Nyt fra Bestyrelsen - Club Danois

CD NYT 

Club Danois - Association Culturelle Franco - Danoise (1901) 

VENCE, OKTOBER 2001 

KAI LINDEMANN 

11 

tredje årgang, december 2001 

Optaget på Kunstakademiet i 1952/Medlem af GRØNNINGEN/tildelt ECKERSBERG-medaillen 1992/ 

Udstillinger: Gallerie Jensen, København/Sønderjyllands Kunstmuseum/ Et Kunstværks tilblivelse, Helsingfors/ 

Galleri Houmann, Århus/Galleri Teilus, Lomma/Galeri Asbæk, København/Østersøbiennalen Rostock/FIAC, 

Paris/The Squibb Gallery, Princetown, USA/Galeri Galise, Thonon Frankrig/Galeri Bram, Hobro/Vejen 

Kunstmuseum/XXVI Pris International d‘Arte Contemporain de Monte Carlo/Galerie J.D.V., Malmø/ Art Junction, 

Nice/Galerie Profilen, Aarhus/Gallerie Rasmus, Odense. 

Solgt til bl.a. Hobro Kunstmuseum, Nordjyllands Kunstmuseum, Sønderjyllands Kunstmuseum, Københavns 

Kommunes Kunstfond, Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond. 

Kai Lindemann udstiller i december 2001 hos Galeri Asbæk.

JULEN ER NÆR 

FORMANDEN TÆNKER OG skriver: 

Dette efterår har været usædvanligt 

smukt vejrmæssigt med varm sol til 

langt hen i november. Desværre for lidt 

regn, og usædvanlig uhyggeligt politisk. 

Club Danois er en klub, hvis mål er at 

prøve at tilfredsstille medlemmernes 

ønsker og behov i kulturel og social 

retning. Vi har gang på gang understreget, 

at vi ikke er en politisk forening. 

Desværre har terroristerne, der den 11. 

september ændrede verdens opfattelse 

af en række ting, gjort det vanskeligt at 

holde politik ude. Vi må tage stilling til 

de begivenheder, der sker rundt om os. 

Det er, som om der i dag sker flere og 

flere ulykker, de bliver værre og værre. 

Gør de? Jeg tror egentlig ikke, at 

antallet af ulykker er steget, eller at 

vejret og de tropiske storme er blevet 

voldsommere. Måske er forklaringen på 

vores reaktion, vores frygt for disse 

mangfoldige hændelser, at vi i dag i 

langt højere grad end før i tiden oplever 

dem direkte og meget hurtigt, efter de 

er sket, ofte mens de sker! Mange sad 

vel foran tv-skærmen om eftermiddagen 

den 11. september. Selv blev 

jeg ringet op, og umiddelbart efter at 

der var kommet billeder på skærmen, 

kunne jeg se fly nummer to slå ind i det 

andet tårn i World Trade Center. Nogle 

minutter senere så jeg det første tårn 

styrte sammen. Når man har stået på 

pladsen mellem de to tårne, lagt 

hovedet tilbage og undrende set de 

bygninger med deres nygotiske facade 

af tynde betonsøjler så store, at man 

næsten ikke fattede de. Når man har 

kørt op i elevatoren i bygningerne, så 

højt man som turist kunne komme og 

kigget ud over New York, så er det 

ubegribeligt, uforståeligt, hvad man så 

der foran sig kl. 15.45 den 11. 

september 2001. 

Desværre er klicheer, som „verden blev 

ændret den dag“ og al den anden 

retorik, som de politiske ledere måtte 

komme med, jo nødvending. Amerika 

har traditionelt altid været landet, hvor 

alt stort var større end andre steder, 

bygninger, kvægfarme, økonomi og nu 

ulykker, ulykken over alle ulykker. 

Fanatikere, der er villige til at sætte livet 

ind,vil vi aldrig kunne gardere os imod. 

Folk, der vil sætte livet ind, bruger vi i 

krige uden tøven og kalder dem helte. 

Men disse terrorister, der uden at kny, 

tager tusinder af helt uskyldige 

mennesker med sig i døden, er svære 

at komme til livs. Rettere, de er sværere 

at kontrollere, vanskeligere at finde. Når 

man i princippet med en knækket 

plastikkniv, som man faktisk får 

udleveret ved måltidet om bord på de 

fleste fly, kan true livet på medpassagerer 

og besætningsmedlemmer 

og få kontrol over maskinen, herunder 

styreapparaterne, så kan vi ikke gøre 

noget. 

Herbert Pundik fremhævede i sit 

foredrag den 22. oktober, at det i høj 

grad er forskellig opfattelse af de 

kulturelle uligheder mellem den 

islamiske verden og den vestlige, der 

udgør problemet og en løsning var efter 

hans mening, at vi i vesten i langt højere 

grad prøver at forstå den islamiske/ 

arabiske verden, og at vi hjælper med 

økonomisk bæredygtig udvikling af de 

lande, hvorfra der rekrutteres folk, som 

er villige til at ofre sig selv for islam. 

Altså endog meget langsigtede 

løsningsmodeller, og imens må vi afinde 

os med at leve med frygten for terror. 

Herbert Pundik mente heller ikke, at 

det israelske og palestinensiske 

problems løsning lå i nær fremtid. 

Rigtig god Jul! 

SKAT OG SKIDT 

Det er ikke julegaver, staten giver os. 

Jeg finder der vanskeligt at forstå, 

hvorfor folk, der bor i Danmark, finder 

sig i at skulle betale en afgift - moms - 

af afgifter! 

Lad mig forklare: Jeg har modtaget 

regning fra NVE, mit elektricitets 

selskab. Heraf fremgår, at jeg betaler 

en abonnementsbetaling på kr. 153, 25 

og en energibetaling, dvs. betaling for 

den strøm jeg har brugt, på kr. 400,88. 

I alt kr. 554,13 for at kunne udnytte 

de elektriske installationer. Det er OK. 

Men så tilægges en el-afgift på kr. 

484,88 og en CO2 afgift på kr. 88, i alt 

kr. 1.127,01. Heraf udgør afgifter til 

staten et beløb på kr. 572,88. Så 

kommer det uhyggelige/morsomme: 

Staten tager nu af moms af hele 

beløbet, altså også af afgifterne. Den 

afgift lyder på kr. 281,74. 

Så har jeg betalt kr. 553,25 for 

strømmen og en skat på kr. 854, 30 til 

staten. Glem det med at slukke for 

strømmen! 

Dorrit har bedt mig huske medlemmerne 

på, at når man har meldt 

sig til et arrangement og ikke kan 

komme, skal man meddele dette senest 

48 timer før arrangementet. Ellers får 

man ikke pengene tilbage. Vi er klar 

over, at dette er et problem, men tænk 

på, at de aftaler, vi har med 

restauranter etc., kun kan ændres, hvis 

der indgår meddelelse herom 48 timer 

før.

Det er nok vigtigt, at man i disse 

“terror-tider” magter at holde hovedet 

koldt, når man snakker biologisk terror, 

og det er også vigtigt, at man ved, hvad 

der tales om. Derfor nogle facts om 

anthrax (miltband - maladie du 

charbon) 

Miltbrand er en infektionssygdom, som 

skyldes en bakterie, altså ikke en 

virus eller andet måske mere 

ubehageligt. Bakterien hedder bacillus 

anthracis, og den findes naturligt i jord 

og blandt dyr, som er planteædere, 

herunder husdyr som kvæg, får og 

geder. 

Bakterien har den egenskab, at den kan 

danne sporer. Sporer er en slags 

“bakteriefrø”, som bevarer spireevnen 

i meget lang tid, og som er 

modstandsdygtige over for mange af de 

påvirkninger, der normalt slår 

bakterier ihjel. Når sporen kommer i 

et miljø, hvor den kan spire, bliver den 

til en bacillus anthracis, som kan 

inficere mennesker og dyr. 

Sporedannelsen er årsagen til, at 

miltbrandbakterien er anvendelig som 

terrorvåben, idet sporerne tåler 

“forsendelse” i f.eks. bomber og breve 

og tåler udbredelse via 

ventilationsanlæg og lign., hvilket 

mange andre bakterier slet ikke kan 

klare, selv om de også ville være 

velegnede til at sprede død og 

sygdomme. 

Sygdom hos mennesket: 

Anthrax - Miltbrand - Maladie du Charbon 

Symptomerne på en infektion med 

bakterien afhænger af, hvordan 

kontakten mellem menneske og 

bakterie sker, og symptomerne 

optræder som regel inden for 

den første uges tid efter udsættelsen for 

bakterien. 

Ved kontakt på huden får man en byld 

eller et sår med sort bund. Det er 

karakteristisk, at der ikke er nogen 

ømhed på stedet. Ubehandlet vil ca. 

80% af de angrebne blive raske af sig 

selv, mens 20% vil opleve forværring, 

måske død. Behandlet bliver man rask 

uden problemer. 

Hvis man indånder bakterien - eller 

rettere indånder bakteriens sporer i 

f.eks. støv - kan man få lungemiltbrand. 

Her ligner symptomerne influenza, som 

i løbet af få dage forværres med feber 

og åndenød. Til slut går patienten i 

chock, og døden indtræffer næsten 

altid, hvis man ikke behandler. Hvis 

man behandler tidligt, er dødeligheden 

meget lille. 

Meget sjældent kan man få mavemiltbrand, 

som skyldes, at man spiser 

mad inficeret med miltbrand. 

Sygdommen giver mavesmerter og 

blodig diarré. Det er en sygdom med 

høj dødelighed trods behandling, men 

mavemiltbrand er heldigvis meget, 

meget sjælden. 

I det hele taget er miltbrand meget 

sjælden hos mennesker i hvert fald 

i den vestlige verden. 

I Danmark har der ikke været 

tilfælde af miltbrand hos mennesker i 

mange år, og sidst blev miltbrand 

fundet hos et dyr i 1988. I USA har 

der - bortset fra det, der nu sker - i 

de sidste 100 år kun været 18 tilfælde 

af lungemiltbrand og inden for de 

sidste ca. 50 år kun ca. 200tilfældeaf 

hudmiltbrand. 

Man kan heldigvis behandle miltbrand: 

Penicillin og andre antibiotika virker på 

miltbrand. Det foretrukne antibioticum 

hedder ciproxin, og behandlingen virker. 

Forbebyggelse: 

Hvis man bliver udsat for bakterien, 

kan man med succes forebygge med 

de antibiotika, som anvendes ved 

behandlingen af sygdommen. Den 

forebyggende behandling skal gives i 

2 måneder. Der er udviklet vaccine 

mod miltbrand, men denne vaccine 

er ikke i almindelighed tilgængelig og 

kommer i hvert fald ikke foreløbig i 

betragtning som forebyggelse. 

Det er nok vigtigt, at man ikke lader 

sig gribe af panik: 

Vi har at gøre med en sygdom, som er 

ret let at diagnosticere, og vi har 

behandlinger, der virker. Og så kommer 

man nu også langt med omtanke 

og almindelige hygiejniske forholdsregler, 

hvis man vil undgå smitte. 

Flemming Mikkelsen 

Læge

BESTYRELSEN HOLDT MØDE 

DEN 5. SEPTEMBER, DEN 18. 

OKTOBER OG DEN 22. NO- 

VEMBER. 

KLUBBENS SÆSON blev indledt 

den 20. september med rekordstor 

deltagelse. Place du Frêne var stedet. 

Vence kommune havde stillet telte, 

borde og stole til rådighed. Pierre 

Marchou, Vence‘s borgmester, mødte 

op. 240 medlemmer af Club Danois 

samt gæster fik en enestående oplevelse. 

Solen skinnede, og folk nød den lune 

aften. Bestyrelsen havde stået i køkkenet 

og lavet maden. 

Christian Simonsen/Nordea havde 

givet et generøst tilskud til arrangementet. 

Tak fra bestyrelsen. 

CONSEIL DES ASSOCIATIONS 

NORDIQUE. Den 30. oktober 

mødtes repæsentanter for alle de fem 

nordiske „associationer“ i området 

(Côte d‘Azur). Formålet var at drøfte 

samarbejde i fremtiden. Det blev på 

mødet besluttet,at oprette et Conseil 

des Associations Nordiques med 

formålet som repræsentanter for 

mellem 3-4000 nordiske personer i 

området at sikre udbredelsen af 

relevante oplysninger samt at bedre 

forholdene for medlemmerne. Cercle 

Nordique har kontakt til omkring 400 

nordiske personer, den norske forening 

har ca. 500 medlemmer, den svenske 

Riviera Klub 1800, den finske klub 

omkring 200. Club Danois 

repræsenterer 713 medlemmer, i alt 

næsten 4000 nordiske personer. De fem 

klubber er meget forskellige både i 

administration og målsætning. 

Svenska Riviera Klubben har som 

nævnt 1800 medlemmer og eget 

klubhus, Stillegaarden. Af praktiske 

grunde er klubben opdelt i fire, en for 

Var vest, en for Var øst, en Cannes/Nice/ 

Antibes samt en kunstforening og en 

Nyt fra Bestyrelsen 

afdeling for vinsmagning. De udgiver 

et meget fornemt medlemsblad- 

Rivieranytt- 6 gange om året, og heri 

gives alle oplysninger om 

arrangementerne. 

Cercle Nordique er meget åben og ser 

gerne deltagelse i deres arrangementer 

fra andre klubber. De arrangerer bl.a. 

busture til Ikea nogle gange om året, 

og Saga Bjørkman, som er formand, 

holder foredrag den første lørdag i 

måneden på La Petite Sirène om 

relevante emner. Klubben udsender en 

kalender med oplysninger om alle 

arrangementerne. Denne kalender 

udsendes til 2000 personer i området. 

Interesserede kan rette henvendelse til 

CN på tlf/fax: 04 93 82 21 02. 

Adressen er:CN, BP 1638 06011 NICE 

CEDEX 1 

E-mail: info@cerclenordique.com. 

Hjemmeside:www.cerclenordique.com 

Association Finlandaise de la Côte 

d‘Azur ser gerne andre nordiske 

personer deltage i de forskellige 

arrangementer af kulturel art. Formand 

er Christina Rantasaari. Nærmere 

oplysninger fås på: 

tlf/fax: 04 93 99 11 46 

Club Norvège Côte d‘Azur, den 

norske klub, ledes af Lars Storvestre, 

og nærmere oplysninger kan fås på 

tlf: 04 93 63 17 55. 

