19.09.2013 Views

Guds historie med mennesket – på søndag og hele året. af Henning ...

Guds historie med mennesket – på søndag og hele året. af Henning ...

Guds historie med mennesket – på søndag og hele året. af Henning ...

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

1<br />

<strong>Guds</strong> <strong>historie</strong> <strong>med</strong> <strong>mennesket</strong> <strong>–</strong><br />

<strong>på</strong> <strong>søndag</strong> <strong>og</strong> <strong>hele</strong> <strong>året</strong>.<br />

<strong>af</strong> <strong>Henning</strong> Thomsen<br />

(fra b<strong>og</strong> udkommer Anis 2013)


2<br />

Indledning.<br />

Opmærksomheden <strong>på</strong> gudstjenesten som kristendommens oprindelse <strong>og</strong><br />

grundliggende virkelighed er vendt tilbage. Internationalt fremgår det <strong>af</strong><br />

interessen for at fremhæve liturgi, <strong>og</strong> liturgisk praksis i det <strong>hele</strong> taget, som<br />

den egentlige <strong>og</strong> direkte teol<strong>og</strong>i <strong>–</strong> <strong>af</strong> ”første grad”, som det er kommet til at<br />

hedde. Mens reflektionerne over dens implikationer <strong>og</strong> deres orden bliver<br />

til ligninger ”<strong>af</strong> anden grad”. i Og <strong>på</strong> det danske marked <strong>af</strong>spejles den nye<br />

situation <strong>af</strong> muligheden for at udgive en fem<strong>og</strong>tyveårig gammel fantasi om<br />

gudstjenestens elementer <strong>og</strong> skjulte struktur igen, blot forordet <strong>og</strong><br />

omslaget er ændret. ii Alt sammen til glæde for alle os, der, <strong>på</strong> spørgsmålet<br />

om vi nu <strong>og</strong>så er kristne, plejer at svare, at vi da går i kirke.<br />

Grundene til <strong>hele</strong> dette perspektivs tilbagekomst er givetvis både mange<br />

<strong>og</strong> forviklede, <strong>og</strong> de hverken kan eller skal udredes her. Men tidens gang<br />

rummer ikke desto mindre sin egen l<strong>og</strong>ik, <strong>og</strong> den vil vi dvæle et øjeblik<br />

ved. Har vi nemlig, som rygtet går, forlængst forladt moderniteten til fordel<br />

for det eftermoderne, er det kun naturligt <strong>og</strong>så at orientere sig ud fra den<br />

tænkning, der traditionelt har fulgt modernitetens oprettelse efter. Og den<br />

betoner netop ikke blot, at det moderne menneske i praksis har en<br />

forudsætning; men <strong>og</strong>så at denne forudsætning har meldt sig hos os. At<br />

det absolutte er gået ind i <strong>historie</strong>n.<br />

Nu er ”gudstjeneste” imidlertid ikke andet end den korteste måde at sige<br />

dette <strong>på</strong>. Da dens centrale anliggende akkurat er <strong>Guds</strong> komme. Gud tjener<br />

<strong>med</strong> andre ord os, så vi kan tjene ham, ved at møde os her <strong>og</strong> nu. I den<br />

forstand er den liturgiske interesse teol<strong>og</strong>i til tiden.<br />

Forenklinger skal d<strong>og</strong> aldrig overdrives, heller ikke i indledninger. Derfor<br />

skal det <strong>og</strong>så straks understreges, at denne karakteristik <strong>af</strong> <strong>Guds</strong> valg <strong>af</strong><br />

<strong>historie</strong>n som uomgængeligt <strong>med</strong>ium for udfoldelsen <strong>af</strong>, hvem han er, ikke<br />

er enerådende. Teoretisk anfægtes den bl. a. <strong>af</strong> den fænomenol<strong>og</strong>i, som<br />

ud fra bestemte grundfænomener hævder at kunne tyde sig til et<br />

uforanderligt, evigt <strong>og</strong> almægtigt ophav. iii Ligesom den <strong>på</strong> det faktiske plan<br />

modsiges <strong>af</strong> mange nye spirituelle strømningers drømme om den enkeltes<br />

umiddelbare relation til Gud. I den forstand bliver jagten <strong>på</strong> et mystisk<br />

værenssammenfald <strong>og</strong> en individuel genfødsel fælles om en fundamental<br />

skepsis over for <strong>historie</strong>n <strong>og</strong> den virkelighedsdannende karakter.<br />

Denne kompleksitet i det teol<strong>og</strong>iske landskab udtrykker imidlertid <strong>med</strong> al<br />

ønskelig tydelighed, at vi virkelig befinder os i det eftermoderne <strong>og</strong> kan


3<br />

kun motivere til at gøre sig det enkelte perspektiv endnu klarere. Derfor<br />

skal den før antydede centrale pointe i gudstjenesten <strong>og</strong>så udfoldes en<br />

smule nærmere, idet vi spørger om selve dens idé.<br />

I. <strong>Guds</strong>tjenestens idé.<br />

<strong>Guds</strong>tjenestens idé har altid været <strong>Guds</strong> eget nærvær. Konsekvent er<br />

inkarnationenen ikke blot betegnelsen <strong>på</strong> en tre<strong>og</strong>trediveårig periode for<br />

henved 2000 år siden, men den er tværtimod udtrykket for, at Gud aldrig<br />

siden har forladt den menneskelige <strong>historie</strong>. I dén identificerer Gud sig<br />

nemlig ikke blot <strong>med</strong> et enkelt individ, men binder sig derimod gennem<br />

ham uigenkaldeligt til indbegrebet <strong>af</strong> alle menneskelige muligheder. Og det<br />

vil sige <strong>hele</strong> den menneskelige natur.<br />

Hørt således, bliver allerede julen det prægnante udsagn om, at Gud midt i<br />

<strong>mennesket</strong>s <strong>historie</strong> gør intet mindre end menneskeheden til en del <strong>af</strong> sig,<br />

uanset om den selv er sig dette bevidst eller ej. Og så sammenhængende<br />

er det, at det i virkeligheden er denne udbredelse <strong>af</strong> inkarnationen til at<br />

omfatte <strong>hele</strong> den historiske tid, der er begrundelsen for dens<br />

engangskarakter. Var den nemlig blot et nedslag i tiden, kunne intet<br />

principielt forhindre dens revision. Men nu er den selve den menneskelige<br />

<strong>historie</strong>s kvalificering <strong>og</strong> derfor naturligvis lige så umulig at gentage, som<br />

denne <strong>historie</strong> er det. Så længe den er til, er <strong>og</strong>så inkarnationen en lige så<br />

vedvarende, levende <strong>og</strong> aktuel virkelighed.<br />

Stedet, hvor dette erfares, er gudstjenesten. Ikke fordi Gud ikke kan vise<br />

sig overalt, men fordi han selv har valgt at melde sig, hvor to eller tre er<br />

forsamlet. Vi glemmer det ofte, men ret beset burde det ikke komme bag<br />

<strong>på</strong> os, da <strong>hele</strong> vores gudstjenesteordning er udformet ud fra denne pointe.<br />

Her nøjes vi d<strong>og</strong> <strong>med</strong> to klare udtryk for den i det danske højmesseritual<br />

fra 1992. iv<br />

Det første hører hjemme i forbindelse <strong>med</strong> evangeliets annoncering. Når<br />

præsten <strong>på</strong> prædikestolen udtaler ordene: ”Dette hellige evangelium<br />

skriver evangelisten Matthæus” <strong>–</strong> rejser menigheden sig op <strong>og</strong> svarer <strong>med</strong><br />

en lovprisning. Ikke <strong>af</strong> Matthæus, fordi han fortæller godt, <strong>og</strong> heller ikke <strong>af</strong><br />

pastor Kristensen, fordi hun læser fortællingen flydende op. Men derimod<br />

<strong>af</strong> Gud selv: ”Gud <strong>–</strong> være lovet for sit glædelige budskab”.<br />

Forudsætningen er <strong>med</strong> andre ord, at det nu er Gud selv, der taler til os.<br />

(Ritualb<strong>og</strong> 1992, 21)


4<br />

Det gør Gud umiddelbart som Jesus. Evangeliefortællingerne beretter<br />

netop om, hvad Jesus siger <strong>og</strong> gør; men hvordan kan et menneske fra<br />

årene omkring 30 i omegnen <strong>af</strong> Nazareth overhovedet tale til os i dag?<br />

Han kan f.eks. ikke ses, eftersom han ikke har n<strong>og</strong>en krop. Jo, har kirken<br />

svaret lige siden Paulus, nu er menigheden hans legeme. v Og lige så<br />

længe har den insisteret <strong>på</strong>, at denne prædikat-forbindelse er hverken blot<br />

et billede eller et lyrisk begreb, men netop et udtryk for inkarnatorisk<br />

virkelighed.<br />

Den kristine overlevering insisterer <strong>med</strong> andre ord <strong>på</strong>, at der siden<br />

opstandelsen <strong>og</strong> himmelfarten ikke findes n<strong>og</strong>en anden Jesus Kristus end<br />

den, der legemliggøres <strong>af</strong> sin menigheds fællesskab. Der er ikke <strong>og</strong>så en<br />

himmelsk Kristus et andet sted ”hos Gud”, ”blandt englene ” eller ”i skyen”,<br />

som blot venter <strong>på</strong> at komme <strong>og</strong> i mellemtiden begunstiger udvalgte <strong>med</strong><br />

uforudsigelige indgreb. Nej, den himmelske Kristus ved Faderens højre<br />

hånd er Jesus som sin menighed. vi Som det menneskelige fællesskab dér.<br />

Når han taler her <strong>og</strong> nu, må det altså ske i skikkelse <strong>af</strong> een <strong>af</strong> os. For at<br />

kunne hævde, at Gud i dag taler til mig (som Jesus), må der følgelig være<br />

mindst to til stede. Et menneske, som taler, <strong>og</strong> et menneske, som lytter.<br />

Lige præcis derfor hedder det <strong>og</strong>så i evangelietraditionen, at ”hvor to eller<br />

tre er forsamlet i mit navn” <strong>–</strong> <strong>og</strong> ikke hvor en sidder <strong>og</strong> tænker fromt <strong>og</strong><br />

kønt <strong>–</strong> ”er jeg midt iblandt dem”. (Matt. 18,20) Og det betyder ikke, at så<br />

kommer der i begge tilfælde en til, nemlig Jesus, så det samlede antal<br />

bliver tre eller fire. Men det betyder, at netop dette begrænsede fællesskab<br />

nu er hans tilstedeværelse. Han er ikke til <strong>på</strong> anden måde end i vore<br />

socialskikkelser, så længe han er i vores <strong>historie</strong>.<br />

Her<strong>med</strong> er der hverken tale om, at individet opløses eller går under i<br />

menigheden, men derimod om at individ <strong>og</strong> kollektiv bliver hinandens<br />

gensidigt kvalificerende betingelser.<br />

De to kategorier er blevet irreduktible størrelser <strong>og</strong> må derfor som<br />

samtidige virkelighedsbærere være sat sammen. Men hvad der <strong>på</strong> denne<br />

måde er sat forud, bliver naturligvis en forudsætning <strong>og</strong> der<strong>med</strong> givet.<br />

Evangeliet er <strong>med</strong> andre ord <strong>på</strong>standen om, at det individ, der hævdes<br />

som <strong>Guds</strong> sande menneske, kun tager skikkelse i konkrete relationer <strong>og</strong><br />

derfor altid skænker den enkelte sig selv som en indiskutabel del <strong>af</strong> livet<br />

<strong>med</strong> de andre. Ja, det er akkurat denne befrielse fra ethvert sidste<br />

selvrealiseringskrav, der er dets glædelige budskab: Jeg skal ikke først ud<br />

at virkeliggøre mig, men modtager mig tværtimod ved at lade en anden<br />

være til for mig.


