Marina di Venezia juli 2011 rejs...

– Nå, nu er Costa Fortuna italiensk registreret, så der blev sejlet efter det samme princip, som de kører bil –
er du størst eller hurtigst, skal de andre flytte sig, og stor, det er den – 105.000 tons, med over 2.700
passagerer og en besætning på godt 1.000 crewmembers . Måske var det også medvirkende årsag til at
Costa Fortuna maste på – at der lå en highspeedfærge bag ham, og den ville morderlig gerne vise
turistskibene, hvordan man gør, når det drejede sig om hurtigt anløb af Venezia.
Det var klart, vi stod nogle kloge folk på molen med vor sikre formening om, hvordan det hele skulle
ordnes, så vi var jo nødt til at holde øje med, at de fulgte vore telepatiske anvisninger – uden vores hjælp
kunne det nemt gå galt.
Billeder fra eget kamera er der ingen af – det var ikke med på løbeturen, så er det godt, at vi har Google,
som vi har fået på tavlen igen. Løbeturen sluttede med en tur direkte i havet i løbetøjet (dog uden Garmin,
sko og strømper) – det er kanonlækkert efter varmen ved at løbe – medvind er i den sammenhæng ikke så
rart som en brise i hovedet´.
Lidt afsluttede handel og op til kassen, hvor vi afleverede diverse pas, nummerplader og armbånd – mod et
bette træk på platinkortet på 379 Euro for 9 overnatninger. Det er unægtelig praktisk med kreditkortet,
med det er også lidt lumsk for os danskere at skulle holde styr på 76-tabellen – 379 Euro og 9 dage, det da
ikke så galt – åh ja, omregnet i bløde DKr snakker vi alligevel om 2.900.
Det nye og spændende, og det sikre valg – og fravalg.
Det var fint nok at køre fra Marina di Venezia – nu havde vi været der, et nyt sted for os, og klassificeret
som anbefalelsesværdigt, men nu var vi mætte og vejrudsigten så faktisk rigtigt træls ud.
Vore genboere på pladsen – fra Freistaat Bayern – havde camperet her de sidste 20 år (!) – de fortalte, at
sidste år havde de boet der i 3 uger, hvor det havde dauerregnet 14 dage i træk og temperaturen havde
ikke været over 20 o – det havde været surt, og et hold schweizere kunne berette, at de for 3 år siden have
haft et så voldsomt skybrud, at der stod 30 cm vand på vejen ved stranden – så alt i alt havde vi haft meget
flot vejr – noget, vi ligesom antog var en selvfølge, men det er det altså ikke, heller ikke på de kanter –
medmindre det er Hanne, der står for godt-vejrs-bønnen.
Vi skal nordover, vi skal have flyttet os nord for alperne, så det er noget med ca. 450 kilometer, og vi skal
ikke køre landevej eller køre over Brenner igen. Det blev så til autostrada over Villach og Salzburg – det er
da fin vej, og ved at køre en mandag eftermiddag slap vi fuldstændig for kø ved tunnelerne – med det er
altså også en tur over alperne, og når man starter ved havoverfladen så er en passhöhe på 1342 m o.M. et
udtryk for, at der skal arbejdes godt og grundigt i maskinrum og gearkasse for at klare det.
Hanne vil gerne se lidt Salzburg – det er jeg ikke meget for – jeg husker Salzburg som et færdselshelvede
med alt for mange biler i smalle gader og med håbløse parkeringsforhold, og Schloss Hohensalzburg husker
jeg ikke som værende ”noget videre”. Med det punkt sendt til hjørne valgte vi, at Waging am See igen
skulle være base. Waging ligger lige nord for alperne, kun 30 kilometer fra Salzburg.
23