Tema/KLAM! - ORDET

NO. 20 

ORDET 

Tema/KLAM! 

Vinter 2008 

Tidsskrift for Film- og Medievidenskab 

//Det klammeste ORDET til dato!/Trash/Væmmelse/ 

Lortehumor/Shivers/Jackass/Miike/Klam Kunst/ 

Tentakelporno/Tab og Vind//

Alt det Schepelern elsker 

10 

05 

19 

LEDER 

04 Mavefornemmelser for kultur 

TEMA - Klam 

05 Trash, harmony og lyserøde kaninører 

Æstetik og anti-æstetik i Harmony Korines film 

08 Long Live the new esh 

Cronenbergs Shivers 

INDHOLD 

10 Når den største taber vinder 

Reality - mere ubehageligt end virkeligheden selv 

12 Væmmelsens fascination 

Opskriften på det klammeste tv? 

14 En kæreste alle har set 

Udviklingen af seksuelle identiteter over MMS 

17 Kunsten ud i det klamme 

- Miikes frastødende film 

20 Tentakelporno fra solens rige 

Volds-porno i det traditionsbundne Japan 

22 Klam kunst 

Debat eller provokation? 

25 Lort og latter 

Det klamme som komisk strategi i dansk tv-satire 

FASTE 

28 Ud at se med PH-D. 

Tv du kan tro på? 

31 AFM Studienævnsspalte 

31 Filmquiz 

Peter Schepelern udfordrer 

32 Eftermiddagsulykkendrømmen 

Tegneserie af Mads Mikkelsen

KOLOFON 

Redaktion 

Henrik Østergaard | henrik@ordet.net 

Jeppe Henckel | jeppe@ordet.net 

Julie Hornbek Toft | julie@ordet.net 

Kasper Løvborg | kasper@ordet.net 

Stine Teglgaard Pedersen | stine@ordet.net 

Mikkel Kofoed | mikkel @ordet.net 

Stina Resting | stina @ordet.net 

Skribenter 

Malte Conrad 

Didde Graadsted 

Mathias Jørgensen 

Jacob Lundblad 

Aske Kammer 

Jakob Klinke 

Mads Mikkelsen 

Erik Pardos Olsen 

Stinne Ø. Poulsen 

Mathias Ravn 

Stina Resting 

Peter Schepelern 

Julie Hornbek Toft 

Henrik Østergaard 

Layout 

Sissel Marie Tonn-Petersen 

Carina Juul Rasmussen 

Tryk 

Frederiksberg bogtrykkeri 

ISSN 

1602-5334 

Oplag 

750 

Annoncer 

annonce @ordet.net 

Input 

Brug ORDET! Indlæg, artikler og ideer modtages 

med glæde. Send en mail redaktion@ 

ordet.net eller kontakt redaktionen. 

Ordet udgives med støtte af Nordisk Film 

Fon, FILM KOPI og Afdeling For Film og Medier 

KUA 

LEDER 

Mavefornemmelser for kultur 

Et sort hår i leverpostejen. En fed menneskekrop, der langsomt bliver spist af fede huskatte. Vrik- 

kende mider under den pergamenttynde hud under fødderne. Ad? Ja, men du læser videre. 

Det forbudte, forvredne og fordærvede tiltrækker vores opmærksomhed. Og bliver hos os. De 

billeder, der bliver siddende i hjernen, er ofte dem, der gik lige i maven. 

Hårdtslående, sensationsliderlige overskrifter sælger. Voldsomme kødelige scener bliver på net- 

hinden, når lmen er slut. Den fysisk væmmende kunst skaber opmærksomhed omkring sig selv. 

Og de største, mest gennemtrængende prutter får os til at le højest. 

Klamheden er et stramt greb om publikum – ganske enkelt fordi, det fascinerer og underholder. 

Men på et kulturelt status-barometer er væmmelsen traditionelt blevet betragtet som en under- 

lødig og letkøbt eekt knyttet til det lavkulturelle, til pøblen, til dyrskuer, til den billige slasherlm 

og det klistrede pornomagasin – til dem, der ikke ved bedre eller kan mere. Kan man ikke ramme 

hjernen – kan man ramme maven. 

Men det ulækre siver ind i den mere etablerede kultur som æstetisk og dramaturgisk virkemid- 

del. Public service-kanalerne, de bonede gallerigulve og de mest arty art-cinemas tilbyder nu 

pletvis klamhed som en del af de fortællinger, vi skaber om vores egen kultur. Det anti-æstetiske 

er blevet en stil, det ulækre er blevet en fælles referenceramme, det provokerende er blevet en 

god kulturforside. 

Derfor er temaet for denne udgave af Ordet KLAMT. Vi har stukket hænderne dybt ned i alt det 

ulækre i kunsten, medierne og lmkulturen. Og derfor kan vi byde dig, kære læser, velkommen til 

et blodigt, liderligt, latterligt og ildelugtende Ordet #20. 

Redaktionen ønsker dig en glædelig jul. 

Julie Hornbek Toft 

BA. Film- og medievidenskab 

Stud.cand.pulic 

Provo-instruktøren Harmony Korine 

dyrker på særegen vis det ’trashede’ 

og det klamme som et æstetisk princip, 

for på den måde at nde ind til en 

særlig autenticitet i verdens absurde 

skønhed og dens smukke tabere. 

Månedgamle madrester og cigaretskodder yder 

i det brune vand og midt i det incerede bade- 

kar spiser en besynderlig udseende dreng pasta, 

netop serveret af hans mor, der sandsynligvis også 

kunne være hans søster. Alt imens alfonsen inde 

ved siden af udlejer sin kone med Downs-syn- 

drom til et par purunge betalende kunder! 

Vi er i tornadoramte Xenia, Ohio. En anderledes 

by som instruktøren og manuskriptforfatteren 

Harmony Korine tegner et anderledes portræt af i 

sin chokerende debutlm Gummo (1997). En lm 

opkaldt efter den femte Marx bror, der ikke havde 

samme evner som sine navnkundige brødre, og 

derfor blev skubbet ud i glemslen; en klovn uden 

manege. 

Harmony Korine bragede første gang igennem 

på independent-scenen med sit manuskript 

til Larry Clarks ikke mindre kontroversielle Kids 

(1995), men med Gummo cementerede han sig 

for alvor som en særegen lmskaber. ”’Gummo’ er 

i al korthed, hvad man skal gøre, hvis man ikke har 

nogen penge og gerne vil lave en uforglemmelig 

lm.” Således præsenterede dokumentarlmfesti- 

valen CPH:DOX lmen i deres program for 2008, 

og uforglemmelig er den sandelig, og som vi skal 

se, med fuldt overlæg. 

90’ernes dårligste? 

Der er som bekendt ikke langt mellem galskab og 

genialitet. På samme måde er der sjældent langt 

mellem exploitation-genrens underlødige græn- 

seoverskridelser og avantgardens eksperimenter, 

og heller ikke hos Harmony Korine. Filmen blev i 

sin tid beskyldt af de amerikanske anmeldere for 

exploitation; og for at være et umoralsk og kynisk 

freakshow. Nøjagtig ligesom Tod Brownings kult- 

lm Freaks (1932) blev det. En lm der på et vist 

plan kan ses som en ern slægtning og en mulig 

inspirationskilde for Korine. Anmelderen på New 

York Times, Janet Maslin, kaldte Gummo for årets 

dårligste, og andre formastede sig ligefrem til at 

kalde den for 90’ernes dårligste lm. Alligevel kan 

Gummo og dens instruktør tælle en række promi- 

nente navne som Gus van Sant, Bernardo Berto- 

lucci, Jean-Luc Godard og Werner Herzog blandt 

dens fans. Og det er ikke uden grund. Den kontro- 

versielle Korine deler vandene og trods kritikken 

er der en vis sandhed i de absurde og overdrevne 

historier fra normalitetens randområder. 

Af Henrik Østergaard, stud. lm- og medievidenskab 

Trash, 

Harmony 

& lyserøde kaninører 

I begrebet ’avantgarde’ ligger der en betydning 

af at gå forrest og udvide grænser. Som lmfor- 

sker Brian Petersen nævner i Kosmorama nr. 234 

har retningen i nyere kunstlm dog paradoksalt 

nok været at søge det nybrydende gennem ind- 

optagelsen af nogle af de elementer, der tidligere 

var forbeholdt underlødige exploitation-genrer. I 

dette lys kan man også se Korines lm. Altså et sted 

mellem exploitation og avantgarde. 

Grimmere end dogme 

Harmony Korine har en åbenlys mangel på in- 

teresse for traditionelle narrative plotstrukturer. 

Rammehistorien om en orkans rasen fylder lige 

så lidt som den ikke-eksisterende narrative tråd 

gennem lmen. Det eneste, der blot nærmer sig 

noget, som ligner et løbende plot og til dels for- 

binder resten af lmens karakterer, er historien om 

de to drenge Solomon og Tummler: De tjener lidt 

håndører på at dræbe kvarterets vilde katte, som 

de sælger til den lokale kinesiske restaurant, og el- 

lers cykler de planløst rundt på deres bmx’er, besø- 

ger en prostitueret pige med Downs-syndrom og 

snier lim så det pomade-kæmmede rock-abilly 

garn får sig en krølle. Filmens narration er en kon- 

sekvens af dens overordnede historie. Et portræt 

af et sønderrevet samfund fordrer en sønderrevet 

handling (hvis nogen overhovedet). 

5

Uden skyggen af plotstruktur springer vi i en 

skøn sammenblanding af både 35mm, Super8- 

optagelser og Polaroid-fotos fra det ene løsrevne 

tableau til det andet, og personerne i det brogede 

gurgalleri forbliver i traditionel forstand ukendte 

og fremmedgjorte for os. Om det så er de tre 

teenagesøstre, der øver sig til at blive strippere el- 

ler to 6-årige med både ’fuck’ og ’bitch’ siddende 

løst på tungen, er de fasttømrede i deres tableauer, 

som var de aber i bur. Vi tvinges til at afsøge bil- 

lederne og scenerne for deres egen mening. De 

fremstår dermed så meget desto mere ’trashede’ 

og klamme, men måske også med deres egen po- 

etiske sandhed og skønhed. De klamme scenarier 

får så at sige lov til at stikke ud frem for en egent- 

lig handling. Dette forstærkes yderligere af kon- 

stante modstillinger af scener, så som en sekvens 

i ren tyggegummi-stil om en albino pige besat 

af Patrick Swayze efterfulgt af en grask sekvens, 

hvor to tvillinger bader hinanden. Det er som, 

at Korine har tænkt, at dramaturgien ikke måtte 

overtage værket – også på bekostning af al god 

smag. Netop det er som taget ud af Dogme95- 

manifestet, og i Gummo har man måske meget 

præcist prioriteret ”sekundet frem for helheden”, 

sådan som det lyder i kyskhedsløftet. Da de danske 

dogmebrødre så Gummo, kontaktede de da også 

Korine og opfordrede ham til at lave den første 

amerikanske dogme-lm. Det blev til Dogme #6, 

Julien Donkey-Boy (1999). 

Fra kaninører til donkey-boy 

Harmony Korine søger i sine lm at nde en særlig 

sensibilitet, en autenticitet i stemning og følelse. 

Som i Gummo bliver historien udgangspunktet 

for formen i Julien Donkey-Boy, der er et portræt 

af skizofreniens væsen, og i øvrigt med Korines 

helt såvel som beundrer Werner Herzog i rollen 

som streng pater familias i den stærkt dysfunktio- 

nelle familie. Her oplever vi verden gennem den 

skizofrene Juliens (Ewen Bremner) forskruede syn. 

Spring i synsvinkler og abrupt skiftende scenarier 

mimer den skizofrene Juliens sindstilstand. Trash 

æstetikken får fuld skrue og autenticiteten for- 

stærkes i dette tilfælde med forvredne, skiftende 

kameravinkler i kantede og grynede billeder, hvis 

ikke der ligefrem bliver gjort brug af skjulte kame- 

raer. Korine vil have os til at se det, som den ’gode’ 

smag har forhindret os i at se. Æstetikken benyttes 

til at chokere og understrege sandhedseekten. 

Det er ikke en historie, der skal fortælles, men sna- 

rere en aekt, der skal fremkaldes. 

Grænsen mellem ktion og virkelighed balance- 

rer altid hårnt på et knivsæg i Korines lm. Hans 

omfattende brug af improvisation giver hans lm 

en autentisk og dokumentarisk kvalitet. I Gummo 

forstærkes autenticiteten af, at Korine på selve 

optagestedet hyrede amatører til at spille sig selv. 

Andre rekrutterede han fra venne- og bekendt- 

skabskredsen. Som for eksempel den sorte dværg, 

spillet af Korines tidligere skolekammerat Bryant 

L. Crenshaw, der i ét af lmens løse tableauer for- 

søger at forhindre de pågående seksuelle forfø- 

relser fra en dybt forstyrret teenage-bøsse (spillet 

af netop Korine selv). Korine vælger her at caste 

det ’unormale’ med hvad der synes at være en 

helt klar bevidsthed om, at det unormale eller 

abnorme skærper graden af autenticitet, idet vi 

sjældent ser unormaliteten i den klassiske ktions- 

lm. Veninden Chloë Sevigny spiller storesøsteren 

blandt de strippende søstre, og i dette tilfælde, 

hvor skuespilleren er kendt fra ktionslmens 

verden, udklædes personen i stedet til nærmest 

ugenkendelighed i absurde, men alligevel spøjst 

stilede white trash-kostumer. Sevigny fandt i øv- 

rigt selv alle lmens kostumer i lokale butikker på 

location. 

Som kritikeren Jaime N. Christley har skrevet om 

Gummo, står improviserede og spontane scener 

side om side med scener, der er tydeligt fabrike- 

rede. Det kan være svært at afgøre, hvor skuespillet 

ender og virkelighed begynder. 

På vej mod en ’trash doc’? 

I sin seneste og kun tredje spillelm går Korine del- 

vist endnu tættere på det dokumentariske med 

den dog mindre ’trashede’ Mister Lonely (2007). 

I den forbindelse er det således interessant at se, 

hvordan trash æstetikken og anti-æstetikken også 

direkte har fundet vej ind i dokumentarlmen. På 

et seminar om dette emne på årets CPH:DOX 

nævnte den danske dokumentarlminstruktør 

Michael Noer netop instruktøren Harmony Korine 

som en inspirationskilde. Noers egne lm, inklu- 

siv hans nyeste De Vilde Hjerter (2008), boltrer sig 

ivrigt i ’dårlig’ smag, anti-æstetik og stadig med 

sympati for sine skæve gurer. Også her, som hos 

Harmony Korine, er det jagten på autenticitet, der 

er i højsædet, når verdens absurde skønhed og 

dens smukke tabere skal indfanges. 

INFO: 

Hvis du er interesseret i at vide mere 

om Harmony Korine, kan du læse Louise 

Højgaard Johansens interview med 

ham fra marts 2008 på Ekkofilm.dk. 

(http://www.ekkofilm.dk/interviews.asp?table=interviews&id 

=69). 

7

Ordet kigger på David Cronenbergs 

Shivers fra 1975. En lm om sex og 

død, parasitter og perversiteter. 