5<br />

Det er dette, der udfoldes i det andet umisforståelige udtryk for<br />

gudstjenestens idé, som dukker op i forbindelse <strong>med</strong> nadveren. I det<br />

nuværende ritual kan den <strong>på</strong>begyndes <strong>med</strong> én <strong>af</strong> tre indledninger. Men<br />

uanset hvilken, der vælges, er den åbnende <strong>på</strong>kaldelse den samme. Og i<br />

den lyder de to første linjer:<br />

”Opstandne Herre <strong>og</strong> frelser,<br />

du, som selv er til stede iblandt os ...”<br />

- som baggrund for de følgende bønner om at modtage til tro, blive renset<br />

for al synd <strong>og</strong> vokse i kærligheden. (Ritualb<strong>og</strong> 1992, 24;26;27)<br />

Heller ikke i nadveren er der der<strong>med</strong> blot tale om, at vi mindes en fuldtro<br />

ven; men igen om, a det er Gud selv, der kommer til stede iblandt os <strong>og</strong><br />

<strong>med</strong>deler sig til os ved b<strong>og</strong>staveligt at dele sig <strong>med</strong> os i skikkelse <strong>af</strong> den<br />

opstandne korsfæstede.<br />

Brødet <strong>og</strong> vinen, som vi modtager, er ikke kun mel, vand <strong>og</strong> drues<strong>af</strong>t men<br />

vidnesbyrd om, at<br />

”den korsfæstede <strong>og</strong> opstandne frelser,<br />

vor Herre Jesus Kristus<br />

... nu har givet os sit hellige legeme <strong>og</strong> blod,”<br />

- som det hedder i de ord, vi sendes bort <strong>med</strong>, efter at være blevet styrket<br />

<strong>med</strong> de livgivende gaver. (Ritualb<strong>og</strong> 1992, 31)<br />

Alt for ofte er disse realistiske udsagn d<strong>og</strong> blevet misforstået, som om de<br />

gjaldt elementerne som sådan <strong>og</strong> for sig. Hvor det forudsatte fokus d<strong>og</strong><br />

<strong>og</strong>så i luthersk sammenhæng ligger et helt andet sted. Det er fordi, de, der<br />

spiser <strong>og</strong> drikker, som menighed allerede er hans legeme <strong>og</strong> blod, at det,<br />

de spiser <strong>og</strong> drikker, <strong>og</strong>så uundgåeligt bliver det.<br />

Det viser sig i nadverens symbolik. Den centrerer netop ikke om en<br />

kvalificering <strong>af</strong> brødet <strong>og</strong> vinen, men derimod om, at både det brudte brød<br />

<strong>og</strong> den skænkede vin integrerer de spisende <strong>og</strong> drikkende til et endnu<br />

større både brød <strong>og</strong> omløb.<br />

Med Erik A. Nielsens forbilledlige formulering fra føromtalte fantasi:<br />

”Ved at spise <strong>af</strong> brødet opstår menigheden selv i det store brøds skikkelse,<br />

<strong>og</strong> ved at drikke <strong>af</strong> vinen inddrages hver enkelt nadvergæst tilsvarende i et<br />

stort kredsløb, hvor blodet strømmer frit fra den ene til den anden, et nyt<br />

blod, hvis natur beror <strong>på</strong>, at det er Jesu blod, der strømmer i menighedens<br />

årer.” (Nielsen 1987, 131)


6<br />

Nadveren er, slutter han, således først <strong>og</strong> sidst en fejring <strong>af</strong> menighedens<br />

fællesskab som Jesu Kristi eget nærvær. Og derfor kunne man <strong>og</strong>så<br />

overveje at ”uddele (dens elementer) ved at sige: ”Du er Jesu Kristi<br />

legeme!” <strong>og</strong> ”Du er Jesu Kristi blod!”. (Nielsen 1987, 132)<br />

Den sakramentale bevægelse bliver <strong>på</strong> denne måde et integrerende<br />

omslag, hvor det, der fortæres, ender <strong>med</strong> at indoptage den, der fortærer<br />

det.<br />

Denne symbolik <strong>og</strong> dens bevægelse peger tilbage <strong>på</strong> Jesu korsdød. Her<br />

er det <strong>og</strong>så en endelig størrelse (i dette tilfælde et helt liv) der ødelægges<br />

<strong>og</strong> opsluges (<strong>af</strong> døden) uden at dette liv <strong>af</strong> den grund spredes for alle<br />

vinde <strong>og</strong> forsvinder. At den korsfæstede ”sønderbrydes”, som det kommer<br />

til at hedde i traditionen, bliver lige modsat vejen til, at han når endnu<br />

længere ud <strong>og</strong> viser<br />

sin suverænitet ved som opstanden at samle ikke bare sit eget levede liv,<br />

men <strong>og</strong>så døden op, tage den <strong>med</strong> sig <strong>og</strong> anvise den <strong>og</strong> alt dødeligt en<br />

begrænset plads i sig.<br />

Når vi i nadveren refererer til den korsfæstede <strong>og</strong> opstandne, kan vi derfor<br />

kun gøre dette ved i samme øjeblik at se os selv som en del <strong>af</strong> hans<br />

virkelighed.<br />

I gudstjenesten taler <strong>og</strong> handler Gud således selv til <strong>og</strong> <strong>med</strong> os, i skikkelse<br />

<strong>af</strong> den opstandne korsfæstede, som formidles <strong>af</strong> vores indbyrdes<br />

forvikling. Men ikke nok <strong>med</strong> det. <strong>Guds</strong>tjenesten gengiver <strong>og</strong>så selv<br />

beretningen om, hvordan det kan lade sig gøre, at Gud <strong>på</strong> denne måde<br />

melder sig som den nærværende. Det sker i den fortløbende <strong>historie</strong>, som<br />

varer <strong>hele</strong> <strong>året</strong> <strong>og</strong> lader hver gudstjeneste undervejs komme <strong>med</strong> sit<br />

særlige bidrag til dens handling.<br />

Den beretning udgør kirkeårsfortællingen. Den løber som en<br />

sammenhængende struktur gennem <strong>hele</strong> kirke<strong>året</strong> <strong>og</strong> får sit konkrete<br />

indhold <strong>af</strong> evangelieperikoperne til alle prædikedagene i dens forløb. De<br />

øvrige læsestykker til hver enkelt gudstjeneste <strong>–</strong> fra tiden både før <strong>og</strong> efter<br />

Jesus fra Nazareth <strong>–</strong> om det jødiske folks skæbne <strong>og</strong> de første kristne<br />

menigheder, ”lektien” <strong>og</strong> ”epistlen”, - bidrager naturligvis <strong>og</strong>så, men deres<br />

formål er udtrykkeligt at være katalyserende for evangelieberetningerne. vii<br />

I den nuværende gudstjenesteordning findes to udgaver <strong>af</strong> denne struktur.<br />

Een efter hver sin række <strong>af</strong> sammenstillede fortællinger fra de fire<br />

evangelier. ”Tekstrækker” har vi valgt at benævne disse to kompendier,


7<br />

<strong>med</strong> et misforståeligt udtryk <strong>–</strong> al den stund de er beregnet til at fortælle<br />

videre <strong>og</strong> ikke til at danne læsekredse. Men ser vi bort fra denne<br />

urimelighed, er forskellene mellem dem ikke blot, at første tekstrække er<br />

ældst <strong>og</strong> anden yngst; men <strong>og</strong>så <strong>og</strong> vigtigere, at den ældste fortæller<br />

ligefremt, mens den yngste gengiver samme fortælling, men gør det i dens<br />

egen betydnings spr<strong>og</strong>. Med det resultat, at det er i første række, vi finder<br />

grundfortællingen i sin umiddelbare form, mens anden række udfolder<br />

implikationerne <strong>og</strong> konsekvenserne <strong>af</strong> den.<br />

Hvad fortæller første række da, når den skal gengive den opstandne<br />

korsfæstedes liv som <strong>historie</strong>n, vi lever <strong>af</strong> hver <strong>søndag</strong> <strong>og</strong> <strong>hele</strong> <strong>året</strong>?<br />

II. <strong>Guds</strong> <strong>historie</strong> <strong>med</strong> <strong>mennesket</strong> om <strong>søndag</strong>en.<br />

1. Kirkeårsfortællingens anliggende <strong>og</strong> gudsbillede.<br />

Kirke<strong>året</strong> begynder som allerede antydet <strong>med</strong>, at Gud Fader i julen<br />

offentliggør sin beslutning om at frelse <strong>mennesket</strong> ved at binde sig<br />

definitivt til det <strong>og</strong> der<strong>med</strong> give det en menneskelighed, det aldrig selv ville<br />

kunne iværksætte. Siden oldkirken har det nu ligget kirkens udlæggere <strong>på</strong><br />

sinde at betone, at begge hovedbegreber i denne formulering er lige<br />

uundværlige. Det må derfor være Gud selv, der kommer til os, ellers er vi<br />

fortsat ladt alene. Ligesom det må være os, han kommer til, ellers gavner<br />

det <strong>hele</strong> heller ingen. Men her<strong>med</strong> er så <strong>og</strong>så angivet, at det netop må<br />

være <strong>mennesket</strong> som sådan, Gud binder sig til, <strong>og</strong> ikke bare et individ.<br />

