Download temanummeret her (pdf) - Diakonhøjskolen

22
Passer man sit arbejde med omhu, dygtighed
og trofasthed, tjener man herved næsten og gør
hverdagen til gudstjeneste. Men i det moderne
samfund er det svært for mange at se sit arbejde
på den måde. Står man ved samlebåndet på en
fabrik, kan det være svært at få øje på den næste,
som får glæde af ens arbejde (Hald 1959, s. 86).
Hvis det var svært i 1950’ernes industrisamfund,
er det formentlig endnu sværere nu, selvom
nutiden omtales som et ”servicesamfund”. Sidder
man ved en computer i Indien og laver teknisk
support på et edb-system i Danmark, så er der
meget langt til dem, det gavner.
Det er måske derfor, at Hald også nuancerer
begrebet ”næste” og inddrager en anden end den,
der skal bruge det færdige produkt. Man arbejder
nemlig også ”for dem, man har kærlighedens forpligtelse
til at underholde”. Umiddelbart kan det
forstås som ”familie” og dermed fremmanes den
klassiske kernefamilie fra 1950’erne, hvor fader
skaffer pengene hjem. Det er værd at lægge
mærke til, at det står der ikke, – men: ”dem man
har kærlighedens forpligtelse” overfor. Det er i
denne sammenhæng et fint udtryk for de bånd,
der binder mennesker til hinanden også uden for
den traditionelle familiestruktur, og for at kærlighed
skaber både fællesskab og forpligtelse
hvad man forstår ved et “kald”
Hald så udtrykket ”kald” som vanskelig at bruge,
og det var både i 1950’erne og i de følgende årtier
et ord på retur. Det blev reserveret for de særlige
religiøse, for præster og folk i diakonalt arbejde.
Som eksempel kan nævnes sygeplejerskerne,
der ellers traditionelt havde talt om deres arbejde
som et kald. Men nu blev det opfattet som en
undskyldning for at byde folk dårlige arbejdsvilkår
og lønforhold. Nu ville sygeplejerskerne se deres
arbejde som et ”erhverv”. (jvf. Malchau 1998).
I de seneste år er kaldstanken kommet tilbage;
både blandt lærere og sygeplejersker kan man
høre det. Men ofte er det ikke i helt samme forstand
som det blev brugt af Luther og Hald.
”Kald” bliver nogle gange brugt som et synonym
for ”engagement”. I moderniseringen af kalds-
begrebet er det inspireret af Løgstrups filosofi
f.eks. hos sygeplejeteoretikeren Kari Martinsen
blevet udvidet til at være en etisk fordring om at
tage vare på næsten. Det moderne kald er stadig
et kald til arbejde for medmennesket, men det
opfattes ikke som en gudstjeneste.
gudstjeneste som konkret handlIng
I Haldor Halds anden brug af begrebet ”gudstjeneste”
fremgår det, at de to ting ikke kan
skilles ad.
Tjeneste for Gud er nemlig den konkrete handling
for næsten, som ligger lige for.
Vi skal ikke lede efter vores næste, men i stedet
lade os finde – for det er den person, der træder ud
af flokken og kommer os nær, der gør mig til sin
næste. Så må jeg enten træde et skridt nærmere
eller gå til side for at komme udenom. Med det
skridt må man enten bekende eller fornægte Kristus,
for næsten møder mig med Jesu ansigtstræk.
(Hald 1959, 83-84).
Hermed er vi nået til Halds første beskrivelse
af, hvad ”gudstjeneste” betyder. Kristus træder os
først og fremmest nær i kirkens gudstjeneste. Den
tanke er ikke alene centrum i Halds opfattelse af
gudstjeneste og liturgi, men i hele hans teologi.
Det er derfor vi kommer i kirke; ikke fordi vi
skal høre en fin prædikant, beundre den nye
kirke-kunst eller et kirkekor, der synger godt. I
en kirke, hvor det er målestokken eller ”den gode
oplevelse” målet, er det ikke så sært at kirkerne
er tomme, for det er ikke virkelig gudstjeneste og
de gode oplevelser finder man også andre steder.
Det er formentlig derfor, at korshærsgudstjensterne
fremstod så autentiske for Hald, der ofte
omtalte dem. I en artikel med tilbageblik på 22
års arbejde i Kirkens Korshær, skrev han ganske
kort: ”Kristus var centrum – og så er det kirke”.
handlInger som sprog
Kirken bliver kun kirke, når den kan formidle sit