning for, hvordan
individer bruger stil og smag til at markere status. De objektive strukturer er derved med til
at sætte en begrænsning på individers stilvalg (Bourdieu, 1995: 170f).
De nye sociale klasser er ifølge Bourdieu centeret omkring kulturel kapital. Det er evnen til
at få øje på de finere nuanceforskelle mellem det distingverede og det banale, hvad enten det
gælder mad, boligforhold eller påklædning. Akkumulering af kulturel kapital forudsætter,
at de basale behov er dækket. Bourdieu understreger, at smag og livsstil skaber et tavst og
et ubevidst determineret fællesskab med dem, som har samme livsstil og smag som en selv,
ligesom smag og livsstil markerer, hvem man adskiller sig fra. Det handler i den grad om
smag og afsmag (ibid.: 173ff).
bourdieus smagskategorier
Jeg har, som nævnt i min empiriske undersøgelse, ikke taget udgangspunkt i et traditionelt
klassefællesskab, men snarere i tråd med Maffesoli undersøgt et stammefællesskab. På trods
af dette finder jeg stadigvæk Bourdieus perspektiver på smagskategoriseringer relevante i
forståelsen af dannelsen af bestemte stilarter i Billyfællesskabet, og hvad der inden for fællesskabet
betragtes som værende god smag. For at forstå de forskellige smagsretninger og
stilarter, der gør sig gældende i de unges udtryksformer, vil jeg gøre brug af Bourdieus tre
overordnede smagsretninger, som jeg mener identificeres i det postmoderne samfund. I den
forbindelse vil jeg gøre brug af Thorlacius udvidede model af Bourdieus smagsretninger.
29

Jeg mener dermed i tråd med Thorlacius, at ”… for overhovedet at kunne tale om, hvad det er
for en smag, der gør sig gældende inden for de forskellige stammer- og klanfællesskaber, er det
stadigvæk relevant at tage udgangspunkt i Bourdieu overordnede smagsretninger, som fungerer
som meningsfulde opdelinger af de grundlæggende smagsretninger, som florerer i samfundet i
dag” (Thorlacius, 2006a: 7).
Jeg har en forståelse af smag som værende socialt konstrueret. Det gælder også den ’gode’
smag. Der er herskende forståelser af, hvad der betragtes som værende god og dårlig
smag både på et overordnet samfundsniveau, et livsstilsfællesskabsniveau og et individniveau.
Disse niveauer påvirker gensidigt hinanden. Smagen er på en gang dynamisk, i
flertal og dikterende; hvad der bliver anset som ’god’ smag, skifter derved løbende i takt
med samfundsstrømninger.
Bourdieu skelner mellem følgende overordnede smagsdiskurser: den legitime smag, middelsmagen
og den folkelige smag. Den legitime smag kan ifølge Bourdieu anskues som den ’gode’
smag, den udspringer af den borgerlige habitus og defineres af den intellektuelle og kulturelle
elite. Den legitime smag er kendt i alle samfundslag, men ikke alle samfundslag deler den (ibid.:
59). Den repræsenterer god kvalitet repræsenteret ved det finkulturelle. Inden for beklædning er
det ofte dyre mærkevarer som Gucci, Chloé etc., som bliver betragtet som repræsentanter for den
gode smag, mens Arne Jacobsens Ægget og Svanen er tydelige eksempler på genstande, der
inden for møbeldesign entydigt repræsenterer den legitime smag (Thorlacius, 2006a).
Middelsmagen betegner Bourdieu som den smag, der hersker inden for middelklassen og inden
for de intellektuelle dele af den herskende klasse. I forhold til forbrug af design kan man
se middelsmagen som en smag, der kopierer fra den legitime smag. Middelklassen stræber
efter at ligne eliten og igennem dens forbrug er dette muligt (Bourdieu, 1995: 60). Et godt
eksempel er tøjkæden ’Top Shop’, som har gjort en dyd ud af at kopiere stilen fra tøjmærker
som Gucci og Chloé etc. Modsat de eksklusive mærker er Top Shop prismæssigt tilgængeligt
for alle og har trendsættere som Kate Moss til at designe deres kollektion.
Den folkelige smag kan betegnes som det, der inden for design er let tilgængeligt i forhold
til abstraktionsniveau, og her er billige masseproducerede genstande i højsædet (ibid.: 60).
Dette bliver inden for eliten betragtet som værende kitsch8 , og repræsenterer således den dårlige
smag. Det er i denne sammenhæng væsentligt at understrege, at inden for den folkelige
smagsdiskurs bliver de billige masseproducerede nipsting betragtet som værende god smag, og
kitsch er ikke et begreb, man benytter sig af eller for den sags skyld kender til (Thorlacius, 2006a).
8 ”Betegnelsen blev oprindeligt lanceret i 1860-1870’erne af kunsthandlere og kunstnere i München som en nedsættende
betegnelse for fiduskunst i form af billig kunst, som snylter på tidligere kunst, overfladisk kunst lavet i hast, sødladne og
sentimentale motiver uden indholdsmæssige og formmæssige dybder. Der er overvejende enighed om, at ordet stammer
fra det tyske kitschen ”skrabe sammen”, f.eks. om affald eller verbet etwas verkitschen – ”at gøre noget billigt”. Uanset ordets
ophav var den gængse opfattelse af kitsch: pseudokunst, billig kunst, kunst som snylter på tidligere kunst, kunst g jort
i al hast, kunst af dårlig kvalitet, forloren, vulgær og banal kunst”(Thorlacius, 2006a: 1-2).
30

Den postmodernistiske avantgardesmag
Thorlacius har lavet en udvidet model af Bourdieus overordnede smagsretninger, hvor hun
laver en todeling af den legitime smag. Den legitime smag i det postmoderne samfund kan
betegnes som både den modernistiske klassiske smag og den postmodernistiske avantgardesmag
(Thorlacius, 2006a: 7). Den modernistiske klassiske smag kendetegnes ved kvalitet
og enkelthed i designet. Tøjmærker som Chanel og Gucci er gode eksempler på den modernistiske
klassiske smag.
Den postmodernistiske avantgardesmag udspringer fra avantgardebevægelsernes opgør
med smagsretningerne. Ifølge Bourdieu definerer den kulturelle elite, hvad god smag er,
han beskriver dem som æstetikere, der benytter sig af genreblandinger og undergravninger
af hierarkier som en anledning til at vise deres egne æstetiske og personlige smag ved at
sammensætte genstande fra forskellige stilperioder på nye og innovative måder.
Det er således en smagsretning, som hviler på en overlagt eklekticisme, i modsætning til den
uoverlagte eklekticisme, som er en usystematisk og tilfældig omgang med genreblandinger
(Bourdieu 1995: 146). Det er en måde, hvorpå man kan definere sig selv som unik og individuel
i sin fremtræden. I det postmoderne samfund har avantgardesmagen vundet indpas, og det
bliver mere og mere legitimt at blande stilarter. Der bliver inddraget elementer fra den folkelige
smagsdiskurs repræsenteret ved kitschlignende genstande.
Den postmodernistiske avantgardesmag repræsenterer således nedbrydningen af smagsmæssige
præferencer for enten det finkulturelle eller det folkelige, idet medlemmerne netop
gør en dyd ud af at blande forskellige stilarter, så der opstår nye udtryk. Den postmodernistiske
avantgardesmag benyttes i dag ikke længere udelukkende af specifikke ungdomsgrupper og
subkulturer. Store dele af befolkningen har taget den eklektiske stil til sig ikke alene i form af
visuelle udtryk, men også i forhold til smags- og livsstilsfællesskaber, der i langt højere grad
indeholder modsætninger og paradokser.
I dag baner de unge trendsættere vejen for nye opfattelser af, hvad der er god smag. Den
legitime postmodernistiske avantgardesmag bliver skabt af tidens trendsættere, som er
repræsenteret ved de unge, der uafhængigt af deres habitus spotter de forskellige smagsopfattelser,
der er i samfundet, og derved er med til at skabe nye trends på tværs af socialøkonomiske
faktorer (Thorlacius, 2003). Således er det ikke længere udelukkende den modernistiske
klassiske smagsdiskurs, som er legitim, hvorfor man ikke længere i samme omfang kan definere
folk ud fra én bestemt smagsretning. Prægningen af, hvad der er ’god’ og ’dårlig’ smag, sker
på tværs af segmenterne i befolkningen og opfattelsen af, hvad ’god’ og ’dårlig’ smag er, udspringer
derfor kun delvist fra den finkulturelle elite.
31

Den bevidste og ikke-bevidste smag
I forhold til specialets genstandsfelt har jeg en forståelse af kommunikation som noget, der
henviser til tale og skriftsprog, kropssprog, billeder og symboler, men også som de måder,
hvorpå visse ting og genstande har fået særlige betydninger. For eksempel er tøj mere end bare
tøj. Det har forskellige betydninger alt afhængig af kulturen, konteksten og individets identitet.
Kommunikationen er med til at beskrive og fremhæve de ting, vi på forskellige måder oplever
som betydningsfulde. Individers opfattelser af, hvad der er smukt eller grimt, smart eller usmart
osv. er også afhængige af det kontekstuelle og situationelle. Derved er individers bevidste eller
ikke-bevidste beskrivelser og forståelser af verden, ting og fænomener altid knyttet til de sociale
og kulturelle sammenhænge og relationer, som individerne indgår og deltager i. Det er blandt
andet igennem de sociale relationers interaktion, at bestemte forståelser af fænomenet stil
opstår og får betydning. De forskellige stilkategorier og smagsopfattelser kommer derved til
udtryk igennem den fortolkning, der finder sted hos de enkelte subjekter, og som udveksles
imellem dem i de forskellige stilfællesskaber.
I forbindelse med smag veksler Bourdieu mellem at behandle smagens genstande som motiverende
og som arbitrære tegn. Tegnene er motiverende, når han vil vise, hvordan ethvert
samfund har sin særskilte habitus, som er forståelig ud fra dets situation i det sociale felt.
Derimod er de arbitrære, når han vil vise, hvordan de herskende klasser og lag skifter smag
eller forbrug, for at de opadstræbende samfundslag ikke skal indhente dem (Bourdieu, 1995:
26). De motiverende tegn er altså de tegn, som er ikke-bevidste. I forhold til forbrug kan man
sige, at det handler om, at individet netop ikke træffer et valg på et bevidst plan, og derved
hænger valgene sammen med individets livsform snarere end livsstil. Individet agerer ud
fra sin indlejrede habitus, og det er her, man kan identificere, hvordan individets placering
i samfundet spiller ind i forhold til dets smagsdiskurs. De arbitrære tegn bliver brugt på et
bevidst plan og er et middel til gennem sit forbrug at vise, hvem man er, eller hvem man godt
vil være. De bliver brugt overlagt og derved kan de sættes i relation til livsstil i forhold til forbrugere,
som benytter et produkt som en del af deres iscenesættelse og identitetsskabelse.
I forhold til trendsættere kan man understrege, at de netop bruger de arbitære tegn til at
bevæge sig væk fra mainstreamen. Derfor er de også hurtigt videre til et nyt stiludtryk, inden
det når at blive allemandseje.
Opsummering
Det netop gennemgåede teoretiske fundament udtrykker det perspektiv, jeg ser specialets
problemstilling ud fra. I min undersøgelse af de unges æstetiske produktion og kommunikation
i forbindelse med identitetsskabelse og socialitetsform vil jeg således inddrage de
forskellige teoretiske perspektiver. Således bliver de postmoderne værdistrømninger og
forståelsen af smag min indfaldsvinkel til undersøgelsen og analysen af, hvad der konstituerer
unges stilfællesskaber i postmoderniteten, og hvordan disse kommunikeres igennem
32

dyrkelsen af distinkte æstetiske udtryksformer og smagspræferencer.
Endelig gøres der opmærksom på, at jeg har at gøre med en målgruppe, der lever en tilværelse
med uendeligt mange valgmuligheder i et samfund, hvor sociale relationer er essentielle.
Fællesskaber udfylder en fundamental rolle, de store fortællinger er erstattet af individuelle
refleksive projekter, hvor identitet skabes via tilhørsforhold og selviscenesættelse. Det tomrum,
som der opstår, udfyldes af sociale relationer i fællesskaberne, hvor der er et krav om at
’være på’ og være tilgængelig. Dette udfordrer de unges evner til at kunne være omskiftelige
og kunne bære flere forskellige masker alt afhængig af, hvilken social relation de indgår i,
eller hvilken stamme de interagerer i. På samme tid skabes der en vis form for simultane
processer, fordi de unge ikke altid er i stand til at vælge imellem de mange muligheder og
derfor vælger det hele til og helst på en og samme tid. Dermed opstår en tendens til konstant
at zappe rundt i tilværelsen eller rent mentalt at befinde sig flere steder på én og samme tid.
33

illy Kapitel stammen 4
- metode en undersøgelse - præsentation af et
æstetisk af den empiriske smagsfællesskab
speciale Kommunikation ruc
skrevet undersøgelsesmetode
af: maj Falcon Vejleder: lisbeth thorlacius
34

Kapitel 4
Metode - præsentation af den empiriske
undersøgelsesmetode
I dette kapitel vil jeg præsentere mit valg af empirisk undersøgelsesmetode og uddybe mine
overvejelser i forbindelse med dette. Der vil blive redegjort for min indgangsvinkel og kontaktfase
til stammen, udvælgelsen af respondenter, samt mine overordnede observationer af
Billystammen. Kapitlet vil yderligere indeholde en kort beskrivelse af udformningen af selve
interviewguiden, interviewsituationen samt en præsentation af de 10 respondenter.
empirisk undersøgelsesmetode - kvalitative interviews
For at opnå indsigt i de unges livsverden, forståelse, normer og brug af visuelle udtryk i forbindelse
med deres skabelse af selvidentitet og fællesskabsdyrkelse i bymiljøet, vælger jeg
den kvalitative metode. Jeg vælger således at gå i dybden med et lokalt fællesskab i form af
Billystammen med mange variabler, hvor mit mål er at få en større helhedsforståelse af de
specifikke forhold, der gør sig gældende for dette fællesskab. Man kan karakterisere undersøgelsen
ved at være et detaljeret studie af et enkelt tilfælde, der har til formål at give en dybdegående
forståelse af et fænomen frem for at danne grundlag for statistiske generaliseringer.
Specialets empiriske undersøgelsesmetode tager således udgangspunkt i den kvalitative
undersøgelsesmetode repræsenteret ved enkeltmandsinterviews. I modsætning til fokusgruppeinterviewet
er de individuelle interviews gode til at producere viden om deltagernes
livsverden (Kvale, 1997: 40). Hvor deltagerne i en fokusgruppe udveksler beretninger om
handlinger, praksisser og forståelser som en del af interaktionen, kan de i det individuelle
interview berette om disse i deres hverdagssociale kontekst (Halkier, 2005: 12). Det var centralt
for mig at få deltagernes enkeltstående italesættelser, for selvom de danner fællesskab
omkring deres smag og stil, vil der altid være forskellige oplevelser og fortolkninger af
fænomenet. I den forbindelse understreger Kvale, hvordan det kvalitative interview er en
”… sensitiv og stærk metode til at få fat i de interviewedes oplevelser af deres hverdagsverden og
dens levede betydning. Interviewet sætter de interviewede i stand til at meddele andre deres
situation ud fra deres eget perspektiv og deres egne ord” (Kvale, 1997: 78). Der kan for respondenterne
undervejs opstå nye forståelseshorisonter ved, at jeg stiller spørgsmål til tematikker, der
opleves som værende normen. Jeg prøver således at få deltagerne til at sprogliggøre det, der måske
for dem er ikke-begrebsliggjort. Der opstår en mulighed for, at det, der bliver ’taget for givet’ af
den enkelte deltager, i dialogen med mig vil blive til refleksioner, som kan italesættes. De subtile
koder, som ligger til grund for deres æstetiske kommunikation, søges således sprogliggjort.
35