Samtidig <strong>med</strong>, at der kun er een vej ind i den menneskelige <strong>historie</strong>, <strong>og</strong><br />

det er gennem et individ.<br />

Dilemmaet er altså til at få øje <strong>på</strong>. På den ene side må Gud udtrykke sig i<br />

et individ som alle andre. På den anden side må dette ske <strong>med</strong> henblik <strong>på</strong>,<br />

at dette individs individualitet <strong>af</strong>vikles; uden at han <strong>af</strong> den grund forsvinder.<br />

For ellers må Gud enten bøje sig for individets konstitution, <strong>og</strong> så bliver<br />

inkarnationen ensbetydende <strong>med</strong>, at Gud går under i <strong>historie</strong>n. Eller han<br />

må insistere <strong>på</strong> særstatus i ét menneskes skikkelse - <strong>med</strong> det resultat, at<br />

denne figur aldrig bliver en virkelig del <strong>af</strong> <strong>historie</strong>n, men snarere<br />

sammenlignelig <strong>med</strong> et nedslag fra det ydre rum.<br />

Kun hvis den guddommelige binding til individet således ikke spilles ud<br />

mod hans individualitet; men tværtimod manifesterer sig i en fremhævelse<br />

<strong>af</strong> akkurat dette individs faktiske liv som passagen til alle andre i <strong>historie</strong>n,<br />

kan Gud <strong>og</strong> historisk menneskelighed tænkes sammen, uden at det sker<br />

<strong>på</strong> bekostning <strong>af</strong> en <strong>af</strong> parterne. Det kræver til gengæld, både at<br />

inkarnationen forstås som en vedvarende <strong>og</strong> fortløbende virkelighed, der


8<br />

konstant er dækkende for <strong>Guds</strong> måde at være Gud <strong>på</strong>. Og at dens<br />

formidlende skikkelse <strong>af</strong> samme grund skifter undervejs <strong>–</strong> fra et enkelt<br />

individ, over dette livs almene gyldighed til en generel konkretisering <strong>af</strong> det<br />

i individuelle <strong>og</strong> der<strong>med</strong> lokale socialstrukturers livsform.<br />

Under alle omstændigheder er det denne bevægelse, der kommer til<br />

udtryk i kirkeårsfortællingens inddeling. Den udfolder sig netop som en<br />

treleddet størrelse, der fortæller beretningen om, hvordan - (1) individet<br />

Jesus (2) bliver til (3) menighed. Mens første del strækker sig fra jul til<br />

langfredag <strong>og</strong> tematiserer det særlige menneskes <strong>historie</strong>, følger anden<br />

del fra <strong>på</strong>skedag til himmelfart <strong>med</strong> denne <strong>historie</strong>s gyldighed som sin<br />

overskrift, inden tredje <strong>og</strong> sidste del kan udfolde sig fra pinse til sidste<br />

<strong>søndag</strong> i kirke<strong>året</strong> <strong>og</strong> skildre den fortsatte praktisering <strong>af</strong> dette nu gyldige<br />

liv.<br />

Det er således Jesus-fortællingen, der i kirkens forkyndelse identificerer<br />

Gud. Lige fra denne fortællings begyndelse viser Faderen sig alene i<br />

<strong>mennesket</strong> Jesus, der konsekvent har krav <strong>på</strong> at blive forstået som hans<br />

Søn, fordi han handler i hans Ånd. Ja, det er helt enkelt denne relationelle<br />

begivenhed, der udgør hovedpersonens omrids. Så vi må konkludere, at<br />

Gud virkelig kan beskrives som person <strong>–</strong> endda i moderne forstand <strong>–</strong> men<br />

det er den tre-enige hændelse, dette er sandt om, <strong>og</strong> ikke blot f.eks.<br />

Faderen som Fader. viii<br />

Med kirkeårsfortællingen begynder vi altså ikke i et begreb om Gud Fader<br />

<strong>og</strong> hans ophøjethed, hvorefter vi kommer til hans <strong>historie</strong> som et udtryk<br />

for, om han nu forandrer sig eller ikke. Men Gud er altid allerede den<br />

<strong>historie</strong>, han giver sig. Og <strong>mennesket</strong> kender intet præcist til ham, før det<br />

trækkes ind i denne <strong>historie</strong>. Der<strong>med</strong> er grænsen for kendskabet imidlertid<br />

<strong>og</strong>så angivet <strong>på</strong> forhånd. <strong>Guds</strong> tilgængelighed for os (som Faderen i<br />

Sønnen) vil altid være identisk <strong>med</strong> vores indoptagelse i Gud (ved Ånden).<br />

Og derfor når menneskelig gudserkendelse dybest set aldrig ud over at<br />

være kendt <strong>af</strong> Gud. At Gud går ind i vores <strong>historie</strong> er således ikke<br />

ensbetydende <strong>med</strong>, at han bliver endnu et objekt i den. Han bliver derimod<br />

et menneske blandt andre <strong>og</strong> derfor umulig at erkende som Gud, indtil han<br />

selv gør sin menneskelighed genkendelig i dette omfang. Erkendelse <strong>og</strong><br />

rationalitet i kristen teol<strong>og</strong>isk forstand er <strong>med</strong> andre ord principielt<br />

skænkede kategorier. Ikke i betydningen, at der findes en særlig kristen<br />

måde at argumentere <strong>på</strong>, men i henseende til den grundsætning,<br />

teol<strong>og</strong>ien må argumentere ud fra.


9<br />

Kirkefortællingens Gud bliver derfor endegyldigt den, der <strong>med</strong>deler sig til<br />

os ved b<strong>og</strong>staveligt at dele sig <strong>med</strong> os. En sådan selv-deling har imidlertid<br />

konsekvenser <strong>–</strong> <strong>og</strong>så for den, der gennemfører den. Før n<strong>og</strong>et andet<br />

skildrer inkarnationen derfor Gud som definitivt selv-tematiserende. Han<br />

sekulariserer så at sige sig selv fra ubestemmelig transcendens til historisk<br />

realitet. Samtidig fastholdes <strong>hele</strong> denne teol<strong>og</strong>iske proces som stringent.<br />

Den kan kun erkendes indefra. At Gud har været utilgængelig <strong>og</strong><br />

utilregnelig, har vi derfor alene viden om i form <strong>af</strong> hans glædeligt<br />

overraskende tilregneligheds <strong>med</strong>satte kontrast. Det er følgelig først julens<br />

begyndelse <strong>på</strong> den inkarnation, som senere får krop i lidelses<strong>historie</strong>n, der<br />

gør den gammeltestamentlige fortid relevant <strong>–</strong> som en nu tilbagelagt vej til<br />

dette udgangspunkt. I denne rolle er fortiden til gengæld uomgængelig,<br />

fordi den fastholder, at han, som her<strong>med</strong> siges at være gået ind i <strong>historie</strong>n,<br />

selv er den <strong>historie</strong> <strong>og</strong> derfor både kan <strong>og</strong> vil forpligte sig <strong>på</strong> et udtryk i den<br />

menneskelige virkelighed som indledningen til en sikker fremtid. <strong>Guds</strong><br />

utilgængelighed <strong>og</strong> utilregnelighed kommer således alene <strong>på</strong> tale som den<br />

realitet, åbenbaringen <strong>hele</strong> tiden kommer fra <strong>og</strong> tilbagelægger.<br />

Det er denne figur, der er den indholdsmæssige begrundelse for, at<br />

evangeliets nutid i gudstjenesten altid lyder <strong>på</strong> lektiens fortidige baggrund<br />

<strong>og</strong> <strong>med</strong> epistlen som den fremtidige horisont. Dette trefoldige perspektiv<br />

møder os d<strong>og</strong> aldrig abstrakt, men er altid indfældet i <strong>og</strong> udfoldet <strong>af</strong><br />

kirkeårsfortællingens konkrete forløb. Det er imidlertid <strong>og</strong>så tredelt -<br />

mellem <strong>historie</strong>, gyldighed <strong>og</strong> praksis. Et hvilket som helst sted <strong>på</strong><br />

kirkeårsfortællingens linje er altså et kryds mellem to trinitariske strukturer.<br />

Det trefoldige tekstperspektiv udtrykker som den ydre virkelighed en<br />

fortælling, hvis indre struktur <strong>og</strong>så er treleddet. Det er dette møde, der<br />

dikterer, at den økonomiske trinitet er den immanente <strong>og</strong> den immanente<br />

er den økonimiske. Med det resultat, at relationen ”Gud <strong>–</strong> menneske <strong>–</strong><br />

menighed” altid må tolkes <strong>med</strong> sammenhængen ”Fader <strong>–</strong> Søn <strong>–</strong> Ånd”.<br />

Den konkrete konsekvens er, at relationen mellem Gud <strong>og</strong> menneske i<br />

kirkeårsfortællingens første del udtrykkes ved Jesu reference til Gud (som<br />

sin Fader) at relationen mellem <strong>mennesket</strong> <strong>og</strong> Gud i kirkeårsfortællingens<br />

anden del udtrykkes ved <strong>Guds</strong> reference til Jesus (som sin Søn) for at<br />

relationen mellem mennesker <strong>og</strong> Gud i fortællingens sidste del endelig kan<br />

udtrykkes gennem Jesu fortsatte reference til Gud (fordi Gud referer til<br />

ham) i skikkelse <strong>af</strong> det ene menneskes referat til det andet i menigheden<br />

(ved Ånden).<br />

2. Kirkeårsfortællingens tredeling.


10<br />

a) Historien om det særlige individs <strong>af</strong>vikling <strong>af</strong> sin individualitet.<br />

Kirkeårsfortællingens første del strækker sig fra jul til <strong>og</strong> <strong>med</strong><br />

lidelses<strong>historie</strong>n. Den skildrer Jesu livsforløb fra fødsel til død, <strong>og</strong> stiller det<br />

tydelige spørgsmål, om denne mand virkelig er <strong>Guds</strong> eget liv blandt<br />

mennesker. Den spørger <strong>med</strong> andre ord, om Jesu <strong>historie</strong> nu <strong>og</strong>så er<br />

