Diakoniimpuls #1 - Diakonhøjskolen

Diakoni 

Nr.1 Marts 2009 

impuls 

Videncenter for 

Diakoni og Pædagogik 

Videncenter for Diakoni og Pædagogik 

barsler et nyt tidsskrift - Diakoniimpuls. 

Formålet med Diakoniimpuls er at formidle 

diakonalt-pædagogisk viden fra ind- og udlandet 

til den pædagogiske praksis og uddannelsesverden. 

Diakonhøjskolen i Århus etablerede i foråret 

2008 et Videncenter for Diakoni og Pædagogik. 

I den forbindelse blev der holdt en 

række foredrag og taler. De to hovedforedrag 

stod lektor Johannes Nissen fra Aarhus 

Universitet og Professor Heinz Schmidt fra 

Heidelberg Universitet for. 

Til dette nummer af Diakoniimpuls har Johannes 

Nissen forfattet en mindre artikel 

med udgangspunkt i bl.a. det foredrag, han 

holdt på Diakonhøjskolen. Heinz Schmidts 

foredrag er omtalt i form af et kort resumé. 

Både Nissen og Schmidt er aktive medlemmer 

i det europæiske forskningsnetværk 

om diakoni. Netværket er præsenteret an- 

detsteds i dette tidsskrift, ligesom der gives 

et overblik over de aktiviteter med udgangspunkt 

i Eurodiaconia, der har relevans 

for det diakonale arbejde og diakonuddannelsen. 

Der er tre andre bidrag i dette tidskrift – ét 

handler om diakonifaglig supervision i det 

pædagogiske og diakonale arbejde ved supervisor 

og underviser Lisbeth Andreassen. 

Det andet bidrag beskæftiger sig med 

K.E.Løgstrups diakonisyn og er forfattet 

af 

uddannelsesleder Ullrich Zeitler. Sidstnævnte 

er også forfatter af et bidrag om 

diakoni og bæredygtighed og socialdiakonens 

professionalitet. 

Side 1 – Diakoniimpuls – Videncenter for Diakoni og Pædagogik – Diakonhøjskolen i Århus

Sekretariat 

Videncenter for 

Diakoni og Pædagogik 

Diakonhøjskolen i Århus 

Lyseng Allé 15, DK 8270 Højbjerg 

Tlf. 86 27 41 22 

Hjemmeside 

www.diakonhoj skolen.dk/videncenter 

Kontakt 

Forstander 

Jens Maibom Pedersen 

jmp@diakonhojskolen.dk eller 

uddannelsesleder Ullrich Zeitler 

umz@diakonhojskolen.dk 

Redaktion 

Lisbeth Andreassen 

Bodil Lodberg 

Jens Maibom Pedersen 

Ullrich Zeitler (ansv.) 

Baggrundsgruppe 

Lars Bundgaard, Jysk Børneforsorg; Lis 

Salbøg Birkelund, Danmarks Pædagogiske 

Universitetsskole; Arne Bak, Diakonhøjskolens 

bestyrelse; Lene Wagner, Professionshøjskolen 

VIA; Johannes Nissen, Aarhus 

Universitet; samt repræsentanter fra Blå 

Kors, Kirkens Korshær m.fl. 

Manuskripter 

Alle er velkomne til at fremsende manu- 

skripter til tidsskriftet. 

Manuskripterne sendes til sekretariatet. 

Deadline er 1. januar og 1. august. 

Oplæg 

Tidsskriftet 

publiceres elektronisk og i et 

begrænset antal trykte eksemplarer – efter 

behov. Trykte eksemplarer tilsendes efter 

forespørgsel. Tidsskriftet er gratis. 

ISSN: 

1903-7171 

Nr.1 marts 

2009 

Indhold 

Diakonien 

mellem omsorg og 

behandling 

Johannes Nissen 

Diakonifaglig supervision 

Lisbeth Andreassen 

Diakoni og bæredygtighed 

Ullrich Zeitler 

Empowermentpædagogik 

Heinz Schmidt 

Løgstrup og diakonien 

Ullrich Zeitler 

Eurodiaconia og det europæiske dia- 

konale netværk 

Videncenter 

for Diakoni og 

Pædagogik 


Diakonien mellem omsorg og 

behandling 

Af Johannes Nissen, lektor, Aarhus Universitet 

Inden for diakonien spiller begreberne omsorg, 

hjælp og tjeneste en central rolle. I 

det følgende rettes opmærksomheden mod 

omsorgsbegrebet. Artiklen bygger især på 

bogen Diakoni og menneskesyn, hvor dette 

begreb indgår i forskellige sammenhænge. 

I bogen drøftes også andre aspekter, som 

ikke vil blive taget op, bl.a. human omsorgsetik 

i relation til kristen omsorgsetik 

samt omsorg og køn (evt. nærmere herom i 

Nissen 2008, 42-46 og 184-187). I artiklen 

inddrages dog andre, nye aspekter. 

Afklaring af omsorgsbegrebet 

Almindeligvis bruger vi begreberne ”omsorg” 

og ”hjælp” uden større forskel. De to 

ord kan dog give forskellige associationer. 

Det ser således ud til, at de ikke bruges 

helt på samme måde i den offentlige debat. 

Ordet ”omsorg” indgår ofte i den socialpolitiske 

drøftelse, mens ordet ”hjælp” især 

synes anvendt i det kristeligt sociale arbejde 

(jf. ”nødhjælp”). 

Da omsorgsbegrebet ofte bliver anvendt på 

en udifferentieret måde foreslår Kari Wærness, 

at man sondrer mellem tre typer af 

omsorg (Wærness 1999, 51): 

1. Omsorgsarbejde knyttet til vækst eller 

resultater. Resultaterne kan frembringes 

på kortere eller længere sigt. Typiske 

omsorgsrelationer er forholdet mellem 

lærer og elev, mellem børnehavepersonale 

og barn, og i nogle tilfælde mellem 

psykiater/psykolog/socialrådgiver og klient. 

2. Omsorgsarbejde knyttet til vedligeholdelse 

eller stilstand. Her vil omsorgsarbejde 

ikke føre til, at modtageren bliver 

selvhjulpen eller uafhængig, men vil have 

som mål at opretholde et vist funktionsniveau 

og/eller undgå forværring. 

Typisk for denne type omsorgsarbejde er 

institutioner for kronisk syge og funktionshæmmede. 

3. Omsorgsarbejde knyttet til situationer 

præget af tilbagegang. Den mest typiske 

omsorgsrelation i denne kategori er omsorgen 

for døende mennesker. Til forskel 

fra kategori 2 vil udøveren af omsorg 

være klar over, at processen – der i sig 

selv kan være positiv – ender negativt, 

idet døden er uigenkaldelig. 

Efter Wærness’ mening kan denne inddeling 

bidrage til at give mere struktur og nøgternhed 

til socialpolitiske omsorgsdiskussioner, 

som ellers kan være både diffuse og 

velmenende. Det gælder ikke mindst inden 

for ældreomsorgen, som hun selv i særlig 

grad har arbejdet med. 

Et andet begreb, som Wærness fremhæver, 

er begrebet omsorgsrationalitet. Hun henviser 

bl.a. til diskussionen om hjemmehjælpernes 

arbejde. Her oplevede hun i debatten, 

at det forhold, at hjemmehjælperne 

udførte mere arbejde til gavn for klienterne, 

end de var betalt for, blev tolket sådan, at 

de var ”irrationelle” eller nærmest ”dumme” 

(1999, 53). Imidlertid findes der flere måder 

at være rationel på. Omsorgsrationalitet 

indebærer, at personligt kendskab og en vis 

evne til indlevelse i den enkeltes situation 

er vigtige forudsætninger for god omsorg. 

På den anden side betyder omsorgsrationalitet, 

at fagkundskab og færdigheder er af 

betydning for at mestre den angst, som 

ofte opstår i mødet med mennesker, der 

har stærkt behov for hjælp (1999, 56). Det 

afgørende ved omsorgsrationaliteten er, at 

det rationelle ikke må udelukke følelser, 

men tværtimod omfatte disse, også for at 

handlinger skal kunne betragtes som rationelle. 

Omsorgsarbejdet er ikke rationelt, 

hvis hjertet ikke bruges i arbejdet. 


Den professionelle omsorgsgiver står i et 

dilemma. På den ene side kan det i den 

terapeutiske relation mellem fagperson og 

patient eller klient være et problem med for 

stor følsomhed og manglende professionel 

distance. På den anden side kan professionel 

dygtighed uden følsomhed være et problem. 

En institution med professionel kompetence 

eller et kommunalt eller kristeligt 

”hjem” kan ikke vanskeligt erstatte den 

nærhed og varme, som normalt omgiver os 

blandt vore allernærmeste (Foss 2005, 82- 

83). 

Omsorgens tvetydighed 

Der er magt involveret i enhver relation 

mellem mennesker; det gælder også alle 

former for omsorg og hjælp. Den, der hjælper, 

har en stor magt, som kan udtrykkes 

på mange måder. Andre mennesker er afhængige 

af den pågældende, og derfor må 

han eller hun være klar over sin magt og 

bruge den rigtigt. I kristne kredse er der 

ganske vist en tradition for, at magt og 

magtudøvelse er det modsatte af hjælp og 

omsorg. Og en del kristeligt socialt arbejde 

bygger på idéen om den magtfrie hjælp. Vi 

prøver at sige til os selv, at vi er afmægtige 

(”unyttige”) tjenere. Men denne kristne 

ydmyghed kan på længere sigt være farlig, 

fordi vi ikke passer på det misbrug af magten, 

der ligger lige for – specielt når vi ikke 

vil være ved det (Nissen 2008, 209-210). 

Derfor bør enhver form for omsorg og 

hjælp føre til, at man deler ud af sin egen 

magt til det andet menneske, så den pågældende 

oplever en større selvstændighed 

og frihed midt i elendigheden. Den hjælpende 

magt bør med andre ord være en 

befriende magt (Lenau Henriksen 1992, 46- 

48; Nissen 2008, 218). 

