17.07.2013 Views

Deep Throat - ORDET

Deep Throat - ORDET

Deep Throat - ORDET

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

<strong>ORDET</strong> #24<br />

8. årgang - Sept. 2010<br />

Redaktion<br />

Agnete Christiansen<br />

Emilie Fuglsang<br />

Julie Lund Mikkelsen<br />

Erik Pardos Olsen<br />

Sara Rottbøll<br />

Malene Skov<br />

redaktion@ordet.net<br />

Skribenter<br />

Emilie Fuglsang<br />

Jeppe Jørgensen<br />

Peter Gøthgen<br />

Erik Pardos Olsen<br />

Sara Rottbøll<br />

Peter Schepelern<br />

Agnete Christiansen<br />

Malene Skov<br />

Julie Lund Mikkelsen<br />

Web<br />

www.ordet.net<br />

Forside<br />

Brigitte Bardot<br />

Layout<br />

Tais Juul<br />

KOLOFON<br />

Tryk<br />

Frederiksberg Trykkeri<br />

ISSN<br />

1602-5334<br />

Oplag<br />

750<br />

Annoncer<br />

annonce@ordet.net<br />

Input<br />

Brug <strong>ORDET</strong>! Indlæg, artikler og idéer<br />

modtages med glæde. Send en mail til<br />

redaktionen@ordet.net eller kontakt<br />

redaktionen.<br />

Ordet udgives med støtte af<br />

Nordisk Film Fond og<br />

Institut for Medier, Erkendelse og Formidling,<br />

København Universitet.<br />

Ordet - tidsskrift for film og<br />

medier<br />

Njalsgade 4 80<br />

2300 København S<br />

www.ordet.net<br />

LEDER<br />

Sex, sex, sex, sex, sex!<br />

Og denne gang er overskriften ikke blot en snedig påkaldelse af dit<br />

lumre underjegs dunkle drifter, men det dybt alvorlige, ærkeakademiske,<br />

journalistisk lødige emne for dette nummer af Ordet. Vi tager skam sex<br />

seriøst her på redaktionen, og vi har derfor med største andægtighed<br />

og systematik gennemgået AV-arkivets kulørte afdeling for at finde de<br />

brunstigste tyre, de stiveste nitter og hedeste nætter, som det hvide lærred<br />

(og den blå computerskærm) byder på.<br />

Sex, vold og stoffer listes ofte – ikke mindst i amerikansk populærkultur –<br />

sammen som den amoralske triade, det ultimativt utilgivelige og syndige.<br />

Er du blevet gravid uden for ægteskabet, kunne du næsten lige så godt<br />

have solgt kokain til skolebørn, mens du knivstak gamle damer for at<br />

stjæle deres bankopenge. I den hjemlige andedam er forargelsen mindre<br />

(vi ophævede jo også som de første forbuddet mod billedporno, så det kan<br />

være vi efterhånden har vænnet os til tanken om sex), men store dele af<br />

den udenlandske popkultur, som feteres i Danmark, hylder de tre midler til<br />

sikkert samvær: ”Abstinence, abstinence, abstinence!”<br />

Teenagelitteraturens (og nu -filmens) store hjertesmertehit er den<br />

følelsesmæssige kaloriebombe ”Twilight”, der i den grad hylder det sexløse<br />

forhold. Ikke fordi det skorter på alabasterhud og længselsfuld skælven,<br />

men den underliggende afholdenhedssymbolik siler i samme mængder<br />

som regnen i den ultrapopulære vampyrromance. Nok er den kvindelige<br />

hovedperson den seksuelt aggressive, men den victorianske dydsmoral<br />

fremstilles som et ikon til efterlevelse. Trods dette kalder den amerikanske<br />

højrefløj serien for porno. Mogens Rukov derimod forarges over manglen<br />

på sex, og omtaler ”New Moon” som: ”dydig begærlig afholdenhed iblandet<br />

liderlighed”. I alle tilfælde er forargelsesfaktoren sex.<br />

Vi har lagt forargelsen på hylden for en stund, og undersøger i dette nummer<br />

både liderligheden og kærligheden, det hårde og det bløde, perversiteten<br />

og sensualiteten. Vi byder på bøssefilm og pornofilm, stjernetegnsfilm og<br />

fransk film (som jo pr. definition er sexet).<br />

Så hvis du ellers kan komme til for lutter dunkende lemmer og mælkehvide<br />

lår, der blævrer sensuelt af lyst, håber vi, at du får en oplysende, opløftende<br />

