Download temanummeret her (pdf) - Diakonhøjskolen

TEMANUMMER
KIRKEN DER FORARGER
Videncenter for Diakoni og Pædagogik, Diakonhøjskolen

2
Forord
I 1959 udgav Haldor Hald, daværende chef
for Kirkens Korshær, bogen: Kirken der forarger.
Den fik dengang en meget positiv modtagelse. I
Korshærens arkiver findes efter sigende ikke mindre
en 44 anmeldelser af bogen. Udgivelsen blev
ikke komplimenteret for sit udseende eller omfang,
men anerkendt for sit indhold. Haldor Hald
skriver sagligt og enkelt og med stor indfølingsevne
overfor de mennesker som lever på livets
skyggeside. Samtidig præsenterer han i bogen en
sammenhængende teologisk opfattelse i relation
til de sociale spørgsmål i sin samtid.
Kirken der forarger udfolder det, der siden er
blevet kaldt korshærsteologien og gør den tilgængelig
for almindeligt interesserede. Haldor
Hald understreger det forhold at mennesker skal
respekteres som dem de er, at vi ikke hverken som
menigheder eller kirkelige organisationer har ret
til at kræve livsstilsændringer som betingelse for
deltagelse i fællesskabet – hverken med Kristus
eller mennesker. De forhold, der gør at mennesker
ikke magter tilværelsen eller sig selv, skal ikke
også betyde udelukkelse fra at være tæt på ham
som var ”ven med toldere og syndere”. Korshærsteologien
er altså en teologi med udgangspunkt i at
fordi Jesus var synderes ven, mister mennesker
Udgivet i 2010 af:
Videncenter for Diakoni og Pædagogik,
Diakonhøjskolen i Århus
Oplag: 500 eksemplarer
Tryk: Lasertryk.dk
ikke deres værd, fordi de ikke magter at opretholde
en normal og respektabel tilværelse. Og
en protest imod det Hald kalder ”genrejsningsarbejdet”
– de sociale, pædagogiske, moralske,
fromme eller oplysende tiltag, hvis succes bruges
som betingelse for anerkendelse af og hjælp til
et menneske.
I anledning af bogens 50 års jubilæum afholdt
Diakonhøjskolen i Århus i samarbejde med Kirkens
Korshær et seminar d. 1. december 2009. Ved
dette seminar havde vi bedt 6 oplægsholdere om
at kommentere på forskellige kapitler i Kirken der
forarger ud fra hver deres synsvinkler. Det er der
kommet 6 forskellige bidrag ud af, som vil være at
finde her i bladet.
50 år går naturligvis ikke sporløst hen – heller
ikke over Kirken der forarger. Der er forhold, som
har ændret sig og sprogbrug som er forældet. Alligevel
er vi, som har været involverede i arrangementet,
enige om, at Haldor Hald præsenterer en
teologi og et menneskesyn, som stadig har aktualitet,
og at han udtrykker sig med en enkelhed og
præcision, som stadig kan være til inspiration og
sætte forhold i vores tid og samfund i perspektiv.
Flere eksemplarer kan fås ved henvendelse til:
Diakonhøjskolen
Lyseng Alle 15
8270 Højbjerg
86274122
info@diakonhojskolen.dk

Om kirken der forarger
den mest almIndelIge betydning af ordet
forargelse er krænkelse af moralske eller religiøse
følelser. Forargelse handler om moral eller måske
endnu bedre, moralisme. Reaktionen på at nogen
gør noget, som falder uden for normen – eller
falder ved siden af den smalle sti, som vi der har
vores på det tørre udstikker – forargelsens udtryk
er: det kan man ikke, sådan gør man ikke, det ser
ikke pænt ud.
Med titlen vender Hald perspektivet om. Oftest
forventes det, at det er kirken eller de kristne som
bliver moralsk krænkede og forargede over det ene
eller det andet. Men Hald sætter nu kirken ind
som objekt for forargelsen, fordi han hævder, at
kirken skal omfatte også dem, som vækker forargelse.
Den kirke, der forarger, er kirken, når den
inkluderer dem, der forarger.
Haldor Hald nævner mange gange moralismen,
som den store udfordring for det sociale arbejde
og for kirken. Måske vil mange tænke, at det ikke
længere er en udfordring for os i dag. Men for mig
at se er hans anliggende stadig aktuelt, fordi han
er opmærksom på moralismens konsekvenser, nemlig
den sort-hvide tænkning, eksklusionen af de
anderledes og nedgørelsen af kirken og Gud. Hald
er optaget af at bekæmpe enhver reduktion/indskrænkning
af mennesker, troen, kirken og Gud.
• Reduktion af mennesker til kun at være det
de kan præstere.
• Reduktion af troen til kun at handle om
personlige egenskaber.
• Reduktion af kirken til kun at kunne rumme
dem, der alligevel ikke har brug for den.
•
Af Bodil Lodberg
Underviser, Diakonhøjskolen
Bodil Lodberg
Reduktion af Gud til at være en overkommelig
modstander der skal blødgøres med
de rigtige handlinger.
mennesker er altId mere end det de
kan eller det de Ikke magter
Korshærsarbejdet har lært Haldor Hald, at der
er store forskelle på den udrustning og de muligheder
mennesker tildeles. Og at det kan gå galt
når det ”at der er for lidt af alle ting, intelligens,
indfølingsevne og karakter” stilles ”overfor livets
ubønhørlige krav”. Der var for 50 år siden mange
som var ved at drukne, og heroverfor var der brug
for indgriben. Hald er positiv over for det såkaldte
genrejsningsarbejde – både samfundsmæssigt og
menneskeligt er der brug for en indsats. Men han
er overordentlig kritisk over for en sammenblanding
af dette genrejsningsarbejde med evangeliet:
Evangeliet kan ikke og skal ikke reduceres til et
virksomt middel i genrejsningens tjeneste. Det er
ikke evangeliets tale, at det højeste mål, hvortil
det kan bidrage, er at blive en god samfundsborger.
Ligeledes er det også klart at troen ikke er en mønt,
3

4
som man putter i en automat, hvorefter en pæn og
ordentlig samfundsborger kommer ud. (s. 13)
Og Hald minder i denne sammenhæng om de
mange nytestamentlige eksempler på, at de mennesker
som ikke kunne magte livet dengang, holdt
sig nær til Jesus.
Alle toldere og syndere plejede at holde sig nær
til ham, Luk. 15,1 (s. 14)
Og han plejede omgang med dem – det var faktisk
en af beskyldningerne mod ham. Og Halds
pointe er, at der ikke stilles betingelser fra Jesu
side for, at de må være i nærheden af ham.
Hans mål var at give mennesker sit fællesskab,
enten de magtede livet eller ej. (s. 16)
Derfor må kirken have mere at byde på end blot
et tilbud om behandling, pædagogik eller metoder.
For her fokuseres alene på menneskets egne
iboende kræfter, og kravet er, at bevægelsen skal
komme indefra eller neden fra, som Hald siger.
Kirken må have et budskab, der rummer frihed og
befrielse for mennesker.
troen drejer sIg om noget uden for
os selv
Og Jesus kom aldrig med gode råd, handleplaner
eller metoder til mestring af tilværelsen med henblik
på bedre livskvalitet. Han sagde ikke ”Jeg har
vejen, sandheden og livet” – men jeg er … ,dvs.
han viser ikke hen til, men tilbyder sig selv. Altså
ligger målet ”ikke i mennesker, i deres kvalitet eller
stræben, men udenfor dem alle, i personen Jesus
Kristus. Det betyder at tolderen, skøgen og synderen
var lige så nær ved og lige så fjernt fra det
som den skriftkloge og ordentlige. … Ingen af dem
ejede gaven i sig selv, de kunne kun komme til at
røre ved den, ved at være i Jesu nærhed.”(s. 20)
Det understreger menneskers ligeværdighed,
fordi troens centrum ligger uden for os selv.
”Tro betyder at være indenfor Guds høre- og
handlevidde, fordi man har erkendt, at Gud taler
og handler gennem Jesus Kristus. Derfor er tro ikke
en tilstand, men et liv, en vekselvirkning mellem
Kristus og den troende.” (s. 27)
Derfor kan troen heller aldrig måles på den
menneskelige evne til at magte tilværelsen.
Troen kan heller ikke opfattes som en egenskab,
bestemte meninger eller en særlig moralsk standard
hos den enkelte, men som en livssituation.
Et sted at være, hvor man kan føle sig fri til at
være menneske. Det er menighedens opgave at
styrke denne tro.
kIrken har et centrum, men Ingen
grænser
Haldor Hald understreger betydningen af gudstjenesten
og særligt sakramenterne som det
sted, hvor vi alle stilles lige, de er en gave, hvor
tyngdepunktet ligger uden for os selv. Sakramenterne
kræver ingenting af os, men forkynder Guds
tilstedeværelse i verden – her hos os. Han minder
os om det, at de er ikke til i kraft af vores præstation,
men netop en gave, som skal modtages. Og
han er opmærksom på det elitære, der kan ligge
i det lutherske fokus på ordet – ordene. Vi har
glemt det umiddelbare og forståelige, der ligger i
symbolerne – i dåben og nadveren. Her møder vi
alle og på lige fod, ham som er centrum for kirken.
Her flyttes fokus fra os selv og hen på Kristus
og den næste, som er lige så tæt eller langt fra
centrum, som vi selv er. Den indsigt er en kilde
til menneskelig værdighed og underminering af al
moralisme, der trækker streger og sætter skel.
moralIsmens gudsbIllede
”For loven er Gud principielt en modstander, som
skal ombestemmes ved vores lovoverholdelse. Derfor
skal der ofres, øves askese, arbejdes på forbedring
og dygtiggørelse”
“Alt hvad der findes i forholdet mellem Gud og et
menneske kan få lovens fortegn og blive en ydelse
til Gud, selv dets omvendelse og helliggørelse, som
derved bliver det modsatte af, hvad det skulle være,
en præstation i stedet for en gave.” (s. 42)
Haldor Hald tager fat på den gamle modstilling
mellem lov og evangelium – og for mig at se er
den mere aktuel end nogensinde. For som Hald