Grundlæggende skal enhver hjælp være 

hjælp til selvhjælp i så stor udstrækning, 

det overhovedet er muligt (Lenau Henriksen 

1992, 40). Målet er ikke, at vi binder mennesker 

til os, men selvstændiggør dem, 

giver dem selvtillid og opmuntrer dem til at 

komme videre, så de udvikler sig. Menne- 

sker må hjælpes frem til i højere grad at 

finde sig selv. Jo tungere et menneskes 

problemfyldte liv er, desto mere vil det indirekte 

give hjælperen magt og styrke. Vi må 

hjælpe mennesker til selv at påtage sig 

ansvaret for egne beslutninger og ikke tage 

dem på deres vegne. Vi skal pege på valgmulighederne, 

men samtidig understrege at 

beslutningerne er deres egne. 

I den forbindelse er det naturligt at nævne 

begrebet egenomsorg, der er blevet et vigtigt 

slagord i den sundheds- og socialpolitiske 

debat. Målet er, at man selv tager vare 

på sit eget liv. Men udtrykket ”egenomsorg” 

er ikke uproblematisk, da det er med til at 

udvande begrebet ”omsorg”. Mens omsorg 

nemlig er et relationelt begreb og kræver, 

at man ”glemmer sig selv”, er egenomsorg 

baseret på, at man koncentrerer sig om sit 

eget helbred og sit eget velbefindende. I 

øvrigt kan der opstå en konflikt mellem 

ønsket om at yde omsorg for andre og sørge 

for egenomsorg (Wærness 1999, 53). 

I den forbindelse er det naturligt at nævne 

selvhjælpsgrupper og livsmodsgrupper. 

Her samles mennesker, der er ramt af 

samme nød og ulykke. Det kan være skilsmisse, 

savnet af en afdød ægtefælle, alkoholproblemer 

osv. Hjælperen er igangsætter 

og sørger for, at gruppen samles og 

hjælper samtalen i gang, men trækker sig i 

øvrigt tilbage fra gruppen så hurtigt som 

muligt. Tanken er, at gruppens medlemmer 

selv har nogle erfaringer og (positive) ressourcer, 

som de i fællesskab kan få frem, 

så den enkeltes selvværd bliver styrket. 

Et grundlæggende spørgsmål er, om omsorgens 

mål er at overflødiggøre sig selv og 

skabe den uafhængige fuldt ud autonome 

person. Ikke mindst i vores individualistiske 

tid synes svaret at være ja. Uafhængighed 

af andre – og i den forstand af omsorg – 

betragtes som et ideal voksentilværelsen 

stiler imod. Imidlertid påpeger Arne J. Vetlesen 

(2001, 37) med rette, at det at være 

menneske fundamentalt set indebærer, at 

man fra fødsel til død befinder sig i afhæn- 


gighed af andre og dermed i afhængighed 

af omsorg. 

Omsorgens mål 

Et vigtigt spørgsmål drejer sig om omsorgens 

mål. ”Mål” kan forstås på to måder. 

For det første kan man tænke på målsætningen: 

Hvilke resultater vil man gerne opnå 

med sit arbejde? For det andet kan man 

tænke på målgruppen. Hvem er omsorgen 

rettet imod? Hvordan skal man prioritere de 

forskellige grupper af udsatte personer? I et 

samfund præget af ønsket om vækst og 

resultater vil der let opstå en konflikt mellem 

de to ”mål”. 

To eksempler kan belyse denne problemstilling. 

Det første er knyttet til nogle overvejelser 

over begreberne målrationalitet og 

værdirationalitet (Nissen 2008, 141-144). 

Målrationalitet betyder, at man stræber 

efter at anvende de mest effektive midler 

for at opnå et bestemt mål. En værdirationalitet 

er ikke rationel, fordi den fører frem 

til et bestemt mål, men fordi den bekræfter 

eller befæster en værdi. Man kan således 

sige, at en målrationel handling viser sig 

ved, at handlingen fungerer som et middel 

til at opnå et mål, mens en værdirationel 

handling kendetegnes ved, at handlingen 

også er et mål i sig selv (Ekstrand 2001, 

117). 

Spørgsmålet er nu, hvordan de to former 

for handling gør sig gældende i det diakonale 

arbejde? Et målrationelt diakonalt arbejde 

vil være resultatorienteret. Ud fra 

selve definitionen af diakoni er målet at 

lindre og afhjælpe så meget af menneskers 

nød som muligt på så god en måde som 

muligt. Et målrationelt arbejde forudsætter 

høj professionalitet af medarbejderne – 

både ansatte og frivillige. Som eksempel 

kan nævnes arbejdet med misbrugere. Motivet 

– som må skelnes fra målet – er 

evangeliets budskab om kærlighed. Ud fra 

et sådant motiv vil man hjælpe så mange 

som muligt ud af misbruget og tilbage til et 

socialt stabilt samfundsliv. Arbejdet skal 

være så effektivt som muligt, og derfor til- 

stræber man en så stor professionalitet 

som muligt blandt medarbejderne. Og når 

man rekrutterer nye medarbejdere, vil professionel 

kompetence veje tungt. 

Et værdirationelt diakonalt arbejde vil sigte 

på, at den diakonale handling er en værdi i 

sig selv. Hensigten er ikke at opnå et mål, 

som kan beregnes i tal, men at udtrykke en 

værdi gennem bestemte handlinger. Værdien 

består i, at hvert enkelt individ er enestående, 

fordi det er skabt i Guds billede. 

Kriteriet på et godt (vellykket) diakonalt 

arbejde er i dette tilfælde ikke, at det lykkes 

at afhjælpe så meget nød som muligt, 

men at det udtrykker et kristent kærligheds- 

og omsorgsideal. I forhold til eksemplet 

med misbrugere drejer det sig altså om 

at bekræfte disse menneskers enestående 

værdi. I stedet for et avanceret misbrugsprogram 

kunne man vælge at skabe et miljø, 

f.eks. et værested, hvor tunge misbrugere 

kan få lov at være sig selv, og hvor de 

kan få mad, uden at man stiller krav om 

modpræstationer osv. Kriteriet på et vellykket 

arbejde bliver da ikke, hvor mange det 

lykkes at hjælpe, men snarere om man er i 

stand til at afspejle og formidle et kristent 

menneskesyn og en kristen etik. 

Når en diakonal organisation skal finde sin 

plads i velfærdssamfundet, kan det være 

vanskeligt at afveje de to hensyn. Ud fra et 

målrationelt diakonalt arbejde er det oplagt 

at skabe resultater, der kan måles. Omvendt 

kan et værdirationelt arbejde føre til 

en mere kritisk holdning til samfundets 

vægtlægning på resultater. Her ses kirken 

ikke i første række som producent af velfærdsydelser, 

men mere som en kritisk profet, 

der gennem sin diakonale handling peger 

på nogle centrale værdier såsom alle 

menneskers unikke værdi, barmhjertighed 

og solidaritet. I denne model får kirkens 

organiserede diakonale arbejde den funktion 

at være et tegn på barmhjertighed som 

en grundlæggende værdi (Ekstrand 2001, 

124). 

Det andet eksempel er hjemmehjælperen, 

der kommer på besøg hos en kræftsyg 


kvinde. Hjælperen er forpligtet på en bestemt 

en serviceydelse og må ikke påtage 

sig andre opgaver, selv om kvinden måske i 

den givne situation har mere brug for det. 

Konfronteret med en sådan ”stregkodeomsorg” 

må de diakonale organisationer 

kritisk spørge, hvordan de kan bevare deres 

kristne værdigrundlag på et marked, der er 

mere optaget af muligheder for sammenlignelighed 

og pris på produktet end på værdier. 

Det kan kun ske, hvis ”omsorgsgiveren 

har modet til at være nærværende i 

situationen og møde den anden der, hvor 

den anden er, i stedet for blot at give den 

hjælp man har besluttet på forhånd vedkommende 

skal have” (Sløk & la Cour 

2005, 30; min kursivering). 

Omsorg og omklamring 

I enhver omsorgsrelation ligger, at én, som 

er stærk og har ressourcer, tager sig af én, 

der står i en svag position. Omsorgen består 

i at hjælpe det svage og truede liv 

frem. Alle mennesker har i perioder brug 

for omsorg fra andre – bl.a. når de er syge 

eller ramt af sorg. Men omsorgen kan være 

farlig, hvis den ikke ser det som sin fornemste 

opgave at overflødiggøre sig selv. 

Den gode omsorg vil altid sætte den anden 

fri til at klare sig selv, hvis det er muligt. 

Uhelbredelige sygdomme fordrer omsorg på 

livstid, men det normale må være, at vi 

hjælper hinanden en tid, hvorefter den anden 

kan klare sig selv. Den gode omsorg 

frigør den anden. 

Det forholder sig anderledes med den omklamrende 

omsorg, hvor man fastholder 

den anden i et aldrig afsluttet afhængighedsforhold, 

som ikke sætter fri, men 

tværtimod gør den pågældende endnu mere 

afhængig af en. Den omklamrende omsorg 

kendes på, at den kræver gengæld i 

form af taknemlighed eller andre ydelser. 

Selv om vi skal hjælpe hinanden, kan og 

skal vi ikke tage hinandens beslutninger og 

gennemleve hinandens kriser. Men i mange 

af livets situationer kan vi være jordemødre 

for hinanden. Vi kan med vores professio- 

nelle viden og faglige kunnen og/eller kærlighed, 

interesse og forståelse støtte og 

hjælpe hinanden til at gennemleve en krise, 

hjælpe med at forløse en smerte, en idé, en 

erkendelse. Når vi finder ud af leve med 

hinanden og ikke (kun) for hinanden, er der 

måske håb om, at vi kan holde op med at 

forvente, at andre skal leve vores liv for os. 

Omsorg og behandling 

I nutidigt socialt arbejde er omsorgen oftest 

forbundet med behandling. Fra samfundets 

side ligger der en naturlig forventning om 

at få noget for pengene. Omsorgsarbejdet 

bliver resultatorienteret (jf. målrationaliteten). 

Men det kan få uheldige konsekvenser 

– ikke mindst i forbindelse med sorgarbejde. 

Kravet om resultater betyder, at 

samfundet vil have os tilbage til det ”normale”. 

Imidlertid er sorgen ikke bare et 

problem, der skal løses (”behandles”), men 

også en byrde, der skal bæres (omsorg og 

pleje). Inden for sygeplejen er der i de sidste 

årtier sket en udvikling, så man i stigende 

grad er gået fra behandling til pleje, 

fra produktion af sundhed til sansning af 

den syge, fra udeltagende observation til 

skæbnefællesskab. Samtidig hermed er der 

blevet større fokus på begrebet ”åndelig 

omsorg”. Åndelig omsorg er at møde mennesker 

i deres eksistens, i dyb nød eller i 

glæden (Overgaard 2003, 15). 

