Gardasøen

Gardasøen
Juli 2009
©Jens Anton Dalgaard
Corte Lenguin, San Floriano

En tvivlsom start
Der var noget med en fødselsdag, der skulle afvikles først, så måtte vi tænke på ferieplaner
efterfølgende. Den ene dag tog den anden i vores første ferieuge – det var dejligt vejr i Viborg,
så mens jeg tæskede rundt med næsen nede i to-do-listen, studerede Hanne vejrudsigter
woldwide, med primært fokus på Skagen og sydlige himmelstrøg.
Vi var ikke vældigt opsat på at køre langt, faktisk gad vi slet ikke køre længere end til en
dansk strand med solskins- og tropenats-garanti. Som dagene gik, blev vejrudsigten mere og
mere sikker på, at Skagen ikke ville blive leveringsdygtig i de artikler, hvilket påvirkede
Hannes humør i alarmerende grad – hun blev så stresset af det, at noget måtte gøres.
Når jeg sagde, det bliver nok bedre end udsigten, lød svaret: JEG GIDER IKKE SOMMERFERIE I
16 GRADERS REGN !!, når jeg så sagde, fint, så kører vi sydpå: JEG GIDER IKKE BRUGE 4
DAGES FERIE PÅ AT SIDDE I EN BIL. OK, så kører vi til Alsace, der er ikke så langt, ALSACE
ER IKKE SOMMERFERIE, DET ER PÅSKEFERIE, - øh Normandiet, DER ER GARANTERET OGSÅ
DÅRLIGT VEJR - - Bodensøen er da meget pæn, DET SIGER MIG IKKE NOGET.
Hvor vil du så hen – blive hjemme ? - Svaret egner sig ikke til tryk (og jeg er usikker på,
hvordan man staver til det.)
Det var på det tidspunkt, vi besluttede at holde ferie hver for sig. Hanne ville køre til Billund og
hoppe på det første fly et eller andet sted hen, bare væk fra tvivlen om ”det rigtige valg” og
rejsefeberen, der sad i kroppen, men følelsen var så diffus, at den ikke var konstruktiv i
faconen.
Det var da ok, hvis hun ville det, men jeg skulle bestemt ikke på charterferie i en
danskerkoloni i juli måned, det var helt og aldeles sikkert, no way, så hellere alt andet, det
skulle være på egne hjul og i eget tempo.
Efter en passende pause spurgte Hanne så, hvad jeg ville gøre, hvis/når hun tog til
Kreta/Rhodos, eller hvad ved jeg. Så stilfærdigt som muligt nævnte jeg, at jeg nok ville rulle
sydpå med campingvognen uden at sigte på noget specielt.
Jeg trængte voldsomt til at slappe af og få kureret en akut kalenderallergi – at være uden
Birgitte og Hannes effektive dagsprogrammer med maksimum indhold af pligter, døgndækket
kalender og en fandens masse nu-vi-er-her-skal-vi-nå-se-punkter, (de gør det for at hjælpe
mig, det ved jeg godt), men så hellere trucke på cruise control ”ned ad gaden” og lade tingene
komme i den rækkefølge, skæbnen ville det.
- Om det kunne tænkes, at jeg kørte til Gardasøen ? (målet vi aldrig nåede i påsken) – Det
vidste jeg nu ikke, det var jo langt at køre på soloferie – hvis hun tog med mig på ferie, ville
det så være en mulighed ? Det kunne da ikke afvises, men der var stadigvæk 4 dages kørsel
inkluderet i af vælge Garda som destination – Tanken om de 4 dages autobahn gjorde svært
ondt i hendes utålmodige sind.
Nu er Hanne jo meget omsorgsfuld, så hun ville godt hjælpe mig med at pakke
campingvognen, jeg havde stadigvæk mange ting at ordne hjemme, inden jeg tog af sted, så
det var jeg da glad for – så glemte jeg ikke væsentlige ting. Da viste sig ret hurtigt, at hun
samtidig benyttede lejligheden til at ”smugle” sit eget tøj ind i oppakningen, så Middelhavs
flyturen blev lige så stille annulleret (det er også så dyrt at parkere 14 dage i Billund)
Let’s roll
Det blev torsdag, pakkelisten modtog checkkryds efter checkkryds, - boarding completed – vi
var klar til at rulle ved 16- tiden.
Første stop var vores faste base 1 – Shelltanken i Rødekro – dels for at supplerede Hannes
beholdning af de sladderblade hun ikke ville drømme om at købe hjemme, dels for at tanke
billig dansk benzin – det lyder lidt sygt med vores priser, men benzin på autobahnerne er
dyrere end i DK.
1

Her konstaterede jeg problem nr. 1.
Som vel alle andres punge indeholder min et anseeligt lager af kort, der er nyttige i visse
situationer, men ikke på campingferie, så jeg udvælger et passende antal kort, der flytter i den
lille rejsepung, der snildt kan bo i en dyb lomme uden at påkalde sig lommetyves
opmærksomhed – storebror tegnedreng holder så sammen med resten af indholdet trygt og
stilfærdigt ferie i boksen derhjemme.
Jeg havde tidligere et fint privat Globe Platinkort og et Eurocard firmakort. Nu har Eurocard
overtaget Globe, og det hele er blevet til Eurocard. Der er selvsagt ingen grund til at tage
firmakortet med på privat ferie, så det bliver selvsagt hjemme i boksen.
Hvad opdagede jeg ved skranken i Rødekro ? - det er
klart – ja, rigtigt gættet – der stod med diskrete
bogstaver - Corporate – på det plastikkort, der var
tiltænkt at skulle trække det tunge læs af boner, på
turen.
Det kunne på mange måder være tiltalende at tage
på firmabetalt tur til syden – hvor mange besøg på
diverse hospitaler med hurtigudveksling af visitkort,
skulle der mon til ?
Nå, Region Midtjyllands officielle politik eller ditto
humor (har RM i grunden det ?) rækker næppe til et forsøg, der var nok udsigt til mere bøvl
end fornøjelse ved at bruge det kort, så det var da godt, at der var et reserve Mastercard listet
ind i rejsefætteren – det er godt nok grimt og træls at bruge, fordi det er udstedt af DJØF
gennem en bank, jeg ikke er kunde i, og den kan slet ikke hitte rede i at få PBS’en til at køre,
så det er noget med girokort, der har svært ved at finde frem til mig i tide med deraf følgende
rentediskussioner. Anyway, kasseapparatet gjorde ikke vrøvl – lykke er at have husket PINkoden.
Vejen til oplevelsen.
159’eren og jeg har snakket lidt om tingene, og arbejdet på en fælles forståelse af et godt
samarbejde, når der trækkes med campingvogn.
Jeg har tidligere brokket mig over denne dejlige bils evner som trækker, nu har vi i fællesskab
udarbejdet et metodekort, vi begge kan leve med, og som accepteres uden gensidig kritik.
Vi har derfor aftalt, jeg siger ikke mere noget negativt om bilen, og den reducerer sit
benzinforbrug.
Der køres altid på cruise control, og der køres i 6. gear på 2.800 omdrejninger, der giver ca
90-95. km/t. Falder omdrejningstallet - når det går opad - til 2.500 omdrejninger, skiftes til 4.
gear, og holder det ikke, skift til 3. gear og 3.500 omdr, hvor der er maksimum moment.
Ved kørsel i 3. gear må kørecomputeren ikke vise aktuelt benzinforbrug.
Ved det køremønster holder vi et over-all snit på 7,5 km/ltr.
Bakker, for ikke at sige bjerge er vi ikke vilde med, så jeg var ikke i tvivl om, at vi skulle over
Magdeburg og ikke over Kassel, selv om Hanne synes det er kønnere end det flade Sachsen-
Anhalt og Thüringen.
Det var derfor fint rul ned af A7 til Hannover over på A2 mod Berlin, det gik godt og vi
stoppede sent på en autohof ved Lehrte, hvor en flink vagtmand puttede os et sted, hvor der
ikke var for megen færdsel. Det var der heller ikke – på autohof’en , men på den anden side
af hegnet lå der en DPD fordelingscentral – Deutsches Paketten Dienst – der blev der mere og
mere gang i den, mens natten skred frem, så der holder vi ikke igen.
2

Efter morgenmaden skulle vi have et godt hug til syd for München, så vi kunne slippe for køen
lørdag morgen og ankomme ved Gardasøen i pæn checke ind tid.
”- Copenhagen – we have a problem”
Det rullede virkeligt godt ned af A14, lækker autobahn, ringe trafik og Alfa’en og vi var
veloplagte, og synes vores timing så god ud .
Så lød der et brag og campingvognen så ubehagelig skæv ud i bakspejlet – der var noget, der
slet ikke var, som det skulle være.
Dækket på campingvognens venstre hjul var eksploderet.
Det lykkelige i den situation var, at vognen var blevet pænt ”på benene” – ikke var gået i
slinger, hvad den let kunne have gjort, og at der 50 m længere fremme var en lille rasteplads,
som vi meget langsomt kunne liste ind på, for ikke at ødelægge fælgen, der så uskadt ud.
Det mindre lykkelige var, at vi ikke havde noget reservehjul.
I mine over 30 år som campist er jeg aldrig punkteret før, og med en campingvogn ,der
kronisk er på kanten af overlæs, er reservehjulet blevet outsourcet, så vi havde brug for en
god ekstern forbindelse for at komme videre.
Frem med policer og rødt kort og ringe til SOS International – lidt ventetid, som kom Halinda,
der var sød og venlig og beroligende. Hun skulle nok hjælpe, det var det, hun var der for, hun
fik de oplysninger, der var nødvendige om os og bil, og skulle lige have at vide, hvor vi var.
Det var her, vi fandt ud af, at rastepladsen overhovedet ingen navn havde, vi vidste at vi var
lige kommet ind på A14 ved Magdeburg, det var den første rasteplads, og hun kunne få de
præcise GPS koordinater. Det var ikke nok, hun skulle have oplysninger om en kilometersten.
Så jeg måtte ud på autobahnen og kigge på en af de hvide pæle. Det stod en masse
oplysninger 3935 A14 024 2,1 km. Dem fik hun, hun lød lidt tøvende, men sagde OK, der ville
komme en bugsierdienst snarest muligt, og for at opmuntre mig oplyste hun, at
kaskoforsikringen betalte bugsering og reparation uden bonus eller selvrisikotab.
Det lød godt – afslutningsvis
måtte vi være tålmodige, det var
højsæson, så det kunne gå op til
3 timer. Braget lød kl. 10.20, nu
var klokken 10.45, det var ok,
det var fredag, og der var god tid
til værkstederne lukkede.
Ok, der blev dømt pause, ganske
vist ufrivillig, men pause – i 30
grader varme, vi var uskadte,
skaden var overskuelig, så det
3

