Marina di Venezia juli 2011 rejs...

Det er en fantastisk flot plads lige ned til søen – den har 55 års jubilæum i år – og jeg kan huske første gang,
jeg var der sammen med mine forældre – det må være mellem 45 og 50 år siden. Pladsen var nyanlagt med
små pistne træer, der ikke gav noget, der lignede skygge til de teltliggende campister.
Siden har jeg været her nogle gange, og Hanne og jeg har været her, da vi var på vej til Kroatien i 2003. Den
er velpasset og ordentlig, Der er en blanding af dauerwohnere og nomader – men ingen udlændige, det er
alle sammen tyskere, ældre og børnefamilier og os.
Waging har tillige det store fortrin, at vejret her er
betragteligt bedre end 30 kilometer mod syd i
Salzburg, der ligger i alperanden, som de kalder det.
Vi har oplevet denne forskel, også på denne tur, det
kan styrte ned i Salzburg og være flot solskinsvejr i
Waging. Der er en enkelt metrologisk forklaring på
det, når den varme fugtige luft fra nord rammer
alperne, presses den opad, så afkøles den og kan
ikke bære så meget vanddamp som tidligere, altså
må luften smide noget ballast, og det gør den i form
af regnbyger, der hvor den presses i vejret – ved
alperanden. Så der er en enkelt forklaring på,
hvorfor det regner meget i Østrig, og den
omstændighed gør, at jeg altid er varsom med at campere i Østrig – der er meget smukt at kigge på -
bestemt, men steder som Waging er så langt mere leveringsdygtig i sol og lune, lækre sommeraftner –
rigtigt Hannevejr.
Motorvejskøerne på Salzburger Ring og trafikmeldingerne inde fra byen kan kun bekræfte, at der skal en
vildt meget tvingende grund til at køre derind – og det er der ikke – no HRC in town – så er det ligesom
uddebatteret.
Det blev da bestemt til et fint besøg i Østrig efter første nat i Waging.
Uden campingvognen på krogen tog det ingen tid at køre ned til Schloss Hellbrunn, som jeg gerne ville vise
Hanne som kompensation for min manglende lyst til at skulle bøvles med trafikken inde Salzburg og ved
Hohensalzburg.
En legeplads for en vandhund.
Markus Sittikus, der var ærkebiskop i Salzburg, i starten af 1600-tallet – altså i senrenæssancen, havde to
væsentlige fortrin – han havde penge nok, eller også havde kirken, og han var en meget stor spøgefugl, der
elskede at lege med vand, vel at mærke på en elegant og kunstnerisk måde.
Det kunne om sommeren være trykkende varmt i Salzburg, så Markus Sittikus byggede et ”lille” lysthus en
times kørsel uden for Salzburg. Her kunne han om sommeren slappe af i rolige opgivelser og invitere
venner og besøgende på frokost i det grønne, omgivet af smukke skulpturer, med mulighed for at finde
skygge i flotte grotter – måske for at være lidt diskret tæt sammen med en, man ikke offentligt kunne
24