Download temanummeret her (pdf) - Diakonhøjskolen

26
halds krItIk af kIrken
Her begynder Halds kritik af en kirke, der ikke har
en åben favn, men som lukker sig om sig selv.
Det er en kirke, der har så travlt med at vise,
hvor god og fortræffelig, den er. Det er en kirke,
hvor toldere og syndere ikke møder forløsning og
frelse, men de andres dom og fordømmelse.
Jesus kaldte ikke synd for retfærdighed eller
gjorde sort til hvidt. Han foragtede ikke de dyder
og egenskaber, som tæller blandt mennesker og
gør livet værd at leve, men han nægtede at lade
disse tælle med, når det gælder frelsen. Hald betoner,
at i forholdet til Gud skal intet andet gælde
end Han selv og Hans værk.
Haldor Hald kalder sin egen tids kirke for 50 år
siden for en borgerliggjort kirke. Dermed mener
han en kirke, der har gjort dyder til frelsesbe-
tingelse, og som har mistet evnen til at forarge
og til at skabe tro og håb, hvor mørket er enerådende.
Den formår kun at klappe på skuldrene,
hvor ingen skulderklap tiltrænges, har ingen
spænding i sig og har ingen interesse.
Peter Lodberg,
lektor,
Århus Universitet
Ifølge Hald sprænger Jesu Kristi kirke det borgerlige
samfund, så ingen behøver at stå udenfor.
Han siger det meget præcist: ”Den, der hører Kristus
til, må høre ham til også med alle sine nederlag.”
(s. 95). Og han slutter sit kapitel og sin bog
med at gentage Jesu ord fra Matt. 11,28: ”Kom
hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af
byrder, og jeg vil give jer hvile.” De tolkes i Halds
allersidste sætning: ”Der er på denne jord intet
så levende og så favnende som Jesu Kristi kirke.”
(s. 98)
kIrken har en opgave
Når jeg læser Halds sidste kapitel i dag, så er det
slående, at han taler om kirken i et billede: Den
åbne favn. Han taler ikke om kirken som institution,
der styres fra toppen gennem kirkeministerielle
betænkninger og forordninger. Kirken er
mennesker – alle mennesker – og ikke embeder,
stillinger eller strukturer. Kirken er de mennesker,
der hører Kristus til.
Det andet, jeg hører, er, at kirken har en op-