Marina di Venezia juli 2011 rejs...

Venezia
Juli 2011
© Jens Anton Dalgaard
1

Rejsebrev fra Venice Beach – the original one !
Det der med at skrive rejsebreve balancerer mellem, at det er
på kanten af at blive en ”nødt til at” for ikke at skuffe
abonnenterne og så at have motivationen og godt stof at
skrive om.
Der er tidligere skrevet om nogle af vore oplevelser op og ned
ad gaden – E45 – så det kan da også blive lidt ensformigt,
omvendt er der nogen, der venter på nyt fra os. Nu må vi se,
til hvilken side, det vipper.
Det ustabile danske sommervejr anno 2011 – eller rettere den stabilt kedelige vejrudsigt fik umiddelbar
indflydelse på, at der skulle veksles Dkr til Euro, og at vi skulle så langt sydpå, at regnbyger er undtagelser til
solskin.
Destination genbrug
– Længe inden firmaet ”Lej et lig” så dagens lys i København blev forretningskonceptet dyrket af en flink
mand på Mors –så Hanne og hendes mand Valde havde lagt bunden til en billig ferie ved Adriaterhavet ved
at leje en tussegammel VW LT31 – redesigned som autocamper - af denne rare mand.
Rigeligt med plads til 2 voksne og 5 børn . Der var visse småting, der viste sig undervejs – motoren havde
efterladt de fleste HK derhjemme, så Brennerpasset kunne kun klares i 1. gear i skridttempo med varme-
apparatet på fuld skrue for at forhindre motoren i at koge hele tiden – generatoren havde de heller ikke
fået med, så der var kun lumen på stearinlysniveau i pærerne – ikke videre praktisk, når man bliver nødt til
at køre om aftenen, fordi tempoet er svært adstadigt.
Nå, nu er morsingboerne jo meget begejstrede for deres
hjemstavn - Limfjordens Perle – så manden havde da sikkert ikke
drømt om, folk fra Skanderborg kunne finde at leje en bil på Mors
for at køre til Italien i den i stedet for at beundre den flotte natur,
grisefarmene og molérværket, for ikke at snakke om føllet på
torvet i Nykøbing – statuen, der i den grad forargede de fromme,
thi føllet er placeret sådan, at første syn, der møder en, når man
går ud af kirkedøren er en hesterøv - med løftet hale !
Ikke mindst den meget anstrengende tur havde udviklet en
middelsvær campingallergi hos Hanne, så da jeg lærte hende at kende, var min hang til campingferie en
ikke helt uproblematisk forskel i vore ferieerfaringer fra tidligere liv. Omvendt var hendes hang til ferie på
varme steder året rundt med fuldt chartergear på hoteller og med overfyldte strande eller poolområder
som det foretrukne – ikke lige min opskrift på et favoritopholdssted.
2

Der er lækre steder på charterferie, og campingferie kan være fint med ordentligt grej og et kvalitetsbevidst
valg af sovesteder.
Det er vel næsten 50 år siden jeg var i Venedig sidst på bagsædet i en Folkevogn – siddende oven på
soveposerne - boende i steghede i et spidstelt i Fusina med en milliard myg som naboer - vi sad på små
taburetter ved et picnicbord af krydsfiner og spiste vores medbragt konservesmad tilberedt på et
vakkeltvorent BP gaskomfur med to små blus og, og det er tilsvarende en del år siden Hanne gjorde
Venedig med 5 børn i fri dressur på slæb og i ovennævnte håbløse vrag af en autocamper.
Der var med andre ord basis for et genbesøg i en anden alder og med et andet udstyrsniveau.
”Man skal ikke gå ned på udstyr”
Citat lånt fra svigersøn Kristian, som bruger dette statement for at kaste sig ud i indkøb af teknologi og grej,
der er rart at være ejer af, selv om det måske hverken er fornuftigt at købe eller billigt i anskaffelse.
Der er bestemt noget om snakken, vi er kræsne campister, og vi ved, hvad der skal med på turen – altså
bortset fra reservehjul til campingvognen og andre once-in-a-lifetime-ting, som fylder og vejer, -
indrømmet, det er svært træls, når ”once” så indtræffer, men så findes der også Hans Joachim’er - må vi
håbe.
Vi har to pakkechecklister – en til skiferie og en til camping. De bliver løbende ajourført og tager højde for
mange års forglemmelser og campingchecklisten er et sikkert afsæt til, at vi kommer af sted med grejet
checket af og pakket/stuvet med en god vægtbalance i trækhuset (godt Jonas-ord)og bilen.
F.eks. ved vi, at de første dage lever vi på motorvejen, så der skal der være fuld forplejning af madvarer, vin
og snolder - vand på tanken og et funktionsdueligt toilet og ørepropper til at forbedre nattesøvnen, når
man er omgivet af lastbiler med kølemaskiner og start på friske fartskriverskiver fra solen står op.
Selv om vognen er udstyret med et udmærket køleskab, der både kan køre på gas, 12V og 220V kan det
knibe med skabets kapacitet – især når der skal være et alsidigt udvalg af kold hvidvin, flaskevand, juice og
andre livsfornødenheder, hvor forskellen på lunken og fesen til lækkert, ordentlig kold er et spørgsmål om
at kunne køle ned til 4-6 grader uanset udetemperatur. De almindelige kølebokse, de smider efter en i
Harald Nyborg for lidt og ingenting er såkaldt termoelektriske. Der sidder en lille blæsermotor og et mere
eller mindre effektivt køleelement i dem, alt sammen arbejdende med en spænding på 12V. Nu er der som
sådan ikke noget i vejen med en 12Vs køleboks eller varer fra Harald Nyborg i al almindelighed, og Kurt Dall,
der ejer Harald Nyborg, er en meget flink mand med nogle rasende flotte veteranbiler, så det er ok, man
skal bare lige have styr på fysikkens love, som også gælder for Kurt Dall, selv om han er rig og flink. En
termoelektrisk køleboks kan maksimalt køle 16 grader i forhold til udetemperaturen – Så er der 23 o
udenfor, er der 7 o i boksen, hvis det hele kører optimalt - det er fint til en dansk normalsommer, men syd
for alperne kan udetemperaturen jo snildt løbe op i 35 o – med 19 o inde i boksen !!
Så da vores gamle boks opgav ævret med slidte, larmende lejer og for meget skæld ud over at være for
varm skrev den i testamentet, at dens efterkommere af termoelektriske bokse skulle holde sig langt væk fra
vores udstyrsliste - et ønske, vi selvsagt var indstillet på at efterkomme.
3

En sådan effektivitet må jo komme et
sted fra – det gør den – fra en
stikkontakt, der velvilligt afleverer den
mængde 230V vekselstrøm, der er
brug for.
Den nye boks er fra et firma ved navn
Etomer. Det er drevet af en lettere
nørded gut med hang til ekstremt
perfekte løsninger på det, han
beskæftiger sig med, så vi var vel på
rette vej ved at handle med ham.
Den nye boks rummer 38 liter og er høj
nok til at vinflasker kan stå op i den, den
er udstyret med en termostatstyret
kompressor, der med en effekt på 140W
tæsker temperaturen ned i boksen i et
tempo, så man tror det er løgn, og den
kan såmænd også virke som dybfryser
hvis man stiller elektronikken til det !
Selv om en Alfa 159 har mange finesser, skal man lede lidt efter en 230Vs stikkontakt i den – hvis det da
ikke lige er vores !
Selvfølgelig havde Etomer-manden – der i øvrigt hedder
Tom Lundgren-Beck – en løsning på det – en
overordentligt lækker elektronisk løsning i et flot design –
500 W konstant 230Vs power i fuld korrekt sinuskurve med
1000W på spidsen –
alt sammen lavet af
Alfaens generator og
batteri - og skulle der
være brug for at
sætte en
slagboremaskine til bilen, klarer vi også det – det er jo rart at vide.
Det virker, kan vi konstatere – både når vi kører, og når vi har slået lejr
og igen har fået strøm fra en landfast stander – det er hyggeligt, når
termostaten klikker, og en sagte summen fortæller, at det velfortjente
kolde glas hvidvin og vand er klar, når vi ankommer til destinationen.
Prisen ? – man taler ikke om penge, når man snakker om ”den
perfekte løsning” – og man skal ikke gå ned på udstyr, vel ?
4

