Download temanummeret her (pdf) - Diakonhøjskolen

More documents

Recommendations

Info

16 Haldor Hald ved godt, at han er oppe mod ideologier og forskellige ”ismer” i samfundet.Kristendommen er ikke alene om at definere samfundets selvforståelse. Det Bjarne Lenau Henriksen skabte, faldne og genløste kristne menneskesyn, som han på god lut<strong>her</strong>sk vis præsenterer i kapitel V (p. 54 ff.), er ikke en naturgiven og indiskutabel virkelighed, der gennemsyrer det danske samfund. Det skal kæmpe for sin eksistens på lige fod med andre menneskesyn. Og det er det, Haldor Hald gør i kap. V. Hans argumentation, som ikke holder til et realiserbart endemål, kommer til at virke som en klagende anklage. Haldor Halds kritik skal ses som et svar på samtidens politiske (socialdemokratiske) og socialpolitiske (velfærdsstatskonsoliderende) situation. Vi befinder os i slutningen af 1950’erne. Den socialdemokratiske velfærdsstat har konsolideret sig. Socialdemokratiets program fra 1945, der taler om tryghed, lighed og demokrati, er en klar ideologi med socialistisk oprindelse. grundholdnIng: staten har ansvar for socIalpolItIkken Denne socialdemokratiske ideologi var blevet klart og markant formuleret af den svenske statsminister Per Albin Hansson, som i sin tale i den svenske Riksdag i 1928 introducerede begrebet ”folkehjemmet”, hvor han argumenterede for et samfund uden klasseskel, hvor den ene ikke ser ned på den anden, hvor ingen skaffer sig fordele på andres bekostning, hvor den stærke ikke undertrykker og plyndrer den svage, men hvor der råder lighed, omtanke, samarbejde sammen med øget social omsorg, økonomisk udligning og økonomisk og socialt demokrati. Med Steinckes socialreform fra 1933 øgedes statens ansvar for socialpolitikken. Godt nok blev der lovgivet om den private sektors mulighed for at indgå overenskomster med det offentlige, og i praksis øgedes det offentliges tilskud til den private velgørende filantropi betragteligt de næste 20 år. Men grundholdningen var, at staten havde ansvaret for socialpolitikken og dens gennemførelse. Staten havde ansvar for ”det gode samfund”. samfund med velfærd for alle I 1950’erne fortrængte således den universalistiske socialpolitik den partikularistiske socialpolitik. Universalismen er princippet om sociale rettigheder til alle, uden undtagelse. Den slog bl.a. igennem med vedtagelsen af Folkepensionslovgivningen i 1956. Tilmed blev det, vi i dag ville kalde velfærdspolitikken, videnskabeliggjort. Socialforskningsinstituttet (SFI) blev oprettet i 1958. Den socialdemokratiske udviklingsoptimisme var båret af tanken om, at man kunne planlægge sig ud af alle de sociale problemer og dermed sikre det gode samfund for alle. Men vækst var en forudsætning. Uden vækst, ingen velfærd. Og væksten kunne styres og reguleres efter ønske. Universalismetænkningen og planlægningstroen havde bidt sig fast. Målet var et samfund med velfærd for alle. Udviklingsoptimismen var indiskutabel. Ud fra et rationelt og materielt synspunkt var troen på fremtiden sikker viden. Hvis Haldor Hald havde været lidt frækkere, end han var, ville han have karikeret den og sagt, at der var en anelse sekulariseret Guds Rige-utopi over den, eller i hvert fald over idéen om den bedste af alle verdener. Der var noget meget absolut, dogmatisk og selvtilstrækkeligt over den socialdemokratiske velfærdsstatstankegang, som vil skabe gode kår for alle borgere. Der skete i disse år en massiv udbygning af velfærdsstaten. De private filantropiske organisationer, (det vi i dag kalder den frivillige sociale sektor), var stadigvæk præget af vækst i 50’erne. Samtidig voksede den offentlige støtte og den
