Blomsterhilsen fra Lille Ida - Roskilde Museum

Blomsterhilsen fra Lille Ida
af Anette Tonn-Petersen
Eventyret
Der var engang en lille pige der hed, Ida. Hun blev født i 1830 i
Kongens København i en god familie, hvis omgangskreds talte tidens
største skønånder.
Hun blev portrætteret i ord, på lærred, i ler og marmor, og helt frem
til vore dage er denne lille Ida blevet genstand for litteratur og lærde
afhandlinger.
Men når der her skal fortælles om lille Ida, så er det fordi hun havde
en dygtig, agtet og især velhavende bedstefar, og fordi hun selv fik
efterkommere, som fortalte hendes historie og bevarede små minder
om hende og hendes kreds.
Forhistorien
På Bramsnæs Museum og Arkiv fik vi en dag besøg af en mand 1 og
hans halvstore børn, der ville se museets udstilling. Jeg tog imod, viste
rundt og fortalte som så ofte højdepunkterne i egnens historie og de
spændende hovedtræk i selve bygningens historie.
Jeg spidsede til gengæld ører, da gæsterne fortalte, at de var efterkommere
af Nicolai Abraham Holten. Den Holten, der lod skolebygningen
opføre, hvor museet i dag har til huse, og som var egnen en
meget nådig og godgørende godsejer gennem 40 år.
De spurgte derpå om museet kunne have interesse i nogle forskellige
småsager fra slægten, og dertil svarede jeg naturligvis: Med glæde!
Senere lånte vi forskellige små billeder til udstilling i nogle måneder,
og det er disse billeder, der her skal præsenteres med historien bag
dem.
Godsejeren
Bevæger man sig lidt rundt i Sæby, møder man Nicolai Abraham
Holten i form af en meget smuk bronzebuste 2, placeret så denne
57

vender blikket mod skolen og ud mod den lille husmandskoloni
Holtensminde, som Holten blandt andet lod bygge.
N.A. Holten, der levede fra 1775 til 1850, var mægler og blev under
Englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet ganske velhavende.
Omkring nytår 1809-10 investerede han, der ellers var borgerlig, i det
lille gods Krabbesholm. Han kom dermed til at eje hele Sæby, hovedparten
af Store Karleby og en stor del af Gershøj landsbyers gårde,
huse og jorder, ud over selve godset og Lindegården, en større bondegård
i Skibby sogn.
Holten var gift med Johanne Mangor, og deres børn var på det tidspunkt
9, 6 og 3 år gamle. 3 Fremover tilbragte familien hele sommerhalvåret
på Lindegården, der var blevet moderniseret, og hvor en romantisk
park i tidens stil blev indrettet. I vintertiden boede familien
ved Gammel Strand i København.
58
I Sæby skuer Nicolai
Abraham Holten ud over
den landsby, han som godsejer
fik sat sit tydelige præg
på. Bronzebusten er en kopi
af en marmorbuste, udført
af H.W. Bissens i 1834.
Foto Asger Thomsen.

En meget naturalistisk, om end ikke færdigkoloreret tegning af kane, kusk og
firspand, er i slægten tilskrevet Nicolai Abraham Holtens blyant og pensel.
På grund af Holtens mange rejser mellem København og Lindegården
holdt han mange og gode køreheste. 4 Han kunne køre strækningen
– med kusk naturligvis – på et par timer, men så skulle der også
skiftes heste undervejs i Roskilde. Da Danmarks første togbane åbnedes
mellem København og Roskilde i 1847, foretrak han stadig sin
egen vogn, da den kom hurtigere frem. 5
Tegningen af kanen med heste for tyder ikke alene på stort kendskab
og kærlighed til heste, men i høj grad også på, at tegneren har haft en
kunstnerisk åre. At slægten har tilskrevet Holten tegningen, er på ingen
måde usandsynligt, da der løb en del kunstnerblod i hans årer.
Hans bedstefar på mødrene side var kongelig arkivtegner Søren Abildgaard,
og hans morbror og gudfader, 6 efter hvem han var opkaldt, var
datidens betydeligste danske kunstner Nicolai Abraham Abildgaard.
Bogtrykkersønnen
Holten fik med tiden en svigersøn, Just Mathias Thiele, der ligesom
svigerfaderen i kraft af egne evner skabte sig et navn og et udkomme.
Just Mathias blev født 1795 i København som næstyngste søn af bogtrykker
Johan Rudolf Thiele. Hvor de fire af hans fem brødre valgte
59