Haldor Charles Christensen Hald var søn af mejeribestyrer
K. Hald på Andelsmejeriet Thyholm
i Hvidbjerg, født 29.11.1907, død 8.2.1969.
Klassisk sproglig student 1926 fra Ribe Katedralskole.
Cand. theol. 1933 fra Københavns Universitet.
Derefter sognepræst i Hune til 1937,
korshærspræst i Århus til 1941, sognepræst i
Vejle til 1946, korshærschef og kaldskapellan
ved Hellig Kors Kirke, København til 1964, da
han blev biskop over Lolland-Falsters Stift. Haldor
Hald, forfatter til Kirken der forarger, var
også som korshærspræst i Århus initiativtager
til korshærsgudstjenester.
siger, er loven fornuftig og indlysende, blottet for
al forargelse. Her er klare anvisninger på, hvad
der skal til, og dermed grobund for en opfattelse
af almindelig selvretfærdighed, at vi lever op til
normerne, at vi har fortjent det, vi har. Og hvor
ofte hører vi ikke udtrykket – ”der er ikke noget
at komme efter, vi har fulgt loven til punkt og
prikke, vi har ikke gjort noget, der er ulovligt ...”
Dermed flyttes fokus hen på os selv og væk fra
både Gud og næsten. Det er ikke længere forkert,
at asylbørnene bliver i centrene, for det er ikke
ulovligt. Det er ikke næstens nød, der bestemmer
hjælpens art, men vi retfærdiggør vores handling
ud fra loven bestemmelse. Loven bliver den autoritet,
der stilles mellem mig og næsten, mellem
Gud og mennesket.
Og det er synd – nemlig udtryk for menneskets
vilje til at ville være uden Gud, være sin egen
herre, ja, selv ville være Gud. Her ødelægges både
forholdet til Gud og til medmennesket. I stedet for
at være børn af samme far, kommer jungleloven til
at gælde – og min ret står over min brors ejendom
og liv. I stedet for at anskue mig selv realistisk
i forhold til Gud og mit medmenneske, så sættes
jeg selv og mine fortræffeligheder i centrum, indtil
den dag, det ikke længere holder – og så er det
også mit problem.
Besindelsen på at mennesket er sammensat – på
en gang både skabt, faldet og forløst, eller sagt
med andre ord, både helt unikke og misbrugere,
og befriet til fællesskab – hjælper til at placere
os i det rette forhold til Gud og til hinanden. Vi
mindes om at vi alle er nøgne mennesker bag facaden
og afhængige af vilkår og forhold, vi ikke
selv er herre over.
Og så er vi tilbage – og det synes jeg gælder
bogen i det hele taget, at den hele tiden danner
indre sammenhænge. Det er en teologisk bog,
som bruger almindelig ord til at gøre opmærksom
på det centrale i kristendommen: forholdet til
Gud, til medmennesker og til den samfundsorden,
vi bevæger os i. Og at det drejer sig om ikke at
reducere hverken mennesker, tro, kirken eller Gud
til noget mindre, end de er.
5

6
Blandt toldere og syndere
jeg er blevet bedt om at kommentere på
kapitlet ”Blandt toldere og syndere”, og intet
kunne være mere relevant for vores nutidige politiske
diskussion om ulighed, udstødelse og den
eklatante mangel på relevante mellemmenneskelige
relationer, som vores samfunds systemtænkning
desværre lægger op til.
Det første jeg faldt over, og som – desværre –
vandt en dyb genklang til nutiden, var kapitlets
allerførste sætning:
”Der er nogle, som ikke kan magte livet, flere
end man tror, og flere vil komme, jo mere indviklet
vort samfund bliver, erhvervsmæssigt og socialt.”
Ingen kan vist være i tvivl om, at samfundet er
indviklet – det er hyperkomplekst vil nogle mene,
og vi er for længst ovre de dage, hvor det gav
sig selv, hvordan ens tilværelse skulle forme sig.
Var min far landmand, blev jeg også landmand.
Var min mor sygeplejerske, var det også for mig
naturligt at blive sygeplejerske. Var jeg opvokset
i Vestjylland, blev jeg boende i Vestjylland, og det
samme hvis barndommens gade lå i København.
stadIg negatIv socIal arv I dag
Der var tidligere helt naturlige fællesskaber at
indgå i, og der var ikke megen diskussion om,
hvilket politisk ståsted den enkelte familie havde.
Den sociale mobilitet var ikke stor, men sandheden
er, at det er den heller ikke i dag.
Det er en sørgelig, men efterhånden velkendt
sag, at ingen af de sidste tredive års iværksatte
social- eller uddannelsespolitiske reformer for alvor
har formået at bryde med negativ social arv.
Af Pernille Vigsø Bagge
Folketingsmedlem
Det skyldes i vid udstrækning fire forhold:
For det første er det i meget høj grad mor, der
både direkte og indirekte bestemmer, hvad lille
Peter senere får ud af tilværelsen. Er mor uden
uddannelse, bliver sønnike det også, er mor blevet
skilt fra far, er der stor risiko for gentagelse
hos sønnike, og har mor fået bank, er der urimelig
stor risiko for, at sønnike også bliver voldelig
over for sin partner. Omvendt ser det ud for den
søn, hvis mor er akademiker – her kan nærmest
ti vilde heste ikke afholde ham fra at tage en
gymnasial uddannelse – og sandsynligvis også en
videregående uddannelse.
dIsskussIoner om skolens opgave
For det andet har der været en alt for lang og
misforstået debat gennem mere end tredive år,
om hvad der i grunden er velfærdssamfundets opgave.
Skal den udelukkende opbevare børnene i
daginstitutionen, eller skal den også opdrage og
drage omsorg? Skal folkeskolen kun undervise i
kernefag, så kundskaber kommer i hovedsædet?
Eller skal også den opdrage både til god opførsel,
demokratisk sindelag og medborgerskab? Skal den
gøre børn glade eller dygtige eller nysgerrige eller
stræbsomme eller lidt af det hele? Diskussionen
har svunget som et pendul mellem tilhængere af
sort skole og stift fokus på kundskaber og over til
de blødeste fortalere for, at børnene helt selv skal
bestemme, hvad der foregår mellem klokken otte
og fjorten i skolen.
For det tredje har en aldeles fejlslagen bolig- og
socialpolitik forårsaget en urimelig og ulykkelig

skævvridning af Danmark,
så det nu i vidt
omfang er ens adresse,
der siger næsten alt
om, hvem man er, hvor
mange penge man har,
hvilken både etnisk og
erhvervsmæssig – om
nogen – baggrund,
Pernille Vigsø Bagge
man har, og hvilken
tilværelse, man får.
For det fjerde har den siddende regering, med
Dansk Folkeparti som støtteparti siden 2001, øget
uligheden i samfundet: Den økonomiske ulighed,
ulighed i sundhed og ulighed i forhold til uddannelse.
Årsagen til den øgede ulighed er skattestop,
stram økonomi i kommunerne og lave sociale
satser – ikke mindst til folk med børn.
Vi har ikke som samfund formået at samle op
på de mennesker, der falder uden for et stadigt
mere snævert normalitetsbegreb. Der er tale om
en konsekvens af en negativ individualisering,
der i alt for høj grad lader folk sejle deres egen
sø, og et tab af helt basale fællesskaber, der reelt
kan gøre en forskel i menneskers liv.
IndIvIdualIserIng præger unge
Center for ungdomsforskning ved Danmarks Pædagogiske
Universitet har netop udgivet et flot
forskningsprojekt: ”Ungdomsliv, mellem individualisering,
standardisering og kommercialisering”.
Som det blev nævnt ved præsentationen af
projektet, så er ungdomsforskningen interessant
af flere grunde. Både fordi ungdommens trivsel,
gøren og laden siger noget om, hvor samfundet
er på vej hen. Og også fordi ungdommen har
bredt sig ud, og nu begynder i otteårs alderen og
slutter når folk er i tresserne. Alle vil være unge,
hurtigst muligt og længst muligt. Det er godt og
smart og langtidsholdbart at være ung, skulle
man tro. Kradser man lidt i overfladen er der dog
ikke meget at grine af, hvis man ikke hører til det
privilegerede overtal.
Undersøgelsen er udgivet i bogform og redigeret
af tidligere professor på Danmarks Pædagogiske
Universitet, Knud Illeris, hvorfra følgende
citat stammer:
”I dag er individualiseringen både kulturelt, socialt
og personligt nok det samfundsmæssige forhold,
der mere end noget andet præger og bestemmer
vilkårene for ungdomsfasen og dermed også de
unges identitetsdannelse, kvalificering, bevidsthedsformer,
udfoldelse, livsstil, handlemuligheder og den
samfundsmæssige sortering og positionering.”
tIlsyneladende valgmulIgheder
Udviklingen af det moderne globaliserede
markedssamfund har på en helt ny måde sat den
enkelte i centrum for sit eget liv. Fælles traditioner,
normer og horisonter, der tidligere i høj grad
regulerede mulighederne for handlinger og be-
vidsthedsformer, har mistet betydning, og i stedet
har vi fået en masse tilsyneladende valgmuligheder.
Og selv om alle disse valgmuligheder for de
allerfleste kun er tilsyneladende, og det nu som
før først og fremmest er den personlige og sociale
baggrund, der sætter vilkårene, oplever mange,
at de selv har mulighederne og ansvaret for at
træffe deres egne valg mellem næsten grænseløse
mængder af tilbud. Helt overordnet drejer det sig
om selv at vælge, hvem man vil være, og hvordan
man vil forme sin tilværelse. Men det indebærer
også, at man kun har sig selv at skyde skylden på,
når man har valgt forkert, eller man ikke kan leve
op til sine egne drømme og forhåbninger.
Sociolog Rasmus Willig har sagt det kortere:
”Alle danser vi om vores eget indre totem, og problemet
er at fortabelsen og udstødelsen ofte er permanent,
når dansen er slut.”
Eller som Haldor Hald udtrykte det for halvtreds
år siden: ”De magter ikke livet og bøder for denne
afmagt; de er sat udenfor samfundet.”
brug penge på relatIoner
Der gives sikkert mange midler mod en øget
7

8
negativ individualisering, men ét middel har
man kendt længe: En tidlig – og endog meget
tidlig – indsats kan sikre flere, og jo helst alle,
en tilværelse, der indebærer ansvar, pligt og
selvbestemmelse i en skøn forening for den enkelte
og for fællesskabet.
Da vi ved fra velfærdsforskningen, at begrebet
relationer er det helt bærende, og da vi ved, at der
ikke er uudtømmelige økonomiske ressourcer – og
da slet ikke i en krisetid, er det helt korte svar
på udfordringerne: Brug penge på
mellemmenneskelige relationer,
det kan betale sig. Genindfør den
menneskelige faktor. Jeg hørte i
går aftes da jeg kørte hjem fra et
møde, et lille brudstykke af forfatteren
Inge Eriksens erindringer på af #”.”
P1. Hun efterlyste rigtige levende
mennesker i stedet for ”tryk 1 efterfulgt
af #”.
“hun efterlyste
ét menneske kan gøre forskellen
I bogen TABUKA, som indeholder beretninger fra
børn der i deres barndom blev anbragt på institution
eller i plejefamilier, fordi deres forældre
havde mistet, eller aldrig havde haft, evnen til at
tage sig af dem, er det helt tydeligt, at det er ét
bestemt andet menneske, der har gjort forskellen
for disse børn.
Disse børn får kun en god og tålelig tilværelse
som unge og voksne, viser det sig, hvis de har
mødt det ene menneske, der gør hele forskellen.
Det er altså ikke handleplaner, lovforslag, kommunale
systemer og skemaer, der gør forskellen
for disse børn. Det er selve relationen til et andet
menneske, der vil dem, og som er der for dem i en
situation, hvor alle andre voksne har svigtet, som
gør hele forskellen.
Men hvor går vi hen, når børnene er blevet
store og er blevet til toldere og syndere og
skøger, og når vi som samfund efterhånden kun
kan tilbyde afstumpede tilbud som klubværelser
til hjemløse, økonomiske tilbagebetalingskrav
rIgtIge levende men-
nesker I stedet for
”tryk 1 efterfulgt
og overbelastede varmestuer til prostituerede,
ventetid på behandling til misbrugere og lange
fængselsstraffe til kriminelle?
cIvIlsamfundet som løsnIng
Vi simpelthen må og skal opdyrke det hjerte, der
i vores samfund i mange år har ligget mellem
stat og marked – nemlig civilsamfundet. Et unikt
og varmt og menneskeligt hjerte, som i disse år
trænges ud på et sidespor, fordi stat og marked
sætter sig på det hele.
Civilsamfundet er det sted, hvor
vi finder sociale organisationer,
folkekirke, folkeoplysning, menneskeligt
engagement og ildsjæle.
Ildsjæle, i form af rigtige levende
mennesker, som hver dag året
rundt gør en indsats for at hjælpe,
støtte, opdyrke og opbygge. Uden
øje for hverken profit eller magt eller gengæld
eller andet udkomme end menneskelige fællesskaber,
der opretholder langt mere og noget andet
end det, staten og markedet formår eller vil.
Og med blikket for dette hjerte bliver det helt
nødvendigt at inddrage, hvad det er, kirken og
kirkens budskab betyder.
Når den enkelte skal forme sig selv, skal stå
alene tilbage med ansvaret for både succes og
fiasko, skal være aldeles enestående i ordets
egentlige betydning, så har evangeliet om, at
ingen er helt alene, at ingen er skyldig ind til
benet, (fordi der er én, der har taget skylden på
sine skuldre for os, og at ingen behøver bebrejde
sig selv hverken herfra eller til evigheden), været
alt for usynligt for både alle mennesker, og da i
særdeleshed for toldere og synder – alle de som
falder udenfor.
folkekIrken som hvIlested
Jeg synes at Folkekirken har forsømt sin opgave
med at udgøre et vægtigt og væsentligt hvilested
og skjulested og et sted for befrielse for de
mange, der falder udenfor, når samfundet bliver

