Betænkning 728 om anholdelse og varetægt - 1974 - Krim

7
I. Indledning.
Kapitel 1.
Historisk overblik og kritik af gældende praksis.
Varetægtsfængsling er den ældste kendte
form for frihedsberøvelse i strafferetsplejen.
Oprindelig anvendtes frihedsberøvelse kun
indtil sagens pådømmelse. Derefter afløstes
varetægten af den endelige straf, der kunne
være livs- eller legemsstraf eller en bøde.
Først fra omkring år 1600 begyndte man i
Danmark i noget videre omfang at anvende
fængsel eller anden frihedsberøvelse som
straf, oprindeligt især vendt mod betlere og
vagabonder.
Så længe strafferetsplejen byggede på den
i landskabslovene beskrevne procesordning,
hvor gennemførelsen af straffesagen i de fleste
tilfælde var overladt til den forurettedes
private initiativ eller til en husbond eller
herremand, der varetog hans interesser, var
anvendelsen af varetægtsfængsel af beskedent
omfang. Med den gradvise indførelse
af inkvisitionsprincippet fra slutningen af
det 18. århundrede, hvor ledelsen og initiativet
i straffesager i stadig højere grad blev
lagt over på undersøgelsesdommeren, og
hvor efterforskningens og forundersøgelsens
formål var at fremskaffe en tilståelse, blev
varetægtsfængsling mere udbredt. Med forordningen
af 13. oktober 1819 var den danske
strafferetspleje i det væsentlige omdannet
til en inkvisitorisk procesform. Dette indebar
betydelige fordele i form af en effektivisering
af forfølgningen af lovovertrædelser
og dermed en forbedret retsbeskyttelse
af befolkningen mod lovovertrædere. På den
anden side medførte den nye ordning, hvor
dommeren var både undersøgelsesleder — der
bl. a. udøvede det stort set diskretionære
skøn over, hvorvidt sigtede burde varetægtsfængsles
-, anklager og den, der varetog sigtedes
interesser, en sådan ukontrolleret magt-
koncentration hos dommeren, at den sigtedes
retsbeskyttelse mod overgreb var utilstrækkelig.
Ved Juni-grundloven af 1849, der
indførte domstolenes principielle uafhængighed,
bestemtes i § 74, at den »dømmende
Magts Udøvelse kan kun ordnes ved Lov«,
og i § 76, at »Retsplejen bliver at adskille
fra Forvaltningen efter de Regler, der fastsættes
ved Lov.« Det tog som bekendt mange
år at gennemføre grundlovens løftebestemmelser
om retsplejen, og den inkvisitoriske
procesform gav også i årene efter 1849
anledning til mange og lange varetægtsfængslinger,
da varetægt var et velegnet middel til
at motivere sigtede til at fremkomme med
den afgørende tilståelse. Dette førte til kritik,
især efter at det i forbindelse med nogle
retssager (f.eks. UfR 1886-924 H, Fejø-sagen)
havde vist sig, at der havde fundet urimelig
anvendelse af varetægtsfængsling sted.
Denne kritik fandt bl. a. udtryk i den 3. proceslovkommissions
beretning fra 1901, hvori
det s. 419 siges, at »det omfang, hvori varetægtsfængslet
nu for tiden ofte anvendes,
har som vel bekendt mere end noget andet
i den bestående ordning af strafferetsplejen
været genstand for angreb«. Samme år blev
den udbredte anvendelse af varetægt kritiseret
på et årsmøde i Dansk Kriminalistforening
(Forhandlingerne på 2. årsmøde, 1901,
s. 79 ff).
Ved retsplejeloven, der trådte i kraft den
1. oktober 1919, gennemførtes en omfattende
reform af varetægtsinstituttet med det udtalte
formål væsentligt at begrænse anvendelsen
af varetægtsfængsel. Reformen indeholdt
navnlig fire ændringer: 1) Varetægt
med henblik på tilvejebringelse af tilståelse
skulle bringes til ophør, og der blev i loven