Konklusion

Recommendations

Info

Prostitution i gråzonen Denne erkendelse medfører imidlertid på intet tidspunkt, at man så meget som overvejer at legalisere erhvervet. Selv samme politiker fastholder i kraft af sin støtte til lovforslaget, at prostitution bør forblive ikke-lovligt. Disse betragtninger får hermed i praksis ingen som helst effekt. Således ’fordømmes’ den frivillige prostituerede ikke; hun ignoreres. Det siger vel lidt om interessen i at lytte og føre en reel debat? Denne mangel på lydhørhed over for prostitueredes krav og ønsker beror måske på en velment, men dog misforstået, empati. Prostitution forekommer os at være legemliggørelsen af selve ’det forfærdelige’ (Skaarup, 1998-1999c: 2). ’Vi’ kan ikke forestille os, at nogen frivilligt eller endda velovervejet, skulle lade sig udsætte for noget så nedværdigende og nederdrægtigt. Som Gitte Seeberg (1998-1999: 1) så malerisk udtrykker det: ’Der er vel ingen, der ønsker, at deres egne børn havner i denne situation’. Alene det moralske udgangspunkt hindrer os således i at tro eller endsige anerkende, at prostitution i nogle tilfælde skulle kunne være en beskæftigelse, som udøverne har valgt frivilligt. En frugtbar debat, der genererer nye indsigter i problematikker forbundet med prostitution og som stiller sig lydhør over for de involverede parter, fordrer imidlertid, at man holder inde med at svinge moralens faner. Forudsætningen for en sådan debat må nødvendigvis tage udgangspunkt i den andens, det vil sige den prostitueredes, egne livserfaringer. Dette fordrer, at man frem for misforstået identifikation med prostituerede begynder at respektere dem som en anden (Berg- Sørensen, 1996: 186ff). Heri ligger en betragtning om, at identifikation med ’den anden’ ikke og aldrig må være en nødvendig forudsætning for respekt. Inspireret af Jacques Derrida, kunne det argumenteres, at respekt må bygge på en stillingtagen i en konkret situation til den andens singularitet. I en sådan tolkning må respekt dermed baseres på et løfte, et løfte bestående af en fortsat forpligtelse til at holde relationen til den anden åben, en åbning der altid er kommende, eller som Derrida (1996: 83) udtrykker det ’á venir’. Ud fra et mere pragmatisk synspunkt kan det yderligere påpeges, at problemer forbundet med prostitutionserhvervet ikke forsvinder, blot fordi man pointerer over for hinanden og prostituerede, at ’de’ er ofre. Det eneste man opnår herved, er at gøre prostituerede til gidsler i et korstog mod prostitution.
Prostitution i gråzonen Hensigten med dette er ikke en entydig salgstale for en legalisering af al form for prostitution; ej heller er det en forfægtelse af, at en stor del af de, der er beskæftigede i prostitutionserhvervet, lider under det. Ikke desto mindre rejser der sig unægteligt i den opstyltede debat om en indholdsløs »afkriminalisering« et spørgsmål om, for hvis skyld det egentlig er, man lovgiver? (Sandvej, 1999). Måske er det, som også Jo Doezema (1998: 42) påpeger, fordi: ”... it is easier to gain support for victims of evil traffickers than for challenging structures that violate sex workers’ human rights”. Man fristes således til at flirte med den tanke, at tvangsretorik og offerideologi kunne tænkes at tilvejebringe en god undskyldning eller en nem udvej for de, der ikke vil anerkende, at emner bragt på banen af prostitueredes rettighedsorganisationer må og skal tages alvorligt.
Page 1 and 2: Konklusion Prostitution i gråzonen
Page 3 and 4: Prostitution i gråzonen Den rester
Page 5 and 6: Prostitution i gråzonen I samme å
Page 7: Prostitution i gråzonen ”Vi øns

Konklusion

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?