Harald G. Jensen HJÆLP – det spøger! Forlaget Angel - Siriusmedia

Harald G. Jensen
HJÆLP – det spøger!
2
En håndbog i spøgelser
Forlaget Angel
En stor tak til Kate for godt samarbejde og fordi jeg har fået lov til at trække
på hendes erfaringer om spøgelser

Side 2
”Hjælp – det spøger ! 2”
1. udgave 2008 Forlaget ANGEL
v/ Harald G. Jensen ©
Illustrationer:
H.C.Hauge-Rasmussen
Omslag: Efter maleri af
H.C.Hauge-Rasmussen
Bogen er sat med Palatino-Linotype.
Trykt hos Toptryk Grafisk, Gråsten
Fotografisk, mekanisk, elektronisk
eller anden gengivelse af denne
bog er ikke tilladt uden efter
aftale med forfatteren ifølge
gældende dansk lov om ophavsret.
Forfatterens tidligere udgivelser:
”Atlantis – landet med de grønne enge” 2. udgave 2008
”Hjælp – det spøger !!!” 1. Ny udgave 2002
”Den usynlige virkelighed” Ny udgave 2002
”Hvad øjet ikke ser” 2001
”Vejen til lyset” 2004
”I sandhedens tjeneste” 2005
Forlaget ”ANGEL”
v/ Harald G. Jensen,
Funder Kirkevej 55,
Funder Kirkeby,
8600 Silkeborg
Tlf. 86 85 17 93
”E-mail: harald@siriusmedia.dk
Hjemmeside: www.siriusmedia.dk
ISBN 87-986470 – 8 -9

Indholdsfortegnelse
Indledning ………………………… side 4
Livet efter døden……………….…. side
Generelle oplysninger……………. side
Resumeer af tidligere beretninger. side
Et år med spøgelser………………. side
Afslutning…………………………. side
Litteraturliste………………………side

Kapitel 1
Indledning
Da det nu er 10 år siden at vi udgav bogen ”Hjælp – det spøger!!!”, synes
vi, at det må være på tide at skrive en opfølgning af emnet.
I de 10 år er der sket mangt og meget inden for vor viden om spøgelser,
gengangere og gespenstre. Mange af de hypoteser, som jeg dengang
fremsatte, har vist sig at være – om ikke forkerte – så dog ufuldkomne.
Det må derfor være på tide at korrigere vore opfattelser af fænomenet,
idet jeg altid har haft som valgsprog: ” Jeg har en mening, indtil jeg får en
ny og bedre mening.”
Den viden vi har opnået er fremkommet, dels gennem empiriske
oplysninger opsamlet gennem årene, dels gennem læsning af nye bøger
om emnet, som er fremkommet i stor mængde i den senere tid, og dels
gennem de erfaringer, som vi har fået om emnet.
Kate, som jeg har samarbejdet med igennem alle årene siden 1998, har
ved sin skarpe iagttagelsesevne og sin omhyggelige bearbejdning af, hvad
hun oplever, i høj grad været med til at oplyse og klarlægge min indsigt i
emnet. Vi har et fantastisk godt samarbejde, som især er baseret på at vi
altid står i telepatisk forbindelse med hinanden og derved kan støtte
hinanden i opfattelsen af det vi ”ser”. For lad mig slå fast, at hverken hun
eller jeg ”ser” spøgelserne på den gængse måde gennem vore to normale
øjne, men ved netop at lukke dem og bruge det ”tredje øje”, som vi alle
har midt i panden. Med andre ord: Vi ser spøgelserne i deres egen
dimension.
Rent videnskabeligt har vi den opfattelse, at spøgelser er en vibration i
en anden dimension, og at vi kan få adgang til denne dimension gennem
det tredje øje og gennem årelang træning. Mange har spurgt os, om vi alle
kan lære at ”se” spøgelser. Dertil kan vi svare, at det kommer vi nok til
engang, når menneskeheden kommer op i ”den femte dimension”. Vi er
på vej derop, og mange har allerede nået den. Det er dem som vi kalder
”de åndeligt udviklede”. En dag vil vi alle være i stand til at se spøgelser,
tror vi. Men hvornår den dag kommer, tør vi end ikke gætte på. Men at
det vil ske er vi ikke i tvivl om. Små børn op til 5-6 års alderen kan i dag
virkelig se spøgelser og tale med dem, og det er ofte dem, der får deres
forældre til at ringe os op for at få renset huset. Det kommer igen af, at alt

for mange desværre har den opfattelse at spøgelser er noget man skal
være bange for.
Den opfattelse har været næret af de mange bøger og film om emnet,
hvor man netop fokuserer på, at spøgelser er ”dæmoner”, som vil os noget
ondt. Præsterne har desværre bidraget til denne opfattelse, som bygger på
at det er onde sjæle, som er blevet afvist oppe i Himlen. De tror (eller er
blevet indoktrineret til at tro) at vore sjæle bliver nede i graven parate til at
stå op, når Jesus kommer tilbage til Jorden igen. Ak – hvor enfoldigt.
Endnu mere enfoldigt er den grasserende amerikanske ”opfindelse”
Halloween, som vi desværre har taget til os herhjemme de senere år. Man
udhuler et græskar og skærer huller til øjne, næse og mund. Når man så
sætter et lys indeni det udhulede græskar, tror man, at det vil skræmme
alle spøgelser væk, fordi spøgelser er bange for lyset. Det er med til at give
et forvrænget billede af, hvad et spøgelse er bange for. Jeg tror, at de er
ligeglade.
Endvidere har især filmene om de amerikanske ”Ghostbusters” være
med til at give en helt fejlagtig opfattelse. Jeg blev især i starten kaldt for
”spøgelsesjæger”, og det er igen helt forkert. Jeg beder altid om at blive
kaldt for ” spøgelseshjælper”, for det er det jeg er. Jeg kunne aldrig finde
på at jage med spøgelserne, for det er i mine øjne kun ulykkelige sjæle,
eller som vi også kalder dem ”vildfarne sjæle”. For det er det de også er.
Nemlig vildfarne
Derfor har jeg sat mig for at give et så korrekt billede af, hvad et spøgelse
egentlig er, og om der i virkeligheden er grund til at være bange for det.
For det første har jeg i min bog ”Hjælp – det spøger ” (1) opdelt dem i tre
kategorier. Den procentvise fordeling, som jeg dengang havde som
hypotese, har gennem erfaringer vist sig ikke helt at stemme overens med
virkeligheden. De tre kategorier, som jeg dengang fandt frem til er stadig
gældende. Langt størsteparten af spøgelser er stedrelaterede. Det vil sige,
at de er knyttet til en bestemt lokalitet og kun opholder sig der. Grundene
til det skal jeg senere komme ind på.
Denne type mente jeg for 10 år siden udgjorde ca. 75 %, men
erfaringerne gennem årene viser, at det nærmere skal opgøres til 90%.
Den næste type: De personrelaterede mente jeg måtte udgøre ca. 24 %. Det
har jeg nu måttet reducerede til ca. 9% og så bliver der, som enhver kan

egne ud kun ca. 1% tilbage til dem, som jeg mener, er farlige for os
levende mennesker.
For at anskueliggøre typerne har jeg også inddelt dem i tre gruppetyper,
som jeg har kaldt 1: Spøgelser, 2: Genfærd og 3: Gespenstre. Forklaring
følger.
1: Typebetegnelsen ”spøgelser” dækker over begrebet: Sjæle af afdøde
mennesker, som af en eller anden grund har valgt at sige nej til den engel,
som kom ned for at hente dem umiddelbart efter dødens indtræden. Som
f.eks Patrick Swayze i filmen ”Ghost”, der omkommer ved et arrangeret
mord, og ønsker at blive hernede for at beskytte sin kæreste og hævne sin
egen død på hans bedste ven, som viser sig at stå bag ved mordet. Da ser
vi netop i filmen den lyssøjle eller lyskanal, som englene danner for at
hente vores sjæl op i lyset (op i Himlen).
Et andet motiv til at takke nej til englen kan være, at man er bange for at
komme op i lyset, fordi man tror, at man bliver afvist ved Himlens port og
sendt ned i Helvede i stedet for. Der har præsterne i umindelige tider haft
et stort ansvar for alle de spøgelser, vi trækkes med her på Jorden. For at
true mennesker til at komme i kirke hver søndag, og for at få dem til at
overholde de 10 bud, som står i det gamle testamente, har man i
århundreder prøvet at få dem til at tro på et selvopfundet ”Helvede”, som
skulle bestyres af selve Djævelen, og hvor man skulle brænde til evig tid
som straf for sine ”lovovertrædelser”. Men Helvede findes ikke – helvede
et det vi selv skaber hernede på Jorden, når vi dræber hinanden på grund
af ondskab, jalousi eller vrede eller fører krig mod hinanden – ofte på
grund af forskellige religiøse opfattelser.
Endvidere har jeg mange gange oplevet, at visse sjæle af mennesker –
især dem som var blevet senile på deres gamle dage – slet ikke tror at de er
døde, men prøver på at leve videre, som de altid har gjort. I deres virtuelle
verden er intet forandret, selvom deres bolig er blevet fuldstændigt
forandret eller ommøbleret af deres arvinger eller dem, som har købt
dødsboet.
Og så er der jo dem, som jeg allerede gjorde opmærksom på i min første
bog, der slet ikke kan forlade det hus, den gård eller det slot, som de
engang selv har bygget. De vælger at blive hernede, fordi de lider af
”ejendomsbesidderglæde” og fortsat efter døden vil”eje” noget, og når de

nu ikke kan tage noget med sig op i lyset, så foretrækker de at blive
hernede som en slags frivillige ”brandvagter”. Hvis de efterfølgende ejere
ikke gør noget ved huset, men lader det være som det var, så mærker de
ikke noget til den ”usynlige ejer”. Men prøver de på at modernisere huset
ved f.eks. at rive vægge ned eller sætte nye vinduer eller døre i, så
”vågner” den tidligere ejer op til dåd og rumsterer i hele huset, for som en
af dem engang sagde til mig: ”De skal Fan’me ikke lave om på mit hus”.
Når jeg så påpeger at det rent faktisk ikke er ”deres” hus længere, stiller
de sig fuldstændigt uforstående over for det faktum. Der må mange
overtalelser til at få dem til at give slip og se at komme op, hvor de hører
til. Men vi giver aldrig lov til at de bliver hernede, for Jorden skal altså
renses fuldstændigt for alt tilbageværende ”slagger”, som jeg kalder det.
Nogle mennesker synes, at hvis blot de ved, hvad det er der pusler, så kan
de godt for deres skyld få lov til at blive, men det sætter vi os altid kraftigt
imod. Alle skal op. Der er ingen dispensationer.
2) Med den anden type sjæle, som jeg har valgt at kalde genfærd eller
personrelaterede spøgelser, forholder det sig sådan, at de netop er
kommet tilbage til Jorden og færdes igen hernede. Men i modsætning til
de andre spøgelser, er de kommet ind i selve Himlen, og har efter deres
obligate hviletid fået anvist et arbejde med at passe på dem af deres
slægtninge (børn, børnebørn og oldebørn), som de har efterladt hernede.
Når de nu sidder der og holder øje med os hernede som åndelige
vejledere (ikke skytsånder), kan de sommetider se, at en af deres
pårørende hernede trænger til hjælp. De prøver først at påvirke os mens vi
sover eller mediterer, men hvis man er helt fremmed overfor denne
tankegang, så kan de til sidst blive så desperate, at de henvender sig til
Tærskelens vogter (som er ærkeenglen Gabriel og IKKE Sct. Peter) om
tilladelse til at aflægge et kort visit hernede, og mere direkte gå ind i
beskedmodtagerens sind og enten give en vigtig besked eller advare mod
en overhængende fare eller blot for at få en tilgivelse for den sorg, de i
levende live har påført deres børn eller andre slægtninge gennem deres
adfærd, mens de levede.
Det må ofte ske gennem et medie, som kan kunsten at skabe en
telepatisk forbindelse op ad til eller til dem i den anden dimension. Når
beskeden eller advarslen er afleveret, skynder de sig op igen, for de

kender jo vejen og skal ikke guides. Derfor tæller de heller ikke med i
vores statistik. Som før nævnt udgør de kun ca. 9% af alle såkaldte
spøgelser, men hører altså hjemme i underkategorien: Genfærd.
3) Den tredje og sidste gruppe er så de spøgelser, som vi kalder
gespenstre.
De udgør efter vort bedste skøn kun en lille procentdel af alle spøgelser
De er blevet hernede af frygt for at komme i helvede eller i hvert fald
opleve en eller anden form for straf på grund af det, de har lavet, mens de
levede. Det værste man kan gøre som menneske, er at slå et andet
menneske ihjel. Det gælder både den rent fysiske handling at berøve et
andet menneske livet, hvad enten det har været tilsigtet eller skyldes et
uheld, og det gælder også hvis man slår sjælen ihjel gennem psykisk
terror. Overtrædelse af alle de andre 9 bud i Moseloven medfører ikke
nogen straffesanktioner. De omhandler jo rent jordiske forhold, som
oprindelig udsprang af gamle stammelove i de beduinsamfund, som
fandtes på Moses’ tid.
Gespenstrene kan så vælge at opholde sig i ”gråzonen” som vi kalder
den nederste del af Astralplanet og enten befinde sig i hvile – ofte i mange
hundrede år, eller de kan beslutte sig til at ”snyde” Vorherre og gå ind og
besætte et levende menneske. Det sker især hvis et menneske har ”huller”
i auraen eller er meget svag i ånden.
Jeg har før omtalt faren ved at unge mennesker (især på efterskoler) leger
den farlige leg, som man kalder ”Ånden i glasset”. Det kan ikke siges
tydeligt nok, at man derved pådrager sig en fare for at blive besat, fordi
alle de ånder, man eventuelt vil kunne få fremkaldt, tilhører gruppen
”gespenstre”, og de opsøger tit sådanne naive unge for at finde en ny svag
sjæl, som de kan besætte. Jeg har desværre mødt dusinvis af sådanne
stakkels ofre
Det medfører mange gange, at vedkommende bliver syg og bliver
indlagt og får diagnosen ”skizofren” heftet på sig. Så ender de tit på den
lukkede afdeling i årevis og bliver medicineret med psykopharmica, som
er lægernes behandling af noget, de ikke forstår. Tit overtaler de den syge
til at få et elektrochok eller få foretaget ”det hvide snit, som førhen blev
brugt som behandling. Så er personen da først rigtig syg og kan tilbringe
resten af sit liv i vegetativ tilstand.

Men fælles for disse besatte mennesker er at de enten hører stemmer,
som befaler dem at foretage forskellige handlinger, eller de føler et indre
pres til at foretage sig absurde ting, som gør dem farlige i andres øje, så
man er nødt til at spærre dem inde. Ikke af hensyn til dem selv, men af
hensyn til den offentlige ro og orden.
Vi har erfaret at langt flere tilsyneladende ”normale” også er besatte. Vi
har så fundet frem til en behandling, som på ganske kort tid ”helbreder”
dem. Men det vil vi fortælle om i et andet kapitel.
Dette er så summen af alle de erfaringer, som vi har opsamlet gennem de
sidste 10 år om den systematiske opdeling af spøgelserne. Men vi ved
begge, at der endnu er langt til den fulde forståelse af fænomenet, for der
kommer hele tiden ny viden til. Indtil nu har vi lige rundet 10.000 sjæle,
som vi har sendt op bare her i landet, men der er stadigvæk mange flere
derude. Så der er arbejde nok til os og vore hjælpere i lang tid fremover.
I næste kapitel vil vi fortælle om, hvad der sker med os efter døden.

Kapitel 2
Livet efter døden
Spørgsmålet om, hvad der sker med os når vi dør, har altid optaget
menneskeheden. Urmennesket har funderet over problemet og alle
mennesker op til i dag har funderet over det, men har hidtil ikke fundet
noget endegyldigt svar, som de vel at mærke er sikre på er rigtigt. Mange
hypoteser har været fremsat og igen forkastet. Det har naturligvis også været
et fundamentalt spørgsmål for alle religionerne, men ingen af dem har
kunnet overbevise deres tilhængere om, at her var det rigtige svar. Enten har
det været for vagt udtrykt eller blot formuleret som, at vi alle efter døden
kommer op i Himlen – hvor den så ligger – og her skal vi mødes med den
gud, som vi nu tilbeder. Jesus har heller ikke udtrykt sig tydeligt, eller også
har vi ikke rigtigt forstået ham. Han burde ellers som påstået GUDs søn være
helt korrekt informeret, men som for alle mennesker har hans hukommelse
været sløret, og han har kun bevaret en utydelig fornemmelse af, hvad der
egentlig gik forud for hans fødsel her på Jorden.
Ifølge det begravelsesritual, som er autoriseret i den danske folkekirke,
siges det:” Vi beder dig bevare ham/hende til en glædelig opstandelse på den
yderste dag”. Mage til ulogisk vrøvl skal man lede længe efter, for det
begrundes på den fejlagtige opfattelse, som stammer helt fra Jesu tid, at alle
sjæle pænt skal blive liggende i deres grav, indtil det passer Jesus at komme
igen og opvække dem fra de døde på den yderste dag. Derfor begraves alle
stadig den dag i dag med fødderne vendt mod øst, så de på denne dag kan
stå op af gravene og hylde Jesus, som altså ifølge overleveringerne skal vise
sig i øst, ligesom solen står op i øst. Hvordan man så skal placeres, når man er
blevet kremeret og asken puttet i en urne, har man intet svar på. Alene det
sidste viser hvor utidssvarende begravelsesritualet er.
Muhammed, som ellers kalder sig ”den alvidende”, kan heller ikke give et
entydigt svar, som vi kan bruge til noget. Han påstår, at Allah har haft ham
på besøg deroppe, men det han kunne fortælle efter hjemkomsten var heller
ikke særligt tydelig. Alt blev forklaret i vage vendinger, men det blev gjort
helt klart, at alt, hvad man ikke havde fået her på Jorden, ville blive givet en,
når man nåede derop – især hvis man var død i kamp mod Islams fjender.

Så ville der stå 70 jomfruer parat til at opfylde alle ens seksuelle drømme.
Hvordan det skulle kunne lade sig gøre, når nu hele den midterste del af ens
krop var blevet bortsprængt af en selvmordsbombe, er meget uvist.
Den følgende beretning er taget fra bogen ”Korankommentaren” af Rolf
Slot-Henriksen:
I Koranen fortælles om denne himmelrejse, at Muhammed efter at have
kravlet op ad en lang stige, kom til vægterporten, som blev bevogtet af en
mand ved navn Ismael. Han er søn af Abraham og Hagar – hans trælkvinde-
og anses for at være arabernes stamfader. Han får lov til at komme ind
gennem porten fordi Ærkeenglen Gabriel siger god for ham. Derefter møder
han i den første afdeling nogle mennesker, som bliver straffet på forskellig
vis. F. eks ser han nogle kvinder ophængt ved deres bryster. Han får at vide
at det er deres straf, fordi de har været deres mænd utro og født dem uægte
børn. Typisk for muhamedanske mænd, som gør meget ud af at beskytte
deres kvinder mod andre mænds lystne blikke bl.a. gennem at forlange at
deres ansigt og krop skal være skjult bag en burka, eller deres hår dækket af
et tørklæde så man – d.v.s. alle arabere ikke skal blive fristet til at voldtage
hende. De må da være utroligt sexfixerede de arabere. Men det er da godt at
de vil indrømme det og tage deres forholdsregler. Tyv tror jo at hver mand
stjæler.
I den næste himmel møder han Jesus og Johannes Døberen. I den tredje
himmel møder han Josef, Jacobs søn, og i den fjerde himmel møder han en
mand ved navn Idris , som er et andet navn for profeten Enoch. I den femte
himmel møder han Aron, jødernes første ypperstepræst og i den sjette
himmel møder han minsandten Moses og i den syvende himmel møder han
endelig Abraham. Men der er sandelig endnu en himmel, han skal besøge, og
det er selve Paradiset, hvor han naturligvis møder en underskøn kvinde med
mørkerøde læber, som bare venter på at tilfredsstille alle hans lyster. Der kan
man se, hvad muhamedanere forventer sig af Paradiset. Hele historien er en
tydelig afskrift af et ældre manuskript i den jødiske Merkabah- mysterium,
kaldet ”Enoks himmelfart”, som det ligner til forveksling. Udover de
mennesker, som bliver straffet i den første himmel, møder han kun en enkelt
ophøjet person fra den jødiske tro i de følgende himle. Deraf kan man se, at
Islam kun er en sekt under Jødedommen, ligesom Kristendommen er det.

