Canazei marts 2011.pdf

Canazei
marts 2011
© 2011 ‐ Jens Anton Dalgaard

Rejsepostkort fra syden.
Rejsebreve hører langture til – sådan en lille ”rutinetur” til Canazei kan ikke
blive til mere end postkort med farvebilleder på.
Nogle af jer kender området, så til ære for jer er der nogle stednavne med, der
ikke siger andre så meget, det må de leve med, eller tage herned og få
opdateret geografien.
Turen herned fulgte planen nøje – Rødekro – Kirchheim – Innsbrück Süd –
Canazei right on time. Fint føre ingen bøvl af nogen art – benzinpriserne har
tvunget farten ned – 120 på cruiseren – det mærkes, når der tankes !
Lørdag var vi på brædder 09.15 – det er
vist ny rekord, men der skulle jo heller
ikke lejes gear – alles mitgebracht.
Kaiserwetter – så det blev lige en bette
kort tur til Marmolada med obligatorisk
tissestop på Mittelstation og fotografering
på toppen – det er stadigt betagende at
se verden fra 3,3 kilometers højde og
vide at turen ned er på ski i supersne.
Frokost på Fodoms nye terrasse
og hjem med de første 29 skikilometer
på liftkortet. Pizza’er
hos Louis – han kunne sgu
huske, hvilken vin vi skulle
have, da jeg sagde ”den
sædvanlige” – god mad og
meget larm - så var det sengetid
lige så snart vi havde tygget
færdigt .
2

Søndag slog vi os sammen med Orla
og Lotte – det blev til Pralognia –
Heiligenkreuz – Corova – Wolkenstein
– Plan del Gralba – Pit Seteur og hjem
– den tur bonnede 50 km på liftkortet,
og vi var først sent hjemme – godt
brugte og sultne, så Louis tryllede 2
gange Angus plankesteg på bordet –
de stedkendte vil vide, at denne Louisspecialitet
er 1 kg MUH mit beilage.
Det er heftigt godt kød, der smelter på
tungen, så det er depotopfyldning efter sådan en tur – så koster det såmænd
kun 38 Euro for sådan et fad guf til 2.
Mandag stod der Ortisei og Annatal på
programmet – vi rykker virkeligt hurtigt i
denne gruppe, så vi var der allerede kl.
10.30 – så vi fortsatte – selvsagt først
efter Hanne havde været inde og tisse –
op til den håbløse kø på Ortisei
mittelstation – 20 minutter !! – op på
toppen igen og ned til ”stenovnsKurt” på
Fermeda til old style pizzaer bagt i
stenovn, fyret med brænde – og
solslikkeri ad libitum.
3

Vi er landet midt i karnevalet – det betyder, at der er mange italienere, der har
fri og benytter fridagene til at slæbe deres hobevis af børn med op i solen på
pisterne, hvor de så afsætter dem til skilærerne, der plover rundt med
kilometerlange haler af ”ottetaller”, der nemt kan nå hele vejen tværs over
pisten.
De skal lære det, ungerne, men kunne de da for f… ikke finde et mere
passende tidspunkt end når vi er her, for slet ikke at snakke om Orla, der er
allergisk både over for skilærere og børn i al almindelighed, og børn på ski i
særdeleshed – Der burde være velpræparerede pister, der er forbeholdt
nydelige ældre, småtspisende, danske folkepensionister, der har ondt i det ene
knæ, og derfor er ekstra pirrelig over for enhver forhindring, der kræver
opbremsning på en ellers glimrende nedkørsel.
Her burde de konceptudvikle tilbuddet, ifølge Orla, og han vil gerne stille sin
rådgivning gratis til rådighed – sagt af en mand, der har levet af at sælge sine
råd dyrt – så de burde måske høre efter – eller også griner de lidt høfligt –
Orla ? – Er det ikke ham, der kommer her 1 måned hver år – han kommer sgu
da alligevel – unger på bakken eller ej !
Karnevallet kan ses og høres – Lorenzo
er forhopper i et kobjæle showband –
der giver den hele pedalen på torvet
om aftenen – I tror, det er løgn –
voksne mænd hopper rundt på et ben
til harmonika-musik – det er - - -
folklore - vi kender jo Lorenzo, og han
er sød og laver jo morgenmad til os
hver dag, selv om han bimler rundt
den halve nat. Det er nu meget sjovt –
der er gjort meget ud af udklædning
og lidt fis og balade.
4