<strong>Guds</strong> <strong>historie</strong>. Og det gør den vel at mærke ikke udefra, men ved at lade<br />

sin hovedperson være karakteriseret <strong>af</strong> <strong>på</strong> een gang at gå ud fra, at det er<br />

tilfældet <strong>og</strong> samtidig konstant appellere til sin Fader i Himlen om at<br />

bekræfte dette udgangspunkt. Han gør det første, fordi han har fået<br />

Faderens egen Ånd i et hidtil ukendt omfang <strong>og</strong> i en lige så overraskende<br />

intensitet, siger fortællingen. Men <strong>Guds</strong> ånd er aldrig en substantiel<br />

størrelse, den er netop en relation <strong>og</strong> søger derfor som alle relationer i<br />

intensiveret skikkelse bekræftelse. Det slående er nu, at denne<br />

bekræftelse udebliver. Det forklares, at Gud Fader fra sin himmel udråber<br />

Jesus til sit levende udtryk <strong>på</strong> jord (Sidste <strong>søndag</strong> efter helligtrekonger,<br />

Matt. 17,1-9) at dette underbygges ved hans enestående udrustning <strong>med</strong><br />

Ånden (Fastelavns <strong>søndag</strong>, Matt. 3,13-17) <strong>med</strong> det resultat, at Jesus selv<br />

lever sit liv som gudsrigets ankomst til hans omgivelser (3. <strong>søndag</strong> i<br />

fasten, Luk. 11,14-28). Men at dette liv samtidig modsiges.<br />

De samme omgivelser lægger nemlig <strong>hele</strong> tiden pres <strong>på</strong> ham, for at han<br />

skal vende tilbage til den traditionelle forståelse <strong>af</strong>, hvem Gud <strong>og</strong><br />

<strong>mennesket</strong> er. Dér hvor Gud er almagten, som udefra griber ind i<br />

menneskers tilværelse efter sin lov, <strong>og</strong> denne tilværelse derfor er<br />

underlagt en tydning ifølge reglen ”n<strong>og</strong>et for n<strong>og</strong>et”. Men Jesus bliver ved<br />

sit. Han tilbageviser traditionens fristelser, både når de formuleres<br />

principielt (1. <strong>søndag</strong> i fasten, Matt. 4,1-11) lyder fra de nærmeste <strong>og</strong> siden<br />

fra alle (Langfredag, Mark. 15,20-39). I stedet insisterer han <strong>på</strong> sin ret til at<br />

opfatte livet for den anden som <strong>Guds</strong> vilje <strong>med</strong> <strong>mennesket</strong>, fordi det<br />

angiveligt <strong>af</strong>spejler <strong>Guds</strong> inderste væsen, der <strong>og</strong>så forekommende griber<br />

ud efter den forkomne. Så kompromisløst gør han dette, at han til sidst er<br />

helt alene <strong>med</strong> sin opfattelse.<br />

Og da er det <strong>–</strong> da de for længst er gået fra verbale argumenter <strong>og</strong> over til<br />

handlinger, <strong>og</strong> han hænger <strong>på</strong> korset <strong>–</strong> at han een gang for alle desperat<br />

ønsker at blive bekræftet i sin udlægning. Af den eneste, som nu kan det,<br />

nemlig Gud selv <strong>–</strong> hans Fader i himlen.<br />

Jeg har selv tidligere vovet en par<strong>af</strong>rase <strong>af</strong> Jesu skrig <strong>på</strong> Golgatha (Mark.<br />

15,34) langs disse linjer:


11<br />

- Jeg har sagt <strong>og</strong> gjort, hvad jeg konstant har forstået som din vilje. Så<br />

kunne du i det mindste anerkende min forståelse: ”Min Gud, min Gud!<br />

Hvorfor har du forladt mig?” ix<br />

Jesus råber imidlertid stadig sit chok over gudsforladtheden til Gud. Vejen<br />

er gået dybere ind i ensomheden, end selv han regnede <strong>med</strong>. Men<br />

skuffelsen over at se sin egen opfattelse <strong>af</strong>sløret som utilstrækkelig, driver<br />

ham ikke væk fra Gud <strong>–</strong> den driver ham snarere tættere ind til Gud. Det<br />

sandt menneskelige kommer derfor endegyldigt til syne, hvor den<br />

gudsforladte nægter at forlade Gud. Han kan ikke tvinges væk fra <strong>og</strong> vil<br />

ikke opgive denne grundliggende relation, selv når Gud overlader ham til<br />

sig selv. Og da sker det mærkelige, at netop denne ultimative<br />

menneskelighed <strong>af</strong>føder bekendelsen. ”Sandelig den mand var <strong>Guds</strong><br />

Søn,” siger officeren ved korset.<br />

Stærkere kan kontrasten til den indledende fristelsesscene (Mark. 15,29-<br />

32) næppe trækkes op, <strong>og</strong> tydeligere kan den bekendende replik næppe<br />

vise sig som en forudgribelse. Indtil videre giver den d<strong>og</strong> tilsyneladende<br />

helt vilkårligt blot Jesus ret i hans <strong>på</strong>stand om at være fra Gud, fordi han<br />

forlades <strong>af</strong> ham. Men hvad andet kan man forvente <strong>af</strong> en hedning?<br />

Her slutter den del <strong>af</strong> kirkeårsfortællingen, der skildrer Jesu umiddelbart<br />

jordiske <strong>historie</strong>. Det spørgsmål, den efterlader, er det samme, som den<br />

indledte <strong>med</strong>: Har Jesus ret i sin insisteren <strong>på</strong> at gøre <strong>Guds</strong> vilje eller er<br />

hans liv én lang fiasko? N<strong>og</strong>et svar får vi ikke i denne første del. Den<br />

slutter åbent, <strong>med</strong> undtagelse <strong>af</strong> den ene forudgribelse, vi lige har været<br />

inde <strong>på</strong>; som til gengæld ikke ser ud til at have andet at henvise til end<br />

Jesu egen stædighed.<br />

Det inspirerende er nu at prøve at forstå, at det ikke kan være anderledes.<br />

I alle tilfælde ikke så længe inkarnationen tages alvorligt som <strong>Guds</strong><br />

binding til <strong>mennesket</strong>. For er Jesus <strong>Guds</strong> vilje <strong>på</strong> jord, kan han kun leve for<br />

andre <strong>og</strong> der<strong>med</strong> sætte sig selv til side. Konsekvent udfoldet, vil en sådan<br />

livsform altid ende <strong>med</strong> en regulær selv<strong>af</strong>vikling <strong>og</strong> derfor føre til den<br />

radikale ensomhed i forhold til både mennesker <strong>og</strong> Gud, der må slutte<br />

<strong>med</strong> døden som den definitive ophævelse. Det <strong>af</strong>gørende bliver følgelig,<br />

om denne ophævelse får det sidste ord. Om prisen for Jesu manglende<br />

interesse i opholdelsen <strong>af</strong> sig selv <strong>og</strong> sin individualitet bliver, at han går<br />

under som menneske <strong>–</strong> i de andre. Eller om den måde at eksistere <strong>på</strong><br />

netop viser sig som den sande, ved at han får lov at være de andres liv. At<br />

han som individ <strong>med</strong> andre ord bliver det fælles.<br />

En optakt i denne retning kunne være Jesu insisteren <strong>på</strong> sin gudsrelation<br />

til det sidste. I stedet for stædighed kunne den være et udtryk for, at han


12<br />

overtrumfer <strong>Guds</strong> fravær <strong>med</strong> sin fastholdelse <strong>af</strong> hans nærvær. Er det<br />

tilfældet, er vi vidner til, at det menneske, der om sig selv hævder, at Gud<br />

har bundet sig til ham, er i færd <strong>med</strong> at tage konsekvensen <strong>af</strong> denne<br />

binding <strong>og</strong> hale Gud ned <strong>på</strong> siden <strong>af</strong> sig. U<strong>af</strong>vidende, så at sige, alene<br />

fordi han ikke kan andet. Deri består netop hans særegenhed. Teol<strong>og</strong>isk<br />

betragtet, vil det betyde, at Gud overlader det til sit sande menneske at<br />

tage livet <strong>af</strong> sin abstrakte transcendens. Her kommer det definitivt til<br />

udtryk, at <strong>Guds</strong> personlighed må være den treenige begivenhed.<br />

b) Livet for andre som det alment gyldige.<br />

Anden del <strong>af</strong> kirkeårsfortællingen går fra <strong>på</strong>ske til Kristi himmelfart <strong>og</strong> er<br />

helt anderledes end første. Den er umiddelbart kortere, gengiver blot 40<br />

dage; men den har <strong>og</strong>så en anden karakter. Den fokuserer ikke <strong>på</strong> disse<br />

dage som yderligere begivenheder, der må føjes til den korsfæstedes<br />

skæbne; men derimod helt <strong>og</strong> holdent <strong>på</strong> om det liv, der allerede er<br />

beskrevet som hans, nu <strong>og</strong>så har gyldighed.<br />

Denne forskel markeres allerede i det ydre, hvor såvel indledningen til<br />

perioden som <strong>af</strong>slutningen <strong>på</strong> den hver for sig sprænger den umiddelbare<br />

<strong>historie</strong> <strong>og</strong> dens gang. De to nætter <strong>og</strong> den ene dag i gravhulen, som den<br />

kommer fra, unddrager sig åbenlyst enhver erfaringsudveksling; <strong>og</strong> det<br />

samme gælder opfarten til himmels, som den løber ud i. Men ikke nok<br />

<strong>med</strong> det <strong>–</strong> mellem disse rammeudsagn beretter den <strong>og</strong>så om en<br />

hovedperson, der oftest dårligt når at blive genkendt, før han forsvinder<br />

igen. Alt peger altså i samme retning: Her drejer det sig ikke om n<strong>og</strong>et nyt,<br />

men om det allerede kendtes betydning.<br />

De 40 dage fra <strong>på</strong>ske til himmelfart er derfor svaret <strong>på</strong> de 40 dage i<br />

ørkenen ved lidelses<strong>historie</strong>ns begyndelse, hvor Satan kom bagfra <strong>og</strong><br />

fristede <strong>med</strong> <strong>hele</strong> guds-traditionen. I den forstand er opstandelse i<br />

evangelierne virkelig ikke et ”n<strong>og</strong>et”, men et ”at”. At livet <strong>med</strong> de andre,<br />

som den korsfæstede i stedet insisterede <strong>på</strong> at leve, anerkendes som det<br />

egentlige. Og at den, der tror <strong>på</strong> den opstandne, ikke kan gøre dette uden<br />

i samme bevægelse <strong>og</strong>så selv at vende tilbage til dette liv. Det er altså<br />

ikke livet i al almindelighed, der tilskrives evighed; men det er den<br />

korsfæstedes måde at leve <strong>på</strong>, der får evig betydning <strong>og</strong> derfor skal vare<br />

ved.<br />

Narrativt gennemføres denne godkendelses- eller gyldighedsstruktur - <strong>på</strong><br />

tre sammenhængende niveauer: Den opstandne identificeres som den<br />

korsfæstede, <strong>og</strong> det vil sige som den, han var. Derfor bliver<br />

opstandelsestro genkendelse. En genkendelse, der netop resulterer i, at


13<br />

de, der genkender ham, enten selv går eller udtrykkeligt sendes tilbage til<br />

den sammenhæng, de kom fra.<br />

På denne r<strong>af</strong>finerede måde viderefører anden del <strong>af</strong> kirkeårsfortællingen<br />

problemstillingen fra første. Den korsfæstede døde <strong>med</strong> længslen efter<br />

bekræftelse. Den får han nu; ligesom den hedenske officer får ret.<br />

Langfredag var den himmelske Gud åbenbart tavs <strong>af</strong> en eneste grund.<br />