Jøderne taler dog noget om at komme til at hvile i Abrahams skød oppe i
den 7. himmel, men hvordan han skulle kunne få plads til så mange sjæle på
sit skød er endnu mere uvist.
Jesus siger i ”Det nye testamente”, at ”Min Faders hus har mange boliger”,
underforstået, at der plads til alle, og der kommer han vist nok sandheden
nærmest. Desværre har man i Bibelen fjernet alle hentydninger til
reinkarnation, selv om der står helt klart, at Jesus selv ligesom alle andre på
hans tid troede på genfødsel.
Men i alle religioner står det helt klart, at man må gøre sig fortjent til at
komme i Himlen, og det er de jordiske religiøse repræsentanter, der gennem
utallige love og forordninger, har bestemt, hvilke kriterier, der skal være
opfyldt for at få lov til at komme ind.
Her i sommeren 2008 har en århusiansk professor offentliggjort en
international undersøgelse, som har vist, at jo dummere man er, jo mere
klynger man sig til religionen. Man må da også være mindre intelligent, når
man for alvor tror på alt det vrøvl, som står i både Bibelen og Koranen og
lader det være den ultimative og evigt uforanderlige sandhed om livet og
døden, og lader jordiske dommere uden autorisation bestemme, om man er
fortabt eller bliver frelst.
Kate og jeg har en helt anden opfattelse af adgangskriterierne, og den vil vi
nu forklare nærmere. Om det er den virkelige sandhed vi har fundet frem til,
vil vi ikke påstå, men indtil vi får en anden opfattelse, tror vi på, at det er
sådan det foregår.
Først og fremmest tror vi på, at vi dør nøjagtigt på det tidspunkt, hvor vi
ifølge vor livskontrakt ( se senere ) har været med til at bestemme, at vor tid
på Jorden skal være forbi. Det kan være svært for forældre at tro, at hvis
deres barn dør ganske ung, så er det forudbestemt, at det skulle ske. Men
sådan er det altså, hvad enten man tror det eller ej. Derfor er det eneste
forbud, vi skal tage alvorligt mens vi lever hernede, at vi aldrig må slå et
andet menneske ihjel. Heller ikke hvis vi som soldat får ordre til at skyde
mod fjenden for at dræbe. Derved går vi ind i GUDs plan med mennesket og
den livskontrakt vi selv har underskrevet før vi kom herned. Jeg kan godt se,
at det må være et dilemma for en troende person, som er blevet

tvangsindkaldt som soldat. Netop derfor bør vi afskaffe krigen som politisk
våben, for de pådrager sig altså et karmisk problem, som de bagefter skal
have tilgivelse for. Men uanset hvilken tro man har eller hvad man har
bedrevet i sit liv, får ALLE altså tilbudet om at komme ind i Himlen.
Det er derfor vejen til Himlen vi først vil beskæftige os med.
De følgende oplysninger er baseret på de oplysninger, som jeg har fået
gennem udførelsen af næsten 5000 regressioner – altså tilbageførelse til et
tidligere liv. I disse regressioner kommer man til at opleve sin egen død i det
tidligere liv, og der er en forbavsende overensstemmelse mellem alle
beretningerne, så jeg tør godt tro, at det er noget generelt for alle mennesker.
Lad os derfor starte med at forestille os en person, som ligger på sit
dødsleje. Hans eller hendes livskontrakt er udløbet, og tiden er inde til at sige
farvel til sin værtskrop.
Når døden indtræder – som regel ved at hjertet holder op med at slå –
begynder en proces med at adskille krop og sjæl. Som jeg før i bogen ”Den
usynlige virkelighed” har beskrevet, sidder sjælen uden på kroppen. De
gamle ægyptere var overbevist om, at sjælen sad i hjertet, og den hypotese
har den kristne tro kritikløst overtaget. Men jeg tror at sjælen sidder i det vi
kalder auraen – den elektromagnetiske udstråling, som udgår fra alle
mennesker. Ligesom man skræller en banan trækkes sjælen nu ud af kroppen
ud fra det punkt over hovedet, som vi kalder kronechakret.
Derpå lægger sjælen sig som en hul skal ovenover det døende menneske i
ca. ½ meters højde ansigt til ansigt. Dette åndelegeme er forbundet med den
fysiske krop gennem en tynd snor fra kronechakre til kronechakre, som vi
kalder livstråden eller sølvtråden efter dens sølvgrå farve. Gennem denne
snor, som vi kan forestille os er en slags navnesnor, flyder nu de astrale
genparter af de forskellige indre legemsdele, såsom hjerte, lunger, lever og
nyrer, m.m. De forskellige kropsdele lægger sig på plads i dette åndelegeme,
og danner derved en fuldstændig astral kopi af mennesket. Nogle mener, at
hvert enkelt organ har sin egen lille skytsengel, som følger med over.
Når nu åndelegemet er fyldt ud, begynder det at svæve op mod et usynligt
lys, som danner en lyskanal. Hvis sjælen er uvillig til at forlade sit fysiske
legeme prøver den medfølgende engel at overtale sjælen til at give slip og

følge med op i lyset. Det gælder især for unge sjæle – d.v.s. en sjæl, som ikke
har haft så mange liv hernede. Gamle sjæle med hundredvis af liv følger
gerne frivilligt med, fordi de ved, hvad der venter dem, og de glæder sig til at
”komme hjem”. Selvom denne livstråd er utrolig elastisk og kan udstrækkes
næsten i det uendelige, vil tråden briste på et tidspunkt, og kroppen vil da
være endegyldigt forladt.
Nogle mennesker har dog under de såkaldte nærdødsoplevelser
fornemmet, at de har foretaget turen gennem lyskanalen eller lystunnelen og
kommet helt op lyset. Her er de dog blevet tilbagevist, da deres livskontrakt
endnu ikke var udløbet. Deres livsenergi er så blevet trukket tilbage til
kroppen, og selvom de tilsyneladende har været døde, vågner de op igen og
lægerne priser deres egen dygtighed, fordi de mener, at de har reddet et
menneske.
Det sker desværre ofte, at vi oplever, at den vildfarne sjæl, som vi skal
forsøge at sende op, er meget uvillig og ligefrem nægter at komme op i lyset.
Årsagerne til det har jeg været inde på, men da vi ikke affinder os med en
nægtelse, sender vi bud efter en eller to mandlige engle, som simpelthen med
magt tager sjælen og tvinger den ind i lyskanalen, selv om den ofte gør stor
modstand og spjætter og vrider sig i det håndfaste greb.
Når sjælen har overstået turen gennem lyskanalen, som i parentes
bemærket kun tager ganske få øjeblikke, da man farer af sted med lysets
hastighed, når man frem til den foreløbige mellemstation. Vi kalder det
Astralplanet, men det er i virkeligheden den allerøverste del af Astralplanet,
der jo som bekendt strækker sig lige fra Jordoverfladen og 50.000 km ud i
rummet. Denne mellemstation ligger lige før skellet mellem Astralplanet og
den egentlige himmel, som vi kalder mentalplanet.
En ukendt kunstner har malet et billede af denne forgård til Himmelen.(se
på næste side) Det ligner et jordisk bjerglandskab. Midt mellem to høje
bjergkæder lander vi på en græsklædt eng, der ligger som en dal mellem de
to bjergkæder. Dette landskab har mine regressionsklienter fortalt om utallige
gange.
Op ad bjergskråningen til den venstre bjergkæde er der en græsklædt
skråning. Det er det som på norsk hedder en li. Op ad denne li findes en

trappe, som består af hvide marmortrappesten som er lagt ind i skråningen.
Denne trappe har efter mit skøn 80 trin, som slynger sig lidt i s-form op
ad lien. Trappen ender foran en kæmpestor port, der ligner en gammeldags
ladeport. Den skinner som guld i solen og portstolperne er besat med
ædelsten og perler. Derfor kalder nogen den for ”Perleporten”. Den åbnes ca.
hvert tredje sekund for at lade en ny sjæl komme ind, og der kommer kun en
sjæl ind ad gangen. ( se forsiden)
Men før vi får lov til at betræde denne trappe, venter en engel på os for at
visitere os, for vi får naturligvis ikke lov til at komme direkte ind i Himlen,
før vi er blevet anerkendt som adgangsberettiget. Har vi lavet noget skidt,
mens vi levede på Jorden, som f.eks. at have slået et andet menneske ihjel
enten fysisk eller psykisk, er det nødvendigt, at vi står til regnskab for vores
ugerning.
Det foregår i en afdeling, som man har kaldt for Skærsilden. Det har ikke
noget med ild at gøre, idet skær betyder ren, og ilden er den ulidelige
flamme, som renser vort sind for det vi har gjort, og det kan godt føles
pinefuldt. Men betingelsen for at få lov til at slippe ind i Himlen er altså, at
man skal angre det forkerte man har gjort. Så får man lov til at komme
videre, men kan ofte blive presset til at opsøge det eller de mennesker nede
på Jorden, som man har gjort ondt. Det er nemlig ikke nok at have fået GUDs
tilgivelse. Man skal også have en tilgivelse fra ens ofre. Denne tilgivelse har
jeg ofte været med til at formidle, når jeg har skabt kontakt mellem et levende
menneske og den afdøde.
Her kommer så spøgelsesfænomenet ind i billedet, idet vi ofte ser, at sjælen
på vej op ad den førnævnte trappe mod Himmeriges port halvvejs oppe
bliver ført ud til højre af sin ledsageengel for at aflægge Skærsilden et lille
besøg. Dette besøg kan tage fra 5 minutter eller 500 år, alt efter hvor villig
sjælen er til at angre. Oftest er det dog hurtigt overstået.
Hermed skulle der så være fastslået, at Helvede ikke findes oppe i Himlen,
men hernede på Jorden, og at ingen skal pines i uendelighed i dets flammer.
Alle – selv den værste forbryder får lov til at komme ind, når han eller hun
har angret mod selvfølgelig at underkaste sig en psykologisk behandling

efter at det er kommet op i lyset, så det ikke i næste liv gentager sine
ugerninger.
Michael Newton fortæller i sine bøger : ” Sjælerejser” og ”Sjæleskæbner”, at
vi modtages af vore afdøde venner og familie lige efter vi er kommet ind i
Himmeriget. Det sker for at overgangen mellem livet og døden skal mildnes
ved, at vi netop træffer nogen vi kender. Man giver hinanden et kram og
mindes den tid man havde sammen på jorden, men efter nogen tid træder
vor skytsengel ind i billedet og fører sjælen til det, som vi kan kalde
lazarettet. Det er et stille refugium, hvor vi er alene med vore egne minder fra
det liv, vi har forladt, eller man gennemgår sit liv sammen med sin skytsånd.
Her opholder vi os så i ca. 5 uger. Resten af opholdet kan vare mindst 5 år,
men vi kan få lov til at blive der i op til 30 år, før vi skal ned igen. Men
selvfølgelig er der dispensationer. Er man død meget ung har man ikke så
megen brug for hvile, og kan hurtigt komme herned igen. Det gælder også
for dem, som har begået selvmord. Her er dog den forskel, at har vi bevidst
taget vort eget liv, fordi vi har været en kujon og ikke villet lære det, vi skulle
lære, kan det være at vi bliver sat i en slags isolation, hvor vi skal være i lige
så mange år, som vi ifølge livskontrakten havde aftalt vi skulle have været på
Jorden. Det er altså ikke en straf, men en påmindelse om at det har
konsekvenser, hvis vi afbryder vor livskontrakt i utide.
Er selvmordet utilsigtet, men kun har været ment som et nødråb om hjælp
fra omverdenen, kan vi få lov til hurtigt at komme ned igen. Allerhurtigst går
det for de sjæle, som dør lige før eller efter fødselen. De sjæle går straks op og
stiller sig i kø til det næste barn, som den kvinde får. Ingen sjæl går tabt. Det
må da være en trøst for de forældre, som mister et barn f. eks. gennem
vuggedøden eller ved at få foretaget en abort.
Sjælen er kommet forbi velkomstkomiteen, og har overstået de obligate 5
ugers hvile og meditation. Nu afhenter skytsånden sjælen og fører
vedkommende ind til en forsamling af vise mænd og kvinder på 5-7
personer, som vi kalder ”Det karmiske råd”. De sidder bænket bag et
halvmåneformet bord, og sjælen står midt i buen med sin skytsånd og
rådgiver lige bagved venstre skulder. Der foregår nu en nænsom
udspørgning af sjælen om det liv, der lige er blevet afsluttet. Spørgsmålene

kan f.eks. lyde således: ”Fik du gjort det i livet, som vi aftalte, og som du selv
var med til at bestemme før du gik ned?”
Eller: ”Hvorfor gennemførte du ikke de planer og den udvikling, vi aftalte ?”
Eller:” Hvorfor gik det galt?”
Man spørger ikke for at skælde ud på sjælen, men er interesseret i at høre
dens forklaringer, så den derved selv bliver klar over, hvorfor den gik vild,
og hvordan den skal forhindre, at det sker næste gang.
Livet er en lang skole, som aldrig stopper. Vi lærer lige fra den første dag til
den sidste, og formålet er at udvikle os menneskeligt og åndeligt. Har vi i et
liv begået en frygtelig fejltagelse, skal vi være klar over karmaloven, som
siger, at hvad du sender ud vender tilbage til dig selv – om ikke i det samme
liv så det næste. Og hvorfor? Fordi vi kun kan lære gennem fejltagelser og
når vi har gjort dem tit nok, må vi da til sidst lære at undgå disse fejl. En
morder skal i næste liv møde sit offer og gøre det godt igen, som det har
forbrudt i det sidste liv. Det samme gælder for de islamiske
selvmordsbombere.
Omvendt så vender det gode du har gjort mod andre mennesker i et liv
tilbage til dig som velgerninger, du modtager fra andre mennesker i det
næste liv, eller måske allerede i det nuværende liv.
Alt hvad du gør eller ikke gør registreres ligesom på en tavle, og når du
igen forlader de himmelske pauluner, så viskes tavlen ren og du får på ny en
chance for at få et godt liv. Sørg for ikke at forkludre det.
Det som i Bibelen kaldes arvesynden eksisterer ikke. Kun de karmiske
følger af dit sidste livs fejltagelser. Ellers var det da ikke til at holde ud.
Syndebyrden ville vokse fra liv til liv og vi ville aldrig få en ærlig chance for
at komme af med den. Så ville de fleste sjæle nok betakke sig for at komme
herned igen, hvis det var tilfældet.
Efter overhøringen bevæger sjælen sig nu gennem det uendelige rum til sit
endelige bestemmelsessted – den kommer hjem. Ifølge mine observationer og
hvad jeg har læst forskellige steder, er Himlen delt op i forskellige sfærer
hver med sin dominerende farve. Disse farver svarer igen til de farver vi
normalt forbinder med chakrefarverne, og de angiver igen, at jo højere man
er udviklet rent åndeligt og jo flere liv man har bag sig, jo højere kommer
man op i systemet. Derfor hører de tre religioner som Jødedommen,
Kristendom men og Islam alle hjemme i den nederste del af den åndelige

udvikling med den gule farve som dominerende. Lidt højere rangerer
Budhismen, og derfor kaldes deres afdeling også Budhaplanet, og det har
farven grøn som den dominerende, og endelig har Hinduismen sit eget plan,
hvor farven er klar blå.
Ifølge Michael Newton samles sjælene først i en slags arena, som man kalder
samlingspunktet, og flyder derefter ud i hver sin retning til det sted, som er
bestemt for dem og til den gruppe, hvor de hører hjemme. Her møder de
sjæle, som de rent åndelig er lige med, og som de har inkarneret sammen
med i flere liv. Det er dem man kalder sine ”sjælevenner”. Her foregår den
videre undervisning. Man kan godt sammenligne deres opholdssted med en
skoleklasse eller et bibliotek (se næste side) De studerer dog ikke hele tiden. I
deres fritid kan de få lov til at opbygge helt deres egen verden, som er en tro
kopi af de omgivelser, som de levede i på jorden. Det foregår ved hjælp af
tankens kraft og eksisterer kun som en hjælp til at vænne sig de ændrede
omgivelser og afskeden med de omgivelser, man var fortrolig med på Jorden.
Denne miniverden har man dog kun brug for i begyndelsen, og efter kort tid
forsvinder den.
Mange sjæle fortæller under Michael Newtons seancer, at man kan
sammenligne disse gruppelokaler som en slags bikuber, hvor man mødes
med gamle venner fra tidligere liv, og sammen studerer og diskuterer og
udvikler sig.
Efter det antal år man har besluttet sig til at tilbringe i åndeverdenen,
kommer den dag, hvor man beslutter sig til at tage endnu en tørn på Jorden.
Man får så foretræde for ”Det karmiske råd” igen, og denne gang
beskæftiger man sig kun med planerne for det kommende liv. Når sjælen og
det karmiske råd er blevet enige om planen for et nyt liv, laver man en
livskontrakt.
Her har man anført de mål man har sat sig, den udvikling man gerne vil nå
og det antal år, som man mener, er nødvendigt for at nå de mål. Så går man i
gang med at finde frem til de helt rigtige forældre, som kan skabe de bedste
forudsætninger for at man kan nå de mål. Først afsøger man den
familiekreds, som man forlod ved døden.
Man skal først finde frem til en egnet mor, som har den helt rigtige alder,
hvor hun stadig kan få børn. Så må man på jagt efter en far, og har den unge
kvinde, som man har udvalgt som mor ikke nogen mand eller kæreste, så må

man jo med en smule manipulation kaste de to i armene på hinanden. Så hvis
nogen tror, at vi møder hinanden ganske tilfældigt og forelsker os i hinanden,
så må man tro om igen. Det er altid styret oppe fra og den frie vilje er næsten
sat ud af kraft.
Hele denne aktion tager ca. ½ år, og når så endelig målet er nået og ens
forældre har fundet hinanden og besluttet at sætte et barn i Verden, så venter
sjælen som regel tålmodigt til de første tre måneder og dermed til den største
fare for abort er overstået. Sjælen kan dog vælge at være med helt fra
undfangelsen, eller den kan vente til efter fødslen, hvis den har været
gennem mange fødsler og ikke ønsker at starte livet med den kraftige
belastning, som en fødsel ofte kan være.
Og så kan det nye liv begynde.
Kapitel 3
Generelle erfaringer om spøgelser
Som før nævnt har vi gennem de sidste mange år fået nye erfaringer om,
hvordan vi skal tackle spøgelsesproblemet.
2 til 3 gange om ugen får vi en opringning fra mennesker, som fornemmer,
at de har en dårlig energi i huset, som generer dem. Ofte er det familiens
børn, som fortæller forældrene, at de har et spøgelse på deres værelse. ”Der
står en mørk mand og stirrer på mig, når jeg skal sove” siger de. De er rigtig
bange, og foretrækker at sove i forældrenes seng i stedet for i deres egen.
Man skal her vide, ud fra vores erfaringer, at små børn op til 5-6 års alderen
virkelig kan se spøgelser, og ikke kun fornemme dem. Så det er vigtigt, at
forældrene tror på deres børn og ikke blot afviser dem, fordi de ikke selv kan
fornemme noget. De kan også tale med spøgelserne.
Andre gange føler nogen klienter, at de bliver drænet for energi, når de
træder over dørtærskelen til deres hjem. Og det er fuldstændigt rigtigt.
Spøgelser ”lever” nemlig af levende menneskers energi – det vi kalder
”livskraften”. De berører husets beboere som regel om natten for at suge
deres energi. Spøgelser er mest aktive om natten. Det er også derfor, at de,
selvom de dør udendørs, straks søger indendørs i det nærmeste hus, da de vil
have tag over hovedet. Det er også derfor, at spøgelser ofte slet ikke hører til
det hus de er i, eller nogensinde har boet i det.

