Medlemsblad for rideklubben TVISTUR Årgang 2005 - Nr. 1 - marts

Indsendt artikel fra: Marianne
Òfeigur – Den der ikke ville dø
Midt i April for ca. 3½ år siden, gik to af naboens hopper på noget af vores
græsmark bag gården. De havde fået kværke og skulle være væk fra resten
af flokken. Den ene af hopperne havde lige fået føl, den anden skulle først
fole ca. en måned efter.
Vi havde alle gået og holdt lidt øje med den brogede hoppe. Det er jo altid
spændende, om hun får et broget føl, eller om de bliver røde eller sorte.
Pludselig søndag morgen d. 29. april så jeg ud af køkkenvinduet, at der lå et
lille rødt føl i græsset ved siden af den brogede hoppe.
Det nyfødte føl kom ikke op og stå, selvom det andet føl moslede noget
omkring det og på det. Vejret var frygteligt – det både regnede og blæste
meget. Vi holdt lidt øje med føllet, men da der var gået en halv time, uden der
skete noget, kunne vi ikke rigtig li´ og lade føllet ligge længere.
Vi ringede til naboen, men de var ikke hjemme. Det viste sig at de var til
kåring i Herning. Til sidst fik vi fat i Siiger, som fik fat i naboen, som så ringede
til os, og fik at vide, hvad der var los. Naboen fik fat i hans forældre, som kom
ud til os.
Det viste sig at føllet var født 14 dage for tidligt, og ikke selv kunne stå på sine
ben. Vi fik den op med lidt støtte, og fik den til at die lidt ved hoppen. Efter at
have konstateret, at føllet ikke selv kunne stå, endte det med at min mand
måtte hanke op i føllet og bære det ind i en boks.
De næste 14 dage måtte naboerne ud og rejse ham op hver gang han skulle
have mad. Føllets lemmer fik ingen skader, men han fik kværke og da han var
ovre dette, fik han hængeører. Dyrlægen sagde, at han lignede et æsel. Dette
kom han også over, og efter nogle måneder kunne mor og føl komme tilbage
til flokken. Efter alt dette mente naboen, at han skulle hedde Òfeigur, da det
betyder ”den der ikke vil dø”! ”Òfeigur fra Ellidshøj”
Han gik i flokken indtil foråret, hvor han kom fra sin mor, for at komme med de
andre hingste og vallakker ned på engen bagved kroen.
Hele sommeren gik min mand og grublede over, hvad han skulle give mig i
fødselsdagsgave, når jeg blev 30 i efteråret ( han lod meget som om, gaven
var handlet sidste efterår). Han ville give mig noget helt specielt, når nu jeg
fyldte ”rundt”. Hver gang han spurgte svarede jeg, at det største ønske jeg
havde, var at få den lille røde ”vores hest - Òfeigur fra Ellidshøj”, som vi i sjov
havde kaldt ham,
11