indgangsvinkel til billystammen
Med fænomenologien som inspirationskilde bliver det centralt netop at fremhæve, at erkendelse
sker gennem ”… direkte erfaringer med fænomener, og det gælder både os alle i hverdagslivet og
forskerne i deres undersøgelser (…) man skal producere viden om forbrugernes egne oplevelser og
erfaringer med fænomenet” (Halkier, 2005: 28).
For at få en direkte erfaring med Billystammen og få forståelse af fællesskabet i form af dets
handlingsorienterede normer, visuelle udtryksformer, og hvem der deltager i det, begyndte
jeg indledningsvis med observationer for at få tilstrækkelig indsigt i feltets mikrokosmos.
Min deltagende observation er udelukkende et led i den eksplorative fase, da jeg bevæger
mig ind et felt, hvor jeg hverken er bekendt med feltets sociale eller kulturelle dynamik. Den
deltagende observation bidrager til at få et lille indblik i de mangfoldige perspektiver og
udtryksformer, der er på spil, så min interviewguide til de individuelle interviews bliver mere
relevant og dækkende. Samtidig får jeg mulighed for måske at producere data om medlemmernes
ikke begrebsliggjorte ageren, som jeg senere kan forsøge at få italesat ved at tilpasse
spørgsmålene til de individuelle interviews ”… således, at så mange erfaringer og forståelser
kommer i spil i interaktionen som muligt” (Halkier, 2005: 20-21).
min rolle i forholdet til de unge
I mit studie af de unge må jeg forholde mig til, at jeg på den ene side både aldersmæssigt, i
mit forbrug af visuelle udtryk og deltagelse i bylivet kan drage paralleller til den undersøgte
gruppe, hvilket kan bidrage til, at det er svært at distancere sig. Selv om end jeg i kraft af mine
erfaringer med bylivet og mine æstetiske præferencer havde visse referencepunkter og livsvilkår
tilfælles med respondenterne, tog det tid at opnå noget, der mindede om en insiderposition
i fællesskabet. Dette kan for det første skyldes den rumlige og stilmæssige fragmentering i
kulturen. Desuden medvirkede selve de eksklusive arrangementer og stilfællesskabets flygtige,
delvist hemmelige og eksklusive karakter til, at jeg måtte gøre en betydelig indsats for
at få adgang til insiderviden om arrangementerne, deltagerne og interne forbindelser. Da jeg
endelig begyndte at blive inviteret til arrangementer og genkende de forskellige deltagere,
blev jeg stadig præsenteret som ’hende, der laver speciale om æstetik og fællesskab’, og ikke
bare en deltager. Min rolle i feltet kan dermed beskrives med begrebet ’accepteret udenforstående’
(Thagaard 2003: 75), der hverken er lig med insider eller outsider, men netop
befinder sig i det produktive spændingsfelt mellem distance og nærhed (indlevelse). Selv
om jeg efterhånden blev inviteret til andre arrangementer i miljøet, kunne jeg således
stadig få øje på visuelle aspekter og handlingsformer, som jeg ikke forstod. Derved er altså
tale om et analytisk dobbeltblik, hvor jeg på mange områder skifter mellem indlevelse i mine
respondenters verden og distance. Kristen Drotner understreger, at dette dobbeltblik på en og
samme tid både er væsentligt og vanskeligt at forholde sig til i studiet af unge (Dortner, 1999:
29-31). Dermed kan jeg ikke sætte mine egne forforståelser ud af spil i forhold til det sociale
36

fænomen, der udgøres af de unges brug af visuelle udtryksformer i deres hverdagsliv. Det
betyder, at jeg på en og samme tid prøver at leve mig ind i de unges livsverden samtidig med,
at jeg tolker deres italesættelser ud fra min egen teoretiske position.
Det empiriske materiale fra et kvalitativt interview ses som en samproduktion mellem mig
som interviewer og deltagerne, hvilket bygger på en forståelse, at ”…det er den sociale interaktion,
der er kilden til data” (Halkier 2004: 16). Med Kjørups formulering kan det også konstateres,
at: ”Forskning er en menneskelig aktivitet, og derfor er der ikke noget mærkeligt i, at vi kan se spor
af mennesker i dens resultater” (Kjørup 1996:183). I relation til min overordnede hermeneutiske
fortolkningsforståelse vil jeg i overensstemmelse med Kvale fremhæve dens dobbeltrelevans
i forbindelse med mit valg af kvalitative individuelle interviews som forskningsmetode, ”…
for det første fordi den belyser den dialog, der producerer de interviewtekster der skal fortolkes, og
dernæst fordi den afklarer den efterfølgende fortolkning af de producerede interviewtekster, der igen
kan opfattes som en dialog eller samtale med teksten” (Kvale, 1997: 56). Dermed er det vigtig at
understrege, at mine producerende interviewtekster allerede er et fortolkende element, inden
jeg påbegynder analysen. Forestillingen om en skarp skelnen mellem iagttagende forsker og
iagttaget felt er dermed lagt på hylden sammen med andre positivistiske drømme om objektivisme
i ’dataproduktionen’.
Observationer
Mine deltagende observationer fandt naturligvis sted i det miljø, hvor stammen færdes,
nemlig omkring de sociale festarrangementer, der bliver arrangeret og forløber under navnet
Billy84, som beskrevet tidligere. Det første arrangement, jeg deltog i, fandt sted i tøjbutikken
Mensh9 , hvor der var reception. Da klokken blev treogtyve, gik deltagerne videre ned til festen
på Culture Box10 , hvor der blev danset til den tidlige morgen. Den anden fest foregik på Halvandet11
, hvor nøjagtigt de samme mennesker dukkede op og opførte sig på eksakt samme
måde som gangen før. Gennemsnitsalderen ligger mellem 16-25 år og der er en næsten ligelig
kønsfordeling.
Mit umiddelbare indtryk af deltagernes stil er, at den virker eklektisk, en sammenblanding af
forskellige stilarter, der bærer præg af den føromtalte postmodernistiske avantgardesmag.
Brugen af flere forskellige stilarter giver et helhedsindtryk, der for mig at se skaber et æstetisk
udtryk, som jeg ikke har set før i det københavnske bybillede. Der bliver leget med former,
størrelser, farverige elementer og grafiske mønstre. Derudover er de fleste af deltagerne i stor
udstrækning dekoreret med forskellige former for accessories, såsom plastikbriller (ikke på
grund af dårligt syn, men på grund af æstetikken), neglelak i alle mulige farver, hatte, store
halstørklæder og smykker. Det ser ud som om de gør brug af retro-stilen og blander den med
noget nyt. På trods af deres eklektiske stil ligner de alle sammen hinanden, og det er svært
for mig at skelne mellem dem, da jeg udefra har svært ved at aflæse de forskelligartede sym-
9 En tøjbutik, der sælger sjovt og farverigt tøj samt accessories, som man kan betegne som kitschlignede genstande, fx
farverige halskæder i billigt plastik.
10 En natklub, der spiller elektronisk musik, den har en rå, dunkel og kælderagtig stemning.
11 Et samlingspunkt om sommeren, hvor de unge fester.
37

olske tegn. Ligesom deres visuelle udtryk virker de meget vilde. Der bliver danset og skreget
på dansegulvet, når et nyt stykke elektronisk musik bliver spillet. Det virker som om, de skal
overgå hinanden både i vildt tøj og opførsel.
billystammen- den trendsættende stamme
Jeg vil betegne medlemmerne i Billyfællesskabet som trendsættere. Trendsættere eller
innovators i den amerikanske sociolog Everett M. Rogers12 forstand betegnes som dem, der
hurtigt adopterer nye innovationer og derudover er vigtige for spredningen af en innovation.
De har ifølge teorien en refleksiv tilgang til deres livsstilsvalg og holder sig ajour med udviklingen
og innovationer indenfor deres interesseområde. Det er en meget paradoksal gruppe, da den
i høj grad fokuserer på at afprøve nye produkter for derefter hurtigt at vende produktet ryggen,
og gå videre til det næste nye produkt. I forbindelse med specialets genstandsfelt skal det
understreges, at trendsættere ikke lader sig diktere af ’moden’, af markedsføringskampagner
og lignende, da de er optagede af at skabe deres egne trends og stiludtryk (Rogers, 2003).
Henrik Vejlgaard beskriver trendsættere således;
“The trendsetters are the most open and serious individuals with regard to style and taste. They
accept the idea that style change, and they feel that change is a positive thing when it takes place
at regular intervals. They are enthusiastic about innovative style, and they are the very first to adopt
them. The trendsetters are those who dare to adopt a new innovative style before it has been sanctioned
by other people.” (Vejlgaard, 2008: 71).
Billystammen repræsenterer en stilistisk selvbevidsthed i deltagernes æstetiske produktion af
stilsammensætninger, som kan relateres til både at være trendsættende og til at iscenesætte
sig som en trendsætter. De er inspireret af trendskabere i form af nye designere, musikere og
den franske subkultur, som netop for dem at se introducerer nye opfattelser af smag inden
for mode via deres visuelle udtryk. Med Ziehes formulering kan man sige, at de
”… præsenterer det forbavsende og partielt usikre publikum for nogle tilværelsesfortolkninger, dagligdagspraktikker
og livsstilssætstykker(…)Traditioner og konventioner bliver(…)reformuleret”
(Ziehe, 1989: 158).
Jeg vil betegne stammens overordnede smagsretning som værende inden for den post-
modernistiske avantgardesmag 13 , der netop repræsenterer nedbrydningen af smagen for det
finkulturelle og det folkelige, idet medlemmerne netop gør en dyd ud af at blande forskellige
stilarter, så der opstår nye udtryk. De spotter de forskellige smagsopfattelser, der er i samfundet,
og er derved med til at skabe nye trends (Thorlacius, 2003). Dette vil blive undersøgt
nærmere i min analyse.
12 Disse kategorier stammer fra Rogers bog ’Diffusion of Innovations’, hvor Rogers udarbejder nogle kategorier, som
beskriver forskellige befolkningsgruppers tilegnelse af nye ideer. Diffusion betyder i Rogers sammenhæng en proces, via
hvilken en ny ”innovation” (nyhed/trend) gennem bestemte kanaler kommunikeres blandt medlemmer af et socialt system.
13 Se teoriafsnit for uddybning af begrebet.
38

udvælgelse af respondenter
”Vi, Billyfolket, det er meget forskelligt, der kommer mange slags forskellige folk, som man ikke
kun ser til Billy, men til alle de arrangementer, der er i København for inner crowd, eller hvad man
nu skal sige. Men alle folk er meget kreative eller kan i hvert fald godt lide at kalde sig den kreative
undergrund. Man ser de samme folk alle steder, det er jo den samme gruppe, som holder sammen,
selvom man nødvendigvis ikke kender hinanden” (Bilag D, Jason).
Fra andre deltageres beretninger og mine egne observationer, fik jeg indtryk af, at der var en
mere eller mindre gennemgående gruppe personer, som ofte færdedes til Billy- arrangementer
og som kunne betragtes som værende kernen i livsstilsfællesskabet. Idet undersøgelsen
netop retter sig mod dette specifikke stilfællesskab, valgte jeg at interviewe de personer, som
jeg antog, havde den største erfaring og dermed den største indsigt og indlevelse i det. Her
fik jeg hjælp af arrangøren af Billy-arrangementerne, Jacob Guldager. Han henviste mig til
adskillige personer, som han mente var kernen i fællesskabet, og efter mit første interview
blev der hurtigt skabt et buzz omkring det, at jeg var i gang med at lave en undersøgelse. Alle
ville gerne deltage, da det med en informants eget udtryk fik ham til at føle sig vigtig, at han
fik anerkendelse for sin unikke stil. De ville gerne fortælle om deres stil, oplevelser og erfaringer,
selvom de til tider havde svært ved at italesætte disse på grund af deres før-sproglige
karakter i fænomenologisk forstand.
udformning af interviewguide 14
Interviewene er semistrukturerede, og interviewguiden er derfor ikke en fast struktureret
plan, men en guide for de råemner, der skal dækkes (Kvale, 1997: 133). Dette skal medvirke
til, at respondenterne ikke føler, at der er en fast definition eller et ’rigtigt’ svar i forhold
til deres forståelse af stil, smag og identitet, men at det derimod er et åbent emne, som de
selv skal definere i forhold til deres livssituation og hverdag. Dette har til formål at skabe
en mere åben interviewproces. Interviewguiden tager sit afsæt i respondenternes livsverden
med opfølgende spørgsmål i forhold til mit fokus på deres æstetiske smagsfællesskab. Jeg
har valgt ikke at spørge direkte ind til deres forståelse af sammenhængen mellem identitet,
stil og fællesskab, idet jeg vurderede, at der var risiko for, at deres svar dermed ville blive for
påtagede og konstruerede. Jeg stiller således mere konkrete spørgsmål omkring selve Billyarrangementerne,
deres deltagelse i disse, deres opfattelser af smag og deres visuelle udtryk.
Formålet er at få de unge til at beskrive deres livsverden for mig, så jeg kan få en større indsigt
i deres brug af visuelle udtryksformer. Intentionen med interviewguiden er, at den skal fungere
som ramme for til undersøgelsens fokus og de teoretiske perspektiver.
14 Se bilag b for hele interviewguiden.
39

interviewsituation og proces
For at skabe autenticitet og styrke validiteten valgte jeg at lade interviewpersonerne vælge,
hvor de gerne ville interviewes. Således har den enkelte respondent valgt en cafe eller et sted
i byen, han eller hun fandt velkendt og trygt. Selve interviewsituationen var forskellig fra
deltager til deltager. Respondenterne havde forskellige fokuspunkter, som jeg gav dem mulighed
for at italesætte. Det var væsentlig for mig at få flest mulige nuancer og perspektiver
med, der kunne åbne op for nye forståelsesformer. Derved foregik de enkelte interviews med
udgangspunkt i respondenternes livsverden og forståelseshorisonter. Det har medvirket til,
at nogle interviews er længere end andre, da det var meget forskelligt, hvor meget de enkelte
deltagere havde at sige. Nogle af deltagerne var mere reflekterende end andre, dog har alle
deltagerne bidraget med en væsentlig indsigt i Billystammens æstetiske kommunikation.
Efter at have interviewet ti personer oplevede jeg et mætningspunkt, idet der ikke blev bragt
nye vinkler, tematikker eller perspektiver på banen. I kapitel 7 diskuteres valideringsformer,
der er relevante i forhold til min undersøgelse, samt de betingelser, min undersøgelse har
været underlagt.
40

illy Kapitel stammen 5
- analysemetode en undersøgelse og præsentation
af et
æstetisk af de overordnede smagsfællesskab analysetemaer
speciale Kommunikation ruc
skrevet af: maj Falcon Vejleder: lisbeth thorlacius
52

Kapitel 5
Analysemetode og præsentation af de
overordnede analysetemaer
Inden jeg går i gang med analysen af Billystammen, vil jeg i dette afsnit kort redegøre for den
anvendte analysemetode samt analysens overordnede tematikker, som jeg er kommet frem til.
præsentation af analysemetode
I min konkrete anvendelse af interviewene benytter jeg, inspireret af Kvales analysemetode,
meningskondensering som et metodisk redskab for at skabe overblik og fremhæve hovedpointer
i forskellige tematiske kategorier. Metoden har givet mig mulighed for at trække
deltagernes lange og ofte komplicerede udsagn sammen til kortere hovedbetydninger og inddele
dem i hovedtemaer (Kvale, 1997: 190-192). De hovedtemaer, jeg har valgt at fokusere på
i analysen, er præget af flere forhold. De er styret af undersøgelsens fokus samt teoretiske
forståelsesramme, og empirien har åbnet op for nye perspektiver og indsigter. Analysemetoden
skal således forstås med udgangspunkt i specialets fænomenologiske hermeneutiske fortolkningsprincip
og den abduktive metode. Analysen er således styret både af tendenserne
i det empiriske materiale, mine teoretiske forforståelser og de indtryk og erkendelser jeg fik
under og efter interviewene(Halkier, 2005: 85). For at få et overblik over selve metodeprocessen
henviser jeg til bilag c.
analysetemaer
Jeg har delt analysen op i fire overordnede analysetemaer, som jeg er kommet frem til via
min beskrevne analysemetode. Analysetemaerne er alle dialektisk forbundne og kan således
ikke begribes som adskilte temaer. Temaerne fungerer snarere som en kunstig opdeling,
der har til formål at gøre analysen mere overskuelig. Empirien bliver sammenholdt og diskuteret
i relation til den teoretiske forståelse, dels ud fra den allerede beskrevne teoretiske
forståelsesramme, og dels med nye teoretiske perspektiver, som det empiriske materiale har
åbnet op for. Disse vil blive præsenteret undervejs.
53

præsentAtIon
af de overordnede analysetemaer
1. Smagen for det eklektiske i form af ‘den postmoderne new trash-æstetik’
Dette analysetema omhandler stammens visuelle udtryk, deres definition af den ’gode’ og
den ’dårlige’ smag, samt brugen af kitsch og æstetiske oplevelser.
2. Det refleksive projekt - identitetsdannelsen
Dette analysetema undersøger deltagerne af Billystammens brug af stil og æstetik som et led
i deres identitetsskabelse. Yderligere bliver deres søgen efter autenticitet behandlet.
3. Socialitetens overflader - den æstetiske kommunikation i neostammen
Her fortolkes de æstetiske overfladers betydning for stammens identifikations- og anerkendelsesprocesser
i forhold til bekræftelse af tilhørsforhold.
4. Det ekskluderende og flygtige livsstilsfællesskab
Dette analysetema tager fat på diskussionen vedrørende stammens smag og livsstil som
værende ekskluderende og flygtige. Ydermere bliver begrebet neolivsstilskapital og forbrugets
betydning beskrevet og diskuteret.
54

illy Kapitel stammen 6
- analyse en undersøgelse af billystammen af et
æstetisk smagsfællesskab
speciale Kommunikation ruc
skrevet af: maj Falcon Vejleder: lisbeth thorlacius
55