for indviklet og fællesskaberne forsvinder. Måske
er det ikke helt selvforskyldt, men alligevel er
det tale om en forsømmelse, fordi folkekirkens
kerneopgave er at forkynde et evangelium, som
siger, at ingen behøver at føle sig så alene og
eneansvarlig, at livet går i stykker,
når man ikke længere kan leve
op til det store eneansvar for at
være en succes, lykkelig, have et
godt image – være synlig på den,
efter de gældende normer, rette
måde osv.
Folkekirkens usynlighed er et
stort samfundsproblem, fordi
kirken, hvis den var mere synlig –
forstået som nærværende – i alle
menneskers bevidsthed, kunne
være en formidabel modpol til
den overdrevne individualisering,
der virker ødelæggende for den kes.”
enkelte og fatal for fællesskabet.
... om de magter lIvet eller ej
Folkekirken har et budskab der faktisk rummer
store muligheder for, at man kan være en fiasko i
flertallets øjne, i standardiseringens og individualiseringens
tidsalder, og stadigt leve lykkeligt videre.
Folkekirken med dens bekendelsesskrifter og
dens syn på samfundets svageste og de fordringer
der ligger i den luthersk-evangeliske kristendom,
er helt afgørende og nødvendige i en tidsalder,
hvor det er vigtigt at huske, at intet menneske
er en ø. Vi er underlagt den etiske fordring der
ligger i, at livet er en gave, som skal forvaltes af
den enkelte, men i tæt samspil med andre, og at
vi alle sammen har et ansvar for, at de andres liv
lykkes. Det ved kirken godt, og det kan den med
stor succes forkynde hver søndag – og når den,
med de organisationer den har under vingerne,
leverer forkyndelsen i praksis.
Kirken skal, som Haldor Hald understeger det,
ikke moralisere og prædike lov til de, der falder
udenfor, men skal være budbringer om det fæl-
“vI er underlagt den
etIske fordrIng der
lIgger I, at lIvet er
en gave, som skal
forvaltes af den
enkelte, men I tæt
samspIl med andre,
og at vI alle sammen
har et ansvar for,
at de andres lIv lyk-
lesskab der ligger i budskabet om, at han har
taget ansvaret på sine skuldre.
Haldor Hald skriver, at toldere og syndere og
skøger sandsynligvis ikke havde ønsket at tilbringe
størstedelen af deres tid sammen med Jesus,
hvilket de rent faktisk gjorde, hvis
han kun bibragte moralske opstød
om deres elendige situation. Som
Hald skriver:
”Hans mål var at give mennesker
sit fællesskab, enten de magtede
livet eller ej”.
Det betyder med andre ord, at
hårdere straffe, hjælp og behandling
på betingelser ikke kan eller
skal være kirkens anliggende i
dag. Det skal derimod evangeliet
om Jesus og hans offer for vores
skyld, sammen med en udstrakt
og betingelsesløs hånd til hjælp
og lindring.
kIrken har ansvar
Det bliver bare svært for kirken at leve op til sin
rolle som det betingelsesløse ly og helle, når
emsige folketingspolitikere sammen med de nye
ateister igen og igen pådutter kirken at holde
mund, at pakke sig og at lade være med at politisere,
som det lyder.
Men skønt ofte forsøgt, kan Luther ikke bruges
til at argumentere for, at kirken ikke må og skal
tale til vores kollektive og individuelle samvittighed,
og at den ikke må kommentere på vores
samfundsudvikling. ”Kristendommen er ikke fuldstændig
inderlig og usynlig, for den driver også
næstekærligheden frem, og dermed den kristne
forpligtelse til at involvere sig i samfundet, fællesskabet
og altså politikken”, som professor i teologi
Svend Andersen udtrykker det.
En kirke der ikke taler ind i sin samtid og som
ikke påtager sig opgaven med at tiltrække toldere
og syndere og skøger, bliver den velkendte
lejlighedskirke, som danner rammen om festerne
9

10
for alle os, der kan følge med tempoet på både
arbejdsmarked, og i familie- og fritidslivet. Alle
os, som også har et ansvar for at forkyndelsen af
evangeliet bliver bredt ud og forstået og hørt af
mange – også af dem, som vi ikke ligner, og som
vi ikke ser, fordi samfundet, forstået som staten,
i disse år sørger for at gemme af vejen, så vi ikke
forstyrres i vores hastværk af hjemløse, misbrugere
eller prostituerede, når vi haster videre til
den næste succes.
særlIg plads I hImlen tIl udstødte
Og jeg må sige, at jeg af og til frygter en kirke så
bovlam, at den dårligt tør sige, at evangeliet også
har fordringer til vores liv og levned, til vores omgang
med hinanden og ikke mindst fordringer i
forhold til næstens liv, som er en mindst lige så
stor en gave fra Gud, som vores eget liv er det.
Ja, jeg tror virkelig at Løgstrups etiske fordring
har noget på sig og skal fylde noget i søndagens
evangelieforkyndelse – også selv om sarte ører
synes, at dét, der siges, lyder som noget, man har
hørt før i den politiske sfære.
De disciple og andre som fulgte Jesus havde
heller ikke lyst til at se på, og omgås, tolderne
og synderne. De rynkede også brynene og spurgte
forundrede, hvorfor han dog brugte tid og velsignelser
på dem – alle dem de andre ikke vil tale
med. Og dengang som nu blev det gjort klart for
de pæne af Jesu efterfølgere, at de ikke skulle
pege fingre, at han havde en særlig plads i himlen
og i hjertet til dem, som ikke havde været med på
vinderholdet i den gængse optik.
vI er alle toldere og syndere
Både evangelierne og Haldor Halds bog fortæller
os, at udstødelse har været et grundvilkår, hvor
mennesker skal leve sammen side om side – i
snart sagt alle samfund, til snart sagt alle tider.
Men graden af udstødelsen og den måde samfund-
et behandler de udstødte på, i forsøget på at
rumme dem bedst muligt, fortæller mere om os
alle som mennesker, end vi måske lader ane i
vores daglige gøren og laden.
Vi skal til at tage meget mere alvorligt, at vi
alle sammen er tolderne, synderne og skøgerne, og
at et samfunds evne til inklusion måles på hvordan
vi behandler toldere og syndere og skøger
– både de andre og os selv. Vi skal tage alvorligt,
at det ikke er lov men derimod evangelium, der
gør livet værd at leve for den udstødte. At det
er den menneskelige faktor, og ikke systemerne,
behandlingsgarantierne, antabuspillerne og genhusningen
efter udsmidning, (uanset hvor vigtige
disse ting også er), – der er det afgørende.
Den livsvigtige relation fra mennesker til menneske
er det vigtige og det bærende. Det bliver
ikke klarere, end når man husker på, at ordet blev
kød, blev til et menneske som tog bolig i blandt
os, og at det netop derfor først og fremmest er
gennem menneskelige relationer, at evangeliet
allerbedst og tydeligst kommer til udtryk.
det er Ikke svært
Kort og godt kan det sammenfattes således:
Det er ikke svært politisk at tage initiativer, der
afbøder en skæv samfundsudvikling. Det hand-
ler om økonomisk omfordeling og almen accept af
menneskelig svaghed, som afhjælpes gennem den
såkaldte menneskelige faktor, der afløser trykknaptelefoner
og kontrolskemaer.
Det er ikke svært som kirke at sælge et godt
budskab, hvis man tør være mere evangelium
end lov.
Tak for arrangementet her, og tak for muligheden
for at give mit bidrag til en – desværre
og heldigvis – evigtgyldig bog fra én af Kirkens
Korshærs helt store skikkelser.

Kristus i Centrum og
Troen, som overvinder
verden
der er to forhold, fra de to kapitler, læst i
sammenhæng, som jeg gerne vil trække frem:
Det ene er Kristus i centrum i den diakonale
teologi. Anden trosartikels tilbagevenden som
udgangspunkt for diakonien er i gang. Hvad kan
vi tage med os af historien og Haldor Halds bog
til belysning af det forhold?
Det andet er at insistere på at forholde sig
konkret til den konkrete opgave, den konkrete
nød.
De to hænger sammen. Anden trosartikel indeholder
Jesusfortællingen. Det gennemgående træk
i fortællingen om Jesu liv er, at han var bundet
til den konkrete nød. Dér, hvor han mødte mennesker
i nød, måtte han standse op – Aastrups
salmelinje er god: ”og alt vort håb er gemt deri,
han kunne ikke gå forbi.” (DDS 173)
et menneskes gudsrelatIon afspejles
Ikke I socIale omstændIgheder
Kirken der forarger samler på mange måder det
nybrud op, der var sket i Kirkens Korshær efter
krigen. Vækkelsesbevægelserne og endetidsforventning
var stifterne, H.P. Mollerup og Kirsten
Prips kontekst, Oxfordbevægelsen havde været
klangbund for Kai Hammerich og også for Haldor
Af Helle Christiansen
Udviklingschef i Kirkens Korshær
Hald selv i hans embedstid
i Nordjylland, som
han beskriver i sine erindringer
Der er direkte og indirekte
henvisninger til
disse positioner i Kirken
der forarger, som blev
et manifest for den æn- Helle Christiansen
drede forståelse – at et
moralsk, pænt borgerligt liv ikke bringer noget
menneske nærmere Gud for det første, og for det
andet, at et menneskes guds-relation ikke afspejler
sig i dets sociale omstændigheder eller moralske
habitus.
Hald skriver: ”Jesus kom ikke med opfordring
til at bryde lænker, som toldere og syndere ikke
formåede at bryde”. (18). Citatet kan være polemisk
– H.P. Mollerup havde oversat en populær
vækkelsessang ”Du, som bryder lænker, løser
trælles bånd” på en vuggende melodi. Sangen
havde virkningshistorisk bidraget til et indtryk af,
at bryde syndens lænker skulle forstås som druk,
hor og spil.
Hald ønsker at genfinde en bibelsk-profetisk
klang, der insisterer på forpligtelsen over for
11