BUSTUREN TIL MARSEILLE 

Den 4. oktober kørte en hel busfuld 

medlemmer til Marseille. Den danske 

guide stillede igen sin store viden og sit 

lokalkendskab til rådighed. En hyggelig 

restaurant var rammen om frokosten. 

Disse éndages busture har vundet gehør 

hos medlemmerne, så vi agter at 

fortsætte i tiden fremover. 

HERBERT PUNDIK holdt et godt 

foredrag den 22. september. Han 

skitserede islams historiske og kulturelle 

baggrund og prøvede hermed at 

forklare, hvorfor den islamiske verden 

i øjeblikket er så kritisk og fjendtligt 

indstillet over for den vestlige verden. 

Uddannelse og økonomisk udvikling 

var det, han mente, der bl.a. skulle til i 

de fattige islamistiske lande, og vi i den 

vestlige verden skulle lære bedre at 

forstå problemerne i den tredje verden. 

180 medlemmer og gæster deltog i 

denne lærerige aften. Mange valgte 

bagefter at spise på en af de 

restauranter, der ligger i Mandelieu.

35 ÅRS FØDSELSDAGEN 

Der var tilmeldt 193 medlemmer til 

festen, og der var en venteliste på 15. 

Da Middagen begyndte var 5 

udeblevet uden at melde afbud. Det 

var kedeligt for de der stod på listen. 

Erik Ryge havde sørget for et sanghæfte 

og en gættekonkurrence. 

Middagen var formfuldendt med 

flotte retter, ialt 5. Champagnen flød, 

og der var rigeligt med vin. 

Restauranten Lycée Paul Augier er 

meget velegnet, ikke mindst på grund 

af det meget fine forhold mellem pris 

og kvalitet. De mange tjenerelever 

under uddannelse sled i det for at få 

retterne frem,de tomme tallerkner ud 

og at holde vinglassene fyldte. 

Lad mig være helt ærlig, underholdningen 

var ikke i den lovede 

topklasse. Man må citere 

S.S.Blicher: Ak- hvor forandret! 

Jeg beklager, og lover ikke bod, men 

skal prøve bedring. 

KBA 

Mere Nyt fra Bestyrelsen 

VINSMAGNING 

Jens Majgaard var vært ved den anden 

vinsmagning i år på „La Part des 

Anges“ i Rue Gubernatis i Nice. 

Også denne gang var der fuldt hus og 

venteliste. 

INTERNET-KURSUS blev 

afholdt den 10. november med 70 

deltagere. Mange var tilfredse, og 

spørgelysten var enorm. Man måtte 

udsætte frokosten for at nå de sidste 

spørgsmål. Erling Christensen stod 

for arrangementet og takkede de to 

arrangører og lærere, Poul Rasmussen 

og Bent Bjerre. Som tak fik de 

hver en kasse vin, og Bent Bjerre, 

som skal leve af sin profession hernede, 

fik lov til at udlevere sit visitkort 

ved den efterfølgende frokost. 

Visitkortet bringes her her på siden. 

Bent Bjerre tager gerne ud til medlemmerne 

og underviser i PC-brug, 

rådgivning samt internet og e-mail. 

JULEFROKOSTEN bliver igen i 

år afholdt på Unisys 

konferencecenter i Saint Paul-de- 

Vance. Anne Majgaard garanterer, 

at ris á l‘amand‘en bliver fin. 

INVITATION TIL SKITUREN er 

udsendt. Turen finder sted 29-30 

januar 2002 på Isola 2000 

CIRKUS I MONACO. Kom og 

vær med til den 26. cirkusforestilling i 

Monaco til premieren den 17. januar 

2002 kl. 20.00 på pladsen ved 

Fontveille. Billetter får hos Benta 

Lønge. 

Indbydelse bliver udsendt sammen 

med CD- Nyt

JULETRÆSFEST 

Lørdag den 15. december kl.15 – 18, 

Unisys, Saint Paul-de-Vence. 

Club Danois‘ familieafdeling inviterer i 

samarbejde med Unisys til god 

gammeldags dansk juletræsfest med 

fransk islæt. Vi håber, at alle forældre 

med børn i alle aldre har lyst til at 

deltage i dette første arrangement, hvor 

børnefamilierne er i fokus. 

Unisys‘ personale med deres børn 

inviteres med til dette arrangement, 

således at de får mulighed for at hilse 

på julemanden og opleve, hvorledes 

danske børn danser omkring juletræet 

og synger julesange. Der vil være godter 

og julegaver til børnene og glögg og 

æbleskiver til de voksne. 

Er der bedsteforældre, som har besøg 

af børnebørnene, eller er der andre af 

klubbens medlemmer, som har lyst til 

at deltage og opleve denne eftermiddag, 

så er alle hjertelig velkomne. 

Har du en nissehue, så er dette dagen, 

hvor den er højaktuel at bære. 

Spørgsmål til dette arrangement 

besvares af: Anne Marie Gjörup. 

Tlf. 0493 24 02 43 eller 0493 58 27 

01 

Vinturen til Spanien blev vellykket 

og var en rigtig hyggelig tur. 23 

deltagere drog den 27. september af 

sted til Bilbao og videre derfra til Haro 

og Burga, byer i Rioja vinområdet i den 

nordlige del af Spanien. Anne og Jens 

Majgaard havde tilrettelagt rejsen. 

Denne rejse var en vaskeægte vintur 

med besøg på mange fine vingårde, og 

deltagernes kendskab til aspekter af 

Rioja-vinen blev stærkt forøget. Turen 

sluttede i Bilbao med et besøg og 

rundvisning på Guggenheim Museet. 

Trods Sabenas anstrengelser for at 

hindre hjemrejsen var vi i Nice 10 

minutter senere end forventet. Jens 

Majgaard skal have ros for sin 

enestående ro og evne til at 

improviserer i en vanskelig situation. 

Poul Stjernø har beskrevet turen inde i 

bladet. 

Nyt fra Bestyrelsen 

GOLFMESTERSKABERNE 

Klubbens årlige golfturnering blev 

afholdt den 18.september på Chateau 

Taulane. Det blev en dejlig dag med 

sol fra morgenen, og takket være Vivi 

og Axel Mikkelsens store indsats gik alt 

fint. Det største antal spillere, der var 

plads til på banen, fik spillet golf. 

Danske Bank var vært ved frokosten og 

havde givet fine præmier. 

Førstepræmien gik til Ole Lien, runnerup 

blev Peter Greve, bedste dame blev 

Babro Kring. Formandens trofæ blev 

vundet af France Nymand-Andersen. 

Bedste gæst var Nicolai Suhr. Laila 

Mohr har beskrevet dagen længere inde 

i bladet. 

Vintur til Var. Vi havde en bustur til 

Var med Jens Majgaard i spidsen den 

11. oktober. Den sensommer, vi har 

oplevet i år, har medvirket til, at alle 

arrangementer har været gode. Bussen 

var fuld, og der var venteliste på 30 til 

arrangementet. Vi kørte til Les Arcs og 

fik en gennemgang og prøvesmagning 

af en række vine fra Côtes de Provence 

på Maison des Vins. Efterfølgende var 

der frokost i Vidauban på „La Bastide 

des Magnans“, den var god, nærende 

og fyldig, igen med gode vine til maden. 

Vejret var sol og varme, så vi kunne 

sidde ude i hotellets gård under 

platantræerne. Efter frokosten fortsatte 

vi med et besøg på den svensk ejede 

Domaine Rabiega. Her blev 

vinproduktion gennemgået, og der var 

igen prøver af de vine, de fremstiller. 

Det blev en virkelig god vindag i 

Provence. 

ET GODT RÅD 

Vi tog en tur til Imperia. Vores normale 

indkøbstur plejer at gå til Ventimiglia 

og til San Remo. Den sidste er en dejlig 

by, så hvorfor køre længere. Herbert 

Pundik havde fortalt mig om Imperia, 

og næste gang, vi skulle opleve noget, 

passerede vi San Remo og kørte de 

næste kilometer til Imperia. Det fortrød 

vi ikke. Imperia består af to byer, som 

er vokset sammen - Porto Maurizio og 

Imperia.Fra motorvejen kører man af 

ved den østlige tilkørsel og ankommer 

til Porto Maurizio, fortsæt gennem byen 

til Imperia, eller tag næste afkørsel fra 

motorvejen og kom direkte ned til 

Imperia. Her kan man parkere - husk, 

betalingen skal skal købes i den 

nærmeste bar. 

Byen er yngre og mindre end San 

Remo, men der er ligeså mange 

butikker, og de er lettere tilgængelige. 

Havnefronten er tættere knyttet til byen 

end i San Remo, hvor man skal krydse 

jernbanen. Vi fandt en udmærket meget 

lokal restaurant “Upapa“ lige før 

havnefronten. Vi fandt også en fantastisk 

vinforretning, et Vinotega, med 

vel omkring 1000 forskellige vine.

Mest Billeder - Nyt fra Bestyrelsen 

Fredag den 9. november blev Club 

Danois’ efterårstennisturnering afholdt 

i Beaulieu, endnu en gang med Nordea 

som 100% sponsor af turneringen. 

Vinderne blev John Philip og Jan Raffel. 

39 spillere var tilmeldt og ekstra 15 til 

frokost. Spillet blev udsat ca. 1 time, 

da samtlige 4 årstider gik over Beaulieu 

mellem kl. 9.00 - 10.00, men så overtog 

solen heldigvis himlen igen. 

Lene Rasmussen takkede på klubbens 

vegne og forærede Kristian, Johan og 

Lisa en poloshirt med klubbens logo. 

En tilmeldt spiller udeblev - uden 

afbud, hvilket altid skaber problemer 

med holdsammensætningen. Tre 

tilmeldte til frokost udeblev også - uden 

at melde afbud. 

Bestyrelsen finder anledning til at 

fremhæve, at det er nemt at melde 

afbud - blot en telefonsamtale!

ET PARADIS FOR GOLFERE 

Halvvejs mellem Cannes 

og Digne, langs Route Napoléon i Le 

Logis du Pin, finder man et lille 

paradis, især for naturelskere og golfere. 

Stedet hedder Le Domaine du Château 

de Taulane Golf et Country Club. 

Mellem bølgende, grønne bakker 

omgivet af hundredårige fyrretræer og 

med en betagende udsigt til høje, rå 

bjerge har man forvandlet et slot fra 

det 18. århundrede til et 4-stjernet 

hotel. I slotsbygningen er der indrettet 

27 værelser, og i de tilstødende 

bygninger, der i sin tid bl.a. blev brugt 

som stalde, er der indrettet endnu 17 

værelser. 

Faciliteterne er mange, her er 

tennisbaner, sauna, jacuzzi og indendørs 

swimming pool, og hvor man end 

befinder sig, har man udsigt til den 

smukke natur. En utrolig flot anlagt 18hullers 

golfbane, som den sydafrikanske 

professionelle golfspiller Gary Player 

skabte i 1992, er prikken i’et. 

Golfbanen var da også centrum, da 

Danske Bank den 18. september 

inviterede til den årlige Club Danois 

golfturnering med efterfølgende frokost 

på slottets restaurant La Marquise de 

Lisle. 73 entusiastiske golfere havde 

tilmeldt sig arrangementet og stod 

parate, da gunstarten lød kl. 9.00. Blot 

havde man ikke forudset, at tempera- 

Solen fik langsomt overtaget og sendte bølgende tåger til vejrs. 

turen inde i landet og i 1250 meters 

højde ikke altid svarer til klimaet 60 

kilometer sydpå. Her var – 2° klokken 

8.00, og alt var dækket af rim. Nogle 

få kække golfere mødte op i shorts og 

fik meget travlt med yderligere at 

ekvipere sig. 

Bortset fra, at gunstarten derfor måtte 

udsættes en halv time, så var det et 

enestående syn at se solen langsomt få 

overtaget, sende bølgende tåger til vejrs 

og forvandle det hvide landskab til 

indbydende, grønne fairways og greens 

– om end lidt våde... 

Klokken 9.30 blev der tee’et ud fra alle 

18 huller og konkurrence-ånden 

sluppet løs, men der var rigelig plads 

til store smil, godt humør og et par 

vittigheder her og der. Især da 

direktøren fra Danske Bank, Peter 

Hansen og hans hustru Grete, kom 

LAILA MOHR SKRIVER 

futtende i en golfvogn og bød på 

forsyninger – croissanter, øl og vand. 

Klokken 14.00 var alle spillere ”i hus”, 

og man samledes om den buldrende 

pejs med et glas i hånden – rød- eller 

hvidvin, øl eller vand. Frokosten, der 

oprindelig var planlagt til klokken 

14.00, måtte naturligvis rykkes en time. 

Køkkenet havde imidlertid fuld 

forståelse for forsinkelsen, og den 3retters 

menu hørte til den bedre halvdel 

af gastronomien. 

I mellemtiden havde proshoppen talt 

sammen og trukket fra, og under 

frokosten kunne vinderne annonceres 

og hyldes: Vinder, Ole Lien - runnerup, 

Peter Greve - bedste dame Barbro 

Kring og vinder af Formandens Trofæ, 

France Nymand-Andersen. 

Stort tillykke til alle vinderne og stor 

tak for en dejlig dag til Danske Bank.

OM GOLF 

Golf - det er da nemt nok! 

Alle kan lære det. Når man først har lært 

grebet og stillingen foran bolden, er det 

eneste, man skal huske i de to sekunder, 

det tager at svinge og ramme bolden og 

sende den af sted mod greenen, 

følgende: Lad venstre albue pege mod 

venstre hofte, højre arm skal være lidt 

mere afslappet og tættere til kroppen end 

den venstre. Så føres køllehovedet forbi 

det højre knæ, og håndleddene vrides 

for at give kraften til slaget. Dette sker 

netop, når venstre arm passerer forbi 

bolden, og den højre arm er som limet 

til kroppen. Hofterne skal samtidig 

beskrive en perfekt cirkel. Det hjælper 

ikke, hvis ikke 60% af vægten er på 

venstre fod og 40% på højre, hverken 

mere eller mindre. Lige på det rigtige 

tidspunkt i svinget bøjes venstre knæ ind 

mod højre i en slæbende bevægelse, lige 

indtil venstre hæl løftes en anelse fra 

jorden, ikke for meget. Pas på, at 

hænderne er over højre fod, endelig ikke 

over tæerne, så hellere over den bageste 

del af foden. Den venstre side af foden 

er drejet fra jorden, og vær sikker på at 

hænderne i toppen af svinget er høje, og 

at køllens skaft er parellelt med jorden. 