måtte vi tage med. Vi var lige uden for en stor by, Magdeburg, så jeg troede ikke, der ville gå
3 timer inden vi så et fejeblad .
Alligevel var min intuition ikke i ro. Jeg havde en dum fornemmelse af, at der var noget galt.
Hanne så mere kontant på det, det kommer hele dagen til at gå med, så lukker værkstederne,
vi får det ikke lavet før på mandag – HAPPY NEWS,
Dejligt med noget optimisme - sikke noget fis at fyre af, Halinda havde styr på det, men
tvivlen nagede. Efter et par timer ringede jeg til SOS igen, fik fat i Helene for at få en status.
Hun checkede sagen, den så rigtig ud, og der var faxet til Tyskland kl. 11, så mon ikke der
snart skete noget, hun ville for god ordens skyld faxe igen og bede bugserfirmaet ringe til mig,
så der blev direkte kontakte. Der skete ikke noget, vi sad og kogte i solen, folk gik forbi og
kiggede medfølende på den skæve campingvogn og os. Tiden gik og gik, vi var ved at blive
lettere desperate og følte os i den grad fangede og handlingslammede, Hannes forudsigelse
begyndte at blive uhyggelig sand.
Angels landing
(læsere af rejsebrevet fra Californien vil vide, at vi i Zion Park forsøgte at nå englenes
landingsplads på toppen af et bjerg – vi kom aldrig helt derop, vores fodtøj og mod var ikke
trimmet til at nå helt op – så den oplevelse måtte vi have til gode til en anden dag)
Lidet kunne vi ane, at skæbnen ville, at det var i dag, vi skulle opleve, at en skytsengel
landede og tog hånd om os.
Efter 6 timers stilstand eksploderede situtionen i action. Det kom et ADAC fejeblad – YES, så
kom han, glad hilste jeg på chaufføren, han rystede på hovedet, han kom efter en Vectra med
motorproblemer, samtidig kom der en venlig lidt rund lastbilchauffør og kiggede på dækket og
på os. Han konstaterede, at vi havde en ”reifenpanne”,, det kunne jeg nikke til, på oplysningen
om, hvor mit reservehjul var, måtte jeg en anelse brødbetynget meddele, at det havde jeg
ikke, han fik historien om 30 år uden punktering, han smilede venligt og sagde, det var ikke
særligt gunstigt, når det så skete, det måtte jo ske på et tidspunkt.
Så tog Hans Joachim, som han hed, over – vi skal have det hjul rykket af – og så skal du ind
til Magdeburg og få sat et nyt dæk på, der er ikke brug for bugsering. Hvor er dit værktøj ? –
Øh, jeg havde standard saksedonkraften til 159’eren og gudskelov havde jeg fortsat hjulnøglen
i campingvognen.
Samtidig fangede vi ADAC-manden igen for at få adressen på et hjulcenter i Magdeburg, det
var meget let at finde, det lå et kvarters kørsel væk og havde åbent til kl. 20. GPS’en
snuppede adressen og sagde bingo.
Tro nu ikke, at vi skulle slippe så let. Alfaen’s donkraft skulle helt i bund for at komme under
vangen, og så var det umulig at dreje, der var alt for meget vægt på, - Hans Joachim
snakkede beroligende og sagde hele tiden, bare rolig, det skal vi nok ordne, jeg har ikke travlt,
Vi fik med støtteben og spindlen på støttehjulet løftet vognen noget, men turde ikke forsætte
med risiko for at et støtteben ville brække. Så hentede Hans Joachim en hydraulisk donkraft i
sin lastbil, så kom vognen op og hjulet af.
Samtidig ringede SOS og sagde, at bugserselskabet havde ledt i to timer efter os, fordi de
oplysninger jeg havde givet ikke var korrekte. Det var ikke lige det, nogen på SOS skulle sige
til mig nu, men damen blev tålmodigt ved med at tale beroligende til mig – de må sende deres
medarbejdere på kursus i det – hun skulle have at vide hvad der stod på en af de blå kmtavler,
der står langs med autobahnen, ikke kantpælen – jeg prøvede ikke voldsomt
hensynsfuldt at forklare hende, at hverken Halinda eller Helene havde sagt noget som helst
om en blå km-tavle. Småbrokkende fik jeg igen en tur ud på autobahn’en, ikke langt væk stod
der en tavle og talte sit tydelige sprog: 190,0 km. Hun sagde, det er den korrekte oplysning,
ja, sagde ja, det er sgu meget godt, men jeg skal ikke bugseres, jeg skal have hjælp af et
4

dækcenter – bare rolig, forklarede damen, jeg sender denne oplysning videre til bugserfirmaet
med det samme, så kommer de.
Problemet skifter karakter
Tilbage til vognen, der nu stod på Hans Joachims donkraft, af sted sagde han, og hjulet røg ind
bag i Alfa’en, - kør ind til Magdeburg og få det skiftet. Det gik absolut problemfrit at finde et
stort hjulcenter med åbne porte, dækhylder fra gulv til loft og folk, der arbejde, bingo !
Med en seddel med alle oplysninger på dækket gik jeg ind til manden i ekspeditionen, han
kiggede på oplysningerne, spurgte, hvad dækket skulle bruges til, og jeg svarede, til en
campingvogn
Så han tvivlende ud, tastede på computeren, nej, desværre, sådan et specialdæk har vi ikke,
det var noget af en lammer !
Jeg bad ham næsten på knæene om at hjælpe mig med at finde et dæk, han tvivlede på det –
ringede til et var campingfirmaer, der alle var afvisende over for et sådant hjulproblem fredag
sidst på dagen.
Så ringede Hanne, nu var der kommet et fejeblad, med en sur chauffør, der var mopset over
at finde en hjulløs campingvogn. Jeg bad hende bede ham vente – jeg ville være tilbage i løbet
af 10 minutter, så måtte vi tage den der fra.
Ud på ringvejen og ned af motorvejen, Alfa’en spandt – 160 km/t uden den trælse klods på
krogen, det passede den, jeg var nu mindre fornøjet.
Tilbage på rastepladsen var det hurtigt at se, at der ikke var noget fejeblad, der ventede – han
var kørt igen !.
Hanne og Hans Joachim var enige om, at der nok var godt nok, fejebladet var for lille,
campingvognen kunne slet ikke komme op på den, uden at hænge på et eller andet sted, og
chaufføren så lige så tvivlsom ud som bilen.
Problemløsning fase 2:
Der skal ikke være tvivl om, at her nåede vi kanten af, var jeg kunne se mig ud af, jeg var
tudefærdig af varmen og manglen på en løsning.
Hans Joachim kiggede mig dybt
i øjnene, tag det roligt sagde,
han, jeg er her, vi får det her
løst.
Det bragte vandet endnu
tættere, hvem har nogen sinde
drømt om at et tysk
lastbilchauffør i den grad
overtager en tilfældig turist
problem, og gør det til sin
opgave at få det løst.
Hans Joachim gik i gang med
ADAC og jeg ved ikke hvor
mange andre kontakter – alle
var afvisende, han blev stille
roligt ved med at ringe og
forklare, ringe og forklare og
ind imellem kom han med
opmuntrende bemærkninger til
os, der stod stille op hang med
hovedet – alt initiativ var
5

parkeret hos ham, og det tog han med en ro og selvfølgelighed, der fik Hanne til at udnævne
ham til vores guardian angel. Han smilede sødt og trak lidt på skulderne, I har jo brug for
hjælp, så selvfølgelig hjælper jeg.
Der begyndte at blive småt med muligheder tilbage, Hans Joachim så vred ud – det kan ikke
passe, at vi i dette velordnede samfund ikke kan skaffe et sølle dæk til en campingvogn. Det er
et specialdæk, jawohl, men jeg har akkurat det samme dæktype på min campingvogn, så jeg
ved, at det kan skaffes – og det er det helt rigtige dæk til en stor enkeltakslet vogn, som jeres
– det er et kvalitetsdæk, sagde han, og tilføjede, - du skulle nok have haft et ekstra med på en
tur til Italien, men det husker du sikkert til næste gang, sagde han med et smil.
Jeg ved ikke om mit ansigtsudtryk kunne tolkes som opmuntret eller brødbetynget.
Hans Joachim kiggede igen på os – vi har en chance tilbage – kikser det ,har vi et problem !
Han ringede – i hans forklaring var vi nu oppe på 10 timer på motorvejen – det lød faktisk som
om vi stod midt på den – svigtet af dänisches SOS, ADAC, det store dækcenter, alle
campingforhandlere 100 km’s omkreds – manden i den anden ende var sådan set ligeglad med
alt snakken, hvilken dæktype drejede det sig om, ville han vide – Hans Joachim fyrede typen
af for jeg ved ikke hvilken gang: 195/75 R14 C 106/104 R – her var de andre samtaler sluttet,
manden i den anden ende sagde noget og fik Hans Joachim mobilnummer.
Han lignede en jagthund, det havde fået færd, han var alvorlig og fast i blikket, - han skal
kigge efter på lageret, han sagde, at har troede nok, der var et, - den smilende Hans Joachim
var fortsat alvorlig, - han har et på lageret, det skal han have !
Hvilke forbindelser vores skytsengel havde gang i, ved jeg ikke, men kort tid efter ringede
mobilen og der blev griflet en adresse ned – vi kommer med det samme, sagde Hans Joachim,
vendte sig om at kiggede mig alvorligt i øjnene: wir haben ein reifen ! – så grinte han over
hele hovedet.
Jeg aner ikke hvor det her er, sagde han og kiggede på adressen, nu synes jeg lige jeg kunne
bruges igen, - det gør ikke noget, jeg har GPS, - fint, så er det ingen sag.
Problemløsning fase 3:
Jeg har ingen styr på, hvor mange prøvelser, der skal til et sæt, men en mere meldte sig
omgående, da vi skulle køre. GPS’en nægtede pure arbejde med på ideen, der var ingen
kontakt mellem PDA’en og antennen. Reset og alt muligt – intet hjalp, jeg bandede højlydt,
Hans Joachim smilede, jeg har været lastbilchauffør i en menneskealder uden GPS, så mon
ikke vi finder det alligevel.
GPS eller ej, nu har jeg det altid bedst med at have et rigtigt kort med, gerne i et anstændig
målestoksforhold – og Hans Joachim smilede opmuntrede ved synet af vores 1:200.000 kort
over Tyskland. -Det er et fint kort, du har, du køber kvalitet, det er sehr gut, når maskinen er
kaput på grund af varmen, sagde han med næsen nede i kortet og dirigerede – det dækcenter,
vi var på vej til lå på den anden side af Magdeburg, viste det sig.
Jeg ville have tage den tværs gennem Magdeburg på ringvejen, Hans Joachim kiggede på den
døde GPS og på mig, - kender du Magdeburg zentrum ? – næh, det gjorde jeg ikke, - det gør
jeg heller ikke, sagde han, men jeg kender autobahnerne omkring Magdeburg, så dem tager
vi. Jeg fandt ingen grund til at protestere, og Alfa’en syntes det var sjovt at få en tur mere,
hvor havren til hestene kunne blive omsat til baghjul til nogle af Bimmere og Audi’er, den
ellers ikke kunne lege med.
Vi landede ude i et landsbyområde, vi kørte efter næsen, min stedsfornemmelse er god, og i
kombination med en dreven lastbilchaufførs instinkt var det helt sjovt, at vi havde de samme
6