Hvad der skete, kan man kun gisne om
Vi har fundet en Autohof nord for Hannover ved Mellendorf, hvor vi godt kan lide at sove, vi har faktisk
vores egen plads. Pladsen er velegnet, fordi den ligger et par kilometer fra motorvejen, så dens larm slipper
vi for. Vores plads er et hjørne, hvor der er plads til 3 autocampere, og det står på et fint skilt, der lader alle
forstå, at her hører lastbiler og personbiler ikke hjemme – når vi holder der, spænder vi campingvognen af
og sætter bilen ved siden eller hvor der er plads. Da vi trillede ind mellem de mange lastbiler til vores
hjørne opdagede lidt til vores forargelse, at der holdt personbiler på pladserne, heriblandt en lille meget
tøserød Peugeot. Vi fik os listet os på plads mellem en hæk og et par skraldespande ved siden den røde
Peugeot.
Næste morgen, mens vi spiste morgenmad, kom en stor Volvo høvlende og parkerede bag Peugeoten. Ud
steg en mand og en kvinde, deres kropssprog var meget tydeligt – her var et par, der ikke var hverdagspar,
der var kyssen og krammen og hænder over det hele – de kunne ikke slippe hinanden
Så begyndte kvinden, der var en del yngre end manden at tale ”alvorlig snak”, mens hun holdet fast i ham –
jo mere hun snakkede, det mere uroligt stod han og kiggede skiftevis over på sin bil og på hende, når han
svarede med enstavelsesord.
Vi kunne ikke høre noget som helst af hvad de sagde, men det var vel næppe langt fra at være :
”Skat vi kan ikke blive ved med at mødes på denne måde -”jeg vil være sammen med dig hele tiden, du
bliver nødt til at sige det til hende, at vi har fundet hinanden”
- ”Øh – ja, det skal nok, når der er et passende tidspunkt – der er jo også børnene”
- Det sagde du også sidste gang, jeg kan da komme i tvivl om, om du virkelig mener det, du siger, når
vi ligger og snakker i sengen.
- Det ved du da, jeg gør, vi passer godt sammen, ikke ?
- Lov mig, at du siger det til hende i dag !
- Øhhh – jah – vi skal også tænke på klokken, jeg har et vigtigt møde – det har været virkeligt
lækkert, ikke ? – jeg ringer til dig !
Lidt mere kram og et hastigt kys, hvorefter han flygter ind i Volvoen og kører - Peugoeten bliver startet og
pisker ud af båsen, kvinden ser absolut ikke tilfreds ud, og giver den stakkels bil de tæsk, der nok mest er
tiltænkt en anden.
Så vi tilgav en lille røde bil, fordi den var blevet stillet på vores plads – dette morgentableau viste jo, at dens
forseelse var småting i forhold til hvad der ellers var gang i - hvis der da overhovedet var gang i noget som
helst uartigt ☺ !
Østrig er flot i solskin – bare synd, at der er så lidt af det.
Strækningen fra München til Rosenheim er efter min opfattelse træls både når vi skal på skiferie og i
særdeleshed, når vi har campingvogn med. Der er ganske vist gjort meget for at øge kapaciteten på
5

motorvejen, men der er altid overfyldt med biler, og da der er nogle meget barske stigninger ved
Irschenberg, opstår der propper af lastbiler, der stort set ikke flytter sig. Derfor ville vi gerne undgå den,
især da vi ville ramme den fredag eftermiddag, hvor trafikradionen varslede stor ferierejseaktivitet. I stedet
stod vi af A8/E45 ved Holzkirchen og kørte med 318/307 over Achenpass til Achensee lige nord for Jenbach.
Det er aldrig til at vide med pasveje, men denne var fin sydgående, og selv om vi skulle op i 941 m.o.h.
Denne vej gav tilfældigvis Hanne et uventet genbesøg ved Achensee, hvor hun havde været på
sommerferie som 12 årig –i en uge i regnvejr.
Det har nok ikke regnet lige siden, men det var
hammervådt og gråt, da vi rullede ind på
campingpladsen, hvor campingfatter Thomas gav
hånd og hilste på og anviste os en plads på i første
parket ved søen. Det havde været en lang dag, så vi
kunne da byde os selv velkommen til Østrig ved at
spise i restauranten. Die Monika var sød og venlig,
kortet så OK ud, så det skulle blive godt med lidt
lækkert aftensmad – en Ceasars med kylling til Hanne
og en wienerschnitzel med bratkartoflen til mig. Det viste sig , at kokken ved tilberedningen havde anlagt
en for ham praktiske tilgang. Nu var der jo godt gang i fritteren, så der var de ingen grund til at starte en
pande op til de brasede kartofler, endsige svine en kniv til ved at skære kartoflerne over. Nu skulle min
schnitzel jo paneres, så kunne han da lige så godt give Hannes kyllingestykker en tur med – til gengæld
sparede han dressingen – så man kan sige, at denne faglærte madkunstner havde ladet sig inspirere til at
matche vejret uden for, trist og noget, der bare skal overstås.
Konstruktørerne på Knausfabrikken har bygget campingvogne i mange år. De er beregnet til sol og sommer,
der er ganske vist en tagrende for og bag, men de skal da helst ikke bruges. Måske har de ikke tænkt over,
hvordan man kommer på campingferie i Italien uden at skulle gennem Østrig ? Problemet med tagrenden i
bag er, at alt vandet fra taget pladrer ned på bagkofangeren og laver en pokkers larm inde i vognen – ved
hovedgærdet af sengen – en ikke just opmuntrende
lyd, når man ikke har andet at lave end at starte for
varmeapparatet, og finde polartæpperne frem, når
temperaturen udenfor kravler under 10 grader - selv
om der er smukt og en flot udsigt uden for vinduerne
– hvis man kunne se den for skyer.
6

Næste morgen lå skyerne ikke i ankelhøjde,
men de var der – og det var så det –
weiterfahren !
Grønne pister er også flotte.
Skyerne kan man da sådan lige skubbe væk, men med et
par tøjklemmer, to strips, og lidt tilpasning kan man lave
en fin dryptud, der smider vandet ud over kofangeren –
et uundværligt tilbehør til campister i Østrig, især hvis
de vil have nattero i en Knaus.
Tom-tom’en synes vi skulle køre motorvej fra Brenner over Verona til Punta Sabbioni på Cavallinohalvøen
syd for Venedig, de sidste 30 kilometer dog af en smal hovedvej.
Turen over Verona er længere end turen østover, og vi ville nu gerne gense de flotte Dolomitter i
sommerdragt, så vi hellere køre lidt langsommere og nyde naturen end at høvle af sted i tæt trafik på
motorvejen. Aldrig så snart var vi over Brenner, inden det klarede op, og det var en flot tur over Bruneck og
Cortina dApezzo til Treviso.
Mange husker navnet Cortina d’Apezzo, men måske ikke for hvad.
Skifolket gør, det er et skisportssted i dag, og var i 1956 værtsby
for de olympiske vinterleje. Det var den gang, da en lille alpeby var
stor nok til at lægge rum til et OL, I dag koster det milliarder at
opføre olympiske byer og sportsanlæg for at kunne huse
olympiadeindustrien, så Cortina kan glæde sig over, at være
kommet på OLverdenskortet
i en
tid, hvor byen ikke
mistede sin charme i ”engangsbeton”.
VinterOL monumentet - skihopanlægget står der endnu og
bruges stadigvæk – når glidet er lidt bedre end i juni.
7

Opskrift på en big business
Man tager:
Et klassisk rejsemål – som for eksempel Venezia.
Finder en god saltvandsstrand i nærheden – som f. eks ved Punta Sabbioni:
Køber 70 hektar jord – det svarer til 700 parcelhusgrunde (Skovbakkevejstørrelse) og så går man ellers i
gang med at indrette arealet til lutter komfortpladser med skyggeskabende træer, indlagt strøm, vand og
afløb ved hver plads – noget med over 5000 parceller på over 100 m 2 pr. stk
Der opføres ikke toiletbygninger, med strategisk placerede gader med sanitetsfaciliteter af enhver tænkelig
art,
8

og et poolområde med alverdens typer bassiner inklusive et 50m bassin med OL-mål, hvoraf en del er
forbeholdt de dygtige svømmere – der som Hanne lige skal have høvlet 20 bassinlængder igennem for at
opleve, at de svømmer.
(Søhesten fylder stilfærdigt den gule spand på med flere hundrede liter vand, når den er ved at være fuld får
den ”overbalance” og tømmes ned i hovedet på de spændt ventende unger)
En butiksgade med alle typer shopper – kæmpestore udendørs restauranter, en scene med prof lys og
optræden hver aften for enden af shoppinggaden.
Dernæst ansætter man små 1.000 medarbejdere af enhver art – kokke, tjenere, gartnere,
rengøringsdamer, der gør rent døgnet rundt i toiletfaciliteterne (jo de gør sgu !) – samt et hav af kvikke
9

