NR. 4 JUNI 2012 - FN-forbundet

More documents

Recommendations

Info

der George W. Bush. Og at Danmark fulgte trop med den mere end almindeligt pro-amerikanske danske statsminister Anders Fogh Rasmussen. Skiftet fra fredsbevarende til fredsstiftende indsats var tydeligt. Selv om truslen fra international terrorisme ikke påviseligt er blevet mindre, er det dog nok ikke sandsynligt, at USA og NATO vil deltage i andre, store interventionskrige i de kommende år, anfører forfatterne. USA vil antagelig i vidt omfang satse på sine droner, de førerløse dræberfly, som succesrigt har taget livet af terrorist-ledere forskellige steder på kloden. Forfatterne leger lidt med tanken om styrkelsen af de civile bidrag (fra Vesten) til dårligt regerede, sammenbrudte stater. Det er sagt før, og håbet om disse ”demokratiske indsprøjtninger” er lysegrønt. Men sikkerheden har svære kår, når fanatikere, med eller uden religion i bagagen, nedbryder forsøg på at opbygge borgerkrigsramte stater og uden blusel agiterer for et stærkt kvindeundertrykkende regime. Portrætbog af en stor dansk humanist Preben Lund: En smerte så stor – Et liv i humanismens og medicinens tjeneste. Portræt af Bent Sørensen, 187 sider, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Som brandsårsekspert havde Bent Sørensen et stort navn, da han i 1984 skiftede spor til at gøre en indsats for torturofre overalt i denne verden. Først og fremmest manifesteret ved at blive formand for Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT). Journalist Preben Lund har fremstillet et næsten kærligt portræt af den internationalt højt ansete danske læge, som nu går i sit 88. år. Man føler sig stolt af at være landsmand med et menneske som professor Bent Sørensen. Han har om nogen opnået resultater som følge af FNvedtagelser om et i verdensorganisationen højt prioriteret område: Bekæmpelse af tortur. Det var nemlig i samme år, 1984, at FN’s Generalforsamling vedtog sin konvention mod tortur, der så trådte i kraft i 1987. Europa fik en torturforebyggelseskonvention i 1987 med ikrafttræden 1989. Herved blev tortur nærmere defineret i folkeretten. De to konventioner skal nævnes her, fordi Sørensen indtrådte i kontrolkomitéer for dem begge - til nogen undren, som bogen beretter, for de jurister, som ikke mente, at en læge kunne gøre fyldest her! Det var de ikke vant til. ”En smerte så stor” ligner andre portræt- eller erindringsbøger ved at lægge sig tæt op ad selvbiografien. Det er – som fx i bøgerne om Bent Sørensens 14 hustru Inge Genefke og afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden – bøger, der er tilvirket af journalister, som imidlertid i hovedsagen har redigeret i dét, som den biograferede har fortalt, uden at foretage voldsomme tilføjelser endsige korrektioner. Denne bog fremtræder, som jeg opfatter den, nærmest som et gigantisk essay, en slags mammutfortælling, hvor årstal sjældent forekommer, og hvor Bent Sørensen øser af sin ufatteligt store erfaringskiste. Jeg er ikke i tvivl om, at en del læsere er helt med på denne form for fremstilling. Selv kunne jeg have ønsket mig at forfatteren til bogen havde forsynet den med enkelte konkrete indskud fx i form af faktabokse, sådan som det er blevet så almindeligt i journalistiske (og for den sags skyld andre) produkter. Som jeg har forstået det – og jeg har selv mødt Bent Sørensen adskillige gange og interviewet ham – kom han ikke i første række til selv at behandle torturofre, men blev først og fremmest en slags ”rejsende ambassadør” i anti-torturens tjeneste og tilligemed en efterspurgt underviser i torturofferbehandling over alt i verden. Én af de grundlæggende ideer i Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre og dets senere internationale overbygning IRCT blev, at læger uden for