gæt – også selv om de ikke var rigtige og vi flintrede rundt i vores søgen – wir haben ein
reifen – nu skulle det også findes.
Ude på en hullet smal vej gemt bag nogle træer og buske lå der en typisk østtysk
industribygning , og i døren stod der en lille mand og ventede. Hans Joachim, der ivrigt havde
snakket i et væk under køreturen, begyndte igen på vores lidelseshistorie, manden ville hellere
i gang med hjulet, hans kone stod klar med maden derhjemme, og hun havde rykket en gang,
men nu havde han lovet at vente på os.
Han kiggede skeptisk på alufælgen – hvor stærkt kørte du, da det skete, der var ingen grund
til at skjule det – ca 90-100, - det er du sikker på ? – helt sikkert, - hvor langt har du kørt på
fælgen med det punkterede dæk ? – ikke over 100 m. Jeg var noget usikker på, hvorfor han
stillede disse spørgsmål, - hvad var han ved at lægge op til ? - han havde kigget noget på
Alfaen, og blikket var et par gange smuttet forbi min tatovering, jeg kører ikke vildt hurtigt
med campingvogn - så kom forklaringen:
- måske er du så heldig, at din fælg ikke er ødelagt !.
Problemløsning fase 4:
Skulle det ingen ende tage ?, mit jubelhumør sank til under nul. Det havde jeg slet ikke tænkt
på, den så fin ud i kanten, fordi den havde kørt på det flade gummi, da vi listede ind på
rastepladsen men det var slet ikke baggrunden for hans spørgsmål.
Det er et korrekt dæk til campingvognen, du har valgt, og alufælge er da også ok, men de er
meget sarte for slag, så da dækket springer og vognen falder ned på fælgen, lander den med
et meget stort tryk, det kan slå fælgen skæv. Det, at du kørte hurtigt gør, at risikoen for
skader på fælgen er mindre, fordi rotationshastigheden er høj, altså fordeles slaget på en
større del af fælgen.
Det gamle dæk kom af og fælgen kom i målebænken.
Den er skæv,
konstaterede han.
– ÅH NEEEJJJJ, - men
måske ikke mere, end vi
kan afbalance os ud af
det værste, nåede han at
sige inden Hans Joachim,
fik sig et nyt problem at
løse for de hjælpeløse
menneskebørn, han
havde fået som dagens
ekstraopgave at tage sig
af, ud over den lastbil,
der under opsyn af
Hanne stod og ventede
på rastepladsen.
Det var en pragtfuld lyd
at høre kompressoren
vågne og pumpe 70 PSI
trykluft ind i dækket, der
med et højt smæld sprang på plads på fælgen.
7

Afbalanceringen tog lang
tid, det var svært at finde
den rette kombination for at
kompensere for skævheden,
der var synlig, når hjulet
roterede. - det hjælper på
problemet, men det retter jo
ikke skævheden, sagde han,
da han tog hjulet af
apparatet.
Hans Joachim greb ivrigt
hjulet, han kyssede det
ikke, men det var tæt på, så
mange kærtegn fik det, og
han var fuld af lovord til den
lille mand og hans
dæktempel.
Det viste sig nemlig, at hans
Firmaet Bänex havde gjort sig til specialist i at havde de dæk ingen andre havde, ikke mindst
specialdæk til høj last som campingvogne og lastbiler. Og så havde de døgnservice.
Det udløste en sand syndflod af spørgsmål fra Hans Joachim om de mest umulige dæk, han
kunne komme på, den lille mand nikkede, dels fordi Hans Joachim tilsyneladende vidste meget
om dæk, men også fordi stedet var leveringsdygtig i disse skæve størrelse. Hans Joachim
insisterede på at få en rundvisning i skatkammeret, manden var ikke særlig villig – konen
havde ringet igen om aftensmaden – det var en kort samtale med et klart budskab, men Hans
Joachim forklarede, at han havde god tid, og at han ville være den største reklamesøjle for
dette lille ydmyge dækcenters fortræffeligheder, og han kom på alle Tysklands autobahner –
og snakkede med rigtigt mange kollegaer, så …
Mens jeg bar dækket ud i Alfa’en, kiggede Hans Joachim på endnu større skatte end mit nye
Pirellidæk – der var det eneste af slagsen, der var på lager, ellers havde jeg nok købt et mere
– just in case.
Et lille besøg på kontoret – jeg ville da gerne betale cash
(efter Hans Joachims forslag med et blink i øjet),
manden skrev en faktura mit alles – 130 Euro, det var
billigt sluppet.
Hans Joachim greb en stak visitkort – 2-3 cm høj og
lovede den lille mand mange nye kunder, manden
nikkede, hans telefon ringede – vi ønskede ikke at give
ham mere vrøvl med konen, så vi sagde farvel.
Hans Joachim var helt høj i bilen hjem til rastepladsen, og snakkede en vis mand øret af, jeg
var træt, glad og forundret over det, jeg oplevede.
8

Mission completed.
Det tog et par minutter, så var hjulet på, og vi skulle sige farvel til vores skytsengel.
Vi vidste ikke rigtigt, hvordan vi kunne takke ham nok, han ville ikke have noget, det var da
kun naturligt, at man tog sig tid til hjælpe dem, der havde brug for det, hvis det var noget
man kunne hjælpe med (han havde brugt 4 timer på os).
Han elskede at fiske, så vi var hurtige til at love ham en oplevelse:
Hvis han tog sin campingvogn med til Klim, så ventede der en havtur med Ricard i Ll Thorup
(som vi kender), så kunne han fiske med stang i saltvand. Det lød spændende, syntes han.
Selv om vi absolut gerne vil give ham sådan en tur eller flere, så er sådanne løfter jo lette af
give, så vi insisterede på at give ham et par flasker god rødvin, hvilket han tog imod, og så fik
han en ordentlig krammer, først af Hanne og så af mig – det forunderlige var, at den fysiske
gestus fra vores side gjorde ham meget rørt.
Kør et par hundrede kilometer inden i stopper for natten, sagde han, så I mærker at alt er
godt nu.
Lige så pludseligt, som han var dukket op, lige så pludseligt var han og hans lastbil væk igen.
Vi stod lidt fortumlede og skulle finde os selv – vi gjorde, som han havde sagt, vi skulle, vi
havde vænnet os til at gøre, som han venligt og bestemt anbefalede.
Vi skulle godt nok væk fra dette sted – klokken var efterhånden blevet 20 – 10 virkeligt
specielle timer var gået, timer, hvor vi var hele følelsesregisteret rundt, men frem for alt, vi
havde mødt et helt specielt hjælpsomt menneske, hvis han da var det ?
han må være et rigtigt menneske –
engle har vel ikke har stort kørekort?
Eller har de – vi er kommet i tvivl .
– men det tror vi, for længere nede af
A14 indhentede vi en lastbil, vi havde
set før, og chaufføren havde vi set før,
9

Et tilvalg af et koncept.
Vi har efterhånden fuldstændig fravalgt rastepladserne, når vi skal have en truckerovernatning
ned gennem Tyskland, Der er alt for meget larm fra færdselen og for lidt P-plads, og alle er
stressede og medarbejdere på rastepladserne smågnavne.
Derfor vælger vi de særlige transportcentre – Autohof – der er primært beregnet på de
lastbilchauffører, der skal have deres pligtige pauser, som køreskiven præcist registrerer bliver
taget, og for det ikke skal være nok med det, så er der i weekenden kørselsforbud for lastbiler
på de tyske motorveje, så de 1000vis af lastbiler, der ”bor” på motorvejene døgnet rundt skal
jo holde et sted, når kørselsforbuddet starter.
Det er farligt at snyde, for selv om man ikke bliver taget ”på hjul” i spærretiden, afslører
køreskiverne (der skal gemmes i flere år) al kørsel på minutter, så en rutinekontrol måneder
efter kan sammen med opgavelogbogen hurtigt vise, at man har været ude i noget snavs, og
så er der betaling ved kasse 1 – og det er chaufføren og ikke vognmanden, der skal betale.
En autohof er en meget stor parkeringsplads med orden på tingene – et stort tankanlæg med
highspeed dieselpumper til lastbilerne, men der er også benzinpumper til os minitruckere og
de lokale. Dertil kommer en meget velassorteret butik, en døgnåben restaurant, fine toilet- og
badefaciliteter, og hyppigt en vagtmand, der fordeler de parkerende. Det lækre ved det system
er, at kølebilerne med deres brummende Thermoking anlæg, der skiftes til at starte og stoppe
i et væk, holder i en sektion for sig selv, så vi andre kan få nattero.
De fleste autohof’er ligger et par kilometer væk fra autobahn’en. Det har to klare fordele, -
man skal mene det, når man kører efter dem, - der er meget lidt larm fra autobahn’en og
benzinpriserne er meget lavere end på autobahn’en – (fordi de forskellige selskaber
konkurrerer på prisen for at trække lastbilerne til, og der er jo store anlægsomkostninger, der
skal betales, så der skal kunder med store tomme tanke forbi hele tiden, for at det kan løbe
rundt, når man bygger et sådant anlæg midt ude på bøhlandet.)
Flere af de nye store autohof’er i det gamle Østtyskland er der proppet med polske, tjekkiske,
baltiske og russiske lastbiler, så der er klart, at en weekendpause kræver noget ekstra, det er
der tænkt på, så der er der også casino, erotic markt og ”liveservice” under meget diskrete
former for dem der ikke gider at sidde og glo fjernsyn eller sove hele weekenden.
Der er (endnu) ikke så mange af os campingvognsnomader, der har opdaget disse super
forhold , så vi er ret ene om at checke ind på disse oaser. Vi er aldrig blevet afvist, så vi får
altid plads – en god plads, hvis der er en vagtmand. Det koster 6 – 7 Euro at holde der natten
over – for det får man en stor bås, opsyn og en tilgodeseddel til shoppen på 5-6 Euro, der for
eksempel kan bruges til at købe frisk morgenbrød, der sælges varmt og nybagt fra kl. 5 !!
Efter vores ufrivillige stop rykkede vi de af Hans Joachim befalede par timer – for hvert lille
bump vi kørte over, lyttede vi efter et brag fra campingvognens højre hjul, efterhånden
begyndte vi at mærke, at det rullede som det skulle.
De basale behov dækkes.
Vi var videre på turen og i vores liv, og da træthed, sult og behovet for en hygiejnisk workover
meldte sig, måtte vi gøre noget, noget som vi selv besluttede uden engelsupport.
Det blev Autohof Zorbau syd for Leipzig, vi checkede ind på. Der var stille og meget god plads,
så vi valgte at parkere i den ene ende ved casinoet. Efter opholdet på 10 timer i solen på
rastepladsen, var deodoranten for længst fordampet og erstattet af mere
overlevelsesbegrundede lugte, - så vi skulle bare i bad, skulle vi, som det allerførste.
Det var en russerkvinde er bestyrede badeafdelingen, der var fast pris på en kabine – 2,50
Euro pr næse.
10