Spørgsmålet om omsorg og/eller behandling 

er også noget, der til stadighed optager 

de diakonale organisationer. Fælles for dem 

alle er understregningen af, at hvert enkelt 

menneske er skabt i Guds billede, og som 

sådan har det en umistelig værdi, der må 

respekteres. Men hvordan kan det bedst 

udmøntes i det konkrete arbejde? Skal man 

først og fremmest yde omsorg, eller skal 

man også - foruden omsorgen – pege på 

eller ligefrem fremhæve muligheden for 

behandling? Det spørgsmål besvares forskelligt 

af organisationerne, og det hænger 

til dels sammen med forskellige diakonisyn 

(Nissen 2008, 292-294). 


Den første mulighed er at lægge afgørende 

vægt på omsorgsaspektet. Som eksempel 

kan henvises til Kirkens Korshærs arbejde, 

der udtrykker det, man kalde for den accepterende 

diakoni. I store annoncer hedder 

det bl.a.: ”Det vanskeligste er: ikke at 

komme med gode forslag, ikke at ville motivere 

til behandling eller ændret livsførelse, 

ikke at tilbyde hjælp til at ordne forholdene 

på socialkontoret, men at acceptere den 

måde, han har valgt at leve sit liv på.” I 

annoncen pointeres betydningen af omsorg, 

varme og nærhed (jf. hæftet af samme 

navn). Endvidere hedder det: ”Livskvalitet 

er ikke en fast størrelse, som man kan måle 

det enkelte menneske med, livskvalitet opleves 

og besluttes af hvert enkelt menneske”, 

eller som Bjarne Lenau Henriksen har 

sagt det (1992, 145): ”Mennesket er sit 

eget livs livskvalitetsekspert”. Dermed afvises 

ikke behandling, men behandling kommer 

først på tale, hvis der spørges efter 

hjælp til at komme i behandling. 

Den anden mulighed understreger i højere 

grad betydningen af behandling og forandring. 

Dermed er ikke sagt, at omsorgsaspektet 

er uden betydning – tværtimod 

tillægges det stor vægt. Spørgsmålet er 

imidlertid, om den diakonale organisation 

først og fremmest skal etablere væresteder 

(varmestuer, sociale cafeer etc.), 

eller om den skal gå videre og etablere ”gøre-steder”. 

Ofte vil behandlingen have form 

af en terapeutisk orienterede arbejdsmetode. 

Lederen af Kofoeds Skole, Jens Aage Bjørkøe, 

gør gældende, at der findes en tredje 

vej mellem omsorg og behandling, nemlig 

en pædagogisk metode, som bygger på 

kravet om aktivitet og ”hjælp til selvhjælp”. 

Mens den tilbudsorienterede institution (jf. 

første mulighed) har sin styrke i at kunne 

modtage enhver uden nogen form for betingelser, 

og derfor især henvender sig til 

mennesker, der ganske mangler motivation 

og er langtvarigt eller kronisk belastede, 

har den kravorienterede institution sin styrke 

i den pædagogiske udfordring, som mø- 

der det enkelte menneske med forventning 

og respekt, der i sig selv indeholder en udviklings- 

og vækstdimension. Det er afgørende, 

at kravniveauet er nøje tilpasset til 

den enkeltes muligheder og ressourcer 

(Bjørkøe 2008, 358). 

Iflg. denne opfattelse er de omsorgsprægede 

opgaver ikke uden betydning, men Kofoeds 

Skole vil noget mere, og dette mere 

ligger i selve begrebet ”skole”. Det betyder, 

at de, som kommer her, hverken er brugere, 

klienter eller patienter, men elever. Udover 

at være et behandlings- og værested 

er skolen også – og først og fremmest - et 

lærested. Den er et sted, der giver mulighed 

for at lære både gennem håndens og 

åndens arbejde (Bjørkøe 1991, 22-23). 

Kernen og hemmeligheden i socialt arbejde 

er den menneskelige faktor. Alle har ressourcer, 

og vejen går fra hjertet (Bjørkøe 

2008). 

Menigheden som omsorgsfællesskab 

Spørgsmålet om omsorg eller behandling er 

også et dilemma for menigheden som sådan. 

I det diakonale arbejde på det lokale 

menighedsplan er der brug for både væresteder 

og og gøre-steder (dvs. fællesskaber, 

hvor mennesker gør noget sammen). 

Derimod ville det være problematisk, hvis 

den kristne menighed blev opfattet som en 

slags behandlersamfund. I menigheden 

drejer det sig ikke om at be-handle andre, 

heller ikke om at handle for andre, men 

snarere om at handle sammen med andre 

(Nissen 2008, 221-222). Menighedens fællesskab 

må være både væredygtigt og bæredygtigt 

- svarende til den karakteristik, 

lederen af Kristeligt Studenter Settlement, 

Johannes Bertelsen, giver af det frivillige 

sociale arbejde. Hovedopgaven er her at 

skabe fællesskaber, som både er væredygtige 

og bæredygtige. Væredygtighed vil 

sige, at man som person indgår i nogle sociale, 

produktive eller åndelige sammenhænge, 

som gør, at man kan give sig selv 

betydning og mening dér, hvor man nu er 

placeret. Bæredygtighed vil sige, at man 

personlig er med til at gå ind og tage an- 


svaret for udviklingen af fællesskabet og af 

det fremtidige samfund. (Gengivet efter 

Clausen 1998, 183). 

Kirken må med andre ord undgå at dele 

sine medlemmer op i behandlere og patienter/klienter. 

Kirken bør snarere opfattes 

som en patient, der selv har brug for hjælp 

og helbredelse; et sted, hvor alle medlemmer 

har behov for hjælp. Alle behøver 

hjælp, og alle er i stand til at hjælpe (Bach 

2006). Dette synspunkt er fremført af Ulrich 

Bach, præst og diakoniforsker, der selv på 

egen krop har oplevet, hvad det vil sige at 

have behov for hjælp, da han er fysisk handicappet 

og derfor kørestolsbruger. Tilsvarende 

understreger Jürgen Moltmann, at 

der dybest set ikke er nogen forskel mellem 

”raske” og ”syge”, mellem ”sunde” og 

”handicappede”. For ethvert menneskeliv er 

begrænset, sårbart og svagt. Når vi bliver 

født, har vi brug for hjælp, og når vi dør, er 

vi hjælpeløse. Så strengt taget gives der 

ikke noget liv, som ikke er handicappet. Det 

er kun de dygtiges og ”dueliges” sundhedsideal, 

der klassificerer en del af menneskeheden 

som ”handicappet” (Moltmann 1984, 

59). 

Mange vil givetvis anføre, at det, der ideelt 

set gælder menigheden – at den aldrig kan 

være et behandlersamfund, et ”terapeutisk 

fællesskab” – ikke lader sig gennemføre 

fuldt ud i forbindelse med diakonale institutioner. 

Uanset hvor energisk man bekæmper 

behandler-ideologien, vil der altid være 

et vist mål af behandling til stede. Det er 

rigtigt, men institutionens mål må hele tiden 

være at gøre arbejdet så personligt 

som muligt, således at det er institutionen, 

der tjener personen, og ikke personen, der 

blot skal tilpasse sig institutionen (Turre 

1991, 76). 

Afdække – lindre - forandre 

Det diakonale arbejde sigter ikke kun mod 

en forandring af det enkelte menneske, 

men også mod en forandring af livsvilkårene 

og det omgivne samfund. Visionen må 

være, at mennesker erfarer respekt, ret- 

færdighed og omsorg. Med inspiration fra 

Kirkens Bymisjon i Oslo kan man sige, at 

diakonien har en tredobbelt opgave, som 

kan sammenfattes i ordene: ”afdække”, 

”lindre” og ”forandre”. Opgaven er både at 

afdække nødens årsager, lindre smerte og 

arbejde for en bedre og mere retfærdig 

hverdag i (storby)samfundet. 

Mennesker længes, drømmer og håber – på 

nærvær og et sted at høre til. Gud har 

skabt mennesket med mulighed for oprejsning 

og nyt liv, uanset hvad det har oplevet 

af lidelse, fornedrelse og ondskab. Diakonien 

må være et sted, hvor længslen, drømmen 

og håbet får næring – i åbenhed mod 

Gud og gennem fællesskabet mellem mennesker. 

Litteratur 

Bach, U. ”Die diakonische Kirche als Freiraum 

für uns alle”, V. Hermann & M. 

Horstmann (hrsg.), Studienbuch Diakonik, 

Bd 1: Biblische, historische und theologische 

Zugänge zur Diakonik, Neukirchen 

2006, 298-323. 

Bjørkøe, J. Aa. En plads til os alle, København 

1991. 

Bjørkøe, J. Aa. Vejen fra hjertet, København 

2008. 

Clausen, E. Ildsjæle: et forsvar for de frivillige 

hjælpere og en kritik af Statens greb 

om folkelighed, København 1998. 

Ekstrand, T. ”Diakoniens rationalitet”, T. 

Ekstrand (red.), Diakoni och samhälle, Uppsala 

2001, 114-128. 

Foss, Ø. Omsorgsetikk. Søkelys på omsorgens 

motivasjon, Oslo 2005. 

Lenau Henriksen, B. Livskvalitet, København 

1992. 

Moltmann, J. Diakonie im Horizont des Reiches 

Gottes, Neukirchen 1984. 

Nissen, J. Diakoni og menneskesyn, København 

2008. 


Omsorg, varme og nærhed. Hæfte udgivet 

af Kirkens Korshær (uden år). 

Overgaard, A. E. Åndelig omsorg – en lærebog. 

Kari Martinsen, Katie Eriksson og 

Joyce Travelbee i nyt lys, København 2003. 

Sløk, C. & A. la Cour, ”Modets nærvær. Diakonale 

organisationers særlige omsorgsprofil 

på det nye marked for velfærd”, Social 

Kritik 99 (2005), 28-41. 

Turre, R. Diakonik. Grundlegung und 

Gestaltung der Diakonie, Neukirchen-Vluyn 

1991. 

Vetlesen, A. J. ”Omsorg – mellom avhengighet 

og autonomi”, K.W. Ruyter & A.J. 

