You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
The Bond Babes, fortsat...<br />
20<br />
da hendes bikinirumpe fatalt rammer en knap, der udløser<br />
eksplosionen.<br />
Sadisten<br />
Men i 90’erne er Bond-pigerne til gengæld fulde af power og<br />
selvstændighed, som om 60’ernes og 70’ernes kvindefrigørelse<br />
endelig har indhentet Bond-serien. I kølvandet på Spice Girls<br />
og Girl Power-fænomenet begynder pigerne nu for alvor at slås<br />
som mænd og redder for det meste sig selv. Dette sker samtidig<br />
med en stigende trend af selvstændige action-heltinder indenfor<br />
andre fiktionsprodukter, hvadenten det er Thelma and Louise<br />
(1991) eller Lara Croft i Tomb Raider-spillene (1996 -)<br />
Girl Power-mentaliteten går helt i selvsving og koger over i<br />
Golden Eye (1995) med den skurkagtige og sadistiske Xenia<br />
Onatopp, spillet af Famke Janssen. Hun er fjendens allierede,<br />
den sorte enke, der foretrækker at kvæle sine elskere mellem<br />
lårene, heriblandt James spillet af Pierce Brosnan.<br />
Professor i atomfysik<br />
Fænomenet fortsætter på et intellektuelt plan med professorer.<br />
Danske Cecilie Thomsen får et par minutter i dynerne sammen<br />
med James i Tomorrow Never Dies (1997) som professor Inga<br />
Bergstorm fra Oxford Universitet. Godt så.<br />
Og utroværdigheden når sit højdepunkt med Dr. Christmas Jones<br />
spillet af Denise Richards i The World Is Not Enough (1999). Dr.<br />
Jones er professor i atomfysik, detonerer bomber og taler russisk.<br />
Godt gået alligevel i så ung en alder!<br />
Med en dyster baggrund<br />
De stærke kvinder går igen i de nyeste filmatiseringer med Daniel<br />
Craig i titelrollen, omend i mere nuancerede udgaver. I Casino<br />
Foto: Ted Moore<br />
Royale (2006) er Vesper Lynd vanen tro skeptisk overfor Bond.<br />
Hun er sexet, professionel og har styr på økonomien; som hendes<br />
indgangsreplik fortæller: ”I’m the money,” og James svarer:<br />
”Every penny of it.”<br />
Vesper er ikke en kvinde, der vil reddes, men én af dem, der<br />
redder James. Til gengæld kan hun ikke lide vold og bryder<br />
grædende sammen efter at have overværet drab begået af James<br />
-en sjælden handling for en Bond Babe, hvilket ligger i tråd med<br />
filmens forsøg på at vise en mere moden, mørk og realistisk Bond.<br />
Det lykkes dog James at forføre Vesper, men hun gemmer som<br />
bekendt på dystre hemmeligheder, der bliver hendes endeligt.<br />
I Quantum of Solace (2008) er der endnu en kvinde med en<br />
dyster baggrund. Olga Kurylenko spiller Camille, der nærmest<br />
bliver agentens alter ego på hævntogt. Hun er også en kvinde, som<br />
han ikke går i seng med!<br />
Det overlader hun til den rødhårede Agent Fields, spillet af<br />
Gemma Arterton i samme film, der med en lille skepsis dog<br />
hurtigt lader sig forføre. Men som mange af Bond-pigerne må<br />
hun lade livet, med en reference til Jill Masterson, smurt ind i det<br />
sorte guld – olie.<br />
Men hvad er Bond-Babes så et udtryk for? Er de blot sex-objekter,<br />
der får Laura Mulvey til at ryge op af stolen, eller er deres drilske<br />
forførelsesspil med James et udtryk for en leg med kønsroller<br />
og -normer? Både og. Man må heller ikke glemme, at James<br />
selv er et sex-objekt – fra Sean Connery til Daniel Craig har han<br />
altid været med til at hive kvinderne i biografen.Bond-serien er<br />
et drengerøvsfænomen og vil altid være forpligtet til at give sit<br />
mandlige heteroseksuelle publikum noget at se på. Men Bondpigerne<br />
har udviklet sig i forskellige retninger, og dér hvor filmene<br />
fungerer bedst – og bliver mest populære – er, når kvinderne er<br />
(lidt) rebelske og mindeværdige – selvom de alligevel altid ender<br />
i sengen med James.<br />
Om psykoanalysens<br />
anvendelsesmuligheder i nutidig<br />