Kapitel 6
Analyse af billystammen
Dette kapitel indeholder analysen af Billystammen, hvor omdrejningspunkterne for analysen
er de fire analysetemaer. Der henvises løbende til empirien via uddrag fra de enkelte interviews.
Alle interviews er at finde i bilag d i transskriberet form.
1. smagen for det eklektiske i form af ‘den postmoderne new
trash-æstetik’
Med udgangspunkt i Lisbeth Thorlacius’ udvidede model af Bourdieus smagsretninger går
jeg i dette første analyseafsnit i dybden med at undersøge, hvordan stammens smag for det
eklektiske kommer til udtryk igennem deres skabelse af et nyt visuelt udtryk. Jeg undersøger,
hvorledes stammens medlemmer gør brug af begrebet kitsch i skabelsen af æstetiske
oplevelser, og diskuterer, hvordan æstetiske oplevelser kan rumme elementer af noget, der
både kan italesættes og noget uudsigeligt. De kvalitative interviews understøtter min observation
vedrørende stammens overordnede postmodernistiske avantgardesmag i forhold til
deres brug af overlagt eklekticisme. Caroline udtrykker i lighed med de andre respondenter
vigtigheden af at kunne sammensætte de forskellige stilelementer på den rigtige måde for at
skabe et overlagt eklektisk udtryk:
”Jeg synes, det er svedigt, når man kan se, at man har brugt referencer, men man skal også passe
på med at bruge for mange, at det ikke kommer til at ligne et miks af alt muligt, du bare har smidt
sammen uden at tænke over det” (Bilag D, Caroline).
De betragter sig selv som avantgarde i Bourdieus forstand, og som Christian A udtrykker det,
handler det netop ikke blot om selve det visuelle udtryk, men i høj grad også om bevidstheden,
om at være trendsættende.
”Billy er jo meget mere avantgarde, der kommer ikke så mange homoer, men der kommer mange
sjove eksistenser, med super fed tøjstil, der kommer mange modefolk og mange folk med god stil, og
det er fedt, for så ved man, at man har noget til fælles med dem, ik!” (Bilag D, Christian A)
Men som jeg beskrev i det teoretiske afsnit om smag, er den eklektiske smagsretning ikke
længere kun forbeholdt trendsætterne eller avantgarden i Bourdieus forstand. De unge
trendsættere vil således ikke bare være eklektiske i deres stil, som alle andre, de stræber efter
at være det på en bestemt måde, som netop kan understøtte deres trendsættende smagsfællesskab.
Derved handler det om at kunne sammensætte stilelementerne på den helt rigtige måde
56

og således vise, at man forstår at være på forkant med tidens trends. Det er her det empiriske
materiale åbner op for nuancer af de teoretiske smagsdiskurser, og således bliver den abduktive
tilgang fremtrædende. Igennem deltagernes italesættelser danner der sig et billede
af et socialitetsfællesskab, der netop prøver at adskille sig fra de gængse modeproduktioner
ved at skabe deres egne visuelle udtryk, som de mener adskiller sig fra mainstreamen. De vil
gerne betragtes som værende undergrund i deres stiludtryk.
1.1 smagen for ’den postmoderne new trash-æstetik’
Da de enkelte deltagere skulle forklare deres stil for mig, gjorde de op til flere gange brug af
ordet trash som værende udgangspunkt for deres stilsammensætning.
Anna fortæller mig, hvordan deres stil danner rammen om begrebet trash ”Jeg er fx mere
klassisk trash, hvor nogen er rock trashagtige og andre stadigvæk er new rave på en trash måde”
(Bilag D, Anna). Deltagerne fremhæver, hvordan det at være trashy bliver et udgangspunkt
for en stil, som netop handler om ikke at være for fin og selvhøjtidelig i det. Både Nikita og
Zitta fremhæver, hvordan trash netop lægger op til en stil, der tager udgangspunk i rocken
og undergrunden.
”Det er meget trashy og undergrundsagtigt. Det er ikke så fint, lidt raved i det, men alligevel ikke
(…), der er ikke så mange klub kids længere til Billy (…,) jeg er meget inden for den rockede stil”
(Bilag D, Nikita).
”Trash er sådan rock på den fede måde” (Bilag D, Zitta). ”Man skal have en lidt sjov og samtidig
trash stil” (Bilag D, Mikael).
Jeg har på baggrund af deres italesættelse af trash valgt at betegne deres overordnede smagsretning
for ‘den postmoderne new trash-æstetik’, som i denne sammenhæng refererer til
stilistiske blandinger af primært retro, rock, new rave og det mere klassiske. Den rå og upolerede
æstetik er ikke noget nyt fænomen, den bliver blot reintroduceret på ny af Billystammen,
og de har derved også givet trash en ny betydning. Maria understreger, hvordan hun
finder inspiration i musikkens visuelle univers.
”Jeg finder det meget i musik, altså kunstnere, det er der, jeg primært finder inspiration. Jeg hader
modeblade, for de er sgu så bagud(…) Jeg henter ikke inspiration hos specifikke kunstnere, men
mere bare musikvideoer(…) Musikvideo er jo tit vildt overdrevet, men så kan man dæmpe det lidt,
så jeg tror, at musikere er en større kilde for mig, jeg elsker deres univers, og jeg elsker at klæde mig
ud” (Bilag D, Maria).
57

Ulrik udtrykker ligeledes, hvordan han gør brug at musikken som referenceramme for hans stil;
”En jeg synes har god stil er Pete Dorothy (…) han er vildt sej, sådan total rocket og trashed(…)
Rock med kant kan man kalde min stil, altså rock på en ny måde, ikke ligesom de gamle rockbands(…)
du ved smalle bukser, briller og Converse sko (…) jeg havde en gang en Gucci bøllehat
som jeg brugte meget til denne her stil, min rockede stil. Det synes jeg er ret sjovt, der var monogram
på og det hele…” (Bilag D, Ulrik)
I relation til Thorlacius’ udvidede model af Bourdieus smagsretninger kan Gucci-hatten
placeres under den legitime modernistiske klassiske smagsretning. Men i de unges øjne
repræsenterer mærkevarer dog mainstreamen/middelsmagen og således placeres de udenfor
den legitime smag. Ulrik beskriver løbende igennem interviewet, hvordan han tager ting
fra den folkelige smag og middelsmagen og introducerer dem på nye måder. Han spiller
således på det ironiske og kitschede i hans brug af Gucci-hatten i sammenhæng med hans
rockede stil, fordi den netop symboliserer det, han tager afstand fra. Ulrik spiller på, hvad
den norske sociolog Kjetil Rolness (Rolness, 1993) i hans beskrivelse af dårlig smag betegner
som det æstetiske misforhold, som netop er kendetegnende for ’kitsch’ ved, at han tager Gucci
hatten ud af dens sammenhæng og sætter den i relation til rocken. Jeg vil fremhæve, at Ulrik
benytter ’kitsch’ 15 i sammenhæng med, hvad Thorlacius betegner som værende i overensstemmelse
med betegnelsen ’camp’.
”Camp er en livsstil og smag, som gør det muligt at udvide ens æstetiske generøsitet uden
at opgive kravet om raffinement. Camp er en smag for det tilsigtede komiske, som både er
udøverens og betragterens, hvor der er tale om en kode og indforståethed mellem udøver og
tilskuer”(Thorlacius, 2006b: 17).
Således bliver kitschelementer brugt til at skabe en indforståethed blandt de unge i Billystammen,
som godt kan aflæse, at det er en tilstræbt ironisk distance til, hvad der for dem
bliver betegnet som middelsmagen eller mainstream.
Ulrik gør ligesom mange andre af deltagerne brug af rockens referencerammer. De tager
symbolske elementer ud af deres livssammenhæng og bearbejder dem, så de passer ind i
deres kontekst (Clarke i red. Drotner og Bay, 1986: 79). I starten af 1990’erne begyndte en
søgen efter autenticitet at sætte sit præg på massekulturen, blandt andet var grunge-musikkens
stilikoner, som Nirvanas forsager Kurt Cobain, med til at gøre en rå og upoleret
æstetik populær. Dette dannede grundlag for et moderigtigt look, som senere blev gjort
kommercielt af designeren Marc Jacobs16 . Man kan sige, at de unge i dag er stilskabende ud
15 ”I forhold til betegnelsen af kitsch er der ifølge Thorlacius fire overordnede og forskellige opfattelser af, hvad kitsch
betegner i dag, hvor camp er den ene og der tre andre defineres som følger ”1)’Kitsch’ bliver brugt i overensstemmelse
med ordets oprindelige betydning som en negativ værdidom over ting og fænomener, og kitsch opleves som udtryk for
dårlig smag(…)2) ’Kitsch’ bliver brugt som en positiv betegnelse for ting og fænomener, hvor man dog forbeholder sig
rette til en ironisk distance. Kitsch er i denne brug af begrebet ofte benyttet som en smag for det utilsigtede komiske,
hvor betragteren tillægger udøveren en sensibilitet og smag, som egentlig bare er tilskuerens(…) 3)’Kitsch’ bliver anvendt
som en helt ubetinget positiv betegnelse, der henviser til unikke marskandiserfund, det sidste inden for retro-moden eller
eklektiske stiludtryk i mere generel forstand”(Thorlacius, 2006b: 17).
16 Amerikansk modedesigner født i 1963
58

fra nogle andre referencer. Kurt Cobain er blevet erstattet af Pete Dorothy fra Babyshambles,
men musikken og dens skabere har stadigvæk langt større status som inspirationskilder
og trendskabere end modebladene eller designerne har. Rocken har også været med til at
etablere en rummelighed, som netop kan ses hos de postmoderne unge i deres stilskabelse,
som ikke længere udspringer af overleverede skønhedsidealer, men snarere opstår ud fra et
ønske om at sprænge rammerne og derved prøve at overskride de grænser, de selv har sat op
(Andersen, 2006).
Man kan sætte deres visuelle udtryk i sammenhæng med, hvad Christian L forklarer om
tidens musik, ”I tidens musik trend er der mange, der blander rock med elektronisk musik fordi
det giver en utrolig fed kant i musikken, at det er en blanding” (Bilag D, Christian L). I denne
forbindelse kan man sammenligne Christians udtalelse omkring den postmoderne new
trash-æstetik med, hvad Lyotard med udgangspunkt i Edmund Burke beskriver som den
sublime æstetik. Den sublime æstetik handler netop om at se bort fra efterligningerne af
modeller, som blot er smukke, og i stedet forsøge sig med nogle overraskende, usædvanlige
chokerende kombinationer. (Lyotard, 1994: 58). ”Man genoptager formler, der er blevet
bekræftet ved forudgående succeser, og bringer dem ud af ligevægt ved at forbinde dem med
andre uforenelige formler” (Lyotard, 1994: 63 ). Således er der tale om en individuel variation,
som kan anskues som et forsøg på at bevare autonomi hos de unge. ‘Den postmoderne new
trash-æstetik’ handler netop for deltagerne om at sprænge rammerne og skabe nogle nye
brud, der kan være med til at skabe følelsen af intensitet og en ny slags skønhed.
1.2 brugen af kitsch og skabelsen af æstetiske oplevelser
I mine observationer og under mine interviews med de unge medlemmer af Billystammen
dannede der sig et tydeligt billede af skabelse af brud via brug af kitschelementer. De gør alle
ligesom Ulrik brug af kitsch i overensstemmelse med betegnelsen ’camp’, og spiller derved
på indforståetheden. Det er derimod først i selve analysefortolkningen, at det bliver tydeligt,
hvordan deres stil er med til at skabe æstetiske oplevelser, som ikke altid kan italesættes.
Billystammen er udsprunget af fælles æstetiske præferencer, og medlemmerne vil således
have en fælles æstetisk erfaring. Dette gør, at de i langt større grad kan dele de æstetiske
oplevelser, som andre udenforstående måske slet ikke opfatter som æstetiske, men snarere
som noget decideret grimt og uforståeligt. Det paradoksale, som den postmodernistiske
avantgardesmag understreger, skaber et unikt udtryk, idet der er tale om et brud. New trash
står ikke i et modsætningsforhold til skønhed, og man kan påpege, at det new trash ”gør” ved
moden, ”… er altså ikke at destruere den, men netop at pege på den som et suverænt felt, der kan
forvandle hvad som helst til mode, og som – i lighed med kunsten – mest af alt er et spørgsmål om
optik” (Andersen, 2006: 272).
59

Denne pointe fremhæver Ulrik, da han forklarer, hvordan man kan se forskel på dem, der skaber
stilen, og dem, der med hans ord aber efter, altså kopierer et visuelt udtryk. Ifølge Ulrik handler
skabelsen af stilen netop om, at man er bekendt med scenen, fordi der i skabelsen ligger
nuancer og fortolkninger, som ikke kan kopieres. Han understreger, hvordan netop ironi,
det underspillede og legende danner rammen for en indforståethed, der er med til at skabe
deres specifikke socialitet.
”Det er sjovt at gøre det modsatte(…) jeg kan godt lide hvide tennissokker i fine sko(…), der er
mange, der synes, det er kikset(…)De kan ikke forstå, jeg har gjort det med vilje(…)fordi de ikke
kan forstå den stil, vi har, de kan ikke forstå vores ironi…” (Bilag D, Ulrik).
De unge lægger op til forståelse af god smag, der både finder sin inspiration i en kitschverden
og i realismen. For at begribe dialektikken kitsch og trash-realisme finder jeg inspiration i den
franske sociolog, kulturteoretiker og filosof Jean Baudrillards perspektiv, hvor han relaterer
til kunsten. Han beskriver kitsch som værende ”…en grimhed ophøjet i anden potens, thi frigjort
fra forholdet til sit modstykke(…) det hele er i øvrigt begyndt med hyperrealismen og Pop Art’en
ved at ophøje dagliglivets fotografiske virkelighed i en ironisk potens” (Baudrillard i Ukdahl &
Juhl, 1988: 25).
De unges fortolkninger af trash indeholder både referencer til trash-realismen og legen med
den ’dårlige’ smag i form af brugen af kitschreferencer. I forhold til forståelsen af trash som
stilfænomen kan man se på trash-kulturen som et begreb, der henviser til underklassen i
samfundet. Derved bliver denne stil overlagt brugt af overklassen som en måde, hvorpå man
kan gøre sig bemærket. Man kan derved betegne brugen af trash som noget, der rummer
elementer af kitsch. I dag bliver kitsch dyrket som et udtryk, som symbol på den postmodernistiske
avantgardesmag, der har til formål at skabe en ironisk distance til et visuelt udtryk.
De unge, som jeg har undersøgt, bruger kitschgenstande i deres stilsammensætning som
en måde, hvorpå de kan fremstille sig selv som uhøjtidelige og refleksive ved netop bevist
at inddrage disse genstande. Zitta udtrykker, hvordan hun bruger den ’dårlige’ smag i sit
stiludtryk;
”På en måde, Maj, så er det faktisk helt vildt grimt, fordi det bare er sådan noget plastik lort(…)
men det er jo sådan noget, der er med til at skabe ens stil, og det er jo lidt sejt at have sådan noget”
(Bilag D, Zitta).
Maria er en af de deltagere, som leger mest med sit udseende i forhold til brugen af kitsch-elementer.
Hun har den japanske tegneseriefigur ’Hello Kitty’ tatoveret på sin krop og en ægte
guldtand i munden. Dette har hun sat sammen med en ’fin’ Acne nederdel og en hvid skjorte.
60

”… jeg har jo altid mine Hello kitty tatoveringer, den store farverige på armen og en på benet(…) så
har jeg jo min guld tand, som jeg fik lavet for ca. et år siden(…) jeg elsker det, hele det univers læner
jeg mig meget op ad, jeg kan godt lige det barnlige og fantasien i det, plus jeg elsker farverne i det
univers(…) Jeg vil ikke have folk skal tage mig for seriøst, og jeg vil gerne have, at de opfatter mig
som sjov, og en der er festlig og gang i den. Jeg vil ikke have, de tror jeg er kedelig eller noget i den
stil” (Bilag D, Maria).
Det er altså en vis grimhed i deres stil, som gør, at trashen kommer til udtryk. Man kan sige,
at der er tale om brugen af kitch og ’ikke- stil’ i deres stilskabelse. Det står i modsætning til
den gængse modes diskursive felt, som handler om gængse konventioner om, hvad der er
smukt. Det smukke er nu blevet det grimme, som er et symbol på stil og skønhed,” … en stil,
der som tegn repræsenterer en kunstnerisk og paradoksalt glamourøs trendyness” (Andersen,
2006: 259).
Mange af de unge udtaler, at de i deres stil gør brug af specifikke genstande, som kan betegnes
som ’noget, der er så grimt, at det bliver pænt’, eller så kitschet, at det bliver trendy. De tager
altså den dårlige smag og ophæver den til den gode smag. Maria gør, ligesom Ulrik, brug
af forstyrrende og kitschede elementer, som bryder med stilen, og derved opstår der, hvad
Thorlacius betegner som interferens. Begrebet beskriver netop i forbindelse med tøjstil den
slags indblanding, som er med til at skabe nye æstetiske udtryk, der forårsager en særlig
slags skønhed (Thorlacius, 2008: 10). Dette er et udtryk for den postmodernistiske avantgardesmag,
som netop ifølge Thorlacius stiller krav til, at ”…den gode smag bliver forstyrret
af elementer af den dårlige smag(…)(så) der opstår et nyt æstetisk udtryk af gådefuld og ironisk
karakter” (Thorlacius, 2006: 5).
Thorlacius’ forståelse af interferens mener jeg kan sættes i forbindelse med Ziehes beskrivelse
af hans begreb brud. Det handler nemlig om blandinger, der skaber kant eller med Ziehes
ord brud. Når Ziehe beskriver skønhedsidealer i postmodernistisk sammenhæng, fremhæver
han netop, hvordan det billedskønne og hedonismen er gledet i baggrund til fordel for en dynamisering
af skønhedsidealer, der kan føre til sanselig intensitet. Ziehe peger på, at der er tale
om intensitet i stilbrugen, når den demonstrerer refleksive brud og minimalistiske understatements
i anvendelsen af stilcitater (Ziehe, 1989: 132). Jeg mener, at brud der skaber interferens,
som er med til at skabe æstetiske oplevelser, kan betegnes som både formale og uudsigelige;
”Den formale æstetiske oplevelse er den æstetiske oplevelse, der kombinerer forstandsmæssige,
følelsesmæssige og sansemæssige erkendelser, og som kan beskrives ved hjælp af sprog, da oplevelsen
baserer sig på almene erfaringer (…) Den uudsigelige æstetiske oplevelse er den æstetiske oplevelse
der opleves gennem forstanden, følelserne og sanserne og som ikke kan beskrive ved hjælp af
sprog, da oplevelsen ikke baserer sig på almene erfaringer” (Thorlacius 2006:4).
61