Når man bliver drænet for energi, bliver man træt og irritabel. Når man er
irritabel, kommer man let op at diskutere eller ligefrem skændes med dem,
man bor sammen med, og det er ofte om småting. Når stemningen i huset så
har været dårlig i længere tid, føler man måske, at man ikke passer sammen
med sin ægtefælle, og så foreslår man hinanden, at man bliver skilt.
Derfor får nogle huse betegnelsen ”skilsmissehuset” af naboerne, idet det
gang på gang sker, at folk flytter ind i et sådant hus, og så skal skilles efter et
halvt år. Der kommer så nye beboere, og historien gentager sig: Efter nogen
tid skal de også skilles.
Derfor skal man ringe til en spøgelseshjælper og få huset renset før det går
galt. Jeg ved, at vi har reddet mange ægteskaber, fordi der blev grebet ind i
tide.
I serien ”Åndernes magt” på TV2 for nogle år siden gjorde man meget ud af
at fremskaffe beviser på, at der virkelig havde levet en mand ved navn f.eks.
Peter Hansen i huset. Man opsøgte kirkebøger og Rigsarkivet for at finde
disse ”beviser”, og først når dette bevis blev fundet, ville man tro historien
om, at der var et spøgelse i huset. Det er virkelig et bevis på manglende viden
om spøgelser.
Denne opfattelse er nemlig helt forkert. Det har vores over 20 års
indsamlede erfaring bevist. Jo – i ganske enkelte tilfælde kan det være sandt,
men vi har oplevet, at der sagtens kan være spøgelser i et hus, der kun er få
år gammelt, og de overhovedet ikke har nogen tilknytning til huset.
Det er fordi spøgelser er meget mobile og kan bevæge sig ind og ud af huse,
og endog bevæge sig over store afstande med lysets hastighed. Vi har tit
oplevet, at bedst som vi troede, at vi var færdige med at rense et hus, kunne
vi pludselig mærke, at der var kommet en til. Sagen er nemlig den, at i den
dimension, hvori spøgelser befinder sig, kan de på lang afstand opfatte den
lyskanal, som vi rekvirerer ved enhver spøgelsesopsendelse. Så skynder de
sig hen til huset for at få lov til at komme med op, og det hjælper vi dem
selvfølgelig med. De kan også frit kommunikere med hinanden via telepati.
Vi har ligefrem oplevet, at spøgelser er strømmet til i stort tal, når vi har
været i et hus for at sende de spøgelser op, som både vi og andre havde
fundet frem til. For et par år siden oplevede vi, at vi var blevet kaldt ud til en
ensomt beliggende gård et sted i Midtjylland. Konen i huset fortalte os, at
hun havde fornemmet 3 spøgelser, og det viste sig at være ganske rigtigt. Vi

sendte dem op, og satte os derefter til et veldækket kaffebord og fik en god
kop kaffe.
Pludselig fornemmer konen i huset, at der var kommet et nyt spøgelse til,
og lidt efter igen et nyt. Så måtte vi jo i gang med at kontakte de nyankomne,
som jo altså slet ikke hørte til i huset. Det viste sig at være spøgelser fra hele
omegnen, bl. a. fra et tidligere drengehjem, som havde ligget ikke så langt fra
gården. Mest interessant var det dog, at vi fik kontakt med en tidligere præst
fra middelalderen, som havde levet i sognet. Han var kommet for skade at
gøre en ung pige gravid, og det var jo en stor synd dengang, hvor man
forlangte, at præsterne skulle leve i cølibat. Han var meget bange for at GUD
havde villet straffe ham, hvis han dengang havde fulgt med englen op.
Derfor var han blevet hernede sammen med den unge pige og hendes barn.
De fik nu alle tre lov til at komme op i samme lyskanal ,efter at jeg havde
forsikret den gode præst om, at GUD ville se mildt på hans forseelse, for det
var jo ikke noget, som HAN havde forlangt, men præstestandens eget
påfund. I alt nåede vi op på 10 nye spøgelser den dag ud over de tre, som vi
egentlig var kommet for.
En anden stor fejl, som man lavede i programmet ”Åndernes magt” var, at
tillade nogle spøgelser, som befandt sig under en restaurant i København, fik
lov til at blive, fordi restaurantens personale gerne ville have den ”attraktion”
at kunne tilbyde deres gæster.
Dette med at gøre spøgelser til attraktioner er også noget vi har bekæmpet.
Spøgelser er oftest ulykkelige sjæle, og dem skal man ikke fastlåse til det
jordiske, blot fordi nogen gerne vil have den slags ”underholdning” på deres
slot eller herregård, så de kan tjene lidt flere penge.
Vi har for længst sendt alle de spøgelser op, som har befundet sig på nogle
danske herregårde og slotte. Dog fortsætter man stædigt med at bilde folk
ind, at spøgelserne stadig er der. Det gælder f.eks. Dragsholm slot, Egeskov
slot, Clausholm slot og Voergård slot. Der er ingen spøgelser der. Det kan vi
garantere for.
Det forarger os også, at man i København og andre større byer arrangerer
”Ghost-tours” for turister, idet man fører dem gennem en rute, hvor gamle
sagn og frit opfundne historier fortæller, at her i dette hus har det spøgt. Man
gør det kun for at tjene en lille skilling og give turisterne et billigt gys.

I det hele taget har de spøgelsesbøger, som jeg har læst, udelukkende
handlet om gamle sagn og historier, som ikke er blevet mindre hårrejsende
for hver gang de er blevet fortalt. Det har nemlig vist sig gennem vor
research, at disse gamle historier som oftest ikke har noget på sig. Det er kun
”gode” historier for børn og barnlige sjæle.
I modsætning hertil kan jeg oplyse, at jeg kun fortæller om spøgelser, som
jeg selv har oplevet og sendt op.
I den anledning kan jeg fortælle, at Prins Joachim i en TV-udsendelse for
nogle år siden pralede med, at han havde Danmarks eneste ægte ”Hvide
dame” på sit slot Schackenborg. Jeg tilbød at komme ned og sende hende op,
men det afviste Prinsen. Nu kan man se, hvad der kom ud af det. Han boede
der sammen med Alexandra i nogle år, så blev de drænet for energi af ”den
hvide dame” og se så, hvad der skete. Pludselig skulle de skilles.
Nu hvor en ny prinsesse Marie er flyttet ind på slottet, vil vi gøre et nyt
forsøg på at få ”damen” sendt op. Desværre lykkes det bedst, når vi kan
komme indenfor på slottet, men det er desværre ikke tilladt for almindelige
mennesker. Men vi håber nogen i Prinsens vennekreds læser eller hører om
dette, og at han så besinder sig, så ægteskab nr. 2 ikke skal ende i en ny
skilsmisse.
I det hele taget ser vi det som vor fornemste pligt at hjælpe de mennesker,
som ringer til os for at få lidt hjælp til en bedre livskvalitet. Det kan være så
generende at have hvileløse sjæle i sit hus, at mange alvorligt har overvejet at
flytte. Ud over den irriterende træthed, sover man dårligt om natten, og
mange føler at blive beluret af noget, som de ikke kan se, især hvis man
opholder sig på toilettet eller er i bad.
Man kan risikere at vågne op midt om natten ved at fjernsynet går i gang af
sig selv, eller at ens computer pludselig starter, og printeren spytter
hundrede stykker blanke papirer ud på gulvet. Nogen har oplevet at malerier
pludselig er faldet ned fra væggen uden at ophængssnoren er knækket. Ting
er faldet ned fra hylder, og bilnøgler er pludselig forsvundet. Sko eller tøfler
er borte den ene dag, og morgenen efter står de igen på deres vante plads.
Der høres underlige lyde, som om nogen går hen over loftet med slæbende
trin, eller der høres kraftige bankelyde på yderdøre uden at der er nogen. En
af vore bekendte hørte flere gange at nogen bankede på hendes yderdør. Jeg
sagde til hende, at det måske kunne være hendes far, som var død nogen tid i

forvejen. Så næste gang bankelydene kom igen, lukkede hun døren op og
sagde ”Værsgo at komme indenfor, far, og få dig en øl.” Hun stillede så en øl
foran ham ved sofabordet, hvor han plejede at sidde, og fortsatte så ellers
med det, hun var i færd med. Da det samme var hændt et par gange mere,
kom han ikke igen, og hun skønnede, at han blot ville fortælle hende, at han
havde det godt, hvor han var, men måske savnede at få sig en øl.
Mange andre har oplevet, at døre springer op midt om natten og vinduer,
som ellers er forsvarligt haspede, også springer op. Det giver altid en meget
utryg atmosfære i huset, og gæster kommer sjældent på besøg eller går i
hvert fald hurtigt igen, fordi alle kan mærke den tunge energi i huset, selv om
de ikke kan forklare, hvor den stammer fra. Der kan også herske en ulykkelig
sørgmodig energi, som spøgelset udsender, og den kan godt give beboerne
depressive tanker.
Mange spørger os om, hvordan vi kan mærke, om der er spøgelser i et hus.
Svaret er, at vi hurtigt, efter at vi er trådt ind over dørtærskelen, får en stærk
hovedpine, som om en jernring blev presset ned over hovedet på os. Ofte får
vi også åndenød og vi bliver svimle.
Meget ofte finder vi flere end et spøgelse i et hus, for hvor spøgelser er,
kommer spøgelser til. De kan godt lide at være sammen i den dimension,
hvor de nu befinder sig. Hvis sjælene af et ældre ægtepar, som engang har
boet i huset, i levende live altid gik og skændtes, så kan vi også tydelig
mærke denne sure tværhed. Oftest befinder manden sig så i stueetagen, og
konen ovenpå i soveværelset eller måske børneværelset, og de ønsker at blive
sendt op hver for sig. Hvis vi finder en familie, som er skæbnebundet til
hinanden, vil de gerne op i samme lyskanal. Det har vi f.eks. oplevet, hvis
husets unge datter var blevet gravid uden for ægteskab, og som i sin
fortvivlelse havde druknet sig i en nærliggende å eller sø.
Selvmordere har vi også truffet mange af, fordi de ulykkelige sjæle, som
havde grebet til denne desperate udvej af deres problemer, i gamle dage ikke
kunne blive begravet i indviet jord, men blev gravsat uden for
kirkegårdsdiget, og ikke troede at Vorherre ville have dem op.
Af og til har vi fundet sjæle af afdøde skærslippere og vagabonder, som der
jo var mange af i gammel tid. Det skete da tit, at hvis ikke det var lykkedes
for dem at finde ly for vinteren enten i et fattighus eller var kommet i fængsel
for ”løsgængeri”, som det hed den gang, så måtte de hutle sig igennem og

søge ly på ensomt beliggende bondegårde for natten, især hvis det var koldt
og dårligt vejr.
Hvis bonden afviste en, var de jo henvist til at overnatte udendørs, og så
frøs de som regel ihjel, fordi de også ofte var berusede. De hævnede sig så
ved at invadere huset, og genere den ukærlige bondemand og hans familie
efter døden.
Vi har truffet en del af dem og ofte var sjælen af en hund sammen med
dem. De beder da så mindeligt om deres kæreste og eneste ven hunden må
komme med dem op i Himmelen. Det minder jo om den popsang, hvor en
sådan vagabond spørger en spillemand, om man kan tage hunde med ind i
Himmelen. Desværre kan det ikke lade sig gøre, da der ikke må komme sjæle
af dyr der, hvor han skal hen. I stedet for beder vi en ”hundeengel” – for
sådan nogen findes også – om at afhente hunden og tage den med op i det vi
kalder ”tamdyrshimlen”, hvor sjælene af alle dyr, som har været tæt knyttet
til mennesker, kommer hen. De vilde dyr kommer så op i en anden himmel.
Men vi forklarer samtidig disse tragiske sjæle, at de kan skabe sig en kopi af
deres hund med tankens kraft, når de selv er kommet op i Himmelen.
Den sidste skærslipper, som vi sendte op her i foråret, kaldte sig selv for
”Petterbajerskøl”, fordi bajersk øl var det eneste han drak. Han havde søgt
ind til en mand, som til daglig kørte med ølbil i håb om, at han dog ville være
velforsynet med bajersk øl. Men da vi spurgte ham, hvorfor han så alligevel
gerne ville op, svarede han: ” Jeg vil hellere end gerne op, for manden her i
huset er afholdsmand, så han har aldrig en sølle øl til mig ”.
I øvrigt skal man aldrig prøve at identificere et spøgelse ved at bede om
dets navn. Man kan risikere at få svaret. ”Hvad rager det dig ”. Og det er jo
fuldstændigt rigtigt. De vil gerne være anonyme. Jeg kan jo være ligeglad
med deres navn, hvis ikke jeg ville bruge det til at overbevise en skeptisk
journalist, så han igen kunne gå i Rigsarkivet for at blive overbevist om, at
jeg ikke bandt ham en historie på ærmet. Men det har jeg ikke noget behov
for. Journalisten kan tro mig, eller han kan lade være. Det er hans problem.
Mit hverv er at guide dem op i lyset og intet andet. Ikke at overbevise
tvivlere.
Vi finder så at sige aldrig voldelige spøgelser. De er blot faret vild, og har
nu fortrudt, at de sagde nej tak til englen, da hun kom for at hente dem. Nu

kan de ikke selv finde hjem, og de beder os så om at være guide for dem, så
de endelig kan komme op til deres velfortjente hvile.
Vi har også været ude på hestestutterier, hvor hestene pludselig er blevet
uridebare, og hvor ejeren end ikke kan få lov til at give hestene bidsel på. Det
kan også ske, at husets hunde og katte dør uden egentlig dødsårsag. Det kan
så skyldes, at staldene er blevet invaderet af en eller flere naturånder.
Nu vil man jo naturligt nok spørge om, hvad en naturånd er. Det er fordi vi
er blevet så uvidende materialistiske i vore dage. Førhen viste bønderne godt,
hvad en naturånd var. I vor opfattelse kan en naturånd vær god eller ond
eller blot drillesyg.
De gode kalder vi for nisser, fordi de ofte er det. De bor som oftest på
hølofter og prøver at hjælpe os ved at beskytte dyrere, så godt de kan mod de
onde naturånder. De gamle bønder kaldte dem for ”gårdboen”, og de
accepterede deres tilstedeværelse, og lod som regel en lille sjat mælk stå efter
aftenmalkningen. Juleaften satte de så en skålfuld risengrød op på loftet
sammen med en juleøl. Dagen efter var grøden væk, selvom de nok inderst
inde troede, at det var katten, der havde spist den. Men da vi tror på nisser og
flere gange har set dem, har vi indført den samme skik i vores hus.
Den anden type naturånder, som vi har oplevet, kan være flere slags
forskellige væsener. Vi har set både dem med horn i panden, og dem som
nogen kalder ”Den afskyelige snemand” eller ”Bigfoot”. Vi kalder dem ”de
onde”, selvom de ikke selv synes, at de er det. De er blot så nysgerrige og
drillesyge, og kan lide at drille dyrene. ”Det er jo bare for sjov” siger de til
mig. Men dyrene, som jo også kan se dem, synes ikke det er sjovt, så vi gør
vort bedste for at få dem fjernet. Da de jo ikke skal guides op i Himmelen,
sender vi bud efter nogle engle, som flyver af sted med dem og sætter dem
ned på øde steder langt fra menneskers huse og gårde. De kan så godt finde
på at vende tilbage til gården, men så må vi jo på den igen.
En trold, som vi mødte ude i naturen ved Sejs udenfor Silkeborg, forklarede
os via telepati, at han så gerne ville prøve at være et rigtigt menneske, og
derfor ville han besætte en kvinde eller et barn, da børn jo ofte kan være
meget godtroende, fordi de tror, at de blot har fået en ny legekammerat. Så
man skal være opmærksom, hvis ens lille søn eller datter begynder at sidde
meget alene, og ligesom snakke med en usynlig ven. Det kan skyldes, at

arnet et blevet besat af sådant et naturvæsen. Vi har da i hvert fald trukket
trolde ud af flere børn.
Naturånder kan blive meget gamle målt i jordisk tid. Nisser kan fortælle, at
de 7-800 år gamle. I øvrigt er de knap en meter høje, og de bærer altid rundt
på en spids tophue. Kun i december måned er huen rød som et tegn på, at de
er i brunst. De lever altid i små familier, og kan kun ses med lukkede øjne, da
de lever i samme dimension som spøgelser.
Som de eneste spøgelseshjælpere her i landet giver vi altid en garanti på
vort arbejde. Når vi har sendt spøgelser op i lyset, garanterer vi for, at hvis
man kan mærke noget til spøgelser i huset indenfor et halvt år efter, at vi har
været der, kommer vi igen og gør vort arbejde om gratis.
Heldigvis udløses denne garanti kun ca. 1 gang for hver 100 opsendelser.
Når det engang imellem alligevel sker, kan vi som regel konstatere, at det
ikke er de spøgelser, som vi en gang har sendt op, for de er jo kommet bag lås
og slå. Det er en eller flere nye sjæle, som er kommet til, fordi de har set
lyskanalen, da vi sidst sendte op, men kom for sent til at være med. Alligevel
sender vi dem op gratis, for beboerne i huset kunne jo tro, at det bare var
noget, vi bildte dem ind.
Vi forsikrer dem om, at når sjælene først er kommet gennem porten, kan de
ikke komme ned igen, fordi der ikke er noget dørhåndtag på indersiden af
den store port. Alligevel er det ikke helt rigtigt, for som jeg indledningen
fortalte er der noget, som hedder ”personrelaterede” spøgelser. Det er afdøde
familiemedlemmer, som er sat i arbejde deroppe med at være vore åndelige
vejledere. Når de ikke kan komme igennem med deres vejledninger og
advarsler, beder de portens vogter, som er Ærkeenglen Gabriel og ikke Sct.
Peder, som nogen tror, om at få lov til at komme kortvarigt herned og
personligt aflevere beskeden eller vejledningen. Det får de så lov til. Ofte må
jeg så træde til, og via min telepatiske opfattelsesevne oversætte hvad
beskeden lyder på. De skal ikke guides op, for de kender jo vejen selv.
Det vigtigt at vi ikke giver slip på sjælene, før vi har set, at de er kommet
gennem porten. Det glemte spøgelsehjælperne i ”Åndernes magt”. En anden
ting de også glemte, var at rense ud i huset efter spøgelserne. Sjælene
efterlader nemlig et psykisk aftryk i vægge og møbler, som kaldes ”skaller”
Det kan bagefter vort besøg føles, som om spøgelserne stadig er der.
Vi har imidlertid fundet frem til vor egen rensemetode, som vi har

konstateret virker, og det foregår på følgende måde:
Man stiller sig midt i hvert eneste rum mindst en gang dagligt i en uge og
strækker hænderne frem for sig, så de mødes. Så vender man håndfladerne
udad og fører dem i en bred bue ud til siden, medens man højt siger ”Ud
med mørket”. Derefter vender man igen håndfladerne om og fører dem frem
igen i samme bue, mens man siger ”Ind med lyset”. Det gøres tre gange i
hvert rum. Det gøres bedst med lukkede øje, idet man så kan forstille sig, at
man ligesom fejer en mørk os ud af huset og bagefter erstatter den med lyst
solskin. Så skulle skallerne forsvinde efter en uges tid. Gør man det ikke, kan
skallerne mærkes i rummet i op til et halvt år efter.
I næste kapitel vil jeg kort resumere de mest spektakulære af vore
opsendelser, som jeg har beskrevet i mine bøger: ”Hvad øjet ikke ser” og
”Vejen til lyset”.