Vetlesen (red), 

Omsorgens tvetydighet – egenart, historie 

og praksis, Oslo 2001, 27-40. 

Wærness, K. ”Omsorg, omsorgsarbeid og 

omsorgsrasjonalitet – refleksjoner over en 

sosialpolitisk diskurs”, K. Thorsen og K. 

Wærness (red.), Bliver omsorgen borte? 

Eldreomsorgens hverdag i den senmoderne 

velferdsstaten, Oslo 1999, 49-62. 

Lektor Johannes Nissen, fotograferet i forbindelse 

med en konference i Oslo i 2008. 


Af Lisbeth Andreassen, psykoterapeut, supervisor og underviser, Diakonhøjskolen i 

Århus 

Denne artikel omhandler den særlige mulighed 

som nyuddannede diakoner får tilbudt 

ved endt uddannelse på Diakonhøjskolen; 

diakonifaglig supervision. Artiklen vil 

redegøre for, hvad diakonifaglig supervision 

er, og hvordan den anvendes i praksis. 

Supervision 

Supervision – som i Gyldendals røde ordbog 

oversættes til opsyn, kontrol, tilsyn – kom 

til Danmark i 1950’erne fra USA. I mange 

år var socialrådgiverne en af de eneste faggrupper 

her i landet, der brugte supervisi- 

on. Siden da har andre faggrupper inden for 

sundhedsområdet som sosu-assistenter, 

terapeuter, pædagoger og psykologer taget 

metoden til sig. 

Supervision er en faglig metode til integration 

af faglighed og personlighed. Arbejdet 

indenfor sundhedsområdet som pædagog, 

sosu-assistent, terapeut el. lign. baserer sig 

på en evne til at anvende faglige forudsætninger 

i et konstruktivt samspil med personlige 

egenskaber. Vanskeligheder ved at 

udføre arbejdet vil kunne afspejle faglige 

såvel som personlige begrænsninger hos 


fagpersonen. (Bang, 2006)Supervision 

hjælper med at håndtere de mangfoldige 

problemstillinger, der er i arbejdet med 

mennesker. At adskille problemstillingerne i 

den faglige og den personlige del – at kunne 

tage ejerskab på egen andel af problemer 

i arbejdet. Det være sig i forhold til 

relationer eller svære temaer som opstår i 

arbejdet. Formålet med supervision er at 

skabe et forum, hvor egne begrænsninger 

kan erkendes og bearbejdes, med sigte på 

dels et mere kvalificeret arbejde, dels en 

øget personlig trivsel i arbejdet. Supervision 

handler om det professionelle liv og ikke 

privatlivet. Det faglige og det personlige 

hænger naturligvis sammen, men supervision 

er ikke terapi, og derfor er det vigtigt, 

at problemstillingen tager sit udgangspunkt 

i det professionelle virke og ikke i privatlivet 

(Bang 2006). 

Det stiller krav at gå i supervision. Som 

supervisand skal man acceptere, at man 

har brug for hjælp, og at det ikke kun er i 

paniksituationer men også i almindelige 

dagligdags situtioner man kan have brug 

for hjælp. Det kan være hjælp til at lære at 

handle anderledes i en given situation, eller 

at man accepterer, at der er situationer og 

relationer, man ikke ”har styr på”. Det 

kræver villighed til at lade sig ”kigge efter i 

kortene”, dvs villighed til at vende blikket 

indad og vise sin sårbarhed, personlige og 

faglige usikkerhed. 

Der findes forskellige retninger indenfor 

supervision. Den supervision, der bliver 

beskrevet her, er den procesorienterede 

supervision som bygger på en eksistentialistisk 

og fænomenologisk tilgang. 

Fænomenologisk betyder, at man konstaterer, 

hvad der er, uden at lade sig forstyrre 

af, hvad der burde være. Og eksistentialistisk 

betyder, at man forholder sig til det, 

der er, dvs vælger, hvad man vil gøre med 

det og med sig selv i sammenhæng med 

det, i stedet for at ignorere virkeligheden 

eller håbe på at en anden kommer og vælger 

for én. (Falk 2006, s 20). 


Idéen om diakonifaglig supervision udsprang 

af, at lærer Aage Salling Poulsen 

blev opmærksom på, at de studerende, når 

de var i praktik havde behov for supervision, 

som ofte lå ud over den supervision, de 

kunne få på praktikstedet. Det særlige diakoni-faglige 

aspekt, de åndelige og eksistentielle 

temaer som de studerende stod 

overfor i praktikkerne manglede de at kunne 

få vendt i supervision. Derfor udviklede 

Aage i samarbejde med diakon Britta Karlsen 

konceptet med diakonifaglig supervision. 

Siden har der været flere supervisionsgrupper 

hvert år. De sidste tre år har jeg haft 

ansvaret som supervisor for grupperne og 

har i de år haft 9 grupper med 3-10 deltagere 

i hver gruppe. 

Tilbuddet gælder nyuddannede pædagog/diakoner 

og sosu-assistenter/diakoner. 

Da deres fagområder er meget forskellige, 

fungerer grupperne som adskilte grupper. 

Diakonifaglig supervision tager sit udgangspunkt 

i ovennævnte beskrivelse af supervision. 

Og dertil kommer, at det i diakonifaglig 

supervision kan forventes, at supervisor 

har et kristent menneskesyn som fundament 

og er i stand til at analysere og hjælpe 

i forhold til de åndelige og eksistentielle 

temaer, som måtte opstå. Det er ikke på 

nogen måde en forventning, at supervisanderne 

skal bringe bestemte temaer i spil, 

men eftersom supervisanderne også er uddannede 

diakoner, er erfaringen, at der kan 

være behov for at kunne få supervision på 

netop diakonifaglige-personlige aspekter. 

Formålet med diakonifaglig supervision er, 

som i enhver anden supervision, at skabe 

et forum, hvor egne begrænsninger kan 

erkendes og bearbejdes, med sigte på dels 

et mere kvalificeret arbejde, dels en øget 

personlig trivsel i arbejdet. At hjælpe supervisanden 

til at blive den, han eller hun 

allerede er (Falk 2006, s 21). Dertil kommer 

det formål at kunne udvikle, integrere 


og bevare den diakonifaglige kompetence. 

Eftersom en del diakoner er alene på deres 

fagområde på arbejdspladsen, har det vist 

sig, at det ofte er vigtigt at få bragt den 

diakonifaglige identitet på banen. At føle 

man står alene med en diakoni-faglighed, 

og endda en faglighed som kan være svær 

for andre i en personalegruppe at forholde 

sig til, kan skabe usikkerhed og frygt. 

Processen 

Det er vigtigt at understrege, at i supervision 

er det supervisanderne, der sætter 

dagsordenen. Det er supervisanderne, der 

kommer med problemstillingerne. Supervisor 

er ikke underviser og har ikke ansvaret 

for at temaer bliver bragt i spil. 

For at supervision bliver udbytterig, skal 

der opbygges en tillid mellem gruppemedlemmerne 

og mellem gruppemedlemmerne 

og supervisor, og det gøres bla ved, at alle 

bidrager til gruppen. Ingen kan tilmelde sig 

og gennemføre et helt supervisionsforløb 

over otte gange eller flere, uden at sætte 

sig i supervisandens stol. Det skaber en 

utryghed og ubalance, hvis det er de samme 

mennesker, der hver gang melder pas. 

Det kan give en fantasi om, at ”de jo nok er 

klogere end mig, siden de aldrig har behov 

for supervision” eller andre fantasier, som 

ikke gavner for opretholdelse af gensidig 

tillid og tryghed. 

Ligeledes understreges det, at alle har 

tavshedspligt. Kun den, der har været supervisand 

må tale med andre om sin egen 

supervision efterfølgende. 

Hver supervisionsgang starter med en runde, 

hvor alle får taletid til at sige, hvad der 

fylder lige nu. Det er vigtigt, at alle får en 

oplevelse af at komme til stede og få sagt 

det, som tager den enkeltes opmærksomhed 

lige nu, for derpå at kunne vende sin 

opmærksom de næste 3 timer mod supervisionen. 

Som gruppemedlem er det også 

vigtig at høre, hvordan de andre gruppemedlemmer 

har det. 

Selve supervisionen foregår primært mellem 

supervisor og supervisand. Supervisanden 

fortæller om sit problem, og forløbet 

styres af supervisor. Supervisors opgave er 

ikke at komme med løsninger, gode råd 

eller tage ansvar for supervisandens problem. 

”God hjælp må være hjælp til selvhjælp”, 

som Bent Falk beskriver det. 

Supervisors opgave er at undersøge supervisandens 

problem og forholden sig til problemet. 

At stille sig til rådighed for supervisandens 

proces og se det der er, i stedet 

for det, der burde være. (Falk 2006) 

I supervision er parallelproces en vigtig 

markør. Det tema som supervisanten bringer 

på banen bliver ofte ubevidst ført ind i 

supervisionen, således at en lignende dårlig 

relation også sker mellem supervisor og 

supervisand, som dermed er vigtig at få 

belyst og analyseret. Parallelprocessen bliver 

dermed illustrativt for det problem, supervisanten 

forsøger at få undersøgt. 

Supervision kan foregå individuelt og i 

gruppe. Jeg foretrækker grupper, da gruppens 

medlemmer kan få meget ud af at 

lytte til hinanden og ofte kan genkende egne 

temaer (Yalom2001). Derudover er der 

mange ressourcer at hente i en gruppe. 

(Bang & Heap 2006). Det er supervisors 

ansvar, hvorledes gruppen skal inddrages 

undervejs i den enkelte supervisands arbejde. 

Supervisor kan benytte sig af forskellige 

metoder undervejs. 

Én metode er at bruge gruppen som et reflekterende 

team, hvilket vil sige, at supervisor 

giver supervisanden en ”pause”, hvor 

fokus ikke er direkte på supervisanden men 

på de øvrige i gruppen med fokus på, hvad 

de tænker eller oplever, når de hører supervisandes 

problemstilling. Det handler på 

ingen måde om gode råd eller løsninger, 

men som supervisand kan det være konstruktivt 

at høre andre gruppemedlemmers 

undren, bekræftelse og empati (Bang & 

Heap 2006). 