håndværket som henholdsvis bogtrykkere og optikere – den sidste
valgte søen og døde ung i det fjerne – fik Just Mathias en ganske anderledes
karriere. Ved skæbnens hjælp kom han i kontakt med tidens mest
åndrige og velhavende kredse, og fra en start som digter blev han via
sin første stilling på Det Kongelige Bibliotek først og fremmest kunstens
vandbærer. Eftertiden kan takke ham for de første udgivelser af
danske folkesagn samt hele det forarbejde, der muliggjorde oprettelsen
af Kobberstiksamlingen og Thorvaldsens Museum. 7
Thiele traf i 1818 N.A. Holtens eneste søn Christian på Universitetet
til forelæsninger i filosofi. Thiele skriver bl.a.: ”Paa en af de første
Forelæsninger traf jeg i Auditoriet en yngre student fra 1817 Christian
Holten, med hvem jeg stod i et lidt tidligere bekjendtskab, der allerede
igen var glemt, men nu fornyedes, da vi valgte Pladser ved hinandens
Side…..Havde jeg ikke truffet Christian Holten der, saa var dog nok
mit hele Liv kommet til at see ganske anderledes ud i Fremtiden.” 8
Christian var 5 år yngre end Just Mathias, men de blev venner, og
J.M. kom de følgende år en del hos familien Holten både på Gammel
60
Thiele kunne også
tegne, og det endda ret
godt. De to fine
blyantstegninger fra
Lindegårdens have er
henholdsvis af et parti
tæt ved huset, og et par
stenstøtter ved en af
havens indgange.

Disse stenstøtter er
fuldstændig magen til
dem, der stadig står
ved indkørslen til Sæby
gamle skole, som
Holten lod opføre i
1830. Skolen rummer
i dag Bramsnæs
Museum og Arkiv.
Strand og på Lindegården, hvor han ”gjorde nærmere Bekjendtskab
med Forældrene og de to elskelige Søstre”.
Den smukke Ida Holten
Holtens døtre Ida og Sophie var født henholdsvis 1803 og 1806 og var
af ydre og indre ganske forskellige. Fra december måned 1819 var der
mellem unge Thiele og Ida symptomer på ”en gjensidig voxende
Tilbøielighed”, og han havde den glæde næsten daglig, når han besøgte
broderen, ”at vexle et Par Ord med hende – Repliker, som efterhaanden
fik større Betydning”.
Thiele beskriver forelsket Ida mange år efter: ”Hun var en ganske
eiendommelig, indtagende Personlighed. … Hun var ikke alene munter
som en lille Sangfugl – hun sang smukt – men morsom og overraskende
i baade Spørgsmaal og i sine Svar. Der var noget forunderligt
Phantastisk i hendes fortroligere Samtale, Noget, der mindede om
Væsner, som ikke ret høre til denne Klode og ligesom gav en
Forudfølelse af, at hun snart ville flyve bort.” 9
61

Den 14. august 1820 sværmede den 17-årige Ida Holten og Just Mathias Thiele
i Lindegårdshaven. Han friede, og som besegling plukkede Ida denne lille buket
til ham. Tre måneder efter var hun død.
Den lille tørrede buket ”Den første Idas blomster” har Thiele lagt bag glas og
ramme, og med historien om hans store sorg er den bevaret i slægten gennem 180 år.
62

