Guds historie med mennesket – på søndag og hele året. af Henning ...

4
Det gør Gud umiddelbart som Jesus. Evangeliefortællingerne beretter
netop om, hvad Jesus siger og gør; men hvordan kan et menneske fra
årene omkring 30 i omegnen af Nazareth overhovedet tale til os i dag?
Han kan f.eks. ikke ses, eftersom han ikke har nogen krop. Jo, har kirken
svaret lige siden Paulus, nu er menigheden hans legeme. v Og lige så
længe har den insisteret på, at denne prædikat-forbindelse er hverken blot
et billede eller et lyrisk begreb, men netop et udtryk for inkarnatorisk
virkelighed.
Den kristine overlevering insisterer med andre ord på, at der siden
opstandelsen og himmelfarten ikke findes nogen anden Jesus Kristus end
den, der legemliggøres af sin menigheds fællesskab. Der er ikke også en
himmelsk Kristus et andet sted ”hos Gud”, ”blandt englene ” eller ”i skyen”,
som blot venter på at komme og i mellemtiden begunstiger udvalgte med
uforudsigelige indgreb. Nej, den himmelske Kristus ved Faderens højre
hånd er Jesus som sin menighed. vi Som det menneskelige fællesskab dér.
Når han taler her og nu, må det altså ske i skikkelse af een af os. For at
kunne hævde, at Gud i dag taler til mig (som Jesus), må der følgelig være
mindst to til stede. Et menneske, som taler, og et menneske, som lytter.
Lige præcis derfor hedder det også i evangelietraditionen, at ”hvor to eller
tre er forsamlet i mit navn” – og ikke hvor en sidder og tænker fromt og
kønt – ”er jeg midt iblandt dem”. (Matt. 18,20) Og det betyder ikke, at så
kommer der i begge tilfælde en til, nemlig Jesus, så det samlede antal
bliver tre eller fire. Men det betyder, at netop dette begrænsede fællesskab
nu er hans tilstedeværelse. Han er ikke til på anden måde end i vore
socialskikkelser, så længe han er i vores historie.
Hermed er der hverken tale om, at individet opløses eller går under i
menigheden, men derimod om at individ og kollektiv bliver hinandens
gensidigt kvalificerende betingelser.
De to kategorier er blevet irreduktible størrelser og må derfor som
samtidige virkelighedsbærere være sat sammen. Men hvad der på denne
måde er sat forud, bliver naturligvis en forudsætning og dermed givet.
Evangeliet er med andre ord påstanden om, at det individ, der hævdes
som Guds sande menneske, kun tager skikkelse i konkrete relationer og
derfor altid skænker den enkelte sig selv som en indiskutabel del af livet
med de andre. Ja, det er akkurat denne befrielse fra ethvert sidste
selvrealiseringskrav, der er dets glædelige budskab: Jeg skal ikke først ud
at virkeliggøre mig, men modtager mig tværtimod ved at lade en anden
være til for mig.