Guds historie med mennesket – på søndag og hele året. af Henning ...

15
antropocentriske konsekvenser af denne udlægning af sammenhængen
mellem Far, Søn og Ånd.
Gud er relationen mellem Fader og Søn i Ånden og akkurat som denne
tre-enige begivenhed person. Her er tale om en levende relation, hvor det
konkrete subjekt og de aktuelle accenter skifter. Så mens det i første del
var Faderen, alt drejede sig om, og strukturen i relationen kunne
bestemmes som Jesu reference til sin Fader i himlen (fordi denne Fader
havde skænket Ånden til sin Søn) så er det i anden del Sønnen, der
kommer i centrum, og strukturen bliver Faderens reference til sin Søn fra
korset (fordi denne Søn har gjort sin Faders vilje i Ånden).
Altså er det den korsfæstede, der får ret i sin påstand om at have levet på
en måde, som Gud må give sin tilslutning og dermed både karakterisere
sig selv ud fra og bøje sig for. Den, som har set den opstandne
korsfæstede, har derfor set Faderen og må følgelig forstå, at Ånden af
samme grund nu bliver Jesu Ånd. (4.-5. søndag efter påske, Joh. 16,5-15
hhv. 16,23b-28) Det betyder ikke, at Søn og Fader herefter er identiske,
men som vi så, at Faderen udelukkende udfolder sin faderlighed som
Sønnens magt til at være Søn.
Ikke desto mindre er det stadig som korsfæstet, at Sønnen er opstanden.
Derfor betyder Faderens identifikation med ham for det andet, at den
menneskelige virkelighed får gyldighed på begge sider af døden. Med den
udtrykkelige forskel vel at mærke, at døden selv samtidig får ny status.
Som grænse er den, som vi allerede har bemærket, tilbagelagt. Den
opstandne korsfæstede går ikke længere sit eget endeligt i møde; han
kommer fra det. Uden at han af den grund skildres som ubegrænset. Livet
med de andre karakteriserer ham stadig; men konsekvenserne af det –
sårene og arrene – er nu forvandlet fra dødsmærker til livgivende
kendetegn. Ligesom begrænsningen i det hele taget skifter karakter fra
hæmning til befordring.
Hvad er tanken? Ja, vi har allerede set, at Jesu liv som endeligt individ
samtidig var en afvikling. Fordi det med ubønhørlig konsekvens var rettet
mod de andre og deres behov. Nu hævdes det, at resultatet af dette liv er
en overskridelse af alle negative begrænsninger, som vi ellers kun kender
den fra kollektivet. Den overskridelse nemlig, der har omslagsstruktur. Er
det således et kollektiv, vi taler om, er de mange forskellige udtryk f.eks.
en styrke, en enkelts død ingen trussel og så fremdeles. Men det vil jo
sige, at kirkeårsfortællingen prøver at fortælle, at Jesus er det sande
menneske, fordi han kan gå op i de andres liv uden at forsvinde og derfor
ender med at være sig - som de andres liv. Den opstandne korsfæstede