Thorlacius understreger således, at oplevelser ikke nødvendigvis behøver at kunne italesættes
og genfortælles for at kunne defineres som oplevelser. Hun opererer med et begreb
kaldet ’den uudsigelige æstetiske oplevelse’, som opleves gennem forstanden, følelserne
og sanserne ,og derfor ikke nødvendigvis er noget, man har en fysisk erfaring med. Selvom
oplevelser, der ikke er erfarede, er meget svære at sprogliggøre, mener hun stadig, at disse
kan betragtes som oplevelser. Med inspiration i Thorlacius’ perspektiver vil jeg fremhæve, at
der godt kan være tale om en oplevelse, der har elementer af såvel noget, der kan sprogliggøres,
som noget, der er uudsigeligt på en og samme tid. Elementer af både det uudsigelige
og det formale kan opleves i fællesskab med andre på trods af, at man oplever det forskelligt.
Jeg mener at kunne identificere dette hos de unge. Det er svært for de unge at italesætte deres
oplevelser af og med stilen, fordi det netop handler mere om en stemning og følelse, end
udelukkende om selve stilen.
Når det kommer til oplevelsen af stilen, bliver det centralt, at æstetiske oplevelser kan rumme
de to forskellige niveauer, som ikke udelukker hinanden. Det er netop det, der drager de
postmoderne unge mod socialiteten, fordi den netop har en evne til at give en følelse af at
være unik samtidig med oplevelsen af identitetsidentifikationer. De unge gør brug af den
præsentative symbolik. På den måde skabes der også en indforståethed blandt de unge, som
er med til at skabe nye æstetiske oplevelser, der stiller større krav til deres æstetiske perception,
der, som nævnt tidligere, ikke bygger på overleverede skønhedsidealer. Med inspiration
fra kunsthistorikeren Charlotte Andersen vil jeg anskue ’den postmoderne new trashæstetik’
som en stil, der demonstrativt skaber revner i det traditionelle modeunivers’ glatte,
perfekte overflader. Den repræsenterer noget grænseoverskridende, hvor det konventionelle
overskrides og omfortolkes. Dette bidrager til en iscenesættelse af stilen, som lægger op til
en refleksiv aktiv stillingtagen frem for en passiv spejling (Andersen, 2006: 249-272).
1.3 Den dårlige smag - modstand mod mainstreamen.
”Man kan se på folk, om de har god eller dårlig smag, dem der har dårlig smag, de går efter at
ligne alle andre” (Bilag D, Ulrik).
Jeg har nu identificeret, hvad stammemedlemmerne betragter som værende ’god’ smag. Jeg
vil i dette afsnit beskæftige mig med de unges afstandstagen til mainstreamen, som i deres
øjne repræsenterer den dårlige smag. Deres stildannelse er en kreativ proces, som består i at
sammensætte de allerede kendte æstetiske udtryk på nye måder. Derved prøver de at skabe
en stil, som ikke er en del af den gængse modeproduktion. De prøver at skabe afstand til andre
unge, som netop igennem deres stil repræsenterer mainstream æstetiske udtryk, som de
ikke vil associeres med, og en modstand imod de herskende kommercielle udtryk. Når jeg i
denne sammenhæng bruger begrebet modstand mod mainstreamen til at understrege mine
respondenters brug af visuelle udtryk, så er det centralt at fremhæve, at der ikke ligger en
62

politisk protest i deres modstand mod det kommercielle. Når de alle udtrykker en modstand
over for mainstream, det almindelige og det kedelige, handler det om at ville skabe snarere
end bare urefleksivt at forbruge, hvilket de mener netop middelsmagen/mainstream er et
udtryk for.
”Jeg synes, det er for åbenlyst selvpromoverende, og på den måde bliver det for iscenesat, man
må godt bare være lidt underspillet(…) Jeg ved godt, det er enormt selvmodsigende, det jeg sidder
og siger lige nu, fordi vi er jo selvpromoverende bare på en anden måde(…) Man skjuler det
lidt(…)det er ikke så meget for de andres skyld, det er lidt mere for ens egen skyld, at man laver
noget til sig selv, fordi det giver en noget, at man har noget, der er ens eget” (Bilag D, Anna).
Det handler altså om iscenesættelse af sig selv i et modsætningsforhold til mainstreamen.
Man kan derfor sige, at deltagerne bygger deres stilskabelse på et modsætningsforhold, idet
deres æstetiske udtryk er skabt ud fra en enorm refleksivitet og overlagt eklekticisme, hvor
intet er overladt til tilfældigheden, det skal kun fremstå som tilfældigt. Derved kan man accentuere,
at deres æstetiske praksis tager sit udgangspunkt i, hvad Poul Willis fra ’Birminghamskolen’
beskriver med begrebet ’symbolsk kreativitet’;
”…det kreative element i en proces, hvorved mening tilskrives symboler og handlinger, og hvorved
symboler og handlinger bliver udvalgt, kombineret, fremhævet og gendannet, så de kan indgå
og blive anvendt i nye former for mening.” (Willis, 1990: 21).
Symbolværdien ligger derved i kreativiteten og evnen til at kunne skabe sig selv og nye sammenhænge
i deres stil. Man kan sige, at diskursen om den gode smag hele tiden bliver udfordret
og kommunikeret på nye måder. Jeg vil mene, at dette er medvirkende til, at der stilles
endnu større krav til de unges kreativitet i forbindelse med deres konstante søgen efter at
være unikke.
”Så dem, man gerne vil have skal vide det, ved det jo, så det er jo sådan det er. Og det er det, der
er god stil, du kan se godt ud, og dem, der forstår det, de synes det også, og de kan godt se, at man
har noget eksklusivt på” (Bilag D, Christian A).
Det handler om at underspille med vilje og lægge en klar afstand til de gængse opfattelser
af, hvad der kan betragtes som skønhedsidealer. Man skal ikke længere kun kunne se det,
man skal vide det, det handler ikke om at gøre brug af store logoer for demonstrativt at vise
sin omverden, at man har stil. Mærkevarers visuelle signaler er for nemme at afkode, og
da mærkevarer ofte allerede har koblet en historie til produktet, er der ikke mulighed for i
samme grad at lege med sit eget æstetiske udtryk. Åbenlys brug af dyre mærkevarer er derfor
bandlyst. For de unge er mærkevarer blevet en kitschgenstand, som det kan ses hos Ulrik, en
ironisk kommentar til den kommercielle verden, som bliver brugt til at skabe brud i deres
63

visuelle udtryk snarere end sammenhæng. Jason sætter logoer lig med det poppede:
”Logoer er alt for poppede, jeg vil helst ikke skilte med det. Jeg vil helst gøre det lidt mere underspillet,
sådan noget, hvor der står Prada på, det er ikke så fedt. Det må gerne være dyrt, man
skal bare ikke kunne se det, dem der ved det, ved det. Dem der ved, det er dyrt(…) det må sådan
være folk ligesom en selv” (Bilag D, Jason).
Jason udtrykker, hvordan det underspillede netop er med til at skabe en æstetisk kommunikation
mellem de indviede i Billystammen. Den åbenlyse selviscenesættelse bliver af alle
deltagerne sat lig med ikke at være sig selv. Man kan sige, at åbenlys iscenesættelse handler
om brugen af statussymboler og derved bliver det med Jasons ord poppet. De stereotype
stilmæssige genrer, som oftest endda er masseindustrielt producerede, ser stammen ned
på, da socialitetens værdi ligger i at kunne leve op til den kreative udfordring, der ligger i at
skabe en unik identitet igennem stildannelsen.
1.4 når et stiludtryk bliver mainstream
For denne gruppe af trendsættere handler den ’gode’ stil i høj grad om at være eller føle sig
som en af de første, der gør noget nyt. Heri ligger smagsværdien (Jørgensen, 2002: 83). Den
’gode’ smag er konstant under forandring, det som for lidt siden blev opfattet som tegn på
’god’ smag og avanceret stil bliver hurtigt en del af mainstreamen og det almindelige. Derved
falder stilarternes distinktionsværdi i og med flere og flere begynder at gøre brug af bestemte
visuelle udtryk. Der kan gå inflation i et stiltræk, som oprindeligt blev lanceret som et brud,
men som derefter synker ned og bliver en ny form, som kendetegner det almindelige. Dette
er en ganske ukompliceret og uundgåelig proces. I det københavnske bybillede ser man overalt
sammensætninger af forskellige storbyikoner som for eksempel hiphop’eren, hvis stil
blev skabt i New Yorks ghetto, den klassiske jakkesætsfyr, der refererer til firsernes yuppier
og luksusbohemen, der stammer fra de fattige latinerkvarterer. De nye sammensætninger
baner hele tiden vejen for nye opfattelser af, hvad der er god smag, og bliver derved gjort til en
integreret del af bybilledet - et storbyikon. Når et visuelt udtryk bliver gjort til et storbyikon,
tilhører det ikke længere det trendskabende eller trendsættende.
Et eksempel på dette er new rave-stilen 17 . Denne betegnelse blev populariseret i 2006-2007
(Thorlacius, 2008: 9), og er i dag en integreret del af bybilledet. New rave blev reintroduceret
af clubkids, dvs. ungdomsstilfællesskaber centreret omkring klubmiljøet.
”Han var med i den gruppe, der hed ’The young and the restless 18 ’, de var meget hypet for et års
tid siden(…) de var både dj’s og sådanne nogle. De er trendsættere af New wave, den gang det
kom frem. De skabte hypen om det. De er så seje” (Bilag D, Mikael).
17 ”New rave er en betegnelse for en musikgenre, som fusionerer elementer fra blandt andet genrerne; electronic, new wave,
disko, rock, indie, tecno, hip-house eller electro breakbeat (…) New rave bands (som Justice) inddrager i deres sceneoptræden
æstetiske virkemidler i form af psykedeliske visuelle effekter, hvor blandt andet glowsticks, neon og andre former for lyseffekter
benyttes. Der er i kølvandet på denne musikgenre opstået en kult og kultur, hvor store dele af publikum klæder sig i
ekstremt stærke og fluorescerende farver”(Thorlacius, 2008: 9).
18 The young and the restless er en klike inden for klubmiljøet
64

Deltagerne i Billystammen gjorde udtrykket til en trend, men så snart det blev taget op af den
danske modedesigner Henrik Vibskov19 og dermed i deres øjne blev til et legitimeret mainstreamfænomen,
rykkede de videre, idet de ikke længere betragtede det som god smag.
1.5 De individuelle smagskvaliteter i det æstetiske smagsfællesskab
George Simmel påviste allerede i 1903 igennem sin analyse af mode, hvorledes den på en
og samme tid individualiserer og standardiserer (Simmel, 1998). Han fremhæver yderligere,
at ”… moden er den virkelige tumleplads for individer, der har et uselvstændigt indre og behov for
støtte, men hvis selvfølelse samtidig har brug for en vis anerkendelse, opmærksomhed og mulighed
for at skille sig ud” (Simmel, 1998: 116).
Man kan drage en parallel til Baumans pointe om, at æstetiske fællesskaber har en evne til
at”… udføre(r) det trick at forvandle ”fællesskabet” fra en frygtet fjende af den individuelle valgfrihed
til en manifestation og en (ægte eller illusorisk) gen bekræftelse af den individuelle autonomi”
(Bauman, 2002: 72-73).
Igennem mine interviews bliver det tydeliggjort, at der også inden for selve Billystammen er flere
fortolkninger til stede repræsenteret ved individuelle præferencer og udtryk. I observationsfasen
havde jeg svært ved at se forskellen på medlemmerne i Billystammen, og mit umiddelbare
indtryk var, at de alle udelukkende gjorde brug af symbolske tegn til at fremvise deres lighed
og indbyrdes tilhørsforhold. Det bliver dog meget tydeligt i respondenternes italesættelser,
at dette stilfællesskab bygger på individuelle æstetiske fortolkninger og nuancer, dog indenfor
for deres overordnede smagsramme, som bidrager til, at deltagerne kan differentiere sig internt
i gruppen, og dermed føle sig specielle og unikke.
”Der er ikke rigtigt noget, der går igen, folk vil gerne være så individuelle som muligt, og derfor
sætter folk det sammen på forskellige måder og finder måder, som de andre ikke har. Det er
sjældent, der er nogen, der har det samme på, det skal være ens eget. Vi er ens, men alligevel
ikke ens, vi skal jo helst gerne alle sammen ligne hinanden, men have vores eget, det skal ligne
de andre men være vores eget. Vi skal være forskellige sammen. Det er ret langt ude, men sådan
er det meget, tror jeg, i hvert fald i det segment, jeg er i” (Bilag D, Jason).
Alle mine interviewpersoner udtrykker ligesom Jason det postmoderne paradoks mellem de
unges søgen efter at være unikke og deres søgen efter sociale fællesskaber på en og samme
tid. I det empiriske materiale er det tydeligt, at de unge gør brug af mange forskellige referencer
i deres skabelse af deres stil og af sig selv. Dog er det stadig inden for nogle fastsatte dynamiske
rammer, som er i overensstemmelse med fællesskabets æstetiske værdier. Derved
bliver deres eklekticisme en måde, hvorpå de både kan vise, at de mestrer det postmoderne
paradoks i form af at kunne tilpasse sig og samtidig udøve autonomi. Som Caroline giver
19 www.henrikvibskov.com. Stilen er bl.a. kendetegnet tøj, der leger med former, størrelser og med humoristiske, farverige
elementer og grafiske mønstrer.
65

udtryk for i nedenstående, er det ensliggørelsen og anonymiseringen, som udgør den største
trussel for de unge. De frygter at forsvinde i mængden. Caroline italesætter, at det er en konstant
balance mellem at være sig selv, så man kan føle sig unik og at føle, at man hører til et sted.
”… folk lægger jo mærke til det, og det er jo det, man gerne vil have, og jeg tror, at der er rigtige
mange, der gerne vil lægges mærke til, man gider jo ikke bare være en blandt tusind. Men rigtig
mange vil jo gerne adskille sig fra alle andre samtidig med, at de gerne vil være en del af gruppen,
men det er også en balance. Man kan jo også adskille sig for meget, der er jo også nogle grænser,
der hedder; det her tager man ikke på, der er ligesom dette her med at dette her tager du simpelthen
bare ikke på, men ellers kan du gøre, hvad du vil. Man klæder sig på inden for nogle
rammer, men folk synes også bare, det er cool, når man prøver noget nyt og prøver at bryde
rammerne lidt. Og det er det, jeg godt kan lide ved Billy, folk kigger ikke skævt til en selvom
man har noget lidt underligt tøj på, så synes de bare det er sejt, men der er netop også det der
outfit, som man bare ikke tager på” (Bilag D, Caroline).
Det er kort sagt beherskelsen af denne svære balancegang mellem det unikke og det kollektive,
der er afgørende for medlemmerne. Caroline fortæller mig, hvordan tøjet netop er med til,
at man kan adskille sig fra mængden. Hun understreger også, hvordan fællesskabet bliver et
sted, hvor man kan eksperimentere med sin individualitet i et symbolsk fællesskab, hvor der
langt hen af vejen bliver lagt vægt på, at man prøver at gøre noget anderledes, hele tiden er i
forandring og udfordrer socialitetens smagsdiskurs ved at bidrage med nye udtryk. Fællesskabet
bliver således også et sted, hvor stil bliver et led i de unges refleksive identitetsskabelse.
2. Det refleksive projekt
Man kan fremhæve, at det ikke kun handler om, hvorvidt de unges stil er trash eller ej,
men også om, hvordan deres stilforståelse får betydning for deres selvdefinitionsprojekt.
Det er både det visuelle udtryks stilistiske retorik såvel som den retorik, hvormed deltagerne
italesætter stilen, som får betydning for forståelsen af de unges brug af stil.
Derved bliver de sproglige meningskonstruktioner betydningsfylde for forståelsen af de
forskellige virkelighedsfortolkninger. Således er det både det før- sproglige og det sproglige,
som gør sig gældende. I dette afsnit vil jeg kigge på, hvilken betydning de unges
stilskabelse har for deres identitetsskabelse som et refleksivt projekt i Giddens forstand.
Jeg vil argumentere for, at der ligger en dobbeltbetydning i forståelsen af den æstetiske
praksis i postmoderniteten. De mangfoldige sammenblandinger af æstetiske udtryk er
et udtryk for den ambivalens, der er fremherskende i postmoderniteten, samtidig bliver
disse bevidst brugt til at skabe kontinuitet i subjekternes biografier.
66

