Gardasøen

Da de solgte den gamle vogn, lod de ting og sager blive i den, møbler, kabel o.s.v. – hvad
skulle de med det, når de stoppede som campister. Det var dyrt nu, hvor de måtte starte
forfra.
Vores sidste aften i Italien sad vi under åben himmel og hyggesnakkede SAGTE med dem over
et bette glas. Vi havde pakket og var klar til at rulle, de glædede sig til at komme op på vores
gode plads.
Der er altid plads til en til..
kasse vin i bilen, mener Hanne – nu vi er her, er argumentet.
Jeg gad godt nok ikke køre op til San Floriano igen, og jeg mente nok at vores basislager i
kælderen, der lige var suppleret med yderligere 100 flasker til min fødselsdag, ville række til et
par måneder. Meeen nej, der var ikke lige så meget af Hannes ynglingsripasso, og den solgte
de tilfældigvis lige nede om hjørnet, nu når jeg så afvisende for over for et lille smut (det ville
tage det meste af en dag) op til Corte Lenguin for at hente mere af hendes ynglingsamarone
hos Vantini.
Der skulle tankes inden afgangen, så vi
kunne da lige se om Lenotti i Bardolino
havde mere Le Crosare på lageret.
Det havde de.
Det er først, når man under sengen i campingvognen skal
have plads til fortelt, møbler, reservedæk og andet
udstyr, at pladsen til vin skrumper dramatisk.
Så er det jo godt, at vi er kørende i en van, og ud fra en
vægtmæssig betragtning var det nok klogt nok at lave
vinlager i 159’eren.
Over den store bakke og ligeud til Vejle.
Når kompasset peger mod nord og GPS’en sigter på
”hjem”, bliver der skruet ned for opleveren – nu skal der
bares laves nogle kilometre i store bundter, og billeder
bliver der ikke taget mange af.
Turen over Brenner gik uden problemer, 159’eren er ved at finde sig i at det ikke er noget
driverliv at bo hos os, og jeg er holdt op med at forestille mig, at der ligger en 500 HK’s
momentstærk diesel i snuden af den, så vi motionerer gearene og omdrejningstælleren, sådan
er det.
29