Tirsdag – pamoramaturen fra Alba over Pozza til Vigo og over Pera retur.
Orla er ikke meget for unødvendige offentlige transportmidler, så han kunne
overhovedet ikke se sig selv i en beskidt orange skibus til Alba, når der fandtes
alternativer i form af egen bil.
Indrømmet – det var konceptudvikling
– ingen trapper ned til
liftstationen – ingen ventetid på
bussen derud – men det, der var det
absolut lækre ved konceptet, er –
efter turen ned af den svært sorte
piste i Alba, tager man støvler og ski
af på pisten ifører sig bekvemt
fodtøj og og lægger de demonterede
dele i den ventede limo, der kører
direkte til La Campagnola´s skistald.
Der var ikke mange voksne mennesker i skiterrænet – men skiskoler – meget
mere end vore racergener kan klare – så det blev mere til sol og pauser end
skiløb, kun 26 km på liftkortet, det er ikke meget – men det er smukt på
panoramaturen – sneen var super og de to nedkørsler fra toppen til Vigo og
Pera er godkendt – det er sjovt og god længde.
Onsdag – Efter Albaturen skulle vi ud og lægge nogle kilometer på tælleren.
Orla ville godt vise os et terræn længere ovre mod Cortina – altså længere ude
end Lagozuoi. Der fik vi vores sag for, så det ville noget – forårsaget af et
sammenfald af konfliktende interesser.
Det er pragtfuldt vejr – der er fin sne og så holder italienerne fastelavnsferie,
hvor askeonsdag er den store familesammenkomstdag ifølge Floriana – og så
har de ganske provokerende besluttet at gøre det til en skitur inklusive babyer,
bedstemødre og en helvedes masse snakken i store grupper midt på pisten og
god tid til det hele.
Allerede fra morgenen af var forbløffende mange mennesker på Belvedere,
pisten til Arabba var allerede kørt op.
5

Pralognia var OK, vi var der
til åbnetid, men pisten ned
til Armentarola var fyldt af
folk og så landede vi i
buskøen til Lagozuoi – det
var helt vildt –busserne
kørte i et væk, men køen
voksede
Vi vidste, at liftkøen ville blive slem,
så vi glædede os til dette nye
terræn på den anden side af
pasvejen – der var sikkert ikke
mange mennesker. Det var der
heller ikke, pisterne var superfine,
problemet var bare, at Leitner og
Dopplmayer ikke har været her forbi i 30-50 år. Her kan man tale om gamle
lifter – lange enkeltstol lifter i havestolsmodel – tovtræklifter - en helt
fortvivlende håbløst forældet teknologi og lav kapacitet, så vi ventede og
ventede – kørte lidt og ventede i en liftkø – og tiden gik, vi var uhyggeligt
klare over, hvor mange flaskehalslifter vi skulle igennem for at komme her fra
”uden for pistekortet” og
hjem til Canazei, og tiden
gik alt for hurtigt, det var
varmt og det var som om
stagestykkerne blev længere
og længere og mere og
mere smattede – og
stadigvæk fyldt med
bredrøvede mamaer og
deres afkom - men flot, det
er der.
6