Hvis det er et leje, der går nedad, så skal 

skaftet også pege nedad. Hold et 

sekunds pause i toppen af slaget og så 

riv til med venstre arm, som en klokker, 

der haler i rebet. Vrid endelig ikke 

hænderne for tidligt og træk nu venstre 

hofte rundt i en cirke. Skuldrene må 

absolut ikke dreje med hofterne, de skal 

vende mod hullet. Nu overføres 60% af 

vægten til venstre fod og 40% til højre. 

Drej samtidig venstre fod, så fodens 

højre side er lige, men pas på venstre 

hånd, den skal være udstrakt og stiv, 

dog ikke for meget, for så kommer 

bolden ingen vegne, heller ikke for løs, 

for så vil bolden gå til højre i et hook. 

Vristene vrides, men hold hovedet nede, 

så rammer du bolden perfekt. Mere skal 

der ikke til - nemt ikke sandt?

Torsdag den 27. september ringede 

vækkeuret kl. 03.45. Hvilket efter min 

tidsregning er midt om natten. 

Dagen før havde Jens Majgaard 

meddelt – med venlig hilsen fra bin 

Laden – at vi skulle møde i Nice 

lufthavn godt en time før det i forvejen 

ukristelige tidspunkt. Det var der nu 

ikke nogen, der havde adviseret 

lufthavnspersonalet om, så den første 

halve time stod vi 18 danskere med 

søvn i øjnene og gabte helt alene. Da vi 

endelig havde fået checket ind, gik 

flyveturene planmæssigt med flyskift i 

Bruxelles og indhentning af 

skønhedssøvn, til vi nåede Bilbao. Her 

blev gruppen opgraderet med de fire 

deltagere, der havde valgt at tage 

genvejen til Nordspanien i egen bil. 

Den samlede gruppe blev nu gennet ind 

i den ”moderne langtursbus med engelsktalende 

chauffør”. De næste fire 

dage hørte jeg ham ikke sige et ord, og 

det kan man jo lade være med på alle 

sprog. Ved frokosttid var vi vel 

ankommet til det første vinslot, 

Martinez Bujanda i Rioja-distriketet 

Alavesa. Da vi kom indenfor i de øde 

lokaler – bortset fra guiden var alt 

levende fornuftigvis til siesta – troede 

jeg, at Jens Majgaard af gammel vane 

POUL STJERNØ SKRIVER 

havde ført os til Arla mejerigruppens 

seneste præstigeproduktionsanlæg. Alt 

skinnede af højglanspoleret rustfrit stål 

og Ajax-tornado rengjorte gulve og 

vægge. Der lugtede hverken af sur 

mælk eller sur vin, så jeg formodede 

derfor, at anlægget endnu ikke var taget 

i brug. Længere fremme ved 

aftapningsanlægget – stadig 

højglanspoleret – kunne vi konstatere, 

at produktionen ikke endte på 

mælkekartoner, men på vinflasker. 

Inden vinen blev hældt på flasker, 

havde den dog først fået lov til at sove 

sin skønhedssøvn på lager A eller B. Her 

lå over 13.000 egetræsfade, der hver 

indeholdt 225 liter – svarende til næsten 

4 millioner flasker Rioja-vin. Det var 

et imponerende syn at se de endeløse 

rækker af vinfade stablet op i 4 etager, 

og der duftede vidunderligt af vanilje, 

egetræ og Rioja-vin. I ilsomt trav 

passerede vi så lager C og D med lige 

så store mængder af vin, der nu lå og 

sov deres anden skønhedssøvn på 

flasker., inden vi havnede i et lokale, 

hvor frokosten skulle serveres, og vinen 

smages. 

Det blev en mindeværdig frokost. 

Forretten var to slags pølser. Den ene 

var ildrød og smagte derefter. Den 

anden vakte rædselsminder fra 

barndommen til live – blodpølse og 

glogryn. Hovedretten var 

lammekoteletter, grillstegte og i en 

mængde, så jeg ikke kan erindre, om 

jeg spiste seks eller det dobbelte. Hvad 

desserten bestod af, var jeg for træt til 

at huske bagefter. Men det hele blev 

fulgt til dørs med Rioja-vin, først den 

hvide og siden den røde i stigende 

kvalitet – Crianza, Reserva og Grand 

Reserva. Nogle af vinene hed Conde de 

Valdemar, og der var ingen af dem, som 

jeg ikke med glæde ville servere ved 

eget bord. Mætte og tilfredse kørte vi 

nu til familiens nyeste prestigeprojekt, 

Finca de Pioedra, der lå smukt på en 

skrænt ved Ebro-floden, og hvor man 

eksperimenterede med nye 

druesammensætninger. Den fælles 

opskrift/motto for firmaets 

vinproduktion var tre ting: Renlighed, 

renlighed og renlighed. Og som vi 

havde set, blev den opskrift fulgt 

konsekvent og med fremragende 

resultater. 

Turen gik nu til hotel Los Augustinus, 

der lå midt i byen Haro. Hotellet så 

stort og utilgængeligt ud, og det var der 

en forklaring på. Bygningen var opført 

i 1300-tallet og havde de første 500 år 

været kloster. Derefter havde det i 

rækkefølge været kaserne, militærhospital 

og fængsel, og senest var det 

nu forandret til hotel. Da vi havde fået 

udleveret nøglen til vores tildelte celle 

og havde konstateret, at nøglen virkede 

både udefra og indefra, var det tid til 

afslapning. Men ej til at gå i dvale. Kl. 

var over 18, og allerede kl. 20 samledes 

vi atter i et fornemt lokale til en guidet 

tur videre ind i Riojas vinverden. 

Guiden var den stedlige turistchef, som 

med megen viden og charme lod os 

smage hans personlige favoritter inden 

for den lokale vinproduktion. Han var 

assisteret af sin absolut nydelige datter,

OM VINTUREN TIL SPANIEN 

der distraherede os med vinskylning af 

uendelige rækker af vinglas. Det fik mig 

til at tænke på en japansk te-ceremoni, 

men forklaringen var den enkle, at den 

skulle fjerne en eventuel svag mindelse 

om sulfo og/eller afspændingsmiddel. 

Den efterfølgende middag bød - vistnok 

- på blod-pølse og lammekød, men da 

vi også skulle koncentrere os om at 

smage på restaurantens favoritter inden 

for 

Rioja-vin, og klokken var mange, er jeg 

ikke helt sikker. Men jeg er sikker på, 

at ingen af deltagerne gik sultne eller 

tørstige i seng, og jeg tvivler på, at nogen 

havde brug for at tage sovepiller. 

Næste dag i manerlig tid efter et fint 

morgenbord startede vinturen igen 

med et besøg på Bodegas Muga. Hvis 

firmaet ikke allerede har et motto for 

deres vinproduktion kunne dette være: 

Egetræ, tradition og ren-lighed. 

Her var en række af kæmpemæssige 

gæringskar og lagertanke af egetræ. 

Mellem 10-20.000 liter vin i hver, og 

efter den første produktionsfase, 

skønhedssøvnen i de traditionelle 225 

liters egetræsfade. To ting var spe-cielle 

for Bodegas Muga. For det første, at 

man på stedet havde sit eget 

bødkerværksted, hvor man fremstillede 

alt, hvad firmaet anvendte af 

vinkar, -tanke og -fade. Vi så og fik 

forklaret, hvordan de tre bødkere og 

tøndebindere på traditionel vis - og kun 

med få moderne hjælpemidler - 

forvandlede det importerde franske og 

amerikanske egetræ til de ønskede 

vinbeholdere. Efter gennemgangen 

blev vi bænkede som riddere om det 

runde bord, dog ej med sværd, men 

med glas.

Den inderste del af bordet roterede med 

stedse nye forsyninger af vin og små 

kiks, så vi kunne neutralisere den ene 

smagsoplevelse fra den næste. Det 

andet specielle for Bodegas Muga var, 

at deres danske importør er Laudrup 

Vinimport. Da alle de smagte vine var i 

top, har Laudrup også her scoret et flot 

mål. I øvrigt kunne vi i stedet for at 

besøge vinslottet have fået de samme 

vinoplevelser den 24. oktober ved en 

„Stor Muga Aften„ på Hotel d‘Angleterre, 

og så havde vi fået en fornem 

5-retters menu til at skille smagsoplevelserne 

i stedet for kiks. 

Sidste vinbesøg var Bodegas Remelluri, 

der lå midt i vinmarkerne. Gammelt 

og traditionelt og alligevel nyrestaureret. 

På ankomsttidspunktet trængte 

vist alle til at slappe af over en god 

frokost, men nej. Først arbejde og så 

fornøjelser. Den unge værtinde havde 

dog læst vores tanker, så vi blev i 

iltempo ført gennem det imponerende 

produktionsanlæg og ind i lagerkældrene, 

hvor det viste sig, at vi ikke 

var det første hold vinturister. Da vi stod 

mellem de uendelige rækker af egetræsfade, 

fik vi pludseligt et flot videoshow, 

så hun sparede stemmen, og vi blev 

tilpas imponerede. Så til Bodegaens 

bodega, hvor frokosten ventede. Hvad 

vi fik at spise, har jeg glemt, men det 

var nok noget med blodpølse og lam. 

Men sortimentet af vine var excellent. 

Sidst på eftermiddagen var vi tilbage i 

vores celler, hvor det var siestatime, 

med mindre man var en af de hyperaktive, 

der susede rundt i regnvejret for 

at finde et eller andet, de troede, de 

manglede. 

Kl 21. gik vi så i samlet trop på byvandring 

for at finde lige det spisested, 

der var mest berømt for sin blodpølse 

og stegt spædlam. De fleste af os vil 

mindes Restaurant Terete som stedet, 

hvor vi sad på lange bænke ved lige så 

lange borde (ligesom i Vin og Ølgod) 

og drak Rioja-vin af restauratørens 

egen avl - og spiste det, I ved nok. På 

trods af manglende ryglæn var 

stemningen god. Der var dog ingen, der 

blev hængende på stedet, da vi i mindre 

flokke søgte hjem til de **** senge. 

Det var vinturen, og sammenfattende 

kan det siges, dels må de besøgte 

producenter få en fin pris for deres vine, 

og dels må det spanske skatte/ 

afskrivningssystem være anderledes 

end det danske - for det var dybt imponerende 

at se tre så gennemført flotte 

produktionsanlæg og -bygninger. Og 

hvad endnu vigtigere var: De producerede 

en fin vifte af vidunderlige vine. 

Efter morgenbuffeten næste dag 

startede KULTURTUREN. 

Bussen førte os ud af Rioja-distriktet og 

til Burgos. 

Efter vi var blevet installeret i et nyt 

**** hotel, mødte vi dagens guide. 

Han var en oplevelse. Stor som tobak 

for en skilling, men en energibombe 

med lynende øjne og fægtende arme. 

Han forklarede os om Europas store 

gotiske katedraler i almindelighed - og 

om Burgos‘ i særdeleshed. Rundvisningen 

gennem kirken førte os til 

aflåste kapeller, der henlå i katolsk 

mørke, men vores guide raslede med 

nøgler, tændte festbelysningen og 

fortalte. Hans begejstring var 

smittende. 

Da vi kom til Alfons VII‘s kapel, kom 

hans informationsbombe. Den højsalige 

konge af Kastillien var stamfader til 

ALLE europæiske kongehuse, inkl. 

vores dronning Margrethe II, og vi fik 

det på tryk. Sådan. Vi så også et smukt 

klosteranlæg i den anden ende af byen, 

gotik i mesterklasse. Vores lille guides 

begejstring var smittende. Han burde 

udnævnes til æresborger i Burgos og 

bespises gratis på rådhuset. 

For at vi også skulle have en naturoplevelse, 

fløj 16 gåsegribbe lavt hen 

over vores hoveder, da vi stod ude ved 

Monasterio de las Huelgas. 

Tilbage til centrum blev vi sluppet løs 

på egen hånd for at finde frem til de 

Tapas-barer, der serverer andet end - 

det I ved nok. Også her blev det en fin 

oplevelse. Lørdag eftermiddag var også 

i Burgos tiden for bryllupper. Så på min 

vej gennem kirkerne i byen lykkedes det 

mig at komme til fire globryllupper 

med ekstra underholdning, der 

spændte fra klassisk kammermusik til 

knaldfyrværkeri på kirkepladsen. 

Hjemme på hotellet var der også bryllupsfest, 

og det med et orkester, hvis 

decibeller lå over smertegrænsen. 

Heldigvis blev vores festmiddag serveret 

i et fjernt kælderlokale, hvor 

bassens dybe dunken var dæmpet så 

meget, at det var muligt at føre en 

normal samtale. Og tænk, det var 

lykkedes Jens Majgaard ved diplomatisk 

snilde at forhindre endnu en 

gang blodpølse. 

Selv om vi havde forladt Rioja, fik vi 

alligevel gode Rioja-vinoplevelser. Vel 

opstået og bespist søndag morgen gik 

turens sidste dag til Bilbao, direkte til 

Guggenheim Museet.

Undervejs gik tiden - godt - med 

hyggesnak, kun én gang blev jeg 

distraheret af det, vi passerede: En 

stork gik derude og ledte efter det, en 

stork nu en gang leder efter, og det var 

jo for en dansker et usædvanligt syn. 

Museet har formand Kaj beskrevet i CD 

Nyt nr. 1, set med hans arkitektøjne. 

Da Kaj Blegvad Andersen også var 

deltager i denne tur, fik vi i bussen hans 

introduktion, og under rundgangen 

hans kommentarer til guidens 

forklaringen om dette arkitektoniske 

mesterværk, der i følge Politikens guide 

er hele turen værd. 

Jeg var vildt imponeret, og selv om jeg 

var vel forberedt, blev jeg alligevel 

overrasket. Bygningen var betydeligt 

større, end jeg havde forventet. Lysets 

spil i de krumme titaniumklædte flader 

og i glaspartierne var på denne 

solskinsdag næsten uvirkeligt. Indendørs 

var der meget højt til loftet i mere 

end én betydning. Guggenheim Bilbao 

er et museum med skiftende udstillinger. 

Af de tre etager var den øverste 

lukket på grund af udskiftning, og på 

de sidste to andre etagers mange 

kvadratmeter var der kun fire 

kunstnere, som delte rummene. Det, de 

udstillede, var ikke kunstværker, der 

kunne hænges op over den hjemlige 

sofa. Det var gigantinstallationer, hvis 

kunstneriske værdi jeg ikke er i stand 

til at vurdere. Men kunstværkerne var 

store. Så store, at man godt måtte røre 

ved de fleste. Andre var opstillinger med 

tv-apparater i snesevis og andre 

elektroniske virkemidler. De fik mig 

næsten til at tænke på de oplevelser, jeg 

havde som barn, da jeg for første gang 

var i „Den blå Vogn„ i Tivoli. 

