Harald G. Jensen HJÆLP – det spøger! Forlaget Angel - Siriusmedia

forvejen. Så næste gang bankelydene kom igen, lukkede hun døren op og
sagde ”Værsgo at komme indenfor, far, og få dig en øl.” Hun stillede så en øl
foran ham ved sofabordet, hvor han plejede at sidde, og fortsatte så ellers
med det, hun var i færd med. Da det samme var hændt et par gange mere,
kom han ikke igen, og hun skønnede, at han blot ville fortælle hende, at han
havde det godt, hvor han var, men måske savnede at få sig en øl.
Mange andre har oplevet, at døre springer op midt om natten og vinduer,
som ellers er forsvarligt haspede, også springer op. Det giver altid en meget
utryg atmosfære i huset, og gæster kommer sjældent på besøg eller går i
hvert fald hurtigt igen, fordi alle kan mærke den tunge energi i huset, selv om
de ikke kan forklare, hvor den stammer fra. Der kan også herske en ulykkelig
sørgmodig energi, som spøgelset udsender, og den kan godt give beboerne
depressive tanker.
Mange spørger os om, hvordan vi kan mærke, om der er spøgelser i et hus.
Svaret er, at vi hurtigt, efter at vi er trådt ind over dørtærskelen, får en stærk
hovedpine, som om en jernring blev presset ned over hovedet på os. Ofte får
vi også åndenød og vi bliver svimle.
Meget ofte finder vi flere end et spøgelse i et hus, for hvor spøgelser er,
kommer spøgelser til. De kan godt lide at være sammen i den dimension,
hvor de nu befinder sig. Hvis sjælene af et ældre ægtepar, som engang har
boet i huset, i levende live altid gik og skændtes, så kan vi også tydelig
mærke denne sure tværhed. Oftest befinder manden sig så i stueetagen, og
konen ovenpå i soveværelset eller måske børneværelset, og de ønsker at blive
sendt op hver for sig. Hvis vi finder en familie, som er skæbnebundet til
hinanden, vil de gerne op i samme lyskanal. Det har vi f.eks. oplevet, hvis
husets unge datter var blevet gravid uden for ægteskab, og som i sin
fortvivlelse havde druknet sig i en nærliggende å eller sø.
Selvmordere har vi også truffet mange af, fordi de ulykkelige sjæle, som
havde grebet til denne desperate udvej af deres problemer, i gamle dage ikke
kunne blive begravet i indviet jord, men blev gravsat uden for
kirkegårdsdiget, og ikke troede at Vorherre ville have dem op.
Af og til har vi fundet sjæle af afdøde skærslippere og vagabonder, som der
jo var mange af i gammel tid. Det skete da tit, at hvis ikke det var lykkedes
for dem at finde ly for vinteren enten i et fattighus eller var kommet i fængsel
for ”løsgængeri”, som det hed den gang, så måtte de hutle sig igennem og