Politisk kommunikation i det funktionelt differentierede samfund
Politisk kommunikation i det funktionelt differentierede samfund
Politisk kommunikation i det funktionelt differentierede samfund
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Politisk</strong> <strong>kommunikation</strong><br />
i <strong>det</strong><br />
<strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong><br />
En undersøgelse af Niklas Luhmanns sociologiske<br />
<strong>samfund</strong>steori med særligt henblik på en vurdering<br />
af dens anvendelighed for den del af politisk videnskab,<br />
der har politisk <strong>kommunikation</strong> som genstandsfelt<br />
Niels Kildegård Petersen<br />
Speciale indleveret ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet<br />
Vejleder: lektor Henrik Jensen<br />
November 2003
Indholdsfortegnelse:<br />
Abstract 4<br />
Værkforkortelser 5<br />
1. Indledning og problemoversigt 6<br />
1.1. Problemformulering 13<br />
1.2. Om Luhmann og hans placering i moderne <strong>samfund</strong>svidenskab 16<br />
1.3. Læsevejledning 23<br />
2. Luhmanns <strong>samfund</strong>steoretiske projekt 27<br />
2.1. Samfundssystemet som <strong>funktionelt</strong> differentieret 29<br />
2.2. Funktionel-ækvivalens som metodisk grundlag 36<br />
2.3. Systemteori som universalteoretisk grundlag 37<br />
2.4. Kommunikation som grundlæggende operation i mediet mening 46<br />
2.5. Dobbelt kontingens, <strong>kommunikation</strong>smedier:<br />
sprog, spredningsmedier og symbolsk generaliserede medier 56<br />
2.5.1. Dobbelt kontingens 57<br />
2.5.2. Sprog og spredningsmedier 60<br />
2.5.3. Symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier: funktion 64<br />
2.5.4. Symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier: uddifferentiering 68<br />
2.5.5. Symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier: struktur 73<br />
2.6. Selvbeskrivelse 80<br />
2.7. Opsamling 84<br />
3. Luhmanns formulering af <strong>det</strong> politiske og <strong>det</strong> massemedie-<br />
mæssige i <strong>det</strong> <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong> 89<br />
3.1. Det politiske system 94<br />
3.1.1. Det politiske systems organisering 96<br />
3.1.2. Det politiske systems <strong>kommunikation</strong> 100<br />
3.1.3. Det politiske system og den offentlige mening 107<br />
3.2. Det massemediemæssige system 112<br />
2
3.3. Opsamling 117<br />
4. <strong>Politisk</strong> <strong>kommunikation</strong> som forskningsperspektiv 119<br />
4.1. Systemteoretisk iagttagelse af politisk <strong>kommunikation</strong> belyst tentativt<br />
som tema i <strong>det</strong> politiske og <strong>det</strong> massemediemæssige system 120<br />
4.2. Opsamling 125<br />
5. Konklusion 127<br />
6. Litteratur 129<br />
Figuroversigt:<br />
Figur 1 Den politiske <strong>kommunikation</strong>s trepartsrelation 6<br />
Figur 2 Samfun<strong>det</strong> i verden 15<br />
Figur 3 Teoriansatser og metodiske tilgange til teoridannelse 21<br />
Figur 4 Samfundsmæssige differentieringsformer 31<br />
Figur 5 Det moderne <strong>samfund</strong> som <strong>funktionelt</strong> differentieret 33<br />
Figur 6 Systemtyper 39<br />
Figur 7 Mening som horisont 52<br />
Figur 8 Kommunikationsenheden og tiden 54<br />
Figur 9 Attributionsforhold 70<br />
Figur 10 Form med markeret inderside 77<br />
Figur 11 Samfundsteoriens relationer 84<br />
Figur 12 Funktionssystemer: sammenligning af ken<strong>det</strong>egn 87<br />
Figur 13 Det politiske funktionssystems ken<strong>det</strong>egn 94<br />
Figur 14 Det politiske systems tre niveauer 98<br />
Figur 15 Udviklingen i <strong>det</strong> politiske systems spaltning 101<br />
Figur 16 Det politiske system, dobbelt magtkredsløb, offentlig mening m.v. 111<br />
Figur 17 Det massemediemæssige funktionssystems ken<strong>det</strong>egn 112<br />
Figur 18 Strukturel kobling mellem massemediesystemet og <strong>det</strong>s omverden 117<br />
„Kommunikation ist autopoietisch stabil genug, um sich durchzusetzen, was immer nun<br />
passiert, ob sich ein Börsencrash ereignet, ein Krieg oder was immer. Man kann immer<br />
noch darüber reden, man kann es immer noch wiederum kommentieren. Selbst wenn ein<br />
grosser Teil der Bevölkerung verschwände, würde der Rest immer noch reden und beklagen,<br />
was geschehen ist. Die Kommunikation ist wie das Leben eine sehr robuste, qua Autopoiesis<br />
hochgradig formelastische Erfindung der Evolution.“<br />
Niklas Luhmann<br />
ES, p. 278<br />
3
Abstract<br />
This thesis set out questioning the method by which political communication is<br />
studied in modern society. Within the field a mainstream has proliferated, which founda-<br />
tions rest upon the assumption of a systematic relationship between three parts, the citi-<br />
zens, the politicians, and the media. The study suggests, that precisely these parts are and<br />
should be more dependent on their relations with each other, than with others.<br />
The thesis is centred on the German sociologist, Niklas Luhmann’s proposal to a<br />
theory concerning modern society. The discussion of the problem, which is tackled in sec-<br />
tion 1, addresses what the consequences of the theory will have for the study of political<br />
communication. The theory’s main argument, described in section 2, is that society today<br />
is a globalised world society, which is differentiated accordingly to function. These func-<br />
tions are practised within certain function systems, operating on the basis of communica-<br />
tion. The communication is specialised, and hence different for every function system.<br />
This in turn means, that the function systems cannot communicate directly with each an-<br />
other.<br />
Luhmann has pinpointed half a dozen such function systems, these include a func-<br />
tion system for political and one for the mass media. Hence, the mass media is incapable of<br />
conducting a shared system with the politicians, and the citizens (and vice versa). Further-<br />
more, a problem arises because on one side, there is a normatively based wish to observe<br />
the study of political communication as a coherent field of study, versus a polarised side,<br />
which seeks a non-normative proposal to a theory about modern society, which excludes<br />
the normative wish. The problem is thus a question of how political communication can be<br />
depicted without a normative starting point, but instead with a foundation in Luhmann’s<br />
proposal to a theory about modern society.<br />
In addressing this question, section 3 includes a <strong>det</strong>ailed account of Luhmann’s<br />
suggestion to a theory about both the political and the media’s function systems. Section 3<br />
goes beyond that to show that both these function systems solve their respective problems<br />
concerning social order in such different ways, which in itself supports Luhmann’s notion<br />
of the differences.<br />
In the concluding section 4, a tentative suggestion is put forward to how political<br />
communication could be studied through a use- and system-orientated theoretical research<br />
perspective.<br />
4
Værkforkortelser<br />
En række af Luhmanns bøger bliver citeret hyppigt. Jeg har derfor fun<strong>det</strong> <strong>det</strong> mest<br />
hensigtsmæssigt at bruge de nedenfor anførte forkortelser, ES, GG mv.<br />
Hvor der også er en dansk udgave, anfører jeg den efter den oprindelige tyske.<br />
Sidehenvisninger vil blive anført til både tysk og dansk udgave, med den tyske henvisning<br />
først.<br />
Herudover bliver sædvanlig fremgangsmåde brugt, dvs. ved førstegangsbrug anfø-<br />
res hele titlen, og derefter alene forfatternavn og årstal, evt. tillagt et bogstav.<br />
ES Luhmann, 2002b, Einführung in die Systemtheorie, Dirk Baecker (udg.), Heidel-<br />
berg, Carl Auer Systeme Verlag<br />
GG Luhmann, 1997d, Die Gesellschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp<br />
OE Luhmann, 2000d, Organisation und Entscheidung, Opladen, Westdeutscher Ver-<br />
lag<br />
PG Luhmann, 2000b, Die Politik der Gesellschaft, (red. André Kieserling), Frankfurt<br />
a M, Suhrkamp<br />
RM Luhmann, 1996a, Die Realität der Massenmedien, (2. udv. oplag), Opladen,<br />
Westdeutscher Verlag/ Luhmann, 2002a, Massemediernes realitet, København,<br />
Hans Reitzels Forlag, (1996)<br />
SY Luhmann, 1994a, Soziale Systeme, Grundriss einer allgemeinen Theorie, Frank-<br />
furt a M, Suhrkamp, 4. opl. 1994 (1984)/Luhmann, 2000a, Sociale systemer,<br />
Grundrids til en almen teori, København, Hans Reitzels Forlag, (1984)<br />
WG Luhmann, 1991g, Die Wissenschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp,<br />
(1990)<br />
5
1. Indledning og problemoversigt<br />
Dette speciale handler om, hvordan politisk <strong>kommunikation</strong> i <strong>det</strong> <strong>funktionelt</strong> dif-<br />
ferentierede <strong>samfund</strong> vil kunne studeres med udgangspunkt i <strong>det</strong> begrebslige sigte- og om-<br />
drejningspunkt, som man kan læse ud af Niklas Luhmanns teoretiske produktion.<br />
<strong>Politisk</strong> <strong>kommunikation</strong> er et forskningsemne, der har vun<strong>det</strong> ganske meget ter-<br />
ræn i de senere år, samtidig med, at man er blevet mere usikre på, hvad forskningsemnet<br />
egentlig drejer sig om. 1 Som <strong>det</strong> hedder hos en af de for tiden meget anvendte grundbøger<br />
til komparativ politik: ”Communication may be central to politics but the definitive con-<br />
temporary treatment of the topics is still to be written.” 2 Ikke desto mindre er <strong>det</strong> opfattel-<br />
sen, at ”Der findes en bestemmelse af politisk <strong>kommunikation</strong>, der i en eller anden form er<br />
styrende for den meste forskning. Bestemmelsen har form af en trepartsrelation mellem po-<br />
litikere, medier og borgere.” 3 Det kan måske illustreres som vist her i figur 1:<br />
Medier<br />
(TV, radio, aviser, internet m.v.)<br />
Politikere Borgere<br />
(parlament, regering, (interesseorganisationer,<br />
partier, forvaltning m.v.) virksomheder, protest-<br />
bevægelser m.v.)<br />
Figur 1. Den politiske <strong>kommunikation</strong>s trepartsrelation.<br />
Der synes således efter den her citerede påstand at være almindelig enighed om, at<br />
politisk <strong>kommunikation</strong> i <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> drejer sig om forhold, der udspiller sig<br />
1<br />
GRUS, Tidsskriftet, 1996, <strong>Politisk</strong> <strong>kommunikation</strong>, planlægning, strukturalisme, nr. 49, Aalborg, Aalborg<br />
Universitetscenter. Redaktionen af <strong>det</strong>te temanummer anfører således i sin indledende artikel med titlen <strong>Politisk</strong><br />
<strong>kommunikation</strong>, at ”For 20 år siden ville alle vide, hvad vi talte om, når der blev henvist til politisk<br />
<strong>kommunikation</strong>. Hverken begrebet politik eller <strong>kommunikation</strong> er i dag éntydige begreber.”<br />
2<br />
Rod Hague & Martin Harrop, 2001, Comparative Government and Politics. An Introduction, 5. udg.<br />
Houndsmills m.fl./New York, Palgrave, p. 109<br />
3<br />
Citat fra: Anders Esmark, Peter Kjær og Ove K. Pedersen, 1999a, ”Det politiske <strong>kommunikation</strong>ssystem”, i:<br />
Politica, 31. årg., nr. 2, 1999, p. 147-160, p. 147. Jf. Jesper Strömbäck, 2000, Makt och medier. Samspelet<br />
mellan medborgerne, medierna och de politiska makthavarna. Lund, Studentlitteratur, p. 10. Fra p.42 ff.<br />
gennemgår han en række definitioner af politisk <strong>kommunikation</strong>, som alle har trepartsrelationen til fælles.<br />
6
mellem medier (TV, radio, aviser, internet, m.v.), politikere med tilhørende konstitutionel-<br />
le institutioner (parlament, politiske partier, regering, forvaltning m.v.) og borgere med til-<br />
hørende private organisationer (interesse-/brancheorganisationer, virksomheder m.v.). Det<br />
synspunkt er yderligere blevet fremført, at der – i hvert fald i Danmark – i forbindelse med<br />
denne trepartsrelation kan siges at være opstået en situation, hvor ”den politiske kommuni-<br />
kation .. forstås som et løst koblet system, .. der binder de forskellige og selvstændige aktø-<br />
rer og funktioner i den politiske <strong>kommunikation</strong> sammen, og som afgrænser den politiske<br />
<strong>kommunikation</strong> fra andre systemer.” 4<br />
Det <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong> er Niklas Luhmanns betegnelse for <strong>det</strong><br />
moderne <strong>samfund</strong>, således som <strong>det</strong> med udspring i visse regioner i Europa i den sene mid-<br />
delalder har udviklet sig, indtil <strong>det</strong> som bestemmende differentieringsprincip (dvs. diffe-<br />
rentiering efter funktion i ste<strong>det</strong> for efter segment eller stand) i samme regioner antages at<br />
ligge irreversibelt fast i slutningen af <strong>det</strong> 18. århundrede, dvs. fra tiden omkring den store<br />
franske revolution. 5 Det har i tiden herefter bredt sig så meget, at <strong>det</strong> i dag er blevet til <strong>det</strong><br />
dominerende, verdensomspændende differentieringsprincip. Det får til konsekvens, at sam-<br />
fundsbegrebet bliver et begreb for verdenssamfun<strong>det</strong>. 6 Det karakteristiske for <strong>det</strong>te sam-<br />
fund er, at <strong>det</strong> er delt op på en række indbyrdes forholdsvis uafhængige funktionsområder,<br />
som hver især udfylder deres specielle funktion i samfun<strong>det</strong>. 7 For <strong>det</strong> politiske område er<br />
funktionen udviklet til <strong>det</strong>te at opretholde muligheden for, at der til stadighed kan træffes<br />
kollektivt bindende beslutninger 8 , mens <strong>det</strong> for <strong>det</strong> massemediemæssige område bl.a. dre-<br />
jer sig om til stadighed ved hjælp af nyheder og deres informationsindhold at fremprovoke-<br />
re og bearbejde irritationer hos andre, herunder hos politikere, andre læsere/ seere/ lyttere. 9<br />
Det er er min opfattelse, at der ikke er overensstemmelse mellem disse to formule-<br />
ringer, altså mellem på den ene side Luhmanns formuleringer om <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong><br />
4<br />
Anders Esmark & Peter Kjær, 2000a, ”Den sidste mediepolitik og den politiske journalistik”, i: Pedersen,<br />
Ove K. m.fl., 2000, <strong>Politisk</strong> journalistik, Århus, Ajour, p. 25-59, p. 49.<br />
5<br />
Jeg giver her en ultrakort introduktion til Luhmanns beskrivelse af <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong>. Jeg vil senere uddybe.<br />
Her er <strong>det</strong> blot tanken at antyde de helt overordnede linjer i Luhmanns <strong>samfund</strong>stænkning. Den her citerede<br />
udlægning er fra: Luhmann 1980b, Gesellschaftsstruktur und Semantik. Studien zur Wissenssoziologie<br />
der modernen Gesellschaft, Bd. 1, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 27.<br />
6<br />
se Luhmann 1997d, Die Gesellschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp, kap. 1, afsnit X, p. 145-<br />
171 (herefter forkortet til: GG)<br />
7<br />
Om funktionen i Luhmanns opfattelse også er for samfun<strong>det</strong> er et mere åbent, men nok så afgørende<br />
spørgsmål, som vil være et tilbagevende tema (se bl.a. note 23, men særligt afsnit 3. p. 89 ff.).<br />
8<br />
Det er en beskrivelse af <strong>det</strong> politiskes væsentligste funktion, som Luhmann i store træk har fastholdt i hele<br />
sit forfatterskab, se fx Luhmann 1974d, Soziologische Aufklärung. Aufsätze zur Theorie sozialer Systeme.<br />
Bd.1, 4. Auflage (1970), Opladen, Westdeutscher Verlag, her fra artiklen Soziologie des politischen Systems,<br />
p. 154-177, som første gang blev offentliggjort i 1968.<br />
9<br />
Luhmann bruger betegnelsen irritationer til at beskrive visse påvirkningsforhold på tværs af systemgrænser,<br />
jf. beskrivelsen heraf bl.a. hos Luhmann 1996a Die Realität der Massenmedien, (2. udv. oplag), Opladen,<br />
Westdeutscher Verlag, p. 174/123 (herefter forkortet til: RM).<br />
7
som <strong>funktionelt</strong> differentieret og på den anden side den anførte enighed om, hvad politisk<br />
<strong>kommunikation</strong> drejer sig om. Hvis vi nemlig med ”forhold, der udspiller sig mellem” me-<br />
ner forhold af <strong>kommunikation</strong>smæssig karakter, så vil der i henhold til Luhmanns teori<br />
som udgangspunkt være tale om systeminterne forhold. Det vil imidlertid stride mod Luh-<br />
manns bestemmelse af, at der er to funktionssystemer på områ<strong>det</strong>, <strong>det</strong> politiske og <strong>det</strong> mas-<br />
semediemæssige.<br />
Som situationen således synes at tegne sig, forekommer <strong>det</strong> mig, at der er behov<br />
for at standse op og overveje nærmere, hvad der ligger i Luhmanns påstand om ikke et,<br />
men to funktionssystemer på <strong>det</strong>te forskningsfelt. Det er nemlig ifølge Luhmann teoriens<br />
opgave at garantere genstandens, dvs. studieobjektets enhed og ikke omvendt. Det er såle-<br />
des ikke genstanden, der garanterer teoriens enhed. 10 Det betyder imidlertid ikke, at ”ver-<br />
den derude” ikke findes i sine former og forskelligheder, men <strong>det</strong> betyder, at der altid med<br />
nødvendighed må optræde en iagttager til at iagttage og konstruere denne ydre verden. 11<br />
Fordi <strong>det</strong>te imidlertid sker i samfun<strong>det</strong> med de <strong>samfund</strong>sbetingetheder, der nu engang fin-<br />
des eller gives (GG, p. 21), så er der behov for, at vi løfter blikket således, at vi også får<br />
iagttaget problemet på <strong>samfund</strong>steoretisk ”niveau”. Der består nemlig et cirkulært forhold<br />
mellem videnskaben, i <strong>det</strong>te tilfælde sociologien, og dens objekt, i <strong>det</strong>te tilfælde samfun<strong>det</strong><br />
og nogle af <strong>det</strong>s funktionssystemer. Ja, der består ligefrem en forbun<strong>det</strong>hed, der går ud<br />
over <strong>det</strong>te i og med, at videnskaben som <strong>kommunikation</strong>ssystem er en del af samfun<strong>det</strong>, ef-<br />
tersom samfun<strong>det</strong> i den Luhmannske begrebsformulering omfatter al opnåelig kommunika-<br />
tion. 12<br />
10 Se Luhmann, 1991g, Die Wissenschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp,(opr.1990), p. 407 (herefter<br />
forkortet til: WG). Udsagnet er en følge af <strong>det</strong> syn på erkendelse og mulighederne herfor, som Luhmann<br />
tilslutter sig, og som bl.a. er inspireret af fænomenologen Edmund Husserl, men også af kybernetikeren<br />
Heinz von Foerster. Det karakteristiske herved er, at al beskrivelse først skal igennem en iagttagelse, dvs. at<br />
<strong>det</strong> først skal iagttages og bearbejdes sprogligt af en iagttager. Det er endvidere Luhmanns generelle opfattelse,<br />
at sociologien skal være teoretisk. Det indebærer bl.a., at den og dens udøvere må indse, at den er noget<br />
specielt, at man som sociolog, eller i vores tilfælde politolog, er nødt til at udvikle et fagsprog på ganske højt<br />
abstraktionsniveau. Omvendt har Luhmann traditionelt gjort meget ud af at gøre begrebsbeskrivelserne klare<br />
og præcise, hvad imidlertid ikke skal forstås derhen, at der ikke kan forekomme uklarheder i hans arbejder.<br />
Det kan skyldes andre forhold som fx, at der på skrivetidspunktet faktisk har bestået et uafklaret problem.<br />
11 Iagttagerbegrebet hos Luhmann er altid forbun<strong>det</strong> med et system. Det kan <strong>funktionelt</strong> set (dvs. hvem udfører<br />
iagttagerfunktionen) omhandle en person (dvs. et psykisk system), fx ham selv som <strong>samfund</strong>sforsker, såvel<br />
som et socialt system, dvs. et <strong>kommunikation</strong>ssystem, <strong>det</strong> være sig i form af et interaktionssystem, et organisationssystem<br />
eller et <strong>samfund</strong>smæssigt funktionssystem eller selve <strong>samfund</strong>ssystemet (jeg vil i næste<br />
kapitel nærmere beskrive disse systemtyper). Operativt set, dvs. hvordan udføres iagttagelsen, bestemmer<br />
Luhmann som <strong>det</strong>te at betegne den ene (og ikke den anden) side af en forskel. Se fx Luhmann, 1992a, Beobachtungen<br />
der Moderne, Opladen, Westdeutscher Verlag, p. 98. Denne måde at bedrive <strong>samfund</strong>svidenskab<br />
på er én blandt flere mulige.<br />
12 Samfundsteorien i den Luhmannske udformning, som jeg i <strong>det</strong>te speciale arbejder med, er en teori om <strong>det</strong><br />
sociale system, der omfatter alle andre sociale systemer, dvs. at der ikke her anerkendes nogen territoriale<br />
grænser. Da <strong>kommunikation</strong> i den Luhmannske forståelse af forhol<strong>det</strong> kun kan forekomme inden for sociale<br />
systemer, følger <strong>det</strong> heraf, at samfun<strong>det</strong> omfatter al opnåelig <strong>kommunikation</strong>. Se fx GG p. 78.<br />
8
Hermed bliver <strong>det</strong> klart, at med Luhmann vil udgangspunktet være at finde i <strong>det</strong><br />
<strong>samfund</strong>steoretiske perspektiv, som han har udarbej<strong>det</strong>. Det ligger heri, og <strong>det</strong>te er i over-<br />
ensstemmelse med Luhmanns egen opfattelse, således som den over årene er kommet til<br />
udtryk i hans værker, at der ikke herved udelukkes eksistensen af andre <strong>samfund</strong>sbeskri-<br />
velser 13 . Det er derimod hans opfattelse, at sociologien hidtil ikke har leveret en <strong>samfund</strong>s-<br />
teori, der på tilstrækkelig overbevisende måde har gjort rede for, hvorledes følgerne bliver<br />
af visse begrebsfastlæggelser (GG, p. 34). Når Luhmann har gjort <strong>det</strong> til sit livs projekt at<br />
formulere en <strong>samfund</strong>steori (jf. GG p.11), hænger <strong>det</strong> derfor sammen med, at han mente at<br />
kunne tilføje noget nyt. Udgangspunktet for <strong>det</strong>te nye er et opgør med den tradition inden-<br />
for sociologien, der gør mennesket til udgangspunkt, til teoriens subjekt. Det forhold, at<br />
mennesket ikke bliver gjort til udgangspunkt for teorien, men tvært imod er sat udenfor te-<br />
oriens genstand, dvs. udenfor samfun<strong>det</strong>, er ikke mindst for politisk videnskab en meget<br />
provokerende teoretisk position, som jeg derfor skal jeg vende grundigt tilbage til. 14<br />
Med <strong>det</strong>te som yderligere baggrund vil jeg her indledningsvis anføre, at for en<br />
umiddelbar betragtning udgør <strong>det</strong> <strong>samfund</strong>steoretiske perspektiv en mulighed for at temati-<br />
sere eller iagttage politisk <strong>kommunikation</strong> i et bredere perspektiv. Luhmann anfører i den<br />
forbindelse, at <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> udgør et polykonteksturalt system 15 , der er karakteri-<br />
13 Gorm Harste signalerer allerede i artikeloverskriften ”Samfundsteoriens rolle i Samfun<strong>det</strong>. Ud- og inddifferentiering<br />
af <strong>samfund</strong>steori gennem 500 år”, Distinktion nr. 1, 2000, p. 67-89, at han er af den opfattelse, at<br />
<strong>samfund</strong>steori er noget, man har dyrket længe. Han knytter herved indirekte an til Jürgen Habermas, der i artiklen<br />
”Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie? Eine Auseinandersetzung mit Niklas Luhmann” i<br />
Jürgen Habermas & Niklas Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie – Was leistet die Systemforschung?,<br />
Frankfurt a M, 1971, Suhrkamp, p. 142, anfører om Luhmann, at ”Er erneuert unbeirrt den<br />
Anspruch der grossen Tradition, Gesellschaft im ganzen zu begreiffen”, hvad skal ses i modsætning til en<br />
scientistisk indskrænket sociologi uden <strong>samfund</strong>. I sit svar til Habermas anfører Luhmann på side 291, ”dass<br />
in dem Bereich, in dem wir diskutieren, noch keine kritikfest abgesicherten Positionen erkennbar sind”. Et<br />
anderledes restriktivt syn på, hvad man kan og ikke kan kalde <strong>samfund</strong>steori, finder man hos Luhmanns efterfølger<br />
på Bielefeld Universität, Rudolf Stichweh, i artiklen ”Die Gesellschaft der Gesellschaft – Strukturentscheidungen<br />
und Entwicklungsperspektiven” i Bango, Jenö/András Karácsony (udg.) 2001, Luhmanns<br />
Funktionssysteme in der Diskussion. Tagungsband der 1. Luhmann-Gedächtnistagung in Budapest, 15.-16.<br />
September 2000, Heidelberg, Carl Auer Systeme Verlag, hvor <strong>det</strong> hedder, at der ”.. wenn man dem Gesellschaftsbegriff<br />
ernstnimmt, keine ausgearbeitete Gesellschaftstheorie vor Luhmann gibt.” (p. 25). Dette udsagn<br />
kan man nok se i forlængelse af Luhmanns eget om emnet i begyndelsen af Die Gesellschaft der Gesellschaft,<br />
hvor <strong>det</strong> om definitionen af begrebet <strong>samfund</strong> hedder, at ”die Definition selbst ist schon eine der<br />
Operationen des Gegenstandes” (p. 16), hvad hænger sammen med, at Luhmann tænker begrebet <strong>samfund</strong><br />
som <strong>det</strong> al socialitet omfattende socialsystem og med et ønske om at betragte normative og evaluerende standarder<br />
i omgangen med mennesker, fx menneskerettigheder, som noget af samfun<strong>det</strong> selv frembragt, i ste<strong>det</strong><br />
for at måtte forudsætte <strong>det</strong> som en regulativ idé eller som komponenter ved <strong>kommunikation</strong>sbegrebet (GG, p.<br />
35), som vi fx kan se <strong>det</strong> anvendt hos John Rawls, jf. Jesper Myrup 2000, Enhed og differens – en analyse af<br />
moderne demokratiske <strong>samfund</strong>s integrationskraft, set i lyset af Habermas og Rawls, COS-rapport nr. 1 /<br />
2000, p. 71.<br />
14 Se bl.a. afsnit 2.3.<br />
15 Se fx GG p. 36. At et <strong>samfund</strong> opviser polykonteksturalitet vil sige, at man giver afkald på et og kun et<br />
punkt at iagttage fra. Der er mange kontekster, hvor iagttagere (fx forskere) iagttager fra (se bl.a. Detlef<br />
Krause 2001, Luhmann-Lexikon. Eine Einführung in das Gesamtwerk von Niklas Luhmann, 3. udg., Stuttgart,<br />
Lucius & Lucius, p. 185). Man kan vel i nogen grad sammenligne et sådant udtryk med dengang vi havde<br />
værdifrihedsdebatten: Positivisten påstod sig værdifri, mens den såkaldt kritiske teori påstod, at <strong>det</strong> ikke kan<br />
9
seret ved funktionel autonomisering og operativ lukning af <strong>det</strong>s vigtigste delsystemer 16<br />
(GG, p. 42). Dette fordrer, at <strong>samfund</strong>steorien med de samme begreber må kunne fortolke<br />
flere meget forskellige sagsforhold og derigennem gøre dem sammenlignelige 17 . Gorm<br />
Harste supplerer <strong>det</strong> på den måde, at ”<strong>samfund</strong>steori skal kunne iagttage håndværksteorier-<br />
nes førsteordensiagttagelse”, hvad indebærer, at <strong>samfund</strong>steori nødvendigvis bliver til<br />
”andenordens håndværk”. 18 Det betyder, at <strong>samfund</strong>steoriens opgave bliver at gense <strong>det</strong>,<br />
som andre, specialiserede videnskaber har frembragt, og som de måtte være blinde for. 19<br />
lade sig gøre at drive værdifri videnskab. Et kompromis kunne blive, at forskeren/iagttageren kunne anstrenge<br />
sig for at ekplicitere sine værdier/værdipræmisser, så læseren fik en chance for at følge ham og hans personlige<br />
bias eller for <strong>det</strong> modsatte! Her tager Luhmann imidlertid den fulde konsekvens og siger, at enhver<br />
iagttager gør sine iagttagelser fra sit helt specielle punkt, placeret i sin helt specielle kontekst/sammenhæng.<br />
16 Det er store ord at lægge frem her indledningsvis. Jeg uddyber i kap. 2, men vil dog her antyde meningsindhol<strong>det</strong>:<br />
Luhmann ser som allerede anført <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> som delt op i autonome, dvs. indbyrdes relativt<br />
uafhængige, funktionsområder. Et sådant funktionsområde kan altså være politikkens område. I <strong>det</strong><br />
førmoderne <strong>samfund</strong> var <strong>samfund</strong>smagten knyttet til en del af standsområ<strong>det</strong>, i<strong>det</strong> monarken personificerede<br />
denne <strong>samfund</strong>smagt. Det er Luhmanns iagttagelse, at der først i forbindelse med den engelske og senere den<br />
store franske revolution indtræffer den forestilling, at man med henrettelsen af fyrsten er overgået til en politisk<br />
orden uden monarki, hvor besættelsen af de politiske embeder som fx regeringschef/minister/parlamentsmedlem<br />
sker efter besluttede, dvs. efter politisk fastlagte regler. Det, der holder<br />
sammen på <strong>det</strong> politiske <strong>kommunikation</strong>ssystem, betegner Luhmann som magt, og som sådan danner magt et<br />
medium for den <strong>kommunikation</strong>, der forløber inden for <strong>det</strong> politiske system, hvad da betyder, at den <strong>kommunikation</strong>,<br />
der forløber inden for systemet, uvægerligt kommer til i sidste instans at dreje sig om magt, om opnåelse<br />
af magt via de politiske embeder osv. På den måde lukker systemets <strong>kommunikation</strong> sig om sig selv.<br />
Se fx Luhmann, 2000b, Die Politik der Gesellschaft, (red. André Kieserling), Frankfurt a M, Suhrkamp, p.<br />
74. (herefter forkortet til: PG)<br />
17 Med sagsforhold tænker Luhmann i denne <strong>samfund</strong>steoretiske sammenhæng på fx funktionssystemer, jf.<br />
foran. Foruden <strong>det</strong> politiske funktionssystem har han som anført beskrevet en række andre funktionssystemer.<br />
Disse meget forskellige funktionssystemers <strong>kommunikation</strong> er i sidste instans styret af deres respektive<br />
symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier, som fx magt for <strong>det</strong> politiske system, penge for <strong>det</strong> økonomiske<br />
system, sandhed for videnskabssystemet osv. Jeg vil senere uddybe hele denne problematik. Det<br />
vigtige i denne indledende sammenhæng er at pege på, at <strong>samfund</strong>steorien altså må opvise fornøden kompleksitet<br />
til at kunne udgøre <strong>det</strong> ”sted”, hvor disse meget forskelligartede <strong>kommunikation</strong>ssystemer kan<br />
sammenlignes, i<strong>det</strong> sammenligning også i den Luhmannske teoriformulering er grundlæggende for opnåelse<br />
af ny viden.<br />
18 Opr.cit., p. 84. Vi er med sådanne formuleringer langt inde i den sprogbrug, der er hentet fra bl.a. kybernetikken,<br />
og som iflg. Luhmann faktisk er en følge af omstillingen af <strong>samfund</strong>ssystemet til funktionel differentiering<br />
(se bl.a. GG, p. 766). Det bliver man naturligvis ikke meget klogere af, så derfor en bemærkning om<br />
<strong>det</strong>te med 1. ordens og 2. ordens iagttagelse m.v. I princippet betyder en 1. ordens iagttagelse blot en direkte<br />
iagttagelse af et sagsforhold. Det kan være i en regnskabsafdeling på et universitetsinstitut, hvor en regnskabsmedarbejder<br />
foretager dagens posteringer og ved afslutningen heraf gennemgår regnskabet, inden <strong>det</strong><br />
gemmes til senere brug for årsregnskabet. I den forbindelse bliver medarbejderen måske opmærksom på, at<br />
en postering er sket på en forkert konto, hvorfor han retter konteringen. I denne konkrete kontering eller omkontering,<br />
som Luhmann ville kalde for operation, kan man sige, at medarbejderen ved sin bestemmelse af,<br />
hvor konteringen rettelig skal ske, da foretager en betegnelse. Han betegner nemlig <strong>det</strong> sted, hvor posteringen<br />
skal ske. Det indebærer fx, at posteringen bliver betegnet som en ”administrationsudgift”. Med denne operation<br />
har medarbejderen foretaget en skelnen, som i <strong>det</strong>te tilfælde er styret af nogle på forhånd udarbejdede<br />
regler, og som betyder, at administrationsudgiften ikke kan være noget som helst an<strong>det</strong>, fx ”lønudgift”. Når<br />
årsregnskabet er færdiggjort, sender institutledelsen <strong>det</strong> fx videre til gennemgang og endelig godkendelse hos<br />
universitetsledelsen. Med universitetsledelsens udførelse af denne gennemgangs- og godkendelsesprocedure<br />
udfører denne en 2. ordens iagttagelse af regnskabet i og med, at den ser på, hvad regnskabsmedarbejderen på<br />
institutniveau har set. Universitetsledelsen påser herunder bl.a., at administrationsudgifter ikke posteres på<br />
andre konti end kontoen for administrationsudgifter. Pointen er da, at universitetsledelsen nok ser på regnskabet<br />
på samme måde som regnskabsmedarbejderen på instituttet, dvs. som 1. ordens iagttagelse, men herudover<br />
ser universitetsledelsen på regnskabet ud fra sin særlige ledelsesmæssige vinkel, som kan indebære, at<br />
denne gennemgang viser nogle forhold, som instituttets regnskabsmedarbejder ikke har taget højde for, eller<br />
10
Mere konkret skal <strong>det</strong> forstås på den måde, at fx iagttagelsen af politisk kommu-<br />
nikation indenfor <strong>det</strong> politiske system på den ene side og massemediesystemets behandling<br />
af politisk relevant stof på den anden side herved søges sporet ind på de temaer, som udgør<br />
<strong>det</strong> væsentlige af <strong>samfund</strong>steorien hos Luhmann. Det drejer sig om temaer, der har ligget<br />
fast fra i hvert fald midten af 1970’erne, og som har haft udgangspunkt i system/ omver-<br />
dens-forhol<strong>det</strong> 20 og <strong>det</strong> med <strong>det</strong>te forbundne kompleksitetsproblem, og som derudover har<br />
været centreret omkring differentieringsteori / systemdifferentieringsteori, evolutionsteori,<br />
teori om <strong>kommunikation</strong>smedier og refleksionsteori / selvbeskrivelsesteori. Disse temaer<br />
er i <strong>det</strong> væsentlige fastholdt og udbygget i forfatterskabet. 21 Det er ikke hensigten her at<br />
behandle alle temaer. Det tillader pladsen ikke, og <strong>det</strong> er ikke formålet i denne speciale-<br />
sammenhæng. Sigtet er i første række at få præciseret perspektivet, herunder at få udpeget<br />
forskningsområder, der vil være interessante i relation til studiet af politisk kommunikati-<br />
on. Et af disse udgøres som anført af massemediesystemet.<br />
”Hvad vi ved om vort <strong>samfund</strong>, ja om den verden, vi lever i, ved vi igennem mas-<br />
semedierne”. Sådan beskriver Luhmann i sin bog om massemedierne situationen, som han<br />
så den i midten af 1990’erne (RM, p. 9/9). Med begrebet om massemedier søger Luhmann<br />
at indfange alle de indretninger i samfun<strong>det</strong>, der betjener sig af tekniske mangfoldiggørel-<br />
sesmidler i forbindelse med udbredelsen af <strong>kommunikation</strong> til ubestemte adressater. Han<br />
tænker her frem for alt på bøger, tidsskrifter og aviser, som fremstilles via trykpressen,<br />
samt på elektroniske medier som radio og fjernsyn (RM, p. 10/10).<br />
at universitetsledelsen medtager nogle eksternt (fx ministerielt) fastlagte regler, som evt. ved en fejl ikke er<br />
blevet meddelt instituttets regnskabsmedarbejder, dvs. at universitetsledelsen ser noget, som <strong>det</strong> første led i<br />
denne iagttagelseskæde (altså regnskabsudarbejdelseskæden) ikke har set, eller ikke har haft mulighed for at<br />
se. Universitetsledelsen ser, hvad Luhmann kalder den blinde plet, som i <strong>det</strong>te tilfælde fx udgøres af den eksternt<br />
tilkomne instruks. Hertil kan så føjes, at en 3. ordens iagttagelse kunne være den gennemgang af regnskabet,<br />
som den eksterne revision senere på året får til opgave at udføre. Dette eksempel udfylder ikke helt de<br />
mere erkendelsesmæssige pointer ved talen om 1. og 2. ordens iagttagelser m.v., bl.a. fordi <strong>det</strong> er relateret til<br />
et universitet, dvs. til en organisation. Jeg har imidlertid på <strong>det</strong>te niveau i specialet fun<strong>det</strong> <strong>det</strong> mest hensigtsmæssigt<br />
at fremhæve <strong>det</strong> karakteristiske ved den praksis, der er knyttet til disse iagttagelsesbenævnelser.<br />
19 Af særlig interesse vil her være den del af politisk videnskab hhv. medievidenskab, som måtte siges at være<br />
bærer af den anførte opfattelse af politisk <strong>kommunikation</strong> som en trepartsrelation, og som derfor i <strong>det</strong>te<br />
perspektiv måtte betegnes som værende blinde for forskellen mellem de to funktionssystemer.<br />
20 Dette betegner den særlige Luhmannske måde at tænke system på, nemlig som et forhold mellem et system<br />
og <strong>det</strong>s omverden, hvor selve forskellen eller differencen bliver af afgørende betydning. Oprindelig var <strong>det</strong><br />
forskellen i kompleksitet mellem den mere komplekse omverden i forhold til <strong>det</strong> mindre komplekse system,<br />
der stod i centrum af Luhmanns interessefelt. Senere har interessen udviklet sig til at fokusere på forskellen i<br />
<strong>kommunikation</strong>sindhold inden for henholdsvis uden for systemet, noget der vil være af stor betydning for<br />
den senere del af <strong>det</strong>te speciales behandling af de to funktionssystemer for <strong>det</strong> politiske og <strong>det</strong> massemediale<br />
område. System-omverdens-tankegangen kan i øvrigt også ses i modsætning til bl.a. den såkaldte delhelhedstænkning.<br />
Jeg vil i næste kapitel komme nærmere ind på disse forhold.<br />
21 Jeg vil senere i relevant omfang kommentere disse temaer. Se i øvrigt også figur 11 i afsnit 2.6. om selvbe-<br />
skrivelse.<br />
11
Det er Luhmanns ærinde at argumentere for, at der er opstået et særligt masseme-<br />
diemæssigt funktionssystem ud af denne situation. Grundtanken er i forbindelse hermed, at<br />
<strong>det</strong> først er selve den maskinelle fremstilling af produktet som bærer af <strong>kommunikation</strong>en,<br />
der har ført til denne uddifferentiering af et særligt massemediesystem – i tilfæl<strong>det</strong> aviser<br />
altså ikke selve skriften som sådan. Det afgørende for selve konstruktionen af påstanden<br />
om denne systemuddifferentiering er, at der ikke kan finde nogen interaktion sted mellem<br />
tilstedeværende sender og modtager – <strong>det</strong> udelukkes netop ved teknikkens mellemkomst<br />
(RM, p. 11/10).<br />
Massemediesystemets <strong>samfund</strong>smæssige funktion beskriver Luhmann bl.a. som<br />
<strong>det</strong>te, ”at man ved enhver <strong>kommunikation</strong> kan forudsætte bestemte realitetsantagelser som<br />
værende bekendt uden at måtte indføre dem specielt og begrunde dem i kommunikatio-<br />
nen.”(RM, p. 121/85), dvs. at der herved forstås, at der foreligger en slags hukommelse,<br />
”som tjener den løbende konsistenskontrol med et sideblik til den bekendte verden og ude-<br />
lukker alt for vovede informationer som værende usandsynlige” (RM, ibid.). 22 Det bør dog<br />
allerede her medtages, at Luhmann i GG medgiver, at der endnu ikke kan siges at foreligge<br />
en anerkendt funktionsanvisning (p. 1103).<br />
Centralt for studiet af politisk <strong>kommunikation</strong> vil herudover selvsagt være selve<br />
<strong>det</strong> politiske funktionssystem, som i den Luhmannske <strong>samfund</strong>steoretiske formulering står<br />
sideordnet med bl.a. massemediesystemet. Med begrebet om <strong>det</strong> politiske funktionssystem<br />
søger Luhmann at indfange al den <strong>kommunikation</strong>, som i sidste instans hviler på evnen til<br />
at kunne udøve politisk magt. Det betyder ikke, at al den <strong>kommunikation</strong>, der pågår inden<br />
for <strong>det</strong> politiske funktionssystem kun drejer sig om magt. Der forekommer inden for <strong>det</strong>te<br />
system megen <strong>kommunikation</strong> om mange ikke umiddelbart magtrelaterede forhold. Afgø-<br />
rende er imidlertid i denne Luhmannske formulering, at de <strong>kommunikation</strong>er, som kan<br />
henregnes til <strong>det</strong> politiske funktionssystem, på en eller anden måde kan siges at være af-<br />
hængige af eller bero på magt, dvs. politisk magt. Sådanne <strong>kommunikation</strong>er kan endvide-<br />
re tjene til forberedelse af beslutninger samt til formidling af konsensussituationer med<br />
henblik på at formindske eller overflødiggøre indsats af magt (PG, p. 75-76). Med begrebet<br />
om <strong>det</strong> politiske funktionssystem søger Luhmann herudover at undgå såvel værdiladede<br />
som flerfunktionelle definitioner. Det fører ham til en ganske snæver funktionsdefinition<br />
22 Jf. dog også <strong>det</strong> vigtige, foran anførte, om <strong>det</strong>te at fremprovokere og bearbejde irritationer hos andre. Dette<br />
begreb om hukommelse (Gedächtnis) sammenligner Ole Thyssen i Thyssen 2000a, Luhmann og sporten, i:<br />
Distinktion, Tidsskrift for <strong>samfund</strong>steori, nr. 1, Aarhus Universitet, Institut for Statskundskab, p. 49-65, med<br />
en ”bankfunktion”, dvs. et sted, hvor man kan holde styr på fakta, for sportens verden fx de seneste toppræstationer,<br />
i<strong>det</strong> der så ligger heri, at de næstseneste m.fl. straks kan glemmes. Det sidste er måske <strong>det</strong> for Luhmann<br />
vigtigste: at hukommelse er et sted, hvor man kan glemme, i<strong>det</strong> man så bedre kan være klar til at modtage<br />
nye informationer, som kan lette læring og derved lette forhol<strong>det</strong> til fremtiden, jf. fx PG, p. 182.<br />
12
for <strong>det</strong> politiske system, i<strong>det</strong> han ender op med at beskrive den som ”das Bereithalten der<br />
Kapazität zu kollektiv bindendem Entscheidungen”, som <strong>det</strong> hedder i PG, p. 84. Den politi-<br />
ske <strong>kommunikation</strong> i <strong>det</strong> <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong> må ud fra den Luhmannske<br />
teoriformulering således findes inden for <strong>det</strong> samlede spektrum af kommunikative proces-<br />
ser, der relaterer sig til <strong>det</strong> politiske funktionssystems funktionsopfyldelse. 23<br />
1.1. Problemformulering<br />
Den politiske videnskab har mange forslag til formulering af en beskrivelse af de<br />
respektive områder af denne videnskabs genstandsfelt. Dette gælder som foran anført også<br />
for fagområ<strong>det</strong> politisk <strong>kommunikation</strong>, der i disse år er ved at etablere sig som et selv-<br />
stændigt forskningsperspektiv inden for politisk videnskab. 24<br />
Luhmann har mig bekendt ikke givet noget specifikt bud på, hvordan politisk<br />
<strong>kommunikation</strong> i <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> efter hans opfattelse bør studeres sociologisk. Der-<br />
imod er den sociologiske systemteori, som han har formuleret, almen, dvs. at den gør krav<br />
på universalitet, jf. allerede foran. Dette indebærer, at teorien skal kunne behandle alt, hvad<br />
der falder inden for <strong>det</strong> sociale, dvs. enhver social kontakt, som på sin side bliver opfattet<br />
som system, hvad enten der er tale om <strong>det</strong> mindste interaktionssystem, eller et hvilket som<br />
helst organisationssystem, ligesom <strong>det</strong> også inkluderer samfun<strong>det</strong>s funktionssystemer og<br />
selve samfun<strong>det</strong>, som på sin side opfattes som den samlede hensyntagen til alle mulige so-<br />
ciale kontakter (SY, p. 33/51).<br />
Foran har jeg anført, at <strong>det</strong> ifølge Luhmann er teoriens opgave at garantere gen-<br />
standens, dvs. studieobjektets enhed og ikke omvendt. Det er derfor ikke objektets eventu-<br />
23 Luhmann anfører ovenfor i f.m. massemediesystembeskrivelsen en funktion, der ligger udenfor selve systemets<br />
egen interesse: Andre kan have interesse heri, ja, <strong>det</strong> kan vel være en forudsætning for deres virksomhed.<br />
Når jeg anfører <strong>det</strong>te her, er <strong>det</strong> fordi, <strong>det</strong> er et omstridt spørgsmål, om funktionssystemerne er til<br />
alene for sig selv eller også for samfun<strong>det</strong>. Hvis de også er til for samfun<strong>det</strong> vil <strong>det</strong>te synspunkt tendere i retning<br />
af at udvikle en beskrivelse som: helheden udgøres af funktionssystemer/ organisationssystemer/ interaktionssystemer<br />
og samfun<strong>det</strong> (del-helhedsbetragtningen, som Luhmann i øvrigt ønsker at gøre op med, jf.<br />
senere). Dette forhold er væsentligt for den senere diskussion, hvorfor <strong>det</strong> netop bliver et væsentligt diskussionstema.<br />
Faren ved at lægge for meget i denne citerede sætning er, at bogen om massemedierne som før anført<br />
ikke er en færdig monografi om massemediesystemet, men alene en viderebearbejdelse af et foredrag<br />
holdt i 1995. Det vil være vigtigt i denne sammenhæng at skelne mellem funktion/ydelse (Funktion/Leistung),<br />
hvor funktion retter sig fra funktionssystemet mod <strong>samfund</strong>ssystemet, mens ydelsen retter sig<br />
mod de øvrige funktionssystemer, jf. eksempelvis Luhmanns gennemgang af <strong>det</strong>te tema i Luhmann 1981c,<br />
Politische Theorie im Wohlfahrtsstaat, München – Wien, Günther Olzog Verlag, p. 81 ff. Se endvidere fx<br />
A.Göbel, 2000a, Politikwissenschaft und Gesellschaftstheorie. Zu Rezeption und versäumter Rezeption der<br />
Luhmann’schen Systemtheorie, i: Henk de Berg & Johannes F.K. Schmidt (udg.) Rezeption und Reflexion.<br />
Zur Resonanz der Systemtheorie Niklas Luhmanns ausserhalb der Soziologie, Frankfurt a M, Suhrkamp, p.<br />
134-174 p. 110.<br />
24 På Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet står perspektivet centralt inden for <strong>det</strong> prioriteringsområde,<br />
som statskundskabsgruppen har ansvaret for, jf. Koncentrationsområde for Statskundskabsgruppen,<br />
www.polsci.ku.dk/research/areas/statskskab_dk.htm hentet 20.9.2002. Konkret har denne prioritering<br />
givet sig udtryk i, at der på overbygningsuddannelsen igennem de senere år har været fast udbud herom.<br />
13
elle enhed, her altså studiefeltet politisk <strong>kommunikation</strong>, der skal garantere teoriens enhed,<br />
selvom der bag betegnelsen politisk <strong>kommunikation</strong> synes at ligge en forventning, ja, en<br />
hypotese om, at politisk <strong>kommunikation</strong> vil kunne beskrives teoretisk som en enhed.<br />
I og med, at Luhmann udpeger et funktionssystem for såvel <strong>det</strong> politiske som for<br />
<strong>det</strong> massemediemæssige område, har vi som nævnt en konflikt mellem hans opfattelse af<br />
<strong>det</strong> fagområde, der betegnes som politisk <strong>kommunikation</strong>, jf. foran og den dér udlagte ge-<br />
nerelle opfattelse af <strong>det</strong>te fagområdes institutionelle og systemmæssige sammensætning.<br />
Vi står altså ifølge Luhmann med et studiefelt, der synes at brede sig ud over i hvert fald to<br />
af de <strong>samfund</strong>smæssige funktionssystemer, som han har udpeget. Vi står endvidere med<br />
den Luhmannske teoriformulering, som gør krav på at kunne være anvendelig på alle sam-<br />
fundsmæssige områder. Det må derfor være muligt ved hjælp af eller med udgangspunkt i<br />
denne teoriformulering at foretage en teoretisk beskrivelse af politisk <strong>kommunikation</strong>.<br />
Spørgsmålet er derfor, om vi med fordel, dvs. med større klarhed og kommunikativ opera-<br />
tionalitet, dvs. gennemslagskraft, vil kunne anvende Luhmanns formulering af funktions-<br />
systemer m.v. på de respektive <strong>kommunikation</strong>sområder som grundlag for en beskrivelse<br />
af <strong>det</strong>te særlige <strong>kommunikation</strong>sområde?<br />
En anden og mere uddybende måde at stille samme spørgsmål på er, om vi ved at<br />
tage udgangspunkt i den Luhmannske teoriformulering, forstået som en slags socialviden-<br />
skabelig grundforskning, opnår en operationel, dvs. en realistisk og dermed overbevisende<br />
beskrivelse af studiefeltet politisk <strong>kommunikation</strong>, som vil kunne fungere internt i relevan-<br />
te <strong>samfund</strong>svidenskabelige forskningsmiljøer, og som eksternt vil blive bedømt som<br />
fremmende for indsigt i eller som grundlag for indsigt i <strong>det</strong>te forskningsfelt, således som<br />
<strong>det</strong> udfolder sig i <strong>det</strong> <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong>?<br />
Jeg vil på denne baggrund formulere problemstillingen som et spørgsmål om,<br />
hvordan politisk <strong>kommunikation</strong> vil kunne beskrives på grundlag af Luhmanns formulerin-<br />
ger om især samfun<strong>det</strong>, funktionssystemerne for politik og massemedier samt grundlæg-<br />
gende ud fra hans særlige formulering af systemteori og <strong>kommunikation</strong>steori? Det er <strong>det</strong>te<br />
komplekse spørgsmål, som jeg i specialet vil forsøge at give et svar på. Bag spørgsmålet<br />
gemmer der sig som anty<strong>det</strong> den tese, at politisk <strong>kommunikation</strong> ikke kan beskrives som ét<br />
politisk <strong>kommunikation</strong>ssystem, der omfatter såvel medier som politikere og borgere, jf.<br />
foran.<br />
Den position, som Luhmann indtager, kan måske illustreres således som jeg for-<br />
søger i figur 2 25 nedenfor. Figuren skal illustrere <strong>det</strong> politiske og <strong>det</strong> massemediemæssige<br />
25 Jeg har hentet inspiration til denne figur hos Dr. Frank Hillebrandt, jf. figur 5, afsnit 2.1.<br />
14
funktionssystem i deres respektive placering som monopoliserende hver deres <strong>samfund</strong>s-<br />
mæssige problemløsning. Den skal endvidere illustrere disse to funktionssystemer som væ-<br />
Figur 2. Samfun<strong>det</strong> i verden. Det omkranser politik, massemedier og offentlig mening<br />
samt øvrige funktionssystemer. Mennesker og verden står udenfor som omverden.<br />
rende strukturelt koblet indbyrdes såvel som til samfun<strong>det</strong>s øvrige funktionssystemer samt<br />
til samfun<strong>det</strong>. Den offentlige mening udgør, hvad Luhmann kalder for den generaliserede<br />
anden side af alle <strong>samfund</strong>smæssige socialsystemers inderside (PG, p. 285), hvad jeg søger<br />
at illustrere ved den inderste cirkels indre område.<br />
Hvis man i studiet af politisk <strong>kommunikation</strong> vil anvende moderne sociologisk<br />
systemteori, må man efter Luhmanns opfattelse respektere de teoretiske bestemmelser, som<br />
han med sin teori om <strong>det</strong> moderne, <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong> har anført. Det er<br />
15
derfor opgaven her at undersøge, dels hvori disse teoretiske bestemmelser nærmere består,<br />
dels hvordan Niklas Luhmanns sociologiske politik- og massemedieteori inden for denne<br />
bestemte <strong>samfund</strong>sopfattelse kan beskrives.<br />
Ud fra en gennemført afklaring af disse to forhold, dvs. ud fra en beskrivelse af<br />
Luhmanns <strong>samfund</strong>steori hhv. ud fra en beskrivelse af hans teorier om de to funktionssy-<br />
stemer for politik og massemedier, er <strong>det</strong> hensigten at vurdere mulighederne for at konstru-<br />
ere et forslag til, hvorledes politisk <strong>kommunikation</strong> i <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> vil kunne be-<br />
skrives, hvorved der samtidig skulle være skabt grundlag for at vurdere anvendeligheden af<br />
Luhmanns sociologiske systemteori og hans teori om <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> for den del af<br />
politisk videnskab, der har politisk <strong>kommunikation</strong> som forskningsfelt.<br />
1.2. Om Luhmann og hans placering i moderne <strong>samfund</strong>svidenskab<br />
Men hvem er egentlig Niklas Luhmann? Da Luhmann døde i november 1998 var<br />
han 70 år gammel. Han havde da været pensioneret fra sit job som professor i sociologi<br />
ved <strong>det</strong> nordtyske Universität Bielefeld i godt 5 år. Dette professorat havde han bestridt fra<br />
1968. Forud herfor havde han bl.a. studeret retsvidenskab og sociologi. 26 Luhmann har se-<br />
nere oplyst, at han ved sin tiltræden i Bielefeld blev spurgt om, hvad hans forskningspro-<br />
jekt gik ud på. Han havde da svaret, at ”Mein Projekt lautete damals und seitdem: Theorie<br />
der Gesellschaft; Laufzeit: 30 Jahre; Kosten: keine.” (udover hans løn forstås!). 27<br />
26 Jf. <strong>det</strong> oplyste på omslaget til Luhmann 1973b, Zweckbegriff und Systemrationalität. Über die Funktion<br />
von Zwecken in sozialen Systemen, Frankfurt a M, Suhrkamp (1968). Det kan tilføjes, at Luhmann i perioden<br />
1955-62 var ansat som referent ved Kultusministeriet i Hannover (jf. Wer ist Wer? Das deutschen Who’s<br />
Who?, XIX Aufgabe, Frankfurt a.M. Societäts Verlag 1977, p. 595), hvorunder han havde gode muligheder<br />
for på egen hånd at studere filosofi og sociologi, som Jönhill udtrykker <strong>det</strong> med et samtalecitat fra Luhmann i<br />
sin artikel: Jönhill 1993a, Teori med sprängstoff. En introduktion til Niklas Luhmanns sociologi, i: Sociologi<br />
i dag, 1993, nr. 2/3, p. 103-115, Oslo, Novus Forlag. Endvidere fik han under sin ansættelse ved Kultusministeriet<br />
i Hannover bevilget et studieophold på Harvard University, 1960-61, hvor han studerede sociologi<br />
hos Talcott Parsons. I perioden 1962-65 var han ansat på Hochschule für Verwaltungswissenschaften i Speyer,<br />
hvor han forberedte sin doktorafhandling (dissertation), Luhmann 1964a, Funktionen und Folgen formaler<br />
Organisation, Berlin, Duncker & Humblot, og året efter udgav han afhandlingen Luhmann 1965a, Grundrechte<br />
als Institution. Ein Beitrag zur politischen Soziologie, Berlin, Duncker & Humblot, som dannede<br />
grundlag for hans erhvervelse af sin habilitation, dvs. sin universitetsundervisningsret. Fra 1965 til 1968 var<br />
han ansat ved Sozialforschungsstelle, Universität Münster, i Dortmund, hvor han bl.a. skrev den i 1970’erne i<br />
Vest-Tyskland meget diskuterede bog, Luhmann 1975d, Legitimation durch Verfahren, Darmstand/Neuwied,<br />
Luchterhand (1969) og Luhmann 1973a Vertrauen. Ein Mechanismus der Reduktion sozialer Komplexität, 2.<br />
erweiterte Auflage, Stuttgart, Ferdinand Enke Verlag (1968), som i 1999 blev oversat til dansk under titlen:<br />
Tillid – en mekanisme til reduktion af social kompleksitet, Hans Reitzels forlag. I 1975 var han gæsteprofessor<br />
ved New School of Social Resarch New York, jf. Wer ist Wer 1977, p. 595.<br />
27 Se GG p. 11. Dirk Baecker, som vel er en af de allermest fremtrædende Luhmann-kendere i Tyskland, indleder<br />
sin offentlige hilsen under overskriften ”Im Medium des Sinns” til Luhmann i anledning af dennes 70års-dag<br />
den 8.12.1997 således: „Als sich Niklas Luhmann vor dreissig Jahren anschickte, den alten Anspruch<br />
der Soziologie auf eine eigenständige Theorie der Gesellschaft neu einzulösen, konnte niemand ahnen, worauf<br />
das hinauslaufen würde. Erst recht ahnte niemand, dass es ihm gelingen könnte, den Monopolanspruch<br />
des Marxismus auf eine Gesellschaftstheorie zu brechen. Wie konnte ein Jurist, der sich mit der Philosophie<br />
16
Luhmann har offentliggjort artikler og bøger fra 1958 og frem. Det er blevet til<br />
mere end 60 bøger og 350 artikler. 28 Det er kun ganske få af disse værker, han har udarbej-<br />
<strong>det</strong> i fællesskab med andre. Hans foretrukne arbejdsform var at sidde hjemme i sit arbejds-<br />
værelse med sin skrivemaskine og sine kartotekskort, de såkaldte ”Zettelkästen”. 29<br />
Det <strong>samfund</strong>steoretiske omdrejningspunkt har været fastholdt fra begyndelsen i<br />
1958 til i dag, hvor der fortsat udkommer posthume skrifter. 30 Dette sigtepunkt har bety<strong>det</strong>,<br />
at Luhmann har spredt sine undersøgelser over et meget bredt felt, tidsmæssigt såvel som<br />
emnemæssigt. Herudover og i skarp polemik med bl.a. normativ <strong>samfund</strong>svidenskab fast-<br />
slår Luhmann, at sociologien som videnskab bør opfatte sig i sit forhold til samfun<strong>det</strong> som<br />
én, der lærer af samfun<strong>det</strong> i ste<strong>det</strong> for som én, der belærer <strong>det</strong>. 31 Heri ligger bl.a., at socio-<br />
Husserls beschäftigte und in Hannover bei der Landesverwaltung arbeitete, auf die Idee kommen, das Erbe<br />
Hegels und Marx’ anzutreten?“<br />
Fun<strong>det</strong> på adressen: http://www.berlinonline.de/berliner-zeitung/archiv/.bin/index.fcgi 17.3.2003.<br />
28 Fremgår af omslaget til Luhmann 2000a, Sociale systemer. Grundrids til en almen teori, København, Hans<br />
Reitzels Forlag, (1984), (herefter forkortet til: SY). I et værk udgivet i anledning af Luhmanns 65 års fødselsdag<br />
af: Klaus Dammann; Dieter Grunow og Klaus P. Japp (udg.), 1994, Die Verwaltung des politischen Systems.<br />
Mit einem Gesamtverzeichnis der Veröffentlichungen Niklas Luhmanns, Opladen, Westdeutscher Verlag,<br />
findes som anført i undertitlen en samlet fortegnelse over offentliggørelser for perioden 1958-1992. Den<br />
fylder 100 sider; den medtager også oversættelser til andre sprog end tysk. Den når på den måde op på et<br />
samlet antal offentliggørelser på 1.131 med Luhmann, dels som skribent, dels som interviewgiver, foredragsholder<br />
på skrift og bånd m.m. Af originalbidrag opgør den artikler og foredrag til ca. 350 samt bøger, herunder<br />
monografier og artikelsamlinger/samleværker til små 70, men med bemærkning om, at der kan forekomme<br />
bøger, som indgår i en artikelsamling og derfor er medtaget to gange. På internetadressen:<br />
www.netzservice.de/Home/maro/mr_luhbb.html har jeg den 2. juni 1998 hentet en af Martin Rost indscannet<br />
„Schriftenverzeichnis“ Version 1996.01 over hhv. 54 bøger (+ Die Gesellschaft der Gesellschaft uden for<br />
nummer) og 377 artikler, som han angiveligt har modtaget direkte fra Luhmann selv. Disse to fortegnelser<br />
står så vidt ses fortsat og uændret på samme internetadresse. Efterfølgende er der udkommet flere bøger,<br />
hvorfor <strong>det</strong> på den danske udgave af SY anførte antagelig er tæt på <strong>det</strong> korrekte. I tidsskriftet Soziale Systeme,<br />
Jhg. 4, 1998, Heft 1, p. 233-263, er der fremlagt en ’Niklas Luhmann – Schriftenverzeichnis’, som angiver<br />
72 selvstændige skrifter (dvs. uden båndoptagelser o.lign., men inkl. en del selvstændige, men dog oversatte<br />
samleværker, bl.a. et par danske: Autopoiesis-II fra 1995 og Iagttagelse og paradoks fra 1997; med Die<br />
Gesellschaft der Gesellschaft som sidste værk) samt 465 artikler.<br />
29 Hos Poul Götke 1997 Niklas Luhmann, Frederiksberg, Forlaget ANIS, får man at vide, at Luhmann arbejder<br />
”uden den hærskare af assistenter og associerede professorer” (p. 11), som højt rangerende professorer i<br />
<strong>det</strong> tyske universitetsliv ellers plejer at omgive sig med, når de udfører deres forskningsbaserede publikationsvirksomhed.<br />
Luhmann arbejdede alene og med uundværlig hjælp af sine mange tusinde kartotekskort,<br />
hans såkaldte ”Zettelkästen”, som han startede opbygningen af i 1952-53, fordi <strong>det</strong> blev klart for ham, dels at<br />
han havde en dårlig hukommelse, dels at han måtte planlægge for et helt liv og ikke for en enkelt bog, som<br />
han siger i: Luhmann 1987a, Archimedes und wir, Interviews, (red. D.Baecker & G.Stanitzek), Berlin, Merve<br />
Verlag, p. 149. Luhmann fortæller selv nærmere om sin måde at arbejde på i artiklen Kommunikation mit<br />
Zettelkästen. Ein Erfahrungsbericht, i: Luhmann 1992f, Universität als Milieu, Bielefeld, Verlag Cordula<br />
Haux, p. 53-61.<br />
30 I Luhmanns første artikel, Luhmann 1958, Der Funktionsbegriff in der Verwaltungswissenschaft, Verwaltungs<br />
Archiv, Zeitschrift für Verwaltungslehre, Verwaltungsrecht und Verwaltungspolitik, 49. Band, Heft 2,<br />
p. 97-105, er <strong>det</strong> som titlen antyder Luhmanns teoretiske interesse for funktionsbegrebet og <strong>det</strong>s anvendelse<br />
inden for forvaltningsvidenskaben, der er i fokus, men <strong>det</strong> <strong>samfund</strong>smæssige sigte træder klart igennem. I<br />
2002 er man bl.a. nået til udgivelsen af Luhmann 2002c, Das Erziehungssystem der Gesellschaft, (udg. af<br />
Dieter Lenzen), Frankfurt a M, Suhrkamp, som er den foreløbig sidste af Luhmanns monografier over <strong>samfund</strong>smæssige<br />
funktionssystemer.<br />
31 Se GG p. 22. Dette tema optager også Norbert Bolz i hans på CD udgivne foredrag om Luhmann og Habermas<br />
under titlen Die Phantomdebatte, se: Edition SWR2-Stephan Krass, 1999, Niklas Luhmann – Beobachtungen<br />
der Moderne, Freiburger Reden – Denker auf der Bühne, Heidelberg, Carl Auer Systeme Verlag,<br />
17
logien erklæres som en principielt empirisk videnskab. Det er bl.a. også ud fra sådanne teo-<br />
riprogrammatiske erklæringer, at jeg har fun<strong>det</strong> den Luhmannske tilgang til <strong>det</strong> <strong>samfund</strong>s-<br />
videnskabelige felt interessant.<br />
Dette meget brede sigtepunkt har endvidere bety<strong>det</strong>, at Luhmann har opnået kon-<br />
takt til og diskussion med et ganske bredt spektrum af faggrupper, især i Tyskland, men<br />
også andre steder som Japan, Italien og spansktalende dele af Syd- og Nordamerika. I<br />
Danmark har der i en længere årrække været interesse for Luhmanns arbejde inden for fle-<br />
re faggrupper, 32 herunder jurister, pædagoger/lærere, sociologer, politologer, religionssoci-<br />
ologer og teologer, kunstsociologer, organisationssociologer/handelshøjskolefolk, kommu-<br />
nikations- og marketingsvidenskabsfolk, uden at jeg dog af den grund vil påstå, at Luh-<br />
manns produktion ligefrem er udbredt! Noget af <strong>det</strong> første på dansk udgivne 33 om Luh-<br />
mann, som jeg har stiftet bekendtskab med, er i Jørgen Dalberg–Larsens disputats fra 1977,<br />
Retsvidenskaben som <strong>samfund</strong>svidenskab, Juristforbun<strong>det</strong>s forlag. Her introduceres Luh-<br />
mann som styringsteoretiker 34 over siderne 481-486. Det hedder således på side 483, at<br />
(4 CD’er), hvor han netop karakteriserer Luhmann som den, der ønsker at lære af samfun<strong>det</strong> i modsætning til<br />
Habermas, der ønsker at belære os om samfun<strong>det</strong>. Bemærk her forskellen mellem Luhmann og Bolz mht.<br />
personrelateringen, hvor Luhmann konsekvent er systemorienteret, mens Bolz lader dagligsprogets personorienterede<br />
fremstilling træde frem. I øvrigt skal Habermas have <strong>det</strong> sidste ord her i denne note, for ifølge<br />
hans opfattelse er <strong>det</strong> faktisk Luhmanns autistiske (!) systemteori, som vil belære os om den demokratiske<br />
viljedannelses afmagt, jf. Jürgen Habermas, 1997, Faktizität und Geltung. Beiträge zur Diskurstheorie des<br />
Rechts und des demokratischen Rechtsstaats. Frankfurt a M, Suhrkamp (1992), p. 407.<br />
32 Hvad man kan få et indtryk af i bøgerne med fællestitlen Autopoiesis, som blev redigeret af Jens Christian<br />
Jacobsen og udgivet på forlaget <strong>Politisk</strong> Revy i 1992 og 1995: Autopoiesis. En introduktion til Niklas Luhmanns<br />
verden af systemer og Autopoiesis II. Udvalgte tekster af Niklas Luhmann. Se også de af Ole Thyssens<br />
anførte værker i litteraturlisten, som imidlertid blot er et udsnit af Thyssens bøger med reference til<br />
Luhmann. Thyssen går så vidt, at han i 1993 udgiver og tilegner en 329-siders bog, Nutiden. Det overfyldte<br />
rum, Gyldendal, til Niklas Luhmann. Forlaget Unge Pædagoger har også været fremme med udgivelser, i<br />
1993 med bogen Læring, samtale, organisation – Luhmann og skolen under redaktion af John Cederstrøm,<br />
Lars Qvortup og Jens Rasmussen, og senest i 2002 med bogen Luhmann anvendt, som Jens Rasmussen redigerede.<br />
Politologen Gorm Harste har nu i mere end 10 år beskæftiget sig med Luhmanns forfatterskab, jf. udover<br />
de ovenanførte autopoiesis-bøger fra <strong>Politisk</strong> Revy bl.a. hans i 1992 udgivne arbejdspapir nr. 7 med titlen<br />
Politiseringen af risiko, Niklas Luhmanns analyse af politisk <strong>kommunikation</strong> om risiko, i serien Menneske<br />
& Natur, Humanistisk Forskningscenter – Odense Universitet. På Roskilde Universitets Center har der i hvert<br />
fald siden 1996 været udgivelser om Luhmann, jf. bl.a. de i litteraturlisten af Morten Knudsen anførte arbejder,<br />
hvor hans 1996a faktisk blev skrevet som speciale i 1994, og Susanne Holmstrøm skrev i 1996 et speciale,<br />
som i 1997 blev udgivet på Forlaget Samfundsøkonomi og Planlægning under titlen, Perspektiver & Paradigmer.<br />
Et intersubjektivt og et socialsystemisk public relations paradigme. Public relations fortolket ud<br />
fra systemteorien (Niklas Luhmann) i opposition til den kritiske tradition (Jürgen Habermas). Her citeret fra<br />
Internetudgave 1999, www.susanne-holmstrom.dk<br />
33 Holger Henriksen og Jens Glebe-Møller har i en kronik i Information for den 31. maj 1976 under titlen<br />
Pædagogik, planlægning og participation bl.a. refereret til Luhmann og debatten med Habermas.<br />
34 Det var især som styringsteroretiker, at den teoretiskpolitiske venstrefløj – oprindelig anført af Jürgen Habermas<br />
– i 1960’erne og 1970’erne kritiserede Luhmanns arbejde. Et højdepunkt nåedes med <strong>det</strong> af Habermas<br />
og Luhmann i 1971 i fællesskab udgivne værk: Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie – Was<br />
leistet die Systemforschung?, Frankfurt a M, Suhrkamp, som blev fulgt op med tre diskussionsbind i samme<br />
teoridiskussionsserie. Luhmann var ikke selv uden skyld i denne angrebsflade. Han har leveret adskillige bidrag<br />
på den tid, som ikke holdt sig tilbage med at tage udgangspunkt i problemer, der blev tolket som styringsproblemer.<br />
Det er mit indtryk, at <strong>det</strong>te især har været begrun<strong>det</strong> i et særligt teoristrategisk tiltag fra<br />
Luhmanns side, som gik ud på at gøre kompleksitet og reduktionen af kompleksitet til <strong>det</strong> altoverskyggende<br />
18
”Den tyske organisationsteoretiker og retssociolog Niklas Luhmann er den, der med størst<br />
konsekvens har forsøgt at overføre en policy-orienteret, systemteoretisk betragtningsmåde<br />
på retten”.<br />
Opfattelsen af Luhmann som styringsteoretiker og dermed som én, der så at sige<br />
ser på samfun<strong>det</strong> ovenfra med henblik på at anvise løsninger på de <strong>samfund</strong>smæssige pro-<br />