Kunne man ikke andet, så kunne man 

beundre disse kunstneres fantasi og 

deres evne til at overbevise andre om, 

at det, de havde skabt, var KUNST. Det 

eneste kunstværk, ALLE kunne forstå, 

var en 10 meter høj hundehvalp, der 

stod vagt foran hovedindgangen. Den 

var skabt af blomster i alle farver. 

Samlet konklusion for mig: Det var en 

STOR oplevelse, og jeg vil meget gerne 

besøge Guggenheim Museet i Bilbao 

igen. 

Hjemturen bød på nye overraskelser. 

Sabena ville med stor forsinkelse gerne 

flyve os til Bruxelles, men de havde 

ingen idé om, hvornår og hvordan de 

ville flyve os videre til Nice. Jeg så 

allerede for mig en ekstraferie på et 

luksushotel ved Grand Place i Bruxelles, 

men nej! Jens Majgaard diskuterede et 

øjeblik med sin kone og drønede så ud 

af indcheckningskøen. I løbet af nulkomma-fem 

havde han fået arrangeret, 

at vi i stedet kunne flyve med Air France 

over Paris, og vi ville ankomme til Nice 

til planlagt ankomst/afskedstid. Og 

sådan blev det. Bagefter kan jeg godt 

se, at vi nok var havnet på et 

vandrehjem uden for Bruxelles og 

derfra havde måttet gå hjem. 

Så derfor stor tak til Anne og Jens Majgaard 

for resolut ændring af rejseprogrammet 

- og i det hele taget for en 

god tur med STORE OPLEVELSER. 

Poul Stjernø

MORMOR - JYTTE HOLBØLL: MORMOR - DORRIT HØJER: 

BØRNEBØRN PÅ EFTERÅRS- 

FERIE I SYDFRANKRIG 

Oliver på 11 år, har tre passioner; 

skate-boarding, tegning/maling og 

bjerg-vandring. Onsdag eftermiddag 

foregår på skateboardbanen i Cagnessur-Mer. 

I år mødte to 13-årige piger 

op med delvis bare maver, interessant 

selv for en 11-årig. Oliver prøvede 

kommunikation på engelsk, men 

„Moffe“ (morfar) måtte i gang med sit 

bedste franske. „Hvad siger de, Moffe“, 

spurgte han, og efter et øjeblik at have 

bevist sine færdigheder på 

skateboardet, hviskede han med et 

„certain sourire“;“ Ih, hvor er det 

ærgerligt, man ikke er 14". På en 

vandretur på Baou Blanc kom følgende 

statement: „Først skal jeg være skater, 

og helst lige så go’ som Tony Hawk (det 

er for de indviede), og når jeg skal tjene 

penge, skal jeg være maler ligesom Kai 

Lindemann, og når jeg bliver gammel, 

skal jeg være bjergvandrer -måske!! 

A’propos maleri, var Oliver med hos 

Lithoart for at se, hvordan det foregår 

at trykke litografier. Per var i gang med 

et tryk for Jes Forsmann, hvor Oliver 

fik øje på en „forkert“ klat i det ene 

hjørne. Per så ham gå udenfor et 

øjeblik, hvorefter Oliver kom direkte 

tilbage og spurgte Per, om han kunne 

købe det billede med „klatten“ for FF 

50. Kunstneren, Bjarne og Per syntes 

alle, det var en sød og lidt uimodståelig 

måde, han havde spurgt på uden at tale 

med os andre. „Men dette gælder ikke 

for pensionister“, sagde Per, med et 

glimt i øjet. Så sådan gik det til, at 

Oliver blev ejer af sit første litografi - 

(normalpris FF 2-3.000) med 

signaturen: “Til Oliver fra Jes“. 

Herefter var det eneste skår i glæden, 

at røret skulle i lastrummet i flyet, (men 

det kom fint frem) og blev overvundet 

af stoltheden over at have „købt“ 

det selv. 

Min lille familie fra Holland kom på 

besøg. Da dagene ikke kun skulle 

henlægges til driverlivet ved poolen, 

besluttede vi at tage en tur i Fréjus’ 

zoologiske safaripark. I årernes løb 

havde jeg på motorvejen ofte passeret 

en af indhegningerne med en flok geder 

samt et skilt med Z00, men jeg havde 

ikke forventet at finde en så dejlig, og 

køn anlagt park på 20 hektarer med 

næsten alle dyrearter repræsenteret. 

Der er kun ét eksemplar af hver af de 

store dyr som elefant, næsehorn, 

flodhest og giraf, men mange aber, 

fugle, strudse samt flere zebraer, bøfler 

og bisonokser. Det var med 

Knuthenborg Safaripark in mind, og 

tidligere “dyre”købte erfaringer med 

aber, som pillede spejle og lister af bilen, 

at vi begav os ud på den markerede 

rute. Vi indså, at skønt dyrene måtte 

fodres, ville de næppe have godt af at 

stikke hovederne ned i vores 

frokostkurv, og derfor købte vi ved 

indgangen en stor pose småkager 

beregnet til dem, hvilket skulle vise sig 

også at dække Alexanders frokost. Vi 

fik et kort at køre efter, og så gik det 

derudaf. Josephine på 4 måneder valgte 

at sove fra det meste, men Alexander 

på tre år var oppe på mærkerne. Han 

var ikke sådan at imponere, da han 

med sin børnehave har daglig adgang 

til zoologisk have i Amsterdam, men da 

han endelig gik i gang med at dele 

EN DEJLIG FERIEOPLEVELSE 

småkagerne mellem sig og dyrene og 

flere steder endda kunne røre ved 

dyrene, ja, så var det trods alt 

anderledes og mere spændende. Man 

delvis kører, delvis går rundt. Et enkelt 

sted er det forbudt at forlade bilen, 

hvilket skærper ens koncentration ved 

rattet - tænk, hvis man nu fik motorstop 

blandt de vilde dyr!!! Vilde dyr er nok 

så meget sagt, de så nu meget 

fredsommelige ud liggende der på deres 

franske savanne i solen og som enhver 

god franskmand holde en lang siesta. 

Ellers oplever man det hele på nært 

hold. Dyrene næsten forspiste sig i 

kagerne, som de med stor forsigtighed 

nappede ud af fingrene på os. Hos 

strudsene foretrak vi at blive i bilen, da 

de var ret så nysgerrige. De kom helt 

hen til os og bøjede sig for at kigge ind. 

Aberne gad ikke spise kager - til 

gengæld var de meget ivrige for at vise 

os deres kunnen. Vi så lamaer, som 

spyttede på hinanden, og et par tigre 

og løver lå henslængt i solen og fik sig 

en lur. Vi havde en herlig eftermiddag i 

denne dejlige park og kan varmt 

anbefale at tage børnebørnene med 

derud. 

Fra Mandelieu køres mod vest til Fréjus/ 

St. Raphael (ca. 20 min.). Derefter er 

der skiltning resten af vejen. Hunde kan 

medbringes, men skal blive i bilen. I 

den lille telefonbog - Littoral-Côte 

d’Azur - findes der rabatbilletter. 

Parc zoologique de Fréjus - tel. 

04 94 40 70 65.

Gør vi det? Ganske vist hedder det 

sig i talrige rejsebøger om Frankrig, at 

børn er velkomne. Det er de nok 

også, men samme guides omtaler 

ikke de konsekvent manglende 

fortorve, biler og motorcykler med alt 

for høj hastighed eller offentlige 

legepladser, som for sidstnævntes 

vedkommende mange børn har 

tradition for flittigt at benytte i 

Danmark. Om end de kan være 

svære at finde, så findes der offentlige 

legepladser i Departement Alpes- 

Maritimes. Ofte ligger de blot afsides 

eller er for små, ligesom i Danmark. 

Her skal fremhæves en enkelt til 

anbefaling for de mange 

børnefamilier og for de 

bedsteforældre, der fra tid til anden 

får besøg af børnebørn. Centralt i 

Cagnes-sur-Mer findes en glimrende 

større „Jardin des Enfants“ i pæn 

stand. Indhegnet bag dobbelte låger 

ligger her en offentlig (gratis) 

legeplads med nyere klatrestativer, 

legehuse, tovværk, vipper, sandkasse 

og gynger. Sidstnævnte er der 

underligt nok langt imellem i 

Frankrig, men legepladsen her har 

hele tre. Og der er rift om dem. Der 

er også et børne-wc, når behovet for 

„faire le pipi“ melder sig. Formentlig i 

et forsøg på at ansvarsbegrænse sig 

har man fra kommunens side opsat 

skilte, der orienterer om, hvilken 

alder børn mindst skal have for at 

lege på det forskellige udstyr. Selv om 

aldersgruppen varierer fra helt små til 

otte år, kan ansvarsfulde pårørende 

nok selv vurdere det enkelte barns 

egnethed. 

MAX ULRICH KLINKER, BARNEFAR 

Vi bruger også…legepladser 

Tager man børnenes tre-hjulede 

cykler med, kan de små suse rundt 

på det store område, som dog ikke er 

større, end man fra sin bænk i 

skyggen under et af legepladsens 

mange eukalyptustræer hele tiden 

nemt kan overskue området. Den 

eneste „slange“ i paradiset er en ved 

indgangen opstillet karrusel af den 

slags, der kendes fra indkøbscentre 

m.m., og som der skal løses entré til. 

For de små poder har en sådan 

naturligvis noget forjættende over sig. 

Heldigvis er denne karrusel ikke altid 

åben. 

Hvordan kommer man dertil? 

Legepladsen ligger på Boulevard du 

Maréchal Juin, som ligger mod nord i 

direkte forlængelse af Boulevard 

Kennedy. Sidstnævnte ligger langs 

Hippodromen. Kommer man med 

vandsiden i ryggen, ligger legepladsen 

til højre kort før og næsten over for 

gågaden Rue J. R. Giacossa. Og kører 

man derfra rundt om legepladsen, 

findes der en stor offentlig 

parkeringsplads på den anden side. 

Prøv den en søndag, hvis der skal 

være mange andre børn. Alt i alt et 

dejligt sted at tilbringe stunder med 

børn. 

God 

fornøjelse

De 391 spørgeskemaer, vi har modtaget 

i Club Danois‘ medlemsanalyse, giver 

en mængde oplysninger om, hvem vi 

er, alle vi, der har besluttet at flytte til 

Sydfrankrig. 

Og hvis vi sammenligner disse resultater 

med facit fra den tilsvarende 

undersøgelse for tre år siden, hvor vi 

modtog 240 returskemaer, kan vi 

måske begynde at ane konturerne af en 

udvikling. 

Ved 1998-analysen beregnede vi, at 

gennemsnitsalderen for klubbens 

medlemmer var 62,9 år. I 2001 er 

resultatet 62,6 år – en reduktion på 

beskedne 0,3 år. 

Når vi tager i betragtning, at klubben i 

den seneste periode har oplevet en 

betydelig tilgang af nye (og yngre?) 

medlemmer, kan dette resultat sikkert 

lyde overraskende. Imidlertid må vi 

ikke glemme, at alle vi, der var med 

sidst, også er blevet tre år ældre og er 

med til at trække tallet opad. En anden 

faktor er, at en stor del af de nye 

medlemmer ikke har returneret deres 

spørgeskemaer, idet de meddelte, at de 

ikke følte, de havde et kvalificeret 

grundlag til at bedømme klubbens 

arbejde. Følgelig er de ikke talt med i 

statistikken. 

Denne sidste antagelse bekræftes også 

af, at kun 9% af besvarelserne opgiver, 

at man har boet under 1 år i området. 

26% har haft bopæl her mellem 1-3 

år, og disse to tal er stort set uændrede 

i forhold til 1998-analysen og afspejler 

ANALYSE VED ERLING CHRISTENSEN: 

HVEM ER VI? 

således ikke den accelererede udvikling, 

som vi føler, har fundet sted. 34% har 

boet her 4-10 år (1998: 35%) og 31% 

meddeler, at de har været her i over 10 

år (1998: 29%). 

Et nyt forhold, vi har forsøgt at afdække 

med den seneste analyse, er, i hvilket 

omfang tilflytterne havde erfaring med 

at leve uden for Danmarks grænser, 

inden de traf den store beslutning at 

bosætte sig i Sydfrankrig. 

Vores spørgsmål lød: „Har De (eller 

Deres partner) tidligere været 

erhvervsaktiv og boet uden for 

Danmark?“ 

Baggrunden for ønsket om at 

kvantificere dette forhold er en ofte 

registreret negativ undertone i manges 

påstand om, at „alle I, der flytter til 

Sydfrankrig, er bare nogle, der har 

optjent en stor pension i Danmark, og 

nu flygter I ned til solen og nyder jeres 

pensionsudbetalinger“. 

Dette troede vi ikke på. Og vi fik ret. 

Godt 60% har en arbejdsmæssig fortid 

uden for Danmark! 

Ca. 25% har været ude i under 3 år, 

15% har været borte i 3-10 år og 

ca. 25% har været ude i under 3 år. 

15% har været borte i 3-10 år, og 

næsten 25% har haft en hverdag i 

udlandet i over 10 år, inden de tog 

bopæl i vores område. 

Men selv om vi er flyttet herned, er 

kontakten med Danmark selvfølgelig 

ikke opgivet. 

60% har sommerhus eller anden bolig 

i Danmark. 

Vi har ligeledes spurgt den del af 

medlemmerne, som har fast adresse 

hernede om, hvor mange dage de 

tilbringer i Danmark årligt. 30% svarer 

„under 30 dage“. 24% tilbringer 30- 

60 dage i Danmark. 16% er deroppe 

60-90 dage årligt, og 30% er glade for 

at være over 90 dage årligt i Danmark. 

Endelig bekræfter 13% af de 

herboende, at de fortsat er 

erhvervsaktive her i Frankrig. 

Erling Christensen 

HVAD ER SUCCES? 

Når man er 4 år, er succes ikke at 

tisse i bukserne. 

Når man er 12 år, er succes at have 

venner. 


kørekort. 


masser af sex. 


mange penge. 


mange penge. 


masser af sex. 


et kørekort. 


venner. 

Når man er 80 år, er succes ikke at 

tisse i bukserne.