Den transformerede krops maestro 

Enhver, der har haft fornøjelsen af at lægge øjne og 

ører til en David Cronenberg-lm, har højst sand- 

synligt lagt mærke til en rød tråd, der løber som 

en bankende hovedpulsåre gennem alle vær- 

kerne - nemlig kroppen. Nærmere betegnet er 

det kroppens transformationer, der syntes at være 

temaet for Cronenbergs kunst. Lige fra de tidlige 

lavbudget-lm, som instruktøren lavede for cana- 

diske skattekroner, til de seneste års Hollywood- 

produktioner har det kødelige legeme på den ene 

eller anden måde altid været i fokus og er i bio- 

grafens mørke selv blevet forvandlet til et lærred. 

I Cronenbergs univers er det på kroppen, at sjæ- 

len og sindets forfald og ikke mindst fortrængnin- 

gerne manifesteres. Her ndes der nok råddent 

sumpvand til enhver Freud-kenders mølle, og 

symbolikken bliver lige til at føle på - kropsliggjort 

som sjældent set i vores ellers så velpolerede 

hverdag. I dette kødets univers ndes parasitter, 

der til forveksling ligner en blanding mellem en 

penis og en hundelort, en kvinde med livmode- 

ren uden på kroppen, en mand med en vagina- 

lignende åbning i maven, og en skrivemaskine, 

der forvandles til et talende anus. Eksemplerne er 

ligeså uendelige som kroppens evne til at fore- 

tage nye og frygtindgydende afstikkere på Cro- 

nenbergs evolutionære motorvej. Som Max Renn 

siger, inden han i Videodrome (1983) blæser den 

alt for rationelle hjerne ud på sig selv: ”Long live 

the new esh.” 

Parasitten i os alle 

Kroppen som slagsplads for ude- eller indefra- 

kommende kræfter er som tidligere nævnt et uhy- 

re centralt omdrejningspunkt for Cronenberg, og 

det kan derfor ndes i praktisk talt alle af mandens 

lm. Derfor vil denne artikel nøjes med at fokusere 

på et af instruktørens tidligste værker - en lm der 

nt illustrerer Cronenbergs hovedtematik - hans 

første egentlige horrorlm,:Shivers. 

I midten af 1970’erne lavede Cronenberg sin 

tredje spillelm efter de to arthouse-forsøg Stereo 

(1969) og Crimes of the Future (1970). I stedet for 

at fortsætte ud af samme spor valgte Cronenberg 

denne gang at lade sin tematik komme til udtryk 

gennem gyser-genrens helt anderledes æstetiske 

virkemidler. 

Bag højhusets mure 

På det narrative plan handler Shivers om beboerne 

i luksusejendommen ’The Starliner’, der ligger på 

en lille og ellers ubeboet ø udenfor Montreal. Vi 

følger deres genvordigheder, da de må se sig inva- 

deret af små fallos/fækalie-lignende parasitter, der 

overføres gennem seksuel kontakt fra menneske 

til menneske. Parasitten er udviklet af en kendt 

læge, dr. Hobbes, og skulle som udgangspunkt 

bruges til at hjælpe mennesker med organsvigt. 

Parasitten skulle kunne gå ind og overtage orga- 

nets funktion i kroppen og dermed redde men- 

neskeliv, men den gode doktor har en helt anden 

agenda end hans bagmænd havde forestillet sig. I 

virkeligheden har han udviklet det, han selv kalder 

en blanding af afrodisiakum og seksuelt overført 

sygdom – en parasit, der tager bolig i kroppen og 

får sin vært til at miste alle seksuelle hæmninger. 

Hobbes mener, at det moderne menneske er alt 

for fremmedgjort i forholdet til sin egen krop og 

lever for meget i sit hoved. Med andre ord funge- 

rer parasitten som nøgle til Id’et i os alle. 

”I dette kødets univers ndes 

parasitter, der til forveksling 

ligner en blanding mellem 

en penis og en hundelort, 

en kvinde med livmoderen 

uden på kroppen, en mand 

med en vagina-lignende åbning 

i maven, og en skrivemaskine, 

der forvandles til 

et talende anus.” 

Parasitten spredes som en ildebrand gennem 

de veloplyste korridorer i det ultramoderne høj- 

hus, og ingen går ram forbi. Dramaturgisk set kan 

lmens protagonist identiceres som bygningens 

huslæge, den overrationelle Roger St. Luc, der 

sammen med sin kæreste, sygeplejersken Forsy- 

the, må gå så meget igennem, inden de også må 

bukke under for de indre drifter, der er brudt ud i 

lys lue omkring dem. Det er dog nærmere ensem- 

blet, bygningens beboere, der er lmens egentlige 

omdrejningspunkt, og som sådan fungerer høj- 

huset nt som en allegori over hele Nordamerika 

og i forlængelse heraf – den vestlige verden. For 

hvad sker der, når det hypermoderne menneske 

lader fornægtelsens slør falde, slår hjernen fra og 

til fulde omfavner kroppens forlystelseshus? 

Drifternes mørke side 

I Cronenbergs vision står vi tilbage med en slags 

moderne Gomorra, hvor alt er tilladt – jo mere de- 

praveret, desto bedre. Som tilskuer får vi indblik 

i det hele. Vi fortælles, at dr. Hobbes, en mand i 

70’erne, brugte sin elskerinde på 19 år som for- 

søgskanin i udviklingen af parasitterne. En elsker- 

inde han i øvrigt har haft, siden hun var 12! Vi ser 

frådende mænd overfalde kvinder i højhusets 

gange, vi ser frådende kvinder overfalde mænd, 

vi ser mænd overfalde mænd osv. I en lejlighed er 

vi vidne til en mand, der tilbyder sin unge datter 

til en chokeret St. Luc, hvorefter farmand giver sin 

datter et knap så kyskt kys på munden. Og tilbage 

i de snørklede korridorer ser vi en gammel mand 

komme gående med to små, letpåklædte og gø- 

ende piger i snor. 

Der er ikke lagt ngre imellem, når beboerne 

gradvist forvandles til en ok zombier, der i Cro- 

nenbergs version ikke er sultne efter friske hjerner 

– snarere tværtimod. Det er nærmere som den 

ensomme, fede dame stønner, inden hun træk- 

ker en sagesløs ung mand ind i sin lejlighed: ”I’m 

hungry for love!” 

Modernitetens glæder og sorger 

Filmens tone lægges an fra første scene. Vi får 

gennem en række stills præsenteret ejendom- 

men ’The Starliner’ med hjælp fra en rolig fortæl- 

lerstemme. Dette er bygningen, der har det hele. 

Egen købmand, tennisbaner, læge, tandlæge, re- 

staurant osv. Man behøver ikke engang bekymre 

sig om at sætte sit eget personlige præg midt i den 

moderne, højglanspolerede idyl. Lejlighederne er 

selvfølgelig fuldt møblerede, klar til øjeblikkelig 

indytning. Som fortællerstemmen beroligende 

forsikrer os: ”Explore our island paradise – secure 

in the knowledge that it belongs to you and your 

fellow passengers alone… Sail through life in 

quiet and comfort.” 

”Cronenberg viser i Shivers 

den pris, der må betales for 

at fornægte kroppen. Ingen 

undslipper i sidste ende parasitterne.” 

Efter denne startsekvens krydsklippes der mel- 

lem to ekstremer. Vi ser et yndigt ungt par blive 

præsenteret for ’The Starliner’s velordnede glæ- 

der af ejendommens glatte manager, og parallelt 

med dette ser vi det bestialske mord på dr. Hobbes’ 

unge elskerinde. Vi er vidner til hvordan, Hobbes 

bryder ind i elskerindens lejlighed på ’The Starli- 

ner’, kæmper med hende i, hvad der for tilskueren 

ligner et voldtægtsforsøg, kvæler hende, sprætter 

maven op på liget og hælder syre i det åbne sår. 

Derefter skærer Hobbes halsen over på sig selv. 

Efterfølgende nder vi gradvist ud af, at Hobbes 

faktisk forsøgte at destruere parasitten, men der er 

det allerede for sent. Elskerinden har været på rov 

blandt bygningens respektable herrer. 

Åbningsscenen illustrerer perfekt lmens grund- 

læggende dikotomi. Vi har det moderne, selvfor- 

sørgende højhus, hvor sikkerhedsvagten kun går 

med pistol for syns skyld og ellers bruger sine dage 

på at læse Harlequin-romaner. Et sted hvor folk le- 

ver et behageligt og tilrettelagt liv i hver deres kas- 

se, og hvor man endelig ikke kommer hinanden 

alt for meget ved. Og så har vi det absolut mod- 

satte – drifternes skueplads, her fremvist gennem 

et højst seksualiseret mord/selvmord. To sider af 

samme mønt, dog komplet adskilt. Tankerne går 

hurtigt hen til Nietzsches tese om Apollon/Diony- 

sos. Orden overfor det (kødelige) kaos. 

Det skæve menneske 

Filmen viser os allerede i første indstilling farerne 

ved kun at udleve den ene side af sin natur. Det 

Af Didde Graadsted, Stud. Cand. Engelsk 

velordnede virker alt for velordnet. Højhuset virker 

mere som et moderne helvede end et moderne 

himmerige. Den isolerede og ikke mindst isole- 

rende ejendom virker alt for kold i dens glatte 

eektivitet. Den gode, fordybende samtale mel- 

lem mennesker er her reduceret til høige nik i 

elevatoren og korte, pæne udvekslinger i lægens 

venteværelse. 

”Perversiteterne står i kø, 

når al rationalitet kastes ud 

af de nypudsede vinduer.” 

Overfor dette kliniske billede vises drifterne i 

deres reneste manifestation, netop som dagen 

udenfor bygningens hallogenoplyste korridorer 

må opgive kampen mod den kommende nat. 

Kødet tager over og det på den mest afvigende 

måde. Perversiteterne står i kø, når al rationalitet 

kastes ud af de nypudsede vinduer. Ejendommen 

forvandles til et stort orgie, og døre slås op på vid 

gab – både i bogstavelig og overført betydning. 

Hvor beboerne før var hermetisk lukkede og ad- 

skilt fra hinanden, er de her reduceret til en stor 

pulserende krop med ét eneste formål for øje – ly- 

sternes tilfredsstillelse. 

Den perfekte symbiose? 

Cronenberg viser i Shivers den pris, der må betales 

for at fornægte kroppen. Ingen undslipper i sid- 

ste ende parasitterne. Selv dr. St. Luc, som lmen 

igennem har fungeret som vores rationelle pej- 

lemærke, bliver sidste ”oer” for parasitterne, da 

Forsythe besejler hans skæbne med et kys lmet i 

slowmotion i bygningens swimmingpool. St. Luc 

genfødes, og lmen slutter med, at ’The Starliner’s 

beboere med store smil på læberne kører bort fra 

den underjordiske garage på vej ud i verden for at 

sprede ægte lykke omkring sig. Det ultimative ma- 

reridt eller en happy ending? Det kommer nok an 

på, hvilken side af mønten man mest hælder til. 

David Cronenbergs Shivers er pt. ved at blive 

genindspillet, og det nye remake er ifølge 

IMDB sat til at udkomme i 2010. 

9

Foto: Bo Leihof/TV3 

NÅR DEN STØRSTE TABER VINDER 

Reality-showet har fra genrens fødsel 

dyrket tabuerne og de hårdtpumpede 

dilemmaer. Og vi elsker det. Vi elsker 

at se folk skændes, tvivle og udsætte 

hinanden for tortur. Men hvorfor tiltrækkes 

vi af det moralsk frastødende? 

Ordet undersøger en genre, der jager 

en fysisk klam og følelsesmæssig ubehagelig 

reality. 

De tramper sammenbidt afsted, lænket til hin- 

anden i par. Sandet brænder under deres nøgne 

fødder og dråber af sved løber ned over deres 

skræmte ansigter. Alle er de klædt i orange drag- 

ter, klude der sender tankerne mod Cuba, tortur 

og tilfangetagelse. Som reportage i Deadline el- 

ler som kritisk dokumentar havde synet af disse 

fanger vakt stærke følelser hos seerne. Men det, 

der udspiller sig foran kameraet, er ikke ægte. Og 

så alligevel. 

De første episoder af Expedition Robinson blev 

sendt på svensk tv i efteråret 1997. Showets kon- 

cept var allerede på tegnebrættet fem år før, ned- 

fældet og udtænkt af britiske Charlie Parsons, men 

først med SVT’s satsning nåede Parsons’ skriverier 

alverdens stuer. Den ekstreme beretning om en 

gruppe menneskers kamp på en øde ø var født, 

og en ny epoke under tv-mediets vinger var klar 

til at lette. Elleve år senere har genren cementeret 

sin plads på den ugentlige programoversigt. Spin- 

os i hobetal har besat sendeaden, og æraen for 

Can’t-Be Tv er indledt. 

Succesfuld opskrift 

Men de elleve år har været skelsættende for tv- 

mediet. Reality-programmer med vidt forskelligt 

tematisk fokus og seermæssig popularitet har for- 

mået at skubbe den etiske barriere for, hvad der 

kan transmitteres på tv. Dog er de alle skåret efter 

samme klassiske skabelon: Konkurrence-elemen- 

tet er programmernes kerne og narrative drive. 

Det er pengepræmien, som vækker deltagernes 

motivation og sætter rammerne for den stort isce- 

nesatte tour-de-force. 

De episode-specikke forfriskelser, derimod, lig- 

ger i den interne strid blandt de konkurrerende 

deltagere. Det er deres verbale hundeslagsmål 

og machoiserede brydekampe, som er showets 

egentlige guldklumper. Det hele kulminerer i slut- 

ningen af hver episode, hvor en alvorsbefængt og 

pathos-tung ceremoni iscenesættes som show- 

ets klimaks: Hvem skal dø? Hvem skal blive? Det 

er her, at truslen om social ekslusion manes frem, 

i den dramatiske hjemsendelsesfærd, som er rea- 

lity-showets hellige gral. 

” Filosoen bag denne ”reality” 

synes altså at være, at 

først når hund æder hund, 

ser vi, hvad der gemmer sig 

i urmenneskets psyke.” 

Kernen i Robinson er dette brede sociale ekspe- 

riment tilsat en individuel overskridelse af egne 

grænser. Kulisserne er ikke sat inden for civilisa- 

tionens kendte rammer, men på en tilfældig stil- 

lehavsø, hvor kun junglens love gælder. Filosoen 

bag denne ”reality” synes altså at være, at først når 

hund æder hund, ser vi, hvad der gemmer sig i 

urmenneskets psyke. Hvorvidt, der er tale om en 

mental dannelsesrejse eller programsat katarsis, er 

uigennemskueligt. Det eneste, der tilsyneladende 

ikke kan betvivles, er underholdningsværdien i at 

se almindelige mennesker vælge mellem ond- 

skab og mammon for åben skærm. Det er hon- 

ning i tv-krukken, når millioner af seere stimler 

sammen til endnu en episode af deres foretrukne 

reality-føljeton. 

Menneskefedt og grimme ællinger 

Men Robinson er som nævnt kun en lille ø i rea- 

lity-havet. Social eksklusion og forræderi er blevet 

rutine i en medieverden, hvor kampen om seerne 

er hårdere end nogensinde før. Hovedretten er for 

så vidt den samme, men først når sex, fobier og et 

aparte udseende krydrer den kulinariske fond af 

rollespil og løgne, er menuen klar til servering. Det 

skal være klamt, før det kan indtages. 