12
medmennesket:
Nej, den faste jeg ønsker - siger Gud -
er at løse ondskaben lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg;
ja, at du deler dit brød med den sultne,
giver husly til hjemløse stakler,
at du klæder den nøgne
og ikke vender ryggen til dine egne.
(Es. 58, 6-8)
Hald bryder igennem med en teologisk understregning
af Kristus i centrum, ikke synden eller
synderen i centrum, som vækkelsesfromheden
kunne udarte til, men Kristus i centrum, Kristus,
som er ét med Gudsordet.
Ikke “jeg har”, men “jeg er”
Jeg-er-ordene i Johannesevangeliet trækkes
frem: jeg er vejen, sandheden og livet, jeg er verdens
lys. Kristus siger ikke ”jeg har”, kom og få
det, men ”Jeg er”. Og tilkendegiver at være midt
iblandt os, mennesker, overalt og under alle forhold.
Derfor flytter fokus fra mennesket og dets muligheder
og umuligheder og til Kristus. I stedet for
krav om at stræbe og kæmpe, indeholder evangeliet
et budskab om hvile. Man kan næsten høre et
lettelsens suk ved meddelelsen om, at han er her
allerede, dér, hvor du er.
”Således ligger det attråede mål ikke i mennesker,
i deres kvalitet eller stræben, men udenfor
dem alle, i personen Jesus Kristus. Det betyder, at
tolderen, skøgen og synderen var lige så nær ved
og lige så fjernt fra det som den skriftkloge og
ordentlige. Ingen af dem ejede gaven i sig selv, de
kunne kun komme til at røre ved den ved at være i
Jesu nærhed.” (20)
I samklang med andre udgIvelser
Så vidt jeg kan se, indgik Kirken der forarger i en
samklang med to andre væsentlige udgivelser i
halvtredserne – K.E. Løgstrups Den etiske fordring
fra 1956 og P.G. Lindhardts foredrag fra 1952 og
senere udgivelse ”Det evige liv”.
De gjorde alle tre op med den alliance mellem
god, moralsk borgerlig livsopfattelse og kristentro,
som havde bred, automatisk kirkelig og samfundsmæssig
tilslutning.
Løgstrup ved at forankre etikken i det førkulturelle
og i de livsytringer, som sætter sig igennem
ved skabelseskraften, Lindhardt ved at markere
Guds suveræne magt: Det evige liv er altid
Guds nådes gave, ikke en velfortjent præmie for
god opførsel!
Kirken der forarger er i sit ærinde en pendant
til Lindhardt. Hald har det samme fokus, men
drejer konsekvensen mod det dennesidige liv.
Jesus Kristus er gaven, der sætter mennesker fri
over for Gud og lige over for hinanden. Intet af
det kan man gøre sig fortjent til.
Intet står mellem guds nåde og os
Kristus i centrum betyder hos Hald både et
sjælesørgerisk og et sakramentalt nærvær.
Sjælesørgerisk hedder det mere end en gang, at
intet står mellem Guds nåde og os, ikke engang
vores egen samvittighed.
Sakramentalt henviser Hald til Agnus Dei, O, du
Guds lam, som indleder nadveren. Den trefoldige
akklamation til Kristus udtrykker, at ”Kristentro
har Kristus i centrum. I denne tro bliver livet anderledes.
Retningen bliver ikke længere en retning
mod Gud, og kampen bliver ikke længere en kamp
for at nå Gud, for det, hvori man er, skal ikke søges,
og det, der er kommet til en, skal man ikke kæmpe
for at nå”. (24-25)
endetIden som horIsont
Det følgende kapitel Troen, som overvinder verden
udfolder konsekvenserne af den kristentro,
som har Kristus i centrum. Den har endetiden som
horisont, ikke som i Mollerups og den tids nærforventning,
men som den håbsbue, der spændes op
over tilværelsen.

Disse kapitler har mange bibelcitater fra Johannesevangeliet.
Man kunne tænke sig Lukas, de
fattiges evangelist, mere oplagt, men en hurtig
sammentælling viser Johannes. Denne evangelist
særegne, mystiske og gennemsakramentale fortolkning
af Kristi liv og begivenhederne omkring
ham rammer ind i Halds ærinde – at løfte kirkens
budskab over i et rum med plads til liv. Tro ”er
ikke en tilstand, men et liv, en vekselvirkning
mellem Kristus og den troende”.
Hald opholder sig ved den misforståelse,
at ordet ”troende”, “et
troende menneske” bliver hørt og
fortolket med vægt på personen,
den troende, og ikke på den tro,
som bærer den troende. Man ”hefter
sig … ved visse menneskelige
ejendommeligheder, som den troende
er eller bør være i besiddelse
af, i reglen bestemte meninger og
en vis moralsk standard, hvilken
sidste oftest udlægges på den måde, at en troende
er en, som ikke gør visse ting, der nu engang er
vedtaget som noget, en troende ikke gør.”
“kIrkens korshær
har holdt fast ved
kravet om folke-
kIrkemedlemsskab,
selv om det er
udfordret, både
hald kappede forbIndelser over
Troens frihed ”går fløjten. I stedet for at være
noget levende, bliver troen en slags spændetrøje”.
Med sådanne formuleringer kappede Hald nogle
forbindelser over, både til det borgerlige samfund
og til den kirkelige bredde. Hald og Lindhardt skar
skarpt og mærkede tilsvarende skarpe reaktioner
på deres ærinde.
Forankring af den diakonale teologi i anden
trosartikel er historisk set belagt med farer, jf.
den del af vækkelsesbevægelsens historie, som
Kirkens Korshær er en del af, og som Hald og hans
tids ledelse gjorde op med ved at understrege, at
den evangeliske helgen er spritteren, som ligger
i grøften med flasken og tror sine synder nådigt
forladt.
På en baggrund af sammenfiltret kristologi og
borgerlig moralopfattelse har det været gavnligt
Indefra og udefra.”
og rensende at fokusere på første trosartikel, som
det er blevet gjort i 1980’erne og frem, uden dog
naturligvis at glemme anden. Første trosartikel,
menneskets værdighed som skabt, uanset hvilken
livsform det fremtræder med, har givet materiale
og medført en samlende, og samtidig åben diakonal
position.
nadverhandlIng som udgangspunkt
Kirkens Korshær har holdt fast ved kravet om
folkekirkemedlemsskab, selv om
det er udfordret, både indefra
og udefra. Heri ligger mere end
en tro på menneskets værdighed
og alles skabthed. Der ligger en
bekendelse til den treenige Gud.
Udfoldelsen af anden – og tredje
trosartikel i et perspektiv, der
trækker mere på Melanchton og
pro nobis end en individualiseret
pro me – efter-klang fra Luther er
den teologiske udfordring.
Nadverhandlingen er både udgangspunkt og
målestok, for her sættes vi i relation til den
korsfæstede og opstandne frelser og med håbets
fortegn, anden og tredje trosartikel.
Den afgørende forankring af såvel forholdet til
Gud som forholdet til mennesker udtrykker Kjeld
Nordstokke:
”Vi har adgang til Gud gennem den korsfæstede
og opstandne, som lader den skjulte Gud komme til
syne i sit billede. Vi har adgang til medmennesket
gennem den korsfæstede og opstandne, som har
dækket hver eneste af sine umistelige små med
sit billede.
Vores relation til Gud og vores relation til mennesker
er begge placeret under anden trosartikel.
Ikke udelukkende dér, men grundlæggende dér.”
I dag er det i mange folkekirkelige sammenhænge
at løbe åbne døre ind at tale om, at
troens mulighed er alle lige åben, at Kristus er
midt iblandt os, at vi kan komme, som vi er etc.;
at kristenliv ikke kan ses som helliggørelse i
13

14
Helle Christiansen,
udviklingschef i
Kirkens Korshær
bestemte former.
Hald og hans tids tilbageerobring af den frihed
fører imidlertid i dag til en spørgen efter, hvad
kristne gør, dvs. hvilken praksis, en kristen har
eller kan have. For nu er det blevet ukonkret og
usynligt, at der er en sammenhæng mellem kristentro
og kristenliv.
bundet af den konkrete sItuatIon
Mystikken i ubestemt forstand er pt. populær,
med lystændinger, pilgrimsvandringer, meditation
etc. som genopdagede praksis’er uden at sætte
”kristen” foran. Den kristne, mystiske tradition,
har altid haft stærke træk af medmenneskelig
ansvarlighed. Udfordringen er at koble den udadvendte
praksis på denne åbenhed og formidle en
socialetiske konsekvens af evangeliet om Jesus
Kristus, også en fordelingsmæssig.
Jesus er som forbillede den, der altid går ind i
den konkrete situation, han møder. Hald taler om,
at Jesus er bundet af den konkrete situation.
Når vi i dag taler om, at nøden sætter dagsordenen,
er der inspiration at hente i det. Bundethed
til det konkrete, er et korrektiv til løsagtig
idealisme, der taler i generelle og skønmalende
vendinger om diakoniens opgaver. Den konkrete
nød både lugter og råber op og snyder og bedrager
også den, der vil forsøge at komme til hjælp.
Men vi er bundet af den konkrete situation.
Sandheden er konkret, betonede teologer i ’70erne,
og det er stadig værd at holde sig for øje,
samtidig med, at vi til værn mod totalitarisme og
enøjethed fastholder et åbent perspektiv.
Så længe vi lever her i tiden ser vi sandhed
i spejle og gåder. Det ændrer ikke ved, at vi er
forpligtede af den sandhed, vi kan se, handle på
den og fortælle om den.
kIrken der forarger brænder Igennem
Haldor Hald tilegnede sin bog ”Kirkens Korshær – i
taknemmelighed”. Når man læser hans erindringer
– som naturligvis som sådan er en redigeret fremstilling
af hans liv – får man indtryk af, at han
hentede sine væsentlige teologiske, og dermed
også personlige erkendelser, i koncentrationslejren
og i Kirkens Korshær. Måske fordi han disse
steder var inde ved det nøgne, eksistensen, hvor
alt udenomsværk er pillet af.
Med den intensitet brænder Kirken der forarger
igennem, også 50 år efter.

