Gardasøen

Hanne forklarede hende, at vi kun skulle have én kabine, - damen målte Hanne fra top til tå,
og blev så enig med sig selv om, at Hanne nok havde mødt mig for mere end 10 minutter
siden, så på bedste husmorfacon forhandlede de sig frem til, at 4 Euro ville være en passende
pris for en badekabine for to, der bare var svedige og trætte.
Morgendagens program stod på over 800 kms kørsel, så efter lækkert frisk brød, Hannes
minestronesuppe og en flaske vin var vi putteklare.
Jamen er det ikke farligt, at ligge der og
sove, med risikoen for overfald osv? Vi føler
os meget sikre på disse autohof’er. Hvis der
er tyve, der vil stjæle, er lastbilerne meget
mere interessante, for ikke at snakke om
chaufførerne, der ofte har mange kontanter
med. Men arbejdsbetingelserne er dårlige
for banditterne, uanset nationalitet er
lastbilchauffører et fælles folk, der står
sammen mod kedeligt besøg, og da der altid
er nogle af chaufførerne, der sidder og
kigger på omgivelserne, - de er deres eget
vagtkorps, - ja så passer de også på os, så
vi skruer ørepropperne i og sover trygt.
Det kunne have været værre
Et af de kronisk mest overbelastede steder på det tyske motorvejsnet er motorvejen uden om
München og stykket fra München til Rosenheim, hvor motorvejen deler sig til Innsbrück
(Vestitalien) og Salzburg(Østitalien, Kroatien, Slovakiet, o.s.v.).
Det er bjergrigt, og der er altid kø eller meget langsom trafik. Vi kunne snildt regne ud, at vi
ville komme dertil på det mest håbløse tidspunkt – lørdag formiddag, første weekend i Juli.
Trafikmeldinger kommer hver halve time på de tyske radiostationer, og der var intet
opmuntrende at hente der – ”stockender verkehr” på Münchener Autobahnring, og 10-12
kilometer kø før et vejarbejde ved Rosenheim, det lød ikke godt. Vi planlagde at køre ud på en
lokalvej, parallelt med motorvejen – hellere rulle langsomt end stå stille. Da vi nærmede os
den afkørsel, der ville lede os over på den lille lokalvej, var der nye oplysninger - 30 km kø på
motorvejen ved Rosenheim.
Vi var ikke de eneste, der øst for München hørte trafikmeldinger, hele det kendte ud-at
overhale-mønster gik i opløsning, og bilerne masede sig ind til højre for at nå at komme på
plads inden afkørslen til Höhenkirchen, der var vejen uden om køen, troede vi – det var vejen
ind i en anden kø. Det gik bestemt hæderligt, vi rullede hele tiden, der blev kørt pænt, det
eneste, der ikke var indstillet på denne ekstra trafikbelastning, var lysreguleringerne i de små
byer, vi kørte igennem. De passede deres dont og fordelte grønt-tiden omhyggeligt og
retfærdigt, så de lokale på sidevejene fik deres gode ration – uden der nødvendigvis holdt
nogen og ventede – mens vi fremmede strejfere pænt måtte vente i en lange utålmodig
slange.
Det er ikke sidste gang, vi hopper over på den vej i stedet for at hænge nede på de trælse,
stejle bakker motorvejen og lugte af sveden kobling i 15 – 20 km stop-and-go-trafik.
11