blemer, har været ganske vedvarende, også i Tyskland. Da Luhmann herudover som en<br />
konsekvens af sin systemformulering må placere mennesket i systemets omverden, bliver<br />
<strong>det</strong>te samlede forhold nok til en stor del af forklaringen på, at man inden for politisk viden-<br />
skab, herunder også i Tyskland, har været endog meget vrangvillige til at læse og anvende<br />
Luhmanns produktion. Det hedder således i en for nylig udkommet bog om receptionen af<br />
Luhmanns systemteori uden for den sociologiske videnskabs forholdsvis snævre verden, at<br />
„Ohne Zweifel war die Breite dieser Rezeption wiederum äusserst selektiv und bezieht sich<br />
häufig auf Aussenseiterpositionen im jeweiligen Fachgebiet…” 35<br />
Dette opgør med den tradition, der ser mennesket som udgangspunkt for den sam-<br />
fundsvidenskabelige analyse, hvad man også kan kalde for et opgør med subjektfilosofien<br />
som grundlag for <strong>samfund</strong>svidenskaben, er imidlertid ikke den eneste grund til, at Luh-<br />
manns forfatterskab end ikke i Tyskland er blevet modtaget i noget større omfang i bredere<br />
social- og <strong>samfund</strong>svidenskabelige kredse. Der er mindst to yderligere grunde til træghe-<br />
den i modtagelsen og den tilegnende anvendelse af Luhmanns sociologiske systemteori.<br />
Den ene grund er eller burde være utilladelig i videnskabelige kredse, for <strong>det</strong> er en<br />
næsten renlivet ideologisk begrundelse. Den skal ses i forlængelse af opfattelsen af Luh-<br />
mann som styringsteoretiker. Som sådan hænger den sammen med, at Luhmanns sociolo-<br />
giske system- og <strong>samfund</strong>steori oprindelig blev opfattet som konservativ, hvilket imidlertid<br />
fortsat gentages som en fastslået kendsgerning. Det hedder således i nyeste udgave af en<br />
meget anvendt lærebog i politisk teori, at ”Der Konservatismus Luhmannscher Systemthe-<br />
teoretiske såvel som praktiske problem, jf. i øvrigt indledningsartiklen i <strong>det</strong> nævnte fællesværk, som bærer<br />
titlen, Moderne Systemtheorien als Form gesamtgesellschaftlicher Analyse, som var anvendt af Luhmann<br />
som foredrag på de tyske sociologers kongres i april 1968. Dette foredrag gav således iflg. referenten Karl<br />
Hermann Tjaden (se side 267-69 i Verhandlungen des 16. deutschen Soziologentages, Spätkapitalismus<br />
oder Industriegesellschaft?, udgivet af Th. W. Adorno, 1969) anledning til betydelig diskussion, bl.a. fordi<br />
<strong>det</strong> provokerede de empirisk orienterede sociologer med sit efter manges opfattelse ubestemmelige kompleksitetsbegreb.<br />
Dette begreb blev under diskussionen af Luhmann selv udlagt som havende ”eine Art strategischer<br />
Stellenwert”. Med foredraget antyder Luhmann imidlertid også, hvad han betragter som sit egentlige<br />
ærinde, nemlig at udarbejde <strong>samfund</strong>steori – og at gøre <strong>det</strong> ved hjælp af forhåndenværende midler, bl.a. systemteori.<br />
35 Johannes F.K.Schmidt i artiklen ”Die Differenz der Beobachtung. Einführende Bemerkungen zur Luhmann-Rezepti-on”<br />
i den af ham og Henk de Berg udgivne bog: Rezeption und Reflexion. Zur Resonanz der<br />
Systemtheorie Niklas Luhmanns ausserhalb der Soziologie, Suhrkamp 2000, note 2, side 8. På side 9 kommer<br />
omtalen af Andreas Gödels bidrag, som netop handler om ”Politikwissenschaft und Gesellschaftstheorie“<br />
med den i denne sammenhæng tankevækkende undertitel: „Zu Rezeption und versäumter Rezeption der<br />
Luhmann’schen Systemtheorie".<br />
19
orie scheut auch nicht vor Konsequensen zurück wie in dem Satz: ’.. und für den Normal-<br />
fall muss ein fragloses, ja fast motivloses Akzeptieren bindender Entscheidungen sicherge-<br />
stellt werden’ 36 . Luhmann geht davon aus, dass das politische System .. seine geringere<br />
Komplexität durch Macht kompensiert. .. Die konservative Versuchung eines pluralistich<br />
verbrämten Opportunismus ist jedoch nicht die notwendige Konsequens der Systemtheorie.<br />
Es gibt auch die progressive Versuchung, etwa wenn Naschold .. einer dynamisch-<br />
progressiven Systemtheorie den bisher überwiegenden konservativen Systemüberlebens-<br />
modellen die Systemzielmodelle gegenüberstellen.“ 37 Luhmanns teori er således ifølge den-<br />
ne udlægning ikke bare en konservativ systemoverlevelsesmodel, den er også opportu-<br />
nistisk. Luhmann er dog på ingen måde enig i denne udlægning. Det er hans indtryk, at de<br />
progressive, som fx her Klaus von Beyme, ”mit bestimmten Theoriefiguren besetz ist, und<br />
was nicht in diese Theoriefiguren passt, ist dann das Gegenteil von progressiv, also kon-<br />
servativ.“ 38<br />
Den anden grund til trægheden i receptionen af den Luhmannske <strong>samfund</strong>sviden-<br />
skabelige teoridannelse hænger sammen med dens abstraktionsniveau og sproglige ud-<br />
formning. 39 Kaus von Beyme giver i samme indføring til aktuel politisk videnskab en over-<br />
sigt over teoriansatser og metodiske tilgange til teoridannelse inden for samme. Her place-<br />
rer han autopoiesis, dvs. teoretiske forestillinger om selvstyre og selvskabelse, som den<br />
Luhmannske teoridannelse eksplicit har bygget på siden begyndelsen af 1980’erne, på en<br />
meget yderligt liggende position i <strong>det</strong>te teoretisk-metodiske landskab, jf. den her viste figur<br />
3. Efter Klaus von Beymes opfattelse står vi således med denne Luhmannske teoriformule-<br />
ring med en teori, som bevidst afskærmer sig mod empirien. Samtidig ser han imidlertid<br />
tegn på, at en del af de teoretiske ansatser i den akademiske verden, herunder også blandt<br />
de, der arbejder på makroniveau og anvender autopoietisk systemteori, har en tendens til at<br />
blande, ja endda at identificere teori og metode, hvad han tolker som begrun<strong>det</strong> i, at en teo-<br />
ri uden metodologi vil forblive steril, underforstået: hvem vil gerne være steril og dermed<br />
ufrugtbar? 40<br />
36<br />
Det indlagte citat i citatet har Klaus von Beyme hentet fra en Luhmann-tekst fra 1970, jf. Luhmann 1974d,<br />
p. 170, hvilket kildested J. Habermas i øvrigt også bruger som kritikudgangspunkt, jf. Jürgen Habermas<br />
1975a, Legitimationsprobleme im Spätkapitalismus. Frankfurt a M, Suhrkamp (1973), P. 65.<br />
37<br />
Klaus von Beyme 2000a, Die politischen Theorien der Gegenwart. Eine Einführung, 8., neubearbeitete<br />
und erweiterte Auflage, Wiesbaden, Westdeutscher Verlag, p. 212<br />
38<br />
Luhmann 1987a, Archimedes und wir, Interviews, (red. D.Baecker & G.Stanitzek), Berlin, Merve Verlag,<br />
p. 152<br />
39<br />
I en for nylig udkommet disputats hedder <strong>det</strong> således: „Im deutschen Sprachraum haben bislang nur wenige<br />
Politologen die Musse gefunden, sich in die Luhmannsche Spezialsemantik einzuarbeiten“, jf. Stefan Lange,<br />
2003, Niklas Luhmanns Theorie der Politik. Eine Abklärung der Staatsgesellschaft, Wiesbaden, Westdeutscher<br />
Verlag, 1.opl., oktober 2003, p. 214.<br />
40<br />
Klaus von Beyme 2000a, p. 25<br />
20
Figur 3. Teoriansatser og metodiske tilgange til teoridannelse. 41<br />
Luhmann vil nok være både enig og uenig i en sådan placering af sin teoridannel-<br />
se. I den udstrækning, vi hermed tænker på abstraktion, vil han antagelig være enig. Han<br />
vil imidlertid næppe være enig i den her i figur 3 viste vertikalisering, altså <strong>det</strong> forhold, at<br />
man her skelner skarpt mellem mikro- og makroniveauerne, for så vidt <strong>det</strong> drejer sig om<br />
begrebet om autopoiesis. Det ligger nemlig så at sige indbygget i hans sociologiske sy-<br />
41 Klaus von Beyme 2000a, p. 27<br />
21
stemteori, at dens anvendelighed er universel, dvs. at den er anvendelig i enhver social<br />
kontekst, fra <strong>det</strong> mindste interaktionssystem til <strong>det</strong> største, verdensomspændende sam-<br />
fundssystem. Herudover forekommer meningen med figur 3 med noget nær forbilledlig<br />
klarhed at illustrere, hvilke teoretiske retninger, der er placeret midt i <strong>det</strong> samlede, tyske<br />
socialvidenskabelige landskab, således som figuren aftegner den. Særligt fremtrædende<br />
bliver således den på bl.a. Max Webers handlingsteori byggende teori om kommunikativ<br />
handlen, som Jürgen Habermas formulerede i sit store tobindsværk fra 1981. 42 Hvis verden<br />
er, som man ser den, så er verden, dvs. her den socialvidenskabelige verden i Tyskland,<br />
altså centreret omkring Habermas!<br />
Det har imidlertid næppe på nogen negativ måde anfægtet Luhmann i hans fortsat-<br />
te arbejde med sit store <strong>samfund</strong>steoretiske projekt. Tværtimod har <strong>det</strong> måske snarere vir-<br />
ket ansporende på ham, at den socialvidenskabelige verden aftegnede sig som her anført. I<br />
hvert fald lykkedes for Luhmann i 1984 at få samlet og koordineret en meget stor del af de<br />
begreber, som hans samlede teorikonstruktion på <strong>det</strong> tidspunkt bestod af, i bogen Soziale<br />
Systeme. Grundriss einer allgemeinen Theorie. Fra 1988 og frem har Luhmann endvidere<br />
udgivet en række monografier over de <strong>samfund</strong>smæssige funktionssystemer, som han har<br />
anset for at være de væsentligste. Det drejer sig om bøger om økonomisystemet, viden-<br />
skabssystemet, retssystemet og kunstsystemet, mens bøger om religionssystemet, politik-<br />
systemet og uddannelsessystemet er udkommet posthumt. Hertil kommer mindre gennem-<br />
arbejdede bøger om bl.a. familie-/intimsystemet og massemediesystemet. Kort før sin død<br />
nåede Luhmann at få færdiggjort den bog, der danner den overordnede <strong>samfund</strong>steoretiske<br />
ramme om hele hans udkast til en <strong>samfund</strong>steori, tobindsværket Die Gesellschaft der Ge-<br />
sellschaft, GG. Med den bog nåede Luhmann iflg. Gorm Harste ”nok længere end nogen<br />
før ham.” 43<br />
Med Niklas Luhmanns <strong>samfund</strong>svidenskabelige produktion, og særligt efter udgi-<br />
velsen i 1997 af GG, står vi således med et forfatterskab, som indeholder et bud på en teori<br />
om <strong>det</strong> moderne, <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong>. Det er altså <strong>det</strong>te forfatterskab og da<br />
særligt Luhmanns formuleringer omkring temaerne <strong>samfund</strong>, politik, massemedier og<br />
<strong>kommunikation</strong>, der danner en del af udgangspunktet for <strong>det</strong> følgende projekt. En anden<br />
del heraf skal findes i den foran anførte enighed om, hvad studiet af politisk kommunikati-<br />
on i <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> drejer sig om.<br />
42<br />
Jürgen Habermas 1995a+b, Theorie des kommunikativen Handelns, Bd. 1+2, Frankfurt a M, Suhrkamp<br />
(1981)<br />
43<br />
Gorm Harste 1999, Samfun<strong>det</strong> i samfun<strong>det</strong>, Kroniken i Politiken, Lørdag 13. marts 1999<br />
22
Luhmann har ikke dannet skole, selvom meget har været organiseret omkring<br />
hans teoriproduktion. 44 Det betyder imidlertid ikke, at risikoen for at blive beskyldt for at<br />
være ”luhmanianer” er drevet over. Det bliver derfor en delopgave i <strong>det</strong>te speciale at vise,<br />
at man godt kan forsøge sig med Luhmanns teoriproduktion uden at blive så meget opslugt<br />
af teorien og dens begreber, at man mister den for en seriøs videnskabelig behandling nød-<br />
vendige distance til den. Den bedste måde at få rimelig distance til et teoretisk værk som<br />
Luhmanns ville nok være at afprøve <strong>det</strong>s i den beskrevne sammenhæng relevante udsagn<br />
empirisk. Det ville imidlertid sprænge rammerne for <strong>det</strong>te speciale. Jeg må derfor vælge<br />
den næstbedste måde, som efter min opfattelse vil være at bruge almindelig sund og kritisk<br />
fornuft i passende samkørsel med almindeligt anerkendte faglige standarder for argumenta-<br />
tion. I sidste ende er <strong>det</strong> derfor argumentation samt spørgsmålet om, hvorvidt formulerin-<br />
gerne, herunder hypoteserne om funktionsopdelingen af samfun<strong>det</strong>, fungerer fornuftigt,<br />
dvs. om de peger frem mod empirisk anvendelighed, <strong>det</strong> kommer an på!<br />
1.3. Læsevejledning<br />
Kapitel 2 er den centrale teoribeskrivende del af specialet. Der vil nok være dele<br />
af kapitlet, som vil forekomme endog meget fjerne fra enhver praktisk forståelse og anven-<br />
delighed. Til <strong>det</strong> er der imidlertid kun at sige, at <strong>det</strong> er og har været min vurdering, at <strong>det</strong> er<br />
nødvendigt at gå i dybden, hvis <strong>det</strong> på blot nogenlunde overbevisende måde skal kunne<br />
lykkes at nå til en slags indfrielse af den nedenfor anførte ambition. Jeg vil her kort antyde,<br />
hvad <strong>det</strong> drejer sig om, da <strong>det</strong> selvsagt er vigtigt at vide, hvad formålet er med at skulle læ-<br />
se sig igennem så meget og så forholdsvis tungt teoretisk materiale.<br />
Det er tanken med <strong>det</strong>te kapitel, at <strong>det</strong> skal give grundlag for at forklare, hvorfor<br />
en <strong>kommunikation</strong> hører til i ét og ikke i et an<strong>det</strong> funktionssystem. I realiteten er <strong>det</strong> såle-<br />
des min ambition, at <strong>det</strong> skal være muligt at bestemme om en konkret, dvs. empirisk kon-<br />
staterbar, <strong>kommunikation</strong> er politisk eller om den er journalistisk / massemedial. For at nå<br />
så langt er <strong>det</strong> altså min vurdering, at <strong>det</strong> er nødvendigt at gå i dybden med forskellige,<br />
men i den her sammenhæng relevante dele af teorien. Luhmann anviser principielt to veje<br />
til påvisning af, hvor en <strong>kommunikation</strong> hører til, men i realiteten arbejder han alene videre<br />
med den ene. Den første vej drejer sig om hans vedvarende tilknytning til hidtidig attribu-<br />
tionsforskning. Luhmanns brug heraf forbliver dog på tankeeksperimentets niveau. Den<br />
anden vej drejer sig om Luhmanns på empiri baserede forslag til at bestemme nogle særli-<br />
44 Han nåede få år før sin død i 1998 bl.a. at opleve, at et tidsskrift fik navn efter hans bog Soziale Systeme.<br />
Dette tidsskrift udgives af kredse fra Universität Bielefeld, hvor Luhmann jo havde sin ansættelse i en menneskealder,<br />
jf. foran.<br />
23
ge central- eller præferencekoder, som da bliver styrende for hele <strong>kommunikation</strong>sområ-<br />
der, dvs. for funktionssystemer. Det er ad den vej, Luhmann udvikler sit egentlige bidrag<br />
til den mere konkrete bestemmelse af de enkelte <strong>kommunikation</strong>er.<br />
For at lette tilegnelsen søger jeg at lægge en vis historisk vinkel ind i beskrivelsen.<br />
Det er min opfattelse, at man ved at se Luhmann som skrevet ind i den socialvidenskabeli-<br />
ge samtid, han var og forstod sig selv som en aktiv del af, om end <strong>det</strong> her alene kan ske in-<br />
den for et forholdsvis snævert område, da lettere kan forbinde ham og hans positioner med<br />
allerede kendte positioner. Jeg tager således udgangspunkt i rækken af Luhmanns overord-<br />
nede <strong>samfund</strong>sspecifikationer, dvs. hans beskrivelse af de historisk forefundne <strong>samfund</strong>s-<br />
mæssige differentieringsformer, i<strong>det</strong> fokus dog vil være <strong>det</strong> moderne, <strong>funktionelt</strong> differen-<br />
tierede <strong>samfund</strong>.<br />
I forbindelse hermed vil jeg komme ind på Luhmanns måde at producere disse an-<br />
tagelser og bestemmelser på. Luhmanns teori er tæt sammenvævet med den anvendte me-<br />
tode, hvorfor en præsentation af den ene del naturligt vil føre en præsentation af den anden<br />
del med sig og omvendt. 45 Efter en kort gennemgang af Luhmanns funktions-ækvivalente<br />
metodegrundlag præsenterer jeg i et lidt længere afsnit Luhmanns systemteori med særligt<br />
henblik på at fremme overblikket og dermed danne ramme om den følgende præsentation<br />
af specielt <strong>det</strong> sociale systems særlige operator, som er <strong>kommunikation</strong>. Kommunikation<br />
skal ses i sammenhæng med <strong>det</strong>, som <strong>kommunikation</strong> så at sige er indlejret i, nemlig me-<br />
ning.<br />
Hermed er vi fremme ved <strong>det</strong> tungeste afsnit i kapitel 2, som drejer sig om på den<br />
ene side <strong>det</strong> grundvilkår, som al socialitet og dermed al <strong>kommunikation</strong> hviler på, nemlig<br />
dobbelt kontingens, 46 og på den anden side de særlige former for <strong>kommunikation</strong>smedier,<br />
som over tid er dannet til håndtering af <strong>det</strong>te grundvilkår. Det er i forbindelse med beskri-<br />
velsen af disse kontingenshåndteringsformer eller <strong>kommunikation</strong>smedier, herunder især<br />
de symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier, at <strong>det</strong> bliver mere synligt, hvad Luh-<br />
mann i overvejende grad bygger sin teori om differentieringen af <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> op<br />
på. Det er ved den næstfølgende beskrivelse af uddifferentieringen af disse symbolsk gene-<br />
raliserede <strong>kommunikation</strong>smedier, at <strong>det</strong> bliver klart, hvordan Luhmanns forestillinger er<br />
om den konkrete bestemmelse, dvs. tilskrivning, af de særlige former, som kommunikatio-<br />
nen antager; og <strong>det</strong> er da i forbindelse med denne bestemmelse, at <strong>det</strong> ifølge Luhmann kan<br />
45 Jf. Jönhill 1997, Samhället som system och dess ekologiska omvärld. En studie i Niklas Luhmanns<br />
sociologiska systemteori, Lund, Sociologiska institutionen, Lunds universitet, p. 23.<br />
46 Det ser ud til, at Luhmann i sin senere produktion nedtoner kompleksitetsbegrebet og i ste<strong>det</strong> anvender<br />
begreberne kontingens og dobbelt kontingens, mens <strong>det</strong> omvendte forhold iflg. Luhmann selv var tilfæl<strong>det</strong> i<br />
den tidligere produktion, jf. Luhmann 1974d, p. 264.<br />
24
sandsynliggøres helt nede på interaktionsniveauet for alter og ego, hvor en given kommu-<br />
nikation hører til, og hvor den ikke hører til; men <strong>det</strong> er alene en bestemmelse, der forbli-<br />
ver på tankeeksperimentets niveau, jf. foran. Den afsluttende del af <strong>det</strong>te afsnit drejer sig<br />
om Luhmanns bestemmelse af de symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smediers kende-<br />
tegn eller struktur. Bestemmelsen heraf leder på sin side hen til den for Luhmann afgøren-<br />
de yderligere mulighed for at bestemme, hvor en given <strong>kommunikation</strong> hører til, men her<br />
vil <strong>det</strong> da være ud fra iagttagelsesperspektivet for funktionssystemer. Det vil især ske ud<br />
fra dels den overordnede lededifference, som Luhmann også benævner som central- eller<br />
præferencekode, dels ud fra de respektive programmer, som vil være at bestemme inden<br />
for de pågældende funktionssystemer. Med henblik på at formidle et af Luhmann selv for-<br />
muleret overblik over sin teoris selvbeskrivelsesmæssige implikationer, men især for der-<br />
igennem at formidle en slags opsamlende overblik over hans <strong>samfund</strong>steoretiske produkti-<br />
on, slutter jeg kapitlet af med en kort beskrivelse heraf.<br />
Hermed vil overgangen til den konkrete beskrivelse i kapitel 3 af de to for <strong>det</strong>te<br />
speciale særligt relevante funktionssystemer være banet. Indledningsvis vurderer jeg<br />
spørgsmålet om, hvorvidt Luhmanns bestemmelse af et systems funktion rækker ud over<br />
systemet selv, eller om den begrænses til selve systemets egen opretholdelse, da <strong>det</strong>te for-<br />
hold har afgørende betydning for karakteren af den beskrivelse af politisk <strong>kommunikation</strong>,<br />
der bliver mulig med Luhmanns samlede begrebsapparat, jf. også figur 2 foran. I beskrivel-<br />
sen af de to systemer tager jeg udgangspunkt i den skematik, der efterhånden har udkry-<br />
stalliseret sig som den sædvanlige måde at beskrive funktionssystemer på. 47 På den måde<br />
er <strong>det</strong> komparative i fokus, dvs. at sigtet her går på en sammenligning af de to systemer<br />
med henblik på at påvise forskelle såvel som ligheder.<br />
Ved Luhmanns formulering af <strong>det</strong> politiske i <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> er <strong>det</strong> herud-<br />
over af særlig interesse at kunne bestemme dels systemets til enhver tid værende grænse,<br />
dels processer af grænseoverskridende karakter. I lyset af problemstillingen er fokus her<br />
især rettet mod forhol<strong>det</strong> til massemediesystemet samt til den offentlige mening. Selvom<br />
Luhmanns formulering af <strong>det</strong> massemediemæssige funktionssystem måske ikke er meget<br />
mere end en ”fodnote” eller et ”essay” 48 , så er der dog ikke nogen tvivl om, at Luhmann er<br />
47 Se <strong>det</strong> i afsnit 2.7 fremlagte skema og den der anførte nærmere redegørelse for disse betegnelser. Til evt.<br />
yderligere inspiration vil jeg her også henvise til et meget oversigtligt eksempel på en funktionssystembeskrivelse,<br />
som Ole Thyssen leverer i Thyssen 2000, Luhmann og sporten, i: Distinktion, Tidsskrift for <strong>samfund</strong>steori,<br />
nr. 1, Aarhus Universitet, Institut for Statskundskab, p. 49-65.<br />
48 Sådan betegner Mikkel Eskjær & Rasmus Helles, 2000, i deres artikel: Mediernes realitet – en introduktion<br />
til Luhmanns teori om massemedierne, i: Mediesociologi, Sekvens 2000, Årbog for Film og Medievidenskab.<br />
Københavns Universitet, Institut for Film- & Medievidenskab, p. 33-75, Luhmanns bog om massemediernes<br />
realitet, RM.<br />
25
af den bestemte opfattelse, at massemedierne faktisk danner et af <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong>s<br />
funktionssystemer, hvad også fremgår af såvel PG (p. 304-06) som GG (p. 1102-03). Sigtet<br />
er derfor i fortsættelse af sammenligningen de to systemer imellem da især at specificere<br />
Luhmanns grunde til, at massemedierne faktisk udgør et sådant særligt funktionssystem.<br />
Derfor står grænseproblematikken og forhol<strong>det</strong> til den offentlige mening også her centralt.<br />
Den underliggende tese for <strong>det</strong>te speciales problemstilling er jo helt afhængig af, at påstan-<br />
den om systemets eksistens kan godtgøres.<br />
Beskrivelsen af de to funktionssystemer for politik og massemedier bruger jeg til<br />
at underbygge indhol<strong>det</strong> i kapitel 4, som udgør, hvad man måske kunne kalde for en sy-<br />
stemteoretisk rekonstruktion af politisk <strong>kommunikation</strong>, eller med andre ord et forsøg på at<br />
formulere politisk <strong>kommunikation</strong> som systemteoretisk forskningsperspektiv, altså et for-<br />
søg på udpege en konkret anvendelsesmulighed af de i kapitel 2 og 3 indvundne teoribe-<br />
skrivelser med henblik på afslutningsvis dels at drøfte argumenter for og imod denne sær-<br />
lige måde at studere politisk <strong>kommunikation</strong> på, dels at argumentere for politisk kommu-<br />
nikation som et relevant politologisk forskningsperspektiv.<br />
Den litteratur, jeg anvender, er i <strong>det</strong> væsentlige forfattet af Niklas Luhmann. Det<br />
drejer sig i forbindelse med kapitel 2 især om Die Gesellschaft der Gesellschaft (1997)<br />
med reference til Soziale Systeme (1984) og Einführung in die Systemtheorie (2002, opr.<br />
1991-92), men også i relevant omfang til Luhmanns øvrige produktion. I forbindelse med<br />
den specielle beskrivelse af Luhmanns teorier om de to her relevante funktionssystemer,<br />
<strong>det</strong> politiske og <strong>det</strong> massemediemæssige funktionssystem, vil jeg tage udgangspunkt i hhv.<br />
Die Politik der Gesellschaft (posthumt udgivet i 2000) og Die Realität der Massenmedien<br />
(1996). Da organisationer spiller en stor rolle i <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> 49 , herunder også in-<br />
denfor de her omhandlede funktionssystemer, vil jeg i et vist omfang endvidere inddrage<br />
Luhmanns organisationsteori, således som den bl.a. er udformet i den ligeledes posthumt<br />
udgivne Organization und Entscheidung (udgivet i 2000).<br />
49 Jönhill 1997, p. 498, anfører, at Luhmanns studie Soziologie des Risikos fra 1991 åbenbarer, at organisationer<br />
er en af de vigtigste former for at bygge bro mellem de autonome funktionssystemer, dvs. mellem politikken,<br />
økonomien, videnskaben etc.<br />
26
2. Luhmanns <strong>samfund</strong>steoretiske projekt<br />
I <strong>det</strong>te kapitel vil jeg som anført skitsere Luhmanns <strong>samfund</strong>steoretiske projekt<br />
med udgangspunkt i hans historiske og systemteoretiske tilgang til projektet. 50 Luhmann<br />
betegner selv <strong>det</strong> overordnede program herfor som radikalt antihumanistisk, radikalt anti-<br />
regionalistisk og radikalt konstruktivistisk (GG, p. 35). I hvilken udstrækning sådanne pro-<br />
grambetegnelser er udtryk for mere end konjunkturbestemte modefænomener vil jeg lade<br />
ligge i denne omgang, men i og med, at jeg her har anført en sådan tvivl, har jeg samtidig<br />
udtrykt tvivl om, hvilken vægt sådanne udsagn bør tillægges. Luhmann har sædvanligvis<br />
ikke holdt sig tilbage med at positionere sig, hvad bør opfattes som en del af <strong>det</strong> operative<br />
indhold i den videnskabelige <strong>kommunikation</strong>. 51<br />
Sigtet med <strong>det</strong>te kapitel er at opnå en nærmere forståelse af, hvorfor <strong>det</strong> moderne<br />
<strong>samfund</strong> betegnes som <strong>funktionelt</strong> differentieret, altså en nærmere forståelse af, hvad der<br />
kan være baggrunden for netop den betegnelse og ikke nogen som helst anden. Det ligger<br />
endvidere i <strong>det</strong>te sigte, at <strong>det</strong> skal være med til at udpege konsekvenser for den forskning,<br />
der som andre <strong>samfund</strong>svidenskabelige discipliner, herunder politologien, har samfun<strong>det</strong><br />
eller dele heraf som sit forskningsfelt. Med andre ord ligger der i sigtet et spørgsmål om,<br />
hvorvidt andre <strong>samfund</strong>svidenskabelige discipliner, her altså politologien, kan eller bør<br />
drage særlige konsekvenser af denne teoretiske beskrivelse af <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong>. Det<br />
følger heraf samt i øvrigt af den problemstilling, som jeg har valgt at lade være styrende<br />
50 Hermed foretager jeg et valg og dermed et fravalg. Som Jönhill (1997, p. 228) ganske rigtigt påpeger, så<br />
hviler Luhmanns generelle <strong>samfund</strong>steori på i hvert fald fire såkaldte teorifundamenter, jf. også foran afsnit<br />
1. Det drejer sig om den sociologiske differentieringsteori, evolutionsteorien, teorien om <strong>kommunikation</strong>smedier<br />
og teorien om selvbeskrivelser, jf. også figur 11 i afsnit 2.6. Af disse fire fundamenter vælger jeg til <strong>det</strong><br />
formål, der skal forfølges i <strong>det</strong>te speciale at arbejde primært med to, nemlig med differentieringsteorien og<br />
teorien om <strong>kommunikation</strong>smedier. Det hænger sammen med, at formålet primært er at søge at forklare,<br />
hvorfor <strong>det</strong> er nødvendigt at iagttage ikke ét men to forskellige funktionssystemer, når fokus rettes mod politisk<br />
<strong>kommunikation</strong> i <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong>. Mit sigte begrænser sig således af problemformuleringen, hvorfor<br />
min beskrivelse i princippet begrænser sig til en synkron eller tværsnitsagtig fremstilling, men dog sådan,<br />
at <strong>det</strong> sker under hensyntagen til Luhmanns overordnede beskrivelse af og begrundelse for, hvorfor <strong>det</strong> moderne<br />
<strong>samfund</strong> fremstår som <strong>funktionelt</strong> differentieret. Af ”pædagogiske” grunde vil jeg dog også give en<br />
kort fremstilling af, hvorledes Luhmann fremstiller teorien om samfun<strong>det</strong>s selvbeskrivelse, mens evolutionsteorien<br />
kun vil blive berørt sporadisk.<br />
51 I Luhmann 1974d, er genoptrykt artiklen Die Praxis der Theorie fra 1969. Vi får her et indtryk af de overvejelser,<br />
teoriproducenten Luhmann gør sig om sit virke. Det hedder således på side 264: „Zur Praxis der<br />
Theorie gehört nicht zuletzt, dass man … sich erfolgreich öffentlich bewegen kann. Daher sind nicht nur die<br />
”Cartesian rules”, sondern auch die ”tribal rules” des Sozialsystems der Wissenschaft zu beachten. Nach diesen<br />
Regeln ist es kein leichtes Geschäft, eine Theorie zu verbreiten. Mit der Konstruktion von richtigen Sätzen<br />
ist es nicht getan. Oft muss man sogar selbst kommen. Die Position, von der aus man wirkt, ist nicht ohne<br />
Bedeutung, obwohl Positionspolitik etwas anderes ist als Theoriepolitik... Die Wahl der Haupt- und Lieblingsworte<br />
schliesslich hat einen theoriepolitischen Effekt ersten Ranges, ob man ihn bedenkt oder nicht. Ich<br />
Selbst habe zunächst Funktion, dann System als alte Namen relativ unbedacht rezipiert und entsprechend<br />
Mühe gehabt, mich aus der damit verbundenen Diskussion sichtbar herauszulösen. Der Begriff der Komplexität<br />
entsprang einer überlegten Entscheidung. Es schien mir besser als der fast gleichsinnig gebrauchte Begriff<br />
der Kontingenz geeignet, Erfahrungen anzusprechen und zu aktivieren.“<br />
27
for <strong>det</strong>te speciale, jf. foran side 14, at jeg især vil koncentrere mig om den del af Luhmanns<br />
<strong>samfund</strong>steoretiske produktion, der peger hen på konstruktionen af <strong>samfund</strong>smæssige funk-<br />
tionssystemer, altså <strong>det</strong> forhold, at samfun<strong>det</strong>s differentiering nu sker efter funktionsud-<br />
øvelse. 52 Sigtet er altså at vise, hvordan Luhmann formulerer sine grundlæggende antagel-<br />
ser om <strong>det</strong> <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong> og dermed vise, hvad <strong>det</strong> er for mekanis-<br />
mer, der er afgørende for de respektive funktionsdifferentieringer, i<strong>det</strong> jeg vil begrænse<br />
mig til en undersøgelse, der er relevant for den komplekse problemstilling, der er styrende<br />
for <strong>det</strong>te speciale.<br />
I den forbindelse vil jeg skitsere den sammenhæng, der består mellem på den ene<br />
side denne specifikation af <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> som <strong>funktionelt</strong> differentieret og på den<br />
anden side Luhmanns metodiske fremgangsmåde, herunder bl.a. hans anvendelse af funk-<br />
tionel metode og hans videreudvikling af en særlig form for generel sociologisk system- og<br />
<strong>kommunikation</strong>steori. 53 Jeg vil herunder vise, hvordan den grundlæggende operation i den<br />
Luhmannske teorikonstruktion, <strong>kommunikation</strong>, er blevet til <strong>det</strong> helt centrale, produktive<br />
52 Der ligger en dobbelthed i denne formulering, nemlig <strong>det</strong> forhold, at teorien nok påstår eksistensen af de<br />
beskrevne systemer, men der menes ikke hermed en påstand om, at de fremstår som genstande, der kan nås,<br />
derimod opfattes de ”i fænomenologiens forstand som horisont”, jf. Luhmanns instruktive diskussion heraf i<br />
RM, p. 18/15.<br />
53 Der findes en ganske omfattende ”indføringslitteratur” til <strong>det</strong> Luhmannske forfatterskab, hvad er begrun<strong>det</strong><br />
i <strong>det</strong>s mangefacetterede og vidtspændende udformning, herunder at <strong>det</strong> appellerer til anvendelse af mange<br />
forskellige faglige discipliner. Det betyder, at den indgang, man kan vælge, kan være meget forskellig. Fx<br />
kan man hos Anders la Cour 2002, Frivillighedens pris, Ph.d-afhandling, Sociologisk Institut, København, p.<br />
42 se, at han tager udgangspunkt i den opfattelse af <strong>det</strong> Luhmannske forfatterskab, at <strong>det</strong> ”i sidste instans kan<br />
føres tilbage til ét grundlæggende spørgsmål, nemlig hvorledes kompleksitet reduceres under dobbeltkontingensens<br />
vilkår”. Luhmann kommenterer imidlertid denne måde at se på sagen på som, at <strong>det</strong> i så fald alene<br />
drejer sig om at se på problemet om dobbelt kontingens uden historisk forankring, altså uden empirisk belæg,<br />
men alene som en model til rekonstruktion af betingelserne for muligheder for social orden, jf. Luhmann<br />
2002b, Einführung in die Systemtheorie, Dirk Baecker (udg.), Heidelberg, Carl Auer Systeme Verlag, p. 321,<br />
(herefter forkortet til ES). En sådan måde at læse Luhmanns tekster på kan være fornuftig, når man søger løsning<br />
på mere traditionelt sociologiske spørgsmål i en aktuel kontekst, jf. også oplistningen hos de tre forfattere<br />
Claudio Baraldi; Giancarlo Corsi & Elena Esposito, 1999, GLU. Glossar zu Niklas Luhmanns Theorie sozialer<br />
Systeme. Frankfurt a M, Suhrkamp, 3. opl. (1997) af hele syv forskellige ”Lesewege” (p. 12-17), eller<br />
måder at komme i gang med <strong>det</strong> Luhmannske forfatterskab på. Når forfatterne til GLU kan formulere en<br />
sådan oplistning, hænger <strong>det</strong> imidlertid sammen med den måde, Luhmann har opbygget sit samlede teorikompleks<br />
på: Som en labyrint, dvs. som en ikkelineær fremstilling. Luhmann angiver således ikke eksplicit<br />
noget egentligt startpunkt for sit udkast til en teori om <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong>, men man kan dog med Jönhill<br />
(1997, p. 228) sige, at tyngdepunktet ligger på differentieringsteorien, hvilket er i smuk forlængelse af den<br />
lange sociologiske tradition til beskrivelse af samfun<strong>det</strong>. Man kan derfor sige, at hans eget arbejde og hans<br />
egen måde at arbejde på afspejler hans opfattelse af forskningsgenstanden, dvs. samfun<strong>det</strong>: Den behandles<br />
ikke ud fra en opfattelse af, at der har været et startpunkt, en oprindelse, i<strong>det</strong> en sådan opfattelse logisk set vil<br />
føre til en forfølgelse af et mål for genstandsområ<strong>det</strong>s udvikling. Forudsætningen er systemteoretisk set generelt,<br />
at der altid allerede består et <strong>samfund</strong>ssystem (og dermed en difference, nemlig i forhol<strong>det</strong> mellem <strong>samfund</strong>ssystem<br />
og omverden); eller <strong>samfund</strong>steoretisk set generelt, at der altid allerede består et <strong>samfund</strong>. System-<br />
eller <strong>samfund</strong>sophør indgår af samme grund ikke i Luhmanns teorikonstruktion. Den måde, jeg har<br />
valgt at gå frem efter, er naturligvis styret af den valgte problemstilling, som på sin side er valgt ud fra en<br />
faglig interesse. Hvis jeg skulle angive min ”læsevej” til Luhmanns forfatterskab ud fra de i GLU anførte,<br />
ville <strong>det</strong> nærmeste være en kombination af den 5. og 6. læsevej. Disse to læseveje drejer sig om de af Luhmann<br />
særligt fremhævede træk ved <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong>, nemlig på den ene side den funktionelle differentiering,<br />
og på den anden side de forhold, der virker styrende og strukturerende i samfun<strong>det</strong>.<br />
28
og selvreproduktive (autopoietiske) element i teorikonstruktionen. Ved at fremstille <strong>det</strong>te<br />
helt grundlæggende træk ved Luhmanns teorikonstruktion er <strong>det</strong> tesen, at jeg samtidig<br />
hermed får skitseret, hvad <strong>det</strong>te grundlæggende træk er afhængigt af, herunder bl.a. af an-<br />
tagelser om stigende kompleksitet eller kontingens og om forøget usandsynlighed i kom-<br />
munikative processer, hvad bl.a. medfører behov for styrende koder og medier, de såkaldt<br />
symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier.<br />
Ud fra en beskrivelse af teorien om <strong>kommunikation</strong>smedier, herunder af de sym-<br />
bolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier vil <strong>det</strong> være muligt på en overskuelig måde at<br />
beskrive nogle af de forskelle, der er mellem de for <strong>det</strong>te speciale relevante <strong>samfund</strong>smæs-<br />
sige funktionssystemer. Samtidig vil denne beskrivelse muliggøre – <strong>det</strong> er i hvert fald min<br />
tese – en identifikation af, hvad <strong>det</strong> er for forhold, der efter Luhmanns opfattelse i særlig<br />
grad er systemkonditionerende, dvs. hvad <strong>det</strong> er for faktiske forhold, der gør <strong>det</strong> nødven-<br />
digt for ham at anlægge netop den særlige synsvinkel på sit studieobjekt, dvs. på samfun-<br />
<strong>det</strong>, som han gør, og som altså indebærer, at <strong>det</strong> i hans optik fremstår som splittet op i et<br />
ikke endeligt fastlagt eller begrænset antal relativt selvstyrende og sig selv fremstillende,<br />
dvs. autopoietiske, funktionssystemer. Med afsæt i en sådan fremstilling er <strong>det</strong> mit håb, at<br />
den samlede fremstilling vil opnå en rimelig, dvs. acceptabel grad af tilgængelighed.<br />
Skitsen af Luhmanns <strong>samfund</strong>steoretiske projekt skal altså tjene som baggrund for<br />
den efterfølgende beskrivelse af de to <strong>samfund</strong>smæssige funktionssystemer, der er i fokus i<br />
<strong>det</strong>te speciale, dvs. <strong>det</strong> politiske og <strong>det</strong> massemediemæssige, med henblik på at udbygge<br />
<strong>det</strong> forståelsesmæssige grundlag for Luhmanns besvarelse af <strong>det</strong>te specialeprojekts hoved-<br />
spørgsmål, jf. foran, afsnit 1.2.<br />
2.1. Samfundssystemet som <strong>funktionelt</strong> differentieret<br />
Betegnelsen <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> signalerer en forskel til tidligere, dvs. til før-<br />
moderne <strong>samfund</strong>. Inden for <strong>samfund</strong>svidenskabelig, herunder sociologisk teoridannelse,<br />
har man længe beskæftiget sig med begrebsudviklinger til betegnelse af <strong>samfund</strong>styper. 54<br />
Luhmann knytter her an til den tradition inden for sociologien, som tager udgangspunkt i<br />
differentieringsbegrebet (GG, p. 595). For Luhmann bliver <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> herefter<br />
54 Se fx Luhmann, 1995i, Die Kunst der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp p. 215, hvor <strong>det</strong> hedder: ”Zu<br />
den wenigen Konstanten in der hundertjährigen akademischen Geschichte der Soziologie gehört die Annahme,<br />
dass die moderne Gesellschaft durch ein besonderes Ausmass und durch eine eigentümliche Form sozialer<br />
Differenzierung zu kennzeichnen sei.“<br />
Hos Friedrich H. Tenbruch, 1972, Die moderne Gesellschaft, Freiburg, artiklen „Gesellschaft und Gesellschaften:<br />
Gesellschaftstypen“(p. 54-71), kan man se en opdeling af <strong>samfund</strong> på tre <strong>samfund</strong>styper ud fra en<br />
stigende grad af differentiering, nemlig primitive (enkle) <strong>samfund</strong>, højkultur<strong>samfund</strong> og moderne (industri)<br />
<strong>samfund</strong>. Forskellighederne begrunder sig på strukturelle forhold, dvs. hvor <strong>samfund</strong>ene er grundlæggende<br />
forskellige i relation til deres grundliggende forskellige sociale organisation.<br />
29
til en <strong>samfund</strong>stype, der kan beskrives med begrebet om <strong>det</strong> <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong><br />
<strong>samfund</strong>. Det betyder, at den primære differentiering i samfun<strong>det</strong> sker efter funktion.<br />
I modsætning til Talcott Parsons, der iflg. Luhmann 55 opfattede funktionel diffe-<br />
rentiering som en konsekvens af den handlingsteori, han i øvrigt byggede sin såkaldte<br />
”grand theory” på, 56 tager Luhmann udgangspunkt dels i historisk rekonstruerbare forløb, 57<br />
dels i den struktur, der iflg. Luhmann kan iagttages i <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong>. Hvor der end-<br />
videre inden for Parsons’ samlede <strong>samfund</strong>steoriformulering og i overensstemmelse med<br />
<strong>det</strong> af Parsons formulerede fire-funktions-skema 58 alene kan forekomme fire forskellige<br />
<strong>samfund</strong>smæssige subsystemer, dér står antallet af mulige <strong>samfund</strong>smæssige funktionssy-<br />
stemer hos Luhmann åbent, dvs. at konstateringen af funktionssystemer hos Luhmann er<br />
afhængig af konkret, semantisk-historisk og dermed i realiteten af empirisk orienteret<br />
forskningsvirksomhed. Kan man således sige, at Parsons går deduktivt til værks, vil Luh-<br />
manns fremgangsmåde snarere kunne betegnes som induktiv.<br />
Begrebet om <strong>det</strong> <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong> skal ses som en modsætning<br />
til tidligere differentieringstyper eller former for <strong>samfund</strong>smæssig differentiering, der af<br />
Luhmann beskrives med begreberne <strong>det</strong> stratifikatorisk <strong>differentierede</strong>, <strong>det</strong> efter centrum<br />
og periferi <strong>differentierede</strong> og <strong>det</strong> segmentært <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong>. Det har været karak-<br />
teristisk for de tidligere dominerende differentieringsmæssige <strong>samfund</strong>styper, at <strong>det</strong> enkel-<br />
te menneske kunne placeres eller opfattes som levende sit liv og udførende sin gerning helt<br />
og holdent inden for ét område i samfun<strong>det</strong>. 59 Det kunne i <strong>det</strong> segmentært <strong>differentierede</strong>,<br />
<strong>det</strong> vil eksempelvis sige <strong>det</strong> stammedelte <strong>samfund</strong>, være inden for stammen, som samtidig<br />
normalt var geografisk stærkt begrænset, typisk til en landsby; eller <strong>det</strong> kunne inden for <strong>det</strong><br />
stratificerede, <strong>det</strong> vil typisk sige <strong>det</strong> af adelen dominerede <strong>samfund</strong> 60 , være den plads, dvs.<br />
55 Jf. bånd 6 fra Luhmann 1993n, Theorie der Gesellschaft, Band 1 – 14, Heidelberg, Carl Auer Systeme Verlag,<br />
ISBN 3-927809-30-6, der er optagelser fra Luhmanns sidste forelæsningsrække på Bielefeld Universität i<br />
vintersemesteret 1992-93.<br />
56 Luhmann giver en oversigt over sin opfattelse af Parsons’ sociologiske teori i de to første af sine 14 forelæsninger<br />
i 1991-92, jf. Luhmann 1993m, Einführung in die Systemtheorie, Band 1 – 14, Heidelberg, Carl<br />
Auer Systeme Verlag, ISBN 3-927809-29-2 , jf. den skriftlige udgave heraf, ES, p. 18 ff.<br />
57 Fx om hvordan penge er blevet til <strong>det</strong> særlige symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedium i <strong>det</strong> moderne<br />
<strong>samfund</strong>, som tilfæl<strong>det</strong> iflg. Luhmann er, jf. i øvrigt afsnit 2.5. om bl.a. symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier.<br />
58 Parsons 1971, The system of modern societies, Englewood Cliffs, New Jersey, Prentice-Hall, Inc., p. 10 ff.<br />
59 Se fx Luhmann 1977a, Funktion der Religion, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 236; og GG p. 688 f.<br />
60 ”Stratifikation benötigt zunächst eine einfache Differenz: die von Adel und gemeinen Volk.” hedder <strong>det</strong> således<br />
i GG, p. 701, hvad indeholder et opgør med læren om de tre stænder: gejstlighed, adel og tredje stand.<br />
Det er imidlertid med fuldt overlæg, for den lære karakteriserer Luhmann som ”ein semantisches Artefakt”,<br />
i<strong>det</strong> den højere gejstlighed stammer fra adelen - og den har i realiteten ikke større mulighed for karriereløft<br />
end militæret kunne opvise, mens tredje stand i realiteten blot har fungeret som et uspecificeret kontrastbegreb<br />
til adelen, jf. GG, p. 703.<br />
30
den stand eller den rang, man ved sin fødsel var tildelt, hvor den geografiske begrænsning<br />
ikke var afgørende.<br />
Udviklingen i differentieringens former har jeg forsøgt at illustrere i figur 4 såle-<br />
des, jf. i øvrigt GG, p. 613:<br />
Segmentær differentiering Delsystemer differentieres efter lighed, fx<br />
ud fra fælles afstamning/stamme, bo- el-<br />
Differentiering efter centrumperiferi <br />
ler landsbyfællesskab<br />
I centrum tillades ulighed, der vil dominere<br />
også den i periferien fremherskende<br />
segmentære differentiering.<br />
Stratifikatorisk differentiering Her differentieres efter rangmæssig ulighed<br />
med særlig vægt på forskellen mellem<br />
adel og gemene folk<br />
Funktionel differentiering Differentiering sker her efter synspunktet<br />
om såvel ulighed som lighed mellem delsystemerne,<br />
som adskiller sig fra hinanden<br />
i relation til funktion i samfun<strong>det</strong>, fx<br />
økonomi, politik, ret, massemedier, kunst<br />
m.fl..<br />
Figur 4 Samfundsmæssige differentieringsformer. 61<br />
Den form, som den <strong>samfund</strong>smæssige systemdifferentiering forløber efter, er også<br />
forskellig. I <strong>det</strong> moderne, <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong> differentieres delsystemerne<br />
således ud fra såvel ulighed som lighed, hvor delsystemerne i <strong>det</strong> stratifikatorisk differenti-<br />
erede <strong>samfund</strong> alene differentieres efter rang, dvs. efter ulighed i rang 62 . I <strong>det</strong> <strong>funktionelt</strong><br />
<strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong> er funktionssystemerne derimod lige i deres ulighed, forstået på<br />
den måde, at hvert enkelt funktionssystem er forskelligt alt efter den funktion, systemet<br />
opererer omkring. Samtidig har hvert funktionssystem kun den ene funktion at operere<br />
omkring, og der er ingen <strong>samfund</strong>smæssig rangordning af funktionerne (GG, p. 613). Det<br />
betyder ikke, at de enkelte funktionssystemer er lige vigtige. Der kan være stor forskel i<br />
vigtighed, fx kan man ikke forestille sig at være uden økonomiske og politiske funktions-<br />
dueligheder ret længe, mens man udmærket kan være foruden videnskabelig funktionsdue-<br />
lighed i nogen tid. Luhmann konkluderer på den baggrund, at i den udstrækning, man kan<br />
tale om et dominerende funktionssystem, så vil <strong>det</strong> være <strong>det</strong> system, der har den højeste<br />
kvote af forsagelser, dvs. <strong>det</strong> system, der fungerer dårligst og med de største negative føl-<br />
gevirkninger for de andre. Fx vil <strong>det</strong> økonomiske funktionssystem være dominerende i en<br />
61 Figur 4 er udarbej<strong>det</strong> med inspiration fra et forlæg til Niels Åkerstrøm Andersens artikel 2002, Polyfone<br />
organisationer, i: Nordiske Organisasjonsstudier, 4 (2. årg.) p. 25-51.<br />
62 Når <strong>det</strong> lykkedes at etablere en operativ lukning af den adelige overklasse, beror <strong>det</strong> iflg. Luhmann på endogami,<br />
altså <strong>det</strong> forhold, at ægteskab i princippet (som ikke altid blev overholdt!) alene indgås mellem<br />
standsfæller, jf. GG, p. 686.<br />
31
situation med massekrak og massearbejdsløshed, og dominansen vil komme til udtryk på<br />
den måde, at <strong>det</strong> da vil være i relation til <strong>det</strong>te system, den største indsats til forbedringer<br />
vil blive iværksat. 63 I <strong>det</strong> <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong> er og må funktionerne og de-<br />
res processeren, dvs. <strong>kommunikation</strong>en heromkring, altså være forskellig 64 , men samtidig<br />
er, set fra <strong>det</strong> enkelte menneskes perspektiv, muligheden for at deltage i de respektive<br />
funktioner i princippet ens, dvs. principielt lige for alle og således ikke afhængig af, om<br />
man i forvejen har adkomst til at deltage i andre funktioner, 65 hvad som anført foran er en<br />
stærkt kontrast til fx <strong>det</strong> stratificerede og af adelen dominerede <strong>samfund</strong>.<br />
Disse <strong>samfund</strong>stypespecifikationer skal forstås på den måde, at de respektive be-<br />
greber alene betegner den primære differentieringstype, ja, faktisk går Luhmann så vidt, at<br />
han konstaterer, at <strong>det</strong> inden for de enkelte funktionssystemer snarere er undtagelsen end<br />
reglen, ”dass die eindeutige Festlegung auf den Primat einer bestimmten Differenzierungs-<br />
form” lykkes (GG, p. 761). Hovedsynspunktet er således, at der samtidig kan og sædvan-<br />
ligvis vil bestå flere typer differentieringer inden for samfun<strong>det</strong>, men dog alene på en sådan<br />
måde, at <strong>det</strong> er den primære differentieringstype, der regulerer de øvrige differentierings-<br />
formers muligheder for at operere. Det hedder således i GG, p. 612, at ”Bei funktionaler<br />
Differenzierung fin<strong>det</strong> man auch heute noch Stratifikation in der Form von sozialen Klas-<br />
sen und auch noch Zentrum/Peripherie-Unterschiede, aber das sind jetzt Nebenprodukte<br />
der Eigendynamik der Funktionssysteme.“ Af speciel interesse i den herværende politolo-<br />
giske sammenhæng er differentieringstypen efter centrum og periferi, i<strong>det</strong> denne differen-<br />
tieringstype spiller en særlig og fortsat aktuel rolle i relation til <strong>det</strong> politiske funktionssy-<br />
stem i den udstrækning <strong>det</strong>te system relaterer sig til statsdannelse. 66<br />
Med nedenstående figur 5 er <strong>det</strong> tanken at anskueliggøre Luhmanns forestilling<br />
om samfun<strong>det</strong> som <strong>funktionelt</strong> differentieret, dvs. som delt op på en række forskellige ho-<br />
63 Luhmann 1993n, bånd 11.<br />
64 I <strong>det</strong> økonomiske funktionssystem drejer <strong>kommunikation</strong>en sig i princippet om at kunne betale eller ikke<br />
kunne betale, i retssystemet er temaet, hvem har ret og hvem har uret, mens videnskabssystemet i sidste instans<br />
kommunikerer om sandhed, her er temaet altså, hvad er sandt og hvad er ikke sandt. I <strong>det</strong> politiske system<br />
drejer <strong>kommunikation</strong>en sig i sidste instans om at bevare eller vinde regeringsmagten, hvad vi jævnligt<br />
kan opleve som brugere af massemediesystemet og dermed som iagttagere af de handlinger, der knytter sig<br />
til den deri forekommende <strong>kommunikation</strong>, jf. SY p. 491/419.<br />
65 Luhmann 1977c, Differentiation of society, Canadian Journal of Sociology, 2, (1), 1977, p. 29-53, p. 36.<br />
Stemmeretten her i lan<strong>det</strong> er fx i vore dage ikke mere afhængig af, om man er ejer af fast ejendom, dvs. der<br />
er ikke sådan en strukturel binding mellem <strong>det</strong> politiske og <strong>det</strong> økonomiske system.<br />
66 Historisk har denne centrum-periferi-model spillet en betydelig rolle, særligt i forbindelse med såkaldte<br />
storriger som fx Kina og Romerriget. Luhmann anfører, at <strong>det</strong> sidst kendte af den slags storriger var Sovjetunionen,<br />
GG, p. 671. Den spiller imidlertid fortsat en betydelig rolle inden for <strong>det</strong> politiske system, jf. PG, p.<br />
244 ff.<br />
32
vedfunktioner. 67 Vi ser her samfun<strong>det</strong>, der omkranser alle øvrige sociale systemer, hvad<br />
indebærer, at samfun<strong>det</strong> bliver forstået som al tilgængelig <strong>kommunikation</strong>, dvs. som <strong>det</strong><br />
sociale system, der omfatter alle andre sociale systemer. 68<br />
Figur 5. Det moderne <strong>samfund</strong> som <strong>funktionelt</strong> differentieret.<br />
67 Denne figur er i <strong>det</strong> væsentlige lånt af Dr. Frank Hillebrandt, Institut für Soziologie der Universität Hamburg,<br />
forelæsningsnoter af 10.01.2002, fun<strong>det</strong> den 12.2.2002 på internettet på adressen:<br />
www.tu-harburg.de/tbg/Deutsch/Mitarberinnen/Frank/Vorlesung9.pdf<br />
68 Med denne formulering knytter Luhmann an til Aristoteles, som i indledningen til Politica definerer staten<br />
eller <strong>det</strong> politiske fællesskab som <strong>det</strong>, der omfatter alle andre fællesskaber. Dansk udgave: Aristoteles, 1999,<br />
Statslære, København, Samlerens Bogklub, p. 75, jf. i øvrigt kap.1, note 12.<br />
33
Set fra hvert af funktionssystemernes perspektiv udgør samfun<strong>det</strong> med <strong>det</strong>s øvrige funkti-<br />
ons-, organisations- og interaktionssystemer da en særlig <strong>samfund</strong>sintern omverden. Det<br />
betyder, at intet af disse perspektiver kan blive helt ens. Set fra <strong>det</strong> politiske systems per-<br />
spektiv udgør <strong>det</strong>s <strong>samfund</strong>sinterne omverden således alle andre systemer end <strong>det</strong> selv. Det<br />
politiske systems perspektiv på sin <strong>samfund</strong>sinterne omverden vil derfor være forskelligt i<br />
forhold til <strong>det</strong> perspektiv, som fx <strong>det</strong> økonomiske system vil iagttage sin <strong>samfund</strong>sinterne<br />
omverden med. Endvidere betyder <strong>det</strong>, at <strong>det</strong> politiske i samfun<strong>det</strong> alene kan ses som <strong>det</strong><br />
politiske system, eller som en del af <strong>det</strong>te.<br />
<strong>Politisk</strong> <strong>kommunikation</strong> forekommer alene ”inden for” 69 <strong>det</strong> politiske system, ikke<br />
på tværs af systemgrænsen. Det samme kan siges om de øvrige funktionssystemer. Det er<br />
vigtigt at pointere, at der ikke kan forekomme nogen direkte <strong>kommunikation</strong> på tværs af<br />
disse funktionssystemer. Kommunikation kan kun forekomme systeminternt. 70 Hvert en-<br />
kelt funktionssystem tegner således hele samfun<strong>det</strong> i netop <strong>det</strong>s funktionsperspektiv, men<br />
<strong>det</strong> enkelte funktionssystem må forudsætte, at de andre funktioner i samfun<strong>det</strong> også opfyl-<br />
des. Det følger heraf, at samfun<strong>det</strong> som sådan ikke er noget system i samfun<strong>det</strong>, og man<br />
kan ikke nå samfun<strong>det</strong> kommunikativt. 71 Luhmann beskriver <strong>det</strong> i GG, p. 149-150, på<br />
følgende måde: ”Das, worin alle Funktionssysteme übereinkommen und worin sie sich<br />
nicht unterscheiden, ist nur noch die Tatsache kommunikativen Operierens. ... Als Kom-<br />
munikationssystem unterschei<strong>det</strong> die Gesellschaft sich von ihrer Umwelt, aber dies ist eine<br />
externe, keine interne Grenze. Für alle Teilsysteme der Gesellschaft sind Grenzen der<br />
Kommunikation ... die Aussengrenzen der Gesellschaft. Darin, und nur darin, kommen sie<br />
überein. An diese Aussengrenze muss und kann alle interne Differenzierung anschliessen,<br />
indem sie für die einzelnen Teilsysteme unterschiedliche Codes und Programme einrichtet.<br />
Sofern sie kommunizieren, partizipieren alle Teilsysteme an der Gesellschaft. Sofern sie in<br />
unterschiedlicher Weise kommunizieren, unterscheiden sie sich.“<br />
69 I anførselstegn, fordi der ikke er tale om nogen rumlighed, men derimod om et iagttagelsesperspektiv: <strong>Politisk</strong><br />
<strong>kommunikation</strong> iagttages, men kun indirekte, fx vha. den til <strong>kommunikation</strong>en tilknyttede handling, den<br />
såkaldte fjerde selektion, eller vha. en iagttager, som man iagttager, hvad jeg skal komme tilbage til under afsnittet<br />
om <strong>kommunikation</strong>.<br />
70 Dette er formelle betragtninger, som i praksis bliver underløbet, især i forbindelse med organisationers<br />
overtagelse af stadig mere <strong>kommunikation</strong>, ”Denn nur als Organisation, das heisst nur in der Form der Repräsentation<br />
seiner eigenen Einheit, kann ein System mit seiner Umwelt kommunizieren.”, som <strong>det</strong> hedder i<br />
GG, p. 607, jf. også afsnit 3.1.1.<br />
71 Jf. Luhmann 2002c, p. 124. Der er her tale om et paradoksiforhold, som jeg vender tilbage til.<br />
34
Denne overordnede <strong>samfund</strong>stypespecifikation kan man som anført opfatte som ét<br />
blandt flere udgangspunkter for Luhmanns <strong>samfund</strong>steoretiske projekt, 72 nemlig et ud-<br />
gangspunkt, der så at sige historiserer hans <strong>samfund</strong>steori. Et af Luhmanns formål med<br />
denne forholdsvis konkrete og historisk tidsmæssigt fastlagte placering af <strong>det</strong> moderne<br />
<strong>samfund</strong> er et ønske om, at vi bliver gjort opmærksom på sprogbrug, der i realiteten er ud-<br />
arbej<strong>det</strong> til anvendelse i en anden konkret historisk situation. Denne sprogbrug hindrer os,<br />
dvs. <strong>samfund</strong>svidenskaben, i at kunne fremlægge en adækvat videnskabelig analyse, lige-<br />
som den også fremkalder forventninger, som ikke vil kunne indfries. Med et af Gaston Ba-<br />
chelard formuleret begreb kalder Luhmann disse sproglige hindringer for ”obstacles<br />
épistémologiques”, dvs. erkendelsesmæssige forhindringer (jf. bl.a. GG, p. 23). Luhmann<br />
præciserer dem som 3 – 4 fordomme. Det drejer sig bl.a. om en humanistisk fordom, som<br />
går ud på, at et <strong>samfund</strong> består af konkrete mennesker 73 og de hermed forbundne mellem-<br />
menneskelige relationer, og at samfun<strong>det</strong> som følge heraf konstitueres og integreres gen-<br />
nem disse ”<strong>samfund</strong>ne” menneskers konsensus omkring meninger og målsætninger 74 . Det<br />
fører Luhmann frem til <strong>det</strong> polemiske spørgsmål, om samfun<strong>det</strong> består af arme og ben, og<br />
om frisøren klipper samfun<strong>det</strong>s hår? 75 Det eneste sikre resultat af sådanne fordomme bliver<br />
ifølge Luhmann, at <strong>samfund</strong>svidenskaben bliver fastholdt i begrebslig uskarphed i den ud-<br />
strækning, den følger disse fordomme. Dette vil imidlertid falde tilbage på videnskaben og<br />
gøre den til problem. 76 En anden fordom drejer sig om <strong>det</strong> forhold, at <strong>samfund</strong> skulle udgø-<br />
re regionalt og territorialt afgrænsede enheder. En sådan opfattelse fører naturligvis til, at<br />
man må spørge, om fx Danmark er et <strong>samfund</strong>, der som <strong>samfund</strong> kan opfattes som forskel-<br />
ligt fra Sverige, som herefter udgør et an<strong>det</strong> <strong>samfund</strong>. Spørgsmålet er altså, om fx national-<br />
stater udgør forskellige <strong>samfund</strong>, eller om de alene udgør nationalstater, dvs. om der over-<br />
hove<strong>det</strong> er plads til et egentligt, selvstændigt begreb om samfun<strong>det</strong>? En videnskabsteore-<br />
tisk set vægtig fordom opstår som følge af den førstnævnte fordom og går ud på, at sam-<br />
fund kan iagttages udefra, netop fordi <strong>samfund</strong> i sidste ende ifølge denne fordom består af<br />
72<br />
På bånd 1 fra Luhmann 1993n, hedder <strong>det</strong> indledningsvis, at hans <strong>samfund</strong>steoriprojekt er udarbej<strong>det</strong> ved<br />
at sammenholde to perspektiver, et historisk perspektiv hhv. et abstrakt teoretisk perspektiv under stikor<strong>det</strong><br />
systemteori.<br />
73<br />
Den oprindelige mening med udtrykket <strong>samfund</strong>, antager jeg, har været: mennesker, der har ”fun<strong>det</strong> sammen”.<br />
74<br />
Thi disse ”<strong>samfund</strong>ne” mennesker har jo nok haft et formål med denne aktivitet at ”finde sammen” - hvorfor<br />
skulle de ellers have <strong>det</strong> besvær med at afpasse sig hinanden? Vi ser med disse bemærkninger, hvad <strong>det</strong> er<br />
for et felt, der kommer for en dag, når fordommene løftes frem til nærmere iagttagelse: <strong>det</strong> er intet mindre<br />
end væsentlige dele af den politiske filosofis centralspørgsmål, således som de bl.a. ses behandlet hos Thomas<br />
Hobbes, jf. eksempelvis Gunnar Skirbekk og Nils Gilje 1995, Filosofiens historie 1 + 2. København,<br />
Gyldendals Bogklubber (1992), bind 1, p. 253 ff.<br />
75<br />
For nu at citere fra Luhmann 1997a, Iagttagelse og paradoks, København, Gyldendal, p. 62<br />
76<br />
I ste<strong>det</strong> for, at videnskaben netop skulle virke problemløsende i samfun<strong>det</strong>, forstås!<br />
35
grupper af mennesker, eller fordi <strong>samfund</strong> opfattes som geografisk afgrænsede territorier<br />
(GG, p. 24-25).<br />
Det er altså <strong>det</strong>te traditionsbundne og efter Luhmanns opfattelse fordomsfulde te-<br />
oriprogram, som Luhmann har til hensigt at udfordre og gerne erstatte med sin på bl.a. sy-<br />
stem- og <strong>kommunikation</strong>steori baserede formulering af et udkast til en teori om <strong>det</strong> moder-<br />
ne, <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong>, der ikke er afgrænset geografisk, men som kun<br />
kan fremstå som verdens<strong>samfund</strong>, i<strong>det</strong> verden ”durch die Prämissen weltweiten Verkehrs<br />
vereinheitlich worden ist”, som <strong>det</strong> hedder allerede i 1971. 77 Men hvad er da grundlaget for<br />
<strong>det</strong>te udkast? Det bliver emnet for de næste afsnit om hhv. system- og <strong>kommunikation</strong>steo-<br />
ri, men først vil jeg dog anføre nogle få bemærkninger om Luhmanns metodiske grundlag.<br />
2.2. Funktionel-ækvivalens som metodisk grundlag<br />
Et af nøgleordene for Luhmann var helt fra starten begrebet funktion. 78 Med <strong>det</strong>te<br />
begreb knytter Luhmann an til strømninger inden for forskellige dele af videnskaberne,<br />
herunder såvel de matematiske naturvidenskaber som socialvidenskaberne. For Luhmann<br />
bliver <strong>det</strong>te begreb af vedvarende stor teoretisk såvel som metodisk betydning.<br />
Teoridesignmæssigt får funktionsbegrebet som anty<strong>det</strong> foran afgørende betydning<br />
som katalysator for beskrivelsen af <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> som <strong>funktionelt</strong> differentieret.<br />
Udgangspunktet er ønsket om sammenligning af problemløsninger, altså fx at spørge til,<br />
hvilken funktion der vil kunne erstatte en anden funktion. 79 Denne måde at fremhæve funk-<br />
tionsbegrebet på i forhold til eksempelvis den af Talcott Parsons formulerede strukturfunk-<br />
tionelle systemteori betød, at hvor Parsons gjorde strukturbegrebet overordnet i forhold til<br />
funktionsbegrebet, og hvor <strong>det</strong> hos Parsons blev forudsat, at alle sociale systemer må opvi-<br />
se ganske bestemte strukturer, og hvor <strong>det</strong> forskningsledende spørgsmål da bliver, hvilke<br />
77 Jf. Luhmann 1975c, Soziologische Aufklärung 2. Aufsätze zur Theorie der Gesellschaft, Opladen, Westdeutscher<br />
Verlag, artiklen ”Die Weltgesellschaft”, p. 51-71, som blev offentliggjort første gang i 1971, her<br />
citeret fra side 55. Se endvidere <strong>det</strong> allerede foran på side 7 anførte med henvisning til GG.<br />
78 Luhmanns allerførste publikation sker med artiklen „Der Funktionsbegriff in der Verwaltungswissenschaft“<br />
i Verwaltungs Archiv, Zeitschrift für Verwaltungslehre, Verwaltungsrecht und Verwaltungspolitik,<br />
49, Heft 2, 1958, p. 97-105, hvilken titel signalerer Luhmanns teoretiske interesse for funktionsbegrebet. Det<br />
interessante i denne sammenhæng er, at han her giver et forslag til en radikal nyformulering af funktionsbegrebet,<br />
i<strong>det</strong> han med inspiration fra sine allerede på <strong>det</strong> tidspunkt ganske omfattende tværvidenskabelige studier<br />
(naturvidenskab, socialvidenskab, filosofi m.v.) vender <strong>det</strong> sædvanlige funktionsbegreb om fra en interesse<br />
for en instrumentel eller en kausal relation, dvs. funktion opfattet som en relation til opretholdelse af en<br />
given ordensstruktur, til en særlig fortolkning af denne relation med henblik på at kunne pege på andre, <strong>funktionelt</strong><br />
ækvivalente muligheder (p. 100). Denne tilgang fastholder Luhmann, hvad bl.a. ses i SY, p.83/91,<br />
hvor <strong>det</strong> hedder, at ”Den funktionelle analyse anvender relationer med <strong>det</strong> formål at forstå <strong>det</strong> eksisterende<br />
som kontingent og <strong>det</strong> forskelligartede som sammenligneligt”.<br />
79 Se SY, p. 85/92, hvor Luhmann gengiver et eksempel på en beskrivelse af funktionel ækvivalens: ”Hvis …<br />
inflation løser fordelingsproblemer relativt konfliktfrit …, så er den en funktionel ækvivalent til statslig planlægning,<br />
som er politisk mere risikabel, fordi den er rigere på konflikter.”<br />
36
funktionelle præstationer systemet skal frembringe for at sikre sin egen overlevelse, dér<br />
vender Luhmann indledningsvis problemstillingen om. Hvor Parsons’ måde at spørge til<br />
sociale sagsforhold på med sin strukturfunktionalistiske tilgang generelt vil føre til<br />
spørgsmål, der primært drejer sig om systeminterne forhold, typisk til et spørgsmål om de-<br />
lenes forhold til helheden, dér vender Luhmann forhol<strong>det</strong> om, så <strong>det</strong> forskningsledende<br />
spørgsmål indledningsvis primært kommer til at dreje sig om selve systemets funktion,<br />
dvs. at spørgeretningen går mod systemrelaterede og systemeksterne forhold, altså system /<br />
omverdensforhold. 80<br />
Ved at knytte an til funktionsbegrebet som metodologisk udgangspunkt styrer<br />
Luhmann endvidere sine teoretiske spørgsmål væk fra formen ”hvorfor”, altså væk fra<br />
spørgsmål om årsag og virkning, væk fra spørgsmål om begrundelse, og hen til spørgsmål<br />
med formen ”hvorledes”, 81 der leder hen til et fokus rettet mod operationalitet (Jönhill<br />
1997, p. 105) og sammenlignelighed. 82<br />
Metodemæssigt bliver sigtet således som allerede anført foran at fortolke vidt for-<br />
skellige sagsforhold med de samme begreber for derigennem at vise sagsforholdenes sam-<br />
menlignelighed (GG, p. 42). Det er sådanne synspunkter, der ligger bag hans undersøgelse<br />
af en række forskellige funktionsområder inden for <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong>, hvor <strong>det</strong> over-<br />
ordnede, <strong>samfund</strong>steoretiske sigte da er at underbygge tesen om samfun<strong>det</strong> som <strong>funktionelt</strong><br />
differentieret. Med andre ord kan man sige, at Luhmann på denne måde søger en slags ve-<br />