Men et simpelt bedrag eller en ubehagelig hand- 

ling tilfredsstiller ikke længere det hungrende 

publikum. Nu skal også den grænseoverskridende 

krop udstilles i reality-genrens ”virkelighed”, og 

ekstrem overvægt og menneskefedt på dåse er 

blevet legal underholdning i bedste sendetid. 

Det klamme og det chokerende er som sådan 

ikke nyt. Men den helt eksplicitte udstilling af 

tabuiserede emner som ekstrem overvægt, som 

set i NBC-produktionen The Biggest Loser (2004), 

eller særegent udseende som behandlet af make- 

over-kappestriden The Swan (Fox, 2004), er hidtil 

ukendte tv-koncepter. Her er enden den forkerte 

og uønskede menneskekrop, der trimmes, klippes 

og forbandes til ukendelighed. 

Producenterne bag kampen mod kiloene påstår 

at kæmpe en kamp, der er i deltagernes bedste in- 

teresse. Men er det sundhedsmæssige motiv ikke 

blot et dække over en hæmningsløs eksponering 

af hverdagens monstre? I sidste ende er det kolde 

kontanter og ikke interesse for folkesundheden, 

der motiverer produktionsselskaber. 

Paradis uden moral 

Men hvori består det frastødendes gennemgri- 

bende appel til tv-seeren? Er der tale om en me- 

dieret interaktion med et konstrueret fællesskab 

eller en følelse af foragt og skadefryd, som opstår, 

når vi præsenteres for typecastede vanskabninger 

og mentale særtilfælde? 

Hvis sidstnævnte er tilfældet, består vores fa- 

scination af det klamme og frastødende, i lighed 

med gys og horror, af en glæde over ikke selv at 

gennemleve det helvede, som de implicerede står 

over for. Det moralske element har dog et noget 

andet fortegn, og den klassiske teenage-gysers 

Final Girl vil som oftest være den første til at for- 

lade showet på den øde ø. Helt udstødt og fortabt 

ville det jomfruelige væsen for alvor bende sig, i 

selskab med de promiskuøse og letsindige unge 

mennesker på Paradise Hotel (Fox, 2003). Kysk og 

ædruelig ville den stakkels pige møde en genera- 

tionskløft af dimensioner, sat til bords med reality- 

tv’s svar på tre uger i Bulgarien med Ung Rejs. 

”Social eksklusion og forræderi 

er blevet rutine i en 

medieverden, hvor kampen 

om seerne er hårdere end 

nogensinde før”. 

Ø-ekspeditionen Robinson er fortsat dansk 

reality-tv’s øverstbefalende og har ifølge Gallup 

hverken problemer med at udkonkurrere det om- 

debatterede Sandhedens Time eller de lignende 

amerikanske shows. 

Men konkurrencen har medført en klar skær- 

pelse af de prøvelser, som øboerne udsættes for. 

Senest har en torturekspert kritiseret program- 

mets lemfældige omgang med torturmetoden 

waterboarding, en forhørsmetode der kan karak- 

teriseres som simuleret drukning. To deltagere 

blev stillet klare konkurrencemæssige fordele i 

sigte ved brug af instrumentet foran dem, men 

begge fravalgte muligheden med henvisning til 

de traumatiske følger, den ngerede nærdødsop- 

levelse kunne medføre for ofret. 

Som seere har vi unægtelig en fornemmelse af, 

at testen ikke rummer et egentligt potentiale for 

torturudøvelse. For reality-tv er nok en pirrende 

reality – men mest tv. Og det er kontrakten mellem 

seer og tekst. Bliver ”reality” til rigtig virkelighed 

forsvinder charmen ved de moralske dilemmaer 

og de svedige skænderier. Vi vil hellere under- 

holdes end konfronteres, og det, der udspiller sig 

foran kameraet, må ikke være ægte. Men det må 

gerne se ægte ud. 

Af Mathias Ravn, stud. Film- og Medievidenskab 

11

Væmmelsens 

fascination 

Du stikker hovedet under dynen efter du har pruttet, 

du presser en bums ud på spejlet og slikker på et nivolt 

batteri. Det klamme, væmmelige og ubehageligt 

har en tiltrækningskræft- både i virkeligheden 

og på skærmen . I biografsædet er alting tilladt, og 

vi nyder det. Et hoved går i opløsning, blod bliver til 

slim og galde, bræk og indvolde vælter frem som en 

hær af soldater, der ikke ved, om de vil skræmme, 

frelse eller befri - En ting er de dog enige om. De vil 

for enhver pris facinere! 

Johnny Knoxville brækker sig. Han har netop spist 

imellem 20 og 30 æg. Jeg har set på. En mand på 

jagt efter 50.000 dollars samler hønsefødder op 

med munden fra et bad af maddiker i Fear Fac- 

tor. Millioner af mennesker over hele verden ser 

med. En amerikansk soldat skyder en vietnamesisk 

mand igennem hovedet på klods hold. Et af de 

mest berømte pressefotos nogensinde. Næsten 

alle mennesker i den vestlige verden har set det. 

Men hvorfor gør vi det? Hvorfor læser vi om og ser 

ting, der er ubehagelige? Hvorfor er vi på samme 

tid frastødt og tiltrukket af det klamme? Dette er et 

indblik i de biologiske og evolutionspsykologiske 

årsager til væmmelsens fascination. 

Væmmelsens oprindelse 

Grundlæggende er følelsen væmmelse en biolo- 

gisk respons på en risiko for forgiftning af kroppen. 

Denne respons er opstået for mange millioner år 

siden, og er så stærk at både mennesker og dyr, 

der har indtaget en fødekilde, der har medført for- 

giftning, vil undlade af spise denne fødekilde i en 

lang periode efter forgiftningen. Da væmmelsen 

oprindeligt er opstået for at komme af med en 

forgiftning i mavesækken, reagerer kroppen i dag 

på følelsen på samme måde, som hvis den skulle 

skille sig af med en forgiftning. Derfor er kvalme 

og endog opkast en basal del af følelsen væm- 

melse, også selvom årsagen til væmmelsen i dag 

kan forårsages af andet end føde. 

Faktisk kan ethvert objekt, der virker urent, og som 

bryder igennem sanseapparatet, synes væmme- 

ligt. Det kan være igennem smag, lugt, berøring, 

hørelse eller syn. Et eksempel på dette er menne- 

skets opfattelse af lig. Døde mennesker er ulækre, 

og det er de, fordi omgang med lig har været far- 

ligt for vores forfædre. At være tæt på et lig, hvis 

immunsystem ikke længere fungerer, har medført 

fare for at blive smittet med ligets bakterier. Men- 

nesker har altså udviklet et handlemønster, der 

gør, at vi synes, at lig er klamme, men hvorfor for- 

lader vi så ikke biografen, når Jason Bourne laver 

mennesker om til lig i stakkevis, eller når zombier 

er ude efter Mila Jovovichs hjernemasse i Resident 

Evil? 

Væmmelsen som motivator 

For at forstå, hvordan hjernen reagerer på væm- 

melse, er det nødvendigt at forstå, hvorfor hjernen 

ser ud, og opfører sig som den gør. Evolutionspsy- 

kologien bygger på, at den moderne hjerne er et 

resultat af en udvikling på hundreder af millioner 

af år. Startende med krybdyrhjernen og munden- 

de ud i menneskehjernen. Den moderne menne- 

skehjerne er center for følelser eller mere præcist 

emotioner, hvilket vil sige en sammensætning af 

følelser. Emotioner og følelser er i bund og grund 

motivation for al handling. Mennesket vil føle sult 

og derefter spise. Mennesket vil forelske sig og 

få lyst til at blive sammen med én given partner. 

Mennesket vil føle vrede og få lyst til at angribe. 

Følelserne er faktisk ofte så stærk en motivations- 

faktor, at rationel adfærd tilsidesættes fuldstæn- 

dig. Når John McClane jagter Hans Gruber tænker 

vi ikke, at nu er det også vigtigt, at skurken får en 

retfærdig rettergang. I stedet kan vi ikke vente på, 

at han får en omgang John. McClanes vrede moti- 

verer altså hans adfærd, uden at rationel tænkning 

er nødvendig. Vi behøver ingen yderligere forkla- 

ring. Vi kan se at McClane er vred, derfor handler 

han, som han gør. 

På samme måde er væmmelse en følelse, der har 

til hensigt at fremme en bestemt adfærd, nemlig 

at undgå det objekt, som skaber væmmelsen. Fø- 

lelsen er blevet til, fordi de dyr, der har undgået 

lig og forgiftning igennem mad, har overlevet 

længere og fået mere afkom. Det giver sig selv, 

at individer, der ikke har afsky for rådden mad el- 

ler smittekilder, vil blive syge og dø og altså ikke 

få afkom. Når en handlingstendens har så klar en 

fordel, vil den i løbet af en årrække (fra tusinder til 

millioner af år), blive dominerende i alle individer. 

Men hvis det er så naturligt at være frastødt af det 

væmmelige, hvorfor er vi så alligevel interesserede 

og fascinerede af det? 

Væmmelsen som kilde til opstemthed 

En del af forklaringen på fascinationen af væm- 

melse, er at mennesker og især unge mennesker 

eftersøger oplevelser, der gør dem opstemte. De 

søger, hvad der med et engelsk udtryk kaldes 

”arousal”. Arousal forekommer, når hjernen på 

grund af en række sansninger klargør hjerne og 

krop til en eller ere handlinger. Alt efter hvilke 

sanseoplevelser hjernen modtager, og hvordan 

den bedømmer behovet for arousal, vil den udskil- 

le hormoner og neurotransmittere, der forstærker 

eller ændrer kommunikationen imellem en nerve 

og en celle og dermed øger evnen til at sanse. 

Visse sansninger vil medføre et stærkt respons i 

hjernen - en stor arousal. Hører man for eksempel 

et rovdyr i sin nærhed - i virkeligheden eller på 

lm - vil hjernen lynhurtigt forberede kroppen, der 

reagerer med en stigning i puls, stigning i blodtryk, 

udskilning af adrenalin og kortisol og nedlukning 

af fordøjelsessystemet. Når mennesket er opstemt 

,vil nerve- og celleområder blive mere aktive og 

følsomme. Man vil opleve, at ens sanser bliver skar- 

pere, og at ens koncentrationsevne øges. Man kan 

altså sige, at opstemthed, er det at føle sig lysvå- 

gen - klar - levende. 

For vores forfædre har denne mekanisme været 

livsnødvendig, når de skulle bevæge sig i svært ter- 

ræn, opdage et muligt rovdyr eller klare en kamp- 

eller ugtsituation. Da hjernen ikke er i stand til at 

skelne imellem synsindtryk fra en tredimensionel 

verden og en todimensionel (en skærm), vil hjer- 

nen sætte den samme form for respons i gang, 

hvis den ser en farlig situation på et biograærred, 

som hvis den oplevede den i virkeligheden. Og 

her ndes en af grundende til vores fysiske ople- 

velse af lm. Ser vi en gyserlm, stiger vores puls, 

vi får gåsehud og vi sveder. Og ikke mindst får vi 

en mental oplevelse af at være til stede og klar, og 

det er lige præcis denne følelse, der er vigtig her. 

Det, at hjernen klargør kroppen til en respons på 

en farlige eller væmmelig oplevelse, kan være en 

meget stærk positiv følelse. 

Væmmelsens rus 

En anden relevant mekanisme er menneskets be- 

hov for og tilfredsstillelse ved at klare udfordringer. 

Kroppen bliver gjort klar til en given udfordring 

som beskrevet ovenfor og overvindes udfordrin- 

gen, vil der udskilles en række hormoner i hjernen, 

der giver en øjeblikkelig lykkefølelse og sænker 

stressniveauet. De mest almindelige måder at få 

denne lykkefølelse er igennem sex og spisning. 

Større udfordringer giver imidlertid større beløn- 

ning og typisk gælder det, at jo mere en handling 

strider imod fortsat overlevelse og mulighed for 

at få afkom, jo ere stresshormoner vil handlingen 

udløse, og jo større bonus i form af lykkehormoner 

vil man få når udfordringen klares. Derfor får man 

en utrolig rus af at springe ud med faldskærm el- 

ler bestige Mount Everest. For er der noget, der er 

imod menneskets natur, så er det at kaste sig ud 

fra store højder. På samme måde kan man over- 

vinde en indre udfordring ved ikke at handle, som 

hjernen vil have én til - at stikke af - når den oplever 

noget ulækkert. Ved at sige til sig selv (bevidst eller 

ubevidst): ”Jeg bliver stående/siddende,” og ved 

rent faktisk at gøre det, vil man overvinde en indre 

udfordring og dermed få et positivt respons i form 

af lykkehormoner. 

Den konsekvensløse væmmelse 

Vi er vant til at handlinger medfører konsekvenser. 

I ktionens univers kan vi imidlertid opleve hæn- 

delser, uden af de får konsekvenser for os. Det er 

endnu en væsentlig årsag til at vi lader os under- 

holde af det ulækre. Hvis det at se JackAss betød, 

at vi selv skulle opleve de smerter, opkastninger og 

alverdens klamme og farlige ting, som Bam, Knox- 

ville & Co. boltrer sig i, var det de færreste, der ville 

se med. Vi kan imidlertid se, hvad de foretager sig 

og opleve lidt af ubehaget uden at skulle udsætte 

os selv for fare. Når vi hører, at Johnny Knoxville 

vil skyde sig selv med en pistol for at afprøve en 

skudsikker vest, kan vi ikke lade være med at tænke 

over, hvad der vil ske, simpelthen fordi mennesker 

har en tendens til at nde ukendte ting interessan- 

te. Vi er nysgerrige. Nysgerrigheden hænger sam- 

men med vores hang til at lære og vores trang til at 

udforske. Igennem evolutionen har dyrs og men- 

neskers behov for at udforske det ukendte gjort 

os i stand til at lære nyt, nde nye måder at samle 

føde på, spise på, bo, jage, lave redskaber osv. Vi er 

nysgerrige overfor handlinger foretaget af andre 

væsener. Hvis en person foretager en handling, 

der er anderledes, måske endda en handling, vi 

aldrig selv ville foretage - en ulækker eller farlig 

handling - er vi interesserede i at nde ud af, hvad 

der sker med vedkommende. 

Væmmelse på afstand 

Den oprindelige væmmelse, som udsprang af 

smittefare, er blevet udløst af et eller ere san- 

seindtryk. Lugt, synsindtryk, smag og måske 

følesans eller lyd. Oplever man væmmelige ting 

på en biograf eller tv-skærm, vil sanserne være 

reduceret til to: syn og hørelse. Det betyder, at det 

er nemmere at distancere sig fra det væmmelige. 

Kun de færreste vil have lyst til at se en splatterlm, 

hvor lugtindtrykkene af død og fæces følger med. 

Den adfærd hænger sammen med hjernens evne 

til at realitetsvurdere. Synsindtryk yder direkte 

fra øjnene til hjernens synscenter i baghovedet, 

hvorefter de får en følelsesmæssig markør, alt efter 

hvilken erfaring hjernen har med det gældende 

synsindtryk. Allerede her begynder kroppen at 

reagere, og ser man noget farligt, udskilles stres- 

shormoner. Først herefter når impulserne fra syns- 

indtrykkene hjernens center for bevidst tænkning. 