og ophidsende oplevelse.<br />

Af Agnete Christiansen, stud. film- og medievidenskab<br />

Den danske filmbøsse<br />

Bøsse-karakterer i den<br />

danske filmhistorie<br />

spænder fra usympatiske<br />

trækkerdrenge, over<br />

eksperimenterende<br />

efterskoleelever og<br />

fodboldspillende machos,<br />

til økologielskende<br />

nynazister – udviklingen<br />

er både interessant,<br />

tankevækkende og<br />

underholdende...<br />

Af Caroline Thing Baltzar Lundsteen, stud. Film-<br />

og Medievidenskab<br />

Løse håndled og tyrkiske<br />

cigaretter<br />

Frem til årene omkring den seksuelle<br />

revolution i slut-60’erne er der, på nær<br />

en enkel undtagelse, ingen eksplicitte<br />

eksempler på bøsser i danske spillefilm.<br />

Der findes dog flere eksempler på ”bøssede”<br />

figurer i danske lystspil og komedier.<br />

”Tøsedrengen” er en typisk komisk og<br />

karikeret ”bøsset” figur, som ofte indgår<br />

i disse filmgenrers persongalleri. Bare<br />

tænk på skuespilleren Arthur Jensen (Hr.<br />

Schwann fra Matador), og du får et rimelig<br />

godt billede af denne aseksuelle, ofte<br />

feminint forfjamskede mandefigur.<br />

”Tøsedrengen” udvikler sig op igennem<br />

50’erne og 60’erne hen mod en mere<br />

realistisk og sympatisk udgave. Et godt<br />

eksempel er modedesigneren Hr. Marcel fra<br />

den første danske farvefilm, Kispus (Erik<br />

Balling, 1956). Helle Virkners karakter Eva<br />

tøver først med smide tøjet for at stå model<br />

for denne herre, men det går hurtigt op for<br />

hende hvordan tingene hænger sammen, og<br />

med et lille forstående og overbærende smil<br />

viser hun gerne underskørterne frem for Hr.<br />

Marcel med det velfriserede hår og de løse<br />

håndled.<br />

Den eneste film før 1969, som indeholder<br />

eksplicit homoseksuelle karakterer, er den<br />

knap så homo-sympatiske Bundfald (Palle<br />

Kjærulf-Schmidt, 1957). Her slår en ung Ib<br />

Mossin sine skuespillerfolder som den friske<br />

Anton fra landet, der lokkes af de hurtige<br />

penge som ”falsk” trækkerdreng i den farlige<br />

københavnske storby. Kaj og Egon hedder<br />

de to slemme drenge, som systematisk<br />

snyder, overfalder og udplyndrer ældre<br />

homoseksuelle mænd og lokker Anton med<br />

ind i den kriminalitet, der til sidst driver<br />

ham til selvmord.<br />

Filmen er en del af periodens<br />

problemfilmsbølge, der bl.a. opstår for at<br />

undgå forlystelsesafgiften ved at beskæftige<br />

sig med et ”oplysende” emne. I Bundfald<br />

møder man en anden bøsse-type: ”the sad<br />

elderly man”. Han er en velklædt ældre<br />

antikvitetshandler, der bor alene, ryger<br />

tyrkiske cigaretter, og hvis mor var ”den<br />

eneste der forstod ham”. Selvom bøsserne<br />

i Bundfald ikke er skildret som skurke eller<br />

ansvarlige for dette ”samfundsproblem”, så<br />

er de fremstillet i et ikke særlig flatterende<br />

lys, som selvhadende og ensomme<br />

eksistenser.<br />

Filmen har altid været forhadt i bøssemiljøet<br />

pga dens tydelige skræmmebillede og<br />

dens manglende problematisering af<br />

sædelighedspolitiets forfølgelse af bøsser -<br />

en forfølgelse og chikane, der banede vejen<br />

for indførelsen af ’den grimme lov’, der<br />

kriminaliserede kunder til mandlige (ikke<br />

kvindelige) prostituerede og på den måde<br />

LarsWahl<br />

5<br />

Foto: Lars Wahl

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!