2.1 identitetsskabelse
”Påklædning er et middel til, at personen kan udstille sig selv, men den er også direkte forbundet
med hemmeligheder/afsløring af de personlige biografier: Tøjet forbinder konventionen med
basale aspekter af identiteten” (Giddens, 1991:80).
Igennem analysen af mit empiriske materiale danner der sig et tydeligt billede af, at de unge
i høj grad gør brug af æstetiske produktioner, som bidrager til at opnå et visuelt udtryk, de
kan bruge i deres iscenesættelse, men som også er medvirkende til æstetiske oplevelser, der
bidrager til en følelse af selvidentifikation. ”… det er min stil, og derfor er jeg mig selv indeni(…)
der er en sammenhæng mellem, hvem jeg er, og min personlige tøjstil” (Bilag D, Mikael).
For de unge i Billyfællesskabet bliver skabelsen af stil en central del af deres søgen efter
identitet, og de bruger aktivt og bevidst stilen som et led i deres identitetsskabelse, hvor
det handler om at redefinere sig selv løbende. Caroline giver udtryk for, at det handler om
at skabe en ny version af sig selv, hvilket jeg i mellem linjerne læser som en ny og bedre version.
Således bliver det en konstant søgen efter genstande, der kan forbedre ens fremtræden.
Jeg kommer senere ind på dette i sammenhæng med betydningen af forbrug.
”… det handler hele tiden om at kunne omdefinere sig selv, selvfølgelig har man hele tiden noget,
man arbejder ud fra, men jeg synes hele tiden man er i bevægelse og flytter sig hele tiden, og det
er hele tiden nogle nye fokuspunkter man har, det er hele tiden noget nyt, man bevæger sig hen
imod(…) Jeg prøver hele tiden at skabe noget nyt med mit tøj, et nyt udtryk eller mig selv på en
anden måde, men samtidig prøver jeg at have mig selv med, selvfølgelig prøver jeg grænser af,
men man tager ikke noget på, der ikke er en selv. Men selvfølgelig prøver man hele tiden at finde
noget nyt. Så er det jo stadig dig, det er bare en ny version af dig, og jo flere chancer man tager
med ens tøj, jo flere chancer er der jo for, man rammer rigtigt, specielt jo flere chancer du tager,
jo bedre bliver det også, fordi du lærer din egen stil at kende for jo flere ting du prøver af, jo flere
ting finder du ud af, som er dig, eller ikke er dig” (Bilag D, Caroline).
Carolines stildannelse kan sammenholdes med de tidligere beskrevne postmodernistiske
værdistrømninger, som handler om, at individer skal være fleksible og parate til at omforme
sig selv, så de passer til de mangfoldige kontekster, hvori de agerer. Dette kommer også til
udtryk i nedenstående citat af Christian L, hvor han udtrykker, at stilen får betydning, fordi
den netop kan bruges til at vise, at man kan følge med samfundsstrømningerne. Det handler
ikke kun om selve smagsretningen, men også om skiftet i ens visuelle udtryk, der viser at
man kan følge med. Man kan sige, at værdien netop ligger i flygtigheden snarere end i selve
udtrykket. Det refleksive projekt handler således om at skabe og opretholde sammenhængende
selvfortællinger samtidig med løbende at revidere disse i forhold til de mangfoldige
valgmuligheder.
67

”Jeg tror, det er meget vigtigt med stil, så man igennem det kan vise, man er en åben person, og
man kan skifte i forskellige situationer. Det er vigtigt, at man følger med i det nye og på den måde
ændrer sit personlige udtryk hele tiden. Man skal være, ikke være, sådan en der ikke er åben,
over for forandringer, det er vigtigt konstant at kunne ændre sig og følge med de nye trends, der
opstår. Man skal være selvpromoverende på en måde, men man må bare ikke vise det for tydeligt…”
(Bilag D, Christian L).
Stilskabelse har for Caroline et element af søgen efter tryghed samtidig med, at det er en dynamisk
og foranderlig proces. En konklusion man kan drage ud fra hendes italesættelser er,
hvordan den æstetiske praksis får en faktisk betydning for identitetsdannelsen ved, at legen
med udtryk også omhandler legen med ens måde at fremstå på over for sig selv og andre.
Derved bruges stilproduktionen af de unge til netop at lege med deres identiteter. Anna giver
også udtryk for, at et stilfællesskab netop handler om image, anerkendelse og legen med stil
og identitet, men også, at det er en proces, som handler om at konstruere en stil, så hun kan
skabe et visuelt udtryk, der passer til den, hun er.
”Det er meget den der sammensmeltning mellem identiteten, og det, du tager på og, på en eller
anden måde prøver man at lave en helhed. Det er jo enormt spændende at have et image, og
jo mere man kan koble på det image, jo sjovere er det, for jo mere gennemført bliver det. Jeg
tror meget, det er sådan en leg et eller andet sted, en leg med sig selv og sin egen person, også
i forhold til de faser, man går igennem, hvor man har brug for at prøve grænser af tøjmæssigt,
og så smitter det af på, hvad man også prøver af personlighedsmæssigt(…)Det er en del af ens
identitet, og det er en måde at prøve at udtrykke sin personlighed på(…) Jeg synes bare det ville
være så fint og unikt, hvis man havde noget, der var så meget ens eget, at man ikke kunne kigge
tilbage og sige; ’åhh det er for firserne’, men man bare ville sige; ’åh det der er Anna’, det er hele
ideen bag min stil at stræbe efter det” (Bilag D, Anna).
For Anna kan man sige, at stil- og identitetsskabelse er en dialektisk proces, som både handler
om at skabe sig selv igennem stilen, men også at skabe en stil igennem sin identitet.
Jeg mener ikke, man i denne forbindelse kan adskille de to processer, og det er svært at se,
hvad der kommer først, stilen eller skabelsen af identiteten. Stilen er en måde, hvorpå deltagerne
kan udtrykke, eller sagt på en anden måde, vise omverden, hvem de er, og således
kan stilen blive en del af deres biografiske fortællinger, som er med til at opretholde deres
selvfortælling og derved skabe en form for kontinuitet. Giddens pointe kommer således til
udtryk i og med, at man kan understrege, at både Caroline og Anna bruger deres stilproduktion
til en selvidentitet, som netop omhandler, ”… den biografi som individerne ”skaber” om
sig selv(…)(og) evnen til at holde en særlig fortælling i gang” (Giddens, 1991: 70).
Ulrik og Mikael udtrykker ligeledes, hvordan de igennem stilskabelse fortæller omverdenen
og sig selv, at de er unikke og refleksive.
68

”Man skal ikke have for meget af en stil på, så virker det, som om man er sådan en færdiglavet
person, der ikke har nogen personlighed” (Bilag D, Ulrik)
”Jeg prøver virkelig på at være anderledes, det er vigtigt for mig ikke at ligne alle andre, så jeg
tænker meget over det og bruger tid på det” (Bilag D, Mikael).
Det at holde en særlig fortælling i gang kræver en del arbejde fra de unges side, netop fordi
de skal være villige og i stand til hele tiden at kunne forny sig og følge med de nyeste udtryk
og væremåder. Udtryk bliver hurtig forældede, og det kræver sit at kunne skabe sig selv som
trendsætter. Det kan meget vel være, at de unges forbrug af æstetik umiddelbart virker usammenhængende,
men for dem giver det en følelse af kontinuitet. Man kan i denne forbindelse
fremhæve Ziehes pointe om, at den æstetiske praksis udfylder en helt anden funktion i dag end
tidligere. Avantgardekunsten var i modsætning til i dag en måde, hvorpå unge kunne gøre oprør
mod de fastlåste regler og normer, der var i samfundet, og æstetiske oplevelser var således forbundet
med oplevelse af brud. I dag bruges æstetikken nærmere til at skabe oplevelsen af kontinuitet
i ens identitetsskabelse (Ziehe, 1989: 85-107). De æstetiske udtryk handler ikke kun om
at skabe en fortælling udadtil, men også om at skabe sin egen fortælling, sin egen historie for
deltagerne. De søger efter oplevelser, der har en personlig betydning og er identitetsskabende
for dem i sociale relationer.
2.2 Det autentiske selv
Trash-æstetikken bliver af de unge sat i forbindelse med en følelse af at være sig selv, samtidig
med at den repræsenterer en følelse af undergrund og en mere autentisk virkelighed. I postmoderne
sammenhæng kan man fremhæve, at det drejer sig om at konstruere sig selv, så
man fremstår som autentisk. Der bliver lagt stor værdi i at kunne vise, at man mestrer at
skabe selv sig ud fra en pointe om ”… æstetikken i det artificielle, der netop søger at udtrykke
et raffinement ved ikke at rumme et budskab, det demonstrerer, men tværtimod iscenesætter en
kalkuleret betydning” (Ziehe, 1889: 132). Derved træder betydningen i forgrunden for selve
budskabet, og således handler det for de unge trendsættere ikke om at mene det, de udtrykker,
men snarere at udtrykke det rigtige i forhold til deres identifikation med den trendsættende
stamme. Der er således tale om en indre selvmodsigelse.
”Før gik jeg meget på Slik, og det var sådan et lidt mere poppet sted, men den gruppe gad jeg ikke
være en del af mere. Så skiftede jeg til Billy, og så skulle jeg jo vise folk, at jeg godt kunne være en
del af den gruppe(…) Det var en ny æra og derfor fuckede jeg helt op i tøjet” (Bilag D, Mikael).
I forhold til Mikaels udtalelse kan man sige, at hans stil handler om et livsstilsvalg, hvor man
kan drage en parallel til en selvrefleksion, der omhandler overvejelser omkring, hvorvidt
man i virkeligheden er den person, man socialt set gerne vil være lige nu, eller om man skal
69

gå andre veje. Maffesoli fremhæver, at identitet er villigheden til at være noget bestemt på et
givent tidspunkt, ”… identity is above all the willingness to be something determined” (Maffesoli,
1996: 65). Denne pointe er fremtrædende hos Billystammen, hvor socialiteten bygger på en
ekstrem villighed til at være noget bestemt, netop fordi de unge frivilligt har valgt at indgå i
dette stammefællesskab. Deres villighed er ikke længerevarende, men derimod øjeblikkelig,
her og nu, i og med, at identiteten ikke har noget længerevarende fast holdepunkt, bliver den
skrøbelig, men bidrager samtidig til, at de unge får en følelse af autenticitet og intensitet.
De æstetiske ungdomskulturer har evnen til at kunne skabe en følelse af autenticitet, fordi
de er bygget op omkring æstetiske produktioner af stilarter. De kan anskues, som værende
attraktive i forhold til det oplevelsesmæssige niveau, hvor en sansebetonet leg med forskellige
stilcitater kan være med til at konstruere og rekonstruere forskellige flydende identiteter og
derved skabe en oplevelse af et autentisk ’nu’, som Simmel fremhæver det. Netop fordi moden
er så omskiftelig, virker den mere nærværende, når den gør sig gældende.
“… moden har – på grund af spillet mellem tendensen til almen udbredelse og den tilintetgørelse
af mening, som denne udbredelse ligefrem medfører – grænsens ejendommelige tiltrækningskraft,
den samtidige begyndelses og afslutnings tiltrækningskraft. Det spørgsmål, moden stiller
os, er ikke om den er væren eller ikke-væren, men at den er væren og ikke-væren samtidig; den
befinder sig altid i vandskellet mellem fortid og fremtid, og derfor giver den os, så længe den
befinder sig på sit højdepunkt, en så stærk følelse af nærvær som få andre fænomener” (Simmel,
1998: 114).
Simmels beskrivelse af moden kan sættes i relation til de tendenser, jeg ser på mikroniveau
hos Billystammen, og som jeg mener, kan overføres til forståelsen af de postmoderne
æstetiske fællesskaber på et overordnet plan. Jeg mener, at disse fællesskaber, som bygger
på ’undirected being together’ i Maffesolis forstand, har den egenskab at skabe en følelse af
autenticitet, da de i høj grad tager deres udgangspunkt i nuet i form af deres flygtige, mangfoldige
og dynamiske adfærd.
3. socialitetens overflader - den æstetiske kommunikation
i neostammen
”Man skal være sig selv(…) og man skal vise, hvem man er igennem sit tøj(…), og man skal være
vild, det er vigtigt. Det er vigtigt at blive set” (Bilag D, Christian A).
Livsstilen for de unge i Billystammen handler i høj grad om at få anerkendelse via identificering
med andre. Caroline understreger, hvorledes æstetikken får betydning for identifikationsprocessen.
”Jeg identificerer mig i hvert fald med det tøj andre har på(…), det er et
70

samlingspunkt i byen, det er jo tit øjebliksbilleder, det handler om” (Bilag D, Caroline).
I den forbindelse bliver Maffesolis perspektiver relevante, idet han understreger, at æstetik i
høj grad handler om følelsen af at have noget til fælles og anerkendelse af dette;”… aesthetics
is a way of feeling in common. It is also a means of recognising ourselves _…) appearances have
value only inasmuch as they are part of a larger stage in which everyone is both actor and spectator”
(Maffesoli, 1996:77).
De unges scene i Maffesolis forstand er både den indre bydel i København, hvor de færdes,
men også selve festerne og arrangementerne, som de kommer til. Det er utroligt vigtigt for
dem at blive set og genkendt som værende en del af dette stil- og livsstilsfællesskab, fordi det
er igennem genkendelsen, at de opnår den anerkendelse, som de stræber efter.
”… at have sin egen stil, prøve at se lidt anderledes ud og blive genkendt på gaden. Man kan jo
ofte genkende folk på gaden, fordi de raver lidt ud nogen gange i det, de render rundt i, så på den
måde er det jo vanvittigt iscenesat som alle mulige andre grupper” (Bilag D, Anna).
Sociologen Henning Bech fremhæver, at vi i stigende grad lever i en verden, hvor hverdagslivet
er så fuldt af stil, at det er ved at blive absorberet i stil. Således mener han, at der sker
en intentionel gestaltning af overflader, hvor det i høj grad handler om en interaktion af
overflader. Bech understreger, at der er sket en løsrivelse af overflader, hvor det bliver muligt
at opleve overflader både som konkrete signaler, som modstridende signaler, som rent
symbolske, og som rent æstetiske signaler. Han betoner, at ”… udviklingen af overflader
som udviklingen af sansen for overflader – under de herskende omstændigheder – er en selvforstærkende
og accelererende proces” (Bech, 1987: 257-258). Signalæstetikken lægger op til
en interaktion mellem personer igennem overfladerne, hvorimod interaktionen hos de rent
symbolske og rent æstetiske overflader handler om, at det er overfladerne, der interagerer
(Bech, 1987: 260).
De unge bedømmer hinanden ud fra stiloverflader, og derved bliver overfladerne sat lig med
selvet. Tiltrækningskraften ligger i de ydre værdier, og de unge bliver således tiltrukket af de
ydre signalværdier, som de bruger. Ulrik fremhæver, at han kan se på folk, om de er ægte og
er sig selv.
”Jeg bliver mere tiltrukket af folk, hvis de har en fed stil, men du kan altså se på folk, hvis de
bare har en stil for at være med(…)man kan se, om folk er den stil, de har på, eller om den er
sådan påtaget, fordi så har de ikke ramt helt rigtigt(…)Man skal virkelig forstå vores stil for at
vide det” (Bilag D, Ulrik).
71

Ziehe gør brug af begrebet den nye socialisationstype til at beskrive, hvordan æstetikken for
unge i dag har fået en anden betydning. ”De indre psykiske betydningsindhold er i den narcissistiske
tilstand langt mere billede og fantasiprægede og snævert knyttet med det stærkt besatte
forhold til ens egen selvidentifikation” (Ziehe, 1989: 91). Uden at komme nærmere ind på de
psykoanalytiske teorier mener jeg, at Ziehes pointe er central, fordi den netop fremhæver
essensen af de unges socialitet, der på mange områder netop har omdrejningspunkt en selvidentifikation
igennem anerkendelse fra andre. De unge kommunikerer gennem de æstetiske
overflader. Mange af de unge kender ikke hinanden personligt, men det at blive ’genkendt’
som medlem af stilgruppen tillægges en stor værdi, hvilket bekræfter Baumans pointe om, at
man i postmoderniteten er blevet afhængig af ’betydningsfylde andre’, som kan bekræfte og
værdsætte ens unikke og specielle identitet (Bauman, 1991). Anna udtrykker, som de fleste
af deltagerne, hvordan genkendelse er vigtig:
”Men det er mærkeligt med Billy, for folk ved godt, hvem der kommer, og hvor mange gange de
forskellige folk har været der og sådan. Man kender stort set alle de der ansigter, man ved man
har set dem før og sådan. Og der er lidt prestige i at blive set til festerne” (Bilag D, Anna).
Det bliver centralt at blive set, og deri ligger selviscenesættelsen, som på trods af at de unge
tager afstand fra den, er en stor del af deres måde at kommunikere med hinanden på. Derved
får de sociale relationer en stor betydning i de unges dannelsesprojekt, hvor det er væsentligt
for dem at blive anerkendt;
”Jeg vil bare gerne provokere og have folk lægger mærke til mig. Det er det vigtigste for mig. Det
skal være noget specielt og noget, som ikke alle forstår(så) folk kan huske dig og næste gang ved
de, hvem de er og sådan” (Bilag D, Christian A).
Grunden til, at det også er så vigtigt at blive genkendt, er, at hele socialiteten er bygget op omkring
genkendelsesfaktoren. Hvis de unge ikke mestrer at følge med de eksklusive smagsretninger
eller har en viden om, hvor festerne foregår, så er de ikke længere en del af livsstilsfællesskabet,
da den æstetiske kommunikation netop finder sted til undergrundsfesterne.
Caroline udtrykker det således, ”Jeg tror, det er svært at komme ind i denne her gruppe, hvis
man ikke har en interesse i at være de rigtige steder hele tiden, det kræver noget at komme med
på en måde, man skal sætte sig ind i ting” (Bilag D, Caroline).
Udfordringen for de unge ligger således i hele tiden at iscenesættelse sig selv som værende
en del af stammen, og derfor er det yderst krævende at være med, det refleksive projekt er
blevet en præmis for deltagelsen. Stammen er bygget op omkring visuel identificering, og det
er igennem denne, at de unge aktivt kan tilskrive deres identitet en unik betydning. Det fællesskabskonstituerende
er således kun forbeholdt deltagere, hvis mobilitet og andre urbane
ressourcer har hjulpet dem med til arrangementerne og nu binder dem sammen i grænseløs
72