Mennesket bag facaden
lIge så skarp, analyserende og teologisk
reflekterende Haldor Hald er i sin tilgang til og
kritik af Den danske Folkekirke som menighed,
lige så almen, antydende og ukonkret er han i sin
samfundskritik
Kap. V er det nærmeste, man kommer til et
opgør med det, den ideologi, der er herskende i
samfundet. Opgøret retter sig mod udviklingsoptimismen,
som Haldor Hald kun omtaler i generelle
vendinger. Men der er ingen tvivl om, at den
aktuelle udviklingsoptimisme, han vender sig
imod, er den socialdemokratiske velfærdsstat og
dens tro på menneskelivets uanede muligheder
i et velorganiseret samfund, hvor staten sørger
for alle.
Han måler den danske folkekirke på kristologiske
præmisser, hvilket i høj grad giver mening
for en Kristusbekendende menighed. Men
når han vil måle det danske samfund på de selv
samme kristologiske præmisser, løber han ind i
vanskeligheder. Kirken skal kunne måles på disse
præmisser, hvad enten den vil eller ej. Samfundet
kan måles på dem, men er ikke forpligtet af dem.
Samfundet kan sige nej tak til den kristologiske
kvalitetsmålingsmetode og negligere den som
en forudsætning for sin selvforståelse. Det kan
kirken derimod ikke, hvis den ellers vil tage sig
selv alvorligt. Kirken er forpligtet af Kristus og
kan ikke vælge Ham fra uden at miste sin identitet.
Samfundet behøver ikke være forpligtet af
Kristus og kan vælge Ham fra uden at miste sin
identitet som samfund.
Af Bjarne Lenau Henriksen
Korshærschef, Kirkens Korshær
defensIv og negatIv samfundskrItIk
Haldor Hald ved, hvad han vil med sin kritik af
Den danske Folkekirke. Det gør han derimod ikke
på samme specifikke måde, når han går i rette
med det danske samfund. Han formulerer ikke
et samfundssyn, sådan som han formulerer sit
kirkesyn. Der er en parallelbevægelse i hans kritik.
Men hvor kritikken af kirken er offensiv og
konstruktiv, fordi han ved, hvor han vil hen, (den
åbne inkluderende, betingelsesløse, ikke fordømmende
kirke), er kritikken af samfundet defensiv
og negativ.
Han byder ikke ind med et konstruktivt fremadrettet
syn på det ideelle samfund. Det ville vel
også være et urimeligt forlangende. Og så alligevel,
måske er der et samfundssyn i følgende
citat: ”Når mennesket nemlig river sig løs fra Gud,
brister også den naturlige sammenhæng med medmennesker.
I stedet for en tilværelse, hvor vi er
børn af samme Fader og derfor brødre og søstre,
kommer livet, som vi kender det, hvor mennesker
vandrer som rovdyr mellem hverandre, hver for sig
overbevist om netop sin ret til at leve, selv om det
skal være over sin broders ejendom og liv”. (s. 57)
det forløste menneske er fremtIdens
håb om et godt samfund
Haldor Hald ønsker tilsyneladende et samfund,
som bygger på en fælles erkendt og bekendende
kristentro, hvor det faldne menneske er det centrale
omdrejningspunkt til forståelse af nutidens
elendighed, men hvor det i Kristus forløste menneske
er fremtidens håb om et godt samfund.
15

16
Haldor Hald ved
godt, at han er oppe
mod ideologier og forskellige
”ismer” i samfundet.Kristendommen
er ikke alene om
at definere samfundets
selvforståelse. Det
Bjarne Lenau Henriksen
skabte, faldne og genløste
kristne menneskesyn,
som han på god luthersk vis præsenterer i
kapitel V (p. 54 ff.), er ikke en naturgiven og
indiskutabel virkelighed, der gennemsyrer det
danske samfund. Det skal kæmpe for sin eksistens
på lige fod med andre menneskesyn. Og det er
det, Haldor Hald gør i kap. V. Hans argumentation,
som ikke holder til et realiserbart endemål,
kommer til at virke som en klagende anklage.
Haldor Halds kritik skal ses som et svar på samtidens
politiske (socialdemokratiske) og socialpolitiske
(velfærdsstatskonsoliderende) situation.
Vi befinder os i slutningen af 1950’erne. Den
socialdemokratiske velfærdsstat har konsolideret
sig. Socialdemokratiets program fra 1945, der taler
om tryghed, lighed og demokrati, er en klar
ideologi med socialistisk oprindelse.
grundholdnIng: staten har ansvar
for socIalpolItIkken
Denne socialdemokratiske ideologi var blevet
klart og markant formuleret af den svenske statsminister
Per Albin Hansson, som i sin tale i den
svenske Riksdag i 1928 introducerede begrebet
”folkehjemmet”, hvor han argumenterede for et
samfund uden klasseskel, hvor den ene ikke ser
ned på den anden, hvor ingen skaffer sig fordele
på andres bekostning, hvor den stærke ikke undertrykker
og plyndrer den svage, men hvor der
råder lighed, omtanke, samarbejde sammen med
øget social omsorg, økonomisk udligning og
økonomisk og socialt demokrati.
Med Steinckes socialreform fra 1933 øgedes
statens ansvar for socialpolitikken. Godt nok blev
der lovgivet om den private sektors mulighed for
at indgå overenskomster med det offentlige, og i
praksis øgedes det offentliges tilskud til den private
velgørende filantropi betragteligt de næste
20 år. Men grundholdningen var, at staten havde
ansvaret for socialpolitikken og dens gennemførelse.
Staten havde ansvar for ”det gode samfund”.
samfund med velfærd for alle
I 1950’erne fortrængte således den universalistiske
socialpolitik den partikularistiske socialpolitik.
Universalismen er princippet om sociale
rettigheder til alle, uden undtagelse. Den slog
bl.a. igennem med vedtagelsen af Folkepensionslovgivningen
i 1956. Tilmed blev det, vi i dag
ville kalde velfærdspolitikken, videnskabeliggjort.
Socialforskningsinstituttet (SFI) blev oprettet
i 1958. Den socialdemokratiske udviklingsoptimisme
var båret af tanken om, at man kunne
planlægge sig ud af alle de sociale problemer
og dermed sikre det gode samfund for alle. Men
vækst var en forudsætning. Uden vækst, ingen
velfærd. Og væksten kunne styres og reguleres
efter ønske.
Universalismetænkningen og planlægningstroen
havde bidt sig fast. Målet var et samfund med
velfærd for alle. Udviklingsoptimismen var indiskutabel.
Ud fra et rationelt og materielt synspunkt
var troen på fremtiden sikker viden. Hvis Haldor
Hald havde været lidt frækkere, end han var, ville
han have karikeret den og sagt, at der var en
anelse sekulariseret Guds Rige-utopi over den,
eller i hvert fald over idéen om den bedste af alle
verdener. Der var noget meget absolut, dogmatisk
og selvtilstrækkeligt over den socialdemokratiske
velfærdsstatstankegang, som vil skabe gode kår
for alle borgere.
Der skete i disse år en massiv udbygning af
velfærdsstaten. De private filantropiske organisationer,
(det vi i dag kalder den frivillige sociale
sektor), var stadigvæk præget af vækst i 50’erne.
Samtidig voksede den offentlige støtte og den

dermed følgende kontrol. Men gradvist overtog
det offentlige ansvaret for forsorgen, både ved
at udvide den selv og ved at overtage forsorgen
på områder, hvor den private filantropi ikke slog
til, og ved statslig finansiering af private institutioner.
Offentlig hjælp var nu blevet en rettighed,
borgerne var ikke længere afhængige af private
almisser. De private/frivillige organisationer fik
mindre og mindre betydning og fungerede efterhånden
mere og mere som interessevaretagere
i forhold til de offentlige ydelser, og de havde
følgelig den opgave at holde mennesker fri af udstødelse
og diskrimination. (Denne periode kulminerer
i 1976 med vedtagelsen af Bistandsloven,
hvor privat/frivilligt arbejde så godt som anses
som unødvendigt).
kIrkens korshær som supplement
Haldor Hald er klart i forsvarsposition. Han er chef
for en af de store private, filantropiske organisationer,
hvis betydning svækkes i 50’erne. Med
det offentliges øgede intervention og stigende
monopolisering af løsningen af de
sociale problemer må Haldor Hald
genfinde en identitet, som det offentlige
ikke kan tage fra ham.
I den daglige, jordnære, sociale/
diakonale praksis sker det ved, at
han accepterer det, vi i dag ville
kalde supplementsidentiteten.
Kirkens Korshær og andre private,
filantropiske, diakonale organisationer
fungerer som et supplement
til offentlige, som efterhånden
har overtaget store dele
af deres hidtidige jagtmarker.
Haldor Hald tilskrives en lang
række gode slogans. Ikke alle kan
verificeres, hvilket de nu ikke bliver ringere af.
En af dem er sætningen: Vi skal være dér, hvor
ingen andre er. Den har vi taget til os i Kirkens
Korshær som vores vigtigste formåls-paragraf. Vi
“det gælder om på
vor herres vegne og
på bedste nytesta-
mentlIge manér at
komme helt ud tIl de
yderste gærder og
få fat I dem, der er
længst væk, som har
det dårlIgst, og som
Ingen andre vIl have
med at gøre.”
har forstået den i bedste evangeliske forstand:
Det gælder om på Vor Herres vegne og på bedste
nytestamentlige manér at komme helt ud til de
yderste gærder og få fat i dem, der er længst væk,
som har det dårligst, og som ingen andre vil have
med at gøre.
Nu har jeg ikke kunnet finde belæg for udsagnet,
ej heller for Korshærens brug af det og slet
ikke for min egen opfattelse af udsagnet: Jeg tror,
Haldor Hald har sagt det som en defensiv kommentar
til velfærdsstatens allestedsnærværelse.
Når nu det offentlige breder sig ud over alle
grænser, så må vi se at finde de steder, hvor det
ikke kommer. Dér slår vi os ned og udfører vores
diakonale arbejde, om end det kun er en mindre
nicheproduktion. Hvis vi vil overleve som private
diakonale organisationer, må vi foretage os noget,
som ingen andre gør. Derfor: Vi skal være dér,
hvor ingen andre er. Et pragmatisk strategisk træk
med henblik på overlevelse. Og det lykkedes jo.
hald tager afstand fra nazIsmen
Haldor Hald går i rette med ”udviklingsoptimismen,
som man møder i de politiske
programmer, i skole- og ungdomsforanstaltninger,
i pressen og
mange andre steder.” (p. 50) Dens
indflydelse og udvikling er enorm,
fordi den er ”i stand til at betage
med religiøs magt” (ibid.).
”Den giver sine tilhængere en
tro og et håb, som kan bære dem
gennem vanskelighederne. Den er
ikke forargende som den kristne
tro, men helt igennem fornuftig.
Den forkynder ingen Gud og ingen
Djævel, medmindre man vil
kalde partiet eller føreren eller
foregangsmanden i videnskab eller
socialforsorg for Gud, og modstanderne, enten det
drejer sig om jøderne eller kapitalisterne eller de
reaktionære for djævle.” (ibid.) ”Således erstattes
tro med regnestok og religion med moral” (ibid.)
17