rifikation af udgangshypoteser om funktionel differentiering, som han i hele sit forfatter-<br />
skab synes at have fastholdt, 83 samt af hypoteser om operativ lukning af funktionsområ-<br />
derne omkring sig selv ved hjælp af den særlige operationsmåde, der er ken<strong>det</strong>egnende for<br />
disse funktionssystemer, nemlig deres <strong>kommunikation</strong>. (GG, p. 12).<br />
2.3. Systemteori som universalteoretisk grundlag<br />
Med udgangspunkt i tesen om <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> som et polykonteksturalt sy-<br />
stem bliver <strong>det</strong> som anført foran <strong>samfund</strong>steoriens opgave at være i stand til at fortolke og<br />
sammenligne meget forskellige sagsforhold. Det er i den sammenhæng, at Luhmann argu-<br />
menterer for, at hans teoriformulering om sociale systemer kan vinde universel gyldighed<br />
80 Jeg har i <strong>det</strong>te lille afsnit lænet mig op ad Helmut Willke 2000, Systemtheorie I: Grundlagen. Eine Einführung<br />
in die Grundprobleme der Theorie sozialer Systeme, 6. opl., Stuttgart, Lucius & Lucius, p., 5 ff.<br />
81 Se eksempelvis Luhmann 1981a, Gesellschaftsstruktur und Semantik. Studien zur Wissenssoziologie der<br />
modernen Gesellschaft, Bd. 2, Frankfurt a M, Suhrkamp, artiklen Wie ist soziale Ordnung möglich?, p. 195-<br />
285.<br />
82 Luhmann 1974d, artiklen Funktion und Kausalität, p. 9-30.<br />
83 Jf. eksempelvis Luhmanns første publicerede bog, Luhmann 1964a, p. 87.<br />
37
som en sociologisk teori, der kan forstå og fortolke sociologiens samlede genstandsområde<br />
og dermed blive et universalteroretisk grundlag for <strong>samfund</strong>steorien, jf. foran, kap. 1.2. Det<br />
betyder som anført med Luhmanns egen formulering, ”at enhver social kontakt bliver for-<br />
stået som system, hele vejen op til samfun<strong>det</strong>, der forstås som den samlede hensyntagen til<br />
alle mulige kontakter” (SY, p. 33/51).<br />
Et yderligere led i <strong>det</strong>te udgangspunkt bliver for Luhmann en ”bevidst plat” kon-<br />
statering af, at der findes systemer, 84 og herved knytter han an til generel systemteori og<br />
”teorien om selvreferentielle systemer”, som ikke går ”tilbage til en erkendelsesteoretisk<br />
… udgangsposition. Den begynder med iagttagelsen af sine genstande. Erkendelsesteoreti-<br />
ske spørgsmål bliver i første omgang sat i parentes”, hvilket ”må retfærdiggøres gennem<br />
forventningen om, at erkendelsen vil dukke op som en af sine genstande, så snart forsknin-<br />
gens begrebslighed har opnået et tilstrækkeligt abstraktionsiveau” 85 (SY, p. 380-381/330),<br />
dvs. at fremgangsmåden i ste<strong>det</strong> bliver at vise, hvordan beskrivelsen af systemer forløber,<br />
herunder at vise, om der kan skrives en anden meningssammenhæng frem, end <strong>det</strong> før har<br />
været muligt, altså at få gjort ”mere kompleksitet synlig, end den, der er tilgængelig for <strong>det</strong><br />
iagttagede system selv”, som Luhmann formulerer <strong>det</strong> (SY, p. 88/95).<br />
Med udgangspunkt i en af Luhmann selv udarbej<strong>det</strong> illustration vil jeg med figur<br />
6 vise, hvad <strong>det</strong> er for systemtyper, der er tale om, samt principperne for deres måde at ar-<br />
bejde (=operere) på. Det fælles udgangspunkt er systemer, dvs. at vi her er på analyseni-<br />
veauet for generel systemteori. Her skelner Luhmann mellem systemer, der opererer på ba-<br />
84 Luhmann anfører udtrykkeligt i SY, p. 30/48, på første linie i første kapitel, at ”De følgende overvejelser<br />
går ud fra, at der findes systemer. De begynder altså ikke med en erkendelsesteoretisk tvivl. … Systembegrebet<br />
betegner .. noget, som virkelig er et system, og <strong>det</strong> påtager sig dermed et ansvar for at lade sine udsagn<br />
bekræfte ved hjælp af henvisninger til virkeligheden” Og videre på side 599-600/506 hedder <strong>det</strong>: ”Vi erstatter<br />
… den uklare forskel i begrebet om system mellem konkrete og analytiske systemer med forskellen mellem<br />
system og systemreference. … begrebet reference (ligesom begrebet iagttagelse) forstås bredere end begrebet<br />
om analyse, og …<strong>det</strong> … begrænses (ikke) til en videnskabelig operation, men … betegner (derimod) enhver<br />
orientering ved hjælp af et system”. Luhmann bliver hurtigt fra flere sider kritiseret for denne ”unmittelbare<br />
Abschilderung der Welt”, som han selv skriver i Luhmann 1992g, Stellungnahme (svar til kritikerne i: Werner<br />
Krawietz & Michael Welker, Kritik der Theorie. Auseinandersetzungen mit Luhmanns Hauptwerk,<br />
Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 371-386), og han erkender da også, at <strong>det</strong> var en „bewusst platte Feststellung“<br />
(p. 381), men fastholder dog samtidig, at sætningen dels indeholder stærke selvreferentielle komponenter,<br />
dels kun forklarer, hvorledes der bliver gået frem i en bestemt teoretisk kontekst.<br />
85 Hermed benytter Luhmann sig af samme metode som Husserl, der med sin transcendentale fænomenologis<br />
epoché satte en parentes om verdens objektive eksistens med henblik på at kunne studere, hvordan verden<br />
fremtræder som fænomen, i<strong>det</strong> han spurgte til, hvordan meningsfuld erkendelse er mulig. ”Vi må sætte parentes<br />
om alle vore teorier og forudfattede meninger … vi skal ’standse op’ og midlertidigt ’se bort fra’ alle<br />
fordomme…vi skal … i ste<strong>det</strong> give en ren beskrivelse af indhol<strong>det</strong> i vore erkendelses-akter”, som <strong>det</strong> hedder<br />
hos Poul Lübcke (red.), 2002, Vor tids filosofi: Engagement og forståelse. 1. udg., 8. oplag, København, Politikens<br />
forlag (1982), p. 43. Men hvor Husserl således efter Luhmanns opfattelse begrænser sig til at sætte<br />
selve ”spørgsmålet om erkendelsens virkelighedskriterium” (SY, ibid..) uden for parentes, dér vil Luhmann<br />
også sætte selve forskellen ”mellem erkendelse og genstand som en erkendelsesteoretisk problemstilling”<br />
uden for parentes (ibid.) og så i ste<strong>det</strong> ”være bevidst om og gøre rede for, hvordan man ser <strong>det</strong>, man ser”,<br />
som Povl Götke 1997, p. 113, formulerer <strong>det</strong> med tilføjelsen, at ”Videnskabelige udsagn er således udsagn<br />
om iagttagelse og ikke udsagn om virkelighed”.<br />
38
sis af selvreference, dvs. autopoietiske systemer, og systemer, der som maskiner fungerer<br />
på basis af udefra kommende impulser/energier (heraf allo(=forskellig)-poietiske systemer)<br />
som fx elektricitet og brændstof. Det skal her pointeres, at Luhmann afgrænser sit ud-<br />
gangspunkt inden for generel systemteori til de først nævnte, autopoietiske systemer. Han<br />
Der findes: Systemer<br />
Deres basale<br />
operationsmåde er: Allopoiesis Autopoiesis<br />
(fx maskiner)<br />
Autopoietiske<br />
systemtyper: Levende systemer Psykiske systemer Sociale systemer<br />
Anvendt princip for<br />
organisering af<br />
operationsmåden: Meningsforarbejdning Meningsforarbejdning<br />
via tanker og/eller via<br />
forestillinger <strong>kommunikation</strong><br />
Niveauet for<br />
social systemdannelse: Interaktioner Organisationer Samfund<br />
Samfundsmæssigt<br />
ud<strong>differentierede</strong><br />
funktionssystemer: Økonomi – Politik – Ret – Videnskab – Religion – Kunst – Massemedier<br />
m.fl.<br />
Figur 6. Systemtyper. Figuren er en bearbejdning af Luhmanns egen figur i SY, p. 16/37.<br />
ser således bort fra allopoietiske systemer. Det betyder ikke desto mindre, at der her på <strong>det</strong>-<br />
te <strong>det</strong> mest abstrakte systemteoriniveau i den Luhmannske <strong>samfund</strong>steori er mulighed for<br />
en meget vidtrækkende interdisciplinær erfaringsudveksling, i<strong>det</strong> grundlaget herfor spæn-<br />
der fra den menneskelige hjerne (dvs. et levende, biologisk system 86 ) som systemtype og<br />
86 Det bliver herved klart, at Luhmann betragter menneskets hjerne som et system, der er forskelligt fra menneskets<br />
psykiske ”felt”, som han opfatter som et særligt psykisk system. Ved en kort eftertanke herover synes<br />
<strong>det</strong>te da også at være indlysende: jeg – dvs. mit psykiske system – tænker tanker om min krop, herunder ek-<br />
39
helt til hen til samfun<strong>det</strong> som systemtype, ja, faktisk er <strong>det</strong> Luhmanns opfattelse, at han<br />
grundlægger sin <strong>samfund</strong>steori på innovative udviklinger inden for <strong>det</strong>te område, altså in-<br />
den for generel systemteori (GG, p. 79).<br />
Autopoietiske systemer er som anført karakteriseret ved at de opererer på basis af<br />
selvreference, men dog kun en ”medløbende selvreference”, i<strong>det</strong> ”ren selvreference forstået<br />
som ’relatering kun og udelukkende til sig selv’ er umulig” (SY, p. 604/510). Som sådan<br />
er <strong>det</strong> et på én gang både lukket og åbent system. Det er så at sige operativt lukket, men<br />
kognitivt (PG, p. 373) eller kausalt (ES, p. 267) åbent. Man kommunikerer i et kommuni-<br />
kationssystem, og <strong>det</strong> gør man om noget, men man kan godt samtidig lade sig inspirere af<br />
omverdenen! 87 Autopoiesis vil sige, ”dass ein System seine eigenen Operationen nur durch<br />
das Netzwerk der eigenen Operationen erzeugen kann. Und das Netzwerk der eigenen O-<br />
perationen ist wiederum erzeugt durch diese Operationen.” (ES, p. 109). Operationerne an-<br />
føres i flertalsformen, fordi de foregår over tid, men de er baseret på alene én operator,<br />
nemlig på systemets sidsteelement eller mindsteelement. Det ligger i den anførte definiti-<br />
on, at den operation, der er tale om, altid er af samme type, og at den forudsættes at have<br />
tilslutningsevne, altså at den ene operation kan sluttes til den næste (ES, p. 78). Inden for<br />
levende, biologiske systemer er sidsteelementet cellen; inden for psykiske systemer eller<br />
bevidsthedssystemer er <strong>det</strong> tanker eller forestillinger, også kal<strong>det</strong> bevidsthed, mens Luh-<br />
mann inden for sociale systemer alene ser <strong>kommunikation</strong> som mulig operator, i<strong>det</strong> han alt-<br />
så herved ikke finder begrebet handling egnet, fordi <strong>det</strong> i princippet godt kan tænkes ”als<br />
eine solitäre, individuelle, sozial resonanzlose Operation” (ES, p. 79), hvad kommunikati-<br />
on ikke kan tænkes som, fordi <strong>det</strong> forudsætter ”ein Zusammenwirken von mindestens zwei<br />
Bewusstseinssystemen” (ES, p. 287). Ved således at tage udgangspunkt i en identifikation<br />
af systemers måde at operere på, dvs. af deres respektive operator, og altså dermed at afle-<br />
de systembestemmelsen ud fra systemets operator, gennemfører Luhmann nogle differenti-<br />
eringer mellem de anførte systemtyper, som har meget vidtrækkende betydning for hele<br />
sempelvis om min hjerne, men disse tanker og forestillinger, der processerer i hjernen er jo ikke biologiskfysiske<br />
forhold/celler, men netop tanker og forestillinger; men <strong>det</strong> skal ikke bortforklare, at Ole Thyssen har<br />
fat i en ikke uvæsentlig bekymring, når han i sin indledning til Luhmann 1997a, Iagttagelse og paradoks,<br />
København, Gyldendal, p. 24, skriver, at ”<strong>det</strong> er ikke nemt at se sig selv, som individ, som et knudepunkt for<br />
tre forskellige systemreferencer, som ikke overlapper og som er fremmede for hinanden: <strong>det</strong> biologiske, <strong>det</strong><br />
psykiske og <strong>det</strong> sociale”. Det er bl.a. sådanne følelsestyngede udsagn, der viser, hvad den Luhmannske socialvidenskabelige<br />
tænkning er oppe imod, sådan ”mand og mand imellem”.<br />
87 Luhmann formulerer <strong>det</strong> med et eksempel på den måde, at der ved enhver <strong>kommunikation</strong> altid følger mere<br />
med end lige præcis, hvad der siges, fx når en ”herre tilbyder en dame sin plads i en overfyldt sporvogn”, så<br />
er der tilknyttet en mening om også at blive belønnet herfor, selvom <strong>kommunikation</strong>ens operative indhold<br />
alene drejer sig om at damen nu kan sidde (SY, p. 605/511). Man kan selv fortsætte med at fantasere over,<br />
hvad en sådan <strong>kommunikation</strong> kan føre med sig, og man vil da straks se, at <strong>det</strong> ikke er en tom frase, at <strong>kommunikation</strong><br />
altid er om noget, men hvordan <strong>det</strong>te noget opfattes i <strong>kommunikation</strong>en kan på sin side udvikle<br />
sig til yderligere <strong>kommunikation</strong>! Mere herom i næste afsnit.<br />
40
konstruktionen af <strong>samfund</strong>steorien og teorien for de respektive sociale systemtyper. Det,<br />
der især træder frem herved, bliver forskellen mellem sociale og psykiske systemer, som<br />
derved kommer til at underbygge den ovenfor anførte position, at samfun<strong>det</strong> ikke består af<br />
mennesker, i<strong>det</strong> psykiske systemer herefter udgør en systemtype, som er forskellig fra so-<br />
ciale systemer. Forskellen mellem psykiske og sociale systemer beror altså på en forskel i<br />
den måde, de hver især organiserer deres måde at operere på, dvs. den måde, de hver især<br />
skaber sig selv som deres eget værk på. Hvor de psykiske systemer lader <strong>det</strong>te ske i, hvad<br />
Luhmann også benævner som ’mediet bevidsthed’, lader de sociale systemer tilsvarende<br />
selvskabelsesprocesser ske i ’mediet <strong>kommunikation</strong>’, men samtidig arbejder begge sy-<br />
stemtyper med mening, som derved fremstår som fælles ’medium’ for disse ellers så for-<br />
skellige systemer. 88 Mening er så at sige konstituerende for begge systemtyper, altså for<br />
såvel psykiske som for sociale systemer. Luhmann ’løfter’ mening væk fra den ensidige<br />
binding til subjektet og dermed alene til bevidsthedssystemet eller <strong>det</strong> psykiske system. 89<br />
Meningsbegrebet bliver derved til et forud for systembegrebet liggende begreb, altså et<br />
selvstændigt grundbegreb i Luhmanns samlede sociologiske teoriformulering. 90<br />
Det felt, der er sociologen Luhmanns, er i bogen Sociale systemer hovedsagelig<br />
koncentreret omkring systembegrebet og videre til begrebet om autopoiesis eller selvrefe-<br />
rence og videre derfra til hhv. psykiske og sociale systemer, hvorfor Luhmann mange år<br />
senere benævner denne bog som ’indledningskapitlet’ til <strong>samfund</strong>steorien, (jf. GG p. 11).<br />
Da Luhmann ikke indtager psykologens position, men fastholder sit udgangspunkt som so-<br />
ciolog, behandler han psykiske systemer ud fra de spørgsmål, som er sociologisk relevante,<br />
dvs. at han hovedsagelig interesserer sig for psykiske systemer i deres relevans for de soci-<br />
ale systemer.<br />
88 Betegnelsen ’medie’ eller ’medium’ kræver en forklaring, fordi <strong>det</strong> ikke umiddelbart er indlysende, hvad<br />
der menes. Luhmann er blevet inspireret til udtrykket ved læsning af en artikel, som den østrigske socialpsykolog<br />
Fritz Heider publicerede i 1926 i tidsskriftet Symposion. Zeitschrift für Forschung und Aussprache, I,<br />
Heft 2, under titlen ’Ding und Medium’, p. 109-157, jf. bl.a. (ES, p. 226) hvor <strong>det</strong> med reference til Heider<br />
hedder: „Die Idee des ‚Mediums’ ist, dass es einen Bereich von losen Kopplungen massenhaft vorkommender<br />
Elemente gibt: Luftpartikel, physikalischer Lichtträger – ‚Licht’ ist kein physikalischer Begriff, aber der<br />
Begriff für das Medium, in dem wir etwas sehen. Ohne Licht .. sehen wir nichts.“ Luhmann vil altså med betegnelsen<br />
medium udtrykke noget, der består af løst koblede elementer – som fx når vi vurderer et <strong>samfund</strong>s<br />
frihed ud fra de handlinger (forstået som løst koblede hændelser), som enkelte personer kan foretage, hvor<br />
handling da bliver til <strong>det</strong> medie, vi betragter friheden igennem.(GG, p. 198). En anden, og synes jeg, meget<br />
pædagogisk måde at sige næsten <strong>det</strong> samme på finder vi hos Lars Qvortrup 2001a, Det hyperkomplekse <strong>samfund</strong>.<br />
14 fortællinger om informationssamfun<strong>det</strong>. 2. udg., København, Gyldendal (1998), p. 13, som foreslår<br />
følgende formulering: ”Mit forslag er, at vi bruger ’medie’ …som en betegnelse for den måde, vi ser hinanden<br />
på: Jeg ser dig, eller jeg ser noget i omverdenen, i mediet af <strong>det</strong> og <strong>det</strong>…vi bruger begrebet ’medie’ som<br />
en betegnelse for den optik, igennem hvilken vi ser på hinanden og på forskellige fænomener i omverdenen.”<br />
Mere herom i afsnit 2.5.2.<br />
89 Jf. ES, p. 225.<br />
90 Hvad bliver klart allerede med Luhmann 1971b, Sinn als Grundbegriff der Soziologie, i: Jürgen Habermas<br />
& Niklas Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie – Was leistet die Systemforschung?,<br />
Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 25-100. Jeg uddyber i afsnit 2.4.<br />
41
De resterende områder, dvs. hhv. niveauet for sociale systemers dannelse og for<br />
uddifferentieringen af de funktionsspecifikke systemer, udgør <strong>det</strong> studiefelt, som Luh-<br />
manns videre <strong>samfund</strong>steoretiske arbejde har været fokuseret på, jf. Luhmanns egen skitse-<br />
ring af sit <strong>samfund</strong>steoretiske projekt (ibid. samt GG, p. 78 ff.), der udover ’indledningska-<br />
pitlet’ 91 kom til at bestå af en fremstilling af <strong>samfund</strong>ssystemet i GG samt af de vigtigste<br />
af samfun<strong>det</strong>s funktionssystemer, jf. oplistningen nederst i figur 6.<br />
På niveauet for teorien om sociale systemer, som altså omfatter alle sociale sy-<br />
stemer fra interaktionssystemer over organisationssystemer til selve <strong>samfund</strong>ssystemet,<br />
drejer <strong>det</strong> sig om først og fremmest at få præciseret <strong>det</strong> særlige, der er ved disse systemer i<br />
og med, at de er autopoietiske, og <strong>det</strong> vil især sige at få beskrevet deres specifikke operati-<br />
on, som er <strong>kommunikation</strong>, jf. foran. Teorien om sociale systemer sammenfatter alle ud-<br />
sagn, som gælder for alle sociale systemer, lige fra de helt kortvarige interaktionssystemer<br />
91 Forhistorien til <strong>det</strong>te ”indledningskapitel” er lang og kringlet. Luhmann har haft store vanskeligheder med<br />
at finde fodfæste til et udgangspunkt. Det fremgår af en lille artikel, som er optryk af et foredrag med titlen<br />
Unverständliche Wissenschaft. Probleme einer theorieeigenen Sprache, fra 1979 og genoptrykt i Luhmann<br />
1981f, Soziologische Aufklärung 3. Soziales System, Gesellschaft, Organisation, Opladen, Westdeutscher<br />
Verlag, p. 170-177. Luhmann forklarer heri sine vanskeligheder ved at skrive en bog om sociale systemer, og<br />
han henviser i den forbindelse til en temaplan, han har vedhængt artiklen. Jeg vedlægger temaplanen her:<br />
Luhmann knytter følgende bemærkning til planen: ”Ich habe den Plan für eine Buch über Theorie sozialer<br />
Systeme mitgebracht, aus dem zumindest optisch deutlich wird, weshalb dieses Buch bisher nicht geschrieben<br />
worden ist”(p. 174). Et af problemerne har været den anførte skelnen mellem ”personale und soziale<br />
Systeme”. I 1984 lykkedes <strong>det</strong> så for Luhmann at få skrevet bogen om sociale systemer, hvor bl.a. <strong>det</strong>te problem<br />
er blevet løst under hensyntagen til eller iagttagelse af ”einer radikalen Änderung der Gesellschaftsstruktur”<br />
(SY, p. 286/254), dvs. til funktionel differentiering. I foror<strong>det</strong> lægger Luhmann ikke skjul på, at teorianlæggets<br />
labyrintiske form ikke vil føre til nogen lykkelig slutning (SY, p.14/35). En sådan bemærkning<br />
kan opfattes som udtryk for Luhmanns sædvanlige (selv)ironi, men også som udtryk for den realitet, at ”Die<br />
Forschung bleibt ein nie in einer Einheitsaussage zum Ende kommender zeitlicher Prozess”, som <strong>det</strong> hedder i<br />
Luhmann 1991g, p. 66.<br />
42
til <strong>samfund</strong>ssystemet. Det er på <strong>det</strong>te niveau i teorien, at samfun<strong>det</strong> fremstår som et social-<br />
system blandt andre (dvs. klassiske societas civilis), og <strong>det</strong> er ligeledes på <strong>det</strong>te niveau, at<br />
<strong>det</strong> kan sammenlignes med de øvrige typer af sociale systemer, dvs. interaktionssystemer<br />
og organisationssystemer (GG, p. 80).<br />
Først på niveauet samfun<strong>det</strong> med <strong>det</strong>s <strong>samfund</strong>smæssigt ud<strong>differentierede</strong> sam-<br />
fundssystemer kommer <strong>det</strong> specifikt <strong>samfund</strong>ssystemmæssige til gyldighed. Det er på <strong>det</strong>te<br />
niveau i teorien, at Luhmann søger at artikulere, hvad <strong>det</strong> betyder, når han på linje med<br />
Aristoteles, jf. foran, udtrykker, at samfun<strong>det</strong> udgør <strong>det</strong> alle sociale systemer omfattende<br />
system. Spørgsmålet er jo, hvordan samfun<strong>det</strong> både kan være ét socialsystem blandt andre<br />
og samtidig være <strong>det</strong> alle andre omfattende sociale system. Luhmanns svar kommer i form<br />
af en påstand om, at <strong>det</strong>te kun kan lade sig gøre, hvis man accepterer, at der ligger et para-<br />
doks til grund. Det er således Luhmanns opfattelse, at man traditionelt, helt tilbage fra Ari-<br />
stoteles over Hegel og Marx og frem til vore dage, har lagt et paradoks til grund for måden<br />
at tænke <strong>samfund</strong>sbegrebet på, ja, at man ikke kan komme uden om, at grundlaget for et<br />
begreb om samfun<strong>det</strong> vil være paradoksalt, med mindre man anerkender eksistensen af en<br />
enhedsskabende instans som fx Gud (GG, p. 89). Luhmanns måde at bearbejde <strong>det</strong>te para-<br />
doksforhold på er netop ved at dele analysen af samfun<strong>det</strong> op på de her anførte tre niveauer<br />
(GG, p. 80). 92<br />
Luhmanns måde at tænke system på har meget tidligt i hans videnskabsprodukti-<br />
on taget udgangspunkt i en skelnen (en difference) mellem system og omverden. Dette var<br />
et brud med en almindelig måde at tænke systemer på, men samtidig i overensstemmelse<br />
med en igangværende udvikling. 93 I 1950’erne og 1960’erne var man sædvanligvis gået<br />
92 Hos Detlef Krause, 2001, p. 85 hedder <strong>det</strong> ligefrem, at „Paradoxie ist gleichermasse Fundament und Dach<br />
des systemtheoretischen Baus“, i<strong>det</strong> paradokstænkningen hos Luhmann dog igen differentieres, alt efter hvilken<br />
tilgang til <strong>det</strong> Luhmannske værk, der lægges til grund. Det skal jeg ikke forfølge nærmere her. Mit ærinde<br />
er i denne sammenhæng at påpege, at Luhmann selv betoner nødvendigheden af at acceptere paradoksale<br />
forhold som grundliggende i <strong>det</strong> teoretiske arbejde. Det er med paradokser som med problemer: De er til for<br />
at løses! Det gør Luhmann ved bl.a. „at indføre tid“, som <strong>det</strong> hedder hos Ole Thyssen 1997, p. 32, (jf. også<br />
eksemplarisk i ES, p. 321) altså ved at spørge til, hvordan paradoksale problemer løses i dagligdagssituationer,<br />
dvs. at Luhmann uden blusel anvender en empirisk metode til løsning af et teoretisk grundlagsproblem,<br />
for som han selv anfører, så fortsætter i virkelighedens verden „die faktischen Operationen durchaus unlogisch<br />
und ohne Rücksicht auf blockierende Paradoxien...(denn die Evolution hat sich offensichtlich nicht die<br />
Zeit genommen, sich selbst logisch zu kontrollieren).“ Luhmann 1987c, Autopoiesis als soziologischer Begriff,<br />
i: Hans Haferkamp & Michael Schmid (udg.) Sinn, Kommunikation und soziale Differenzierung. Beiträge<br />
zu Luhmanns Theorie sozialer Systeme, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 307-324, p. 316.<br />
93 Se Luhmann 1964a, hvor <strong>det</strong> p. 23 hedder: ”In der ontologischen Denktradition wird System durch die<br />
Begriffe Ganzes, Teil und Beziehung definiert. .. Das System ist die Interdependenz der Teile im Rahmen eines<br />
Ganzen.”, og i<strong>det</strong> Luhmann tager afstand herfra, definerer han selv et systembegreb p. 24, hvor <strong>det</strong> hedder:<br />
„Als System lässt sich danach alles bezeichnen, worauf man die Unterscheidung von innen und aussen<br />
anwenden kann“.<br />
I Luhmann 1965a, anfører Luhmann i en note på side 14, at der på generelt niveau sker „ein Umdenken des<br />
Systembegriffs, der heute bereits in vielen Disziplinen nicht mehr als Ordnung von Teilen zu einem Ganzen,<br />
43
frem efter et skema om en helhed med dens dele. Denne del-helhedstænkning er imidlertid<br />
meget ældre end selve anvendelsen af et begreb om systemer (se GG, p. 912 ff., Jönhill<br />
1997, p. 71 ff.). Det var derfor ikke bare en systemteoretisk tradition, Luhmann var oppe<br />
imod, men en meget omfattende tradition indenfor videnskaberne som sådan. Det har imid-<br />
lertid været tilsigtet fra Luhmanns side, i<strong>det</strong> et af de mange delformål med hans videnska-<br />
belige produktion som tidligere anty<strong>det</strong> har været at gøre op med <strong>det</strong>, han betegner som<br />
”gammeleuropæisk” tænkning, dvs. græsk-romersk-kristeligt tankegods (GG, p. 893), i den<br />
udstrækning noget sådant måtte virke hæmmende for erkendelsen af aktuelle socialviden-<br />
skabelige sagsforhold.<br />
Det skal på den anden side ikke forstås som om, at der forud for Luhmann ikke<br />
overhove<strong>det</strong> blev tænkt i differencer. Tværtimod gør Luhmann en del ud af at betone, at<br />
han også her bygger videre på en tradition. 94 Luhmann fører denne tænkning tilbage til en<br />
række forskere, bl.a. til sprogforskeren Ferdinand Saussure, som iflg. Luhmann opfattede<br />
sproget som en difference mellem forskellige ord i modsætning til at opfatte <strong>det</strong> som en<br />
difference mellem sproget og tingene. På denne måde bliver studieobjektet ikke en enhed,<br />
men forskellen i enheden, her i sproget. I særlig grad har matematikeren George Spencer-<br />
Brown med bogen Laws of Form fra 1969 været inspirerende for Luhmann i relation til<br />
<strong>det</strong>te at tænke i differencer, og med sit konstruktionspåbud: ”Draw a distinction.” 95 , hvad<br />
dog først for alvor slår igennem fra midten af 1980’erne, altså efter publiceringen af Sozia-<br />
le Systeme. Hvor vi i den bogs indledning måske 96 kan få indtryk af usikkerhed med hen-<br />
sondern als teilweise selbstgesicherte Identität in einer komplexen und veränderlichen Umwelt aufgefasst<br />
wird“.<br />
I artiklen ”Soziologie als Theorie sozialer Systeme” fra 1967 definerer Luhmann <strong>det</strong> sociale system som „ein<br />
Sinnzusammenhang von sozialen Handlungen … die aufeinander verweisen und sich von einer Umwelt nicht<br />
dazugehöriger Handlungen abgrenzen lassen.”, i<strong>det</strong> han tillige bemærker, at „diesem Systembegriff ... der in<br />
einer Differenzierung von Innen und Aussen sein konstituierendes Prinzip hat.“ (genoptrykt i Luhmann<br />
1974d, p. 113-136, citeret fra p. 115).<br />
I Luhmann 1969f, Kommunikation, soziale, Handwörterbuch der Organisation, (udg.) Erwin Grochla, Stuttgart<br />
1969, spalte 831-832, gennemgår Luhmann kort <strong>kommunikation</strong>sbegrebet, som på <strong>det</strong> tidspunkt endnu<br />
kun blev opfattet som en overførsel af information, men i relation til sociale systemer kommer information til<br />
at udgøre en overførsel af mening i og med, at handling tillige viser sig som en mere eller mindre bevidst<br />
fremstilling , dvs. formidling, af mening. Og denne pointe får Luhmann til at konstatere, at „Insofern bestehen<br />
soziale Systeme letzlich aus Kommunikation“. Et synspunkt, der får afgørende betydning for den udvikling,<br />
Luhmann lader sin systemteori gennemgå, og som når et vendepunkt fra og med bogen Soziale Systeme<br />
fra 1984, hvor han gennemfører, hvad der er blevet kaldt for en autopoietisk vending, som netop kun kunne<br />
lade sig gøre ved at befri systemteorien fra handlingsbegrebet som grundbegreb og erstatte <strong>det</strong> med <strong>kommunikation</strong>sbegrebet,<br />
en udvikling, der således synes at have ligget mindst 15 år i kim!<br />
94 Hvad eksempelvis kommer meget klart frem på bånd 4 i serien: Luhmann 1993m, jf. også ES, p. 66 ff. Se<br />
endvidere i Soziale Systeme passim. I bl.a. afsnittet om mening kommer relationen til Saussure klart frem, se<br />
fx note 34, p. 112/114.<br />
95 George Spencer-Brown 1994, Laws of Form, Portland, Oregon, Cognizer Co. (1969), p. 3.<br />
96 Jf. i øvrigt Luhmanns henvisning hertil i Luhmann 1991g, Die Wissenschaft der Gesellschaft, p. 65, hvor<br />
Luhmann yderligere pointerer, at hvad <strong>det</strong> system er eller består af, som en iagttager ser på, udgør ikke no-<br />
44
syn til Luhmanns hensigter, når han formulerer sig om systemer som faktiske sagsforhold,<br />
der kan studeres, så skærpes formuleringerne herefter til klarhed over, at studieobjektet er<br />
noget, der skabes begrebsligt af iagttageren i forbindelse med hans iagttagelse, jf. nærme-<br />
re nedenfor. 97<br />
Som anført lykkedes <strong>det</strong> i 1984 for Luhmann at få skrevet, hvad han senere kalder<br />
sit teoretiske ”indledningskapitel” til <strong>samfund</strong>steorien, dvs. Sociale systemer (GG, p.11).<br />
Om kerneindhol<strong>det</strong> i denne bog noterer Luhmann mange år senere samme sted, at <strong>det</strong> dre-<br />
jede sig om at få overført ideen om den selvreferentielle operationsmåde til teorien om so-<br />
ciale systemer, jf. i øvrigt punkt 12 i den ovenfor viste temaplan fra 1979 samt Luhmanns<br />
programerklæringer i foror<strong>det</strong> til SY. Om udtrykket selvreference anfører Luhmann, at <strong>det</strong><br />
har andre ”navne som selvorganisering eller autopoiesis” (SY, p. 70/57). Ideen hertil hen-<br />
ter Luhmann fra biologien (frem for alt fra biologerne Maturana og Varela). 98 Selvreferen-<br />
gen tilfældighed. Det tilfældige ligger i den synsvinkel eller i <strong>det</strong> systemudgangspunkt, som iagttageren gør<br />
til sit (her lettere omskrevet og fremhævet af mig, NKP).<br />
97 Hvilket sker allerede i forbindelse med Luhmanns deltagelse i en Augsburger Tagung i 1986, jf. Luhmann<br />
1987c, hvor <strong>det</strong> på p. 313 hedder, at „Das Wissenschaftssystem ... operiert ständig mit Hilfe der internen Unterscheidung<br />
von Fremdreferenz und Selbstreferenz ... gegenstandsorientiert und theorie- und methodenbewusst.<br />
Will man dies bestreiten, muss man zu einem „nur analytischen“ Gegenstandsbegriff (Systembegriff,<br />
Strukturbegriff) übergehen. Das kann man natürlich tun, der Effekt ist aber, dass man dann nur noch die<br />
Komplexität des beobachtenden Systems und nicht mehr die Komplexität des beobachteten Systems, also<br />
auch nicht mehr die Erkenntnis konstituierende Komplexitätsdifferenz erfassen kann. Nicht anderes war gemeint<br />
mit meiner oft als erkenntnistheoretisch naiv kritisierten Ausgangsthese: Es gibt soziale Systeme.“<br />
I artiklen ”Subjektets nykker og spørgsmålet om mennesket” i Luhmann 1995b, Autopoiesis II. Udvalgte tekster<br />
af Niklas Luhmann (red. af Jens Christian Jacobsen), København, Forlaget politisk revy, p. 46, svarer<br />
Luhmann på en kritik fremsat af Richard Münch i “Autopoiesis by definition”, Cardozo Law Review 13, p.<br />
1463-1471, (er nu også udkommet på dansk i GRUS 66, 2002, p. 99-107), gående ud på, at Luhmann sammenblander<br />
empirisk og analytisk differentiering af sociale systemer. Luhmanns svar er, at denne skelnen<br />
mellem analytiske og empiriske systemer siden filosoffen Quine har været betragtet som tvivlsom (se nærmere<br />
i Lübcke, Poul (red.), 2000 Vor tids filosofi: Videnskab og sprog. 1. udg., 7. oplag, København, Politikens<br />
forlag (1982), p. 283 ff.), men hertil kommer, at der efter Luhmanns opfattelse ligger en mere kompleks<br />
struktur til grund for tekstens argumentation, end kritikken lader ane: ”Der lanceres en teori (af en observatør,<br />
forstår sig), som i sit begreb om system ser impliceret, at systemet selv (og ikke observatøren) disponerer<br />
over forskellen mellem system og omverden.”(ibid., note 22).<br />
Dette med, at <strong>det</strong> er systemet selv, der disponerer over sin grænse, er en opfattelse, som vi kan finde tidligt<br />
hos Luhmann. Jeg har således fun<strong>det</strong> følgende ordveksling mellem intervieweren Ulrich Boehm og Luhmann<br />
på Luhmann 2001b, Philosophie heute. Beobachter im Krähennest. Videocasette, WDR, ISBN 3-934102-79-<br />
4, I. Gespräch mit Ulrich Boehm, 1973: UB: Ligger den første vanskelighed ikke her, for når system og omverden<br />
sådan løbende ændres, vil man da kunne – eller hvordan vil man kunne bestemme sådanne systemers<br />
grænse? Luhmann: Jo, <strong>det</strong> er muligt, fordi sådanne grænser bliver defineret af systemet selv, dvs. at <strong>det</strong> ikke<br />
er videnskaben selv, der konstruerer sådanne systemer, men <strong>det</strong> gør de til enhver tid handlende mennesker,<br />
som selv tilordner sig bestemte sociale systemer. De véd fx, om de kører på en gade, eller om de spiller skak,<br />
eller om de deltager i et politisk valg, eller om de er på arbejde på kontoret, eller om de spiser aftensmad hos<br />
familien – og de holder sig til enhver tid til bestemte systemregler og kender systemgrænserne, altså de véd,<br />
hvad man netop her ikke vil kunne gøre! (Min oversættelse. Dette udsagn bærer klart præg af at være formuleret<br />
mange år før, Luhmann indtog mere konstruktivistiske synspunkter på erkendelses- og iagttagelsesprocessen).<br />
98 I Samfundsøkonomen 4, 2002 forklarer temanummerredaktøren, Anders Hede, under overskriften, Et nyt<br />
paradigme, at temanummeret handler om Evolutionær teori, og at <strong>det</strong>te særlige og nye er, at man tillader sig<br />
at blande biologi og <strong>samfund</strong>svidenskab – i hvert fald på en ny måde. Med tanke på, at efterhånden ikke<br />
uvæsentlige dele af socialvidenskaberne i tysksprogede/tyskinspirerede områder, men også andre steder, jf.<br />
bl.a. John Mingers, 1995, Self-Producing Systems. Implicaions and Applications of Autopoiesis, New York,<br />
45
ce er ikke nogen ny betegnelse 99 . Det er derimod betegnelsen autopoiesis, jf. ovenfor.<br />
Luhmann gør udtrykkeligt opmærksom på, at begrebet autopoietisk system har en ringe<br />
forklaringsværdi. 100 Begrebet forlanger blot, at man ved alle forklaringer skal gå ud fra de<br />
specifikke operationer, som et system – nærmere bestemt <strong>det</strong> forklarede såvel som <strong>det</strong> for-<br />
klarende – reproducerer (GG, p. 66). Det siger intet om, hvilke specifikke strukturer, der er<br />
blevet udviklet i et sådant system, og som er udviklet på grund af strukturelle koblinger<br />
mellem system og omverden. Det forklarer altså ikke de historiske systemtilstande, som<br />
den videre autopoiesis udgår fra. Hertil behøves yderligere, supplerende begreber. Overført<br />
til <strong>samfund</strong>ssystemet, som jo anvender <strong>kommunikation</strong> som systemelement, siger begrebet<br />
derfor ikke noget om, hvad <strong>det</strong> er for et <strong>samfund</strong>, der bliver til ud fra en sådan autopoietisk<br />
<strong>kommunikation</strong>sproces. For Luhmann bliver <strong>det</strong> afgørende derimod, at denne autopoie-<br />
tiske proces frembringer en difference mellem system og omverden og dermed en grænse,<br />
dvs. en systemgrænse.<br />
2.4. Kommunikation som grundlæggende operation i mediet mening<br />
Som anført anvender de sociale systemer, som Luhmann beskriver, kommunikati-<br />
on som eneste systemelement og som grundlæggende operation. Man kan derfor som ud-<br />
gangspunkt sige, at den eneste <strong>samfund</strong>smæssige aktivitet eller operation, som sociologen<br />
Luhmann iagttager i sin <strong>samfund</strong>steori, herunder i de særlige delsystemspecifikke områder<br />
med deres respektive organisations- og interaktionssystemer, er <strong>kommunikation</strong>. Luhmann<br />
betegner da også <strong>kommunikation</strong> som <strong>det</strong>, der ”konstituerer <strong>det</strong> sociale som en særlig reali-<br />
tet” (SY, p. 193/180), eller som den eneste genuint sociale operation, fordi <strong>kommunikation</strong><br />
Plenum Press, via bl.a. Niklas Luhmann og formuleringerne omkring begrebet om autopoiesis i nu hen ved<br />
20 år har været ganske inspireret af biologisk forskning, forekommer påstanden om nyhedskarakteren dog at<br />
burde modereres – også selvom den måde, forskerne i temanummeret arbejder på, så vidt ses adskiller sig<br />
væsentligt fra den måde, Luhmann arbejdede på. Men lysten til interdisciplinær inspiration må hilses velkommen!<br />
I øvrigt er <strong>det</strong> en gammel tradition i <strong>samfund</strong>svidenskab, at man lader sig inspirere fra bl.a. biologien. Det<br />
hedder således hos Cl. Wilkens 1881, Samfun<strong>det</strong>s Grundlove. Et Grundrids af Sociologien. København, Otto<br />
B. Wroblewsky’s Forlag, p. 10: ”Biologien er Sociologiens Moder. I denne Grundtanke, at Samfun<strong>det</strong> er den<br />
højeste Form for den organiske Udvikling, har Sociologien et videnskabeligt Princip for Deduktionen… Allerede<br />
.. Comte.. saa, at Sociologien maatte grundlægges ud fra Biologien” og lidt senere på side 11 hedder<br />
<strong>det</strong> om Darwin og hans ånd, at ”<strong>det</strong> er hans storartede Bygning af Biologien, der bærer Sociologien”.<br />
99 Ole Thyssen 1992 Forhold som forholder sig til sig selv henviser indledningsvis til Kierkegaards Sygdommen<br />
til døden, hvor selvet beskrives som ”forhold som forholder sig til sig selv”. Derimod kan or<strong>det</strong> selvreference<br />
ikke slås direkte op i Politikens Filosofi Leksikon fra 1983 (7. Bogkluboplag), hvor man må omvejen<br />
over ”refleksion” for at komme til bl.a. Hegels refleksionsbestemmelser, bestemt ud fra en ontologisk synsvinkel<br />
som momenter i åndens og dermed i virkelighedens selvudvikling (p. 364).<br />
100 Det er – set i forhold til den meget store opmærksomhed, begrebet autopoiesis har opnået - bemærkelsesværdigt,<br />
at Luhmann udtaler sig sådan (<strong>det</strong> gør han også allerede på bånd nr. 5 i serien Luhmann, Niklas,<br />
1993m dvs. allerede i efteråret 1991). Udsagnet bør derfor sammenholdes med og ses i lyset af bemærkningerne<br />
citeret i en note, forrest i afsnit 2, fra Die Praxis der Theorie fra 1969 om Lieblingsworte og teoripolitik.<br />
46
forudsætter en flerhed af psykiske systemers medvirken. Dette er grunden til, at kommuni-<br />
kation ikke kan tilregnes eller tilskrives ét enkelt psykisk system som en enhed (GG, p.<br />
81). 101 . Det følger heraf, at alt, hvad der på den ene eller anden måde kan tilskrives kom-<br />
munikation, bliver medtaget under den Luhmannske <strong>samfund</strong>steori og dertil hørende del-<br />
teoriers iagttagelse, mens tilsvarende alt, hvad der ikke på en eller anden måde kan tilskri-<br />
ves eller forbindes med <strong>kommunikation</strong>, bliver ladt ude af betragtning. 102<br />
Det er denne grundlæggende enkelhed og dermed også radikalitet i teorikonstruk-<br />
tionen, som giver Luhmann mulighed for at skærpe begrebsbeskrivelserne, herunder også<br />
at sammenknytte et usædvanligt stort antal begreber i sin teoriformulering. Alene i foror<strong>det</strong><br />
til Soziale Systeme (p. 12/33) oplister Luhmann 33 begreber, som han i den bog søger at<br />
bestemme den indbyrdes reference til. 103 Det ligger heri, at med mindre man til stadighed<br />
præciserer sine systemreferencer, vil risikoen for at køre ud i en uendelig regres i den<br />
Luhmannske teoribygning være overhængende. 104<br />
Hvad er da <strong>kommunikation</strong> hos Luhmann? Det er forskelligt fra den hidtil domi-<br />
nerende måde at opfatte <strong>kommunikation</strong> på, der typisk opfatter <strong>kommunikation</strong> som over-<br />
førsel af en meddelelse fra en afsender til en modtager (SY, p. 194/181), hvor kommunika-<br />
tion følgelig bliver en form for handling, dvs. kommunikativ handling, der går ud på at af-<br />
give noget til en anden. En sådan måde at opfatte <strong>kommunikation</strong> på vil imidlertid efter<br />
Luhmanns opfattelse ikke være i stand til blot nogenlunde dækkende at beskrive den<br />
selvskabende eller autopoietiske proces, som <strong>kommunikation</strong> efter Luhmanns opfattelse<br />
udgør. Sådan har Luhmann imidlertid ikke altid set på forhol<strong>det</strong>, thi Luhmann har også<br />
med begrebet om <strong>kommunikation</strong> været længe undervejs, 105 hvad hænger sammen med <strong>det</strong><br />
101 I SY p. 191/178 refererer Luhmann til almen systemteori og <strong>det</strong> deri anvendte udtryk ’mutualistisk’ eller<br />
’dialogisk’ konstitution, hvormed menes, at selvreference basalt set kun er mulig, hvis der mindst er to informationsforarbejdende<br />
processorer til stede, og at systemerne kun kan bestå af de selektive samordninger,<br />
som produceres i <strong>det</strong>te samvirke mellem processorerne, og, konkluderer Luhmann, ”den basale proces i sociale<br />
systemer, den proces, der producerer de elementer, som disse systemer består af, kan under disse omstændigheder<br />
kun være <strong>kommunikation</strong>”.(ibid. p. 192/179)<br />
102 Den her udtalte mangel på præcision står i skærende kontrast til <strong>det</strong> ovenanførte om <strong>kommunikation</strong> som<br />
grundlæggende operation. Det hænger sammen med, at autopoietiske systemer er karakteriseret ved at være<br />
operativt lukkede, men kognitivt åbne, hvad bl.a. betyder, at de er åbne for en lang række påvirkninger fra<br />
omverdenen, jf. afsnit 2.3.<br />
103 Anders la Cour 2002, Frivillighedens pris, Ph.d-afhandling, Sociologisk Institut, København, anfører (p.<br />
13), at ”Luhmanns teori om sociale systemer består af over 40 selvstændige begreber, der alle står i en bestemt<br />
relation til hinanden.”<br />
104 Dette nævner jeg her, fordi jeg i forbindelse med beskrivelsen af <strong>kommunikation</strong>sbegrebet er nødt til at<br />
indføje yderligere begreber, bl.a. <strong>det</strong> fra Parsons hentede, men modificerede begreb om dobbelt kontingens.<br />
Dette begreb er nødvendigt for at forstå <strong>det</strong> Luhmannske udsagn om <strong>kommunikation</strong>ens usandsynlighed.<br />
105 I Luhmann 1969f, Kommunikation, soziale, Handwörterbuch der Organisation, udgivet af Erwin Grochla,<br />
Stuttgart 1969, anfører Luhmann således den oprindelige overførselsmetafor, nemlig at ”Kommunikation<br />
ist Übermittlung von Information jeder art”, i<strong>det</strong> dog social <strong>kommunikation</strong> kun er ”die Übermittlung von Information<br />
in sozialen Systemen”.<br />
47
anførte forhold, at hans samlede begrebsapparat er konstrueret på en måde, som gør, at be-<br />
greberne refererer til hinanden. Det betyder derfor, at når han går ind og ændrer på ét en-<br />
kelt begreb, kan <strong>det</strong> have større eller mindre betydning for andre begreber.<br />
Med inspiration fra nyere sprogforskning formulerer Luhmann et nyt kommunika-<br />
tionsbegreb, der fremstår som en tredelt selektionsproces. 106 I den lille artikel ”Was ist<br />
Kommunikation?” 107 (som oprindelig er et foredrag fra 1986), hedder <strong>det</strong> her forudsæt-<br />
ningsvis, at kun <strong>kommunikation</strong>, 108 er en uundgåelig social operation, og som sådan en<br />
operation, der på tvingende vis bliver sat i gang, når der dannes sociale situationer (p.<br />
114). 109 Luhmann fortsætter med at præcisere, at <strong>kommunikation</strong> kommer i stand gennem<br />
en syntese af tre forskellige selektioner, nemlig henholdsvis selektion af en information,<br />
dvs. selektion af, hvad der kommunikeres om, og som derfor bliver <strong>kommunikation</strong>ens<br />
fremmedreference (information er således noget, der gør en forskel i forhold til, hvad den,<br />
der foretager selektionen er bekendt med i <strong>det</strong> øjeblik, han selekterer); selektion af en med-<br />
delelse af denne information er svaret på, hvordan der kommunikeres om <strong>det</strong>, der nu kom-<br />
I Luhmann,1975a, Macht, Stuttgart, Ferdinand Enke Verlag, finder man på side 5 formuleringen, at ”Kommunikation<br />
kommt nur zustande, wenn man die Selektivität einer Mitteilung verstehen und das heisst: zur<br />
Selektion eines eigenen Systemzustandes verwenden kann. Das impliziert Kontingenz auf beiden Seiten, also<br />
auch Möglichkeiten der Ablehnung von kommunikativ übermittelten Selektionsofferten“. Perspektivet for<br />
Luhmann er her at vise, at der er indbyggede konfliktpotentialer i <strong>kommunikation</strong>, og at disse især findes i<br />
den kontingens, der ligger i <strong>det</strong>te, at selve Egos forståelsesselektion indebærer, at der både kan siges ja og<br />
nej. Dette kontingensforhold er i øvrigt parallelt til <strong>det</strong>, der er hos Alters side af <strong>kommunikation</strong>en, hvorfor<br />
der er tale om dobbelt kontingens, allerede inden en <strong>kommunikation</strong> kommer i stand, og altså inden fx et interaktionssystem<br />
opstår, mere generelt: Inden en situation udvikles til at være social, i<strong>det</strong> såvel Ego som Alter<br />
har mulighed for at vælge med en gensidig uafhængighed. Luhmann knytter her an til Talcott Parsons & Edward<br />
A. Shils (udg.), 1962, Toward a General Theory of Action, New York, Harper & Row (1951), hvor<br />
T.Parsons m.fl. på side 16 netop gør opmærksom på, at der ved menneskelig interaktion er en komplementaritet<br />
ved forventningerne, som har central betydning for analyserne af de kulturelle mønstres oprindelse og<br />
funktion, og – fortsætter de - ”There is a double contingency inherent in interaction. On the one hand, ego’s<br />
gratifications are contingent on his selection among available alternatives. But in turn, alter’s reaction will be<br />
contingent on ego’s selection and will result from a complementary selection on alter’s part.” Luhmann skelner<br />
ikke her mellem information og meddelelse. Det er på <strong>det</strong> her tidspunkt i midten af 70’erne endnu ikke<br />
specificeret, men grundmodellen ligger klar. Mere herom i afsnit 2.5.<br />
106<br />
Det sker med inspiration fra sprogforskere som J. L. Austin og Karl Bühler, som Luhmann henviser direkte<br />
til i forbindelse med indførelsen af denne tredeling (SY, p. 196-97/182-83).<br />
107<br />
Luhmann 1995c, Soziologische Aufklärung 6. Die Soziologie und der Mensch. 2. opl. Opladen, Westdeutscher<br />
Verlag, p. 113-124<br />
108<br />
I modsætning til handling, som kan tilskrives ét enkelt handlende individ – jeg kan fx foretage en handling,<br />
der i sin udførelse ikke involverer andre; <strong>det</strong> kunne være alt lige fra en cykeltur til en selvmordsterroraktion.<br />
Sådanne handlinger kan foretages af ét enkelt individ, og de kan iagttages isoleret som handlinger. Man<br />
kan imidlertid også iagttage sådanne handlinger som relateret til <strong>kommunikation</strong>, og da breder perspektivet<br />
sig umiddelbart straks ud til et spørgsmål om, hvem pågældende kommunikerer med, hvem forstår hvad ved<br />
denne handling, hvem tilslutter sig denne <strong>kommunikation</strong> og på hvilken måde osv. Mere middelbart bliver<br />
<strong>det</strong> iflg. Luhmann til et spørgsmål om at beskrive <strong>kommunikation</strong>en som noget, der forløber processuelt.<br />
109<br />
Det med <strong>det</strong> tvingende hænger sammen med de teoretiske forudsætninger: Luhmanns kompleksitetsbegreb<br />
bygger på begreberne element og relation, hvor i hvert fald element er et systemrelativt begreb jf. <strong>kommunikation</strong>senheden,<br />
der også er systemelement. Når antallet af elementer i et system overstiger en vis<br />
mængde, bevirker <strong>det</strong>, at hvert enkelt element i systemet inden for en given tidsmæssig udstrækning ikke mere<br />
kan relateres til hinanden, og <strong>det</strong> betyder da, at den <strong>kommunikation</strong>, der pågår i et system, må udvælge<br />
nogle <strong>kommunikation</strong>senheder (systemelementer) blandt flere mulige – <strong>det</strong>te er tvingende nødvendigt i og<br />
med, at den til rådighed værende tid er begrænset (se SY p. 46 ff./61 ff.).<br />
48
munikeres om, og meddelelsen er følgelig <strong>kommunikation</strong>ens selvreference; samt selektiv<br />
forståelse eller misforståelse af denne meddelelse og dens informationsindhold. Denne<br />
tredje og sidste selektion i <strong>kommunikation</strong>sprocessen af forståelse eller misforståelse kan<br />
da ”lægges til grund for valg af tilslutningsadfærd” (SY, p. 196/182). Dette valg, dvs. den-<br />
ne selektion af tilslutningsadfærd udgør således i virkeligheden en fjerde selektionstype<br />
(SY, p. 203/188), men der er her tale om handling. 110 Kommunikationen udgør på denne<br />
måde, hvad Luhmann kalder en ”emergent realitet, et sagsforhold sui generis” (Luhmann<br />
1995c, p. 115), dvs. noget i sig selv nyt. Og som han siger samme sted, så kommer kom-<br />
munikation kun i stand, når disse tre komponenter er bragt sammen. Det er i realiteten sel-<br />
ve forståelsesdelen, altså hvordan den meddelte information vælges at blive opfattet med<br />
henblik på at blive tilknyttet til den forud for forståelsesselektionen liggende kommunika-<br />
tion, som er eller bliver afgørende for <strong>kommunikation</strong>sprocessens videre forløb.<br />
Det er vigtigt her at skelne mellem <strong>det</strong> psykiske og <strong>det</strong> sociale system. Kommuni-<br />
kation foregår alene inden for sociale systemer. Kommunikation er i relation til sociale sy-<br />
stemers reproduktion <strong>det</strong> medie, denne reproduktion foregår i. Det er så at sige kernen i so-<br />
ciale systemers autopoiesis, altså kernen i deres selvskabelse. 111 Man kan på en vis måde<br />
opfatte <strong>det</strong>te som en sociologisk lovmæssighed hos Luhmann på linje med lovmæssigheder<br />
fra andre videnskabsområder som fx Newtons love. 112 Det er imidlertid ikke kausalitet,<br />
der er på spil her, men selektivitet og funktion. Selektiviteten foregår i <strong>det</strong> sociale system,<br />
og dens funktion er at opretholde systemets selvskabelse, at opretholde systemet. Det er så<br />
at sige <strong>det</strong> sociale systems (i sig selv retningsløse) ”motor”. 113<br />
110 Dette er helt afgørende i relation til at forstå, hvordan <strong>det</strong> autonome og operationelt lukkede <strong>kommunikation</strong>ssystem<br />
kan blive handlingsmæssigt aktivt i sin omverden, men <strong>det</strong> har ikke umiddelbart noget at gøre<br />
med selve den autopoietiske proces i systemet. Det beror på, at den elementære <strong>kommunikation</strong>sproces er<br />
nødt til at blive reduceret til handlinger for at være i stand til at styre sig selv (SY, p. 193/180), hvad vi kender<br />
fra mange dagligdagssituationer, som fx når vi kommunikerer økonomi i bagerbutikken og afslutter med<br />
selve betalingen, som da er at ligne med den anførte reduktion til handling.<br />
111 Se SY, p. 192/179, hvor <strong>det</strong> hedder, at ”Den basale proces i sociale systemer, den proces, der producerer<br />
de elementer, som disse systemer består af, kan … kun være <strong>kommunikation</strong>”<br />
112 Om Newtons love se Gunnar Skirbekk og Nils Gilje, 1995, bind 1, p. 229<br />
113 Hvor noget tilsvarende – altså ”motor”-metaformæssigt – hos fx en marxistisk-leninistisk filosof som<br />
Louis Althusser udgøres af klassekampen, se hans lille artikel ”Marxisme og klassekamp” i Oktober. Kommunistisk<br />
teoretisk tidsskrift for forbun<strong>det</strong> socialisterne, nr. 7, 2. årg. 1976, p. 13-17, hvor <strong>det</strong> på side 14<br />
hedder: ”hele Marx’ teori, dvs. den videnskab som er grundlagt af Marx (den historiske materialisme) og den<br />
filosofi som er åbnet af Marx (den dialektiske materialisme) har klassekampen som centrum og hjerte.”, og i<br />
samme Althussers bog Marxisme og klassekamp – kritik og selvkritik, København 1976, Aurora (Paris 1973)<br />
citerer Althusser fra Marx-Engels kommunistiske manifest, at ”Klassekampen er historiens drivkraft” p. 41,<br />
og lidt senere hedder <strong>det</strong> ”Historien er et umådeligt ’naturligt-menneskeligt’ system i bevægelse, hvis drivkraft<br />
er klassekampen. Historien er en … proces uden subjekt”, og han fortsætter på side 72-73, ”en proces<br />
uden Subjekt eller (For)mål”. Det står således klart, at Althussers syn på historien er, at den drives frem af<br />
processer, der ikke har <strong>det</strong> menneskelige subjekt som sit ophav. Men <strong>det</strong> betyder ikke, at mennesker er udenfor.<br />
Således hedder <strong>det</strong> på side 68, at ”de konkrete mennesker (i flertal) er nødvendigvis subjekter (i flertal) i<br />
historien, for de handler i historien som subjekter (i flertal). Men der er ikke noget Subjekt (i ental) for historien.”<br />
Denne teoretiske model har visse fællestræk med den tankegang, vi finder hos Luhmann. Men den<br />
49
Som <strong>det</strong> blev anført foran i afsnittet om systemer, arbejder såvel psykiske som so-<br />
ciale systemer med mening, som derved fremstår som fælles ’medium’ for disse ellers så<br />
forskellige systemer. Mening er altså <strong>det</strong> grundlag, som psykiske og sociale systemer er<br />
henvist til at arbejde ud fra (SY, p. 92/98), dvs. at mening som anført er konstituerende for<br />
disse to systemtyper 114 . Mening er således ikke noget, som alene kan henføres til bevidst-<br />
heden eller <strong>det</strong> psykiske system (ibid.), dvs. til et subjekt. Mening er hos Luhmann ikke et<br />
reservoir af ophobede opfattelser om <strong>det</strong>te og hint, men derimod en form for oplevelsesbe-<br />
arbejdning hos både ”personalen und sozialen Systeme”. 115 ”Det er derfor falsk .. at tildele<br />
<strong>det</strong> psykiske, dvs. den bevidsthedsmæssige forankring, en slags forrang i forhold til <strong>det</strong> so-<br />
ciale. Det er .. forfejlet at søge en ’bærer’ af mening. Mening bærer sig selv, i<strong>det</strong> den mu-<br />
liggør sin egen reproduktion selvreferentielt. Og kun formerne for denne reproduktion dif-<br />
ferentierer psykiske og sociale strukturer.” (SY, p. 141/138). Dette betyder – <strong>funktionelt</strong><br />
set – at ”ved enhver og en hvilken som helst mening bliver en ufattelig høj kompleksitet<br />
(verdenskompleksitet) appræsenteret 116 og stillet til rådighed for såvel psykiske som socia-<br />
le systemers operationer” (SY, p. 94/100), hvilket er en følge af den måde, Luhmann opfat-<br />
ter mening på, nemlig som forskellen ”mellem aktualitet og mulighed”, og dermed proces-<br />
suelt som ”den løbende aktualisering af muligheder” (SY, p. 100/104). Det betyder, at en-<br />
kommer åbenbart ikke ud over handlingsteoriens niveau, hvad netop er målet for Luhmann. Kan man således<br />
drage paralleller mellem Luhmanns tænkning omkring sociale systemer og de heri selvskabende, altså autopoietiske<br />
processer, til denne for længst ”begravede” teoretisk-filosofisk-politiske retning, som Althusser repræsenterede<br />
i 1970’erne (Althusser myrdede sin kone i efteråret 1980, jf. Politiken for den 19.11.1980,<br />
hvorefter der permanent blev helt stille om denne tidligere så fremtrædende franske filosof!), så forekommer<br />
forskellene dog så markante, at en mere systematisk sammenstilling af de to formuleringer næppe tjener noget<br />
fornuftigt, <strong>det</strong> vil i denne sammenhæng sige teoriformuleringsvejledende, formål. Modererende i forhold<br />
til en for bombastisk forståelse af <strong>det</strong> anførte om en ’motor’ bør dog henvises til Luhmanns gennemgang af<br />
referenceforholdene inden for systemerne (se SY p.599 ff /506 ff). Han præciserer her, at ”den selvreference,<br />
som er påkrævet ved al autopoiesis, altid kun er en medløbende selvreference” (p.604/510), dvs. at der altid<br />
også må henvises til noget an<strong>det</strong> end systemet selv, altså fremmedreferentielt. Det autopoietiske system er<br />
nok operativt lukket, men samtidig står <strong>det</strong> i et kognitivt afhængighedsforhold til omverdenen. Kommunikationsmæssigt<br />
betyder <strong>det</strong> bl.a. at <strong>kommunikation</strong> i <strong>kommunikation</strong>ssystemet ikke kan forekomme uden bevidsthed,<br />
dvs. uden et an<strong>det</strong> systems processeren i <strong>kommunikation</strong>ssystemets omverden, jf. også næste note.<br />
114 Luhmann åbner således sit kapitel om mening i SY med følgende ’fanfare’: ”Psykiske og sociale systemer<br />
er opstået ved co-evolution. Den ene systemtype er til enhver tid nødvendig omverden for den anden. Begrundelsen<br />
for denne nødvendighed ligger i den evolution, som gør disse systemtyper mulige. Personer kunne<br />
ikke opstå og bestå uden sociale systemer og omvendt. Co-evolutionen har ført til en fælles landvinding,<br />
som benyttes af såvel psykiske som sociale systemer. Begge systemtyper er henvist til <strong>det</strong>te, og <strong>det</strong> er bindende<br />
for dem som en nødvendig, uafviselig form i deres kompleksitet og selvreference. Denne evolutionære<br />
landvinding kalder vi ’mening’.” (SY, p. 92/99, min fremhævning).<br />
115 Luhmann 1981a, Gesellschaftsstruktur und Semantik. Studien zur Wissenssoziologie der modernen Gesellschaft,<br />
Bd. 2, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 279.<br />
116 Betyder noget i retning af ”medintenderet i forestillingen”. Det er en formulering, Luhmann har fra Husserl,<br />
jf. ES, p. 232, hvor Luhmann jævnfører udtrykket Appräsentation med udtrykket Mitvergegenwärtigung,<br />
jf. også Poul Lübcke (red.), 2002, p. 47. Hos Ole Bjerg, 2001a, Tilværelse og <strong>kommunikation</strong> – kritik af<br />
den konstruktivistiske fornuft, Specialeserien nr. 7, Københavns Universitet, Sociologisk Institut, p. 17, bliver<br />
<strong>det</strong> til ”opbyder”.<br />
50
hver operation, når den iagttages, fremstår som en selektion ud fra en flerhed af mulighe-<br />
der.<br />
Luhmann går således frem på fænomenologisk vis og indfører meningsbegrebet<br />
”som et ’differenceløst’ begreb, 117 der altid samtidig mener sig selv … Fænomenet mening<br />
forekommer i form af et overskud af henvisninger til yderligere muligheder for oplevelse<br />
og handling. Noget står i fokus, i intentionens centrum, og an<strong>det</strong> antydes marginalt som<br />
horisont for en fortsættelse af oplevelsens og handlingens og-så-videre. I denne form hol-<br />
der alt <strong>det</strong> intenderede verden som helhed åben; <strong>det</strong> intenderede garanterer altså hele tiden<br />
verdens aktualitet i form af tilgængelighed. Henvisningen selv aktualiserer sig som virke-<br />
lighedens standpunkt, men den relaterer sig ikke kun til <strong>det</strong> virkelige (eller <strong>det</strong> præsumptivt<br />
virkelige) men også til <strong>det</strong> mulige (<strong>det</strong> konditionelt virkelige) og <strong>det</strong> negative (<strong>det</strong> uvirkeli-<br />
ge, umulige). Den samlede mængde af henvisninger, som går ud fra den meningsmæssigt<br />
intenderede genstand, frembyder mere end <strong>det</strong>, der kan aktualiseres i næste omgang. Me-<br />
ningsformen tvinger altså gennem sin henvisningsstruktur <strong>det</strong> næste skridt til selektion.”<br />
(SY, p. 93-94/99).<br />
Luhmann har i en anden, men alligevel nærtstående sammenhæng udtrykt sit syn<br />
på <strong>det</strong> enkelte individs muligheder for at handle meningsmæssigt, nemlig demokratisk, så-<br />
ledes: ”Alles könnte anders sein – und fast nichts kann ich ändern”, 118 hvad forekommer at<br />
være en ret oplagt konklusion på et for et enkeltindivid så udfordrende begreb om mening<br />
som her præsenteret, og som derfor i demokratiteoretisk sammenhæng må siges at være<br />
meget realistisk: Hvordan skal fx én ud af omkring 4 millioner vælgere i et land som Dan-<br />
mark dog ellers opfatte situationen? Alligevel gav <strong>det</strong>te udsagn anledning til ikke ubetyde-<br />
lig diskussion i 1970’erne. 119<br />
Dette forhold med <strong>kommunikation</strong>en som en enhed, der arbejder på grundlag af<br />
mening, og hvor <strong>kommunikation</strong>en således via mening på en måde 120 finder sin egen moti-<br />
vation til at komme videre, samt mening, der fremstår som en uendelig horisont af mulig-<br />
heder for valg af tilknytning til andre <strong>kommunikation</strong>er, har jeg forsøgt at illustrere med<br />
den nedenfor anførte figur 7. Det er som anført vigtigt her ikke at opfatte forståelse som et<br />
117 Herudover anerkender Luhmann kun ét yderligere begreb inden for sin samlede sociologiske teoriformulering<br />
som differenceløst, og <strong>det</strong> er begrebet for verden.<br />
118 Citatet er fra artiklen ’Komplexität und Demokratie’, der oprindelig blev publiceret i 1969, her fra: Luhmann<br />
1975b, Politische Planung. Aufsätze zur Soziologie von Politik und Verwaltung. 2. Auflage. Opladen,<br />
Westdeutscher Verlag (1971), p. 44.<br />
119 Se bl.a. Jürgen Habermas, som noget sarkastisk ligefrem opkaster <strong>det</strong>te citat til at dække Luhmanns grunderfaring<br />
som menneske i <strong>det</strong> moderne, jf. Jürgen Habermas, 1975a, Legitimationsprobleme im Spätkapitalismus.<br />
Frankfurt a M, Suhrkamp (1973), p. 179.<br />
120 Jf. Luhmann 1993n, bånd nr. 4, hvor Luhmann forklarer synspunktet på den måde, at når nogen taler, kan<br />
man ikke se bort fra, at <strong>det</strong> gøres med en hensigt, dvs. at man forudsætter altid, at der er en hensigt, når nogen<br />
siger noget.<br />
51
psykologisk begreb, men som et begreb, der er en del af <strong>kommunikation</strong>ens tredelte sociale<br />
selektionsproces. Forståelse kan i den forbindelse ses som <strong>det</strong> forhold, at <strong>det</strong> psykiske sy-<br />
stem stiller sin egenkompleksitet til rådighed for <strong>det</strong> sociale systems <strong>kommunikation</strong>. 121<br />
Forståelse eller misforståelse drejer sig som anført om, hvad der kan lægges til grund for<br />
valg af tilslutningsadfærd, altså for handling i relation til den aktuelt forløbende kommuni-<br />
kationsproces; men netop fordi <strong>det</strong> sker på basis af mening da også med henvisning til om-<br />
verdenen, jf. illustrationen figur 7. Det er den efterfølgende <strong>kommunikation</strong>, der for sit<br />
Kommunikationsenheden (KE) udgør<br />
en tredelt social selektionsproces:<br />
Information Meddelelse<br />
Syntese<br />
Forståelse<br />
Figur 7. Mening som horisont. Figuren er i <strong>det</strong> væsentlige tegnet efter Dr. Frank Hillebrandt, Institut für Soziologie<br />
der Universität Hamburg, er hentet på internettet 12.2.2002, dateret 10.01.2002, hvor den ligger som<br />
bilag til hans Vorlesung: Einführung in die Soziologie für Nebenfachstudierende på adressen:<br />
www.tu-harburg.de/tbg/Deutsch/Mitarbeiterinnen/Frank/Vorlesung9.pdf .<br />
vedkommende bestemmer, om og/eller hvordan den vil knytte an til en forudgående kom-<br />
munikation, dvs. om der overhove<strong>det</strong> bliver nogen yderligere <strong>kommunikation</strong>, samt hvor-<br />
dan den måtte blive, i<strong>det</strong> en <strong>kommunikation</strong> som udgangspunkt er åben for flere tilknyt-<br />
ninger. 122<br />
121 Jf. Hans-Jürgen Hohm, 2000, Soziale Systeme, Kommunikation, Mensch. Eine Einführung in soziologische<br />
Systemtheorie, Weinheim und München, Juventa Verlag, p. 17. Luhmann beskriver <strong>det</strong>te forhold som et penetrationsforhold,<br />
som han definerer som <strong>det</strong>te, at ”et system stiller sin egen kompleksitet (og dermed ubestemthed,<br />
kontingens og selektionstvang) til rådighed for opbygningen af et an<strong>det</strong> system.” (SY, p.<br />
290/257)<br />
122 Det er fx mig som Ego (Luhmann kalder Ego for adressaten i og med, at han opfatter forståelsesselektionen<br />
som den afgørende for <strong>kommunikation</strong>ens videre processeren, hvorfor Alter bliver den meddelende, jf.<br />
SY, p. 195/181), der vælger (i <strong>det</strong>te tilfælde næppe om, men) på hvilken måde, jeg, dvs. Ego, vil opfatte en<br />
meddelt information fra eksempelvis min vejleder, dvs. fra Alter, men <strong>det</strong> gør Ego ikke uden reference til den<br />
sammenhæng, <strong>kommunikation</strong>en indgår i, dvs. at Ego foretager en selektion af, hvad <strong>kommunikation</strong>en drejer<br />
sig om, og vi ser da, at selektion af information bliver til <strong>kommunikation</strong>ens fremmedreference. Eksem-<br />
52
Ingen af disse begrebskomponenter kan iflg. Luhmann forekomme alene for sig<br />
selv. Man kan altså i h.t. <strong>det</strong>te <strong>kommunikation</strong>sbegreb ikke forestille sig forståelse uden en<br />
relation til noget meddelt med et vist informationsindhold, ligesom man ikke kan forestille<br />
sig en information, der svæver frit i luften uden en relation til en eller anden meddelelse og<br />
en forståelse eller misforståelse. Kommunikation forløber i tiden som hændelser, og <strong>det</strong> er<br />
karakteristisk, at processen så at sige løber baglæns 123 som følge af, at <strong>det</strong> er mig som Ego,<br />
der tager stilling til, hvordan eller om jeg vil forstå, hvad Alter meddeler mig af informati-<br />
on, hvilket tidsmæssigt nødvendigvis må ske forud for min stillingtagen/selektion. Uden<br />
denne forståelse bliver der ingen <strong>kommunikation</strong>.<br />
På denne måde bliver <strong>kommunikation</strong> til en rekursiv strøm af tilknytningsmulig-<br />
heder og af tilknytninger, hvor der som udgangspunkt ikke er nogen mulighed for, at en el-<br />
ler flere af <strong>kommunikation</strong>sdeltagerne vil kunne kontrollere <strong>kommunikation</strong>sforløbet, bl.a.<br />
på grund af <strong>kommunikation</strong>sprocessens bagudvendthed, men hvor der imidlertid normalt 124<br />