Det kan være brug af rollespil til at tydeliggøre 

et problem, eller tuning in hvor et 

gruppemedlem siger højt, hvad man forestiller 

sig sker i den pågældende klient ud 

fra det, man har hørt. Altsammen for at 

tydeliggøre problemet og processen for supervisanten 

med de ressourcer, der er til 

rådighed i gruppen. 

Gruppemedlemmerne kommer fra vidt forskellige 

arbejdspladser og miljøer men har 

alle det tilfælles, at de er diakoner. For nogen 

betyder den identitet mere end andre, 

men alle har de gennemgået den samme 

uddannelse og læring omkring diakoni. De 

har et fælles grundlag, hvilket er en stor 

ressource og styrke i supervisionssammenhæng. 

De har en fælles forståelse 

af mange begreber og stor interesse i at få 

integreret deres diakonale identitet i deres 

arbejde. Erfaringen fra supervisionsgrupperne 

viser bla, at mange diakoner oplever 

det sværere end forventet at bringe deres 

diakonifaglighed ind på arbejdspladsen, 

hvilket skaber frustration og usikkerhed. 

Det er ikke nogen selvfølge, at det er 

nemmere at være diakon på en diakonal 

arbejdsplads end på en almindelig kommunal 

arbejdsplads, som mange ellers kunne 

have haft en forventning om, da de søgte 

jobbet. At føle sig anderledes i kraft af den 

diakonale identitet er ofte et tema i supervisionsforløbene. 

Specielt når man føler, at 

man ikke bliver accepteret i sin ”anderledeshed”. 

Og det er bla den diakonifaglige 

supervisions styrke, at dér er de alle lige, 

alle medlemmer er diakoner med en fælles 

forståelse og fælles faglig baggrund. 

Supervision er et stærkt og vigtigt redskab. 

Diakonifaglig supervision har skabt sin egen 

identitet og særpræg, da det er en supervisionsform, 

hvor ikke kun psykologiske men 

også åndelige temaer kan bearbejdes og 

integreres. 

Som noget nyt tilbyder Diakonhøjskolen nu 

diakonifaglig supervision til institutioner og 

organisationer. Det er et ønske, at den diakonifaglige 

supervision kan folde sig endnu 

mere ud og også blive et tilbud til andre 

med interesse i diakoni og pædagogik. Det 

være sig kommunale eller diakonale organisationer, 

hvor faglige forudsætninger og 

personlighed skal gå hånd i hånd, og hvor 

der er et ønske om en større integration af 

disse. 

For mere information, kontakt Diakonhøjskolen. 

Bang, Susanne (2006): Rørt, ramt og rystet, 

Socialpædagogisk bibliotek 

Bang, Susanne & Ken Heap (2006): Skjulte 

ressourcer, Socialpædagogisk bibliotek 

Falk, Bent (2006):I virkeligheden, Anis 

Yalom, Irvin (2001): Eksistentiel psykoterapi 

Psykoterapeut, supervisor, underviser Lisbeth 

Andreassen 


Diakoni og bæredygtighed 

og socialdiakonens professionalitet 

Af Ullrich Zeitler, uddannelsesleder, Diakonhøjskolen i Århus 

Indledning 

En ikke ubetydelig del af det socialpædagogiske 

arbejde foregår indenfor de diakonale 

organisationer og institutioner. Blå Kors, 

KFUM´s Sociale Arbejde, Kirkens Korshær, 

Jysk Børneforsorg mm. Det er organisationer, 

der føler sig forbundet med Folkekirken 

og arbejder ud fra et folkekirkeligt grundlag. 

De deler en række diakonale værdier, 

som først og fremmest handler om bibelsk 

inspireret menneskesyn og etik samt spiritualitet. 

Hvordan disse diakonale værdier 

kan spille en rolle i det socialpædagogiske 

arbejde, skal jeg vende tilbage til. 

De socialpædagogiske medarbejdere i 

ovennævnte diakonale arbejdsfelter er både 

frivillige og professionelle. Blandt de professionelle 

er ”almindelige” socialpædagoger, 

og der er diakoner. Typisk vil det være socialdiakoner, 

der er ansat, og ikke menighedsdiakoner. 

Vi uddanner kun ganske få 

menighedsdiakoner i Danmark, altså diakoner, 

der udfører sognemedhjælperfunktioner 

i Folkekirken. I dette indlæg vil jeg 

fokusere på socialdiakonerne, dvs. socialpædagoger, 

der sideløbende eller efterfølgende 

også har fået en diakonuddannelse. 

Diakonuddannelsen dækker over en række 

teologiske fag, herunder sjælesorg, religionspædagogik, 

kirkehistorie, bibelkundskab 

mm. Socialdiakonerne har normalt gennemgået 

en uddannelse, der integrerer det 

teologiske med det pædagogiske. Det vil 

sige, der er ikke tale om to, men én uddannelse. 

Problemstillingen i det følgende er tosidet: 

1. Hvad er det, der kendetegner socialdia- 

konens socialpædagogiske handlingskompetence? 

2. Hvordan bidrager bæredygtighedsbegrebet 

til præciseringen af socialdiakonens 

opgavefelt og professionelle kompetenceprofil? 

Kilderne til min undersøgelse er først og 

fremmest tyske studier indenfor diakonal 

professionalitet og internationale studier i 

bæredygtighed. 

Undersøgelser vedr. diakonal professionalitet 

Det diakonale arbejde og den diakonale 

selvforståelse har skiftet karakter i det 

senmoderne samfund. Det kan bl.a. føres 

tilbage til religionens de-institutionalisering 

og individualisering, der har medført en 

usikkerhed omkring det kirkelige-diakonale 

handlingsfelt. Kirken har trukket sig ud af 

det diakonale arbejde. Dens rolle reduceres 

til organisation, forvaltningsapparat, ejer af 

fast ejendom og – i højere grad i Tyskland 

end herhjemme – politisk aktør. 

Diakonien har mere eller mindre selvstændiggjort 

sig. Denne gang mest udbredt i 

Danmark, hvor de diakonale organisationer 

er formelt uafhængige af Folkekirken og 

hvor Kirken stort set ikke varetager diakonale 

opgaver mere. Det diakonale arbejde 

er blevet mere og mere professionaliseret. 

Professionaliseringen har slået igennem hos 

alle europæiske diakonale organisationer. 

Rainer Merz taler om et paradigmeskift fra 

omsorg til tjenesteydelser, fra sindelag til 

faglighed, fra dydsbeskrivelser (ydmyghed, 

offervillighed, punktlighed, loyalitet mm.) til 

funktionsbeskrivelser (faglighed, driftsøko- 


nomi, velfærdspolitik). (Merz 2007, s.23, 

27, 47) 

Selvom der stadig huserer idealistiske diakoniske 

imperativer - ”Handle således, at 

du i dit ansvarsområde med indsats af alle 

ressourcer altid starter hos den svageste, 

hos hvem det betaler sig mindst”, for her 

har diakonien sit proprium – så har systemtænkningen 

for længst afløst den kristne 

diakoni. (Dörner 1999, 27) 

Denne udvikling har udvisket forskellen 

mellem en seminarieuddannet socialpædagog 

og en socialdiakon og samtidig rejst 

spørgsmålet: Hvad er det, der kendetegner 

socialdiakonen særlige faglighed og professionalitet? 

Spørgsmålet kan opdeles i tre 

(jævnfør Merz 2007, s.53ff.): 

A. Hvad er forholdet mellem frivilligt diakonalt 

arbejde og professionelt diakonalt arbejde? 

Hvad er forskellen mellem hverdagsviden 

og professionel viden? Kræver 

evangeliet en særlig professionel kompetence, 

når det gælder om at hjælpe andre 

mennesker? (Ibid, s.53-54) Svaret er: Professionel 

handlen adskiller sig fra hverdagshandlen 

ved at være analyserende, 

sammenlignende og klassificerende. (Ibid., 

s.89) 

B. Hvad er forholdet mellem sækulær professionel 

hjælp og kristen professionel 

hjælp? Den tilsyneladende afgørende forskel 

er, at hjælpen kan være forskelligt 

motiveret, ikke at den ene hjælp er bedre 

end den anden. (Ibid., s.61) Den diakonale 

medarbejder skal være i stand til at informere 

om bevæggrundene for sin handlen, i 

stand til at beskrive, hvordan den kristne 

forkyndelse kan udmønte sig samfundsmæssigt… 

(Ibid.,s.62) Reinhard Turre citeres 

for, at ”henvendelsen til ens medmenneske 

har for den kristne sin grund i Guds 

henvendelse til mennesket. Guds humanitet 

er forudsætningen for den kristne handling.” 

(Ibid., s.63) 

C. Hvad er forholdet mellem den professionelle 

hjælp kristne kan yde, og den hjælp 

diakoner kan yde? Diakoner har den særlige 

forpligtelse at fastholde kirkerne i at videreføre 

det diakonale arbejde. Jvfr. arbejdsdelingen 

mellem forkyndelse og diakoni. 

(Ibid., s.65) Diakoner må gøre sig bevidst, 

hvilke særlige kompetencer de har. De særlige 

kompetencer falder indenfor tre områder: 

1) Jura: administration og retspleje 

(hjælp og kontrol), 2) Hermeneutik: rådgivning, 

dannelse og terapi (pædagogik/psykologi/kommunikation), 

3) Religion: 

det kirkelige-teologiske område. Den særlige 

diakonale kompetence ligger i at håndtere 

alle tre områder, hvilket kaldes ”diakonisk 

kongrueren”. (Ibid., s.71) Ud over 

denne diakoniske kongrueren må vi kigge 

lidt nærmere på et af områderne, nemlig 

det kirkelige-teologiske, eller vi kan også 

kalde det det diakonale område. Hvad ligger 

der særligt i dette? Ud over menneskesyn 

og etik, som ikke væsentligt adskiller 

sig fra det humanistiske menneskesyn og 

den etik, der er rådende i det moderne og 

senmoderne samfund, er der spiritualitetstemaet 

tilbage. Og det er netop spiritualitetstemaet, 

der er afgørende for den kristne 

bæredygtighedsdiskussion. 

Bæredygtighed og diakoni 

Bæredygtighed er ikke noget nyt koncept 

for diakonien. Eksempelvis har den Evangeliske 

Kirke i Tyskland udfordret Brundtlandt-definitionen 

af bæredygtighed og taler 

om en ansvarlighed overfor skaberværket, 

der anfægter en begrænsning til økologisk, 

social og økonomisk bæredygtighed. 

