Kirkeblad nr 3 - 2009 august - Mølholm Kirke

En blues for duerne
Af Elof Westergaard, Silkeborg
Den islandske forfatter Einar Már Gudmundsson
fortæller i romanen “Vingeslag i tagrenden” om duer
og drenge i 1960´ernes Reykjavik. Den bedste dueavler
i byen hed Diddi, og han spillede desuden vemodige
bluesklange på sin mundharmonika. Det var, ifølge forfatteren,
passende musik for duerne. Bluesmusikken er fuld
af århundredets smerte, og denne smerte kender duerne
”bedre end andre fugle efter at de mistede den rolle de havde
haft som postbude, og overlevede sig selv i storbyens uvirksomhed,
ofte på snavsede pladser.”
Duerne har mistet deres opgave. Einar Már Gudmundsson
tænker på det arbejde, disse fugle havde tidligere, i fordums
storhed, da de tjente som brevduer. Dette hverv
som brevdue går tilbage til oldtiden og fortsatte
til langt ind i det 20. århundrede. En særlig glans
stråler over det 12. århundrede, dengang sultan
Nur al-Din oprettede et helt postvæsen med
brevduer. Brevduerne fik særlig stor betydning
i militæret, og de blev brugt i krigene helt frem
til de to verdenskrige. Men siden fulgte duernes
fald, for hvem vil sende en due, når man kan ringe,
sende en e-mail eller en sms? Duerne bliver nu til
hobby, eller de må flyve omkring i lediggang på byens
torve og pladser.
En vemodig blues passer godt til duernes fald. Den er en
elegi (klagesang) over det, der var. Men duerne er imidlertid
andet og mere end forpjuskede fugle. De er stadig
væk en slags kommunikationsmedarbejdere. De har
nok mistet deres værdi som brevduer, men deres
historie er lang, og knyttet sammen med Gud.
Duen er Helligåndens symbol. I gamle dage
malede man ofte en due under prædikestolens
lydhimmel og en sjælden gang også
over døbefonten. Duen synliggør
i disse kirker håbet om Guds Ånds
stadige nærvær. Mon ikke duerne
på torvene og i de snavsede gader
gør det samme. De er – ved blot at
være til – en hilsen fra Gud. Duerne
lægger ikke blot en vemodig blues i
min mund. Jeg begynder allerede at
nynne, og sangen går i dur.
-9-