findes visse andre mekanismer, jf. den anførte binære kode inden for de to anførte funkti-<br />
onssystemer for opdragelse/uddannelse hhv. videnskab.<br />
Dette forhold forsøger jeg på endimensional vis (dvs. alene i tidsdimensionen) her<br />
at illustrere med den her anførte figur 8, i<strong>det</strong> jeg på en tidslinje viser <strong>det</strong> ved, at den i nuti-<br />
den, dvs. her og nu forefindende <strong>kommunikation</strong>senhed (KE), dvs. systemets operator,<br />
knytter an til en eller flere i den nutidige forgangenhed forefundne <strong>kommunikation</strong>senhe-<br />
der med henblik på at pege frem mod en nutidig fremtid. Det bliver herved klart, at sam-<br />
menknytningsproblemet, altså spørgsmålet om, ”hvorledes man overhove<strong>det</strong> kommer fra<br />
én elementarhændelse til den næste” (SY, p. 62/74), bliver <strong>det</strong> centrale, grundliggende pro-<br />
blem, som da ikke ligger ”i gentagelsen, men i tilslutningsevnen” (ibid.). Sidstnævnte,<br />
pelvis foregår <strong>kommunikation</strong>en omkring specialeprojektet i et formaliseret uddannelsesforløb, der forløber<br />
”inden for” <strong>det</strong> af de <strong>samfund</strong>smæssige funktionssystemer, der af Luhmann betegnes som opdragelses- / uddannelsessystemet,<br />
hvor den binære kode for <strong>kommunikation</strong>sstyringen er god/dårlig (eksamenskarakter), jf.<br />
afsnit 2.5.3. Samtidig hermed skrives specialet også ”inden for” et an<strong>det</strong> funktionssystem, nemlig videnskabssystemet.<br />
I <strong>det</strong>te system er den binære kode for <strong>kommunikation</strong>sstyringen sand/falsk, hvad indikerer, at<br />
tekstens indhold som sådan og set i relation til <strong>det</strong> aktuelle videnskabelige niveau burde kunne danne udgangspunkt<br />
for en <strong>kommunikation</strong>smæssig behandling under den kode. Systemreferencen må imidlertid nødvendigvis<br />
være til uddannelsessystemet, da Ego er under uddannelse, og da specialet således skrives under de<br />
formaliserede regelsæt, der gælder for områ<strong>det</strong>. Det er således ikke en afhandling, der som udgangspunkt/mål<br />
har at opvise selvstændig forskning med henblik på at blive styret under koden sand/falsk, men derimod en<br />
afhandling, der bl.a. skal vise i hvor høj grad Egos tilegnelse af faglige begreber er lykkedes samt vise Egos<br />
evne til at diskutere disse begreber på en fri, utvunget og distanceret måde. I en politologisk sammenhæng,<br />
som den vi her befinder os i, ville <strong>det</strong> have været mere nærliggende at pege på fx forhol<strong>det</strong> mellem partier/politikere<br />
og vælgere, men fordi der i <strong>det</strong> forhold er en meget større kompleksitet allerede pga. antallet af<br />
deltagende psykiske og sociale systemer, har jeg valgt <strong>det</strong> ”ego”centrerede eksempel.<br />
123 SY, p. 198/184<br />
124 Dvs. i alle andre situationer end interaktionssystemmæssige, altså end i nærværsituationer, hvor selve<br />
nærværet virker styrende, og <strong>det</strong> mundtlige sprog virker som åbnende for yderligere muligheder i og med, at<br />
man altid kan sige både ja og nej til et selektionsforslag.<br />
53
KE n KE 1 KE 2 KE 3 KE 4 KE 5 KE aktuel<br />
Tiden<br />
Nutidig forgangenhed Nutid Nutidig<br />
fremtid<br />
Figur 8. Kommunikationsenheden og tiden. Figuren er i <strong>det</strong> væsentlige tegnet efter Dr. Frank Hillebrandt, Institut<br />
für Soziologie der Universität Hamburg, er hentet på internettet 12.2.2002, dateret 10.01.2002, hvor den<br />
ligger som bilag til hans Vorlesung: Einführung in die Soziologie für Nebenfachstudierende på adressen:<br />
www.tu-harburg.de/tbg/Deutsch/Mitarbeiterinnen/Frank/Vorlesung9.pdf .<br />
dvs. tilslutningsevnen og dermed systemets autopoiesis og dermed <strong>det</strong>s fortsatte eksistens,<br />
beror ikke alene på forståelse eller misforståelse, men også på, at muligheden for afvisning<br />
af et tilbudt <strong>kommunikation</strong>sforslag i <strong>det</strong> rent sproglige udgangspunkt er sidestillet med<br />
muligheden for accept. 125<br />
Kommunikationen, som i <strong>det</strong> væsentlige forløber sprogligt, duplikerer på denne<br />
måde realiteten, i<strong>det</strong> der herved opstår en fordobling af muligheder i forbindelse med hver<br />
enkelt <strong>kommunikation</strong>senhed, nemlig muligheden for såvel at tilslutte sig med et ja, eller<br />
afvise et <strong>kommunikation</strong>sforslag med et nej. Herved opstår endnu en situation, hvor der<br />
kommer til at bestå en tvang til selektivitet, altså til at vælge mellem ja’et og nej’et. Det er<br />
præcist i denne forbindelse, hvor der altså må ske noget, at systemets autopoiesis ligger, og<br />
som sikrer systemets egen fortsættelse. 126<br />
Nu kan man spørge, om <strong>det</strong> her beskrevne <strong>kommunikation</strong>sbegreb kan siges at<br />
være dækkende for særlig megen <strong>kommunikation</strong> i <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong>, altså om den<br />
<strong>kommunikation</strong>, der betyder noget i <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong>, i særligt stort omfang bliver<br />
dækket ind ved <strong>det</strong>te begreb i <strong>det</strong>s her beskrevne, rene form. Faktisk er <strong>det</strong> Luhmanns op-<br />
fattelse, at <strong>det</strong> på ingen måde er tilfæl<strong>det</strong>. Faktisk er <strong>det</strong> Luhmanns opfattelse, at kommu-<br />
nikation under de aktuelt givne vilkår som udgangspunkt overhove<strong>det</strong> ikke er sandsynlig,<br />
dvs. at <strong>kommunikation</strong> som en proces, der lykkes over tid, faktisk er usandsynlig. 127 Luh-<br />
mann peger med nogle ’spidsformuleringer’ 128 i den forbindelse på tre forhold, der gør<br />
125<br />
ES, p. 134, hvor <strong>det</strong> hedder, at <strong>det</strong> positive hhv. negative er lige let forståeligt, jf. også afsnit 2.5.2.<br />
126<br />
Luhmann 1995c, p. 120<br />
127<br />
Det falder godt i tråd med Luhmanns såkaldt kontraintuitive tilgang, jf. hans angivelse af sin metodologiske<br />
recept, som ”går ud på at søge efter teorier, som kan forklare <strong>det</strong> normale som usandsynligt” (SY, p.<br />
162/155).<br />
128<br />
Det sker bl.a. i artiklen „Die Unwahrscheinlichkeit der Kommunikation“, som indgår i: Luhmann 1981f,<br />
p. 25-34.<br />
54
<strong>kommunikation</strong> usandsynlig: For <strong>det</strong> første er <strong>det</strong> usandsynligt, at nogen overhove<strong>det</strong> for-<br />
står, hvad den anden mener, når man tager den bestående adskillelse og individualisering<br />
af bevidsthederne i betragtning; for <strong>det</strong> an<strong>det</strong> er <strong>det</strong> usandsynligt, at man overhove<strong>det</strong> får<br />
kontakt med <strong>kommunikation</strong>sdeltagere udover <strong>det</strong> antal personer, der vil være til stede i en<br />
konkret situation; og for <strong>det</strong> tredje vil <strong>det</strong> være usandsynligt, at en kommunikativ kontakt<br />
vil munde ud i, at <strong>kommunikation</strong>en vil føre til succes, dvs. at selvom en <strong>kommunikation</strong><br />
er blevet forstået, er <strong>det</strong>te i sig selv ingen garanti for, at <strong>kommunikation</strong>en også vil blive<br />
antaget, jf. også ovenfor.<br />
Med denne måde at tænke på knytter Luhmann direkte an til Thomas Hobbes og<br />
hans politiske teori. 129 Man kan derfor sige, at <strong>det</strong> for Luhmann også bliver til et spørgsmål<br />
om, hvordan <strong>det</strong> sociale er muligt, hvordan den sociale orden er mulig. Stiller Luhmann sig<br />
således ind i en lang sociologisk tradition, 130 så bliver <strong>det</strong> imidlertid med hans måde at be-<br />
svare <strong>det</strong> spørgsmål på klart, at han forstår noget an<strong>det</strong> ved social orden, eller <strong>samfund</strong>s-<br />
mæssig orden, end man sædvanligvis gør. 131<br />
Luhmann anlægger et ledespørgsmål forud for <strong>kommunikation</strong>steorien, der læg-<br />
ger op til at undersøge, hvordan der kan bygges en orden op, som transformerer noget<br />
umuligt til noget muligt og noget usandsynligt til noget sandsynligt. 132 Udgangspunktet er<br />
altså en tese om, at <strong>kommunikation</strong> og dermed socialitet overhove<strong>det</strong> ikke er mulig; men<br />
som vi jo ved fra vores daglige erfaring, så er der masser af <strong>kommunikation</strong> og dermed<br />
socialitet, og der er i dag et højkomplekst verdens<strong>samfund</strong> med en lang række funktionssy-<br />
stemer, organisationssystemer og interaktionssystemer, jf. også foran. I <strong>det</strong> følgende afsnit<br />
vil jeg derfor skitsere Luhmanns beskrivelse af, hvordan der ud af denne ekstreme ud-<br />
129 Luhmann 1981f, ibid. p. 25. Luhmann præciserer endvidere i sin forelæsning om dobbelt kontingens, jf.<br />
ES, p. 321, at den af Hobbes beskrevne naturtilstand aldrig er blevet konstateret som et historisk tilfælde. Der<br />
er alene tale om en model på samme måde som modellen med dobbelt kontingens, som er en model for rekonstruktionen<br />
af de betingelser, der kræves for, at muligheden for social orden kan opfyldes, jf. i øvrigt foran,<br />
afsnit 2.1. samt i øvrigt også: Gunnar Skirbekk og Nils Gilje, 1995, bind 1, p. 259.<br />
130 Jf. bl.a. Gorm Harste i ’Introduktion og fortolkning’, p. 26 ff., til Emile Durkheim, Om den sociale arbejdsdeling,<br />
København, Hans Reitzels Forlag, 2000, eller Curt Sørensen 1976, Marxismen og den sociale<br />
orden, Forlaget GMT, passim.<br />
131 Luhmann vil her anføre, jf. GG, p. 52, at <strong>det</strong> drejer sig om stabilitet, og stabilitet vil i <strong>det</strong> moderne sige<br />
dynamisk stabilitet; systemteoretisk er der tale om temporaliserede systemer, som kun kan vinde stabilitet<br />
ved en løbende udskiftning af de i øvrigt flygtige elementer. Disse systemers strukturer må være indstillet på,<br />
at sådan er vilkårene for deres elementer, dvs. at nutiden er meget kort, jf. ovenfor fig. 8, hvad kan begrundes<br />
med, at man må lægge til grund, at i samme øjeblik en information er blevet meddelt i et system, fx en politisk<br />
information i <strong>det</strong> politiske funktionssystem, så vil der samtidig være meddelt alle mulige andre politiske<br />
informationer, hvad indebærer, at udgangspunkt for en iagttagelse må være, at alt sker samtidigt. Netop fordi<br />
<strong>det</strong> er sådan, vil ’scenen’ eller ’dagsordenen’ hele tiden skifte; muligheden minimeres på denne måde for et<br />
’deadlock’, dvs. en tilstand, hvor systemets <strong>kommunikation</strong> går i hårdknude med deraf følgende trussel mod<br />
selve systemets eksistens.<br />
132 Luhmann 1981f, ibid.<br />
55
gangssituation er opstået, hvad vi med Luhmann i dag benævner <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong>,<br />
dvs. <strong>det</strong> <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong>.<br />
2.5. Dobbelt kontingens, <strong>kommunikation</strong>smedier: sprog, sprednings-<br />
medier, symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier.<br />
Med den følgende beskrivelse af Luhmanns måde at begrunde, hvordan nogle af<br />
de efter hans opfattelse fundamentale forhold omkring <strong>kommunikation</strong>er og disses diffe-<br />
rentiering hænger sammen, vil vi komme langt væk fra de store indgangsportaler til hans<br />
<strong>samfund</strong>steori, dvs. begreber som funktionel differentiering og systemteori. Det sker i den<br />
hensigt at opnå, hvad Luhmann kalder for praktisk fortrolighed med dele af teorien og dens<br />
konstruktion. Dette er nødvendigt, hvis <strong>det</strong> skal kunne lykkes senere at pege på mulige<br />
fremgangsmåder for en mere praktisk og empirisk orienteret anvendelse af Luhmanns ud-<br />
kast til en <strong>samfund</strong>steori.<br />
Luhmann har i en artikel fra 1969 beskrevet tankegangen således: ”Nicht alles an<br />
Theorien ist intersubjektiv zwingend gewiss. Um praktische Vertrautheit mit Theorien, ei-<br />
genen oder fremden, zu erlangen, darf man sich nicht nur an die grossen, einladenden Por-<br />
tale halten, durch die jedermann eintreten kann. Bei weiterem Vordringen stösst man auf<br />
andersartige, auch funktionale Einrichtungen, die der Stabilisierung des Ganzen, der Ver-<br />
teidigung der Errungenschaften oder der Erleichterung interner Beweglichkeit und Ein-<br />
fallsproduktion dienen. Da gibt es Dunkelkammern, in denen man nur nach längerer Ein-<br />
gewöhnung etwas sieht. Nicht selten ist das der Ort, an dem der Theoretiker seine inneren<br />
Erfolge hatte und von dem aus er sich in seiner Konstruktion sicher fühlen kann. Und man<br />
ahnt, dass es Geheimgänge geben müsse, die die Insassen rascher als den Kritiker zu neuen<br />
Argumenten führen, fin<strong>det</strong> Scheintüren, an denen man sich vergebens abmüht, und richtige<br />
Türen, die sofort wieder nach draussen führen. Die Darstellung der Theorie vermittelt kei-<br />
ne ausreichende Vorstellung ihres Konstruktionsplanes, den die weitere Arbeit zugrunde<br />
zu legen hat. Wer das verkennt, bleibt ein Kritiker.“ 133<br />
Citatet tjener endvidere <strong>det</strong> formål at være et udtryk for, at vi med Luhmann har at<br />
gøre med en teoretiker, der hele tiden tænker over, hvad der også kunne være skrevet, hvis<br />
<strong>det</strong> ikke lige netop var, fordi <strong>det</strong> skrevne nu engang er, hvad der er skrevet, altså at Luh-<br />
133 Her citeret fra Luhmann 1974d, p. 264. Der er nok også mere teoriproduktionspolitiske grunde til, at<br />
Luhmann formulerer sig sådan. Det har nemlig på den tid også drejet sig om for Luhmann overhove<strong>det</strong> at få<br />
arbejdsro, og <strong>det</strong> kunne han bl.a. søge at opnå ved at skabe distance til og forvirring hos sine læsere, som nok<br />
på den tid primært var kritikere!<br />
56
mann også opfatter sig med sin egen teoriproduktion som underlagt de generelle kontin-<br />
gensvilkår, som al anden <strong>samfund</strong>smæssig aktivitet efter hans opfattelse også er underlagt!<br />
2.5.1. Dobbelt kontingens<br />
I <strong>det</strong> foregående er forhol<strong>det</strong> omkring dobbelt kontingens flere gange anty<strong>det</strong> som<br />
et grundliggende forhold, ligesom jeg i en note har henvist til Parsons & Shils (udg.), To-<br />
ward a General Theory of Action, fra 1951, hvori forfatterne gør opmærksom på, at der<br />
ved menneskelig interaktion er en komplementaritet ved forventningerne, som har central<br />
betydning for analyserne af de kulturelle mønstres oprindelse og funktion. 134 Luhmann<br />
knytter i en vis udtrækning an til denne måde at betragte den ubestemthed på, der således<br />
antages at være i interaktionsforhold allerede forud for indledningen af en <strong>kommunikation</strong><br />
og dermed forud for etablering af <strong>det</strong> sociale. Luhmann præciserer imidlertid, at der histo-<br />
risk set ikke er tale om, at der findes et højere niveau af værdier, som i <strong>det</strong> store og hele er<br />
intakte, og som motiverer til og virker styrende for de lavere handlingsniveauer, men der-<br />
imod sådan, at man i ste<strong>det</strong> først og fremmest har at gøre med en tidslig ordning. Dette in-<br />
debærer, at når man har med situationer med dobbelt kontingens at gøre, må man forestille<br />
sig, at <strong>det</strong> udvikler sig på den måde, at systemet enten kommer i konflikt, eller at <strong>det</strong> ud-<br />
vikler en slags samvirke. Situationer med dobbelt kontingens er nemlig altid bygget op<br />
som en selvreferentiel cirkel: ”Wenn Du tust, was ich will, tue ich, was Du willst”, som <strong>det</strong><br />
hedder i GG, p. 336. 135 På den baggrund kan der så opbygges en fælles historie, som kan<br />
medvirke til opbygning af en teori, der mere fokuserer på, hvordan <strong>det</strong> udvikler sig til ope-<br />
rationer, der har den evne at danne systemer og dermed at trække grænser, dvs. at skelne<br />
systemer fra omverdenen. 136<br />
134 Luhmann anfører i ES, p. 317, at begrebet om dobbelt kontingens så vidt ses er opfun<strong>det</strong> i sammenhæng<br />
med interdisciplinære planer for opbygning af et nyt departement for sociale relationer ved Harvard universitetet,<br />
altså i sammenhæng med forsøg på at bringe forskellige discipliner under en fælles teoretisk ramme,<br />
nemlig discipliner som: kulturantropologi, psykologi, sociologi, politologi, osv. Man forsøgte helt åbenbart<br />
med begrebet om dobbelt kontingens at undgå vanskelighederne med værdiperspektivet såvel som med forventningsstrukturperspektivet,<br />
dvs. at forklare, hvorledes <strong>det</strong> kommer til fælles værdier, til en symbolsk kodning<br />
af den sociale adfærd og hvorledes kulturantropologer og psykologer eller sociologer ville kunne tilskære<br />
og udarbejde forskellige aspekter. Opfinder af begrebet synes at have været Robert Sears; men <strong>det</strong> er især<br />
blevet kendt via foror<strong>det</strong> til den af Parsons & Shils udgivne Towards a General Theory of Action i 1951.<br />
135 I SY anfører Luhmann samme selvreferentielle cirkel, blot i omvendt rækkefølge: ”Jeg gør, hvad du vil,<br />
hvis du gør, hvad jeg vil”, p. 166/158, hvad imidlertid ikke forrykker meningsindhol<strong>det</strong>, som er, at der herved<br />
sættes en proces i gang, som over tid bevirker, at problemet med den dobbelte kontingens’ usikkerhed så at<br />
sige løser sig selv, og gør <strong>det</strong> på en måde, som udelukker, at usikkerheden hos hvert enkelt psykisk system<br />
kan tilbageføres til <strong>det</strong> enkelte psykiske system, dvs. at denne usikkerhed på sigt bliver løst på eller ud fra <strong>det</strong><br />
i <strong>kommunikation</strong>ssituationen opståede nye systems niveau (SY, p. 167/159), jf. dog også nedenfor.<br />
136 ES, p. 320, jf. i øvrigt SY, p. 148/143 ff. Luhmann har også på <strong>det</strong>te centrale område i sociologisk teoridannelse<br />
meget tidligt skitseret sin grundlæggende opfattelse, jf. Luhmann 1976a, Generalized Media and the<br />
Problem of Contingency, i: Jan J. Loubser m.fl. (ed.) Explorations in General Theory in Social Sciences. Essays<br />
in Honour of Talcott Parsons, Vol. 2, New York, Free Press, p. 507-532. Denne artikel har Luhmann<br />
57
Hvor Parsons altså forestillede sig, at disse sociale processers videre forløb i form<br />
af institutionalisering bliver bestemt primært via kulturelle værdier eller normer, som på<br />
sin side er tvingende nødvendige, og som på denne måde indskrænker kontingensens 137<br />
spillerum inden for sociale systemer, dér medfører Luhmanns måde at gribe sagen an på, at<br />
problemet med kontingensen generelt relateres til de foran anførte meningsbaserede kom-<br />
munikationssystemer. 138 Det får bl.a. den betydning, at kontingens og dobbelt kontingens<br />
hos Luhmann ikke knyttes til eller udgår fra en éntydig bestemmelse af alter og ego som<br />
personer, dvs. som psykiske systemer, men disse begreber ”skal følgelig lade <strong>det</strong> stå åbent,<br />
om <strong>det</strong> drejer sig om psykiske eller om sociale systemer; og de skal lade <strong>det</strong> stå åbent, om<br />
disse systemer tilslutter sig en bestemt processeren af mening eller ej.” (SY, p. 152/146).<br />
Udgangspunktet er altså ikke en metaforisk anvendelse af ego og alter som to personer.<br />
Begreberne ego og alter udlægges derimod som positioner, der skal udtrykke, at ethvert<br />
menneske, der deltager i en <strong>kommunikation</strong>, er både ego og alter (GG, p. 333). I denne<br />
Luhmannske udlægning af begreberne ego og alter bliver begreberne således knyttet til et<br />
systemniveau, og <strong>det</strong> er da ud fra <strong>det</strong> til enhver tid værende konkrete system, at kontin-<br />
gensproblemet i den Luhmannske tilgang iagttages.<br />
Luhmann præciserer, jf. også foran, at der ikke er tale om en historisk og dermed<br />
empirisk underbygget tilgang, men at der bag <strong>det</strong> ejendommelige udtryk om dobbelt kon-<br />
tingens skjuler sig en reformulering af <strong>det</strong> spørgsmål, som blev formuleret første gang af<br />
Immanuel Kant, og som vedrører den sociale ordens mulighed. Spørgeteknisk gik Kant<br />
frem med spørgsmålet: ’Hvorledes er social orden mulig?’ Dette var en anden måde at<br />
spørge på, end den indtil da sædvanlige, hvor spørgsmålet ville gå mere kontant på: ’Hvad<br />
er tilfæl<strong>det</strong>?’ 139 Der er således tale om, at anvendelsen af begrebskonstruktionen for dob-<br />
skrevet allerede i 1970, jf. Luhmann 1971c, Systemtheoretische Argumentationen. Eine Entgegnung auf Jürgen<br />
Habermas, i: Jürgen Habermas & Niklas Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie –<br />
Was leistet die Systemforschung?, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 291-405, p. 306.<br />
137 Om kontingens skriver Luhmann (SY, p. 152/146-147), at ”noget er kontingent, når <strong>det</strong> hverken er nødvendigt<br />
eller umuligt; når <strong>det</strong> altså kan være sådan, som <strong>det</strong> er (var, vil blive), men også kunne være muligt<br />
på en anden måde. Begrebet betegner følgelig noget givet (noget erfaret, forventet, tænkt eller fantaseret)<br />
med henblik på noget mulig an<strong>det</strong>; <strong>det</strong> betegner genstande inden for horisonten af mulige varianter. Det forudsætter<br />
den givne verden; <strong>det</strong> betegner altså ikke <strong>det</strong> mulige i <strong>det</strong> hele taget, men <strong>det</strong>, der set ud fra realiteten<br />
er muligt på en anden måde.”<br />
138 Som Luhmann derfor også tolker som forskellige måder at håndtere dobbelt kontingens på, jf. bl.a. GG, p.<br />
813, hvor <strong>det</strong> hedder: “…Interaktionen und Organisationen als einen eigenständigen Typus des Umgangs mit<br />
doppelter Kontingenz anzusehen”. Jf. endvidere Jönhill 1997, p. 143. Se også Talcott Parsons, 1971, The<br />
system of modern societies, Englewood Cliffs, New Jersey, Prentice-Hall, Inc., p. 6.<br />
139 ES, p. 315. Hos Gunnar Skirbekk og Nils Gilje, 1995, bind 2, p. 56, hedder <strong>det</strong> således: ”Kant spørger ikke,<br />
om <strong>det</strong>te er tilfæl<strong>det</strong>, men hvordan <strong>det</strong> kan være tilfæl<strong>det</strong>.” Hos Luhmann 1991g, Die Wissenschaft der<br />
Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp,(opr.1990), p. 98, (herefter forkortet til WG) hedder <strong>det</strong>, at „Die kantische<br />
Revolution .. besteht in der Umstellung von Was-Fragen auf Wie-Fragen“, og <strong>det</strong>te modsvarer en omstilling<br />
fra 1. ordens til 2. ordens iagttagelse. Det kan derfor ses som et udtryk for en fortsættelse eller vel<br />
snarere en genoptagelse af denne revolution, når Niels Åkerstrøm Andersen, 1999, Diskursive analysestrate-<br />
58
elt kontingens tjener <strong>det</strong> formål at virke som model for rekonstruktion af de betingelser,<br />
der kræves for, at muligheden for social orden, dvs. for <strong>kommunikation</strong>, kan opfyldes, og<br />
som kan anvendes uafhængigt af tid og sted, men dog først i <strong>det</strong> moderne, <strong>funktionelt</strong> dif-<br />
ferentierede <strong>samfund</strong>. 140 Derfor bliver synsvinklen i virkeligheden den modsatte af den til-<br />
gang, som vi ser hos Parsons, i<strong>det</strong> vi hos Luhmann ser, at hans svar på dobbeltkontingen-<br />
sens grundliggende og stadigt urovækkende spørgsmål er, dels at samfun<strong>det</strong> som sådan<br />
overhove<strong>det</strong> er forudsætning for, at dobbelt kontingens kan erfares (GG, p. 817) 141 , dels at<br />
de respektive sociale systemformer, dvs. interaktionssystemer og organisationssystemer<br />
(GG, p. 813), men også funktionssystemer med deres symbolsk generaliserede koder, 142 til<br />
stadighed er konkrete svar på, hvordan <strong>det</strong>te grundliggende problem bliver behandlet og<br />
løst. Da disse systemer via <strong>kommunikation</strong>ens autopoiesis er selvreproducerende, kan man<br />
også sige, at <strong>kommunikation</strong>en er såvel løsningen på som reproduktionen af problemet<br />
med dobbelt kontingens. 143<br />
Vi har derfor som udgangspunkt på én og samme tid dobbelt kontingens og kom-<br />
munikation/sociale systemer, og vi har <strong>det</strong> stående i et problemforhold, der ses i et<br />
tidsperspektiv. Derfor skal den kontingensteoretiske tilgang til <strong>det</strong>, der her står i fokus,<br />
nemlig konditioneringen og udviklingen af <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong>s funktionssystemer, ses<br />
som en integreret del af den almene <strong>kommunikation</strong>steori, som Luhmann foreslår til brug<br />
ved en beskrivelse af netop disse respektive systemformers opståen og udvikling. 144<br />
gier, Foucault, Koselleck, Laclau, Luhmann, København, Nyt fra Samfundsvidenskaberne, her mere end 200<br />
år senere kan opleve noget, som han ser som ”en ny form for spørgen” .. som ”rummer en videnskabsteoretisk<br />
forskydning fra ontologi til epistemologi.” En spørgen ”ikke til hvad, men til hvordan.” p. 12-13.<br />
140 ES, p. 321 ff. Luhmann anfører i øvrigt som sin tolkning af såvel spørgeteknikkens som selve den saglige<br />
problemstillings historiske opståen, at <strong>det</strong>te forhold hænger snævert sammen med den overgangstid, som<br />
Kant levede i, dvs. overgangen fra <strong>det</strong> hierarkiske, standsopdelte eller stratifikatorisk <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong><br />
til <strong>det</strong> moderne <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong>. Sagen var jo den, at ’man’ ikke mere accepterede samfun<strong>det</strong>s<br />
hierarkiske orden, jf. bl.a. og som <strong>det</strong> eksemplariske udtryk herfor den store franske revolution, hvorunder<br />
hørte en antagelse om, at bestemte folk fra fødslen var bedre end andre. Men når nu hierarkiet brød<br />
sammen, var spørgsmålet, hvordan en social orden da vil være mulig.<br />
141 Hvad selvsagt skal forstås som <strong>det</strong>te, at man ikke vil kunne erfare problemet med kontingens/dobbelt kontingens<br />
uden, at muligheden for at kommunikere allerede foreligger, dvs. uden at der allerede foreligger et<br />
<strong>samfund</strong>, som jo hos Luhmann er ensbetydende med den mulige <strong>kommunikation</strong>. Det er derfor i virkeligheden<br />
lidt som at spørge til, hvad der kommer først, hønen eller ægget; men altså med den væsentlige teoretiske<br />
baggrund, at <strong>det</strong> her drejer sig om at undgå oprindelsesspørgsmål! Se også SY, p. 156/149, hvor <strong>det</strong> hedder:<br />
”Højkomplekse systemer, der betjener sig af mening, og som ikke er gennemskuelige og mulige at kalkulere<br />
for hinanden, hører til <strong>det</strong> grundlag, som er forudsat i teoremet om den dobbelte kontingens. Disse kan være<br />
psykiske eller sociale systemer.”<br />
142 Jf. bl.a. Luhmann 1996b, Die Wirtschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp 2. opl. 1996 (1988),<br />
p. 240, hvor <strong>det</strong> hedder, at ‚Symbolisch generalisierte Kommunikationsmedien sind evolutionär entstandene<br />
und bewährte Antworten auf ein Problem der doppelten Kontingenz und sind dadurch geprägt und begrenzt.’<br />
143 Jf. også Andreas Göbel 2000b, Theoriegenese als Problemgenese. Eine problemgeschichtliche Rekonstruktion<br />
der soziologischen Systemtheorie Niklas Luhmanns, Konstanz, Universitätsverlag Konstanz, p. 184.<br />
144 Det hedder således i SY p. 236/214, at ”Kommunikation induceres gennem erfaringen med dobbelt kontingens;<br />
på dens betingelse (dvs. på den dobbelte kontingens’ betingelse, NKP) kommer den så godt som<br />
tvangsmæssigt i stand…”<br />
59
2.5.2. Sprog og spredningsmedier<br />
Som anført foran, bygger Luhmann denne almene <strong>kommunikation</strong>steori op på en<br />
tese om, at <strong>kommunikation</strong> er usandsynlig, og at denne usandsynlighed hænger sammen<br />
med tre problemer, som han har identificeret. I kort form kan <strong>det</strong> siges at dreje sig om for<br />
<strong>det</strong> første den usandsynlighed, der består i, at nogen overhove<strong>det</strong> forstår, hvad den anden<br />
mener med et <strong>kommunikation</strong>sforslag, når man tager den bestående adskillelse og indivi-<br />
dualisering af bevidsthederne i betragtning. Til løsning af <strong>det</strong>te problem er sproget opstået<br />
og da først som mundtligt sprog. Sproget udgør som sådan <strong>det</strong> grundlæggende kommuni-<br />
kationsmedium i samfun<strong>det</strong>, og <strong>det</strong> er forudsætning for, at samfun<strong>det</strong>s autopoiesis overho-<br />
ve<strong>det</strong> kan virke (GG, p. 205), ja, <strong>det</strong> må iflg. Luhmann ligefrem forudsættes som en slags<br />
hjælpekonstruktion ved enhver evolutions ’take off’ af autopoietiske, sociale systemer<br />
(GG, p. 208) 145 , herunder af interaktionssystemer, som dog har den fordel, at selve tilste-<br />
deværelsens sociale tryk er med til at sikre en succesrig <strong>kommunikation</strong>. For <strong>det</strong> an<strong>det</strong> dre-<br />
jer <strong>det</strong> sig om <strong>det</strong> forhold, at udviklingen i samfun<strong>det</strong> er gået fra i <strong>det</strong> væsentlige interakti-<br />
onsmæssig <strong>kommunikation</strong> til i <strong>det</strong> væsentlige <strong>kommunikation</strong> inden for andre former for<br />
systemdannelser, dvs. inden for organisations- henholdsvis <strong>samfund</strong>s- eller funktionssy-<br />
stemdannelser. Til aflastning af herved opståede kommunikative problemer, herunder pro-<br />
blemet om, hvorvidt meddelt information overhove<strong>det</strong> kan nå frem til vurdering hos mod-<br />
tagere af sådan information, er der sket en udvikling af spredningsmedier, 146 først i form af<br />
skriftsprog overhove<strong>det</strong>, som ved hjælp af håndskrifter blev formidlet til dels et direkte be-<br />
regnet, dels til et i øvrigt begrænset publikum, og efter et par tusinde år da via trykpressen i<br />
form af bogtryk og periodika, herunder dagspresse, til en anonym modtagerkreds, hvilket<br />
for alvor gav grundlag for ændringer i den <strong>samfund</strong>smæssige <strong>kommunikation</strong>s vilkår (GG,<br />
p. 291ff.). Skriftsprog og bogtryk er imidlertid ikke alene medier til løsning af kommunika-<br />
tive problemer; de er selv ophav til kommunikative problemer. Der opstår nemlig herved<br />
for <strong>det</strong> tredje <strong>det</strong> problem, at den således fremførte information, selvom den måtte blive<br />
forstået, ikke i sig selv giver nogen sikkerhed for at blive antaget og accepteret af modtage-<br />
ren, dvs. til at danne grundlag for dennes videre <strong>kommunikation</strong> og/eller tilsluttende hand-<br />
ling. Det er her, teorien om symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier (SGK) eller<br />
145 Sproget er nok forudsætning, men <strong>det</strong> er dog <strong>det</strong>s binære kodning, jf. nedenfor, der er afgørende for overvindelsen<br />
af den forudsatte evolutionære usandsynlighed for den <strong>samfund</strong>smæssige autopoiesis, jf. GG, p.<br />
230.<br />
146 Luhmann bruger betegnelsen ’spredningsmedier’ (Verbreitungsmedien), når <strong>det</strong> drejer sig om at beskrive<br />
rækkevidden ved social redundans. Spredningsmedier er altså medium for social redundans, som på sin side<br />
beskrives som ”talrige muligheder, som alle opfylder den samme funktion ... der opstår et overskud af informationsmuligheder,<br />
som … gør systemet uafhængigt af bestemte relationer og sikrer <strong>det</strong> mod fare for tab.<br />
Den samme viden og den samme indstilling er for hånden på flere måder ... systemet bliver mindre afhængigt<br />
af, at al <strong>kommunikation</strong> skal formidles gennem individualiseret bevidsthed.” (SY, p. 237-238/215-216).<br />
60
succesmedier (Erfolgsmedien) kommer ind med den påstand, at disse succesmedier yder en<br />
ny form for sammenknytning af konditionering 147 og motivation (GG, p. 203).<br />
På samme måde som Luhmann organiserer sin måde at tænke system på med ud-<br />
gangspunkt i en skelnen mellem system og omverden, hvor systemet rent iagttagelsesmæs-<br />
sigt bliver til selve forskellen, 148 organiserer Luhmann sin måde at tænke <strong>kommunikation</strong><br />
på med en skelnen mellem medium og form. 149 Denne skelnen mellem medium og form<br />
svarer til, hvad Luhmann på abstrakt niveau kalder for en skelnen mellem løs og fast kob-<br />
ling af elementerne i et system, hvor mediet da består af de løst koblede elementer, mens<br />
formen føjer disse løst koblede elementer sammen til en fast kobling. Mediet er således al-<br />
tid ”et talrigt forhåndenværende kombinatorisk potentiale, som lejlighedsvis eller i forbin-<br />
delse med brugen bliver forsynet med faste koblinger, og som først derved bliver brug-<br />
bart”. 150 Som med differencen mellem system og omverden så også med differencen mel-<br />
lem medium og form: Markeringen af denne forskel bliver selv til en form, og derfor kan<br />
Luhmann også hævde, at vi her har at gøre med en skelnen, der implicerer sig selv, og som<br />
derved bliver autologisk, og han ’spinder’ videre: ”Um zu explizieren, was wir unter Me-<br />
dium und Form verstehen, müssen wir Sprache verwenden, benutzen wir also die Un-<br />
terscheidung von Medium und Form” (GG, p. 198). Opløsningen af <strong>det</strong>te paradoks sker<br />
ved hjælp af indførelse af tid i og med, at <strong>det</strong> tager tid at bruge sproget til at udtrykke en<br />
147 Begrebet om konditionering er centralt i systemteorien. Det betyder, at relationen mellem et systems elementer,<br />
<strong>det</strong> vil i tilfæl<strong>det</strong> med et socialt system altså sige relationen mellem <strong>kommunikation</strong>senheder, jf. foran,<br />
”kun bliver realiseret under den forudsætning, at noget an<strong>det</strong> er tilfæl<strong>det</strong> eller ikke er tilfæl<strong>det</strong>” (SY,<br />
p.44/60); med andre ord, at der sker en ”fastlæggelse af betingelser, hvorunder sammenhænge mellem elementer<br />
fremstilles eller ikke fremstilles”, og dermed er ”al opbygning af systemkompleksitet .. en følge af<br />
konditionering” (SY, p.537/455). Konditionering hører til de allermest almene forudsætninger ved enhver systemdannelse.<br />
Konditionering fastlægger nemlig ikke-tilfældige sammenhænge i den betydning, at et givent<br />
karakteristikum gør andre foreliggende karakteristika mere eller mindre sandsynlige (GG, p. 230).<br />
148 Jf. ES, p. 66, hvor <strong>det</strong> hedder, at „Ein system ‚ist’ die Differenz zwischen System und Umwelt“, hvad i sig<br />
selv udgør et paradoks, jf. i øvrigt foran om paradoksforhold, eller i GG, p. 59, hvor Luhmann forstår ”die<br />
Systemtheorie als Theorie der Unterscheidung von System und Umwelt”.<br />
149 Jf. GG, p. 59, hvor Luhmann anfører, at ”Die Behandlung von Kommunikation als diejenige Operation,<br />
die spezifisch soziale Systeme reproduziert, orientiert sich an der Unterscheidung von Medium und Form“.<br />
Det skal ikke forstås på den måde, at forskelssættelsen medium/form er bun<strong>det</strong> alene til <strong>kommunikation</strong>steorien.<br />
Luhmann har i et lille interview fra 1990, Hans Dieter Huber, 1991, Interview mit Niklas Luhmann am<br />
13.12.90 in Bielefeld, i: Texte zur Kunst, Vol. I (Herbst 1991), No. 4, p. 121-133, hentet på internetadressen,<br />
http://www.hgbleipzig.de/ARTNINE/huber/ aufsaetze/luhmann.html den 23.12.2000, forklaret, at <strong>det</strong> ikke er<br />
sådan, at han nu bruger medium/form i ste<strong>det</strong> for system/ omverden, men derimod bruger han de to formuleringer<br />
som en slags alternativer til hinanden med henblik på, at de gensidigt vil kunne begrunde hinanden, og<br />
dermed – formoder jeg – er tankegangen den, at hvis Luhmann med en sådan begrebslig udvidelse af sit repertoire<br />
kan få flere eller andre facetter frem, og måske på en mere hensigtsmæssig måde, så vil han gøre<br />
brug af den.<br />
150 Jf. Luhmann 1993n, bånd 4, eller som <strong>det</strong> med en næsten enslydende formulering hedder flere andre steder<br />
i Luhmanns forfatterskab, fx her i WG, p. 53: „Medium ... ist jeder lose gekoppelte Zusammenhang von<br />
Elementen, der für Formung verfügbar ist, und Form ist die rigide Kopplung eben dieser Elemente, die sich<br />
durchsetz, weil das Medium keinen Wiederstand leistet.“<br />
61
sætning. Det er altså ikke paradokset, der her er <strong>det</strong> interessante, <strong>det</strong> er igen <strong>det</strong> forhold, at<br />
koblingen mellem de løse og de faste koblinger implicerer tid. 151<br />
Forskellen mellem medium og form kan i denne <strong>kommunikation</strong>smæssige sam-<br />
menhæng således beskrives ud fra sproget. Et sprog er altid allerede som konkret erkendel-<br />
se 152 en form, ligesom <strong>det</strong> også udgør en form i og med, at <strong>det</strong> kan tage form som lyd, hvor<br />
lyden da er medium for de konkrete sproglige lydformer; men sproget er også medium for<br />
<strong>det</strong>s bogstaver, ord og sætninger, som da udgør særlige former. Et sprogs ord kan ikke an-<br />
vendes uden, at der findes regler, der angiver måder at kombinere disse ord til sætninger<br />
på. Et sprog fremstår derfor som et mængdemæssigt, forhåndenværende kombinatorisk po-<br />
tentiale, og <strong>det</strong> er <strong>det</strong>te potentiale, der udgør en løs kobling, og som Luhmann betegner<br />
som medium. 153 I praksis sker der følgende, i<strong>det</strong> jeg med Luhmann formulerer <strong>det</strong> i <strong>det</strong>te<br />
medium-form-sprog: Det tager tid at koble og afkoble de respektive former i <strong>det</strong> sproglige<br />
medium, men <strong>det</strong> sker! Men i og med, at <strong>det</strong> sker, dvs. i og med, at denne løbende dannelse<br />
af sproglige (eller meningsmæssige) former sker inden for og med mediet, som altså i de<br />
aktuelle situationer kobles til en fasthed og derved bliver til en fast kobling, kan man også<br />
sige, at mediet ’cirkulerer’ i <strong>kommunikation</strong>ssystemet, at mediet har sin enhed i selve be-<br />
vægelsen (GG, p. 199), hvorved vi herved med Luhmann tidsmæssigt har fået beskrevet en<br />
autopoietisk proces i et <strong>kommunikation</strong>ssystem, dvs. at vi herved har fået beskrevet, hvor-<br />
dan <strong>kommunikation</strong>en i praksis kan ’komme fra den ene elementarhændelse til den næste’,<br />
for nu at knytte an til <strong>det</strong> tidligere i <strong>kommunikation</strong>safsnittet herom anførte.<br />
Sproget udgør altså <strong>det</strong> grundlæggende <strong>kommunikation</strong>smedium. Sproget er nød-<br />
vendigt for at samfun<strong>det</strong>s autopoiesis kan komme i gang, og sproget garanterer samfun<strong>det</strong>s<br />
fortsættelse som en autopoietisk proces (GG, p. 205). Det sker ved den mulighed, som kun<br />
sproget åbner op for, nemlig en skelnen mellem meddelelse og information. Thi når nogen<br />
taler, kan man ikke se bort fra, at <strong>det</strong> gøres med en hensigt. Derfor kan man heller ikke se<br />
bort fra, at man skelner mellem, hvad der siges, og at der siges noget. Denne skelnen er<br />
central, for den fordrer, at der produceres et svar. Hvis man ikke skelnede, hvis man altså<br />
kun hørte lyden af sproget, eller så på den gestus, der blev vist, så ville <strong>det</strong> fremstå som ren<br />
adfærd, som ikke i sig selv fordrer, at den anden svarer. 154<br />
151 Jf også foran i afsnittet om systemteori.<br />
152 Vi har ikke på dansk et godt ord for <strong>det</strong> tyske: ”Wahrnehmung”, men <strong>det</strong> kan vel lidt gammeldags beskrives<br />
med at blive noget var; at blive klar over noget; at iagttage noget; at erkende noget; jf. i øvrigt Luhmann<br />
1993n, bånd 4.<br />
153 Jf. også gennemgangen foran af ’medium’ eller ’medie’ (bl.a. i afsnittet om systemer).<br />
154 Jf. Luhmann 1993n, bånd 6.<br />
62
Det er imidlertid som anført også sproget, der i kraft af sin indbyggede binære<br />
kodning 155 , giver mulighed for, at der ved enhver <strong>kommunikation</strong> kan formuleres såvel en<br />
positiv som en negativ version. Sproget i sig selv danner på den måde grundlag for, at der<br />
sker en fordobling af ethvert realitetsforhold uden, at <strong>det</strong>te har noget modsvar i verden 156<br />
som sådan, i<strong>det</strong> verden i sig selv hverken er positiv eller negativ (GG, p. 222). Det betyder,<br />
at der ved ethvert udsagn i <strong>det</strong> rent sproglige udgangspunkt vil være mulighed for modsi-<br />
gelse og dermed for konflikt, men også mulighed for tilslutning og dermed for konsensus.<br />
Denne fordobling kommer endvidere til at fungere som en struktur 157 , der relaterer alene til<br />
sproglig <strong>kommunikation</strong> 158 , dvs. som kun kan læres psykisk gennem deltagelse i selve den<br />
sproglige <strong>kommunikation</strong> (GG, p. 221-222).<br />
Luhmann betoner (GG, p. 226-229), at denne kodning af sproglig <strong>kommunikation</strong><br />
har meget vidtrækkende betydning. Opsummerende præciserer han, at al sproglig kommu-<br />
nikation vil være omfattet af kodningen, at der ikke som sådan ligger nogen præferencer i<br />
denne sproglige <strong>kommunikation</strong> for et ja eller et nej, at kodningen relaterer til kommunika-<br />
tion og ikke til deltagende kommunikanters hensigter og/eller indstillinger, at al brug af<br />
negation, dvs. modsigelse, implicit forudsætter en skelnen således, at der kan dannes sik-<br />
kerhed for, hvad der fortsat står åbent for <strong>kommunikation</strong>, og hvad der er afvist, at man i<br />
en vis udstrækning kan dirigere ja/nej gennem sproglige markeringer, at den vigtigste ef-<br />
fekt af kodningen antages at være, at enhver <strong>kommunikation</strong>soperation, dvs. enheden af<br />
meddelelse, information og forståelse, afsluttes med netop forståelse, og at <strong>det</strong> er her, mu-<br />
ligheden ligger for at bringe interesser ind i <strong>kommunikation</strong>sprocessen, fordi forståelse jo<br />
155 Luhmann gør udtrykkeligt opmærksom på, at han med kode-begrebet mener <strong>det</strong> begreb, som man anvender<br />
inden for kybernetikken, dvs. et kodebegreb, som er afgrænset til anvendelse i forbindelse med binære<br />
strukturer – i modsætning til <strong>det</strong> kodebegreb, man anvender inden for lingvistikken (GG, p. 221, note 49). I<br />
Luhmann 1975c, p. 172, henviser han til et biogenetisk kodebegreb som modsætning til et fra lingvistikken.<br />
Når han således vil undgå lingvistikkens kodebegreb, beror <strong>det</strong> på, at <strong>det</strong>te efter hans opfattelse ikke indeholder<br />
noget afgrænsningskriterium, hvad betyder, at <strong>det</strong> ikke kan angive hvilke ”Direktiven oder Symbole zu<br />
einem Code gehören und welche nicht.”, hvorfor man er henvist til på forhånd at kende den særlige kultur,<br />
tradition, regionale egenart osv., for på intuitiv vis at kunne afgøre, hvad der ved <strong>det</strong>te udsnit hører til en kode<br />
og hvad der ikke gør. Se: Luhmann1994d, Soziologische Aufklärung 4. Beiträge zur funktionalen Differenzierung<br />
der Gesellschaft. 2. opl. (1987) Opladen, Westdeutscher Verlag, p. 13.<br />
156 Verdensbegrebet knytter Luhmann tæt til begrebet mening, hvorfor jeg erindrer om fig. 7 foran. I SY, p.<br />
283/252 formulerer Luhmann <strong>det</strong> således: ”Verden er … korrelat til identiteten af mening, den er fuldstændig<br />
medgivet i ethvert meningselement … Vi indsætter .. verdensbegrebet som begreb for meningsenheden for<br />
differencen mellem system og omverden og benytter <strong>det</strong> dermed som et differenceløst sidstebegreb.”<br />
157 Luhmann beskriver i kort form struktur som ”Erwartungen in Bezug auf die Anschlussfähigkeit von Operationen,<br />
sei es des blossen Erlebens, sei es des Handelns, und Erwartungen in einem Sinne, der nicht subjektiv<br />
gemeint sein muss“, jf. ES, p. 103, og strukturers funktion er at være med til at afklare, hvordan ”eine<br />
Operation zu einer anderen, nächsten kommt” (ibid., p. 329), jf. også gennemgangen af <strong>kommunikation</strong>sbegrebet<br />
foran.<br />
158 Dvs. som ”eine lediglich <strong>kommunikation</strong>stechnische Einrichtung” og ikke til ”einen Weltsachverhalt, den<br />
man in der Kommunikation nur noch abzubilden hätte“ for nu at citere fra en noget tidligere tekst: Luhmann<br />
1990a, Ökologische Kommunikation, Opladen, Westdeutscher Verlag, 3. opl. 1990, (1986), p. 78.<br />
63
er forudsætning for kommunikativ tilslutning; og fordi man som udgangspunkt gerne vil<br />
forstås, må der også kunne forudsættes at være en fælles interesse i forståelighed, som<br />
imidlertid kun er acceptabel, fordi der umiddelbart i forlængelse heraf ligger denne bifur-<br />
kation mellem et ja og et nej. 159<br />
For yderligere at betone vigtigheden af denne sprogets binære kodning citerer jeg<br />
direkte fra GG, p. 230: ”Die Codierung der Sprache überwin<strong>det</strong> die evolutionäre Un-<br />
wahrscheinlichkeit eines sich operativ abschliessenden Kommunikationssystems. Sie ga-<br />
rantiert, soweit das im System selbst möglich ist, die Autopoiesis der gesellschaftlichen<br />
Kommunikation, indem sie sie transformiert in die Freiheit, zu allen erreichten Bestimmt-<br />
heiten folgenreich ja oder nein zu sagen. Deshalb evoluieren in komplexen Gesellschaften<br />
nicht Konsenspflichten 160 , sondern .. symbolisch generalisierte Kommunikationsmedien“.<br />
Hermed siger Luhmann med andre ord, at <strong>det</strong> er kombinationen af denne sprogets<br />
binære kodning og <strong>det</strong> forhold, at <strong>kommunikation</strong>ens muligheder er blevet udvi<strong>det</strong> i og<br />
med, at udviklingen af spredningsmedier har muliggjort, at <strong>kommunikation</strong>en kan løsnes<br />
fra bindingen til interaktionssystemer, der har ført til, at der historisk sine steder i forbin-<br />
delse med løsningen af kommunikative problemer er opstået behov for den ovenfor anførte<br />
nye form for sammenknytning af konditionering og motivation. Og <strong>det</strong> er her, som allerede<br />
foran anført, at teorien om symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier (SGK) eller<br />
succesmedier (Erfolgsmedien) kommer ind. Hvad Luhmann nærmere mener hermed, bliver<br />
da emnet for de næste afsnit.<br />
2.5.3. Symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier: funktion<br />
Begrebet om de symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier – eller SGK –<br />
stammer fra Parsons’ teori om interaktionsmedier, 161 dvs. penge, magt, indflydelse, værdi-<br />
er (GG, p. 318). Med symbolsk sigter Parsons på forskellen mellem ego og alter, dvs. til<br />
socialdimensionen, og med generaliseret sigter han til forskellen mellem situationerne, alt-<br />
159 Jönhill 1997, p. 255-256 anfører i øvrigt som sin tolkning af Luhmann i forlængelse af denne opsummering,<br />
at ”frihet forstås som varken mer eller mindre än en effekt, eller et biprodukt, av <strong>kommunikation</strong>ens binaritet.<br />
Frihet är betingad av möjligheten att säga ja eller nej.” .. hvad Luhmann selv direkte skriver i SY, p.<br />
205/189, hvor <strong>det</strong> hedder, at ”<strong>kommunikation</strong> uundgåeligt og til stadighed reproducerer friheden til at antage<br />
og forkaste”.<br />
160 Vi har her et eksempel på et at de mange, ja, nærmest utallige ’hip’ til Habermas og hans normative forestillinger<br />
om konsensussøgende <strong>kommunikation</strong>. Men i øvrigt forekommer <strong>det</strong>te ’deshalb’ mig at være noget<br />
løst begrun<strong>det</strong> her. Dog er tankegangen så vidt ses den, at den løbende udvikling væk fra primært interaktionsbaseret<br />
<strong>kommunikation</strong> til andre former for mere systembaseret, distanceovervindende <strong>kommunikation</strong>,<br />
medfører <strong>det</strong>te behov for symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier.<br />
161 Ifølge Helmut Willke, 2000, p. 203, udviklede Parsons sit mediekoncept i analogi til pengemekanismen,<br />
dvs. hvor penge fremstår som symbol på bytteværdien af goder og tjenesteydelser, dér kommer de til at befri<br />
den økonomiske virksomhed fra den temmelig besværlige gensidige afstemning af varer med varer. Har man<br />
penge, er man generelt meget mere interessant som økonomisk partner i et bytteforhold.<br />
64
så til sagsdimensionen. Dvs. at symboliseringen og generaliseringen hos Parsons tjener til<br />
at koordinere to aktører og deres handlinger i relation til hinanden og til et sagsforhold<br />
(GG, p. 318).<br />
Luhmann benytter sig igen af begreberne om medium og form, jf. ovenfor, og si-<br />
ger, at begrebet symbol generelt set udgør en form eller en meningsform. 162 I kommunika-<br />
tionssammenhænge fungerer symboler som medier, der i og med, at de altså føjer <strong>det</strong> ad-<br />
skilte sammen uden at ophæve <strong>det</strong>s iboende forskelle, så at sige bygger bro over en forskel<br />
og udstyrer <strong>kommunikation</strong>en med antagelseschancer (GG, p. 319), i<strong>det</strong> sproget, som vi så<br />
foran, i sig selv netop ikke sikrer disse antagelseschancer. Med generaliseret tænker Luh-<br />
mann på forskellen i situationer, som kan henføres til de respektive delsystemer eller funk-<br />
tionssystemer, altså som hos Parsons til sagsdimensionen.<br />
For Parsons er begrebet symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier relateret<br />
til en konsekvens af funktionel differentiering, som på sin side er udtryk for en konsekvens<br />
af handlingsteorien eller rettere af handlingsbegrebets logik, 163 ligesom begrebet hos Par-<br />
sons tjener til at forbinde delsystemer med hinanden; deraf betegnelsen interaktionsmedier.<br />
Hvor teoriudviklingen således hos Parsons noget generelt kan siges at følge en mere de-<br />
duktiv fremgangsmåde, kan vi hos Luhmann også på <strong>det</strong>te område se en noget mere induk-<br />
tiv tilgang til teorikonstruktionen. Luhmann tager således også på <strong>det</strong>te område udgangs-<br />
punkt i et spørgsmål til, hvad problemet egentlig består i, og med problem mener Luhmann<br />
i denne sammenhæng funktion. 164 Hans udgangspunkt er således at spørge til de symbolsk<br />
generaliserede <strong>kommunikation</strong>smediers funktion, og hans svar er, at deres funktion primært<br />
er relateret til problemet med <strong>kommunikation</strong>ens usandsynlighed. 165 De symbolsk genera-<br />
liserede medier transformerer de af udviklingen 166 forøgede nej-sandsynligheder til ja-<br />
sandsynligheder. Det sker fx, når man tilbyder at betale penge for at modtage goder eller<br />
162 Luhmann 1996b, p. 257, hvor <strong>det</strong> hedder: „Symbole fügen Getrenntes zur Einheit zusammen, und zwar<br />
so, dass auf beiden Seiten die Zusammengehörigkeit erkennbar wird, ohne dass eine Verschmelzung, eine<br />
Aufhebung der Differenz stattfin<strong>det</strong>. Symbole sind also nicht etwa Zeichen. Auch Geld ist kein Zeichen für<br />
etwas anderes, etwa für einen intrinsischen Wert. Symbole sind Sinnformen, die die Einheit des Verschiedenen<br />
ermöglichen; sie sind diese Einheit, ihre äussere Form ist Darstellung dieser Einheit, aber nicht Zeichen<br />
für etwas anderes.“<br />
163 Som Luhmann udtrykker <strong>det</strong> på Luhmann 1993n, bånd 6.<br />
164 Det er muligt, at Luhmann ikke ville skrive sådan direkte, men <strong>det</strong> er sådan, han formulerer sig mundtligt<br />
i sin 6. forelæsning om <strong>samfund</strong>steori, efteråret 1992, jf. Luhmann 1993n, bånd 6. For en nærmere gennemgang<br />
af, hvad Luhmann mener med <strong>det</strong>te, henviser jeg til SY, særligt kap. 1, afsnit IV, p. 83 ff. /91 ff., men<br />
jeg kan dog antyde, at Luhmann med spørgsmålet om funktion som udgangspunkt tænker på kompleksitetsproblemet<br />
og dermed på, hvordan et system opretholder sig under disse betingelser, og altså ikke på, hvordan<br />
<strong>det</strong> bestående nu kan opretholdes som orden, hvad hænger sammen med den dynamiske betragtningsmåde,<br />
som Luhmann anlægger.<br />
165 SGK ”sind eigenständige Medien mit einem direkten Bezug zum Problem der Unwahrscheinlichkeit der<br />
Kommunikation”, som <strong>det</strong> hedder i GG, p. 316.<br />
166 Jf. foran under punkt 2.5.2.<br />
65
tjenesteydelser, som man gerne vil have. Det lykkes som regel, hvis man ellers kan blive<br />
enige om prisen 167 . SGK er symbolske i og med, at de benytter <strong>kommunikation</strong> til at frem-<br />
stille <strong>det</strong> i sig selv usandsynlige som passende; men de er samtidig diabolske for så vidt<br />
som de frembringer nye differencer! Et specifikt <strong>kommunikation</strong>sproblem bliver løst, nem-<br />
lig ved at den, der kan betale, kan få <strong>det</strong>, som han begærer, mens den, der ikke kan betale,<br />
ikke kan få <strong>det</strong> (GG, p. 320), hvad kan give anledning til andre problemer, heraf <strong>det</strong> dia-<br />
bolske. De symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier koordinerer på denne måde<br />
selektioner af informationer, meddelelser og forståelsesindhold. Til forskel fra de andre<br />
<strong>kommunikation</strong>smedier, fx sproget, opnår de symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>s-<br />
medier imidlertid alene en fast kobling via <strong>det</strong> konkrete mediums specifikke form, i <strong>det</strong> an-<br />
førte eksempel i form af en pris, men <strong>det</strong> kunne også være i form af teorier, kærligheds-<br />
måder, retssætninger m.fl. (GG, p. 320), jf. nedenfor.<br />
SGK må ikke kun fungere symbolsk, men de må også være generaliserede, da de<br />
tilsvarende forventninger kun vil kunne blive dannet ved at gribe frem til videre autopoie-<br />
sis, når formen griber hen over flere forskellige situationer (GG, p. 320). Mere konkret be-<br />
tyder <strong>det</strong>: Når man for den samme pris kan få <strong>det</strong> ønskede hos flere forskellige udbydere på<br />
flere forskellige steder og i flere forskellige situationer, eller måske nok så typisk, at man<br />
for en given sum penge kan købe mere eller mindre forskellige ting og sager eller tjeneste-<br />
ydelser. Som Luhmann noterer, så drejer <strong>det</strong> sig i sidste instans hele tiden om at få opmun-<br />
tret og dermed muliggjort <strong>kommunikation</strong>en via tilsatte antagelseschancer for dermed at<br />
vinde terræn for samfun<strong>det</strong> (GG, p. 320), dvs. for samfun<strong>det</strong>s fortsættelse, for <strong>det</strong>s auto-<br />
poiesis. Derfor kan man også formulere <strong>det</strong> på den måde, at disse mediers ydelse 168 er, at<br />
de beskriver en løbende muliggørelse af højst usandsynlige kombinationer af selektioner<br />
og motivationer (GG, p. 321). Begreberne om SGK betegner ikke psykiske, men sociale<br />
konstruktioner, som selv bliver realiseret i <strong>kommunikation</strong>en via rekursion. Det forhold, at<br />
<strong>kommunikation</strong> bliver accepteret vil altså blot sige, at dens antagelse bliver lagt til grund<br />
som præmis for videre <strong>kommunikation</strong> – uanset hvad der ellers i den forbindelse måtte fo-<br />
regå i den individuelle bevidsthed. 169 Det kombinatoriske problem, altså <strong>det</strong>te at komme<br />
fra den ene <strong>kommunikation</strong>senhed til den næste, bliver iflg. Luhmann løst gennem opløs-<br />
167<br />
Som da svarer til formen i mediet penge, i<strong>det</strong> prisen jo udtrykker en fast kobling af <strong>det</strong> mediale substrat<br />
penge.<br />
168<br />
Luhmann skelner mellem funktion og ydelse: funktion relaterer til samfun<strong>det</strong>, mens ydelse relaterer til andre,<br />
dvs. andre systemer, jf. Luhmann 1981c, p. 81 ff. Se også GG, p. 757 for en lignende opdeling i forbindelse<br />
med iagttagelsesperspektiver.<br />
169<br />
Rekursion er tysk. Det forklares i matematisk henseende som ”Definition einer Funktion od. Eines Verfahrens<br />
durch sich selbst“, jf. Wahrig. Deutsches Wörterbuch, 7. Auflage, Bertelsmann Lexikon Verlag, Gütersloh/München<br />
2001. Luhmann anvender imidlertid her begrebet rekursion i en løsere betydning, jf. også<br />
Luhmann 1991g, Die Wissenschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp,(opr.1990), p. 275.<br />
66
ning af de cirkulære forhold mellem selektion og motivation, 170 nærmere bestemt derved,<br />
at konditioneringen af selektionen bliver gjort til motivationsfaktor (GG, p. 321).<br />
For visse af de symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier kan Luhmann<br />
ridse en meget lang tilblivelseshistorie op, men fælles for alle SGK 171 er imidlertid, at de<br />
først kommer til fuld udfoldelse under den funktionelle differentierings forudsætninger;<br />
først under disse forudsætninger vil medierne kunne tjene som katalysatorer for uddifferen-<br />
tieringen af samfun<strong>det</strong>s funktionssystemer, som <strong>det</strong> hedder i GG p. 358. Imidlertid er <strong>det</strong><br />
Luhmanns opfattelse, at disse medier allerede meget tidlig i <strong>det</strong> historiske forløb har ind-<br />
ledt ”eine Autokatalyse von Funktionssystemen” (GG, p. 331). Det kan således siges, at<br />
<strong>det</strong> er Luhmanns tese, at differentieringen af samfun<strong>det</strong> i de respektive funktionssystemer<br />
er et resultat af disse symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smediers evolution, nærmere<br />
bestemt derved, at differentieringen kommer i stand ”som uddifferentiering af delsystemer<br />
under ledelse af en kode inden for <strong>samfund</strong>ssystemet” og dermed ikke som dekomposition<br />
af en forud given mængde af operationer, altså ikke fra en helhed til dens dele! 172 Dette er i<br />
sig selv en meget vigtig tese. For <strong>det</strong>te specialeprojekt er <strong>det</strong> herudover en tese af ganske<br />
afgørende betydning, jf. også foran i afsnittet om problemformulering, for <strong>det</strong> er jo den te-<br />
se, der er baggrunden for, at jeg mener, at politisk <strong>kommunikation</strong> i <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong>,<br />
med udgangspunkt i Niklas Luhmanns <strong>samfund</strong>steoretiske formuleringer, ”nødvendig-<br />
vis” 173 må studeres som mere end ét <strong>kommunikation</strong>ssystem. Der ligger ikke heri en tese<br />
om, at de respektive SGK skal opfattes som årsagsfaktorer til selve fremkomsten af <strong>det</strong><br />
primært <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong>, jf. også nedenfor, afsnit 2.5.4. Behandlingen<br />
af <strong>det</strong> spørgsmål sker i evolutionsteorien, som jeg i <strong>det</strong> store og hele ser bort fra her i spe-<br />
cialet, jf. også foran, afsnit 2.1. I <strong>det</strong>te speciale er synsvinklen begrænset til en beskrivelse<br />
af teorien om <strong>det</strong> moderne, dvs. <strong>det</strong> <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong>, og kun set i et ak-<br />
tuelt tværsnit, dvs. iagttaget i et synkront perspektiv.<br />
170 Jf. i øvrigt foran, bl.a. under afsnit 2.5.2.<br />
171 Luhmann har over årenes historisk-semantiske studier identificeret et antal SGK, og hans bestemmelser<br />
overlapper kun to af Parsons ditto, nemlig penge og magt. Jeg uddyber nedenfor.<br />
172 Jf. eksempelvis Jönhill 1997, p. 267 , men også Luhmann 1993n, bånd 6, samt Luhmann 1990a, Ökologische<br />
Kommunikation. Kann die moderne Gesellschaft sich auf ökologische Gefährdungen einstellen? Opladen,<br />
Westdeutscher Verlag, 3. opl. 1990, (1986), p. 89 ff., hvorfra <strong>det</strong> oversatte citat stammer. Således hedder<br />
<strong>det</strong> p. 89: ”Differenzierung kommt .. zustande .. als Ausdifferenzierung von Teilsystemen unter Führung<br />
durch einen Code innerhalb des Gesellschaftssystems” og videre på p. 94: „dass die funktionale Differenzierung<br />
.. sich gleichsam im Kielwasser der Differenzierung von Codes entwickelt“. Og endelig hedder <strong>det</strong> kort<br />
og godt i GG, p. 752, at „An Hand ihrer Codes vollziehen die Funktionssysteme ihre eigene Autopoiesis, und<br />
damit erst kommt ihre Ausdifferenzierung zustande.“<br />
173 ’nødvendigvis’ eller ’som følge af’: fordi der iflg. Luhmann allerede er dannet såvel et system for <strong>det</strong> politiske<br />
som et system for <strong>det</strong> massemediemæssige, altså systemer for hhv. politisk <strong>kommunikation</strong> og massemediemæssig<br />
<strong>kommunikation</strong>, hvad jeg vender tilbage til.<br />
67
Imidlertid rejser denne tese <strong>det</strong> spørgsmål, hvordan Luhmann begrunder, at der<br />
udvikler sig en sådan forskellighed mellem de symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>s-<br />
medier, som tilfæl<strong>det</strong> er (GG, p. 332). Det bliver da opgaven i næste afsnit at belyse <strong>det</strong>te.<br />
2.5.4. Symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier: uddifferentiering<br />
Foran så vi, at Luhmann lidt polemisk i retning af Habermas konkluderede, at der<br />
i komplekse <strong>samfund</strong> ikke udvikles konsensuspligter, men derimod symbolsk generalisere-<br />
de <strong>kommunikation</strong>smedier til løsning af problemet med den stadigt mere usandsynlige<br />
sammenknytning af selektion og motivation, som opstår i forøget omfang i forbindelse<br />
med, at <strong>kommunikation</strong> overgår fra at være interaktionsbaseret til at være organisations- og<br />
funktionssystembaseret <strong>kommunikation</strong>, som da formidles via spredningsmedier. Dette<br />
forhold kan også udtrykkes på den måde, at der i samfun<strong>det</strong>, dvs. i den samlede kommuni-<br />
kation, er sket og stadig sker en kraftig forøgelse af de samlede <strong>kommunikation</strong>smæssige<br />
udfaldsmuligheder, altså muligheder for at sige ja eller nej til et <strong>kommunikation</strong>sforslag.<br />
Dette svarer til, at den samlede kontingens i samfun<strong>det</strong> er øget kraftigt. Det er et syns-<br />
punkt, som Luhmann har forfulgt længe. Således hedder <strong>det</strong> allerede i midten af<br />
1970’erne 174 , at ”Wenn das Bezugsproblem in der Kontingenzsteigerung liegt, die in der<br />
Ausdifferenzierung von Kommunikationsmedien einerseits vorausgesetzt, andererseits<br />
weitergeführt wird, ist anzunehmen, dass die Differenzierung der Medien durch Folge-<br />
probleme solcher Kontingenzsteigerungen ausgelöst wird“. Og Luhmann præciserer derpå,<br />
at „Das zentrale Folgeproblem von Kontingenzsteigerungen besteht aber in der Notwen-<br />
digkeit der Zurechnung von Selektionsleistungen. In dem Masse als (und in den Themen-<br />
bereiche, in denen) Kontingenz zunimmt, wird es notwendig, Selektionsleistungen zu ver-<br />
orten; man muss zumindest Adressen und Einwirkungspunkte ausfindig machen kön-<br />
nen...“. 175 Disse formuleringer er stort set uændrede i GG, hvor <strong>det</strong> hedder på side 333, at<br />
man må klarlægge ”wo die Verantwortung für die Selektion liegt, deren konditionierung<br />
dann motivieren soll. Das heisst: man muss Selektion zurechnen.“ Sigtet med analysen er<br />
altså, at den skal ”visa hur förloppet av en given <strong>kommunikation</strong>, som är resultatet av ett<br />
bestämt urval, kan attribueras på respektive alter och ego” (Jönhill 1997, p. 269). Dette sig-<br />
174<br />
Jf. Luhmann 1975c, nærmere bestemt i artiklen Einführende Bemerkungen zu einer Theorie symbolisch<br />
generalisierter Kommunikationsmedien, p. 174<br />
175<br />
Jf. i øvrigt Helmut Willke, 2000, p. 210, som mener, at Luhmann ikke begrunder den efter sin egen opfattelse<br />
centrale betydning, som selve arten af tilskrivning udgør, dvs. om tilskrivningen beror på oplevelse eller<br />
handling hos hhv. alter og ego. Efter Willkes opfattelse tilbagestår <strong>det</strong> derfor som et stort spørgsmål, hvorfor<br />
lige netop <strong>det</strong>te tilskrivningsspørgsmål er <strong>det</strong> centrale følgeproblem ved den beskrevne kontingensstigning.<br />
Det forekommer mig dog, at Willke hviler for meget i en handlingsteoretisk kontekst her, hvilket synspunkt<br />
jeg finder støtte til hos Jönhill 1997, som i sin ganske grundige gennemgang af Luhmanns formuleringer på<br />
<strong>det</strong>te felt synes at understøtte Luhmann i hans <strong>kommunikation</strong>steoretiske tilgang.<br />
68
te skal ses i lyset af Luhmanns forventning om, at ”Langfristig gesehen dürften die wich-<br />
tigsten Konsequensen dieser Präzisierung von Zurechnungskonstellationen in der Auflö-<br />
sung alter Multifunktionalitäten liegen.“(GG, p. 337). Vi står således på den ene side med<br />
en påstand om nødvendigheden af at kunne tilskrive selektionen et bestemt sted, 176 en på-<br />
stand som hænger sammen med den anførte stigende kontingens, som på sin side åbner op<br />
for en stigende grad af usikkerhed. Og på den anden side står vi med en forventning hos<br />
Luhmann om, at <strong>det</strong>te på langt sigt vil vise sig at have den virkning, at gamle multifunktio-<br />
naliteter som, fx moral, vil miste betydning eller helt forsvinde.<br />
Den vinkel, som Luhmann anlægger på selve beskrivelsen af <strong>det</strong>te centrale følge-<br />
problem ved stigningen i den i samfun<strong>det</strong> forekommende kontingens, bliver drejet noget<br />
væk fra <strong>det</strong> her i begyndelsen 177 og midten af 1970’erne temmelig Parsons-relaterede hand-<br />
lingsteoretiske udgangspunkt til et mere rent <strong>kommunikation</strong>steoretisk ditto i 1990’erne.<br />
Ved at gå ud fra <strong>det</strong>te særlige følge- eller relationsproblem kommer mediernes differentie-<br />