Kapitel 4
Resumeer af tidligere offentliggjorte spøgelsesopsendelser
De følgende beretninger er dels fra mine to bøger:” Hvad øjet ikke ser” og
”Vejen til lyset”. Jeg medtager dem i denne bog, fordi de rent naturligt hører
hjemme her. De viser nemlig den udvikling i vort opsendelsesarbejde, der er
sket i de sidste ti år.
Det har præget vort arbejde meget gennem de senere år, at vi af en af vore
venner, Per Birger Hansen fra Gistrup ved Aalborg, lærte at rense ”sorte
huller”. Det er vor betegnelse for en adgang til den underverden, hvor de
døde, uforløste sjæle befinder sig.
Den første gang vi prøvede det var hos en enlig mor med tre børn, som
boede i en lille villa lige bag ved Horsens tugthus. Vi havde været der to
gange, fordi der blev ved med at dukke spøgelser op, og børnene var meget
skræmte. Især havde det skræmt dem, at der en nat havde lydt er gevaldigt
brag fra vaskekælderen, og da moderen gik ned for at se, hvad der var sket,
så hun, at hendes vaskemaskine fyldt med vasketøj var blevet slynget
gennem luften til den modsatte væg. Vaskemaskinen havde stået lige over et
gulvafløb, som senere viste sig at være adgangshullet til huset.
Jeg havde lige lært Per at kende, og bad ham om at komme og hjælpe os.
Han kom sammen med sin ven, som vi kun lærte at kende under navnet
Mini. Sammen viste de os fremgangsmåden, og senere skrev Per det hele
omhyggeligt ned. Vi har brugt hans fremgangsmåde siden, og den har virket
hver gang.
Det viste sig at lige uden for havelågen på den anden side af vejen lå en høj
bakke, som vi fik at vide engang havde været fængslets galgebakke. Når en
hængt blev taget ned, måtte han ikke komme i indviet jord for præsterne, så
man kulede ham blot ned på det sted, som i dag udgjorde villaens forhave.
I Svejbæk udenfor Silkeborg boede en af vores venner Erling sammen med
sin kone Tove i et ellers dejligt hus midt i skoven. Men da Erling flere gange
havde haft besøg af mystiske væsner om natten, bad han os om at få renset
huset. Vi fandt da ud af, at der var en underjordisk gang til hans hus fra
skovområdet, hvorigennem flere naturånder – dem, som vi kalder trolde –
havde deres gang i huset. Egentlig var de vel kun nysgerrige, og det lykkedes

os da også at få lukket deres adgangshul. Men så lavede de nye tunneller, og
til sidst måtte Erling og hans kone flytte for at få ro.
Vi har også været på et par grisefarme, hvor ejeren klagede over unaturlig
stort dødsfald mellem grisene. Også her var det naturånder, der var på spil.
Vi tæller dog ikke disse væsner med i vores statistik, da de jo ikke skal op i
lyset, men blot fjernes fra området.
Når der i gamle dage havde stået et slag, eller der havde været en epidemi
som f.eks. ”den sorte død” – pesten -, begravede man i al hast ofrene i en stor
fællesgrav. Af og til var det vikinger, som forsvarede sig mod indfald af
fjender i landet, eller det var lokale bønder, som kæmpede mod Wallensteins
tropper, som invaderede landet under 30- årskrigen i 1600-tallet. Vi har også
fundet ofre for tidligere tiders tro – Asatroen, hvor det var skik hvert forår at
ofre et menneske til Guderne for at sikre sig en god høst. De blev oftest kvalt
og kastet i en særlig offersø. Eksempler er Grauballemanden og
Tollundmanden, som nu befinder sig på Silkeborg Museum.
På grund af præsternes påstande om, at man ikke kunne komme ind i
himlen, hvis man ikke blev begravet i indviet jord, er sjælene forblevet i deres
mørke skjul under jorden, da de naturligvis ikke ønskede at komme i
Helvede.
Men i de senere år er disse uforløste sjæle begyndt at røre på sig, fordi de
endelig er blevet klare over, at de ikke vil komme i Helvede. De graver så
nogle tunneller til de nærmest liggende huse og invaderer huset. Man
oplever dem nærmest som en lang parade af sjæle, som har en bestemt rute
gennem huset.
Som regel skal man opsøge dette ”sorte hul” udendørs. Det ses ofte som en
afsvedet plet i græsplænen, hvor intet vil gro – selv ikke ukrudt. Når man
holder sine udstrakte hænder over et sådant hul, kan man mærke en sitren i
kroppen og en ubehagelig hovedpine.
Vi behandler et sådant hul på følgende måde:
Vi starter med at afbalancere hullet. Det gøres ved, at man forestiller sig, at
man sender lys ned i det. Man bliver ved indtil hovedpinen og denne sitren i
kroppen stilner af
Derefter tilkalder vi de fire store ærkeengle, som er tilknyttet Jorden:
Gabriel, Michael, Uriel og Rafael, og beder dem komme ned og hjælpe til
med rensningen.

Så beder vi dem om at medbringe en lyskanal, som alle sjælene skal ind i,
for at de kan blive beamet op til Astralplanets øverste del. Vi ser derefter for
os hvordan englene dirigerer sjælene ind i lyskanalen en efter en. Vi beder så
om antallet af sjæle, som skal beames op, og hvis det antal er under 20-3o
sjæle, skal man tælle dem efterhånden, som de går ind. Hvis antallet er
derover, kan man bede englene selv styre forløbet og give et tegn, når alle er
kommet op. Det kan ofte være flere hundrede. I et enkelt tilfælde, som jeg
senere skal berette om drejede det sig om 1.647.237 sjæle, men det tog også 24
timer at få alle dem op.
Når alle så er beamet op, behøver man ikke at følge dem videre op ad
trappen og ind gennem porten. Der står en engel parat til hver sjæl og fører
vedkommende helt op. Nogle må desværre en lille tur omkring skærsilden,
men alle ender med at komme ind. Skærsilden er ikke Helvede, for deroppe
findes kun kærlighed og tilgivelse, hvis blot man angrer sine synder. Helvede
er her nede på jorden.
Derefter beder man ærkeenglen Uriel om at rense hullet med sin rubinrøde
farve. Vi prøver at forestille os denne farve på indersiden af vore øjenlåg. Så
beder vi derefter Ærkeenglen Michael om at skære forbindelsen til
underverdenen fri med sit blå flammesværd.
Så beder vi ærkeenglen Gabriel om at bruge sin violette farve til at
helliggøre hullet og endelig beder vi ærkeenglen Rafael om at heale hullet
med sin grønne farve. Til sidst beder vi nogle engle komme ned med en stor
konisk bjergkrystal, som skal sættes som en prop i hullet, så der ikke kan
komme mere dårlig energi op. Vi slutter med at takke både ærkeenglene og
hjælpeenglene for deres hjælp, og kontroller bagefter om der føles mere
dårlig energi i hullet.
Sådanne ”sorte huller” har vi fundet mange af gennem de sidste mange år.
Jeg vil her omtale nogle af de mest interessante, som også er beskrevet i mine
andre bøger i detaljer. Her nøjes jeg blot med at resumere dem.
I det tiende og elvte århundrede var Danmarks kyster hærget af et folkeslag,
som havde deres hjemsted på halvøen Rügen i Nordtyskland. Den danske
konge Valdemar I den Store, som levede i ellevehundredtallet besluttede at
stoppe dem. Han anlagde flere befæstninger der, hvor de plejede at gå i land,
og en af disse befæstninger lå ved Nyborg.

Her til blev jeg kaldt til for nogle år siden, da flere haveejere i samme
område ikke kunne få noget til at gro i deres haver – knap nok ukrudt. Jeg
undersøgte området og kunne mærke en underlig tung stemning, næsten
som på en kirkegård.
Da jeg fik kontakt med en repræsentant for de døde, som lå begravet her,
fandt jeg ud af, at det var en større skare vendiske sørøvere, som havde mødt
deres endeligt her i et større slag af velforberedte danske krigere. Jeg så for
mig en lavstammet kriger i fuld krigerudrustning med hjelm, brystplade og
bukser, som var omviklede med kraftigt klæde helt til skridtet.
Han anmodede venligt om at blive guidet op sammen med sine 50-60
kampfæller, som bare var blevet kulet ned i en fællesgrav, der hvor de var
faldet. De var imidlertid ikke kristne, men det anfægtede dem ikke – de ville
bare op, Måske troede de, at de endte i en slags Valhal, hvor de kunne
kæmpe videre. De er nok blevet noget overraskede, da de kom indenfor
porten.
Dengang kendte jeg ikke den rette procedure ved et sådant ”sort hul”, men
det må alligevel have hjulpet, for beboerne ringede tilfredse året efter og
fortalte, at nu kunne blomster og buske igen gro i deres haver.
I 1999 var Kate og jeg på vores første ferierejse sammen til Rom. Vi skulle
selvfølgelig besøge den store arena Collosseum, og der fik vi en meget
underlig oplevelse.
Fra historiebøgerne vidste jeg, at der var blevet dræbt mange mennesker i
den arena til det romerske folks store fornøjelse. Man uddannede gladiatorer
til at kæmpe mod hinanden, indtil den ene blev dræbt. Mange af disse
gladiatorer var krigsfanger og slaver, som blev tvunget til at kæmpe indtil
døden.
Senere fandt man så på at fængsle medlemmerne af en ny sekt, som var
kommet til Rom – nemlig de kristne. De blev indfanget og lukket inde i
arenaen sammen med sultne vilde dyr, som ubarmhjertigt dræbte dem mens
folket jublede.
Hvor mange der døde under disse rædselsfulde forhold ved man ikke
nøjagtigt, men det har ganske givet været flere hundrede deriblandt kvinder
og børn.
Da vi kom ind i det gamle Collosseum så vi, at arenagulvet var fjernet, så
man kunne se lige ned i de underjordiske rum, hvor man opbevarede de

vilde dyr, som man i forvejen havde sultet i flere dage, så de var helt
desperate efter at få mad.
Vi lagde mærke til, at der lå et tykt mørke over disse rum, og Kate spurgte
mig straks efter at vi var kommet ind om dette mørke måske kunne betyde, at
der var spøgelser tilstede.
Nu mente jeg jo, at vi var kommet til Rom på en ferietur og ikke for at
hjælpe spøgelser op, men vi fandt senere ud af, at denne ferietur kun var
begyndelsen på en uendelig lang række af ferieture i de følgende år, hvor
formålet ene og alene var, at vi skulle hjælpe de lokale spøgelser op i lyset.
Jeg bad om at få lov til at tale med en repræsentant for de sjæle, som gerne
ville op, og straks meldte der sig i min bevidsthed en gammel gladiator som
påtog sig at være repræsentant for alle de sjæle, som gerne ville op.
Han var klædt i den typiske gladiatordragt, som vi kender fra historiebøger
og film, men det slog mig, at han ikke var særlig høj – kun omkring 1½ meter.
Han fortalte mig, at jeg var ventet, og at der var omkring 1000 sjæle som
gerne ville op. Omkring halvdelen var gladiatorer, som var faldet i kamp,
men den anden halvdel var mænd, kvinder og børn, som var blevet fængslet
for at have sluttet sig til den kristne tro.
Jeg bad dem om at stille sig op i en lang række med alle gladiatorerne først
og de kristne til sidst, og så begyndte jeg at sende dem op enkeltvis.
Desværre kendte jeg ikke til lyskanalen på det tidspunkt, men den må
alligevel have været der, for det gik bemærkelsesværdigt hurtigt med ca. en
sjæleopfart hvert tredje sekund.
Desværre blev jeg forstyrret i mit forehavende af nogle japanske turister,
som skræppede så meget op, at jeg foretrak at gå udenfor arenaen et øjeblik.
Da vi noget senere igen kom ind, så vi at hele arenaen var badet i et gyldent
sollys, og at det tunge mørke var væk.
Året efter var vi en tur i Kina, og vi var selvfølgelig også på den obligate tur
til ”Den store Mur”. Det var et imponerende bygningsværk, som havde
koster tusindvis af fattige bønder, krigsfanger og kriminelle livet under
opførelsen. For hver 200 meter havde man lavet et vagttårn, som var funderet
langt ned i den stenede undergrund. Før man byggede selve tårnet kulede
man de arbejdere ned, som var døde siden det sidste vagttårn var blevet
bygget. Når man nu betænker at muren var ca. 5000 km lang, så kan man
godt regne ud, at der lå mange sjæle i disse mange tårnfundamenter.

En repræsentant fra dem kontaktede mig og bad om min hjælp til at
komme op. Men som han sagde:” Vi skal ikke op i den kristne himmel, men
op i den himmel, hvor vi buddhister hører til”
Der lærte jeg noget nyt, men jeg gjorde som han bad om og kontakte min
hjælper, og bad ham sørge for, at de kom op til dette rette sted for dem. De
blev mødt af engle, som gelejdede dem op til trappen til deres himmel.
Da jeg dage efter kontaktede min hjælper for at få oplyst antallet, fik jeg at
vide, at der i alt var kommet 8000 sjæle op.
På vejen hjem fra Kina fik jeg en besked om, at den næste store opgave lå i
Polen, hvor vi skulle tage ned til koncentrationslejren Auschwitz, som ligger i
nærheden af den polske by Krakow. Der skulle vi sende sjæle op fra alle
koncentrationslejrene i Tyskland, som ville samles her, når vi ankom.
Det gjorde vi så året efter, selvom det betød en 20 timer lang bustur frem
og tilbage med en såkaldt sovebus. Vi tog med på en sightseeingtur til lejren,
hvor det nazistiske styre under anden verdenskrig aflivede næsten 6
millioner jøder, ziegeunere og modstandsfolk fra hele Europa.
Der opstod ligefrem en vindstorm, da alle sjælene fra alle Tysklands
koncentrationslejre kom susende til lejren for at komme med op. En talsmand
for sjælene forklarede, at de var blevet hernede, fordi de ville have en
undskyldning for den uretfærdige behandling, som de havde været udsat for.
Men som jeg forklarede dem, så var alle ansvarlige døde for længst, så der
var ingen tilbage, som kunne give dem den undskyldning. Så indvilligede de
i at komme op, og vi satte opstigelsen i gang. Det tog 24 timer før det var
overstået, og først på vejen hjem i bussen fik vi det endelige antal, som beløb
sig til det før nævnte antal på 1.647.237 sjæle. Det er langt den største opgave
vi har haft.
På Djursland ligger der et gammelt slot ved navn Mejlgård, som i dag
bruges som et alternativt kursuscenter. Vi fik fortalt en grusom historie om en
ond herremand, som slog sin egen søn ihjel, da han fandt ham i seng med sin
barnepige. Derefter begravede han ham under gulvet, hvor man for nogle år
siden under en restaurering fandt knogler af en ung mand. Men det viste sig
at vi ikke var færdige, for en af beboerne klagede over en meget tung
atmosfære og en masse støj og barnegråd oppe under taget på slottet.

Da jeg kontaktede en af de hvileløse sjæle viste det sig, at slottet oprindelig
var bygget midt i en sø, som man først havde fyldt op i midten og dernæst
funderet slottet på egetræspæle ligesom Egeskov slot.
Denne sø viste sig at være en offersø fra Asatiden, hvor man havde ofret et
menneske hvert forår, som en bøn til Guderne om at give en god høst. Det
var ofte forældreløse børn og unge mennesker samt krøblinger og gamle
mennesker. Så slap man for den byrde, som de var for samfundet. Her var
der 63 sjæle, som kom op.
En anden offersø, som jeg fandt, lå i den lille by Vejen i Sønderjylland, hvor
huse i det store område var kendt som skilsmissehusene, hvor folk hele tiden
skulle skilles et halvt år efter at de var flyttet ind. Her var der 78 sjæle.
Det var åbenbart en meget udbredt skik i Asatiden med disse
offergerninger, og Gud ved hvor mange andre offersøer, der findes i
Danmark. I næste kapitel fortælles om flere af slagsen.
Den næste ø vi besøgte, var Kreta, hvor vi var forberedte på at finde nogle
sjæle i ruinerne af den gamle minoiske borg Knossos. Men der var ingen.
Nogle dage senere var vi på udflugt til en lille ø Spinologa, som var en
såkaldt spedalskhedsø, hvortil man fra 1917 til 1957 samlede alle spedalske
patienter fra hele Grækenland. Man byggede huse og to kirker til dem. Den
ene kaldte man livets kirke, for det var her alle bryllupper og barnedåb fandt
sted. Den anden kirke døbte man dødens kirke, fordi man fra den foretog
begravelser, og dem var der mange af.
Da vi stod udenfor denne kirke følte vi straks en stor kollektiv sorg, og
guiden fortalte da, at en præst ved navn Panteleminon havde samlet alle de
spedalske, som ikke ville forlade øen i 1957, hvor øen skulle nedlægges. Man
havde fundet ud af, at der ikke var flere spedalske i hele Grækenland, da
man havde fundet en medicin, som kunne helbrede sygdommen. Disse
patienter, som altså ikke ønskede at komme tilbage til det samfund, som
havde forkastet dem på grund af deres sygdom, havde muret sig inde i denne
kirke. Da de endelig fik gennembrudt muren, fandt de alle døde af iltmangel.
Foruden disse indemurede var der alle døde fra øens lille kirkegård, og det
blev til i alt 182 sjæle.
Et årstid senere var vi på Rhodos og her besøgte vi bl.a. ruinerne af en
gammel Johannitterborg fra korstogstiden i det tolvte og trettende
århundrede. Fra øen havde man bekæmpet den tids sørøvere, som overfaldt

de skibe, som bragte korstogsriddere fra hele Europa til det hellige land. I en
skummel fangekælder, som endnu var bevaret, sendte vi ikke mindre end 87
sjæle op. De troede også de skulle op til Allah, men da de kom op, kunne de
ikke finde ham.
På en anden græsk ø Kos, hvor vi var året senere, fandt vi også resterne af
en korsridderborg. Den ældste del var påbegyndt i 1400 – tallet og den var
først færdiggjort i 1514. Fæstningen holdt dog kun til 1522, da den blev
angrebet af en stor tyrkisk flådestyrke, som erobrede den og nedslagtede alle
forsvarerne, selvom de havde givet dem fri lejde. Fra denne ø opsendte vi i
alt 452 sjæle, og her brugte jeg for første gang den lyskanal, som jeg siden har
brugt ved alle masseopsendelser. Det var Kate, som fandt på at bruge den.
Den sidste store opsendelse, som jeg vil berette om i dette kapitel, var på
øen Fuerteventura, som er en af de kanariske øer. Vi havde fået besked om
fra vores hjælpere at tage på en øtur, og da vi kom til øens højeste punkt
fandt vi et stort cafeteria indhyllet i tåge, så vi slet ikke kunne nyde udsigten.
Vi satte os i cafeteriet og fik en kop kaffe, og så kom der til mig en underlig
sjæl klædt i noget meget gammelt tøj. Han fortalte mig, at han var
repræsentant for de sidste sjæle fra det gamle Atlantis, som sank i havet for
ca. 11.500 år siden. Øerne her er nemlig de sidste rester af det store kontinent,
som jeg har fortalt om i bogen ”Atlantis – landet med de grønne enge”.
Selv lokalbefolkningen var overbevist om, at deres ø var en af de sidste
rester af dette sagnomspundne kontinent.
Han fortalte mig, at nu var sjælene blevet trætte af at vente på at kontinentet
igen skulle dukke op af Atlanterhavet, så de ville gerne guides op. Der var i
alt 832 sjæle som ville op. Jeg troede, at jeg sendte dem op på Astralplanet via
lyskanalen, som vi havde bedt om ville komme til cafeteriets
parkeringsplads, men fik langt senere at vide gennem en clairvoyant, at de
var kommet videre op til en planet, som de kaldte Albinox. Den ligger og
svæver rundt om en stjerne ved navn Aldebaran.
Lige så snart sjælene var sendt op forsvandt den tætte tåge, som havde
indhyllet os, og vi kunne se ud over hele øen.
Da vi skulle videre på turen, så vi fra bussens vinduer en rund cirkel, der
var malet midt på parkeringspladsen. Den havde ikke været der, da vi
ankom. Det var sikkert fra denne cirkel at opsendelsen fandt sted.