Den følgende sommer fandt de for alvor hinanden, hvilket hendes
omgivelse ”syntes at skjænke .. sit stumme Bifald”. Men lykken blev
kort. Ida døde tre måneder senere, og unge Thiele var utrøstelig i flere
år. En rejse til Rom i 1823 – 25, i selskab med Christian Holten, fik
langt om længe vristet ham ud af tungsindet.
Thiele bevarede hele sit liv en lille tørret buket blomster i glas og
ramme. På et stykke papir, der er klæbet bag på rammen, har Ida
Giersing (f. Wilde) skrevet følgende:
”Denne Bouket Blomster blev den 14. August 1820 givet min Bedstefader
Just Mathias Thiele af den syttenaarige Ida Holten, til hvem
han netop på en Spadseretour i Lindegaardshaven havde friet og faaet
Ja. Efter at have været stiltiende forlovet i nogle faa Maaneder døde
Ida Holten af Mæslinger, og flere Aar senere blev Bedstefader gift
med hendes ældre Søster Sophie.
Efter min Død tilfalder denne lille Bouket min ældste Datter Ida, og
om Navnet Ida i Fremtiden bliver bevaret skal Bouketten følge med
Navnet Ida.
Den er givet mig af min Tante Johanne Lønborg, som fik den efter
Bedstefader.
Ida Giersing” 10
Familien på Charlottenborg
Da Thiele forelskede sig i Ida, var lillesøsteren Sophie kun en pige på
13-14 år. Dengang så han hende som et elskeligt barn, der trofast spillede
på klaveret, når søsteren sang. Han beskriver hende således: ”Da
hendes aabne, fordringsløse Aasyn ikke var smykket med den Skjønhed,
der hvilede over Søsteren, og da hun var saameget yngre, skjøndt
forholdsviis ligesaa udviklet, var hun under disse Forhold, mindre
fremtrædende, om man endogsaa allerede var enige i at ære hende som
en lille Helgen.” 11
Som årene gik, ændrede han mening, og da han fortsat kom i
Holtens hjem fattede han i 1827 kærlighed til Sophie, og efter lidt misforståelser
friede han via Fru Holten til Sophie.
I 1829 blev parret gift, og flyttede, efter en bryllupsrejse betalt af
Holten, ind på Charlottenborg. Her var en bolig ledig til Thiele, der nu
var sekretær for Akademirådet og leder af Kunstakademiets bibliotek.
63

Sophie Holten Thiele kunne spille klaver, men hun kunne også som de fleste i
slægten tegne og male. Den fine blomsterkrans skal være hendes værk.
Boligen blev ligeledes istandsat for svigerfaderens penge, og her blev
Sophies og Thieles datter Ida født i 1830 og to år senere kom datteren
Johanne.
Da såvel familien Holten som den unge familie Thiele i omgangskredsen
havde flere af samtidens kunstnere, er alle familiemedlemmer
blevet foreviget. Blandt de bedste var maleren Købke og billedhuggeren
Bissen, der med deres værker fører os lige ind i hjemmet på
Charlottenborg.
Købke har malet udsigten fra Eckersbergs atelier i Charlottenborgs
søndre risalit hen foran hovedindgangen til Thiele-familiens lejlighed i
risalitten mod Nyhavn, og han har tegnet og malet lille Ida. Maleriet af
Ida er et ualmindeligt bedårende barneportræt, og kunstneren må være
kommet en del i hjemmet for at få så indgående et kendskab til barnet.
12
64

Også billedhuggeren H.W. Bissen modellerede Sophie med og uden
børnene, og sidenhen huggede han en smuk buste af Ida som voksen.
H.C. Andersen og den lille Ida
Når Ida Thiele her flere gange omtales som ”Lille Ida”, er det fordi
ethvert barn og enhver voksen allerede kender Ida. Hun er nemlig dén
Ida med blomsterne, som H.C. Andersen fortalte og siden skrev sit
eventyr om og til i foråret 1835 13.
Idas far Just Mathias Thiele fortæller i sine erindringer om sit første
møde med H.C. Andersen, der fandt sted allerede i juni 1820. H.C.
Andersen dukkede da op hos Thiele, hvor han uden præsentation
gjorde en hel lille forestilling og forsvandt ud af døren igen. Det viste
sig at være hans måde at takke de forskellige velgørere, som havde
støttet ham via Professor Guldberg. Thiele var da 25 og Andersen 15
år. Thiele skriver i den forbindelse: ”Og hvad hed saa denne Dreng?
Nu kan man med Glæde og med Taarer i Øiet sige det uden at
fornærme eller i nogen Maade at nedsætte ham, nu, da han er blevet en
Yndlingsdigter, ikke blot i Danmark, men næsten over hele Guds
grønne Jord! Det var Hans Christian Andersen! Men han var m i n
Ven, førend han blev verdensberømt, og førend man i hans Fødeland
havde faaet Øinene op for den i ham boende Genius”. 14
Andersen skriver i Mit Livs Eventyr, at han i 1821 på Bakkehuset
hos Rahbeks traf Thiele: ”Jeg var lykkelig ved at tale med ham. Han
havde Følelse, Begeistring og Deeltagelse; stille, opmærksom har han
fulgt mig, indtil vi nu staae som Venner. Han var Éen af de Faa dengang,
som sagde mig Sandheden, naar Andre kun gjorde sig lystige på
min Bekostning og kun havde Øie for det Pudseerlige i min Naturtilstand.”
Idas mor Sophie blev i foråret 1835 alvorlig syg af skarlagensfeber,
der dengang kunne være dødelig. H.C. Andersen, der havde sin gang i
hjemmet, har sandsynligvis fortalt Ida eventyret om blomsterne for på
den måde at forberede hende på døden. 15 Når det netop var blomster,
der var temaet, skyldes det nok, at det var et emne, der optog barnet.
Bagved Charlottenborg, hvor hun boede med sine forældre og lillesøster,
lå dengang Botanisk Have. Her har det 5-årige barn kunnet
færdes, og her har hun mødt ”den botaniske Professor”.
65