Han var allerede <strong>på</strong> vej væk fra sin abstrakte himmel, bagom den<br />

korsfæstede, til hans grav, for at møde ham dér. Han var altså ikke umulig<br />

at få øje <strong>på</strong>, fordi han var for langt væk. Men fordi han var for tæt <strong>på</strong>.<br />

Tættere <strong>på</strong> den korsfæstede, end Jesus selv troede. Nu kan vi se, at han<br />

allerede dengang uden at vide det ikke blot havde <strong>af</strong>vist Satan, men <strong>og</strong>så<br />

havde Faderen i ryggen.<br />

Den Fader, som her<strong>med</strong> én gang for alle åbenlyst har bundet sig til ham i<br />

liv <strong>og</strong> grav, <strong>og</strong> derfor tager ham <strong>med</strong> op <strong>af</strong> den sidste. Så den korsfæstede<br />

opvækkes <strong>og</strong> fra da <strong>af</strong> kendes som den opstandne korsfæstede. Det er<br />

således ikke Jesu død, der er opstandelsens mulighedsbetegnelse; men<br />

det er <strong>og</strong> forbliver Faderens frihed til at skabe ud <strong>af</strong> intet. I den paradokse<br />

skikkelse, at hans tilslutning til Jesu død (<strong>og</strong> det vil jo sige: til hans egen)<br />

åbenbart dræber døden ved at fordre den over evne. Så resultatet <strong>af</strong> dens<br />

angreb i stedet bliver, at den selv indoptages, anvises en <strong>af</strong>grænset plads i<br />

<strong>Guds</strong> virkelighed <strong>og</strong> herefter tages <strong>med</strong> som det tilbagelagte, der ikke<br />

længere magter at adskille Gud <strong>og</strong> mennesker.<br />

Men akkurat fordi den opstandne korsfæstede <strong>på</strong> denne måde er <strong>Guds</strong><br />

identifikation <strong>med</strong> hans liv, kan han kun genkendes, hvor Gud selv gør<br />

ham genkendelig (som den, han var). Og ikke udpeges <strong>af</strong> n<strong>og</strong>en <strong>på</strong> egen<br />

hånd, uanset de går det meste <strong>af</strong> en dag ved hans side. (Anden<br />

<strong>på</strong>skedage, Luk. 24,13-35) Lige så lidt som n<strong>og</strong>en kan slutte sig til ham<br />

som den opstandne fra den tomme grav, engles udsagn eller andres<br />

vidnesbyrd. (Påskedag, Mark. 16,1-8) Kun den konkrete begivenhed, hvor<br />

han kommer os i møde <strong>og</strong> gøres evident som guds <strong>og</strong> derfor Gud (1.<br />

<strong>søndag</strong> efter <strong>på</strong>ske, Joh.<br />

20,19-31) kan gøre en forskel. Dengang som nu. Opstandelsestro i kristen<br />

forstand er derfor heller aldrig et spørgsmål om vi tror <strong>på</strong>, at Jesus er<br />

opstanden eller ej; den er ikke en mening om den tomme grav. Men<br />

opstandelsestro er opstandelsens tro, der skabes <strong>af</strong> den opstandne selv,<br />

når han møder os i sin menighed.<br />

Opstandelsestro er <strong>med</strong> andre ord n<strong>og</strong>et, vi skal have givet <strong>og</strong> hverken<br />

kan tage eller have, men kun få. Evangelierne udtrykker det konsekvent<br />

ved at understrege, at opstandelsestro ikke består i, at den opstandne


14<br />

bliver en del <strong>af</strong> vores horisont, men at det modsatte tværtimod sker, at vi<br />

bliver en del <strong>af</strong> hans; delagtige i hans <strong>historie</strong>. Tænker vi blot et øjeblik <strong>på</strong><br />

fortællingen om vandringen til Emmaus (2. <strong>på</strong>skedag) igen, er det jo<br />

netop, hvad der sker. Pludselig kommer han <strong>og</strong> er sammen <strong>med</strong> de to <strong>på</strong><br />

vejen; mens han udlægger sin skæbne, så de kan finde sig i den, <strong>og</strong><br />

bryder brødet, så de bliver hentet <strong>med</strong> ind i måltidsfællesskabet <strong>og</strong> dets<br />

betydning. Det er da det ene: opstandelsestro er delagtighed i den<br />

korsfæstedes virkelighed som opstanden.<br />

Men det vil jo samtidig for det andet sige, at når vi får denne<br />

opstandelsestro, så får vi den foræret som en større sammenhæng end os<br />

selv at gå ind i. Eftersom den netop består i, at jeg får sprængt mine<br />

grænser. Opstandelsestro kan jeg altså ikke få uden samtidigt definitivt at<br />

blive bestemt som ”en <strong>med</strong> andre”.<br />

Delagtighed i den opstandne korsfæstedes virkelighed er således i sig selv<br />

samhørighed <strong>med</strong> de andre. Det ene ikke uden det andet. Det er derfor,<br />

<strong>historie</strong>n fra før <strong>på</strong>ske ikke blot kan fortsætte efter <strong>på</strong>ske, selv om de nu<br />

rehabiliterede disciple så brændende ønsker det. Nu var han ellers netop<br />

tilbage <strong>–</strong> den korsfæstede <strong>–</strong> <strong>og</strong> nu var de klar til både ”at være <strong>og</strong> blive”<br />

hos ham. Og så er det en umulighed; fordi enhver objektiv tilgængelighed<br />

uundgåeligt vil føre til partiskhed eller symbiose, som vi kender den fra en<br />

kvinde, der er gravid <strong>med</strong> sit barn. (3. <strong>søndag</strong> efter <strong>på</strong>ske, Joh. 16,16-22)<br />

At n<strong>og</strong>le kan komme tættere <strong>på</strong> end andre altså, <strong>og</strong> kan spille denne<br />

forskel ud som et fortrin. Hvorefter alt igen er ødelagt.<br />

Så selv om den opstandne er tilbage i et begrænset menneskes skikkelse,<br />

er hans umiddelbare <strong>historie</strong> forbi. Himmelfarten er derfor den direkte<br />

konsekvens <strong>af</strong> opstandelsen <strong>–</strong> ja, den er i bund <strong>og</strong> grund udtryk for<br />

samme virkelighed, blot i en anden form. Intet er derfor mere forfejlet end<br />

at opfatte himmelfarten som vejen ud <strong>af</strong> <strong>og</strong> væk fra <strong>historie</strong>n, selv om den<br />

er opgøret <strong>med</strong> den umiddelbare endelighed. Den betyder ikke andet, end<br />

at den korsfæstede <strong>–</strong> som korsfæstet - nu overgår til en anden horisont,<br />

nemlig himlens; der netop bestemmes <strong>af</strong> at røre alt, som er under himlen.<br />

Det er da himmelfartens betydning: at den korsfæstede nu kan være mere<br />

end et sted ad gangen uden at være andet end den korsfæstede. Det er,<br />

hvad vi lever <strong>af</strong>, hver gang vi holder gudstjeneste. At det kan lade sig gøre<br />

skyldes stadigvæk, at Faderen har bundet sig til ham <strong>med</strong> sin kreative<br />

magt <strong>og</strong> sætter den bag hans tilstedeværelse. Og at Ånden hvert sted<br />

udfolder <strong>hele</strong> hans virkelighed <strong>på</strong> begrænsningens betingelser.<br />

Vi er her<strong>med</strong> allerede <strong>på</strong> vej ind i kirkeårsfortællingens tredje <strong>og</strong> sidste del.<br />

Men inden vi kommer dertil, vil jeg tydeliggøre både de teocentriske <strong>og</strong> de


15<br />

antropocentriske konsekvenser <strong>af</strong> denne udlægning <strong>af</strong> sammenhængen<br />

mellem Far, Søn <strong>og</strong> Ånd.<br />

Gud er relationen mellem Fader <strong>og</strong> Søn i Ånden <strong>og</strong> akkurat som denne<br />

tre-enige begivenhed person. Her er tale om en levende relation, hvor det<br />

konkrete subjekt <strong>og</strong> de aktuelle accenter skifter. Så mens det i første del<br />

var Faderen, alt drejede sig om, <strong>og</strong> strukturen i relationen kunne<br />

bestemmes som Jesu reference til sin Fader i himlen (fordi denne Fader<br />

havde skænket Ånden til sin Søn) så er det i anden del Sønnen, der<br />

kommer i centrum, <strong>og</strong> strukturen bliver Faderens reference til sin Søn fra<br />

korset (fordi denne Søn har gjort sin Faders vilje i Ånden).<br />

Altså er det den korsfæstede, der får ret i sin <strong>på</strong>stand om at have levet <strong>på</strong><br />

en måde, som Gud må give sin tilslutning <strong>og</strong> der<strong>med</strong> både karakterisere<br />

sig selv ud fra <strong>og</strong> bøje sig for. Den, som har set den opstandne<br />

korsfæstede, har derfor set Faderen <strong>og</strong> må følgelig forstå, at Ånden <strong>af</strong><br />

samme grund nu bliver Jesu Ånd. (4.-5. <strong>søndag</strong> efter <strong>på</strong>ske, Joh. 16,5-15<br />

hhv. 16,23b-28) Det betyder ikke, at Søn <strong>og</strong> Fader herefter er identiske,<br />

men som vi så, at Faderen udelukkende udfolder sin faderlighed som<br />

Sønnens magt til at være Søn.<br />

Ikke desto mindre er det stadig som korsfæstet, at Sønnen er opstanden.<br />

Derfor betyder Faderens identifikation <strong>med</strong> ham for det andet, at den<br />

menneskelige virkelighed får gyldighed <strong>på</strong> begge sider <strong>af</strong> døden. Med den<br />

udtrykkelige forskel vel at mærke, at døden selv samtidig får ny status.<br />

Som grænse er den, som vi allerede har bemærket, tilbagelagt. Den<br />

opstandne korsfæstede går ikke længere sit eget endeligt i møde; han<br />

kommer fra det. Uden at han <strong>af</strong> den grund skildres som ubegrænset. Livet<br />

