Tema/KLAM! - ORDET

En kæreste alle har set...
UDVIKLING AF SEKSUELLE IDENTITETER PR MMS
En sociologsik undersøgelse
Foto: Tina Louise Hunderup
Artiklens empiriske grundlag er en kvalitativ undersø-
gelse af de forståelsesrammer, som gymnasieelever
italesætter skik og brug af mobilkameraet inden for.
Konkret: 6 fokusgruppeinterviews med 1.g-elever fra
provinsgymnasier. Navne på personer og byer er op-
digtede, men er forfatterne bekendt.
For introducerende og inspirerende læsning om fo-
kusgruppeinterviewet som metode og ikke mindst
om metodens epistemologiske begrænsninger og
muligheder se fx: Jakob Demant: ”Fokusgruppen
– spørgsmål til fænomener i nuet”. I: Bjerg, Ole & Vil-
ladsen, Kasper(red.)2006: Sociologiske metoder. Sam-
Tre piger fra 10. klasse i Sydby er alene
hjemme en aften. De nder mobilkameraerne
frem og fotograferer
hinanden poserende kælent foran
kameraet kun iført g-streng. Senere
siger en dreng fra gymnasiet, at de vil
blive ”vildt populære”, hvis de sender
billederne til ham. Det gør de så, og
billederne orerer herefter blandt alle
unges mobiltelefoner i Sydby.
Uden den hurtige MMS-formidling af de intime
billeder var de tre piger nok ikke blevet Sydbys
”piger uden tøj på”. Kameratelefonen spiller en
central rolle i denne historie – ligesom den også
mere generelt er blevet et vigtigt socialt medie i
mange gymnasieelevers hverdag.
Denne artikel vil ikke lægge sig i forlængelse
af en medieopfattelse, hvis primære udtryk har
været en moraliserende forbavselse over det høje
antal MMS’er i Lærkes indbakke og Søren, der ikke
er ”rigtigt tilstede” ved middagsbordet, fordi han
backstager via mobilen med sine venner. Dette
perspektiv trækker, som vi ser det, desværre for
meget på guren ’de unge vs. Samfundet’. En -
gur med to faldgruber: 1) da man ikke inddrager
mobilbrugens sociale kontekst, har man kun blik
for ’betydningsløse’ fakta og parametre som for
eksempel antallet af SMS’er pr. time. 2) da man
tilsyneladende opfatter ”unge” som en gruppe,
der endnu ikke er en fuldgyldig del af samfundet,
interesserer man sig mest for mobiltelefonen som
et forstyrrende og foradigende element i ”de un-
ges” udvikling til gode samfundsborgere.
”Den stereotype historie om
pigen, der har været sammen
med for mange, bliver
nu via mobilteknologiens
mangedobling af blikket til
historien om – og skrækken
for at blive – pigen, der er set
af for mange.”
Spørgsmålet om mobilkameraets betydning
som medie stilles derfor ofte forkert. Man bør i ste-
det , eller i hvert fald også, stille spørgsmålet på de
unges præmisser: Hvad tænker Lærke, når billedet
af de tre piger bipper ind på mobilen, og hvad er
det, der optager Søren under middagen?
I stedet for at forblændes eller bekymres ved
synet af nye teknologier i ”unges” hænder, vil
vi forsøge at fokusere på det relationelle; på de
forbindelser mellem gymnasieelever, som er
afgørende i deres hverdag. Her må det centrale
være de betydningsskabende interaktioner de
unge imellem, som foregår i og omkring brugen
af mobilkameraet. Mobilen giver og gives betyd-
ning i en konkret social kontekst; hverdagene og
festerne med gymnasiet som omdrejningspunkt.
En sociologisk undersøgelse af gymnasieelevers
mobilskik og -brug må derfor nødvendigvis også
undersøge, hvad der er på spil i den forståelses-
ramme, der muliggør gymnasieelevernes ople-
velse af det ungdomsliv, hvis højdepunkter mo-
bilens snapshots videreformidler.
Til undersøgelsen af dynamikken i en sådan fæl-
les forståelsesramme er fokusgruppeinterviewet
en produktiv, måske den eneste, metode. Her skal
blot skitseres et bud på hvilken viden, hvilke nye
spørgsmål, en sådan undersøgelse kan bibringe.
Hun var selv ude om det
Blandt gymnasieeleverne fandt vi forskellige va-
riationer over en særlig social forståelse, hvis logik
artikuleres i det, vi vil beskrive som egenskyld-dis-
kursen. Denne forståelse var særlig udtalt da en fo-
kusgruppe fra Sydby præsenterede historien om
de tre piger fra 10. klasse, der havde fotograferet
hinanden kun iført g-streng.
Første del af episoden tager sig ud som et klassisk
eksempel på en historie, hvor teenagepiger sam-
men udfolder og udforsker et prøvende bud på
en seksuel identitet. At billederne efterfølgende
er set af alle unge i byen, er måske ikke lige sagen
i et ungt menneskes liv.
Dette perspektiv er imidlertid fuldstændig fravæ-
rende i fokusgruppens diskussion af episoden. De
afgørende elementer er derimod 1) at pigerne selv
har taget billederne 2) at de selv aktivt erotiserer
egne kroppe og ikke mindst 3) at de selv har sendt
billederne videre i første omgang:
Af Malte Conrad, Mattias Jørgensen, Jacob Lunding og Stinne Ø. Poulsen, stud.scient.soc.
Liv: Så er man kraftedme også for dum.
Mia: Så er man virkelig for dum
Julie: Jamen er hun ik’ dum. Han siger til hende
”jamen du bliver populær” – ”Nå men, okay så”..
Rikke: Altså, jeg arbejder sammen med hende den
ene, og jeg kan næsten ikke se hende i øjnene.
Jeg synes..
Mia: Det er klamt
De tre piger er altså ikke alene dumme, fordi de
selv kunne have forudset den eksplosive distri-
bution af billederne, de er også ”klamme” piger,
man ikke kan se i øjnene. Disse to perspektiver
indgår tilsammen i den dømmende logik, som
udspringer af egenskyld-diskursen. Denne logik
erner også ansvaret fra dem, der videresender
billederne: Har de fotograferede selv medvirket
aktivt, er den, der videresender billederne, uden
ansvar og skyld.
Historien var massivt tilstede i byen. Vi hørte ek-
sempelvis også om episoden i de to andre fokus-
grupper i Sydby, der diskuterede historien ud fra
samme logik. Træder man et øjeblik ud af denne
logik, og forestiller sig et ungdomsliv i Sydby, anes
alvorlige personlige konsekvenser for de tre piger.
Historien følger i hælene på en og begrænser mu-
lighederne for udvikling af andre identiteter, idet
man konstant fastholdes som ”pigen på billedet”.
Og i en lille by som Sydby kan historien også løbe
foran en og dermed performe en uattraktiv iden-
titet for en, således at man i andres – også frem-
tidige bekendtskabers – øjne bliver til ”pigen, der
selv var ude om det”.
At en sådan uattraktiv identitet kan blive varig og
fastlåst hænger sammen med et andet element i
diskursens logik, som pigerne i en anden fokus-
gruppe i Sydby her udfolder:
Lykke: De der piger, der har taget de der billeder,
de har jo også alle sammen sagt, at de
åh, nu fortryder de det helt vildt meget og sådan
noget… Men det kan man jo altid
komme og sige bagefter, altså, det burde man
have tænkt på lidt før, ik? Altså, nu er de
blevet gjort til grin med det og så.
Maria: Der er jo ikke nogen, der har tvunget dem
til at sende dem rundt, vel?
15