ring til at modsvare de forskellige arter af differentieringer, som koblede selektioner søger<br />
at tilskrive/attribuere. Selektionerne vil således kunne tilskrives som handlinger eller som<br />
erfaringer/oplevelser. Man spørger først og fremmest, om alter skal betragtes med henblik<br />
på sin handlen eller sin oplevelse, og om ego er nødt til at koordinere alters selektion med<br />
sin egen handlen eller med sin egen oplevelse. Kommunikationens resultatbetingelser dif-<br />
ferentierer sig tilsvarende. 178 Selve tilskrivningen drejer sig ikke om de i <strong>kommunikation</strong>en<br />
deltagende (psykiske eller sociale) systemers indre processer, dvs. selve deres autopoiesis,<br />
men altid kun om deres adfærd, således som denne kan iagttages af en iagttager, og således<br />
som denne kan relatere adfærden til systemets omverden, dvs. at Luhmann her betoner ad-<br />
færds- eller handlingsniveauet i analysen (GG, p. 333). Det forekommer endvidere oplagt,<br />
at Luhmann med disse formuleringer også betoner selve muligheden for en empirisk til-<br />
gang til analyse af <strong>det</strong>te grundliggende felt i en systemdannelse. 179<br />
176 Hermed er vi kommet så langt ned mod <strong>det</strong> teorikonstituerende lag, som <strong>det</strong> sociologisk set vil være muligt<br />
uden at komme ind i en filosofisk og erkendelsesteoretisk diskussion.<br />
177 Jf. Luhmann 1971c, Systemtheoretische Argumentationen. Eine Entgegnung auf Jürgen Habermas, i: Jürgen<br />
Habermas & Niklas Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie – Was leistet die Systemforschung?,<br />
Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 291-405, p. 345<br />
178 Jeg støtter mig her til Claudio Baraldi; Giancarlo Corsi & Elena Esposito, 1999, p. 192<br />
179 Selvom Luhmann angiveligt bevarer sin oprindelige firefelts krydstabel, jf. fig. 9, ud fra sociale systemers<br />
behov for en selvkonstitueret dobbelthed, hvad hænger sammen med kravet om, at der altid skal være mindst<br />
to psykiske systemer til opstart af <strong>kommunikation</strong> og dermed til socialitet, og fordi denne dobbelthed beskrivelsesteknisk<br />
kan jævnføres med begrebet om dobbelt kontingens, så vil jeg dog tillægge som min tese, at<br />
begrundelsen også kan søges i ønsket om at kunne opvise et om ikke an<strong>det</strong> så dog principielt empirisk grundlag<br />
for teorien. Det vil i hvert fald være tilrådeligt at søge en sådan tese fastholdt, hvis teorien skal kunne<br />
fastholde sit ønske om at være operativ, hvorved jeg forstår, at den kan indgå i empirisk orienterede forskningsprojekter,<br />
dvs. indgå i den videnskabelige <strong>kommunikation</strong> herom, med tilknyttende handlingskæder,<br />
hvad jo netop er <strong>det</strong> underliggende sigte her i <strong>det</strong>te speciale, jf. i øvrigt . WG, p. 76, hvor <strong>det</strong> hedder, at ”Wis-<br />
69
Luhmann fastholder således brugen af allerede kendt attributionsteori såvel som et<br />
klassifikationsskema, der minder en del om dem, man kan finde hos Parsons, til <strong>det</strong>te be-<br />
skrivelsesformål, jf. GG p. 336. Rent beskrivelsesteknisk er vi som anført fortsat på et<br />
handlingsteoretisk niveau, som Luhmann ikke har fun<strong>det</strong> grund til at nyformulere, 180 i<strong>det</strong><br />
han har fastholdt denne fremgangsmåde i sin beskrivelse af problemstillingen i GG fra<br />
1997 (p. 332 ff.). Til anskueliggørelse af <strong>det</strong>te forholdsvis komplicerede teorikonstrukti-<br />
onsgrundlag, men alene tænkt som et ”tankehjälpmedel” (Jönhill 1997, p. 270, note 62),<br />
gengiver jeg her krydstabellen som den fremstår i GG, p. 336. :<br />
Ego oplever Ego handler<br />
Alter 1. sandhed 2. kærlighed<br />
oplever værdier<br />
Alter 3. ejendom/penge 4. magt/ret<br />
handler kunst<br />
Figur 9. Attributionsforhold.<br />
Figuren viser tilskrivningsforholdene (attributionsforholdene) og de respektive<br />
medier. Den skal læses på samme måde, som <strong>kommunikation</strong>en forløber, nemlig ved at<br />
ego forholder sig til, hvad alter fremlægger, dvs. at <strong>kommunikation</strong>en løber fra alter til ego,<br />
hvor ego vælger at forstå alters meddelelse med efterfølgende accept eller afvisning 181 . De<br />
sen kommt .. nur als Resultat von Beobachtungen zustande. Beobachter ist dabei immer die Wissenschaft<br />
selbst, ist deshalb immer Kommunikation. .. Beobachten .. soll .. immer eine empirisch beobachtbare Operation<br />
bezeichnen.”<br />
180 jf. også Jönhill 1997, p. 269; Luhmann betoner dog på Luhmann 1993n, bånd 6, at <strong>det</strong>te sted i teorikonstruktionen<br />
er et sted, hvor man kan stoppe op og overveje situationen og dens muligheder, hvad jeg vil tolke<br />
i retning af, at <strong>det</strong> ikke er med den største sikkerhed, at Luhmann på <strong>det</strong> tidspunkt fastholder denne principielt<br />
handlingsteoretiske beskrivelse af en grundstruktur i teorikonstruktionen. Udover <strong>det</strong> allerede fra GG p. 333<br />
anførte fremfører Luhmann samme sted sin seneste begrundelse for den fastholdte beskrivelsesform, som her<br />
har fået en selvreferentiel drejning med støtte hos R. Glanville såvel som hos Dirk Baecker, hvor <strong>det</strong> altså<br />
drejer sig om at beskrive sociale systemers behov for en selvkonstitueret dobbelthed, og beskrivelsesteknisk<br />
finder Luhmann da denne dobbelthed med jævnføring til begrebet om dobbelt kontingens.<br />
181 Luhmann pointerer, jf. i øvrigt gennemgangen af <strong>kommunikation</strong>sbegrebet foran, at denne venden om på<br />
den sædvanlige rækkefølge af <strong>kommunikation</strong>sprocessen, som jo er fra ego til alter, får til følge, at <strong>kommunikation</strong>sprocessen<br />
konstrueres ud fra egos position, hvad er <strong>det</strong> samme som at sige, at den konstrueres ud fra<br />
en iagttagelse af selve forståelsen, og <strong>det</strong>te betyder, at konstruktionen ikke sker handlingsteoretisk, men<br />
<strong>kommunikation</strong>steoretisk, jf. GG p. 336, note 255. Imidlertid forbliver selve beskrivelsen iflg. Jönhill 1997<br />
handlingsteoretisk begrun<strong>det</strong>, hvad iflg. samme, p. 270, indebærer, at man i selve skematiseringen kan se bort<br />
fra informationsaspektet og <strong>det</strong> forhold, at <strong>kommunikation</strong>en altid foregår i et rekursivt netværk. Ikke desto<br />
mindre baserer Luhmann beskrivelsen af <strong>kommunikation</strong>smediet sandhed på en ekstern selektion af information,<br />
altså på <strong>det</strong> forhold, at ingen af deltagerne i en <strong>kommunikation</strong> må kunne tilskrives netop sandheden.<br />
Sandheden tolererer ikke forskellige meninger, jf. GG, p. 339. Derfor må vi kunne konstatere, at Luhmann<br />
faktisk begrunder mediet sandhed og dermed videnskabssystemet ud fra systemets egne konstruktioner af<br />
metoder, generaliseringer, teorier, altså selvreferentielt og <strong>kommunikation</strong>steoretisk. Dette kan næppe siges<br />
at bidrage til at gøre anvendelsen af et sådant skema klarere, hvad derfor står tilbage som et problem.<br />
70
symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier adskiller sig pga. kombinationen af alters<br />
selektioner og egos selektioner, som bliver tilskrevet som handlen eller som oplevelse. Den<br />
til enhver tid værende attributionsmåde giver mulighed for at fastslå <strong>kommunikation</strong>ens<br />
orientering, ligesom den giver mulighed for tilskrivning af konditionerende årsager: Når al-<br />
ter oplever eller handler (hvad da fremstår som årsag), så oplever eller handler ego (hvad<br />
da fremstår som konditionering). Så snart selektionen tydeligt er blevet tilskrevet alter<br />
(dvs. alters handlen) eller alters omverden (dvs. alters oplevelse), så kan ego blive motive-<br />
ret til at grundlægge sin egen handlen eller oplevelse på disse selektioner. 182 På denne må-<br />
de kan <strong>kommunikation</strong>sprocessen opfattes som et forløb, der indebærer, at <strong>det</strong> samtidige<br />
problem med den dobbelte kontingens og dennes selvreferentielle cirkelformede grundlag,<br />
jf. foran i afsnit 2.5.1., bliver beskrevet som et asymmetrisk forhold, hvad da er et resultat<br />
af selve skematiseringen. Der er således alene fire mulige attributionskonstellationer, som<br />
ethvert bestemt symbolsk generaliseret <strong>kommunikation</strong>smedium vil kunne tilordnes efter,<br />
og de udledes af denne krydstabel på følgende måde:<br />
1) alter oplever/ego oplever: alter udløser via sin egen <strong>kommunikation</strong> en komplementær<br />
oplevelse hos ego, dvs. at ego forholder sig til de betingelser, som alters oplevelse sætter;<br />
sådan kommunikeres der i mediet sandhed, når vi må forudsætte en ekstern selektion, dvs.<br />
en selektion, der baserer sig på ”Der immense Apparat theoretischer Generalisierungen und<br />
methodologischer Vorschriften” (GG, p. 340), som netop har til formål at neutralisere ”den<br />
Einfluss von Handlungen auf das Resultat der Forschungen”. Luhmann tvivler på, om der<br />
faktisk på nuværende tidspunkt foreligger et SGK for værdier. Værdier optræder i hvert<br />
fald ikke handlingsvejledende, dertil er de alt for abstrakte. Værdier mangler bl.a. en cen-<br />
tralkodning som fx sand/usand, og hvad der hænger sammen med <strong>det</strong>, nemlig evnen til på<br />
samme måde som fx videnskaben at danne mediespecifikke funktionssystemer (GG, p.<br />
344).<br />
2) alter oplever/ego handler: alters oplevelse fører til egos komplementære handlen, dvs.<br />
at ego forholder sig til de betingelser, som alters oplevelse sætter; sådan kommunikeres der<br />
i mediet kærlighed. Hvor værdier binder alter og ego for svagt i <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong>, dér<br />
binder kærlighed for stærkt! (GG, p. 344) Kærlighed fører nemlig til, at den elskende ego<br />
indstiller sig på at lade sin handlen styre alene efter alters oplevelse. Det kolliderer imidler-<br />
tid i takt med tiltagende individualisering af personlige holdninger og handlingsmotiver –<br />
og i ægteskabet bliver <strong>det</strong> til patologi! (GG, p. 346)<br />
182 Jeg støtter mig igen her til Claudio Baraldi; Giancarlo Corsi & Elena Esposito, 1999, p. 192<br />
71
3) alter handler/ego oplever: alters handlen bliver alene oplevet af ego, dvs. at ego forhol-<br />
der sig til de betingelser, som alters handlen sætter; sådan kommunikeres der i økonomiske<br />
sammenhænge, oprindelig i mediet ejendom, men i vore dage først og fremmest i mediet<br />
penge. Mediet penge sikrer, at den oplevende ego accepterer, at alter uden indgriben fra<br />
andre kan købe (handle) <strong>det</strong> for sine penge, som han har lyst til. 183 Penge virker på den<br />
måde som medium for iagttagelsen af knaphed, og betalinger er former, som operationali-<br />
serer mediet (GG, p. 349). En lignende konstellation ser Luhmann, når <strong>det</strong> drejer sig om<br />
kunst, hvor kunstneren (alter) handler og tilskueren (ego) herigennem bliver bibragt en<br />
særlig oplevelse (GG, p. 351).<br />
4) alter handler/ego handler: alters handlen foranlediger en komplementær handlen af<br />
ego, dvs. at ego forholder sig til de betingelser, som alters handlen sætter; sådan noget fo-<br />
rekommer helt normalt i dagligdagen, fx når man giver hinanden noget; når man arbejder<br />
sammen; når man færdes i trafikken og indretter sig (så nogenlunde!) efter hinanden: Så<br />
slutter handlen sig til handlen. Det særlige problem ved mediet magt opstår kun i forbin-<br />
delse med, at alters handlen består i en beslutning (hvad indebærer vilkårlighed) om, at ego<br />
skal lade sin handlen følge alters, fx i form af en befaling eller et pålæg, som er forbun<strong>det</strong><br />
med mulige sanktioner. Retten fungerer som medium på lignende måde. Magten bliver til<br />
medium i og med, at magten fordobler handlingsmulighederne; <strong>det</strong> sker derved, at <strong>det</strong> af al-<br />
ter ønskede forløb bliver stillet overfor et an<strong>det</strong> forløb, som hverken alter eller ego vil kun-<br />
ne ønske sig, men som vil være mindre ufordelagtigt for alter end <strong>det</strong> vil være for ego,<br />
nemlig udstedelsen af sanktioner. Magtens form viser sig da som forskellen mellem udfø-<br />
relsen af <strong>det</strong> af alter ønskede forløb og <strong>det</strong> alternativ, som begge parter helst vil undgå,<br />
men som dog vil være mindst ufordelagtigt for alter (GG, p. 355-356). Såvel sandhed som<br />
penge neutraliserer den farlige, konfliktnære magt<strong>kommunikation</strong>, i<strong>det</strong> de tilskynder ego til<br />
kun at opleve; derfor benytter socialutopier sig gerne af forestillingen om, at samfun<strong>det</strong> la-<br />
der sig styre alene gennem sandhed eller alene gennem marke<strong>det</strong>. 184 På den måde kommer<br />
man imidlertid til at ignorere vigtige muligheder for at skabe orden, nemlig sådanne mu-<br />
ligheder, som via konditioneret vilkårlighed kan organiseres ved lange handlingskæder. I<br />
den forbindelse pointerer Luhmann, at hverken sandhed eller penge vil kunne fastlægge,<br />
183 I fortsættelse af den foranstående drøftelse af den sociale ordens problematik er følgende konstatering nok<br />
værd at citere, jf. Luhmann 1996b, p. 69, hvor <strong>det</strong> hedder at „Der wichtigste Effekt des Mediums Geld ergibt<br />
sich auf gesamtgesellschaftlicher Ebene dadurch, dass die Zahlung Dritte beruhigt.“, dvs. at tredjemand kan<br />
berolige sig med, at der bliver betalt for <strong>det</strong>, som han ellers selv kunne være interesseret i at få fingre i, og<br />
han kan derfor nøjes med at opleve <strong>det</strong>te forhold, dvs. han behøver ikke at skride til handling, selvom der er<br />
tale om handel med knappe goder, fordi betalingen jo sker i mediet penge, som således virker til at transformere<br />
potentiel handling til oplevelse!<br />
184 Vi ser her endnu et hip til på den ene side fx en politiserende filosof som Jürgen Habermas og på den anden<br />
side politiske liberalister – ingen nævnt, ingen glemt!<br />
72
hvad modtageren skal gøre med <strong>det</strong> modtagne – og <strong>det</strong> er lige præcist her, magtens funkti-<br />
on viser sig, for <strong>det</strong> er, hvad magten kan! Magtens funktion er altså at fastlægge hvad mod-<br />
tageren skal gøre med <strong>det</strong> modtagne (GG, p. 357).<br />
Luhmann betoner, at <strong>det</strong> med denne anvendelse af attributionsskemaet ikke drejer<br />
sig om at klassificere alle de i virkeligheden forekommende situationer. Tilskrivnings-<br />
spørgsmål optræder nemlig kun sjældent, og når de gør, sker <strong>det</strong> kun i rekursive sammen-<br />
hænge, hvor andre beslutninger er afhængig af dem (GG, p. 337). Skematiseringen skal<br />
fremstille forhol<strong>det</strong> mellem alter og ego ved bestemte <strong>kommunikation</strong>ssituationer med en<br />
høj grad af almengyldighed, og den skal vise, hvordan de respektive SGK differentieres,<br />
om end med overlappende resultat, dvs. på den måde, at der kan være flere medier med<br />
ensartede attributionsforhold. Det er derfor nok værd at betone, at <strong>det</strong> netop kun er et ”tan-<br />
kehjälpmedel”, som Jönhill formulerede <strong>det</strong>, jf. foran. 185<br />
Har vi således fået beskrevet, hvad man med en noget støvet formulering kunne<br />
kalde for sammenhængen mellem ”<strong>det</strong> uendeligt små og <strong>det</strong> uendeligt store” eller mere<br />
mundret efter den her i øvrigt anvendte terminologi og i overordnet form, hvordan Luh-<br />
mann opfatter forskelle og begrundelser herfor mellem de symbolsk generaliserede kom-<br />
munikationsmedier og disse mediers funktion, bliver <strong>det</strong> næste at spørge til, hvad der kan<br />
siges at være karakteristisk ved de forskellige SGK, og vi er da fremme ved et meget cen-<br />
tralt eksempel på <strong>det</strong> foran i <strong>det</strong>te kapitel annoncerede, nemlig ved indledningen til en for-<br />
tolkning af ”vidt forskellige sagsforhold med de samme begreber for derigennem at vise<br />
sagsforholdenes sammenlignelighed” (afsnit 2.3.). Det bliver da emnet for næste afsnit.<br />
2.5.5. Symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier: struktur<br />
Efter Luhmanns opfattelse viser samfun<strong>det</strong>s enhed sig – i relation til kommunika-<br />
tionsmedierne – ”in der Nichtbeliebigkeit der strukturellen Arrangements, die die Funktion<br />
symbolisch generalisierter Kommunikationsmedien in Möglichkeiten für autopoietische<br />
Systeme übersetzen.“ (GG, p. 359). Enheden ligger altså i, at <strong>det</strong> forskellige opviser ensar-<br />
tede træk 186 , og tesen er da, at <strong>det</strong>te ikke kan være tilfældigt. Luhmann er således af den op-<br />
fattelse, at de respektive <strong>kommunikation</strong>smedier, altså penge, magt, sandhed, kærlighed,<br />
information osv., udviser strukturelle fællestræk, dvs. at de udviser ensartede træk ved de-<br />
res respektive evne til at virke befordrende for den <strong>kommunikation</strong>smæssige tilslutnings-<br />
185 Det er bl.a. på denne baggrund også min opfattelse, at vi faktisk her står ved et teorifelt hos Luhmanns<br />
<strong>samfund</strong>steori, hvor der er grund til videre bearbejdning af teorien med henblik på at styrke dens indre sammenhæng.<br />
186 uden at <strong>det</strong> dog er noget krav, at alle medier skal have samme træk – teorien forbliver netop åben for evolutionære<br />
forskelle, som <strong>det</strong> hedder i GG på side 359.<br />
73
evne inden for de forskellige systemområder, og Luhmann knytter nu indledningsvis denne<br />
tese sammen med sit udgangspunkt for så vidt angår SGK’s funktion, dvs. til problemet<br />
med <strong>kommunikation</strong>ens usandsynlighed.<br />
Luhmann har fået bestyrket sin opfattelse om de nævnte strukturelle fællestræk<br />
under de semantiske studier (dvs. hans særlige empiriske metode), som han over årene har<br />
gennemført. 187 Det drejer sig i overskriftsform om følgende punkter, der fremstår som en<br />
slags udsagn, dvs. teser eller påstande, jf. i øvrigt GG, p. 359 ff.: Et SGK er en præference-<br />
kode; præferencekoder neutraliserer moral; disse koder opviser processuel refleksivitet;<br />
koderne udvikler 2. ordens iagttagelser; koderne må baseres på programmer; SGK er<br />
strukturelt koblede til bevidstheden og derigennem til kroppen; SGK er udsat for inflation<br />
og deflation; SGK må kunne opvise <strong>det</strong> udelukkedes inkludering i en nulmetodik; SGK<br />
tjener som katalysator for systemdannelser. Jeg vil i <strong>det</strong> følgende kort gennemgå <strong>det</strong> væ-<br />
sentligste ved de vigtigste af disse udsagn set i relation til systemkonstituering, jf. foran,<br />
afsnit 2.5.3.<br />
Det forhold, at SGK er præferencekoder, betyder, at der i denne særlige kommu-<br />
nikation udvikler sig en tilskyndelse til en foretrukken stillingtagen, som Luhmann kalder<br />
for en centralkode, 188 mellem alene to alternativer, i<strong>det</strong> en kode består af to modsatrettede<br />
værdier, som på netop <strong>det</strong>te specifikke værdiniveau udelukker en tredje eller overhove<strong>det</strong><br />
nogen yderligere mulighed, hvorved ”die unbestimmte, tendenziell zunehmende Möglich-<br />
keit der Ablehnung des kommunizierten Sinnvorschlags in eine hartes Entweder/Oder<br />
überführt wird, also eine ’analoge’ Situation in eine ’digitale’ transformiert;” (GG, p. 360).<br />
Denne kodeform tvinger 189 altså til at vælge, dvs. at den tvinger <strong>kommunikation</strong>en op i ha-<br />
stighed, fordi <strong>det</strong> alt an<strong>det</strong> lige er nemmere og hurtigere at tage stilling til et enten eller,<br />
dvs. til en beslutning herom, end til et både og eller til et på den ene side og på den anden<br />
side osv., 190 ligesom <strong>det</strong> også er nemmere at referere en sådan beslutning end at referere en<br />
187 Her henviser jeg til de fire bøger, som Luhmann har udgivet i perioden 1980-95 under fællestitlen Gesellschaftsstruktur<br />
und Semantik samt til bogen Liebe als Passion fra 1982, hvilke bøger jeg dog kun har dyrket<br />
sporadisk.<br />
188 hvor disse koder da alene fungerer som centralkode inden for hvert sit funktionssystem, som fx <strong>det</strong> politiske,<br />
<strong>det</strong> økonomiske, <strong>det</strong> videnskabelig, <strong>det</strong> retlige, <strong>det</strong> massemediemæssige osv.<br />
189 Luhmann bruger ikke udtrykket om tvang i GG, men der gør han på Luhmann 1993n, bånd nr. 7, og forskellen<br />
er jo nok, at forelæsningsformen giver mulighed for en lidt friere og meningsmæssigt nok også lidt<br />
klarere sprogbrug end den umiddelbart mere forpligtende skriftlige fremstilling.<br />
190 Vi møder den slags situationer dagligt, også i massemedierne. I en forsideartikel i Politiken for den 17. juli<br />
2003, udtaler den danske udenrigsminister, Per Stig Møller, således om situationen op til den danske deltagelse<br />
i krigen mod Irak: ”Du skal træffe en politisk beslutning. Alternativet var opløsning. På et tidspunkt må<br />
man skære igennem”. Her var altså iflg. udenrigsministeren ikke tid, for ellers ville der være indtruffet opløsning,<br />
dvs. ”opløsning af alliancen og tilbagetrækning af styrkerne”, som udenrigsministeren forklarer <strong>det</strong> an<strong>det</strong><br />
steds i artiklen. Og så ville magten, <strong>det</strong> vil her sige krigsmagten, ikke kunne være bragt i anvendelse.<br />
Kommunikationen ville være løbet ind i en anden udvikling.<br />
74
lang række af meninger. Den positive kodeværdi, der også betegnes som designationsvær-<br />
dien, dvs. noget som betegner, at sådan eller sådan er sagsforhol<strong>det</strong>, denne værdi symboli-<br />
serer tilslutningsevne ved de respektive, mediespecifikke kommunikative operationer,<br />
mens den negative kodeværdi, der også betegnes som refleksionsværdien, alene symbolise-<br />
rer kontingensen ved betingelserne for denne tilslutningsevne, altså <strong>det</strong> forhold, at betin-<br />
gelserne hverken er nødvendige eller umulige, men at de altid også vil kunne være på en<br />
anden måde (SY, p. 152/146). Designationsværdierne som fx: sandhed, kærlighed, ejen-<br />
dom/betaling, magt/regering, information, er udtryk for noget, som man kan påbegynde en<br />
<strong>kommunikation</strong> med udgangspunkt i, mens de modsvarende negativværdier, dvs. refleksi-<br />
onsværdierne, som fx usandhed, ikke-kærlighed, ikke-ejendom/ikke-betaling, af-<br />
magt/opposition, ikke-information, er et udtryk for muligheden af at overveje og kontrolle-<br />
re situationen, herunder muligheden for at overveje den kontekst, som beslutningssituatio-<br />
nen befinder sig i, og som må antages også at indeholde muligheder for tilslutning til den<br />
positive side af selektionen. Med et eksempel fra <strong>det</strong> politiske system anfører Luhmann så-<br />
ledes, at ”Der positive Wert ’Regierung’ ist der Designationswert des Systems, der negati-<br />
ve Wert ’Opposition’ ist der Reflexionswert des Systems.” (PG, p. 99) I den forbindelse<br />
præciserer Luhmann endvidere, at de to værdier dels betinger hinanden, dels at <strong>det</strong> alene er<br />
selve forskelssættelsen mellem dem, der giver dem mening. Når en regering overvejer et<br />
tiltag, vil den nemlig uvægerligt medtænke, hvilke muligheder oppositionen vil kunne ud-<br />
lede af en sådan situation, mens på den anden side oppositionen vil være afhængig af, hvad<br />
regeringen foretager sig, men især vil oppositionens refleksionsperspektiv være rettet mod,<br />
hvad regeringen ikke gør, og hvad den kunne gøre osv.<br />
Til forskel fra sprogets binære kodning mellem ja- og nej-udsagn, jf. foran, ligger<br />
<strong>det</strong> således i centralkodens præferenceform, at <strong>det</strong> er den positive side af kodens værdisæt,<br />
som udtrykkes, og som <strong>kommunikation</strong>en kredser om. 191 Det betyder, at <strong>kommunikation</strong>en<br />
bliver styret i retning mod sandsynligheden, hvad da samtidig betyder, at den i udgangs-<br />
punktet forudsatte usandsynlighed for så vidt angår <strong>kommunikation</strong>santagelse ikke bliver<br />
medkommunikeret. Den forbliver dermed alene latent til stede. Luhmann præciserer, at der<br />
ikke er tale om, at <strong>det</strong> er kommunikanternes meninger, der kodes, dvs. at <strong>det</strong> ikke er alters<br />
og egos meninger, men alene selve <strong>kommunikation</strong>en, der kodes. Valgmuligheden består<br />
derfor fortsat for alter og ego, men derimod er tilskyndelsen til at få truffet beslutning om,<br />
191 Når jeg – som tidligere anført - står i bagerbutikken, så kommunikerer jeg ikke med ekspedienten om prisen,<br />
men alene om selve betalingen, som da sandsynliggøres. Det anses i en sådan situation ikke for passende,<br />
at jeg begynder at forhandle om prisen på <strong>det</strong> fremlagte brød, hvad betyder, at <strong>kommunikation</strong>en i vore<br />
dage sædvanligvis er forprogrammeret til at udelukke, at der forhandles om prisen i sådanne dagligvareindkøbssituationer!<br />
75
hvad der videre skal ske, stærkt forøget, når <strong>kommunikation</strong>en foregår under en sådan cen-<br />
tralkode, og hermed bidrager selve kodeformen til <strong>kommunikation</strong>ens fortsættelse.<br />
Gevinsterne ved, at <strong>kommunikation</strong>en på denne måde i væsentligt omfang overgår<br />
fra en analog til en digital form, ligger som anført bl.a. i tidsbesparelsen. Som illustration<br />
kan tjene den situation, der består i, at jeg en tilfældig dag her i 2003 skal foretage indkøb<br />
af et bredt sortiment husholdningsvarer for 1.000 kr. Det vil jeg antagelig kunne gøre i et<br />
supermarked på under en halv time. Hvis man nu forestiller sig, at min forfader for om-<br />
kring 500 år siden skulle foretage indkøb af husholdningsvarer til dækning af tilsvarende<br />
behov på købstadens marked og/eller i købstadens forskellige forretninger, ville <strong>det</strong> antage-<br />
lig have taget <strong>det</strong> meste af en dag. På <strong>det</strong> tidspunkt havde der ganske vist været anvendt<br />
penge som betalingsmiddel i mange generationer, men der var ikke uddifferentieret noget<br />
SGK for penge på den måde, at <strong>kommunikation</strong>en mellem alter og ego alene kunne dreje<br />
sig om betaling/ikke betaling. Der ville derfor have været en lang række af andre forhold,<br />
som måtte indgå i <strong>kommunikation</strong>en omkring indkøb af husholdningsmidler, og som såle-<br />
des ikke ville have været afpasset til denne knappe, digitale <strong>kommunikation</strong>sform. 192<br />
Har vi på denne måde fået illustreret noget af den praktiske gevinst ved fremkom-<br />
sten af et sådant symbolsk generaliseret <strong>kommunikation</strong>smedium for penge, så har vi sam-<br />
tidig fået beskrevet en del af konturerne af den struktur, som der efter Luhmanns opfattelse<br />
består omkring anvendelsen af SGK. Som anført foran, afsnit 2.5.2., opfatter Luhmann<br />
struktur som ”Erwartungen in Bezug auf die Anschlussfähigkeit von Operationen“. 193 For<br />
Luhmann er struktur således ensbetydende med forventninger, og her da kvalificeret som<br />
forventninger til, at systemets operationer, dvs. selve <strong>kommunikation</strong>en, vil kunne forløbe<br />
med succes. I og med, at man forventer noget, og at <strong>det</strong> sker på baggrund af dobbelt kon-<br />
tingens, svarer <strong>det</strong> til, at man indskrænker udfaldsmulighederne. Derfor kan Luhmann også<br />
formulere sit begreb om struktur derhen, at en struktur består ”af begrænsningen af de re-<br />
lationer, som er tilladte i systemet”. (SY, p. 384/332) Overført til dagens indkøb af daglig-<br />
varer svarer <strong>det</strong> derfor til, at jeg i forbindelse med indkøbsforløbet og i overensstemmelse<br />
med centralkoden for <strong>det</strong> symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedium for økonomi-<br />
systemet kan have den forventning, at den <strong>kommunikation</strong>, som jeg i den forbindelse nød-<br />
vendigvis må deltage i, kan indskrænkes til i sidste ende at dreje sig om betaling eller ikke<br />
betaling (jeg kan jo undlade at købe, fx hvis prisen ikke svarer til mine forventninger).<br />
Det særlige forhold ved sådanne præferencekoder er altså, at man sammenlignet<br />
med andre forskelssættelser (GG, p. 360) på denne måde hurtigt kan komme fra den ene til<br />
192 Jeg har til <strong>det</strong>te illustrationseksempel fun<strong>det</strong> inspiration hos Helmut Willke, 2000, p. 208 ff.<br />
193 Jf. ES, p. 103<br />
76
den anden side af centralkoden for i <strong>det</strong>te tilfælde <strong>det</strong> økonomiske system, dvs. komme fra<br />
betaling til ikke betaling, eller fx hvor <strong>det</strong> i en videnskabelig undersøgelse måtte være ble-<br />
vet fastslået, at et udsagn er sandt, vil <strong>det</strong> sædvanligvis være ganske uproblematisk at fast-<br />
slå, hvad der som følge heraf måtte være usandt, for <strong>det</strong> ville jo være <strong>det</strong> modsatte udsagn<br />
(GG, p. 361). Dette forhold betegner Luhmann også som en krydsning af grænsen mellem<br />
centralkodens eller præferencekodens forms to sider. Det kan måske illustreres med Geor-<br />
ge Spencer-Browns markering af en forskel, 194 der kløver rummet med sin skelnen mellem<br />
først en inderside og en yderside, dernæst mellem en markeret inderside og en umarkeret<br />
yderside, jf. figur 10.<br />
Figur 10. Form med markeret inderside.<br />
Denne skelnen indeholder principielt to komponenter, nemlig selve forskelssættelsen<br />
(’distinction’ 195 ), dvs. den lodrette linje, samt betegnelsen (’indication’), dvs. den vandrette<br />
linje, som da angiver eller indikerer, at man er på den ene side og ikke på den anden, lige-<br />
som den også angiver en retning for bevægelsen. Skelnenen udgør således først en forskel,<br />
dernæst en forskels forskel, hvad svarer til enheden af forskellen mellem indikationen og<br />
distinktionen, som hos Luhmann da bliver benævnt form, i<strong>det</strong> ”Formen sind .. als Grenzli-<br />
nien, als Markierungen einer Differenz (zu sehen), die dazu zwingt, klarzustellen .. auf<br />
welcher Seite man sich befin<strong>det</strong> und wo man dementsprechend für weitere Operationen<br />
anzusetzen hat .. Keine Seite ist etwas für sich selbst. Man aktualisiert sie nur dadurch,<br />
dass man sie, und nicht die andere, bezeichnet. In diesem Sinne ist Form entfaltete Selbst-<br />
referenz, und zwar zeitlich entfaltete Selbstreferenz. Denn man hat immer von der jeweils<br />
bezeichneten Seite auszugehen und braucht die Zeit für eine weitere Operation, um auf der<br />
bezeichneten Seite zu bleiben oder die formkonstituierende Grenze zu kreuzen.“ (GG, p.<br />
60-61).<br />
194 Jeg låner selve illustrationen fra Niels Åkerstrøm Andersen, 1999, fordi han allerede på <strong>det</strong> indledende<br />
trin af pædagogiske grunde indsætter <strong>det</strong> lille m ved markeringshakket, jf. p. 110. Luhmann anfører i ES, p.<br />
71, samme figur, men betoner i overensstemmelse med ophavsmanden, George Spencer-Brown, at <strong>det</strong> her<br />
som et enkelt markeringshak alene udgør en forskel. Det bliver først til en form, når markeringshakket gentages,<br />
hvad jo svarer til, at formbegrebet modsvarer en fast kobling af løst koblede elementer.<br />
195 hos Spencer-Brown, jf. Luhmann, ES, p. 74<br />
m<br />
77
Luhmann anser denne lettelse af krydsningen over grænsen fra den ene side til<br />
den anden for at være en variabel, der har afgørende betydning for den semantiske evoluti-<br />
on af mediekoderne. Det har således ført til, at koderne i de respektive SGK selv er blevet<br />
til en invariant struktur. 196 Disse koder kan imidlertid ikke stå alene. 197 Når der udvikler<br />
sig en sådan relativ frihed inden for de respektive centralkoder til at vælge mellem den po-<br />
sitive og den negative værdi, skaber <strong>det</strong> nemlig behov for en slags modvægt, og <strong>det</strong> er da i<br />
den forbindelse, at der opstår konditioneringer, som Luhmann i denne sammenhæng be-<br />
nævner programmer, som ”festlegen, unter welchen Bedingungen die Zuteilung des positi-<br />
ven bzw. Negativen Wertes richtig erfolgt” (GG, p. 362). Sådanne programmer fremstår<br />
som mægtige semantiske apparater ved de respektive centralkoder, og de danner grundla-<br />
get for, at de respektive SGK vil kunne opbygge en sådan grad af kompleksitet, at funkti-<br />
onssystemets <strong>kommunikation</strong> vil kunne fortsætte. Mens centralkoderne opnår enkelhed og<br />
invarians, bliver programområ<strong>det</strong> således fyldt op med kompleksitet og foranderlighed.<br />
Luhmann anfører som eksempel på sådanne programmer de til enhver tid værende seman-<br />
tiske ’tilstande’ inden for rettens eller videnskabens område. Mere konkret vil programmer<br />
i relation til fx sandhedsmediet tage form af teorier og metoder, mens de i relation til ”die<br />
rechtlich codierte Macht” antager ”die Form von Gesetzen, Gerichtsentscheidungen mit<br />
präjudizierenden Wirkungen und Verträgen” (GG, p. 377). 198<br />
For hver af centralkodernes respektive funktionsområder, hvad sædvanligvis 199 vil<br />
svare til pågældende funktionssystem, betegner centralkoden <strong>det</strong> pågældende medium, dvs.<br />
en begrænset, løs kobling af muligheder. Ja, <strong>det</strong> er faktisk sådan, at <strong>det</strong> er selve kodningen,<br />
196 Det skriver Luhmann faktisk i GG, p. 361! Dette med invarians forekommer mig imidlertid at være en<br />
noget forhastet konklusion, der i øvrigt falder udenfor Luhmanns sædvanligvis langt mere nuancerede måde<br />
at forholde sig til stoffet på. Det kunne derfor være et eksempel på Luhmanns behov for ”in jedes Buch mindestens<br />
einen Unsinn hineinzubringen”, som han udtaler i et interview på side 46 i Detlef Horster, 1997, Niklas<br />
Luhmann, München, Verlag C.H.Bech<br />
197 jf. Luhmann 1993a, Das Recht der Gesellschaft. Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 190<br />
198 Luhmann erkender, at der her er behov for yderligere forskning, hvad især bliver klart i relation til eksemplet<br />
med den retligt kodede magt, dvs. at Luhmann her som i øvrigt i den i afsnit 2.5.4. anførte krydstabel<br />
over attributionsforholdene tilsyneladende tenderer mod at blande koderne for <strong>det</strong> politiske og <strong>det</strong> retlige system<br />
sammen, hvad dog antagelig kun sker tilsyneladende. Det beror på, at i hvert fald de to SGK’er, magt<br />
og ejendom, er dobbeltkodede, dvs. at den moderne økonomi forudsætter ”die Zweitcodierung des Eigentums<br />
durch das Geld”, og den moderne politik forudsætter ”die Zweitcodiering der Macht durch das Recht.” (GG,<br />
p. 388), men samtidig pointerer han, at <strong>det</strong> vigtige her er, at de anførte „Programme jeweils einem und nur<br />
einem Code zugeordnet sein müssen und nicht von Medium zu Medium fluktuieren können.” (GG, p. 377)<br />
199 Og dermed ikke uden undtagelse – således er der iflg. Luhmann ikke udviklet noget SGK for bl.a. sygdomsbehandling<br />
og uddannelse, selvom Luhmann er af den opfattelse, at der er udviklet funktionssystemer<br />
på disse <strong>kommunikation</strong>sområder. Dette hænger sammen med, at SGK alene er egnet på funktionsområder,<br />
hvor <strong>det</strong> problem, der er i fokus, og den løsning af problemet, som tilstræbes, ligger inden for selve <strong>kommunikation</strong>en,<br />
dvs. inden for pågældende funktionssystem og ikke i <strong>det</strong>s omverden (fx i kroppen ved sygdomsbehandling<br />
eller i bevidsthedsstrukturer i f.m. uddannelse). Dette er ikke tilfæl<strong>det</strong> for så vidt angår sygdomsbehandling<br />
og uddannelse, i<strong>det</strong> konditionering og motivation i vid udstrækning her er lagt ind i mere organiseret<br />
interaktion, dvs. at <strong>kommunikation</strong>en til løsning af sygdomsbehandling og uddannelse i <strong>det</strong> væsentlige<br />
foregår inden for interaktions- og organisationssystemer (GG, p. 407-408).<br />
78
som sikrer uddifferentieringen og specifikationen af et medium (GG, p. 377), ligesom kod-<br />
ningen også genererer programmer, 200 hvorfor programområ<strong>det</strong> alene kan være tilknyttet<br />
én centralkode. Centralkoderne medvirker ved enhver operation, da operationen ellers ikke<br />
lod sig tilordne mediet og eventuelt <strong>det</strong> modsvarende funktionssystem. Det ligger heri, at<br />
disse centralkoder ikke vil kunne blive glemt, hvad skal ses i sammenhæng med de tilknyt-<br />
tede programmer, som <strong>det</strong> derimod vil være muligt såvel at huske som at glemme, ligesom<br />
programmerne vil kunne veksle. Og heri ligger da, at centralkoden løbende og med nød-<br />
vendighed bliver holdt ved lige, samtidig med, at den definerer <strong>det</strong> respektive kommunika-<br />
tionsmediums enhed og eventuelt også funktionssystemets enhed gennem en specifik diffe-<br />
rence. Man kan derfor også sige, at <strong>det</strong> respektive funktionssystems vigtigste element består<br />
af et SGK 201 samt en binær præferencekode (Jönhill 1997, p. 300) som fx penge samt beta-<br />
ling/ikke betaling, når der er tale om økonomisystemet, eller magt samt rege-<br />
ring/opposition, når talen er om <strong>det</strong> politiske system. Begrundelsen herfor er, at hvis der<br />
ikke kan dannes en sådan centralkode, dvs. en binær præferencekode, så vil der ikke kunne<br />
uddifferentieres noget funktionssystem (GG, p. 388). Det er altså selve bifurkationen, dvs.<br />
evnen til at danne en binær præferencekode, der er afgørende i relation til spørgsmålet om,<br />
i hvilken udstrækning SGK tjener som ”Katalysator für Systembildungen”, når Luhmann<br />
ser klare ” Zusammenhänge zwischen der Differenzierung der Medien und der Differenzie-<br />
rung der Funktionssysteme der modernen Gesellschaft” (GG, p. 387-388). Dette forhold<br />
har således været afgørende i forbindelse med Luhmanns afvisning af, at moral kan danne<br />
grundlag for integration af eller i samfun<strong>det</strong>.<br />
Selvom moral som sådan faktisk også har udviklet en binær præferencekode,<br />
nemlig godt / dårligt (GG, p. 370), og selvom en <strong>kommunikation</strong>, der forløber efter en så-<br />
dan skelnen i sig selv kan være en god <strong>kommunikation</strong>, så er problemet med denne skel-<br />
nen, at den ikke tillader anvendelse af an<strong>det</strong> end den positive designationsværdi eller cen-<br />
tralkode. Man vil <strong>det</strong> gode – ingen vil <strong>det</strong> dårlige! Hvis man kommunikerer økonomisk, så<br />
kan man ikke sige, at betaling er godt, og ikke-betaling er dårligt, for der må jo dog være<br />
frihed til ikke at ville betale, hvad der bliver forlangt. Man kan heller ikke sige, at den, der<br />
ejer ejendom er god, mens den, der ikke ejer noget er dårlig – eller omvendt. På samme<br />
200 jf. Luhmann 1993a, p. 190, hvor Luhmann uddyber synspunktet derhen, at „Codes sind Unterscheidungen,<br />
die nur mit Hilfe einer weiteren Unterscheidung autopoietisch produktiv werden können, nämlich mit Hilfe<br />
der Unterscheidung Codierung/Programmierung. Sie sind die eine Seite der Form, deren andere die Programme<br />
des Systems sind.“<br />
201 Men altså ikke undtagelsesløst, jf. også <strong>det</strong> foran anførte om de to funktionssystemer for sygdomsbehandling<br />
og uddannelse, som ikke har noget SGK. Derfor konkluderer Luhmann, at samfun<strong>det</strong>s funktionelle differentiering<br />
ikke kan ses som noget, der alene følger et skema for medieudvikling, men at <strong>det</strong> også drejer sig<br />
om de problemer, som samfun<strong>det</strong> til ethvert tidspunkt står overfor en løsning af (GG, p. 408).<br />
79
måde med videnskabelig sandhed hhv. usandhed. Man kan ikke sige, at den, der har kon-<br />
stateret en videnskabelig sandhed er god, mens den, der har konstateret en usandhed eller<br />
falsifikation er dårlig eller dadelværdig.<br />
Ikke desto mindre bliver der til stadighed gjort forsøg i den retning. Fx sker <strong>det</strong>,<br />
når en politiker karakteriserer en anden politiker som ’ikke stueren’, fordi vedkommende<br />
har indtaget et skarpt standpunkt til et politisk følsomt emne (fx indvandring). Her vil der<br />
typisk være tale om forsøg på moralsk stempling. Eller når <strong>det</strong> indgår i den politiske debat,<br />
at yderfløjsmandater til venstre eller højre i parlamentet ikke bør tages med i <strong>det</strong> parlamen-<br />
tariske grundlag for en regering, så kan der også være tale om et forsøg på moralsk stem-<br />
pling. Endvidere ligger der typisk også en moralsk forankret kritik af den kapitalistiske<br />
økonomi bag, når eksempelvis socialistiske idealer føres frem, ligesom protestbevægelser<br />
typisk alene ser <strong>det</strong> gode ved deres forslag og ikke følgevirkningerne heraf. På den bag-<br />
grund konkluderer Luhmann, at man i <strong>det</strong> <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong>s funktions-<br />
systemer simpelt hen ikke kan bruge en <strong>kommunikation</strong>smæssig tilgang, der sigter alene<br />
mod enhed, hvorfor de symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier da er indrettet på<br />
at søge at neutralisere moralske tilskyndelser (GG, p. 371). Det betyder ikke, at moralsk<br />
<strong>kommunikation</strong> er fuldstændig udelukket, men <strong>det</strong> betyder, at den moralske kommunikati-<br />
on har mistet sin betydning som generelt instrument til den <strong>samfund</strong>smæssige koordination<br />
og i ste<strong>det</strong> er blevet reduceret til behandling af patologiske tilfælde i de respektive kom-<br />
munikative sammenhænge. 202<br />
Hermed afslutter jeg gennemgangen af de symbolsk generaliserede kommunikati-<br />
onsmedier m.v. Jeg vil senere i et opsamlingsafsnit søge at samle et overblik til brug ved<br />
den efterfølgende behandling af funktionssystemerne for politik og massemedier. Men for-<br />
inden vil jeg ridse en kort introduktion op til Luhmanns måde at formulere sig om selve te-<br />
oriproduktionens egne vilkår i næste afsnit om selvbeskrivelse.<br />
2.6. Selvbeskrivelse<br />
Det fjerde teorifundament, som Luhmanns <strong>samfund</strong>steori hviler på, er som anført<br />
teorien om selvbeskrivelse, som inden for den filosofiske tradition betegnes refleksionsteo-<br />
ri, hvad beror på, at <strong>det</strong> her drejer sig om en refleksion over selve grundlaget for beskrivel-<br />
sen af samfun<strong>det</strong>, hvad svarer til, at systemet iagttager sig selv, jf. også Luhmanns oplist-<br />
ning af logiske muligheder for iagttagelse i forbindelse med beskrivelse af funktionssyste-<br />
mer, når systemer opstår inden for systemer (GG, p. 757). Her ser han alene tre mulighe-<br />
202 Jf. Luhmann 1993n, bånd nr. 6<br />
80
der, nemlig for <strong>det</strong> første iagttagelsen af totalsystemet, som delsystemerne hører til, dvs.<br />
samfun<strong>det</strong>, for <strong>det</strong> an<strong>det</strong> iagttagelsen af andre delsystemer i den <strong>samfund</strong>sinterne omver-<br />
den (eller også andre systemer i den eksterne omverden, fx psykiske systemer, jf. fig. 2+5),<br />
og for <strong>det</strong> tredje iagttagelsen af delsystemet igennem sig selv, dvs. selviagttagelse. For at<br />
kunne skelne mellem disse forskellige systemreferencer ved iagttagelser foreslår Luhmann,<br />
at de benævnes hhv. funktion, når iagttagelsen omhandler totalsystemet, ydelse når den<br />
omhandler iagttagelsen af andre systemer, og refleksion når <strong>det</strong> drejer sig om iagttagelsen<br />
af systemet selv, altså selviagttagelse (ibid.).<br />
I<strong>det</strong> Luhmann fastholder sit udgangspunkt som sociolog og dermed som forskel-<br />
ligt fra et filosofisk udgangspunkt, præciserer han (i SY, p. 617/520) refleksion til <strong>det</strong> til-<br />
fælde, hvor ”sociale systemer orienterer sig mod sig selv” 203 og gør derved refleksion til et<br />
specialtilfælde af selvreference, i<strong>det</strong> han betegner ”<strong>det</strong> tilfælde, hvor systemreference og<br />
selvreference falder sammen, som refleksion”. I den udstrækning sociologien derimod vil<br />
være ”<strong>samfund</strong>ssystemets refleksionsvidenskab”, som vil være i stand til at ”levere eller i<br />
<strong>det</strong> mindste kontrollere <strong>det</strong>tes selvbeskrivelse, må den .. udvikle en begrebslighed, der er<br />
egnet til <strong>det</strong>” (SY, p. 588/496). Og fordi Luhmann ønsker, at sociologien også skal være<br />
denne <strong>samfund</strong>ssystemets refleksionsvidenskab, søger han da ganske systematisk at udvik-<br />
le denne sociologiske begrebslighed, i<strong>det</strong> han i stort set alle større publikationer i den reste-<br />
rende del af forfatterskabet typisk har indlagt et kapitel omhandlende netop <strong>det</strong> pågældende<br />
fagområdes selvbeskrivelse.<br />
En særlig fremtrædende plads kan man sige, at kapitlet om selvbeskrivelse får i<br />
Luhmanns afsluttende beskrivelse af sin <strong>samfund</strong>steori i hovedværket Die Gesellschaft der<br />
Gesellschaft. Denne afsluttende beskrivelse drejer sig bl.a. om at trænge frem til en forstå-<br />
else af, dels hvorledes samfun<strong>det</strong> beskriver sig selv, dels hvorfor <strong>det</strong> er henvist til alene at<br />
kunne gøre <strong>det</strong> som selvbeskrivelse. 204<br />
Luhmann tager afslutningsvis afsæt i sin udlægning af ”Die europäische Tradition<br />
des (rationalen) Erkennens und Handelns”, som han mener søger efter ”letzten Gründen,<br />
nach Prinzipien, nach unbestreitbaren Maximen” (GG, p. 1134). Det er da Luhmanns op-<br />
203 Hvad stemmer fint med den af Luhmann i 1966 i tidsskriftet Soziale Welt offentliggjorte artikel ”Reflexive<br />
Mechanismen”, hvor refleksiviteten ved de omhandlede mekanismer fremkommer derved, at de anvendes<br />
på sig selv. Fx <strong>det</strong>te, at vi lærer at lære; at vi regulerer normer ved lov; at vi finansierer vores pengeforbrug;<br />
at vi driver videnskab om videnskaben osv. Denne artikel indgår i Luhmann 1974d , p. 92-112 (<strong>det</strong> her anførte<br />
er fra p. 93).<br />
204 Selvbeskrivelse i modsætning til fremmedbeskrivelse. Luhmann definerer selvbeskrivelse som en situation,<br />
hvor et system udfærdiger en beskrivelse af sig selv med sine egne operationer, jf. Luhmann 1993n, bånd<br />
nr.12, og specifikt om <strong>samfund</strong>ssystemet, som er karakteriseret ved ikke at have nogen adresse, hvorfor man<br />
ikke kan skrive til samfun<strong>det</strong>, eller på anden vis kommunikere med <strong>det</strong>, men alene skrive om samfun<strong>det</strong>; derfor<br />
bliver en <strong>samfund</strong>ssystemmæssig selvbeskrivelse til en slags imaginære konstruktioner af <strong>samfund</strong>ssystemets<br />
enhed, som ”man” så kommunikerer om, jf. GG, p. 866-867.<br />
81
fattelse, at man godt kan fortsætte ad den vej, men så vil den <strong>samfund</strong>ssystemmæssige<br />
selvbeskrivelse, som man laver, tendere mod at blive afleveret med ”der Erklärung: dies<br />
sei die richtige” (ibid.). Det ville imidlertid efter Luhmanns opfattelse blot medføre, at man<br />
måtte følge sin selvbeskrivelse op dels med autoritet 205 (altså med argumentationseksterne<br />
elementer i <strong>kommunikation</strong>en som fx <strong>det</strong> førhen normalt anvendte begreb om Gud), dels<br />
med yderligere grunde, dels med en vedholdende argumentationsindsats, og <strong>det</strong> måtte man<br />
så fortsætte med, indtil enhver vil være overbevist. Det er her Luhmanns pointe, at man<br />
godt kan gøre <strong>det</strong> på den måde, ja at <strong>det</strong> faktisk bliver forsøgt gjort sådan. Imidlertid vil <strong>det</strong><br />
da ske som et led i den fortsatte videnskabelige produktionsproces, og <strong>det</strong> vil sige, at <strong>det</strong><br />
vil ske under de vilkår, som <strong>det</strong> <strong>funktionelt</strong> ud<strong>differentierede</strong> videnskabssystem fremby-<br />
der. Det betyder så på sin side, at <strong>det</strong> vil blive udsat for iagttagelse og dermed for skelnen<br />
og betegnelse, ligesom <strong>det</strong> uophørligt vil ændre sig alt afhængig af den skelnen, som den<br />
aktuelle iagttager lægger til grund. I en sådan situation vil <strong>det</strong> derfor iflg. Luhmann fremstå<br />
som indlysende, at en sådan <strong>samfund</strong>sselvbeskrivelse vil kunne ske på forskellig vis. 206<br />
Luhmanns svar på og krav til <strong>det</strong>te forhold er da, at man må fremstille de teoreti-<br />
ske strukturer så klart som muligt med henblik på, at den videre <strong>kommunikation</strong> inden for<br />
videnskabsprocessen i <strong>det</strong> mindste kan fastslå, hvad der bliver forelagt til iagttagelse og til<br />
antagelse hhv. til afvisning (GG, p. 1136). 207 Med udgangspunkt i sit begreb om kommu-<br />
nikation som noget, der sker i mediet mening, 208 fastslår Luhmann, at et <strong>samfund</strong>ssystem i<br />
forbindelse med udførelsen af sin autopoiesis netop producerer former i samme medium,<br />
altså i mediet mening. Det betyder på sin side, at <strong>det</strong>te <strong>samfund</strong>ssystem må operere i de tre<br />
meningsdimensioner, 209 nemlig hhv. sagsdimensionen, hvor forskellen mellem inde og ude<br />
(eller mellem system og omverden) får sin form, og som Luhmann vil beskrive via sy-<br />
stemdifferentieringsbegrebet; tidsdimensionen, hvor <strong>det</strong> drejer sig om forskellen mellem<br />
205 Jf. også foror<strong>det</strong> til Luhmann 1993b, Soziologische Aufklärung 5. Konstruktivistische Perspektiven. 2.opl.<br />
(1990) Opladen, Westdeutscher Verlag, p. 11. Det er således et fast og gentaget synspunkt hos Luhmann.<br />
Dette med autoritet og eventuel misbrug heraf var også oppe at vende som tema i den i vinteren 2003 førte<br />
debat her i lan<strong>det</strong> om videnskabelig uredelighed med meget mere, jf. direktør for Forskningsstyrelsen, Jens<br />
Morten Hansens kronik i Politiken for den 24. februar 2003, ”Tillid til videnskaben”.<br />
206 Dette udsagns forståelighed vinder i styrke, når <strong>det</strong> ses i lyset af den måde, som iagttagelse opfattes på hos<br />
Luhmann, dvs. med betoning af forskelle mellem en førsteordens og en andenordens iagttagelse. For en relativt<br />
let tilgængelig oversigt herover henviser jeg til Niels Åkerstrøm Andersen 1999, p. 109 ff.<br />
207 Et sådant programmatisk svar kan ud fra en umiddelbar betragtning forekomme ”minimalistisk”. Det er<br />
imidlertid min opfattelse, at man med kravet om at kunne fremstille selve de teoretiske strukturer i forbindelse<br />
med en eller anden grad af <strong>samfund</strong>smæssig selvbeskrivelse, da står overfor noget nyt, som man i den videnskabelige<br />
produktionsproces ikke umiddelbart vil have helt let ved at indfri.<br />
208 Jeg henviser til beskrivelsen her i kapitlet af såvel <strong>kommunikation</strong>s- som meningsbegrebet, herunder også<br />
af Luhmanns anvendelse af begrebet om medium, men skal dog her anføre, at synspunktet indebærer, at enhver<br />
<strong>kommunikation</strong> i iagttagelsesøjeblikket må fremstå som en selektion ud fra en flerhed af valgmuligheder.<br />
209 Jf. Jönhill 1997, p. 162 ff., se endvidere gennemgangen af meningsbegrebet.<br />
82
før og efter, og hvor Luhmann vil anvende evolutionsbegrebet; samt socialdimensionen,<br />
hvor <strong>det</strong> drejer sig om forskellen mellem Ego og Alter, hvor Luhmann vil anvende kom-<br />
munikationsbegrebet og de med <strong>det</strong> forbundne medier.<br />
Hvis man altså vil forsøge at give en beskrivelse af samfun<strong>det</strong> som en enhed, så<br />
giver disse meningsdimensioner følgelig visse holdepunkter for de temaer, som <strong>samfund</strong>s-<br />
beskrivelsen må tage hensyn til. Luhmann anfører (GG, p. 1138), at på samme måde som<br />
de tre meningsdimensioner gensidigt forudsætter hinanden, på samme måde vil man kunne<br />
tage udgangspunkt i en hvilken som helst af de tre teorier om hhv. <strong>kommunikation</strong>smedier,<br />
om evolution og om differentiering i forbindelse med en iagttagelse af de andre, hvorfor<br />
indstigningsdøren for en fremstilling af den samlede teori om samfun<strong>det</strong> kan være ethvert<br />
af disse tre teorifelter, altså enten <strong>kommunikation</strong>steori eller evolutionsteori eller differen-<br />
tieringsteori. Luhmann sammenfatter <strong>det</strong>te resultat i figur 11 nedenfor, jf. i øvrigt GG, p.<br />
1138. Det er Luhmanns hensigt at vise, hvordan konstruktionen af <strong>samfund</strong>steorien kan ske<br />
som en kombination af:<br />
Teori om: Modsvarende samfun<strong>det</strong>s:<br />
Differentiering Sagsdimension<br />
Evolution Tidsdimension<br />
Kommunikationsmedier Socialdimension<br />
Hermed er vi på <strong>samfund</strong>steoriens mest abstrakte niveau, som Luhmann kalder for<br />
reflekteret autologi, eller konkret i den her anførte sammenhæng, jf. også afsnitsoverskrif-<br />
ten i GG, p. 1128: ”Reflektierte Autologie: Die soziologische Beschreibung der Ge-<br />
sellschaft der Gesellschaft”. Dermed er vi også fremme ved forklaringen på, hvorfor <strong>det</strong>te<br />
hovedværk har denne for en umiddelbar betragtning mærkelige titel. Det drejer sig i al sin<br />
komplicerede simpelhed om at erkende, at der ikke mere gives nogen absolut plads eller<br />
noget absolut punkt, hvorfra vi kan beskrive samfun<strong>det</strong>. Som <strong>det</strong> fremgår af figur 11, er der<br />
i denne opfattelse af <strong>samfund</strong>steorien en gensidighed mellem på den ene side selve sam-<br />
fun<strong>det</strong> autopoiesis, altså på <strong>det</strong> forhold, at samfun<strong>det</strong> som kommunikativt system skaber<br />
sig selv og sine egne strukturer ud fra sig selv, dvs. ud fra sin egen <strong>kommunikation</strong> og de<br />
med den forbundne strukturer, og på den anden side samfun<strong>det</strong>s selvbeskrivelse, som pro-<br />
duceres uopholdeligt i forbindelse med den forekommende <strong>samfund</strong>smæssige kommunika-<br />
tion, dvs. overalt hvor der kommunikeres.<br />
83
Samfun<strong>det</strong>s<br />
autopoiesis<br />
Semantik: Kommunikation Evolution Differentiering<br />
Menings-<br />
dimension: Social Tidslig Saglig<br />
Samfun<strong>det</strong>s<br />
selvbeskrivelse<br />
Figur 11. Samfundsteoriens relationer.<br />
Kun Gud eller en funktionel ækvivalent herfor – og <strong>det</strong> kunne i en bevidsthedsfi-<br />
losofisk sammenhæng være Subjektet, jf. GG, p. 868 ff. – kan have en sådan absolut plads<br />
eller udgøre et sådant absolut iagttagelsesudgangspunkt. Derfor må den sociologiske sam-<br />
fundsbeskrivelse som den iagttagelse af samfun<strong>det</strong>, den er, erkendes som noget, der udøves<br />
af samfun<strong>det</strong> selv, og at <strong>det</strong>te sker i samfun<strong>det</strong>s egen <strong>kommunikation</strong> med og om sig selv,<br />
hvad netop kun kan lade sig gøre, fordi samfun<strong>det</strong> er et kommunikativt system, som skaber<br />
sig selv autopoietisk, dvs. som skaber sig selv som sit eget værk. Sociologien – eller i vo-<br />
res tilfælde politologien – kan ikke som del af samfun<strong>det</strong> og dermed som del af den sam-<br />
fundsmæssige <strong>kommunikation</strong> træde udenfor samfun<strong>det</strong> som en eller anden eksternalitet.<br />
Sociologien/politologien er sociale <strong>kommunikation</strong>ssystemer i samfun<strong>det</strong>, som qua produ-<br />
cerende videnskaber beskriver samfun<strong>det</strong>, men som også beskriver <strong>samfund</strong>sbeskrivelsen<br />
således som den i øvrigt måtte forekomme. Det autologiske eller selvanvendelsesagtige<br />
kommer da frem i og med, at denne beskrivelse af <strong>samfund</strong>sbeskrivelsen anvendes mere<br />
eller mindre korrigerende på sig selv – derfor drejer <strong>det</strong>te værk sig om samfun<strong>det</strong>s sam-<br />
fund! 210<br />
2.7. Opsamling<br />
Opsummerende kan man sige, at Luhmann har i hvert fald to væsentlige udgangs-<br />
punkter for sit <strong>samfund</strong>steoriprojekt, nemlig hhv. et historisk baseret og et systemteoriba-<br />
seret. Som indledningsvis anført har sigtet med <strong>det</strong>te kapitel været med udgangspunkt i<br />
210 Ligesom Luhmanns respektive monografier om funktionssystemer på samme måde tituleres som fx Sam-<br />
fun<strong>det</strong>s politik, ret, økonomi, osv.<br />
84
disse to perspektiver at pege på forhold inden for Luhmanns <strong>samfund</strong>steoretiske produkti-<br />
on, der har særlig betydning for konstruktionen af <strong>samfund</strong>smæssige funktionssystemer. 211<br />
Jeg vil her opsummere de af de grundlæggende teser i den Luhmannske <strong>samfund</strong>steori,<br />
som har været berørt i kapitlet, og som jeg i <strong>det</strong> følgende i særlig grad vil trække på.<br />
Enhver social kontakt bliver opfattet som system, og <strong>kommunikation</strong> er den<br />
grundlæggende operation i sociale systemer. Sociale systemer opererer i mediet mening,<br />
hvad de har til fælles med psykiske systemer. Mening fremstår som et overskud af henvis-<br />
ninger til yderligere muligheder for oplevelse og handling, hvorved mening tvinger til se-<br />
lektion. Det kan også udtrykkes på den måde, at sociale og psykiske systemer er menings-<br />
konstituerede systemer. Mening er således medium for de operationer, der forløber inden<br />
for såvel sociale som psykiske systemer, dvs. for <strong>kommunikation</strong> i sociale systemer og for<br />
tanker / forestillinger i psykiske systemer. Sociale systemer kan fungere som interaktions-<br />
systemer, organisationssystemer og <strong>samfund</strong>ssystemer.<br />
Det moderne <strong>samfund</strong> er et verdens<strong>samfund</strong>, og <strong>det</strong> er differentieret efter funkti-<br />
on. Hvert enkelt funktionssystem realiserer hele samfun<strong>det</strong> i sit perspektiv. Det kan også<br />
udtrykkes på den måde, at den funktion, <strong>det</strong> enkelte funktionssystems <strong>kommunikation</strong> dre-<br />
jer sig om, udøves inden for pågældende funktionssystem, fordi <strong>kommunikation</strong> kun kan<br />
operere systeminternt, aldrig på tværs af systemgrænser. Et funktionssystem er en særlig<br />
type socialsystem, og som sådant er <strong>det</strong> også autopoietisk, dvs. operationelt lukket og selv-<br />
referentielt, men kognitivt åbent og fremmedreferentielt. Funktionssystemer uddifferentie-<br />
res som svar på den i samfun<strong>det</strong> stigende grad af kontingens. Som katalysator for denne<br />
differentieringsproces i <strong>det</strong> <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong> virker de symbolsk genera-<br />
liserede <strong>kommunikation</strong>smedier. Det er dog en forudsætning, at <strong>det</strong> enkelte SGK har kun-<br />
net udvikle en binær centralkode. Det er principielt et empirisk spørgsmål at fastslå, om der<br />
er eller ikke er udviklet en binær centralkode, og dermed om der kan foreligge et funkti-<br />
onssystem. Teorien er således åben for udviklinger i empirien.<br />
Det moderne <strong>samfund</strong> med delsystemer frembyder tre muligheder for iagttagelse<br />
af systemer: Man kan iagttage <strong>det</strong> samlede system, som delsystemet hører til (dvs. samfun-<br />
<strong>det</strong>); man kan iagttage andre delsystemer i den <strong>samfund</strong>sinterne omverden (eller også an-<br />
dre systemer i den eksterne omverden, fx psykiske systemer), og man kan iagttage delsy-<br />
stemet via sig selv (dvs. selviagttagelse). De modsvarende systemreferencer benævnes hhv.<br />
211 Der ligger fortsat en dobbelthed i denne formulering, jf. note foran i <strong>det</strong>te kapitel, nemlig <strong>det</strong> forhold, at<br />
teorien nok påstår eksistensen af de beskrevne systemer, men der menes ikke hermed en påstand om, at de<br />
fremstår som genstande, der kan nås, derimod opfattes de ”i fænomenologiens forstand som horisont”, jf.<br />
Luhmanns instruktive diskussion heraf i RM, p. 18/15.<br />
85
funktion, ydelse og refleksion. Det følger heraf, at iagttagelse af samfun<strong>det</strong> modsvarer iagt-<br />
tagelse af et funktionssystem i relation til <strong>det</strong>s funktion; iagttagelse af et interaktionssy-<br />
stem, et organisationssystem eller et funktionssystem i relation til tilsvarende systemer<br />
modsvarer iagttagelse af disse systemer i relation til den ydelse de præsterer i denne relati-<br />
on, mens iagttagelse af delsystemet via sig selv, altså selviagttagelse, modsvarer iagttagelse<br />
af systemets refleksion.<br />
Enhver iagttagelse forløber som <strong>kommunikation</strong>, og <strong>kommunikation</strong> forløber in-<br />
den for alene ét system, men <strong>kommunikation</strong> er også altid <strong>kommunikation</strong> om noget. Der-<br />
for er enhver iagttagelse såvel en systemintern som en systemekstern proces.<br />
I <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> har Luhmann identificeret en række funktionssystemer. I<br />
<strong>det</strong> følgende skema har jeg oplistet disse funktionssystemer og deres ken<strong>det</strong>egn dels ud fra<br />
forskellige Luhmann-tekster, dels ud fra sekundærlitteratur. Jeg vil i næste kapitel om hhv.<br />
<strong>det</strong> politiske system og massemediesystemet tage udgangspunkt i systematikken fra <strong>det</strong>te<br />
skema. Det vil ske under en overordnet synsvinkel, der tager afsæt i spørgsmålet: Hvad er<br />
efter Luhmanns opfattelse problemet, dvs. hvad er funktionen, og hvordan beskriver Luh-<br />
mann løsningen/erne på problemet? Sigtet er som anført foran i kapitel 1 at lægge an til en<br />
argumentation for teoriens forskningsmæssige, herunder empiriske, relevans.<br />
86
Figur 12. Funktionssystemer: sammenligning af ken<strong>det</strong>egn<br />
Funktionssystem<br />
Politik Muliggøre<br />
kollektivt<br />
bindende<br />
beslutning<br />
Massemedier<br />
Funktion Ydelse Program/<br />
Refleksion<br />
”Irritation”<br />
af samfun<strong>det</strong><br />
Økonomi Knaphedsreduktion<br />
Ret Hindre normativforventningsk<br />
ontingens<br />
Videnskab Skabe ny<br />
viden<br />
Religion Kontingensudelukkelse<br />
Uddannelse Karriereselektion<br />
Kunst Verdensiagttagelse<br />
(verden i<br />
verden)<br />
Intimforhold<br />
/Familie<br />
Partnervalg<br />
Personinklusion<br />
Medicin At omgås<br />
sygdom<br />
Sport Levere<br />
præstationsforbilleder<br />
Udføre kollektivtbindendebeslutning<br />
Konstruere<br />
samfun<strong>det</strong>s<br />
fællesverdenTilfredsstillematerielle<br />
behov<br />
Konfliktreg<br />
ulering<br />
Levere ny<br />
viden<br />
Diakoni og<br />
sjælesorg<br />
Muliggøre<br />
usandsynlig<strong>kommunikation</strong>Selvfortolkning <br />
Reproduktion<br />
Behandle<br />
sygdom<br />
Leverer<br />
dramaer i<br />
kroppens<br />
medium<br />
Regerings-<br />
og partiprogrammer<br />
Nyheder,<br />
underholdning,<br />
reklamer<br />
Strategier,<br />
priser,<br />
budgetter,<br />
regnskaber<br />
Retsnormer<br />
love<br />
Teorier og<br />
metoder<br />
Religiøs<br />
dogmatik<br />
Pædagogik,<br />
læseplaner<br />
Kunstdogmatik,stilprincipper<br />
Medium Kode/<br />
Ledeforskel<br />
Magt Regering/<br />
opposition<br />
Information <br />
Information/<br />
ikke<br />
information<br />
Penge Betaling/<br />
ikke betaling<br />
Ret<br />
(retspleje)<br />
Sandhed Sandhed/<br />
usandhed<br />
Tro Immanens/<br />
transcendens <br />
Levnedsløb<br />
(Barnet)<br />
Attributionsform<br />
Handling<br />
til<br />
Handling<br />
Handling<br />
til oplevelse<br />
Handling<br />
til oplevelse<br />
Ret/uret Handling<br />
til<br />
Handling<br />
Bedre læring/<br />
dårlig<br />
læring<br />
Kunstværk Passende/<br />
upassende<br />
(Smukt/<br />
hæsligt)<br />
Passion Kærlighed Elsker/ elsker<br />
ikke<br />
Medlem/ej<br />
medlem<br />
Forskrifter<br />
for forebyggelse<br />
+<br />
behandling<br />
Regler for<br />
sportsudøvelse<br />
Sporten<br />
som værk<br />
Oplevelse<br />
til oplevelse<br />
Oplevelse<br />
til oplevelse<br />
(?)<br />
Handling<br />
til oplevelse<br />
(?)<br />
Handling<br />
til oplevelse<br />
Oplevelse<br />
til<br />
handling<br />
Institutionel<br />
kerne<br />
Forvaltning<br />
partier,<br />
publikum<br />
TV, radio,<br />
aviser, forlag<br />
mv.<br />
87<br />
Symbiotiskmeka-nisme<br />
Fysisk<br />
vold<br />
Iagttagelse<br />
og erkendelse <br />
Virksom- Behov<br />
heder,husholdninger<br />
Domstole (Fysisk<br />
vold)<br />
Universitetsforskning/<br />
-<br />
projekter<br />
Kirker,<br />
moskeer<br />
m.m.<br />
Skoler, uddannelsesinstitutionerKunsthandlere,<br />
forlag<br />
m.v.<br />
Ægteskab<br />
partnerskab<br />
forældrebørn-rel.<br />
Syg/rask Hospitaler<br />
lægehuse<br />
m.m.<br />
Vinde/tabe Handling<br />
til oplevelse<br />
(?)<br />
Sportshaller/sportspladser<br />
mv.<br />
Stykket sammen fra: Krause 2001; Qvortrup 2001a, Reese-Schäfer 2001, Thyssen 2000 + diverse Luhmann-<br />
tekster 212<br />
212 Massemediesystemets attributionsform: her sætter Detlef Krause spørgsmålstegn ved og parentes om,<br />
hvorvidt der er tale om, at en <strong>kommunikation</strong> attribueres (tilskrives) i formen Handling til oplevelse. Men<br />
ved tjek i RM (130/93) synes <strong>det</strong> dog at fremgå forholdsvis klart, at der faktisk er tale om en tilskrivning af<br />
oplevelse til individerne ud fra en handlingsform i mediet, fx når Luhmann skriver, at ”nyheder .. forudsætter<br />
Iagttagelse<br />
og erkendelse <br />
Iagttagelse<br />
og erkendel-se <br />
Seksualitet/slægtskab?
