Guds historie med mennesket – på søndag og hele året. af Henning ...

More documents

Recommendations

Info

10 a) Historien om det særlige individs afvikling af sin individualitet. Kirkeårsfortællingens første del strækker sig fra jul til og med lidelseshistorien. Den skildrer Jesu livsforløb fra fødsel til død, og stiller det tydelige spørgsmål, om denne mand virkelig er Guds eget liv blandt mennesker. Den spørger med andre ord, om Jesu historie nu også er Guds historie. Og det gør den vel at mærke ikke udefra, men ved at lade sin hovedperson være karakteriseret af på een gang at gå ud fra, at det er tilfældet og samtidig konstant appellere til sin Fader i Himlen om at bekræfte dette udgangspunkt. Han gør det første, fordi han har fået Faderens egen Ånd i et hidtil ukendt omfang og i en lige så overraskende intensitet, siger fortællingen. Men Guds ånd er aldrig en substantiel størrelse, den er netop en relation og søger derfor som alle relationer i intensiveret skikkelse bekræftelse. Det slående er nu, at denne bekræftelse udebliver. Det forklares, at Gud Fader fra sin himmel udråber Jesus til sit levende udtryk på jord (Sidste søndag efter helligtrekonger, Matt. 17,1-9) at dette underbygges ved hans enestående udrustning med Ånden (Fastelavns søndag, Matt. 3,13-17) med det resultat, at Jesus selv lever sit liv som gudsrigets ankomst til hans omgivelser (3. søndag i fasten, Luk. 11,14-28). Men at dette liv samtidig modsiges. De samme omgivelser lægger nemlig hele tiden pres på ham, for at han skal vende tilbage til den traditionelle forståelse af, hvem Gud og mennesket er. Dér hvor Gud er almagten, som udefra griber ind i menneskers tilværelse efter sin lov, og denne tilværelse derfor er underlagt en tydning ifølge reglen ”noget for noget”. Men Jesus bliver ved sit. Han tilbageviser traditionens fristelser, både når de formuleres principielt (1. søndag i fasten, Matt. 4,1-11) lyder fra de nærmeste og siden fra alle (Langfredag, Mark. 15,20-39). I stedet insisterer han på sin ret til at opfatte livet for den anden som Guds vilje med mennesket, fordi det angiveligt afspejler Guds inderste væsen, der også forekommende griber ud efter den forkomne. Så kompromisløst gør han dette, at han til sidst er helt alene med sin opfattelse. Og da er det – da de for længst er gået fra verbale argumenter og over til handlinger, og han hænger på korset – at han een gang for alle desperat ønsker at blive bekræftet i sin udlægning. Af den eneste, som nu kan det, nemlig Gud selv – hans Fader i himlen. Jeg har selv tidligere vovet en parafrase af Jesu skrig på Golgatha (Mark. 15,34) langs disse linjer:
11 - Jeg har sagt og gjort, hvad jeg konstant har forstået som din vilje. Så kunne du i det mindste anerkende min forståelse: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” ix Jesus råber imidlertid stadig sit chok over gudsforladtheden til Gud. Vejen er gået dybere ind i ensomheden, end selv han regnede med. Men skuffelsen over at se sin egen opfattelse afsløret som utilstrækkelig, driver ham ikke væk fra Gud – den driver ham snarere tættere ind til Gud. Det sandt menneskelige kommer derfor endegyldigt til syne, hvor den gudsforladte nægter at forlade Gud. Han kan ikke tvinges væk fra og vil ikke opgive denne grundliggende relation, selv når Gud overlader ham til sig selv. Og da sker det mærkelige, at netop denne ultimative menneskelighed afføder bekendelsen. ”Sandelig den mand var Guds Søn,” siger officeren ved korset. Stærkere kan kontrasten til den indledende fristelsesscene (Mark. 15,29- 32) næppe trækkes op, og tydeligere kan den bekendende replik næppe vise sig som en forudgribelse. Indtil videre giver den dog tilsyneladende helt vilkårligt blot Jesus ret i hans påstand om at være fra Gud, fordi han forlades af ham. Men hvad andet kan man forvente af en hedning? Her slutter den del af kirkeårsfortællingen, der skildrer Jesu umiddelbart jordiske historie. Det spørgsmål, den efterlader, er det samme, som den indledte med: Har Jesus ret i sin insisteren på at gøre Guds vilje eller er hans liv én lang fiasko? Noget svar får vi ikke i denne første del. Den slutter åbent, med undtagelse af den ene forudgribelse, vi lige har været inde på; som til gengæld ikke ser ud til at have andet at henvise til end Jesu egen stædighed. Det inspirerende er nu at prøve at forstå, at det ikke kan være anderledes. I alle tilfælde ikke så længe inkarnationen tages alvorligt som Guds binding til mennesket. For er Jesus Guds vilje på jord, kan han kun leve for andre og dermed sætte sig selv til side. Konsekvent udfoldet, vil en sådan livsform altid ende med en regulær selvafvikling og derfor føre til den radikale ensomhed i forhold til både mennesker og Gud, der må slutte med døden som den definitive ophævelse. Det afgørende bliver følgelig, om denne ophævelse får det sidste ord. Om prisen for Jesu manglende interesse i opholdelsen af sig selv og sin individualitet bliver, at han går under som menneske – i de andre. Eller om den måde at eksistere på netop viser sig som den sande, ved at han får lov at være de andres liv. At han som individ med andre ord bliver det fælles. En optakt i denne retning kunne være Jesu insisteren på sin gudsrelation til det sidste. I stedet for stædighed kunne den være et udtryk for, at han
Page 1 and 2: 1 Guds historie med mennesket - på
Page 3 and 4: 3 kun motivere til at gøre sig det
Page 5 and 6: 5 Det er dette, der udfoldes i det
Page 7 and 8: 7 med et misforståeligt udtryk - a
Page 9: 9 Kirkefortællingens Gud bliver de
Page 13 and 14: 13 de, der genkender ham, enten sel
Page 15 and 16: 15 antropocentriske konsekvenser af
Page 17 and 18: 17 Denne forbindelse mellem individ
Page 19 and 20: 19 - Nu kan du ikke lige træde til
Page 21 and 22: 21 I ”Efterfølgelse” har Dietr
Page 23 and 24: 23 iv Gudstjenesteordning for Den D

Guds historie med mennesket – på søndag og hele året. af Henning ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?