unge mennesker, der taler fint engelsk og tysk og de er overalt i massevis, effektive og arbejdsomme, selv
lederne er meget unge, men det virker, gør det.
Så mangler der bare nogle kunder – nærmere bestemt 11.000 stk. for at få fuldt hus !!!
Her er det, at de begynder at blive rigtigt dygtige. Indkørslen til
pladsen er smal og kort, så da vi kom lørdag eftermiddag var
der ret meget kaos, men der var styr på kaos – takket være
”kaospiloterne” unge STAFF-klædte nydelige og veltalende
værter og værtinder, der modtog dig venligt og spurgte, om du
gerne ville ind på pladsen – det er her, der i lærebog for STAFF
står, at nej er ikke en mulighed, fordi du ikke kan bakke – så de
er klar til at hjælpe dig ud af dette virvar af biler og
campingvogne på kryds og tværs. Efter 2 timers staukørsel de
sidste 30 kilometers landevej, er alt andet end mere kørsel at foretrække.
DU siger hurtigt jatak, gerne – og i et imponerende snuptag er du blevet indbygger i Marina di Venezia.
Dit pas bliver inddraget, vi får – siddende i bilen monteret – et
festivalarmbånd på håndleddet, og din bil får en ny
nummerplade og du må helt selv bestemme, hvor du vil bo i
den bydel, der passer til dig – forstået på den måde, at
hundefolket bor i hundebyen (!!!!!), dem uden trækhus bor i
lejegaderne, og os med eget gear uden reservation bor i
frihedskvarteret – der er overhovedet ikke overladt noget til
tilfældighederne. Når du har fundet dit nye hjem kommer du
op til paskontoret og udleveret dit nye identitetkort, så du skal
passe rigtigt meget på – for din egen sikkerheds skyld !
Vi fandt en plads 5653 som vort nye hjem – det var den 25. juni klokken meget sidst på eftermiddagen.
Næste morgen, da vi stod op, lå der en hilsen i forteltet:
10

Man er jo næsten nødt til at føle sig velkommen og værdsat – og så kommer det delikate. Sammen med
oplysninger om affaldssortering, brand- og flugtvejsinstruktion og meget mere lå prislisten.
Du skal minimum betale for 7 overnatninger, selv om du kører før.
Det koster ca. 10 Euro pr. næse pr nat plus cirka 25 Euro for komfortpladsen oveni , så for os snakker vi
noget med 45 Euro pr. nat, selv om jeg kommer ind med seniorrabat (Hanne er for gammel til en
børnebillet) – men så er der ikke noget med at betale for pool, strand, varmt vand og alt det andre vil have
ekstra for – det lille jatak udløste en indtægt på 2.400 kr til denne campingsbys ”borgmester”.
Lidt hovedregning – med bare 8.000 gæster er det 80.000 Euro om dagen plus (med 2½ person pr parcel)
8000/2,5x25 yderligere 80.000 Euro så daglig omsætning ALENE på tilstedeværelsen er 160.000 Euro eller
noget med 1,2 mio kroner – tænk så på fuldt hus med 11.000 gæster og hvad der bliver lagt i forretninger
og restauranter - det er big business – men det bliver også arbejdet for det , og vejret er svært godt – sol
dagen lang med en svalende havbrise og nogle fantastiske aftner.
11

En checket dag – der ikke kommer helt i mål
Det startede ellers godt – rigtigt godt med 5,1 km morgenløbetur på stranden i 25 o – på 33 minutter, det
blev godkendt, morgenmad og så på cykel ned til færgen.
videre ind i de små gader mod Rialtobroen.
Sikke et mylder – der var bestemt basis for en solid
gang Bilkatitis – vi flakkede lidt på må og få gennem
gyderne – vi valgte dem, der ikke gik turister i, og
navigerede lidt efter solen og næsen – Canal Grande
og Rialtobroen blev fundet – fik checkkrydset – been
there – seen that.
Videre ind gennem både smukke og trætte gyder med
maleriske kanaler og ret meget forfald – Venezia var
engang umådelig rig og skiltede med det med pragtfulde
paladser – paladserne er der stadigt, men mange har det
svært med vedligeholdelsen.
Køb af billetter til linie 15 – kort ventetid – prima
udsigtsplads i stævnen, så vi fik en flot tur på 40
minutter ind i smeltediglen.
Venezia lever at turisme, og det er Markuspladsen,
der er hovedtrækplaster – så der SKAL alle turister
forbi. Der var en kø så lang som et ondt år både til
Basilica San Marco og Dogepaladset, så vi hastede
12

Ponta Accademica, der er en af de kun 3 broer, der fører over
Canal Grande, er indlemmet i ”klubben af evigt troskabsbroer
worldwide”.
Fin udsigt til havneindløbet fra
bordet– de superrige kommer også
her i deres” små motorbåde” - hvor
er de flotte, og hvor er det afsindigt,
at ejeren måske er ombord et par
uger om året.
Hvordan pokker denne
”streetkultur” opstod ved jeg
ikke, men der er bestemte
broer i verden, hvor unge
kærester sværger hinanden
evig troskab og symboliserer
dette ved at købe to
hængelåse, skrive deres navne på dem, låse dem sammen og fast til
broen og smide nøglerne i vandet, som er symbol på, at de nu er forenet
(så længe myndighederne ikke kommer forbi med en svær stor boltsaks).
Sødt er det da – det er så lidt mærkeligt, at gadesælgerne på broen
sælger alt muligt juks, med hængelåse, det har de ikke ????
Fin frokostrestaurant – cirka Canazeipriser – øh indtil vi fik
regningen, der blev lige lagt en ”kuvertafgift” på 7 Euro oveni – så
lignede det mere Veneziapriser – naivitet fra vores side, eller
smartness fra restauratørens ?
Oppe på en skipiste, hvor alt skal fragtes op med lift og alt affald
og spildevand skal fragtes ned igen, koster en cappucini 2–2,50
Euro – her betalt vi 4 Euro, så ….
13

Så tilbage til Markuspladsen – ikke ret meget kø – ind i
Basilica di San Marco, og Dogepaladset uden kø af
betydning - godt vi ventede til de guidede ture var
hastet videre.
Det er bygget for at imponere og vise omverdenen
”verdensmagten” Venezia storhed, magt og ufattelige
rigdom, og imponere, det gør det stadigt, selv om det
hele er ved at synke i havet – ganske som Atlantis gjorde,
da denne stormagts dage var talte.
Tidligere boede der over 200.000 mennesker i Venezia – i dag er der under 100.000 – det er for bøvlet og
for dyrt at bo i disse gamle paladser fra 1500-tallet, hvis fundamenter af træpæle er ved at rådne væk med
deraf følgende dramatiske sætningsskader på de fredede bygninger – en udgift ingen private kan eller
ønsker at afholde, det er det
offentlige og big money, der skal
redde denne kulturskat.
14

Turistindustrien kører for fuld
skrue – så længe det varer – så
store cruiselinere sejler dagligt
ind og ud gennem den smalle
sejlrende for enden af ”vores
strand” og der pumpes
titusindvis af turister gennem
denne fordums pragt, koncen-
treret omkring Markusplad-
sen, Rialtobroen og den pæne
ende af Canal Grande gennem smalle gyder garneret med massevis af souvenirshopper, hoteller i hele
stjernespektret, forbløffende få restauranter. Flot er det – på forsiden - man kan kun beundre det ufattelige
arbejde der er lagt i at skabe disse rammer af en magtfuld verden af handelsfolk, der havde havet og
floderne som deres naturlige færdselsåre – derfor var de helt naturligt for dem at bygge deres stad på
mange små øer – beskyttet mod havet af lange naturlige bølgebrydere som øen Lido , tæt på fastlandets
frugtbare agerjord, og med mulighed for at bruge de skibe, der skaffede dem rigdommen fra det
fremmede til dagligdagsfærdsel i kanalerne, som de gør det den dag i dag.
Det er ikke det skæve tårn i Pisa, men et eksempel på en
gammelt tårn, bygget på træpæle, der er ved at passere”bedst
før” - datoen .
Turen hjem var super, vi fik igen plads i stævnen og med en
dejlig sval brise i ansigtet kunne vi begynde at føle et klima, der
var mere tåleligt end den trykkende hede inde i byen.
Det var da vi skulle i land i Punta Sabbioni – efter 40 minutters
sejlads og en lang dag i Venezia, at jeg kom til at fokusere på en
beskeden brun papirpose, båret af en passager foran os.
Desværre var posen svært genkendelig, og den var den direkte
anledning til en brat opstået frygt for en meget alvorlig brist i
vores pakkecheckliste.
15