filmanalyse I denne artikel vil Ordet se nærmere på, hvorledes<br />
Af Peter Gøthgen, stud.cand.mag.film<br />
I kølvandet på slut-tressernes<br />
samfundsmæssige omstruktureringer og<br />
seksuelle frigørelse opstod der en feministisk<br />
diskurs, der, med psykoanalysen som<br />
værktøj, kritiserede patriakalsk ideologi,<br />
som mange hævdede dominerede de vestlige<br />
samfundsinstitutioner. Filmindustrien gik ej<br />
heller ram forbi i kritiske analyser, fordi man<br />
mente, at fortælle- og fremstillingsformen i<br />
den klassiske Hollywood-dramaturgi var<br />
bærer af borgerlig ideologi.<br />
Endnu længere ud af den feministiske<br />
tangent spekulerede man i teorien om<br />
forskellen i positionering af filmens<br />
karakterer, som formuleredes i en<br />
skelsættende akademisk artikel; ”Visual<br />
Pleasure and Narrative Cinema”, af Laura<br />
Mulvey i 1975. Skelsættende, bl.a. fordi den,<br />
som en af de første, benyttede sig af den<br />
franske psykoanalytiker Jacques Lacans<br />
udlægning af psykoanalysen som ramme for<br />
analysen.<br />
Mulvey hævder, at vestlig film i det store<br />
hele er bærer af en patriakalsk domineret<br />
symbolsk orden, der positionerer mandlige<br />
og kvindelige skuespillere forskelligt. I<br />
denne betragtning er de mandlige karakterer<br />
filmens subjects, der er centrale for<br />
styringen af den narrative kurs, hvorimod<br />
den kvindelige part udgør filmens objects<br />
for mandligt begær og for tilskuerens (den<br />
mandlige) fetichistiske betragtning på<br />
biograflærredet. Med andre ord reducerer<br />
det mandlige blik den kvindelige karakter til<br />
objekt, og kvinden ophøjes fetichistisk til at<br />
være et ikon. Et godt eksempel er Marilyn<br />
Monroe og hendes evige problemer med<br />
vinde, der løfter op i kjolen.<br />
Spejlfaseteorien benyttet<br />
på film<br />
Tidligt i sit virke som psykoanalytiker<br />
fremkom Lacan med sin berømte teori om<br />
spejlfasen, hvori han antog, at barnet, før<br />
det fylder to år, bliver opmærksom på sit<br />
eget spejlbillede og dermed internaliserer<br />
forestillingen om sig selv og sin krop<br />
som objekt efter hidtil at have været i et<br />
psykoanalysen dannede fundament for en langvarig<br />
skole indenfor filmteori i 1970-80’erne. Yderligere<br />
vil der ses på tidspunktet for psykoanalytisk teoris<br />
ophør som toneangivende metode med afløsning<br />
af den kognitive metode. I en slutbemærkning vil<br />
det endelig blive vurderet, om psykoanalysen har<br />
nogen eksistensberettigelse som anvendelig teori hos<br />
vordende filmteoretikere.<br />
kaotisk fragmenteret stadie med en splittet<br />
selvopfattelse.<br />
Set i forhold til filmreceptionen kan der<br />
drages en sammenligning mellem oplevet<br />
verden og filmisk verden, idet tilskueren<br />
præsenteres for en filmisk realitet i<br />
umiddelbar temporal kontinuitet, der<br />
sanseligt opleves som nu og her.Desuden<br />
gør både Mulvey, men også Christian Metz,<br />
brug af Lacans teori om, at det ubevidste<br />
(hos Lacan kaldet det Reelle) er struktureret<br />
som sprog og at den manglende enhed<br />
mellem signifant (betegner) og signifié<br />
(betegnet) korresponderer med subjektets<br />
grundlæggende splittelse, affødt af det tab af<br />
den oprindelige enhed i og med verden, som<br />
indtræder med spejlfasen og den oprindelige<br />
separation (fra moderen) (Sørensen, p. 9).<br />
Mulvey fokuserede især på funktionaliteten<br />
af den patriakalsk-sexistiske blikretning<br />
i den klassiske Hollywoodfilms stilistiske<br />
iscenesættelse. Denne iscenesættelse<br />
pirrer den mandlige tilskuers lyst, hvilket<br />
den feministiske filmteori fortolkede med<br />
bl.a. voyeurisme og andre psykoanalytiske<br />
paradigmer (Kramer, p. 56)<br />
Exit for psykoanalysen<br />
som filmteori?<br />
Foto: Warner Bros<br />
21
Change language