Hanne forklarede hende, at vi kun skulle have én kabine, - damen målte Hanne fra top til tå,
og blev så enig med sig selv om, at Hanne nok havde mødt mig for mere end 10 minutter
siden, så på bedste husmorfacon forhandlede de sig frem til, at 4 Euro ville være en passende
pris for en badekabine for to, der bare var svedige og trætte.
Morgendagens program stod på over 800 kms kørsel, så efter lækkert frisk brød, Hannes
minestronesuppe og en flaske vin var vi putteklare.
Jamen er det ikke farligt, at ligge der og
sove, med risikoen for overfald osv? Vi føler
os meget sikre på disse autohof’er. Hvis der
er tyve, der vil stjæle, er lastbilerne meget
mere interessante, for ikke at snakke om
chaufførerne, der ofte har mange kontanter
med. Men arbejdsbetingelserne er dårlige
for banditterne, uanset nationalitet er
lastbilchauffører et fælles folk, der står
sammen mod kedeligt besøg, og da der altid
er nogle af chaufførerne, der sidder og
kigger på omgivelserne, - de er deres eget
vagtkorps, - ja så passer de også på os, så
vi skruer ørepropperne i og sover trygt.
Det kunne have været værre
Et af de kronisk mest overbelastede steder på det tyske motorvejsnet er motorvejen uden om
München og stykket fra München til Rosenheim, hvor motorvejen deler sig til Innsbrück
(Vestitalien) og Salzburg(Østitalien, Kroatien, Slovakiet, o.s.v.).
Det er bjergrigt, og der er altid kø eller meget langsom trafik. Vi kunne snildt regne ud, at vi
ville komme dertil på det mest håbløse tidspunkt – lørdag formiddag, første weekend i Juli.
Trafikmeldinger kommer hver halve time på de tyske radiostationer, og der var intet
opmuntrende at hente der – ”stockender verkehr” på Münchener Autobahnring, og 10-12
kilometer kø før et vejarbejde ved Rosenheim, det lød ikke godt. Vi planlagde at køre ud på en
lokalvej, parallelt med motorvejen – hellere rulle langsomt end stå stille. Da vi nærmede os
den afkørsel, der ville lede os over på den lille lokalvej, var der nye oplysninger - 30 km kø på
motorvejen ved Rosenheim.
Vi var ikke de eneste, der øst for München hørte trafikmeldinger, hele det kendte ud-at
overhale-mønster gik i opløsning, og bilerne masede sig ind til højre for at nå at komme på
plads inden afkørslen til Höhenkirchen, der var vejen uden om køen, troede vi – det var vejen
ind i en anden kø. Det gik bestemt hæderligt, vi rullede hele tiden, der blev kørt pænt, det
eneste, der ikke var indstillet på denne ekstra trafikbelastning, var lysreguleringerne i de små
byer, vi kørte igennem. De passede deres dont og fordelte grønt-tiden omhyggeligt og
retfærdigt, så de lokale på sidevejene fik deres gode ration – uden der nødvendigvis holdt
nogen og ventede – mens vi fremmede strejfere pænt måtte vente i en lange utålmodig
slange.
Det er ikke sidste gang, vi hopper over på den vej i stedet for at hænge nede på de trælse,
stejle bakker motorvejen og lugte af sveden kobling i 15 – 20 km stop-and-go-trafik.
11

Så skal vi til det
Hanne har nok ikke tænkt over det - motorvej er jo motorvej – men jeg havde nu godt luret
lidt på, om 159’eren og jeg kunne holde vores aftale, når opstigningen til Brennerpas i 1400
meters højde skulle klares.
Turen fra Rosenheim og over Brenner er næsten hjemmebane. Her har vi kørt rigtig mange
gange på vej til Canazei, så selvfølgeligt skulle der tankes på den faste base, SHELL-tanken på
Innsbrück Süd, inden vi knoklede opad.
Det gik faktisk overraskende fint, det var rart for os, at der ingen lastbiler var, det gjorde det
noget lettere at respektere overhalingsforbuddet for alle køretøjer med anhænger – der var et
par smuttere, men havde der været hverdagsfyldt med langsomme lastbiler, havde det været
surt og langsommeligt.
Så 159’eren holdt aftalen – ingen kørecomputer tændt, og pænt moment hele vejen over
Brenner.
Vi ville gerne have spise frokost ved Brennersee, en lille sø, der ligger oppe i passet men selv
om vi fulgte skiltene, kom vi ikke ned til søen, men landede mit i det gamle forfaldne
toldområde, hvor der var stegende varmt og fyldt med lastbiler. Det var godt nok ikke videre
charmerende, men pyt, nu var vi i Italien, så ….
Målet nået.
Uanset hvor spontant vi ruller ud i verden, har Hanne altid et mål. I påsken sigtede vi på
Gardasøen, men nåede som bekendt ”kun” til Zell an See.
DCU’ere og DCU campingpladser ”siger ikke Hanne noget” – der er for mange Slots dåseøl,
hvide tennissokker i træsko og brædder i forteltet, men DCU-bladet bliver da studeret, og i
martsnummeret var der en anmeldelse af en campingplads ved Gardasøen, midt mellem Garda
by og Bardolino.
På baggrund af den fine omtale af pladsen mente Hanne, at der kunne vi godt bo på en
passende stor parcel i første række på søbredden uden alt for mange andre campister i
nærheden, lige som i Klim uden for sæsonen, hvor vi har det hele for os selv.
Så vi kørte til La Rocca, og var klar til at slå lejr i herlighederne. Nu er det ikke første gang,
jeg bor på en sydeuropæisk campingplads – det er såmænd heller ikke første gang for Hanne,
men måske husker jeg bedre end hun gør, men det var helt og aldeles umuligt at få vores lige
pludseligt kæmpestore campingvogn (7,28 cm totallængde) mast ind på de frimærker, de
omhyggeligt har nummereret som
pladser nede ved søen.
Hvis det havde været burhøns, ville selv
en italiensk dyredoktor havde kaldt det
uforsvarligt. Det var totalt crowded, der
var tonsvis af hollændere og mærkeligt
nok havde andre af DCU’s 75.000
medlemmer også læst bladet, så …….
Pladsen er stor over 500 pladser, så vi
flygtede væk fra Klondyke ved søen og
rykkede op ad bjerget, helt op på
toppen, hvor vi har fin fin udsigt over
søen og LUFT !, når det vinder lidt.
12

Det var virkeligt svært at
komme herop ad de smalle
gader og det tog lang tid at få
vognen bakset på plads.
Det lykkedes kun, fordi vi fik
hjælp at en flok velvoksne
danskere, der forlod deres
grillede bøffer for at bruge de
indbyggede på at hjælpe med
at skubbe to gamle landsmænd
på plads på en skæv, smal
hylde af en plads, uden disse
solidariske medcampister var
det ikke gået.
Jeg har altid ment at en mover – ud over reservehjulet, var fuldstændig overflødigt udstyr på
en campingvogn, der bare gjorde det sværere at finde vægtmæssigt plads til vigtige ting.
Der arbejdes pt. på en evidensbaseret overvejelse om en eventuel korrektion af mine
holdninger til disse genstande.
Der er jo andre ting, der er lige så vigtige.
Vognen holder der, hvor Hanne mener, den
skal holde.
Og vognen SKAL altid være i vater, når den
altså ikke er
punkteret – så der
skal medbringes
en passende
beholdning af
træklodser for at
sikre, at Hannes
fintmærkende
balanceevne i
kombination med
stegepandens
afslørende olieva-
terpas godkender
parkering og op-
stilling, inden der
er ”skruet ben
ned.”
13

