Casebeskrivelse 002 - Hvidovre Hospital

More documents

Recommendations

Info

Kursus: Den ældre indlagte patient Ons. d. 07.03.2012 Modul: 4, Hvidovre Hospital Materiale og Metode Udvalg Udgangspunktet for min case-rapport er et individuelt behandlingsforløb med en patient fra min praksis. I det følgende gives der en præsentation af patienten. For at anonymiserer patienten har jeg valgt at kalde hende Ea. Ea er en 67-årig ugift, dansk kvinde, som ingen børn har. Hun ser ældre ud end svarende til alder og ser træt, slidt og usoigneret ud. Ea bor i en 2.værelses lejlighed. Af netværk har hun sin bror og svigerinde samt en veninde. Hun er uddannet pædagog, og har arbejdet i flere børnehaver. Hun har hele sit voksne liv været vant til at tage sig af andre, men nu er hun afhængig af medicin og fagprofessionelle pga. hendes sygdom. Min opfattelse af måden hvorpå Ea på nuværende tidspunkt udfører sine meningsfulde og nødvendige dagligdags aktiviteter, er markant ændret. Ea bliver indlagt obs apoplexi. Fysisk ses der ingen dysfunktioner, men Ea er meget nedtrykt, har nedsat energi og hun er initiativløs. Ea har for nylig ligeledes været indlagt på åben psykiatrisk afdeling med diagnosen F 32.1 – Depressiv enkeltepisode af moderat grad. Casebeskrivelse Ea var indlagt på afdelingen, da jeg startede. Ergoterapeuten, som var hendes primære terapeut, var gået i stå og vidste ikke længere hvad hun skulle stille op med patienten, hvorfor jeg blev bedt om at tage over. Den første uge, som primærterapeut for Ea, havde jeg mange samtaler med hende for at skabe en god relation. Vi gik ture sammen, og jeg udførte COPM, hvor Ea (med meget besvær) bl.a. prioriterede at kunne stå op og gå i bad hver dag. Jeg vurderede Ea i bade-ADL, hvor jeg ikke observerede nogen problemer med udførelse af aktiviteten. Ea var udmærket i stand til på selvstændig vis at gå i bad, hvilket jeg informerede hende om. Min oplevelse af Ea, når vi var på badeværelset, var, at hun gik godt og relevant i gang med alle delhandlinger, hvorfor jeg foreslog at Ea selv skulle tage bad fremover. Ea var ikke helt begejstret, men gav alligevel samtykke til at forsøge det. Vi aftalte at vi en gang om ugen skulle evaluere, hvordan Ea syntes, ugen var gået. Efter den første uge (hvor vi i mellemtiden arbejdede med andre aktivitetsproblematikker) fortalte Ea mig, at hun ikke formåede at overholde vores aftale, hvorfor mit overordnede mål med behandlingen blev at støtte Ea i at stå op og gå i bad hver morgen. Jeg besluttede derfor at tage en samtale med Ea (samtalen omtales senere som samtale 1), hvor formålet var at finde frem til, hvordan vi skulle arbejde med at få hende i bad hver morgen. Jeg bad hende tænke over og fortælle mig, hvad hun mente, der skulle til, for at hun kunne klare aktiviteten. Hun svarede ”Det ved jeg ikke”. Jeg spurgte hvordan hun havde gjort det tidligere, og Ea svarede ”Jeg satte et ur, stod op med det samme, og gik direkte i bad”. Jeg spurgte, om dette kunne være en mulig metode, og Ea svarede ”Det ved jeg ikke”. Jeg gjorde Ea opmærksom på, at jeg kunne give hende flere metoder til at gøre det på, men at det ikke ville virke hvis ikke det kom fra hende selv og på den måde blev meningsfuldt for hende. Da Ea ikke gav mig nogen respons på mine spørgsmål og min information, spurgte jeg hende, hvad hun tænkte at jeg kunne støtte hende i omkring aktiviteten. Svaret fra Ea var det samme som til de tidligere spørgsmål, ”Det ved jeg ikke”. Jeg spurgte, om det kunne være en mulighed, at jeg kom ind og vækkede hende på et tidspunkt, hun selv foreslog. Til dette sagde Ea ”Det kunne måske godt virke”. Dette blev aftalen. Jeg skulle vække Ea kl. 8.30 om morgenen og sige, at hun skulle gå i bad. Ea formåede efter denne samtale fortsat ikke at stå op og gå i bad hver morgen. I 1½ uge vækkede jeg Ea som aftalt, og i denne tid kom hun i alt op i bad 2-3 gange. Jeg besluttede derfor at tage endnu en samtale med Ea (samtalen omtales senere som samtale 2). Formålet med denne var at finde ud af, hvordan hun syntes, det gik med at komme i bad, samt at fortælle hende, hvordan jeg oplevede det, hvad det gjorde ved mig at hun ikke tog ansvar, og, sidst men ikke mindst, at finde ud af hvad der skulle ske efterfølgende. Ea fortalte mig, at hun syntes, det var gået meget fint, og at det kun 2