Det samme gør økoteologien. (Kristiansen 

1993) I enkelte modeller inkluderes spiritualitet, 

som en ekstra dimension, i bæredygtighedstænkningen. 

Derudover finder jeg 

det nødvendigt at synliggøre et regule- 


ingsperspektiv, der tager højde for politiske, 

retlige og administrative rammebetingelser 

for bæredygtig handlen. (Se fig.1.) 

Det problematiske ved denne model er inklusionen 

af spiritualitetsdimensionen. At 

redegøre for spiritualitetsdimension i bæredygtighedssammenhængen 

er samtidig at 

redegøre for de specifikke diakonale kompetencer, 

der kendertegner socialdiakonen. 

Det betyder ikke, at socialdiakonen nødvendigvis 

handler bæredygtig. Det vil først 

være tilfældet, hvor han eller hun også 

iagttager de øvrige dimensioner i bæredygtighedskonceptet. 

REGULERING 

jura,politik,administration 

SPIRITUALITET 

RESSOURCER ADFÆRD 

økologi,økonomi social‐/miljøetik 

Fig.1: Bæredygtighedsmodel 

I nylige studier om diakoni er spiritualitetskonceptet 

blevet re-lanceret som et centralt 

begreb, der dækker de imaterielle aspekter 

af livet eller, med andre ord, meningen med 

livet. Spiritualitet er en fællesnævner for 

vores eksistentielle relationer til det transcendente, 

i enhver tænkelig betydning af 

det transcendente. (Götzelmann 2008, 

s.213) Dermed er spiritualitet et begreb, 

der er uafhængig af specifikke kulturelle og 

religiøse kontekster og aspirerer til at være 

et globalt anvendeligt begreb i overens- 

stemmelse med bæredygtighedsbegrebets 

amibitioner. Götzelmann betragter spiritualitet 

som ”en antropologisk konstant” (ibid., 

s.218), et grundlæggende menneskeligt 

vilkår. Mennesket er et spirituelt begavet og 

søgende væsen. 

Men hvor og hvordan kommer spiritualitet 

til udtryk? Her er det i litteraturen blevet 

peget på ”afbrydelsen”, som den centrale 

indgang til det spirituelle. Ifølge Fritz Lienhard 

kommer spiritualitet til syne i øjeblikke 

eller perioder af afbrydelse. (Lienhard 

2008) Afbrydelser tvinger os til overvejelser. 

At tænke og leve på ny er den mulighed 

der gives af afbrydelser. Spiritualitet 

er hverdagslivet, som er reflekteret i afbrydelsen, 

genovervejet og levet på ny. En 

afbrydelse kan være lige fra en pause, en 

udsættelse, et pusterum, en eksistentiel 

krise foranlediget af dødsfald, separation 

eller sygdom. En radikal form for afbrydelse 

og nybegyndelse er inkarnationen, Jesus 

Kristus’ død, genopstandelse og frelserakt. 

Det sidste er naturligvis en særlig kristen 

dimension af spiritualitet, som langt fra alle 

vil anerkende som gældende indbrud i vores 

hverdag. 

Når vi taler om diakoner, er det en 

uomstridt forudsætning, at disse mennesker 

arbejder ud fra en særlig forståelse af 

verdenen, som bl.a. har til forudsætning, at 

verden har forandret sig med Jesus Kristus´ 

frelserhandling. Kærligheden i Gud 

frisætter kræfter og sætter den enkelte i 

stand til at handle ud fra menneskekærlighed. 

En menneskekærlighed, der ikke distingverer 

mellem troende og ikke-troende. 

Spiritualitet ses som en bevægende og 

transformerende kraft. Denne kraft kan 

udvikles i løbet af uddannelsen. Det antages, 

at det er muligt at udvikle diakonens 

spirituelle kompetence. 


Litteraturen, der handler om spirituel kompetence, 

kommer omkring en række eksempler. 

Disse eksempler kan grupperes i 

to typer: Aktive kompetencer og passive 

kompetencer. 

Blandt de aktive kompetencer er evnen til 

at handle i truende situationer, evnen til at 

orientere sig og handle i religiøse sammenhænge, 

evnen til at stille spørgsmål og 

”bryde ind” hvor det er uventet, evnen til at 

hjælpe andre til at se sig selv som hele 

mennesker. Blandt de passive kompetencer 

er tålmodighed, langsommelighed, ro, sensitivitet, 

venten, ”Gelassenheit”, ærefrygt 

og ydmyghed, at afstå fra magt og beherskelse, 

at have tillid til Guds ånd og vores 

egen mangelfuldhed. Både indsigten i hvad 

vi har i vor magt, og hvad vi ikke har i vor 

magt kan være befordrende for de spirituelle 

sider af vores tilværelse og give mening 

til tilværelsen. 

Spiritualitet er formålsløs i betydningen, at 

den ikke kan gøres til genstand for strategiske 

overvejelser. (Götzelmann 2008, s.225) 

Det gælder også kontemplation, søvn, humor 

og spontanitet. De kan ikke fremtvinges 

eller villes, de viser sig kun, hvor de 

ikke intenderes. (Martin & Drees 1999, 

s.11) I K.E. Løgstrups ånd er det at forsøge 

på, at få kontrol over de mellemmenneskelige 

relationer et håbløst foretagende. Det 

kan kun føre til en ødelæggelse af vores 

humanitet. Derfor er den ydmyge respekt 

for skaberværket mere ”succesfuld” end 

forsøget på at beherske naturen. (Zeitler 

1995) En bæredygtig etik handler om, i 

lyset af vores afmagt og endelighed, at lade 

forsigtighedsprincippet råde. Men dermed 

er kun de passive kompetencer tilgodeset. 

De aktive kompetencer indikerer, at vi kan 

udvikle evnen til at se muligheder og lejligheder 

til at ændre ens opfattelse af livet – 

fra håbløsheden til håb, fra meningsløsheden 

til mening, fra truende situationer til 

fortrøstningsfulde situationer. En person 

med spirituelle kompetencer er en person, 

der har et øje for ting, forhold og løsninger, 

som andre måske ikke har; ikke fordi de 

har en særlig mystisk magt, men fordi de 

evner at sætte ting i sammenhæng, der 

normalt ikke er tænkt på. En diakon har 

den mulighed at sætte situationer og begivenheder, 

ting og relationer ind i et teocentrisk 

perspektiv, der gør det muligt at se 

nye muligheder for alt og alle. Han eller 

hun har netop den mulighed at vende situationer 

fra håbløsheden til håb, fra meningsløsheden 

til mening, fra truende situationer 

til fortrøstningsfulde situationer takket være 

den særlige verdensforståelse og motivation, 

der ligger til grunde for diakonens 

handlen. 

Fornylig udgav UVM en strategi for bæredygtig 

udvikling på uddannelsesområdet. 

Hæftet hedder: ”Uddannelse for bæredygtig 

udvikling”. Her tages der udgangspunk i 

UNESCOs tolkning af uddannelse for bæredygtig 

udvikling, som indebærer, ”at uddannelser 

og læringsmiljøer skal øge befolkningens 

kompetencer og færdigheder, 

således at beslutninger træffes på baggrund 

af viden og overvejelser vedrørende: 

Forholdet mellem nuværende og kommende 

generationers behov 

Forholdet mellem bevaring og forandring 

Forholdet mellem rige og fattige 

Forholdet mellem lokale interesser og 

globale hensyn. (UVM 2008) 

Dette er en strategi, der ikke specielt italesætter 

spiritualitet. Men den åbner op for, 

at der skal fokuseres på udvikling af kompetencer 

i at reflektere over de aktuelle 

udfordringer, vi står overfor. Den diakonale 

tankegang retter sin opmærksomhed mod 

de erfaringer, der gør udfordringerne nærværende 

for den enkelte. Begge tankegange 

komplementerer hinanden: Det diakonale 

nærvær mister let blikket for de globale 

perspektiver, hvilket gør det nærliggende at 


kombinere begge perspektiver i en model 

som den i fig.1 skitserede. Spiritualitet kan 

betragtes som en komplementær dimension 

i bæredygtighedsmodellen og udgør den 

eksistentielle, interpretative ramme af de 

øvrige dimensioner: Regulering, ressourcer 

og adfærd. 

Martin, Albert & Drees, Volker (1999): 

Vertrackte Beziehungen. Die versteckte 

Logik des sozialen Verhaltens. WB, Darmstadt. 

Merz, Rainer (2007): Diakonische Professionalität.Winter, 

Heidelberg. 

Undervisningsministeriet (2008): Uddannelse 

for bæredygtig udvikling. 

Litteratur Zeitler, Ullrich (1995), ”Etik og regulering i 

Dörner, Klaus (1999), ”Ökonomisierung des 

Sozialen. Nachgeben oder Standhalten.” I: 

Institut für Diakoniewissenschaft (ed.): 

Diakonie – quo vadis? Mühlheim. 

Götzelmann, Arnd (2008), ”Auf der Suche 

nach Religion. Spirituelle Bedarfe diakonischer 

Bildung.” I: Eurich, Johannes et al., 

red.: Diakonie und Bildung. Kohlhammer, 

Stuttgart., ss.210-226. 

Hofmann, Beate & Schibilsky, Michael (red.) 

(2001): Spiritualität in der Diakonie. Kohlhammer. 

Kristiansen, Roald E. (1993): Økoteologi. 

Anis, Frederiksberg. 

Lienhard, Fritz (2008), ”Ausbildung für eine 

diakonische Spiritualität in Frankreich.” I: 

Eurich, Johannes et al., red.: Diakonie und 

Bildung. Kohlhammer, Stuttgart., ss.227- 

239. 

lyset af Løgstrups metafysik.” Philosophia 

24 (1995), bd.1-2. 

Uddannelsesleder, ph.d. Ullrich Zeitler 

Empowermentpædagogik 

Resumé af Prof. Heinz Schmidts foredrag ved åbningen af Videncenter for Diakoni og 

Pædagogik 

Empowerment-tænkningen har vundet indpas 

i det sociale arbejde. Professor Heinz 

Schmidt præciserer i sit foredrag de vigtigste 

elementer i empowerment-begrebet i en 

uddannelsesmæssig sammenhæng. 