I næste kapitel vil jeg berette om de mest spektakulære opsendelser, som vi
har foretaget i årene efter 2004, og som jeg ikke har skrevet om før.

Kapitel 5
Flere spøgelsesopsendelser,
som ikke tidligere har været offentliggjort
Vi vil nu beskrive nogle af de store opsendelser, som vi har haft siden 2004.
Vi var på en ferietur til Israel – nærmere betegnet den sydisraelske by Eilat,
som ligger ved Aqababugten.
Vi deltog i en udflugt til Jerusalem, for naturligvis skulle vi se den by, nu vi
var i landet. Under rundvisningen kom vi til Tempelbjerget, hvor muslimer
ne havde bygget to store moskeer: Omarmoskeen og Klippemoskeen.
Da vi stod nede i den underste del af den sidstnævnte moske, fik jeg en
fornemmelse af, at der var nogle sjæle, som gerne ville op. Jeg stillede mig
diskret hen i et hjørne, og bad om at disse sjæle identificerede sig. Det viste
sig at være 6 af de tidligere imamer, som havde styret denne moske igennem
århundreder. Jeg spurgte dem, hvorfor de ville op, og de forklarede mig, at
de ville op nu, fordi de forudså en ændring i ejerforholdene, som de ikke
brød sig om. Hvad de mente med det var uklart, men måske havde det noget
med en fremtidig politisk udvikling at gøre. Jeg sendte dem op, men da jeg
var færdig med det, kom en arabisk klædt mand hen til mig og viftede med
pegefingeren foran min næse, idet han sagde:” No praying here” (Du må ikke
bede her). Jeg svarede ham, at jeg ikke bad, men han viftede mig alligevel
bort fra moskeen og bad mig gå.
Vi var også på en tur til øen Djerba, som tilhører Algeriet. Vi deltog i en tur
til Sahara ørkenen, og overnattede i et rigtigt ørkenhotel, som hed. ”Le
Saharien”. Da vi stod op næste morgen blev vi kontaktet af en masse sjæle,
som først forvirrede mig, fordi jeg ikke kunne tidsfæste dem. Men ved at
ransage min historiske hukommelse, blev jeg klar over at det var sjæle af
romerske soldater og indbyggere i den store by Kartago, som blev ødelagt og
jævnet med jorden i året 146 før Chr. efter den tredje puniske krig. Der
meldte sig 237 sjæle, som gerne ville op, efter at de havde fortsat med at
kæmpe mod hinanden lige siden.
Da Kates søn og hans familie i et par år havde bosat sig i Skotland, var vi
naturligvis lige ovre for at hilse på dem. Jeg ville dog samtidig gerne se
Edinbourgh Castle, hvor jeg havde hørt, at der skulle være mange spøgelser.

Jeg skal sandelig love for, at der var spøgelser. I en fløj af slottet var der
indrettet en mindehal for alle de skotske soldater, som var døde i
Storbritanniens mange krige, især i første og anden verdenskrig. Vi
fornemmede, at der var så mange, at vi måtte have hjælp oppefra til at klare
det, og vi fik da besked på at gå i slotsgården og tilkalde en lyskanal. Da den
manifesterede sig midt på gårdspladsen, så vi tusindvis af soldater skynde
sig ind i lyskanalen og blive beamet op. Det tog vel en times tid, hvor vi bare
stod i et hjørne af slotspladsen og ventede, indtil vi fik signalet om, at det var
overstået. Det var meget mærkeligt at se, at de besøgende turister, som ellers
før opsendelsen havde vandret rundt på kryds og tværs på gårdspladsen i
den time, som det tog, omhyggeligt undgik at komme ind på midten af
gårdspladsen. Da vi var færdige, fik vi at vide, at 12.972 skotske soldater var
blevet sendt op.
Året efter var vi i Bulgarien ved Sortehavskysten i et område, som blev
kaldt: ”Golden Sands”. Vi hørte en af dagene, at der fandtes et gammelt
munkekloster ikke så langt fra vort hotel, som hed Aladzha klostret, og vi tog
derud. Det var et meget specielt kloster, som i 1600 tallet var blevet hugget
ud i en stor klippe. Man kunne kun komme ind i klostret via en vakkelvorn
trappestige, og vi måtte op at klatre. Der var både dormitorium (munkenes
sovesal) og et refektorium, som var munkenes bedesal, og så var der sandelig
også et lille rum, hvor man havde begravet de døde munke og abbeder. Vi
fandt i alt 20 sjæle, som havde længtes efter at komme op, men bare ikke
vidste hvordan. Vi fik i hast etableret en lyskanal, og så alle munkene og
deres ledere gå ind i kanalen og komme videre op.
Vi var også på en rundtur i området, og her kom vi til et stort
pilgrimskloster langt oppe i bjergene. Der var stadig de små overnatnings
rum til pilgrimmene, som stadig blev benyttet. Udenfor hvert rum var den en
krybbe med hø og en bås til det æsel, som havde båret ens ejendele op til
klostret.
Inde i selve klostrets kirke mærkede vi igen den underlige følelse af tyngde,
og vi blev enige om, at der måtte være nogen sjæle, som aldrig var kommet
op. Vi etablerede lyskanalen midt i kirkerummet, og på trods af undrende
blikke fra de mange turister rundt om os, sendte vi 44 sjæle op. Vi gør jo altid
noget sådan meget diskret, hvor vi bare lukker øjnene og lader det hele
foregå inde i vores hoveder. Det sker bare ved det, der kaldes tankens kraft.

I foråret 2005 blev vi inviteret af fodboldklubben AGF’s fanklub til at
komme ind til deres træningsbane i Fredensvang i Århus, for at undersøge,
om der skulle være en grund til, at AGF spillede så dårligt og havde så
mange uheld blandt spillerne.
Vi blev oprigtigt forbavset, da vi blev mødt af et stort pressekorps og langt
over 100 fans i deres klubhus. Da vi undersøgte faciliteterne fandt vi ud af, at
der under anden Verdenskrig havde ligget et lazaret for sårede tyske soldater
på grunden, og det var 147 sjæle fra den tid, som generede spillerne. Vi
sendte dem op i lyskanalen, og der blev optaget en kort film om forløbet, som
senere blev vist i fjernsynet. Ydermere fandt vi sjælen af en tidligere spiller,
som var sur over at være blevet smidt ud af klubben samt tre naturvæsener –
også kaldet trolde. Vi sendte den afdøde fodboldspiller op i lyset og bagefter
bad vi tre engle om at komme og fjerne de tre trolde, som blev sendt ud i
Marselisborg skovene. Dagen efter vandt AGF en kamp mod OB med 2-1.
Et stykke tid senere ringede to unge journalistelever fra Journalisthøjskolen
til os, og bad om vi også ville komme ud til deres opvisningsbane, som
hedder Nrgi- park. Her fandt vi 156 sjæle fra svenskekrigene i 1600-tallet. Det
var nogle tyske lejetropper fra general Wallensteins hær, og nogle danske
soldater, som havde udkæmpet et slag lige på det sted. De holdt til i hver sin
indgang, og vi måtte sende dem op i to omgange. Når AGF spillede kamp,
troede de, at krigen var brudt ud igen, og så for de rundt på banen og
generede spillerne under kampen.
Senere samme år blev vi kaldt til Kolding, hvor vi først skulle fjerne en strid
svigermor fra et ældre ægtepars hjem. Men de fortalte os så, at de mente der
var spøgelser to andre steder i byen. Vi tog derfor først til en forholdsvis ny
kirke i Kolding, som viste sig at være bygget på en gammel galgebakke. Det
kan da ikke have været af uvidenhed, for vejen, som den lå på, hed
Galgebjergvej. Som sædvanlig fandt vi det sted nedenfor bakken, hvor man
havde begravet de mange hængte gennem flere hundrede år. Det var 127
sjæle på det sted. Det fantastiske var, at det ældre ægtepar, som var
usædvanligt åndeligt udviklede, kunne se de fire ærkeengle stå rundt
omkring hullet under rensningen.
Vi kørte videre med dem ind i Kolding, hvor de ledte os hen til en gammel
Sct. Jørgensgård. I middelalderen anbragte man her de spedalske for at
isolerede dem fra andre endnu raske folk. På gårdspladsen uden for huset,

som i dag tilhører kommunen, fandtes der en gammel brønd, hvori man
havde smidt de døde. Da epidemien var slut, kastede man jord på og
plantede et stort træ. Her fandt vi 48 sjæle.
Syd for Mariager findes en lille landsby ved navn Haundal. Her oplevede vi
i en lang periode i 2007 at blive tilkaldt til 8 forskellige lokaliteter for at sende
spøgelser op. I de fleste tilfælde var det sorte huller. Blandt andet fandt vi
igen et hul, hvor man havde begravet 88 sjæle fra vikingetiden – dels svenske
vikinger, som var sejlet op af Mariager fjord og var gået i land for at røve og
plyndre, og dels lokale bønder, som havde sluttet sig sammen for at forsvare
sig. De havde huseret så slemt i den gård, som var bygget ovenpå graven, at
man havde været nødt til at rive hele gården ned. Den nye ejer ville gerne
sikre sig, at spøgeriet ikke fortsatte i det nye hus, som han havde tænkt sig at
bygge på stedet.
I den lille by Hedensted udenfor Horsens måtte vi flere gange af sted til en
villaejer i udkanten af byen, som var meget plaget af de ubudne gæster. Hans
lille søn kunne ikke sove i fred på sit værelse, og han fortalte sine forældre, at
han kunne se en lang parade af sjæle passere igennem huset.
Den første gang vi besøgte dem fandt vi et stort sort hul i haven, som
indeholdt 30 vikingesjæle, som var faldet i kamp på stedet efter at være
blevet mødt af danske vikinger fra Jelling. De havde sejlet op ad en å, som vi
på et kort kunne følge næsten helt hen til huset. I dag var åen næsten
udtørret, men dengang havde den været dyb nok til at et fladbundet skib
kunne sejle helt op til åens udspring.
Nogen tid efter måtte vi igen af sted på et garantibesøg, for det fortsatte med
at spøge i huset. I haven et stykke fra det forrige hul fandt vi et nyt hul med
de danskere, som var faldet i kampen. Dem havde vi overset første gang. Her
lå 27 sjæle, så kampen må have faldet ud til forsvarernes fordel.
En af de største oplevelser i 2007 var at blive kaldt ind til København af vor
gode ven Anders Lund Madsen, som jeg jo har samarbejdet med flere gange.
Han var nu studievært på et program i Radioens program 1, som hed og
stadigt hedder ”De sorte spejdere”.
Studiet ligger i det nye radiohus, som jo har været noget skandaleramt på
grund af budgetoverskridelser. Jeg læste på lektien, før vi tog derover, og fik
en mistanke om, at det kunne være et sort hul, som havde noget at gøre med
slaget på Rheden d. 2. april 1801. Ved at studere kort fra den tid så jeg, at det

nye radiohus var bygget meget tæt på den tidligere strandkant, og ud for
denne strand havde den danske flåde netop ligget. Den var blevet bemandet
med tvangsudskrevne kuske og handelsmedarbejdere fra det gamle
København, da man ikke havde nok af uddannede søfolk hjemme i landet.
Det blev et blodbad hvorunder flere skibe sprang i luften, og døde søfolk
flød i land efter slaget. Officererne, som man jo kunne identificere på grund
af deres uniform, fik en fin begravelse med en mindesten, som stadig findes
Men de menige tvangsudskrevne folk havde man ikke navn på, og de blev
bare begravet i en stor fællesgrav. Det var denne grav vi fandt nede i selve
kælderen til Radiohuset. Her lå altså 388 sjæle, som vi beamede op i
lyskanalen. Bagefter fortalte vi Anders, at det måske var grunden til de store
budgetoverskridelser, at disse sjæle havde tappet energi af
bygningsarbejderne, så de ikke kunne arbejde så hurtigt og effektivt, som de
skulle.
Det var i øvrigt en virkelig fornøjelse at se, hvordan et sådant program
kører bag kulisserne, hvor både Anders Lund Madsen og den anden
studievært Anders Brejnholt, havde et virkelig godt team bag sig.
Opsendelsen fra kælderen blev i øvrigt sendt på nettet samtidigt med
udsendelsen i radioen.
Da jeg kom jeg lå der 23 bestillinger på mine bøger på min e-mail, så det var
jo samtidig en god reklame for os. Udsendelsen har i gennemsnit 1.000.000
lyttere hver dag.
Det foreløbigt sidste sorte hul, som jeg har truffet på, lå som en offersø midt
i det større område i Virklund ved Silkeborg. Her var man i gang med at
forberede hele området til at rumme et tilholdssted for sekten Transcendental
Meditation. I denne sø fandt jeg 28 sjæle.
I næste kapitel fortæller jeg om et år med spøgelser ud fra en dagbog,
som Kate førte igennem et helt år med forskellige opgaver.

Kapitel 6
Et år med spøgelser
I året 2007 nedskrev Kate for erindringens skyld alle de spøgelsesopsen
delser, som vi var ude for i det år. Ud af de næsten 100 opsendelser har jeg
udvalgt nogle, som jeg synes er særligt bemærkelsesværdige. Ikke fordi de
afgørende skiller sig ud fra de opsendelser, vi har haft i de foregående år,
men fordi de giver et godt billede af, hvor varierede vore oplevelser har
været.
Jeg har valgt ikke at opgive navne på vore klienter, og kun brugt et bynavn
som stedsbetegnelse af diskretionshensyn. Men alle oplevelser kan
dokumenteres med både navn og adresse.
Det undrer os meget, at der stadig findes mennesker, som nægter at tro på,
at der findes spøgelser. De finder på alle mulige forklaringer, som tit er mere
fantasifulde end den rigtige forklaring. Alligevel er der 30 % af Danmarks
befolkning, som er fuldt og fast overbevidst om, at der findes spøgelser. Det
fremgår af en undersøgelse foretaget af Gallup. De 30 % gives os mere end
rigeligt med arbejde, og tit har vi været nødt til at henvise til de mange
dygtige spøgelseshjælpere, som jeg har samlet sammen på vor hjemmeside.
Hvis der havde været 100% overbevisning om, at der fandtes spøgelser, ville
vi simpelthen ikke haft mulighed for at hjælpe dem alle. Så 30 % er meget
passende.
Vi må jo desværre erkende, at vi ikke bliver yngre med årene, og lange ture
rundt i landet, og da især til Fyn og Sjælland, har vi helt måtte opgive. Det
må de andre tage sig af. I øvrigt tager de mange masseopsendelser også på
vore kræfter, da de stakkels sjæle tapper os for energi. Det vi kan beskytte os
imod, er at blive besat. Heldigvis har vi lært at beskytte os selv mod ”mørkets
kræfter” ved hver morgen at sige Jabes Bøn. For dem, som ikke kender den,
kan jeg her gentage den. Den er baseret på en 2500 år gammel bøn, og den
findes såmænd i Bibelen. Vi beder til vor skytsengel. I vor opdatering og
sprogfornyelse lyder den sådan her:
Tak fordi jeg ved at du vil velsigne mig
og udvide mit arbejdsområde.
Tak fordi jeg ved, at du vil holde din hånd

over mig og beskytte mig mod mørkets kræfter.
Den virker så godt, at vi sommetider må holde en lille pause med den, fordi
vi hele tiden må udvide vores arbejdsområde. Det er vi da ikke kede af, men
vi får heller aldrig lov til at hvile på laurbærrene.
Den bedste tak vi kan få fra vore klienter, er at få en god tilbagemelding
om, at spøgeriet nu et væk, og at alle i huset igen kan sove trygt om natten.
Når vi nu taler om tilbagemelding, var den største og mest glædelige i året
den, at en klient fra Silkeborg, som vi havde behandlet med en
åndeuddrivelse, fik en raskmelding fra den psykiatriske overlæge i Silkeborg
om, at han var 100 % helbredt, efter at have ligget på den lukkede afdeling i
fire år på grund af skizofreni, og bagefter havde fået tilkendt førtidspension.
Kort tid efter vor 15 minutter lange engangsbehandling gik han på
kommunekontoret og opsagde sin førtidspension, og fik et godt arbejde.
Selvfølgelig ved vi godt, at vi aldrig vil få nogen officiel anerkendelse for det,
men vi er ligeglade, især når vi ved, at vi har ”helbredt” ca. 50 personer, der
ligesom ham var dømt skizofrene. Enhver, der har tvivl, kan selv undersøge
sagen ved at henvende sig til os, og selv snakke med vor klient.
Det er ikke noget mirakel, men blot en alternativ tilgang til en sygdom, som
selv de dygtigste læger har meget svært ved at helbrede. De kan dæmpe
symptomerne, men ikke fjerne ”sygdommen”.
I øvrigt vil vi da også gerne lige fortælle om en anden terapi, som har
hjulpet mange. Vi kalder det ”traumeterapi”, og vi kan gennem en timelang
seance få ryddet op i livslange traumer fra barndommen og ungdommen. Vi
har modtaget mange takkebreve efter denne behandling.
Men vi ser nu spøgelsesopsendelserne som den måske vigtigste del af vort
arbejde, og dem vil jeg så begynde at fortælle om.
Som før omtalt har vi været 8 gange i den lille by Havndal syd for Mariager.
Første gang vi var derude besøgte vi en ung familie, som boede meget tæt på
kirkegården. Det ved vi af erfaring kan være meget farligt, for de sjæle, som
af angst for Helvede ikke har turdet vove sig op, hjemsøger tit de
nærliggende huse for at få hjælp til at blive guidet op.
Den unge kone i huset havde oplevet at blive fysisk overfaldet af et
spøgelse, som havde slået hende i brystet flere gange. Der havde været andre

spøgelseshjælpere ude for at hjælpe hende, men de havde måttet give op. Vi
var så det sidste halmstrå.
Vi søgte straks efter et sort hul på grund af den nære beliggenhed til
kirkegården, og vi fandt det hurtigt. Den mørke energi, som strømmede op
fra hullet, var meget stærk. Det tydede på, at mange sjæle stod parat. Vi
gennemgik vort ritual, og det væltede op med sjæle, som både var fra
kirkegården, og fra grave lige uden for kirkemuren, hvor man i gamle dage
begravede selvmordere og hængte røvere. I dette hul fandt vi 100 sjæle.
Inde i huset fandt vi også sjælen af en vred ung mand, som var død efter et
fald fra et høloft. Det var ham der havde overfaldet kvinden i huset, da han
var vred over sit alt for korte liv.
Nogle dage senere i januar måned var vi tre steder på en dag. Først kørte vi
til Horsens, som vi af erfaring ved er meget befængt med spøgelser. Det
samme gælder Århus og Randers.
Vi besøgte et ungt par, som boede i en moderne lejlighedskarre midt inde i
byen. Det viste sig senere gennem vore forespørgsler, at der på grunden
havde ligget en gammel kirkegård, som havde hørt til en for længst nedrevet
kirke. Normalt ville man da respektere gravfreden, men når kommunens
begærlighed efter at sælge attraktive byggegrunde midt inde i en by bliver
for stor, glemmer man meget bekvemt, hvad der før har ligget på grundene,
for det er jo så længe siden, og de døde kan jo ikke protestere – vel?
Men det har de så alligevel gjort på deres måde, for i den bestemte lejlighed
vi besøgte, var der sket mærkelige ting, som vi ikke før havde hørt om.
Parrets to drenge var meget glade for dyr, og de havde fået lov til at få et
par marsvineunger, som var i et bur i stuen. Dagen efter de var købt, lå de
begge døde i buret. De købte to nye, og mens manden og konen sidder og
kigger på dyrene, ser de pludselig at begge ungerne bliver kastet højt op
luften 2 til 3 gange, og falder døde ned med et klask.
Derefter købte de en kanin, da de mente at den måtte være mere robust.
Den overlevede åndernes overgreb, men blev fuldstændig vild og bed
manden, hvis han ville tage den op. Så der var ikke megen glæde ved det
dyrehold.
Men da vi så hørte om den nedlagte kirkegård, gav vi os straks til at søge
efter et sort hul, og det fandt vi under et stort kloakdæksel lige uden for
ejendommen. Det viste sig efter en forespørgsel, at kirkegården især havde