dermed følgende kontrol. Men gradvist overtog det offentlige ansvaret for forsorgen, både ved at udvide den selv og ved at overtage forsorgen på områder, hvor den private filantropi ikke slog til, og ved statslig finansiering af private institutioner. Offentlig hjælp var nu blevet en rettighed, borgerne var ikke længere afhængige af private almisser. De private/frivillige organisationer fik mindre og mindre betydning og fungerede efterhånden mere og mere som interessevaretagere i forhold til de offentlige ydelser, og de havde følgelig den opgave at holde mennesker fri af udstødelse og diskrimination. (Denne periode kulminerer i 1976 med vedtagelsen af Bistandsloven, hvor privat/frivilligt arbejde så godt som anses som unødvendigt). kIrkens korshær som supplement Haldor Hald er klart i forsvarsposition. Han er chef for en af de store private, filantropiske organisationer, hvis betydning svækkes i 50’erne. Med det offentliges øgede intervention og stigende monopolisering af løsningen af de sociale problemer må Haldor Hald genfinde en identitet, som det offentlige ikke kan tage fra ham. I den daglige, jordnære, sociale/ diakonale praksis sker det ved, at han accepterer det, vi i dag ville kalde supplementsidentiteten. Kirkens Korshær og andre private, filantropiske, diakonale organisationer fungerer som et supplement til offentlige, som efterhånden har overtaget store dele af deres hidtidige jagtmarker. Haldor Hald tilskrives en lang række gode slogans. Ikke alle kan verificeres, hvilket de nu ikke bliver ringere af. En af dem er sætningen: Vi skal være dér, hvor ingen andre er. Den har vi taget til os i Kirkens Korshær som vores vigtigste formåls-paragraf. Vi “det gælder om på vor <strong>her</strong>res vegne og på bedste nytesta- mentlIge manér at komme helt ud tIl de yderste gærder og få fat I dem, der er længst væk, som har det dårlIgst, og som Ingen andre vIl have med at gøre.” har forstået den i bedste evangeliske forstand: Det gælder om på Vor Herres vegne og på bedste nytestamentlige manér at komme helt ud til de yderste gærder og få fat i dem, der er længst væk, som har det dårligst, og som ingen andre vil have med at gøre. Nu har jeg ikke kunnet finde belæg for udsagnet, ej heller for Korshærens brug af det og slet ikke for min egen opfattelse af udsagnet: Jeg tror, Haldor Hald har sagt det som en defensiv kommentar til velfærdsstatens allestedsnærværelse. Når nu det offentlige breder sig ud over alle grænser, så må vi se at finde de steder, hvor det ikke kommer. Dér slår vi os ned og udfører vores diakonale arbejde, om end det kun er en mindre nicheproduktion. Hvis vi vil overleve som private diakonale organisationer, må vi foretage os noget, som ingen andre gør. Derfor: Vi skal være dér, hvor ingen andre er. Et pragmatisk strategisk træk med henblik på overlevelse. Og det lykkedes jo. hald tager afstand fra nazIsmen Haldor Hald går i rette med ”udviklingsoptimismen, som man møder i de politiske programmer, i skole- og ungdomsforanstaltninger, i pressen og mange andre steder.” (p. 50) Dens indflydelse og udvikling er enorm, fordi den er ”i stand til at betage med religiøs magt” (ibid.). ”Den giver sine tilhængere en tro og et håb, som kan bære dem gennem vanskelighederne. Den er ikke forargende som den kristne tro, men helt igennem fornuftig. Den forkynder ingen Gud og ingen Djævel, medmindre man vil kalde partiet eller føreren eller foregangsmanden i videnskab eller socialforsorg for Gud, og modstanderne, enten det drejer sig om jøderne eller kapitalisterne eller de reaktionære for djævle.” (ibid.) ”Således erstattes tro med regnestok og religion med moral” (ibid.) 17
Page 1 and 2: TEMANUMMER KIRKEN DER FORARGER Vide
Page 3 and 4: Om kirken der forarger den mest alm
Page 5 and 6: Haldor Charles Christensen Hald var
Page 7 and 8: skævvridning af Danmark, så det n
Page 9 and 10: for indviklet og fællesskaberne fo
Page 11 and 12: Kristus i Centrum og Troen, som ove
Page 13 and 14: Disse kapitler har mange bibelcitat
Page 15: Mennesket bag facaden lIge så skar
Page 19 and 20: Ole Jensen (chef fra 1964 til 1986)
Page 21 and 22: De fattiges gudstjeneste haldor hal
Page 23 and 24: udskab klart og enkelt til alle men
Page 25 and 26: Kirken der forarger - en åben favn
Page 27 and 28: gave: den skal være åben, den ska

Download temanummeret her (pdf) - Diakonhøjskolen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?