centret blev sat i stand til at behandle torturofre, dvs. lære at tage de særlige hensyn, som er nødvendige i forbindelse med behandling af torturskader, fysiske som psykiske. Det er forklaret i andre sammenhænge, men kunne dog godt lige være nævnt tydeligt her også. Denne skildring af en stor lægelig kapacitet med et gigantisk overskud til vældige, krævende indsatser havde vundet ved, at blot med nogle få ord at blive sat ind i en meningsfuld menneskeretssammenhæng. Ordet menneskerettigheder optræder blot sådan lidt henkastet på side 139 i forbindelse med Sørensens fortjenstfulde arbejde for ofrene for diverse mellemamerikanske republikkers barbariske diktatorer. Men sagen er jo, at en reducering i brugen af tortur som regel opnås i forbindelse med diktaturers fald og en større respekt for disse rettigheder i almindelighed. Tænk blot på det tidligere kommunistiske Østeuropa. Kampagner mod tortur går følgelig hånd i hånd med menneskeretskampagner. Bogen giver flere eksempler på grufulde torturmetoder, særlig dog hentet fra Tyrkiet. Her kom Bent Sørensen sammen med repræsentanter for Europarådet - ved at stå stejlt på det mandat, de havde til at se alt på udvalgte politistationer - til med egne øje at registrere torturinstrumenter og indretninger, der blev benyttet under de uhyggelige, barske afhøringer. Jeg kan ikke dele den optimisme, som Bent Sørensen lægger for dagen med hensyn til dette land. Statistik fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg bekræfter ikke – som Sørensen anfører – at ”borgerne (i Tyrkiet) som udgangspunkt kan regne med en retspleje nogenlunde efter den standard, der gælder i andre europæiske lande”. I 2011 blev Tyrkiet af den nævnte domstol dømt 159 gange for overtrædelser af menneskerettighederne, mere end noget
andet af Europarådets 47 medlemslande. Omkring 100 journalister sidder i øjeblikket i fængsel i Tyrkiet. Den voldsomt store indsats Bent Sørensen sammen med sin kone Inge Genefke, der stiftede RCT, har udfoldet, fortjener den allerstørste respekt. Og den fulde historie om, hvordan kirurgen fra Hvidovre Hospital blev torturofrenes bedste ven og torturbødlernes værste fjende er betagende, ja fascinerende at sætte sig ind i. Beretningen om et intellektuelt handlingsmenneske, kunne man sige. P.s. Som supplement kunne man evt. læse den lille bog The Meeting with Evil om Bent Sørensens kones, Inge Genefkes, kamp mod tortur – der er tale om et engelsksproget uddrag af journalist Thomas Larsens bog Portræt af en ildsjæl (2005), som tidligere har været anmeldt i FN-Bladet, GLOBALs forgængerblad. Heri kan man bl.a. læse mere om torturofferbehandling og om de forsøg på svin, som var medvirkende til at påvise de forandringer i et torturoffers hudlag, der objektivt kan godtgøre, at vedkommende har været udsat for tortur, selv efter lang tid. Den lille bog (64 sider) vil kunne erhverves gennem RCT, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre. Kulturødelæggelse som følge af den tyrkiske besættelse af Nordcypern Henr ik Ræder Clausen: Cypern i halvmånens skygge, 117 sider, Forskningsforlaget Rafael. Cypern hører til blandt hvad man kunne kalde ”FN’s vedvarende varme kartofler”. Denne lille, rigt illustrerede, bog giver et dybtgående indtryk af de alvorlige skader, græske kulturelt og religiøst mindeværdigebygninger i Nordcypern er blevet påført under den nu 37 år lange tyrkiske besættelse. Forfatteren øser af en omfattende viden om denne middelhavsøs mistrøstige skæbne siden selvstændigheden 1960, der så at sige indebar et ”tvangsægteskab” mellem ø-republikkens græske befolkningsflertal med det tyrkiske mindretal. Selv om denne bogs hovedsigte er det muslimske Tyrkiets kunsttyverier og kulturelle ødelæggelser, gives der dog også god besked med de velkendte menneskeretskrænkelser, som