Én folkekirke – men tæt på - Kirkeministeriet

Én folkekirke - men tæt på 25
Kompetenceforholdene samt fordele og ulemper ved, at alle udgifter deles
mellem de lokale kasser og staten er illustreret i tabel 9.
Tabel 9 Alle udgifter fordeles mellem lokale kasser og staten
Hvem bestemmer? Folketinget fastsætter det samlede omfang af statens
tilskud til folkekirken.
Folketinget fastsætter bevillinger til de udgiftsområder,
som skal finansieres af staten over finansloven.
Menighedsråd og provstiudvalg bestemmer omfanget og
prioriteringen af de udgiftsområder, som skal finansieres
af de lokale kasser.
Fordele Friere anvendelse af pengene - herunder mulighed for
lokale beslutninger om opprioritering af den præstelige
betjening.
Finanslovens styring af antallet af præstestillinger
bortfalder.
Ulemper Tættere statslig styring af de udgiftsområder, som
overflyttes fra fællesfonden til statslig finansiering.
Lovbestemt statstilskud til kirkerestaureringer bortfalder.
Økonomisk svage områder kan risikere mindre præstelig
betjening end under den nuværende ordning.
Den omfattende udligning, som er indbygget i nuværende
ordning, bortfalder.
2.5. Fællesfonden skal kun finansiere præsteløn
og uddannelser
(Præsteforeningens model)
Modellen har til formål at sikre, at midlerne til præsteløn ikke risikerer at blive
nedprioriteret i forhold til andre opgaver, som ønskes varetaget centralt
”Præsteembedernes Fællesfond” – nu fællesfonden – blev oprindeligt
oprettet for at sikre lønmidler til folkekirkens præster.
Den danske Præsteforening har foreslået, at dette fortsat bør være fondens
centrale opgave. Præsteforeningen foreslår derfor, at fællesfonden alene skal
finansieres præstelønninger, pensioner samt de folkekirkelige
uddannelsesinstitutioner.
Efter forslaget skal de øvrige opgaver, som i dag finansieres af fællesfonden
– eller som man i fremtiden ønsker at finansiere centralt – finansieres af en
ny kasse. Det drejer sig f.eks. om udgifter til stiftsadministrationerne, IT,
forsikringer, udligning m.v.