individer som kognitivt interesserede iagttagere, der kun tager til efterretning, hvad der bliver forelagt dem”<br />
(p.93)<br />
Religionssystemet: Attributionsform, beskriver Detlef Krause som oplevelse til oplevelse, men sætter <strong>det</strong> i parentes<br />
og med spørgsmålstegn ved. Det tager jeg til efterretning. Symbiotisk mekanisme, findes iflg. Detlef<br />
Krause ikke inden for religionssystemet, hvad jeg ligeledes tager til efterretning. Religiøs dogmatik, som er et<br />
bredere begreb end teologi (som bl.a. Qvortrup bruger), anvender jeg til betegnelse for den refleksion og programvirksomhed,<br />
der pågår inden for religionssystemet. Jeg bygger her som udgangspunkt på Luhmann 1972<br />
h, Religion als System. Thesen, i: Karl-Wilhelm Dahm, Niklas Luhmann, Dieter Stoodt, 1972, Religion – System<br />
und Sozialisation, Darmstadt und Neuwied, Hermann Luchterhand Verlag, p. 11-13, som blot består af<br />
syv teser, som Luhmann har formuleret til brug ved et foredrag ved Evangelischen Akademie Hofgeismar i<br />
november 1971.<br />
Sygdomsbehandling, der foregår inden for medicin- eller sygdomsbehandlingssystemet, har Luhmann kun<br />
beskrevet i meget begrænset omfang. Når jeg har taget <strong>det</strong>te system med, beror <strong>det</strong> på, at Luhmann faktisk er<br />
af den opfattelse, at <strong>det</strong> vil kunne beskrives som et særligt funktionssystem, fordi der er udviklet en binær<br />
kode for <strong>kommunikation</strong>en her, jf. Luhmann 1993b, Soziologische Aufklärung 5. Konstruktivistische Perspektiven.<br />
2.opl. (1990) Opladen, Westdeutscher Verlag, p. 183-195, artiklen ”Der medizinische Code”, hvor<br />
han giver en beskrivelse af den medicinske kode, sygdom/sundhed. Luhmann afviser imidlertid, at der kan<br />
være et SGK for <strong>det</strong>te system, i<strong>det</strong> SGK kun er egnet for funktionsområder ”in denen das Problem und der<br />
angestrebte Erfolg in der Kommunikation selbst liegen.” Ved sygdomsbehandling er der imidlertid tale om,<br />
at <strong>det</strong>te systems ”Funktion in einer Änderung der Umwelt liegt”, fx ”eine Änderung menschlicher Körper”<br />
eller ”Bewusstseinsstrukturen”, som <strong>det</strong> hedder i GG, p. 407, jf. også foran, afsnit 2.5.5.<br />
Uddannelsessystemet får her i skemaet udpeget et medium, altså et SGK, her barnet, dvs. <strong>det</strong>s levnedsløb,<br />
hvilket stammer fra Krause 2001, p. 43. Hos Qvortrup 2001a er mediet anført som dannelse. Luhmann afviser<br />
imidlertid også, at der kan være et SGK for uddannelsessystemet. Argumentationen er den samme som<br />
for sygdomsbehandlingssystemet.<br />
Familie/intimforhold er medtaget her som funktionssystem, men <strong>det</strong> er faktisk ikke i overensstemmelse med<br />
Luhmanns opfattelse, for familien lader sig ikke mere indføje i et <strong>samfund</strong>sstrukturelt givent skema eller differentieringsskema<br />
(Luhmann 1993b, p. 200). Det betyder imidlertid ikke, at familien er uden funktion: Familien<br />
orienterer sig internt mod en difference mellem system og omverden forstået på den måde, at der i familien<br />
sker <strong>det</strong>, at personens interne såvel som eksterne adfærd bliver anset for relevant: Alt hvad et familiemedlem<br />
foretager sig inden for eller uden for familien bliver gjort til genstand for familieintern <strong>kommunikation</strong>.<br />
Man kan altså ikke afvise en <strong>kommunikation</strong> om sig selv i sin familie med en bemærkning om, at <strong>det</strong><br />
ikke kommer den anden ved. I familien må man svare, og man må ikke engang antyde, at man er varsom med<br />
<strong>det</strong> man har sagt! Den som er parat til at følge sådanne regler, er klar til at blive gift, som Luhmann formulerer<br />
<strong>det</strong> (ibid. p. 201)! Men ”die Gesamtheit der Familien hat als Gesamtheit keine gesellschaftliche Funktion”<br />
(ibid. p. 210) … thi den ligger i <strong>det</strong> forhold, at ”gerade wenn man .. jedem die Chance einer familialen Inklusion<br />
offen halten, erfordert dies zwingend den Verzicht auf Funktionssystemeinheit. Hier .. liegt die Besonderheit<br />
der gesellschaftlichen Stellung der modernen Familie.”(ibid. p. 211). Enhver kan altså stifte familie.<br />
Der er iflg. Luhmann ikke nogen <strong>samfund</strong>sstrukturelle forhold som i ældre <strong>samfund</strong>, der som sådan umuliggør<br />
<strong>det</strong>, som fx om man nu kan finde en standsmæssigt passende ægtefælle.<br />
88
3. Luhmanns formulering af <strong>det</strong> politiske og <strong>det</strong> massemedie-<br />
mæssige i <strong>det</strong> <strong>funktionelt</strong> <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong><br />
I <strong>det</strong>te kapitel vil jeg som anført i afsnit 1.3. beskrive Luhmanns formulering af<br />
<strong>det</strong> politiske og <strong>det</strong> massemediemæssige funktionssystem i <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong>. Det vil i<br />
fortsættelse af især beskrivelsen under afsnit 2.5 ske med <strong>det</strong> sigte at komme så tæt som<br />
muligt på Luhmanns begrundelser for, at der her er tale om to forskellige funktionssyste-<br />
mer. Som anført i samme afsnit ser Luhmann forhol<strong>det</strong> mellem den til enhver tid værende<br />
dobbelte kontingens og de sociale <strong>kommunikation</strong>ssystemer som et problemforhold i et<br />
tidsperspektiv. Det vil sige, at de sociale systemer løser nogle problemer af kommunikati-<br />
onsmæssig art på hver deres <strong>kommunikation</strong>sområde. Dette gælder som anført også for<br />
funktionssystemerne i samfun<strong>det</strong>. De løser nogle <strong>kommunikation</strong>sproblemer ved hjælp af<br />
symbolsk generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedier, SGK, og de i den forbindelse udviklede<br />
central- eller præferencekoder, nærmere bestemt derved, at de transformerer de af udvik-<br />
lingen stærkt forøgede nej-sandsynligheder til ja-sandsynligheder. Det er som anført da<br />
Luhmanns tese, at uddifferentieringen af funktionssystemer sker under ledelse af en sådan<br />
kode inden for <strong>samfund</strong>ssystemet.<br />
Luhmann har om udgangspunktet for sin tænkning engang i et interview udtalt<br />
følgende: ”Wenn man eine Gesellschaft einmal in einer bestimmten Weise sähe, dann in-<br />
teressiert mich, welche Konsequensen das hätte.” 213 Det er en interesse, som jeg fuldt ud<br />
deler! Ja, faktisk kan man i en vis forstand sige, at den måde at gå til sagen på 214 , som jeg<br />
således søger at anvende, i realiteten er den samme, som Luhmann her anfører som sin. Det<br />
skal forstås på den måde, at <strong>det</strong> interesserer mig at se på konsekvenserne af den teorikon-<br />
struktion, som Luhmann har fremlagt. Det kan imidlertid ikke forblive ved <strong>det</strong>, når jeg<br />
samtidig spørger efter grundlaget for teorikonstruktionen.<br />
Det er, som vi så foran i afsnit 2.5.4. her, at kimen til usikkerhed kan ligge. Det er<br />
her, man kan stoppe op for nærmere overvejelser. Sigtet vil derfor være dobbelt. Det vil for<br />
<strong>det</strong> første være at redegøre for, hvordan Luhmann når frem til sin konklusion om, at der her<br />
er tale om ikke ét, men to forskellige funktionssystemer. For <strong>det</strong> an<strong>det</strong> vil <strong>det</strong> være nærme-<br />
re at overveje, hvad denne konklusion må få af konsekvens for <strong>det</strong> videnskabelige studium<br />
213 Luhmann 1987a, p. 151<br />
214 Som vel er at ligne med analysestrategi, jf. Åkerstrøm Andersen, 1999, der ser en bevægelse i moderne<br />
socialvidenskab ”Fra metode til analysestrategi”, jf. titlen på første kapitel i pågældende bog.<br />
89
af politisk <strong>kommunikation</strong>, herunder at pege på eventuelle muligheder for empirisk anven-<br />
delse af Luhmanns konklusion.<br />
Indledningsvis vil <strong>det</strong> i lyset af, at Luhmann ser forhol<strong>det</strong> mellem den til enhver<br />
tid værende dobbelte kontingens og de sociale <strong>kommunikation</strong>ssystemer som et problem-<br />
forhold i et tidsperspektiv, være centralt at overveje spørgsmålet om, hvorvidt hans be-<br />
stemmelse af disse to funktionssystemers funktion rækker ud over systemerne selv. Vil<br />
man fx kunne sige, at <strong>det</strong> politiske funktionssystem udfører den eller den funktion for sam-<br />
fun<strong>det</strong> med henblik på samfun<strong>det</strong>s opretholdelse? Eller vil funktionen tværtimod, evt. som<br />
følge af teorien om autopoiesis, kunne siges at være begrænset til alene at dreje sig om<br />
funktionssystemets egen opretholdelse? Eller kunne der måske snarere være tale om et bå-<br />
de og? Jeg tager <strong>det</strong>te tema op, fordi <strong>det</strong> som anført i afsnit 1.3. vil være af stor betydning<br />
for, hvordan vi med udgangspunkt i Luhmanns begrebsapparat vil kunne beskrive politisk<br />
<strong>kommunikation</strong>. Dermed vil besvarelsen af <strong>det</strong>te tema også være væsentlig for behandlin-<br />
gen af den for <strong>det</strong>te speciale styrende problemstilling. Endvidere tager jeg temaet op, fordi<br />
<strong>det</strong> indgår med en ikke ubetydelig vægt i debatten om Luhmanns <strong>samfund</strong>steori, jf. også<br />
den kort refererede diskussion af den Luhmannske teoridannelses mulige konservative og<br />
dermed <strong>samfund</strong>sbevarende karakter med hvad måtte følge deraf af forskningsstrategiske<br />
konsekvenser.<br />
Et eksempel på denne debat finder vi hos Roar Hagen, hvor <strong>det</strong> hedder: ”..<strong>det</strong> mo-<br />
derne <strong>samfund</strong> .. består af en række delsystemer .. Hvert system varetager en specialfunk-<br />
tion for samfun<strong>det</strong> og opererer uafhængigt af de andre.” 215 Der synes her at være en remi-<br />
niscens fra nogle af de ideologikritiske diskussioner om den Luhmannske teoriproduktion i<br />
og omkring samt i kølvan<strong>det</strong> på fællesværket mellem Habermas og Luhmann fra 1971, 216<br />
jf. i øvrigt også foran, afsnit 1.2., hvor jeg kort refererede til en kritik af Luhmanns system-<br />
teori for at være en konservativ systemoverlevelsesmodel.<br />
Heroverfor står en læsning af Luhmanns <strong>samfund</strong>steori, som vi eksempelvis kan<br />
se hos Anders la Cour, der kommer frem til <strong>det</strong> synspunkt, at ”i modsætning til funktiona-<br />
215 Roar Hagen 1996, Niklas Luhmann, p. 367, i: Heine Andersen & Lars Bo Kaspersen, Klassisk og moderne<br />
<strong>samfund</strong>steori, København, Hans Reitzel, p. 367-380, min fremhævning. Det er et synspunkt, der ikke er<br />
tilfældigt hos Hagen. Det gentages således i hans artikel, Roar Hagen 1997b, Autopoiesis-begrepets<br />
muligheter og begrensninger i moderne samfunnsteori, i: Tidsskrift for Samfunnsforskning, 3, p. 389-415, p.<br />
405, og Roar Hagen gentog synspunktet som officiel opponent under diskussionen med Anders la Cour under<br />
dennes forsvar den 28. maj 2002 af sin Ph.d-afhandling, Anders la Cour 2002, på Sociologisk Institut, Københavns<br />
Universitet.<br />
216 Jürgen Habermas & Niklas Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie – Was leistet die<br />
Systemforschung?, Frankfurt a M, Suhrkamp. Habermas angiver sin interesse til ikke i første række at være<br />
en ideologikritik af den Luhmannske teori. Han finder <strong>det</strong> derimod særligt interessant at udsøge de saglige<br />
fejl i teorien, der fører til, at den egner sig til at opfylde ”der latenten Funktion der Herrschaftslegitimierung”,<br />
jf. p. 145. Der antydes hermed, at i anden række kan ideologikritikken komme frem!<br />
90
lismen, hvis grundsyn er, at samfun<strong>det</strong> udgør en organisk helhed, hvor samfun<strong>det</strong>s normer,<br />
roller og institutioner er som de er, fordi de har gavnlige virkninger for helheden, .. så har<br />
de forskellige ud<strong>differentierede</strong> funktionssystemer ikke længere nogen helhed at referere<br />
til. Eller mere præcist formuleret; der eksisterer ikke længere noget <strong>samfund</strong>, som et fælles<br />
referencepunkt.” 217 Når der ikke længere er et fælles <strong>samfund</strong>smæssigt referencepunkt, så<br />
er der heller ikke længere noget fælles at forsvare og bevare. Det følger derfor af <strong>det</strong>te<br />
synspunkt, at man ikke kan beskylde den Luhmannske systemteori for at være en konser-<br />
verende, dvs. en <strong>samfund</strong>sbevarende teori.<br />
Begge synspunkter kan i og for sig finde støtte i GG. Det hedder således på side<br />
745, ”Während im Falle der Stratifikation jedes Teilsystem sich durch eine Rangdifferenz<br />
zu anderen bestimmen musste und nur so zu einer eigenen Identität gelangen konnte, be-<br />
stimmt im Falle funktionaler Differenzierung jedes Funktionssystem die eigene Identität<br />
selbst .. Die Gesellschaft im übrigen kommt dann nur noch als Umwelt des Funktionssys-<br />
tems in Betracht und nicht als spezifische Unter- oder Überlegenheit.“ Ud fra <strong>det</strong>te citat<br />
kunne man umiddelbart forledes til at tro, at <strong>det</strong> er Luhmanns opfattelse, at der med funkti-<br />
onssystemernes således beskrevne selvbestemmelse faktisk er tale om, at de alene er til for<br />
sig selv.<br />
Imidlertid fortsætter Luhmann med at betone, at denne selvstændighed og selv-<br />
stændiggørelse ikke fører eller har ført til, at der er mindre afhængighed mellem del- eller<br />
funktionssystemerne end før. Tværtimod er <strong>det</strong> Luhmann bestemte opfattelse, at den ind-<br />
byrdes afhængighed mellem del- eller funktionssystemerne er taget til, ”Aber sie nehmen<br />
die Form der Differenz von System und Umwelt an, lassen sich nicht mehr spezifisch nor-<br />
mieren, lassen sich nicht mehr gesamtgesellschaftlich legitimieren als Bedingung von Ord-<br />
nung überhaupt, sondern bestehen jetzt in einer allgemeinen und hochdifferenzierten Ab-<br />
hängigkeit von ständig wechselnden innergesellschaftlichen Umweltbedingungen.“ (i-<br />
bid.) 218 . Med <strong>det</strong>te siger Luhmann altså, at <strong>det</strong> er på grund af selve systemformen, dvs. <strong>det</strong>-<br />
te at et system må iagttages som forskellen mellem system og omverden, samt under-<br />
forstået pga. systemets autopoietiske karakter, at <strong>det</strong> ikke mere lader sig normere endsige<br />
legitimere, dvs. styre specifikt fra <strong>det</strong>s omverden, dvs. fra samfun<strong>det</strong>. Det er altså denne<br />
teoretiske beslutning 219 om, at systemformen er system / omverdensformen, og at operati-<br />
217 Anders la Cour 2002, p. 113<br />
218 Denne høj<strong>differentierede</strong> afhængighed mellem funktionssystemerne kan den funktionelle differentiering<br />
ikke selv håndtere. Til <strong>det</strong> formål er der brug for en anden systemdannelse, nemlig organisation, jf. Luhmann<br />
2000d, Organisation und Entscheidung, Opladen, Westdeutscher Verlag (herefter forkortet til OE), p. 396.<br />
219 Dette turde være et udmærket eksempel på <strong>det</strong> i afsnit 1.0. anførte om, at <strong>det</strong> er teoriens opgave at garante-<br />
re studieobjektets enhed og ikke omvendt.<br />
91
onsformen er autopoietisk, her <strong>kommunikation</strong>smæssig, der gør <strong>det</strong> nødvendigt for Luh-<br />
mann at fastslå denne relative uafhængighed.<br />
I anden sammenhæng 220 forklarer Luhmann mere direkte, hvad der er på færde<br />
her, i<strong>det</strong> han ikke lægger skjul på, at <strong>det</strong> er ændringen fra den klassiske strukturfunktionali-<br />
stiske tilgang, med dens særlige opfattelse af funktion som noget, man når et mål eller må-<br />
lopfyldelse med, til hans egen formulering af funktionsforhol<strong>det</strong> som et problemløsnings-<br />
forhold, hvor <strong>det</strong> da er sammenligningen mellem problemløsninger, der er i fokus. Samti-<br />
dig bliver argumentet imidlertid også til et systemteoretisk argument på den måde, at hvis<br />
man tog udgangspunkt i målopfyldelse og bandt mål og målopfyldelse op på handlingsse-<br />
kvenser og dermed bandt systemet op på disse handlingssekvenser, så måtte man jo have et<br />
problem med systemfortsættelsen, når målet måtte være nået, og når handlingssekvenserne<br />
dermed måtte være gennemført. Dette teleologiske problem undgår eller unddrager Luh-<br />
mann sig netop ved at gå over til sin særlige funktionssystemformulering, som systemteo-<br />
retisk da hviler eller bygger på begrebet om autopoiesis, altså <strong>det</strong> forhold, at systemet ska-<br />
ber sig selv og sine egne strukturer ud fra sine egne operationer, og at <strong>det</strong> sker i et uophør-<br />
ligt problemløsningsforhold og ikke i et sekventielt målopfyldelsesforhold.<br />
Vi har med <strong>det</strong>te imidlertid endnu ikke fået en klar besvarelse af spørgsmålet om,<br />
hvorvidt funktionssystemet opfylder en funktion for sig selv eller for samfun<strong>det</strong>. Vi har a-<br />
lene fået en forberedelse af svaret, som er, at ”Funktionale Differenzierung besagt, dass der<br />
Gesichtspunkt der Einheit, unter dem eine Differenz von System und Umwelt ausdifferen-<br />
ziert ist, die Funktion ist, die das ausdifferenzierte System (also nicht: dessen Umwelt) für<br />
das Gesamtsystem erfüllt.“ (GG, p. 745-746).<br />
Samfun<strong>det</strong>s enhed ligger altså i den særlige funktion, som <strong>det</strong> ud<strong>differentierede</strong><br />
funktionssystem opfylder for samfun<strong>det</strong>. En sådan funktion kan være den, som <strong>det</strong> politi-<br />
ske system varetager, nemlig at muliggøre, at der kan træffes kollektivt bindende beslut-<br />
ninger, eller den, <strong>det</strong> økonomiske system varetager, nemlig at sikre fremtiden med henblik<br />
på knappe goder (GG, p. 747) 221 , men <strong>det</strong> kunne altså også være den funktion, som mas-<br />
semediesystemet varetager, nemlig at irritere samfun<strong>det</strong> (altså ikke bare <strong>det</strong> politiske sy-<br />
stem, men hele samfun<strong>det</strong>! 222 ). Da de enkelte funktionssystemer hver især på denne måde<br />
så at sige tager monopol på udøvelsen af deres respektive funktion, så mener Luhmann, at<br />
han har fået samlet begge synspunkter i ét synspunkt, i<strong>det</strong> ”Die Funktion liegt im Bezug<br />
220 Luhmann 1993n, bånd nr. 11.<br />
221 Jf. også figur 12 foran.<br />
222 For at holde samfun<strong>det</strong> åbent, herunder også alle de andre systemer. Irritation modvirker således autarke<br />
tendenser og virker på den måde integrerende, jf. Luhmanns begreb om integration, hvorved han ”nichts anderes<br />
verstehen als die Reduktion der Freiheitsgrade von Teilsystemen” (GG, p. 603).<br />
92
auf ein Problem der Gesellschaft, nicht im Selbstbezug oder in der Selbsterhaltung des<br />
Funktionssystems. Sie wird, obwohl sie zur Ausdifferenzierung einer besonderen Sys-<br />
tem/Umwelt-Beziehung in der Gesellschaft führt, nur im Funktionssystem und nicht in<br />
dessen Umwelt erfüllt.“(GG, p. 746). Funktionen i samfun<strong>det</strong>, dvs. problemet, iagttages så-<br />
ledes fremmedreferentielt ud fra funktionssystemet, mens selve operationen(rne), dvs. sel-<br />
ve funktionsbehandlingen af problemet, i overensstemmelse med <strong>det</strong> systemteoretiske og<br />
autopoietiske forlæg alene kan og derfor må foregå eller processere internt i funktionssy-<br />
stemet.<br />
Det er her vigtigt, at de forskellige iagttagelsesvinkler holdes adskilt, jf. foran, af-<br />
snit 2.6., hvor den iagttagelse, der omhandler totalsystemet, dvs. den samme slags iagtta-<br />
gelse som netop refereret, bliver benævnt funktion, mens den iagttagelse, der omhandler<br />
andre systemer, benævnes ydelse, og endelig den selviagttagende vinkel, som benævnes re-<br />
fleksion. Således tjener i relation til eksempelvis <strong>det</strong> politiske system ”der Begriff ’Staat’<br />
der internen Selbstbeschreibung (Reflexion) des politischen Systems und sollte nicht ver-<br />
wechselt werden mit der gesellschaftlichen Funktion des Systems, kollektiv bindende Ent-<br />
scheidungen zu treffen.“(GG, p. 758). Hvis man nemlig ikke her skelner mellem begrebet<br />
stat og begrebet <strong>det</strong> politiske system, så ”kommt es zu einer Hypertrophie des Staatsbe-<br />
wusstseins” (ibid.), dvs. at statsbevidstheden i så fald vil blive udsat for ukontrollabel<br />
vækst – og <strong>det</strong> uagtet, at ”Politische Leistungen liegen überall dort vor, wo in anderen<br />
Funktionssystemen der Gesellschaft bindende Entscheidungen benötigt werden“, og “das<br />
ist ungeachtet aller Autonomie anderer Funktionssysteme in hohem Masse der Fall“, som<br />
<strong>det</strong> hedder allerede i 1981. 223 Opsummerende må <strong>det</strong> på denne baggrund kunne konklude-<br />
res, at <strong>det</strong> ikke er så enkelt som de to foran anførte forfattere synes at antage, nemlig at et<br />
funktionssystem for Luhmann enten er til for samfun<strong>det</strong> eller til for sig selv.<br />
Vi er derfor i virkeligheden tilbage ved <strong>det</strong>, som blev anført i afsnit 2.3. Luh-<br />
manns svar var dér, at analysen af <strong>samfund</strong>ssystemet måtte deles op på tre niveauer, nem-<br />
lig på niveauerne for interaktion, organisation og <strong>samfund</strong>. Her i denne indledende og<br />
forskningsstrategiske sammenhæng er vi alene på funktionssystemniveauet, altså alene på<br />
et enkelt niveau i analysen. Men i og med, at <strong>det</strong> respektive funktionssystem i sit særlige<br />
problemløsningsperspektiv tegner samfun<strong>det</strong>s enhed, får <strong>det</strong> imidlertid den konsekvens, at<br />
Luhmann må følge den samme opdeling af sin analyse af funktionssystemet, som han anvi-<br />
ser som gældende for <strong>samfund</strong>ssystemet. Det er da også, hvad han rent faktisk gør i Die<br />
223 Luhmann 1981c, Politische Theorie im Wohlfahrtsstaat, München – Wien, Günther Olzog Verlag, p. 83<br />
93
Politik der Gesellschaft (se fx p. 244), mens <strong>det</strong> er mindre gennemarbej<strong>det</strong> og måske afvi-<br />
gende herfra i Die Realität der Massenmedien.<br />
I <strong>det</strong> følgende vil jeg kortfattet og alene skitseagtigt redegøre for Luhmanns be-<br />
skrivelse af <strong>det</strong> politiske og <strong>det</strong> massemediemæssige funktionssystem med reference til de<br />
anførte niveauer, i<strong>det</strong> sigtet som anført især er at søge hans begrundelser fremhævet for ek-<br />
sistensen af disse respektive systemer. Det sker med særligt henblik på en vurdering af be-<br />
skrivelsens betydning for studiet af politisk <strong>kommunikation</strong> i lyset af problemformulerin-<br />
gen, jf. afsnit 1.1.<br />
3.1. Det politiske system<br />
Som vi så i afsnit 2.5.3., er <strong>det</strong> Luhmanns opfattelse eller tese, at differentieringen<br />
af samfun<strong>det</strong> i de respektive funktionssystemer er et resultat af symbolsk generaliserede<br />
<strong>kommunikation</strong>smediers evolution, de såkaldte SGK som penge, magt, sandhed, informa-<br />
tion osv., ligesom selve differentieringen af de respektive delsystemer sker under ledelse af<br />
en kode inden for <strong>samfund</strong>ssystemet. Da Luhmanns systembegreb samtidig er defineret<br />
som autopoietisk, betyder <strong>det</strong>, at ikke alene systemets dannelse, men også <strong>det</strong>s reprodukti-<br />
on, herunder <strong>det</strong>s kontinuerlige operative lukning om sin egen <strong>kommunikation</strong>, sker under<br />
ledelse af en sådan kode, jf. bl.a. afsnit 2.5.3. Som anført i afsnit 1.3. vil beskrivelsen her<br />
tage udgangspunkt i den skematik, der efterhånden har udkrystalliseret sig som sædvanlig,<br />
jf. figur 13:<br />
Funk-<br />
tions-<br />
system<br />
Funktion Ydelse Program/<br />
Politik Muliggøre<br />
kollektivt<br />
bindende<br />
beslutning<br />
Udføre<br />
kollektivt<br />
bindende<br />
beslutning<br />
Refleksi-<br />
on <br />
Rege-<br />
rings- og<br />
partipro-<br />
grammer<br />
Medium Kode/<br />
Lede-<br />
forskel<br />
Magt Regering/<br />
Figur 13. Det politiske funktionssystems ken<strong>det</strong>egn.<br />
opposition<br />
Attribu-<br />
tionsform<br />
Handling<br />
til<br />
Handling<br />
Instituti-<br />
onel kerne<br />
Forvaltning<br />
partier<br />
publikum<br />
Symbio-<br />
tiskme- kanisme<br />
Fysisk<br />
For <strong>det</strong> politiske systems vedkommende har Luhmann altså bestemt <strong>det</strong>s medium<br />
eller SGK som magt, dvs. at den <strong>kommunikation</strong>, der forløber i <strong>det</strong> politiske system, iagt-<br />
tages som forløbende i mediet magt og under ledelse af central- eller præferencekoden at<br />
have magt/ikke at have magt, hvor <strong>det</strong> da drejer sig om at besidde regeringsmagt eller at<br />
være i opposition. Dette er dog kun én udgave af <strong>det</strong> politiske systems mere lokale eller re-<br />
vold<br />
94
gionale måde at være etableret på, og som Luhmann tidstypisk betegner som ”westlicher<br />
Auffassung von Demokratie” 224 .<br />
Det politiske funktionssystem løser således problemforhold af kommuni-<br />
kationsmæssig art på sit særlige <strong>kommunikation</strong>sområde ved hjælp af <strong>det</strong> særlige symbolsk<br />
generaliserede <strong>kommunikation</strong>smedium magt. Forhol<strong>det</strong> iagttages via den i den forbindelse<br />
udviklede central- eller præferencekode, regering/opposition. Det fremstår på den generel-<br />
le måde, at magten medvirker til at transformere de af den <strong>samfund</strong>smæssige udvikling<br />
stærkt forøgede nej-sandsynligheder til ja-sandsynligheder, jf. foran afsnit 2.5.4. Med an-<br />
dre ord medvirker magten til at løse den sociale ordens problematik på sit særlige, politiske<br />
område, jfr. foran afsnit 2.5.1.<br />
Konkret sker <strong>det</strong>te ved, at <strong>det</strong> politiske funktionssystem udfylder den funktion<br />
uophørligt at opretholde kapacitet til at træffe kollektivt bindende beslutninger, eller ordret:<br />
”das Bereithalten der Kapazität zu kollektiv bindendem Entscheidungen”, (PG, p. 84). Som<br />
Luhmann præciserende anfører, så drejer <strong>det</strong> sig her om <strong>kommunikation</strong>, der kommer til<br />
udtryk i form af beslutninger, der som sådan er kontingente. Man kan beslutte sig til at in-<br />
vestere et større eller mindre beløb i jernbanenet eller motorveje – eller i noget helt tredje,<br />
eller man kan undlade at investere eller at beslutte! Det bindende relaterer sig til, at beslut-<br />
ningen, når den én gang er truffet, så ikke bliver draget i tvivl, men derimod på effektiv vis<br />
danner præmis for yderligere beslutninger i beslutningssystemet. Det skal forstås på den<br />
måde, at beslutninger optræder på samme måde som <strong>kommunikation</strong>/ <strong>kommunikation</strong>sen-<br />
heder, jf. foran afsnit 2.4. Ligesom et <strong>kommunikation</strong>ssystem ikke ville kunne overleve<br />
uden fortsat <strong>kommunikation</strong>, vil et organiseret <strong>kommunikation</strong>ssystem i form af en organi-<br />
sation heller ikke kunne overleve uden en uophørlig række af beslutninger. At beslutningen<br />
er kollektivt bindende betyder, at den gælder for alle – også beslutningstageren(erne), hvad<br />
er nyt i forhold til <strong>det</strong> hierarkisk <strong>differentierede</strong> <strong>samfund</strong>, hvor ”die Spitze wie von aussen<br />
regieren könnte.” (PG, p. 85). Sluttelig fremhæver Luhmann vigtigheden af kapacitets-<br />
funktionen, altså <strong>det</strong>te at være i stand til uophørligt at holde et beslutningsberedskab ved<br />
lige. Herved viser eller signalerer <strong>det</strong> politiske system overfor omverdenen, at hvis en poli-<br />
224 Jf. formuleringen i Luhmann 1975b, p. 42, artiklen Komplexität und Demokratie (1969). Denne vestlige<br />
opfattelse af demokrati skal iflg. Luhmann ses som modsætning til den på <strong>det</strong> tidspunkt konkurrerende østlige<br />
opfattelse, hvor man med ideologisk integrerede étpartisystemer anvender ”ihre Ideologie als Grundstruktur<br />
ihrer Entscheidungsprozesse, fast sogar als Programm” (ibid.). Der er i dag ikke mange af disse (kommunistiske)<br />
étpartisystemstater tilbage – med Kina som den helt store undtagelse, jf. eksempelvis Jørgen Delman,<br />
2003, Kinas private erhvervsliv og partistaten, grænser for interessesammenfal<strong>det</strong>?, i: Politologiske<br />
Studier, 6. årg., nr. 2, september 2003, p. 83-93. Men <strong>det</strong> betyder ikke uden videre, at der i dag i ste<strong>det</strong> er<br />
etableret demokratier af vestlig type. Bille<strong>det</strong> er – som <strong>det</strong> vil være bekendt ud fra dele af massemedierne –<br />
langt mere broget, herunder med en række mere eller mindre klan- og/eller mafiaorganiserede politiske systemer.<br />
95
tisk beslutning bliver oplevet som nødvendig, kan systemet træffe den. ”Nur so können in<br />
der gesamten Gesellschaft Möglichkeiten über den Moment hinaus als Chancen, aber auch<br />
als von der Politik ausgehende Gefährdungen garantiert werden.” (PG, p. 85). 225<br />
3.1.1. Det politiske systems organisering<br />
I udgangspunktet ser vi således, at <strong>det</strong> politiske funktionssystem er organiseret<br />
omkring regeringsmagten/staten i og med, at den styrende præferencekode sigter på for-<br />
skellen mellem regering og opposition. 226 Det betyder i relation til <strong>det</strong> <strong>samfund</strong>steoretiske<br />
udgangspunkt, som Luhmann gør til sit, nemlig at funktionssystemernes <strong>kommunikation</strong><br />
ikke har nogen geografiske grænser, men at de i dag omfatter hele verden, altså at de er<br />
verdenssystemer, at <strong>det</strong>te udgangspunkt ikke fuldt ud holder på <strong>det</strong>te særlige funktionsom-<br />
råde. Faktisk er <strong>det</strong> Luhmanns opfattelse, at <strong>det</strong> konkret er staten som organisation, 227 der<br />
udøver den funktion, som <strong>det</strong> politiske funktionssystem har med at opretholde den til en-<br />
hver tid tilstrækkelige kapacitet til at kunne træffe kollektivt bindende beslutninger. Funk-<br />
tionsudøvelsen inden for <strong>det</strong> politiske system sker således på eller ud fra <strong>det</strong> organisati-<br />
onsmæssige område mellem interaktion og <strong>samfund</strong>, jf. foran afsnit 2.3., og den koncentre-<br />
res hos staten for at undgå uløselige modsætninger. 228<br />
Af <strong>det</strong> synspunkt følger da, at vi inden for <strong>det</strong> politiske, verdensomspændende<br />
funktionssystem ser, at selve funktionsudøvelsen foregår på ”der dritten Ebene der Diffe-<br />
renzierung des weltgesellschaftlichen Systems: Funktionale Differenzierung ist die Pri-<br />
märdifferenzierung des Gesellschaftssystems. Für das dadurch ausdifferenzierte politische<br />
System folgt auf einer zweiten Ebene eine segmentäre Differenzierung in Territorialstaa-<br />
ten, die die Politik an die Besonderheiten sehr verschiedener Territorien heranführt. Auf<br />
dieser Differenzierungsebene bezeichnet der Begriff des ’Staates’ die politische Gesamt-<br />
225 Finanslovsforhandlingerne her i november 2003 om bl.a. besparelser på arbejdsløshedsdagpenge og reaktionen<br />
herimod samt regeringens hurtige retræte illustrerer klart problemet set fra <strong>det</strong> politiske systems side –<br />
og <strong>det</strong> er den synsvinkel, der umiddelbart vil trænge sig på i forbindelse med anvendelse af en systemteori<br />
som den Luhmannske. Til forskel fra den tidligere nævnte styringsdiskussion fra 1970’erne, hvor styringen<br />
primært lå i relationen <strong>det</strong> politiske system og <strong>det</strong>s omverden, dvs. ”samfun<strong>det</strong>”, så vil en anvendelse af<br />
Luhmanns teori i dag dog i første række dreje sig om at iagttage selve <strong>det</strong> politiske system og <strong>det</strong>s muligheder<br />
for at styre sig selv, herunder også under indtryk fra systemets omverden. Det forhindrer imidlertid ikke,<br />
at man også vil kunne stille iagttagelsen om til fx <strong>det</strong> økonomiske system og anlægge forskellige kriterier til<br />
iagttagelse der og derfra, og så vil sagen se anderledes ud etc., jf. nedenfor, afsnit 3.1.2., hvor jeg genoptager<br />
brugen af denne case i en note. For så vidt angår selve sagen henvises til bl.a. Politiken for den 12.11.2003.<br />
226 Det er ikke funktionssystemet som sådan, der er organiseret. Det ville nemlig indebære, at den principielle<br />
åbenhed for alles deltagelse ville være udelukket, jf. foran afsnit 2.1.<br />
227 PG, p. 244, ligesom staten rent ud er nødt til at være en organisation, ”wenn er überhaupt befähigt sein<br />
soll, kollektiv bindende Entscheidungen zu treffen”, som <strong>det</strong> hedder, PG, p. 242.<br />
228 Fraværet af en sådan statslig koncentration af magten, som <strong>det</strong> for tiden er tilfæl<strong>det</strong> i bl.a. Afghanistan,<br />
men som <strong>det</strong> har været i mange af østbloklandene siden opløsningen af disse regimer tog til i slutningen af<br />
1980’erne, afdækker tydeligt, hvad <strong>det</strong> er på spil.<br />
96
verantwortung für eine genau abgegrenzte Region. .. Erst auf der nächsten Ebene der Dif-<br />
ferenzierung bedient sich die gesellschaftliche Subsystembildung der Autopoiesis von Or-<br />
ganisationen.“(PG, p. 244). Efter Luhmanns opfattelse skal forklaringen på denne særlige<br />
differentieringsmåde ved <strong>det</strong> politiske system søges i relation til to forhold. For <strong>det</strong> første<br />
set ud fra <strong>det</strong> verdenspolitiske systems systemreference, hvorefter <strong>det</strong> er nødvendigt for<br />
verdenspolitikken, at staten har kollektiv <strong>kommunikation</strong>sevne 229 , hvilket kun kan sikres<br />
via organisationsdannelse (PG, p. 226). For <strong>det</strong> an<strong>det</strong> set ud fra systemreferencen for <strong>det</strong><br />
politiske system på <strong>det</strong> territorialstatslige niveau, hvor <strong>det</strong> i og med opkomsten af politiske<br />
partier som medlemskabsorganisationer ved siden af staten (PG, p. 215) differentierer sig<br />
efter skemaet for centrum/periferi, hvilket differentieringsmønster i <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong><br />
netop kun kan opnås ved hjælp af organisationsdannelse (PG, p. 244). Dette synspunkt på<br />
differentieringen af <strong>det</strong> politiske system hænger endvidere sammen med, at Luhmann går<br />
ud fra et relativt snævert politikbegreb, hvor ”Der Kardinalpunkt des politischen Systems ..<br />
besteht in der Monopolisierung physischer Gewalt mit dem Ziel, kollektiv bindende<br />
Entscheidungen zu treffen”. 230 Staten udgør så at sige ”die präferierte Seite der Unter-<br />
scheidung von legitimer und illegitimer physischer Gewalt”(PG, p.196). Den politiske<br />
magt til at træffe de kollektivt bindende beslutninger er således inden for et geografisk af-<br />
grænset område koncentreret til den statslige organisation, der er placeret i centrum af <strong>det</strong><br />
territorialt afgrænsede system, og den omfatter ”(Parlamente, Regierungen, Vervaltungsbü-<br />
reaukratien), .. (og betegnes som) Verwaltung (im weitesten Sinne)”, 231 mens øvrige poli-<br />
tiske organisationer, særligt de politiske partier, er placeret i periferien eller i <strong>det</strong> som<br />
Luhmann betegner som ”Vorfeld”. 232<br />
Det særlige ved organisationer er, at de i og med, at de kommunikerer ved hjælp<br />
af beslutninger, så at sige har ”<strong>kommunikation</strong>sevne”. Det hænger sammen med, at „nur<br />
als Organisation, das heisst nur in der Form der Repräsentation seiner eigenen Einheit,<br />
kann ein System mit seiner Umwelt kommunizieren.”, som <strong>det</strong> hedder i GG, p. 607, jf. fo-<br />
ran, afsnit 2.1. Og videre noterer Luhmann, „Organisationen können (wie Personen) im ei-<br />
genen Namen kommunizieren, weil sie die Entscheidung zur Kommunikation an Adressa-<br />
ten der Umwelt intern als verbindlich durchsetzen können .. Organisationen sind die einzi-<br />
229 Nærmere om <strong>kommunikation</strong>sevne nedenfor.<br />
230 Som <strong>det</strong> hedder i Luhmann 1987a, p. 9.<br />
231 Som <strong>det</strong> hedder i Luhmann, 1994d, p. 148/123, artiklen Machtkreislauf und Recht in Demokratien, som<br />
oprindelig er et foredrag fra 1980 (dansk udgave: Luhmann, 1995b, i: Jens Christian Jacobsen (red.): Autopoiesis<br />
II. Udvalgte tekster af Niklas Luhmann, København, Forlaget politisk revy). Man finder den samme<br />
formulering i Luhmann 1981c, p. 45.<br />
232 PG, p. 246. En landmand vil være helt klar over, hvad der her er tale om, nemlig markens forland, dvs. dér<br />
hvor man vender traktoren for at løfte ploven, eller hvad redskab man nu har med at gøre. Det kunne indikere,<br />
at der er tale om et ganske smalt aktivitetsområde.<br />
97
gen sozialen Systeme, die über diese Möglichkeit verfügen.“ (PG, p. 241). 233 Det er imid-<br />
lertid præcist, hvad der er brug for også i <strong>det</strong>te „forland“, i<strong>det</strong> der ellers ikke ville være mu-<br />
lighed for at kommunikere resultater i et socialt systems navn. Den særlige form for kom-<br />
munikation, der opstår på denne måde, bliver derfor til ”interorganisationelle Kommuni-<br />
kation” (PG, p. 246, min fremhævning).<br />
Forhol<strong>det</strong> mellem <strong>det</strong> politiske funktionssystem som <strong>samfund</strong>ssystem, dvs. niveau<br />
et, <strong>det</strong> territorialstatslige differentieringsniveau, dvs. niveau to, og <strong>det</strong> niveau, hvor selve<br />
den politiske funktionsudøvelse finder sted, <strong>det</strong> organisationsmæssige differentieringsni-<br />
veau, dvs. niveau tre, har jeg søgt at illustrere som vist i figur 14. 234<br />
Figur 14. Det politiske systems tre niveauer.<br />
233 Man kan altså, fordi der er mulighed for navn og adresse, skrive til eller på anden måde kontakte en organisation,<br />
hvad man ikke kan til samfun<strong>det</strong> (eller til <strong>det</strong> politiske funktionssystem eller til et interaktionssystem)<br />
jf. PG, p. 285.<br />
234 Udover fortsat inspiration fra Dr. Frank Hillebrandt, jf. afsnit 2.1. har jeg f.s.v.a. selve niveau to med organisationerne<br />
”dansende”, omkring (dvs. strukturelt koblende sig til) stregen med centralkoden regering/opposition<br />
hentet inspiration hos Niels Åkerstrøm Andersen & Asmund Born 2003, „Shifters“, i: Holger<br />
Højlund & Morten Knudsen (udg.) 2003, Organiseret <strong>kommunikation</strong> – systemteoretiske analyser. Frederiksberg,<br />
Forlaget Samfundslitteratur, p. 182-206, p. 184.<br />
98
Vi ser igen omverdenen med bl.a. de psykiske systemer, som omkranser samfun-<br />
<strong>det</strong>s <strong>kommunikation</strong>ssystem, her alene i form af <strong>det</strong>s fremhævede politiske funktionssy-<br />
stem. Dette funktionssystem vises da med et internt uddifferentieret og territorialt afgræn-<br />
set politisk system, i<strong>det</strong> man må forestille sig en flerhed eller rettere en mangfoldighed af<br />
disse systemer. Fælles for disse territorialt ud<strong>differentierede</strong> systemer i deres vestlige ud-<br />
gave er, at de alle er undergivet styring efter koden regering/opposition. Vi ser endvidere<br />
de under eller i relation til systemet fungerende formelle organisationer: forvalt-<br />
ning/regering, partier, interesseorganisationer, ligesom der her er forudsat eksistensen af en<br />
lang række mere eller mindre organiserede sociale systemer, herunder protestbevægelser,<br />
flygtige interaktionssystemer, lobbyvirksomhed, NGO’ere, o.lign. Det karakteristiske for<br />
<strong>det</strong> territorialt afgrænsede politiske system er således, at <strong>det</strong> er systemtypen organisation,<br />
der er i spil her.<br />
Den interne differentiering mellem centrum og periferi kan i ét iagttagelsesper-<br />
spektiv ses ud af den anførte skelnen mellem ”Vorfeld” og forvaltning/regering. Herom er<br />
<strong>det</strong> ligefrem blevet anført, at den statslige forvaltning i <strong>det</strong> moderne demokrati opviser en<br />
arbejdsdeling, ”die dem Formprinzip funktionaler Differenzierung in vielen Fällen nachge-<br />
bil<strong>det</strong> ist” 235 . I den forbindelse henvises der til, at der for alle vigtige funktionssystemer i<br />
<strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> findes en modsvarende politisk organisation i statsforvaltningen,<br />
som løbende er tilgængelig for netop pågældende ene funktion som fx ”Innen- und Aus-<br />
sen-, Rechts-, Wirtschafts-, Wissenschafts-, Ausbildungs- oder Familienpolitik.“ 236 Dette<br />
svarer formelt, men dog kun delvist, til niveauet for funktionssystemets ydelse, jf. figur 13,<br />
i<strong>det</strong> andre organisationer end forvaltningsorganisationer også må forudsættes at tage del i<br />
<strong>det</strong> politiske systems ydelse. Det skal endelig betones, at Luhmanns tankegang som skitse-<br />
ret foran er, at parlament, regering og forvaltning til sammen udgør den statslige organisa-<br />
tion, men også at denne statsorganisation, i modsætning til periferien, er organiseret hie-<br />
rarkisk. Dette træk, at en organisation i et funktionssystem kan være hierarkisk organiseret,<br />
ser Luhmann som karakteristisk ved ikke bare <strong>det</strong> politiske system, men også retssystemet<br />
med en domstolsorganisation med en højesteret i toppen og <strong>det</strong> økonomiske system med<br />
kunder, banker og én centralbank i spidsen (PG, p. 250; OE, p. 398).<br />
Denne interne differentiering efter centrum og periferi, der således kan iagttages i<br />
forhol<strong>det</strong> mellem staten og de øvrige politiske organisationer, tjener til at øge <strong>det</strong> politiske<br />
235 Kai-Uwe Hellmann, 2003a, Demokratie und Evolution, i: Kai-Uwe Hellmann, Karsten Fischer, Harald<br />
Bluhm (udg.), 2003, Das System der Politik. Niklas Luhmanns politische Theorie, Wiesbaden, Westdeutscher<br />
Verlag, p. 179-212, p. 186<br />
236 Kai-Uwe Hellmann, 2003a, ibid.<br />
99
systems kompleksitet, og <strong>det</strong> sker vel at mærke uden at indskrænke <strong>det</strong>s kapacitet til at<br />
træffe beslutninger (PG, p. 245). Hvor staten som organisation, dvs. dens forvaltningsorga-<br />
nisationer som fx: ministerier med departementer, direktorater, styrelser m.v., systemteore-<br />
tisk set arbejder formelt rationelt eller selvreferentielt, nemlig som værende orienteret efter<br />
regler, som den selv har udarbej<strong>det</strong> og valideret fra den daglige praksis, dér arbejder de po-<br />
litiske partier som organisationer systemteoretisk set substantielt rationelt eller fremmedre-<br />
ferentielt. De politiske partier ”saugen auf, was immer sich ihnen als politisch förderungs-<br />
würdig aufdrängt.“ 237 De politiske partier er således orienteret mod omverdenen, og <strong>det</strong> er<br />
deres og de øvrige politiske organisationers funktion i forhold til staten at tilvejebringe<br />
”Zulieferungsdienste – das soll vor allem heissen, dass politische ’issues’ auf Entschei-<br />
dungsmöglichkeiten hin verdichtet werden.” (PG, p. 245). Staten fungerer derfor ”als Ori-<br />
entierungszentrum aller politischen Organisationen .. einschliesslich der Staatsorganisation<br />
selbst.” (PG, p. 244). Selve denne arbejdsdeling mellem partier og statsorganisation karak-<br />
teriserer Luhmann på den måde, at hvor partierne sørger for variation i systemet, dér forsø-<br />
ger statsorganisationen at komme igennem med en „juristisch und finanziell haltbaren<br />
Ordnung“ (PG, p. 215), hvilket i praksis sker ved at skabe redundans i systemet. Dette i vor<br />
tid relativt hurtigt stigende niveau for variation/redundans „erhält in der zweiten Hälfte des<br />
20. Jahrhunderts den Namen ‚Wohlfahrtsstaat’“ (PG, p. 215).<br />
Selvom man efter Luhmanns opfattelse ikke kan sige, at periferien i <strong>det</strong> politiske<br />
system er mindre vigtig end centeret (PG, p. 251), så er konklusionen dog, at ”Der konsti-<br />
tutionelle Staat ist, weil nur durch seine Form Frieden und Freiheit gewährleistet werden<br />
kann, die Essenz aller politischen Errungenschaften der Neuzeit und dient in diesem Sinne<br />
als ’inneres Modell der Politik von sich selbst’“. (PG, p. 252). 238 Fred og frihed, eller med<br />
andre ord: social orden, <strong>det</strong> er altså, hvad vi iflg. Luhmann opnår som resultat af den kon-<br />
stitutionelle stats politiske virksomhed og dermed af en meget væsentlig del af <strong>det</strong> politiske<br />
funktionssystems uophørlige problemløsningsproces. Om <strong>kommunikation</strong> i et sådant terri-<br />
torialt eller ”lokalpolitisk” afgrænset område handler da næste afsnit.<br />
3.1.2. Det politiske systems <strong>kommunikation</strong><br />
Den udgave af <strong>det</strong> politiske system, som Luhmann tager udgangspunkt i, er såle-<br />
des den, vi er fortrolige med i Europa, dvs. også her i lan<strong>det</strong>. Det karakteristiske ved disse<br />
237 Jf. Luhmann, 1992d, Die Unbeliebtheit der Parteien, i: Die politische Meinung. Monatsschrift zu Fragen<br />
der Zeit, 37. Jahrgang, 272, Juli’92, p. 5-11, p. 6.<br />
238 Luhmann citerer her Helmut Willke, 1996, Ironie des Staates. Grundlinien einer Staatstheorie polyzentrischer<br />
Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp (1992), p. 9<br />
100
politiksystemer er, at de opererer med en regering og en opposition baseret på politiske<br />
partier. Det skal ikke forstås på den måde, at <strong>det</strong>te med politiske partier har været eller se-<br />
nere er blevet foreskrevet i statsforfatningen eller grundloven. Det er i den forbindelse ale-<br />
ne de politiske valg, der er nedfæl<strong>det</strong> i forfatningen. 239 <strong>Politisk</strong>e partier i form af medlem-<br />
skabsorganisationer er tværtimod noget, der har udviklet sig i et relativt kort historisk for-<br />
løb (PG, p. 214), og <strong>det</strong> er først denne udvikling, der har dannet grundlag ”für einen geord-<br />
neten, an Wahlen orientierten Machtwechsel im politischen System, die Voraussetzung für<br />
Demokratie geschaffen.”(PG, p. 215). Det er således iflg. Luhmann disse politiske valg,<br />
der danner udgangspunkt for, hvad vi sædvanligvis kalder for ”demokrati”(PG, p. 104).<br />
Det er endvidere alene disse politiske valg, der kan anses som en slags ”’Repräsentation’<br />
der im System nicht bestimmbaren Einheit des Systems.”(PG, p. 254). Men som <strong>det</strong> frem-<br />
går, er denne systemets enhed ikke mulig at bestemme nærmere, hvad hænger sammen<br />
med, at vælgerkorpset er som <strong>det</strong> er, dvs. uorganiseret (PG, p. 253).<br />
I den Luhmannske optik bliver demokrati følgelig forstået som valg og magtud-<br />
veksling, dvs. at demokrati bliver ensbetydende med, at der sker/skal ske en spaltning i sy-<br />
stemets top. 240 Dette skal ses i modsætning til <strong>det</strong> førmoderne <strong>samfund</strong>, hvor spaltningen<br />
gik mellem de/den regerende og de regerede. Bevægelsen fra <strong>det</strong> førmoderne til <strong>det</strong> mo-<br />
derne politiske system skitserer Luhmann således som vist i figur 15. 241 Figuren skal end-<br />
Regering<br />
+<br />
-<br />
Regerede Opposition<br />
Figur 15. Udviklingen i <strong>det</strong> politiske systems spaltning.<br />
videre illustrere ændringen væk fra et alene tosi<strong>det</strong> herredømmeforhold, hvor de regerede<br />
bliver regeret, eller – efter indførelse af demokrati – hvor demokratiet er ensbetydende med<br />
repræsentation, til en situation, hvor kodningen af <strong>det</strong> politiske system er gennemført med<br />
udviklingen af den binære centralkode regering/opposition, jf. foran, bl.a. afsnit 2.5.5. Det<br />
nye er da, at situationen indebærer et tresi<strong>det</strong> forhold: de regerede/publikum – regerin-<br />
gen/forvaltningen – den egentlige politik/de politiske partier.<br />
239 Jf. eksempelvis for Danmarks vedkommende, Jens Himmelstrup & Jens Møller (udg.) 1970, Danske forfatningslove<br />
1665-1953, anden ændrede udgave, København, J. H. Schultz Forlag, kapitel IV, p. 182-183<br />
240 Jf. Luhmann 1994d, artiklen Die Zukunft der Demokratie, p. 126-132, p. 127 (1986)<br />
241 Jf. Luhmann 1989c, Theorie der politischen Opposition, i: Zeitschrift für Politik, 36. Jg., 1, p. 13-26, p. 18<br />
101
En effekt af denne udvikling er da, at al egentlig politisk <strong>kommunikation</strong>, dvs.<br />
<strong>kommunikation</strong> hvor de politiske partier medvirker, hviler på eller styres efter denne posi-<br />
tionering. ”Als ’Politik’ kann man jede Kommunikation bezeichnen, die dazu dient, kollek-<br />
tiv bindende Entscheidungen durch Testen und Verdichten ihrer Konsenschancen vorzube-<br />
reiten”, som <strong>det</strong> hedder i PG, p. 254. Det betyder endvidere, set ud fra et iagttagerperspek-<br />
tiv, at politikerne primært må indrette sig på at iagttage vælgerne, herunder iagttage, hvor-<br />
dan vælgerne iagttager politikerne, samt iagttage andre politikere og herunder iagttage,<br />
hvordan disse andre politikere iagttager den iagttagende politiker osv. Det politiske kom-<br />
munikationssystem bliver på denne måde i udpræget grad til et system, der er indrettet til<br />
iagttagelse af iagttagelser, dvs. til et system, der benytter sig af, hvad Luhmann benævner<br />
som 2. ordens iagttagelse. 242 ”Beobachtung zweiter Ordnung .. impliziert zunächst eine<br />
Einschränkung. Man beobachtet nicht irgen<strong>det</strong>was, man beobachtet Beobachter“, som <strong>det</strong><br />
hedder i PG, p. 288. Denne indskrænkning korrelerer med systemets operative lukning. Det<br />
betyder, at omverdenen ikke som sådan er relevant. Den bliver kun relevant i den udstræk-<br />
ning, den som intern iagttagelse vil kunne konstruere information, dvs. en iagttagelse, der<br />
gør en forskel. 243 På denne baggrund er <strong>det</strong> Luhmanns konklusion, at ”Demokratie ist in<br />
erster Linie: Fähigkeit des politischen Systems zur Selbstbeobachtung.” 244 Det betyder<br />
endvidere, at <strong>det</strong> politiske systems grænse til enhver tid ligger dér, eller rettere processerer<br />
dér, hvor meningsformen ikke mere lader sig tilordne den for systemet i sidste ende sty-<br />
rende centralkode. 245<br />
Luhmann beskriver herudover <strong>kommunikation</strong>en i <strong>det</strong> politiske system som magt-<br />
kredsløb, der har sin officielle fremstilling (PG, p. 256), jf. den parlamentariske styrings-<br />
242<br />
Se fx Luhmann 1992b, Die Beobachtung der Beobachter im politischen System: Zur Theorie der Öffentlichen<br />
Meinung, i Jürgen Wilke (red.) Öffentliche Meinung. Theorie, Methoden, Befunde. Beiträge zu Ehren<br />
von Elisabeth Noelle-Neumann, Freiburg/München, Verlag Karl Alber, p. 77-86, p. 80<br />
243<br />
Jf. RM, p. 100/71<br />
244<br />
Jf. Luhmann 1981c, p. 127.<br />
245<br />
Et af dagligdagens utallige eksempler på en sådan grænsebeskrivelse leverede Weekendavisen for den<br />
12.–18. januar 2001. Her refererer journalist Troels Mylenberg i en stor artikel under overskriften, ”Rasmussen<br />
eller Rasmussen”, p. 2, en debat om udlicitering, som der på <strong>det</strong> tidspunkt pludselig var opstået røre omkring.<br />
Troels Mylenberg indhenter i den anledning følgende udtalelse fra lektor Carsten Greve, Institut for<br />
Statskundskab på Københavns Universitet: ”Det er et paradoks i debatten. Man har nu i mange år, hele vejen<br />
op gennem 1990erne forsøgt at afideologisere spørgsmålet om udlicitering. Man har møjsommeligt kæmpet<br />
sig frem til mange nuancer og gjort <strong>det</strong> til en sund teknisk diskussion om et styringsinstrument…. Men <strong>det</strong><br />
nytter åbenbart ikke i en valgkamp, hvor man forsøger at skære ud i pap, hvem der er for eller imod velfærdsstaten.”<br />
Vi får hermed et klart eksempel på en binær kodificeringsproces i den politiske <strong>kommunikation</strong>. Et<br />
sagsforhold løftes ud fra sin teknisk- eller økonomisk-rationelle kontekst, dvs. fra økonomisystemet, hvor<br />
den binære kode drejer sig om forhol<strong>det</strong> samt størrelsen af betaling/ikke-betaling, og gøres til genstand for<br />
politisk <strong>kommunikation</strong>, dvs. med den binære kode regering/opposition, hvor følgelig de politiske aktører,<br />
regeringen og oppositionen, gør <strong>det</strong> til et spørgsmål om at være for eller imod, først udlicitering, så velfærdsstaten,<br />
så regeringen. Jeg vender tilbage til samme artikel nedenfor, i<strong>det</strong> dele af den også kan anskues fra en<br />
anden vinkel.<br />
102
kæde. 246 Dette magtkredsløbs officielle fremstilling tager udgangspunkt i, at magten udgår<br />
fra sin ”kilde”, dvs. fra folket (PG, ibid.) og korrelerer således med den fremstilling af de-<br />
mokrati som repræsentation, der blev anty<strong>det</strong> ovenfor i forbindelse med figur 15, og som<br />
efter Luhmanns opfattelse ikke modsvarer <strong>det</strong> moderne politiske funktionssystems faktiske<br />
processeren. Den officielle fremstilling af magtkredsløbet i <strong>det</strong> politiske system inducerer<br />
imidlertid iflg. Luhmann et modkredsløb af uformel magt (PG, p. 258), som dels processe-<br />
rer mellem folk/politik, politik/forvaltning og forvaltning/publikum, dels antager forskelli-<br />
ge former alt efter hvilken difference, man iagttager.<br />
Politikerne, dvs. de politiske partier, søger især via massemedierne at få folk til at<br />
stemme på sig ved de politiske valg. Til <strong>det</strong> formål søger partierne at fremstille sig og de-<br />
res programmer i et så gunstigt lys som muligt. Her bliver sekundære, rent politiske lede-<br />
forskelle bragt i anvendelse som fx den fra den franske revolution kendte skelnen mellem<br />
venstre/højre. På <strong>det</strong> tidspunkt var <strong>det</strong> nyt, og <strong>det</strong> var en skelnen, der netop var rent poli-<br />
tisk, dvs. at den var ”ohne genaue Korrelate in der gesellschaftlichen Umwelt” (PG, p. 95).<br />
Senere kommer andre forskelssættelser til, fx den mellem progressiv/konservativ, 247 eks-<br />
pansiv/restriktiv, 248 eller – især efter massemediernes stærke udbredelse og ikke mindst ef-<br />
ter fjernsynets almindelige fremkomst – personkombinationer som fx Rasmus-<br />
sen/Rasmussen. 249 En sådan skematisering har den fordel, at man ud fra vekslende temaer<br />
kan iscenesætte konflikter og samtidig bevare en vis trofasthed hos vælgerne (PG, p. 95).<br />
Det for systemet alvorligste problem synes imidlertid nu at være blevet mangel på alterna-<br />
tiver, for hvis der i denne proces ikke bliver tilvejebragt rimelige grader af alternativer for<br />
folk at vælge mellem, 250 vil <strong>det</strong>te kunne føre til resignation, ”Und eben deshalb kommt es,<br />
realistisch gesehen, für die ’Zukunft der Demokratie’ vor allem darauf an, wie und worin<br />
sich die Alternativen unterscheiden, die angeboten werden.” (PG, p. 258-259). Denne dis-<br />
tinktion mellem folk/politik eller mellem vælgerne og den egentlige politik går via den of-<br />
246<br />
Som den eksempelvis fremstilles af Erik Damgaard, 2003, Folkets styre. Magt og ansvar i dansk politik.<br />
Magtudredningen. Aarhus, Aarhus Universitetsforlag, p. 10 ff.<br />
247<br />
Jf. Luhmann 1974a, Der politische Code. ”Konservativ” und ”progressiv” in systemtheoretischer Sicht,<br />
Zeitschrift für Politik, 21, p. 253-271<br />
248<br />
Jf. Luhmann 1981c, p. 154-156<br />
249<br />
Jf. foran, Weekendavisen for 12.-18. januar 2001, p. 2. I artiklen ”Rasmussen eller Rasmussen” spørger<br />
journalist Troels Mylenberg, hvad forskellen er mellem statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Venstres<br />
formand, Anders Fogh Rasmussen, i<strong>det</strong> han samtidig konstaterer: ”De er enige om, at den offentlige sektor<br />
skal moderniseres, og at udlicitering er et godt værktøj i den tjeneste. Enige om, at eksperimenter med nye<br />
ledelsesformer og samarbejde mellem <strong>det</strong> offentlige og <strong>det</strong> private er vejen frem. Begge vil afdrage gæld.<br />
Begge få flere ud på arbejdsmarke<strong>det</strong> og begge få den offentlige sektor til at fungere bedre.” Og for at sætte<br />
trumf på er denne tekst placeret under et farvebillede af de to Rasmussen’er med næsten ens jakkesæt!<br />
250<br />
Jf. bl.a. den ovenfor fra Weekendavisen citerede enighed.<br />
103
fentlige mening, der på sin side af Luhmann opfattes ”als ein Medium .. in dem durch lau-<br />
fende Kommunikation Formen abgebil<strong>det</strong> und wieder aufgelöst werden.”. 251<br />
I forhol<strong>det</strong> mellem de politiske partier og forvaltningen i bred forstand er <strong>det</strong> par-<br />
tiernes særlige opgave at sikre, at der ikke bliver for stor afstand mellem de forslag (Zulie-<br />
ferungsdienste, jf. foran, afsnit 3.1.1.), som de måtte have samlet op i relationer med deres<br />
respektive omverden, og deres gennemførlighed. Dette gælder særligt for regeringspartier,<br />
men også for oppositionspartier i den udstrækning de på sigt måtte ønske at tage regerings-<br />
ansvar. I den proces har partierne brug for sagkundskab, og <strong>det</strong> leverer forvaltningen, som<br />
imidlertid ”dazu tendieren wird, ihre eigene Ideen zu verkaufen” (PG, p. 259). Derfor ud-<br />
vikler der sig i <strong>det</strong>te forholdsvis snævre felt ”Kooperation und Taktik wechselseitiger Steu-<br />
erung im Hinblik auf Möglichkeiten formaler und folglich bindender Entscheidung”(ibid.).<br />
Dette forhindrer imidlertid ikke, at der indimellem vil være behov for at træffe beslutnin-<br />
ger, selvom der stadig måtte foreligge åbne spørgsmål og dermed foreligge usikkerhed –<br />
men netop absorption af usikkerhed 252 genererer ”Machtchancen”(PG, p. 260). Det karak-<br />
teristiske for processerne mellem politikere og forvaltningen i bred forstand er således in-<br />
teraktion med løbende beslutninger i de respektive fora, som da igen kommunikeres inter-<br />
aktivt, hvorunder der også produceres beslutninger, thi ”Es mag durchaus sein (und kommt<br />
nicht selten vor), dass ein Funktionär gar nicht merkt, dass er entschei<strong>det</strong> .. Ausschlagge-<br />
bend ist, dass eine Kommunikation früher oder später als .. Entscheidung gelesen werden<br />
kann.“ (PG, p. 234). Det betyder, at ”die Lokalisierung der Macht von Situation zu Situati-<br />
on wechselt und nur noch im System selbst beobachtet und kalkuliert werden kann.“<br />
(ibid.).<br />
Forvaltningen, og <strong>det</strong> vil fortsat sige forvaltningen i videste forstand, har som of-<br />
ficielt udgangspunkt i sit forhold til publikum, at den træffer lovfæstede beslutninger, som<br />
den så kan sætte igennem overfor <strong>det</strong> berørte publikum. Publikum på sin side kan støtte sig<br />
til retssikkerhedsregler, ligesom publikum også kan bruge sin stemmeret ved de regelmæs-<br />
sige politiske valg (PG, p. 260). Imidlertid har der med udviklingen af staten til velfærds-<br />
stat i stigende omfang og af politiske grunde udviklet sig en praksis i retning af et pro-<br />
grambaseret samvirke med publikum i ste<strong>det</strong> for regelbaseret myndighedsudøvelse. Det<br />
gør <strong>det</strong> vanskeligere for parterne, forvaltningen og publikum, at lokalisere et retligt grund-<br />
251<br />
Luhmann 1993b, p. 174, artiklen Gesellschaftliche Komplexität und öffentliche Meinung, p. 170-182,<br />
(1990). Se afsnit 3.1.3.<br />
252<br />
Vi er med begrebet „Unsicherheitsabsorption“ ved et meget centralt begreb i Luhmanns organisationsteori,<br />
som han har overtaget fra James G. March & Herbert A. Simon, 1958, Organizations, New York, John<br />
Wiley & Sons, p. 164 ff., jf. bl.a. PG, p. 238. Når Luhmann anvender <strong>det</strong> i præcis denne situation indikerer<br />
<strong>det</strong>, at han opfatter den som udtryk for en organisationsproces.<br />
104
lag for de beslutninger, der træffes i deres samvirke, ligesom der blandt publikum kan være<br />
forskel på evnen til at medvirke heri, alt efter hvor organiseret publikum måtte være. Den<br />
enkelte borger vil typisk netop kun være sig selv, der møder op, eksempelvis på socialfor-<br />
valtningen 253 ; omvendt er mange programmer af mere erhvervsrettet karakter, hvor der ty-<br />
pisk vil optræde særdeles professionelle organisationer. I <strong>det</strong> sidste tilfælde vil <strong>det</strong> fortlø-<br />
bende samvirke da udvikle sig til et på programmer baseret egentligt forhandlingssamvirke<br />
med alle de muligheder for konsensus og konflikt, der måtte ligge heri, hvorfor <strong>det</strong> i relati-<br />
onen parterne imellem langt fra kun vil være et spørgsmål om magt og magtanvendelse<br />
(PG, p. 261-263). Herudover indgår der yderligere en vifte af vilkår for disse relationer,<br />
som gør, at Luhmann konkluderer, at man ikke kan gå ud fra, ”dass die Kontakte von An-<br />
fang bis Ende im Rechtssystem durchgeführt werden.” (PG, p. 262) 254 .<br />
Det er Luhmanns konklusion, at dér, hvor den uofficielle modmagt kommer til ud-<br />
tryk, sker <strong>det</strong> i udpræget grad i relation til eller i afhængighed af interaktion og dermed af<br />
”Raumgebundenheit” med alt, hvad <strong>det</strong> kan indebære af forskellighed i kontakthyppighed,<br />
hensyntagen til de respektive interaktionsdeltageres netværk, personlige bekendtskaber, in-<br />
teressesammenblanding m.v., som Luhmann også betegner som opkomsten af ”strange<br />
loops” (PG, p. 264), eller ”<strong>kommunikation</strong>ssløjfer”, hvad kan medføre utilsigtede skævhe-<br />
der i de ydelser, som parterne ellers hver især ud fra legalitetsprincippet måtte kunne på-<br />
regne af hinanden (PG, p. 263).<br />
Efter Luhmanns opfattelse betegner <strong>det</strong>te parallelt forløbende, officielle og uoffi-<br />
cielle kredsløb, eksistensen af et ”dobbeltkredsløb”, der således er baseret på officiel og<br />
uofficiel magt, herunder på muligheden af ”im Konfliktfalle der offiziellen Macht den Vor-<br />
rang zu geben, die es aber eben deshalb im Normalfalle und bei fortzusetzender Kooperati-<br />
on nicht zum Konflikt kommen lassen wird.” (PG, p. 264). Dette arrangement modsvarer<br />
således <strong>det</strong> politiske systems såvel cirkulære struktur som operative lukning. Som sådan vil<br />
systemet ikke kunne styres ovenfra som i en hierarkimodel. Tværtimod etablerer <strong>det</strong> sam-<br />
lede politiske system inden for <strong>det</strong> territorialt afgrænsede område sig ”als Hyperzyklus, als<br />