VANDREHJØRNET 

DE GRØNNE VANDRETURE 

startede med en flot septembertur i 

Montagne de Thorenc, nord for 

Grèoliere des Neiges. Lidt langt at køre 

måske, men deltagerne blev belønnet 

med bestigning af Pic de l‘Aiglo og Pic 

de Fourneby og de smukkeste udsigter 

til bjergene i vest, nord og øst 

(Mercantour) i den klare septemberluft. 

Oktoberturen blev også begunstiget af 

dejligt vejr med sol og varme. Fra den 

gamle landsby Gorbio gik turen op 

gennem en slugt i de skønne efterårsfarver. 

Frokosten blev indtaget med et 

kig til Ste. Agnès, som senere blev 

besigtiget. Turen sluttede på torvet i 

Gorbio med den efterhånden traditionelle 

fadøl. 

Efterårets langdistancevandring 3.-14. 

oktober er beskrevet andetsted i bladet. 

Der er efter novemberturen endnu en 

grøn vandretur, nemlig den traditionelle 

juletur omkring Cap Ferrat den 27. 

december. En dejlig og letgået tur, hvor 

så at sige alle kan være med, så hvorfor 

ikke også du? 

FFRP 

Hvad er det? Det er forkortelsen for 

navnet på den franske vandresammenslutning, 

Féderation Francaise 

de la Randonnée Pédestre, oprettet i 

1947. Federationens formål er 

mangesidet, her skal kun nævnes nogle 

af de vigtigste punkter: 

-Etablering, afmærkning, vedligeholdelse 

og promotion af vandreruter 

af tre kategorier GR, GRP og PR. 

-Repræsentere vandrerne og deres 

organisationers interesser over for 

myndighederne. 

- Udgivelse af vandreguides, kort m.m. 

- Beskyttelse af naturen og miljøet. 

-Uddannelse af vandreledere og 

„ruteafmærkere“. 

- En forsikring tilpasset vandrelivet. 

Club Danois overvejer som arrangør af 

vandre- og traveture at blive medlem 

af denne organisation, dels for st støtte 

de gode formål, dels for forsikringsmæssigt 

at være helt afklaret omkring 

ansvarsfordeling, erstatningsforpligtelser, 

syge- og ulykkes- forsikring 

m.v. 

Bestyrelsen forhandler i øjeblikket med 

FFRP og vil, så snart der foreligger 

noget nyt, orientere de vandrende 

medlemmer. Dog kan vi sige, at en 

indmeldelse sandsynligvis vil medføre, 

at de aktive må tegne en fransk 

årslicens (ca. FF 80) eller indgive 

skriftligt bevis for, at de i forvejen er 

tilstrækkeligt dækket. 

k.t. 

FORÅRSFERIE I AUVERGNE 

UGE 22, 2002 

Midt i Auvergnes vulkanhøjland ligger 

et lille to-stjernet hotel, ikke noget 

særligt, men med en hyggelig 

atmosfære og i et dejligt, særpræget 

landskab. Ud fra dette hotel kan man 

vandre nogle smukke og spændende 

ture med meget varieret sværhedsgrad, 

og bestyrelsen påtænker at arrangere 

en vandreferie hertil. 

Der satses i øjeblikket på uge 22 til 

næste år, et tidspunkt, hvor 

blomsterfloret udfolder sig i al sin pragt 

i de særprægede omgivelser. 

Indbydelse udsendes senere. 

H2O 

THALASSO- OG THERMALKURE 

I Frankrig er det meget brugt at tage 

på kur. Enten på et af de utallige 

thermalbade eller på et af de lækre 

thalasso-kursteder. 

Thermalkure er nok det mere 

videnskabeligt underbyggede med 

varme kilder indeholdende forskellige 

mineraler. Man får diverse 

behandlinger som kraftige doucher, 

bade, vandgymnastik, mudderbade o.l. 

Ofte også inhalation og drikkekur. 

Sådanne kure giver sygesikringen 

endog tilskud til, hvis ens læge skønner 

det gavnligt. 

Thalasso-kure er mere velvære, at 

slappe af og nyde. Man bader, 

svømmer, gør vandgymnastik, får 

undervandsmassage og rigtig massage, 

kan tage algebade og meget andet. 

Flere af klubbens medlemmer har 

ganske givet prøvet én eller flere 

kure. Kunne I ikke have lyst til at 

fortælle om jeres erfaringer med de 

enkelte steder til bladet? Så send 

et par linjer eller mere inden næste 

deadline 1. februar 2002.

PILGRIMSVEJEN - eller en del 

af den... 

I Danmark kender vi den gamle hærvej, 

- ikke en egentlig vej, men et vejforløb, 

meget praktisk anlagt på den jyske 

højderyg. Denne rute blev anvendt af 

alle vejfarende på vej syd- og nordpå, 

soldater, kvægdrivere, røvere og 

godtfolk, konger og tatere, og så også 

af pilgrimme på vej til de hellige byer 

Rom, Jerusalem eller Santiago-de- 

Compostelle. I andre lande fandtes 

tilsvarende veje at fortsætte ad. I 

Frankrig var der hele fire ældgamle 

veje, der førte til det store 

samlingspunkt for den spanske 

pilgrimsvej „El Camino“ i Puent la 

Reina. 

En af disse fire franske fødeveje udgik 

fra Le Puy, og det skulle efter sigende 

være den smukkeste af de fire. 

Altså valgte en lille flok af Club Danois‘ 

medlemmer at gå Le Puy-vejen „Via 

Podiensis“ - GR 65, som efterårets 

langdistancevandring. Vi havde ikke 

tiden til at gå hele ruten, men tog etapen 

Le Puy-Conque, 206 km på ni 

vandredage. 

Det blev et spændende bekendtskab. 

Når man går en langdistancevandring, 

møder man hele tiden nye landskaber, 

anden natur, andre byer, andre 

oplevelser. Når ruten så samtidig er en 

ældgammel pilgrimsvej, udvides 

oplevelserne med endnu en dimension. 

Pilgrimsvandringer begyndte for godt 

tusind år siden og kulminerede i 

middelalderen, hvor millioner gik turen 

både ud og hjem, hvis de ellers 

overlevede. Det var en farefuld færd, 

der var ofte både røvere i de øde 

områder, risiko for at gå vild, 

afkræftelse og sygdom. I den spanske 

by Astorga var der f.eks. hele 28 

PILGRIMS 

hospitaler for pilgrimme. Det var både 

fattige og rige, der gik. Ofte som en 

bodsvandring. De adelige red med 

stort følge, de fleste gik på bare fødder, 

nogle blev idømt en pilgrimsvandring 

for en udåd, mange, mange munke og 

præster gik. Flere satte spor efter sig i 

form af opførelse af et kapel eller en 

kirke, et kloster, en vej - eller 

brobygning eller blot et kors. 

Og det meste af alt dette ligger der 

endnu! Vor rute var nærmest afmærket 

med stenkors og jernkors, kirker og 

kapeller var som oftest åbne, og mange 

af dem rummede fin romansk og gotisk 

kirkekunst. 

Sent vil vi glemme den meget enkle 

madonna skåret i træ og svagt bemalet 

i kirken i Sauques. Hun udstrålede 

noget næsten overjordisk og var 900 år 

gammel. Der er så meget at berette om, 

f.eks. om de bittesmå landsbyer, de 

store øder, de smukke stenhuse med 

skifertag, de mærkelige bure, som kvæg 

og heste tidligere blev holdt fast af, 

mens smeden beslog hovene, 

vulkanhøjene omkring Le Puy, den 

smukke natur, de venlige mennesker, vi 

mødte på vor vej... 

Men lad rejsedeltagerne selv fortælle: 

Onsdag 3.10.01 - Rejsedag 

Efter 7½ times togrejse (gik utroligt 

hurtigt) og efter at være godt 

gennemrystede de sidste to timer i et 

lille gammelt tog, der selv troede, det 

var et TGV-tog, var vi fremme ved 17tiden 

og så Le-Puy-en-Velay ligge med 

sine tre høje. På den ene høj ligger et 

kapel, og på den anden står en 

madonna, 24 m høj med sokkel lavet 

af kanonkugler! 

Vi nåede et par timers sightseeing i den 

hyggelige middelalderby. Vandrede af 

smalle stejle gader op til katedralen, 

romansk/gotisk med en snert af islam. 

Inde i kirken så vi den helbredende sten 

„pierre de ferre“, alteret med den sorte 

jomfru(sort efter en brand) flotte 

kalkmalerier og Jacobstatuen. Vi 

pilgrimme skal jo gå i Jacobs fodspor. 

Fra katedralen har man en pragtfuld 

udsigt over by og egn, og herfra gik 

turen ned igen til byen på lavasten. 

Byen er kendt for sin lava og sine 

kniplinger, som sås i alle vinduer. Vi kom 

til place de Plot med byens ældste 

fontæne fra 1246 med udsmykning af 

delfiner og ørne, og hvor borgmesteren 

i gamle dage udstillede de berusede til 

spot og spe for de forbipasserende. 

Vi kom til Place Martouret, hvor 

guillotinen blev opstillet under den 

franske revolution. Fra 1793-95 blev 

41 personer henrettet her, heraf 18 

præster. Til middag fik vi egnsretten, 

lentilles de Puy, og vi var glade for at se 

Kirsten, Mogens og Ole dukke op ved 

21.30-tiden. De havde haft en 

anstrengende biltur i regnvejr. 

France 

TtttorsdTorsdag, 4.10.2001 

Torsdag 4.10.01 

Le Puy - St Privat d‘Allier, 23 km. 

Efter en opstigning til den dominerende 

domkirke Notre-Dame-du-Puy og 

besigtigelse af denne, gik vi - som 

millioner af pilgrimme før os - ned ad 

den pompøse 134-trins trappe til Place 

de Plot, hvorfra den rød/hvide skiltning 

begyndte. Vejret var fint, landskabet 

dejligt med de mange små 

vulkantoppe. Der var grønt og frodigt 

og mange brogede køer. 

Sidste efterårs vandretur bød på masser 

af druer direkte fra stokkene. Dette års

VANDRINGEN 

tur kunne passende kaldes brombærturen. 

Utallige var brombærhegnene, 

mængder blev sat til livs under vores 

fremmarch. Vi passerede små bitte 

landsbyer, én med både kirke, slot og 

offentlig ovn. I Montbonnet lå et 

gammelt kapel, hvorfra en ret stejl 

opstigning førte op til en sø, som vi 

aldrig fandt. Den var vist groet til. 

Efterfølgende 1 1/4 times nedstigning 

gennem skov til Allier-floden og byen 

Saint-Privat-d‘Allier. By er så meget 

sagt, en samling huse, en umådelig 

smuk romansk/gotisk kirke og et hotel, 

der havde set sine bedste dage, og 

hvorom det bedste kunne siges, at der 

var varmt vand i hanerne. Grethe gav 

vin på værelset for at være beredt til 

hotelmiddagen, der ikke var turens 

bedste! Fra da af gik det kun fremad, 

også udi det gastronomiske. 

Karin 

Fredag 5.10.01 

St. Privat-d‘Allier - Sauques. 17,5 km 

17½ km lyder ikke af ret meget, men 

det var den sværeste etape grundet 

nedstigninger og en stejl langvarig 

opstigning, så vi nåede godt trætte frem 

til et dejligt chambre d‘hotes. Vi kom 

undervejs gennem Rochegude, 

udelukkende bestående af flotte 

stenhuse i lyse sten, en meget flot udsigt 

og en borgruin. Vi steg ned til Allierfloden, 

hvor der ligger et stort 

kraftværk, gik over en bro bygget af 

Eiffel og begyndte opstigningen forbi 

chapelle de la Madeleine, der var 

bygget ind i klippen. Egnen var meget 

flot med slugter og de specielle 

stenformationer, der kaldes orgues 

basaltique: Nederst granit i forskellige 

formationer, der ligner orgelpiber eller 

hestetænder afhængig af højden, og 

ovenover ses et helt andet lag af basalt. 

Langs vejen var der stadig mange kors, 

nu af jern. 

Ved indgangen til Sauges stod „ la bête 

du Gévaudan“, udskåret i træ og 

mindede om det dyr, der huserede i 

1764-67. Var det en ulv, en tiger, løve 

eller hyæne, der angreb mennesker især 

hyrdinder og børn? Det blev aldrig 

opklaret, inden dyret pludselig 

forsvandt. 

France 

Hvis man vil se film om uhyret fra Gévaudan 

så går “ Le Pacte des Loups“ i biograferne både 

i Frankrig og Danmark (Pagten). Filmen 

handler netop om uhyret. Den er instrueret af 

Christophe Gans, og den danske filmfotograf 

Dan Laustsen har stået for billederne. 

red. 

Lørdag. 6.10.01 

Sauges – Domaine du Sauvage. 17,5 

km. 

Dagen startede i kirken i Sauges for at 

se den smukke madonnafigur i træ, 

ifølge bøgerne den ædleste træmadonna 

overhovedet. Og smuk var 

hun. På vejen ud af byen drev en bonde 

sine køer ud på marken. Han havde 

cykel med, samt paraply. Det er ikke 

stordrift alt sammen. Mange af de små 

bitte byer, vi gik igennem, bar tydeligt 

præg af, at køerne efter malkning blev 

drevet ud på græsgangene. Vi opgav 

efterhånden at undgå at træde i 

klatterne på vejene! 

I La Clauze lå et bemærkelsesværdigt 

tårn fra 12. århundrede bygget på en 

granitblok og med en fremtrædende 

rolle i 100-års krigen. Her så vi også et 

af de ”antikke” (i hvert fald gamle) 

apparater, der havde været anvendt til 

skoning af såvel heste som okser. 

Frokosten indtog vi med underholdning 

af musvåger, kærhøge og nogle 

forkølede råger. 

Brombærrankerne langs ruten var nu 

afløst af gyvelbuske, og sågar bøgeskove 

passerede vi. Meteo’en havde lovet 

regn, og truende skyformationer trak 

op, solen forsvandt, det blev gråt, 

blæsende og koldt. Vores overnatningssted, 

en gite d’etape, lignede på 

afstand et skotsk herresæde, men viste 

sig at være et kæmpemæssigt, 

ældgammelt ”domerie” (asyl), opført 

af tempelherrerne i massive sten, 

fuldstændigt øde beliggende omgivet af 

langstrakte bakker, skov og masser af 

kvæg. I det kombinerede køkken/ 

opholdsrum var der en kæmpepejs, 

som man kunne sidde inde i. Den gav 

også kærkommen varme til både os og 

de øvrige pilgrimme, der skulle 

overnatte på sovesalene ovenpå. 

