2005-11-01. Evaluering af nul-valent jern til ... - NorthPestClean

Teori
til. Afsnittet vil blive afsluttet med en gennemgang af egenskaber og skæbnen i miljøet for de
forskellige forurenende forbindelser på feltlokaliteten.
3.3.1 Toksicitetstest
Toksicitetsbestemmelse er et egnet måleredskab for, hvor god en given afværgemetode er til at
reducere risikoen for en negativ påvirkning på miljøet af en forurening. En årsag til dette er, at
kemiske analyser kombineret med kendskab til de enkelte forbindelser i en blandet forurening i
sig selv ikke er nok til at fastslå toksiciteten af hele blandingen. Dette skyldes, at der kan opstå
kombinationseffekter af de kemiske forbindelser i en blanding, og den samlede toksicitet derfor
ikke behøver at være summen af toksiciteten for de enkelte forbindelser. Kombinationseffekterne
kan være enten synergistiske, hvor den samlede effekt af flere forbindelser er større end summen
af effekterne af de enkelte forbindelser, eller antagonistiske, hvor den samlede effekt af flere forbindelser
er mindre end summen af effekterne af de enkelte forbindelser. I en blanding med
adskillige forbindelser kan nogle af forbindelserne have synergistiske effekter, mens andre har
antagonistiske effekter. Dette gør, at en vurdering af toksiciteten uden udførelsen af toksicitetstest
bliver meget vanskelig, selv med et indgående kendskab til de enkelte forbindelser (Nielsen
et al., 2005). Som et eksempel på kombinationseffekter kan nævnes, at methyl parathion og
methyl paraoxon kan udvise en stærk synergistisk effekt, da de sammen resulterer i 90 % hæmning
af acetylcholinesterase biosensorer, hvor de hver for sig ville føre til hhv. 2 % og 25 %
hæmning (Dzyadevych et al., 2002).
Den effekt en forurening har på en organisme kan undersøges ved hjælp af forskellige typer toksicitetstest.
Effekten af forureningen kan enten være akut, og kan vise sig i form af f.eks.
immobilisering eller død af forsøgsorganismerne efter en kortvarig eksponering, eller den kan
være kronisk, og f.eks. vise sig i form af en hæmning i vækst eller reproduktion eller endog have
mutagene eller kræftfremkaldende egenskaber efter en længerevarende eksponering (i forhold til
organismens livscyklus). Generelt skal der en højere koncentration af en forurening til at give de
akutte effekter, end der skal til at fremkalde kroniske effekter (Van Leeuwen et al., 1996).
De akutte toksicitetstest er langt de nemmeste og billigste at udføre, da de er kortvarige og nemme
at aflæse, hvorimod test af koniske effekter kræver en betydelig længere forsøgsperiode, kan
være svære at aflæse og udføres ofte på forsøgsorganismer af et højere trofisk niveau end dem
der anvendes til de akutte toksicitetstest (Van Leeuwen et al., 1996).
En typisk toksicitetstest udføres som en koncentration-respons test, hvor effekten på forsøgsorganismerne
undersøges for en fortyndingsrække. For hver af koncentrationerne i fortyndingsrækken
eksponeres en gruppe af forsøgsorganismer i en bestemt tidsperiode. Efter dette tidsrum
undersøges effekterne fra de forskellige koncentrationer på forsøgsorganismerne. Ud fra de forskellige
koncentrationer i fortyndingsrækken og de tilsvarende observerede effekter kan der
derefter konstrueres en koncentration-respons kurve (Van Leeuwen et al., 1996). I figur 3.3.1 er
et eksempel på, hvordan en koncentration-respons kurve kan se ud.
30