Her vil hjernen realitetsvurdere en given situation: 

Hvor farlig er den, og hvilke handlemuligheder er 

der? Da tilskueren til en væmmelig handling godt 

ved, at han er i biografen, vil han ikke reagere 

motorisk, men da forberedelsen, til den bevidste 

handling allerede er foretaget ubevidst, vil blod- 

tryk, puls og hormoner være på samme niveau 

som i en rigtig farlig situation. Det samme gælder 

væmmelige synsoplevelser. Vi reagerer, som om vi 

oplever dem i virkeligheden, men ved godt at det 

ikke sker for os, at det ikke smitter, og derfor er vi 

villige til at opleve væmmelige ting på en skærm, 

som vi ikke ville bryde os om at opleve virkelighe- 

den. Samme mekanisme er i spil ved interessen 

for virkelighedens væmmelige begivenheder. 

Mange vil være nysgerrige overfor et trakuheld, 

men kun fordi de er i stand til at distancere sig fra 

det, hvis de ønsker det. De kan gå væk eller kigge 

væk efter behag. 

Af Ulrik Scheibye Stud. Cand. Medievidenskab 

Den fascinerende væmmelse 

Forklaringen på, at vi nder væmmelsen både fra- 

stødende og tiltrækkende, er kort fortalt, at der er 

modsatrettede emotioner på spil. På den ene side 

de emotioner, der har til formål at holde os sunde 

og raske, og på den anden side de emotioner der 

får os til at overvinde udfordringer og undersøge 

nye fænomener. Når JackAss, Fear Factor og gyser- 

og voldslm er blevet så populære i den vestlige 

kultur, er det altså ikke nødvendigvis et tegn på, 

at moderne mennesker er afstumpede eller har 

voldelige tendenser. Vores hjerne fortolker blot de 

sanseoplevelser, den modtager og reagerer ved at 

udløse følelser, der motiverer en bestemt adfærd. 

Nemlig den adfærd, der har været mest hensigts- 

mæssig for vores forfædres evne til at overleve. 

13

En kæreste alle har set... 

UDVIKLING AF SEKSUELLE IDENTITETER PR MMS 

En sociologsik undersøgelse 

Foto: Tina Louise Hunderup 

Artiklens empiriske grundlag er en kvalitativ undersø- 

gelse af de forståelsesrammer, som gymnasieelever 

italesætter skik og brug af mobilkameraet inden for. 

Konkret: 6 fokusgruppeinterviews med 1.g-elever fra 

provinsgymnasier. Navne på personer og byer er op- 

digtede, men er forfatterne bekendt. 

For introducerende og inspirerende læsning om fo- 

kusgruppeinterviewet som metode og ikke mindst 

om metodens epistemologiske begrænsninger og 

muligheder se fx: Jakob Demant: ”Fokusgruppen 

– spørgsmål til fænomener i nuet”. I: Bjerg, Ole & Vil- 

ladsen, Kasper(red.)2006: Sociologiske metoder. Sam- 

Tre piger fra 10. klasse i Sydby er alene 

hjemme en aften. De nder mobilkameraerne 

frem og fotograferer 

hinanden poserende kælent foran 

kameraet kun iført g-streng. Senere 

siger en dreng fra gymnasiet, at de vil 

blive ”vildt populære”, hvis de sender 

billederne til ham. Det gør de så, og 

billederne orerer herefter blandt alle 

unges mobiltelefoner i Sydby. 

Uden den hurtige MMS-formidling af de intime 

billeder var de tre piger nok ikke blevet Sydbys 

”piger uden tøj på”. Kameratelefonen spiller en 

central rolle i denne historie – ligesom den også 

mere generelt er blevet et vigtigt socialt medie i 

mange gymnasieelevers hverdag. 

Denne artikel vil ikke lægge sig i forlængelse 

af en medieopfattelse, hvis primære udtryk har 

været en moraliserende forbavselse over det høje 

antal MMS’er i Lærkes indbakke og Søren, der ikke 

er ”rigtigt tilstede” ved middagsbordet, fordi han 

backstager via mobilen med sine venner. Dette 

perspektiv trækker, som vi ser det, desværre for 

meget på guren ’de unge vs. Samfundet’. En - 

gur med to faldgruber: 1) da man ikke inddrager 

mobilbrugens sociale kontekst, har man kun blik 

for ’betydningsløse’ fakta og parametre som for 

eksempel antallet af SMS’er pr. time. 2) da man 

tilsyneladende opfatter ”unge” som en gruppe, 

der endnu ikke er en fuldgyldig del af samfundet, 

interesserer man sig mest for mobiltelefonen som 

et forstyrrende og foradigende element i ”de un- 

ges” udvikling til gode samfundsborgere. 

”Den stereotype historie om 

pigen, der har været sammen 

med for mange, bliver 

nu via mobilteknologiens 

mangedobling af blikket til 

historien om – og skrækken 

for at blive – pigen, der er set 

af for mange.” 

Spørgsmålet om mobilkameraets betydning 

som medie stilles derfor ofte forkert. Man bør i ste- 

det , eller i hvert fald også, stille spørgsmålet på de 

unges præmisser: Hvad tænker Lærke, når billedet 

af de tre piger bipper ind på mobilen, og hvad er 

det, der optager Søren under middagen? 

I stedet for at forblændes eller bekymres ved 

synet af nye teknologier i ”unges” hænder, vil 

vi forsøge at fokusere på det relationelle; på de 

forbindelser mellem gymnasieelever, som er 

afgørende i deres hverdag. Her må det centrale 

være de betydningsskabende interaktioner de 

unge imellem, som foregår i og omkring brugen 

af mobilkameraet. Mobilen giver og gives betyd- 

ning i en konkret social kontekst; hverdagene og 

festerne med gymnasiet som omdrejningspunkt. 

En sociologisk undersøgelse af gymnasieelevers 

mobilskik og -brug må derfor nødvendigvis også 

undersøge, hvad der er på spil i den forståelses- 

ramme, der muliggør gymnasieelevernes ople- 

velse af det ungdomsliv, hvis højdepunkter mo- 

bilens snapshots videreformidler. 

Til undersøgelsen af dynamikken i en sådan fæl- 

les forståelsesramme er fokusgruppeinterviewet 

en produktiv, måske den eneste, metode. Her skal 

blot skitseres et bud på hvilken viden, hvilke nye 

spørgsmål, en sådan undersøgelse kan bibringe. 

Hun var selv ude om det 

Blandt gymnasieeleverne fandt vi forskellige va- 

riationer over en særlig social forståelse, hvis logik 

artikuleres i det, vi vil beskrive som egenskyld-dis- 

kursen. Denne forståelse var særlig udtalt da en fo- 

kusgruppe fra Sydby præsenterede historien om 

de tre piger fra 10. klasse, der havde fotograferet 

hinanden kun iført g-streng. 

Første del af episoden tager sig ud som et klassisk 

eksempel på en historie, hvor teenagepiger sam- 

men udfolder og udforsker et prøvende bud på 

en seksuel identitet. At billederne efterfølgende 

er set af alle unge i byen, er måske ikke lige sagen 

i et ungt menneskes liv. 

Dette perspektiv er imidlertid fuldstændig fravæ- 

rende i fokusgruppens diskussion af episoden. De 

afgørende elementer er derimod 1) at pigerne selv 

har taget billederne 2) at de selv aktivt erotiserer 

egne kroppe og ikke mindst 3) at de selv har sendt 

billederne videre i første omgang: 

Af Malte Conrad, Mattias Jørgensen, Jacob Lunding og Stinne Ø. Poulsen, stud.scient.soc. 

Liv: Så er man kraftedme også for dum. 

Mia: Så er man virkelig for dum 

Julie: Jamen er hun ik’ dum. Han siger til hende 

”jamen du bliver populær” – ”Nå men, okay så”.. 

Rikke: Altså, jeg arbejder sammen med hende den 

ene, og jeg kan næsten ikke se hende i øjnene. 

Jeg synes.. 

Mia: Det er klamt 

De tre piger er altså ikke alene dumme, fordi de 

selv kunne have forudset den eksplosive distri- 

bution af billederne, de er også ”klamme” piger, 

man ikke kan se i øjnene. Disse to perspektiver 

indgår tilsammen i den dømmende logik, som 

udspringer af egenskyld-diskursen. Denne logik 

erner også ansvaret fra dem, der videresender 

billederne: Har de fotograferede selv medvirket 

aktivt, er den, der videresender billederne, uden 

ansvar og skyld. 

Historien var massivt tilstede i byen. Vi hørte ek- 

sempelvis også om episoden i de to andre fokus- 

grupper i Sydby, der diskuterede historien ud fra 

samme logik. Træder man et øjeblik ud af denne 

logik, og forestiller sig et ungdomsliv i Sydby, anes 

alvorlige personlige konsekvenser for de tre piger. 

Historien følger i hælene på en og begrænser mu- 

lighederne for udvikling af andre identiteter, idet 

man konstant fastholdes som ”pigen på billedet”. 

Og i en lille by som Sydby kan historien også løbe 

foran en og dermed performe en uattraktiv iden- 

titet for en, således at man i andres – også frem- 

tidige bekendtskabers – øjne bliver til ”pigen, der 

selv var ude om det”. 

At en sådan uattraktiv identitet kan blive varig og 

fastlåst hænger sammen med et andet element i 

diskursens logik, som pigerne i en anden fokus- 

gruppe i Sydby her udfolder: 

Lykke: De der piger, der har taget de der billeder, 

de har jo også alle sammen sagt, at de 

åh, nu fortryder de det helt vildt meget og sådan 

noget… Men det kan man jo altid 

komme og sige bagefter, altså, det burde man 

have tænkt på lidt før, ik? Altså, nu er de 

blevet gjort til grin med det og så. 

Maria: Der er jo ikke nogen, der har tvunget dem 

til at sende dem rundt, vel? 

15

Lykke: Nej præcis. 

Denne diskurs’ logik udelukker altså – i foucault’sk 

forstand – mulighederne for at fortryde; et sådant 

fortrydende udsagn opfattes som et ikke-ud- 

sagn. 

Stakkels pige eller slutty ho 

Hvor tilsyneladende virkningsfuldt koderne i 

denne logik fungerer, bliver særlig tydeligt, når 

der dømmes ligeså eektivt ud fra samme logik 

– blot med omvendt fortegn. 

I Sydby hører vi også historien om Lykke, der, 

mens hun sov kun iført trusser, fotograferes af 

sin daværende kæreste. Efterfølgende bliver bil- 

lederne sendt rundt mellem Sydbys unge. Her 

fremhæver fokusgruppen Lykkes passive rolle: Der 

lægges især vægt på, at hun umuligt selv kan have 

taget eller sendt billedet, og at hun på ingen måde 

selv deltager i erotiseringen af sin krop: Hun sover 

og savler. Lykke er det dermed ”synd” for. Egen- 

skyld-diskursen gælder altså også her blot med 

omvendt fortegn. Og hverken kæresten eller de, 

der efterfølgende videresendte billedet, går fri, 

men betegnes i stedet som ”tarvelige”. 

Når pigerne i et og samme fokusgruppeinter- 

view idømmer de tre piger fra 10. klasse en uat- 

traktiv identitet og frikender Lykke, synes logik- 

ken åbenbar: Det er hverken motivet på billedet, 

afklædte teenagepiger, eller omfanget af udstil- 

lelsen, der afgør hvor alvorlige konsekvenser mo- 

bilbillederne får for pigernes identitet. Det afgø- 

rende for, om man bliver ”slutty ho” eller stakkels 

Lykke, er snarere, om man efterfølgende vurderes 

som aktiv eller passiv i et spil om seksualisering og 

distribueringen af denne. 

Skrækken for at være pigen, der er set 

af for mange 

Sara: Min kæreste sagde til mig i går, fordi han skal 

sælge sin mobil og så skal vi jo ha’ slettet alt på den, 

og så snakkede vi om, hvad der ville ske hvis en af 

vores telefoner blev væk, og så sagde han at nok 

ikke ville komme sammen med mig mere i sådan 

en situation [hvor et nøgenbillede af Sara skulle 

slippe ud], for han ville ikke have en kæreste som 

alle havde set. Altså... 

Den mere upåagtede selv- og seksualitetsforstå- 

else, Sara her formulerer, problematiseres ikke i 

gruppen. Kærestens holdning deles tilsyneladen- 

de både af Sara og de andre piger. Denne selv- og 

seksualitetsforståelse er knyttet til en idé om ren- 

hed og uskyld. Den stereotype historie om pigen, 

der har været sammen med for mange, bliver nu 

via mobilteknologiens mangedobling af blikket til 

historien om – og skrækken for at blive – pigen, der 

er set af for mange. 

”Hvad er det, der er på spil, 

når det er synd for Lykke 

men sejt af Lars, at de begge 

kan og må leve med, at nøgenbilleder 

af dem orerer i 

byen?” 

Den opfattelse af seksualitet, Sara italesætter, 

trækker på en snæver skabelon for kvindelighed, 

der begrænser mulighederne for at udfolde og af- 

prøve forskellige bud på en seksuel identitet. Den 

kan blive problematisk for Sara på mange måder 

– men også for Saras kæreste, der ikke længere kan 

være sammen med en pige (han må formodes at 

holde meget af ), hvis hun er set af for mange. 

Er denne lokale diskurs et fragment af en mere 

global diskurs, så er det nok ikke kun i forhold til 

Saras og hendes kærestes seksualitetsforståelse, at 

mobiltelefonen indskriver sig i – og intensiverer, 

en moraliserende og potentielt begrænsende 

renhedsdiskurs. 

Stiv pik i bussen 

Da Lars under en festlig bustur med vennerne og 

”en orn’li pose bajere” på vej hjem fra et fodbold- 

stævne går kold, hiver vennerne bukserne af ham 

og tænder mobilkameraerne. For at lme hans pik 

stiv, råber de navne på piger, som, Lars synes, er 

lækre. Midt i det hele sender de optagelserne til de 

pågældende piger, der foruden at være smålækre 

også er lidt ældre end Lars. 

Da Lars præsenterer denne historie for drengene 

fra klassen, fremstår han som den, der har mest 

erfaring med piger og byture. Han afslutter fortæl- 

lingen med, måske overraskende, at konkludere, 

at det var da meget sjovt, lidt pinligt måske, men 

noget de alle sammen grinte af. Han lader til at 

være uberørt af historien, ligesom han kender pi- 

gerne bedre i dag og har overskud til at smile af 

det: ”Altså ,det er fuldstændig lige meget, jeg ved 

ikke, om de også har glemt det, men det tror jeg 

ik’, de har. Det var noget af et syn”. 

Gruppen stiller ikke spørgsmålstegn ved Lars’ 

fremstilling, men det er tydeligt, at de ikke kan 

forestille sig selv i hans position; hverken som den, 

der blev udstillet, eller den, der efterfølgende for- 

mår at redde den hjem. 

En episode, der kan betragtes som alvorligt 

seksuelt grænseoverskridende, vender Lars til en 

historie om nogle lidt ældre piger, der ikke kan 

glemme synet af hans pik. En historie, der på pa- 

piret synes farlig, kan således når den præsenteres 

fra den rette position på den rette måde udlægges 

som ufarlig; ja, den kan ligefrem forhandles til en 

vinderhistorie. 