Kirstens indkøb og de lokale æg og Carl- 

Johan-svampe blev af de medbragte 

kokke forvandlet til et fyrsteligt måltid 

i selskab med adskillige andre 

pilgrimme. 

Om natten vågnede vist alle ved, at det 

styrtregnede udenfor. 

Grethe 

Søndag 7.10.01. Domaine du 

Sauvage – Aumont-Aubrac. 27 km. 

Det var meget diset, da vi efter vor 

selvlavede morgenmad forlod det 

spændende, om end ej så propre, 

overnatningssted. Vandring gennem 

store skove, forbi Chapelle St. Roch, 

hvor der tidligere, fra 1198, lå et 

hospital opført af tempelherrerne, nu 

afløst af et moderne kapel. Kort efter 

mødtes to langdistanceruter, nemlig 

vores GR65 og GR4, fortsættelsen af 

den rute, vi gik fra Grasse til Rhônefloden. 

Det var ganske hjemligt atter 

at gå på GR4, men snart deltes vore 

veje igen, og vi fandt, efter nogen møje, 

ruten gennem St. Alban-sur- 

Limagnole, der fuldstændig domineres 

af et psykiatrisk hospital. Det var en af 

de lange dage, der var ikke så mange 

pauser, og sidst på eftermiddagen 

nåede vi Aumont-Aubrac med hele

1000 indbyggere og til en afveksling en 

gammel kirke. Strækøvelserne foregik 

på en terrasse (bag hotellet!), øllet var 

godt, middagen efter den lille 

byvandring særdeles god, især udvalget 

af Auvergne- og Cantal-oste var 

fremragende. 

Karin 

Mandag. 8.10.01 

Aumont- Aubrac - Nasbinals. 27.5 km. 

Atter begyndte dagen smuk og solrig, 

så snakken gik lystigt, og med ét stod 

vi i et stort vejkryds med rigelig færdsel; 

men uden hvid/rød markering, der 

angiver GR ruter. 1 km. efter start var 

vi på gale veje! Til gengæld den eneste 

gang, så vidt jeg husker. Idyllen blev 

hurtigt genopettet ved hjælp af kort og 

kompas. Hvad værre var: Vi undgik 

ikke længere regnen, og så bliver det 

hurtigt koldt i 1200 m højde. Til 

gengæld fremmer det faktisk kadancen, 

så op på formiddagen befandt vi os 

allerede på Aubrac-højsletten. Det 

karakteristiske her er kilometervis af 

små mure stablet af sten, der indhegner 

græsmarker fulde af kødkvæg. Det 

kunne forundre, at man også benytter 

pigtråd, der gang på gang var spændt 

hen over vandrestien. En del af 

forklaringen er, at bonden holdes 

ansvarsløs, hvis man skulle blive 

forulempet af hans kvæg, da man selv 

har skaffet sig adgang til dette. 

Frokosten blev indtaget tæt op af Roc 

des Loups, nogle kæmpeblokke af 

granit meget pittoresk beliggende på 

bjergkammen omgivet af store 

græsgrønne skrånende flader, inddelt af 

stendigerne. En vandring ad en 

pilgrimsrute er meget mere end 

naturoplevelser. Man mærker gang på 

gang historiens vingesus. Eksempelvis 

falder den tanke ind: Hvor mange 

pilgrimme gennem århundreder har 

PILGRIMSVANDRINGEN 

ikke betragtet blot denne dags 19 

calvaires. dvs kors i fri luft ved vej og 

sti til minde om Kristi lidelseshistorie, 

og dermed fået ekstra mod på at nå 

frem til St. Jacques-de-Compostelle? 

Eller hørte de måske nogle gange 

enfoldige, men hver gang lige 

vedkommende legender, der knytter sig 

til næsten hver bys kirke, kloster og/eller 

hospice. 

Så lige ét: Dagens etape til ende. 27 

km i afvekslende vejr giver ekstra 

kolorit på aftenens forløb foran den 

kæmpestore buldrende pejs i en 

hyggelig krostue, hvor vandrere ved 

vintertide udskiftets med skifolket. 

Ole 

Tirsdag, 9.10.01 

Nasbinals - l‘Estrade. 27 km. 

Det var skyet, og mere regn varslet. 

Morgenen var forvirret. Birgitte havde 

fået er stik (skovflåt) på armen og skulle 

til læge. Vi stod alle og beundrede først 

kirken i Nasbimals, ventede lidt, men 

gik så atter op på den vidtstrakte 

Aubrac-højslette. Lige så smuk som 

dagen før med store langstrakte bakker 

og dale krydset af uendelige stendiger. 

Kun solitære hyrdehuse, smukke i sten 

og skifer. Masser af kvæg, lyse 

nougatfarvede, brogede, velnærede. Så 

begyndte regnen! Men landskabet var 

fortsat enormt flot og måske lidt mystisk 

i disen. En smattet nedstigning førte os 

til Aubrac, et lille bosted med 10-15 

huse, samt det kendte“Domerie 

d‘Aubrac“, resterne af et gammelt 

hospits med pleje for fattige og 

pilgrimme samt en smuk kirke. Det 

siges, at klosterklokken i sin tid ringede 

2 timer hver aften for at vejlede dem, 

der endnu ikke var nået frem. En kop 

af noget varmt i det pæne hotel, hvor 

Birgitte og Kirsten ventede, og så ud i 

regnen igen. Madpakken indtog vi i en 

stor stald (spurgte pænt om lov først), 

det var en smuk konstruktion med 

naturstensvægge og en imponerende 

rejsning af solidt tømmer. Nu forestod 

en lang, langsommelig nedstigning 

gennem kastanieskov. Det blev 

nærmest til „rafting“, idet stien var 

dækket af strømmende vandmængder. 

Nogle støvler gav efter for fugten, der 

var adskillige våde sokker og fødder. 

Ved 15.30-tiden ankom vi til endnu en 

lille by i de traditionelle mørke sten og 

skifertage, Chély-d‘Aubrac. Her var 

kun gite d‘etape‘en åben, men dér var 

gode tørringsmuligheder. Vi lagde 

bagagen og fortsatte endnu 6 km til 

l‘Estarde. Tilbage i gite‘en, hvor et 

varmt bad gjorde underværker. Ved 

aftenstide viste turistforeningen en 

interessant video om Aubrac-området, 

dets natur, produkter og levemåde. 

Middagen blev indtaget i nabobaren, 

der bl.a. serverede lokalretten l‘aligot. 

Det er kartoffelmos, blandet godt med 

hvidløg, ost og creme fraiche, sejt som 

en ostefondue og meget velsmagende. 

I gite‘en boede mange af de pilgrimme, 

vi havde mødt på vor vej - det var 

hyggeligt at få en snak med dem i den 

sure lugt af tørrende sokker, regntøj 

m.m. Der var hængt vådt tøj op overalt. 

Og et belgisk firkløver spillede og sang 

smukt langt ind i natten. 

Karin 

Onsdag den 10. 10.01 

L‘Estrade - Estaing. 28 km. 

Ottendedagen af vandreturen - og den 

længste dag. Vi startede i tæt tåge i 

lavlandet, men heldigvis fik solen mere 

og mere magt, og snart måtte vi tage 

jakkerne af, da det gik både op og ned. 

Stierne var kransede af kastanietræer 

næsten hele vejen til Estaing. I St.- 

Cômed‘Olt mødte vi for første gang 

Lot-floden. Forinden så vi kirken med 

et meget specielt, snoet tårn og gik så 

over floden ad en ældgammel

ELLER EN DEL AF DEN 

bro. Frokosten indtog vi på en mark i 

et nærmest schweizisk landskab med 

udsigt til et gammelt kloster. Derefter 

gik det nedad til Espalion. „Une des 

plus beaux villages de France“ står der 

på byskiltet. Den lå på begge sider af 

Lot-floden med en gammel romersk 

bro foruden de nyere. Idyllisk så det ud, 

men bygningerne trængte nu stærkt til 

renovation. Ved 18-tiden nåede vi frem 

til tornerosebyen Estaing, Giscard 

d‘Estaings fødeby, og hvor æselkærren 

fra Schweitz, som vi havde mødt flere 

gange på ruten, ventede sammen med 

et godt glas fadøl. Middagen var en af 

de bedre med bl.a. St. Jaques-forret, 

vildtragout, de gode Cantal-oste og 

hjemmebagt tærte. 

Birgitte 

Torsdag. 11.10.01 

Estaing – Espeyrac. 24,5 km. 

Morgenmaden på det gode hotel blev 

serveret på kontoret, og endelig igen 

med en croissant, herligt! Den flotte 

borg, vi ikke nåede dagen før, var 

lukket, men en lille byvandring og et 

kirkebesøg blev det til. En venlig 

kirketjener tændte oven i købet lys, så 

vi kunne se det smukke romansk/ 

gotiske kirkerum. Tågen hvilede tæt 

over byen, da vi gik over den gamle 

bro og fulgte Lot-flodens venstre bred. 

Syn med tågen fortsat liggende i dalene, 

og byer og toppe synlige i solen 

ovenover. 

Vandringen fortsatte ad fine stier, 

gennem skove, langs marker, og hele 

dagen med storslåede kig over 

landskaber med nærmest forårsgrønne 

marker. Efter et kirkebesøg i Golinhac 

og beundring af et middelalderligt 

stenkors med pilgrim og pilgrimsstav 

måtte vi som vanligt bestige en 

”frokostbakke”, før madposerne kunne 

tages frem.Ingen træthed som den 

foregående dag, og selv om turen kun 

var 3 ½ km kortere, var vi allerede kl. 

15.30 fremme i Espeyrac, en aldeles 

dejlig lille by med kirke og vel 50 

indbyggere i bunden af en dal. 

Efter strækøvelserne endelig 

belønningen: Drinks efter behag i dejlig 

sol foran ”hotellet”. 

Grethe 

Fredag 12.10.01 

Espeyrac – Conques. 16,5 km. 

Sidste vandredag! Og tilmed den 

korteste. Vi satsede på at spise frokost i 

Conques, blev dog noget forsinkede, da 

brødbilen (ingen butikker i byen), der 

skulle bringe morgenmaden, ikke kom 

til tiden. Alle trippede, også det store 

hold af schweizisk skoleungdom, der 

ligeledes var på vej ad pilgrimsruten. 

Men endelig kom vi af sted, steg i dejlig 

sol op gennem skov og senere langs 

marker. Sidst på ruten blev landskabet 

vildere med dybe slugter og maki. 

Turen var sat til 4 ½ time, men da 

frokosten vinkede forude, klarede vi den 

på 3 ½ time. Og hvilken dejlig frokost 

på vort Hotel Auberge St.Jacques i 

Conques, i det fri og med en god, sval 

rosé. Conques er ren middelalder (eller 

næsten). De ca. 350 indbyggere bor i 

smukke grå stenhuse med skifertag, de 

vindede gader er belagt med brosten, 

og midt i det hele dominerer en 

kæmpemæssig katedral, ”Sainte Foy” 

fra 11.-13. århundrede med tilhørende 

klostergård. En spændende kirke, hvis 

tympanon især skal fremhæves. En 

lang beretning om det onde og det gode 

kunne læses ud af de mange mesterligt 

huggede stenfigurer. Vores lille gruppe 

gennemgik tympanonen grundigt og 

følte os næsten i pagt med de millioner 

af pilgrimme, der har stået der før os. 

Vi besøgte museer med især kostbare 

relikvier, vi så på huse og kapeller, vi 

var turister denne dejlige eftermiddag. 

Og deltog i ”vesper” i katedralen før 

middagen, der nok blev turens bedste. 

Karin 

Lørdag. 13.10.01. 

Hjemrejse 

Tre kørte hjem i ledsagerbilen, fire tog 

først en taxa til nærmeste station, 45 

km borte (ja, vi var virkelig på landet), 

så tog til Toulouse, skift og videre til hhv. 

Cannes og Nice. Det tog hele dagen. 

En lang rejse efter en lang vandring, 

men hvor havde vi mange gode 

oplevelser!

For et stykke tid siden havde jeg 

lejlighed til at gå “muren“. Jeg var i 

Peking og besøgte Ming- gravene, hvor 

man går af en allé kantet af træer og 

stenfigurer på hver side, løver, elefanter 

fabeldyr, krigere, generaler og 

embedsmænd med langt skæg og 

visdom i øjnene. En meget stor 

oplevelse. 

Herfra er der ikke langt til den kinesiske 

mur, som strækker sig over 6.000 km, 

bugtende sig mellem bjerge og 

højderygge, så langt øjet rækker. Den 

3-5 m brede mur er op til 16 m høj og 

er jordens største bygningsværk. Jeg tog 

den venstre opstigning fra den lille 

landsby, da jeg kendte den højre fra en 

vinterdag for 10 år siden, hvor vi stred 

os op ad den isglatte overflade, 

EN VERDENSSTATISTIK 

- et klip fra Internettet 

Hvis vi kunne lade hele jordens 

befolkning skrumpe ind til en landsby 

med præcis 100 mennesker, og alle 

eksisterende forhold blev, som de var 

nu, ville vi få følgende billede: 

Der ville være 

57 asiater 

21 europæere 

14 amerikanere (nord-, central- og 

sydamerikanere) 

8 afrikanere. 

Der ville være 

52 kvinder og 48 mænd 

30 hvide og 70 ikke-hvide 

30 kristne og 70 ikke-kristne 

89 heteroseksuelle og 11 homoseksuelle 

6 personer ville eje 59% af de samlede 

værdier. Alle 6 ville være fra USA. 

JEG GIK „MUREN“ 

kæmpende for at holde balancen med 

et tag i rækværk og murværk, mens 

vinden peb om os. Det var en kold, men 

betagende oplevelse sådan at 

fornemme, hvordan i gamle dage 

spydbevæbnede vagtposter har måttet 

trave fra vagttårn til vagttårn indhyllet 

i vatterede dragter - som os nu - for at 

se efter udenvold fjender. Det har ikke 

været nemt, og bidende koldt har det 

været her i bjergene. Heldigvis travede 

vi kun ca. 1 km. op og gled næsten 

tilbage, men vi søgte at stå så fast som 

mulig. 

