Tema/KLAM! - ORDET

Foto: Bo Leihof/TV3
NÅR DEN STØRSTE TABER VINDER
Reality-showet har fra genrens fødsel
dyrket tabuerne og de hårdtpumpede
dilemmaer. Og vi elsker det. Vi elsker
at se folk skændes, tvivle og udsætte
hinanden for tortur. Men hvorfor tiltrækkes
vi af det moralsk frastødende?
Ordet undersøger en genre, der jager
en fysisk klam og følelsesmæssig ubehagelig
reality.
De tramper sammenbidt afsted, lænket til hin-
anden i par. Sandet brænder under deres nøgne
fødder og dråber af sved løber ned over deres
skræmte ansigter. Alle er de klædt i orange drag-
ter, klude der sender tankerne mod Cuba, tortur
og tilfangetagelse. Som reportage i Deadline el-
ler som kritisk dokumentar havde synet af disse
fanger vakt stærke følelser hos seerne. Men det,
der udspiller sig foran kameraet, er ikke ægte. Og
så alligevel.
De første episoder af Expedition Robinson blev
sendt på svensk tv i efteråret 1997. Showets kon-
cept var allerede på tegnebrættet fem år før, ned-
fældet og udtænkt af britiske Charlie Parsons, men
først med SVT’s satsning nåede Parsons’ skriverier
alverdens stuer. Den ekstreme beretning om en
gruppe menneskers kamp på en øde ø var født,
og en ny epoke under tv-mediets vinger var klar
til at lette. Elleve år senere har genren cementeret
sin plads på den ugentlige programoversigt. Spin-
os i hobetal har besat sendeaden, og æraen for
Can’t-Be Tv er indledt.
Succesfuld opskrift
Men de elleve år har været skelsættende for tv-
mediet. Reality-programmer med vidt forskelligt
tematisk fokus og seermæssig popularitet har for-
mået at skubbe den etiske barriere for, hvad der
kan transmitteres på tv. Dog er de alle skåret efter
samme klassiske skabelon: Konkurrence-elemen-
tet er programmernes kerne og narrative drive.
Det er pengepræmien, som vækker deltagernes
motivation og sætter rammerne for den stort isce-
nesatte tour-de-force.
De episode-specikke forfriskelser, derimod, lig-
ger i den interne strid blandt de konkurrerende
deltagere. Det er deres verbale hundeslagsmål
og machoiserede brydekampe, som er showets
egentlige guldklumper. Det hele kulminerer i slut-
ningen af hver episode, hvor en alvorsbefængt og
pathos-tung ceremoni iscenesættes som show-
ets klimaks: Hvem skal dø? Hvem skal blive? Det
er her, at truslen om social ekslusion manes frem,
i den dramatiske hjemsendelsesfærd, som er rea-
lity-showets hellige gral.
” Filosoen bag denne ”reality”
synes altså at være, at
først når hund æder hund,
ser vi, hvad der gemmer sig
i urmenneskets psyke.”
Kernen i Robinson er dette brede sociale ekspe-
riment tilsat en individuel overskridelse af egne
grænser. Kulisserne er ikke sat inden for civilisa-
tionens kendte rammer, men på en tilfældig stil-
lehavsø, hvor kun junglens love gælder. Filosoen
bag denne ”reality” synes altså at være, at først når
hund æder hund, ser vi, hvad der gemmer sig i
urmenneskets psyke. Hvorvidt, der er tale om en
mental dannelsesrejse eller programsat katarsis, er
uigennemskueligt. Det eneste, der tilsyneladende
ikke kan betvivles, er underholdningsværdien i at
se almindelige mennesker vælge mellem ond-
skab og mammon for åben skærm. Det er hon-
ning i tv-krukken, når millioner af seere stimler
sammen til endnu en episode af deres foretrukne
reality-føljeton.
