Harald G. Jensen HJÆLP – det spøger! Forlaget Angel - Siriusmedia

de skibe, som bragte korstogsriddere fra hele Europa til det hellige land. I en
skummel fangekælder, som endnu var bevaret, sendte vi ikke mindre end 87
sjæle op. De troede også de skulle op til Allah, men da de kom op, kunne de
ikke finde ham.
På en anden græsk ø Kos, hvor vi var året senere, fandt vi også resterne af
en korsridderborg. Den ældste del var påbegyndt i 1400 – tallet og den var
først færdiggjort i 1514. Fæstningen holdt dog kun til 1522, da den blev
angrebet af en stor tyrkisk flådestyrke, som erobrede den og nedslagtede alle
forsvarerne, selvom de havde givet dem fri lejde. Fra denne ø opsendte vi i
alt 452 sjæle, og her brugte jeg for første gang den lyskanal, som jeg siden har
brugt ved alle masseopsendelser. Det var Kate, som fandt på at bruge den.
Den sidste store opsendelse, som jeg vil berette om i dette kapitel, var på
øen Fuerteventura, som er en af de kanariske øer. Vi havde fået besked om
fra vores hjælpere at tage på en øtur, og da vi kom til øens højeste punkt
fandt vi et stort cafeteria indhyllet i tåge, så vi slet ikke kunne nyde udsigten.
Vi satte os i cafeteriet og fik en kop kaffe, og så kom der til mig en underlig
sjæl klædt i noget meget gammelt tøj. Han fortalte mig, at han var
repræsentant for de sidste sjæle fra det gamle Atlantis, som sank i havet for
ca. 11.500 år siden. Øerne her er nemlig de sidste rester af det store kontinent,
som jeg har fortalt om i bogen ”Atlantis – landet med de grønne enge”.
Selv lokalbefolkningen var overbevist om, at deres ø var en af de sidste
rester af dette sagnomspundne kontinent.
Han fortalte mig, at nu var sjælene blevet trætte af at vente på at kontinentet
igen skulle dukke op af Atlanterhavet, så de ville gerne guides op. Der var i
alt 832 sjæle som ville op. Jeg troede, at jeg sendte dem op på Astralplanet via
lyskanalen, som vi havde bedt om ville komme til cafeteriets
parkeringsplads, men fik langt senere at vide gennem en clairvoyant, at de
var kommet videre op til en planet, som de kaldte Albinox. Den ligger og
svæver rundt om en stjerne ved navn Aldebaran.
Lige så snart sjælene var sendt op forsvandt den tætte tåge, som havde
indhyllet os, og vi kunne se ud over hele øen.
Da vi skulle videre på turen, så vi fra bussens vinduer en rund cirkel, der
var malet midt på parkeringspladsen. Den havde ikke været der, da vi
ankom. Det var sikkert fra denne cirkel at opsendelsen fandt sted.