Vi opgav Covara som værende ensbetydende voldsomme køer og kørte over
Pralongnia hjemad – det var opmuntrende – vi valgte lifter med omhu (og
held) der var ingen køer og fin sne at køre på, så ramte vi den orange
Sellaronda mellem Covara og Arabba, den var totalt smadret og kørt op i tunge
pukler så både Flemming og Hanne måtte ud i et par gedigne styrt
(morgendagen vil vise om ømheden blot er forbigående eller har sat sig.)
På det tidspunkt var det ikke sandsynligt, at vi kunne nå hjem på ski hele
vejen, så det var godt, at vi havde lært ”taxatricket” af vore ”uge-4-venner”.
I Arabba kaprede vi en taxa, der kørte os op i Pordoi-passet for 6 Euro pr.
næse – ingen liftkø ved hangarbussen – ingen pattebakke – og frem for alt fra
Pordoipas kan man køre hjem på ski, dog hvis det var svært træls måtte, vi gå
lidt fra pistemaskinegaragen og op på Piste del Bosco – men vi var heldige –
manden ved den lille stort set ukendte træklift på Belvedere var ved at pakke
sammen, pille hegn ned og gøre klar til pistemaskinerne, men liften kørte – det
var lækkert af mærke tallerkenens tryk på måsen, så vi slap for at gå –
klokken var 16.55, så vi var kommet svært i klemme på Fodomsiden, hvis vi
havde prøvet at nå det på ski fra Arabba og den sædvanlige vej hjem.
GPS’en siger 96,7 kilometer total transport – og vi har været af sted i næsten
9 timer – nu er vi godt nok trætte – Pareda skal sørge for det kulinariske tilsat
den meget kvalificeret udseende værtindes altid meget synlige fortrin til
gården og gaden.
Kameraet døde for strøm, så I må selv lave billederne af dagens sidste
oplevelser.
Torsdag – nogen med forstand på
farver vil nok påstå, at en blanding
af orange og grøn kommer der
ikke noget fornuftigt ud af – men
det kan der nu godt omkring Sella
– vejret var det sædvanlige.
Vi var godt og grundigt møre efter
onsdagen så torsdag skulle det
være easycruising på gode bakker
med stor liftkapacitet.
7

Så op på toppen med ”morgenbussen” – afgang på den orange Sellaronda -
ned ad den helt jomfruelige Piste del Bosco – til de hvide æg – op på Col
Rondella og så ellers ad autobahnen over til Piz Seteur – ned ad Skovbakkevej
– Plan Gralba op til ”tyrens røvhul” og langs ”tæske-stave-bakken” til Sasslong
toppen – (kan det blive mere indforstået snak ?)
Der er opstået en kompliceret alliance mellem Hanne og Orla – en solidarisk
konkurrence, hvis man kan kalde det sådant. Det er velkendt, at Hanne drikker
en spand the om morgenen, og vel ikke særligt mærkeligt for os kaffedrikkere
skal hun så afvandes igen i løbet af morgenen – hvis jeg har styr på alle pister,
så har hun styr på alle toiletter i hele området. Det er rent ud sagt ind imellem
pisseirriterende at skulle vente ved hver anden lift eller hütte, hvilket da også
bemærkes ret højlydt af andre i flokken (Orla) – At Orla så bruger pausen til at
smøge tæller ikke rigtigt med, det er Hanne, der sinker vores fremdrift i højt
tempo. Her til morgen tog Hanne så en imaginær Tenna-ble på – vi andre
glædedes over alle de
sædvanlige tissestoppesteder,
der kunne passeres, undtagen
Orla, der oplevede en hvis uro
over denne standhaftighed –
Hanne havde besluttet, at hun
kunne holde sig indtil Orlas
smøgtrang blev for
overvældende.
Så Orla skulle medicineres på den
lille Saslonch-hütte – et par piller,
smøger og glühwein udgør kuren –
vi andre får en cappucini på rasten,
inden vi skulle ned af den svært
sorte piste til Wolkenstein – alt
mens vi kiggede på, at det tog til
med folk på bakken.
8

