Nyt fra Bestyrelsen - Club Danois

Torsdag den 27. september ringede
vækkeuret kl. 03.45. Hvilket efter min
tidsregning er midt om natten.
Dagen før havde Jens Majgaard
meddelt – med venlig hilsen fra bin
Laden – at vi skulle møde i Nice
lufthavn godt en time før det i forvejen
ukristelige tidspunkt. Det var der nu
ikke nogen, der havde adviseret
lufthavnspersonalet om, så den første
halve time stod vi 18 danskere med
søvn i øjnene og gabte helt alene. Da vi
endelig havde fået checket ind, gik
flyveturene planmæssigt med flyskift i
Bruxelles og indhentning af
skønhedssøvn, til vi nåede Bilbao. Her
blev gruppen opgraderet med de fire
deltagere, der havde valgt at tage
genvejen til Nordspanien i egen bil.
Den samlede gruppe blev nu gennet ind
i den ”moderne langtursbus med engelsktalende
chauffør”. De næste fire
dage hørte jeg ham ikke sige et ord, og
det kan man jo lade være med på alle
sprog. Ved frokosttid var vi vel
ankommet til det første vinslot,
Martinez Bujanda i Rioja-distriketet
Alavesa. Da vi kom indenfor i de øde
lokaler – bortset fra guiden var alt
levende fornuftigvis til siesta – troede
jeg, at Jens Majgaard af gammel vane
POUL STJERNØ SKRIVER
havde ført os til Arla mejerigruppens
seneste præstigeproduktionsanlæg. Alt
skinnede af højglanspoleret rustfrit stål
og Ajax-tornado rengjorte gulve og
vægge. Der lugtede hverken af sur
mælk eller sur vin, så jeg formodede
derfor, at anlægget endnu ikke var taget
i brug. Længere fremme ved
aftapningsanlægget – stadig
højglanspoleret – kunne vi konstatere,
at produktionen ikke endte på
mælkekartoner, men på vinflasker.
Inden vinen blev hældt på flasker,
havde den dog først fået lov til at sove
sin skønhedssøvn på lager A eller B. Her
lå over 13.000 egetræsfade, der hver
indeholdt 225 liter – svarende til næsten
4 millioner flasker Rioja-vin. Det var
et imponerende syn at se de endeløse
rækker af vinfade stablet op i 4 etager,
og der duftede vidunderligt af vanilje,
egetræ og Rioja-vin. I ilsomt trav
passerede vi så lager C og D med lige
så store mængder af vin, der nu lå og
sov deres anden skønhedssøvn på
flasker., inden vi havnede i et lokale,
hvor frokosten skulle serveres, og vinen
smages.
Det blev en mindeværdig frokost.
Forretten var to slags pølser. Den ene
var ildrød og smagte derefter. Den
anden vakte rædselsminder fra
barndommen til live – blodpølse og
glogryn. Hovedretten var
lammekoteletter, grillstegte og i en
mængde, så jeg ikke kan erindre, om
jeg spiste seks eller det dobbelte. Hvad
desserten bestod af, var jeg for træt til
at huske bagefter. Men det hele blev
fulgt til dørs med Rioja-vin, først den
hvide og siden den røde i stigende
kvalitet – Crianza, Reserva og Grand
Reserva. Nogle af vinene hed Conde de
Valdemar, og der var ingen af dem, som
jeg ikke med glæde ville servere ved
eget bord. Mætte og tilfredse kørte vi
nu til familiens nyeste prestigeprojekt,
Finca de Pioedra, der lå smukt på en
skrænt ved Ebro-floden, og hvor man
eksperimenterede med nye
druesammensætninger. Den fælles
opskrift/motto for firmaets
vinproduktion var tre ting: Renlighed,
renlighed og renlighed. Og som vi
havde set, blev den opskrift fulgt
konsekvent og med fremragende
resultater.
Turen gik nu til hotel Los Augustinus,
der lå midt i byen Haro. Hotellet så
stort og utilgængeligt ud, og det var der
en forklaring på. Bygningen var opført
i 1300-tallet og havde de første 500 år
været kloster. Derefter havde det i
rækkefølge været kaserne, militærhospital
og fængsel, og senest var det
nu forandret til hotel. Da vi havde fået
udleveret nøglen til vores tildelte celle
og havde konstateret, at nøglen virkede
både udefra og indefra, var det tid til
afslapning. Men ej til at gå i dvale. Kl.
var over 18, og allerede kl. 20 samledes
vi atter i et fornemt lokale til en guidet
tur videre ind i Riojas vinverden.
Guiden var den stedlige turistchef, som
med megen viden og charme lod os
smage hans personlige favoritter inden
for den lokale vinproduktion. Han var
assisteret af sin absolut nydelige datter,