Mobilen og kønnet 

I elevernes diskussion af nøgenbillederne syntes 

egenskyld-diskursen at gøre sig gældende uden 

et bestemt køns- eller seksualitetsperspektiv. Lars’ 

vinderhistorie antyder dog, at egen-skyld-diskur- 

sens logik og den kønnede renhedsdiskurs kan 

hænge sammen. Hvad er det, der er på spil, når 

det er synd for Lykke, men sejt af Lars, at de begge 

kan og må leve med, at nøgenbilleder af dem 

orerer i byen? Når de tre piger i Sydby foruden 

at være ”pigerne, der selv var ude om det” også 

italesættes som ”slutty ho’s”, skyldes det så en lo- 

gik, der trækker på den samme renhedsdiskurs, 

som kunne gøre Sara uattraktiv for sin kæreste? 

Mobilkameraet som socialt medie synes hermed 

også at indskrive sig i reproduktionen af en over- 

ordnet kønsforståelse, hvor det i særlig grad er 

piger, der kan seksualiseres på en forkert måde. 

Af Erik Pardos Olsen, stud. Film – og Medievidenskab 

Kunsten 

ud i det klamme 

- Takashi Miikes frastødende lm 

Takashi Miike er l’enfant terrible 

både indenfor japansk 

lm og på verdensplan. I sine 

lm bombarderer han publikum 

med de mest ulækre 

former for vold, splatter 

og seksuelle fetischer. Men 

hvad er pointen med de frastødende 

billeder - er det 

exploitation eller kunst? 

17

Ved en premiere på Takashi Miikes Ichi the Killer 

blev der uddelt brækposer ved indgangen - med 

lmens logo på. En usædvanlig form for merchan- 

dise, men så vidste publikum, hvad de gik ind til. 

Nogle mener, at Miike blot provokerer 

og chokerer uden at have nogen dybere mening 

med det. Andre mener, at lmene er intelligent 

kunst og indeholder kommentarer til samfundet 

og mediekulturen i sig selv. Måske er den eneste 

røde tråd i Miikes vidt forskellige lm, at han har en 

speciel kreativ energi, der ofte udmønter sig i det 

”klamme”, men også i det smukke – i en slags klam- 

hedens æstetik. Nogle scener er nærmest smukke 

og ulækre på samme tid. Tag f.eks. Visitor Q, hvor 

sønnen i en nedbrudt familie hader sin mor, men 

til sidst lægger sig beroliget ned i en pøl af hen- 

des brystmælk og vaginale væsker. På den måde 

vil en Miike-lm enten frastøde eller tiltrække dig 

afhængigt af, hvor dine grænser går. 

Audition - lm og samfund i forandring 

Takashi Miike er blevet anklaget for kvindehad på 

grund af volden mod kvinder i hans lm. Men i 

Audition er det mændene, der bliver ofre for en 

kvindes voldsudgydelser. Filmen betragtes som 

Takashi Miikes hovedværk og blev hans interna- 

tionale gennembrud på festivalerne i 2000. 

Audition starter som et romantisk 

drama og forvandler sig cirka halvvejs igennem 

til en thriller. Histo- 

rien er simpel 

og følger den 

ensomme 

enkemand 

A o y a m a , 

der vil 

nde sig 

en ny 

kone og med sin vens hjælp får arrangeret en 

”falsk” audition for en lm, der ikke vil blive lavet. 

Her falder han for den smukke, stilfærdige Asami, 

og de indleder et forhold. Men det viser sig, at 

begge har en mørk fortid. 

Takashi Miike har selv erklæret, at han 

bevidst gjorde den første time af lmen langsom 

og kedelig med den hensigt, at publikum ville 

sidde utålmodige og vente og blive mere og mere 

spændt på den ”klamme” del. Det klamme har her 

en langsom, kold og klinisk kameraføring, så vi kan 

registrere det hele i alles dets klamheder. Vi skal 

føle os ligeså lammede som Asamis oer, når hun 

stikker lange nåle i maven og ind bag øjnene på 

ham og stille og blidt siger: ”Kiri kiri kiri!” (”Dybere, 

dybere, dybere!”) 

”Det klamme har her en 

langsom, kold og klinisk 

kameraføring, så vi kan registrere 

det hele i alles dets 

klamheder. ” 

Men Audition er ikke kun en chokerende thriller; 

den fokuserer også på personerne og deres bag- 

grunde. Aoyama er en mandschauvinist, og hans 

sexisme og naivitet overfor den tilsyneladende 

harmløse Asami bliver hans fatale fejl. Takashi Mi- 

ike mener selv, at kvindefrigørelsen i det japanske 

samfund ikke er en afsluttet proces, ’Deep down 

men still want to be in control. Women rebel 

against this. [...] This has been going on for a long 

time, but much time is still needed.’ 

Miike benægter dog, at lmens tema 

er kønnenes kamp. Aoyama og Asami er 

ikke symboler på henholdsvis sexisme og 

feminisme. På trods af Miikes afværgende og 

selvironiske svar i interviews (‘I can’t pretend to 

know what I’m doing’), er den samfundskritiske 

tematik ikke til at misse i Audition. Filmen er i sid- 

ste ende et studie i både to individer og det 

samfund, hvori de er blevet (van)skabt 

og har fundet hinanden. Fremstillin- 

gen af dette samfund er måske det 

virkelig ”klamme” ved lmens verden. 

Og både lmen og samfundet går gen- 

nem en svær, men nødvendig forandring. 

Ichi the Killer - kærlighedens smerte 

Ichi the Killer blev Miikes næste klamme hit. Her 

bender vi os i yakuza-underverdenen (yakuza = 

japanske gangstere) med betydeligt mere action, 

humor, tempo og splatter end i Audition. Filmen 

er stiliseret lige fra start: Titlen toner computerani- 

meret frem fra et nærbillede af en klat sperm. 

Filmen leger med forskellige fremstil- 

linger af vold gennem Ichis mord på yakuza´er og 

masochisten Kakiharas tortur af sig selv og andre. 

Man kan skelne mellem den komiske, overdrevne 

vold og den ubehagelige, realistiske, klamme vold. 

Ved at vise scener med begge slags vold i samme 

lm, ofte hurtigt efter hinanden, får Miike os til at 

tænke over, hvordan vi opfatter vold på lm. Vi gri- 

ner, når Kakihara skærer sin egen tunge af (som en 

undskyldning overfor sine bosser og som en slags 

masturbation). Men vi griner ikke, når en kvinde på 

et tidspunkt (ufrivilligt) får skåret brystvorterne af. 

Personerne i lmen har ingen grænser, men hvor 

skal vores egne grænser gå? Er vi egentlig selv ma- 

sochister, når vi udsætter os selv for sådan en klam 

lm - eller er vi sadister, fordi vi nyder det? Filmen 

tvinger os til selv at reektere over det. 

Af Miikes lm er Ichi the Killer oftest ble- 

vet beskyldt for at være exploitation grundet dens 

eksplicitte, chokerende scener. Ichi er netop alt 

andet end exploitation, fordi brugen af både den 

’underholdende’ og den ’ubehagelige’ vold løfter 

lmen op på et metatekstuelt niveau og spørger 

til vores egentlige ’forbrug’ af vold på lm. 

”Nogle mener, at Miike blot 

provokerer og chokerer 

uden at have nogen dybere 

mening med det. Andre mener, 

at lmene er intelligent 

kunst og indeholder kommentarer 

til samfundet og 

mediekulturen i sig selv” 

Visitor Q - når alle tabuer brydes 

I Visitor Q (2001) kommer vi tæt på en kernefamilie 

i opløsning – og familien har virkelig problemer. 

Faren er falleret reporter og forsøger sig med et 

comeback i form af et reality show om sin familie. 

Pædoli, prostitution og tæsk. Han har haft sex 

med datteren - mod betaling. Moren er også pro- 

stitueret, samt junkie, og bliver tæsket af sønnen. 

Sønnen bliver mobbet på det groveste af drenge 

fra skolen. Faren har for travlt med at lme det hele 

til at forholde sig følelsesmæssigt til noget af det. 

Det lyder måske ekstremt, og det er 

det. Men lmen er faktisk en god gang satire over 

den reality-kultur, vi lever i, hvor det hele skal være 

så intimt og ekstremt som muligt, indtil menne- 

skene selv mister deres normer og grænser. Gam- 

meldags, ”kedelig” journalistik slår ikke længere til 

- i én scene prøver familiefaren at interviewe nogle 

tilfældige unge på gaden, men bliver overfaldet 

og får mikrofonen stoppet op i røven. 

”Miike har aldrig helt passet 

ind i en genre-bås og siger 

selv, at han bare gerne vil 

afspejle alle sider af virkeligheden.” 

I Visitor Q bliver alle tabuer brudt, indtil lmen når 

et højere, humoristisk niveau, hvor vi kommer os 

over brækfornemmelserne og i stedet begynder 

at grine. Miikes klamme humor har en forløsende 

eekt overfor de alvorlige emner, og Visitor Qs hu- 

mor er dér hele vejen igennem, selv når det er så 

klamt, at man næsten skammer sig over at grine. 

En mands nekrole forsøg ender med, at han sid- 

der fast i det rigor mortis-ramte lig. Det er unæg- 

teligt klamt - og komisk! 

Kunst eller exploitation? 

Chok og provokation vil altid sælge en lm, hvilket 

tit udnyttes af talentløse instruktører. Mange ser 

Takashi Miike som sådan og sætter ham automa- 

tisk i bås som exploitationist. Men som vi kan se på 

de tre her udvalgte lm, har Miike både en sans for 

æstetik og for gode fortællinger, der ikke kun har 

en absurd virkelighed som objekt, men faktisk for- 

søger at forholde sig kritisk til den. Miike har aldrig 

helt passet ind i en genre-bås og siger selv, at han 

bare gerne vil afspejle alle sider af virkeligheden: 

”Happiness always exists together 

with unhappiness, like together with dislike or 

disgust [...] A movie is a ow of scenes. If it is a hor- 

ror movie, only horror scenes are shown. Reality is 

more complicated.” 

Takashi Miikes lm bender sig altså 

i denne komplicerede virkelighed, hvor man al- 

drig ved, hvad man kan forvente. Det er levende, 

sprællende kunst, der let kan misforstås som ex- 

ploitation, simpelthen fordi Miike tør krydse vores 

grænser og bryde vores tabuer. 

Anvendte Kilder: 

Agitator: The Cinema of Takashi Miike af Tom Mes 

(FAB Press, 2003) 

Interview med Takashi Miike: Audition (ekstrama- 

teriale på Tartan Asia Extreme DVD-udgivelsen af 

Audition (2002)) 

Chris Campion Film Notes: Audition (ekstrama- 

teriale på Tartan Asia Extreme DVD-udgivelsen af 

Audition (2002)) 

Filmogra Filmogra - 5 vigtige: 

Disse lm lm er Miikes hovedværker, hvor man både 

kan nde nde hans typiske temaer og teknikker, samt 

de klamme billeder han er blevet berygtet for. 

Audition / Ôdishon (1999): Romantisk drama / 

psykologisk thriller 

Dead or Alive / Dead or Alive: Hanzaisha (1999): 

Yakuza-thriller 

Visitor Q / Bijitâ Q (2001): Drama / sort komedie 

Ichi the Killer / Koroshiya 1 (2001): Yakuza-splatter- 

thriller-drama-komedie 

Gozu / Gokudô kyôfu dai-gekijô: Gozu (2003): Ya- 

kuza-thriller / surrealisme 

19

Sex, sekret og spruttearme i et land 

med sushi, sake og spisepinde. Japans 

succesrige anime-tradition og 

dens særlige forhold til erotik og fantasifuldhed. 

Tegnelm der ikke er for 

børn og sarte sjæle. Oishii! 

Lad mig tillade at komme med en antagelse. Por- 

nogra er - skønt vi her i landet kan bryste os af 

at have lovliggjort den i 1967 (på skrift) og 1969 

(på fotogra), stadigvæk et tabubelagt emne, som 

kan fremkalde røde kinder og artikulationsbesvær 

hos gennemsnitsdanskeren, når talen falder der- 

på. Om det skyldes blufærdighed, nypuritanisme, 

kristendommens gode, gamle syndsbegreb el- 

ler andre årsager er for vanskeligt at undersøge i 

denne artikel. Faktum er dog, at porno, især lma- 

tiseret, er en verdensomspændende, magtfuld og 

yderst protgenererende industri, der må siges at 

være kommet for at blive. 

I Danmark og den resterende vestlige verden 

er porno typisk domineret af nogle forholdsvis 

normale fantasier, hvor fokus er på kroppen og 

handlingsplottet ikke just har været afsenderens 

førsteprioritet. Derfor kan det som vesterlænding 

være overraskende at opdage, hvordan fæno- 

menet i Japan stortrives på tegnelm, bizart når 

man stifter bekendtskab med dets genremæssige 

frugtbarhed, og fuldstændigt forkert, når man ser 

en ung pige i skoleuniform blive voldtaget af en 

dæmon, med fangarme væltende ud fra og ind 

i samtlige kropsåbninger. Ikke desto mindre er 

det, hvad ”hentai” har at byde på. Det japanske 

ord for pervers, og betegnelsen for denne type 

tegnelm. 

Sex sælger! 

En del af forklaringen på, hvordan hentai manga 

(tegneserier) og anime (tegnelm) er opstået og 

blevet så toneangivende indenfor japansk porno- 

porno fra Solens Rige 

gra, kan ndes i landets strenge lovgivning på 

området. Således er det indenfor de visuelle me- 

dier strengt forbudt at vise kønsorganer og pene- 

tration. Men er der noget, de undertrykte masser 

historisk set har været dygtige til, så er det at nde 

på kreative løsninger til at opnå det, de begærer. 

Dette stive reglement har dog ikke altid været 

kendetegnet for Japan. I landets traditionelle folk- 

lore er der et væld af erotiske fortællinger. Men i 

takt med at landets grænser så småt blev åbnet 

op for omverdenen i løbet af 1800-tallets sidste 

halvdel, blev den japanske kultur så småt udsat for 

vestens skikke og sædvaner. Eftersom det japan- 

ske censurapparat i kølvandet på 2. verdenskrig og 

under opstartsfasen til landets moderne samfund 

eksempelvis ikke tillod afbildning af penis i erotisk 

manga, måtte tegnerne derfor nde på fantasi- 

fulde erstatninger for at tilfredsstille deres læsere. 

Som substitut kunne auberginer, ål og slanger 

kombineret med læserens fantasi, således gøre 

det ud for den forbudte legemsdel. Hen ad vejen 

har genren således udviklet sig fra at omhandle 

uartige gymnasieelever til i dag at indeholde et 

bredt spektrum af subgenrer. Og det er så her, at 

tentaklerne kommer ind i billedet. 

How the West Was Won 

I og med at videomaskiner i starten af 1980erne, 

så småt begyndte at skyde frem i hjemmene hos 

i-landenes befolkninger, åbnedes der således et 

nyt marked for hentai. USA var allerede før denne 

opndelse et af de lande, Japan eksporterede 

est varer til, og derfor var det også et naturligt 

marked at sælge sine mere bløde varer, i form 

af kulturprodukter. Typisk ville en anime først nå 

Europa efter en tur i USA, hvor den til gengæld 

blev oversat fra japansk til engelsk. Hentai’s gen- 

nembrud udenfor Japan kom i form af Toshio 

Maedas Legend of the Overend fra 1986. Filmen, 

der er den første i en serie, er centreret omkring 

den kiksede gymnasieelev Nagumo, hvis skæbne 

er at blive Ødelæggelsens Dæmon; den smukke 

og uskyldige Akemi, Nagumos kæreste og bærer 

af deres kommende barn, Chōjin’en, et guddom- 

meligt væsen, der skal rense verdenen og skabe 

harmoni og fred; og Amano Jyaku, der som halvt 

menneske, halvt bæst, er sendt fra en anden ver- 

den for at nde Chōjin’en. Allerede her fornem- 

mer man, at denne type hentai og ’normal’ porno, 

svært lader sig sammenligne. Det narrative lag er 

ikke bare til stede, men er så tykt og dystert, at det 

rent faktisk er spændende at se lmen fra ende 

til anden. Stilistisk læner disse lm sig mere op af 

science ction og slasher-lm end af de kødelige 

lyster som typisk er pornoens indhold. Legend of 

the Overend er et glimrende eksempel på dette. 