Efter pausen op med de orange æg til ”mand-med-køkken” og det lange
stykke ned til Edelweisstal lige før Corova-transportliften – op og køre på ”den
sjove” – der hvor Hanne blev taget af pistepolitiet for at køre for stærkt sidste
år. Der var mange mennesker og solen bagte, så sneen var fin, men ikke
oversuper. Vi spiste på den lille hütte oppe på toppen af Den sjove, Orla er
også allergisk over for selvbetjeningsdiske – og med de mange mennesker ville
det næppe være nemt at få plads på terrassen på panoramarestauranten – og
så er maden nu heller ikke altid den bedste. Så skiftede vi kulør – både i
hovedet og på pistekortet, da vi ikke gad tumlen i Corova og det var dømt
aldeles ingen pattebakke i Arabba, så det blev grøn Sellaronda hjem. På vejen
ned af Edelweissbakken ramte vi tøsneen midt på bakken – det er en underlig
fornemmelse at komme kørende i OK sne og pludselig fortsætter overkroppen
fremad, mens ski og støvler bliver hængende, som om nogen havde blokeret
bremserne – varmen er god, når man holder pauser, men den er godt nok
hård ved sneen, og da det næsten ikke fryser om natten mere, ser det ikke
godt ud for Morten og gutterne, der skal herned i næste uge.
Det er faktisk en fin kombination at køre den orange/grønne tur, man undgår
de lange liftture og pattebakken - den kan godt køres en anden gang – og det
gav 37 liftkortskilometer, så det er da godkendt som et dagsværk.
Status på lazarettet er pt: alle er i stand til at stå på ski, men dog ikke uden
småskavanker. Orla kører med en Don-Joy og lommen fuld af ”kemi” – det
tager toppen af smerterne fra hans halvsmadrede knæ – Hanne har fået en
ordentlig overstrækning af lægmuskulaturen i går, da hendes ski udløste
meget sent, da hun uden held forsøgte at banke igennem en 70 cm høj pukkel
af tøsne (så kan hun lære det, kan hun) – og Flemming har ankelproblemer –
det kan vi dog nok løse med vores specielle kno-aflastningsringe. Lotte er bare
træt, og Joan og jeg kan da godt mærke vores knæ er med på turen, især når
der skal gås op ad trapper.
Det er dem, der mener, at mænd elsker deres bil eller motorcykel højere end
deres kone. Nu har Lorenzo jo ikke nogen motorcykel, og hans bil vil det være
svært bare at holde af, så Lorenzo bruger meget kærlig omsorg på
kaffemaskinen i morgenmadsrestauranten. Stoltheden lyser ud af ham, når
han fortæller alle nye gæster om dens fortræffeligheder, og han stryger den
ømt med en blød, letopvreden klud, hver gang, han går forbi den. (Den kan
9

overhovedet ikke lave anstændig kaffe, påstår Hanne og Per, så de smugler
Nescafe med ned til morgenmad.)
Der har været problemer med vandforsyningen i et par dage, og her til morgen
gik det galt. Tilsyneladende havde en luftlomme sat sig i maskinens ædlere
dele, så den besluttede sig for at holde driftsstoppause kl. 07.31! Det var lige
før der skulle bestilles akut kriseterapi til Lorenzo – forfærdelsen lyste ud af
ham over dette svigt i rutinerne – Paola blev tilkaldt iført instruktionsbog, men
lige lidt hjalp det – hun var dog praktisk nok til at berolige Lorenzo så meget,
at han begyndte at modtage kaffebestillinger fra os gæster for derefter at ile
ind i baren til den gamle cappucini-maskine, der var noget overrasket, men
stolt over at blive sat arbejde på det tidspunkt af døgnet – den kan til gengæld
lave god kaffe, men det nænnede vi ikke at fortælle Lorenzo, der undskyldte
og beklagede automatens utidighed.
Floriana havde tidligere anbefalet en restaurant halvvejs oppe mod Sellapasset
– der hvor Col Rondella-æggene starter. Flemming tilbød at køre derop, så
Floriana bestilte bord til os på Lupo Bianco, som vi kører lige forbi. Vi kørte
derop, gik ind – fint sted og et totalt uforstående personale – der var ikke
bestilt bord – hvad var nu det, Floriana ? – Heldigvis havde Flemming taget det
lille visitkort med, som Floriana havde skrevet på – Det viste Flemming den
tilkaldte inspektør, der høfligt forklarede os, at vi var gået forkert, den
restaurant, vi skulle spise på jo bag ved det fine 4-stjernede hotel – et vågent
kig på visitkortet viste med al ønskelig tydelighed, at vi skulle på Crepes de
Sela – og ikke på Lupo Bianco.
– der var gang i hende og vi fik flot
mad til en overordentlig fornuftig pris
– det kan bestemt godt bruges en
Det var et godt bytte – et rigtigt
hyggelig lille sted med en krofatter
der holdt øje med en enkelt, men
effektiv servitrice, der arbejde for 2
10

