På rundtur i den danske sangs skatkammer - Skoletjenesten

dansknationale selvforståelse. Bl.a. blev Danmark angrebet af den engelske flåde i 1801
og i 1807, i 1813 gik den danske stat bankerot, og i 1814 måtte den danske trone afgive
sine landområder i Norge til Sverige; som en mere positiv begivenhed fik Danmark i 1849
sin første grundlov. Slagordet “Hvad udad tabes, skal indad vindes”, som relaterer sig til
tabet af Sønderjylland i 1864, illustrerer fint denne
udvikling. Nu gjaldt om at finde værdierne inden for landets grænser. Landet skulle
samles for at stå stærkt imod de udefra kommende trusler. Dette kom også til udtryk i
litteratur og musik, hvor de folkelige og de nationale temaer blev markante. Dele af
det intellektuelle Danmark påbegyndte en målrettet indsamling af de næsten glemte,
mundtligt overleverede folkeviser. Peter Heise skrev nationaloperaen, Drot og Marsk,
H.C. Andersen skrev sine eventyr stærkt inspireret af folkeeventyr, Oehlenschläger
skrev teksten til Der er yndigt land, og J.L. Heibergs nationalstykke Elverhøj blev sat
op på Det Kongelige Teater. Perioden, som kaldes for den danske nationalromantik,
lagde sig i direkte forlængelse af en nationalromantisk bølge, der med tænkere som
Rousseau og Herder som drivkræfter skyllede ind over store dele af det nordlige
Europa.
Med nationalromantikken fik nationen, sproget og den danske nationalhistorie en
markant placering i borgerskabets sange og sangbøger. Sangbøgerne blev brugt flittigt
i datidens meget aktive, borgerlige foreningsliv. Hver forening havde sin egen
sangbog, som oftest indeholdt foreningens egne sange, men også blomsten af det
almene nationale repertoire.
Sideløbende med 1800tallets borgerlige sangtradition kan vi placere den grundtvigianske
sangtradition og Højskolesangbogen. Også her spillede danskheden en stor rolle, men det
nationale præg var anderledes. Her var det bonden og ikke nationen som sådan, som stod
i centrum. Alligevel var de nationale relationer stadig markante, for bonden var kernen i
det danske samfund og derigennem et symbol på den danske muld og Danmark, hvilket i
høj grad også levede op til nationalromantikkens fokus på folkloren og det oprindelige.
(læs mere om Højskolesangbogen i faktaboksen)
Helt op til begyndelsen af 1900tallet levede de to sangtraditioner, den borgerlige og den
grundtvigianske, mere eller mindre adskilt fra hinanden. Men da det politiske klima
ændrede sig, idet datidens bondeparti Venstre i 1901 kom til regeringsmagten, blev
grundlaget for Højskolesangbogens mere alment accepterede status også lagt. Dette
kunne dog ikke ske, før sangbogen havde fået en gennemgående ansigtsløftning. Bogen
skulle renses for det mere bondske, almueprægede melodisprog, og selvforståelsen og det
tekstlige udgangspunkt i bonden skulle gøres bredere og mere alment, nationalt favnende.
I denne proces fik ikke mindst komponisterne Carl Nielsen, Thomas Laub og Oluf Ring en
vigtig rolle, og der blev skrevet flere hundrede nye melodier, som udrensede og erstattede
andre sange i Højskolesangbogens repertoire.
Mange af de bidragende digtere og komponister til denne fornyelse af Højskolesangbogen
stammede selv fra landet, bl.a. Carl Nielsen og Oluf Ring og digterne Jeppe Aakjær og
Johannes V. Jensen, men folkelighedsbegrebet og den musikalske og tekstlige æstetik
havde ændret sig. Nu var det ikke længere bonden, der stod i centrum, men den danske
8