<strong>med</strong> de andre karakteriserer ham stadig; men konsekvenserne <strong>af</strong> det <strong>–</strong><br />

sårene <strong>og</strong> arrene <strong>–</strong> er nu forvandlet fra dødsmærker til livgivende<br />

kendetegn. Ligesom begrænsningen i det <strong>hele</strong> taget skifter karakter fra<br />

hæmning til befordring.<br />

Hvad er tanken? Ja, vi har allerede set, at Jesu liv som endeligt individ<br />

samtidig var en <strong>af</strong>vikling. Fordi det <strong>med</strong> ubønhørlig konsekvens var rettet<br />

mod de andre <strong>og</strong> deres behov. Nu hævdes det, at resultatet <strong>af</strong> dette liv er<br />

en overskridelse <strong>af</strong> alle negative begrænsninger, som vi ellers kun kender<br />

den fra kollektivet. Den overskridelse nemlig, der har omslagsstruktur. Er<br />

det således et kollektiv, vi taler om, er de mange forskellige udtryk f.eks.<br />

en styrke, en enkelts død ingen trussel <strong>og</strong> så fremdeles. Men det vil jo<br />

sige, at kirkeårsfortællingen prøver at fortælle, at Jesus er det sande<br />

menneske, fordi han kan gå op i de andres liv uden at forsvinde <strong>og</strong> derfor<br />

ender <strong>med</strong> at være sig - som de andres liv. Den opstandne korsfæstede


16<br />

kan ikke være sig selv blandt de andre, som Jesus <strong>på</strong> vej til korset endnu<br />

kunne. For det liv, der førte til hans korsfæstelse, bestod netop i, at han<br />

gav sig selv væk - til de andre. Indtil der ikke var mere at give, <strong>og</strong> han<br />

døde. Når netop han nu opvækkes, kan han derfor kun udfolde sig som de<br />

andres - dvs. i skikkelse <strong>af</strong> deres liv <strong>med</strong> hinanden. Det er <strong>af</strong> denne grund<br />

, at livet <strong>med</strong> disciplene før <strong>på</strong>ske ikke blot kan fortsætte i en forbedret<br />

udgave efter <strong>på</strong>ske. Og det er derfor, at fortællingerne om hans<br />

tilsynekomst som den opstandne konstant slutter <strong>med</strong>, at han forsvinder,<br />

så snart han er genkendt. Han er som en ubønhørlig konsekvens <strong>af</strong> sin<br />

egen <strong>historie</strong> det ene individ, hvis individualitet indefra står om i det<br />

kollektive. Og derfor <strong>og</strong>så fremover kun kan præsenteres <strong>af</strong> individuelle<br />

kollektiver. Det er denne pointe, Paulus har grebet, når han som den første<br />

systematiske teol<strong>og</strong> udlægger den korsfæstedes liv i menighedens<br />

konkrete skikkelse. "Nu er I hans legeme", understreger han igen <strong>og</strong> igen<br />

over for sine læsere. x<br />

Det er denne udvikling, som indvarsles allerede i de 40 dage mellem<br />

<strong>på</strong>ske <strong>og</strong> himmelfart, hver gang han genkendes. For hvad genkendes han<br />

<strong>på</strong>? Sin individualitet naturligvis <strong>–</strong> at han er den korsfæstede. Og d<strong>og</strong> kan<br />

ingen umiddelbart kende ham. Hvorfor ikke? Fordi han akkurat som den<br />

korsfæstede opstandne nu samtidig er deres indbyrdes forvikling, <strong>og</strong> den<br />

har ingen prestige. Altså må han først gøres genkendelig; selv om<br />

resultatet stadig bliver, at han genkendes, <strong>og</strong> det vil jo sige: kendes igen,<br />

som den han var.<br />

Ligesom det er denne forudgribelse, som <strong>med</strong> himmelfarten får fuld<br />

skikkelse. Himmelfarten betyder netop, at et individ får kollektiv<br />

eksistensform, at den korsfæstedes binding til rum <strong>og</strong> tid ophæves, uden<br />

at han ophører <strong>med</strong> at være den korsfæstede. Men hvis det sande individ<br />

<strong>på</strong> denne måde bliver kollektiv, er det sande kollektiv som antydet samtidig<br />

kun til som en individuel størrelse. Og derfor er det, som vi straks skal se i<br />

kirkeårsfortællingens tredje del, alene et individuelt kollektiv, der kan<br />

udgøre hans fortsatte tilstedeværelse i <strong>historie</strong>n, hans vedvarende liv som<br />

opstanden <strong>og</strong> himmelfaren.<br />

Et andet begreb for et individuelt kollektiv er et begrænset fællesskab eller<br />

en lokal menighed. Vi aner der<strong>med</strong> allerede, at hvis der skal være tale om<br />

den korsfæstedes vedvarende inkarnation, bliver det i begrænsede<br />

fællesskaber. Og er akkurat dette legeme fortsat integrerende, så hans liv<br />

sætter <strong>og</strong> indebærer vores, er vi som individer <strong>på</strong> forhånd henvist til et<br />

sådant fællesskab som vores udspring.<br />

c) Den fortsatte praktisering <strong>af</strong> dette liv.


17<br />

Denne forbindelse mellem individ <strong>og</strong> menighedens fællesskab udfolder<br />

tredje <strong>og</strong> sidste del <strong>af</strong> kirkeårsfortællingen. Den indledes <strong>med</strong> pinse,<br />

strækker sig over trinitatis <strong>og</strong> alle <strong>søndag</strong>ene derefter <strong>og</strong> slutter <strong>med</strong><br />

sidste <strong>søndag</strong> i kirke<strong>året</strong>. Den kan sammenlignes <strong>med</strong> første del, i ikke<br />

blot omfang, men <strong>og</strong>så karakter, <strong>og</strong> d<strong>og</strong> er der en <strong>af</strong>gørende forskel. Mens<br />

første del skildrer den jordiske Jesus <strong>og</strong> hans liv, er tredje del en beretning<br />

om den opstandne <strong>og</strong> himmelfarnes stadigt aktuelle færd blandt<br />

mennesker.<br />

”Efter pinse lever Jesus Kristus således <strong>på</strong> jorden i skikkelse <strong>af</strong> sit legeme,<br />

menigheden”, siger Dietrich Bonhoeffer (Bonhoeffer 2006, 175). Den<br />

Jesus, der efter trinitatis forkyndes at gå omkring, undervise, fortælle <strong>og</strong><br />

helbrede, er altså den opstandne korsfæstede, <strong>og</strong> han kan kun være<br />

nærværende som treenig, i form <strong>af</strong> en konkret menighed.<br />

De tre dele <strong>af</strong> kirkeårsfortællingen kommer <strong>på</strong> denne måde til at hænge<br />

sammen i et indholdsmæssigt forløb, hvor 1. del skildrer kristendommens<br />

tilblivelses<strong>historie</strong> (Jesus-delen), mens 2. del gør rede for denne <strong>historie</strong>s<br />

aktuelle gyldighed (Kristus-delen) <strong>og</strong> 3. <strong>og</strong> sidste del i konsekvens her<strong>af</strong><br />

koncentrerer sig om dens videre realisering (Jesus Kristus-delen).<br />

Tredje del argumenterer således for, at <strong>mennesket</strong>s <strong>historie</strong> kvalitativt<br />

udspringer <strong>af</strong> gudstjenesten i bredeste forstand, <strong>og</strong> der<strong>med</strong> <strong>af</strong> den<br />

trinitariske <strong>Guds</strong> <strong>historie</strong> <strong>med</strong> os. Fordi gudstjenesten angiveligt er det<br />

eneste fællesskab, der bliver ved <strong>med</strong> at være sit eget formål, <strong>og</strong> derfor<br />

har som sin klare intention, at dette fællesskab må fortsætte <strong>med</strong> at<br />

udbrede sig i tid <strong>og</strong> rum.<br />

Som optakt til tredje del <strong>af</strong> kirkeårsfortællingen i denne optik, er pinsen<br />

alt<strong>af</strong>gørende. Faderens identifikation <strong>med</strong> den døde <strong>på</strong> korset har allerede<br />

<strong>med</strong>ført, at hans Ånd bliver den korsfæstedes Ånd, <strong>og</strong> derfor er denne<br />

ånds ærinde fremover <strong>og</strong>så et eneste: at udfolde den korsfæstedes<br />

virkelighed. Den er imidlertid først <strong>og</strong> fremmest kendetegnet ved<br />

begrænsning.<br />

Følgelig er pinseunderet heller ikke en genoprettelse <strong>af</strong> den oprindelige<br />

enshed fra Babel, men en forening som respekterer de eksisterende<br />

forskelle mellem mennesker <strong>og</strong> giver dem plads. Lader dem stå som<br />

<strong>af</strong>grænsede størrelser ved siden <strong>af</strong> hinanden. Folkeslagene forstår ikke<br />

pludselig talen om Gud, fordi de pinsedag igen taler samme spr<strong>og</strong>; men<br />

fordi de forstår, hvad der bliver sagt, <strong>på</strong> hvert deres modersmål, som det<br />

hedder. (Pinsedag, Ap.G. 2,1-11)


18<br />

Evangelisk frelse er der<strong>med</strong> det begrænsede menneskes frelse. Den<br />

sætter det virkelige menneske i dets ret. Med eget spr<strong>og</strong>, uforvekslelig<br />

krop, arbejde, familie <strong>og</strong> hjemsted. Nu opdager vi, hvad det reelt betyder,<br />

at Gud i Jesus har lagt døden bag sig <strong>og</strong> taget den <strong>med</strong> sig. Det er ikke<br />

længere den, som sætter den ængstende grænse fra en mere eller mindre<br />

fjern fremtid, men nu er grænsen blevet befordrende. For nu er den blevet<br />

udtryk for, at ingen lever alene, men altid allerede er sammen <strong>med</strong> andre.<br />