Denne gang var der ingen sne og is; 

det var september, men selve stigningen 

på turen til venstre er visse steder til 

sværhedsgrad 5, og selv om der her er 

Desuden ville 

80 personer bo i miserable huse, 

70 være analfabeter 

50 lide af underernæring 

1 være lige ved at dø 

1 være lige ved at blive født 

1 have universitetsuddannelse 

Hvis man betragter verden på denne 

måde, bliver behovet for accept og 

forståelse indlysende. 

absolut god kondition til for at komme 

op til det første trappetårn, hvor den 

ene sælger efter den anden forsøger at 

komme af med postkort, bøger, dias, 

bestigningsbeviser og slik til de plagede 

turister. Jeg travede så langt, man 

kunne komme, indtil muren ikke 

længere er restaureret, men ligger hen 

som murrester og tårnruiner. Herfra er 

der en formidabel udsigt til den øvrige 

mur og de grønne bjerge. Muren snor 

sig op og ned, ud og ind mellem 

bjergene, og man aner den fortsat 

kilometer borte, som en uendelig 

slange, en kinesisk midgårdsorm. På 

vejen tilbage kunne jeg tage en 

nyetableret svævebane ved et af 

tårnene, men det syntes jeg var ligesom 

snyd. Muren skal gås, det må blive 

enhver forundt at få lejlighed til denne 

storslåede oplevelse. 

Arne Dahl 

Endvidere. 

Hvis du stod op i morges og var rask 

og altså ikke syg, så har du trukket et 

bedre lod i lotteriet end de millioner af 

mennesker, som ikke vil opleve næste 

uge. Hvis du endnu ikke har oplevet 

faren ved en krigshandling, 

fangenskabets ensomhed, torturens 

dødskamp eller sultens skruestik, så er 

du heldigere end 500 millioner 

mennesker. 

Hvis du kan gå i kirke uden at være 

bange for at blive truet, torteret eller 

dræbt, er du bedre stillet end 3 

milliarder mennesker. 

Hvis du har mad i køleskabet, tøj på 

kroppen, tag over hovedet og et sted at 

sove, er du rigere end 75% af menneskene 

på denne jord.

Som det sikkert er mange af Club 

Danois’ medlemmer bekendt, blev der 

i 1998 - af en gruppe herboende 

danskere - stiftet en forening med det 

formål at modvirke de danske skattemyndigheders 

forsøg på at ændre den 

eksisterende dobbeltbeskatningsaftale 

mellem Frankrig og Danmark. En 

ændring, der vil betyde, at beskatning 

af udedanskeres pensioner tilfalder den 

danske stat og ikke som nu den franske 

stat. Foreningen fik navnet REDAN – 

en forkortelse af REtraite DANois. 

Siden starten har der været en stadig 

tilgang af medlemmer, og formanden 

Niels Krarup kunne på sidste 

generalforsamling i juni i år konstatere, 

at 175 familier – d.v.s. 350 personer – 

har sluttet op om foreningen gennem 

et medlemsskab. 

Foreningen har en løbende, direkte 

kontakt til de centrale, franske 

skattemyndigheder. Således har man 

haft et par møder i Paris – det seneste i 

oktober måned - hvor repræsentanter 

for foreningen har fremlagt en række 

veldokumenterede argumenter for en 

fortsættelse af de nugældende regler. 

Da jeg forleden dag søgte et bestemt 

emne på Internettet, kom jeg ved et rent 

tilfælde ind på siden www.eures.dk. 

EURES er et samarbejde mellem bl.a. 

de 15 EU-landes arbejdsformidlingssystemer. 

Foruden at de hjælper med 

at anvise arbejde inden for de deltagende 

lande, publicerer de på oven- 

ØGET OPBAKNING BAG REDAN 

Desuden holder foreningen skriftligt de 

franske myndigheder orienteret om 

danske skattetiltag. Det gælde bl.a. den 

såkaldte pensionsafkastbeskatning, 

som sandsynligvis er i strid med 

dobbeltbeskatningsaftalen. 

Foreningen har også haft kontakt til 

EU-kommissionen i Bruxelles og til 

organisationen af franskmænd i 

Danmark, der risikerer at skulle betale 

skat af deres pension til Danmark, når 

de rejser hjem til Frankrig. 

Har dette arbejde så haft nogen effekt? 

Svaret er Ja. De dansk-franske 

forhandlinger om en ny 

dobbeltbeskatningsaftale endte som 

bekendt med et foreløbigt fransk afslag, 

og vi har fra mange kilder fået 

bekræftet, at det ikke mindst skyldtes 

det informationsarbejde, som REDAN 

har udført over for de franske 

forhandlere. I andre lande, bl.a. 

England, Italien og Portugal, har de 

derboende danskere ikke ladet høre fra 

sig i tide, og en ny 

dobbeltbeskatningsaftale med dansk 

beskatning af pensioner er derfor blevet 

listet igennem. 

Arbejdsforhold i Frankrig 

nævnte hjemmeside en lang række 

oplysninger, som kan være til stor nytte, 

ifald man er fuldstændig blank med 

hensyn til de problemer, der skal tages 

stilling til, hvis man vil tage arbejde i 

Frankrig, ja, i det hele taget også hvis 

man som pensionist vil tage varigt 

ophold hernede. 

Vi ved, at de danske skattemyndigheder 

ikke har opgivet håbet om at få ændret 

den nuværende aftale med Frankrig. 

Derfor er det uhyre vigtigt, at REDAN 

fortsætter sit arbejde og får så stor en 

opbakning som muligt fra herboende 

danske pensionister. Jo flere 

medlemmer, jo større vægt taler vi med 

over for de franske myndigheder. Og 

det ville ligne danske pensionister 

dårligt at sidde passivt, mens politikere 

og embedsmænd skalter og valter med 

vores fremtid. En ændring af de 

nuværende skatteregler vil være en 

ændring af de forudsætninger, som 

danske pensionister i Frankrig har 

indrettet deres økonomi og tilværelse 

efter, og resultatet kan blive alvorligt for 

mange. Det er derfor vort håb, at 

endnu flere pensionister vil slutte op om 

REDAN. 

Interesserede kan henvende sig til 

REDANs sekretariat på 

telefon/fax 04 9040 6809 

eller på e-mail adressen : 

ForeningenREDAN@aol.com 

Kenneth Jakobsen 

Gå ind på hjemmesiden og tryk på 

„LANDEINFO“ og vælg derefter 

„FRANKRIG“. Her kan man læse og 

udskrive en 19-sider pjece med 

oplysninger om bl.a., hvor man skal 

lade sig registrere efter ankomst til 

Frankrig, sygesikring, arbejdsløshedsforsikring, 

skat, boligforhold m.v. 

Erling Christensen

NYE MULIGHEDER PÅ EGNEN 

Efter mange år i reklamebrancen har 

Lene og Reinhard Muller og tvillingerne 

gjort deres drøm til virkelighed. De har 

købt og istandsat Maison du Midi i 

Lorgues en Provence og er nu de 

lykkelige ejere af et smukt hotel. 

Maison du Midi er opført i 1640. Det 

er en ægte provencalsk byejendom 

bygget i natursten og dækket med 

romertegl. Denne klassiske ejendom er 

istandsat og nymoderniseret med stor 

respekt for de gamle detailler og 

gedigne provencalske håndværkstraditioner 

for at bevare husets 

oprindelige atmosfære. Alle hotellets 

værelser har eget bad og et lille køkken, 

alt fuldt udstyret med mikroovn etc. 

Der bliver også arrangeret franskkurser 

på hotellet. 

Nærmere oplysninger på: 

Tlf: 04 98 10 61 71 

Fax: 04 98 10 61 72 

TIL JULEMARKED I ROGNES 

Der er stort trøffel- og gastronomimarked 

i Rognes den 23. december 

fra kl. 9 til 17. Rognes ligger nær Aixen-Provence. 

Man kører fra Aix ad 

N7 og derefter D 543. 

Bende og Hans Strange oplyser, at 

der på markedet sidste år var 

omkring 100 stande, hvoraf de 25 

kunne tilbyde trøfler og trøffelretter. 

Der vil være mulighed for at købe 

trøfler under kyndig vejledning. 

Leder af festkommitteen er Jacky og 

André Jourdan, som kan træffes på 

tlf: 04 42 50 22. 

Man kan også ringe til Bende og Hans 

Strange på tlf: 04 42 50 13 61, fax: 

04 42 50 15 89. 

Kai Søborg Hansens efterhånden talrige 

kurser finder sted forskellige steder i 

Vence. Motiver er der masser af og især 

et lille hjørne midt på den travle 

hovedgade. Her ligger et hotel med 17 

værelser og en dejlig have. Kursisterne 

kan her umiddelbart i centrum sidde 

og male fredeligt i hotellets have. Jeg 

har lovet Kai som tak for at få lov til at 

male med eleverne i haven, at fortælle 

lidt om hotellet. Vi optager ikke 

reklamer i bladet, men vil gerne 

videregive oplysninger, som en service 

til læserne. 

Hotellet hedder PROVENCE** og det 

ledes af et ungt svensk ægtepar 

Margaretha og Frans Sobota. Det ligger 

midt på hovedgaden i Vence, men bag 

husrækken så byens støj ikke mærkes. 

Der er 17 værelser og i haven mellem 

hotellet og hovedgaden serveres 

„skandinavisk petit dejourner“ 

Hotel Le Provence 

9 avenue Marcellin Maurel 

06140 Vence 

Tfl: 04 93 58 04 21 

Fax: 04 93 58 35 62

Det er faldet enkelte medlemmer for 

brystet, at klubben til sine medlemmer har 

tilladt udsendelse af en forsendelse fra en 

dansk bank, et brev, hvis indhold 

signalerede, at indholdet sikkert kun havde 

interesse for et mindretal af klubbens 

medlemmer. 

Igennem adskillige år har klubben haft den 

politik, at vi gerne udsender materiale fra 

firmaer under forudsætning af, at klubbens 

sekretær modtager forsendelserne i 

lukkede og frankerede kuverter. Vores job 

består således i at påsætte adressesedler. 

BRIDGEUNDERVISNINGEN Peter 

Lund underviste lørdag 3. og søndag 4. 

november i bridge. Kurset foregik i 

Vence kommunes lokaler i Toreille. 

Birthe og Jan Plon stod for det praktiske 

arrangement og sikrede, at alle fik glæde 

af besøget af bridgemesteren fra Danmark 

og derefter levere forsendelserne til 

posthuset. For denne ydelse 

modtager klubben FF 2.500 til 

klubbens kasse. 

Klubben har således ikke noget 

kendskab til forsendelsernes 

indhold, som helt står for afsenders 

ansvar. Vi ønsker heller ikke på 

nogen måde at censurere disse 

forsendelser. Hvis vi gennemførte en 

sådan vurdering, ville det jo 

omvendt betyde en blåstempling af 

de forsendelser, som blev udsendt. 

Apropos Bennys bemærkninger, 

et citat fra Peter Plys: 

“Når du vågner om morgenen“ 

spurgte Grislingen omsider, „hvad 

er så det allerførste, du siger til dig 

selv?“ 

“Hvad mon vi skal have at spise i 

dag?“ svarede Plys, „hvad siger 

du, Grisling?“ 

“Jeg siger, jeg gad vide, hvilke 

spændende ting, der vi ske i dag?“ 

sagde Grislingen.Plys nikkede 

tankefuldt. „Ja, men det er akkurat 

det samme,“ sagde han. 

BENNY SKRIVER: 

Tillykke med jubilæet. Efter kun 10 

numre er CD Nyt allerde blevet en 

institution, som til fulde afspejler 

medlemmernes interesser. Jeg noterede 

mig, at jubilæumsnummeret indeholdt 

11 artikler og indlæg om mad og 

drikke. I sin klumme slår fomanden 

tonen an. Vi tager en tur om 

Fakkelgaarden med udsigt til det tyske 

og går i luften med SAS catering. Efter 

pindemadder på Place du Freine ser vi 

frem til vinsmagningen i det spanske, i 

Part des Anges og hjemme hos os selv i 

Provence og tilbage på den i alle måder 

eksklusive middag i Cannes på 

Bastilledagen. Majgaards tager os på 

telttur og snobrød avant garde på det 

skønne Langeland, men formanden 

lider skibbrud på Sjølunds fagre sletter. 

For et eventuelt fremtidigt navneskifte 

for klubben bør vi allerede nu reservere 

navnet „Association Culinaire Franco 

Danoise (1901)“ 

Men asketer fortvivl ikke, mellem de 

gastronomiske indlæg om livet fra gane 

til bug er der også godbidder til 

intellektet og resten af kroppen. For 

dem med tyksålede støvler og hang til 

svedige T-shirts eller dem med køller 

og lette pigsko. Eller man kan sidde 

bagen bred ved bridgebordene. Om 

dette og meget meget mere kan man 

lære ved gennemlæsning af CD Nyt. 

Der er noget for enhver smag. Vi siger 

tak til redaktionen for den 

kæmpeindsats det må være. 24 sider!! 

CD Nyt vil måske i fremtiden være det 

eneste bindeled mellem medlemmerne, 

nu da klubben er blevet så stor. 

Endnu en gang tillykke med nr. 10. Vi 

giver tre kokkehuer med en gaffel opad. 

Benny Pedersen

Ib Kristensen: Ejendomsværdiskatten .. hvor mange penge er der i den? 

INTERNATIONA CONSULTING, TAX AND INVESTMENT Halvtolv 5 st. mf.,1436 København tlf: 32 57 9909 fax: 32 57 99 19 e-mail: athos@adr.dk 

Denne nyopfundne danske skat sætter 

grå hår i hovedet på både 

skattemyndigheder og skatteydere, 

fordi den har nogle indbyggede 

konflikter af skattemæssig og politisk 

karakter. 

Jeg har netop været i kontakt 

med Skattedepartementet, der i 

princippet fungerer som sekretariat for 

Skatteministeriet. I Departementet 

udarbejder man oplæg til ny 

lovgivning, skriver cirkulærer til lovene, 

udarbejder lovbekendtgørelser og 

bekendtgørelser og alle de andre 

praktiske ting i forbindelse med 

administration af skattepolitikken. 

Nu afskaffede vi så formueskatten 

i Danmark for en del år siden 

og har siden ”kun” haft indkomstskat. 

Den har til gengæld også mange 

forskellige navne så som AM-bidrag, 

efterlønsbidrag, særlig pensionsfond o. 

lign. gloser, der skal få de andre lande 

til at tro, at det ikke har noget med skat 

at gøre. Forhåbentlig kan de 

gennemskue de skiftende danske 

skatteministres taktik! 

Nu fik vi så ejendomsværdiskatten 

pr. 1. januar 2000. Og hvad er 

det så for en svend? Det spurgte jeg 

Departementet om forleden og fik 

svaret: ”Det er en partiel formueskat”! 