Et af guldaldertidens yndigste barneportrætter er dette af lille Ida Holten
Thiele, malet af Christen Købke på bestilling i 1832, og givet som gave til
barnets bedstefar Nicolai Abraham Holten.
Statens Museum for Kunst. Foto Hans Petersen.
66

Et par fint tegnede
krokus er tilskrevet
Ida Holten Thiele, der
både via moderens og
faderens familie var
kunstnerisk begavet.
Billedet kan med rette
bære titlen ”Den lille
Idas blomster”.
Ida har som mange andre små piger været glad for blomster og har
senere i sin barndom været bevidst om, at hun med H.C. Andersens
eventyr var særligt knyttet til blomsterverdenen.
Det lå til familien at kunne tegne. Købkes maleri af Ida som 2-årig
viser hende ved et tegnebræt, og hun har nok senere, som så mange
unge kvinder af sin tid, lært at brodere, spille piano og tegne blomster.
Den lille akvarel med to krokus er da også i familietraditionen tilskrevet
Idas hånd.
Døden og Lindegården
Sophie døde d. 15. april 1835 fra sine to små piger og fra en utrøstelig
Just Mathias Thiele. Han skriver ikke meget om det i sine erindringer,
men han var totalt slået ud af sorg. 16
Hans ven H.C. Andersen kunne udtrykke smerten for ham, og det
skete i et digt, ”Det er kun faa Dage siden vi dig saa”. Digtet blev trykt
i Københavnsposten d. 22. april, og med et af versene heri henvender
han sig direkte til Ida:
67

”Du lille Ida, Du kan forstaa:
Moder er død fra Eder, I smaa !
Som Ældre, som Trøster,
Vil du fortælle din lille Søster,
Hvor glade I leged’ på hendes Skjød - !
Ak hun er død !”
Med Sophies død brød det trygge og hyggelige hjem sammen. Igen
havde Just Mathias Thiele mistet sin elskede, og sorgen gik ud over
hans vante flid og livslyst. Umiddelbart kunne en Far dengang ikke
selv tage vare på et par småpiger, og bedsteforældrene trådte også
straks til.
Pigerne blev ført til paradiset Lindegården, som de kendte så godt,
og hvor deres Far og Bedstefar havde bygget Lindehuset i haven. Et
komplet legehus med møbler og husgeråd, hvor pigerne og deres fætre
og kusiner fra Skuldelev Præstegård kunne lege dagen bort.
Bedstefader Holten var da 60 år og stadig meget aktiv i sin karriere,
hvilket betød, at han idelig rejste frem og tilbage mellem København
og Lindegården. Bedstemor Hanne, 17 der var 57, har i efterslægten
haft ord for at være en noget bestemmende dame, men hun gav de
små piger et nyt hjem. Det endda i en grad så de aldrig kom tilbage til
deres far, heller ikke da han i vinteren 1838 igen giftede sig. Det gav
problemer mellem Thiele og hans svigerforældre, men det var dog via
deres venner, at han fandt sin nye kone.
Da Holten i 1839 fik tilbudt stillingen som direktør for Øresunds
Toldkammer, stillede han spørgsmålet videre til Thiele. Han og især
bedstemor Hanne ville nemlig kun tage bolig i Helsingør, hvis de
kunne beholde pigerne hos sig. Indtil da havde Thiele haft muligheden
for at se dem i vintertiden i København, nu ville det være slut også. At
de skulle tilbage til deres far, nu han igen var blevet gift, har nok været
ønsket men ikke imødekommet, Thiele har fjernet en del sider i sine
erindringer om denne periode. Senere normaliseredes forholdet, så
Thiele og hans nye hustru og deres børn kom til Lindegården i sommertiden.
Lille Ida og Hanne levede deres somre på Lindegården, indtil de
hver især blev gift. De har måske kørt omkring med tjenestefolkene
68