Jeg behøvede ikke at studere posen ret meget mere – den var alt for genkendelig – HARD ROCK’s logo
smilte lystigt til mig i landgangskøen.
Hjem til computeren i sammenbidt irritation – et hurtigt surf på Cafe-locatoren bekræftede de allerede
halvsikre formodninger – der ligger sgu en Hard Rock Cafe i Venezia – og vi er gået lige forbi den i en
parallelgade
Det må jo koste en ekstra tur til Venezia – Det kan godt være, at vi har et problem med checklisten, det
bliver ordnet, når vi kommer hjem, men at misse en Hard Rock med en gade – det er en ommer !
At være faldet til er at vide lidt mere end den nyankomne.
Vi har studeret det offentlige transportsystem ActV – det er vidtforgrenet og råder over et væld af store og
små kanalbusser, der sejler i faste ruter. Herudover er der masser af taxi’er og selvsagt gondolerne, der dog
holder sig inden for turisternes synsfelt. Det er ikke transportmidler, der mangler – det bøvlede er at få sig
skudt ind på, hvordan systemet virker, og hvordan man får mest for sine Euro.
På første tur til Venedig købte vi en
returbillet til vores ”damper” – en af
de største i flåden – her fra Punta
Sabbioni og til San Marco – en sådan
billet koster 13 Euro.
Nu ved vi, at man skal købe en 12
timers billet – så kan man sejle lige
så meget man orker – den koster 16
Euro !
Der var noget reparaturdienst at udføre på gårsdagens alvorlige planlægningsmisser. Dette ville nok være
lidt overkill bare at brage ind i Venedig til Hard Rock – købe et glas til samlingen plus måske en T-shirt ☺ og
så hjem igen - så vi besluttede os for at tage på krydstogt her – det var lidt lettere at få Hanne med på en
tur rundt i Venedigs kanaler end den der 134 timers tur til Nordkap med Hurtigruten, der har spøgt på min
destinationsønskemålsliste – Hanne opfatter det som en spøg –> et spøgelse – altså noget ganske
uvirkeligt.
Nu er det uvægerligt lettere at tage til Venedig end til Nordkap på en éndagstur , når man er på N45 43
452 o E12 44 106 o , så spøgelset lever lidt endnu.
Man tager linie 15 Punta Sabbioni til endestationen ved San Marco – hopper over på en linie 2, der er en
ringgadebus, der sejler hele turen rundt – til de mere ydmyge steder på Canale della Giudecca – den store
trafikhavn – færgeterminalerne – banegården – igennem Canal Grande hele vejen og tilbage igen. Den går
både clockwise og anticlockwise – så det er ligegyldigt hvilken vej båden vender, når man hopper på, man
kommer altid tilbage til et kendt sted med en linie 2.
16

Venedig er bygget til at blive set fra vandet så det er en flot tur, men masser af flotte fotomotiver.
Nok med at svælge i fordums paladser og storhed, det var tid
til at finde det sted, der uden slinger i valsen – det spiller de
for resten da ikke der – kan lave en Ceasars Salad med
kylling, der smager, som den skal. Ceasars Salad er på menukortet i alle 170 Hard Rock Cafe’s worldwide, og
hvis ikke den kunne være ekstra god i Italien, så var der da et problem – det var der ikke, den var super,
! HRC Venice er Europas mindste
– og den er godt nok ikke stor,
men den ligger klogt nok lige der,
hvor alle de amerikanske
krydstogtgæster skal have den
indbyggede gondoltur, så det er
nok ikke tilfældigt valgt.
Det var Sana, vores slovakiske servitrice også – sød,
smilende og hurtig. HRC er et stabilt koncept – god mad –
altid spændende udstillinger og så har de har en fantastisk
evne til at hyre et fascinerende og entusiastisk personale,
der har deres helt egen dresscode. Kig på, hvor mange pins,
der sidder på uniformen, så ved du straks, om det er en
nybegynder eller en rutineret tjener, der betjener dig.
(Sana og jeg blev hurtigt mates – min T-shirts fra San Juan
på Puerto Rico matchede hendes pin fra samme –et i
Europa sjældent samlerobjekt, så os i superligaen vi ☺ ☺
17

Som andre krydstogtrejsende havde vi ikke tid til for meget dvælen, så efter lidt handlen i butikken
gik vi ned på ActV’s anløbsbro – gik ombord på en linie 5/ (du ved nok, ekspressen, der går direkte
til Murano i stedet for en almindelig 5’er, der har en del bumletogsstop undervejs ). Murano eller
glasøen som den også kaldes er hjemsted for den industri, der producerer venetiansk glas, også en
århundredegammel kunstart.
Det må gå gevaldigt skidt for denne industri – tomme
forfaldne fabrikker, og enkelte glasværker, hvor der blev
arbejdet. Der var ganske få turister, der nysgerrigt forsøgte at
kigge ind og se glaspusterne arbejde – det blev ikke gjort
videre nemt og store skilte overalt med ”no photo no video”
gav indtryk af en ø, der var ved at nå et paranoid stade – der
var massevis at flot glas – hobevis af butikker – få turister,
der gerne ville opleve skabelsen af en glasting, måske havde
lyst til at købe en glasting, man havde set blive til.
Men nej sådan arbejder man ikke på Murano. Der
var fredfyldt stille, det var lækkert efter Venedig,
men det er svært at leve af at være så fine
glaskunstnere, at man ikke gør lidt mere ud af at
kæle lidt for turisterne, lad os dog have lov til at
fotografere jeres flotte ting, byd os velkommen i
stedet for at gøre os til lidt halvkriminelle, fordi vi
går med et kamera i hånden.
Det blev det kortest
mulige stop, vi
kunne lave, der blev ikke lagt så meget som en cent på Murano,
ned til havnen, afventende en linie LN (laguna nord) der tog os via
Burano og Treporti tilbage til Punta – en tur på over en time, så vi
fik godt nok hevet nogle sømil ud af de billetter, men det var jo
også meningen med et krydstogt i Laguna di Venezia
18

Udtrykket Moral er godt – dobbeltmoral er dobbelt så godt
kunne godt stamme fra Venedig. Der er en strøggade – Calla Larga XXII Marza med 5-stjernede
luksushoteller og alle the really big ones, - Chanel, Burberry, Louis Vutton, Versace, Gucci, Hermes,
Chopard, Rolex, Tiffanny’s og mange flere, de ligger
her alle, fordi disse firmaer altid bygger rede i flok i
bestemte gader, ved siden af hinanden i lufthavne
o.s.v – de støtter hinanden i, at der, hvor de ligger
samlet, kommer de kunder, der aldrig ser på
prisskiltet, prisen er en ubetydelig detalje - derfor er
der ingen priser i vinduerne, det vil kunne forarge os
fattigrøve, der alligevel aldrig vil drømme om at
bruge så mange penge på en label, som man så ikke
en gang kan se, når dresset er på !
Byen Venedig har nok været særdeles hjælpsom med at skaffe attraktive pladser – man vil vel
gerne opretholde sit århundredegamle ry som velhavernes foretrukne base – stedet hvor de rige
føler sig tilpas på en lille shoppetur i disse fantastiske
flotte forretninger, med elegant klædt personale, der
ikke har noget at lave, Der skal et dækningsbidrag til,
der gør noget, for at holde det gear kørende.
Det der gør mig noget forarget over byen er, at her,
hvor det vrimler med politifolk af alle slags, kan der
lige om hjørnet stå en elendig tyveknægt af en
kopipirat og have gang i forretningen uden at der
bliver grebet ind.
Frit valg på hylderne.
Forestil dig en italiener på ferie i Danmark, en turist med det erklærede mål at drikke lokalt, nu når man er
der. I øllandet Danmark er det altså supermarkedets hylder med øl, der er målet for indkøbet. Jeg vil tro, at
han hurtigt kommer ud i et valg, hvor det er etikettens ”flothed” eller Tuborg og Carlsbergs kendte logo,
der kommer til at afgøre valget. Den danske kunde ville vælge med et helt andet kendskab til de enkelte øl
og sikkert gå efter en økologisk Thy pilsner (hvis man skal være meget frelst) – en Gambrinus fra Skive, (hvis
man skal være meget fuld), en Top (hvis man ikke vil have bøvl med ”de hvi’e” ) eller en blå Thor (hvis man
skal have en god øl, der smager af noget). Italieneren skal nok igennem nogle tvivlsomme fornøjelser inden
han rammer noget, der af ham opleves som godt – til en acceptabel pris.
Sådan er det også for os, der gerne vil drikke italiensk vin i Italien. Man skal starte med at holde op med at
undres over, at vinen i et supermarked her – få kilometer fra producentens domicil – almindeligvis er
19