æstetisk samhørighed. Deltagernes omgang med hinanden er ifølge Bauman kun mulig i
kraft af deltagelse i denne leg, som er symbolsk afgrænset og derved lukker den ’absolutte
fremmede’ ude (Bauman 1993:169ff). Maffesoli fremhæver netop, at man i postmoderniteten
kan se en tendens til, at individerne trækker sig tilbage i fællesskaberne og fordyber sig i
disse. Han fremhæver, at man kan se den skrøbelige, men i øjeblikket betydningsfylde emotionelle
investering i individernes visuelle udtryk (Maffesoli: 76). Man kan sige, at følelsen af
at være enestående spiller en essentiel rolle i de unges identitetsopbygning, og når neotriben
ikke længere kan opfylde de unges krav om at være trendsættende, så rykker de videre. Stammen
er baseret på, at der igennem de sociale relationer sker en afkodning og bekræftelse gennem
relative ustabile sociale relationer. Billystammen kan ikke betragtes som en fast stamme.
Hele socialiteten hviler snarere på dens flygtighed, hvilket gør den skrøbelig, for så snart de
autentiske udtryksmåder bliver gjort til mainstream, så rykker Billystammen videre. Således
handler det om øjebliksstemninger og udtryksformer.
4. Det ekskluderende og flygtige livsstilsfællesskab
Jeg har indtil nu kigget på, hvordan visuelle udtryk dannes og får betydning. I dette afsnit vil
jeg beskæftige mig med, hvordan Billystammen kan betragtes som et livsstilsfællesskab, der
er bygget op omkring værdien af at være trendsættende. Jeg tager fat på en væsentlig pointe
i teorirammen, som empirien har nuanceret og tydeliggjort, nemlig betydningen af smagen
som den ekskluderende faktor.
4.1 Den autentiske livsstil – oplevelsen af sig selv og andre
I starten af specialet beskrev jeg Billy-arrangementerne som det kontekstuelle omdrejningspunkt
for stammens æstetiske kommunikation. Festerne er således også centrale for
følelsen af at være del af en autentisk neostamme. Gennem de unges italesættelser bliver det
tydeligt, at der er et dialektisk samspil mellem stilretningen (’den postmoderne new trashæstetik’),
og de unges handlemåder, der udspiller sig i de specifikke kontekster. Således bliver
begrebet livsstil fremtrædende for at forstå de unges sociale relationer.
”Jeg har ikke været til en eneste Billy, hvor de ikke har været røv ligeglade. Og det må sku´ også
være en halv image ting en halv stemningsting, man er sådan lidt ligeglad. Igen lidt trashy(…)
Det er en del sjovere(…) end at skulle stå og se helt nypoleret ud” (Bilag D, Christian L).
Trash-æstetikken bliver af deltagerne sat lig med undergrund og repræsenterer i de unges øjne
essensen af deres socialitet, som netop handler om iscenesat modstand mod iscenesættelse.
Det handler om både at ramme en stil og en væremåde, der bygger på krakeleret perfektion, idet
det drejer sig om at distancere sig fra det overfladiske og pæne ved at være bevidst sjuskede.
En tilfældighedsæstetik, hvori de prøver at udstråle en utilnærmelighed ved at gøre brug
73

af en indforståethed og derved skabe en følelse af ægthed. Det er samme følelse af ægthed
deres deltagelse i arrangementerne giver dem, og dette bidrager til en livsstil, der tager sit
omdrejningspunkt i konstant søgen efter overskridelse af stiludtryk såvel som overskridelse
af selvet. Således handler det om hele tiden at overgå sig selv i forhold til stiludtryk og forbruget
af oplevelser. ”Vi er meget vilde og går meget amok til festerne og med vores tøj…” (Bilag D, Anna).
Medlemskab af denne stamme giver de unge en følelse af at være en del af noget, og som Jon
forklarer føles Billyfesterne som en stor privatfest. Det gør han ud fra en betragtning om, at
han føler sig hjemme der, fordi han kender de subtile koder og udtryksformer.
”Hvis det er en eller anden lagerhal, det er jo meget sådan koldt og mere beskidt. Så kan man mere
skeje ud, for det ikke er så fint i det. Man skal ikke passe på, der er ikke noget man kan smadre.
Man kan bare give den fuld gas. Så skaber det også en stemning, hvis der er tusinde mennesker i
en hal. Det er det der med, det er lidt mere beskidt(…) Man behøver ikke at snakke sammen. Det
er ikke så svært at skeje ud, når det ikke er så fint. Der er ikke så mange regler og rammer(…)det
er lidt ligesom en stor privat fest. Man ved, hvad rammerne er – der er ikke rigtig nogle. Det er det,
der tiltrækker, hvis man har brug for at skeje lidt ud” (Bilag D, Maria).
Man kan drage et link fra Marias italesættelse af hendes forbrug af festoplevelser og hendes
følelse af samhørighed med de andre deltagere i den specifikke kontekst, til Baumans pointe
om, at denne særlige samhørighed virker befriende for individerne, fordi de kan få en oplevelse
af at tilhøre et fællesskab.
”The purpose of this togetherness is being together, and being together in large numbers (…) this
higher –than-usual physical density(…) the over flow of sights and sounds, a higher-than-usual
level of sensual stimulation, but more importantly yet a condensed, concentrated stimulation
- reaching the elsewhere unreachable pitch thanks not only to the massive volume, but also to
the monotonous homogeneity of stimuli: the same colour scarves wrapped around a thousand
necks, the same jingle or ditty chanted, the same words shouted out rhythmically by thousands
of breasts, the same twists and turns gone through by thousands of bodies(…) togetherness of
this kind is mostly about the unloading of the burden of individuality” (Bauman, 1995: 46-47).
Disse oplevelser handler om en følelse af at være i nuet og bidrager netop til, at de unge får
fornemmelsen af at være autentiske. Det er ikke kun stilen, men også konteksten, der har
betydning, og således bliver det en hel livsstil, der danner rammen om personlige oplevelser
i samspil med andre. Man kan dermed drage en parallel til den fænomenologiske forståelse
af, at erfaringen af verden netop dannes i kroppens samspil med genstandene og de andre
kroppe i det sociale rum. Billystammens livsstilsfællesskab handler derved også om samværet
med andre igennem identitetsskabende oplevelser, som manifesterer sig i såvel ikke-begrebsliggjorte
som italesatte oplevelser. De fælles rammer kan bidrage til en fællesskabskonstituerende
identitet, hvor man ikke behøver tage ansvar for sig selv. Ifølge Bauman handler det
74

om,“… faces that are wiped clean of their identities so that another identity may rule supreme
which is no one’s identity, no one’s responsibility and no one’s task” (Bauman, 1995: 47).
Det autentiske livsstilsfællesskab, som Billystammen dyrker, bidrager til en følelse af samhørighed,
fordi det netop hviler på fælles oplevelser, som kan være med til at give de unge en form for
tryghed, idet de kan identificere sig med andre. For de unge handler det ikke kun om en ydre
signalværdi i form af iscenesættende æstetiske oplevelser, men også om at fællesskabet skal
bidrage til en oplevelse af samhørighed. Jeg mener således, at den kontekstuelle æstetiske
produktion både kan identificeres som et ydre signal om, hvem de unge subjekter er eller
drømmer om at være, og kan anskues som en”… søgen efter inderlighed i en yderlighed” (Ørnbo
et al., 2004: 91).
4.2 smagen og livsstilskapital
Min empiri åbner op for en forståelse af Billystammens smag og livsstil. Igennem de unges
italesættelser er jeg blevet opmærksom på et perspektiv, der omhandler en kobling mellem
deres livsstil og Bourdieus kapitalbegreb. Jeg vil i den forbindelse inddrage den engelske
sociolog Ben Malbons perspektiv på begrebet subkulturel kapital. Han gør brug af den engelske
etnograf Sarah Thornton, som med inspiration fra Bourdieus kapitalbegreb, ser nærmere på,
hvordan stil- og musikkendskab udgør en slags subkulturel kapital, der differentierer mainstream
fra undergrund.
Thornton definerer subkulturel kapital således;
”Subcultural capital confers on its owner in the eyes of the relevant beholder. In many ways its affects
the standing of the young like its adult equivalent. Subcultural capital can be objectified or
embodied. Just as a books and paintings display cultural capital in the family home, so subcultural
capital is objectified in the form of fashionable haircuts and well-assembled record collection…
just as cultural capital is personified in ’good’ manners and urbane conversations, so subcultural
capital is embodied in the form of being ’in the know’, using (but not over-using) current slang and
looking like you were born to perform the latest dance styles” (Thornton i Malbon, 1999: 54).
Med begrebet subkulturel kapital kan man derved undersøge, hvad der bliver betragtet som
hipt inden for de forskellige ungdomsfællesskaber. Begrebet rummer således ”Constructions
of ’good’ or ’bad’ taste, and(…)the distinction between the mainstream and the hip(…)the
difference between in or out in fashion, high or low in subculturel capital” (Malbon, 1999: 54).
I forbindelse med Billystammen kan man understrege, at deltagerne kun er så unikke, som
socialiteten kan rumme, og derved er stildannelsen og deltagernes ageren i det fysiske rum
baseret på regler, hierarkisering og differentiering. Disse regler eller ritualer om man vil,
75

er langt mere subtile, end man normalt vil forbinde med selviscenesættende fællesskaber.
Med Bourdieus teori i hånden kan man understrege de begrænsninger, strukturerne sætter
i forbindelse med stilvalg, dog kan man i denne sammenhæng argumentere for, at smagen
i livsstilsfællesskabet skal begribes som værende socialt formet af de unges interne relationer.
Deres subtile æstetiske kommunikation og selviscenesættelse, mener jeg, kan betragtes
som den kapital, der har værdi for dem. De repræsenterer en forståelse af æsteticisme, hvor
det er deres egen form, habitus og stil, som er essentiel, og det er en forståelse af dette, som
bliver det fremherskende gyldighedskriterium for deltagelse i stammen. Det er heri kapitalværdien
ligger (Bourdieu, 1995; Ziehe, 1989).
I denne forbindelse kan man inddrage Maffesolis forståelse af habitusbegrebet. Som beskrevet
tidligere er habitus ifølge Maffesoli et udtryk for den tiltrækningskraft, individet føler til andre,
hvor individet søger en grundlæggende anerkendelse i de fællesskaber, som individet finder
væsentlige i habituel forstand. Således kommer den ’gode’ smag til at handle om det ikkebegrebsliggjorte
i fænomenologisk forstand, idet det bliver en kropslig erfaring. Igennem
deres erfaringer med den postmodernistiske avantgardesmag og deres brug af specifikke
æstetiske kommunikation opbygger de unge en særlig habitus, som handler om at kunne
skabe det rigtige visuelle udtryk. Jeg har tidligere understreget, hvordan de unge kan se på
hinanden, om de har ramt stilen. Ulrik forklarer i denne sammenhæng;
”… det er vildt svært at forklare, men man kan altså se, om folk er den stil, de har på, eller om den
er sådan påtaget, fordi så har de ikke ramt den helt rigtig. Det er bare noget man kan se. Det er
ligesom dem som ikke er med til at skabe det nye, men bare aber efter og det kan man ligesom se
på dem. De er ikke deres stil(…) de har ligesom bare kopieret den” (Bilag D, Ulrik).
I relation til dette mener jeg, at man kan fremhæve, at de motiverede tegn 20 i Boudieus for-
stand får betydning for forståelsen af Billystammen. Tegnene er motiverende, når Bourdieu
vil vise, hvordan ethvert samfund har sin særskilte habitus, som er forståelig ud fra dets situation
i det sociale felt. De motiverende tegn er altså de tegn, som er ikke-bevidste. Individet
agerer ud fra sin indlejrede habitus, og det er her, man kan identificere, hvordan individets
placering i samfundet spiller ind i forhold til dets smagsdiskurs. I denne sammenhæng
mener jeg med inspiration fra Maffesoli, at man kan betragte Billystammen som en absolut
størrelse i sig selv, hvorved denne stamme har sin egen særskilte habitus, der omhandler en
trendsættende placering i det sociale smagsfelt. Som citatet fra Ulrik understreger, så handler
Billystammens smagsdiskurs i høj grad både om en indlejret viden og forståelse af, hvad
der er ’god’ smag.
Således mener jeg ikke, at man i forhold til kapitalbegrebet kan tale om en direkte kulturel
kapital i Bourdieus forstand, men snarere om en subkulturkapital, eller hvad jeg har valgt at
definere som neolivsstilskapital. Begrebet neolivsstilskapital tager sit omdrejningspunkt i
20 Se afsnit ’Den bevidste og ikke-bevidste smag’ i kapitel 3
76

en viden om, hvad der er en trend lige nu, hvordan man skal iscenesætte sig selv, hvor man
skal gå i byen osv. Sagt med andre ord, en viden om, hvordan man opfører sig som en trendsætter
- hvordan man er hip og cool. Dette kapitalbegreb tager stadig sit udgangspunkt i en
kontekstuel forståelse, men hvor Bourdieu taler om de overordnede magtstrukturer, mener
jeg, at det snarere er de interne mikrostrukturer i stammen, der er væsentlige.
Jeg vil accentuere, at de tidligere afsnit beskriver Billystammens subkulturelle kapital eller
neolivsstilskapital. Det er essentielt at være i besiddelse af denne form for kapital, hvis man
vil være en del af dette specifikke æstetiske livsstilsfællesskab. De unge bruger i den grad
koder og har en indforståethed omkring, hvad der kan betragtes som undergrund, hipt og
god smag, og hvad der er mainstream og dårlig smag. Dette understøttes af min tidligere
pointe om, at det i højere grad handler om, hvorvidt betydningen er rigtig end det handler
om et reelt budskab. De unges identiteter er flygtige og mangfoldige og deres fokuspunkter
konstant foranderlige, men en ting, der går igen er deres søgen efter den trendsættende
identitet. Deres flygtighed handler om at kunne følge med og om at iscenesætte sig selv, som
de første, der skaber noget nyt, og viser verdenen og sig selv, at de kan identificeres som
neotrendsættere. Anna beskriver dette meget præcist, da hun fremhæver det uudsagte i forhold
til rammerne omkring deres fællesskab. Hun giver udtryk for, at det er afgørende, at
man kan navigere i de uudsagte koder.
”Vi har jo ligesom nogle retningslinjer, som man bare tager for givet, og det er det samme som med
tøjet, man kan ligesom sige, at der er en ramme, som siger, at der ikke er nogen ramme(…)den
er sådan lidt uudsagt(…) det handler om, at man skal kunne finde ud af den, både med tøjet og
væremåden” (Bilag D, Anna).
Det uudsagte eller ikke italesatte spiller en stor rolle for Billystammen, deres socialitet hviler på
det ikke italesatte og derfor kan det være særdeles kompliceret at forstå som udenforstående.
Caroline forklarer i lighed med de andre respondenter, hvordan hun ikke ser sig selv som
tilhørende Billystammen på et forbrugerniveau, hun mener snarere, at hun har været medskaber
af stammen via hendes status som trendsætter. Arrangementer er det sted, hvor den
æstetiske kommunikation i form af anerkendelsesritualer i relation til at blive set og anerkendt,
finder sted, og hvor hun er deltager snarere end gæst.
”… Det lyder meget selvglad (…)men hvorfor skulle jeg være der hvis alle kan komme, så kan jeg
jo ligeså godt finde et sted, hvor alle ikke kan komme(…)Vi er med til at skabe et ry og stemning
for stedet eller eventen, hvor dem der kommer 6 måneder senere bare er gæster, for der har vi jo
skabt det” (Bilag D, Caroline).
Den symbolske afgrænsning, som Maffesoli nævner, kommer til udtryk her; alle kan komme
til arrangementerne, og derved er de ikke fysisk afgrænsede, men hvem der bliver betragtet
77

