NR. 4 JUNI 2012 - FN-forbundet

More documents

Recommendations

Info

Det globale ansvar – demokrati og diktatur Flere og flere diktatorer bliver nu stillet til retsligt ansvar Af Henrik Døcker Det er en gammel ’øvelse’ at stille FN’s høje idealer, som afspejlet i FN-pagten, overfor den til enhver tid værende virkelighed. Det vil altid være et subjektivt skøn, som afgør, om verden blot i svag grad har levet op til idealerne. Men det kan da konstateres, at en række diktatorer har måttet bide i græsset inden for de senere år – med livstidsdommen over Egyptens mangeårige præsident Hosni Mubarak som det seneste eksempel. Det lugter lidt af, at retsopgør med de største tyranner ligesom afspejler noget af den nutidige tidsånd. Et eksempel på manglende beskyttelse: Uganda FN’s ’fædre’ har næppe forestillet sig, at medlemsstaterne skulle sorteres efter demokratier og diktaturer, således at sidstnævnte skulle ydmyges eller stilles i ”skammekrogen”. Men FN-pagten afspejler dog på en måde forhåbninger om realisering af demokrati og menneskerettigheder. Det magtspil, der eksisterer mellem medlemsstaterne, og hvorunder de største af dem forbeholder sig særrettigheder, vil dog bestandig stikke en kæp i hjulet på idealisternes vildeste planer. Den nyere folkeretlige norm, at staterne skulle have et ansvar for at beskytte (R2P), underforstået deres egne befolkninger, mod folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser har skudt en breche i pagtens hovedkrav, at FN ikke skal blande sig i, hvad der i det væsentlige sorterer under hver enkelt medlemsland (FN-pagtens art.2.). Nu er det jo mest regeringerne selv, der begår folkedrab og de andre grove krænkelser af den humanitære folkeret, så dette ”forbud” hører i alt væsentligt til i idealisternes verden. Umiddelbart udgør uhyrlighederne fra Herrens Modstandshær (Lord’s Resistance Army’s) i Uganda det eneste aktuelle eksempel på sådanne krænkelser, begået af en lokal krigsherre, som ikke har statsligt ansvar (LRA’s leder, Joseph Kony er indstævnet for Den Internationale Straffedomstol i Haag for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden under sit rædselsregimente, hvori bl.a. indgår tvangsudskrivning af børnesoldater og sex-slaveri). Uganda har ikke kunnet få krammet på Kony, og ingen udenforstående stater har vist interventionslyst. 6 UN Photo/ JC Mcllwaine Intervention i fremmede lande kan aldrig være en pligt I hvilket omfang den øvrige verden skal gribe ind i andre landes anliggender – på grund af deres blodige undertrykkelse af befolkningen som helhed eller dele af den – er højst diskutabelt. R2P er, af hvad man kunne kalde ”progressive verdensborgere”, blevet tolket som en regulær ret til humanitær intervention, om end på en række betingelser, særlig at det skal være sidste udvej efter opbydelse af et større antal forsøg på indgriben ad diplomatisk vej. Hvem skal så bestemme, hvorvidt en befolkning eller en befolkningsgruppe fortjener en sådan intervention, eller anderledes udtrykt: Hvem skal bestemme, om én eller flere stater er berettiget til at intervenere? Vil man sætte sig ud over stormagternes – efter manges mening aktuelt uberettigede – særrettigheder (særlig vetoretten for de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet), må man fantasere sig til andre organer. Det var for eksempel NATO, der i 1999 besluttede at intervenere militært for i Serbiens provins Kosovo at undsætte kosovo-albanerne, der af serberne blev diskrimineret, beskudt og tvunget til i hundredetusindevis at flygte til udlandet. Der var hertil en forhistorie, hvorunder NATO i lang tid havde svigtet bosniakkerne i Bosnien-Hercegovina, der i et antal af
200.000 måtte lade livet for serbernes kugler. Dette skal/skal-ikke-dilemma vedrørende intervention har tidligere været debatteret i GLOBAL. Lad det her blot være konstateret, at R2P på ingen måde forpligter andre stater til nogen som helst positiv handling. Det land, som foretager de grufulde handlinger i stor skala - så som aktuelt Syrien, kan ikke realistisk indstævnes for nogen domstol, dets politiske og militære ledere vil måske internationalt kunne retsforfølges ved et regimeskifte. Den Internationale Straffedomstol kommer kun ind i billedet, hvis det pågældende land ikke kan eller vil strafforfølge. Flere stormagter lunkne over for internationale forpligtelser Staternes følelse af internationalt ansvar er mildest talt noget blandet. Det er ikke noget nyt, at der er himmelvid forskel på, hvad der for eksempel proklameres i FN, hvad staterne godvilligt ratificerer af internationale traktater, og hvordan de i virkeligheden behandler deres egne borgere. For eksempel har stort set alle stater ratificeret eller tiltrådt FN’s konvention mod tortur, herunder altså også Tyrkiet, Syrien, Libyen, Irak