Ser vi på den evangeliske kirke i Tyskland, 

så er den ifølge Schmidt karakteriseret ved, 

at den i mange år har haft mere fokus på 

eksistentiel orientering, etisk dømmekraft 

og motivation end på social handling. Anderledes 

handlings- og social orienteret er 

derimod uddannelsen på diakonskolerne. 

Her er der opmærksomhed på diakonalsocial 

dannelse, vidensformidling og kritisk 

refleksion, som bl.a. handler om social 

tryghed, social retfærdighed og chancelig- 


hed i den professionelle verden. Det giver 

plads til empowerment-begrebet. 

Det sociale hjælpearbejde skal ikke kun 

afhjælpe akut nød og fastholde den enkelte 

dér, hvor han eller hun befinder sig. Hjælpearbejde 

skal have fokus på udvikling af 

ressourcer og kompetencer. Schmidt gør 

opmærksom på, at det diakonale arbejde 

kun er meningsfuldt dér, ”når det ikke skaber 

nye afhængigheder, men under de givne 

betingelser sætter den enkelte i stand til 

selvstændig livsførelse”. 

Empowerment-tænkningen skal i det diakonale 

arbejde tage udgangspunkt i den 

kristne mennekseopfattelse. ”Ingen dannelse 

uden menneskeopfattelse.” Mennesket 

ses, ifølge Schmidt, som skabt af Gud og i 

Guds billede (hvormed mennesket påtager 

sig et ansvar for skaberværket), kaldet til 

frihed (hvormed mennesket kan udfolde sig 

som medskaber og til stadighed kan forløses 

gennem tilgivelsen) og værende i relationer 

(til Gud, medmennesker og den ikkemenneskelige 

natur). Det frie, ansvarlige og 

relationelle menneske er det menneskeideal, 

som ifølge Schmidt er grundlæggende 

for det diakonale arbejde. 

Personlighedsdannelse må tage udgangspunkt 

i dette og have fokus på, hvad der 

sætter os i stand til at varetage og forvalte 

det ansvar og den frihed, der er os givet. 

Heraf udspringer så empowermentpædagogikken. 

Empowermentpædagogikken er ”en pædagogik, 

som sætter en i stand til ligelig deltagelse, 

som sætter ind tidligt, som tager 

udgangspunkt i den aktuelle situation og er 

fremtidsrettet bæredygtig.” 

Med ligelig deltagelse menes en retfærdig 

samfundsorden, der sikrer at alle medlemmer 

af samfundet kan deltage i samfundet 

på lige fod. Stikord: Demokrati, solidaritet, 

social tryghed. 

Med tidlig indsats menes aldersadækvat 

stimulation, med særlig fokus på betydningen 

af en tidlig indsats for dannelsen af 

personligheden, samt forældredannelse. 

Med nutidsrelation menes, at mennesker 

mødes dér, hvor de er og i deres livssituation. 

Med bæredygtighed menes ansvarlighed, 

åbenhed og deltagelse, dvs. at muliggøre at 

alle mennesker får dannelse, at tilegne sig 

viden og værdier, adfærd og livsstile, som 

er nødvendige for en leveværdig fremtid og 

en positiv samfundsmæssig forandring, der 

er bæredygtig. 

Empowermentpædagogikken er en anerkendende 

pædagogik, som tager sit udgangspunkt 

i at fokusere på de positive 

muligheder og relationsevner, der er hos 

den enkelte til at håndtere udviklingens 

udfordringer. Men den forudsætter også en 

tillid til regler og strukturer, som både skal 

kunne opleves som forbindtlige, men også 

som foranderlige. Internalisering af værdier 

og normer er samfundets og pædagogikkens 

grundlag, idet de muliggør ansvarlighed. 

Heinz Schmidt: Teilhabe ermöglichen. Diakonische 

Bildung als Befähigungspædagogik. 


Professor Heinz Schmidt og Professor Kari 

Latvus (Finland) ved et Europæisk Netværksmøde 

om diakoni og fattigdom på 

Diakonhjemmet i Oslo 

Løgstrup og diakonal etik 

Af Ullrich Zeitler, udddannelsesleder, Diakonhøjskolen i Århus 

I K.E. Løgstrups forfatterskab er diakonal 

etik stort set ikke tematiseret. Det hænger 

sammen med hans kritiske opgør med diakonien, 

som organiseret diakoni, og etikkens 

fundering i det almenmenneskelige. 

Løgstrup vil helst være diakonien foruden, 

forstået som en organiseret kristen hjælpetjeneste, 

og dermed giver det heller ikke 

mening at udbrede sig om grundlaget for 

en diakonal etik. Det hele er imidlertid et 

spørgsmål om diakoniopfattelse. Det er 

legitimt at spørge, om Løgstrups diakoniopfattelse 

er tidssvarende. Løgstrup mener 

selv, ”at emnet skal belyses ud fra den aktuelle 

situation, vi befinder os i” – men det 

er også nærliggende, at hans samtidsanalyse 

næppe kan overføres til vor tid. 

Som sagt opfatter Løgstrup diakoni som 

organiseret, kristent hjælpearbejde. ”Diakoni 

betyder, at kristne mennesker under 

en eller anden form slutter sig sammen for 

at hjælpe nødstedte mennesker, eller at 

kirken ikke blot vil forkynde Evangeliet, 

men også vil øve en barmhjertighedsgerning 

mod mennesker i nød.” (Løgstrup, 

Forkyndelse og Diakoni, 1) Dermed understreger 

Løgstrup, at der ved diakoni ikke 

blot forstås ”en tjeneste af næsten” i almindelighed, 

”en barmhjertighedsgerning 

imod ham og hende”, men en tjeneste der 

udgår fra en sammenslutning af kristne 

mennesker. (Ibid., 7) 

Det problem, som Løgstrup har med diakonien 

hænger sammen med, at den som 

udgangspunkt udøves af personer med en 


kristen livsanskuelse, som uundgåeligt 

bringer deres livsanskuelse med over i det 

diakonale arbejde. Her overfor står så forkyndelsens 

ord, som netop ikke diskriminerer 

mellem kristne og ikke-kristne, og som 

ikke på nogen måde gør det at tjene den 

anden til en specifik kristen opgave men 

karakteriserer det som en nådegave. Det 

kristne fællesskab, som er et fællesskab 

omkring en livsanskuelse, er forskelligt fra 

fællesskabet om en nåde, der altid kommer 

os i forkøbet. Dette fællesskab om en nåde 

skelner ikke mellem kristne og ikke-kristne; 

er ikke ekskluderende. ”Af nådens karakter, 

som en nåde der altid kommer os i forkøbet, 

følger at man intet skel kan drage mellem 

dem der tilhører dette fællesskab og 

dem, der ikke gør det.” (Løgstrup, Kirkens 

Liv, 4) 

Diakoni tilskrives hos Løgstrup det motiv, at 

ville hverve medlemmer til livsanskuelsesfællesskabet. 

Det er ikke nødvendigvis hensigten 

med diakonien at ville hverve medlemmer 

til det kristne fællesskab. Der er 

ikke tale om en missionær virksomhed. Nej, 

den diakonale virksomhed er mere sofistikeret. 

Diakonien er tjeneste uden at stille 

betingelser. Så, hvad er problemet? 

Problemet er at diakonien, der således 

fremstår som forbilledligt, er en virksomhed, 

der tilskrives mennesket og ikke Guds 

nåde. Det forbilledlige og ærefulde i at udføre 

diakonalt arbejde fører ifølge Løgstrup 

til, at mennesker tiltrækkes til det eksklusive 

fællesskab af kristne. ”Meningen med 

tjenesten er, at den skal være så iøjnefaldende 

uegennyttig, så frapperende ædel, at 

den der bliver genstand for den eller vidne 

til den, må ønske selv at blive så uegennyttig 

og tjenende, og derfor søger det miljø, 

hvor kraften dertil er at finde.” (Ibid., 8) 

Diakonien, eller tjenesten mod næsten, skal 

ikke ”vokse og udbredes under vor front og 

vort miljøs beskyttelse” – netop fordi Riget 

er Guds og ikke vort. Tjenesten mod næsten 

er et folkeligt, ikke et specifikt kristent 

eller kirkeligt anliggende. ”Gør vi derimod 

kirkens ordning til en kirkelig front, så vi 

mener, at et liv i et kirkeligt miljø og en 

udbredelse af det er ensbetydende med et 

arbejde for ’Guds riges sag’, så har vi indkapslet 

Guds Rige i vores kraftige gerninger 

og mener, at det skal udbredes under beskyttelse 

af den kirkens ordning, som vi har 

udbygget på vor egen måde som miljø og 

front.” (Ibid., 10) 

Løgstrup sætter ikke spørgsmålstegn ved 

tjenesten mod næsten. Men han sætter 

spørgsmålstegn ved, om det er en eksklusiv 

opgave for kristne. Det falder fint i tråd 

med Løgstrups tanke om, at etikken er noget 

almenmenneskeligt, og at der ikke findes 

en særlig kristen etik. Men Løgstrups 

”verdslige” etik og den etiske fordring står 

og falder med, at livet er en gave, at vi kun 

eksisterer på Guds nåde. Og det har kristne 

måske en særlig forståelse for. 

Litteratur: 

Løgstrup, K.E. (u.å.): Forkyndelse og Diakoni. 

Artikelmanuskript. Løgstrup-Arkivet / 

Privat-Arkivet XIX.3.10.2. 

Løgstrup, K.E. (u.å.): Kirkens Liv. Løgstrup- 

Arkivet / Privat-Arkivet XIX.3.1.1. (Dansk 

version af foredrag i Schweiz.) 

Løgstrup-Arkivet 

K.E.Løgstrups forfatterskab er stort set tilgængelig 

i form bogudgivelser. Der er dog 

stadig nogle notater og manuskripter, herunder 

manuskripter til foredrag, der ikke er 

udgivet. De er til gengæld tilgængelige på 

Løgstrup-Arkivet. Løgstrup-Arkivet blev 


etableret midt i 1990erne på det Teologiske 

Fakultet, Aarhus Universitet. Det består, ud 

over Løgstrups bogsamling, af mikrofilm 

med alle Løgstrups efterladte papirer. Undtaget 

er dog størstedelen af hans korrespondance. 

Man kan orientere sig i arkivet ved at gå 

ind i databasen og søge efter stikord eller 

nøgleord. Det kan gøres på stedet eller via 

internettet. Har man identificeret de manuskripter 

man er interesseret i, kan man efterfølgende 

læse dokumenterne på mikrofilm 

og lave print. 