Kvinder og mænd besat af dæmoner forfører ka- 

raktererne til sex, men i stedet for tilfredsstillelse 

munder det ud i decideret tortur og ydmygelse. 

Kun i én enkelt scene dyrkes der kærlig sex mel- 

lem Nagumo og Akemi. 

Visuel vulgaritet 

Hvornår er det så, tentakel-lmene for alvor ad- 

skiller sig fra resten af hentai? Hvad er det, der er 

så forbandet klamt? I Legend of the Overend er 

der adskillige sekvenser af mennesker, der, når de 

besættes, svulmer op. Nærmest på samme måde 

som en erektion fristes man til at sige. Kroppe 

der skyder et mylder af tentakler ud af fra deres 

indre, lemlæstede kadavere, blod og sperm. En 

af lmens mere kuriøse hændelser, nder sted i 

en scene, hvor Akemi og Nagumo er i gang med 

en erotisk hyggestund. Nagumo er meget nervøs, 

og kommer ved et tilfælde til at få udløsning ud- 

over Akemis ansigt. Kort efter bryder en af deres 

klassekammerater, nu besat af en dæmon, ind i 

lejligheden, hvor de opholder sig, og kidnapper 

Akemi. Hernæst begynder han at slikke Nagumos 

sperm af hendes ansigt, da det giver ham ekstra 

kraft og styrke. 

En anden lm, der tilbyder nogle mindeværdige 

øjeblikke, er Yoshiaki Kawajiris Wicked City fra 1987. 

Handlingen nder sted i en nærfremtids storby, 

og har et meget lm noir-agtigt udtryk. Hovedka- 

raktererne er Taki, menneskeligt hankønsvæsen, 

funktionær i en større virksomhed om dagen, og 

hemmelig agent for en overnaturlig organisation 

om natten; og Makie, et overnaturligt hunkøns- 

væsen og agent for selv samme organisation. 

Filmen udmærker sig ved at have et væld af ube- 

hageligheder, der brænder sig fast på nethinden: 

En kvinde forvandles til en edderkoppelignende 

dæmon med en svulmende vagina dentata og 

begynder at bide ud efter Taki; Makie voldtages 

i munden af en slangelignende dæmonparasit; 

og Taki forsøges hypnotiseret af en dæmon, der 

tryller sig om til en stor, dryppende vagina, på stør- 

relse med ham selv. Delikat er nok ikke ligefrem 

det mest rammende ord i denne sammenhæng. 

De perverses frirum 

Et interessant spørgsmål, der dukker op i forbin- 

delse med Japan og pornogra, er hvordan disse 

meget fantasifulde og grænseoverskridende lm 

overhovedet kan eksistere side om side med dette 

yderst hierarkiske og regelbundne samfund. Her 

spiller det japanske verdenssyn og dets religiøse 

historie ind, for i modsætning til den kristne kul- 

Af Jakob Klinke, stud. lm og medievidenskab 

tur har man ikke de samme syndsregler. Det er 

altså tilladt at have en pervers fantasi, så længe 

den ikke får indydelse på andre mennesker. Så 

hentai fungerer altså som en slags ventil for folks 

lyster. Man kan også spørge sig selv om lmene 

i højere grad fungerer som kritik og reeksion af 

det japanske samfund og den store omstrukture- 

ring landet har været igennem siden 1945. Det er 

i hvert fald interessant at tage i betragtning, at i 

takt med at de traditionelle kønsroller efterhån- 

den er blevet udvisket, som følge af kvindernes 

indtog på arbejdsmarkedet, er hentai vokset frem 

med fortællinger om jomfruelige kvinder, der tor- 

tureres af mandlige dæmoner. I sidste ende må 

konklusionen dog blive, at hentai viser sig som en 

mere seriøs og nuanceret erotisk genre end sit ve- 

sterlandske sidestykke. Og tentaklerne må siges at 

være kommet for at blive, både indenfor hentai og 

andre kreative udtryksformer. I det seneste udspil i 

den populære computerspilserie Metal Gear Solid 

ter en af enderne således et dæmonisk og erotisk 

kvindevæsen, der fremstår som en krydsning mel- 

lem robot og blæksprutte. 

Hvis du vil vide mere: 

21 

McCarthy & Clements: The Erotic Anime 

Movie Guide (1999) 

Napier, Susan J: Anime – From Akira to 

Howl’s Moving Castle (2005) 

Sugimoto, Yoshio: An Introduction to Ja- 

panese Society (2005)

Af Stina Resting, stud. lm- og medievidenskab 

– provokation eller debat? 

Blendede guldsk, udstoppede hundehvalpe 

og grise i forrådnelse. Diverse 

dyr har ladt livet for kunstens 

skyld gennem tiden. Kunstnerne får 

mediedækning og sætter fokus på 

udvalgte spørgsmål gennem provokation 

og skandale. Spørgsmålet er: 

Er denne kunst kun gjort af sin mediering 

med en provokerende klamhed 

som drivkraft? 

Ikke nok med at kunstneren Marco Evaristti tilbage 

i Kolding i 1994 opstillede ti guldsk i ti blendere 

med vand tilsluttet elektricitet, hvoraf to sk døde 

pga. publikums interaktion. Nu har han igen set sig 

varm på guldsk i et nyt projekt. Evaristti vil nemlig 

fodre guldsk med menneskekød! 

På dødsgangen i Texas sidder Gene Hathorn. Han 

har indvilget i efter sin dødsdom at blive frosset 

ned – og derefter blive lavet til skefoder. Kunstne- 

rens intention er følgende: Via denne happening 

vil han protestere mod dødsstraf. Men hvilket fæ- 

nomen er denne kunst, og hvad vil den? 

Sensationsjournalistik og skandaløs 

provo-kunst 

Medierne kan lide skandaleoverskrifter og kaster 

sig som gribbe over de saftige happenings. De 

ved, at disse aktiviteter provokerer og udfordrer 

mange menneskers moralske standarder for væ- 

ren og gøren. 

Evaristti og hans ”blendede” guldsk mødte både 

makabre overskrifter og et søgsmål. Desuden har 

han lavet andre mere eller mindre provokerende 

eksperimenter med for eksempel omløbende rot- 

ter på Dansk Folkeparti-valgplakater. Generelt er- 

tendensen ved disse happenings, at provokatio- 

nen stjæler rampelyset, mens de bagvedliggende 

spørgsmål træder i baggrunden. 

Formålet er dog ikke kun at provokere. 

Denne kunst stiller etiske spørgsmål om vores ver- 

den og vores livsforståelse(r). I et interview med 

kunsthistorikeren Camilla Jalving udtaler Evaristti 

at det er umoralsk at spærre mennesker inde og 

derefter henrette dem. Men skal man nødven- 

digvis stille det spørgsmål via en happening, der 

indebærer en død mands krop og ny kostplan for 

guldsk? Ikke ifølge Jalving, der mener, at denne 

form for kunst nærmere udhuler kunstens poten- 

tiale i stedet for at fylde den med mening. Hun 

tilføjer: ”Det er provokation for provokationens 

skyld.” 

Den provokatoriske kunsts æstetik er også det 

grimmes æstetik, mener lektor dr. phil ved in- 

stitut for Nordisk Sprog og Litteratur ved Århus 

Universitet Per Stounberg. Den indebærer altid 

overtrædelsen af en etisk eller æstetisk norm, og 

provokationen er en selvfølge. Sensationsjourna- 

listik sælger, og kunstnerne ved det. Men selve 

kunsthandlingen kan risikere at overskygge bud- 

skaberne bag provokationerne, simpelthen fordi 

de har så let ved at skabe opmærksomhed og 

forbavselse, at det tit kun forbliver derved og ikke 

bliver en diskussion af de egentlige spørgsmål. 

Denne kunst springer ved første blik i øjnene som 

udhulende provokation; men legitimerer de ideo- 

logiske intentioner bag aktionerne selve handlin- 

gerne ud i det ekstreme? 

Udskejelser ud i æstetikkens fy-fy-land 

At Michael Brammer i 1994 udstoppede hunde- 

hvalpe i Nicolaj Kirke i København, fordi han ikke 

kunne få babyer, oser af provo-kunst. At Bjørn Nør- 

gaard i 1970 parterede en hest, efter han havde 

slagtet den, og puttede de 112 parterede dele i 

syltetøjsglas kan virke stødende. At Christian Lem- 

merz lod de besøgende se grise gå i forrådnelse, 

kan give de este brækfornemmelser. At Evaristti 

putter kæledyr i madblendere får sindene i kog. 

For at sige det kort: det er faktisk ret klamt. 

Klamhed forstået i dens stødende, væmmelige 

og usmagelige forstand. I dens meget forkerte, 

fysiske form. Dyrene bliver her udsat for diverse 

metoder: udstopning, partering og syltning, for- 

rådnelse, blenden – og til sidst stillet til skue som 

objekter og inkarnationer af den happening, de 

refererer til. Dyrevenner og deres organisationer 

er vel ikke overraskende utilfredse og har i medi- 

erne gerne udtalt, at det taler imod dyrevelfærd at 

udsætte dem for kunstens udskejelser ud i fy-fy- 

land. Denne behandling af dyr er dog ikke uvant i 

fødevaresystemet, hvor dyr gennemgår lignende 

processer, men den tankevækkende forskel er her, 

at disse handlinger mærket kunst sætter handlin- 

gerne i en ny konfronterende og provokerende 

kontekst. 

Den medierede kunsts æstetisk-etiske 

udfordring 

Der er altså uenighed om, hvor grænserne for 

kunsten går, og om hvad der er legalt at inddrage 

som del af et kunstværk. Kunstnerne spiller på 

dette faktum og ofrer dyrene i en næsten religiøs 

forstand – i kunstens retfærdiggørende og hellig- 

gørende navn. Kunstens særstatus som grænse- 

overskrider og provokatør understreges gennem 

disse happenings, og ud fra kunstnernes perspek- 

tiv legitimeres de omdiskutable handlinger via 

denne særstatus og de vigtige bagvedliggende 

spørgsmål. 

Nørgaard refererede til Vietnamkrigens man- 

ge menneskeofre, og Evaristti opponerer mod 

dødsstraf via guldsk som menneskefoder. Dy- 

rene bliver symboler for, hvordan mennesker bli- 

ver behandlet verden rundt. De provokerende 

happenings bliver kunst i det øjeblik de katego- 

riseres som sådan, og selvom de træder ud over 

samfundets moralske kasser, så institutionalise- 

res de i museets trygge rammer. Det er denne 

dialog mellem oentlighed og museum, der er 

med til at kategorisere hele kunstværket og dets 

23 

23

processuelle karakter. 

Massemedierne tages også (in)direkte i brug i 

kampen om opmærksomhed. Den provokerende 

klamhedsfaktor er drivkraft og udgør en albue- 

metode til at komme først i dagsordenskapløbet. 

Måske er det god strategisk promovering af kunst- 

nernes egne karrierer og ideologier. Måske er det 

bare udhulende provokation. Måske er det en 

taktisk måde at skabe fokus på udvalgte spørgs- 

mål. Under alle omstændigheder har denne kunst 

brug for en arena, medierne og oentligheden, og 

ikke mindst: et publikum. De vil udfordre æstetisk 

og etisk, og der lægges op til valg og handlinger 

med omtanke. 

Det virkeligt klamme 

Denne makabre provo-kunst opererer indenfor en 

dikotomi om liv-død og dermed kropslighed og 

forgængelighed. Det bliver meget anatomisk og 

biologisk, halvvidenskabeligt og observerende. 

Ikke kun guldsk, heste, grise og hunde, men også 

mennesket selv, er objekt for denne nysgerrige 

kunstmentalitet. I nyere tid er menneskekroppen 

kommet mere og mere i forgrunden gennem en 

generel fokusering på mulighederne for optime- 

ring af kroppen. Endnu er mennesket dog ikke i en 

så grov karakter som dyrene blevet udsat for lig- 

nende eksperimenterende happenings og kunst- 

forsøg, der indtil videre er forbeholdt ktionens 

samt videnskabens verden. Man skulle mene, at 

det først dér virkelig skulle få folk op af stolene, hvis 

kunsten begynder at inddrage mennesker direkte 

i forsøg med døden som potentiel udgang. 

Døden diskuteres og gøres ubehageligt nærvæ- 

rende gennem konkrete demonstrationer af dyrs 

død og tingsliggørelse og bliver dermed antyd- 

ninger af menneskets egen uundgåelige død. 

Det er måske det, der er det virkeligt klamme: 

konfrontationen med døden. Døden bliver pres- 

serende, når livets forgængelighed kan udstilles 

og demonstreres – og endda interageres på som 

med blenderen. 

Denne kunst kan meget mere end bare at være 

klam. Den stiller spørgsmål til vores samfund, der 

væmmes ved at se dets eget død – hvad end det er 

normer og etik om liv og død og disses forgænge- 

lighed og diskutabelhed eller kroppens naturlige, 

uundgåelige død. Som Stounberg pointerede, 

indebærer provokationens kunst altid overtræ- 

delsen af en etisk eller æstetisk norm. Deri ligger 

både dens styrke og dens begrænsning. For at 

chok- og skrækeekter kan bevare deres styrke, 

rykkes rammerne for det acceptable konstant, si- 

ger Stounberg. Graden af sensation bliver derfor 

central for dens levedygtighed og eksistens – og 

dens mulighed for at påvirke oentligheden og 

dens normer. 

Denne kunst er ikke kun gjort af sin mediering, 

men drives i allerhøjeste grad af en provokerende 

klamhed. Om vi fokuserer på processen og me- 

diernes medvirken til værket, den moralsk disku- 

table aktion i sig selv, intentionerne og ideologien 

bag , er op til den enkelte. 

Litteratur 

- Per Stounbjerg: ”Det grimmes æstetik”, In: Kritik., 

Årg. 26, nr. 105, S. 22-33 (1993) 

- P1 Debat 10. september 2008 kl. 12:20 på P1 mel- 

lem kunsthistoriker Camilla Javling og kunstneren 

Marco Evaristi: 

Sensationskunstens ”værker”: 

- ”Havfruemordet” – halshugningen af skulpturen 

på Langelinie /Jørgen Nash (1964), Den lille Hav- 

frue, først indrømmet ere årtier senere i bogen 

- ”Hesteofringen” – 112 dele af slagtet hest i syl- 

tetøjsglas /Bjørn Nørgaard (1970), opbevares på 

AroS, Århus Kunstmuseum. 