som innercrowd handler om identifikationsprocesserne. Med inspiration fra Bourdieu vil
jeg dog fremhæve, at deres stamme i allerhøjeste grad danner rammen om et forbrug, som
kan sættes i relation til det uudsagte.
”Consumption is(…)a stage in a process of communication, that is, an act of deciphering, decoding,
which presupposes practical or explicit mastery of a cipher or code(…)A beholder who lacks the
specific code feels lost in a chaos of sounds and rhythms, colours and lines, without rhyme or
reason” (Bourdieu, 1984: 2).
Forbruget af oplevelser, æstetik, symboler og genstande bliver dermed en ekskluderende faktor
ved, at de, der ikke har en høj neolivsstilskapital, ikke vil kunne blive accepteret eller føle
sig hjemme i en æstetisk neostamme, som Billystammen. Jeg vil i næste afsnit gå nærmere i
dybden med forbruget som omdrejningspunkt for deres socialitet.
4.3 Den ekskluderende livsstilsstamme - betydningen af forbruget
De unge i denne stamme kan favne mange stilretninger. Der er diversitet i de stiludtryk, de
gør brug af i skabelsen af deres stil, og derved indeholder de mange og ofte modsatrettede
stilcitater. Dog kan man argumentere for, at ’Billystilen’ er den eneste rigtige stil for mine
respondenter, og den, de sætter i forbindelse med den gode smag. Derved er det æstetiske
fællesskab ikke særlig tolerant over for andre visuelle udtryk, der ikke passer ind i deres opfattelse
af æstetik. Smagen bliver således brugt til at skabe en afgrænsning af fællesskabet
i forhold til andre livsstilsfællesskaber. De gør i den forbindelse brug af de arbitrære tegn
i Bourdiues forstand21 , med deres smag og livsstil markerer de, hvem de adskiller sig fra.
Deres forbrug bliver derved brugt på et bevidst plan som et middel til at bevæge sig væk fra
stiludtryk og steder, inden det når at blive allemandseje.
I specialets teoretiske forståelsesramme understreges det, hvordan socialitetens mangfoldige
livsstile kan forstås som en måde, hvorpå individerne i de specifikke stammer demonstrerer
deres ligheder og adskiller dem fra andre individer og livsstile. Anna beskriver, hvordan
stilen er et omdrejningspunkt for stammen, og således bliver stilen en måde, hvorpå de kan
forstærke deres tilhørsforhold via dens distancerende funktion.
”… i forhold til stil, så er det vigtigt at have noget at holde fællesskabet oppe omkring, og det er
da at distancere sig fra andre, fordi så kan man genkende hinanden og se, at der er gjort noget
ud af det. Man kan genkende udtrykkene, mærkerne og stilen, og det er også vigtigt for gruppen”
(Bilag D, Anna).
Dette bliver set af deltagerne, som et modstykke til den mere direkte brug af symboler og
handlinger, som man kan identificere hos grupper, der dyrker den kommercielle mode og
21 Se afsnit ’Den bevidste og ikke-bevidste smag’ i kapitel 3
78

fester. Et eksempel på dette kan ses i forhold til, hvad jeg beskrev tidligere omkring new rave.
Det handler ikke om at blive set som en del af mainstreamen og hele tiden holde sin neolivsstilskapital
høj ved at tage afstand fra dette segment, som Christian L og Caroline understreger
det.
”… på det sidste er det blevet markedsført rigtigt meget, og så begynder der at komme de der typer,
som ikke er en del af os, de er ikke trendsættere, og de deler ikke vores smag. De er blot nogen, som
bare forbruger det, de ser i bladene osv. Men sådan er det tit, vi leder jo hele tiden efter noget nyt.
Jeg tager derhen, hvor jeg ved, at der kommer folk, der er cool og med på beatet lige som jeg er…”
(Bilag D, Caroline).
”Man kan sige, at der er en form for identifikation, men det handler ligeså meget for mig om at tage
afstand fra mainstreamen, så det betyder nok mere for mig at tage afstand fra det segment end at
identificere mig som trendsætter” (Bilag D, Christian L).
Så snart noget bliver mainstream er det ikke længere hipt, og således bliver det uinteressant
for deltagerne i stammen. Det har ikke længere nogen værdi for dem, fordi det ikke kan
bruges til deres selviscenesættelse som trendsættere. Det handler for de unge om hele tiden
at skabe et modsvar til den gængse opfattelse, så de kan signalere autonomi og autenticitet.
Deres forbrug er konstant på vej et andet sted hen, og det handler om konstant at kunne erhverve
sig nye ting, som kan bidrage til følelsen af at være unik og autentisk. Man kan derved relatere
brugen af stil i denne stamme til dynamikken mellem hierarkiserings- og afhierarkiseringsbestræbelser.
Deres brug af stil nedbryder differentialer mellem sociale klasser, da stammen
netop går på tværs af disse. Dog anvendes stil også af de unge til at sætte grænser internt i
fællesskabet og yderligere i forhold til at opretholde deres tilhørsforhold til hinanden og afstandstagen
til andre sociale livsstile og smagsfællesskaber. De karakteriserer sig selv som
værende mere bevidste og mere refleksive omkring deres stil og identitetsdannelse end andre
livsstilsstammer.
”Vi unge er blevet mere bevidste om, hvad vi gider og ikke gider, og vi gider kun ting, der er lidt
specielle og ikke sådan noget mainstream” (Bilag D, Jason).
Det handler om hele tiden at kunne forny sig selv og på den måde skabe nye måder, hvorpå
man kan skille sig ud fra mængden. Det distingverede bliver hurtigt banalt eller vulgært,
og individet må derfor konstant finde nye distingverende stilsammensætninger for netop
at opnå følelsen af at være unik. Stammens medlemmer er særdeles flygtige i deres smagspræferencer,
som hele tiden skifter for at opretholde følelsen af at være en unik stamme og
i Maffesolis fortand opretholde dialektikken mellem den visuelle æstetiske fremstilling og
det skjulte (Maffesoli, 1996: 90).
79

”… sådan er det bare i dag, der er intet, der varer særligt længe. Der er jo flere og flere, der får
kendskab til det og så er det jo sjovere, når der ikke er så mange, der har det, mystikken begynder
at gå af det, fordi så er det sådan lidt, jamen hvor skulle jeg så være, så det er ligesom med at
rykke et nyt sted hen og finde noget nyt at samles om” (Bilag D, Maria).
Marie beskriver, hvordan mystikken forsvinder, når det ikke længere er noget, de har for sig
selv. Fællesskabet er centreret omkring deltagernes selvopfattelse af, at de er noget særligt,
og derfor er det væsentligt, at de hele tiden opretholder denne følelse. Det skjulte og det
særlige forsvinder i deltagernes øjne, når andre sociale fællesskaber begynder at gøre brug
af samme symboler som dem for at vise omverden, hvem de er. Derved ligger paradokset, som
Giddens beskriver det, imellem påklædning som middel til at forbinde både hemmeligheder
og afsløring af de personlige biografier (Giddens, 1991: 80). De enkelte deltagere vælger at
være med i Billyfællesskabet, fordi det giver dem en følelse af at være specielle, idet det er et
lukket fællesskab, ikke i fysisk forstand, men symbolsk. Det er tydeligt, at det er et stilfællesskab,
hvor ikke alle kan deltage i kraft af, at det spiller på æstetiske oplevelser og udtryksformer,
som ikke alle kan begribe. Forståelse af dialektikken mellem fremstilling og det skjulte i
deltagernes stildannelse mener jeg kan tydeliggøres på et hermeneutisk plan som dialektikken
mellem helhed og del. Helhedsforståelsen af et visuelt udtryk er betinget af delforståelsen,
som hele tiden skifter ved, at der konstant bliver gjort brug af nye udtryk.
Deltagerne tager afstand til, hvad man kan betegne som forbrugersamfundet, idet de føler
sig hævet over det, dog kan man sige, at der ligger en selvmodsigelse i dette, da de faktisk
netop bruger forbruget til at differentiere sig fra andre livsstilsgrupper. Jeg vil argumentere
for, at man kan karakterisere Billystammen som en forbrugssubkultur, hvor deltagerne
bruger deres forbrug af genstande, symboler, æstetik og oplevelser til at signalere, at de er
trendy og autentiske. Så snart deres stil eller tilholdssteder får for megen opmærksomhed,
så skynder de sig at kanalisere deres forbrug et andet sted hen som et modsvar til mainstreamen.
Derved kan denne stamme betragtes som en integreret del forbrugerkulturen ved, at deres
identitet og æstetiske smagsfællesskab, hviler på forbruget. De foretrækker det kontroversielle
frem for det kommercielle, fordi de således kan opretholde deres subkulturelle undergrundsidentitet.
“Det i dag er de unge, som trendsætter. Det er blandt de unge, at der er en tendens til overskridelser
af de dominerende værdier, skønhedsidealer og konventioner for fortælleteknik og
repræsentation(…)de kritisk-kreative unge(…)foretrækker det nye, anderledes og kontroversielle”
(Thorlacius, 2006: 9)
Deltagerne er, som beskrevet i ovenstående, meget optagede af at være medlemmer af en
trendsættende stamme. Det betyder, at der stilles krav til dem om at være nyskabende og
hele tiden udvise evnen til at kunne redefinere sig selv. Men det, der også kommer til udtryk,
80

er deres samhørighed og socialitets samlede mobilitet. Skabelsen af deres æstetiske udtryks-
former finder sted i de sociale relationer, og det er derfor hele stammen, der skifter udtryk og
finder nye måder at iscenesætte sig selv på. Som Ulrik italesætter det, handler det om at,”…
finde noget nyt, inden det dør. Men det vil jo altid være de samme, som så rykker videre på en måde”
(Bilag D, Ulrik). Jeg vil argumentere for, at der også ligger et tryghedselement i deltagelsen i de
æstetiske smagsfællesskaber. De unge kan spejle sig i hinanden, og fællesskabet kan give dem
en mulighed for at prøve stilistiske udtryk og nye former for handlemåder af inden for nogle
rammer, hvor de er bekendte med de subtile koder. Således vil jeg kun give Bauman delvis ret i hans
pointe om, at ”’Identitet’ betyder at rage op over mængden: At være anderledes, at være unik i kraft af
denne anderledeshed og derfor kan jagten på identiteten kun adskille og splitte” (Bauman, 2002: 21).
Jeg mener ikke, at man udelukkende kan betragte jagten på identitet, som noget, der adskiller,
det handler snarere om, at den har en dobbelt funktion i og med at den både inkluderer og
ekskluderer. De unge trendsættere i Billystammen gør brug af de æstetiske udtryk i deres søgen
efter at finde tryghed i et fællesskab, hvor man kan spejle sig i hinanden. Således bliver stammens
funktion at skabe et tilhørsforhold, hvor man samles om at være unikke og anderledes. Dette
handler måske mere om en følelse end om virkeligheden, men det bliver en livsstil for de unge.
5. Opsamling af analysen
Igennem analysen af det empiriske materiale er jeg kommet nærmere en forståelse af, hvad
der gør sig gældende for Billystammen i forhold til de unges æstetiske smagsfællesskabs
visuelle udtryksform, samt hvorledes dette har betydning for deres identitetsskabelse som
et refleksivt projekt. De gør brug af, hvad jeg har valgt at betegne, ’den postmoderne new
trash-æstetik’, som repræsenterer en distancering til den åbenlyse selviscenesættelse, og derved
bliver deres smag et modsvar til mainstreamen. De lægger vægt på det skjulte og bruger
kitschgenstande og de æstetiske oplevelser som en måde, hvorpå de kan opretholde en følelse
af at være unikke og trendsættende. De dyrker det autentiske og søger via forbruget et andet
sted hen, ligeså snart følelsen af autenticitet forsvinder. Derved får de subtile koder og symboler
en særlig betydning for deres bekræftelse af tilhørsforhold, som er afhængig af deres
specifikke neolivsstilskapital i forhold til at kunne aflæse og begribe disse. Værdien af deres
socialitetsform hviler på en æstetisk kommunikation, som tager sit udgangspunkt i særlige
identifikations- og anerkendelsesprocesser imellem deltagerne. Disse får betydning for, at
blive genkendt og accepteret som deltager i det æstetiske smagsfællesskab, der lægger vægt
på, at deltagerne formår at leve op til kravet om at være unikke indenfor fællesskabets rammer.
Det visuelle udtryk bliver derved en måde, hvorpå det unge kan distancere sig fra andre
livsstilsfællesskaber. Således danner Billystammens distinkte stil- og smagspræferencer
også rammen om en eksklusion på tværs af traditionelle segmenteringsmodeller.
81

illy Kapitel stammen 7
- Verificering en undersøgelse af et
æstetisk smagsfællesskab
speciale Kommunikation ruc
skrevet af: maj Falcon Vejleder: lisbeth thorlacius
82

Kapitel 7
verificering
I dette kapitel vil jeg beskæftige mig med de valideringsformer, der er relevante i forhold til
min undersøgelse, samt de betingelser, min undersøgelse har været underlagt.
Validitet
Da jeg har valgt at bygge min undersøgelse på kvalitative metoder i form af semi-strukturerede
interviews, bliver validitetsbegrebet et spørgsmål om, hvorvidt jeg gør mit håndværk
godt nok. Det bliver således et spørgsmål om, hvorvidt undersøgelsen er troværdig. En
troværdig kvalitativ undersøgelse skabes ifølge Kvale igennem ”…løbende kvalitetskontrol på
alle stadier af vidensproduktionen” (Kvale, 1997:231).
Det kvalitative kriterium for validitet er konsensus og autenticitet. Konsensus vedrører den
indre validitet og dermed sammenhæng og overgang fra det teoretiske til det empiriske
niveau. Jeg vil her betone, at den indre validitet kun kan vurderes af mennesker udefra, og i
dette tilfælde er det læseren, der må bedømme, om min undersøgelses vekselvirkning mellem
teori og empiri er tilfredsstillende.
Kriteriet for den ydre validitet er autenticitet og dybde, hvilket primært kan opnås ved at doku-
mentere metode og fremgangsmåde i den kvalitative metode og dermed vise, at forskeren er
kommet så tæt på respondenternes ’ægte’ holdning, viden eller adfærd som muligt (Lund,
1986). Dermed handler validiteten om gyldighed, og hvorvidt man har undersøgt det, man
gerne ville (Halkier, 2002). Validiteten af dette speciale er således funderet i undersøgelsens
teoretiske forudsætninger, i besvarelsen af problemformuleringen samt i rapporteringen af
mine resultater.
Validitetens styrke er, at de kvalitative semi- strukturerede interviews har en fyldestgørende
interviewguide, der er udarbejdet systematisk ud fra formålet med undersøgelsen. Jeg
har derfor forsøgt at holde en rød tråd fra problemfeltet til de konkrete spørgsmål i interviewguiden.
Autenticiteten og den ydre validitet er yderligere styrket ved, at interviewene er
afholdt på steder, som respondenterne selv har valgt, idet dette kan være med til at give en
mere afslappet atmosfære. En svaghed er derimod, at det er en konstrueret situation, hvor
jeg har stillet specifikke spørgsmål og haft teoretiske tematikker, som netop medvirker til, at
der er en risiko for, at respondenterne italesætter meninger, de normalt ikke har, hvilket kan
være vanskeligt for mig som interviewer at tjekke. Jeg har prøvet at eliminere risikoen, idet
respondenterne igennem de semi-strukturerede interviews har fået mulighed for at være
’selvkommunikerende’, og jeg derfor til en vis grænse udelukkende har ladet dem italesætte
83

det, de fandt betydningsfyldt. Jeg har undervejs forsøgt at verificere mine fortolkninger af
deres italesættelser (Kvale, 1997: 149).
reliabilitet
Min indsamling af det empiriske materiale er blevet udført konsistent, og jeg har stræbt efter
at fortolke resultaterne åbent og selvkritisk (Lund, 1986). Reliabilitet vedrører således min
undersøgelses konsistens. Kvaliteten af min undersøgelse skal baseres på et kriterium om
troværdighed igennem gennemsigtighed og eksplicitte argumenter. Derfor har jeg eksplicit
identificeret og detaljeret beskrevet min empiriindsamling og analytiske fremgangsmåde.
Analyser af kvalitativt materiale vil nødvendigvis have en grad af subjektiv vurdering. Dette
har jeg forsøgt at imødekomme ved at gøre mit empirimateriale tilgængeligt i form af
transskriberede interviews, billedportrætter af respondenterne samt redegørelse for mine
observationer, teoretiske forforståelser og min analysemetode, hvilket gør materialet og
analyseprocessen gennemsigtig og giver læseren mulighed for selv at vurdere de opnåede
resultater (Lund, 1986).
Generaliserbarheden
Min undersøgelse giver en indsigt i, hvordan æstetiske udtryksformer kommer til udtryk i
et specifikt livsstilsfællesskabs sociale praksis. Med undersøgelsen begrebsliggøres og operationaliseres
de æstetiske socialitetsfællesskabers betydning for de unge postmoderne
individers følelse af tilhørsforhold. Mine interviews med respondenterne har produceret
grundige og troværdige beskrivelser af det æstetiske fællesskab og den emotionalitet, som
knytter deltagerne i fællesskabet sammen. Formålet med dette speciale har ikke været at
udpege og kritisere de postmoderne tendenser, som mit empiriske materiale belyser, men
derimod at undersøge og belyse betydningen af æstetiske udtryksformer i forbindelse med
postmoderne unges sociale organisering.
Med den kvalitative forskningsmetode samt et ontologisk og epistemologisk udgangspunkt
i fænomenologien, hermeneutikken og postmodernitet afgrænser jeg mig fra det objektivistiske
krav om gyldighed. Dette betyder dog ikke, at jeg opgiver ethvert krav om videnskabelig gyldighed,
men at jeg ikke følger de kriterier, man anvender til at validere positivistisk forskning.
Idet fænomener og livsverdener ikke er universelle, vil jeg aldrig kunne afbilde en objektiv
virkelighed, men kun en oplevet via respondenternes italesættelser af deres forståelse af
fænomenet stil og identitet. Min undersøgelse kan valideres ud fra et kriterium om at opnå
en kvalitativ generalisering, hvilket indebærer en velovervejet bedømmelse af, i hvilken grad
resultaterne fra min undersøgelse kan være vejledende for, hvad der kan ske i en anden situation
(Kvale, 1997). Billystammen synes at være eksemplarisk for de nye socialitetsformer,
der forekommer i postmoderniteten, idet fællesskabet bygger på en form for stilkultur eller
84