strange loop der strange loops und fin<strong>det</strong> darin seine Einheit, die aber durch keine Stelle<br />
des Systems mehr repräsentiert werden kann. Die Kontrolle der Kontrollen – das ist das<br />
System.“ (PG, p. 265). Vi står således med et sig selv kontrollerende, sig selv styrende og<br />
skabende, dvs. vi står med et autopoietisk, politisk system. Dette systems lukning om sig<br />
selv sker da på <strong>det</strong> sted, hvor ”das Weisungen empfangende, administrativ belästigte Pub-<br />
253 Det er så et eksempel på, at også en socialforvaltning i en kommune her medregnes i ”forvaltningen”.<br />
254 Dvs. at <strong>kommunikation</strong>en i påkommende tilfælde altså ikke vil være styret efter koden ret/uret, jf. figur 12<br />
foran.<br />
105
likum der Individuen, Gruppen und Organisationen zum Volk wird .. wo die volonté de<br />
tous zur volonté générale wird.” (PG, p. 265). Hvad på sin side var et resultat af den fran-<br />
ske revolution, der semantisk var først til at støtte ”die Autonomie des politischen Systems<br />
direkt auf die volonté générale der Individuen.” (PG, p. 351). Herved kom demokrati til at<br />
betyde, at ”das Volk selber herscht. Und über wen? Über das Volk natürlich.“ (PG, p. 353).<br />
Et sådant paradoks kræver en løsning, og den lå og ligger fortsat i <strong>det</strong> for politikken y-<br />
derste, konstituerende sagsforhold, nemlig at kunne legitimere voldsmagten til med volds-<br />
magt at omstøde eller fjerne vold: ”Die Behauptung von Gewalt zur Austreibung von Ge-<br />
walt ist immer schon die Behauptung legitimer Gewalt.” (PG, p. 358), jf. også hvad Luh-<br />
mann betegner som politikkens symbiotiske mekanisme.<br />
Ud af denne korte skitse af Luhmanns opfattelse af <strong>det</strong> politiske system og <strong>det</strong>s<br />
<strong>kommunikation</strong> synes konklusionen således at være, at den politisk relevante kommunika-<br />
tion, der processerer i <strong>det</strong>te system, først og fremmest foregår i interaktionsrelationer og<br />
primært udgør organisations<strong>kommunikation</strong>, dvs. <strong>kommunikation</strong>, der er baseret på be-<br />
slutninger. Det er endvidere karakteristisk, at en betydelig del af denne <strong>kommunikation</strong> fo-<br />
regår som forhandling mellem politisk/forvaltningsmæssige hhv. publikumsmæssige par-<br />
ter. Man kunne på denne baggrund spørge, om <strong>kommunikation</strong> i <strong>det</strong> politiske system ikke<br />
har fulgt helt med udviklingen i samfun<strong>det</strong> i øvrigt, i<strong>det</strong> den jo, jf. afsnit 2.5.2., p. 60, ”er<br />
gået fra i <strong>det</strong> væsentlige interaktionsmæssig <strong>kommunikation</strong> til i <strong>det</strong> væsentlige kommuni-<br />
kation inden for andre former for systemdannelser, dvs. inden for organisations- henholds-<br />
vis <strong>samfund</strong>s- eller funktionssystemdannelser.” Det vil imidlertid ikke være muligt i denne<br />
sammenhæng at give et blot nogenlunde underbygget svar på et sådant spørgsmål. Der-<br />
imod er der behov for en udbygning af beskrivelsen af den politiske <strong>kommunikation</strong>, jf. <strong>det</strong><br />
foran sporadisk anførte om den offentlige mening. Det er nemlig her, at forhol<strong>det</strong> til offent-<br />
ligheden, og <strong>det</strong> vil i Luhmanns udlægning af forhol<strong>det</strong> sige ’den offentlige mening’ og<br />
dermed også til en del af massemediesystemet, trænger sig på. Det følgende afsnit danner<br />
således overgang til beskrivelsen af massemediesystemet.<br />
Eftersom den offentlige mening i en vis forstand af Luhmann betegnes ”als Form<br />
der strukturellen Kopplung von Massenmedien und Politik” (PG, p. 311), så er <strong>det</strong> tanken,<br />
at <strong>det</strong>te afsnit også skal kunne læses som et eksempel på, hvad Luhmann således benævner<br />
strukturel kobling. Begrebet strukturel kobling ser Luhmann som formuleret af en ekstern<br />
iagttager, som ser på to autopoietiske systemer samtidigt, og som stiller sig <strong>det</strong> spørgsmål,<br />
hvordan disse to systemer er forbun<strong>det</strong> med hinanden (ES, p. 269). Ved <strong>det</strong> generelle ek-<br />
sempel med et psykisk og et socialt system ser Luhmann sproget som strukturel kobling<br />
106
mellem dem. Sproget respekterer nemlig begge systemtypers egen fortsatte, men i forhold<br />
til hinanden forskellige operationsmåde: tanker/forestillinger, dvs. bevidsthed, henholdsvis<br />
<strong>kommunikation</strong>. (jf. afsnit 2.3.). Det karakteristiske ved strukturelle koblinger er, at de ikke<br />
<strong>det</strong>erminerer de involverede systemers respektive tilstand; de formidler ”irritation” til sy-<br />
stemet, eller set fra <strong>det</strong> enkelte systems side bliver <strong>det</strong>s ”resonansevne” aktiveret via så-<br />
danne strukturelle koblinger (ES, p. 124). I forhol<strong>det</strong> mellem <strong>det</strong> politiske og <strong>det</strong> masse-<br />
mediemæssige system vil <strong>det</strong> da sige, at fx <strong>det</strong> politiske system vil kunne se sin resonans<br />
blive aktiveret via den offentlige mening. 255<br />
3.1.3. Det politiske system og den offentlige mening<br />
Som vi så foran, har udviklingen i den politiske <strong>kommunikation</strong> bevæget sig<br />
stærkt i retning af et system af 2. ordens iagttagelser. Det er da denne udvikling, kombine-<br />
ret med den meget fremtrædende placering af især billed- og lydmedier, herunder særligt<br />
fjernsynsmediet, der har forstærket antagelsen af massemedierne som en fjerde stats-<br />
magt 256 og dermed antagelsen af, at massemedierne er en del af <strong>det</strong> samlede politiske sy-<br />
stem. Det er en vurdering, Luhmann ikke er enig i, jf. allerede afsnit 1.<br />
255 Her kan der nævnes utallige eksempler fra dagspressen. Helt aktuelt er <strong>det</strong> oplagt at gentage <strong>det</strong> allerede<br />
nævnte eksempel med finanslovsforhandlingerne her i november 2003, jf. Politiken for den 12. november<br />
2003 samt eksemplarisk interviewet samme aften i ”Profilen” på DR1 TV, hvor beskæftigelsesminister Claus<br />
Hjort Frederiksen forklarer, at <strong>det</strong> afgørende for tilbagetrækningen af besparelserne på dagpengene var, at<br />
han og finansminister Thor Pedersen samt indirekte også statsminister Anders Fogh Rasmussen var kommet<br />
til den opfattelse, at deres ordholdenhed åbenbart kunne drages i tvivl. Det afgørende var altså ikke, at ordholdenheden<br />
faktisk blev draget i tvivl af andre, at der altså i omverdenen var denne årsagsfaktor, som måske<br />
var ved at udvikle sig til en offentlig mening, men at han selv og hans nære ministerkolleger nu var kommet<br />
til den erkendelse, at de ikke kunne leve med, at deres ordholdenhed overhove<strong>det</strong> kunne betvivles af seriøse<br />
dele af omverdenen med hvad deraf kunne følge i tiden fremover af, hvad Luhmann ville kalde for resonans;<br />
dvs. at ministrene valgte selv at trække forslaget i situationen for at undgå mulige fremtidige ubehageligheder<br />
af ukendt omfang og karakter.<br />
Det kan naturligvis blive en strid om ord, men hvis man anlægger den synsvinkel på et sådant sagsforhold,<br />
som vil følge af at tage udgangspunkt i Luhmann’sk systemteori, og hvis man anskuer systemets grænse for<br />
at ligge der, hvor meningsindhol<strong>det</strong> ved den binære præferencekode regering/opposition hører op, så vil<br />
grænsen gå ved vælgerne. Den økonomiske synsvinkel med sin præferencekode betaling/ikke-betaling, som<br />
iflg. beskæftigelsesministeren i ”Profilen” blev udlagt som ”den uhellige alliance mellem arbejdsgivere og<br />
deres ansatte”, vil således nok være et årsagsforhold i politiksystemets omverden, men som sådan vil <strong>det</strong> netop<br />
kun være et årsagsforhold af så mange andre mulige årsagsforhold. Økonomisystemet har således nok<br />
øvet indflydelse på politiksystemet, men <strong>det</strong> har ikke overtaget styringen af systemet. Noget sådant vil definitorisk<br />
være udelukket. Men <strong>det</strong> skal ikke bortforklare, at politiksystemet i den konkrete situation må siges at<br />
have fået sin kapacitet til at træffe kollektivt bindende beslutninger sat på en alvorlig prøve!<br />
256 Anders Esmark 2000b, ”Offentlighed eller system”, i: Ove K. Pedersen m.fl., 2000, <strong>Politisk</strong> journalistik,<br />
Århus, Ajour, p. 60-86, citerer således Svend Thorsen i sin Den danske dagspresse, 1951, for <strong>det</strong> synspunkt,<br />
at ”Dagspressen er .. den fjerde Statsmagt .. den på Folkets vegne kontrollerende Magt”, p. 62. Det er en metafor<br />
fra <strong>det</strong> 19. århundrede, jf. Timothy E. Cook, 1998, Governing the News. The News Media as a Political<br />
Institution, Chicago, University of Chicago Press, p. 193. Den modsatte opfattelse (men altså ud fra samme<br />
metaforiske fjerde-magt-figur) kan ses i Ugebrevet A4 for den 18.8.2003, hvor <strong>det</strong> i lederen p. 10 under overskriften<br />
”Den fjerde afmagt” hedder: ”Den kritiske presse har ikke en chance for at matche de ressourcer, der<br />
i dag afsættes til at påvirke og manipulere medierne. Den økonomiske krise, som har ramt dagbladene, og<br />
privatiseringen af radio- og tv-stationer gør kun styrkeforhol<strong>det</strong> mere ulige.”<br />
107
Det historiske udgangspunkt er begrebet om offentlighed. Det er ikke noget nyt<br />
begreb 257 . Det er imidlertid heller ikke et begreb, der ubrudt har været i anvendelse i år-<br />
hundreder 258 . Det er som begreb konkret historisk, dvs. at <strong>det</strong> finder sin begrebsmæssige<br />
anvendelse i givne historiske sammenhænge. Begrebet hænger snævert sammen med be-<br />
grebet offentlig mening og dermed med den foran antydede opfattelse af begrebet om de-<br />
mokrati som repræsentativt. Blandt formålene med offentlighedsbegrebet og de principper,<br />
der ligger bag, er at de skal gøre den offentlige beslutningsproces tilgængelig for diskussi-<br />
on i offentligheden. 259 Den teoretiske baggrund for disse principper har traditionelt taget<br />
udgangspunkt i et ideal om offentlighedens kritiske opgave i forhold til <strong>det</strong> offentli-<br />
ge/staten. 260 Opgaven skal bl.a. sigte mod at få varetaget <strong>det</strong>, man kunne kalde <strong>det</strong> fælles<br />
bedste for alle personer i et <strong>samfund</strong> gennem bindende beslutninger på baggrund af forud-<br />
gående diskussioner om disse beslutninger. Offentlighedsbegrebet skal da indebære, at alle<br />
har fået lejlighed til at deltage i såvel beslutningerne som i kontrollen af deres udførelse<br />
som i <strong>det</strong>te, at de nu også stemmer med <strong>det</strong> forudsatte fælles bedste, som da er kommet til<br />
udtryk som den offentlige mening via sit ”Organ især i den moderne Presse” (jf. note for-<br />
an). Som vi har set, er Luhmanns beskrivelse af <strong>det</strong> politiske system meget forskellig her-<br />
fra. Det er jo nemlig den her anførte beskrivelse, der på ”naturlig” måde lægger op til gøre<br />
massemedierne til, dvs. iagttage dem som, en del af en eller anden form for fælles system<br />
med politikere og borgere, jf. den anførte trepartsrelation i afsnit 1.<br />
257 Habermas oplyser således i Habermas 1975b, Borgerlig offentlighet – dens framvekst og forfall. Henimot<br />
en teori om <strong>det</strong> borgerlige samfunn, 3. opl., Fremad (1962), side 2, at substantivet ’offentlighed’ på tysk dannes<br />
i <strong>det</strong> 18. århundrede af <strong>det</strong> ældre adjektiv ’offentlig’.<br />
258 Af Georg Klaus & Manfred Buhr (udg.), 1975, Philosophisches Wörterbuch, Leipzig, 11. Auflage (1964,<br />
1974), VEB Verlag Enzyklopädie, fremgår or<strong>det</strong> således overhove<strong>det</strong> ikke. Det var denne ordbogs egentlige<br />
opgave at fremstille den dialektiske og historiske materialismes lovmæssigheder så vel som de enkelte discipliner<br />
i den marxistisk-leninistiske filosofi. I den <strong>samfund</strong>sformation, som <strong>det</strong>te værk bl.a. var skrevet til anvendelse<br />
i, dvs. de kommunistiske lande i Østeuropa, var der således ikke nogen offentlighed i den forstand,<br />
vi med bl.a. Habermas kender begrebet, jf. også foran om Luhmanns betegnelse af vores herværende demokratiopfattelse<br />
som ”westlicher Auffassung von Demokratie”.<br />
I leksikonet Den Lille Salmonsen, redigeret af A.W.Marke & Palle Raunkjær, København 1939, J.H.Schultz<br />
Forlag, refererer begrebet offentlighed alene til bestemmelser som ”Princippet om Retsplejens Offentlighed”<br />
som ”fastslået ved Grundlovens § 72”. Vi skal til opslaget ”offentlig Mening” for at finde en forbindelse til<br />
<strong>det</strong> politiske, som udtrykkes på denne måde: ”politisk Udtryk, som er opstået kort før den fr. Revolution af<br />
1789; betegner 1) i Alm. de forsk. herskende Stemningsudtryk blandt de polit. vaagne Samfundslag, 2) fælles<br />
tendens i offentlige, især polit. Interesser hos et Folk, i en Stat el. et Tidsrum, uden at der ligger fælles Beslutning<br />
el. vedtaget Program til Grund. I 19.-20. Aarh. har den o. M. været af største Bet. for den politiske<br />
Udvikling, og den har fun<strong>det</strong> sit Organ især i den moderne Presse.”<br />
259 Jf. også definitionen af offentlighedsperspektivet hos Anders Esmark 2000b, p. 61, hvor perspektivet defineres<br />
som ”at der til et velfungerende demokrati hører en national debat og diskussion, der sikrer, at beslutninger<br />
med gyldighed for et <strong>samfund</strong> aldrig er ude af kontakt med den generelle mening i samfun<strong>det</strong>”.<br />
260 Se også RM, p. 186/132, hvor Luhmann udtrykker <strong>det</strong> på den måde, at ”kritikken af arcanpolitikken (=<br />
hemmeligholdelse, NKP) og kravet om offentlighed samtidig (er) en indikator for <strong>det</strong> politiske systems uddifferentiering.”<br />
108
Luhmann har kun behandlet begrebet om offentlighed sporadisk. I bøgerne om<br />
massemediesystemet hhv. om politiksystemet 261 får vi således en ret kort gennemgang af<br />
begrebet. Det står imidlertid fast, at offentligheden ikke af Luhmann bliver anset for at ud-<br />
gøre et selvstændigt system. Der er således efter Luhmanns opfattelse ikke tale om, at der<br />
pågår en egentlig <strong>kommunikation</strong> i offentligheden. Derimod pågår der iagttagelser, og der<br />
indhøstes erfaringer ud fra resultater af <strong>kommunikation</strong> (PG, p. 286). Det afgørende er, at<br />
der er fuld og åben adgang til offentligheden. Det betyder da, at der involveres ”ein Mo-<br />
ment der Unvorhersehbarkeit in den Begriff.” (PG, p. 284). Hermed kan man nemlig ikke<br />
vide, hvem der benytter sig af adkomsten til offentligheden, og man kan heller ikke vide,<br />
hvem der reagerer på hvilken måde på <strong>det</strong>, som pågældende måtte erfare ud fra offentlig-<br />
hedsiagttagelser.<br />
For at undgå enhver forestilling om på den ene side noget rumligt og på den anden<br />
noget handlingsrelateret foreslår Luhmann på denne baggrund og med udgangspunkt i et<br />
forslag fra Dirk Baecker at definere offentlighed ”som refleksion over enhver <strong>samfund</strong>sin-<br />
tern systemgrænse, eller anderledes udtrykt: som <strong>samfund</strong>sintern omverden for de sam-<br />
fundsmæssige delsystemer, altså alle interaktioner og organisationer, og også for de sam-<br />
fundsmæssige funktionssystemer og de sociale bevægelser.” (RM, p. 184/131). Eller mere<br />
knapt formuleret som ”generalisierte andere Seite aller innergesellschaftlichen Sozialsys-<br />
teme” (PG, p. 285). Forslaget hænger sammen med eller tager udgangspunkt i teoremet om<br />
operativ lukning af et autopoietisk system, hvorefter ”kein System seine Grenzen übersch-<br />
reiten und operativ in seiner Umwelt tätig sein (kann).” (PG, p. 285). 262<br />
Denne definition indebærer, at hvert system så at sige har sin egen offentlighed.<br />
For funktionssystemerne, herunder <strong>det</strong> politiske og <strong>det</strong> økonomiske, betyder <strong>det</strong> da, at man<br />
kan overføre definitionen dertil, hvad for økonomisystemet vil føre til, at ”marke<strong>det</strong>” vil<br />
være den økonomisysteminterne omverden for økonomisk <strong>kommunikation</strong>, herunder for<br />
økonomiske organisationer, men den <strong>samfund</strong>ssysteminterne omverden for <strong>det</strong> økonomi-<br />
ske funktionssystem som sådan. For politiksystemet vil <strong>det</strong> være ”den offentlige mening”,<br />
der vil være politiksystemintern omverden for politiske organisationer og interaktioner.<br />
(RM, p. 185/131). Man kan så at sige ikke umiddelbart få hold på offentligheden. Den kan<br />
ikke relateres til enkelte personer eller organisationer, ja, faktisk er <strong>det</strong> netop <strong>det</strong>, der iflg.<br />
Luhmann ken<strong>det</strong>egner offentligheden! ”Hvis systemet (<strong>det</strong> kunne fx være <strong>det</strong> politiske,<br />
261 Se RM, kap. 14, p. 183-189/130-134, samt PG, p. 283 ff.<br />
262 Det politiske system lader sig således ikke styre udefra af fx massemediesystemet eller af noget som helst<br />
an<strong>det</strong> system, hvad tilsvarende gælder for de øvrige funktionssystemer.<br />
109
NKP) .. reflekterer over, at <strong>det</strong> iagttages udefra, uden at <strong>det</strong> med <strong>det</strong> samme står klart,<br />
hvorledes og af hvem, forstår <strong>det</strong> sig selv som muligt at iagttage i offentlighedens medi-<br />
um” (RM, p. 185/131), der altså netop er et ”alment <strong>samfund</strong>smæssigt refleksionsmedium,<br />
som registrerer uoverskrideligheden af grænser og, inspireret heraf, iagttagelse af iagttagel-<br />
ser.” (RM, p. 187/132). Der er på denne måde i relation til <strong>det</strong> politiske system i realiteten<br />
tale om, at der hos Luhmann sker et sammenfald mellem begrebet om offentlighed og be-<br />
grebet om den offentlige mening.<br />
En af de vigtigste indikatorer for den offentlige mening, herunder først og frem-<br />
mest for ændringer eller for udviklingstrends heri, udgør iflg. Luhmann ”die Ergebnisse<br />
politischer Wahlen.” (PG, p. 283). I<strong>det</strong> Luhmann knytter an til kendt vælgeradfærdsforsk-<br />
ning, konkluderer han herudfra, at man ikke kan vide, hvad der faktisk er den enkelte væl-<br />
gers mening. Derfor præciserer han, at <strong>det</strong>, der kondenseres som offentlig mening, kun er<br />
en fortolkning af valgresultater, dvs. at <strong>det</strong> alene er et resultat af intellektuelles arbejde<br />
(ibid.), hvad igen svarer til 2. ordens iagttagelse.<br />
Ud over, at den offentlige mening er en mængde af meninger, er den tillige et me-<br />
dium for meningsdannelse. ”Sie ist das, was als öffentliche Meinung beobachtet und<br />
beschrieben wird.” (PG, p. 286). Ja, den er ligefrem at betragte som en slags skin frem-<br />
bragt igennem og som et resultat af den offentligt iagttagelige <strong>kommunikation</strong>, som en<br />
slags spejl i hvilket <strong>kommunikation</strong>en spejler sig selv (ibid.). Den politiske relevans af den<br />
offentlige mening ligger ikke i at være en slags overherredømme, som vil kunne bestem-<br />
me, hvad der skal ske. En sådan opfattelse vil nemlig stå i vejen for <strong>det</strong>, som Luhmann ser<br />
som en adækvat forståelse, nemlig at opfatte den offentlige mening som et egenartet medi-<br />
um, et medium for 2. ordens iagttagelse. Den politiske relevans ligger bl.a. i, at konkurren-<br />
cen inden for den offentlige mening mellem politikerne bliver mulig at iagttage, i<strong>det</strong> man<br />
iagttager den iscenesættelse, der pågår, og som iscenesættes netop med henblik på at blive<br />
iagttaget, herunder også iagttaget af publikum. (PG, p. 292).<br />
Nedenfor søger jeg med figur 16 at sammenfatte gennemgangen af Luhmanns<br />
formulering af sin opfattelse af <strong>det</strong> politiske system. Jeg knytter i den vedhæftede note<br />
kommentarer til figuren.<br />
110
Figur 16. Det politiske system, dobbelt magtkredsløb, offentlig mening m.v. 263<br />
263 Figur 16 har jeg udarbej<strong>det</strong> med inspiration fra bl.a. Stefan Lange, 2003, diverse figurer. Det politiske system<br />
er afgrænset ved en markeret dobbeltlinje. Udenfor <strong>det</strong> politiske system ser vi øverst psykiske systemer,<br />
dvs. at vi her er ude i samfun<strong>det</strong>s omverden. Nederst ser vi massemediesystemet hhv. økonomisystemet (og<br />
vi må forestille os alle øvrige funktionssystemer med organisationssystemer osv.); her er vi altså i den <strong>samfund</strong>sinterne<br />
omverden til politiksystemet.<br />
Vi ser <strong>det</strong> dobbelte magtkredsløb med den officielle version vist ved den fuldt optrukne inderste linje mellem<br />
forvaltningen, politikken og publikum og den uofficielle version vist ved den stiplede linje.<br />
Forvaltningen skal opfattes i videste betydning, dvs. som omfattende såvel lovforberedende (i forvaltningen<br />
og i parlamentet) som udøvende forvaltning, herunder også regional og lokal forvaltning.<br />
Politikken omfatter partier samt parlamentet som taleforsamling, politiske personer, partiprogrammer, regeringsprogrammer.<br />
Publikum som iagttagere af lovgivningstiltag, interesseorganisationer, lobbyister, vælgere, ansøgere/klagere/<br />
styrede m.v.<br />
Den offentlige mening reflekterer enhver <strong>samfund</strong>sintern systemgrænse, dvs. den <strong>samfund</strong>sinterne omverden<br />
for de <strong>samfund</strong>smæssige delsystemer, dvs. interaktioner og organisationer og funktionssystemer, men også<br />
protestbevægelser længere ude i systemperiferien; den offentlige mening formidles via massemediesystemet<br />
og danner således strukturel kobling mellem politik- og massemediesystemet.<br />
111
3.2. Det massemediemæssige system<br />
Sigtet med <strong>det</strong>te afsnit er ganske kort at specificere Luhmanns grunde til, at mas-<br />
semedierne faktisk udgør et særligt funktionssystem, i<strong>det</strong> den underliggende tese for <strong>det</strong>te<br />
speciales problemstilling jo er afhængig af, at denne påstands holdbarhed kan godtgøres.<br />
Som anført i afsnit 1.3. vil beskrivelsen ligeledes her tage udgangspunkt i den skematik,<br />
der efterhånden har udkrystalliseret sig som sædvanlig, jf. i øvrigt figur 12 foran:<br />
Funk-<br />
tions-<br />
system <br />
Masse-<br />
medier<br />
Funktion Ydelse Program/<br />
”Irritation”<br />
af samfun-<br />
<strong>det</strong><br />
Konstruere<br />
samfun<strong>det</strong>s<br />
fælles-<br />
verden<br />
Refleksion<br />
Nyheder,<br />
underhold-<br />
ning,<br />
reklamer<br />
Medi-<br />
um <br />
Infor-<br />
mation<br />
Kode/<br />
Ledefor-<br />
skel <br />
Informa-<br />
tion/ ikke<br />
informati-<br />
Figur 17. Det massemediemæssige funktionssystems ken<strong>det</strong>egn.<br />
on <br />
Attribu-<br />
tions-<br />
form<br />
Handling<br />
til ople-<br />
velse <br />
Instituti-<br />
onel<br />
kerne<br />
TV, ra-<br />
dio,avi- ser,for- lag mv.<br />
Symbio-<br />
tiskmeka- nisme<br />
Iagttagelse<br />
og erken-<br />
delse<br />
Med bogen om massemedierne, Die Realität der Massenmedien, RM, har Luh-<br />
mann givet sit foreløbige bud på, hvordan en beskrivelse af og teori om samfun<strong>det</strong>s mas-<br />
semedier kunne tage sin begyndelse. Hvor Luhmann tidligere har beskæftiget sig med me-<br />
dierne, har <strong>det</strong> i realiteten drejet sig om såkaldte publicistiske problemstillinger, 264 særligt<br />
afgrænset til problemstillingen om ”den offentlige mening”, jf. ovenfor. Med bogen om<br />
massemedierne er sigtet altså bredere, nemlig ”at kunne indordne teorien om massemedier<br />
i en almen teori om <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong>.” (RM, p. 21/17). Allerede de ydre omstændig-<br />
heder ved bogen antyder <strong>det</strong>te foreløbige sigte, 265 som da består i en afprøvning af pro-<br />
<strong>Politisk</strong> relevante personer danner som sådan medium for særlige personformer, som da fremtræder i relation<br />
til psykiske systemer i omverdenen.<br />
Massemediesystemet irriterer, dvs. muliggør irritation, via den offentlige mening og dermed via politiksystemets<br />
kognitive åbning mod omverdenen, politiksystemet med <strong>det</strong>s relationer mellem politikken, publikum og<br />
forvaltningen.<br />
Økonomisystemet (eller et hvilket som helst an<strong>det</strong> funktionssystem) muliggør på samme måde irritationer via<br />
sin særlige systeminterne offentlighed (”marke<strong>det</strong>” eller mere korrekt: ”markeder”; hvis retssystemet, så<br />
dommerforening, advokat<strong>samfund</strong> m.v.) relationerne i <strong>det</strong> politiske systems dobbelte magtkredsløb.<br />
264 Udover til foran nævnt litteratur bør her anføres i hvert fald artiklerne Öffentliche Meinung i: Luhmann<br />
1975b, Politische Planung. Aufsätze zur Soziologie von Politik und Verwaltung. 2. Auflage. Opladen, Westdeutscher<br />
Verlag (1971), p. 9-34, samt Luhmann 1975f, Veränderungen im System gesellschaftlicher Kommunikation<br />
und die Massenmedien, i: Oskar Schatz (udg.), Die elektronische Revolution. Wie gefährlich sind<br />
die Massenmedien?, Graz, Wien, Köln, Verlag Styria, 1975, p. 13-30<br />
265 Hvad også blev bemærket ved en af de mest seriøse anmeldelser af bogen, som jeg er stødt på, jf. Frank<br />
Marcinkowski 1996, Die Massenmedien der Gesellschaft als soziales System?, i: Soziale Systeme, Jg. 2, Heft<br />
2, p. 429-440, p. 439. Han henviser således til, at bogen ikke indgår i den lange række af funktionssystembeskrivelser,<br />
som Luhmann har udsendt på forlaget Suhrkamp, men at den derimod er udkommet som billigbog<br />
på Westdeutscher Verlag, hvor også Luhmanns temabøger om økologi og om iagttagelse af <strong>det</strong> moderne<br />
112
lemstillingen, nemlig om <strong>det</strong> overhove<strong>det</strong> kan give mening at tale om et selvstændigt<br />
<strong>kommunikation</strong>ssystem for massemedier på <strong>samfund</strong>smæssigt, dvs. på verdens<strong>samfund</strong>s-<br />
mæssigt plan.<br />
Resultatet af denne afprøvning er bl.a., at massemedierne ikke lader sig reducere<br />
til teknik. Kommunikationen i systemet kan således ikke reduceres eller bindes til syste-<br />
mets tekniske forudsætninger, fx trykpresse og elektroniske teknologier. Denne begrænse-<br />
de <strong>kommunikation</strong> er, hvad Luhmann betegner som massemediernes reale realitet 266 (RM,<br />
p. 12/11). Massemediernes <strong>samfund</strong>smæssige eller fremmedreferentielle realitet, dvs. den<br />
realitet, der fremstår ”for dem eller gennem dem” 267 (RM, p. 14/12) er imidlertid ikke be-<br />
grænset til disse forhold. Massemediernes realitet som <strong>samfund</strong>smæssigt funktionssystem<br />
er noget, som massemedierne selv skaber i deres egen <strong>kommunikation</strong>, og som er forskel-<br />
ligt fra <strong>det</strong>te tekniske forhold. Selvom massemedierne opstår ud fra de tekniske mulighe-<br />
der, der følger af trykpressens opfindelse, og selvom selve den tekniske side af sagen er<br />
ganske afgørende, jf. også foran afsnit 1, så viser Luhmann ud fra sin systemteoretiske, fo-<br />
reløbige analyse i RM, at massemedierne opviser sådanne karakteristika, at hans konklusi-<br />
on er ganske klar, nemlig at der her er tale om et af <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong>s funktionssyste-<br />
mer (RM, p. 34/26).<br />
Som ved andre funktionssystemer er der således også ved eller i massemediesy-<br />
stemet etableret en systemspecifik centralkode, der af Luhmann bestemmes som ”forskel-<br />
len mellem information og ikke-information,” (RM, p. 36/28), og som <strong>kommunikation</strong>en i<br />
systemet da lukker sig om. Denne kode gør <strong>det</strong> muligt at ”bestemme, hvilke operationer<br />
der hører til systemet, og hvilke – ko<strong>det</strong> anderledes eller slet ikke ko<strong>det</strong> – der forløber i sy-<br />
stemets omverden.” (RM, p. 36/28). Det modsvarer gennemgangen i afsnit 2.5.5., hvor vi<br />
så, at centralkoden betegner <strong>det</strong> i systemet fungerende medium, dvs. en begrænset, løs kob-<br />
ling af muligheder. Foruden at kodningen sikrer uddifferentieringen og specifikationen af<br />
mediet, her altså information, genererer kodningen også programmer, hvorfor programom-<br />
rå<strong>det</strong> alene kan være tilknyttet én centralkode, jf. nedenfor.<br />
Den operative lukning, der følger af denne konkrete kodedannelse er derfor ud fra<br />
de teoretiske forudsætninger i øvrigt, jf. også afsnit 2.5.3., sammenlignelig med den opera-<br />
tive lukning, der finder sted i andre funktionssystemer, herunder i den her aktuelle sam-<br />
menhæng særligt <strong>det</strong> politiske funktionssystem. Som ved øvrige binære koder gælder <strong>det</strong><br />
udkom som billigbøger. Men Luhmann lægger heller ikke selv skjul på sagsforhol<strong>det</strong>, jf. udsagnet: „Die<br />
Massenmedien der Gesellschaft – das wäre das Thema eines anderen Buches“ (PG, p. 306).<br />
266 Og til en forståelse af dem er en 1. ordens iagttagelse tilstrækkelig, jf. RM, p. 15/12-13.<br />
267 Og som kræver, at man iagttager ”massemediernes aktivitet .. som en sekvens af iagttagende operationer ..<br />
altså iagttage deres iagttagen”(RM, p. 14/12), hvad da modsvarer en 2. ordens iagttagelse.<br />
113
også for massemediesystemets kode, at <strong>det</strong> er den positive værdi, der foretrækkes i kom-<br />
munikationen. Dvs. at præferencen ligger på informationsindhol<strong>det</strong>. Selve ”drivet” i sy-<br />
stemet, dvs. tilslutningsevnen i <strong>kommunikation</strong>en, består da i uophørligt i kommunikatio-<br />
nen at søge efter <strong>det</strong> nye, <strong>det</strong> endnu uprøvede, <strong>det</strong> med en informationsværdi, hvorved <strong>det</strong><br />
allerede kendte da taber sin værdi. Det forholder sig nemlig sådan, at ”Jede Mitteilung, die<br />
als Information ausgewählt wird, wird damit automatisch zur Nichtinformation, denn In-<br />
formation lässt sich nicht wiederholen.” (GG, p. 1014-1015). Tiden får således en central<br />
betydning for systemet. ”Fresh money og new information er centrale motiver i en moder-<br />
ne <strong>samfund</strong>sdynamik. Bag .. de moderne tidsstrukturer .. gemmer der sig altså formodent-<br />
lig ved siden af pengeøkonomien: massemedierne. De skaber den tid, som de forudsætter,<br />
og samfun<strong>det</strong> tilpasser sig til <strong>det</strong>.” (RM, p. 44/32-33). Når jeg fremhæver <strong>det</strong> med tiden<br />
her, så bygger <strong>det</strong> også på den korte overvejelse, som Luhmann anfører i note 25 i kapitel 3<br />
om kodning (RM, p. 47-48/35). Her kommenterer Luhmann spørgsmålet om massemedi-<br />
ernes funktion som ”irritation” af samfun<strong>det</strong> og konstaterer, at denne ”uro-funktion” ikke<br />
findes ”inden for den parsonske teoriarkitektur”, hvor denne teoris tilhængere i ste<strong>det</strong> til-<br />
ordner ”massemedierne til områ<strong>det</strong> for integrative funktioner og til mediet ’indflydelse’”,<br />
hvad imidlertid får til konsekvens, at massemediernes præference ”for fremstillingen af<br />
konflikter og normafvigelser” kommer til at fremstå problematisk. Luhmann konkluderer<br />
derfor, at man må ”overveje, om massemediernes primære orientering overhove<strong>det</strong> ligger i<br />
socialdimensionen og ikke snarere i tidsdimensionen”. 268 Dvs. at Luhmann ikke er indstil-<br />
let på at gå ind med et normativt ”bør” her, men at han fastholder sit udgangspunkt som<br />
principielt forskelligt fra enhver normdannelse.<br />
Det problemforhold, som Luhmann anser for at være konstituerende for masse-<br />
medierne som <strong>samfund</strong>smæssigt funktionssystem, er således også knyttet til den del af den<br />
sociale ordens problematik, 269 der kan siges at hænge sammen med selve <strong>det</strong> grundforhold,<br />
at <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong>s <strong>kommunikation</strong>ssystemer er ”temporalisierte Systeme, die Stabi-<br />
lität nur als dynamische Stabilität, nur durch die laufende Ersetzung von vergehenden<br />
Elementen durch neue, andere Elemente gewinnen können. .. Die jeweils aktuelle Gegen-<br />
wart ist kurz und so ausgelegt, dass in ihr alles, was überhaupt geschieht, gleichzeitig ge-<br />
schieht.“ (GG, p. 52). Når alting sker samtidigt, når den aktuelle nutid er meget kort, når<br />
268 Hvad da må antages at få til følge, at studiet af massemedier skal ses i sammenhæng med især evolutionsteorien,<br />
som jeg imidlertid ikke har behandlet særskilt i <strong>det</strong>te speciale, hvilket står tilbage som et problem til<br />
forfølgelse, men samtidig fremstår <strong>det</strong> som en erkendelsesmæssig gevinst, der underbygger <strong>det</strong> synspunkt,<br />
som er bærende i <strong>det</strong> Luhmannske forfatterskab, at <strong>samfund</strong>steori og de hermed forbundne delteorier er en<br />
ganske kompliceret affære!<br />
269 Jf. også foran afsnit 2.4.<br />
114
<strong>det</strong> forgangne som tradition er blevet til en form (GG, p. 960), så bliver <strong>det</strong> oplagt, at man<br />
anskuer tiden som en form, dvs. som en grænselinje 270 med to sider, nemlig en bekendt for-<br />
tid, som derfor kan fremstå som den betegnede side af formen, og en ubekendt fremtid,<br />
som derfor må fremstå som den ikke betegnede side af formen. Det skal ses i modsætning<br />
til <strong>det</strong> førmoderne, af adelen dominerede <strong>samfund</strong>, hvor tiden blev fremstillet som ”linea-<br />
ren Vorstellungen” (GG, p. 997), hvad da altså i <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> udvikler sig til ”ei-<br />
nen Begriff der offenen Zukunft” (ibid.).<br />
I en sådan situation – og <strong>det</strong> er sådan, Luhmann opfatter den <strong>samfund</strong>smæssige si-<br />
tuation på skrivetidspunktet i 1990’erne – har samfun<strong>det</strong> ”brug for” 271 at få dirigeret sin<br />
selviagttagelse og selvbeskrivelse. Hvad angår <strong>det</strong> med selvbeskrivelsen, så er <strong>det</strong> rent ud<br />
Luhmanns opfattelse, dels at den nu er overtaget af „die Massenmedien als Funktionssys-<br />
tem eigener Art“ (GG, p. 1014), dels at den nu følger ”den Eigengesetzlichkeiten der Mas-<br />
senmedien” (GG, p. 1097), som i praksis viser sig ved, at ”Jeden Morgen und jeden Abend<br />
senkt sich unausweichlich das Netz der Nachrichten auf die Erde nieder und legt fest, was<br />
gewesen ist und was man zu gewärtigen hat.” (ibid.). Samfun<strong>det</strong>s selvbeskrivelse følger da<br />
massemediernes døgnrytme. Denne selvbeskrivelse antager umiddelbart karakter af uop-<br />
hørlige, abrupte og i alle retninger pegende udsagn. De informationer, der fremkommer i<br />
<strong>det</strong>te forløb, bliver for en umiddelbar betragtning spredt ud i meget store mængder, og de<br />
bliver hver dag fornyet. En væsentlig del af disse informationer bliver i stort omfang rela-<br />
teret til temaer, som dels ”organiserer <strong>kommunikation</strong>ens hukommelse”, dels ”repræsente-<br />
rer <strong>kommunikation</strong>ens fremmedreference” (RM, p. 28/21). Resultatet af <strong>det</strong>te produktions-<br />
forløb vil jævnt hen fremstå som ”öffentliche Meinung” (GG, p. 1102), som da vil kunne<br />
relatere sig til meget forskellige områder af samfun<strong>det</strong>, dvs. til de mange forskellige funk-<br />
tionssystemer m.v.<br />
Samfun<strong>det</strong>s selvbeskrivelse er således ikke mere styret ud fra <strong>det</strong> nære, i høj grad<br />
erfaringsbaserede samvirke mellem mennesker, hvad jo er en følge af i <strong>det</strong> væsentlige bort-<br />
fal<strong>det</strong> af de mange nære, interaktionsbaserede relationer, som tidligere dannede basis for<br />
den <strong>samfund</strong>smæssige <strong>kommunikation</strong>, jf. afsnit 2.5.2. Med <strong>det</strong>te udgangspunkt kan man<br />
ikke an<strong>det</strong> end at forudsætte, hvad Luhmann kalder for ”Informiertsein” (GG, p. 1102),<br />
dvs. at man må forudsætte, at der altid allerede er brugbar information til stede med den ri-<br />
siko, som usikkerhed herom vil medføre. 272<br />
270<br />
Jf. foran afsnit 2.5.5.<br />
271<br />
Ikke som norm, men fordi interaktion som <strong>kommunikation</strong>sform er aftaget dramatisk i betydning i <strong>det</strong><br />
moderne <strong>samfund</strong>, jf. nedenfor.<br />
272<br />
Hvad den tidligere omtalte dagpengesag fra finanslovsforhandlingerne her i efteråret 2003 måske viste.<br />
115
Det er da i denne situation, at ”Massemedierne garanterer alle funktionssystemer<br />
en bredt <strong>samfund</strong>smæssigt accepteret nutid, der også er bekendt for individerne, og som<br />
disse systemer kan gå ud fra, når <strong>det</strong> drejer sig om selektion af en systemspecifik fortid og<br />
om fastlæggelse af de fremtidsforventninger, der er vigtige for systemet.” (RM, p.<br />
176/124). Luhmann ser altså den afgørende funktion for massemedierne som bestående i at<br />
”spalte verden op i system (nemlig <strong>samfund</strong>) og omverden .. at stille en baggrundsrealitet<br />
parat 273 for alle videre <strong>kommunikation</strong>er” (RM, p. 173/122-122). 274<br />
På programniveau skelner Luhmann ”rent induktivt mellem: nyheder og features ..<br />
reklame .. og underholdning” uden at udelukke ”overlapninger” (RM, p. 51/37). Men han<br />
erkender, at ”der er en forskelligartethed i realisationen og i skabelsen af irritation og in-<br />
formation”, der gør <strong>det</strong> vanskeligt at ”acceptere tesen om massemediesystemets enhed”.<br />
(RM, p. 119/84). Han ser imidlertid et fælles bidrag fra de tre områder i forlængelse af for-<br />
anstående tese om skabelse af fælles baggrundsviden og hukommelse via massemedierne,<br />
og dermed ser han også massemediesystemets enhed heri, og argumentet for denne enheds-<br />
dannelse er da, at ”alle tre former for masse<strong>kommunikation</strong> .. skabe(r) forudsætninger for<br />
videre <strong>kommunikation</strong>, der ikke behøver medkommunikeres specielt.” (RM, p. 120/85).<br />
Det er endvidere på programniveauet, at Luhmann påviser strukturelle koblinger<br />
til dele af omverdenen, herunder andre funktionssystemer, men <strong>det</strong> forekommer også på<br />
sektor- og rolleniveau. (RM, p. 128/90). Luhmann finder en sådan differentiering af struk-<br />
turelle koblinger på programområder sammenlignelig med den, der kan påvises inden for<br />
andre funktionssystemer, fx retssystemet. (RM, p. 127/90).<br />
Den konkrete forklaring på, at der på trods af denne differentiering er tale om ”ét<br />
og samme funktionssystem” (RM, p. 130/92), finder Luhmann imidlertid i <strong>det</strong> forhold, at<br />
273 Hvad svarer meget godt til resultaterne af en ”befolkningsstikprøve”, som refereret af Anker Brink Lund<br />
2002, Den redigerende magt – nyhedsinstitutionens politiske indflydelse, Aarhus, Aarhus Universitetsforlag,<br />
p. 204, her dog begrænset til primært <strong>det</strong> politiske.<br />
274 Luhmann er inspireret hertil af Frank Marcinkowski, 1993, Publizistik als autopoietisches System. Politik<br />
und Massenmedien. Eine systemtheoretische Analyse, Opladen, Westdeutscher Verlag. Det interessante i<br />
denne sammenhæng er den særlige kontrovers, der pågår de to imellem for så vidt angår formuleringen af systemets<br />
centralkode – i<strong>det</strong> Marcinkowski foreslår den som offentlig/ikke-offentlig, hvor Luhmanns formulering<br />
jo er information/ikke-information. Forskellen kan være afgørende for den karakter af indflydelse på andre<br />
systemer i samfun<strong>det</strong>, som massemediesystemet kan tilskrives. Det er således mit indtryk, at den måde,<br />
som Marcinkowski beskriver <strong>det</strong>, som han kalder <strong>det</strong> publicistiske system, må føre til, at <strong>det</strong>te system med<br />
den suveræne bestemmelse over offentliggørelse af sagsforhold, at <strong>det</strong> fører til så relativt stor indflydelse og<br />
dermed antagelig en overvurdering af systemet, at Luhmann måske også af den grund har valgt sin kode anderledes,<br />
mere neutralt.<br />
116
”differentieringen kopierer former, hvori <strong>det</strong> moderne <strong>samfund</strong> gør individuelle motivsi-<br />
tuationer brugbare til <strong>kommunikation</strong>” (ibid.) Dette kan sammenfattes i følgende skema: 275<br />
Program Strukturel kobling Henregning til individ<br />
Nyheder <strong>Politisk</strong> system Kognitivt interesseret<br />
Reklame Økonomisk system Individuel nytte<br />
Underholdning Kunstsystemet Narrativ fiktionalitet<br />
Figur 18. Strukturel kobling mellem massemediesystemet og <strong>det</strong>s omverden<br />
Det skal dog i den sammenhæng præciseres, at <strong>det</strong> med henregning til individ alene drejer<br />
sig om, hvordan ”henregning til individer behandles i <strong>kommunikation</strong>en”, dvs. uden til-<br />
skrivning af kausalitet i den sammenhæng. (RM, p. 130-131/92). Individer som fysiske<br />
personer, dvs. som biologiske systemer hhv. psykiske systemer, er jo fortsat en del af om-<br />
verdenen til <strong>kommunikation</strong>ssystemer – men en uomgængeligt nødvendig del!<br />
Den her konstaterede individhenregning eller –tilskrivning viser således også hen<br />
til forbindelsen til den teoretiske grundlagsgennemgang i afsnit 2.5.4., jf. bl.a. den deri vi-<br />
ste figur 9. Luhmann åbner således mulighed for, at der ved en nærmere analyse af <strong>det</strong>te at-<br />
tributionskompleks vil kunne etableres et grundlag for studier, der muligvis kunne pege på,<br />
at også denne tilgang til teorien ville kunne bestyrke dens indre sammenhæng – eller <strong>det</strong><br />
modsatte! Den sidste, negative mulighed hænger sammen med en umiddelbar bedømmelse<br />
af den forskellighed, der fremgår af figur 18. Omvendt viser den i figur 17 refererede attri-<br />
butionsform for massemediesystemet hen til en forskellighed i opfattelsen, jf. noten til fi-<br />
gur 12.<br />
3.3. Opsamling<br />
Den indledende diskussion i <strong>det</strong>te kapitel om, hvorvidt et funktionssystem efter<br />
Luhmanns opfattelse fungerer alene for sig selv eller for samfun<strong>det</strong>, eller om man må for-<br />
mulere spørgsmålet på en anden måde, viser <strong>det</strong> sidste, dvs. at spørgsmålet drejer sig om et<br />
problemforhold, der allerede processerer 276 i samfun<strong>det</strong>, og som man må respektere i ud-<br />
gangspunktet. Dette får til konsekvens, at hvis der kan påvises et funktionssystem på et gi-<br />
vet felt, så må en iagttagelse heraf respektere de systemteoretiske forudsætninger, der i øv-<br />
275 Jf også: Mikkel Eskjær & Rasmus Helles, 2000, Mediernes realitet – en introduktion til Luhmanns teori<br />
om massemedierne, i: Mediesociologi, Sekvens 2000, Årbog for Film og Medievidenskab. Københavns Universitet,<br />
Institut for Film- & Medievidenskab, p. 33-75, p. 60.<br />
276 Som altid ved <strong>kommunikation</strong>sprocesser er der tale om selektion og ikke kausalrelationer.<br />
117
igt følger af den sociologiske systemteori, som Luhmann har formuleret, herunder at et<br />
system er autopoietisk med alt hvad deraf følger, dog begrænset til den udstrækning denne<br />
teoris indre sammenhæng måtte række.<br />
Gennemgangen af de to funktionssystemer viser, at de begge har sådanne karakte-<br />
ristika, som Luhmann ud fra den grundlæggende gennemgang i kapitel 2, særligt afsnit<br />
2.5., anfører som forudsætninger for systemdannelse, at der ikke kan være tvivl om, at de<br />
opfylder de krav, som teorien stiller for, at der kan være tale om funktionssystemer. Samti-<br />
dig viser gennemgangen dog også, at der er en meget betydelig forskel i <strong>det</strong> af Luhmann<br />
forelagte materiale, i<strong>det</strong> der særligt for så vidt angår massemediesystemet er meget tilbage<br />
at ønske mht. en udbygning, hvis der for alvor skal kunne oparbejdes teorigrundlag for<br />
empirisk orienteret forskning. Det må imidlertid konstateres, at <strong>det</strong> er vilkår, der ikke står<br />
til at ændre. Det var angiveligt ikke muligt, mens Luhmann endnu levede, 277 og <strong>det</strong> er ude-<br />
lukket efter hans død.<br />
Af særlig interesse for <strong>det</strong>te specialeprojekt er <strong>det</strong> imidlertid, at gennemgangen<br />
også viser, at den måde, de to systemer er indbyrdes forbun<strong>det</strong> på, og som Luhmann kalder<br />
for strukturel kobling, at denne strukturelle kobling har form 278 af offentlig mening – men<br />
især, at den strukturelle kobling definitorisk indebærer, at der ikke forekommer <strong>det</strong>ermina-<br />
tion systemerne imellem, men alene en form for ”irritation”, som i <strong>det</strong> respektive system<br />
aktiverer <strong>det</strong>s ”resonansevne”.<br />
I <strong>det</strong> følgende og afsluttende kapitel vil jeg da – tentativt – forsøge at vise, hvor-<br />
dan erfaringerne fra denne gennemgang ville kunne omsættes til formulering af en strategi<br />
eller, mindre forpligtende, et perspektiv for studiet af politisk <strong>kommunikation</strong>.<br />
277 Hvad Marcinkowski 1996, p. 439, tørt konstaterer, i<strong>det</strong> han samtidig opfordrer <strong>kommunikation</strong>svidenskaben<br />
til selv af foretage de fornødne udfyldninger<br />
278 Form igen i relation til medium: strukturel kobling betegner generelt et medium, mens <strong>det</strong> kan antage forskellige<br />
former, her altså formen offentlig mening, og mellem psykiske og sociale systemer udgør sproget en<br />
form for strukturel kobling, jf. også foran.<br />
118
4. <strong>Politisk</strong> <strong>kommunikation</strong> som forskningsperspektiv<br />
”Keine Theorie erreicht das Konkrete. Das ist nicht ihr Sinn, nicht ihr Ziel“. 279 Så<br />
når bestræbelsen i <strong>det</strong> følgende rækker frem mod anvendelighed i <strong>det</strong> konkrete, og når<br />
spørgsmålet lyder: hvorledes er <strong>det</strong> muligt at studere politisk <strong>kommunikation</strong> i <strong>det</strong> moderne<br />
<strong>samfund</strong>?, så ligger der denne løftede pegefinger lurende i baggrunden og advarer mod at<br />
tro <strong>det</strong> muligt. Det er <strong>det</strong> ikke. Videnskabelig iagttagelse implicerer ingen direkte tilgang<br />
til en udenfor liggende realitet. (WG, p. 82). Det, vi derimod kan indfange, er begreber,<br />
som vi kan konstruere. Det foregår i videnskabssystemet, dvs. <strong>det</strong> foregår i et system. Som<br />
sådan foregår <strong>det</strong> som <strong>kommunikation</strong>, der på den ene side refererer tilbage til tidligere<br />
<strong>kommunikation</strong> i systemet, dvs. selvreferentielt, og på den anden side refererer til noget<br />
an<strong>det</strong>, dvs. fremmedreferentielt. En sådan <strong>kommunikation</strong> opfatter Luhmann som resultatet<br />
af en specifik form for iagttagelse, hvor der forud har været lagt en specifik distinktion ind<br />
til ledelse af iagttagelsen, fx i videnskabssystemet koden sand/usand, jf. figur 12 foran. Det<br />
følgende er således en konstruktion bygget op som kontrast til en anden konstruktion, den<br />
om trepartsrelationen. Der er endvidere – og <strong>det</strong> kan ikke betones stærkt nok! – alene tale<br />
om en rent tentativ og induktiv konstruktion.<br />
Luhmann tager afstand fra den ’radikale konstruktivisme’, (RM, p. 15 ff./13 ff.),<br />
fordi dens udgangspunkt er, at alt er konstruktion. Luhmanns argument er, som tidligere<br />
anført, at der findes systemer. 280 I og med, at man foretager den første distinktion og be-<br />
tegner <strong>det</strong> betegnede som formen system 281 og <strong>det</strong> ubetegnede som <strong>det</strong>s omverden, har man<br />
foretaget en 1. ordens iagttagelse. Samtidig har man imidlertid også fået konstrueret en<br />
mulighed for at skelne mellem reference til systemet selv hhv. til <strong>det</strong>s omverden, dvs. selv-<br />
reference overfor fremmedreference. ”Denne skelnen mellem selvreference og fremmedre-<br />
ference kan .. ikke findes i systemets omverden (hvad ville i så fald være ’selv’ og hvad<br />
279 Hedder <strong>det</strong> med vanlig sans for opmærksomhedsfængende indledningsord i artiklen Evolution und<br />
Geschichte, p. 150, i: Luhmann 1975c, p. 150-169. Dette udsagn skal som alle udsagn ses i sin kontekst, her<br />
i spændingsfeltet mellem evolutionsteori og historieteori. Nogle år før formulerede Luhmann nemlig også<br />
følgende i Luhmann 1973b, p. 169: ”Der Übergang von einer Kausalgesetze suchende zu einer funktional<br />
vergleichende Methode führt in der Theorie konsequent zu dem .. geforderten Übergang von Handlungstheorien<br />
zu Systemtheorien. Er kompensiert gleichsam durch Theoriekomplizierung den Versicht auf ‚lineares’<br />
Methodendenken und versucht auf diese Weise, sich der Realität besser anzunähern, als dies den kausalgesetzlich<br />
denkenden Methoden und Theorien möglich war.“(min fremhævning, NKP).<br />
280 Således også i RM, hvor <strong>det</strong> om massemediesystemet hedder, "Det drejer sig .. ikke kun om et fænomen,<br />
som en iagttager kan udsondre, hvis han er indstillet på <strong>det</strong>. Systemet udsondrer sig selv.” p. 49/36.<br />
281 Jf. foran afsnit 2.5.5.<br />
119
’fremmed’?), men kun i systemet selv” (RM, p. 16-17/14). Med <strong>det</strong>te er der konstrueret en<br />
2. ordens iagttagelse. 282<br />
I denne operation har man på én og samme tid konstrueret systemet og <strong>det</strong>s om-<br />
verden. ”Begge konstrueres i iagttagelsen, der skiller dem ad. Systemet er altså ikke konsti-<br />
tutivt for iagttagelsen. Det er omvendt iagttagelsen og den forskel, den aktualiserer, som<br />
bestemmer, hvordan omverdenen træder frem for hvilket system. Realiteten er i denne for-<br />
stand altid systemrelativ.”, som <strong>det</strong> hedder hos en anden iagttager, 283 jf. også foran, afsnit<br />
2.3. 284 Men systemet er der allerede. Det har allerede udsondret sig. Det løser sine funkti-<br />
onsproblemer, som vi så i kapitel 3. ”Systemet gør kun <strong>det</strong> og kan kun gøre <strong>det</strong>, som er in-<br />
ternt tilslutningsmuligt ifølge <strong>det</strong>s struktur og historiske situation.” (RM, p. 50/36).<br />
Givet en iagttagelse af et system må vi som iagttagere derfor redegøre for valg af<br />
kode eller ledeforskel, og vi må redegøre for konditioneringen af denne forskelssættelse.<br />
Vi må endvidere kunne udpege, begrunde og redegøre for de implikationer, der følger af<br />
lige præcist <strong>det</strong> valgte iagttagelsespunkt. Det er, hvad er søgt gennemført i <strong>det</strong> foregående.<br />
Der ligger i <strong>det</strong>te, at vi som iagttagere må kunne angive præcist den systemreference, som<br />
vi lægger til grund. 285 Det kan være iagttagelse af politisk <strong>kommunikation</strong> formuleret af en<br />
organisation, fx et politisk parti. I<strong>det</strong> vi da konstruerer <strong>det</strong> politiske parti som iagttager,<br />
iagttager vi denne iagttagers iagttagelser, dvs. <strong>det</strong> politiske partis løbende <strong>kommunikation</strong><br />
internt og/eller eksternt rettet 286 . Det samme kan vi gøre i forbindelse med iagttagelse af<br />
massemediemæssig <strong>kommunikation</strong>, hvor udgangspunktet kan være en organisation, fx en<br />
avis, og dens iagttagelse, dvs. dens løbende produktion i en periode, typisk afgrænset til et<br />
bestemt tema. Det er, hvad ultrakort vil blive forsøgt i <strong>det</strong> følgende.<br />
4.1. Systemteoretisk iagttagelse af politisk <strong>kommunikation</strong> belyst tentativt<br />
som tema i <strong>det</strong> politiske og <strong>det</strong> massemediemæssige system<br />
Her vil jeg tage udgangspunkt i ét af flere temaer, 287 som iflg. Luhmann viser, at<br />
samfun<strong>det</strong>s omverden på dramatisk vis i de seneste årtier har øget de anledninger til irrita-<br />
tion, dvs. påvirkning, af samfun<strong>det</strong>, som kan konstateres ”und zwar auch und gerade auf<br />
282<br />
Det modsvarer universitetsledelsens iagttagelse af regnskabsmedarbejderen på institutniveau, jf. eksemplet<br />
i afsnit 1, foran.<br />
283<br />
Hos Niels Åkerstrøm Andersen 1999, p. 111-112.<br />
284<br />
Hvor der på side 45 blev anført, at med diskussionen i kølvan<strong>det</strong> på SY skærpedes ”formuleringerne herefter<br />
til klarhed over, at studieobjektet er noget, der skabes begrebsligt af iagttageren i forbindelse med hans<br />
iagttagelse”<br />
285<br />
Jf. eksempelvis figur 12. Her har jeg bygget på Niels Åkerstrøm Andersen 1999, p. 115 ff.<br />
286<br />
Der er jo her tale om en organisation, som forudsættes at være i besiddelse af <strong>kommunikation</strong>sevne, jf.<br />
foran, afsnit 3.1.1.<br />
287 Jf. også foran afsnit 3.2.<br />
120
den Bildschirmen der Gesellschaft selbst“, nemlig ”die rapide Vermehrung menschlicher<br />
Körper und deren unkontrollierbare Wanderungen” (GG, p. 795) 288 . Det er da <strong>det</strong> sidste<br />
aspekt af <strong>det</strong>te irritationsforhold, jeg vil tage udgangspunkt i. Konkret er <strong>det</strong> indvandringen<br />
her i lan<strong>det</strong>, i<strong>det</strong> <strong>det</strong>te tema har spillet en overordentlig stor rolle, politisk som massemedi-<br />
emæssigt, de senere år. Jeg vil i <strong>det</strong> følgende kort skitsere, hvordan et sådant tema bliver<br />
gjort til genstand for <strong>kommunikation</strong> i henholdsvis <strong>det</strong> politiske og <strong>det</strong> massemediemæssi-<br />
ge system.<br />
Som udgangspunkt gælder, at i og med sociale systemer som <strong>det</strong> politiske og<br />
<strong>det</strong> massemediemæssige er <strong>kommunikation</strong>ssystemer, så er disse systemer begrænset til at<br />
operere <strong>kommunikation</strong>smæssigt i forhold til en sådan ekstern påvirkning. De kan ikke an-<br />
<strong>det</strong>. Systeminternt viser påvirkningen sig i form af resonans; set fra systemets side aktive-<br />
res <strong>det</strong>s resonansevne, jf. foran, afsnit 3.1.2. Imidlertid forekommer der jo tilslutningsad-<br />
færd, jf. foran afsnit 2.4., dvs. at der til <strong>kommunikation</strong>en knyttes en yderligere, såkaldt<br />
fjerde selektion, hvad da muliggør handlingsmæssige effekter i systemets omverden. Det<br />
kan da udmønte sig som tilladelse eller nægtelse af indrejse til Danmark.<br />
Det politiske systems grænse går, dvs. produceres løbende, som vi har set, dér,<br />
hvor den meningsform, der ligger til grund for den aktuelle <strong>kommunikation</strong>, ikke mere la-<br />
der sig tilordne den for systemet i sidste ende styrende centralkode, dvs. rege-<br />
ring/opposition. Mere teknisk og præcist formuleret svarer systemets grænse til den selvre-<br />
producerede forskel mellem selvreference og fremmedreference, og den er som sådan til<br />
stede i alle <strong>kommunikation</strong>er. 289 Hertil kommer, at man jo i <strong>kommunikation</strong>en løbende<br />
288 Dette er kun en meget lille del af de tre hovedtemaer, Luhmann her tager op. Det er jo alene som illustration<br />
og rent tentativt! For imidlertid at undgå unødig mytedannelse, bringer jeg her hele den sammenhæng,<br />
som citatet er taget fra: ”Was immer man von dieser Theoriekonstruktion halten mag: zu beobachten ist, dass<br />
die Irritationsanlässe aus der Umwelt des Gesellschaftssystems in den letzten Jahrzehnten dramatisch zunehmen<br />
– und zwar auch und gerade auf den Bildschirmen der Gesellschaft selbst. Das gilt in mindestens drei<br />
Hinsichten:<br />
1. in bezug auf die durch Technik und Überbevölkerung ausgelösten ökologischen Probleme der aussermenschlichen<br />
Umwelt;<br />
2. in bezug auf die Bevölkerungszunahme selbst, also die rapide Vermehrung menschlicher Körper und deren<br />
unkontrollierbare Wanderungen; und<br />
3. in bezug auf die zunehmend individualisierte, zunehmend ‚eigensinnig’ gebil<strong>det</strong>en, auf Glück und Selbstverwirklichung<br />
gerichteten Erwartungen der Einzelmenschen.“ (GG, p. 795).<br />
289 Jf. GG, p. 77, hvor <strong>det</strong> hedder: ”Wie lebende Systeme können auch sinnhaft operierende Systeme mit eigenen<br />
Operationen nie die eigenen Grenzen überschreiten. Aber im Medium Sinn haben Grenzen immer eine<br />
andere Seite, sind Formen immer als Zwei-Seiten-Formen (und nicht nur als pure Faktizität des operativen<br />
Vollzugs) gegeben. Das heisst: das den Fortgang von Operation zu Operation begleitende Beobachten bemerkt<br />
immer auch die Selektivität der rekursiven Verknüpfung und damit etwas, was nicht zum System, sondern<br />
zur Umwelt gehört. In der Kommunikation werden Informationen über etwas aktualisiert und verändert,<br />
was selbst nicht Kommunikation ist. Die Fremdreferenz wird bei allem Suchen nach passenden Anschlüssen<br />
im Netzwerk der Kommunikation immer mitgeführt. Die Grenze des Systems ist daher nichts anderes als die<br />
selbstproduzierte Differenz von Selbstreferenz und Fremdreferenz, und sie ist als solche in allen Kommunikationen<br />
präsent.“<br />
121
skelner mellem information og meddelelse. Man er altså i <strong>kommunikation</strong>en i stand til at<br />
iagttage sig selv (man = et socialt system). Står man nu som iagttager af en sådan selviagt-<br />
tagelse, fx ”os” som videnskabssystem i relation til <strong>det</strong> politiske og/eller <strong>det</strong> massemedie-<br />
mæssige system, så kan man udover denne skelnen mellem information og meddelelse til-<br />
lige iagttage og skelne mellem temaer og funktioner ved <strong>kommunikation</strong>en, og dermed kan<br />
man iagttage betingelser for <strong>kommunikation</strong>ens fortsatte opereren. I den forbindelse er <strong>det</strong><br />
Luhmanns opfattelse, at man også kan skelne mellem temaer og bidrag til kommunikatio-<br />
nen, hvor temaer da udgør strukturer i <strong>kommunikation</strong>en (GG, p. 77). 290 Temaer har altså<br />
en særlig betydning i <strong>kommunikation</strong>en. De er ”frem for alt et typisk produkt af og fortsæt-<br />
telseskrav til massemediernes <strong>kommunikation</strong> .. de tjener .. til strukturel kobling mellem<br />
massemedierne og andre <strong>samfund</strong>sområder .. er så elastiske .. at massemedierne ved hjælp<br />
af dem kan nå alle <strong>samfund</strong>sområder, mens systemerne i massemediernes internt sam-<br />
fundsmæssige omverden, f.eks. politikken .. ofte har besvær med at tilbyde deres temaer til<br />
massemedierne 291 og opnå sagligt passende optagelse af disse temaer.” (RM, p. 28-29/22).<br />
Temaer spiller altså en særlig rolle i massemediesystemet; men <strong>det</strong> gør de også i <strong>det</strong> politi-<br />
ske system, hvad jeg vender tilbage til nedenfor.<br />
Er <strong>det</strong> således centralkoden, regering/opposition, der overordnet styrer den politi-<br />
ske <strong>kommunikation</strong>, så betyder <strong>det</strong> på den anden side for <strong>det</strong> politiske system, at der er rige<br />
muligheder for udfyldninger på niveauet for programmer, i første række partipolitiske pro-<br />
grammer, men andre aktører vil have andre programmer. En regering vil have sit rege-<br />
ringsprogram, og en protestbevægelse vil have sit protestprogram. Det vil konkret sige, at<br />
der består rige muligheder for aktører i systemet, dvs. politiske partier, interessegrupper,<br />
protestbevægelser, politiske personer m.v., til at opstille forskellige distinktioner i kommu-<br />
nikationen omkring et tema som indvandring.<br />
Situationen er derfor ikke ens for de her nævnte aktører. Det er alene de politiske<br />
partier, der lader sin <strong>kommunikation</strong> lede efter den i sidste ende styrende centralkode, re-<br />
gering/opposition. Derfor er <strong>det</strong> også i sidste ende alene de politiske partiers kommunikati-<br />
290 Hvor <strong>det</strong> da skal præciseres, at strukturer jo er „forventninger til, at systemets operationer .. vil kunne forløbe<br />
med succes“, jf. foran, afsnit 2.5.5. Ja, som <strong>det</strong> hedder uddybende i GG, p. 430-431: ”Strukturen sind<br />
Bedingungen der Einschränkung des Bereichs anschlussfähiger Operationen, sind also Bedingungen der Autopoiesis<br />
des Systems. Sie existieren nicht abstrakt, nicht unabhängig von der Zeit. Sie werden im Vollzug<br />
des Fortgangs von Operation zu Operation verwen<strong>det</strong> – oder nicht verwen<strong>det</strong>. Sie kondensieren und konfirmieren<br />
durch Wiederholung in verschiedenen Situationen einen Sinnreichtum, der sich exakter Definition<br />
entzieht; oder sie werden vergessen.“.<br />
291 Der må antages at være gode grunde til den stigende professionalisering af mediehåndteringen fra <strong>det</strong> politiske<br />
systems side – og fra stadig flere områder af den mere eller mindre organiserede øvrige del af den<br />
<strong>samfund</strong>sinterne omverden til massemedierne. Jeg har ikke kilden ved hånden, men erindrer et udsagn fra<br />
massemedierne (!) inden for <strong>det</strong> seneste års tid gående ud på, at der nu er flere journalistiske medarbejdere i<br />
<strong>det</strong> danske erhvervs- og organisationsliv end ansat direkte ved massemedierne!<br />
122
on, der udgør den egentlige, dvs. snævre, politiske <strong>kommunikation</strong>: ”Unter dem Regime<br />
der Codierung Regierung / Opposition .. geht es .. nur noch um unterschiedliche Priorisie-<br />
rung 292 von Werten und Interessen, soweit diese im Horizont von Entscheidungsmöglich-<br />
keiten auftauchen. Und Legitimität wird (was immer die Verfassungslehre davon halten<br />
mag) in der praktischen Politik gleichbedeutend mit Popularität.“ (PG, p. 100).<br />
Det drejer sig altså i <strong>det</strong> politiske systems <strong>kommunikation</strong> om popularitet, dvs. om<br />
at vinde tilslutning hos vælgerne. Tilslutning hos vælgerne er forudsætning for med nogen-<br />
lunde ro at kunne møde vælgerne i forbindelse med den i systemet indlagte usikkerhed,<br />
nemlig de regelmæssigt tilbagevendende politiske valg, som ”die Politik mit einer für sie<br />
unbekannten Zukunft konfrontiert.”(PG, p. 104). I en sådan situation, hvor konkurrencen<br />
om vælgernes gunst relateres til et tema, dér drejer den konkrete stillingtagen til temaet sig<br />
da om at placere sig dér, hvor chancerne vurderes at være bedst for at øge sin mulige<br />
stemmeandel ved <strong>det</strong> på et eller an<strong>det</strong> tidspunkt i fremtiden kommende politiske valg. Det-<br />
te forhold iagttages ikke bare af andre aktører i <strong>det</strong> politiske system, men også af journali-<br />