dyrere end i Danmark. Nu er det lidt åndssvagt at slæbe italiensk vin med fra Danmark til Italien for at spare
et par kroner eller ti pr. flaske. Så vi står foran vinhylderne og er meget i tvivl om, hvad vi skal købe, lige
som vor italienske ven foran øllerne i Føtex. Ripasso, Salento, Barbera det ene og det andet, navnene er set
før, men indholdet kan svinge uhyggeligt meget – MezzoCorona, Masi, Zonin og andre store huse har det
der Tuborg/Carlsberg træk – det er kendt og det er trygt, men hvor sjovt er disse masseproducerede ting
egentligt.
Vi har i Danmark gradvist fået os skruet op i volumen på vinen, smagsmæssigt og i alkoholindhold. Det er
generelt kraftige sager, vi kan lide - hentet fra Australien, Chile, USA – hvor nye teknikker og et velegnet
klima hvert år stabilt leverer en høst, der er flot og drikkelig efter få måneders lagring.
Italienerne drikker slet ikke så kraftige vine til dagligt, dem, de vælger, er hvad vi vel vil kalde ret kedelige
og tynde – ikke noget at skrive hjem om.
Hanne og jeg er bestemt også hoppet på vognen – særligt på hvidvinssiden skal der en bamset fed
chardonney eller en meget hyldeblomstpræget Sauvignon Blanc fra New Zealand på bordet, hvis det skal
være godt. Her har vi jagtet Traminer fra Veneto – den er sørme svær at finde, og vi har testet temmelig
mange Pinot Grigio’er, der alle er fundet for lette og pjevsede.
De
havde
en Pinot Grigio, den skulle da lige testes - taphanen blev
vippet og vi fik et lille plastikkrus med utrolig velsmagende
hvidvin, der oven i købet var kold. Så kom det svære, hvor
mange liter og i hvilken form for emballage. En 2 liters
dunk til 0,50 Euro ville passe fint i vores køleboks, så måtte
vi se, om vi kunne få den drukket.
Lidt oppe ad via Hermeda på vejen mod Punta Sabbioni
ligger der et gartneri, hvor de har indrettet en lille butik
under et par presenninger. I et hjørne er det et lille lager
af flasker med vin og ellers en disk og et tappeanlæg til
”wein von fass.” Her kan man prøve sagerne inden man
køber. Hanne skulle have nogle tomater, så vi kunne da
lige prøve det der billige sprøjt – til 2,10 Euro pr. liter
plus emballage.
Vi er begyndt kun at købe tomater og agurker på gartneriet – det kan vi lige så godt, nu når de dunke er så
utætte, at vinen løber ud inden man får set sig om ☺ ( nu skal jeg nok snart stoppe med de smiley’er ,
men jeg har lige fundet ud af at lave dem, så det er begyndersjov ;-) )
20

Strandliv – i den rette vinkel:
Og lige lidt ind imellem:
Brochuretekst: Lækker badestrand, som vi har for os selv,
en enkelt løber eller badende kommer forbi en gang
imellem.
– så drejer vi lige kameraet 90 o :
Det er lørdag og der er gang i hele menageriet – Hjem-is,
pølsevognen, mørklødede forretningsfolk, der lige har en
ladning stort set ægte Gucci eller DG solbriller i overskud,
der kan købes billigt (uden ombytningsgaranti), håndklæder
– thaimassage – på egen briks og håndklæde, fletning af
tøsehår i mikrofletninger, - tingeltangel og ragelse for ikke
at snakke om masser af drager (godt Nikolaj ikke er her, han
ville være meget populær hos dragemanden, og skulle købe mange drager for at holde sig i luften – lortet
crash’er for et godt ord) – og de italienske familier hygger sig – og snakker med hinanden i et volumenleje,
så der må være et kæmpemarked for Oticon – de må være døve hele bundet, sådan som der skal råbes.
Men vandet er lækkert og stranden superfin og renset og revet hver morgen og det blå flag blafrer lystigt
på hele vores del af stranden.
Vejret har været lidt ude af leje – det har regnet om natten et par dage, og i dag har vi haft lidt skyer og kun
24 o og en svalende brise fra havet – så jeg trak fra stranden op til vognen, hvor vi har fredelig ro, læ og er
sikker på de mindst 25 o , der ”plager os” som normalen indtil sidst på aftenen.
En ting er dog helt sindssygt her –Marina WiFi er udliciteret til et teleselskab,
der gerne bytter guld til sekunder – læg mærke til, at du kun har et hug – har
du købt en uge, og kommer du til at slukke browseren, f. eks fordi en side
hænger, er du ”død” og skal købe et nyt liv i cyberspace.
Telegribbe er ikke kun et dansk fænomen.
21

Nordover igen
Sidste dag i Marina di Venezia – vi – øh JEG - har taget forteltet ned, gjort det rent og pakket det, mens
Hanne liiige skulle have fuldt faktorfrit skrald på den store lampe nede ved vandet (ja, måske lidt
selvhævdende, med det var varmt, og der kan være langt mellem den slags point, når man rejser med
Hanne) – så på afrejsedagen havde vi kunne et hurtigt pakkejob.
Det blev til en løbetur på stranden – med
Garmin’en på. Der skal lidt dokumentation med
hjem til Ib Kristian hjertedoktor, så han kan se,
hvordan dikkeværket har det – og så skal der jo også
lige holdes lidt form, så deltagelsen i 24 timersløbet
ikke bliver for ydmygende.
Det er lidt sjovt at se turen på Garmin’en – ifølge
den løber vi ude i vandet – men den passer godt
nok, når vi løber om morgenen ved 7:30 tiden er det
ebbe – ret meget endda – så det er en meget fin fast
sandbund . Det er vi ikke ene om - løberiet, der er
faktisk meget aktivitet på stranden om morgenen –
ud over os løbere, er der muslingesamlere,
pensionister, der går morgenturen, hundeluftere – på hundestranden, der morgenbader vovsen i havet, de
faste folk med de store strandrensermaskiner, der samler skidt og tang op, river og planerer stranden.
Her til morgen var der så også lige kikkertfolket, der skulle have ”lodset” to krydstogtskibe og en færge ind
gennem vores smalle indsejling.
skulle rekvireres ekstra maskinkraft).
Denne langsomme manøvrering betød, at et andet
krydstogtskib - Costa Fortuna - kom ret tæt på, han
gik mere kontant til opgaven, og var tydeligvis mere
hjemmevandt og ikke så ræd for at ramme alle de
både og kanalbusser, der på bedste italienske vis
blæste af sted på kryds og tværs af de stores kurs.
Det var tydeligt, at Star Princess var meget
forsigtig, det kan man såmænd godt forstå –
efter molehovedet skal der foretages et 90 o
sving, hvor der skal arbejdes med alt det
thrusterne kan levere – og der var 3 stykker
både for og agter – to slæbebåde lå standby
(vel i håbet om at han kom i problemer, så der
22

