Harald G. Jensen HJÆLP – det spøger! Forlaget Angel - Siriusmedia

egne ud kun ca. 1% tilbage til dem, som jeg mener, er farlige for os
levende mennesker.
For at anskueliggøre typerne har jeg også inddelt dem i tre gruppetyper,
som jeg har kaldt 1: Spøgelser, 2: Genfærd og 3: Gespenstre. Forklaring
følger.
1: Typebetegnelsen ”spøgelser” dækker over begrebet: Sjæle af afdøde
mennesker, som af en eller anden grund har valgt at sige nej til den engel,
som kom ned for at hente dem umiddelbart efter dødens indtræden. Som
f.eks Patrick Swayze i filmen ”Ghost”, der omkommer ved et arrangeret
mord, og ønsker at blive hernede for at beskytte sin kæreste og hævne sin
egen død på hans bedste ven, som viser sig at stå bag ved mordet. Da ser
vi netop i filmen den lyssøjle eller lyskanal, som englene danner for at
hente vores sjæl op i lyset (op i Himlen).
Et andet motiv til at takke nej til englen kan være, at man er bange for at
komme op i lyset, fordi man tror, at man bliver afvist ved Himlens port og
sendt ned i Helvede i stedet for. Der har præsterne i umindelige tider haft
et stort ansvar for alle de spøgelser, vi trækkes med her på Jorden. For at
true mennesker til at komme i kirke hver søndag, og for at få dem til at
overholde de 10 bud, som står i det gamle testamente, har man i
århundreder prøvet at få dem til at tro på et selvopfundet ”Helvede”, som
skulle bestyres af selve Djævelen, og hvor man skulle brænde til evig tid
som straf for sine ”lovovertrædelser”. Men Helvede findes ikke – helvede
et det vi selv skaber hernede på Jorden, når vi dræber hinanden på grund
af ondskab, jalousi eller vrede eller fører krig mod hinanden – ofte på
grund af forskellige religiøse opfattelser.
Endvidere har jeg mange gange oplevet, at visse sjæle af mennesker –
især dem som var blevet senile på deres gamle dage – slet ikke tror at de er
døde, men prøver på at leve videre, som de altid har gjort. I deres virtuelle
verden er intet forandret, selvom deres bolig er blevet fuldstændigt
forandret eller ommøbleret af deres arvinger eller dem, som har købt
dødsboet.
Og så er der jo dem, som jeg allerede gjorde opmærksom på i min første
bog, der slet ikke kan forlade det hus, den gård eller det slot, som de
engang selv har bygget. De vælger at blive hernede, fordi de lider af
”ejendomsbesidderglæde” og fortsat efter døden vil”eje” noget, og når de