Kursus: Den ældre indlagte patient Ons. d. 07.03.2012 Modul: 4, Hvidovre Hospital var enkelte dage, hun ikke var kommet op i bad. Denne oplevelse af situationen havde jeg ikke forventet, at Ea havde, og jeg måtte fortælle hende min oplevelse af situationen. Nemlig, at jeg oplevede, at hun ikke havde været i bad mere end 2-3 gange i den forgange halvanden uge, og at det gjorde mig frustreret og ked af det, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle hjælpe hende, når hun ikke tog ansvar for behandlingen. Jeg spurgte, hvad årsagen var til at det var så vanskeligt at stå op og gå i gang. Ea havde mange undskyldninger fx ”jeg skal på toilettet, når jeg vågner og er nødt til at tage tøj på fordi jeg er på afdelingen og bagefter har jeg jo tøj på, så der bliver det ikke til noget”. Jeg spurgte om hun evt. kunne finde en måde at arbejde med disse ting på, hvilket Ea ikke afviste, men havde umiddelbart ingen ideer. Derfor spurgte jeg, om det evt. kunne tænkes, at det var dårlige undskyldninger for ikke at være nødt til at tage ansvar. Ea blev ked af det og sagde, at hun godt kunne se, at hun havde problemer med at tage en beslutning om at gøre noget og få det gjort. Videre spurgte jeg ind til hvordan det kunne være at hun ikke kunne udføre aktiviteten alene når hun var kommet op og ud på badeværelset. Hun svarede efter en lang tænkepause, ”fordi når jeg er alene sætter jeg mig på badetaburetten, og tiden flyver fra mig”. Jeg spurgte, hvordan det kunne være, at det skete, når jeg ikke var med, og vi kom i fællesskab frem til at det var, fordi det blev for uoverskueligt at strukturere delhandlingerne når Ea var alene. Jeg spurgte, hvad det var, der gjorde en forskel når jeg var med, og Ea svarede, at hun ikke følte, at hun kunne tillade sig at spilde min tid på bare at sidde. Afrundingsvist blev vi enige om at Ea heller ikke kunne ”tillade” sig at spilde sin egen tid på bare og sidde. Så aftalen blev, at hun fremover selvstændigt skulle sørge for at stå op og komme i bad om morgenen, hvilket hun faktisk formåede at gøre herefter. Diskussion Metodediskussion Jeg vil her diskutere og reflekterer over ovenstående praksiseksempel fra min intervention med Ea, da elementer i behandlingstiltaget om at stå op og gå i bad hver morgen har givet anledning til kritiske refleksioner over min egen praksis. Jeg oplevede flere gange i min intervention med Ea, at hun havde svært ved og/eller ikke kunne tage beslutninger, samt stå ved dem og få dem udført. Dette ses blandt andet i samtale 1, hvor hun bliver ved at besvarer mine spørgsmål med ”det ved jeg ikke”. Først og fremmest må det igen gøres klart at Ea’s symptomer primært var initiativløshed og nedsat energi, hvilket i sig selv kan forklare at Ea ikke kan overskue aktiviteten. Det beskrives af Fortmeier og Thanning (2003), at den nærmeste udviklingszone, NUZO, er området mellem, det man kan, og niveauet for den potentielle udvikling. Derudover skriver de, at ”hvis opgaven eller aktiviteten ligger udenfor patientens NUZU bliver udfordringerne for store.”. (Fortmeier & Thanning, 2003, s.196) At aktiviteten ”at stå op og gå i bad” kan have ligget udenfor Ea’s NUZO pga. hendes nedsatte energi og initiativløshed, tænker jeg, kan forklare, hvorfor Ea ikke har kunnet udføre aktiviteten selvstændigt. Fortmeier og Thanning (2003) skriver ligeledes, at ”stilles der for små krav, bliver opgaverne rutineprægede, kedelige og uden udfordringer, og patienten taber let interessen og motivationen og føler sig måske endda behandlet som et barn.”, (Fortmeier &Thanning, 2003, s.196). Med udgangspunkt i dette eksempel mener jeg, at min intention med at graduere aktiviteten i tilfældet med Ea var relevant ift. hendes NUZO. Dog, tænker jeg, at gradueringen alligevel ikke havde den ønskede effekt, fordi jeg ikke medinddragede Ea tilstrækkeligt i beslutningsprocessen, og at dette kan have påvirket hendes motivation. Jeg gav ikke Ea tid til at finde frem til nogle oprigtige svar på, hvad hun mente, der skulle til for at komme op i bad. I stedet for ”valgte” jeg en gradueringsmulighed for hende. Nemlig at jeg kunne vække hende og sige hun skulle gå i bad. Dette resulterede i, at Ea talte mig efter munden og sagde ja til at forsøge det. Efter samtale 1 formåede Ea fortsat ikke selvstændigt at stå op og gå i bad. En forklaring på den manglende effekt af behandlingen kunne være, at Ea ikke fik en oplevelse af værdighed grundet 3
Page 1: Kursus: Den ældre indlagte patient
Page 5: Kursus: Den ældre indlagte patient

Casebeskrivelse 002 - Hvidovre Hospital

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?