Oldetopia artikelsamling

Tema: Historie > Aldring i mentalitetshistorien …
www.oldetopia.dk
Undervisningsmateriale udarbejdet af Medicinsk Museion, 2007.
Må frit kopieres til undervisningsbrug og citeres med kildeangivelse.
Må ikke anvendes til videresalg.
Aristoteles: „De ældre er egoister“
I det antikke Grækenland blev ungdommen og
skønheden hyldet. Derfor kunne man umiddelbart
forestille sig at synet på ældre og alderdom i denne
kultur ville være negativt. Denne kilde, „Retorik“ af
filosoffen Aristoteles (384-322 f. Kr.), bekræfter da
også denne forestilling.
Aristoteles var af den overbevisning, at mennesket
ligesom alle andre levende væsener er en hensigts-
mæssig skabning. Toppunktet i sjælens udvikling er
det 49. år, mens kroppen allerede topper i 30-35
års alderen. Derfor er mennesket bestemt til at løse
opgaver, inden det bliver 50 år, og årene herefter
er uhensigtsmæssige og mindreværdige. Som det
fremgår af kilden, mente han, at efterhånden som
et menneske lever sit liv, ophobes der en række fejl
i det, og derfor har et gammelt menneske betydelig
flere fejl end et ungt menneske. Samtidig mente Ari-
stoteles, at aldring skyldes et varmetab af en medfødt
mængde varme.
Den besværlige eller den velsignede alderdom?
Aristoteles (384-322 f. kr.) Græsk filosof, logiker og naturforsker. Stude-
rede i Athen ved Platons Akademi og underviste senere bl.a. Alexander
den Store. Hans efterladte skrifter er overvejende forelæsningsmateria-
ler og noter brugt til undervisning.
I det følgende uddrag af Aristoteles’ „Retorik“
Side 39 af 54 (artikel slutter side 46)
fremgår det, at der næsten ikke er nogen grænser
for, hvor mange negative psykiske egenskaber, han
tillægger det gamle menneske. Samtidig skinner hans
biologiske opfattelse af aldringen igennem.
De ældre, og de som har lagt den modne alder bag
sig, har på de fleste punkter næsten den modsatte
karakter af de unges. Fordi de har levet i så mange
år og har været ude for flere bedrag og selv har
begået flere fejl, og eftersom det meste menne-
skeværk falder ringe ud, går de ikke helhjertet ind
for noget og er „til overmål“ mindre interesseret i
alting, end de burde.
De „tror nok“, men „ved ikke“, og i deres tvivlrådig-
hed tilføjer de altid et „vel nok“ eller „kan være“
og siger alting på den måde, aldrig noget med
bestemthed.
Og de er ondskabsfulde; ondskabsfuldhed består
nemlig i at anskue alting fra dets dårligste side. Og
de er desuden mistroiske af manglende tiltro til
deres medmennesker, og deres manglende tiltro
skyldes erfaringen.
Af samme grund hverken elsker eller hader de fuldt
ud, men i overensstemmelse med Bias’ råd elsker
de, som skulle de komme til at hade, og hader, som
skulle de komme til at elske.
Og de er smålige, fordi de er blevet ydmyget af
livet; for de begærer intet stort eller usædvanligt,
men kun hvad der er nødvendigt for at leve.
Og de er påholdende, for det er en af livets
fornødenheder at eje noget, og hvor svært det
er at erhverve noget, og hvor let at sætte det
over styr.
Og de er bange af sig og tilbøjelige til altid at tage
frygten på forskud; deres måde at være på er nem-
lig stik modsat de unges. De er nedkølede, hvor de
unge er varme. Alderen har faktisk banet vejen for
frygtsomheden; thi frygt er en slags nedkøling.