anden gang – når nogen melder sig
frivilligt til efter middagen at køre
selskabet ad en smal mørk vej med en
ladning hårnålesving hjem til
Campagnola.
Fredag – sidste dag på ski i denne omgang. Vi var meget enige om at blive i
nærområdet, og finde nogle nordvendte pister med godt fald og ikke for
mange mennesker.
Det fandt vi i Arabba. Pukkelpisten
er lækker om morgenen –
det havde vi aldrig prøvet før, og
der er faktisk en lille, fuldstændig
overset 2-stolelift fra den store
liftstation og næsten op til toppen,
der var overhovedet ingen kø,
mens køerne blev længere og
længere ved begge de andre
lifte, så vi tog den lille nogle
gange. Superfine pister at køre
på – de ligger altid i skygge – og
ingen mennesker før vi kom helt
ned til ”hovedvejen” fra Canazei
til Arabba. Der blev øvet pænt skikørsel, samlede ski og ”flotte stave”, og der
blev råhygget i det pragtfulde vejr, vi pauserede ved hangaren – og spiste
frokost på den nye terrasse på Fodom – fint sted – betjening og god mad og
vin – og en lift væk fra Belvedere.
11

Så var der farvel-afterski-tid
ved kirken – farvel kram -
hjem og pakke det sidste, og
afsted over Sellapas og
Bennerpas og op til Elisabeth
og Konrad i Paulushofen – i
tæt trafik – der var mange
der skulle hjem efter
fastelavnsferien.
Det var hyggeligt hos Euringer, som sædvanligt – jeg havde jo lovet ham, at
han skulle smage en øl, der kunne drikkes til pandekager, så jeg havde
medbragt nogle Svaneke Choko Stout som bevis. Selv om der var rygende
travlt som sædvanligt, fandt de tid til at spise pandekager med øl til sammen
med os – Konrad mente høfligt, at ”det var interessant” – Elisabeth kunne godt
lide øllen, så hun fik dem, vi ikke åbnede ved den lejlighed.
kunne skydes til kl. 7.
Tid til pølsekøb – alles hausgemacht - og de
sidste 1050 km hjem.
Deres store byggeprojekt skrider
fremad, og Elisabeth lovede os, at
næste gang fik vi de nye værelser –
direkte over for kirken! . Det udløste
en munter snak om nattesøvn og en
alt for morgenfrisk kirkeklokke, der
starter sin dont 6 Uhr pünktlich –
Elisabeth var klar over problemet, de
overvejede en forhandling med
pastoren om ikke klokkedagens start
12