haft mange grave, hvor mange dræbte lejetropper fra 30- årskrigen i 1600tallet
var begravet, og det var dem, som huserede om natten ved at bruge
lejligheden som gennemgang til andre lejligheder. Vi sendte i alt 291 sjæle op
fra dette hul.
Derefter tog vi ned til Kolding, vor vi besøgte et ægtepar, der havde
problemer med døre, der smækkede om natten, og en kommode, som
ustandseligt blev skubbet frem og tilbage på entrégangen. Manden i huset
havde en angstneurose, og vi tilbød at hjælpe ham med en traumeterapi, men
han var ikke parat til det.
Han havde flere gange oplevet at få et slag i maven, når han trådte ind i sit
hjem, og andre gange var det som om, at en spand koldt vand blev hældt ned
af ryggen på ham - dog uden at han blev våd. Vi fandt sjælene af et ældre
ægtepar, som engang havde boet i lejligheden, og de var som sædvanlig
vrede over ombygninger i ”deres ” hus. Dem sendte vi op mod deres
protester. Men det var ikke nok. Manden i huset ringede senere og bad om
det garantibesøg, som vi tilbyder alle, for der var stadig noget galt.
Da vi besøgte dem anden gang brugte jeg mine clairvoyante evner, og
fandt da frem til, at han var død i anden verdenskrig. Han havde da været en
amerikansk oberst, som var blevet taget til fange under
”Ardenneroffensiven” i slutningen af 1944. Han var blevet ført til en
krigsfangelejr, hvorfra det var lykkedes ham at flygte, og den angstneurose,
som han havde pådraget sig, havde fulgt ham til dette liv, idet han
genoplevede at blive skudt i ryggen af en tysk soldat og begravet i den skov,
han flygtede ud i. Den soldat, som havde skudt ham, havde i dette liv besat
ham, og ham blev jeg nødt til at trække ud af ham og sende op i lyset.
I dette liv havde han altid interesseret sig meget for anden verdenskrig og
især for ”Ardenneroffensiven”. Han havde også været elitesoldat i dette liv.
Han blev meget bevæget over denne historie, som pludselig gav ham hele
forklaringen på det mareridt, som havde forfulgt ham hele livet.
Vi har senere hørt fra manden, og han siger, at han har fået så godt, fordi
han nu havde fået en forståelse for sin angst. Hans søn ringede også og
fortalte, at hans far fuldstændigt havde forandret sig og blevet en helt anden.
Det var dog noget af en solstrålehistorie.
Men samme dag, hvor vi var hos familien i Kolding, drog vi videre til den
lille by Østbirk ikke så langt fra Vejle. Vi besøgte en familie, som havde

esluttet sig til at rejse fra et ellers dejligt lille hus ude ved en skov. Der havde
altid hvilet en tyngde over området, og nu havde familien givet op. Men før
de solgte til nye ejere, ville de gerne have en god samvittighed ved at få os til
at rense huset.
Vi fandt en mand, som havde boet der først i 1900-tallet sammen med en
kone og en datter. Konen havde været meget syg og var død af tuberkulose,
mens datteren var 12 år gammel. Da manden ikke kunne undvære det
seksuelle, begik han incest mod sin datter og gjorde hende gravid. Efter
barnets fødsel kvalte han barnet. Det blev vist ikke opdaget, for de boede som
sagt meget langt ude på landet og havde ingen samkvem med andre.
Da de alle tre var døde blev hele familien hernede, da de godt vidste, at de
ville komme til at bøde for det. Oveni var konens gamle mor også blevet
hernede, og hende fandt vi ude i køkkenet, da de tre andre var blevet guidet
op. Det var altså tre vidt forskellige opgaver på samme dag, så vi var godt
trætte, da vi endelig vendte hjem.
Da vi sjette gang var i Havndal, ankom vi til et hus, som havde oplevet et
helt trekantsdrama. Det viste sig at være en for længst afdød farfar og farmor
til konen i huset. Sammen med dem var så farfars anden kone, og de to
kvinder var meget jaloux på hinanden og havde evindelige skænderier med
hinanden. Vi bad dem om at stoppe, og se at komme op, hvor de hørte til. Vi
skulle nok guide dem. Den ene af kvinderne havde en besked til sin datter.
Hun burde få undersøgt sin egen datter, som angiveligt led af en depression.
Men hun var besat, sagde farmoderen.
Vi undersøgte så datteren, og ganske rigtigt fandt vi i hende sjælen af en
fordrukken gammel sut, som hun engang havde truffet på et diskotek. Han
kom op i lyset, og datteren fik helt nye friske øjne og hendes depression
forsvandt efter nogle dage. Det lærte os at også en depression også kan
skyldes besættelse.
Sidst i januar måned var vi kaldt til en lille landsby ved navn Ørsted, som
ligger på Djursland. Her fik vi en hård dag, idet vi måtte rundt til 3
forskellige huse i byen.
Først var vi hos den familie, som havde tilkaldt os. De havde hørt
uforklarlig støj og konen i huset havde ofte oplevet, at ”nogen” flyttede rundt
på tingene i huset. Vi fandt i alt 6 sjæle i dette hus, så der var ikke så
underligt, at der var støj.

De unge datter i huset, som selv havde visse evner, tog os med ned på sin
arbejdsplads, som var byens kro, hvor hun gjorde rent på værelserne. Hun
havde tit oplevet at blive overvåget af nogle usynlige væsener, når hun
gjorde rent. Og selv om der ikke havde været overnattende gæster, var
toiletkummerne fyldt op med ubrugt papir på alle kroens 8 værelser.
Da vi undersøgte sagen nærmere fandt vi sjælen af en tidligere stuepige,
som havde begået selvmord på grund af kærestesorg, samt sjælen af en
gammel oldfrue på kroen, som ville holde øje med, om der nu blev gjort
ordentligt rent af den unge pige. Der var også en gammel krofatter og en
kromutter, som også gik rundt om natten og holdt øje med kroen. Desuden
fandt vi et par gamle drankere, en staldkarl samt en ølkusk, så det blev til
ikke mindre end 8 individuelle opsendelser bare dette sted.
Til sidst blev vi ledt hen til en anden familie, som havde udbedt sig vores
assistance. De boede i et meget gammelt hus, hvor der engang var sket en
familietragedie, fandt vi ud af. Det handlede atter om en incestforbrydelse,
som medfødte en graviditet hos familiens datter på 13 år med efterfølgende
barnemord. Den unge pige havde derefter begået selvmord Man havde
dækket så godt over historien, at den ikke var sluppet ud, men nu havde
skæbnen altså indhentet dem, så de måtte op i lyset for at stå skoleret. Vi var
ret trætte, da vi endelig kunne køre hjem.
Nogen tid senere var vi tilkaldt til et gammelt hus i landsbyen Laurbjerg.
Familiens lille dreng på 2½ år ville ikke sove på sit værelse på første sal, da
han sagde, at han ikke kunne lide de mennesker, der boede deroppe. Vi fik at
vide, at huset under Anden verdenskrig havde været delvist okkuperet af
tyskerne, som havde et par soldater boede på 1. sal. I stuen havde man
indrettet en lille kiosk, hvor de tyske soldater kunne købe små daglige
fornødenheder, og den blev betjent af en ung soldat. Han var efter sin død i
1945 vendt tilbage til huset, som havde givet ham tryghed under krigen. Den
tyske oberst og hans oppasser, som boede ovenpå, havde vist nok begået
nogle grimme forbrydelser i Rusland, og de var, som så mange andre bange
for at komme op, hvis de nu skulle blive straffet for deres ugerninger.
De to soldater fik lov til at komme direkte op i lyset, men obersten måtte
tage den tunge vej omkring ”skærsilden”, hvor han skulle angre sine synder,
før han fik lov til at komme ind i Himmelen

Rundt om på landets plejehjem findes der også mange spøgelser, som enten
ikke kan finde ud af, at de er døde, eller som ikke vil forlade deres sidste
trygge tilholdssted. Man ved hvad man har, men ikke hvad man får.
Vi var blevet tilkaldt til et større plejehjem i en mindre by i Midtjylland, og
var nødt til at være lidt diskrete, for ledelsen af plejehjemmet ville ikke have,
at vi skræmte de gamle. Den afdeling, hvor vi var, blev kaldt for aflastningen,
så det var ikke fastboende ældre, som var her. Nogle var så døde under
opholdet her, og nogle var døde på sygehuset, men var vendt tilbage til de
trygge rammer efter døden. Vi sendte i alt 8 sjæle op fra dette sted. Bagefter
tog vi med plejeassistenten hjem. Her var der en pige på 9 år, som havde
mærket spøgelserne, som hun var bange for. Vi fandt to sjæle, som vi sendte
op.
Til sidst den dag tog vi over til en grisefarm, som leverede hundredvis af
grise til slagteriet. Der havde været ekstra stor dødelighed især i en af de
mange stalde. Det er ufatteligt, at mennesker kan arbejde i en sådan stank af
ammoniak, men grisene tog tilsyneladende ingen skade af det. Dødsårsagen
var ifølge dyrlægen ukendt. Vi fornemmede straks tilstedeværelsen af en
masse naturånder, idet farmen af naturlige grunde lå langt fra andre huse og
med megen natur rundt omkring.
Først bad vi englene komme og fjerne naturånderne, og bagefter sendte vi
bud efter de engle, som er knyttet til dyrene, for at de skulle tage dem med
op i tamdyrshimlen, som vi kalder den.
I selve stuehuset til gården kom vi op på et loft, som var under ombygning.
Her var der rigtigt ”spøgelsestræf”, idet spøgelser fra huse vidt omkring
havde søgt over til husets frue, som var meget sensitiv. De ville gerne guides
op og vi sendte straks alle 8 sjæle op i samme lyskanal.
Bag gården var der en høj bakke og et gammelt rygte ville vide, at det
engang havde været en galgebakke, hvor man hængte landevejsrøvere i
gamle dage. Når de havde hængt et stykke tid til skræk og advarsel for
ligesindede, blev de skåret ned og begravet i et hul ved foden af galgebakken.
Vi fandt her igen et sort hul, hvorfra vi sendt 93 stakkels sjæle op.
Da vi kom hjem, måtte vi straks i bad, for den grimme lugt hang stadig i
vores tøj, som så måtte en tur i vaskemaskinen.

Ikke desto mindre måtte vi endnu engang ud til en anden svinefarm kort
tid efter. Den lå i nærheden af Kjellerup. Denne gang var det heldigvis ikke
grise, som vi skulle hjælpe.
Da vi satte os i stuehuset mærkede vi straks en umådelig kulde og
ulykkelighed. Vi spurgte os for, og fik da at vide, at der lige i nærheden
havde ligget et gammelt skolehjem for utilpassede drenge. Selve skolen var
nu revet ned, men ikke mindre end 8 stakkels drengesjæle var rundt om os og
fortalte om nedværdigende behandling samt incest begået af deres lærer. De
troede, at de selv var skyld i den grimme behandling, og frygtede at komme
op, for de var vis på at blive straffet endnu engang. Men læreren var der
også, og han prøvede at styre de stakkels sjæle med vold og trusler om
Helvedes ild og meget mere.
Ham sendt vi først op, og englene tog ham ganske rigtigt med ud til højre
til Skærsilden. Da vi fortalte drengene det, jublede de og ville hellere end
gerne op, og det gjorde de i samlet trop. Straks forsvandt den isnende kulde i
rummet.
Vi har flere gange været på besøg hos en familie i Ebeltoft, som var
usædvanligt meget plaget af spøgelser. Huset var meget smukt placeret med
udsigt over Ebeltoft Vig, og ikke særligt langt fra vandet.
Vi fandt aldrig rigtigt ud af, hvor spøgelserne stammede fra, men fakta var,
at der var to sorte huller på området med hver sin type sjæle, som engang i
fortiden havde været fjender og bekæmpet hinanden. Jeg fornemmede noget
med et søslag, hvor begge parter havde lidt tab, og efter kampene var de hver
for sig begravet i hvert sit hul. I første omgang fandt vi kun det ene hul, men
kort tid efter var det galt igen og efter en gennemsøgning af haven fandt vi så
det andet hul med næsten lige så mange sjæle. Det første hul rummede 42
sjæle og det andet hul var der 27 sjæle. Jeg fornemmede, at de alle var i en
slags sømandstøj, så det kunne godt passe med et mindre søslag, som bare
ikke har været stort nok til at blive omtalt i historiebøgerne.
Manden i huset havde hele sit liv lidt af en uforklarlig smerte i ryggen, og
han ville gerne høre, hvad det kunne skyldes. Jeg gik clairvoyant ind i hans
sidste liv, og det viste sig, at han havde været en amerikansk oberst, som
havde deltaget i Invasionen i Frankrig d. 6. juni 1944. Amerikanerne led store
tab, og han var en af dem, for knap var han nået i land på Omaha Beach, før

han trådte på en landmine, som eksploderede lige bag hans ryg og rev den
fuldstændigt op.
Det kalder vi en ”reminder”, og når han har forstået, hvorfor han havde
ondt i ryggen, vil smerterne lidt efter lidt forsvinde. Det kom til at passe.
Vi blev tilkaldt til en flot villa i nærheden af Kjellerup, som var bygget i
1914. Det var egentlig rengøringshjælpen, som havde følt sig ubehageligt
beluret af en mand, når hun gjorde rent på 1. sal. I soveværelset fandt vi en
vred gammel mand. Jeg spurgte ham om årsagen til hans vrede, og han
fortalte mig, at han under krigen havde været værnemager – d.v.s. arbejdet
for tyskerne. Efter krigen var han blevet straffet med 1 års fængsel og
konfiskation af alle de rare penge, han havde tjent på sin virksomhed. Det var
han vred over, og derfor var han blevet hernede på Jorden efter sin død.
Ved at søge videre i huset fandt vi også sjælen af en lille 12 års pige, der var
druknet i en branddam, som lå ikke så langt fra huset hos en nabo.
Forældrene havde bedt så mindeligt om at få deres pige igen, men da hun
var blevet hernede i stedet for at følge med englen op i lyset, kunne de
hverken se eller føle hende, og nu kunne hun ikke finde hjem. Det viser, at vi
aldrig må bede de døde om at komme tilbage, for efter døden er de jo i en
anden dimension, som de fleste ikke kan se, og man kan kun kommunikere
med dem via telepati.
Derudover fandt vi et ungt ægtepar, som var omkommet ved en
kultveilteulykke i huset engang i 1930-erne. De var slet ikke klar over, at de
var døde, og fortsatte med at leve i huset som ægtepar. Det blev så i alt til 4
sjæle.
Det næste besøg, som fandt sted i begyndelsen af april, var hos en højt
åndeligt udviklet kvinde, som både var alternativ behandler og konsulent i
naturmedicin inde i det centrale Århus.
Hun havde mærket sjælen af en mand, som afgav en stærkt luft af cigarrøg,
og selv hendes ægtemand havde kunnet lugte det. Vi fandt også hurtigt en
mand, som havde boet i lejligheden i mange år sammen med sin kone. I
børneværelset fandt vi også sjælen af deres lille pige, som vi fik at vide var
død af meningitis. Altså i alt 3 sjæle.
Vi har i nogle år fulgt en lille familie i Sønderjylland, som består af
forældrene og fire børn. Vi havde hjulpet dem et par gange før, for både
manden og konen var meget følsomme. Derfor havde de ikke mindre end 9

sjæle i huset og to sjæle, som opholdt sig i familiens bil. Moderen bad os om
at kigge på den ældste dreng, da hun mente han var besat. Det var han også,
og det af en nisse – altså en af de normalt gode naturånder. Vi måtte trække
ham ud og bede ham forsvinde ud i den nærmeste skov, hvad han så gjorde.
For at drengen ikke igen skulle blive besat, gav vi ham en usynlig
beskyttelsesdragt på efter at have renset hans aura og lukket det hul, som
nissen var sluppet ind af. Som før nævnt er især børn ofte ofre for sådanne
besættelser, da de kan være meget godtroende, og opfatte nissen som en ny
legekammerat.
I slutningen af måneden var vi i en lille forstad til Århus hos en meget
spændende dame. Hun havde i sine yngre dage været en kendt
skuespillerinde, men på grund af alder og tidernes ugunst havde hun måttet
gå i gang med en ny uddannelse som socialpædagog. Hun var besat af en
ånd, som hun sagde, og desuden led hun af en stærk angstneurose, som jeg
skønnede hun havde haft med fra sidste liv.
Jeg bad om tilladelse til at fortælle hende, hvad jeg så om dette liv, og efter
at hun havde givet sin tilladelse, fortalte jeg hende, at hun i sidste liv havde
været jødinde i Tyskland og var blevet gasset i koncentrationslejren
Auschwitz.
Først da fortalte hun mig, at hun i dette liv var af jødisk afstamning, og at
hun havde lidt af forfærdelige mareridt om natten, hvor hun så dynger af lig,
og hun kunne somme tider fare skrigende rundt i sit hus om natten.
Hun tog det hele meget roligt, fordi hun kunne mærke inderst inde, at det
var rigtigt, hvad jeg fortalte og det gav en forklaring på hendes angstneurose.
For når vi dør i angst i et liv, fødes vi også i det næste liv i angst. Men angsten
var blevet fastholdt i hende, fordi en tysk SS-mand fra Auschwitz havde
besat hende. Vi trak ham ud, og efter at hun havde tilgivet ham, sendte vi
ham op.
Vi fandt desværre yderligere sjæle med tilknytning til Anden Verdenskrig i
huset, nemlig et tidligere medlem af Frikorps Danmark samt hans kone.
Endelig fandt Kate også en lille pige fra ældre tid, som vi bad en engel om at
komme og hente og bringe op i lyset.
I Kragelund ikke så langt fra Silkeborg var vi gæster i et meget flot
restaureret hus fra meget gamle dage. Det viste sig, at det engang havde
været sognets fattighus, hvor man anbragte mennesker, som ikke kunne