– Nå, nu er Costa Fortuna italiensk registreret, så der blev sejlet efter det samme princip, som de kører bil –
er du størst eller hurtigst, skal de andre flytte sig, og stor, det er den – 105.000 tons, med over 2.700
passagerer og en besætning på godt 1.000 crewmembers . Måske var det også medvirkende årsag til at
Costa Fortuna maste på – at der lå en highspeedfærge bag ham, og den ville morderlig gerne vise
turistskibene, hvordan man gør, når det drejede sig om hurtigt anløb af Venezia.
Det var klart, vi stod nogle kloge folk på molen med vor sikre formening om, hvordan det hele skulle
ordnes, så vi var jo nødt til at holde øje med, at de fulgte vore telepatiske anvisninger – uden vores hjælp
kunne det nemt gå galt.
Billeder fra eget kamera er der ingen af – det var ikke med på løbeturen, så er det godt, at vi har Google,
som vi har fået på tavlen igen. Løbeturen sluttede med en tur direkte i havet i løbetøjet (dog uden Garmin,
sko og strømper) – det er kanonlækkert efter varmen ved at løbe – medvind er i den sammenhæng ikke så
rart som en brise i hovedet´.
Lidt afsluttede handel og op til kassen, hvor vi afleverede diverse pas, nummerplader og armbånd – mod et
bette træk på platinkortet på 379 Euro for 9 overnatninger. Det er unægtelig praktisk med kreditkortet,
med det er også lidt lumsk for os danskere at skulle holde styr på 76-tabellen – 379 Euro og 9 dage, det da
ikke så galt – åh ja, omregnet i bløde DKr snakker vi alligevel om 2.900.
Det nye og spændende, og det sikre valg – og fravalg.
Det var fint nok at køre fra Marina di Venezia – nu havde vi været der, et nyt sted for os, og klassificeret
som anbefalelsesværdigt, men nu var vi mætte og vejrudsigten så faktisk rigtigt træls ud.
Vore genboere på pladsen – fra Freistaat Bayern – havde camperet her de sidste 20 år (!) – de fortalte, at
sidste år havde de boet der i 3 uger, hvor det havde dauerregnet 14 dage i træk og temperaturen havde
ikke været over 20 o – det havde været surt, og et hold schweizere kunne berette, at de for 3 år siden have
haft et så voldsomt skybrud, at der stod 30 cm vand på vejen ved stranden – så alt i alt havde vi haft meget
flot vejr – noget, vi ligesom antog var en selvfølge, men det er det altså ikke, heller ikke på de kanter –
medmindre det er Hanne, der står for godt-vejrs-bønnen.
Vi skal nordover, vi skal have flyttet os nord for alperne, så det er noget med ca. 450 kilometer, og vi skal
ikke køre landevej eller køre over Brenner igen. Det blev så til autostrada over Villach og Salzburg – det er
da fin vej, og ved at køre en mandag eftermiddag slap vi fuldstændig for kø ved tunnelerne – med det er
altså også en tur over alperne, og når man starter ved havoverfladen så er en passhöhe på 1342 m o.M. et
udtryk for, at der skal arbejdes godt og grundigt i maskinrum og gearkasse for at klare det.
Hanne vil gerne se lidt Salzburg – det er jeg ikke meget for – jeg husker Salzburg som et færdselshelvede
med alt for mange biler i smalle gader og med håbløse parkeringsforhold, og Schloss Hohensalzburg husker
jeg ikke som værende ”noget videre”. Med det punkt sendt til hjørne valgte vi, at Waging am See igen
skulle være base. Waging ligger lige nord for alperne, kun 30 kilometer fra Salzburg.
23

Det er en fantastisk flot plads lige ned til søen – den har 55 års jubilæum i år – og jeg kan huske første gang,
jeg var der sammen med mine forældre – det må være mellem 45 og 50 år siden. Pladsen var nyanlagt med
små pistne træer, der ikke gav noget, der lignede skygge til de teltliggende campister.
Siden har jeg været her nogle gange, og Hanne og jeg har været her, da vi var på vej til Kroatien i 2003. Den
er velpasset og ordentlig, Der er en blanding af dauerwohnere og nomader – men ingen udlændige, det er
alle sammen tyskere, ældre og børnefamilier og os.
Waging har tillige det store fortrin, at vejret her er
betragteligt bedre end 30 kilometer mod syd i
Salzburg, der ligger i alperanden, som de kalder det.
Vi har oplevet denne forskel, også på denne tur, det
kan styrte ned i Salzburg og være flot solskinsvejr i
Waging. Der er en enkelt metrologisk forklaring på
det, når den varme fugtige luft fra nord rammer
alperne, presses den opad, så afkøles den og kan
ikke bære så meget vanddamp som tidligere, altså
må luften smide noget ballast, og det gør den i form
af regnbyger, der hvor den presses i vejret – ved
alperanden. Så der er en enkelt forklaring på,
hvorfor det regner meget i Østrig, og den
omstændighed gør, at jeg altid er varsom med at campere i Østrig – der er meget smukt at kigge på -
bestemt, men steder som Waging er så langt mere leveringsdygtig i sol og lune, lækre sommeraftner –
rigtigt Hannevejr.
Motorvejskøerne på Salzburger Ring og trafikmeldingerne inde fra byen kan kun bekræfte, at der skal en
vildt meget tvingende grund til at køre derind – og det er der ikke – no HRC in town – så er det ligesom
uddebatteret.
Det blev da bestemt til et fint besøg i Østrig efter første nat i Waging.
Uden campingvognen på krogen tog det ingen tid at køre ned til Schloss Hellbrunn, som jeg gerne ville vise
Hanne som kompensation for min manglende lyst til at skulle bøvles med trafikken inde Salzburg og ved
Hohensalzburg.
En legeplads for en vandhund.
Markus Sittikus, der var ærkebiskop i Salzburg, i starten af 1600-tallet – altså i senrenæssancen, havde to
væsentlige fortrin – han havde penge nok, eller også havde kirken, og han var en meget stor spøgefugl, der
elskede at lege med vand, vel at mærke på en elegant og kunstnerisk måde.
Det kunne om sommeren være trykkende varmt i Salzburg, så Markus Sittikus byggede et ”lille” lysthus en
times kørsel uden for Salzburg. Her kunne han om sommeren slappe af i rolige opgivelser og invitere
venner og besøgende på frokost i det grønne, omgivet af smukke skulpturer, med mulighed for at finde
skygge i flotte grotter – måske for at være lidt diskret tæt sammen med en, man ikke offentligt kunne
24

komme så tæt på, men indbyggede overraskelser kunne godt føre til afsløring af, at man have været udsat
for en fælles ”vandgang”
retning.
Schloss Hellbruun er specielt derved, at det ikke rummer
soveværelser til hverken ærkebiskoppen eller gæsterne, når
dagen var omme kørte man ind til Salzburg igen. Haven er
anlagt efter inspiration fra et slot i Norditalien, bygget af
Borromeo (samme adelsfamilie, som byggede Isola la Bella –
se sidste års tur til Largo Maggiore), men Sittikus forfinede
konceptet sammen med arkitekter og ingeniører, så det der
tilsyneladende ligner en harmløs sti pludselig forvandles til
en arkade af springvand – og bedst som man tror, man har
fundet en tør plet, kommer der springvand fra en anden
Ud over springvandene, bassinerne med store fisk, er der kunstig fuglesang, et marionetteater med 120
bevægelse figurer, tableauer – alt samme drevet med vandkraft – så ingeniørerne har virkeligt haft deres at
se til, men løst opgaven, det har de, og der er fine illustrationer af, hvordan det er lavet.
Jeg prøvede at komme til at kigge ind i de betjeningsskabe, guiden brugte til at tænde og slukke for vandet,
det lykkedes mig ikke at kigge, men jeg synes, at det gik for nemt med at skrue op og ned for stophanen, og
der var lidt for meget tryk på det vand, når det startede, så gad vide om ikke der står en Grundfospumpe
eller flere indbygget i fundamentet i dag – det skal man ikke fundere for meget over – det er flot tænkt og
lavet for over 400 år siden – hvis mekanikken er blevet slidt siden, er der ikke noget at sige til det, at der er
skiftet et par dele hist og her.
Det var sjovt og overraskende dengang – ingen tvivl om det – men det er det også i dag, hvor tusindvis af
turister besøger stedet og får mulighed for at se slottet og få en guided tur gennem Wasserspiele-haven
(kun åben i juli og august). Det er absolut en ekstra våd omgang i regnvejr – vi var heldige – man kan også
kalde det god planlægning, at vi tog derned tirsdag – startede fra Waging i strålende solskin –det var pænt
vejr, mens vi var ved Hellbrunn, så trak rumlende tordenskyer op – og et par minutter efter, da vi sad i bilen
25

på motorvejen fik vi en bragende tordenskylle, så trafikken gik næsten i stå – over grænsen i 19 o gråvejr og
dryp – af motorvejen og ad landevejen til Waging – her var det selvsagt tørvejr og 24 o lækkert vejr ☺
Kunsten at lave kram.
På sådan en tur drager vi rundt og kigger på flotte ting – smukke, fordi naturen - eller ”hende kineseren”,
som Orla siger - har haft en heldig hånd, eller fordi, der var nogle mennesker for flere hundrede år siden,
der svinede med pengene til slotte, haver og andre imposante anlæg, mens folket knoklede og sultede
alligevel, fordi det ikke var meningen, at man skulle blive rig af håndens arbejde, man skulle overleve nu og
den næste vinter med. I dag beundrer vi det, blandt andet fordi det er lavet i en tid, hvor det krævede
visionære planlæggere, ædelt håndværk, tid, der blev målt i år og masser at penge – og fordi det har stået
længe.
Da det blev bygget var det moderne og nyt, og et udtryk for tidens smag. Man kan da tænke lidt over, hvad
det er for fremtidige rejsemål vi i vore dage bygger – i tidens smag – og vi kan da tænke lidt over, hvor
mange år disse bygninger egentlig kan holde til tidens tand.
Her i Bayern bygger man som man altid har gjort, der anvendes materialer og konstruktioner, der er vel
afprøvede. Fornyelse er der bestemt også plads til, hvis det er solidt og gedigent.
Her i campingpladsen har vi såmænd et par gode udtryk for, at der er nogen der forsøger at følge opskriften
for solidt, smukt – efter deres smag af langtidsholdbart.
Jeg har aldrig været et sted før, hvor man har bygget
sanitetsbygningerne i to etager, det gør man her i Waging, der
er flere af dem, bygget over samme klassiske læst som i resten
af Bayern (danske huse ligner jo også hinanden til
bevidstløshed).
Tag ikke fejl af, at bygningen er rasende rationelt indrettet
med stor kapacitet, velvalgte moderne materialer og der er
tænkt meget over rengøringsvenligheden.
For mig er forskellen til dansk byggeri, at der er kælet for detaljerne – her har håndværkere fået plads til at
forene funktionalitet med et håndværksmæssigt udtryk, og når der ikke er fuldt hus, så man ikke har brug
26