I en <strong>af</strong> de bedste nyere helligåndssalmer i Den Danske Salmeb<strong>og</strong> er dette<br />

perspektiv pointen. J. Gustava Brandts ”Hør himmelsus i tredje time!”<br />

(DDS 285) slutter <strong>med</strong> linjerne: Nu står Kristi rige ”iblandt os her, <strong>og</strong> <strong>med</strong><br />

passionens skjulte kroning er ingen sjæl alene mer!” (Strofe 4) Så længe<br />

Ånden er den korsfæstedes ånd fører al sand spiritualitet ind i <strong>historie</strong>n til<br />

fælles liv <strong>–</strong> <strong>og</strong> ikke væk fra den.<br />

Den opstandne korsfæstede er <strong>på</strong> denne måde midt iblandt os som den<br />

trinitarisk strukturerede virkelighed i menighedens indbyrdes forvikling. Og<br />

dvs. som den eller det, der gør, at denne socialstruktur ikke kan være en<br />

historisk størrelse uden samtidig at være både sit eget ophav <strong>og</strong> sin egen<br />

virkning. Fortællingerne om lige netop hans færden blandt mennesker må<br />

derfor nødvendigvis udspille sig ”efter trinitatis”; <strong>og</strong> slutter sidste <strong>søndag</strong> i<br />

kirke<strong>året</strong> lige så konsekvent <strong>med</strong>, at det bliver dette mellemmenneskelige<br />

liv, som helt enkelt identificeres <strong>med</strong> hans nærvær. ”Alt, hvad I har gjort<br />

mod een <strong>af</strong> disse mine mindste brødre <strong>–</strong> det har I gjort mod mig” (Sidste<br />

<strong>søndag</strong> i kirke<strong>året</strong>, Matt. 25,31-46).<br />

Men det vil jo samtidig sige, at det er den menneskelige <strong>historie</strong>, der må<br />

blive både skabelsens, opstandelsens <strong>og</strong> Åndens virkeligheds sted. Derfor<br />

knyttes alle tre emnekredse nu <strong>og</strong>så til Gud i <strong>historie</strong>n <strong>–</strong> den opstandne<br />

korsfæstede som himmelfaren.<br />

Nu er han skaberen, der gør ”alting vel”, som det engang var ”såre godt”.<br />

(12. <strong>søndag</strong> efter trinitatis, Mark. 7,31-37) Der<strong>med</strong> får skabelse en ny<br />

dimension. Den er nu ikke længere blot tilblivelse, men genoprettelse. Den<br />

døvstumme, som der her er tale om, sættes atter ind i <strong>historie</strong>n <strong>med</strong> de<br />

andre, <strong>og</strong> <strong>mennesket</strong> genbeskrives som en del <strong>af</strong> <strong>Guds</strong> <strong>historie</strong>.<br />

Vi er <strong>med</strong> andre ord <strong>med</strong> <strong>på</strong> forhånd, men netop derfor lyder det <strong>og</strong>så<br />

frem til <strong>og</strong> <strong>med</strong> 15. <strong>søndag</strong> efter trinitatis: At den <strong>historie</strong> "kan I ikke rende<br />

ud <strong>og</strong> ind <strong>af</strong>." xi


19<br />

- Nu kan du ikke lige træde tilbage <strong>og</strong> <strong>af</strong>klare, hvem din næste er, når det<br />

eneste, der gælder, er, hvordan du bliver en næste. (13. <strong>søndag</strong> efter<br />

trinitatis, Luk. 10,23-37)<br />

- Nu kan du ikke længere anse Gud for en skæbnegud, som du ikke<br />

skylder kommunikation. (14. <strong>søndag</strong> efter trinitatis, Luk. 17,11-19)<br />

- Nu kan du ikke længere forstå dig selv ud fra den sammenhæng <strong>–</strong> <strong>og</strong><br />

samtidig fra flere andre. (15. <strong>søndag</strong> efter trinitatis, Matt. 6,24-34)<br />

Nej, at lægge krop til gudsfortællingen betyder: "I må finde jeres plads i<br />

dette drama. I kan ikke rende ind <strong>og</strong> ud <strong>af</strong> Gud Skabers <strong>og</strong> Frelsers<br />

fortælling, som om den kun gjaldt engang imellem <strong>og</strong> kun angik visse dele<br />

<strong>af</strong> tilværelsen. Fortællingen omfatter både jeres identitet <strong>og</strong> jeres fremtid. I<br />

er altid <strong>med</strong> i den." xii<br />

For den <strong>historie</strong> fanger <strong>–</strong> i <strong>og</strong> <strong>med</strong> at den fænger. Ja, at blive<br />

genbeskrevet er som at få en helt ny <strong>historie</strong>, som at blive levende igen,<br />

<strong>og</strong> derfor er det endelig <strong>og</strong>så den opstandne korsfæstede, der opvækker<br />

fra de døde <strong>og</strong> sender tilbage til den oprindelige virkelighed. (16. <strong>søndag</strong><br />

efter trinitatis, Luk. 7,11-17) Så det at blive sendt tilbage i realiteten er, at<br />

få det gamle tilbage som nyt.<br />

"Efter trinitatis" er således den trinitatiskes konsekvente udfoldelse <strong>af</strong> sin<br />

<strong>historie</strong> som en inddragelse <strong>af</strong> vores; hvorved <strong>mennesket</strong> får både sin<br />

<strong>historie</strong> <strong>og</strong> virkelighed tilbage som nye, idet åndens virke identificeres <strong>med</strong><br />

den indbyrdes forvikling mellem den enkelte <strong>og</strong> hans menighed, som<br />

ingen herefter kan gå bag om. Denne nye virkelighed, der er bestemt <strong>af</strong><br />

ånden, bliver til, når den korsfæstede, opstandne <strong>og</strong> himmelfarne Jesus<br />

udtrykker sig som sin menighed <strong>og</strong> der<strong>med</strong> sætter den enkeltes<br />

tilhørsforhold til dette fællesskab som den uopgivelige formidling <strong>af</strong> hans<br />

individualitet.<br />

Det er dette grundforhold, Dietrich Bonhoeffer har beskrevet <strong>med</strong><br />

uovertruffen klarhed i sin b<strong>og</strong> "Efterfølgelse"<br />

"Ingen bliver et nyt menneske <strong>på</strong> anden måde end gennem Kristi legeme, i<br />

menigheden. Den, der ønsker at blive et nyt menneske alene, bliver ved<br />

det gamle. At blive et nyt menneske vil sige at komme ind i menigheden."<br />

(Bonhoeffer 2006, 176)<br />

Men hvorfor egentlig? Hvorfor skal menigheden sættes <strong>og</strong> dens<br />

fællesskab <strong>på</strong> den måde gives som rammen for den enkelte, for at hans<br />

individualitet ikke skal rive sig løs, gå <strong>på</strong> egen hånd <strong>og</strong> blive et<br />

selvtilstrækkeligt udgangspunkt? Hvorfor kan vores almindeligt forviklede


20<br />

samfundsliv f.eks. ikke <strong>og</strong>så fastholde <strong>og</strong> udtrykke den irreducible<br />

samtidighed mellem det fælles <strong>og</strong> det individuelle? Og det vel at mærke<br />

umiddelbart?<br />

III. <strong>Guds</strong> <strong>historie</strong> <strong>med</strong> <strong>mennesket</strong> <strong>hele</strong> <strong>året</strong>.<br />

Før dette vigtige spørgsmål besvares, må vi kort kaste blikket tilbage.<br />

Hidtil har jeg fokuseret <strong>på</strong>, dels at gudstjenesten både formalt <strong>og</strong><br />

indholdsmæssigt insisterer <strong>på</strong> inkarnationen som det centrale i den kristne<br />

forkyndelse, dels hvordan den gør det gennem kirkeårsfortællingen om, at<br />

Gud gør den korsfæstede til menighed i sin Ånd. Der<strong>med</strong> fastholdes, at<br />

inkarnationen hverken kan forstås som en fortidig figur eller en indre<br />

kategori, men at den tværtimod må tage skikkelse i <strong>historie</strong>n her <strong>og</strong> nu.<br />

Denne skikkelse er menigheden.<br />

Der<strong>med</strong> kendetegnes menigheden ved at være forudsætningen for den<br />

enkelte, samtidig <strong>med</strong> at den ikke består <strong>af</strong> andet end netop<br />

enkeltindivider. Dens fællesskab har således intet andet formål end at<br />

være livet for sine bestanddele; ligesom de alene er til som ligeværdige<br />

ved at bidrage til helheden. Dette konkrete fællesskab er <strong>på</strong> denne måde<br />

en videreførsel <strong>af</strong> den ”væren-for-andre”, der karakteriserede Jesu<br />

jordiske. Denne "væren-for-andre" konretiseres som menighedens<br />

eksistens i både den enes forbøn for den anden <strong>og</strong> den fælles tro, som<br />

den enkelte kan låne <strong>af</strong> <strong>og</strong> dø <strong>på</strong>.<br />

Men at dette fællesskab overhovedet er til, beror der<strong>med</strong> ifølge den kristne<br />

overlevering altid <strong>på</strong> Gud som den mellemkommende kvalifikation. På at<br />

den menneskelige forvikling <strong>med</strong> andre ord udråbes til <strong>Guds</strong> udtryk. Fordi<br />

den i samme øjeblik, det sker, gøres til sit eget formål <strong>og</strong> der<strong>med</strong> befries<br />

fra alle andre hensyn end sin egen udfoldelse. Denne frihed erfares <strong>af</strong> den<br />

enkelte som en foræring <strong>af</strong> et rum at væe i <strong>og</strong> der<strong>med</strong> en frisættelse fra<br />

selv at skulle skabe sig <strong>og</strong> sit liv. Den er således en form for væren, der<br />

melder sig som en handling <strong>og</strong> derfor har personstruktur. I traditionen<br />

formuleres den som <strong>Guds</strong> eget komme, selv om dens indhold er<br />

fælleslivets oprindelighed.<br />

En yderligere fordel ved denne personifikation <strong>af</strong> friheden er, at den kan<br />

udtrykkes som handlende kærlighed i forhold til den enkelte. Og det vil<br />

sige som evangeliet, der befrier fra loven <strong>og</strong> der<strong>med</strong> til, at den enkelte nu<br />

pludselig kan se sit <strong>med</strong>menneske, som dén anden, Gud i Kristus er<br />

kommet til.