Man skal ikke gå ned på udstyr – og der skal fakta og dokumentation på
bordet, hvis det skal bevises, at vore skiferier er frivillig arbejdslejr, som
Hanne ynder at kalde det.
Jeg har altid været meget imponeret af Dolomiti Superski’s IT-system, og altid
brugt deres database til uovertruffen bevisførelse for vores fysiske aktiviteter
på skiturene. Denne gang har jeg så suppleret udstyret med et Garmin GPS-ur
(gave fra Hanne), der kan vise al verdens til og sager – hvis det da ellers ikke
er blevet stoppet at en skijakkeærme ! – den pauseknap er tåbeligt anbragt
mr. Garmin !!!!!!
En sammenstilling af databaseudtræk har nu vist, at Dolomiti snyder os – vi
kører længere, end databasen siger.
???
Jo, vi bliver snydt for sidste tur ned ad Piste del Bosco fra Sass Becé.Den er
på 5,2 kilometer, fra Col Rondella er der 5,7 kilometer, siger GPS’en. Grunden
til, at vi bliver snydt er ganske ligetil – Dolomiti-computeren ved jo ikke, hvad
vi laver, når vi starter på toppen, den skal have en indcheckning i den anden
ende for at vide., hvor vi har kørt – så fremover er der en, der skal samle alle
liftkort, og piske ned til Pecol-liften og lade automaten snuse til alle kort –
mens de andre drikker after-ski ved kirken, så passer det – man kan også bare
lade være med det, holde afterski og nyde turen og lægge 5 km til pr. dag,
hvis det gør én gladere.
Lidt facts: I år blev det til 273 kilometer på pisten i januar og 272 km i marts
– altså 575 kilometer på ski.
267 liftture med 93 forskellige lifte, det betyder, at vi kun har kørt med den
samme lift 2,87 gange på 14 dage – det siger jo meget om, hvor stor en del af
dette kæmpeområde, vi kører i.
Korteste skidag – 31 kilometer – længste skidag 55 kilometer – ikke noget at
sige til den med arbejdslejr, vel ?
Det der GPS-ur er godt nok noget af en datafabrik. Ikke nok med, at det
løbende fortæller aktuel højde, fart, puls retning og faktisk også hvad klokken
er, det kan uhyggeligt meget andet, som almindeligt dødelige slet ikke kan
finde ud af at bruge fornuftigt.
13

Nu er jeg jo stadigvæk hjertepatient, så det er jo faktisk rimeligt relevant at
kigge på, hvordan pumpeværket reagerer, når jeg skiftevis sidder i en lift for
dernæst at høvle ned af en lækker nypræpareret speedpiste. For kunne
fortælle lidt om det, skal uret i dok, når det kommer hjem og så snakke lidt
med sin mor oppe i cyberspace, så kommer der det her ud af det:
Dette er Arabbaturen den sidste dag – Liftkorten
siger 32 pistekilometer – GPS regner jo også
lifterne med, så det bliver 54,5 kilometer. På
turen ned ad racerbakken fra Sass Becé var jeg
oppe at køre 82,1 km/t – Flemming var oppe på
99,8 km/t, det gik stærkt ! (til de lettere
chokerede - vi havde pisten helt for os selv, så
det var ikke til fare for andre).
Ruten på et kort:
14

Så kommer vi til det klinisk interessante, Pulsens evne til at køre op og ned i
forhold til belastningen:
Pulsen (den røde) er nede, når jeg sidder i liften (den grønne går opad), og
pulsen stiger, når jeg er på arbejde med 40 – 70 km/t ned ad pisterne (den
grønne falder). Hastigheden måles som et gennemsnit over en kort periode,
derfor fremgår maks. hastigheden på 82 km/t ikke af grafen.
Denne graf viser, hvordan hastighed og puls følges ad på samme tur:
Alt sammen hevet ud af et bette ur – ret imponerende, synes jeg.
Epilog:
Så blev det alligevel til et skriveri på en skitur til Canazei – på kraftig
opfordring – men da alle skiture kører efter det samme koncept – stort set –
dækker dette lille skriv stort set alle tidligere og kommende ture.
Kjærligst
Jens Anton
©Jens Anton Dalgaard 2011 - Tak til Joan og Flemming for lån af billeder
15