18
Der er ingen tvivl om, at Haldor Hald her tager
afstand fra nazismens uhyrligheder, som han jo
selv havde været meget tæt på, og fra det kommunistiske/socialistiske
system. Men hans opgør retter
sig også mod ”foregangsmanden
i videnskab og social forsorg”.
Det socialdemokratiske velfærdsog
velstandsprojekt er så tilpas
totalitært, at han – selv om det
lægger et skær af idealitet og et
præg af harmoni over tilværelsen
– må forholde sig kritisk til det.
Sagt på en anden måde: ideologier,
der guddommeliggør mennesket
med udelukkende godhed og
velstand/velfærd som dets habitualtilstand,
tager han afstand
fra. Udviklingsoptimismen er ”dogmatisk i sit
væsen, endda mere end den kirke, hvis dogmer den
kun har foragt over for”. (p. 53).
“når kIrken lader
mennesker går væk fra hInanden
Udviklingsoptimismen vil ikke rumme det forargende
budskab, der fastholder synden og det deraf
følgende faldne og fortabte menneske som virkelighed,
som den eneste virkelighedstro tilgang
til livet. Derfor går menneskene væk fra Gud og
hinanden og lever i syndens overflod af ensom
selvgodhed, hvor de ikke erkender ondskabens
virkelighed og dermed deres behov for syndernes
forladelse og for deres gensidige afhængighed,
men måler hinanden i konkurrerende moralparametre,
som går på den synlige socialdemokratiske
samfundsmæssige vellykketheds succes.
Det giver den bedrevidende og formynderiske
moralisme mulighed for at tage over. Den har ifølge
Haldor Hald et særligt kendetegn: den har kun lige-
gyldighed til overs for mennesker, der ikke kan
leve op til normerne. I samfundet bliver de svage
selvforskyldte tabere. Når kirken lader sig smitte
af samfundets udviklingsoptimisme og den dertil
knyttede moralisme, bliver de svage selvforskyldte
fortabte, som kirken ikke ønsker at inkludere.
sIg smItte af samfun-
detsudvIklIngsoptI- mIsme og den dertIl
knyttede moralIsme,
blIver de svage selv-
forskyldte fortabte,
som kIrken Ikke øn-
sker at Inkludere.”
Halds grundlæggende anklage mod tidsåndens
udviklingsoptimisme er, at den er udtryk for synd i
betydningen, at den afviser fællesskab med Gud i
Kristus ... ”Det er menneskets egen vilje til at være
uden Gud, være sin egen Herre, ja
selv at ville være Gud.” (s. 56)
Det er altså et gudløst samfund,
kirken er oppe imod. Men
når kirken selv er smittet med udviklingsoptimismens
gudløshed,
hører alting op. Eller rettere: så
bliver alting værre. Tilværelsen
ses udelukkende ud fra vellykkethedens
stærke position, hvad
enten vellykketheden, (Haldor
Hald kalder dem de fortræffelige
eller de heldige), er borgerlig eller
kristelig. De svage tabes og fortabes. Da er kirken
ikke længere en forargelse. Da har den mistet sin
integritet og er blevet en unødvendig ligegyldighed.
halds teologI får Indflydelse på
den kIrkelIge dIakonale tænknIng
Kapitlet udtrykker også Haldor Halds afstandtagen
fra enhver form for præstationspædagogik.
Kristi forløsergerning udelukker enhver form for
menneskets forsøg på selvskabt, kristelig vellykkethed.
Det lader sig ikke gøre. Mennesket kan
ikke skabe et samfund med Gud, det kan alene
modtage det som en uforskyldt gave. Ethvert
menneske må erkende sit grundlæggende fald.
Først da kan det tage imod det nye liv i forløsningen
og oprejsningen i Kristus. Og der er ingen
personsanseelse, hvad faldet angår.
Haldor Halds teologi får ingen umiddelbar og
direkte samfundsmæssig betydning. Derimod få
den indflydelse på den kirkelige diakonale tænkning.
Naturligvis ikke mindst i Kirkens Korshærs
egen selvforståelse. Halds teologi kaldes ”korshærsteologien”.
Og den præger Kirkens Korshær
også i nutiden.
Haldor Halds efterfølger som korshærschef,

Ole Jensen (chef fra 1964 til 1986), var ikke
meget skrivende, men til gengæld aktivt handlende.
”Kirken der forarger” udviklede sig efter
min opfattelse i Ole Jensens chefperiode stille og
roligt til det, jeg kalder ”Kirken der provokerer”.
Ole Jensen var fast forankret i Halds teologi og
turde satse på provokerende diakonale tiltag, som
forargede både inden for Kirkens Korshærs egne
rækker og udenfor. Kirkens Korshærs engagement
i og arbejde blandt provoerne og misbrugerne i
slutningen af 60’erne skabte røre i kirkelige diakonale
kredse, det samme gjorde Korshærens
engagement i Christiania i slutningen af 70’erne
med etableringen af varmestuen ”Suppedasen”
midt i Pusher Street. Korshærens accept af det illegale
Christiania vakte røre viden om i det kirkelige
liv.
dIakonIen tør gå dybt Ind
For mig har det været vigtigt at rykke den forargende
og provokerende diakoni hen imod den
protesterende diakoni, hvor diakoniens egenart
udtrykker sig i en praktisk og holdningsmæssig
solidaritet med de ekskluderede samfundsgrupper
og den deraf afledte protest mod de samfundsstrukturer,
der skaber eksklusion.
Det ligger i diakoniens kristologiske væsen, at
den er spontant solidarisk og fælleskabskabende.
I sit udgangspunkt kan diakonien kun være accepterende,
medfølende og solidarisk i den specifikt
kristne betydning, at diakonien tager menneskelivet
ind til sig, at den tør gå dybt ind i
menneskelivet uden selektive mekanismer, at den
kan være sammen med menneskelivet i alle dets
mest utrolige afskygninger, at der ikke er noget
menneskeliv, der er den fremmed.
• Diakonien er defineret af inkarnationen,
den er defineret af Guds menneskelige
komme til og reelle nærvær i det faktiske
menneskeliv.
• Diakoni er til enhver tid defineret af Jesu
korsdød. Den henter sin identitet i Jesu
råb: min Gud min Gud hvorfor har du for-
•
ladt mig. Jesu ensomme død ligger i diakoniens
inderste væsen som en konstant
udfordring om at være trofast mod menneskelivet.
Diakonien er til enhver tid defineret af opstandelsen,
som er Guds evige JA til det
kødelige og dødelige menneskeliv i al dets
skrøbelige foreløbighed.
tålende dIakonI I modsætnIng tIl
forandrende dIakonI
Inkarnationen, korsfæstelsen og opstandelsen
rammer diakonien ind i Guds evighed og gør den
til en uomgængelig nødvendighed i det jordiske
kristenliv. Denne kristologiske forståelse af
diakoniens inderste væsen er muligvis stadig
uforståelig og ubrugelig for det omgivende sekulariserede
samfund. Selv om der ikke kan skabes
dialog ud fra diakoniens selvforståelse, så kommer
dialogen dog i stand ved konsekvenserne af
den: De solidariske og protesterende handlinger.
Men det forudsætter, at diakonien i praksis tør
gå op imod nutidens udviklingsoptimisme. Følger
vi op på Haldor Halds anliggende om det in- eller
ekskluderende samfund, skal vi forholde os til
spørgsmålet om tålende diakoni (omsorgsdiakoni/
karitativ diakoni) i modsætning til forandrende
diakoni (den udviklingsprægede, forbedrende og
resultatorienterede diakoni).
dIakonI og dokumentatIon
Det er et ganske aktuelt hovedproblem, at diakonien
i nutidens markedsorienterede samfund,
hvor dokumenterede og kvalitetssikrede succesrater
er betingelsen for, at diakonien får lov til at
overleve, bliver mere og mere socialt resultatorienteret.
Den tåler mindre og mindre. Den effektive
resultatorienterede diakoni vil gerne dokumentere
sin nytteværdi i samfundet. Det er den
sikreste måde fortsat at få sekulariserede penge
fra det offentlige system på. Derfor skal diakonien
gøre en en synlig forskel. Diakonien skal ikke bare
være, den skal gøre. Og så finder diakonien nogle
19

20
målgrupper, som ubesværet kan leve op til diakoniens
ønske om kvalitativ livsforbedring. Hvis
diakonien skal overleve i det såkaldte postmoderne
samfund, skal den ikke dokumentere sin
guddommelige sendelse, men derimod sin samfundsmæssige
nytteværdi. Og i stigende grad sendes
diakonien ud i det svære menneskeliv som
repræsentant for staten og kommunerne.
I gamle dage ville diakonien omvende folk til et
troende/lydefrit liv i Kristus. I dag vil diakonien
omvende folk til et veltilpasset og perfekt liv i
den normalitetsmiddelmådige småborgerligheds
navn. Jeg ved snart ikke hvad der er værst. Men
moraliserende missionsdiakoni er det stadigvæk!
Vi vil ikke bare mennesker. Vi vil noget med dem.
Ofte vil vi noget andet med dem, end de måske
selv vil.
dIakonI I dag
Den moderne diakoni er sekulariseret vækkelsesdiakoni.
Vækkelsesdiakonien er lineær: Den
begynder et sted og slutter et
andet sted. Diakonien kunne med
nogen ret i dag også kaldes kristelig
præstationspædagogik. Det
er godt nok uevangelisk, i hvert
fald er det uluthersk. I lutherskevangelisk
forstand kan vi ikke
præstere eller forandre os til noget
som helst. Og da slet ikke
frelsen.
Den accepterende, medfølende
og solidariske diakoni – også
kaldet tålende diakoni – fremstår
i dag for nogle som en
naiv, ureflekteret, ukvalificeret
modsætning til den ændrende/
forandrende diakoni, som kræver
kreativ nytænkning, som er dynamisk
og fremadrettet og som i
stigende grad styres af moderne managementteorier.
Den forandrende diakoni kræver målgrupper
af velmotiverede mennesker med et menneskeligt
“I gamle dage vIlle
dIakonIen omvende
folk tIl et troende/
lydefrIt lIv I krIs-
tus. I dag vIl dIa-
konIen omvende folk
tIl et veltIlpasset
og perfekt lIv I den
normalItetsmId-
delmådIgesmåborg- erlIgheds navn. jeg
ved snart Ikke hvad
der er værst.”
resocialiseringspotentiale, som gør det meningsfuldt
at implementere en forandringsstrategi over
længere sigt.
Diakonien i dag er stadigvæk primært organisationsdiakoni.
Den er ikke kendetegnet ved de
grundigste teologiske refleksioner. Den forstår
først og fremmest sig selv i forhold til samfundet,
mens kirken ikke er en integreret del af dens
selvforståelse. En stor del af ansvaret herfor har
Folkekirken selv, som i dag stort set ligner den
kirke, Haldor Hald gik op imod. Diakonien er 50 år
efter ”Kirken der forarger” stadigvæk ikke et højt
prioriteret satsningsområde i Folkekirken. Haldor
Halds anliggende er lige så påtrængende og aktuelt
i dag som i 1959.
dIakonale organIsatIoners betydnIng
Samfundet har ændret sig radikalt. Det nyliberalistiske
samfunds vigende fælles ansvarlighed
og dets krav om det enkelte menneskes private
ansvar for eget liv, har givet de diakonale organisationer
en stor socialpolitisk og
samfundsmæssig betydning. De
er blevet en vigtig aktør på den
socialpolitiske arena og et instrument
i samfundets løsning
af sociale problemer. De skal ikke
længere forsvare sig mod tidsånden
og udviklingsoptimismen for
at overleve. I disse år kæmper
de mod den omsiggribende overvægt.
Men hvis de tør holde fast i
inkarnationens, korsdødens og opstandelsens
forargelse og protest,
er der håb for de ekskluderede. Tør
de tro på, at det gudskabte, faldne
og genløste menneske er fuldgyldigt
medlem af Guds Rige, så fastholder
de også ethvert menneskes
fuldgyldige identitet som medlem af det danske
samfund.