Motivet på denne tallerken en sjælden gengivelse af Lindegården, hvor man for
alvor fornemmer parkens frodighed og hyggen i lindelysthuset foran bygningen, der
gav stedet navn. Huset blev revet ned efter Hanne Holtens død.
Tallerkenen har Bramsnæs Museum og Arkiv modtaget som gave i forbindelse
med lånet af de øvrige billeder i denne artikel.
eller forvalteren til bønderne, og de har uden tvivl deltaget i gudstjenesten
i Sæby kirke, som deres bedstefar havde ladet genopføre. Her var
en af pigernes ”onkler” Johan Frederik Storck blevet præst, han og
hans bror Fritz, der var præst i Skibby, var ungdomsvenner med deres
far og med morbror Christian i Skuldelev. I de tre præstegårde har de
også haft deres gang, da familierne kom tæt sammen.
69

Lindegården var igennem alle årene samlingssted for Nicolai Abrahams
og Hannes store slægter. Om de forskellige kunstnere også har
modtaget invitationer vides ikke, men her var altid plads til gæster, og
selvom maden var ”Nydelig men uden al glimmer” 18, så blev der serveret
fornem vin, når Holten var hjemme. 19
Ida blev gift i 1850, samme år som den højt elskede ”Grandpappa”
døde. Hun fik et lykkeligt men alt for kort ægteskabeligt liv - Ida døde
af tuberkulose i 1863 fra fire børn. Den skrappe ”Grandmamma”,
havde tidligt lagt sine to unge døtre i graven. Nu mistede hun også den
ene af børnebørnene, der var trådt i døtrenes sted, seks år før hun selv
lukkede sine øjne på Lindegården. 20
NOTER
1. Niels Hauberg, Allerød ejer de afbildede genstande, og skænkede den bemalede
tallerken med Lindegården som motiv til Bramsnæs Museum og Arkiv. N.H. er
6. generation efter N.A. Holten.
Det er Niels Haubergs oplysninger om, hvem der har tegnet hvad, der ligger til
grund for behandlingen i denne artikel.
2. Busten af N.A. Holten er udført 1834 af billedhugger H.W .Bissen. Originalen i
marmor findes i dag på Glyptoteket. Busten i Sæby blev, på tidligere arkivar
Johannes Pedersens initiativ og Ny Carlsbergfondets støtte, opstillet i 1983.
3. Parret havde i 1802 fået endnu en datter, der døde 6 uger gammel.
Hun er opført på det fælles gravminde på Assistens Kirkegård i København.
4. Et barnebarn skriver om Lindegårdens ”store Staldbygning, hvor Gaardens rundelige
Hestebesætning og de mange Kjøreheste, som Grandpapa altid holdt, vare
opstaldede”.Se litteraturlisten: Holten, Just Johan
5. Se litteraturlisten: Holten, Sofie
6. Mens N.A. Holten gik i Efterslægtsselskabets realskole og senere var elev i
Handelshuset Ryberg, boede han hos sin moster og onkel provst Bast i
provstegården ved Frue Kirke. Gudfaderen boede ligeledes i København og
havde i de samme år den store opgave at dekorere det nye Christiansborg slot.
7.
Thieles erindringer er en meget spændende kilde til den tidlige Guldalders kredse
og mennesker i København, og naturligvis til hans egen historie.
Se litteraturlisten: Thiele, Wilde og Plum.
70

