NR. 4 JUNI 2012 - FN-forbundet

ger med alle midler at undertrykke uafhængige aktørers
aktiviteter. Særligt under de mange autoritære
regimer, der findes i verden, som ser et frit og uafhængigt
civilsamfund med rettigheder som en trussel.
Men også i mere demokratisk indstillede samfund,
hvor de økonomiske forudsætninger for et frit virke
undergraves.
Dertil er de eksisterende globale institutioner slet ikke
tilstrækkeligt udrustede til at effektivt kunne agere i en
verden, der er væsentligt ændret siden 1992. Vi oplever
i øjeblikket en af de værste økonomiske kriser i
mange år, og Verden har netop derfor brug for at finde
fælles, bæredygtige løsninger.
BÆREDYGTIG UDVIKLING
defineres første gang i 1987 i Brundtland-rapporten
som:
”... en udvikling, som opfylder de nuværende behov,
uden at fremtidige generationers muligheder for at
opfylde deres behov bringes i fare.”
RIO+20
FN’s Konference for Bæredygtig Udvikling—populært
kaldet Rio+20, fordi det er 20 år efter den første Riokonference
i 1992, hvor man opnåede global politisk
konsensus om, at miljø og udvikling er to sider af
samme sag; mange af konferencens erklæringer og
konventioner udgør stadig referencepunkterne for
den internationale debat om bæredygtig udvikling, vi
har i dag.
Blandt hovedpunkterne på dagsordenen for det forestående
Rio+20 er omstilling til grøn økonomi, adgang
til effektiv og vedvarende energi for alle, beskyttelse
af vores vandressourcer, økosystemer og fødevaresikkerhed
samt de institutionelle rammer for bæredygtig
udvikling.
Behovet for en stærk,
global miljøorganisation
Det seneste halvår har repræsentanter for verdens
regeringer gentagne gange været samlet for at forhandle
en tekst, som Verdens statsledere skal skrive
under på den 22. juni, når årets største FNkonference
slutter, FN’s Konference for Bæredygtig
Udvikling, UNCSD—også kaldet Rio+20. I teksten
behandles vigtige emner som fødevaresikkerhed,
energi og klimaforandringer. Et stort afsnit beskæftiger
sig overordnet med spørgsmålet om en Grøn
Økonomi.
Men for at binde det hele sammen, for at kunne udrede
uklarheder, for at kunne sikre overholdelse af indgåede
aftaler, kræves en global ramme. Og for at sikre,
at særligt de mere fodslæbende lande tager den
globale ramme alvorligt, skal den udformes som en
stærk, global institution.
9
Der er flere eksisterende institutioner at bygge på. For
at styrke miljødelen af den bæredygtige udvikling,
skal UNEP enten styrkes eller laves om til en egentlig
global miljøorganisation.
I modsætning til Verdenshandelsorganisationen
(WTO), der kontrollerer den internationale handel, har
der ikke været nogen overordnet juridisk ramme for
miljøet. Den miljømæssige søjle har brug for en ankerinstitution
til den politiske og videnskabelige koordinering
af multilaterale miljøaftaler.
En sådan centralisering af den videnskabelige viden
og forskning vil kunne løse den nuværende ad hoctilgang
til miljøreguleringen, til de multilaterale miljøaftaler
og til andre FN-organer med miljømæssige mandater.
Det kan ydermere reducere de administrative
omkostninger ved de hundredvis af sekretariater, der
beskæftiger sig med miljøtraktater.
En sådan ankerinstitution vil også reducere de administrative
omkostninger for statslige institutioner, der
har at gøre med miljøbeskyttelse, hvad der ofte er en
stor byrde for udviklingslandene. Diplomater deltager
for eksempel i tekniske møder i forskellige lande over
hele kloden året rundt. En ankerinstitution kunne lette
denne byrde. Fælleshusning og eventuel fælles administration
af de mange konventionssekretariater kunne
hjælpe udviklingslandene til at oprette specialiserede
"miljøambassader" i hovedsædet for den nye
organisation.
En styrket miljøorganisation skal dertil indgå i en styrket
global bæredygtighedsorganisation, der kunne
være i form af et nyt Bæredygtighedsråd under FN.
Det behøver ikke være så besværligt at oprette, som
nogen måske vil gøre det til, kræver ikke en ændring
af FN-pagten, og behøver ikke være en modsætning
til FN’s Økonomiske og Sociale Råd, ECOSOC.
Ser man på erfaringerne med omdannelsen af FN’s
Menneskerettighedskommission til FN’s Menneskerettighedsråd
i 2006, så er det efterhånden gået overvejende
godt, og en særlig styrke er etableringen af
peer-review-mekanismen ”Universal Periodic Review”,
som Danmark var udsat for i 2011. I modsætning
hertil vil et nyt Bæredygtighedsråd bygge på et
noget svagere fundament. Overordnet er det dog en
rigtig god idé med et organ, der skal adressere bæredygtig
udvikling integreret, med forholdsvist høj status
i FN-systemet.
Her skal man selvfølgelig bygge på de gode erfaringer
fra CSD, særligt de nævnte dialoger (de trepartslignende
forhandlinger), med yderligere erfaringsinddragelse
af beslutningsstrukturen i FN’s Internationale
Arbejdsorganisation, ILO (hvor landene deltager med
to regeringsrepræsentanter, en arbejdsgiverrepræsentant
og en arbejdstagerrepræsentant – alle med
stemmeret).
►