- Rådnende grise til beskuelse for gæsterne på 

museet /Christian Lemmerz, Esbjerg Kunstmu- 

seum(1994) 

- Udstoppede hundehvalpe /Michael Brammer, 

Nicolai Kirke, København (1994) 

- ”Helena” – 10 blendere med guldsk svømmende 

rundt i vand / Marco Evaristti, Trapholt Museum, 

Kolding (2000) 

- Henrettet som guldskefoder /Marco Evaristti 

2008 

Litteratur 

- Per Stounbjerg: ”Det grimmes æstetik”, In: Kritik., 

Årg. 26, nr. 105, S. 22-33 (1993) 

- P1 Debat 10. september 2008 kl. 12:20 på P1 mel- 

lem kunsthistoriker Camilla Javling og kunstneren 

Marco Evaristi: 

og latter 

Dansk tv-komik bliver mere og mere 

kvalmefremkaldende. Den grænseoverskridende 

ulækre humor er blevet 

en smutvej til latter. Spørgsmålet er så, 

om der er ere grænser at overskride. 

Plop, plop. To mørke klumper lander i ødesov- 

sen. Vi er i køkkenet med kokken, solo-Jan, der skal 

indvie seeren i sin prisvindende øde-ostesovs. 

Han prøvesmagte rutineret den klæge masse, in- 

den han smed den på panden, og intervieweren 

spørger nu påtaget tv-nysgerrigt til den eksotiske 

ingrediens. 

“Det’ så’n lidt menneskelåårt”, brummer Solo-jan 

selvfølgeligt på en retarderet udgave af nordjysk. 

Kameraet zoomer ind på klumperne, der skvulper 

som to brune øer i den bleghvide væske. Værten 

vender sig væk, “det er kraftedeme ulækkert”. 

Men det er også sjovt. En tyktydende nybølge 

af grænseoverskridende ulækker humor skyller 

gennem dansk tv-komik. Den tåkrummende ud- 

levering af kød, køn, lort, sygdomme og drifter er 

blevet en del af en komisk strategi, der fremkalder 

væmmelse og latter. 

Populære produktioner som Casper og Mandril- 

aftalen (DR2, 1999), Banjos Likørstue (DR2, 2001) 

og Drengene fra Angora (DR2, 2004) og sitcoms 

som Langt fra Las Vegas (TV 2 Zulu 2001-03) og 

Klovn (TV 2 Zulu 2005-) har med deres interesse for 

det banalt klamme udfordret grænserne for, hvad 

man kan spise og vise på dansk public service-tv. 

Særligt er kroppen, det vi putter i den, det der 

kommer ud af den og det frastødende sammen- 

fald mellem de to, en hyppig smutvej til komik. 

Den klistrede devise synes at være ‘jo mere pinligt 

og eksplicit ulækkert – jo bedre’. 

Røv i køkkenet 

Den indledende scene er et uddrag af DR2-sati- 

ren, Drengene fra Angora, og ‘Angoradrengenes’ 

klamme tv-køkken-parodi illustrerer på sin vis, 

hvordan den satiriske brug af latrinær humor har 

vundet indpas. 

I 1998 lavede Lex & Klatten en tilsvarende parodi 

på tv-kokken med Martin Brygmanns skingre 

version af den skåneærme-klædte Kirsten Hutte- 

meier. Med rystende hænder skar “hun” ossede 

skiver af både citroner og sine rødlakerede negle 

og skovlede det hele ned i en gryderet. 

Senere gentog Banjos Likørstues satiren over 

tv-køkkenet med sketch-serien Pølles Køkken, 

hvor udendørskokken Pølle (Simon Jul) inviterer 

kendte danskere til madlavning i sit mobile køk- 

ken. Her var den komiske kerne Pølles frastødende 

opførsel. Pølle bæller guldøl og bøvser så lunge- 

grundigt, at han tumler omkuld og må hjælpes 

op af de forlegne kendisser. Maden består af ste- 

gemargarine og konserves, som Pølle konsekvent 

prøvesmager af dåsen og laver til navnkundige 

retter som ”torskerognsbåde med sejl af salami i 

et hav af margarine”. 

Her er det klamme ikke blot et sidefnis, men det 

bærende komiske element – præcis som hos An- 

gora-drengenes karakter Solo-jan, der gled over 

skærmen nogle år senere. 

” Hvor satiren tidligere angreb 

den selvcentrerede og 

moralsk uansvarlige borger, 

så udstiller den klamme humor 

snarere det ultra-private 

menneskes nederlag i 

kampen mod sin egen krop 

og sin egen værdighed” 

I alle tre versioner er målet latter, og midlet i no- 

gen grad fysisk væmmelse. Som parodier er de 

intertekstuelt bundet til genstanden for deres 

latterliggørelse: henholdsvis Kirsten Huttemeier 

som mediepersona, tv-køkkenet som koncept 

og interessen for ‘kendte mennesker’ som tv- 

tendens. Det betinger naturligvis den komiske 

strategi. Huttemeier-parodien hviler primært på 

Huttemeiers sprog og alder, og neglen i sovsen er 

en nærliggende overdrivelse af hendes rystende 

hænder, men det klamme bærer ikke guren. Det 

gør den derimod i Pølles og Solo-jans køkkener, 

hvor den fysisk grænseoverskridende opførsel skal 

få os til at le - af væmmelse. 

Eksemplerne er et smalt udvalg. Men den krops- 

ligt latrinære humor har kendetegnet dansk tv-ko- 

mik siden Casper og Mandrilaftalen begyndte at 

gakke med ulækre karakterer som blandt andre 

den professionelle tis-smager (Frank Hvam). Pro- 

grammet havde en Monthy Python’sk tone, men 

lagde sig også i slipstrømmen på stand-up-komik- 

kens tabubrydende form, samt radioprogrammer 

som Gramsespektrum (DR 1996 -98) og Tæskehol- 

det (DR 1996), der respektløst tematiserede lort, 

prutter og patter. 

Siden har både Banjos Likørstue, Angora by Night, 

Langt fra Las Vegas og Klovn brugt væmmelsen 

som komisk strategi, hvor utidig aøring, kønssyg- 

domme og liderlighed kilde til latter. 

Piiiiinliiig 

Af Julie Hornbek Toft, Stud. Cand.public. 

tSom sådan er der intet nyt i, at den dramatiske 

latter knyttes til det ‘upassende’. Overskridelse 

af sociale, politiske eller etiske grænser har altid 

været en hjørnesten i komedien (King, 2000). Kort 

sagt: Det er sjovt, når nogen gør noget, de ikke 

må. I hvert fald, hvis det sker inden for komediens 

25

Pølle (Simon Jul) i sit kvalmefremkaldende mobilkøkken 

trygge rammer, der tillader os at le af situationer, vi 

ellers ville nde ubærligt pinlige og tragiske. Den 

komiske ktion markerer nemlig, at den blot er en 

uforpligtende leg, hvor karakterernes askoer ikke 

skal tages alvorligt. 

Men satirens fokus på det grænseoverskridende 

klamme er ny i dansk tv. Noget har ændret sig, 

siden DR i 1968 startede deres satire-tradition med 

programmet Hov-Hov, der i munter ro og orden 

parodierede politikere og oentlige personer. 

I artiklen Privat og pinlig – om tendenser i dansk 

tv-satire efter år 2000 beskriver Christa Lykke Chri- 

stensen, at samtidssatiren spiller på en smertelig 

humor, der fremmer ”negative følelser af ubehag, 

pinlighed og af, at ’noget er for meget’, for vul- 

gært og grænseoverskridende til, at det egentlig 

er morsomt”. 

Hvor satiren førhen rettede skytset mod en oent- 

lighed (og enten ’sparkede opad’ i et oprør mod 

magten eller ’nedad’ mod (små-)borgere, der for- 

valtede deres ansvar uansvarligt), så udstiller den 

smertelige humor det private menneskes mest 

intime sider: sex, krop og personlige relationer. 

Særligt den enkeltes selvfremstilling, mangel på 

selverkendelse og følgelig ydmygelse er kilde til 

latter. 

Det eksplicit klamme bliver her et udtryk for so- 

cial asko. Det er ydmygende og latterligt ikke 

at beherske sin egen krop eller kende de sociale 

grænser. 

Som komisk strategi indgår den grove kropslige 

humor altså i et dialektisk forhold, hvor det exces- 

sive er med til at gennemhulle ktionens virkelig- 

hedsstatus og hviske: ”det er bare for sjov”, men 

hvor det ulækre samtidig forstærker det socialt 

grænseoverskridende og de anstrengende seer- 

reaktioner af væmmelse og pinagtighed, der får 

os til at le. Latteren bliver en ventil, der markerer 

situationen som netop uvirkelig, og dermed frita- 

ger os fra at forholde os empatisk til karakterernes 

ydmygelser. 

Den smertelige humor bærer Angoraseriens 

mocku-soap om cykelholdet Team Easy-on. Ek- 

sempelvis episoden, hvor de holder hviledag fra 

Tour de France på en campingplads: Bobby Olsen, 

holdets sociale underdog, hopper i poolen, men 

mister badebukserne. Det bliver tragisk, da han 

skal ’lave pøldsser’, men ikke tør forlade poolen 

med bar røv. Bobby klamrer sig til bassinkanten 

og tigger holdets dominerende alfa-han, Henning 

Primdahl, om hjælp. Men Henning er kold og ser- 

verer tværtimod pølser og brød for Bobby. Det er 

dråben, der får Bobby til at yde over. Han skider 

i poolen – den ultimative degradering og ydmy- 

gelse, og holdet bortvises fra campingpladsen. 

Komikken ligger her i Bobbys mangel på kontrol 

over behov og begær - og hans nøgne krop lok- 

ker ham ud i en situation, der er socialt ødelæg- 

gende. 

”Komikken ligger her i Bobbys 

mangel på kontrol over 

behov og begær - og hans 

nøgne krop lokker ham ud 

i en situation, der er socialt 

ødelæggende.” 

Vi, seerne, krummer tæer over dels lorten i klor- 

vandet – men også over den voldsomme pinag- 

tighed. 

Hvor satiren tidligere angreb den selvcentrerede 

og moralsk uansvarlige borger, så udstiller den 

klamme humor snarere det ultra-private men- 

neskes nederlag i kampen mod sin egen krop og 

sin egen værdighed. Bobby er hverken uærlig eller 

egoistisk, men han er latterlig i sin totale mangel 

på selvkontrol og selverkendelse. 

Det virkeligt klamme 

Ofte forstærkes klamheden af satirens særlige 

forhold til virkeligheden. Parodien er som nævnt 

knyttet til et genkendeligt virkeligt objekt (”ofret”) 

og desuden anvender meget aktuel komik mock- 

umentary-stilens ironiske brug af dokumentarko- 

der og virkelighedsreferencer. 

Dokumentarformen forstærker de 

pinagtigt kvalmende eekter, fordi den inviterer 

til indlevelse. Samtidig bruges klamheden også 

som dramaturgisk tøsetrick, der ’trækker facaden 

af’ kendte guest stars ved at sætte dem i en pinlig 

situation. Eksempelvis knytter en del af fascinati- 

onskraften i Pølles køkken sig til de kendte gæster, 

der konfronteres med værtens margarineind- 

smurte bøvsen. 

Ved at bryde reglerne for høig opførsel, frarøver 

Pølle de kendte muligheden for at reagere nor- 

malt og tv-høigt. Ofte er resultatet et forlegent 

forsøg på væmmet pli. Men det er sjovest, når den 

krakelerer. Og et stjerneøjeblik er episoden, hvor 

Signe Svendsen (Melodi Grand Prix-vindende san- 

gerinde) styrter om bag en container og kaster op. 

Hvorvidt det er planlagt, kan man kun gisne om, 

men det giver indtryk af at være en spontan reak- 

tion og altså en ig af den autentiske kendis. 

Gæsten vikles ind i klamheden, og for se- 

eren er det et pirrende glimt af autencitet 

– kan mennesket Signe Svendsen mon 

spise en sovs af ristede løg? 

Det er jo (bare) latterligt 

Dette fokus på klamhed kan 

synes banalt og nå ja.. latter- 

ligt. Det er derfor ikke over- 

raskende, at der også tegner 

sig et parodisk meta-spor til 

den klamme komik. Eksem- 

pelvis sketch-serien Ass Jack 

som er Drengene fra Ango- 

ras provins-parodi på MTV’s 

iron-man i fysisk latterlighed 

og nedværdigelse, Jackass 

(MTV 2000-). De tre jyske Ass Jack’s tisser på hin- 

andens pommes frittes og skyder med hundelort 

i slangebøsser i en bøvet parodi på de noget farli- 

gere og ulækre stunts, der kendetegner originalen 

fra MTV, og spiller således på de jyske gutters falske 

selvforståelse som MTV-drengerøve. 

Den ironiske tekstreference muliggør en indfor- 

stået og distanceret læsning, hvor seeren kan le 

hånligt af den forudsigelige lavkomik. Men sket- 

chen fungerer samtidig som komisk udstilling 

af de tre tågehorns ulækre latterlighed, og An- 

goradrengenes version af MTV-drengestregerne 

ironiserer altså over en komisk strategi, som den 

samtidig lukrerer på. 

”Det eksplicit klamme bliver 

her et udtryk for social asko. 

Det er ydmygende og 

latterligt ikke at beherske 

sin egen krop eller kende de 

sociale grænser.” 

Spørgsmålet er, om den grænseoverskridende 

klamme humor stadig er grænseoverskridende, 

eller om den er blevet en accepteret – og dermed 

meningsløs – form. Ifølge Christa Lykke Christen- 

sen har der været tendens til, at det tabubrydende 

blev et mål i sig selv - at ”chokket blev til stil”. Og 

man kan mene, at pruttepuden er blevet en so- 

vepude for den satire, der førhen har haft 

en samfundsrev- 

sende og udfordrende funktion. 

Men samtidig kan den smertelige komik, med det 

sin latterliggørelse af det intime og private, opfat- 

tes som et kritisk blik på det selvoptagede og sel- 

viscenesættende moderne menneske. 

Det ulækre er måske ikke længere direkte græn- 

seoverskridende – men nærmere en konservativ 

bekræftelse af de eksisterende grænser for, hvad 

vi nder passende og acceptabelt. På en under- 

holdende, ulækker måde. 

Læs mere 

Bruun, Hanne . 2006, ”Politisk og social selvreeksi- 

on i dansk tv-satire”, CFJE vidensbase, http://www. 

update.dk/ce/VidBase.nsf/ID/VB01130396 

Christensen, Christa Lykke (2006): Privat og pinlig 

– om tendenser i dansk tv-satire efter år 2000. Find 

det på http://www.high-tension-aesthetics.com/ 

publikationer.htm 

Grodal, Torben Kragh : Comic ction in Moving 

Pictures, Oxford University Press 1997 

King, Geo (2000) Film Comedy, Wallower Press, 

London 

27

Ud at se med ph.d. 

Are you Lost? Føler du dig fortabt i en 

verden af kaos? Giver livet ingen mening 

og mangler du noget at tro på? 

Så se med her… 

Næsten så missionerende er traileren for endnu en 

sæson af tv-serien Lost. Her loves seeren mulighe- 

den for at ”nde sig selv” parallelt med at et red- 

ningsmandskab nder de overlevende karakterer. 