for 1.salen – så er der ingen grund til at gøre rent på den –
så låser man af med en låge, som smeden så laver, som
kram, der kræver dygtighed og stor fagkundskab at lave.
Det er en ganske anden tilgang end i Danmark, hvor vi er
så forhippede på at bruge nyeste byggematerialer, at vi
efterhånden har holdt totalt udsalg på det solide, det
smukke og det langtidsholdbare. Vi bygger i
betonelementer, der klistres sammen med noget vi ikke
ved, hvad er, sidenhen viser det sig at være giftigt ad Pommern til , i plastik og pap, pindebrænde og gips og
alt hvad der ellers kan tæskes sammen med en sømpistol, akkuratesse skal maleren stå for, spartel, glasvæv
og fugemasse er rigtigt godt at skjule dårlige samlinger og andet sjusk med – de 5 år garantien varer.
At denne smed er en stolt håndværker, der gerne lægger
navn til sit arbejde kan man se på hæderspladsen på
spidsen af den lille odde, der stikker ud i den smukke sø.
Her har den fået, hvad den kan trække – ingen tvivl om det, men det virker, de besøgende skal ud og kigge
nærmere på den – den er et udflugtsmål, og den står der sikkert i rigtigt mange år, den er solidt bygget af
langtidsholdbare materialer – om den er smuk ? – tja, men det er håndværk og det er kram – smedekram.
Moderne dansk byggeri er montage af stumper, sprøjtet ud af en fabrik et eller andet billigt sted i verden.
Der er langt mellem ”Made in Denmark” i byggematerialer i dag. Materialer, der ikke altid er tænkt til det
formål, entreprenøren anvender dem til. Så kommer alle hovsa’erne væltende – og man må ud i gentagne
bakspejlsbetragtninger på, hvordan det burde være lavet, hvis ikke man havde så pokkers travlt med at
bygge hurtigt, billigt og uden ret meget sans for den blivende kvalitet – for arven – fremtidens rejsemål.
-Noget om ansvarsplacering
Det er magten, der bestemmer, det er magten har penge og bygger det store, det flotte, det, vore
efterkommere skal kigge på.
Vikingerne byggede i træ, i solide træsorter, der kunne holde længe, hvis ikke der kom nogen og ødelagde
det. Problemer var, at det var en yndet sport i de dage at kigge forbi naboen og smage på mjøden og kigge
efter attraktive kvindfolk – det kom der ofte bøvl ud af – en ildløs startet ved et uheld i en kollektiv
27

andert eller som resultatet af en fakkel, smidt på taget som afskedssalut, fordi aftenens diskussion løb af
sporet. Enkelte runesten blev det da også til i de dage. I dag er vi så interesserede i sporene efter dem, at
man ikke må starte et byggeri inden arkæologerne har kigget efter stolpehuller efter deres huse, potteskår
og andre småtterier.
Det var der nogle, der lærte af – skal det holde, og holde længe er træ ikke det bedste materiale. Dem der
for alvor fandt ud af det var munke og andre med hang til hårdt arbejde for kaldet.
Kirken har været en stor magtfaktor og bygherre i Danmark – de gamle kirker og klostre har stået i 1000 år,
Bygget dristigt og for den tid meget højt og flot, med dragende hvælvinger, men solidt og på sikker grund i
forhold til kanten af fysikkens love Sidenhen var det kongen og adelen, der tog over som bygmestre af
slotte, borge og herregårde. Enkelte nye kirker blev det også til, som regel efter en brand.
Der står mange prægtige bygværker fra den tid, Kronborg, de københavnske slotte, Frederiksborg,
Spøttrup, Frisenborg, Gl. Estrup og de fynske herregårde o.s.v. – beundringsværdige udflugtsmål for vor tid.
Har vi da slet ikke sat os spor – kønne mærker i landskabet ?
stranden naturlig igen.
Der var nogle tyskere, der havde fat i noget bunkersbyggeri -solidt ? -
ja, det var, (bygget af danske håndværkere af danske materialer),
smukke ? – måske for en tysk general – for os andre på en lidt bizar
måde spektakulære – de bliver i hvert fotograferet meget, og nogle
hænger endda billeder af dem op i deres sommerhuse ☺ -
langtidsholdbare ? – her kniber det lidt, tyskerne havde noget bøvl
med de byggegrunde, de valgte, eller også bryder ”hende kineseren”
sig ikke om dem, så hun har sat tid af til, at havet rydder op, og gør
”Hende kineseren” - første gang jeg skrev det studsede du lidt, forstod det ikke og hoppede videre – og nu
kommer den en gang til – så nu begynder din nysgerrighed at pirres – hvad mener manden med det ?.
Skrev jeg en krimi kunne du få lov til at vente til sidst side inden mysteriet blev opklaret, men da jeg aldrig
ved, hvornår det er sidste side i et rejsebrev, ville det jo være lumpent at efterlade dig med et uløst
mysterium – rejsebrevene kommer jo med mange forklaringer, så . . .
Nuvel, min gode ven Orla Z…. er en svært klog og belæst mand, han tror ikke på noget som helst ud over,
at livskvalitet består af et mix af godt skiføre i Canazei – motorcykeltur i USA – rødvin, fyldig og rigelig – af
at få mulighed til at jorde en plathøvl i ny og næ – at få opereret sit knæ i Viborg og at omgås rare
mennesker, der basalt er indstillet på, at man skal opføre sig ordentligt over for andre mennesker. Orla tror
hverken på over- , under- eller midtimellem tro – han har det svært skidt med religioner i al almindelighed,
men er kraftig fortaler for demokratiske beslutninger –hvis de da ikke kommer alt for meget i vejen for det,
han synes, er den rigtige løsning.
Rolig nu, vi nærmer os – eftersom religion er yt, kan vi ifølge Orla ikke lige tillægge en Vorherre nogen
indflydelse på verdenssituationen – hvis der er nogen, der styrer, bør vedkommende være valgt på
demokratisk vis af hele jordens befolkning.
28

I et demokrati vinder dem, der er flest af:
og det er der af kinesiske kvinder !
(Apropos at behandle hinanden ordentligt. Jeg læser sjældent skønlitteratur – det kan hænde, at det bliver
til en bog eller to på ferie. På denne tur har jeg læst ”Det ordentlige menneske” af Henrik Jensen – (årgang
1947), der kigger på verden og Danmark og den udvikling, der er i gang. MEGET TANKEVÆKKENDE læsning,
både for os jævnaldrende og for vore børn. Hvis Henrik Jensen kom til at læse dette rejsebrev, vil han
forhåbentligt kunne se, at jeg har fattet hans budskab, og er enig med ham)
Tilbage i sporet
I nyere tid er det primært statsmagten – det offentlige, der skal sætte vor tids bautastene. Der er over tid
gjort noget ud af arkitekturen af f. eks. sygehusene – men kravene til funktionalitet har gjort det
langtidsholdbare til en kort fornøjelse.
Marselisborg (portbygningen) skal jeg jo nødvendigvis nævne,
(dette foto er ganske vist af bagsiden (kunne ikke lige Google et
forfra), Gentofte, flere psykiatriske hospitaler er opført, mens der
stadigvæk var lidt monumentalt over det – Århus
Kommunehospital og Århus Universitet er store komplekser, men
kønne ? – for ikke at snakke om de intetsigende firkantede
udtryksløse sygehuskasser der er bygget fra 60’erne og fremefter –
de vil i fremtiden mere blive opfattet som en samling gamle grimme kasser end en bevaringsværdig
kulturskat. Jeg tror ikke, at C.F. Møllers minimalistiske udtryk vil give mange point i fremtiden – der
mangler noget svung !
Ok, indrømmet der et eller andet med danskere og ”musikhuse” – det står et par operahuse rundt omkring,
kreeret af danskere – det i Sidney bryster vi os lidt af er dansk, vi glemmer at Utzon blev fyret på grund af
budgetoverskridelser, så et der noget den DR’s koncertsal – her snakker vi slet ikke om budgettet, vel ? og
endelig selvsagt et operahus opført af nutidens største danske fyrste, Mærsk McKinney-Møller, der har
forudsætningerne, som fyrsterne i middelalderen havde – penge er ikke noget man taler om, det er noget
man har, og slottets prægtighed er et udtryk for min egen storhed. At det Kgl. Teater så har fået en
29