og USA – for blot at nævne nogle, som aldeles ikke har taget torturforbuddet højtideligt. Det USA, som var først til at udpege Sudans forfærdende krænkelser (med afbrænding af landsbyer, nedskydning af befolkningen mv.) i Darfur, som folkedrab (med den berettigede følge at præsident Omar al -Bashir kunne stilles for straffedomstolen i Haag) anerkender ikke selv domstolens kompetence (så lidt som i øvrigt Rusland og Kina). Paradoksalt nok betragter de fleste andre lande ikke krænkelserne som folkedrab, om end forbrydelser mod menneskeheden. Det er en juridisk strid om ord –som gør hverken fra eller til. Amerikanerne har (skinhelligt) lidt mere at have deres forargelse i. Men værre er det, at Afrika, der selv har leveret alle de syv sager, der for tiden verserer for Den Internationale Straffedomstol (ICC), gennem sin samarbejdsorganisation, Den Afrikanske Union (AU) har frarådet medlemsstaterne at samarbejde med ICC. Af Afrikas 54 stater har de 33 dog tiltrådt Rom-statutten, ICC’s ”grundlov”. Fem af ICC’s dommere er i øvrigt afrikanere, ligesom den nye chefanklager. AU’s synspunkt er, at de afrikanske stater selv skal tage sig af deres tyranner. Sagen er blot, at det ikke er simpelt, og at en del stater slet ikke har juridisk kapacitet til at gøre det. Zimbabwes grusomme diktator Robert Mugabe er et afskrækkende eksempel på sådan totalt manglende ’selvjustits’. Det er åbenbart, at en internationale domstol i mange tilfælde er bedre skikket til at foretage et retsopgør med en ledende politisk eller militær skikkelse fra et land, og til en vis grad fritage retsprocessen for ”politisk sidevirkning” i form af voldelige sammenstød, befrielsesforsøg el. lign. Men det har vist sig, at en del stater hellere vil selv: Irak dømte selv Saddam Hussein til døden, Libyen vil også tage sig af Muammar 7 Gaddafis sønner, Cambodja har dog anerkendt én domfældelse ved den semi-internationale domstol dér, men saboterer de videre retshandlinger mod andre barbarer fra De Røde Khmerers bloddryppende tyranni. Med ondt skal ondt fordrives Men ligesom ”en svale gør ingen sommer”, så er domme over nogle diktatorer ingenlunde lig med oprejsning til diktaturets ofre endsige indførelse af demokrati og retsstat. Det internationale samfund er højest en bidragyder på sidelinjen. Som den NATOledede intervention i Libyen kan kaldes et eksempel på. Samtidig illustrerede den, at folkelige protester mod et diktatur nok kun kan forvente, hvad man kunne kalde ”en international håndsrækning”, hvis de magtpolitiske forhold tilsiger det. Endeligt var det et ”lærestykke” i det gamle ord: ”Med ondt skal ondt fordrives”. Det viste sig jo, at være noget af en frase, at ”de fremmede (NATO-luftstyrkerne) alene kom til at beskytte civilbefolkningen, sådan som formålet med aktionen proklameredes at være. Den skjulte dagsorden var at styrte Gaddafi-diktaturet. ”Ansvaret for at beskytte” (R2P) kan kaldes en knage, det lejlighedsvis er værd at hænge sin sorte samvittighed på, ikke en forpligtelse til at tage globalt ansvar. Dette (globale) ansvar løftes kun lejlighedsvis, og da mest overbevisende af FN’s Sikkerhedsråd. Det er nemlig efter FN-pagten expressis verbis (udtrykkeligt) Sikkerhedsrådet, der har hovedansvar for verdens fred og sikkerhed (art. 24). Når det ikke kan eller vil løfte dette ansvar til effektiv handling til fordel for en voldsomt udsat, dødstruet befolkning som den syriske, ja så er der ingen anden, hvem dette ansvar påhviler. Noget tyder dog på, at NATO aspirerer til en rolle som ”villig, global sikkerhedsleverandør”. Forsvarsalliancens militære engagementer langt uden for den vestlige verden, den oprindelig skulle koncentrere sig om (som f.eks. Afghanistan) kunne, særlig efter NATOtopmødet i Chicago, tyde på det. FN har da også nok at gøre med at hæve en moralsk pegefinger over for alle mulige andre stater og regeringer, der martrer deres befolkninger (Nordkorea, Zimbabwe, Sudan, Iran, Usbekistan, osv., osv.). Og et land behøver for resten ikke at være diktatur for at begå voldsomme og langvarige menneskeretskrænkelser. Hvem sagde Tyrkiet (fortsat udstrakt tortur)? FN-forbundet er medlem af koalitionen ICRtoP (International Coalition for the Responsibility to Protect), hvis hjemmeside giver adgang til rapporter og analyser om brugen af R2P. Se meget mere på www.responsibilitytoprotect.org
Page 1 and 2: Om at flytte bjerge, om det globale
Page 3 and 4: Foto/ Martin Sne Indhold Nyt fra FN
Page 5: Verden på spil Vi er en gruppe af
Page 9 and 10: ger med alle midler at undertrykke
Page 11 and 12: Internationalt overblik ved Henrik
Page 13 and 14: BØGER anmeldt af Henrik Døcker Da
Page 15 and 16: andet af Europarådets 47 medlemsla

NR. 4 JUNI 2012 - FN-forbundet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?