æstetisk fællesskab, der i særlig grad er beregnet på refleksiv identitetsskabelse, selviscenesættelse
og af stiloverskridelse og et stemningsmæssigt fællesskab i Maffesolis forstand.
I tråd med den fænomenologiske tradition ser jeg dog ikke min undersøgelse som den eneste
mulige fremstilling af de nye socialitetsformer. Billyfællesskabet kan opfattes som én version,
der netop er kommet til udtryk igennem mit valg af teoretisk ramme, empirisk undersøgelsesmetode
og min tolkning af empirimaterialet.
Man kan understrege, at en af undersøgelsens vigtigste begrænsninger har været i form af
tid. Jeg har gennemført observationer og ti dybdegående semistrukturerede kvalitative interviews.
Dette kræver forberedelse, etablering af kontakt og tillidsforhold til respondenterne,
ligesom transskribering og analyseprocessen er tidskrævende. Jeg traf beslutningen om ikke
at indsamle mere empiri, da jeg begyndte at få de samme perspektiver og tematikker fra respondenterne
og vurderede derfor, at jeg var nået et mætningspunkt. Således er det væsentligt
at være opmærksom på, at de kvalitative metoder kun giver indsigt i et lille udsnit af den
overordnede målgruppe af unge i en specifik æstetisk stamme. Dermed kan materialet ikke
generaliseres til alle unge, men kan kun analytisk generaliseres og dermed indikere nogle
tendenser i målgruppen. Jeg vil i denne forbindelse understrege, at jeg igennem min nøje
udvælgelse af respondenterne har formået at få fat i nøglepersonerne i stammen, og denne
repræsentativitet, mener jeg, er med til at skabe en kvalitativ generaliserbarhed i forhold til
både det primære stilfællesskab og som ét overordnet eksempel for de nye former for socialitetstendenser,
man kan observere hos unge i dagens samfund.
85

illy Kapitel stammen 8
- Konklusion en undersøgelse - billystammen af et og de
æstetisk postmoderne smagsfællesskab
værdistrømninger
speciale Kommunikation ruc
skrevet af: maj Falcon Vejleder: lisbeth thorlacius
86

Kapitel 8
Konklusion - billystammen og de postmoderne
værdistrømninger
Jeg har analyseret en række gennemgående tendenser og dermed fået et indblik i de centrale
motivationer i forhold til stammens forbrug af visuelle udtryk. Jeg har bestræbt mig
på at tydeliggøre, hvordan stil netop kan være multifunktionel og have mange forskellige
betydninger i forskellige sammenhænge. Igennem mine interviews har jeg fået et indblik i
nogle af de faktorer, der er på spil i forhold til de unges livsverden, og hvad der har betydning
for dem. Den dialektiske kobling mellem samfundet og individet er i denne sammenhæng
yderst central for at forstå de postmoderne unge som refleksive individer, der ikke tankeløst
forfølger deres drifters mål. Jeg har tidligere med inspiration fra Maffesoli fremhævet, at
hvert enkelt stammefællesskab er absolut i sig selv. På trods af dette mener jeg dog at kunne
identificere nogle tendenser, som gør sig gældende både i samfundet og hos Billystammen,
således kan de mekanismer, jeg kan identificere hos de unge sammenholdes med de postmoderne
værdistrømninger.
Giddens pointerer, at mennesket i dag ikke har andet ”…valg end at vælge” (Giddens, 1996:
100). Dette forhold gør sig også gældende for deltagerne af Billystammen, som hele tiden står
over for at skulle træffe valg. De lider på mange områder under det, som man kan betegne
som mulighedernes tyranni (Jørgensen, 2002: 130), der kan relateres til de konstante og
hastige skift i, hvad der er den ’rigtige’ livsstil, og i deres tilfælde mere konkret, hvad det
’rigtige’ æstetiske udtryk er. Deres stilidentifikationsstrategier afspejler, at de konstant skal
tage stilling til, om de udtrykker det rigtige, og dette kan være medvirkende til, hvad Giddens
betegner som en refleksionssyge (Giddens, 1996). De overvejer konstant, om de udtrykker
det rigtige, om deres identitet er den rigtige, og igennem deres visuelle udtryksformer søger
de at gøre sig fortjent til anerkendelse af deres identitet i samspil med andre. Den danske
psykolog Carsten René Jørgensen understreger i den henseende en central pointe i forhold
til livsstilsfællesskaber:
”Når man læner sig op ad en bestemt livsstil, så læner jeg mig ad en figur, der stadig er i
bevægelse. Og man må hele tiden holde sig orienteret om og være parat til at følge de seneste
trends. Mennesket må betragtes som et grundlæggende social væsen med behov for at blive
anerkendt af andre og få valideret sin identitet” (Jørgensen, 2002: 130).
Dette gør sig i den grad gældende hos Billystammen. Hver enkelt deltager må hele tiden følge
med i, hvad de nye trends er, og på den måde fastholde sin neolivsstilskapital. Dette gør, at de
unge som sagt skaber deres identitet ud fra en præmis om konstant at være i bevægelse og være
parat til at redefinere sig selv, så snart man har defineret sig selv. Billystammen repræsenterer
en gruppe af unge, som har mange valgmuligheder, og kan shoppe rundt efter den identitet,
87

der bedst passer til deres situation lige her og nu. Deres identitet er afhængig af bekræftelse
fra andre, og det gør, at den er skrøbelig, fordi de hele tiden vil lede efter nye måder til at
opnå anerkendelse igennem en konstant ny selviscenesættelse. Man kan understrege, at når
man lægger sin identitet i noget, der er skrøbeligt, så kan det være medvirkende til at skabe
en usikkerhed. Man kan aldrig være sikker på, at man har truffet de rigtige valg, eller at man
nu også virkelig er i gang med at realisere sin sande identitet, for der er ingen sand identitet
længere, kun bevidstheden om, at man altid kan vælge at ændre sin identitet. Dette gør sig
i høj grad gældende for deltagerne i Billystammen. De vil ikke sættes i sociale kategorier og
opbygger primært deres identitet ud fra, hvad de føler er værdifuldt og i overensstemmelse
med deres ’sande’ jeg, som løbende skifter i takt med nye trends inden for det æstetiske
smagsfællesskab.
Man kan argumentere for, at de unge i stadig større udstrækning vil forsøge at håndtere det
komplekse samfund med de mange valgmuligheder og dets stigende krav til refleksivitet ved
at søge neo-tribale fællesskaber. Det er i disse fællesskaber, at de får en følelse af tilhørsforhold,
og hvor de sammen med ’betydningsfulde andre’, for at bruge Baumans begreb,
kan udvikle og forme deres identitet. Således bliver de nye socialitetsformer, som er opstået,
betydningsfulde for skabelse af identitet, da de kan forhindre, at der opstår et tomrum. De
repræsenterer samtidig en fællesskabsform, som er, ”… gennemsyret af krav om at oplevelser
skal være nye, unikke, lidenskabelige og forbundet med individuel kreativitet” (Brinkmann, 2008:
158). I denne sammenhæng kan man fremhæve, at de nye socialitetsformer, som Billystammen
repræsenterer, hviler på en indre modsigelse. De nye socialitetsformer bidrager til den
usikkerhed, de unge kan opleve, da fællesskabsformen er så flygtig, samtidig med at de også
er med til at skabe en tryghed hos deltagerne ved, at de danner grundlag for deres identifikationsprocesser
og identitetsskabelse. Derved bliver det en konstant vekselvirkning imellem
på den ene side usikkerheden og flygtigheden og på den anden side tilhørsforholdet og
fordybelsen. Dette er en uundgåelig præmis for deltagelse i det æstetiske smags- og livsstilsfællesskab.
88

litteraturliste:
Andersen, Charlotte. 2006.
”Modefotografi – En genres anatomi”. Museum Tusculanums Forlag, København.
Bauman, Zygminy. 2007.
”Consuming life”. Polity Press, Cambrigde.
Bauman, Zygmunt. 1995.
”Life in fragments – Essays in postmodern Morality”. Blackwell, Oxford.
Bauman, Zygmunt. 2007.
”Liquid Times”. Polity Press, London
Bauman, Zygmunt. 1997.
”Postmodernity and its discontents”. Polity Press, London
Bauman, Zygmunt. 2002.
”Fællesskab”. Hans Reitzels Forlag, Frederiksberg
Bauman, Zygmunt. 1993.
”Postmodern Ethics”. Blackwell, Cambridge.
Bauman, Zygmunt. 1991.
”Modernity and Ambivalence”. Polity Press, New York.
Bay, Joi & Drotner, Kirsten (red). 1986.
”Ungdom, en stil et liv”. Tiderne skifter, København.
Bech, Henning. 1999.
”Fritidsverden”. Forlaget Sociologi. København.
Bech, Henning. 1987.
”Når mænd mødes”. Gyldendals forlag. København.
Bourdieu, Pierre, 1984.
”Distinction – A social critique of the judgement of taste”. Routlegde, London.
Bourdieu, Pierre. 1997.
”Af praktiske grunde”. Hans Reitzels Forlag, Frederiksberg.
Bourdieu, Pierre: 1995.
”Distinksjonen - En sosiologisk kritikk av dømmekraften”. Pax Forlag A/S. Oslo.
Brinkmann, Svend. 2008.
”Identitet – udfordringer i forbrugersamfundet”. Forlaget Klim. Århus.
Charles S. Peirce. 1994.
”Semiotik og pragmatisme”. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S.
Danermark, Berth el. al. 1997.
”Att förklara samhället”. Studenterlitteratur. Lund
89

Demant, Jacob & Klinge Christensen, Charlotte. 2004.
”Boybands og teenagepiger”. Forlaget Sociologi. København.
Drotner, Kirsten. 2006.
”At skabe sig – selv”. Gyldendal. København.
Featherstone, Mike. 1991.
”Consumer culture and postmodernism”. Sage publications Ltd. London
Fornäs, Johan & Bolin, Göran(red). 1995.
”Youth culture in late modernity”. Sage. London
Fornäs, Johan et al. 1992.
”Unga stilar och uttrycksformer”. Brutus Östlings Bokförlag Symposion, Stockholm.
Fuglsang, Lars & Olsen Bitsch Poul (red). 2003.
”Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne”. Roskilde Universitetsforlag, København.
Funch Sode, Bjarne.
”Den fænomenologiske metode i museologisk forskning.”
Nordisk Museologi. Nr. 1. 2003. Side 17-38.
Gadamer, Hans-Georg. 2004.
”Sandhed og metode”. Forlaget Systime A/S.
Giddens, Anthony 1990.
”Modernitetens konsekvenser”. Hans Reitzels Forlag, København
Giddens, Anthony 1992.
”The Transformation of Intimacy: Sexuality, Love and Eroticism in Modern Societies”.
Polity, Cambridge
Giddens, Anthony 1996.
”Modernitet og selvidentitet - Selvet og samfundet i sen-moderniteten”.
Hans Reitzels Forlag, København.
Giddens, Anthony. 1993.
”New rules of sociological method”. Hutchinson, London
Gilje, Nils & Grimen, Harald. 2002.
”Samfundsvidenskabernes forudsætninger”. Hans Reitzels Forlag. København.
Halkier, Bente. 2005.
”Fokusgrupper”. Samfundslitteratur Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg.
Hebdige, Dick. 1979.
”Subculture – the meaning of style”. Routledge, London.
Heidegger, Martin. 2007.
”Væren og tid”. Forlaget Klim. Århus.
90

Hetherington, Kevin. 1998.
”Expressions of identity”. Sage publications Ltd, London.
Jørgensen, Carsten René. 2002.
”Psykologien i senmoderniteten”. Hans Reitzels Forlag, København
Kjørup, Søren. 1996.
”Menneskevidenskaberne: problemer og traditioner i humanioras videnskabsteori”.
Forlaget Samfundslitteratur, København.
Kracauer, Siegfried. 1995.
”The mass ornament”. Harvard University Press, London.
Kvale, Steinar. 1997.
”Interview”. Hans Reitzels Forlag. København.
Lund, Anker Brink. 1986:
”Habermas i hovedet og Gallup på papiret” I: Else F. og Pittelkow Ralf (red.):
Det ukendte publikum, C.A. Reitzels Forlag, København
Lund Jacob Michael et. al. 2005.
”Følelsesfabrikken”. Børsens Forlag, København
Lyotard, Jean Francois. 1984.
”Om det sublime”. Akademisk Forlag, København
Lyotard, Jean Francois. 1986.
”Det postmoderne forklaret for børn”. Akademisk Forlag, København. 1986.
Maffesoli, Michel. 1996.
”The Time of the tribes”. Sage Publications Ltd, London.
Malbon, Ben. 1999.
”Clubing”. Routlegde. London.
Merleau-Ponty, Maurice. 1969.
”Tegn”. Forlaget Rhodos, København.
Merleau-Ponty, Maurice. 1994.
”Kroppens fænomenologi”. Det lille forlag, Frederiksberg.
Neergaard, Helle. 2007.
”Udvælgelse af cases”. Forlaget Samfundslitteratur, Frederiksberg.
Rogers, M. Everett. 2003.
”Diffusion of innovations”. Free Press. New York.
Rolness, Kjetil. 1993.
” Vulgær og vidunderlig”. H. Aschehoug & Co, Oslo.
Simmel, George. 1998.
”Hvordan er samfundet muligt?”. Gyldendal. København.
91

Starrin, Bengt & Svensson, Per-Gunnar. 1994.
”Kvalitativ metod och vetenskapsteori”. Studentlitteratur AB. Häffad.
Svendsen, Fr. H, Lars. 2005.
”Mode – et filosofisk essay”. Forlaget Klim. Århus.
Thagaard, Tove. 2003.
”Systematikk og innlevelse - En innføring i kvalitativ metode”. Fagbokforlaget, Bergen.
Ukdahl, Else Maria & Juhl, Carsten.1988.
“Kunstens og filosofiens værker efter emancipationen”.
Det Kongelige Danske Kunstakademi, København.
Vejlgaard, Henrik. 2004.
”Forbrug i designersamfundet”. Børsens Forlag A/S. København.
Vejlgaard, Henrik. 2008.
”Anatomy of a trend”. Mcgraw Hill Education, USA.
Willis, Poul et al. 1990.
”Common culture”. Open University Press, Milton Keynes.
Ziehe, Thomas. 1989.
”Ambivalenser og mangfoldighed”. Forlaget politisk revy. København.
Ørnbo et al. 2004.
”Oplevelsesbaseret kommunikation”. J.P. Erhvervsbøger, Viby J.
Videnskabelige artikler
Albertsen, Niels. 1999.
” Urbane atmosfærer”. Sosiologi i dag, nr. 4, årg. 29: 5-31.
Ane Grubb, Ane & Rosdahl, David. 2006.
“VEGAs lounge – iøjnefaldende socialitet og afslappethed på en lounge”.
Dansk Sociologi, nr 1, årg. 17
Hammershøj, Geer Lars.2001.
”Selvdannelse og nye former for socialitet – technofesten som eksempel”.
Dansk Sociologi, nr 2, årg. 12: 23-43.
Laursen, Erik. 1996.
”Mellem tribalisme og intimitet – moderne selv-identiteters skrøbelighed”.
Dansk Sociologi, nr. 2, årg. 7: 51-69.
Stormhøj, Christel. 2002.
”Stil som social identitetsmarkør”. Dansk Sociologi, nr. 1, årg. 13
Thorlacius, Lisbeth. 2003.
”Paris udstillet”. Publications no. 3_1/2003. Centre for Visuel Communication.
Roskilde University. Denmark
92

Thorlacius, Lisbeth. 2006a
”Tidens smag”. Dansk Tidsskrift for kommunikation, 2006, nr. 2.
Thorlacius, Lisbeth. 2006b
”Kitsch i 1957 og kitsch i 2006”. Se, 1957 (red) Ingemann, Bruno.
Publications no 4. Centre for Visuel Communication. Roskilde University. Denmark.
Thorlacius, Lisbeth. 2008.
”Retro-modens værdi og æstetiske status blandt ungdomskulturerne”.
(Red Christensen, Hans & Illeris, Helene. Multivers
Povlsen, Klitgaard Karen.
”Smag, livsstil og madmagasiner”. Mediekultur. 42/43
artikler
AOK. 17. December. 2007. ”Billy Rave 6”: www.aok.dk/natteliv/billy-rave-6
Gaffa. 16. Februar. 2008. “BILLY84 i ODD FELLOW PALÆET”: http://gaffa.dk/nyhed/12624
Information. 13. Maj. 1998 ”Den postmoderne Lyotard”
Information. 19. September. 2008. ”Hvem slog hipsteren ihjel?”
Politiken. 20. Februar. 2008. ”200 liter gratis sprut til fest i Odd Fellow Palæet: www.politiken.dk
Politiken. 5. Marts. 2008. ”Festaber viser sig selv frem i gratis billedbog”: www.ibyen.dk
Politiken. 25. Marts. 2008. ”Skab dig - det er nu, du er på”: Kultur sektionen
Soundvenue. 4. Oktober. 2004. ”Klub Kat - abeKAT, pussyKAT, smellyKAT... bestem selv”
Urban. 10. Marts. 2008. ”Festen fortsætter i nyt magasin”: www.urban.dk/article/20080310/
kultur/703110002/
93