Nyt fra Bestyrelsen - Club Danois

Den inderste del af bordet roterede med
stedse nye forsyninger af vin og små
kiks, så vi kunne neutralisere den ene
smagsoplevelse fra den næste. Det
andet specielle for Bodegas Muga var,
at deres danske importør er Laudrup
Vinimport. Da alle de smagte vine var i
top, har Laudrup også her scoret et flot
mål. I øvrigt kunne vi i stedet for at
besøge vinslottet have fået de samme
vinoplevelser den 24. oktober ved en
„Stor Muga Aften„ på Hotel d‘Angleterre,
og så havde vi fået en fornem
5-retters menu til at skille smagsoplevelserne
i stedet for kiks.
Sidste vinbesøg var Bodegas Remelluri,
der lå midt i vinmarkerne. Gammelt
og traditionelt og alligevel nyrestaureret.
På ankomsttidspunktet trængte
vist alle til at slappe af over en god
frokost, men nej. Først arbejde og så
fornøjelser. Den unge værtinde havde
dog læst vores tanker, så vi blev i
iltempo ført gennem det imponerende
produktionsanlæg og ind i lagerkældrene,
hvor det viste sig, at vi ikke
var det første hold vinturister. Da vi stod
mellem de uendelige rækker af egetræsfade,
fik vi pludseligt et flot videoshow,
så hun sparede stemmen, og vi blev
tilpas imponerede. Så til Bodegaens
bodega, hvor frokosten ventede. Hvad
vi fik at spise, har jeg glemt, men det
var nok noget med blodpølse og lam.
Men sortimentet af vine var excellent.
Sidst på eftermiddagen var vi tilbage i
vores celler, hvor det var siestatime,
med mindre man var en af de hyperaktive,
der susede rundt i regnvejret for
at finde et eller andet, de troede, de
manglede.
Kl 21. gik vi så i samlet trop på byvandring
for at finde lige det spisested,
der var mest berømt for sin blodpølse
og stegt spædlam. De fleste af os vil
mindes Restaurant Terete som stedet,
hvor vi sad på lange bænke ved lige så
lange borde (ligesom i Vin og Ølgod)
og drak Rioja-vin af restauratørens
egen avl - og spiste det, I ved nok. På
trods af manglende ryglæn var
stemningen god. Der var dog ingen, der
blev hængende på stedet, da vi i mindre
flokke søgte hjem til de **** senge.
Det var vinturen, og sammenfattende
kan det siges, dels må de besøgte
producenter få en fin pris for deres vine,
og dels må det spanske skatte/
afskrivningssystem være anderledes
end det danske - for det var dybt imponerende
at se tre så gennemført flotte
produktionsanlæg og -bygninger. Og
hvad endnu vigtigere var: De producerede
en fin vifte af vidunderlige vine.
Efter morgenbuffeten næste dag
startede KULTURTUREN.
Bussen førte os ud af Rioja-distriktet og
til Burgos.
Efter vi var blevet installeret i et nyt
**** hotel, mødte vi dagens guide.
Han var en oplevelse. Stor som tobak
for en skilling, men en energibombe
med lynende øjne og fægtende arme.
Han forklarede os om Europas store
gotiske katedraler i almindelighed - og
om Burgos‘ i særdeleshed. Rundvisningen
gennem kirken førte os til
aflåste kapeller, der henlå i katolsk
mørke, men vores guide raslede med
nøgler, tændte festbelysningen og
fortalte. Hans begejstring var
smittende.
Da vi kom til Alfons VII‘s kapel, kom
hans informationsbombe. Den højsalige
konge af Kastillien var stamfader til
ALLE europæiske kongehuse, inkl.
vores dronning Margrethe II, og vi fik
det på tryk. Sådan. Vi så også et smukt
klosteranlæg i den anden ende af byen,
gotik i mesterklasse. Vores lille guides
begejstring var smittende. Han burde
udnævnes til æresborger i Burgos og
bespises gratis på rådhuset.
For at vi også skulle have en naturoplevelse,
fløj 16 gåsegribbe lavt hen
over vores hoveder, da vi stod ude ved
Monasterio de las Huelgas.
Tilbage til centrum blev vi sluppet løs
på egen hånd for at finde frem til de
Tapas-barer, der serverer andet end -
det I ved nok. Også her blev det en fin
oplevelse. Lørdag eftermiddag var også
i Burgos tiden for bryllupper. Så på min
vej gennem kirkerne i byen lykkedes det
mig at komme til fire globryllupper
med ekstra underholdning, der
spændte fra klassisk kammermusik til
knaldfyrværkeri på kirkepladsen.
Hjemme på hotellet var der også bryllupsfest,
og det med et orkester, hvis
decibeller lå over smertegrænsen.
Heldigvis blev vores festmiddag serveret
i et fjernt kælderlokale, hvor
bassens dybe dunken var dæmpet så
meget, at det var muligt at føre en
normal samtale. Og tænk, det var
lykkedes Jens Majgaard ved diplomatisk
snilde at forhindre endnu en
gang blodpølse.
Selv om vi havde forladt Rioja, fik vi
alligevel gode Rioja-vinoplevelser. Vel
opstået og bespist søndag morgen gik
turens sidste dag til Bilbao, direkte til
Guggenheim Museet.