Guds historie med mennesket – på søndag og hele året. af Henning ...

18
Evangelisk frelse er dermed det begrænsede menneskes frelse. Den
sætter det virkelige menneske i dets ret. Med eget sprog, uforvekslelig
krop, arbejde, familie og hjemsted. Nu opdager vi, hvad det reelt betyder,
at Gud i Jesus har lagt døden bag sig og taget den med sig. Det er ikke
længere den, som sætter den ængstende grænse fra en mere eller mindre
fjern fremtid, men nu er grænsen blevet befordrende. For nu er den blevet
udtryk for, at ingen lever alene, men altid allerede er sammen med andre.
I en af de bedste nyere helligåndssalmer i Den Danske Salmebog er dette
perspektiv pointen. J. Gustava Brandts ”Hør himmelsus i tredje time!”
(DDS 285) slutter med linjerne: Nu står Kristi rige ”iblandt os her, og med
passionens skjulte kroning er ingen sjæl alene mer!” (Strofe 4) Så længe
Ånden er den korsfæstedes ånd fører al sand spiritualitet ind i historien til
fælles liv – og ikke væk fra den.
Den opstandne korsfæstede er på denne måde midt iblandt os som den
trinitarisk strukturerede virkelighed i menighedens indbyrdes forvikling. Og
dvs. som den eller det, der gør, at denne socialstruktur ikke kan være en
historisk størrelse uden samtidig at være både sit eget ophav og sin egen
virkning. Fortællingerne om lige netop hans færden blandt mennesker må
derfor nødvendigvis udspille sig ”efter trinitatis”; og slutter sidste søndag i
kirkeåret lige så konsekvent med, at det bliver dette mellemmenneskelige
liv, som helt enkelt identificeres med hans nærvær. ”Alt, hvad I har gjort
mod een af disse mine mindste brødre – det har I gjort mod mig” (Sidste
søndag i kirkeåret, Matt. 25,31-46).
Men det vil jo samtidig sige, at det er den menneskelige historie, der må
blive både skabelsens, opstandelsens og Åndens virkeligheds sted. Derfor
knyttes alle tre emnekredse nu også til Gud i historien – den opstandne
korsfæstede som himmelfaren.
Nu er han skaberen, der gør ”alting vel”, som det engang var ”såre godt”.
(12. søndag efter trinitatis, Mark. 7,31-37) Dermed får skabelse en ny
dimension. Den er nu ikke længere blot tilblivelse, men genoprettelse. Den
døvstumme, som der her er tale om, sættes atter ind i historien med de
andre, og mennesket genbeskrives som en del af Guds historie.
Vi er med andre ord med på forhånd, men netop derfor lyder det også
frem til og med 15. søndag efter trinitatis: At den historie "kan I ikke rende
ud og ind af." xi