Menneskefedt og grimme ællinger
Men Robinson er som nævnt kun en lille ø i rea-
lity-havet. Social eksklusion og forræderi er blevet
rutine i en medieverden, hvor kampen om seerne
er hårdere end nogensinde før. Hovedretten er for
så vidt den samme, men først når sex, fobier og et
aparte udseende krydrer den kulinariske fond af
rollespil og løgne, er menuen klar til servering. Det
skal være klamt, før det kan indtages.
Men et simpelt bedrag eller en ubehagelig hand-
ling tilfredsstiller ikke længere det hungrende
publikum. Nu skal også den grænseoverskridende
krop udstilles i reality-genrens ”virkelighed”, og
ekstrem overvægt og menneskefedt på dåse er
blevet legal underholdning i bedste sendetid.
Det klamme og det chokerende er som sådan
ikke nyt. Men den helt eksplicitte udstilling af
tabuiserede emner som ekstrem overvægt, som
set i NBC-produktionen The Biggest Loser (2004),
eller særegent udseende som behandlet af make-
over-kappestriden The Swan (Fox, 2004), er hidtil
ukendte tv-koncepter. Her er enden den forkerte
og uønskede menneskekrop, der trimmes, klippes
og forbandes til ukendelighed.
Producenterne bag kampen mod kiloene påstår
at kæmpe en kamp, der er i deltagernes bedste in-
teresse. Men er det sundhedsmæssige motiv ikke
blot et dække over en hæmningsløs eksponering
af hverdagens monstre? I sidste ende er det kolde
kontanter og ikke interesse for folkesundheden,
der motiverer produktionsselskaber.
Paradis uden moral
Men hvori består det frastødendes gennemgri-
bende appel til tv-seeren? Er der tale om en me-
dieret interaktion med et konstrueret fællesskab
eller en følelse af foragt og skadefryd, som opstår,
når vi præsenteres for typecastede vanskabninger
og mentale særtilfælde?
Hvis sidstnævnte er tilfældet, består vores fa-
scination af det klamme og frastødende, i lighed
med gys og horror, af en glæde over ikke selv at
gennemleve det helvede, som de implicerede står
over for. Det moralske element har dog et noget
andet fortegn, og den klassiske teenage-gysers
Final Girl vil som oftest være den første til at for-
lade showet på den øde ø. Helt udstødt og fortabt
ville det jomfruelige væsen for alvor bende sig, i
selskab med de promiskuøse og letsindige unge
mennesker på Paradise Hotel (Fox, 2003). Kysk og
ædruelig ville den stakkels pige møde en genera-
tionskløft af dimensioner, sat til bords med reality-
tv’s svar på tre uger i Bulgarien med Ung Rejs.
”Social eksklusion og forræderi
er blevet rutine i en
medieverden, hvor kampen
om seerne er hårdere end
nogensinde før”.
Ø-ekspeditionen Robinson er fortsat dansk
reality-tv’s øverstbefalende og har ifølge Gallup
hverken problemer med at udkonkurrere det om-
debatterede Sandhedens Time eller de lignende
amerikanske shows.
Men konkurrencen har medført en klar skær-
pelse af de prøvelser, som øboerne udsættes for.
Senest har en torturekspert kritiseret program-
mets lemfældige omgang med torturmetoden
waterboarding, en forhørsmetode der kan karak-
teriseres som simuleret drukning. To deltagere
blev stillet klare konkurrencemæssige fordele i
sigte ved brug af instrumentet foran dem, men
begge fravalgte muligheden med henvisning til
de traumatiske følger, den ngerede nærdødsop-
levelse kunne medføre for ofret.
Som seere har vi unægtelig en fornemmelse af,
at testen ikke rummer et egentligt potentiale for
torturudøvelse. For reality-tv er nok en pirrende
reality – men mest tv. Og det er kontrakten mellem
seer og tekst. Bliver ”reality” til rigtig virkelighed
forsvinder charmen ved de moralske dilemmaer
og de svedige skænderier. Vi vil hellere under-
holdes end konfronteres, og det, der udspiller sig
foran kameraet, må ikke være ægte. Men det må
gerne se ægte ud.
Af Mathias Ravn, stud. Film- og Medievidenskab
11