Konklusion

Prostitution i gråzonen
Denne erkendelse medfører imidlertid på intet tidspunkt, at man så meget som overvejer at
legalisere erhvervet. Selv samme politiker fastholder i kraft af sin støtte til lovforslaget, at
prostitution bør forblive ikke-lovligt. Disse betragtninger får hermed i praksis ingen som helst
effekt. Således ’fordømmes’ den frivillige prostituerede ikke; hun ignoreres. Det siger vel lidt om
interessen i at lytte og føre en reel debat?
Denne mangel på lydhørhed over for prostitueredes krav og ønsker beror måske på en velment, men
dog misforstået, empati. Prostitution forekommer os at være legemliggørelsen af selve ’det
forfærdelige’ (Skaarup, 1998-1999c: 2). ’Vi’ kan ikke forestille os, at nogen frivilligt eller endda
velovervejet, skulle lade sig udsætte for noget så nedværdigende og nederdrægtigt. Som Gitte
Seeberg (1998-1999: 1) så malerisk udtrykker det: ’Der er vel ingen, der ønsker, at deres egne børn
havner i denne situation’. Alene det moralske udgangspunkt hindrer os således i at tro eller endsige
anerkende, at prostitution i nogle tilfælde skulle kunne være en beskæftigelse, som udøverne har
valgt frivilligt.
En frugtbar debat, der genererer nye indsigter i problematikker forbundet med prostitution og som
stiller sig lydhør over for de involverede parter, fordrer imidlertid, at man holder inde med at svinge
moralens faner. Forudsætningen for en sådan debat må nødvendigvis tage udgangspunkt i den
andens, det vil sige den prostitueredes, egne livserfaringer. Dette fordrer, at man frem for
misforstået identifikation med prostituerede begynder at respektere dem som en anden (Berg-
Sørensen, 1996: 186ff). Heri ligger en betragtning om, at identifikation med ’den anden’ ikke og
aldrig må være en nødvendig forudsætning for respekt. Inspireret af Jacques Derrida, kunne det
argumenteres, at respekt må bygge på en stillingtagen i en konkret situation til den andens
singularitet. I en sådan tolkning må respekt dermed baseres på et løfte, et løfte bestående af en
fortsat forpligtelse til at holde relationen til den anden åben, en åbning der altid er kommende, eller
som Derrida (1996: 83) udtrykker det ’á venir’.
Ud fra et mere pragmatisk synspunkt kan det yderligere påpeges, at problemer forbundet med
prostitutionserhvervet ikke forsvinder, blot fordi man pointerer over for hinanden og prostituerede,
at ’de’ er ofre. Det eneste man opnår herved, er at gøre prostituerede til gidsler i et korstog mod
prostitution.