forsørge sig selv på grund af sygdom og fattigdom. Der var 4 sølle skrog, som
var blevet hernede, fordi de mente, at de var så ringe, at Vorherre nok ikke
ville have dem. Vi sendte dem dog alligevel op. Efter at have snuset lidt
rundt i huset fandt vi sjælen af en ung mand, som viste sig at være en fætter,
der var død ganske ung. Han kom også op.
Et par dage efter blev vi bedt om at komme til Kjellerup, hvor vi kom til et
hus, som førhen havde været en smørrebrødsforretning. Vi havde besøgt
dem et års tid før, men nu mente konen, at det kommet flere spøgelser til. Det
viste sig at være sjælene af en mor og hendes datter, som havde boet i
nabohuset, der nu var under nedrivning, så derfor havde de måttet flytte.
Desuden var der også ankommet en retarderet gammel mand, som førhen
havde gået til hånde i smørrebrødsforretningen. Han havde gemt sig i et skab
i et værelse, så han var svær at finde, men hans dårlige udstråling havde
afsløret ham. Det blev så til 3 i alt.
Som før nævnt, er vi ikke meget for at tage udenfor Jylland for at sende
spøgelser op, da vi synes, at vi er blevet for gamle til så lange ture. Men vi
gjorde alligevel en undtagelse for en klient, som boede i Middelfart, og som
fortalte os så meget interessant om det hus, hun boede i.
Det viste sig, at hun havde været gift med en afrikansk medicinmand her i
Danmark. De havde sammen fået en søn, som nu var 9 år gammel. Han var et
rigtigt stjernebarn med højt udviklede evner ganske som sin far. Desværre
var de blevet skilt, men faderen boede ikke så langt derfra, så se sås stadig.
Inden vi nåede at fortælle noget om det, vi mente det kunne være, fortalte
drengen selv, at der var et hul i huset til en anden verden – de dødes verden.
Han kunne vitterligt se skarer af krigsklædte mænd fra meget gamle dage
myldre op af et hul. Han var ikke bange for dem, men stillede sig i vejen for
dem, og så angreb de ham. Men som han sagde” Jeg vinder altid”. Moderen
var syg af depression og havde længe været medicineret, men var af egen fri
vilje hørt op med at tage denne medicin, da hun blev klar over, at det var
disse voldsomme mænd, som gjorde hende syg.
Hun var for 10 år siden blevet opereret for en dicusprolabs, og der skete
noget under narkosen, som gjorde, at hun blev anderledes, som hun sagde.
Hun mente, at hun var blevet mere åben og modtagelig for oplevelser af
parapsykisk art. Men da vi undersøgte hende, fandt vi, at hun var besat af en
sjæl fra hospitalets psykiatriske afdeling. Det var en meget ensom sjæl, som

var blevet helt forladt af sin egen familie, da hun blev syg. Lægerne er slet
ikke klar over, at vi under en narkose er meget udsat for at blive besat, da
vort naturlige værn mod den mørke side af tilværelsen mere eller mindre er
sat ud af kraft.
Vi gik derefter op på 1. sal, hvor der var et badeværelse og i brusenichen
fandt vi et gulvafløb, som var de underjordiskes indgang til huset og der,
hvor drengen så sjælene myldre op.
Ved at udspørge drengen om disse sjæles påklædning, fandt jeg hurtigt ud
af, at det var Vendere fra Nordtyskland, som i midten af 1100-tallet angreb
alle kystbyer i det sydlige Danmark, og røvede og plyndrede. Nogle lokale
havde sat sig op imod dem, og efter slaget var disse vendere blevet begravet
under husets fundament. Danskerne havde imidlertid fået en ærefuld
begravelse på byens kirkegård.
Drengen sagde, at de ligesom havde en cirkulær rute gennem huset, som de
fulgte hver gang. Da vi bagefter snakkede sammen, fik jeg en ide om, hvem
der kunne være hans skytsånd, og jeg sagde til ham, at det nok var Moses,
hvortil drengen helt uimponeret svarede ”Jamen – det ved jeg da godt”. Det
er dejligt at møde så udviklede børn i hans alder.
I den lille by Hornslet fandt vi et nyt ”sort hul” hos en dame, som havde en
stor have. Men et sted i haven ville intet gro. Jorden var helt afsvedet, så der
var ingen tvivl om, at vi her stod overfor et sort hul, og vi måtte igen i gang
med vore ritualer. Det lykkedes at sende 73 sjæle op. Hvor de stammede fra
er uvist, men det har nok været udenvælts fjender, som det står i
Midsommersangen. Inde i huset fandt vi i soveværelset en meget gammel
mand, som var blevet hernede i solidaritet med sin kone, der var død som
senil. De gik uden videre med til at komme op.
Vi har mødt mange interessante mennesker igennem årene, men i Viborg
traf vi et ægtepar, som ikke var helt almindelige. Den historie fortalte os
noget om kærlighedens magt.
Konen var født i Indonesien og var blevet gift med en dansker. De havde
sammen fået en lille datter, som nu var 2 år gammel. Men efter fødslen havde
kvinden udviklet en ondartet hjernesvulst, og da de fjernede den, mistede
hun synet og var totalt blind. Men prognosen var god. Hun ville aldrig
komme til at se igen, men ellers kunne klare sig derhjemme sammen med sin
mand, som stod last og brast med hende. Hun havde udviklet sine psykiske

evner så meget, at hun kunne fornemme spøgelserne, og oven i købet kunne
høre dem spille musik for hende. Hun var til daglig indlagt på Skive sygehus,
men var netop hjemme på week-endbesøg hos manden og datteren. Vi kunne
tale sammen på engelsk, og hun bad os om at tage med hende tilbage til
Skive sygehus, for hun var overbevist om, at der var indtil flere spøgelser der.
Der var ingen spøgelser hjemme i huset, og hun var heller ikke besat. Jeg
spurgte hende, om hun ønskede at vide, hvad der var sket med hende i sidste
liv, og det ville hun gerne høre. Det var en grusom historie om religiøs
intolerance i hendes hjemland, hvor hun var blevet dræbt af et skud gennem
øjnene. Hun accepterede forklaringen og virkede helt oplivet bagefter. Kate
læste hendes hænder, og der var gode tegn på, at hun ville få det meget bedre
om 3-4 år, så hun kunne klare sig alene derhjemme. Hun ville også blive i
stand til at hjælpe andre mennesker, og fortælle dem om deres fremtid ved at
holde deres hænder. Det glædede hun sig meget til. Der skal så lidt til for at
oplive folk, og få dem til at tro på deres fremtid.
Vi kørte derefter de 26 km til Skive sygehus, og på hendes sygestue fandt vi
en hel forsamling af sjæle, som ventede på at komme op. Der var sjæle af tre
kvinder og en mand samt sjælene af 4 børn. Alle var de døde under deres
sygehusophold. Manden viste sig at være en gammel spillemand, og det var
ham, som havde spillet på en usynlig harmonika for at muntre den unge
kvinde op. Hun lovede at bede til sin skytsånd om hjælp til at blive rask. Vi
fandt altså i alt 8 spøgelser. Det er jo klart at netop på et sygehus, hvor der
dør mange mennesker, findes der ofte mange spøgelser.
Den næste tur var også lidt speciel, fordi manden og konen i huset gerne
ville lære at sende spøgelser op, og vi er altid på udkig efter afløsere. Vi
startede med at undersøge dem, da de begge mente at være besatte, og det er
noget, som altid udgør en fare, når man begynder på denne metier, at man
kan risikere, at ånden smutter fra en klient og hopper over på en selv. Vi har
begge prøvet det og fundet vor forholdsregel imod det, nemlig at sige Jabes
bøn før vi begynder. Man kan også forestille sig, at man står under en stor
bruser, som så i stedet for vand sender lysstråler ned over en. Det virker også,
men kun i 24 timer.
Manden var besat af sjælen af en munk fra det 16-århundrede, som havde
medvirket til inkvisition, tortur af mistænkte og afbrænding på bålet af dem,
som de fandt skyldige. Det var en meget mørk sjæl, som havde været et

edskab for mørkets kræfter, men selv troede at kæmpe for GUD. Det er den
samme fikse ide, som unge islamiske selvmordskandidater lider under i dag.
I konen fandt vi sjælen af en polsk ziegeunerkælling. Senere fandt vi to sorte
sjæle og de to aspiranter fik rigtigt øvet sig, især da vi til sidst fandt et sort
hul ude i haven, som de fik lov til at lukke til. I alt blev udbyttet den dag 48
sjæle.
Vi nåede også lige at tage en tur til Odense, selvom vi helst ikke kører så
langt.
Klienten var alternativ behandler, og hun kunne godt mærke på nogle af
sine klienter, at der hang noget ved dem, men hun kunne ikke selv fjerne det.
Derfor ville hun gerne lære at uddrive ånder fra folk. Vi undersøgte hende
dog først, og opdagede, at der hang 2 små grå aliens fast på hende. Jeg har
omtalt disse små grå fra planeten Zeta Reticulis i min bog:” Vejen til lyset”
Det viste sig, at det blev de to sidste små grå vi kom til at fjerne, da vi ikke
siden har bemærket dem, og nu er der gået over et år. Måske er det fordi de
selv har fundet ud af, at de ikke kan bruge vor livsenergi til at genopbygge
deres egen, eller måske har de forladt de mere oplyste dele af verden, og
taget ned til Afrika, hvor de kan eksperimentere videre i fred. Eller allerbedst
hvis de har forladt vor klode, fordi de ikke har fundet det, de søgte efter.
I hendes soveværelse fandt vi tre almindelige spøgelser, og i badeværelset
fandt vi et af de efterhånden så almindelige sorte huller. Hun boede lige midt
i en trekant bestående af en galgebakke, en offermose fra Asatiden og en
kirkegård, så det var ikke så underligt, at hun var meget plaget. Vi sendte 103
sjæle op fra dette hul.
Senere på måneden blev vi bedt om at komme til Ebeltoft til en meget
interessant familie. Manden var meget interesseret i Asatroen og havde kaldt
sine to drenge Thor og Tue og sin afdøde hund for Odin. De fortalte om
generel uro og meget dårlig energi i huset, som var et ombygget sommerhus.
I soveværelset fandt vi sjælen af ejeren og bygherren af dette sommerhus.
Hans kones sjæl var der også.
Og minsandten om vi ikke igen fandt et sort hul i badeværelset, hvorfra vi
sendte 28 sjæle. Under trappen op til 1. sal fandt vi en hundesjæl, og det var
naturligvis sjælen af hunden Odin, som døde af alderdom. De havde så
senere anskaffet sig 2 hunde efter Odin samt en kat. Alle tre var døde efter
kort tid, så de havde opgivet at anskaffe flere dyr, så længe Odin regerede i

huset. Derfor måtte vi naturligvis sende bud efter en engel fra
tamdyrshimmelen, som kom og tog Odins sjæl med sig. Manden i huset var
overbevist om, at han havde været viking i et tidligere liv, og det kunne jeg jo
kun bekræfte ham i.
I udkanten af Silkeborg besøgte vi en anden alternativ behandler, som
boede i det vi kalder et ”skilsmissehus”. Utallige ind- og udflytninger var
sket med korte mellemrum. Vi fandt først et gammelt ægtepar, som altid
havde gået og skændtes og dermed efterladt en dårlig atmosfære i huset.
Manden sad og surmulede i stuen og konen i børneværelset. Dem sendte vi
først op. Så fandt vi sjælen af en ulykkelig ung pige, som havde begået
selvmord, da forældrene skulle skilles.
Der var desuden en voksen søn, som boede i huset, da han var deprimeret
og fik lykkepiller. Han var blevet besat af en anden ung mand under et kort
ophold på Silkeborg sygehus psykiatriske afdeling. Denne unge mand havde
også begået selvmord. Vi trak ham ud og sendte ham op, og håbede, at den
unge søn ville få det bedre.
Hvert år i juli måned plejer vi at holde fri. Dels for at komme os efter det
belastende psykiske arbejde, som vi resten af året beskæftiger os med, og dels
fordi vi gerne vil nyde vore haver i den bedste tid på året.
Men vi har en aftale om, at kommer der en akut tilkald til spøgelser, gør vi
en undtagelse fra reglen. Det kom så den 4. juli, hvor vi igen måtte til
Ebeltoft.
Konen i huset fortalte os, at hun var syg i maven, men at lægerne ikke
rigtigt kunne diagnosticere hende. Jeg fandt sjælen af en ung kvinde, som
havde begået selvmord efter at have fået at vide, at hun led af sklerose.
Konen havde sit arbejde i hjemmeplejen, og hun fortalte så, at netop Mols var
det sted i Danmark, hvor der var konstateret flest sklerosetilfælde i forhold til
befolkningstallet.
Da vi begyndte at søge efter spøgelser fandt vi en ældre mand og hans kone
og søn. Manden var blevet snydt for nogle penge, da han før sin død havde
solgt huset. Han fik ikke de penge, før han døde, og hans kone og søn var i
solidaritet blevet hos ham for at vente på, at retfærdigheden skulle ske
fyldest.
Jeg måtte forklare ham at det løb var kørt, og at han aldrig ville se sine
penge, så han kunne lige så godt smutte op. Det var han meget uvillig til,

men ved hjælp af et par stærke mandlige engle fik vi ham lodset op. Jeg
kunne dog fornemme, hvordan han skældte dem ud hele vejen op.
Vi gik derefter ud i haven, og fandt der en sjæl af en mand, som havde levet
i det sekstende århundrede. Han præsenterede sig selv som: Niels
Våbensmed, og han fortalte, at han havde lavet og solgt våben især til søfolk i
Ebeltoft havn. Det havde han naturligvis tjent godt på, men der var nogen,
som misundte ham hans penge, så en mørk aften slog de ham ihjel netop i
denne have, og tog alle hans penge, som han altid gik med i en stor
skindpose inde på kroppen. Han ville godt have de formastelige røvere
straffet, men det måtte jeg forklare ham lå uden for min kompetence. Han
indvilligede så i at komme op, mens han mumlede:” Penge er kun til
fordærv”.
Efter godt overstået ferie kom vi på arbejde igen i august i den lille by
Sminge udenfor Silkeborg. Der var sommetider en uro om natten, så både
manden og konen ikke kunne få deres nattesøvn i ro. Det var som om nogen
sloges og skød på hinanden, men om morgenen var der ingen lig at finde.
Vi undersøgte først huset og fandt her den første ejer af huset og hans kone.
Manden var løbet ind i nogle økonomiske problemer, og havde i sin
fortvivlelse hængt sig oppe på et gammelt høloft. Konen var nedenunder i
garagen. Her fandt vi også to trolde, som vi fik ekspederet bort af to engle.
Men ved at søge videre fandt vi i et mørkt hjørne et sort hul, og vi blev klar
over, at det var her de natlige lyde stammede fra. Det viste sig nemlig, at det
var en hel røverbande, som havde hærget Midtjylland i 1700- tallet. De var
alle blevet fanget og hængt i samlet trop, men var bange for at komme op, for
de vidste jo godt, at de havde slået mange mennesker ihjel. Det lykkedes os at
overtale dem til at komme op i lyset, idet jeg fortalte dem, at de ikke kom i
helvede, for der havde de jo allerede været i alle de mange år siden de døde.
I september var vi på besøg hos en ældre dame i Skanderborg, som var en
meget ihærdig slægtsforsker. Hun fortalte os, at hun havde boet i U.S.A.
næsten hele sit liv og at hun stadig havde god forbindelse med sin slægt, idet
hun også havde en søn derovre. Hun viste os sin slægtsbog og spurgte om
det muligvis var nogen af hendes afdøde slægtninge, som var spøgelser hos
hende.
Det viste sig så, at hun havde en kusine, som var hos hende som
personrelateret spøgelse, fordi hun havde en meget vigtig besked til hende.

Denne kusine fortalte, at hun var en reinkarnation af en gammel slægtning,
som hed Julia. Hun havde altid følt sig stærkt knyttet til denne kvinde, som
hun dog kun havde set på billeder, da hun levede i midten af 1800-tallet Det
meste af Julias mandlige slægtninge var døde i Borgerkrigen i U.S.A. , som
varede fra 1861 til 1865.
Vi søgte imidlertid videre og fandt også sjælen af en ung pige, som var
druknet i den nærliggende Skanderborg sø, samt en gammel kone, som var
død lettere sindsforvirret, og ikke mente, at hun var død endnu.
Nogle dage senere besøgte vi en enlig dame, som boede i et hyggeligt
rækkehus i Hinnerup ved Århus.På vej hen mod huset følte Kate sig meget
tiltrukket af en lille skov, som lå tæt ved husene. Derfor gik vi først derned,
og i en kløft lige indenfor skovbrynet mærkede vi begge en stærk mørk kraft
påvirke os.
Efter at have fået kontakt med en repræsentant for de sjæle, der lå begravet
der, fik vi at vide, at det var ofre for pesten engang i 1300- tallet. Denne
sygdom startede i Italien i 1347 og bredte sig lynhurtigt til hele Europa. Den
kom til Danmark i 1348, og dræbte næsten halvdelen af befolkningen. Der,
hvor nu rækkehusene lå, havde der den gang ligget en landsby med et par
hundrede indbyggere. Men pesten ramte dem hårdt fordi de levede så tæt
sammen, og ikke var klar over hvordan sygdommen smittede.
Man fandt senere ud af, at det sandsynligvis var igennem rotter, som havde
nogen smittebærende lus på sig, som så hoppede over på mennesker. Da hele
landsbyen var uddød uden at nogen havde turdet nærme sig den for at
hjælpe, slæbte man ligene ned i denne kløft i skoven, og brændte så derefter
hele landsbyen ned til jorden for at stoppe smitten. Vi fandt i alt 209 sjæle her.
Derefter gik vi tilbage til kvindens rækkehus, for her var også noget galt. Vi
fandt en meget gammel sjæl fra tiden efter pesten, som var død af en
lungesygdom, samt en yngre sjæl fra forrige århundrede. Han havde været
med i Vaffen SS under anden verdenskrig, og havde sikkert gjort meget, som
han var bange for at blive straffet for. Begge kom dog op i lyset uden større
protester.
Den næste dag måtte vi til Auning på Djursland, hvor vi besøgte en ung
familie med to små børn, som havde klaget meget over spøgelser i huset. De
havde haft en anden af vore spøgelseshjælpere oppe flere gange, men lige
meget hjalp det. Der blev ved med at myldre nye sjæle frem.

Lige uden for huset, som lå meget tæt på en stor gammel kirkegård, fandt vi
et sort hul. Inden vi gik i gang med at rense hullet, spurgte vi en
repræsentant for sjælene, hvorfor de ikke for længst var gået op. Han
svarede, at de havde haft så mange indremissionske præster i sognet, som
alle havde truet menigheden med helvedes svovlpøl for de mindste
forseelser, så derfor havde de ikke turdet andet end at blive hvor de var. Jeg
fortalte dem naturligvis, at der ikke fandtes noget Helvede oppe i Himlen, og
at alle var garanteret adgang. Så da englene steg ned med deres lyskanal,
kom der rigtigt gang i opstigelserne og i løbet af ingen tid var hullet tømt. Det
blev til 351 sjæle i alt. Tænk hvor mange sjæle disse dommedagspræster både
her og andre steder har forhindret i at komme op, hvor de hører til.
Inde i huset fandt vi en gammel kvinde med hendes handicappede barn,
som hun stadig gik og opvartede uden at opdage, at de for længst var døde
begge to.
I slutningen af september var vi bedt om at komme til en gammel
herregård. Den ejedes nu af en skibsreder fra København. Han boede ikke på
gården, men havde ansat en gartner og hans kone til at passe på huset, og
varte eventuelle gæster op en gang imellem.
Vi fik lov til at komme ind i selve hovedbygningen, hvor vi hurtigt fandt 8
sjæle, som en gammel ejer til herregården havde fået lov til at begrave i et
privat gravsted inde i den skov, der tilhørte gården. Den gamle herremand
fandt en stor glæde ved dagligt i sin kørestol at blive skubbet op til gravene,
for at tilbringe lidt tid sammen med de afdøde slægtninge. Men sjælene ville
hellere begraves i indviet jord på den lokale kirkegård i stedet for ude i
vildnisset. Ellers kom de jo ikke op i Himmelen, havde de fået at vide, mens
de levede.
Oppe på loftet, hvor de gamle tjenestefolks værelser var, fandt vi en
husholderske, som dog gerne ville op nu. Det blev så til 9 sjæle i alt.
I midten af oktober var vi i Grindsted for at besøge en ældre dame. Hun
boede i en bolig i et område, hvor der tidligere havde ligget et kreaturslagteri.
Derfor var der en gammel negativ energi i hele området og masser af
jordstråler. For at pacificere disse jordstråler havde hun opsat nogle kugler,
som var opladet med positiv energi. Men de blev hele tiden ved med at gå i
”udu” – d.v.s. at de blev kraftløse., så jordstrålerne ikke kunne bremses.
Det kunne simpelthen måles med et pendul.