De fattiges gudstjeneste
haldor hald var chef for Kirkens Korshær
– men han var først og fremmest præst.
Det mærker man også i kapitel 7 af ”Kirken der
forarger”, som har titlen: De fattiges gudstjeneste.
I teksten bruger Hald begrebet ”gudstjeneste”
på tre forskellige måder.
Han bevæger sig fra centrum, kirkens højmesse,
og tegner to cirkler om den, der strækker ’gudstjenesten’
ud i hverdagen. I det følgende vil jeg
bevæge mig den modsatte vej, fra de ydre cirkler
ind til centrum.
For det tredje taler Hald om det daglige arbejde
som et kaldsarbejde og en gudstjeneste.
Baggrunden er den lutherske tanke om kaldet,
som Martin Luther brugte i et opgør med den katolske
tradition, der gjorde præsters gerning og
klosterlivet til noget særlig fortjenstfuld i forhold
til Gud. Luther derimod fremhævede, at det
daglige hverdagsliv er lige så religiøst værdifuldt,
og at alle er kaldet til en gerning, der kan gavne
næsten. Han brugte også tanken til at placere
kvinderne inden for hjemmets fire vægge, for kvinder
kunne kun have ’kald’ i husholdningssfæren,
hvor de i den katolske kirke havde mulighed for
f.eks. at udfolde sig intellektuelt og kunstnerisk i
klostertilværelsen.
hverdagens bøn
Men først og fremmest brugte Luther tanken om
kaldet til at føre gudstjenesten ud i hverdagen.
Det har vi en fremragende illustration af hos
Peder Palladius, der som den første biskop på
Af Liselotte Malmgart
Lektor, Århus Universitet
Sjælland efter reformationen
rejste rundt i sit
stift i 1540’erne for at
vejlede præster og menighed
om, hvordan de
skulle holde gudstjeneste
og være kristne i den nye
lutherske kirke. Palladius
er ved at formane til, Liselotte Malmgart
hvordan man skal bede,
når man er i kirke (man må f.eks. ikke længere
bede til Jomfru Maria) og siger så:
”Men det er ikke bare herinde, I skal bede, men
også hjemme, når I står op om morgenen og går
til sengs om aftenen, når I går til bords og fra
bordet, når I skal ud at pløje, så og høste. Når husmoderen
vil sætte sig til sin væv, når du skal til at
kærne smør, eller hvad som helst I skal i gang med,
så begynd med et Fadervor, og sig så: Himmelske
fader! Lad denne gerning, som jeg nu skal i gang
med, begynde godt i Jesu navn. Lad den få fremgang
og ende godt. Dig være lov og ære derved,
min hustru, børn og næste til nytte og gavn. Så
skal du se, at de hellige engle vil vandre med dig,
og det, du tager fat på, skal ende godt, og Gud skal
give det fremgang” (Palladius, s. 62-63).
hverdagen som gudstjeneste
På den måde blev det hellige i den lutherske kirke
ført ud af gudstjenesten og ind i dagliglivet, samtidig
med, at arbejdet blev sat ind i næstekærlighedens
perspektiv.
Det samme perspektiv findes hos Haldor Hald.
21

22
Passer man sit arbejde med omhu, dygtighed
og trofasthed, tjener man herved næsten og gør
hverdagen til gudstjeneste. Men i det moderne
samfund er det svært for mange at se sit arbejde
på den måde. Står man ved samlebåndet på en
fabrik, kan det være svært at få øje på den næste,
som får glæde af ens arbejde (Hald 1959, s. 86).
Hvis det var svært i 1950’ernes industrisamfund,
er det formentlig endnu sværere nu, selvom
nutiden omtales som et ”servicesamfund”. Sidder
man ved en computer i Indien og laver teknisk
support på et edb-system i Danmark, så er der
meget langt til dem, det gavner.
Det er måske derfor, at Hald også nuancerer
begrebet ”næste” og inddrager en anden end den,
der skal bruge det færdige produkt. Man arbejder
nemlig også ”for dem, man har kærlighedens forpligtelse
til at underholde”. Umiddelbart kan det
forstås som ”familie” og dermed fremmanes den
klassiske kernefamilie fra 1950’erne, hvor fader
skaffer pengene hjem. Det er værd at lægge
mærke til, at det står der ikke, – men: ”dem man
har kærlighedens forpligtelse” overfor. Det er i
denne sammenhæng et fint udtryk for de bånd,
der binder mennesker til hinanden også uden for
den traditionelle familiestruktur, og for at kærlighed
skaber både fællesskab og forpligtelse
hvad man forstår ved et “kald”
Hald så udtrykket ”kald” som vanskelig at bruge,
og det var både i 1950’erne og i de følgende årtier
et ord på retur. Det blev reserveret for de særlige
religiøse, for præster og folk i diakonalt arbejde.
Som eksempel kan nævnes sygeplejerskerne,
der ellers traditionelt havde talt om deres arbejde
som et kald. Men nu blev det opfattet som en
undskyldning for at byde folk dårlige arbejdsvilkår
og lønforhold. Nu ville sygeplejerskerne se deres
arbejde som et ”erhverv”. (jvf. Malchau 1998).
I de seneste år er kaldstanken kommet tilbage;
både blandt lærere og sygeplejersker kan man
høre det. Men ofte er det ikke i helt samme forstand
som det blev brugt af Luther og Hald.
”Kald” bliver nogle gange brugt som et synonym
for ”engagement”. I moderniseringen af kalds-
begrebet er det inspireret af Løgstrups filosofi
f.eks. hos sygeplejeteoretikeren Kari Martinsen
blevet udvidet til at være en etisk fordring om at
tage vare på næsten. Det moderne kald er stadig
et kald til arbejde for medmennesket, men det
opfattes ikke som en gudstjeneste.
gudstjeneste som konkret handlIng
I Haldor Halds anden brug af begrebet ”gudstjeneste”
fremgår det, at de to ting ikke kan
skilles ad.
Tjeneste for Gud er nemlig den konkrete handling
for næsten, som ligger lige for.
Vi skal ikke lede efter vores næste, men i stedet
lade os finde – for det er den person, der træder ud
af flokken og kommer os nær, der gør mig til sin
næste. Så må jeg enten træde et skridt nærmere
eller gå til side for at komme udenom. Med det
skridt må man enten bekende eller fornægte Kristus,
for næsten møder mig med Jesu ansigtstræk.
(Hald 1959, 83-84).
Hermed er vi nået til Halds første beskrivelse
af, hvad ”gudstjeneste” betyder. Kristus træder os
først og fremmest nær i kirkens gudstjeneste. Den
tanke er ikke alene centrum i Halds opfattelse af
gudstjeneste og liturgi, men i hele hans teologi.
Det er derfor vi kommer i kirke; ikke fordi vi
skal høre en fin prædikant, beundre den nye
kirke-kunst eller et kirkekor, der synger godt. I
en kirke, hvor det er målestokken eller ”den gode
oplevelse” målet, er det ikke så sært at kirkerne
er tomme, for det er ikke virkelig gudstjeneste og
de gode oplevelser finder man også andre steder.
Det er formentlig derfor, at korshærsgudstjensterne
fremstod så autentiske for Hald, der ofte
omtalte dem. I en artikel med tilbageblik på 22
års arbejde i Kirkens Korshær, skrev han ganske
kort: ”Kristus var centrum – og så er det kirke”.
handlInger som sprog
Kirken bliver kun kirke, når den kan formidle sit

udskab klart og enkelt til alle mennesker.
Det sker ikke, hvis vægten ensidigt lægges på
ordets forkyndelse, det der kan læses og forklares,
og de sakramentale handlinger derved bliver underbetonet.
Handlingerne er nemlig et sprog, der kan
forståes af alle og som ikke kræver abstrakt refleksion
og forkundskaber, men hvor vi blot skal
”lade noget ske med [os] og tro, at det sker”(Hald
1959, s. 69).
Samtidig er udlægning af ordet
ikke overflødigt. Det har mennesket
også brug for – men på Halds
liste over, hvad et menneske har
brug for, nævnes det faktisk til
sidst: ”penge, tøj, mad, pleje,
besøg eller måske en prædiken”.
(s. 84)
I de fattiges gudstjeneste står
syndernes forladelse i centrum.
Men også to andre liturgiske led gud.”
er vigtige for Hald: Kyrie og Gloria.
Med disse to, bønnen om barmhjertighed og
lovprisningen, er alt i virkeligheden sagt. Man skal
ikke være bange for, om ens egne ord slår til, for
i kirkens traditionelle liturgi findes det ene nødvendige:
bønnen om barmhjertighed og lovprisning
af den Gud, der viser barmhjertighed.
“at erkende at man
er på lIge fod be-
tyder også erkend-
elsen af, at uanset
hvordan vI klarer
alle er lIge fattIge over for gud
Andetsteds slår Hald fast, at evangeliet kan ikke
rækkes fra oven – det kan kun deles af nogen,
som er på lige fod (Hald 1964, s. 52). At erkende
at man er på lige fod betyder også erkendelsen
af, at uanset hvordan vi klarer os i livet, er vi
alle lige fattige over for Gud. Gudstjeneste er altid
de fattiges gudstjeneste, gudstjeneste for dem,
der ikke selv har noget at byde på. Gudstjenesten
er – ”et sted, hvor toldere og syndere kan være
Ham nær ... og det er tilladt dem, der klarede livet
bedre, at slutte op i kredsen, når deres fattigdom
på retfærdighed og hellighed driver dem derhen”
(Hald 1959, s. 80).
os I lIvet, er vI alle
lIge fattIge over for
Den kirke, der erkender og forkynder dette,
er den kirke, der forarger. I Halds 1950’er optik
så det ud til, at kirken har glemt sin pligt
til at forarge og havde bundet sig alt for fast til
bestemte normer for, hvordan de kristne skulle
opføre sig og opfatte sig selv.
nadveren som centrum
Igen og igen peger Hald på nadveren som centrum,
ikke alene for gudstjenesten, men i virkeligheden
for kirken selv. På en måde kan
det siges, at Hald har en magisk
opfattelse af nadveren.
’Magi’ er ikke et særlig godt
ord i en luthersk kontekst. Det er
ofte blevet brugt nedsættende om
andre konfessioner og andre religioner
og det er ikke positivt, når
der tales om den katolske kirkes
’magiske’ opfattelse af nadveren
eller om ’hedenske religioners
magiske ritualer’ (jvf. Helboe Johansen
2009). Når vi bruger ordet ’magi’, kan det
betyde en indsigt i, at ritualer kan bevirke noget,
som vi ikke umiddelbart kan forklare. ”Ethvert ritual,
der fremstår eller fortolkes som virkningsfuldt
af usædvanlige årsager, er et magisk ritual, hvad
enten det er en regndans eller en barnedåb” (Helboe
Johansen, s. 102).
Ritualer er en særlig måde at kommunikere det
uforklarlige på. Der er en forskel på at være tilskuer
i et teater, eller når man ser de andre samles
ved alterskranken, og så det selv at deltage.
Når vi selv deltager, selv bevæger os ud fra
kirkebænkens afgrænsede plads, forstærker ritualerne
den mening, som de fremsagte ord har. Den,
der ved alterskranken får brød at spise og vin at
drikke, bekræftes på en langt stærkere måde i,
at det er Kristi legeme og blod, der gives for vor
skyld, end hvis vedkommende sad på kirkebænken
og hørte præsten læse det højt. Det er en anden
måde at kommunikere et budskab på end at
prædike for folk. Altergangen bliver en oplevelse
23