”hadegave” er en anden snak - man har ikke råd til at bruge huset, så måske bliver det stående til
eftertiden, hvis ikke sådanne prægtigheder bliver revet ned inden da, fordi vi synes, de er for dyre at have
stående ubrugte hen!
Der bliver da bestemt tegnet spændende, flotte
bygninger i disse år – rådhuset i Viborg er et
godt eksempel – men jeg er spændt på at høre,
hvordan det er et arbejde i, når det bliver taget i
brug, jeg er spændt på at høre, om de nye
arkitektoniske påhit og tekniske løsninger vil
virke efter hensigten, når vejrguderne spiller
med musklerne og lader sommer- og
vintervejret gå til kanten af normalen – og over.
I mit stille sind kan jeg frygte, at det hus er for dristigt tænkt af arkitekten, at teknikken slet ikke kan hamle
op med de udfordringer, kombinationen af en facade af glas hele vejen rundt , 900 mennesker og mange
computere i et rum (!) stiller massive krav sit til klimastyring og støjdæmpning. Der er i hvert fald taget
nogle chancer og presset nogle grænser – tiden vil vise om det er genialt eller naivt tænkt.
Nu skal det da ikke lande i det rene pjevs, det er da ikke håbløst, det hele, vi har bygget nogle flotte, solide
og langtidsholdbare broer, som vi med rette kan være stolte af. Det er vi også, så stolte, at vi har sat dem
på vores pengesedler som et udtryk for, at her er noget af det
rigtige, solidt, smukt langtidsholdbart og funktionelt.
Når det drejer sig om bygningsmæssige monumenter vil der blive langt mellem snapsene. Der er noget, der
er smukt og tidstypisk flot, men desværre måske bygget af så kortsigtede materialer, at de falder fra
hinanden længe inden de bliver gamle nok til at vore oldebørn i landskabet kan se de synlige spor af vores
kultur og levevis.
Hvorfor er der så så lidt af de gode ting ?
Det gode danske håndværk har det svært, fordi prisen på håndens arbejde er blevet så høj, at man må give
markedet kunstigt åndedræt i form at tilskuds- og fradragsordninger for overhovedet at kunne holde
omsætningen i gang – ”den hvide” vel at mærke. Desuagtet har håndværkerne travlt, og man kan da undre
sig over, om ikke snart vi skulle se at få lukket op for, at prisen på rengøring, havearbejdet og
husreparationer bliver justeret på plads, så almindelige mennesker kan få tingene lavet legalt og af folk der
har forstand på det, i stedet for noget af det grufulde fusk nogle roder sig ud i, fordi de ikke har råd til at
betale for fagkundskab – til den alt for høje timeløn, vi er kommet op i.
30

De danske fagforeninger, der organiserer ”håndarbejderne” har ”sejret af helvede til” og er ved at udvikle
sig til nogle anakronismer ingen kan tage alvorligt mere. Samtidigt med at østeuropæiske firmaer overtager
mere og mere arbejde – på fuld lovligt vis - til nogle lønninger, der kan matche den faktiske købekraft, der
er i samfundet i dag, hyler Harald Børsting op uden en kæft fornemmelse af, hvad hans (forhenværende)
medlemmer ønsker, Dennis Kristensen er harm over et af hans tyvagtige medlemmer er blevet optaget
med ”skjult kamera” mens hun stjæler fra en gammel dame, det er ikke pænt at videoovervåge hans
medlemmer, der forsvinder penge og ting og sager efter hjemmehjælperens besøg ! – det er rystende
pinligt og voldsom bekymrende – den danske fagbevægelses sigte går mere på egen snæver overlevelse
end medlemmernes og samfundets behov.
Arven kan blive en ruin – er det det, vi vil ?
Vi er efterhånden ved inden for landets grænser ved at komme i et dramatisk ”kan-selv-underskud” på
produktionssiden, der skal ikke meget rod til i den internationale samhandlen, før vi står i
mangelsituationer, vi aldrig ville drømme om for bare 10-15 siden. Det er ikke, fordi vi danskere er blevet
dovne (alle sammen), det er nærmere fordi, vi er forkælede og alt for kortsigtede i vores
retfærdighedssøgende jagt efter vore rettigheder, og at vi i dag bliver præget af en primitiv presse, der
døgnet rundt viser de stakkels ofre frem, ofre for alle typer overgreb fra myndigheder og samfundet side –
man er ”in”, når man er offer – det er så synd for dem, synes de medfølende studieværter, så hvis man som
lyttende til al den klynk ind imellem kommer til at tænke – ”tab dig en ladning kilo og få et arbejde i stedet
for at klynge over de onde mennesker på socialkontoret” – jo så er man tæt på at være i bås Pia Kjærsgaard
og det, der er værre, og det er jo slemt.
Et er sikkert, de 50-70 åriges børn og børnebørn kommer til at skulle gøre op med denne ”offer-kultur” for
at landet skal kunne overleve som samfund – der er ikke råd til den indstilling til livet, der kommer til udtryk
på den måde, det producerer landet for lidt merværdi til, og det vil hverken indere, brasilianere eller
kinesere betale for, det er sikkert – og det er dem, der sidder på kassen og dermed magten, set i det lange
perspektiv.
Forsætter vi ad det nuværende spor kan vi godt stille os op i køen efter grækerne og andre folkeslag, der
har fået en for bekvem indstilling til, hvor meget den enkelte skal yde til samfundet for at modtage, hvis der
altså er et samfund – og en smule selvbestemmelse tilbage.
Alternativet kan alle gætte på – hvad med en kæmpestor naturpark -The Former Kingdom of Denmark -
med LEGO-land i det meste af Jylland – drevet af multinationale selskaber. Af praktiske grunde er det
officielle sprog engelsk - de få originale danskere, der ikke er konverteret til den nye verden lever afsondret
på enkelte øer, der af forskningsmæssige grunde er udlagt til antropologiske reservater. ?
Der var så lige lidt af krabasken – jeg får også nogle – Hanne synes jeg er kedelig, fordi jeg sidder med
snuden nede i PC’eren en hel dag – og det har hun da ret i – så det skal til at have en ende.
I morgen torsdag starter vi hjemturen. Vi skal da gerne ramme et sovested omkring Hannover – vi vil prøve
at ”stikke tværs over” med hovedvej 304 for at undgå alt bøvlet på A8 til München - det er noget med godt
700 km, og til Danmark fredag, så må vi jo håbe, at grænsevagterne vil lukke os ind i reservatet igen. Så
triller det skal vi efter et stop hos Kathrine og Flemming gerne være i Viborg lørdag midt på dagen.
31

Her i Waging er der hurtigt WiFi – 5 Euro for 60 minutters effektiv tid – det dur, men tiden løber hurtigt, når
der skal findes illustrationer, kigges og sendes lidt mails.
Epilog:
Det gik fint med 304 og op gennem Tyskland over Kassel på A9/A7 – vi kørte 935 km med campingvogn fra
Waging til Quickborn nord for Hamburg, og det var klogt. Fredag formiddag brændte trafikken sammen i
Hamburg – det var noget med en 20 km stop-and-go prop fra syd for Elbtunnelen til nord for Holmmoor –
rart at være fordi det sted aftenen før .
Og øv – vi skulle slet ikke bydes velkommen hjem af de grænsevagter, de tyske medier havde tordnet imod
den sidste uges tid – der var ikke et øje se, så vi slap for at skulle forklare, at vi trods krise, en lettere brugt
ferie i bagagen, 3.667 km på tælleren – til 1,50 kr. pr stk i benzin - som det må formodes Mastercard gerne
vil se afregnet inden længe - ja, glædede os til at komme hjem – mætte af indtryk og med lyst til dansk luft,
sol, haven , børn og børnebørn og ikke mindst vores egne senge .
© Jens Anton Dalgaard, juli 2011
32