Lost er serien om en gruppe overlevende fra et y- 

styrt, der opdager at deres skæbner er indbyrdes 

forbundet. Serien er konstrueret som et gigantisk 

puslespil med løftet om, at når du ser den sidste 

brik, så vil du forstå meningen med det hele. Lost 

er en af samtidens utallige ktions-serier, der leger 

med overnaturlige temaer, og seriens popularitet 

tyder på, at vi er mere end villige til at lade os for- 

føre til ideen om noget ”større” at tro på. 

Som storforbruger af populærkultur generelt, og 

tv-serier i særdeleshed, er jeg nysgerrig efter at se 

om der er forskel på receptionen af disse serier hos 

henholdsvis et dansk og et amerikansk publikum. 

Desuden kan serier som Lost, Heroes og Buy, 

The Vampire Slayer måske også være med til at 

sige noget om det samfund og den tidsalder, de 

er produkter af. Betyder eksempelvis årtusinde- 

skiftet, begivenhederne den 11. september 2001 

eller USA’s involvering i Irak-krigen noget for de 

diskurser serierne præsenterer? Det er udgangs- 

punktet for mit phd-projekt med arbejdstitlen 

Believe In Buy?. 

Religionen i vores moderne vesten: USA 

vs. DK 

Der eksisterer et interessant paradoks, når man ser 

på religionens indydelse i henholdsvis Danmark 

og USA. For mens den danske grundlov åbenlyst 

bygger på kristne værdier, så bliver den enkelte 

danskers tilknytning til folkekirken tilsyneladende 

mindre. Modsat, adskilte USA allerede i 1787 kirke 

og stat, men her spiller religionen en langt mere 

påtrængende rolle. Helt historisk har Amerika 

eksempelvis for nyligt valgt en afroamerikansk 

præsident, men det ville stadig være utænkeligt, 

at de ville vælge en præsident, som ikke var selver- 

klæret kristen/troende. Båndene til den kristne tro 

er en solid del af amerikansk identitet – i en sådan 

grad at Eisenhower i 1954 tilføjer ”under God” i The 

Pledge of Allegiance og i 1956 ligeledes ”In God 

We Trust” på dollarsedlerne. Det er dette paradoks, 

der igen og igen fanger min nysgerrighed. 

”Lost er en af samtidens utallige 

ktions-serier, der leger 

med overnaturlige temaer 

og seriens popularitet tyder 

på, at vi er mere end villige 

til at lade os forføre til ideen 

om noget ”større” at tro på.” 

Den almene opfattelse af vores vestlige verdens- 

billede er, at vi lever i et samfund, som i mindre 

og mindre grad påvirkes af religion. Særligt Max 

Weber har bidraget til vores forståelse af det vest- 

lige moderne samfund som sekulært. Hans teori 

om Den Protestantiskes etik og kapitalismens ånd 

påpeger at indførslen af et kapitalistisk økonomisk 

system i vores moderne samfund fører til rationel 

tænkning og dermed udryddelsen af det, Weber 

kalder magisk tænkning. I de seneste årtier er 

Webers teori dog bredt kritiseret af Habermas, Pe- 

ter Berger og en række andre. For tiden har i stedet 

vist, at selvom den institutionelle religion måske 

har mistet sit jerngreb i mange nordeuropæere, 

så har nye religiøse tanker stadig fat i det moderne 

menneskes sind, derfor snakker de om, at vi lever i 

en tid med de-sekularisering eller genfortryllelse. 

På hjemmefronten kan man registrere interes- 

sante tendenser. For nok er vores tilhørsforhold til 

folkekirken på retur, men ”troen” har stadig en plads 

om end i en anden form. En artikel fra Kristeligt 

Dagblad i januar 2008 gengiver en undersøgelse 

der viser, at 33 procent af den danske befolkning 

betragter sig selv som overtroiske og en anden 

undersøgelse viser at hver erde dansker tror på 

Jesus genopstandelse. Endnu mere interessant er 

det, at den største andel af de overtroiske skal n- 

des blandt unge, således at halvdelen af de 18-29- 

årige udfører ritualer som at spytte over skulderen, 

når de ser en sort kat krydse vejen. Den tendens, at 

antallet af troende er højest blandt unge viser sig 

også globalt i en sociologisk undersøgelse af 20 

lande gennemført af Bertelsmannstiftelsen. Den 

fraværende institutionelle religions indydelse i 

DK og det høje antal troende gør det relevant, at 

se på nogle af de kilder, hvor unge kan tænkes at 

få religiøse input. Det er her medierne kommer 

ind i billedet. 

Religionens medialisering 

Stig Hjarvard tilegner i hans nyeste udgivelse ”En 

Verden af Medier” et kapitel til religionens me- 

dialisering. Her beskriver han, hvorledes religiøse 

forestillinger i højere grad både påvirkes af og 

skabes i medierne. Det er dermed også i højere 

grad medierne, og ikke de religiøse institutioner, 

der er med til at sætte de religiøse dagsordener. 

Medierne bliver altså en slags autoritet på feltet, 

og det var ikke mindst synligt under Muham- 

med-krisen, hvor medierne både spiller rollen som 

igangsætter, iagttager og meningsdanner. Dels er 

det interessant, at se på hvilke dagsordner medi- 

erne sætter og hvilke mekanismer, der styrer disse 

dagsordner. Dels er det interessant om ktion kan 

siges, at have en reel indydelse på eksempelvis 

unge seeres religionsopfattelser. 

Medieforsker Lynn Schoeld Clark gennemfø- 

rer i ”From Angels To Aliens” en undersøgelse af 

i hvilken grad populærkulturelle narrativer påvir- 

ker amerikanske teenageres religiøse tanker. Det 

er påfaldende, at blandt andet ktionsfortællinger 

som X-les og Independence Day bruges som 

beviser på at udenomjordiske væsener eksisterer. 

Det vil sige, at grænserne, for hvad der opleves 

som troværdigt yder, hvad angår historier om 

det overnaturlige. Gennem sine mange inter- 

views erfarer Clark også, at mens næsten alle de 

unge i en eller anden grad påvirkes af medierne, 

så er påvirkningen størst hos de teenagere, der er 

mindst eksponeret for traditionel religion i hverda- 

gen. Kan den samme tendens ses hos teenagerne 

herhjemme? Eller betyder det noget, at ktionen 

er produceret i en anden kulturel kontekst og altså 

er en slags kulturimport? 

Tv til de fortabte 

En tanke er, at tv-serier måske tilbyder et ufarligt 

religiøst frirum. I ktionen kan man svælge sig i 

tanker om skæbnen og jordens undergang uden 

en livslang binding til en bestemt trosretning. En 

anden tanke er, at religion netop ikke længere er 

noget vi har for livet, men i stedet et slags kulturelt 

tag-selv-bord, hvor vi løbende vælger de tanker 

og ideer som tiltaler os mest på et givet tidspunkt. 

Derfor bliver det lige så nærliggende at søge så- 

danne behov dækket af den uforpligtende popu- 

lærkultur som i kirken. Grace Davies arbejder med 

begrebet” believing without belonging” for at 

betegne vores tilhørsforhold til religion. Tag-selv- 

bordet er blandt andre kendetegnende for tv-se- 

rien Lost. Udover sine mystiske og overnaturlige 

sekvenser er Lost proppet med religiøse referen- 

cer fra både kristendommen, buddhismen, islam 

osv. I Lost får verden en chance for at starte forfra. 

Det er på en måde en slags moderne Noahs Ark for 

menneskehedens trosretninger. Vi kan som seere 

vælge fra en religiøs ”buet” de tanker, der passer 

os, om emner som et liv efter døden, dommedag 

eller den eneste ene. Når serien i den grad præsen- 

terer en bred vifte af religiøse ideer kan alle nde 

noget, der forstærker de tanker, som man måske 

selv går og tumler med. Serien spiller desuden på 

dobbeltheden i titlen, karaktererne er både ”lost” 

i fysisk og psykisk forstand. Og vi seere inviteres til 

at være fortabte med dem og hvem ved, måske 

”nde os selv” i ktionen? 

Udgivelse: 

Af Line Nybro, Ph.d. stipendiat 

Understanding superpowers in contemporary 

television ction in Nothern Lights 2008. 

Nyoprettet blogger på www.religion.dk 

Læs mere: 

Hjarvard, Stig (2008): En verden af medier. 

Hjarvard, Stig (ed.) (2008): Nothern Lights 2008. 

The Mediatization of Religion. Volume 6. 

Clark, Lynn Schoeld (2003): From Angels To Ali- 

ens 

29

Studienævnsspalten 

af Aske Kammer, medlem af studienævnet 

Studienævnet er det organ på instituttet, som 

træer beslutninger omkring uddannelsen 

og undervisningen. Det er her, kursusudbud 

bestemmes, studieordninger administreres, 

og ansøgninger om dispensationer og me- 

ritoverførelser behandles. Film- og Medievi- 

denskab deler studienævn med instituttets 

tre øvrige fag, og hvert fag er repræsenteret 

af en underviser og en studerende (for vort 

vedkommende Arild Fetveit og jeg selv). 

En af de opgaver, som det seneste stykke tid 

har optaget en del arbejde, er undervisnings- 

evalueringen. Det skal én gang for alle slås fast, 

at det godt kan betale sig at gøre opmærk- 

som på kritisable forhold i evalueringerne, for 

studienævnet gør så vidt det er muligt noget 

ved det, der ikke er godt nok. Der bliver lagt 

mærke til det, når et kursus evalueres dårligt, 

og der gøres noget for at rette op på fejlene! 

Men det er nødvendigt, at vi får at vide, at der 

er problemer, for ellers opdager vi dem ikke 

altid af os selv. 

Noget, der også bliver lagt mærke til, er de stu- 

derendes ønsker til kursusudbuddet. Jeg har 

tidligere i semestret fået mange henvendelser 

med gode forslag til kurser på overbygningen, 

og jeg vil takke alle, der har bidraget. Det har 

langt fra været muligt at opfylde alles ønsker, 

men vi har ud fra de til rådighed stående 

ressourcer gjort vort bedste for at glæde så 

mange som muligt. 

Næste gang Ordet udkommer, er Film- og 

Medievidenskabs repræsentation i studie- 

nævnet ved fredsvalg overgået til min nuvæ- 

rende suppleant Pernille Schmidt. Mit håb er, 

at hun udstyres med så stærkt et mandat som 

muligt – et mandat, som kun kan gives hende 

ved, at ere studerende dukker op til fagråds- 

møderne og gør deres indydelse gældende. 

Opfordringen er hermed givet videre! 

Quiz #20 

Quiz 

I sidste nummer drejede også quizzen sig om amatører. 

Af Peter Schepelern, lektor på AFM 

1) Han kom ikke ind på den californiske lmskole, hvor han søgte optagelse, men lavede en 

amatørlm om en ung mand og en pige, der mødes på ørkenvejene og fortsætter traveturen 

sammen. Han opkaldte siden et lmselskab efter lmen. Hvilken instruktør? 

Svar: Steven Spielberg 

2) Som dreng lavede han en lm, hvor to y styrter og derved dræber både en dreng og en 

blomst. Hvilken instruktør? 

Svar: Lars von Trier 

3) Han vidste ikke meget om lmproduktion, men lavede over 100 lm, en af dem på ca. 25 

timer. Han blev et stort navn i lmhistorien, selv om de færreste orker at se hans lm. Hvem var 

han? 

Svar: Andy Warhol 

Vinderen er * 

Denne gang drejer det sig om noget rigtigt klamt. Her kommer en quiz om klamme lm! 

1) Unge piger fremviser natpotter til inspektion, i en af potterne ligger der noget ... klamt. 

Hvilken lm? 

2) Hun skamferer sig med et glasskår mellem benene for at fratage ægtemanden lysten. Det 

lykkes. Hvem spiller hustruen? 

3) Han skal skære øjet ud på sig selv for at nde en nøgle. Hvilen lm? 

4) Han må snitte sin tommelnger halvt af for at få hånden ud af håndjernene. Hvilken lm? 

31

Studienævnsspalten 

af Aske Kammer, medlem af studienævnet 

Studienævnet er det organ på instituttet, som 

træer beslutninger omkring uddannelsen 

og undervisningen. Det er her, kursusudbud 

bestemmes, studieordninger administreres, 

og ansøgninger om dispensationer og me- 

ritoverførelser behandles. Film- og Medievi- 

denskab deler studienævn med instituttets 

tre øvrige fag, og hvert fag er repræsenteret 

af en underviser og en studerende (for vort 

vedkommende Arild Fetveit og jeg selv). 

En af de opgaver, som det seneste stykke tid 

har optaget en del arbejde, er undervisnings- 

evalueringen. Det skal én gang for alle slås fast, 

at det godt kan betale sig at gøre opmærk- 

som på kritisable forhold i evalueringerne, for 

studienævnet gør så vidt det er muligt noget 

ved det, der ikke er godt nok. Der bliver lagt 

mærke til det, når et kursus evalueres dårligt, 

og der gøres noget for at rette op på fejlene! 

Men det er nødvendigt, at vi får at vide, at der 

er problemer, for ellers opdager vi dem ikke 

altid af os selv. 

Noget, der også bliver lagt mærke til, er de stu- 

derendes ønsker til kursusudbuddet. Jeg har 

tidligere i semestret fået mange henvendelser 

med gode forslag til kurser på overbygningen, 

og jeg vil takke alle, der har bidraget. Det har 

langt fra været muligt at opfylde alles ønsker, 

men vi har ud fra de til rådighed stående 

ressourcer gjort vort bedste for at glæde så 

mange som muligt. 

Næste gang Ordet udkommer, er Film- og 

Medievidenskabs repræsentation i studie- 

nævnet ved fredsvalg overgået til min nuvæ- 

rende suppleant Pernille Schmidt. Mit håb er, 

at hun udstyres med så stærkt et mandat som 

muligt – et mandat, som kun kan gives hende 

ved, at ere studerende dukker op til fagråds- 

møderne og gør deres indydelse gældende. 

Opfordringen er hermed givet videre! 

Quiz #20 

Quiz 

I sidste nummer drejede også quizzen sig om amatører. 

Af Peter Schepelern, lektor på AFM 

1) Han kom ikke ind på den californiske lmskole, hvor han søgte optagelse, men lavede en 

amatørlm om en ung mand og en pige, der mødes på ørkenvejene og fortsætter traveturen 

sammen. Han opkaldte siden et lmselskab efter lmen. Hvilken instruktør? 

Svar: Steven Spielberg 

2) Som dreng lavede han en lm, hvor to y styrter og derved dræber både en dreng og en 

blomst. Hvilken instruktør? 

Svar: Lars von Trier 

3) Han vidste ikke meget om lmproduktion, men lavede over 100 lm, en af dem på ca. 25 

timer. Han blev et stort navn i lmhistorien, selv om de færreste orker at se hans lm. Hvem var 

han? 

Svar: Andy Warhol 

Vinderen er * 

Denne gang drejer det sig om noget rigtigt klamt. Her kommer en quiz om klamme lm! 

1) Unge piger fremviser natpotter til inspektion, i en af potterne ligger der noget ... klamt. 

Hvilken lm? 

2) Hun skamferer sig med et glasskår mellem benene for at fratage ægtemanden lysten. Det 

lykkes. Hvem spiller hustruen? 

3) Han skal skære øjet ud på sig selv for at nde en nøgle. Hvilen lm? 

4) Han må snitte sin tommelnger halvt af for at få hånden ud af håndjernene. Hvilken lm? 

31

Tema/KLAM! - ORDET

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?