8. Christian Holten valgte præstegerningen og fik embede i Skuldelev, kun få kilometer
fra Lindegården. Han giftede sig med sin kusine, fik børn og levede et stilfærdigt
liv uden præg af at være en rig mands søn.
9. Citeret fra Thieles erindringer, som han nedskrev i slutningen af 1860’erne.
10. Det skal her tilføjes, at Sophie var 4 år yngre end Ida, og at den omtalte tante
Johanne var Just Mathias og Sophies yngste datter.
Buketten er siden gået i arv til Ida Giersings datter Anna og hendes efterslægt.
11. Citeret fra Thieles erindringer, som han nedskrev i slutningen af 1860’erne.
12. Maleriet af Ida i den røde kjole, er gengivet og omtalt i de to titler af Hans
Edvard Nørregaard-Nielsen, se litteraturlisten.
13. ”Den Lille Idas Blomster” udkom d. 8. maj 1835 i H.C. Andersens første eventyrudgivelse,
der desuden omfattede titlerne Fyrtøjet, Lille Claus og store Claus
og Prinsessen på Ærten. Men hvor de sidstnævnte tre eventyr var genfortællinger,
var ”Den Lille Idas Blomster” originalt fra Andersens hånd. Se litteraturlisten:
Mortensen, Finn Hauberg.
14. I Thieles erindringer omtales H.C. Andersen nogle gange, men da afsnit
vedrørende det mere private liv er udeladt af udgiveren, og Thiele også selv er
meget diskret, kan hyppigheden af deres samvær ikke påvises. H.C. Andersens
erindringer er i endnu højere grad end Thieles det, man i dag kalder ”selviscenesatte”
og dermed ikke særligt oplysende om fakta. Desværre er Andersens dagbøger
ikke bevaret fra vinteren og foråret 1835, hvor “Den lille Idas blomster”
blev til og senere udgivet.
15. Professor Finn Hauberg Mortensen, der selv er en efterkommer af Lille Ida, har
indgående behandlet eventyrets forhistorie og ikke mindst dets opbygning og
indhold. Han sætter eventyrets fortolkning af døden ind i såvel en psykologisk
som en kulturhistorisk sammenhæng.
H.C. Andersen blev i høj grad eksponent for biedermeiertidens dødsopfattelse,
hvor døden blev afdramatiseret og romantiseret ved en æstetisk naturforståelse
og en psykologisk inderliggørelse.
Se Litteraturlisten: Mortensen, Finn Hauberg.
16. Sophie Thiele blev begravet Påskedag af Sjællands biskop J.P. Mynster, der var
en ven af familien. Hans begravelsestale over Sophie er udgivet i hans “Kirkelige
Leilighedstaler”.
17. Johanne Holten kaldet Hanne var datter af Stiftsfysikus Mangor i København.
Hun levede fra 1778 til 1869.
18.
Nathalie Zahles mor har beskrevet et besøg på Lindegården i 1831.
71

19. Ida blev i 1850 gift med Alexander Wilde (1815-1896), der har skrevet en del
erindringsbøger, hvor han også fortæller om de gode dage på Lindegården.
20.
Hanne Holten valgte efter mandens død i 1850 at bo på Lindegården hele året.
Hun frasolgte efter nogle år selve godset Krabbesholm med bøndergods og kirker.
Hun levede omgivet af slægtninge indtil sin død i 1869. Hun blev begravet i
familiegravstedet på Assistens Kirkegård i København sammen med døtrene,
ægtemanden og barnebarnet ”Lille Ida”.
LITTERATURLISTE
Andersen, Hans Christian
Mit livs eventyr ved H. Topsøe-Jensen, København 1951
Den lille Idas Blomster, Eventyr og Historier I, Odense 1957
Holten, Just Johan
I dansk og ægyptisk Statstjeneste, København 1923
Holten, Sophie
Lindegaarden, Årbog for Historisk Samfund for Københavns Amt 1926
Mortensen, Finn Hauberg
Slægten og familierne, den dumme Phantasie og døden. Den lille
Idas Blomster i biedermeierkulturen, Danske Studier 1986, s. 72-94.
København 1986
Nørregaard-Nielsen, Hans Edvard
Christen Købke, 1-3 København 1996
Den lille Idas ansigter, DanairMagasinet 4/1987
Plum, Søren
Lille Idas far, kronik i Politiken onsdag d. 13. december 1995
Thiele, Just Mathias
Af mit Livs Aarbøger I-II, udgivet ved Carl Dumreicher, Kbh. 1917
Wilde, Alexander
Memoirer, 1850-53, København 1893
72