Tyrkiet gentagne gange er blevet kendt skyldig i ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Hvad man kunne have ønsket sig var en smule beskrivelse af det tyrkiskcypriotiske mindretals udsatte position under det græ- 15 ske oberststyres forsøg på at erobre Cypern med Grækenland (enosis) i 1974. Drab og lovløshed, inden dette kupforsøg fra græsk side blev kvalt, tjente til forståelse for Tyrkiets invasion – i øvrigt i overensstemmelse med Tyrkiets stilling som såkaldt garantimagt i henhold til London- og Zürich-aftalerne om Cyperns selvstændighed. Er Tyrkiets synderegister – som ansvarlig besættelsesmagt– uanset proklamationen af den selvstændige ”stat” på Nordcypern - righoldigt, sådan som Menneskerettighedsdomstolen gentagne gange har fastslået, så er det ikke rigtig, som bogen angiver, at Tyrkiet ikke har rettet sig efter nogen som helst af domstolens afgørelser. Den kompensation, som den græskcypriotiske kvinde Titinia Loizidou i 1996 blev tilkendt (6,3 mio.kr.) for siden den tyrkiske invasion at være afskåret fra udnyttelse af en ejendom på Nordcypern, er rent faktisk blevet betalt. Kvinden flygtede i 1974 – sammen med ca. 170.000 andre græsk-cyprioter - fra øens nordlige del til den overvejende græsk-cypriotisk beboede sydlige del af Cypern. Ræder Clausen har i andre sammenhænge ikke gjort nogen hemmelighed af sit ståsted på hvad man kunne kalde en muslim-kritisk højrefløj, så visse passager af den ellers i mange henseender veldokumenterede bog må tages med et gran salt. Ødelæggelse af en ”fjendtlig” folkegruppes kulturværdier er altså ikke folkedrab, selv om folkedrabsbegrebets ophavsmand, den landflygtige polske jurist Rafael Lemkin nærede et ønske herom. Ej heller kan man kalde masseflugten af græsk-cyprioter sydpå etnisk udrensning. Tyrkiets brøde består først og fremmest i, at det ikke sørgede for at dets besættelse af Nordcypern (selv om den oprindelig var ønsket af den tyrkisk-cypriotiske befolkning) ikke inden for rimelig tid blev bragt til ophør. Mange af Nordcyperns 500 kirker er i forfald, hvis de da ikke er blevet plyndret, misbrugt eller vanhelliget. Bogen bringer et imponerende stort antal fotos til underbyggelse heraf. Ifølge forfatteren er op mod 20.000 ikoner, tusinder af bibler, fresker og mosaikker fra det 6.-16. århundrede blevet stjålet. Cyperns regering opgjorde i 2007, at 125 kirker var blevet moskeer og ca. 120 omdannet til verdslige formål, så som stalde, lader, restauranter. 195 steder af arkæologisk værdi er blevet alvorligt beskadiget. Modsat angives det, at der bliver passet godt på moskeerne i republikken Cypern, hvor altså de græsk-ortodokse råder. Totaltallet af moskeer her opgives dog ikke. Problemet er, at hhv. Nord - og Sydcypern i dag ikke har mange af ”modsat” tro/ etnicitet boende (græsk-ortodokse versus muslimske). Bogen bringer et væld af nyttig information til forståelse af det spegede spil mellem det mere eller mindre EU-interesserede Tyrkiet, republikken Cypern og det FN, som ved talrige lejligheder har forsøgt at få klinket en cypriotisk forbundsstat sammen. Kildehenvisninger bringes – lidt overraskende – kun i form af hjemmesider. Det afgørende at forstå er: Her er intet helt sort eller helt hvidt. Læseren må selv dømme ud fra FN’s resolutioner, de folkeretlige traktater og de mange tilkendegivelser fra sagens parter.
Page 1 and 2: Om at flytte bjerge, om det globale
Page 3 and 4: Foto/ Martin Sne Indhold Nyt fra FN
Page 5 and 6: Verden på spil Vi er en gruppe af
Page 7 and 8: 200.000 måtte lade livet for serbe
Page 9 and 10: ger med alle midler at undertrykke
Page 11 and 12: Internationalt overblik ved Henrik
Page 13: BØGER anmeldt af Henrik Døcker Da

NR. 4 JUNI 2012 - FN-forbundet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?