I Paradis var der en, her er der flere.
På hylden lige neden for lå der en gruppe på 12-14 tyskere i telt. Bilerne så almindelige ud, og
beboerne var vel en 30-40 år, pæne mennesker at se på. Midt mellem teltene lige ud for vores
fortelt var der under et solsejl lavet et forsamlingsrum, med stole og borde og køletasker.
Det hører med til at tage på
campingferie, at der holdes lidt ”klub”,
så det må man være indstillet på sker,
men efter midnat er det ikke hverken
passende eller på nogen måde rart at
være nabo til. Da klokken blev 2 blev
det for meget for os – og vi bad dem
slukke for musikken og dæmpe sig, det
hjalp lidt for en stund, men de blev ved
med af skvaldre og grine højt til kl. 5.
Det blev starten på et – hvad-gør-manved-sådan-en-gruppe-projekt,
hvori der
er nogen, der reagerer på en henstilling,
og andre, påvirket af varmen, rigelige
mængder alkohol og fnisetobak fra den
cirkulerende vandpibe er totalt ligeglade.
Det gjorde os virkeligt stressede, det var pragtfuldt vejr at side ude i, bare ikke med fest
døgnet rundt, og i 25 graders varme er man nød til at have alle vinduer i campingvognen åbne
for at få så lav en ”sovetemperatur” som muligt.
Nabokrig er noget bøvl overalt, ikke mindst når man bor så tæt, som på en campingplads, så
vi prøvede hele tiden at stå fast på venlige med bestemte henstillinger, og jeg fandt ud af, at
især en af mændene og et par af kvinderne godt var klar over, at de generede os.
Samtidig var en af de andre mænd fast besluttet på at provokere mig mest muligt, det var
rigtigt sjovt at skrue op for radioen og sidde og se op på os.
Forleden aften var det utroligt lummert, og der stod noget torden og buldrede oppe i bjergene
nord for os. Der var rigtig gang i festaberne, og det var uudholdeligt. Det var ved at blive en
dem-eller-os-situation.
Det kunne ikke passe, at vi skulle finde os i det , det kunne ikke passe, at vi skulle flytte fra
denne i øvrigt glimrende plads, fordi sådanne idioter ikke kunne opføre sig ordentligt.
Ved midnat blev jeg vred og sagde i klare vendinger til dem, at det var direkte uacceptabelt,
den måde de generede deres omgivelser på, og nu skulle det være slut med musik og larmen.
Der skete to ting i gruppen, de ordentlige tyssede på de larmende, og de larmende skruede op
for støjen, specielt den særligt provokerende fyr, der var skidefuld, fyrede en masse af på
dialekt tysk, som jeg heldigvis ikke forstod, men en af kvinderne reagerede skarpt på det, han
sagde, og bad ham holde kæft omgående. Det lod han sig ikke påvirke nævneværdigt af.
Det var tydeligt, at gruppen var delt i to lejre, med de disciplinerede i mindretal. Det var også
fornemmelsen, at mindretallet var ved at blive større, men det holdt ikke til mere end en times
tids tyssen på de værste bralderrøve, så blev de jordet som værende ”de kedelige”
14

Når nok er nok
Reglerne siger - også her på pladsen – at der skal være fuldstændig ro kl. 22. Vi synes, at
hyggesnak til midnat er OK. Vores strategi med at tale pænt og vedholdende høfligt, og ikke
være urimelige i vore forventninger om ro, havde det svært.
Hanne var færdig med den tålmodige dialog, hun var klar til store spande med vand ned i
hovedet på dem, og her-og-nu-afhentning af campingfatter. Poul i Skagen havde smidt dem
ud på stedet, det gør ham her nok også, sagde hun – håbende på den rette kombination af
italiensk temperament og regelhåndhævelse.
Jeg ville helst selv klare denne magtkamp – vi havde reglerne på vores side, vi var absolut
ikke urimelige, og nu havde jeg for en gangs skyld holdt temperamentet i ro, været
afbalanceret, diplomatisk og dialogbaseret i kontakten med modstanderen. Men jeg var også
fantastisk træt af det og vi sov stort set ikke om natten på grund af stresset, larmen og
varmen.
Når man ligger og raser rundt i sengen med en puls på 120, er det utroligt, hvad man kan få
sat i gang af tanker og forestillinger om de grusomheder, ens plageånder burde udsættes for.
Efter at have sorteret egentlig vold, hærværk og andre strafværdige ulovligheder fra, puslede
jeg ved 1 -2 tiden mere med en ”krigerplan”, gående ud på at bytte om på rollefordelingen
mellem de mange og de få ved at tage en runde til de omkringboende campister og mobilisere
et passende stort antal (20-30) vrede naboer, iblandet godt med hidsige kvinder.
Efter en kort taktikbriefing skulle vi tage på commandoraid besøg hos tyskerne. De største
mænd i tæt palisade mellem festbordet og de 3 yderste telte, mens kvinder og børn og ældre
mænd hurtigt og effektivt - uden at sige noget som helst – skulle tage pløkke op og smide et
par telte med indhold over gelænderet ned på vejen.
Så var der ligesom langt op til fest på vore betingelser. Overraskelsesmomentet og hurtig
indsats ville vende billedet på under 30 sekunder. Så kunne de lære det, kunne de !
Det var vel ved et halvtotiden, - efter vi var gået i seng, - at gruppen krakelerede. Den
provokerende og hans følgesvende var fulde og uden for terapeutisk rækkevidde, og vildt
larmende – ind imellem på dårligt engelsk tiltænkt os – selv om vi hele tiden har talt tysk til
dem.
En del af gruppen må også have ligget vågne i deres telte og ”nydt det” lige så meget som os.
Operation afkøling.
Det blev tid til, at vandplanen skulle aktiveres.
Nu har vi kun en lille spand til 10 liter, så den er der ikke meget forslag i, og der er langt til
vandhanen, så der skulle mere power til, og det kom der.
Godt nok kører Hans Joachim tankbil, så man ved vel aldrig hvilke forbindelser han har til den
flydende del af universet, eller måske var vore planer og stille bønner om retfærdighed blevet
hørt af en vejrgud, der dels kunne glæde de lokale bønder og samtidig kunne give ”vore
venner” lidt andet at tænke på end at chikanere deres omgivelser.
Det gav sig til at tordne for alvor, og så blev der lukket op for den store vandhane, og det var
helt, helt op. Hold da kæft hvor det gav vand, det larmede helt vildt inde i campingvognen,
hvor Hanne og jeg jublede, mens tyskerne som kakerlakker fes rundt og forsøgte at bjerge
håndklæder, lukke telte og hvad ved jeg – undtagen en, han sad på en stol og råbte og skreg
som en gal under hele uvejret, der varede til kl.3.
15

Det var på det tidspunkt at vi blev enige om, at her sluttede gør-del-selv-delen af projektet,
næste morgen var det morgenrapport til lejrchefen.
Sidste runde.
Næste morgen, da vi stod op lignede deres område en træt festivalplads, og de to fornuftige
kvinder gik stille rundt og ryddede lidt op.
Jeg sagde god morgen til dem, og spurgte, og de havde sovet godt.
De rystede stille på hovedet, så spurgte jeg, om vi ikke havde et fælles problem, og at vi var
noget til den allersidste kant af det tolerérbare.
Det var de enige i, og sagde stille noget, som jeg ikke opfattede, men det var mit klare
indtryk, at disse to kvinder var lige så fed up, som vi var.
På en måde synes jeg, de skulle have en sidste chance, så jeg var måske ikke lige på vej ned
til lejrchefen, men Hanne var mere kontant, hendes grænse var nået og overskredet mange
gange, så der var ikke flere chancer på hylden, enten skulle de ud, eller også flyttede vi.
Vi gik ned efter morgenbrød og så, at det var den kvinde, vi var checket ind hos, der havde
vagt i receptionen. Hun taler flydende tysk, og udstråler autoritet og myndighed, så vi
bestemte os for at spørge hende, hvornår vi kunne tale med chefen.
Det ville hun undersøge, men hvorfor ville vi tale med ham? Da vi fremførte vores ærinde
lyttede hun og sagde, det behøver I ikke at tale med ham om, det ordner jeg. Så slog hun op
på computeren og kunne se at tyskerne skulle rejse dagen efter, men det var klart, at var der
flere problemer med dem, røg de ud på stedet.
Der var ingen slinger i hendes reaktion, det var kontant afregning. Vi var lettede over
reaktionen fra pladsens side, og især lettede over at høre, at vore plageånder under alle
omstændigheder checkede ud dagen efter.
Da vi kom tilbage til vognen og skulle til at spise morgenmad, kom der besøg fra den tyske
gruppe. Den mand, jeg havde udnævnt til at være ”på vores hold” kom og sagde uforbeholden
undskyld på hele gruppens vegne, fordi de havde opført sig uacceptabelt, og han håbede, at vi
ville modtage en flaske vin som et plaster på ulejligheden.
De ville gå ud i byen og spise og ikke være hjemme om aftenen, og pakke næste morgen og
køre hjem.
Vi trykkede hænder og han gik stille igen, mens den vågne del at gruppen skævede op til os.
Et kvarter efter kom der en meget højttalende campingvært, der fortalte gruppen, at der var
kommet en masse klager over dem. Han vidste, at de skulle rejse dagen efter, men hvis der
kom ene eneste henvendelse mere om deres opførsel, var det ud af pladsen - her og nu.
Der var ingen protester over den besked, der forhåbentlig glædede de få, der havde været
vores allierede hele vejen igennem.
Genevekonventionen siger vist noget om, at lade de slagne eller Røde Kors få plads til begrave
de falde og redde de sårede, for os var det ovre, det var det ikke hos modparten, så vi gjorde
klar til en udflugt.
De slagne tyskere var i gang med den interne afregning for nattens og de sidste dages
begivenheder. De to morgenfriske kvinder talte dæmpet med armene skiftevis over kors og
med en sylespids pegefinger rettet som pistol mod visse gruppefæller, mens dampen hvæsede
ud af næseborene med et tryk, der ville gøre enhver fyrbøder stolt.
Mændene sad og hang med smalle øjne og tømmermænd, der gjorde, hvad de kunne for at
konkurrere med kvinderne om at være mest onde i sulet.
16

Der var absolut stille om aftenen og
ikke en lyd resten af tiden, de var
her, men det var godt nok lækkert,
da området kom til at se sådan ud.
Denne dejlige plet var blevet befriet
for nogle mennesker, hvis
manglende sociale kompetencer i
den grad blev en krigserklæring i
dette lille, midlertidige samfund. Vi
har fået fred for dem, men der er
nogle venskaber eller familiebånd,
der vil være brudte eller belastede
for evigt.
Desværre kan jeg være bange for,
at skvadderhovederne ikke har
forstået, hvilke følelser og kræfter
sådan en opførsel fremprovokerer
hos pæne, ordentlige og fredselskende mennesker.
Det er utilpassede, egoistiske idioter som dem, der er farlige for sameksistensen. Uden måske
egentligt bevidst at ville det, fremprovokerer de med deres opførsel konflikter, der kan
eskalere noget, der er meget være end et skænderi. De er ikke bevidst onde, bare uden det
fornødne flokinstinkt til at tilpasse sig den aktuelle situation, og er der ikke nogen, der kan
stoppe dem i starten, kan det gå virkeligt galt.
- så en verden uden krige, udbrudt på de mest tåbelige grundlag, vil være en verden uden
mennesker, og det dur ikke, hvem skal så passe slangerne i zoologisk have ?
Energiudladning på den dyre måde
Den ophobede energi sad forsat i kroppen på os – uforløst på en måde.
Vi måtte gøre noget, og havde mest lyst at komme lidt væk fra campingpladsen. Vi havde
været bilfri et par dage, så vi kunne da køre ud og kigge ”på noget”.
Den situation er Hanne altid forberedt på kan forekomme, så hun nævnte helt tilfældigt, at vi
da, hvis vi helt tilfældigt kom ned syd for søen da lige kunne købe ind i det store supermarked,
der lå et sted dernede.
Nu er supermarkeder altså ikke noget vi ligefrem plejer køre 50 kilometer for at finde, så
hendes forslag undrede mig, indtil jeg fandt ud af, at der også tilfældigvis var et stort
indkøbscenter – outlet – som de efterhånden kalder alle de steder, hvor der ligger et par
butikker under samme tag.
Vi trillede i tæt trafik ned af østbredden, hvor byerne efterhånden er vokset helt sammen. Det
er tydeligt, at det har været turistområde i over hundrede år, og på en underlig vis ser
gammel turisme ikke så kunstigt ud, som nyetablere steder, her er hoteller, campingpladser,
de små boder og de mange udendørs restauranter en fuldt integreret del af eksteriøret.
17