Vi undersøgte boligen og fandt ret hurtigt et par gamle slagteriarbejdere,
som meget gerne ville op. Det mærkelige var dog, at da de kom op på
Astralplanet blev de dirigeret ud til højre til Skærsilden. De havde ikke slået
mennesker ihjel, men dyr, som det jo var deres job.
Det var første gang, at vi konstaterede at slå dyr ihjel rangerede på linie
med at slå mennesker ihjel, for dyr er jo også besjælede og Guds skabninger.
Vi har altså ikke nogen gudgiven ret til at slå dyr ihjel og spise dem, og vi må
derfor tage konsekvensen af den handling og angre den. Så blev man så klog.
Da de to mænd var sendt op, kontrollerede vi kuglerne igen, og nu var de
fuldt funktionsdygtige. Vi kom senere rundt til flere huse i området med det
samme problem, og vi måtte da indrømme, at åndernes magt var større end
vi troede.
En af vore venner har et par børnebørn, som bor sammen med deres
forældre i Silkeborg, og hun bad os om at undersøge, om der kunne være
noget om snakken, når det ene barnebarn påstod, at han kunne se en mand
inde på sit værelse, og han ville ikke sove der.
Vi fandt en gammel sur stodder, der var bange for at komme op, fordi han
ikke kunne styrte sit temperament, og gentagne gange havde gennembanket
sin kone, mens de levede i lejligheden. Han var stadig meget aggressiv, og vi
måtte have et par af de store stærke ærkeengle herned for at få ham fjernet.
Han måtte også en tur ud i Skærsilden, fordi psykisk vold rangerer på linie
med fysisk vold.
Bagefter fandt vi hans stakkels kone siddende og græde inde i soveværelset
i et mørkt hjørne. Vi bad om en engel til at hjælpe hende op, og hun græd
hele vejen op, til hun endelig fik fred.
Den sidste dag i oktober 2007 var vi i Kristrup ved Randers. Vi havde været
der for over et år siden, og der havde været ro et stykke tid. Men nu var den
gal igen. Det viste sig, at vi havde overset et sort hul, som stammede fra
Asatiden.
Asatidens præster hed en Gode”, og den Gode, som havde haft ansvaret for
hvert forår at udvælge et offer for at skaffe samfundet et godt høstår, var der
stadig og vogtede over sin flok. Han blev sendt op først, og så kom der ellers
myldrende op af hullet 21 sjæle, som bare ville op ligegyldigt hvorhen.
Derefter lukkede vi hullet forsvarligt ved hjælp af de fire ærkeengle.

Ved en nærmere undersøgelse af huset for at se om vi nu havde fået alle
med, fandt vi en ung gravid pige samt to børn, som vi også guidede op.
Til sidst fandt jeg en gammel ondskabsfuld kvinde, som selv indrømmede at
hun var heks, og så snart Kate viste sig i rummet, sprang hun på hende for at
besætte hende. Kate var heldigvis beskyttet ligesom jeg selv, men alligevel
var det en meget ubehagelig oplevelse for hende.
Det næste sted vi besøgte i november havde vi været før og fundet et sort
hul og renset det. Men som det så ofte sker, blev det iagttaget fra en
nærliggende gård, som for ca. 30 år siden nedbrændte. Her indebrændte 3,
som var i familie med hinanden. Alt det fik vi først at vide efter at vi havde
sendt de tre personer op, så det var jo en god bekræftelse af vor egen
opfattelse af tingene.
Det sidste sted vi besøgte i december måned i 2007 var en bolig ikke så
langt fra Funder Kirkeby. Kvinden, som boede i huset, var alternativ
behandler, og hun var først for nylig flyttet ind i huset. Det havde været en
ombygning i gang, og det havde givet en masse byggesjusk fra
håndværkernes side, som hun førte en retssag om.
Vi kunne mærke en sær ulykkelig energi i huset, og vi fandt da også hurtigt
et ægtepar, som engang havde ejet huset. Deres eneste datter var druknet i en
å, som løb lige forbi huset, og det var de aldrig kommet sig over.
Men igen fandt vi ude i haven et sort hul, som rummede sjælene af nogle
fremmede soldater fra en ukendt tidsalder, som havde mødt en gruppe af
lokale beboere, som havde sat sig til modværge. I alt sendte vi 22 sjæle op i to
afdelinger, for selv efter døden var de fjender.
Kort tid efter ringede konen i huset og fortalte dels om den dejlige ro og
fred, der nu var kommet i huset, og dels om, at den retssag hun havde ført
mod håndværkerne, var blevet udsat på ubestemt tid, da et vigtigt vidne ikke
var mødt op i retten. Hun havde dog de bedste forhåbninger om, at hun nok
skulle vinde sagen, og vi gav hende det gode råd, at bede sin skytsengel om
at være til stede i retssalen, når det engang skulle endelig afgøres.
Det var så det vigtigste og mest interessante, som vi oplevede i året 2007.
Her til sidst vil vi gerne give et kort opdateret kursus i spøgelsesopsendelse:
1) Start med at konstatere på din egen krops reaktioner om der er
spøgelser tilstede. Reaktionerne kan være kuldefornemmelse, stærk
hovedpine og åndenød.

2) Prøv at kontakte spøgelset/spøgelserne via telepati (tankeoverføring)
for at høre hvem de er, og hvorfor de er her. Det er nemlig sjældent, at
det kun er et spøgelse et hus. Som regel er de flere.
3) Bed en engel om at komme ned med en lyskanal, og forestil dig, at der
kommer ligesom en rund søjleagtig lyskanal på ca. 1 m. i diameter lige
foran dig.
4) Se for dit indre blik en engel træde ud af lyskanalen, gå hen til sjælen
og gelejde den kærligt ind i lyskanalen.
5) Se kanalen forsvinde op i luften ligesom en højhastighedselevator i et
højhus. Det går med lysets hastighed. Vi kalder det at blive beamet op.
6) Se for dig at kanalen stopper på Astralplanet, og se englen lede sjælen
hen til en trappe, som fører op ad en bjergskråning op mod en
kæmpemæssig åben port: Himmeriges port (se forsiden af bogen)
7) Se englen og sjælen følges ad helt op til porten. De går kun de første 5
skridt, og så breder englen sine vinger ud og flyver med sjælen det
sidste stykke. Det tager ca. kun 10 sekunder, før de er igennem porten.
8) Sig tak til englen for hjælpen.

Kapitel 7
Afslutning
Jeg har gennem årene ofte blevet stillet spørgsmålet.” Tror du selv på
spøgelser, eller er det blot noget du bilder folk ind?”. Dertil har jeg kun
kunnet svare:” Ja - selvfølgelig tror jeg på spøgelser!”
Jeg kunne lige så godt have svaret, at jeg selvfølgelig tror på den åndelige
verden – altså at der eksisterer en anden parallel dimension, hvor de døde
færdes hvileløst rundt. Jeg har bygget hele min tilværelse op på den tro, og
mine resultater har overbevidst både mig selv og mine klienter om, at det er
rigtigt.
Selv udstyret med verdens største fantasi kunne jeg umuligt have narret så
mange mennesker med det jeg har set, fået at vide og ordret gengivet. De
tusinder af historier, som spøgelserne har forsynet mig med, har jeg ikke
kunnet opdigte ud af den blå luft. I så tilfælde skulle jeg have været en endnu
større digter end H.C. Andersen, og det ved jeg i hvert fald ikke er tilfældet.
Hvorfor skulle jeg også have gjort det? Jeg har igennem alle de år, hvor jeg
har beskæftiget mig med den åndelige verden, prøvet at være så ærlig som
mulig, og ikke opfundet en historie bare for at slå plat på det hos naive
mennesker og trylle penge ud af lommen på dem for det. Tværtimod har jeg
sat mit (vores) honorar på et rimeligt stade, og i mange tilfælde – især hvad
angår opsendelserne i udlandet – har jeg ikke haft mulighed for at gøre et
finansielt krav gældende mod nogen. Også herhjemme i Danmark har jeg
ofte gjort opsendelsen gratis. For det har været magtpåliggende for mig, at
hjælpe spøgelset op frem for at tjene penge på det. Man kan kalde det en
slags barmhjertighedsgerning, der jo altid bærer lønnen i sig selv.
Men det er altså en kendsgerning, at der findes flere forskellige måder at
udøve denne kærlighedsgerning på. Jeg har fundet frem til min egen måde,
og bevist at den fungerer, fordi vi som før nævnt har en garantiordning, der
sikrer folk mod at blive snydt.
Der eksisterer en åndelig sekt herhjemme med deres egne store guruer, som
kalder sig spiritisterne. De har i alt for mange år domineret i folks og især i
TV-folks bevidsthed, som de eneste ægte repræsentanter for åndelighed. De
har deres egne indarbejdede metoder og hypoteser, og de bruger disse
metoder, så folk tror, at det er den eneste rigtige måde at gøre tingene på.

Jeg har ikke personlig noget mod den enkelte spiritist, og jeg kender flere,
som jeg sætter umådelig stor pris på, men jeg kan ikke godtage deres
metoder, fordi de ikke giver den fornødne sikkerhed for at spøgelserne
virkeligt et kommet op. Deres metoder med at skabe kontakt med de døde
sympatiserer jeg heller ikke med. Man må ikke trække ånderne herned på
Jorden og foregive, at de færdes rundt om i omgivelserne, og at man kan
”mærke deres energi”. Når porten – Himmeriges port - har smækket bag den
indkommende sjæl, så er der næsten ingen mulighed for bare lige at smutte
en tur ned. Himmeriges port har intet dørhåndtag på indersiden. Når man vil
kontakte en afdød, skal det ske på et såkaldt neutralt sted, nemlig på den
allerøverste del af Astralplanet lige nedenfor Himmeltrappen. Det er hverken
”deroppe” eller ”hernede” men midt imellem.
Dog er det muligt for en afdød at komme helt herned, men der skal først
indhentes tilladelse fra ”Tærsklens vogter”: Ærkeenglen Gabriel, og han giver
kun lov, hvis det er meget nødvendigt for sjælen. Det skal være for enten at
aflevere en meget vigtig besked til en efterladt, eller for at få en tilgivelse for
det onde sjælen har påført en eller flere af de efterladte. Denne tilgivelse er
nemlig meget vigtig for at kunne komme videre deroppe i ånderiget. Det er
også vigtigt for den overlevende at kunne give denne tilgivelse, så man kan
få afsluttet et traumatisk mellemværende med den afdøde.
I skrivende stund (juni 2008)er der blevet udsendt et par tv-programmer
kaldet ”Operation X” med tv-manden Morten Spiegelhauer.
Disse programmer gik ud på at afsløre svindlere og fupmagere, som
udnytter folks naivitet. Man har her afsløret nogle mennesker (spiritister),
som groft har udnyttet mennesker ved at påstå, at de har kontakt med
afdøde. De har blot gennem IT-søgetjenesten ”Google” skaffet sig vigtige
oplysninger om deres klienter, men ladet som om disse oplysninger er
kommet fra den afdøde ånd. Det er alt sammen meget godt, at sådan noget
bliver afsløret. Men det diskriminerer altså de mange rigtige clairvoyante,
som seriøst arbejder med at skabe kontakt mellem denne verden og den
hinsidige. Vi er ikke alle sammen svindlere. Jeg føler mig dog ikke ramt af
denne afsløring, idet jeg ikke arbejder på den måde. For det første laver jeg
ikke ”cold reading”, idet jeg slet ikke kender den teknik. Jeg spørger kun om
den afdødes navn og dødsåret for vedkommende. Derefter kontakter jeg den
afdøde på selve Astralplanet og trækker dem ikke her ned på Jorden. Jeg kan

ikke ”se” sjælen særligt tydeligt, men kan kun opfatte en tågeagtig skikkelse
med utydelige ansigtstræk, så jeg kan ikke give en beskrivelse af
vedkommende.
Disse sjæle fortæller altid, at de har det godt, hvor de er, og at de faktisk
ofte føler sig lidt forstyrrede af deres efterladtes utidige ønske om at få eller
give en eller anden besked eller tilgivelse. De synes altid at have travlt med at
komme tilbage til det, som de nu var i færd med, da de blev afbrudt. Under
den korte samtale bruger de ofte et eller flere ord, som de efterladte
genkender som typiske for vedkommende. Så er folk overbeviste om, at jeg
virkelig har fået fat i deres afdøde mor eller far.
De skal ikke guides op igen, for de kender jo vejen, og ofte beder de om
ikke at blive forstyrret igen. Det jordiske liv, de har haft, interesserer dem
ikke mere, for de er i fuld gang med at forberede det næste liv. Så generelt vil
jeg sige, at vi skal lade de døde være i fred.
Når jeg engang stiller oppe ved Himmeriges port, vil jeg opfatte mig selv
som en lykkelig mand. Ikke fordi jeg har haft et problemfrit liv. Tværtimod.
Indtil jeg fyldte 60 år havde jeg mange op- og nedture, men da jeg valgte at
gå fra arbejdsmarkedet, og begyndte på min tredje alder, og udelukkende
beskæftigede mig med den åndelige verden, har det siden kun gået opad, og
jeg har oplevet medgang og udvikling. Sommetider har jeg dog følt det, som
om jeg havde mere arbejde, end da jeg var på arbejdsmarkedet. En ting har
dog slået mig, og det er, at intet af det man har lært og studeret har været
forgæves. Min læreruddannelse og min korte karriere indenfor det fag lærte
mig at formulere mine tanker, så alle kunne forstå dem. Jeg lærte også at
uddrage essensen af det jeg læste, så det kunne udtrykkes kort og koncist.
Derfor kunne jeg holde foredrag om det jeg troede på, og det har jeg gjort
på utallige folkeskoler, efterskoler og højskoler, og derved har jeg kunnet
oplyse mennesker om min opfattelse af den åndelige verden. Jeg håber at jeg
derigennem har bidraget til den almindelige folkeoplysning om et emne, som
forekommer mange mennesker svært gennemskueligt.
Især gennem de sidste ti år efter at jeg fik lov til at møde Kate og
samarbejde med hende, har jeg oplevet at få opfyldt alle mine ambitioner
blandt andet om at blive forfatter. Det har jeg drømt om lige siden jeg var 12
år gammel.

Jeg har været interviewet til næsten alle landets aviser og ugeblade, og jeg
har været 14 gange i fjernsynet på diverse kanaler, så man kan næsten
forlange mere offentlig interesse om sin person. Jeg har i hvert fald ikke brug
for at blive eksponeret mere. At jeg så ikke altid har følt mig fair behandlet af
visse journalister er en helt anden sag. De lærer under deres uddannelse at
være skeptiske overfor alt, som ikke kan bevises videnskabeligt eller
fotografisk, og det er også i orden i de fleste tilfælde, men når lige netop det
drejer sig om det overnaturlige, som foregår i en anden usynlig dimension,
og som bygger mere på fornemmelser end på konkrete beviser, så er det
svært overfor dem at fremlægge det, som jeg har oplevet på en troværdig
måde. De er næsten altid på jagt efter svindlere og bedragere, som det netop
fremgik af det føromtalte TV-program: Operation X. Men som jeg altid siger:
Man kan tro på det eller man kan lade være. Det står enhver frit for.
Den eneste journalist, som jeg har stor respekt for, er Anders Lund Madsen,
som jeg har haft et godt samarbejde med gennem årene. Han har nemlig
forstået at lade tvivlen komme den anklagede til gode. Han har også en
uortodoks og lidt skæv indgangsvinkel til alt, og det har været meget
forfriskende.
Af og til har vi også mødt mennesker med meninger, som vi ikke rigtig har
kunnet forstå på det pågældende tidspunkt, men vi har altid prøvet på at
være åbne. Så har det ofte vist sig, at det, som vi ikke forstod, og som vi
mente var noget vrøvl, alligevel på et tidspunkt, når vi havde udviklet os til
et højere stade, viste sig at være fornuftigt nok. Jeg har altid ment, at vi ”går i
skole” hele livet, og at vi har alle sammen en ret til at blive klogere. Stilstand
er død.
Jeg har også været med til at hjælpe folk til, gennem en personlig
udvikling, at få et bedre liv og måske endda få styret deres liv ind på et bedre
spor. Jeg har opfattet mig selv som en, der har hjulpet deres livs vogn op på
sporet igen. Så har jeg givet vognen et lille puf, og sat deres liv i gang igen ad
et nyt spor. Det er da den største lykke man kan opnå her i livet, at man kan
give folk et nyt håb og en ny tro på sig selv. Så jo - jeg er en lykkelig mand.
Tak til læseren for din tålmodighed. Vi håber, at du har lært noget nyt.
Kate Pedersen og Harald G. Jensen, Funder Kirkeby 2008

Litteraturliste
Agerskov, Michael: Vandrer mod lyset. Vandrer mod lysets forlag
10. oplag, København 1994
Benzon, Gorm: Spøgelser og sagn fra danske slotte og herregårde
Askholms Forlag 1999
Benzon, Gorm: Et herregårdsspøgelses historie
Askholms Forlag 2000
Bibelen. Det kgl. Vajsenhus Forlag, København 1855
Frederiksen, Jens Kristian: Naturens bevidstheder og hjælpere
Ca’ Luna bogforlag 2000
Hamilton-Wittendorf, Bo Bomuld: Guide til det okkulte Danmark
Forlaget Documentas 2007
Jensen, Harald G. : Atlantis – landet med de grønne enge
Forlaget ANGEL, 2. udgave 2000
Jensen, Harald G. :Hjælp – det spøger !!!(1)
Forlaget ANGEL, 2. udgave 2002
Jensen, Harald G. : Den usynlige virkelighed
Forlaget ANGEL, 2. udgave 2002
Jensen, Harald G. :Vejen til lyset
Forlaget ANGEL, 1. udgave 2004
Jensen, Harald G. : Hvad Øjet ikke ser
Forlaget ANGEL, 1. udgave 2001
Jensen, Harald G. I sandhedens tjeneste
Forlaget ANGEL, 1. udgave 2005
Leadbetter, C.V.: Astralplanet
TS- forlaget 1982
Moody, Raimond: Livet efter livet
København 1980
Newton, Michael: Sjælerejser
Borgens Forlag 2003
Newton, Michael: Sjæleskæbner
Borgens Forlag 2005
Rolf Slot-Henriksen: Koran Kommentaren
Forlaget Rafael, Kolding 2002

(bagsidetekst)
Denne bog er en opfølgning af forfatterens bog ”Hjælp – det spøger!!!”, som blev
udgivet i 1998. I de mellemliggende 10 år, hvor forfatteren har samarbejdet med Kate
Pedersen, har de nu fået så megen ny forståelse af spøgelsesfænomenet, at det var
påkrævet med en opdatering.
Bogen starter derfor med en gennemgang af, hvad der sker efter døden, og derefter
er der et resume af de spøgelsesopsendelser, som er blevet beskrevet i forfatterens to
andre bøger: ”Hvad øjet ikke ser” og ”Vejen til lyset”.
Bogen indeholder også beskrivelser af helt års opsendelser i kronologisk
rækkefølge, hvor vægten især er lagt på fænomenet ”De sorte huller”, der dækker
over massegrave med flere hundrede sjæle, som nu gerne vil op i lyset.
Hvis man virkelig ønsker at vide noget om spøgelser og deres adfærd, og hvordan
man hjælper dem op i lyset, er bogen helt uundværlig. God fornøjelse
Pris: Kr. 150,00 incl. Moms. ISBN 87-986470- 8 - 9