21<br />

I ”Efterfølgelse” har Dietrich Bonhoeffer <strong>og</strong>så en smuk udfoldelse <strong>af</strong> denne<br />

formidling. Disciplen, siger han, ser netop altid kun sit <strong>med</strong>menneske som<br />

den anden ”til hvem Jesus kommer.” Og så fortsætter han:<br />

”Derfor er disciplens møde <strong>med</strong> et andet menneske aldrig et frit<br />

møde mellem to mennesker, der står umiddelbart over for<br />

hinanden, hver <strong>med</strong> sine anskuelser, målestokke <strong>og</strong><br />

vurderinger. Nej, disciplen kan kun møde den anden som et<br />

menneske, Jesus selv kommer til. Disciplen har altså ikke<br />

indtaget en position, hvorfra han kan angribe den anden, men<br />

går ham i møde <strong>med</strong> et betingelsesløst tilbud om fællesskab.”<br />

(Bonhoeffer 2006, 133)<br />

Denne forudsætning gælder ikke i den almene samfundsmæssige<br />

forvikling. Her står vi umiddelbart over for hinanden <strong>og</strong> anlægger derfor<br />

vore egne målestokke <strong>og</strong> vurderinger, som ifølge Bonhoeffer har det <strong>med</strong><br />

at slå ud til egen fordel.<br />

Selvom gudstjenesten <strong>på</strong> denne måde er sit eget formål <strong>og</strong> sætter en<br />

fælles målestok, må den imidlertid ikke lukke sig om sig selv. Men<br />

gudstjenestens <strong>og</strong> der<strong>med</strong> menighedens fællesskab må altid sigte mod at<br />

brede sig ud over sit rum. For det første for at gudstjenesten ikke skal blive<br />

den magiske undtagelse i vort liv, men derimod fortegnet for<br />

hverdagseksistensen, som allerede er kendetegnet <strong>af</strong> den gensidighed,<br />

der udgør både vort livs legemlighed <strong>og</strong> historiske karakter. For det andet<br />

fordi det i virkeligheden er erfaringen <strong>af</strong> det kvalificerede fællesskab, der<br />

sætter os i stand til at værdsætte det verdslige liv som et begrænset gode.<br />

Ifølge kirkeårsfortællingen kan kun den kristne således leve verdsligt i<br />

kvalificeret forstand; ligesom kun det verdslige liv kan være kristent i<br />

inkarnatorisk betydning.<br />

Afslutning<br />

Vejen gennem kirke<strong>året</strong> har vist sig at gå fra ét menneskes <strong>historie</strong> over<br />

denne <strong>historie</strong>s gyldighed til en fortsat praktisering <strong>af</strong> den i personlige<br />

fællesskaber. Her<strong>med</strong> er to vigtige konklusioner angivet:<br />

a) At immanensen <strong>af</strong>føder transcendensen, som igen ytrer sig i<br />

praktisk resonans. Efter moderniteten er denne rækkefølge den<br />

eneste dækkende. xiii


22<br />

b) Derfor får transcendensen karakter <strong>af</strong> én lang omslagsstruktur.<br />

Narrativt ligger det lige for: Jesus rider palme<strong>søndag</strong> ind i<br />

Jerusalem <strong>på</strong> et æsel <strong>og</strong> skildres <strong>på</strong> det ældste krucifiks, vi kender,<br />

selv som ét! Han hænges op <strong>på</strong> et kors <strong>og</strong> kendes derefter som<br />

den korsfæstede. Han dør <strong>og</strong> kommer igen som den samme <strong>på</strong> den<br />

anden side døden, osv. Men denne fortælling løber samtidig ud i en<br />

principiel opsamling: Gud kan ikke gå ind i <strong>historie</strong>n, uden at<br />

<strong>historie</strong>n bliver en del <strong>af</strong> Gud. Medmindre indgangen skal resultere<br />

i, at Gud går under i det menneskelige, <strong>og</strong> dén konsekvens er <strong>på</strong><br />

forhånd teol<strong>og</strong>isk uacceptabel.<br />

Kirkeårsfortællingen gennemspiller dette reciprokke forhold mellem Gud<br />

<strong>og</strong> den menneskelige <strong>historie</strong> som forholdet mellem individet <strong>og</strong><br />

kollektivet. I første del går det eksemplariske individ op i kollektivet; fordi<br />

han selv ifølge fortællingen er det absolutte kollektivs ytring. Det betyder,<br />

fortsætter anden del, både at dette individs individualitet er kollektiv <strong>og</strong> at<br />

det kollektiv, han herefter sætter, bliver en individuel størrelse. Derfor,<br />

slutter tredje del, er det <strong>og</strong>så kun et individuelt kollektiv, der <strong>–</strong> som et<br />

resultat <strong>af</strong> det kollektive individ <strong>–</strong> kan sætte den enkelte. Når det sker,<br />

bliver han eller hun sat netop som en del <strong>af</strong> de andres fællesskab <strong>og</strong><br />

der<strong>med</strong> som een, der kan værdsætte begrænsningen.<br />

Alt dette konkretiseres i bekendelsens <strong>af</strong>sluttende lovprisning <strong>af</strong> Åndens<br />

virkelighed som ”den hellige almindelige kirke”, dvs. ”de helliges samfund”<br />

<strong>og</strong> der<strong>med</strong> os som både menighed <strong>og</strong> verden. Gud gør Jesus til<br />

menighed; Jesus opsluges <strong>af</strong> menigheden; han gør Jesus til os; han gør<br />

sig til os; han gør os til en del <strong>af</strong> sig, uden at han bliver en del <strong>af</strong> os.<br />

Bevægelsen har <strong>og</strong> beholder sin retning <strong>–</strong> derfor er den genstand for<br />

vores bekendelse.<br />

i<br />

En introduktion til denne skelnen mellem en primær <strong>og</strong> sekundær (liturgisk)<br />

teol<strong>og</strong>i findes i den glimrende oversigtsartikel <strong>af</strong> Jette Bendixen Rønkilde <strong>med</strong> titlen ”Det lille<br />

Himmerige”. Om liturgisk teol<strong>og</strong>i som forskningsdisciplin <strong>og</strong> i folkekirken” i Præsteforeningens<br />

Blad 13/2012 pp. 278-282.<br />

ii<br />

Jeg tænker naturligvis <strong>på</strong>: Den skjulte gudstjeneste. En fantasi <strong>–</strong> <strong>af</strong> Erik A.<br />

Nielsen. Den blev udgivet første gang <strong>på</strong> forlaget Amadeus (1987) <strong>og</strong> udkom igen i 2012. Mine<br />

referencer er til originaludgaven.<br />

iii<br />

Se Jakob Wolf: Jobs tårer. Om Gud <strong>og</strong> det onde. (Anis, København 2009)


23<br />

iv<br />

<strong>Guds</strong>tjenesteordning for Den Danske Folkekirke. Ritualb<strong>og</strong>. (Det Kgl.<br />

Vajsenhus´ Forlag, København 1992)<br />

v<br />

vi<br />

Tanken findes flere steder, bl.a. i 1. Kor. 12 <strong>og</strong> Rom. 12.<br />

Det er denne pointe, den nye himmelfartssalme ”Din Himmel-krone ser vi<br />

stråle” (259 i Den Danske Salmeb<strong>og</strong>) formulerer så fornemt i stroferne 2 <strong>og</strong> 3.<br />

vii<br />

Prædiketeksterne til kirkeårsfortællingen efter 1. tekstrække er hentet fra<br />

<strong>Guds</strong>tjenesteordning for Den Danske Folkekirke. Den Danske Alterb<strong>og</strong>. (Det Kgl. Vajsenhus´<br />

Forlag, København 1992)<br />

viii<br />

Det er pointen i Robert W. Jenson: Den treenige identitet. Gud ifølge evangeliet<br />

(Anis, København 2008). Se især pp. 221-222.<br />

ix Jvf. <strong>Henning</strong> Thomsen "Kors <strong>og</strong> opstandelse. Fra langfredag til anden <strong>på</strong>skedag" i<br />

Kritisk Forum for Praktisk Teol<strong>og</strong>i 119/2010, pp. 15-27<br />

x Ang. en grundigere udfoldelse, se mit <strong>af</strong>snit i Hans Vium Mikkelsen, <strong>Henning</strong><br />

Thomsen, Peter Lodberg <strong>og</strong> Casper Koch: Liv <strong>og</strong> konsekvens. Bonhoeffers teol<strong>og</strong>iske arv. (Aros,<br />

København 2013).<br />

xi Jvf. note 12.


24<br />

xii Anne Marie Aagaard "Tag et åg <strong>og</strong> læg det <strong>på</strong> dine skuldre" i J. Nissen, J.H.<br />

Schjørring <strong>og</strong> H. Thomsen: <strong>Guds</strong>tjenestens teol<strong>og</strong>i - folkekirkelige <strong>og</strong> økumeniske perspektiver.<br />

(Anis, København 2001) pp. 114-128; p. 115.<br />

xiii<br />

Se Lars Qvortrup: Paradokshåndtering <strong>og</strong> ritualproduktion. Tro som vidensform.<br />

(Anis, København 2011) p. 101.<br />

2007)<br />

Litteratur<br />

Dietrich Bonhoeffer: Efterfølgelse. (Credo Forlag, 2006)<br />

Helle Christiansen <strong>og</strong> <strong>Henning</strong> Thomsen (red.): Pastoralteol<strong>og</strong>i. (Anis, København<br />

Den Danske Salmeb<strong>og</strong>. (Det Kgl. Vajsenhus´ Forlag, København 2003)<br />

<strong>Guds</strong>tjenesteordning for Den Danske Folkekirke. Den Danske Alterb<strong>og</strong>. (Det<br />

Kgl. Vajsenhus´ Forlag, København 1992)<br />

<strong>Guds</strong>tjenesteordning for Den Danske Folkekirke. Ritualb<strong>og</strong>. (Det Kgl.<br />

Vajsenhus´ Forlag, København 1992)<br />

Hein Heinsen: Gud <strong>–</strong> Trinitetsmaskinen. (Gyldendal, 2010)<br />

Robert W. Jenson: Den treenige identitet. Gud ifølge evangeliet. (Anis,<br />

København 2008)<br />

Johannes Nissen, Jens Holger Schjørring <strong>og</strong> <strong>Henning</strong> Thomsen (red.):<br />

<strong>Guds</strong>tjenestens teol<strong>og</strong>i <strong>–</strong> folkekirkelige <strong>og</strong> økumeniske perspektiver. (Anis, København 2001)<br />

Lars Qvortrup: Paradokshåndtering <strong>og</strong> ritualproduktion. Tro som vidensform.<br />

(Anis, København 2011)<br />

Jette Bendixen Rønkilde: ”Det lille Himmerige”. Om liturgisk teol<strong>og</strong>i som<br />

forskningsdisciplin <strong>og</strong> i folkekirken”. I Præsteforeningens Blad 13/2012, pp. 278-282.<br />

Jakob Wolf: Jobs tårer. Om Gud <strong>og</strong> det onde. (Anis, København 2009)

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!