Årsskrift Årsskrift - Hørby Efterskole

10
Unge og Kristendom eller
“fra mund til øre”
Af Tine Lindhardt, generalsekretær i Det danske Bibelselskab
Mange kender udtryk som »mund til
mund« og »mund til næse«. Det er
noget man hører om, når man skal lære,
hvordan man kan oplive og holde et
menneske i live.
Sammen med min niece og nevø har jeg
i aften set optakt til junior mgp – Melodi
Grand Prix for unge. Jeg følte mig uendeligt
gammel. Sproget, tonen, klipningen,
musikken var – ja, meget ungt. Hvor var
alvoren? Dybden? Debatterne om livsemner
og samfundsproblematikkerne? Alt det vi
gjorde i, dengang jeg var ung.
Programmet varede kun en halv time.
Bagefter så vi begyndelsen af ’Huset på
Christianshavn’. En klassiker, syntes jeg.
Børnene gik hurtigt. Og da vi kom dertil,
hvor Meyer, Olsen og Emma i kor sang
klagesang over nutidens unge og med
vemod erindrede deres egen ungdomstid og
dyderne og alt det – så gik jeg også.
Det er altså for nemt. For nemt som
midaldrende at sidde vel tilbagelænet i
sin sofa og skælde ud på alle de unge, der
ingenting ved og ingenting kan og ingenting
vil.
For det første er det ikke sandt. For det
andet: Hvis det var sandt, så må man vel
stille spørgsmålet: hvorfor er det sådan?
Og da kommer man som midaldrende
forældregeneration næppe udenom at se sig
selv kritisk i spejlet og gribe i egen barm.
For de unge er jo ikke kun børn af deres tid.
De er først og fremmest børn af os, deres
forældre.
Det er det samme, når det gælder unge og
kristendom.
Det er uhyre nemt at sige: Det er for galt. De
unges uvidenhed om bibel og kristendom
er stort set uden huller. Det er også skolens
skyld. Og kirkens. Og tidens.
Hvilket sikkert alt sammen er sandt.
Men først og fremmest bærer vi vel selv
et ansvar. Vi - de unges forældre og måske
deres bedsteforældre. Måske har vi troet, at
det med kristentro og bibel siger sig selv.
Det gør det ikke. Det må siges, af nogen.
Det må gives videre. Fra mund til øre.
Mange kender udtryk som »mund til mund«
og »mund til næse«. Det er noget man hører
om, når man skal lære, hvordan man kan
oplive og holde et menneske i live.
Hvis man skal holde ord og fortællinger og
et budskab levende, skal man bruge »mund
til øre«. Det er i hvert fald én af måderne
man kan gøre det på, og en god måde, synes
jeg.
For i »mund til øre« - tanken ligger jo, at
der skal være en mund. Der skal være en
person. Et menneske, som vil sige noget, og
som derfor åbner munden og står inde for
det, som siges og som siger det, ind i et øre.
Øret er én af de bedste kanaler hvis man
ønsker at gøre indtryk på mennesker. Det,
som høres, går til hjertet. Ja, noget går