discount)
Der var også er flot supermarked, hvor vi
købte en masse ”goe sager”, som Hanne
omsatte i en lækker menu, da vi kom hjem til
stilheden i forteltet.
Nå – det kommer vel ikke bag på
nogen, outlet ”il Leone” blevet målet for
energiudladning.
Powershopping er en sport, der går ud
på at lede efter noget af det, vi ikke
mangler, men som er spændende, fordi
det ikke er helt mage til det, vi har
derhjemme, og fordi metoden til at
komme af med overstudsenergien på,
består i at bære fancy poser ud i bilen.
Det er ikke vægten, der er afgørende,
næsten tværtimod, det er antallet af
fund og flotte kup, der giver det
mentale boost, og frisk mod på livet
(vi har endnu ikke fundet en forretning,
der ikke havde udsalg og masser af
18

Et par udsøgte rejsemål
Besøgende hjemme hos har måske bemærket den dobbeltmagnum flaske (3 liter), der står i
krogen ved toiletdøren.
Den er desværre tom, - den indeholdt en gang fin amaronevin fra Corte Lenguin, ejet af
familien Vantini i San Floriano.
Det er takket være Mogens, direktør i DJØF, vi har lært dette hus at kende. Mogens ved rigtigt
meget om italiensk vin, og det var ham, der første gang serverede den for os - i 3 liters
flasken, da vi for nogle år siden havde en bestyrelsesmiddag i DJØF’s egen restaurant.
Huset Corte Lenguin laver nogle fantastisk flotte vine, så vi har berømmet dem meget, og
Flemming og Henning, nogle af vore gode venner, har været her flere gange for at
proviantere. For os var det et must at besøge stedet, enten på en ikke-på-ski-dag, når vi er i
Canazei, eller også på en sommertur, som denne.
Det er endnu ikke blevet til en ikke-på-ski-dag i Canazei, så det var nu, tiden var inde.
Vingården ligger bestemt ikke lige ved alfarvej, det er synd at sige. GPS’en var fodret med den
præcise adresse, have sagt OK til at påtage sig opgaven med at føre os til dette et af feriens
absolutte højdepunkter. Vi var helt og holdent i maskinens vold, da vi ikke havde noget kort,
der var detailleret nok til at stifinde os frem på gammeldags facon. GPS’en havde sit hyr med
at guide os derop, der er nemlig bygget en ny højhastighedsjernbane i området. Det har haft
som konsekvens, at en stribe veje nu ender brat ved et hegn ved banen, - og det har de
endnu ikke fortalt GPS-damen, så hun kunne slet ikke være med til, at vi den ene gang efter
den anden fravalgte et påbud om at køre ligeud – og ind i hegnet , og i stedet vendte om – det
plejer at være omvendt – at det er hende, der siger ”vend om, når det er muligt ” – og vi kører
ligeud.
Endelig fandt vi en viadukt under banen og kunne køre op i det smukke landskab, hvor de
berømte Amarone og Valpolicella classico vine produceres.
Corte Lenguin
Vi rullede ind af den flotte port til Corte Lenguin og Beatrice Vantini tog imod os, sød og
charmerende, talende et absolut godt engelsk. Vi fik den store tur, og hun fortalte om deres
produktion.
19

De laver ca. 50.000 flasker om året – med nogenlunde lige meget Valpolicella classico og
Amarone classico, hvortil kommer en mindre produktion af specialvine, blandt andet nogle
søde vine, Ricioto kaldet.
Den røde produktion baseres på 4 druesorter, Corvina Veronese, Corvinone, Rodinella og
Molinara. Druerne vokser på marker i forskellige højder over havet, afhængig af sortens behov
– det giver den bedste amarone at mikse ”bjergdruer” med ”daldruer”.
Der høstes i starten af september – i et rigtigt godt år allerede i august.
Der er en grund til, at amaronevinen er dyr.
Den høstes udelukkende med håndkraft, og den er arbejdskrævende at producere
.
Første plukning er specialistarbejde, - det er familien selv, der sammen med få dygtige
plukkere, - i alt 6 – 8 mennesker - arbejder hårdt i en uges tid for at udvælge og plukke de
perfekte druer. Resten for lov til at blive hængende til 2. plukning.
De gamle tørrebakker i træ Det nye tørrelager med plastkasser
De høstede fejlfri druer lægges i åbne plastkasser og sættes på tørrelageret, hvor de skal stå
mindst 3 måneder.
For at støtte
luftcirkulationen,
er der store
ventilatorer, der
kan sikre, at
fugten fjernes fra
rummet, hvilket
er vigtigt for at
undgå at druerne
rådner.
Der kommer besøg af vinmyndighederne, der kontrollerer, at de opfylder reglerne for
produktion af classico vine. Benævnelsen classico må kun anvendes på vine, der er produceret
i det oprindelige lille Valpolicelladistrikt og i henhold til bestemte dyrknings- og
vinificeringsregler.
20

Når amaronedruerne efter de 3
måneders tørring er klar (på vej til
at blive rosiner) knuses de og saft og
skaller hældes på store
stålgæringstanke. Meget af druernes
vandindhold er fordampet, så det er
en meget koncentreret saft med et
højt sukkerindhold, det er tilbage.
Gæringen tager 35 – 40 dage, og
det er på det tidspunkt, der blevet
taget beslutning om, hvilke type vin,
der skal komme ud af de enkelte
gæringstanke. Skal det blive til en
almindelig, tør amarone, får den lov
til at gære helt færdig, så al
sukkeret er omdannet til alkohol –
det giver vin en med en meget høj
alkoholprocent (14,5–16% - grænsen for hedvin er 20%)
Skal vinen blive til den specielle reciotorødvin med en høj restsødme, stoppes gæringen, ved
14%.
Valpolicella ripasso – også kaldet den lille amarone
Når amaronen er færdiggæret, tappes vinen af gæringstankene, skallerne bliver i tanken. Så
tilsættes druesaften fra 2. plukning, og der starter en ny gæring, hvor amaroneskallerne virker
som ”smagsforstærker” på den friske druesaft.
Jo mindre ny vin, der tilsættes, jo kraftigere en smag får man, så det er vinmageren, der
afgør, om det skal være en ”næsten amarone” eller en ”lidt kraftigere Valpolicella” – den må
kaldes ripasso, når det er en 2. gæring på amaroneskaller, så det er klart, at afhængig af den
tilsatte mængde ny druesaft, kan der være utrolig stor forskel på ”amaronekvaliteten” af en
ripassovin.
Valpolicella Classico – et restprodukt.
Den del af 2. plukket, der ikke anvendes til ripasso, bliver til en standardbordvin. Det er en
udmærket, let vin. For amaronevinbonden er den altså ”sidste udvej” for at få en salgbar vin
på egen flaske.
Vantini laver Valpolicella classico superiore af det, der er ok, har de rester, der ikke lever op til
deres egne kvalitetskrav, sælges de til anden side og kan eventuelt ende som en fin Modena
balsamicoeddike.
Det er altså druer fra præcis de samme vinstokke, der anvendes til at alle typer
rødvinsproduktion, det er druekvaliteten og vinmageren, der afgør, hvilket produkt, de bliver
til.
21

Amarone La Coeta – en specialitet
Lagringen har stor betydning for smagsudviklingen i den færdiggærede vin.
Corte Lenguins amaronevine lagres altid på træfade. La Coeta amaronen er en del af den
samlede amaroneproduktion, der gennemgår en særlig lagring, der giver den den særlige
smag. Lagringen foregår på nye 220 liters franske egetræsfade, der er blevet brændt på
indersiden, inden de tages i brug. Det giver La Coeta amaronen en blød, røget smag med et
karakteristisk strejf af eg, (som Niels Lillelund – JP’s vinanmelder - vel ville have skrevet, hvis
han ved en fejl kom til at bevæge sig uden for sin snobbede begejstring for franske vine. Den
eneste grund til at han måske ville mene noget om ”dette primitive produkt” er, at der ikke
produceres amarone i Frankrig.)
De franske fade kan ikke bruges mere end maksimalt 2 gange til La Coetaproduktion, så
forsvinder effekten, og de hugges op og bliver brugt som brændsel !
Årgang 2007 bliver en super årgang, den er ved at være færdiglagret, og kommer til salg, når
dette års øst skal i hus og skubber de tidligere årgange til næste led.
Et familieprojekt
Det var rigtigt hyggeligt at besøge familien. Der var fantastisk rent og ryddeligt, og såvel
Beatrice svigerfar – Lorenzo Vantini som hendes mand Silvio kiggede forbi og sagde goddag.
Uden at vide det, fornemmede vi, at
Beatrice tog sig af turisterne som os,
Lorenzo passede gæringen og
lagertankene – han nussede rundt og tog
prøver fra nogle lagerfade, mens vi var
der, og Silvio markerne, han var ude og
se til vinstokkene i marken.
Søde mennesker,
der er
venlige, imødekommende,
og med rette
er stolte af
deres erhverv,
og er stolte af, at der kommer mange folk fra
Danmark og besøger dem.
Vi kommer vel primært lige netop til dem, fordi de
laver en god kvalitet, og så har vi det ganske fint
med de ”stalddørspriser”, de tager.
22