Ansvarlig for arkivet er lektor Kees van 

Kooten Niekerk. 

http://www.teo.au.dk/forskning/aktuelt/loe 

gstrup 

EURODIACONIA & DET EUROPÆSKE 

DIAKONALE NETVÆRK 


EURODIACONIA - Det Europæiske Diakoniforbund 

– har til formål at opbygge et 

stærkt netværk af medlemmer, at styrke 

diakoniens identitet og at være nøgleaktør i 

opbygningen af et socialt Europa. 

Danske medlemmer er Dansk Diakoniråd og 

Kofoed Skole. De væsentligste indsatsområder 

er: 

Lobby-arbejde og samarbejde i forhold til 

EU's socialpolitik. Senest blev der i december 

2008 afholdt et dialogmøde om 

socialpolitik med kommissionen, hvor 

der blev udvekslet gensidige standpunkter 

og forventninger. 

Iværksættelse og understøttelse af netværksgrupper, 

f.eks. geografiske samarbejdspartnere 

(Visegrad Platform, Latin 

Platform, Nordisk Platform) og tematiske 

arbejdsgrupper (Social Policy Working 

Group, Communication and PR Working 

Group, Volunteering Working Group, 

Diaconal Education Working Group). Dia- 

konhøjskolen i Århus er repræsenteret i 

arbejdsgruppen om diakonal uddannelse. 

Nærmere information på hjemmesiden 

www.eurodiaconia.org. 

EURODIACONIA INNOVATION PRIZE 

Eurodiaconia uddeler hvert år en såkaldt 

”Innovation Prize”. Prisens formål er at 

skabe opmærksomhed omkring eksemplarisk 

diakonalt arbejde. For at komme i betragtning 

skal man have iværksat et udviklingsprojekt. 

Ved 2008-uddelingen var der indkommet 

14 ansøgninger, heraf opfyldte 13 kriterierne. 

Det sidste projekt blev afvist, da det 

endnu var i planlægningsfasen. Projekterne 

kom fra Tyskland, Skotland, Østrig, og 

Tjekkiet. Vinderprojektet blev et projekt fra 


den skotske diakonale organisation ”Cross 

Reach”, som lavede et projekt, der skal 

forebygge og håndtere overgreb mod voksne 

i det diakonale arbejde. 

Prisen blev overrakt ved en højtidelighed i 

det Europæiske Parlament i Bruxelles den 

8.december. Uddannelsesleder fra Diakonhøjskolen 

i Århus, Ullrich Zeitler, holdt, som 

repræsentant for dommerpanelet, hovedtalen 

ved prisoverrækkelsen. 

På billederne ses (til venstre) MEP Edit 

Bauer fra Slovakiet, MEP Joel Hasse Ferreira 

fra Portugal, prisvinderen Richard Crosse 

fra Skotland; (til højre), MEP Edit Bauer og 

uddannelsesleder Ullrich Zeitler. 

Prisen, der ikke består af penge, men alene 

af æren, har dog bl.a. betydet, at Cross 

Reach har fået tilsagn om mere offentlig 

støtte, bl.a. til en ny medarbejder. 

Er Danmark klar med en ansøgning til 

2009-prisen? 

DET EUROPÆISKE FORSKER-NETVÆRK 

I DIAKONI 

Netværket tager sit udgangspunkt i et samarbejde 

om en fælleseuropæisk masteruddannelse 

i diakoni. Dette samarbejde inkluderer 

uddannelsesinstitutioner i bl.a. Finland, 

Tyskland, Norge og Sverige. Derudover 

er der tilknyttet en række andre diakoniforskere, 

herunder fra Danmark Johannes 

Nissen og Ullrich Zeitler. 

Netværket afholder en større konference 

hver andet år. Sidste konference fandt sted 

i Oslo i september 2008. Den kommende 

konference i 2010 skal være i Heidelberg, 

som med Diakoniewissenschaftliches Institut 

er et af de mest aktive centre for diakoniforskning 

i Europa. Det diakonividenskabelige 

institut udgiver en lang række fagbøger 

om diakoni. 

I kommende nummer af ”Diakoni-impuls” 

vil der være en nærmere omtale af den 

tyske diakoniforskning. 


VIDENCENTER FOR DIAKONI OG PÆ- 

DAGOGIK 


Videncenter for Diakoni og Pædagogik 

har til formål at indsamle, bearbejde, udvikle 

og formidle viden og dokumentation 

om diakoni og pædagogik. 

Centret er et center uden mure. Det vil sige, 

at det er baseret på netværkssamarbejde. 

Administrativt er centret placeret på 

Diakonhøjskolen i Århus. 

Videncentret skal være et sted, hvor viden 

om diakonalt arbejde bliver samlet og videreformidlet, 

både i forhold til de diakonale 

uddannelser og i forhold til eksterne rekvirenter 

og samarbejdspartnere. Videncentret 

er rammen omkring udviklings- og forskningsarbejde, 

der skal styrke diakonuddannelsens 

faglige grundlag og bidrage til 

praksisfeltets udvikling. 

Videncentrets hovedaktiviteter er: 

udgivelse af publikationer (artikler, bøger, 

tidsskrift) 

udvikling af undervisningsmateriale om 

diakoni 

opbygning af en database om diakonalt 

udviklingsarbejde og ”bedste diakonale 

praksis” 

afholdelse af konferencer og seminarer 

konsulentbistand 

netværksdannelse, nationalt og internationalt 

kursusvirksomhed 

udveksling af medarbejdere 

iværksættelse af forsknings- og udviklingsprojekter 

evalueringer 

Udviklingsprojekter 

Diakonhøjskolen har i foråret 2009 iværksat 

2 udviklingsprojekter. Et udviklingsprojekt 

– ”Profession og professionalitet i diakonalt 

arbejde” - har til formål at beskrive, afgrænse 

og diskutere diakoniens arbejdsfelt/ 

profession og indkredse den særlige faglighed/ 

professionalitet, der kendetegner diakonien. 

Projektet skal både have en praksis-, 

en uddannelses- og en forskningssynsvinkel. 

Projektet skal resultere i en 

bogudgivelse. Projektleder er Ullrich Zeitler. 

Et andet projekt handler om ”Supervision i 

det pædagogiske arbejde” og tager sit udgangspunkt 

i Kempler-Instituttets supervisionsmetode. 

Formålet med projektet er at 

undersøge om og hvordan supervision virker 

i det pædagogiske arbejde. Projektleder 

er Lisbeth Andreassen. 

Diakonal praksis 

Videncentret har fået tilknyttet Anne Risom 

som centermedarbejder på deltid. Anne 

Risoms opgave er bl.a. at skabe et overblik 

over de diakonale organisationers arbejde, 

indsamle dokumentation og viden fra praksis 

og gøre det tilgængeligt på Videncentrets 

hjemmeside. Anne Risom er udlånt 

af Jysk Børneforsorg. 


Diakoni & samfund 

Børn & Unge 

Leg & Læring 

Normalpraktik 

Vuggestuer 

Børnehaver 

SFO 

Filosofi & videnskab 

Sundhedspædagogik 

Kulturprojekt 

Kristendom, kirke & samfund 

Sjælesorg 

Socialpædagogik 

Kulturfordybelse 

Specialpraktik 

Børnehjem 

Døgncentre for børn og familier 

Specialskoler 

Institutioner for handicappede 

Væresteder 

Socialt udsatte 

Udvikling af socialt arbejde 

Religionspædagogik 

Specialpraktik 

Behandlingshjem 

Herberg 

Voksne med misbrug 

Bofællesskaber 

Væresteder 

Diakoni & profession 

Udvikling af socialt arbejde 

Tro & livstolkning 

Afsluttende eksaminer & 

bachelor 

Bliv diakon 

- en socialpædagogisk uddannelse 

Har du lyst til at arbejde med ... 

børn og unge fysisk og psykisk handicappede misbrugere hjemløse 

børn og unge med behov for særlig støtte socialt udsatte kirkeligt arbejde 

udviklingshæmmede sindslidende mennesker med sociale problemer? 

Kort sagt: Har du lyst til at arbejde med mennesker? Så er Diakonhøjskolen 

det oplagte sted at begynde. 

Vær klar til at blive udfordret 

Her kan du blive socialpædagog på 4 år, og uddannelsen giver dig adgang 

til enhver form for diakonalt og pædagogisk arbejde. Du får en god faglig 

ballast, og du bliver udfordret og udviklet som person, så du er klar til at 

møde de udfordringer, der venter dig i arbejdslivet. (Se fagene i semesteroversigten 

til venstre.) 

Og så er skolen et sjovt sted at være studerende. Cirka halvdelen af de 

studerende bor på skolens kollegium, og det giver et levende og sprudlende 

studieliv, hvor alle kommer til at kende hinanden på tværs af klasser og personale. 

På Diakonhøjskolen er du ikke bare et nummer i mængden. 

Tre praktikker med løn 

På pædagoguddannelsen er der 3 lønnede praktikker - og attraktive praktikpladser 

fx på børnehjem, døgncentre, væresteder, behandlingshjem og i 

bofællesskaber. Der er også gode muligheder for praktikplads i udlandet, fx 

Honduras, Tanzania, Grønland, Færøerne og Norge. 

Løft et socialt og etisk ansvar 

Ordet diakoni betyder tjeneste, og det handler netop om at stille sig selv til 

rådighed. Og som diakon er du med til at løfte et socialt og etisk ansvar. 

Du kommer til at arbejde ud fra et grundlæggende kristent menneskesyn, 

hvor du udfordres til altid at møde mennesker som Guds skabning – med 

krop, sjæl og ånd. 

Du får kost og logi 

På Diakonhøjskolen er du berettiget til forhøjet SU, fordi der betales undervisningsafgift. 

Til gengæld behøver du ikke tænke på kost og logi. Der er 

mulighed for at bo på skolen, og maden bliver serveret 3 gange om dagen, 

plus kaffe og kage – også selvom du vælger ikke at bo på skolen. 

Kontakt skolen eller læs mere på vores hjemmeside. 

Diakonhøjskolen • Lyseng Allé 15 • 8270 Højbjerg • info@diakonhojskolen.dk • www.diakonhojskolen.dk • Tlf: 86 27 41 22

Diakoniimpuls #1 - Diakonhøjskolen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?