Guds historie med mennesket – på søndag og hele året. af Henning ...

More documents

Recommendations

Info

16 kan ikke være sig selv blandt de andre, som Jesus på vej til korset endnu kunne. For det liv, der førte til hans korsfæstelse, bestod netop i, at han gav sig selv væk - til de andre. Indtil der ikke var mere at give, og han døde. Når netop han nu opvækkes, kan han derfor kun udfolde sig som de andres - dvs. i skikkelse af deres liv med hinanden. Det er af denne grund , at livet med disciplene før påske ikke blot kan fortsætte i en forbedret udgave efter påske. Og det er derfor, at fortællingerne om hans tilsynekomst som den opstandne konstant slutter med, at han forsvinder, så snart han er genkendt. Han er som en ubønhørlig konsekvens af sin egen historie det ene individ, hvis individualitet indefra står om i det kollektive. Og derfor også fremover kun kan præsenteres af individuelle kollektiver. Det er denne pointe, Paulus har grebet, når han som den første systematiske teolog udlægger den korsfæstedes liv i menighedens konkrete skikkelse. "Nu er I hans legeme", understreger han igen og igen over for sine læsere. x Det er denne udvikling, som indvarsles allerede i de 40 dage mellem påske og himmelfart, hver gang han genkendes. For hvad genkendes han på? Sin individualitet naturligvis – at han er den korsfæstede. Og dog kan ingen umiddelbart kende ham. Hvorfor ikke? Fordi han akkurat som den korsfæstede opstandne nu samtidig er deres indbyrdes forvikling, og den har ingen prestige. Altså må han først gøres genkendelig; selv om resultatet stadig bliver, at han genkendes, og det vil jo sige: kendes igen, som den han var. Ligesom det er denne forudgribelse, som med himmelfarten får fuld skikkelse. Himmelfarten betyder netop, at et individ får kollektiv eksistensform, at den korsfæstedes binding til rum og tid ophæves, uden at han ophører med at være den korsfæstede. Men hvis det sande individ på denne måde bliver kollektiv, er det sande kollektiv som antydet samtidig kun til som en individuel størrelse. Og derfor er det, som vi straks skal se i kirkeårsfortællingens tredje del, alene et individuelt kollektiv, der kan udgøre hans fortsatte tilstedeværelse i historien, hans vedvarende liv som opstanden og himmelfaren. Et andet begreb for et individuelt kollektiv er et begrænset fællesskab eller en lokal menighed. Vi aner dermed allerede, at hvis der skal være tale om den korsfæstedes vedvarende inkarnation, bliver det i begrænsede fællesskaber. Og er akkurat dette legeme fortsat integrerende, så hans liv sætter og indebærer vores, er vi som individer på forhånd henvist til et sådant fællesskab som vores udspring. c) Den fortsatte praktisering af dette liv.
17 Denne forbindelse mellem individ og menighedens fællesskab udfolder tredje og sidste del af kirkeårsfortællingen. Den indledes med pinse, strækker sig over trinitatis og alle søndagene derefter og slutter med sidste søndag i kirkeåret. Den kan sammenlignes med første del, i ikke blot omfang, men også karakter, og dog er der en afgørende forskel. Mens første del skildrer den jordiske Jesus og hans liv, er tredje del en beretning om den opstandne og himmelfarnes stadigt aktuelle færd blandt mennesker. ”Efter pinse lever Jesus Kristus således på jorden i skikkelse af sit legeme, menigheden”, siger Dietrich Bonhoeffer (Bonhoeffer 2006, 175). Den Jesus, der efter trinitatis forkyndes at gå omkring, undervise, fortælle og helbrede, er altså den opstandne korsfæstede, og han kan kun være nærværende som treenig, i form af en konkret menighed. De tre dele af kirkeårsfortællingen kommer på denne måde til at hænge sammen i et indholdsmæssigt forløb, hvor 1. del skildrer kristendommens tilblivelseshistorie (Jesus-delen), mens 2. del gør rede for denne histories aktuelle gyldighed (Kristus-delen) og 3. og sidste del i konsekvens heraf koncentrerer sig om dens videre realisering (Jesus Kristus-delen). Tredje del argumenterer således for, at menneskets historie kvalitativt udspringer af gudstjenesten i bredeste forstand, og dermed af den trinitariske Guds historie med os. Fordi gudstjenesten angiveligt er det eneste fællesskab, der bliver ved med at være sit eget formål, og derfor har som sin klare intention, at dette fællesskab må fortsætte med at udbrede sig i tid og rum. Som optakt til tredje del af kirkeårsfortællingen i denne optik, er pinsen altafgørende. Faderens identifikation med den døde på korset har allerede medført, at hans Ånd bliver den korsfæstedes Ånd, og derfor er denne ånds ærinde fremover også et eneste: at udfolde den korsfæstedes virkelighed. Den er imidlertid først og fremmest kendetegnet ved begrænsning. Følgelig er pinseunderet heller ikke en genoprettelse af den oprindelige enshed fra Babel, men en forening som respekterer de eksisterende forskelle mellem mennesker og giver dem plads. Lader dem stå som afgrænsede størrelser ved siden af hinanden. Folkeslagene forstår ikke pludselig talen om Gud, fordi de pinsedag igen taler samme sprog; men fordi de forstår, hvad der bliver sagt, på hvert deres modersmål, som det hedder. (Pinsedag, Ap.G. 2,1-11)
Page 1 and 2: 1 Guds historie med mennesket - på
Page 3 and 4: 3 kun motivere til at gøre sig det
Page 5 and 6: 5 Det er dette, der udfoldes i det
Page 7 and 8: 7 med et misforståeligt udtryk - a
Page 9 and 10: 9 Kirkefortællingens Gud bliver de
Page 11 and 12: 11 - Jeg har sagt og gjort, hvad je
Page 13 and 14: 13 de, der genkender ham, enten sel
Page 15: 15 antropocentriske konsekvenser af
Page 19 and 20: 19 - Nu kan du ikke lige træde til
Page 21 and 22: 21 I ”Efterfølgelse” har Dietr
Page 23 and 24: 23 iv Gudstjenesteordning for Den D

Guds historie med mennesket – på søndag og hele året. af Henning ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?