Tillægsgevinst
Der var fuldstændig tilfældigt, at vi her i Bardolino fik øje på Cantina Lenotti, et andet godt
hus, vi kender hjemmefra – for en bestemt vin Le Crosare Valpolicella Ripasso.
Vi smagte den første gang på den nu lukkede restaurant Marie Grubbe på Tjele Gods, siden
har vi smagt den ved udsøgte lejligheder.
Lenotti er ikke et af de huse, der poster masser af frisk Valpolicellavin på amaroneskallerne,
tværtimod, så deres ripasso er en flot og fyldig sag, der godt i en blindsmagning kunne liste
sig en som en spinkel rigtig amarone.
Lenottihuset ligger på Bardolinos hovedgade, det er også trimmet og checket med fin butik og
forcromet kasseapparat, hvilket tydeligt påvirker priserne, der næsten er det dobbelte af
Vantini’s.
Det var lidt sjovt, at de ikke har Le Crosare i butikken. Da jeg spurgte efter den, nikkede
ekspedienten genkendende, jo, den havde de, men kun på lageret – den blev solgt til
Danmark, det kunne vi så til gengæld nikke genkendende til – muligheden for lidt egenimport
kunne vi ikke lade gå fra os, lidt af den og en kasse Pinot Grigio var det uundgåelige resultat af
lige at kigge ind – bare for sjov skyld.
Profylakse – noget man laver, når man er blevet klogere.
Ved siden af et indkøbscenter i Bussolengo, lidt uden for Verona lå der et stort dækcenter. Det
var ikke til at overse, og fik os selvsagt til at tænke lidt over, hvordan vi bedst muligt kunne
forberede en dæk-problemfri hjemtur.
Efter besøgene hos Corte Lenguin og Lenotti havde vi nok taget lidt på i totalvægt – så selv
om vi holdt os til at spise salat resten af ferien, ville det næppe gøre os til light travellers.
Da vi skulle til Verona dagen efter, blev der indkaldt til et
kort telefonisk bestyrelsesmøde i Knauscompagniet, og der
var fuld tilslutning til at skifte det andet gamle dæk, nu vi
selv kunne bestemme, hvornår det skulle ske.
159’erens donkraft kom under vangen – det er noget
nemmere, når campingvognen ikke ”ligger ned” på fælgen.
Hjulet kom med på udflugt til Verona, og de flinke folk på
dækfirmaet sagde ”no problem”, indtil de så dækstørrelsen,
23

så var det lige som om vi løb ind i en attitude, vi havde hørt/set før.
Den dækstørrelse ? – impossibele - den ikke sælges i Italien !
Øh, det var da et Pirellidæk, jeg fik i Tyskland, Pirelli er da italiensk, ikk ?
Det havde de ingen ambitioner om at afvise, men de stod stærkt. Når snakken var om
Pirellidæk, havde de en udpræget hjemmebanefordel at læne sig op ad. Pirelli Citynet 195/75
R14 C 106/104 R er ikke i produktion mere, fordi størrelsen 195/75 er udgået, der er ingen bil-
eller campingvognsfabrikker, der anvender det mere. Dækket, der reddede os ved Magdeburg,
var en ”vellagret” overligger – produceret i uge 39 2005, så forklaringen lød da plausibel.
Vi er da også rigtige turister ind imellem.
Den nye størrelse hedder Pirelli Chrono 195
(80) R14 106/104 R – dem kunne de skaffe
på 10 minutter.
Til en pris på 84,5 Euro pr stk orkede vi ikke
gøre vrøvl – vi købte 2 stk, - produceret i
uge 36 2008, fik det ene monteret på den
medbragte fælg, og smed det andet i
bagagerummet, så måtte det komme på,
når vi kom hjem til Danmark, så vi igen fik 2
ens dæk på, hvilket man skal have for at
køre lovligt – og fornuftigt.
Der sidder i det mindste 2 nye dæk på
vognen hjem, selv om det ene er lidt større
end det andet.
At være omsværmet er ikke altid en fordel
Dette område ved Gardasøen har alle dage været overrendt af turister med mere eller mindre
fredelige hensigter. Det er nok ikke så meget for den kønne natur, de kom tidligere.
Området er frugtbart, så det var et madkammer for herskere med sultne hære, men det
vigtigste var uden tvivl den strategiske beliggenhed, øst-vestvejen syd for alperne og sydnordvejen
via Brennerpasset krydser hinanden her, så tidernes herskere har haft meget fokus
på at sikre sig magten over dette vejkryds.
Gennem flere tusinde år har der været besøg fra det fremmende, fra Afrika – vi husker vel alle
fra oldælv Hannibals tur over alperne, for at tæve romerne, fra Himmerland – cimbrerne, der
faktisk stadigvæk har lyshårede efterkommere her, der taler en særlig dialekt, der har
adskillige lighedspunkter med den nordiske sprogstamme.
Romere, gallere(franskmænd), østrigere, tyskere har været her på skift flere gange og sat
deres spor, for ikke at tale om de nærmeste naboer, venetianerne.
Venedig var en meget stærk stat, der herskede over Adriaterhavet og gennem perioder over
området her. Venetianerne var dygtige, rige købmænd, der beskyttede deres interesser med
våbenmagt, der primært var baseret på flådemagt.
De var dygtige søfarer, der gjorde sig store anstrengelser for altid være overlegne overalt,
hvor der var vand nok til at et skib kunne flyde.
Gardasøen er stor – nærmest et lille hav på over 350 km 2 – der er 155 km hele vejen rundt
om den, og den er over 300 m dyb. Søen er rig på fisk, så de små fiskerlejer ligger tæt langs
24

østbredden. Tidligere var det småt med veje på den klippefulde kyst, hvorfor bøvle med at
lave veje, når man lige så godt kunne tage båden, når man skulle besøge naboen, eller tage til
handelspladsen og bytte fisk til andre livsnødvendigheder, så trafik var søtrafik
Tryk avler modtryk
For venetianerne var det oplagt at ”sætte sig” på magten over søen – det vidste de alt om,
hvordan man gjorde – har man de største og fleste krigsskibe, sætter man dagsordenen, og
hvilken pris fisk, kan købes til.
Nu er det ikke sådan lige at sejle
en flåde fra Venedig og op til
Gardasøen, det går et stykke vej
op af floderne med trækokser på
bredderne og slaver ved
gallajernes årer, men på et
tidspunkt var der for lidt vand i
den retning, man gerne ville.
Det kender moderne bådejere
godt, derfor er en bådtrailer et
nyttigt og nødvendigt stykke
tilbehør. Venetianerne havde vel
ikke lige nummeret på Brenderup,
så de gik selv i gang med, først at
bygge vejen, derefter at trække
gallajerne over bjergene, rullende
på et sindrigt ”trailersystem” af
rundstokke, besværligt, men det
virkede, og med nogle befæstede flådebaser var magten etableret.
Det passede ikke det mægtige Lombardiet mod vest, så de snakkede lidt med naboen længere
mod vest, den franske konge, og de blev enige om, at venetianerne skulle smides ud – for
princippets skyld, eller også var det nok noget andet, der provokerede.
Venetianerne var dygtige på vandet, lombardianerne – eller hvad sådan nogle hedder – var
rutinerede i krige på land, så da de havde omringet havnebyerne og lukket passet mod
Venedig, var der ikke meget nytte i at have de fine krigsskibe ude på søen.
Venetianerne satte selv skibene i
brand, for at sikre, at de ikke faldt i
fjendes hænder.
Byerne på østbredden, Peschiera,
Lazise, Garda og Malcesine oser af
historie og de skiftende besætteres
måde at gøre tingende på.
Venetianernes høje, elegante
slanke tårne og de karakteristiske
skift mellem teglsten og marmor i
murværket, står side om side med
solide ting, opført af østrigerne i
granitkvadrer, for ikke at nævne de
ældste ting fra romertiden.
25

Malcesine
Byen ligger strategisk godt, på et af søens
smalleste steder.
Så her er der bygget en borg på en
bjergtop med fin udsigt og skudfelt over
søen – og byen, hvis der skulle blive bøvl
fra den kant.
Eller en bryllupskaret kan komme forbi en flok
turister.
Husene ligger tæt, klinet op ad hinanden, med
smalle gyder – lige bredde nok til at et par
æselkærrer kan passere hinanden,
At vælge en
fæstning som
ramme om et
bryllup er flot og
symbolsk.
Hvem der kommer
til at sidde på magtens
tinde, de to
imellem, vil tiden
vise.
26

Verona.
Trafikken uden for den gamle del er ægte italiensk – heftig og dramatisk og så indviklet, at
GPS’en slet ikke kan nå at opdatere sig inden vi holder i det næste komplicerede kryds.
Det er smukt i den gamle bydel – den er der skrevet meget om af nogle, der ved meget mere
om byens historie end jeg gør, så goggle dig frem til mere af deres viden, hvis du har lyst.
Vi vadede rundt i de timer, der skulle til for at kunne sætte vi-har-været-der-krydset, og vi
oplevede det, som turister fornemmer – de mange kulturers præg på byen.
Venetianerne, og deres imposante byggestil:
Og så var der en eller
anden gammel englænder,
der havde gang i noget
skriveri om en uskyldig bette pige, det blev jagtet af en eller anden
ung lømmel, - sikkert med ureelle hensigter, når det kommer til
stykket. Han rendte rundt og drev naboerne til vanvid med musik
og larmen midt om natten (hørt før?) - her under en tilfældig
balkon, som nu er genstand for en vis opmærksomhed.
(Der er en potent bil, der vist er opkaldt efter knægten.)
Romerne, der byggede arenaen, der
står fantastisk velbevaret – og
anvendes i dag til de populære og
berømte operaopførelser, der trækker i
tusindvis af turister til byen. Nej, vi så
ingen opera – jeg var sikker på, at det
ville blive regnvejr, den aften !!
27