24
af syndernes forladelse – ikke blot en tilsigelse.
Den taler til ”den lille mands tro”.
fokus på sakramentale handlInger
Det er en af grundene til, at ritualerne
– de sakramentale handlinger
– står stærkt hos Hald.
Det er et af de træk, der ikke er
tidstypisk ved hans teologi. Både
den tradition som Hald voksede
ud af, vækkelsesteologien, og den
dominerende teologiske strømning
i hans egen tid, datidens dialektiske
teologi, lagde stor vægt
på prædiken. Er et ritual og deltagelse
i et ritual ikke altid et forsøg
fra menneskets side på at nærme
sig Gud? Ligger der så ikke en fare
for gernings-retfærdighed? Den
dialektiske teologi fokuserede
på, at mennesket altid står i en
modtagende position i forhold til
Gud og at man må anse gudstjenestens
ritualer for et nødvendigt
onde. Alle ydre handlinger er ”kult” til forskel for
det åbenbarede og forkyndte ord (jvf. Helboe Johansen,
s. 142ff).
Med en meget grov generalisering kan man
sige, at i såvel vækkelseskristendommen som den
dialektiske teologi var der en fare. I det første
tilfælde en fare for følelsesladet sentimentalitet
med krav om en bestemt omvendelsesoplevelse
og på den anden side en fare for at stille for store
krav til intellektuel refleksion. Begge dele satte
“halds tanker
om gudstjeneste
fortjener en renæs-
sance I gudstjen-
este-eksperImen-
ternes tId, hvor
dagens præster
på mange måder
forsøger at udvIkle
gudstjenesten og
undvIge højmessen
f.eks. med alterna-
tIv musIk og kunst-
nerIske Indslag.”
tillige prædikanten eller præsten i centrum. Hald
forsøgte at undvige disse to farer ved at sætte
fokus på de sakramentale handlinger. Evangeliet
kan ikke rækkes fra oven – det kan kun deles af
nogle, som er på lige fod. Det ses
intetsteds mere tydeligt, end når
vi knæler ved alteret.
hald I dag
Fik Halds syn på gudstjeneste nogen
betydning?
Generelt i dansk kirkeliv kan han
ikke siges at have sat sig særlige
teologiske spor. Hald er på sin vis
selv blevet ”kult” – nemlig i diakonale
kredse og der er formentlig
ikke mange præster, der kender til
ham, medmindre de har en særlig
interesse for diakoni.
Men Halds tanker om gudstjeneste
fortjener en renæssance i
gudstjeneste-eksperimenternes
tid, hvor dagens præster på
mange måder forsøger at udvikle
gudstjenesten og undvige højmessen f.eks. med
alternativ musik og kunstneriske indslag.
Her minder Haldor Hald på inspirerende vis
om, at udenomsværkerne intet betyder, og gudstjenestens
hemmelighed er Kristi reelle tilstedeværelse.
”Virkelig gudstjeneste bliver det kun, hvor troen
på at Gud reelt er til stede, lever”. (Hald 1959, s.
79).
LITTERATUR
Haldor Hald: Kirken der forarger. København,1959.
Haldor Hald: 22 år i Kirkens Korshær, Korshærsbladet 1964, nr. 7, s- 52-53.
Kirstine Helboe Johansen: Den nødvendige balance – en ritualteoretisk og praktisk teologisk analyse af
højmessen mellem magi og symbol. Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet, 2009.
Susanne Malchau: Kaldet - et ophøjet ord for lidenskab, i: Sygeplejersken 47/1998, s. 34-50.
Peder Palladius: En Visitatsbog. Udgivet på nutidsdansk af Martin Schwarz Lausten, København 2003.

Kirken der forarger
– en åben favn
haldor hald skrev i 1965 en artikel i Korshærsbladet
med overskriften “Folkekirken – en
forargelse eller en udfordring”. Han indleder med
at fortælle en historie om, at Napoleon engang
besøgte paven, og da paven ikke rigtig ville ”gå i
tøjet”, skal Napoleon have truet
ham med, at han ville udslette
Romerkirken. Hertil skal paven
have svaret: Det kan De ikke,
det har kirken selv forsøgt i
næsten 2000 år, uden at det er
lykkedes.
Med historien får Haldor Hald
betonet, at kirkens eksistens
ikke afhænger af mennesker,
men af Kristus. Samtidig får han
understreget, at kirken kan leve
under mange historiske og politiske
forhold, uden at det nødvendigvis
vil ødelægge kirken.
Kirken er med andre ord en sammensat
størrelse af mange forskellige
mennesker til forskellige socIale.”
tider.
“lIgesom krIstus
sprængte alle
grænser, således
sprænger kIrken
alle de grænser,
som mennesker
sætter op over for
hInanden for at
lukke hInanden ude:
relIgIøse, natIonale,
polItIske, racemæs-
sIge, økonomIske og
kIrken er der, hvor krIstus er
Den samme tankegang møder vi i det sidste kapitel
Kirken – en åben favn, der afslutter Kirken
der forarger. Her understreger Haldor Hald, at den
Af Peter Lodberg
Lektor, Århus Universitet
kristne kirke ikke har synlige grænser, således at
man i hvert enkelt tilfælde kan træffe en klar afgørelse
om, hvem der hører med, og hvem der
ikke hører med. Hver gang man har gjort det i
kirkens historie, er det endt med snæverhed og
dømmesyge. Hald slår fast, at i stedet
for en ydre grænse er der givet
et centrum, Jesus Kristus. Kirken er
dér, hvor Kristus er, og hvor Kristus
er, dér er der kirke.
Ligesom Kristus sprængte alle
grænser, således sprænger kirken
alle de grænser, som mennesker
sætter op over for hinanden for
at lukke hinanden ude: religiøse,
nationale, politiske, racemæssige,
økonomiske og sociale. Hald formulerer
tankegangen på en flot
måde: ”En kristen kirke må have
plads for tolderne og synderne – og
for forbryderne, skøgerne, narkomanerne
og alle de andre, som livet
er gået på. Ellers er den ikke i sin
Herres fodspor. Det skal ikke være
en tålt plads, som de kan indtage, når de bliver
genrejste, men en plads i første parket, mens de
kæmper midt i deres vanskeligheder. De skal nemlig
nær til Jesus.” (s. 90)
25

26
halds krItIk af kIrken
Her begynder Halds kritik af en kirke, der ikke har
en åben favn, men som lukker sig om sig selv.
Det er en kirke, der har så travlt med at vise,
hvor god og fortræffelig, den er. Det er en kirke,
hvor toldere og syndere ikke møder forløsning og
frelse, men de andres dom og fordømmelse.
Jesus kaldte ikke synd for retfærdighed eller
gjorde sort til hvidt. Han foragtede ikke de dyder
og egenskaber, som tæller blandt mennesker og
gør livet værd at leve, men han nægtede at lade
disse tælle med, når det gælder frelsen. Hald betoner,
at i forholdet til Gud skal intet andet gælde
end Han selv og Hans værk.
Haldor Hald kalder sin egen tids kirke for 50 år
siden for en borgerliggjort kirke. Dermed mener
han en kirke, der har gjort dyder til frelsesbe-
tingelse, og som har mistet evnen til at forarge
og til at skabe tro og håb, hvor mørket er enerådende.
Den formår kun at klappe på skuldrene,
hvor ingen skulderklap tiltrænges, har ingen
spænding i sig og har ingen interesse.
Peter Lodberg,
lektor,
Århus Universitet
Ifølge Hald sprænger Jesu Kristi kirke det borgerlige
samfund, så ingen behøver at stå udenfor.
Han siger det meget præcist: ”Den, der hører Kristus
til, må høre ham til også med alle sine nederlag.”
(s. 95). Og han slutter sit kapitel og sin bog
med at gentage Jesu ord fra Matt. 11,28: ”Kom
hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af
byrder, og jeg vil give jer hvile.” De tolkes i Halds
allersidste sætning: ”Der er på denne jord intet
så levende og så favnende som Jesu Kristi kirke.”
(s. 98)
kIrken har en opgave
Når jeg læser Halds sidste kapitel i dag, så er det
slående, at han taler om kirken i et billede: Den
åbne favn. Han taler ikke om kirken som institution,
der styres fra toppen gennem kirkeministerielle
betænkninger og forordninger. Kirken er
mennesker – alle mennesker – og ikke embeder,
stillinger eller strukturer. Kirken er de mennesker,
der hører Kristus til.
Det andet, jeg hører, er, at kirken har en op-

gave: den skal være åben, den skal være favnende,
den skal være det sted, hvor de forkerte i samfund-ets
øjne er de rigtige og de vigtigste. Evangeliet
vender op og ned på, hvad
der er rigtigt og forkert, inde og
ude. Kirken er i den forstand den
omvendte verden, fordi Kristus har
vendt op og ned på liv og død i sin
opstandelse.
Det er nåden og frelsen, som er
på spil i kirkens måde at være kirke
på. Hvis ikke kirken er favnende,
så lever den ikke op til det, som er
dens udgangspunkt og grundlag.
Hvis ikke, der er plads til skøgen,
tolderen, narkomanen, flygtningen,
de udsatte eller mig selv med alle kampene,
så er kirken ikke kirke.
Sagen i Brorsonskirken, hvor politiet om natten
fjernede irakiske flygtninge fra kirken, satte
alt dette på spil. Den handlede ikke om, hvorvidt
landets love blev overholdt, men om kirken fik
lov til at være en åben og favnende kirke, hvor
forfulgte mennesker kunne søge tilflugt. Her blev
mennesker taget på ordet, når de sagde, at de
havde brug for beskyttelse. Her blev der ikke
stillet spørgsmålstegn ved deres religion, nationalitet,
lovlydighed eller køn. Det var hensynet til
næsten, der bestemte, hvem og hvad kirken er.
“hvIs Ikke, der er
plads tIl skøgen,
tolderen, narko-
manen,flygtnIn- gen, de udsatte
den nødstedte bestemmer
Det er den nødlidende, der bestemmer kirkens opgave,
for det er i den nødlidende, vi møder Jesus
Kristus. I den sammenhæng er det ligegyldigt, om
nøden er selvforskyldt eller uforskyldt. Det eneste
kriterium i kirken er, om medmennesket er i nød.
Det er den nødstedte, der bestemmer og stiller
opgaven. Hen over sommeren så vi, at netop
denne tanke hos Hald er dybt forargelig, men det
er hans fortjeneste, at vi i dag er blevet mindet
om, at den forargelige tanke i det borgerliggjorte
samfund er en evangelisk tanke og kirkens livsnerve.
eller mIg selv med
alle kampene, så er
kIrken Ikke kIrke.”
Haldor Hald hjælper os til at bevare fokus på,
hvad kirkens begrundelse og opgave er. Der er så
mange, der i disse år er så bange for folkekirkens
fremtid. Vil muslimerne overtage
det hele, og hvem er den sidste,
som skal slukke lyset? Vil ateisterne
overtage samfundet, når
politikkerne har fået skubbet
kristendommen ud af det offentlige
rum, og hvordan går det
med folkekirkens medlemstal?
Kun den vej, hønsene skraber.
Alle disse spørgsmål – al den
frygt – handler jo kun om magt
og forsøg på at holde fast ved
privilegier. De hviler på en forestilling
om, at folkekirken er den sidste garant for
danskhed. Men det er netop ikke kirkens opgave
at være bekymret for sin egen overlevelse, sin
prestige, sine kors, bånd og stjerner eller sin rolle
som danskhedens vogter og værner. Kirkens plads
er ikke på de bonede gulve, men i de mørke gader.
Kirkens plads er ikke ved højbordet, men hos dem,
der savner det daglige brød. Kirkens plads er hos
os, når vi midt i nederlagene kæmper videre.
kIrken skal Ikke være bange
Frygt ikke, hører vi om nogle uger i juleevangeliet.
De ord gælder også folkekirken. Den skal ikke
være bange. Den, der er bange, lukker sig inde
i sig selv for at beskytte sin magt, sine privilegier
og sin status. En kirke med en åben favn tør
satse, tør tænke nyt, tør handle midt i livet, tør
tro, når andre er ved at opgive troen.
Jeg vil gerne slutte med et andet citat fra Haldor
Halds artikel i Korshærsbladet i 1965: ”Når vi
har opnået at blive en folkekirke, skulle det nødigt
gå sådan, at vi blev angste for at være det, at vi
opgiver at kæmpe for bedre at blive det.”

Emneoversigt
forord
om kIrken der forarger
Af Bodil Lodberg
blandt toldere og syndere
Af Pernille Vigsø Bagge
krIstus I centrum og troen, som overvInder verden
Af Helle Christiansen
mennesket bag facaden
Af Bjarne Lenau Henriksen
de fattIges gudstjeneste
Af Liselotte Malmgart
kIrken der forarger - en åben favn
Af Peter Lodberg