Det 10’ende Korstog

Caesars succes med at lægge Gallien under romerriget gav ham hæren og
dermed magten til at vinde den borgerkrig, som han indledte, da han med
sine legioner krydsede floden Picatello dengang Rubicon.
Det sker 49 år før Jesu fødsel.
Styret over republikken var da delt mellem Crassus, Pompejus og Caesar. Et for så vidt
genialt triumvirat hvor rigdom, popularitet og geni forenes, men hvor ærgerrighed, grådighed
og misundelse udvikles. Crassus der styrede i Syrien plyndrede alt og alle også templet i
Jerusalem og andre helligdomme for skatte, Pompejus der styrede over Spanien sad i Rom og
Caesar var imperator over de Galliske provinser.
Anarkistiske tilstande rådede i Rom, hvor gadens parlament regerede med røverbander, - og
grækere, jøder, slaver og frigivne skrighalse optræder som store mænd i jammerligt små
dimensioner.
Bestikkelse, gadekampe og korruption blev starten på folkestyrets fald. Følelsen af politisk
anstændighed var væk og Pompejus selv var en tid belejret af folketribunen Clodius og
dennes horder.
Crassus kunne ikke få nok og irriteret over Caesars succes i Gallien startede han en krig mod
parterne, en gruppe persere der var brudt ud af seleukidernes rige. Den krig tabte Rom og
Crassus mødte døden, da man tvang ham til at drikke flydende guld.
Da Caesar nåede Rom, og da det ikke var lykkes for Pompejus at vende stemningen i det
dekadente Rom, flygtede både han og optimaterne til legionerne i Spanien.
Den der ikke er med mig er imod mig sagde Pompejus, men Caesar sagde dem som ikke er mod
mig er med mig.
Caesar vinder Spanien for sig i år 48 B.C. Pompejus flygter til Grækenland og Caesar sætter
efter og jager Pompejus ud af Grækenland. Pompejus vender sig nu til Ægypten, der har
beholdt sin selvstændighed, i hvert fald formelt, idet ptolemæerne har købt sig friheder ved
Side 33