Rammerne strammer
Efter weekenden begyndte antallet af reservationsskilte at tiltage, det var tydeligt, at
stamgæsterne ville dukke op i løbet af nogle dage. Vi var ved at være klar til at vende hjemad,
så det passede os godt nok at rykke ud, samtidig med at det blev superhøjsæson på pladsen.
Der har under hele vores ophold været en konstant tilgang af danske campister, der er
virkeligt mange her, men det mærker vi ikke meget til, her er de stilfærdige.
Nede i sø-ghettoen er der fuldt af hollændere, med få indeklemte danskere imellem.
Det er mærkeligt med de hollændere. De bor i et lille land, de er mange, så de bor tæt, og de
er et flittigt campistfolk, så man kan være sikker på, at er der sol, vin og en campingplads, er
der hollændere. Man skulle tro, at de ville benytte chancen til at få lidt fred, ro og afstand til
landsmændene, men sådan er det ikke, tværtimod.
De klumper sig sammen med stort grej på små pladser, og området er plastret til med ting og
sager og støj. Hollandsk er det grimmeste sprog at lytte til, som man kan forestille sig
(udlændinge kan ikke høre forskel på dansk og hollandsk!), og hollændere ynder at snakke
med hinanden – på lang afstand, hvorfor gå over til genboen, når man kan råbe ham op fra sin
campingvogn? Min bror har en veludviklet hollænderallergi (han skal også omgås dem
arbejdsmæssigt), det er sådan set ham, der har fået mig til at studere fænomenet.
Om jeg har noget mod hollændere? - næh egentlig ikke, de er nemme at kommunikere med,
fordi de ofte taler godt engelsk og tysk, men jeg undrer mig over deres adfærd – det er måske
genetisk kodet ind i dem, og det var de egenskaber, der gjorde dem til en stor kolonimagt for
nogle hundrede år siden – rejs ud og besæt de gode pletter og gør det så hollandsk som
muligt – så får man ikke så hurtigt hjemve og det holder andre væk fra stedet!
Hen under aften stoppede der en dansker med en flunkny Hobby campingvogn neden for vores
udkigspost. Det måtte da være nybegyndere – at ville proppe den store vogn ind på den bette
plads, det var der ikke noget fornuft i. Der var mover på vognen, men den brød sig ikke om at
bøvle kareten op på den lille knoldede plads, så de måtte have det ”vildt sjovt” med deres
første tur med campingvogn. Der var et ungt par med, der tog bilen med op på vores
”tyskerhylde” og slog et telt op, mens de gamle sad med campingvognen nede på det umulige
hjørne, der var knapt nok plads til et bord uden for vognen.
Gammel kærlighed ruster ikke..
Mandag morgen havde Hanne og jeg besluttet at pakke om aftenen og køre hjem tidligt
tirsdag morgen, og da vi kunne se, at Hobbyejerne var ude at lede efter en bedre plads, kunne
vi da lige så godt spørge, om de ville arve vores plads dagen efter. Det ville de meget gerne.
Det viste sig, at Rie og Carsten var drevne campister, og de havde været på La Rocca mange
gange, også før den var blevet berømt i Danmark via DCU-bladet.
De kendte pladsen ud og ind og havde hjemmefra reserveret en bestemt superfin plads over
toiletbygningen, hvor der var en kanon udsigt. Hvad de ikke vidste, var, at La Rocca havde
bygget om foran denne plads, så i stedet for at se ud over Gardasøen, kunne de se bagsiden af
et fitnesscenter – det var for træls, derfor havde de valgt den lille hjørnegrund som en
midlertidig nødløsning.
De havde solgt deres campingvogn, fordi børnene ikke ville med mere, men nu havde de unge
fået lyst til camping igen, så de havde slået til på et kanontilbud på den nye Hobbyvogn –
forhandlerne er ret desperate i øjeblikket, så der er virkeligt noget at hente på at købe vogn
nu i ren handel. Henter man den så i Tyskland til tysk moms, får man forteltet foræret af Told
og Skat, så det dur.
28

Da de solgte den gamle vogn, lod de ting og sager blive i den, møbler, kabel o.s.v. – hvad
skulle de med det, når de stoppede som campister. Det var dyrt nu, hvor de måtte starte
forfra.
Vores sidste aften i Italien sad vi under åben himmel og hyggesnakkede SAGTE med dem over
et bette glas. Vi havde pakket og var klar til at rulle, de glædede sig til at komme op på vores
gode plads.
Der er altid plads til en til..
kasse vin i bilen, mener Hanne – nu vi er her, er argumentet.
Jeg gad godt nok ikke køre op til San Floriano igen, og jeg mente nok at vores basislager i
kælderen, der lige var suppleret med yderligere 100 flasker til min fødselsdag, ville række til et
par måneder. Meeen nej, der var ikke lige så meget af Hannes ynglingsripasso, og den solgte
de tilfældigvis lige nede om hjørnet, nu når jeg så afvisende for over for et lille smut (det ville
tage det meste af en dag) op til Corte Lenguin for at hente mere af hendes ynglingsamarone
hos Vantini.
Der skulle tankes inden afgangen, så vi
kunne da lige se om Lenotti i Bardolino
havde mere Le Crosare på lageret.
Det havde de.
Det er først, når man under sengen i campingvognen skal
have plads til fortelt, møbler, reservedæk og andet
udstyr, at pladsen til vin skrumper dramatisk.
Så er det jo godt, at vi er kørende i en van, og ud fra en
vægtmæssig betragtning var det nok klogt nok at lave
vinlager i 159’eren.
Over den store bakke og ligeud til Vejle.
Når kompasset peger mod nord og GPS’en sigter på
”hjem”, bliver der skruet ned for opleveren – nu skal der
bares laves nogle kilometre i store bundter, og billeder
bliver der ikke taget mange af.
Turen over Brenner gik uden problemer, 159’eren er ved at finde sig i at det ikke er noget
driverliv at bo hos os, og jeg er holdt op med at forestille mig, at der ligger en 500 HK’s
momentstærk diesel i snuden af den, så vi motionerer gearene og omdrejningstælleren, sådan
er det.
29

Vi havde et væsentligt stop at gøre hjemad – der skulle provianteres Nürnberger
Rostbratwurst.
I Nürnberg ligger der på et torv, jeg ikke kan huske navnet på, et pølsetempel med en
gigantisk grill.
Menuen er enkel – et halvt eller et helt dusin pølser med enten kartoffelsalat eller sauerkraut
til. Det sværeste er at vælge, hvilken øl man skal have til, udvalget er imponerende.
Jeg har været vild med de pølser siden jeg smagte dem første gang for mange år siden, og
derfor er jeg altid på udkig efter dem, når vi er i Nürnbergerraum.
Man kan være heldig at finde dem andre steder, men det er der jo ingen grund til skulle bruge
tid på, når man er på de kanter, hvor det er lagervare alle steder - næsten.
Det passede med at vi skulle tanke i nærheden af Nürnberg, så vi hoppede af motorvejen og
fandt en autohof. Ingen pølser i køledisken, jeg spurgte pigen ved kassen om hun kunne give
mig en pejling til et bedre indkøbssted. Mit tysk var nok desværre for godt, fordi hun fyrede en
salve af på en bayerisk/franken-dialekt, som jeg ikke fattede et pluk af. Hun måtte tekste det
for tungnemme, inden jeg fattede – unter autobahn – dorf – Edeka.
OK – hvor svært kan det være, vi fulgte anvisningen, fandt landsbyen, ingen Edeka, men en
slagter. Næh, ingen Nürnbergere her, men prøv at køre ned til Edeka – bergab.
Det var ned af bjerget til et villakvarter, og der lå en Neukauf, som viste sig at være et Edeka
supermarked.
Der var gevinst – vi ryddede køledisken. Kassedamen kiggede noget, - da vi forklarede, at vi
var pølseimportører fra Danmark så hun endnu mere undrende ud, vi betalte, og var klar til at
køre videre med den værdifulde last.
Vi havde fået vores pølser, og hun havde fået noget at fortælle i kaffestuen.
Turen op til landsbyhovedgaden var ond, det var faktisk gevaldigt stejlt, og vi skulle stoppe for
fuldt stop med en hældning på 6-8% opad.
Det lugtede af brændt kobling i bilen i flere minutter efter den start – den var meget
ubehagelig.
Her har vi været før
Deltagere i den årlige Canazeikaravane ved, at der midt ude på bøhlandet i Könnern nord for
Magdeburg ligger en ARAL autohof. Der ligger også en grim Burgerking.
Der slog vi benene ned for natten, og sov rigtig godt oven på en dagsmarch på 912 km.
Næste gang jeg holder her ved spisetid, bliver det ikke med burger på menuen.
Inde i bistroen ved siden af, der hvor truckerne holder til, stod der en gut, der lignede en
skibskok (som de så ud, da jeg sejlede), og han havde gang i panderne, brasende kartofler,
store hakkedrenge og spejlæg, og andre fornuftige ingredienser, det var mandemad, til
chauffører, så kan de beholde junkfood inde ved siden af, kan de.
Frokost i Mellendorf – også en af vore faste pladser - ,
trafikradioen tændt, op til Hamburg, lidt omkørsel ved
Neumünster på grund af et trafikuheld, vi var hurtige
og hoppede af motorvejen og kørte lidt på de
holstenske landeveje, indtil vi skulle ramme en
opkørsel nord for Neumünster.
Vi kørte bag efter en anden dansk campingvogn, der
havde den samme plan. Det var lidt af en flad
fornemmelse, da vi kom der op, og adgangen til
motorvejen var spærret – det slog vores forankørende
30

”makker”, hans kortlæser eller GPS helt ud – han flygtede i fortvivlelse ind på et busstop for at
finde ud af, hvor han i grunden var.
Det havde vi til gengæld styr på, vores kanongode Ravenstein vejatlas over Tyskland, Hannes
og mine forende stifindergener og GPS’ens kompas fik os hurtigt i den rigtige retning, så vi
mistede faktisk ikke meget på det og kom på motorvejen igen ved Rendsburg.
I Danmark var det også galt med trafikuheld, både ved Kolding og på Vejlefjordbroen. Vi
havde snakket lidt med brormand i telefonen, han var også nordgående efter et
forretningsbesøg i Tyskland, og han nåede at advare os mod at køre over Vejle, der sad han
fast, så vi hoppede af ved Kolding og kørte over Bredsten og Give til Hampen – en ganske
glimrende vej, der havde vi ikke været før, men den er på lager en anden gang, der næppe
den store forskel på at køre den vej og ad E45, specielt i myldretiden og med en campingvogn
på krogen.
Hjemme igen betyder pligter – dem, der har ventet på vores hjemkomst i haven o.s.v., og
dem vi bringer med hjem i form af en beskidt bil og campingvogn, vasketøj og ordnen og
gøren ved. Det er rart at få det klaret inden weekenden og den ventende arbejdsdag.
Og så var der lige et besøg hos Superdæk, noget med et dækskifte og en fælg, der var lidt
skæv, men OK at bruge – det er ved at blive en rutine at rykke et hjul af den campingvogn,
forhåbentligt går der lang tid, inden der bliver brug for det igen.
Nu har vi et reservedæk – skal der reservehjul med næste gang? – øhhh, det får stå hen i det
uvisse, det vejer jo lige så meget som flere kasser Corte Lenguin amarone!
-
3727 kilometer blev det til – heraf små 500 km uden campingvogn, - 159’eren (og jeg) har
holdt et overall snit på 7,4 km/ltr, det synes vi selv er flot klaret, taget i betragtning, at der er
en god del bjergkørsel med i regnskabet.
©Jens Anton
Juli 2009
31