Hvad er det for en part, og hvad udgør 

den anden part? 

Det er sådan, at ejendomsværdiskatten 

beregnes som en 

procentdel af ejendomsværdien, men 

den lægges ikke til den skattepligtige 

indkomst, som f.eks. lejeværdien gjorde 

i gamle dage, og ligesom det er tilfældet 

i mange andre lande som f.eks. 

Spanien. Næ, i Danmark beregnes den 

af ejendomsværdien og anføres på en 

selvstændig linie på årsopgørelsen, hvor 

beløbet tillægges de skatter, man skal 

betale. Den befinder sig derfor i 

”ingenmandsland”, uden at være en 

indkomstskat eller en formueskat, der 

jo er afskaffet. Hvis man skal se helt 

nøgternt på den, tror jeg faktisk ikke, 

den er omfattet af nogen 

dobbeltbeskatningsoverenskomst, så 

den kan lempes. 

Skattedepartementet vidste da 

heller ikke med sikkerhed, hvordan 

man skal lempe; men nu var der jo også 

tale om en uformel telefonopringning 

fra min side, som ikke forpligter den 

anden part. 

Ejendomsværdiskatten betales af 

ejendomme i Danmark, men hvis man 

bor i Danmark og derfor er fuldt 

skattepligtig her i landet, skal man også 

betale ejendomsværdiskat af 

udenlandske ejendomme. Dog ikke hvis 

man har dobbeltdomicil, det vil sige 

bopæl i både Danmark og et andet 

overenskomstland, når man er 

hjemmehørende i dette andet land. 

Situationen med dobbeltdomicil er slet 

ikke så sjælden, som man tror. 

Jeg vil opfordre personer, der 

mener de bliver forkert behandlet, til 

at klage over sagen. Det kunne f.eks. 

være ved beregningen for en ejendom 

uden for Danmark, hvor der er stor 

forskel på grundlaget for beregning af 

den danske ejendomsværdiskat og den 

lokale vurdering i det pågældende land. 

Efter min opfattelse skal 

man f.eks. vedrørende ejendom i 

Spanien anvende den officielle spanske 

”Valor Cadastral”, der anvendes som 

grundlag for lejeværdiberegningen i 

Spanien og ikke acceptere en anden - 

og højere - værdi af de danske 

myndigheder. Når man så skal til at 

lempe i henhold til dobbeltbeskatningsaftalerne, 

bliver der ikke 

meget at hente for skatteministeren i 

Danmark, da Danmark skal fratrække 

den skat, der er betalt i det andet land. 

Når vi taler om Frankrig, er der 

desuden tale om en excemptionsaftale, 

der indebærer, at Danmark skal se helt 

bort fra skatten. 

Jeg har for nylig haft et konkret 

eksempel på, at man for en tysk 

ejendom beregner ejendomsværdiskatten 

til 36.000 kr., mens den 

tilsvarende tyske skat, der fratrækkes, 

udgør mindre end 600 kr. Den 

pågældende person er skattepligtig efter 

kildeskattelovens § 1, fordi han 

arbejder for Europa-Kommissionen. 

Han har i mange år ikke haft bopæl i 

Danmark, og han betaler den normale 

25% EU-skat for ansatte i EU. Jeg 

mener, dels at han er hjemmehørende 

i Tyskland, fordi han ikke har bopæl i 

Danmark, dels at han dog betaler skat 

”efter reglerne for derboende 

personer”. Begge kriterier fratager 

nemlig Danmark retten til 

ejendomsværdiskatten. Det kan blive 

spændende at se resultatet. 

Lønmodtagernes Dyrtidsfond 

(LD)I læserskaren har der været 

spørgsmål om disse penge, der 

stammer fra de indefrosne dyrtidsportioner 

fra 1977-79. Staten indefrøs 

ca. 4.300 kr. for de lønmodtagere, der 

havde fuld ”dyrtidsanciennitet”. Indtil 

udgangen af 1998 havde staten 

forrentet beløbet, så der var godt 

43.000 kr. på kontoen. Herefter blev 

der mulighed for en delvis investering i 

et par investeringspuljer, og for mit eget 

vedkommende har dette resulteret i en 

saldo ultimo 2000 på godt 61.000 kr. 

Når pengene til sin tid skal 

udbetales, trækker staten en afgift på 

40%, så jeg ville i dag få omkring 

40.000 i hånden, hvis jeg f.eks. gik på 

efterløn. 

Man får pengene frigivet (efter 

afgift), når man på den ene eller anden 

måde går på pension efter 60 år incl. 

efterløn. 

Men man kan også få pengene 

frigivet, når man emigrerer til udlandet 

og skattepligten ophører til 

Danmark.Og det er det måske ikke alle, 

der er klar over!

MEDLEMMERNE IMELLEM: 

TIL ALLE VENNER I CLUB 

DANOIS 

Selv om en officiel takkeskrivelse er 

upersonlig, er den nødvendig. 

Jeg ønsker at takke for det store 

fremmøde ved Wedels bisættelse den 7. 

maj. For alle de mange blomster, breve, 

og e-mails. 

Det var en stor støtte, at så mange gik 

med hjem bagefter. Det varmede. 

Wedels urne er nu nedsat på Søllerød 

kirkegaard. 

Pigerne og jeg fortsætter i Wedels ånd. 

Det ønskede han. 

Tak! 

Vivian Kierstien 

LÆR FRANSK PÅ DANSK 

Når vi taler fremmede sprog, 

oversætter vi det fra vores eget. Derfor 

er det lettere at lære og huske fransk 

ved at sammenligne det med sit eger 

og få forklaret f.eks. forskelle og 

ligheder, og hvordan det bygges op. 

Jeg er cand.mag. med hovedfag i fransk 

og har over 20 års erfaring i fremmedog 

andetsprogundervisning. 

Er du interesseret enten som begynder 

eller evt. konversationsundervisning, så 

ring til 

Anne Marie Damgaard 

tlf. 00 377 97 98 55 44 eller 

fax 00 377 97 98 55 45 og få nærmere 

oplysninger.Omkostninger ca. 50 FF pr. 

lektion ved 6-8 tilmeldte og 4 lektioner 

pr. uge plus undervisningsmaterialer. Vi 

starter midt i januar. 

Vi sælger Sandstenskrukker: Højde 

18 cm, bredde 25 cm.. 2 stk 50 cm 

lange, 4 stk. 75 cm lange og 1stk. 100 

cm lang. 

Henvendelse tlf. og fax: 

04 93 91 33 38 

MOLLY sælges 

Da vores interesse for at sejle ikke 

længere er som før, har vi besluttet at 

sælge vores båd. MOLLY er en „21' 

Fairline Weekend“ fra 1985. Båden har 

hvert år fået sine regelmæssige 

servicecheck på importørens 

autoriserede værksted, og den 

fremtræder i flot stand. MOLLY er en 

allround båd: På den ene side har den 

en kraftig 8 cyl. Volvo Penta-motor, der 

giver rigelig fart til vandskisport. På den 

anden side har den en rummelig kahyt 

med to sovepladser, køkken og toilet, 

så den egner sig til weekendudflugter 

op og ned langs kysten. 

Måske kunne to eller tre familier gå 

sammen om at udnytte båden. 

Besøg MOLLY i Port de la Rague på 

plads nummer 26 ved kaj nummer 3 

(nærmest Arie de Boom). 

Pris 98.000 FF inkl. egen kajplads. 

Øvrige oplysninger 

tlf. 04 93 75 00 85. 

Franskundervisning på alle 

niveauer tilbydes 

Marie-Claire Jespersen 

Tlf . 0493712245 

KLUBBENS KALENDER 

DECEMBER 

5. Gul travetur 

8. Julefrokosten 

15. Børnenes julefest 

27. Julevandretur 

JANUAR 


16. Grøn vandretur 

17. Cirkus i Monaco 

28.-30. Skituren til Isola 2000 

30. januar: gul travetur 

FEBRUAR 

9. Euro Galla-fest 


20. eller 27. Klubturnnering i 

bridge -individuel 

23. Generalforsamling 

MARTS 

12. Lise Nørgaard holder foredrag 



Lige hyggeligt ved juletid som ved 

sommertid! 

Mellem Hornbæk og Gilleleje, ud til 

åbne marker med udsigtshøj og lille 

sø, 1 km fra golfbane, sælges lækker 

fuldtømmer bjælkehus. Højloftet stue, 

køkken, 3 værelser, 2 badeværelser. 

82 kvadratmeter. Gæstehus i 

tilsvarende materialer. Svalegang. 

Solrigt. Lige til at flytte ind i. 

Kontantpris kr. 1.800.000. 

Henvendelse: Tlf/fax: 0493605687 

Tlf. i tiden 1/12 - 3/1: 

00 45 49 71 13 83

Kan man leve som skatte-nomade?...................Ja, det kan man godt! 

Men man skal sørge for at have mange 

ting ordnet og på plads. Tag nu f.eks. 

den mand, der i 1987 rejste til Portugal 

(det var mens vi stadig havde en 

gældende overenskomst; og der 

kommer nok snart en ny). Ægteparret 

boede dog en periode på Rhodos, inden 

de i januar 1988 slog sig mere 

”permanent” ned i Portugal. 

I slutningen af 1988 fik han 

underskrevet en F-54 erklæring hos de 

portugisiske myndigheder og sendte 

den til den danske kommune, han var 

flyttet fra. Alle parter anså herefter 

skattepligten til Danmark for at være 

ophørt fra 1. januar 1989. Det betød 

bl.a., at mandens pension fra sin 

tidligere arbejdsgiver i Danmark ikke 

skulle beskattes i Danmark. 

Mand og kone boede 3-4 måneder i 

Portugal på årsbasis; som regel i 1. og 

4. kvartal. 2. kvartal tilbragtes som 

regel i Danmark og 3. kvartal i 

Grækenland. De ejede ikke boliger i 

hverken Danmark, Grækenland eller 

Portugal. I Portugal boede de i lejet, 

møbleret lejlighed, som regel den 

samme lejlighed, fordi det var i 

lavsæsonen på Algarve-Kysten. 

I 1990 gik manden til de portugisiske 

skattemyndigheder for at udfylde 

selvangivelse og komme til at betale skat 

for 1989. Dette lykkedes ikke; måske 

mest fordi sådan virker systemet ikke 

der i landet. I hvert fald forlod 

ægteparret skattekontoret i den 

formodning, at skattemyndigheder jo 

vidste, hvor de boede, så de selv kunne 

henvende sig. Dette skete dog aldrig; 

og manden fulgte heller ikke selv op på 

sagen. Konsekvensen blev, at trods den 

udfyldte F-54 erklæring, blev han 

aldrig anset for skattepligtig til Portugal 

og kom ikke til at betale skat. 

Ægteparret rejste tilbage til Danmark, 

da overenskomsten med Portugal blev 

opsagt af Ole Stavad i midten af 

1990’erne. 

De danske skattemyndigheder 

tog herefter fat i sagen og krævede nu 

skat for årene 1989-94. Sagen endte i 

Landsretten, hvor manden tabte og 

kom til at betale skat. Han hævdede 

dog også, at sagen måtte være forældet. 

Der blev afsagt dom i januar 2001. 

Den gik imidlertid ikke, da han blev 

anset for at have handlet groft uagtsomt 

og ansvarspådragende. 

Han ville aldrig have kunnet leve 

som skatte-nomade! 

For at være nomade skal man sørge for 

· At skattepligten til Danmark er 

ophørt. 

· At man ikke har indtægt fra 

kilder i Danmark. 

· At man ikke opholder sig i 

lande, hvor man bliver 

skattepligtig ved sin blotte 

tilstedeværelse eller opholdets 

længde. 

Der kan godt være andre ting at tage 

hensyn til, og der vil ofte være tale om 

at balancere på en knivsæg. Desuden 

vil det være en fordel med en solid 

bankkonto et eller andet sted, hvor man 

ikke skal betale skat at renterne. Eller 

også vælger man at betale en rimelig 

skat til sit opholdsland for at være i fred. 

Det har jeg f.eks. altid foreslået folk, der 

flyttede til England, selv om det ikke 

var nødvendigt. Jeg synes, man har en 

moralsk forpligtelse til at medvirke til 

et lands eksistens, infrastruktur og 

andre faciliteter, som man bruger og 

slider på. 

Men, som sagt, det er ofte kun 

en moralsk forpligtelse. 

IB KRISTENSEN 

INTERNATIONA CONSULTING, TAX 

AND INVESTMENT 

HALVTOLV 5 ST. MF. 

1436 KØBENHAVN 

TLF: 32 57 9909 

FAX: 32 57 99 19 

E-MAIL: ATHOS@ADR.DK

REGERINGSSKIFTET I DANMARK FORVENTES IKKE AT PÅVIRKE 

DANSK ØKONOMI PÅ KORT SIGT 

- Kommentar fra Danske Bank, 

onsdag den 21. november 2001 

Resultatet af folketingsvalget talte 

sit klare sprog – Danmark står 

over for et regeringsskifte. 

Den første opgave for den ny 

regering bliver at køre en finanslov 

2002 igennem Folketinget. Med 

den korte tid til rådighed vil der 

næppe blive tale om store 

omlægninger af den samlede 

økonomiske politik. Dansk 

økonomi har forholdsvis sunde 

nøgletal og lægger ikke op til 

dramatiske ændringer. 

- Vi bliver selvfølgelig påvirket af 

den generelle internationale 

afmatning, og nogle danskere vil 

kunne miste deres job. Skulle det 

gå hurtigt ned ad bakke, vil der 

dog være plads til lempelser i 

økonomien, men ellers vil større 

skatteomlægninger kræve en 

balanceret indsats på udgifts- og 

indtægtssiden, siger cheføkonom 

Jørgen Birger Christensen, Danske 

Analyse. 

Senere i 2002 kan der komme 

omlægninger i den ny regerings 

samlede økonomiske politik. Det 

har været tilfældet efter de 

tidligere „systemskift“, hvor 

flertallet i Folketinget skifter fra 

den ene side til den anden. På de 

finansielle markeder er det afgø 

rende, at der fortsat er et bredt 

flertal bag grundstenen i den øko 

nomiske politik - fast kurspo 

litikken - og dermed muligheden 

for en eventuel senere deltagelse i 

eurosamarbejdet. Det betyder 

også, at det danske rente niveau 

vil holde sig tæt på det europæiske 

renteniveau, som for ventes lavt 

ind i 2002.

Nyt fra Bestyrelsen - Club Danois

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?