ster og redaktører i <strong>det</strong> massemediemæssige system. Kommunikationen skal derfor kunne<br />
iagttages på ”den Bildschirmen der Gesellschaft” (jf. ovenfor), her på <strong>det</strong> politiske systems<br />
”billedskærme”, som bæres frem af massemedierne, og som i kondenseret form fremstår<br />
som den offentlige mening, der imidlertid intet har at gøre med, hvad der faktisk måtte røre<br />
sig inde i hovederne på folk, dvs. i de psykiske systemer. Det er netop massemediernes<br />
fremstilling.<br />
Et eksempel på en sådan frembæring til iagttagelse på <strong>det</strong> politiske systems ”bil-<br />
led-” eller ”avisskærm” af i <strong>det</strong>te tilfælde den daværende regerings politiske virke i relation<br />
til temaet indvandring ser vi i Politiken søndag den 8. juli 2001, hvor <strong>det</strong> i en underover-<br />
skrift til en tosiders artikel med hovedoverskriften, ”Ali og de 36 stramninger”, hedder:<br />
”Siden 1993 har regeringen strammet udlændingeloven 36 gange for at bekæmpe snyd og<br />
misbrug. Alligevel bliver regeringen beskyldt for at holde en ladeport åben for udlændin-<br />
ge.” Avisen bringer angiveligt artiklen for at gøre ”status over udviklingen, siden Poul Ny-<br />
rup Rasmussen kom til magten 25. januar 1993”, thi ”Udlændingepolitikken er altid et<br />
brændvarmt politisk emne og bliver et af de store temaer i valgkampen op til <strong>det</strong> folke-<br />
tingsvalg, som senest skal holdes 10. marts 2002.” 293<br />
292 Jeg har forgæves søgt berigtigelse af <strong>det</strong>te ord i mine ordbøger, men <strong>det</strong> er gengivet korrekt fra PG.<br />
293 Hvad blev bekræftet i oktober – november samme år! Umiddelbart efter, at valget den 20. november 2001<br />
til Folketinget var udskrevet den 31. oktober 2001, udkom Weekendavisen den 2. november 2001 således<br />
med en stort opsat forsideartikel under hovedoverskriften ”Udlændingevalget” og med en overliggende underoverskrift<br />
(kan også referere til andre dele af forsiden) med denne ordlyd: ”Danmark og Verden. Så kom<br />
<strong>det</strong>. Med 20 års vaklende tilløb. Efter to faldne tårne får danskerne <strong>det</strong> store politiske opgør om, hvordan vi<br />
123
I <strong>det</strong> perspektiv, som et udgangspunkt i tesen om trepartsrelationen fra kapitel 1<br />
ville lægge op til, ville en sådan artikel indgå i, hvad man ville betegne som den offentlige<br />
samtale, som på et tidspunkt skulle føre til et offentligt ræsonnement og derudfra til en le-<br />
gitim politisk beslutning. 294 Der kan her indgå <strong>det</strong> synspunkt, at <strong>det</strong> her også drejer sig om<br />
kampen om den politiske dagsorden, agenda-setting. Et sådant sæt af perspektiver ville da<br />
netop læse massemedierne som deltagende på linje med de politiske partier i den politiske<br />
proces. Et sådant studium kan man naturligvis foretage, og <strong>det</strong> gør man også!<br />
Det er imidlertid ikke <strong>det</strong>, som vi med udgangspunkt i Luhmanns teoriproduktion<br />
vil finde støtte til, jf. foran. Her ville vi gå ud fra systemspecifikationen og grænsepro-<br />
blembeskrivelsen og videre ad vejen over temaer, thi også de politiske partier og øvrige<br />
deltagere i den politiske <strong>kommunikation</strong> i periferien til <strong>det</strong> politiske system arbejder med<br />
temaer. Det er faktisk sådan iflg. Luhmann, at jo længere ud i periferien man kommer, jo<br />
større rolle spiller temaerne. ”Je breiter die Interessengrundlage ist (oder auch: sein soll),<br />
die für Politik aktiviert werden kann und je mehr mögliche Themen politisiert werden kön-<br />
nen (oder mit einem Schlagwort: je „demokratischer“ das System ist), desto mehr Organi-<br />
sationen braucht die Peripherie, um Themen aufzugreifen, Konsenschancen abzutasten und<br />
Entscheidungen vorzubereiten. .. Die Tätigkeit in der Peripherie bietet .. den Vorteil, dass<br />
hier (noch) gar nicht kollektiv bindend entschieden werden kann, so dass ein grösserer<br />
Spielraum für Wunschvorstellungen und klientelorientierte Dramatisierungen gegeben ist.<br />
(PG, p. 245-246).<br />
Gensidigheden og afhængigheden de to systemer imellem ville komme i fokus,<br />
men netop ud fra <strong>det</strong> synspunkt, at de er selvstændige, autopoietiske, men som sådan også<br />
omverdensafhængige systemer. Det ville indebære, at der ville blive lagt en respekt af de to<br />
systemområder og deres processeren ind i studiet, altså en anerkendelse af, at de arbejder i<br />
hver deres forskellige del af samfun<strong>det</strong> og på hver deres forskellige grundlag. 295 Et afgø-<br />
håndterer forandringen af Danmark til et multikulturelt <strong>samfund</strong>.” I artiklen, som fortsætter på side 2, fortæller<br />
journalisterne Arne Hardis og Troels Mylenberg deres version af historien om Danmark og udlændingespørgsmålet<br />
fra mellem vedtagelsen af udlændingeloven af 1983 og til den aktuelle valgkampsituation. Temaet<br />
er således taget op helt fra starten af valgkampen af denne ugeavis.<br />
294<br />
Se fx Anker Brink Lund 2002, Den redigerende magt – nyhedsinstitutionens politiske indflydelse, Aarhus,<br />
Aarhus Universitetsforlag, p. 12 ff.<br />
295<br />
Dette synspunkt indebærer ikke, at der fra politisk side ikke skulle ske indblanding i massemediesystemet.<br />
Fx er <strong>det</strong> et udbredt ønske at opretholde, hvad man kalder for ”public service”, jf. fx journalist og<br />
cand.scient.pol. Jacob Rosenkrands’ artikel under overskriften, ”Hadeobjekt. Rupert Murdoch. Stor magt.<br />
Enkel filosofi. Masser af succes” i Politiken for den 19. november 2003, men samtidig er <strong>det</strong> blevet sværere i<br />
en situation, hvor nu ”64 procent af tv-marke<strong>det</strong> i Europa” er blevet kommercialiseret. For at sådanne politiske<br />
tiltag skulle kunne være effektive, bør de dog organiseres i internationalt regi; når noget sådant trods alt<br />
har haft en vis succes inden for <strong>det</strong> handelsmæssige/økonomiske område i WTO-regi, kunne <strong>det</strong> vel også<br />
tænkes at kunne virke i en vis udstrækning til regulering af informationsformidling, selvom <strong>det</strong> af mange<br />
grunde er et i reguleringsmæssig henseende mere ”ømt” område.<br />
124
ende og samlende synspunkt ville – udover teorien om den offentlige mening – endvidere<br />
være at bygge videre på teorien om temaer 296 og den sammenfatning heraf, som Luhmann<br />
foretager af analyserne herom i RM, hvor <strong>det</strong> munder ud i en perspektivering i retning af<br />
en teori om samfun<strong>det</strong>s hukommelse, jf. også foran afsnit 3.2. om Luhmanns overvejelser<br />
omkring spørgsmålet om, hvorvidt vurderingen af massemediernes primære orientering i<br />
ste<strong>det</strong> for i retning af socialdimensionen, da snarere skulle gå i retning af tidsdimensionen.<br />
Hvis en sådan måde at anskue massemedierne på blev mere udbredt, kunne <strong>det</strong> måske være<br />
med til at afdramatisere oplevelsen af dem og dermed af en ikke uvæsentlig del af hver-<br />
dagslivet, hvad måske kunne have ikke ganske uvelkomne effekter rundt omkring blandt<br />
mennesker. Her er vi da ved et konkret betydningsfelt for, hvad konsekvensen af en be-<br />
stemt måde at se på et <strong>samfund</strong>smæssigt sagsforhold på kunne være, jf. henvisningen i af-<br />
snit 3 til interview med Luhmann (Luhmann 1987a, p. 151).<br />
4.2. Opsamling<br />
Med den Luhmannske teoriformulering tilbydes vi således en måde at ”gå til sa-<br />
gen på”, som kræver, at der skelnes mellem system og omverden, og at <strong>det</strong> gøres på en så-<br />
dan måde, at man kan påvise systemets grundlæggende funktion eller med andre ord, hvad<br />
der er ”drivet” eller selvopretholdelsesmomentet ved systemet. I den forbindelse er <strong>det</strong> vig-<br />
tigt, at vi indser, at <strong>det</strong> er os som videnskabelige iagttagere og begrebsudviklere, der så at<br />
sige tilskriver systemet en sådan funktion.<br />
I relation til de to funktionssystemer for politik og massemedier har vi set, at en<br />
indgang kan være ud fra den af Luhmann forud teoretisk fastlagte bestemmelse af de to sy-<br />
stemers respektive funktion og dermed deres processeren, samt deres indbyrdes relationer i<br />
form af strukturelle koblinger. En kritisk overvejelse her vil da gå i retning af et fokus på<br />
de mulighedsbetingelser for systemets processeren, der måtte forekomme. Det er her, at<br />
spørgsmålet om temaer presser sig på i begge de to systemer, i<strong>det</strong> <strong>det</strong> er påvist, at temaer<br />
spiller en meget betydelig rolle i begge systemers <strong>kommunikation</strong>. Sådan et tema eller flere<br />
forskellige vil da kunne danne grundlag for en egentlig empirisk undersøgelse. Det er her<br />
vigtigt at erkende, at <strong>det</strong> ikke er selve <strong>kommunikation</strong>en, der iagttages, men alene <strong>det</strong>, som<br />
<strong>kommunikation</strong>en drejer sig om. I og med, at et tema eller en serie af temaer bliver beteg-<br />
net, vil <strong>det</strong> differensteoretiske grundlag, som den Luhmannske teori bygger på, imidlertid<br />
”tvinge” os til uophørligt at overveje, hvad der måtte være unddraget betegnelse, dvs. hvad<br />
296 Der er tale om forhold til stabilisering af samfun<strong>det</strong>, som beror på, hvad Luhmann med inspiration fra bl.a.<br />
Heinz von Foerster og Michel Serres kalder for ”egenværdier” og ”objekter”, og som leder Luhmann hen til<br />
formulering af en teori om samfun<strong>det</strong>s hukommelse. Se kapitel 13 i RM.<br />
125
der måtte være ubetegnet. Det må antages, at der kan ligge et ikke uvæsentligt kritik-<br />
potentiale her, der orienterer sig såvel internt som eksternt i forhold til systemet.<br />
Ud fra sådanne temaer og ud fra den kondensering, der kan iagttages omkring<br />
dem og som undertiden vil blive udlagt som udtryk for ”den offentlige mening” eller slet<br />
og ret som denne mening, viser gennemgangen endvidere, at <strong>det</strong> vil være oplagt at indlæg-<br />
ge et tidsperspektiv. Det må i den forbindelse antages at være muligt at udarbejde, hvad<br />
man måske kunne betegne som en tema-karriere, som da på sin side vil lægge an til sam-<br />
menligningsforløb.<br />
126
5. Konklusion<br />
I <strong>det</strong>te speciale har <strong>det</strong> været hensigten at lægge an til en <strong>samfund</strong>steoretisk funde-<br />
ret tilgang til studiet af politisk <strong>kommunikation</strong>. Vægten har således ligget på en gennem-<br />
gang af <strong>det</strong> <strong>samfund</strong>steoretiske materiale, som jeg har fun<strong>det</strong> hos sociologen og <strong>samfund</strong>s-<br />
teoretikeren Niklas Luhmann.<br />
Det spørgsmål, der hele projektprocessen igennem har ligget lige under <strong>det</strong> sprog-<br />
ligt udtrykte, dvs. lige før <strong>det</strong> kommunikerede, eller med andre ord midt mellem bevidst-<br />
hedssystemet og <strong>det</strong> sociale system, som specialet er skrevet og kommunikeret ind i, har<br />
været, om <strong>det</strong> dog ikke kunne være muligt at formidle en del af <strong>det</strong> af Luhmann formulere-<br />
de <strong>samfund</strong>steoretiske værk på en måde, som kunne gøre <strong>det</strong> så meget mere imødekom-<br />
mende og sådan rettet mod noget, der måtte minde om operationalitet i anvendelsesoriente-<br />
ret forskning, at også politologer i Danmark måtte få interesse for værket. En sådan be-<br />
stræbelse er imidlertid allerede i udgangspunktet oppe imod hårde odds. Alene <strong>det</strong> tyske<br />
sprog udgør jo i vore dage en høj grad af forhindring. Hertil kommer den akademiske tradi-<br />
tion, som skinner så åbenlyst igennem – også hos Luhmann, om end dog, så vidt jeg kan<br />
vurdere, i mindre omfang end hos den her til lands langt mere kendte Jürgen Habermas!<br />
Endelig er der teoriformuleringens ejendommelige og kompakte lukkethed. Den pirrer. Det<br />
så vi senest i maj måned i år, da Handelshøjskolen i København havde inviteret til konfe-<br />
rence under overskriften The Opening of Systems Theory. Behovet for åbning af teorikom-<br />
plekset er således klart følt i kredse, der ellers er <strong>det</strong> venligt stemt.<br />
Teorien skal altså i spil. Men som <strong>det</strong> gælder på <strong>det</strong> personlige plan, når man skal<br />
møde <strong>det</strong> fremmede, sådan gælder <strong>det</strong> også i relation til en teori: før man kan åbne sig, el-<br />
ler før man kan åbne en teori, må man kende den inde fra – ellers vil risikoen for at miste<br />
orienteringsevnen være alt for stor!<br />
Med <strong>det</strong> sigter jeg mod at udtrykke, at <strong>det</strong>, jeg allerhelst ville have opnået, nemlig<br />
en klar påvisning af, hvordan teorien ville kunne anvendes på et konkret studiefelt som fx<br />
politisk <strong>kommunikation</strong>, næppe vil kunne siges at være indfriet med <strong>det</strong>te speciale. Imid-<br />
lertid er <strong>det</strong> mit håb, at der fremstår en sådan grad af pejlemærker mod anvendelighed i<br />
retning af <strong>det</strong> empiriske, at <strong>det</strong> næste skridt i den retning vil være grundige overvejelser af<br />
metodisk karakter. Sådanne overvejelser er der faktisk folk rundt omkring, der gør sig. Jeg<br />
vil her fremhæve sociologen Anders la Cour, men andre kunne også være nævnt.<br />
Hermed antyder jeg, hvad der yderligere har været en bevæggrund til <strong>det</strong>te specia-<br />
leprojekt: tværfaglighedsbestræbelsen! Det er vel muligt, at der ligger sådanne centrifugale<br />
127
kræfter bag en del af funktionsopdelingen i samfun<strong>det</strong>, at <strong>det</strong> vil være meget vanskeligt at<br />
gå imod en sådan hovedstrømning. Men mon <strong>det</strong> dog skulle være umuligt? Selvom der til-<br />
syneladende bliver lukket ned for en del tværinstitutionelle netværk, er mulighederne for at<br />
nyt kan vokse op vel ikke fuldstændig udelukket? En af forudsætningerne herfor må imid-<br />
lertid være, at man har noget at tilbyde hinanden. Det er efter min bedste bedømmelse her,<br />
at Luhmanns værk finder sin berettigelse: <strong>det</strong> sprudler af idérigdom. Man skulle derfor væ-<br />
re et skarn (som man sagde i min barndom!), hvis man ikke i <strong>det</strong> mindste lod en overvejel-<br />
se af værkets relevans glide ind over sig. Det er også med henblik på at hjælpe lidt på vej i<br />
den retning, at jeg hermed fremlægger <strong>det</strong>te arbejde.<br />
Den konklusion, som jeg derfor synes ligger bedst for som afslutning på <strong>det</strong>te pro-<br />
jekt er da: at der er peget på <strong>det</strong> realistiske og rimelige i at opfatte <strong>det</strong> politiske som noget<br />
særligt, at der på lignende vis er påpeget, at <strong>det</strong> massemediemæssige også er noget særligt,<br />
og endelig at der med den offentlige mening som begrebsligt udgangspunkt foreligger et<br />
kvalificeret, grundlæggende udgangspunkt for et perspektiverende studium af relationer de<br />
to <strong>samfund</strong>sområder imellem, som har en sådan grad af relevans, at <strong>det</strong> påkalder sig særlig<br />
og selvstændig opmærksomhed.<br />
128
6. Litteratur<br />
Den fortegnelse over Luhmanns publikationer, som har en betydning for <strong>det</strong>te<br />
speciale bringer jeg nedenfor som specialets primærlitteratur. Øvrig litteratur med en be-<br />
tydning for specialet anbringer jeg efterfølgende.<br />
Den anvendte udgaves udgivelsesår, der tjener til identifikation af de værker, der<br />
henvises til i noterne, anføres umiddelbart efter forfatternavnet, eventuelt fulgt af et bog-<br />
stav. Hvis <strong>det</strong>te udgivelsesår afviger fra førsteudgavens, anføres <strong>det</strong> oprindelige udgivel-<br />
sesår om muligt i parentes.<br />
Luhmann-publikationer:<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1958<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1964a<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1965a<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1969e<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1969f<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1971a<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1971b<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1971c<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1972h<br />
Der Funktionsbegriff in der Verwaltungswissenschaft, Verwaltungs<br />
Archiv, Zeitschrift für Verwaltungslehre, Verwaltungsrecht und Verwaltungspolitik,<br />
49. Band, Heft 2, p. 97-105<br />
Funktionen und Folgen formaler Organisation, Berlin, Duncker &<br />
Humblot<br />
Grundrechte als Institution. Ein Beitrag zur politischen Soziologie,<br />
Berlin, Duncker & Humblot<br />
Moderne Systemtheorien als Form gesamtgesellschaftlicher Analyse,<br />
i: Theodor W. Adorno (udg.) Spätkapitalismus oder Industrigesellschaft?<br />
Verhandlungen des 16. Deutschen Soziologentages, Stuttgart,<br />
Ferdinand Enke Verlag, p. 253-266 + Protokol der Diskussion, p.<br />
267-269<br />
Kommunikation, soziale, Handwörterbuch der Organisation, (udg.)<br />
Erwin Grochla, Stuttgart 1969, spalte 831-838.<br />
Moderne Systemtheorien als Form gesamtgesellschaftlicher Analyse,<br />
i: Jürgen Habermas & Niklas Luhmann, Theorie der Gesellschaft<br />
oder Sozialtechnologie – Was leistet die Systemforschung?, Frankfurt<br />
a M, Suhrkamp, p. 7-24<br />
Sinn als Grundbegriff der Soziologie, i: Jürgen Habermas & Niklas<br />
Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie – Was<br />
leistet die Systemforschung?, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 25-100<br />
Systemtheoretische Argumentationen. Eine Entgegnung auf Jürgen<br />
Habermas, i: Jürgen Habermas & Niklas Luhmann, Theorie der Gesellschaft<br />
oder Sozialtechnologie – Was leistet die Systemforschung?,<br />
Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 291-405<br />
Religion als System. Thesen, i: Dahm, Karl-Wilhelm, Niklas Luhmann,<br />
Dieter Stoodt 1972, Religion – System und Sozialisation,<br />
Luhmann, Niklas,<br />
Darmstadt und Neuwied, Hermann Luchterhand Verlag, p. 11-13<br />
Vertrauen. Ein Mechanismus der Reduktion sozialer Komplexität, 2.<br />
1973a<br />
erweiterte Auflage, Stuttgart, Ferdinand Enke Verlag (1968)<br />
Luhmann, Niklas, Zweckbegriff und Systemrationalität. Über die Funktion von Zwecken<br />
129
1973b in sozialen Systemen, Frankfurt a M, Suhrkamp<br />
Luhmann, Niklas, Der politische Code. ”Konservativ” und ”progressiv” in systemtheo-<br />
1974a<br />
retischer Sicht, Zeitschrift für Politik, 21, p. 253-271<br />
Luhmann, Niklas, Soziologische Aufklärung. Aufsätze zur Theorie sozialer Systeme 1, 4.<br />
1974d<br />
Auflage (opr. 1970), Opladen, Westdeutscher Verlag<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1975a<br />
Macht, Stuttgart, Ferdinand Enke Verlag<br />
Luhmann, Niklas, Politische Planung. Aufsätze zur Soziologie von Politik und Verwal-<br />
1975b<br />
tung. 2. Auflage. Opladen, Westdeutscher Verlag (1971)<br />
Luhmann, Niklas, Soziologische Aufklärung 2. Aufsätze zur Theorie der Gesellschaft,<br />
1975c<br />
Opladen, Westdeutscher Verlag<br />
Luhmann, Niklas, Legitimation durch Verfahren, Darmstand/Neuwied, Luchterhand<br />
1975d<br />
(1969)<br />
Luhmann, Niklas, Veränderungen im System gesellschaftlicher Kommunikation und die<br />
1975f<br />
Massenmedien, i: Oskar Schatz (udg.), Die elektronische Revolution.<br />
Wie gefährlich sind die Massenmedien?, Graz, Wien, Köln, Verlag<br />
Styria, 1975, p. 13-30<br />
Luhmann, Niklas, Generalized Media and the Problem of Contingency, i: Jan J. Loubser<br />
1976a<br />
m.fl. (ed.) Explorations in General Theory in Social Sciences. Essays<br />
in Honour of Talcott Parsons, Vol. 2, New York, Free Press, p. 507-<br />
532<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1977a<br />
Funktion der Religion, Frankfurt a M, Suhrkamp<br />
Luhmann, Niklas, Interpenetration – Zum Verhältnis personaler und sozialer Systeme,<br />
1977b<br />
Zeitschrift für Soziologie, Jg. 6, Heft 1, p. 62-76<br />
Luhmann, Niklas, Differentiation of society, Canadian Journal of Sociology, 2, (1),<br />
1977c<br />
1977, p. 29-53<br />
Luhmann, Niklas, Der politische Code. Zur Entwirrung von Verwirrungen, Kölner<br />
1977d<br />
Zeitschrift für Soziologie und Sozialpsychologie, Jg. 29, Heft 1, p.<br />
157-159<br />
Luhmann, Niklas, Theoretische und praktische Probleme der anwendungsbezogenen<br />
1977e<br />
Sozialwissenschaften: Zur Einführung, i: Wissenschaftszentrum Berlin<br />
(udg.) Interaktion von Wissenschaft und Politik, Frankfurt a M<br />
Luhmann, Niklas, Arbeitsteilung und Moral. Durkheims Theorie, i: Emile Durkheim,<br />
1977f<br />
Über die Teilung der sozialen Arbeit, Frankfurt a M, Suhrkamp<br />
Luhmann, Niklas, Probleme eines Parteiprogramms, i: Horst Baier (udg.) Freiheit und<br />
1977g<br />
Sachzwang. Beiträge zu Ehren Helmut Schelskys, Opladen, Westdeutscher<br />
Verlag<br />
Luhmann, Niklas, Macht und System – Ansätze zur Analyse von Macht in der Politik-<br />
1977h<br />
wissenschaft, i: Universitas, Zeitschrift für Wissenschaft, Kunst und<br />
Litteratur, 32, p. 473-482<br />
Luhmann, Niklas & Reflexionsprobleme im Erziehungssystem, Stuttgart, Klett-Cotta<br />
K-E Schorr, 1979c<br />
Luhmann, Niklas, Identitätsgebrauch in selbstsubsistutiven Ordnungen, besonders Ge-<br />
1979d<br />
sellschaften, i: Odo Marquard & Karlheinz Stierle (udg.), 1979, Identität,<br />
München, Wilhelm Fink Verlag, p. 315-345<br />
Luhmann, Niklas, Gesellschaftsstruktur und Semantik. Studien zur Wissenssoziologie<br />
1980b<br />
der modernen Gesellschaft, Bd. 1, Frankfurt a M, Suhrkamp<br />
Luhmann, Niklas, Gesellschaftsstruktur und Semantik. Studien zur Wissenssoziologie<br />
1981a<br />
der modernen Gesellschaft, Bd. 2, Frankfurt a M, Suhrkamp<br />
130
Luhmann, Niklas, Politische Theorie im Wohlfahrtsstaat, München – Wien, Günther<br />
1981c<br />
Olzog Verlag<br />
Luhmann, Niklas, Selbstreferenz und Teleologie in gesellschaftstheoretischer Perspekti-<br />
1981d<br />
ve, i: Neue Hefte für Filosophie, 20, s. 1-30<br />
Luhmann, Niklas, Selbstlegitimation des Staates, i: Norbert Achterberg & Werner Kra-<br />
1981e<br />
wietz (udg.) Legitimation des modernen Staates, Beiheft Nr. 15, Archiv<br />
für Rechts- und Sozialphilosophie, Wiesbaden, Franz Steiner<br />
Verlag, p. 65-83<br />
Luhmann, Niklas, Soziologische Aufklärung 3. Soziales System, Gesellschaft, Organisa-<br />
1981f<br />
tion, Opladen, Westdeutscher Verlag<br />
Luhmann, Niklas, Ausdifferenzierung des Rechts. Beiträge zur Rechtssoziologie und<br />
1981g<br />
Rechtstheorie. Frankfurt a M, Suhrkamp<br />
Luhmann, Niklas, Autopoiesis, Handlung und kommunikative Verständigung, i:<br />
1982a<br />
Zeitschrift für Soziologie, Jg. 11, Heft 4, p. 366-379<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1982b<br />
The Differentiation of Society, New York, Columbia University Press<br />
Luhmann, Niklas, Die Wirtschaft der Gesellschaft als autopoietisches System, i:<br />
1984a<br />
Zeitschrift für Soziologie, Jg. 13, Heft 4, p. 308-327<br />
Luhmann, Niklas, Der Staat als historischer Begriff, i: Marcel Storme, Mijmeringen van<br />
1984b<br />
een jurist bij 1984, Kluwer rechtswetenschappen, Antwerpen, p. 139-<br />
154<br />
Luhmann, Niklas, Zum Begriff der sozialen Klasse, i: Soziale Differenzierung, (udg.)<br />
1985a<br />
Niklas Luhmann, Opladen, Westdeutscher Verlag, p. 119-162<br />
Luhmann, Niklas, Die Lebenswelt – nach Rüchsprache mit Phänomenologen, i: Archiv<br />
1986a<br />
für Rechts- unde Sozialphilosophie, Jg. 72, p. 176-194<br />
Luhmann, Niklas, Die Welt als Wille ohne Vorstellung, i: Die politische Meinung. Mo-<br />
1986b<br />
natsschrift zu Fragen der Zeit, 31. Jahrgang, 224-229, p. 18-21<br />
Luhmann, Niklas, Systeme verstehen Systeme, i: Zwischen Intransparenz und Verste-<br />
1986c<br />
hen. Fragen an die Pädagogik, (udg.) Niklas Luhmann & Karl Eberhard<br />
Schorr, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 72-117<br />
Luhmann, Niklas, Archimedes und wir, Interviews, (red. D.Baecker & G.Stanitzek),<br />
1987a<br />
Berlin, Merve Verlag<br />
Luhmann, Niklas, Tautologie und Paradoxie in den Selbstbeschreibungen der modernen<br />
1987b<br />
Gesellschaft, i: Zeitschrift für Soziologie, Jg. 16, Heft 3, p. 161-174<br />
Luhmann, Niklas, Autopoiesis als soziologischer Begriff, i: Hans Haferkamp & Michael<br />
1987c<br />
Schmid (udg.) Sinn, Kommunikation und soziale Differenzierung.<br />
Beiträge zu Luhmanns Theorie sozialer Systeme, Frankfurt a M,<br />
Suhrkamp, p. 307-324<br />
Luhmann, Niklas, The Evolutionary Differentiation between Society and Interaction, i:<br />
1987d<br />
The Micro-Macro Link, J.C. Alexander m.fl. (edt.), Berkeley and Los<br />
Angeles, University of California Press, p. 112-131<br />
Luhmann, Niklas, Die Richtigkeit soziologischer Theorie, i: Merkur: Deutsche Zeit-<br />
1987e<br />
schrift für europäisches Denken, Jg. 41, p. 36-49<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1988a<br />
Erkenntnis als Konstruktion, Bern, Benteli Verlag<br />
Luhmann, Niklas, Frauen, Männer und George Spencer Brown, i: Zeitschrift für Sozio-<br />
1988b<br />
logie, Jg. 17, Heft 1, p. 47-71<br />
Luhmann, Niklas, Neuere Entwicklungen in der Systemtheorie, i: Merkur: Deutsche<br />
1988c<br />
Zeitschrift für europäisches Denken, Jg. 42, p. 292-300<br />
Luhmann, Niklas, WARUM AGIL?, i: Kölner Zeitschrift für Soziologie und Sozialpsy-<br />
131
1988d chologie, Jg. 40, p. 127-139<br />
Luhmann, Niklas, Gesellschaftsstruktur und Semantik, Studien zur Wissenssoziologie<br />
1989a<br />
der modernen Gesellschaft, Bd. 3, Frankfurt a M, Suhrkamp<br />
Luhmann, Niklas, Politische Steuerung: Ein Diskussionsbeitrag, Politische Vierteljah-<br />
1989b<br />
resschrift, 30. Jg. 1989, Heft 1, p. 4-9<br />
Luhmann, Niklas, Theorie der politischen Opposition, i: Zeitschrift für Politik, 36. Jg.,<br />
1989c<br />
1, p. 13-26<br />
Luhmann, Niklas, Ökologische Kommunikation, Opladen, Westdeutscher Verlag, 3. opl.<br />
1990a<br />
1990, (1986)<br />
Luhmann, Niklas, Political Theory in the Welfare State, Berlin-New York, Walter de<br />
1990b<br />
Gruyter<br />
Luhmann, Niklas, Verfassung als evolutionäre Errungenschaft, Rechtshistorisches<br />
1990c<br />
Journal, Vol. 9, p. 175-220<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1990d<br />
Essays on Self-Reference, New York, Columbia University Press<br />
Luhmann, Niklas, Paradigm lost: Über die ethische Reflexion der Moral. Rede von<br />
1990e<br />
Niklas Luhmann anlässlich der Verleihung des Hegel-Preises 1989.<br />
Laudatio von Robert Spaemann: Niklas Luhmanns Herausforderung<br />
der Philosophie, Frankfurt a M, Suhrkamp<br />
Luhmann, Niklas, Risiko und Gefahr, Aulavorträge 48, Hochschule St. Gallen für Wirt-<br />
1990f<br />
schafts-, Rechts- und Sozialwissenschaften<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1991a<br />
Soziologie des Risikos, Berlin/New York, Walter de Gruyter,<br />
Luhmann, Niklas, Wie lassen sich latente Strukturen beobachten? i Paul Watzlawick &<br />
1991b<br />
Peter Krieg (udg.) Das Auge des Beobachters. Beiträge zum<br />
Konstruktivismus. Festschrift für Heinz von Foerster, München, R.<br />
Piper, p. 61-74<br />
Luhmann, Niklas, Politik und Moral. Zum Beitrag von Otfried Höffe, i: Politische Vier-<br />
1991c<br />
teljahresschrift, 32. Jg. 1991, Heft 3, p. 497-500<br />
Luhmann, Niklas, Das Moderne der modernen Gesellschaft, i: Wolfgang Zapf (udg.)<br />
1991d<br />
Die Modernisierung moderner Gesellschaften. Verhandlungen des<br />
25. Deutschen Spziologentages in Frankfurt am Main 1990, Frankfurt/New<br />
York, Campus Verlag, p. 87-108<br />
Luhmann, Niklas, Selbstorganisation und Information im politischen System, i: Uwe<br />
1991e<br />
Niedersen & Ludwig Pohlmann (udg.) Selbstorganisation, Jahrbuch<br />
für Komplexität in den Natur-, Sozial- und Geisteswissenschaften,<br />
Band 2, Der Mensch in Ordnung und Chaos, Berlin, Duncker &<br />
Humblot, p. 11-26<br />
Luhmann, Niklas, Am Ende der kritischen Soziologie, i: Zeitschrift für Soziologie, Jg.<br />
1991f<br />
20, Heft 2, p. 147-152<br />
Luhmann, Niklas, Die Wissenschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhr-<br />
1991g<br />
kamp,(opr.1990)<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1992a<br />
Beobachtungen der Moderne, Opladen, Westdeutscher Verlag<br />
Luhmann, Niklas, Die Beobachtung der Beobachter im politischen System: Zur Theorie<br />
1992b<br />
der Öffentlichen Meinung, i Jürgen Wilke (red.) Öffentliche Meinung.<br />
Theorie, Methoden, Befunde. Beiträge zu Ehren von Elisabeth Noelle-Neumann,<br />
Freiburg/München, Verlag Karl Alber, p. 77-86<br />
Luhmann, Niklas, Die Unbeliebtheit der Parteien. Wie soll es ohne Organisation ge-<br />
1992c<br />
hen?, i: G.Hofmann & W.A.Perger (udg.) Die Kontroverse: Weizsäcker<br />
Parteienkritik in der Diskussion. Frankfurt a M, Vito von<br />
132
Luhmann, Niklas,<br />
1992d<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1992e<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1992f<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1992g<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1992h / Raffaele<br />
De Giorgi<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1992i<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1993a<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1993b<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1993c<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1993d<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1993e<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1993f<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1993g<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1993h<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1993i<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1993j<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1993k<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1993l<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1993m<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1993n<br />
Eichborn , p. 177-186.<br />
Die Unbeliebtheit der Parteien, i: Die politische Meinung. Monatsschrift<br />
zu Fragen der Zeit, 37. Jahrgang, 272, Juli’92, p. 5-11<br />
Hvorfor systemteori?, i Jens Christian Jacobsen (red.) Autopoiesis. En<br />
introduktion til Niklas Luhmanns verden af systemer. København, politisk<br />
revy. p. 10-20.<br />
Universität als Milieu, Bielefeld, Verlag Cordula Haux<br />
Stellungnahme, i: Krawietz, Werner & Michael Welker, Kritik der<br />
Theorie. Auseinandersetzungen mit Luhmanns Hauptwerk, Frankfurt<br />
a M, Suhrkamp, p. 371-386<br />
Teoria della società. Milano, FrancoAngeli<br />
„Wer kennt Wil Martens?“, i: : Kölner Zeitschrift für Soziologie und<br />
Sozialpsychologie, Jg. 44, Heft 1, p. 139-142<br />
Das Recht der Gesellschaft. Frankfurt a M, Suhrkamp<br />
Soziologische Aufklärung 5. Konstruktivistische Perspektiven. 2.opl.<br />
(1990) Opladen, Westdeutscher Verlag<br />
Die Paradoxie der Form, i Dirk Baecker (udg.) Kalkül der Form,<br />
Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 197-215<br />
Die Paradoxie des Entscheidens, i: Verwaltungs-Archiv, Zeitschrift<br />
für Verwaltungslehre, Verwaltungsrecht und Verwaltungspolitik, 84.<br />
Band, Heft 3, p. 287-310<br />
„Was ist der Fall?“ und „Was steckt dahinter?“, i: Zeitschrift für Soziologie,<br />
Jg. 22, Heft 4, p. 245-260<br />
Die Beschreibung der Zukunft, i: Rudolf Maresch (udg.) Zukunft oder<br />
Ende. Standpunkte-Analysen-Entwürfe. Klaus Boer Verlag<br />
Die Moral des Risikos und das Risiko der Moral, i: Gotthard Bechmann<br />
(udg.) Risiko und Gesellschaft. Grundlagen und Ergebnisse interdisziplinärer<br />
Risikoforschung, Opladen, Westdeutscher Verlag, p.<br />
327-338<br />
Barnet som medie for opdragelsen, i: J.Cederstrøm, L.Qvortrup & J.<br />
Rasmussen (red.) Læring, samtale, organisation – Luhmann og skolen,<br />
København, Unge Pædagoger, p. 161-190<br />
Politische Steuerungsfähigkeit eines Gemeinwesens, i: Reinhard<br />
Göhner (red.) Die Gesellschaft für Morgen, München, Piper, p. 50-65<br />
Das Volk steigt aus, i: Die politische Meinung. Monatsschrift zu Fragen<br />
der Zeit, 33. Jahrgang, 280, März’93, p. 91-94<br />
„Die Parteien versagen vor dem Problem, den Menschen unsere Gesellschaft<br />
verständlich zu machen“. Ein Gespräch mit dem Soziologen<br />
Niklas Luhmann, i: Universitas. Zeitschrift für interdisziplinäre<br />
Wissenschaft, 48. Jahrgang, Januar 1993, Nummer 559, p. 1-10<br />
The Code of the Moral, i: Cardozo Law Review, Vol. 14, p. 995-<br />
1009<br />
Einführung in die Systemtheorie, Band 1 – 14, Heidelberg, Carl Auer<br />
Systeme Verlag, ISBN 3-927809-29-2<br />
Theorie der Gesellschaft, Band 1 – 14, Heidelberg, Carl Auer Systeme<br />
Verlag, ISBN 3-927809-30-6<br />
133
Luhmann, Niklas,<br />
1994a<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1994b<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1994c<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1994d<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1994e<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1994f<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1994g<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1994h<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1994i<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1995a<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1995b<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1995c<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1995d<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1995e<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1995f<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1995g<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1995h<br />
Soziale Systeme, Grundriss einer allgemeinen Theorie, Frankfurt a<br />
M, Suhrkamp, 4. opl. 1994 (1984)<br />
Politicians, Honesty and the Higher Amorality of Politics, Theory,<br />
Culture & Society, Vol. 11, p. 25-36<br />
Liebe als Passion. Zur Codierung von Intimität, Frankfurt a M, Suhrkamp,<br />
7. opl. 1994 (1982)<br />
Soziologische Aufklärung 4. Beiträge zur funktionalen Differenzierung<br />
der Gesellschaft. 2. opl. (1987) Opladen, Westdeutscher Verlag<br />
Die Gesellschaft und ihre Organisationen, i: Hans-Ulrich Derlien/Uta<br />
Gerhardt/Fritz W. Scharpf (udg.) Systemrationalität und Partialinteresse.<br />
Festschrift für Renate Mayntz, Baden-Baden, Nomos Verlagsgesellschaft,<br />
p. 189-201<br />
Kunstsystemets evolution, København, Det Kgl. Danske Kunstakademi<br />
Gesellschaft als Differenz. Zu den Beiträgen von Gerhard Wagner<br />
und von Alfred Bohnen in der Zeitschrift für Soziologie Heft 4<br />
(1994), i: Zeitschrift für Soziologie, Jg. 23, Heft 6, p. 477-481<br />
Europa als Problem der Weltgesellschaft, i: Berliner Debatte 2/1994,<br />
p. 3-7<br />
Metamorphosen des Staates, i: Information Philosophie, 22, p. 5-21<br />
Gesellschaftsstruktur und Semantik, Studien zur Wissenssoziologie<br />
der modernen Gesellschaft, Bd. 4, Frankfurt a M, Suhrkamp<br />
Jens Christian Jacobsen (red.): Autopoiesis II. Udvalgte tekster af<br />
Niklas Luhmann, København, Forlaget politisk revy<br />
1995b1: Subjektets nykker og spørgsmålet om mennesket<br />
1995b2: Samfund og individ. Personlige og upersonlige relationer<br />
1995b3: Kærligheden som symbolsk generaliseret <strong>kommunikation</strong>smedium<br />
1995b4: Lykke og ulykke i <strong>kommunikation</strong>en inden for familien: Om<br />
patologiernes genese<br />
1995b5: Økologisk <strong>kommunikation</strong>. Kan <strong>det</strong> moderne menneske indstille<br />
sig på økologiske farer<br />
1995b6: Magtkredsløb og ret i demokratier<br />
1995b7: Retssystemets enhed<br />
1995b8: Europæisk rationalitet<br />
1995b9: Paradigm Lost. Om den etiske refleksion af moralen<br />
1995b10: Begyndelser og slutninger. Betragtninger over forskellene<br />
Soziologische Aufklärung 6. Die Soziologie und der Mensch. 2. opl.<br />
Opladen, Westdeutscher Verlag<br />
Why „Systems Theory“?, Cybernetics & Human Knowing, vol.3, nr.<br />
2, p. 3-10<br />
Politik und Wirtschaft, i: Merkur: Deutsche Zeitschrift für europäisches<br />
Denken, Jg. 49, p. 573-581<br />
Konzeptkunst. Brent Spar oder können Unternehmen von der Öffentlichkeit<br />
lernen?, i: Frankfurter Allgemeine Zeitung, 19.07.1995<br />
Interview with Professor Niklas Luhmann, Oslo, April, 2, 1995,<br />
v/Ole Thyssen. i: Cybernetics & Human Knowing, vol.3, nr. 2, p. 23-<br />
26<br />
Sich im Undurchschaubaren bewegen. Zur Veränderungsdynamik<br />
hochentwickelter Gesellschaften, i: Ralph Grossmann/Ewald E.<br />
134
Luhmann, Niklas,<br />
1995i<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1995j<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1996a<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1996b<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1996c<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1996d<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1996e<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1996f<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1996g<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1997a<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1997b<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1997c<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1997d<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1997e<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1997f<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1997g<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1997h<br />
Krainz/Margit Oswald (udg) Veränderung in Organisationen. Management<br />
und Beratung, Wiesbaden, Gabler, p. 9-18<br />
Die Kunst der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp<br />
Das Gedächtnis der Politik, i: Zeitschrift für Politik, Jg. 42, Heft 2, p.<br />
109-121<br />
Die Realität der Massenmedien, (2. udv. oplag), Opladen, Westdeutscher<br />
Verlag<br />
Die Wirtschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp 2. opl.<br />
1996 (1988)<br />
Samfun<strong>det</strong>s kunst, kunstens selvorganisering: kode og program, Kritik,<br />
29. årg., nr. 12, p. 60-70<br />
The Sociology of the Moral and Ethics, i: : International Review of<br />
Sociology, Vol. 11, no 1, p. 27-36,<br />
A Redescription of „Romantic Art“, i: Modern Language Notes, 111,<br />
(1996), p. 506-522<br />
Zeit und Gedächtnis, i: Soziale Systeme, Heft 2, p. 307-330, Opladen,<br />
Verlag Leske + Budrich<br />
Entscheidungen in der „Informationsgesellschaft“, foredrag til konferencen:<br />
Soft society: eine internationale Konferenz über die kommende<br />
Informationsgesellschaft, 28.10.-3.11.96 i Berlin.<br />
Fun<strong>det</strong> på adressen: http://www.fen.ch/texte/gast_luhmann<br />
_informationsgesellschaft.htm , den 20 juli 2003<br />
Iagttagelse og paradoks, København, Gyldendal<br />
Protest, Systemtheorie und soziale Bewegungen, (red. Kai-Uwe<br />
Hellmann), Frankfurt a M, Suhrkamp, 2. opl. 1997, (1996)<br />
Globalisation or World Society: How til Conceive of Modern Society?<br />
i: International Review of Sociology, Vol. 7, no 1, p. 67-79,<br />
(1994)<br />
Die Gesellschaft der Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp<br />
Die neuzeitlichen Wissenschaften und die Phänomenologie, Wien,<br />
Picus, 2. opl. 1997 (1996).<br />
Limits of Steering, i: Theory, Culture & Society, Vol. 14 (1), p. 41-57<br />
Disziplinierung durch Kontingenz. Zu einer Theorie des politischen<br />
Entscheidens, i: Stefan Hradil (udg.) Differenz und Integration. Die<br />
Zukunft moderner Gesellschaften. Verhandlungen des 28. Kongresses<br />
der Deutschen Gesellschaft für Soziologie in Dresden 1996, Frank-<br />
furt/New York, Campus Verlag, p. 1075-1087<br />
Politik, Demokratie, Moral, i: Normen, Ethik und Gesellschaft/Konferenz<br />
der deutschen Akademien der Wissenschaften<br />
(udg.), Mainz am Rhein, von Zabern, p. 17-39<br />
Reden und Schweigen, 3. opl., Frankfurt a M, Suhrkamp (1989)<br />
Luhmann, Niklas &<br />
Peter Fuchs, 1997i<br />
Luhmann, Niklas, Der Staat des politischen Systems, i: Ulrich Beck (udg.) Perspektiven<br />
1998a<br />
der Weltgesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp<br />
Luhmann, Niklas, Erkendelse som konstruktion, i: Mads Hermansen (red.) Fra lærin-<br />
1998b<br />
gens horisont, Århus, Forlaget Klim, p. 163-182<br />
135
Luhmann, Niklas,<br />
1999a<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1999b<br />
Luhmann, Niklas,<br />
1999c<br />
Luhmann, Niklas,<br />
2000a<br />
Luhmann, Niklas,<br />
2000b<br />
Luhmann, Niklas,<br />
2000c<br />
Luhmann, Niklas,<br />
2000d<br />
Luhmann, Niklas,<br />
2000e<br />
Luhmann, Niklas,<br />
2000f<br />
Luhmann, Niklas,<br />
2000g<br />
Luhmann, Niklas,<br />
2001a<br />
Luhmann, Niklas,<br />
2001b<br />
Luhmann, Niklas,<br />
2002a<br />
Luhmann, Niklas,<br />
2002b<br />
Luhmann, Niklas,<br />
2002c<br />
Luhmann, Niklas,<br />
2002d<br />
Luhmann, Niklas,<br />
2003a<br />
Sign as Form, Cybernetics & Human Knowing, vol. 6, nr. 3, p. 21-37<br />
Ethik in internationalen Beziehungen, Soziale Welt, 50, p. 247-254<br />
Tillid – en mekanisme til reduktion af social kompleksitet, København,<br />
Hans Reitzels Forlag, (1968)<br />
Sociale systemer, Grundrids til en almen teori, København, Hans<br />
Reitzels Forlag, (1984)<br />
Die Politik der Gesellschaft, (red. André Kieserling), Frankfurt a M,<br />
Suhrkamp<br />
”Hvad er tilfæl<strong>det</strong>?” og ”Hvad ligger der bag?” De to sociologier og<br />
<strong>samfund</strong>steorien, Distinktion, Tidsskrift for <strong>samfund</strong>steori, nr. 1, Aarhus<br />
Universitet, Institut for Statskundskab, (1993a)<br />
Organisation und Entscheidung, Opladen, Westdeutscher Verlag<br />
Die Religion der Gesellschaft, (red. André Kieserling), Frankfurt a<br />
M, Suhrkamp<br />
Das Medium der Religion. Eine soziologische Betrachtung über Gott<br />
und die Seelen, Soziale Systeme, Heft 1, p. 39-51, Opladen, Verlag<br />
Leske + Budrich<br />
Die Rückgabe des zwölften Kamels: Zum Sinn einer soziologischen<br />
Analyse des Rechts, Zeitschrift für Rechtssoziologie, 21, Heft 1, p. 3-<br />
60<br />
Aufsätze und Reden, Stuttgart, Reclam<br />
Philosophie heute. Beobachter im Krähennest. Videocasette, WDR,<br />
ISBN 3-934102-79-4<br />
I. Gespräch mit Ulrich Boehm, 1973<br />
Massemediernes realitet, København, Hans Reitzels Forlag, (1996)<br />
Einführung in die Systemtheorie, Dirk Baecker (udg.), Heidelberg,<br />
Carl Auer Systeme Verlag<br />
Das Erziehungssystem der Gesellschaft, Dieter Lenzen, (udg.),<br />
Frankfurt a M, Suhrkamp<br />
Theories of Distinction. Redescribing the Desriptions of Modernity.<br />
William Rasch (udg.), California, Stanford University Press<br />
Beslutningens paradoks, i: Højlund, Holger & Morten Knudsen<br />
(udg.) 2003, Organiseret <strong>kommunikation</strong> – systemteoretiske analyser.<br />
Frederiksberg, Forlaget Samfundslitteratur, p. 35-61<br />
136
Øvrig litteratur:<br />
Theodor W. Adorno<br />
(udg.), 1969<br />
Alexander, Jeffrey<br />
C. m.fl. (udg.), 1987<br />
Louis Althusser<br />
1976a<br />
Louis Althusser<br />
1976b<br />
Aristoteles, 1999<br />
Bango, Jenö/András<br />
Karácsony (udg.),<br />
2001<br />
Baraldi, Claudio;<br />
Giancarlo Corsi &<br />
Elena Esposito,<br />
1999<br />
Spätkapitalismus oder Industrigesellschaft? Verhandlungen des 16.<br />
Deutschen Soziologentages, Stuttgart, Ferdinand Enke Verlag, p.<br />
253-266 + Protokol der Diskussion, p. 267-269<br />
The Micro-Macro Link, Berkeley and Los Angeles, University of<br />
California Press<br />
”Marxisme og klassekamp” i Oktober. Kommunistisk teoretisk<br />
tidsskrift for forbun<strong>det</strong> socialisterne, nr. 7, 2. årg. 1976<br />
Marxisme og klassekamp – kritik og selvkritik, København 1976,<br />
Aurora (1973)<br />
Statslære, København, Samlerens Bogklub<br />
Luhmanns Funktionssysteme in der Diskussion. Tagungsband der<br />
1. Luhmann-Gedächtnistagung in Budapest, 15.-16. September<br />
2000, Heidelberg, Carl Auer Systeme Verlag<br />
GLU. Glossar zu Niklas Luhmanns Theorie sozialer Systeme.<br />
Frankfurt a M, Suhrkamp, 3. opl. (1997)<br />
Baecker, Dirk, 1996 Ozillierende Öffentlichkeit, i: Rudolf Maresch (udg.) Medien und<br />
Öffentlichkeit. Positionierungen.Symptome.Simulationsbrüche,<br />
Klaus Boer Verlag<br />
Baecker, Dirk, 1999 Wenn etwas der Fall ist, steckt auch etwas dahinter, i: Stichweh,<br />
Rudolf (udg.) 1999, Niklas Luhmann. Wirkungen eines Theoretikers.<br />
Gedenkcolloquium der Universität Bielefeld am 8. Dezember<br />
1998, Bielefeld, transcript Verlag, p. 35-48<br />
Baecker, Dirk, 2000 Interview med Dirk Baecker: Spørgsmål til den distinktionsteoretiske<br />
vending i systemteorien, v/M. Volkmer & C. Borch, i: Distinktion,<br />
Tidsskrift for <strong>samfund</strong>steori, nr. 1, 2000<br />
Baecker, Dirk, Wozu Systeme? Berlin, Kulturverlag Kadmos<br />
2002a<br />
Baecker, Dirk,<br />
2002b<br />
Barben, Daniel,<br />
1996<br />
Barben, Daniel,<br />
1998<br />
Organisation und Gesellschaft. Paper for presentation at the International<br />
Symposium on ‘Niklas Luhmann and Organization Theory’<br />
Munich, June 2002<br />
Theorietechnik und Politik bei Niklas Luhmann. Grenzen einer universalen<br />
Theorie der modernen Gesellschaft, Opladen, Westdeut-<br />
scher Verlag<br />
„Funktionale Differenzierung“ als regulierendes Resultat: Zur analytischen<br />
Rekonstruktion des Verhältnisses von Theorietechnik und<br />
Politik bei Luhmann, i: Schweizerische Zeitschrift für Soziologie,<br />
24(3), p. 479-510<br />
Bendel, Klaus, 1993 Selbstreferenz, Koordination und gesellschaftliche Steuerung. Zur<br />
Theorie der Autopoiesis sozialer Systeme bei Niklas Luhmann,<br />
Henk de Berg & Johannes<br />
F.K.<br />
Schmidt (udg.) 2000<br />
Pfaffenweiler, Centaurus-Verlagsgesellschaft<br />
Rezeption und Reflexion. Zur Resonanz der Systemtheorie Niklas<br />
Luhmanns ausserhalb der Soziologie, Frankfurt a M, Suhrkamp,<br />
137
Beyme, Klaus von, Niklas Luhmann und die ”sogenannte Postmoderne”, i: Rechtshis-<br />
1998a<br />
torisches Journal, 17, p. 405-414<br />
Beyme, Klaus von, Die politischen Theorien der Gegenwart. Eine Einführung, 8., neu-<br />
2000a<br />
bearbeitete und erweiterte Auflage, Wiesbaden, Westdeutscher<br />
Verlag<br />
Bjerg, Ole, 2001a Tilværelse og <strong>kommunikation</strong> – kritik af den konstruktivistiske fornuft,<br />
Specialeserien nr. 7, Københavns Universitet, Sociologisk Institut<br />
Blumler, Jay G. & Linkages between the mass media and politics, i Blumler, Jay G. &<br />
Michael Gurevitch, Michael Gurevitch, 1995, The Crisis of Public Communication,<br />
1995<br />
London, Routledge<br />
Borch, Christian, Former, der kommer i form – om Luhmann og Spencer-Brown, i:<br />
2000<br />
Distinktion, Tidsskrift for <strong>samfund</strong>steori, nr. 1, 2000, p. 105-122<br />
Brill, Andreas, 1996 Niklas Luhmann, ’Die Realität der Massenmedien’. ‚Lost at sea’:<br />
Die Realität der Massenmedien, i: Soziale Systeme, Jg. 2, Heft 2, p.<br />
419-428<br />
Brodocz, André, Die politische Theorie autopoietischer Systeme: Niklas Luhmann, i:<br />
2001a<br />
André Brodocz & Gary S. Schaal (udg.) Politische Theorien der<br />
Gegenwart II, p.465-495, Opladen, Leske + Budrich<br />
Brodocz, André, Das politische System und seine strukturellen Kopplungen, i:<br />
2003a<br />
Hellmann, Kai-Uwe, Karsten Fischer, Harald Bluhm (udg.), 2003,<br />
Das System der Politik. Niklas Luhmanns politische Theorie, Wiesbaden,<br />
Westdeutscher Verlag<br />
Cook, Timothy E., Governing the News. The News Media as a Political Institution,<br />
1998<br />
Chicago, University of Chicago Press<br />
Cour, Anders la, Frivillighedens pris, Ph.d-afhandling, Sociologisk Institut, Køben-<br />
2002<br />
havn<br />
Cour, Anders la;<br />
Morten Knudsen &<br />
Niels Thyge Thygesen,<br />
2003<br />
The Interview as Interaction – a systems theory perspective on the<br />
construction of meaning in interviews.<br />
Paper to be presented at the conference: “The Opening of Systems<br />
Theory” at the Copenhagen Business School, 23-25 May 2003.<br />
Croteau, David & Media/Society – industries, images and audiences, London, Pine<br />
W. Hoynes, 1997 Forge Press<br />
Czerwick, Edvin, Politik als System: Zum Politikverständnis in Systemtheorien, i:<br />
2001<br />
Hans J. Lietzmann (udg.) Moderne Politik. Politikverständnisse im<br />
20. Jahrhundert, Opladen, Leske + Budrich, p. 287-310<br />
Dahm, Karl- Religion – System und Sozialisation, Darmstadt und Neuwied,<br />
Wilhelm, Niklas<br />
Luhmann, Dieter<br />
Stoodt 1972<br />
Hermann Luchterhand Verlag<br />
Dalberg-Larsen, Retsvidenskaben som <strong>samfund</strong>svidenskab, København, Juristfor-<br />
Jørgen, 1977 bun<strong>det</strong>s Forlag<br />
Damgaard, Erik, Folkets styre. Magt og ansvar i dansk politik. Magtudredningen.<br />
2003<br />
Aarhus, Aarhus Universitetsforlag.<br />
Dammann, Klaus; Die Verwaltung des politischen Systems. Mit einem Gesamtver-<br />
Dieter Grunow og zeichnis der Veröffentlichungen Niklas Luhmanns, Opladen, West-<br />
Klaus P. Japp<br />
(udg.), 1994<br />
deutscher Verlag<br />
Dammann, Klaus, Luhmannianische und Luhmannesque Gedanken in der Verwal-<br />
2000<br />
tungsreflexion, i: Henk de Berg & Johannes F.K. Schmidt (udg.)<br />
138
Dearing, James W.<br />
& Everett M.<br />
Rogers, 1996<br />
Delman, Jørgen,<br />
2003<br />
Depper, Thomas,<br />
2003<br />
Dewey, John, 1987<br />
[1927]<br />
Drotner, Kirsten<br />
m.fl. 1996<br />
Edition SWR2-<br />
Stephan Krass, 1999<br />
Rezeption und Reflexion. Zur Resonanz der Systemtheorie Niklas<br />
Luhmanns ausserhalb der Soziologie, Frankfurt a M, Suhrkamp, p.<br />
469-510<br />
Agenda-Setting, Thousand Oaks, Sage<br />
Kinas private erhvervsliv og partistaten, grænser for interessesammenfal<strong>det</strong>?,<br />
I: Politologiske Studier, 6. årg., nr. 2, september 2003,<br />
p. 83-93<br />
Organisationen der Gesellschaft. Gesellschaft und Organisation in<br />
der Systemtheorie Niklas Luhmanns, Wiesbaden, Westdeutscher<br />
Verlag<br />
The Public and its Problems, Athens, Swallow Press<br />
Medier og Kultur, København, Borgen<br />
Niklas Luhmann – Beobachtungen der Moderne, Freiburger Reden<br />
– Denker auf der Bühne, Heidelberg, Carl Auer Systeme Verlag. 4<br />
CD med seks foredrag af:<br />
Peter Fuchs: Die Metapher des Systems, 18.4.1999<br />
Norbert Bolz: Die Phantomdebatte, 16.5.1999<br />
Hans Ulrich Gumbrecht: „Alteuropa“ und „Der Soziologe“,<br />
5.12.1999<br />
Dirk Baecker: Niklas Luhmann und die Manager, 3.10.1999<br />
Dietrich Schwanitz: Die Beobachtung der Beobachtung oder die<br />
theatralische Teilung der Welt, 27.6.1999<br />
Peter Sloterdijk: Der Anwalt des Teufels, 7.11.1999<br />
Egelund, Rikke & Ali og de 36 stramninger, i: Politiken, 8. juli 2001, 3. sektion, p. 4-5<br />
Claus Blok<br />
Thomsen, 2001<br />
Elster, Jon, 1998 ”Introduction”, i: Elster, Jon (ed.) 1998, Deliberative Democracy,<br />
Cambridge, Cambridge University Press<br />
Eskjær, Mikkel & Mediernes realitet – en introduktion til Luhmanns teori om<br />
Rasmus Helles, 2000 massemedierne, i: Henriksen, Frank (red.), 2000, Mediesociologi,<br />
Sekvens 2000, Årbog for Film og Medievidenskab. Københavns<br />
Universitet, Institut for Film- & Medievidenskab, p. 33-75<br />
Esmark, Anders, ”Det politiske <strong>kommunikation</strong>ssystem”, i: Politica, 31. årg., nr. 2,<br />
Peter Kjær og Ove 1999, p. 147-160.<br />
K. Pedersen, 1999a<br />
Esmark, Anders & ”Mediernes rolle – tre gamle myter og én ny”, i: Carlsen, Erik M.<br />
Peter Kjær, 1999b m.fl. (red.), 1999, Magt og fortælling, Århus, Ajour<br />
Esmark, Anders & ”Den sidste mediepolitik og den politiske journalistik”, i: Pedersen,<br />
Peter Kjær, 2000a Ove K. m.fl., 2000, <strong>Politisk</strong> journalistik, Århus, Ajour, p. 25-59<br />
Esmark, Anders, ”Offentlighed eller system”, i: Pedersen, Ove K. m.fl., 2000,<br />
2000b<br />
<strong>Politisk</strong> journalistik, Århus, Ajour, p. 60-86<br />
Esmark, Anders, Anmeldelse af Jan Inge Jönhill, Samhället som system och dess<br />
2000c<br />
ekologiska omvärld, Lund 1997, Dissertations in Sociology 17, i:<br />
Statsvetenskaplig Tidsskrift 2000, årg. 103, nr. 2, p. 184-190<br />
Fairclough, Norman, Media Discourse, London, Arnold<br />
1995<br />
Fauske, Halvor, Funktionalisme i: Heine Andersen & Lars Bo Kaspersen, Klassisk<br />
139
1996 og moderne <strong>samfund</strong>steori, København, Hans Reitzel, p. 229-253<br />
Fischer, Hans R. Autopoiesis. Eine Theorie im Brennpunkt der Kritik. Heidelberg,<br />
(udg.) 1991 Carl Auer Systeme Verlag<br />
Foerster, Heinz von, Observing systems, (2. udg.), Seaside, California, Intersystems Pub-<br />
1984<br />
lications (1981)<br />
Giegel, Hans- Beobachter der Moderne. Beiträge zu Niklas Luhmanns „Die Ge-<br />
Joachim & Uwe<br />
Schimank, 2003<br />
sellschaft der Gesellschaft“, Frankfurt a M, Suhrkamp, (2001)<br />
Gitlin, Todd, 1978 ”Media sociology: the dominant paradigm”, i: Boyd-Barret, Oliver<br />
& Chris Newbold (ed.), Approaches to media – a reader, London,<br />
Arnold<br />
Greven, Michael Anmerkungen zur Kritik eines funktionalistischen und finalisti-<br />
Th., 2001<br />
schen Politikbegriffes, i: Hans J. Lietzmann (udg.) Moderne Politik.<br />
Politikverständnisse im 20. Jahrhundert, Opladen, Leske +<br />
Budrich, p. 331-340<br />
GRUS, Tidsskriftet, <strong>Politisk</strong> <strong>kommunikation</strong>, planlægning, strukturalisme, nr. 49, Aal-<br />
1996<br />
borg, Aalborg Universitetscenter<br />
Gunnell, John G., ”The Declination of the ”State” and the Origins of American Plu-<br />
1995<br />
ralism”, i: Farr, James, John S. Dryzek & Stephen T. Leonard (ed.),<br />
Political Science in History, Cambridge, Cambridge University<br />
Press<br />
Göbel, Andreas, Politikwissenschaft und Gesellschaftstheorie. Zu Rezeption und<br />
2000a<br />
versäumter Rezeption der Luhmann’schen Systemtheorie, i: Henk<br />
de Berg & Johannes F.K. Schmidt (udg.) Rezeption und Reflexion.<br />
Zur Resonanz der Systemtheorie Niklas Luhmanns ausserhalb der<br />
Soziologie, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 134-174<br />
Göbel, Andreas, Theoriegenese als Problemgenese. Eine problemgeschichtliche Re-<br />
2000b<br />
konstruktion der soziologischen Systemtheorie Niklas Luhmanns,<br />
Konstanz, Universitätsverlag Konstanz<br />
Götke, Povl, 1997 Niklas Luhmann, Frederiksberg, Forlaget ANIS<br />
Habermas, Jürgen, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie? Eine Auseinan-<br />
1971a<br />
dersetzung mit Niklas Luhmann, i: Jürgen Habermas & Niklas<br />
Luhmann, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie – Was<br />
leistet die Systemforschung?, Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 142-290<br />
Habermas, Jürgen, Legitimationsprobleme im Spätkapitalismus. Frankfurt a M, Suhr-<br />
1975a<br />
kamp (1973)<br />
Habermas, Jürgen, Borgerlig offentlighet – dens framvekst og forfall. Henimot en teori<br />
1975b<br />
om <strong>det</strong> borgerlige samfunn, 3. opl., Fremad (1962)<br />
Habermas, Jürgen, Theorie des kommunikativen Handelns, Bd. 1, Frankfurt a M,<br />
1995a<br />
Suhrkamp (1981)<br />
Habermas, Jürgen, Theorie des kommunikativen Handelns, Bd. 2, Frankfurt a M,<br />
1995b<br />
Suhrkamp (1981)<br />
Habermas, Jürgen, Faktizität und Geltung. Beiträge zur Diskurstheorie des Rechts und<br />
1997<br />
des demokratischen Rechtsstaats. Frankfurt a M, Suhrkamp (1992)<br />
Hagen, Roar, 1996 Niklas Luhmann, i: Heine Andersen & Lars Bo Kaspersen, Klassisk<br />
og moderne <strong>samfund</strong>steori, København, Hans Reitzel, p. 367-380<br />
Hagen, Roar, 1997a Vitenskapssystemets refleksjon – fra identitet til differens, i:<br />
Sosiologisk Tidsskrift, vol. 5, p. 3-20<br />
Hagen, Roar, 1997b Autopoiesis-begrepets muligheter og begrensninger i moderne<br />
samfunnsteori, i: Tidsskrift for Samfunnsforskning, 3, p. 389-415<br />
140
Hagen, Roar, 1999 Rasjonell solidaritet, i: Dansk sociologi, 10. årg. nr. 3, p. 7-23<br />
Hagen, Roar, 2001 Økologisk kommunikasjon: Samfunnets miljøproblemer i<br />
systemteoretisk perspektiv, Sosiologisk tidsskrift: VOL 9, p. 68-91<br />
Hague, Rod & Mar- Comparative Government and Politics. An Introduction, 5. udg.<br />
tin Harrop, 2001 Houndsmills m.fl./New York, Palgrave<br />
Hall, Stuart, 1982 ”The rediscovery of ‘ideology’: return of the repressed in media<br />
studies”, i: Gurevitch, Michael m.fl.(ed.) 1982, Culture, Society<br />
and the Media, Methuen<br />
Hansen, Jens Tillid til videnskaben, Politikens kronik, 24. februar 2003<br />
Morten, 2003<br />
Hardis, Arne &<br />
Troels Mylenberg,<br />
2001<br />
Udlændingevalget, i: Weekendavisen, 2. – 8. nove3mber 2001, forsiden<br />
+ p. 2<br />
Harste, Gorm, 1992 Politiseringen af risici. Niklas Luhmanns analyse af politisk <strong>kommunikation</strong><br />
om risici, Menneske & Natur, 1. årg., Arbejdspapir 7<br />
Harste, Gorm, Statsdannelse som emergens af enhed? – en konkretisering af Luh-<br />
1998a<br />
manns statsteori på europæisk statsdannelse, i: STATEN, <strong>det</strong> er …<br />
Stat og politik – historisk, politologisk og sociologisk. Roskilde<br />
Universitetsforlag, p. 180-211<br />
Harste, Gorm, Krig – som symbolsk generaliseret <strong>kommunikation</strong>smiddel, i: Kri-<br />
1998b<br />
tik, 134, 31. årg., p. 35-47<br />
Harste, Gorm, 1999 Samfun<strong>det</strong> i samfun<strong>det</strong>, Kroniken i Politiken, Lørdag 13. marts<br />
1999<br />
Harste, Gorm, Samfundsteoriens rolle i samfun<strong>det</strong>. Ud- og inddifferentiering af<br />
2000a<br />
<strong>samfund</strong>steori gennem 500 år., Distinktion, nr. 1, p. 67-89<br />
Harste, Gorm, ’Introduktion og fortolkning’, p. 7-31, til Emile Durkheim, Om den<br />
2000b<br />
sociale arbejdsdeling, København, Hans Reitzels Forlag,<br />
Harste, Gorm, “Le roy voulant ester informé de l’état…”: De organisatoriske<br />
2001a<br />
revolutioner i Luhmanns systemteoretiske perspektiv. Institut for<br />
Statskundskab, Aarhus Universitet<br />
Hede, Anders, 2002 ”Et nyt paradigme”, i: Samfundsøkonomen, 4, 2002, p. 2-3<br />
Heider, Fritz, 1926 Ding und Medium, i: Symposion. Philosophische Zeitschrift für<br />
Forschung und Aussprache, I, Heft 2, p. 109-157<br />
Hellmann, Kai-Uwe, „...und ein grösseres Stück Landschaft mit den erloschenen Vulka-<br />
2000<br />
nen des Marxismus.“ Oder: Warum rezipiert die Bewegungsforschung<br />
Luhmann nicht?, i: Henk de Berg & Johannes F.K. Schmidt<br />
(udg.) Rezeption und Reflexion. Zur Resonanz der Systemtheorie<br />
Niklas Luhmanns ausserhalb der Soziologie, Frankfurt a M, Suhrkamp,<br />
p. 411-439<br />
Hellmann, Kai-Uwe, Einleitung, i: Hellmann, Kai-Uwe & Rainer Schmalz-Bruns (udg.),<br />
2002a<br />
2002, Theorie der Politik. Niklas Luhmanns politische Soziologie,<br />
Frankfurt a M, Suhrkamp, p. 11-37<br />
Hellmann, Kai-Uwe, Demokratie und Evolution, i: Hellmann, Kai-Uwe, Karsten Fischer,<br />
2003a<br />
Harald Bluhm (udg.), 2003, Das System der Politik. Niklas Luhmanns<br />
politische Theorie, Wiesbaden, Westdeutscher Verlag, p.<br />
179-212<br />
Hellmann, Kai-Uwe Theorie der Politik. Niklas Luhmanns politische Soziologie, Frank-<br />
& Rainer Schmalz- furt a M, Suhrkamp<br />
Bruns (udg.), 2002<br />
Hellmann, Kai-Uwe, Das System der Politik. Niklas Luhmanns politische Theorie, Wies-<br />
Karsten Fischer, Ha- baden, Westdeutscher Verlag<br />
141
ald Bluhm (udg.),<br />
2003<br />
Henriksen, Frank<br />
(red.), 2000<br />
Hermansen, Mads<br />
(red.)1998<br />
Himmelstrup, Jens &<br />
Jens Møller (udg.)<br />
1970<br />
Mediesociologi, Sekvens 2000, Årbog for Film og Medievidenskab.<br />
Københavns Universitet, Institut for Film- & Medievidenskab<br />
Fra læringens horisont, Århus, Forlaget Klim<br />
Danske forfatningslove 1665-1953, anden ændrede udgave, København,<br />
J. H. Schultz Forlag<br />
Hjarvad, Stig, 1999 ”Politik som mediemontage”, i: Andersen, Jørgen Goul m.fl. (red.)<br />
1999, Den demokratiske udfordring, København, Hans Reitzels for-<br />
Hohm, Hans-Jürgen,<br />
2000<br />
Horster, Detlef,<br />
1997<br />
Huber, Hans Dieter,<br />
1991<br />
Højlund, Holger &<br />
Morten Knudsen<br />
(udg.) 2003<br />
Jensen, Klaus Bruhn,<br />
1998<br />
Jönhill, Jan Inge,<br />
lag<br />
Soziale Systeme, Kommunikation, Mensch. Eine Einführung in soziologische<br />
Systemtheorie, Weinheim und München, Juventa Verlag<br />
Niklas Luhmann, München, Verlag C.H.Bech<br />
Interview mit Niklas Luhmann am 13.12.90 in Bielefeld, i: Texte<br />
zur Kunst, Vol. I (Herbst 1991), No. 4, p. 121-133, hentet på internetadressen,http://www.hgbleipzig.de/ARTNINE/huber/aufsaetze/luhmann.<br />
html den 23.12.2000.<br />
Organiseret <strong>kommunikation</strong> – systemteoretiske analyser. Frederiksberg,<br />
Forlaget Samfundslitteratur<br />
1993a<br />
”Introduction”, i: Klaus Bruhn Jensen (ed.) News of the World –<br />
world cultures look at television news, London, Routledge<br />
Teori med sprängstoff. En introduktion till Niklas Luhmanns<br />
sociologi, i: Sosiologi i dag, 2/3, p. 103-115, Oslo, Novus Forlag<br />
Jönhill, Jan Inge, Om kortlådesystem, sociologins specialisering och brister,<br />
1993b<br />
likhetsprincipen, moralen och människan. En intervju med Niklas<br />
Luhmann, i: Sosiologi i dag, 2/3, p. 117-130, Oslo, Novus Forlag<br />
Jönhill, Jan Inge, Samhället som system och dess ekologiska omvärld. En studie i<br />
1997<br />
Niklas Luhmanns sociologiska systemteori, Lund, Sociologiska<br />
institutionen, Lunds universitet<br />
Jönhill, Jan Inge, Den främste systemteoretiske iagttagaren har slutit ögonen – till<br />
1998<br />
minnet av Niklas Luhmann, i: Dansk Sociologi, nr. 4, dec.1998, p.<br />
96-99<br />
Jönhill, Jan Inge, Inledning till den svenska utgåvan, i: Kärlek som passion – om<br />
2003<br />
kodifieringen av intimitet, svensk oversættelse af Niklas Luhmanns<br />
Liebe als Passion (1982), Malmø, Liber AB, p. 3-17<br />
Kaase, Max & Win- Massen<strong>kommunikation</strong>, Theorien, Methoden, Befunde, Kölner Zeitfried<br />
Schulz, 1986 schrift für Soziologie und Sozialpsychologie, Sonderheft 30/1989<br />
Katz, Elihu & Paul<br />
F. Lazarsfeld, 1964<br />
[1955]<br />
Personal Influence, New York, Free Press<br />
King, Michael & Niklas Luhmann’s Theory of Politics and Law, Houndmills, Pal-<br />
Chris Thornhill,<br />
2003<br />
grave Macmillan<br />
Kjær, Peter & Roy Business as usual? Political communication in pink or business<br />
Langer 2001 journalism as political communication. Copenhagen Business<br />
142
Klaus, Georg &<br />
Manfred Buhr<br />
(udg.), 1975<br />
Klemm, Helmut,<br />
2000<br />
Kneer, G & Nassehi,<br />
A, 1997<br />
Knudsen, Morten,<br />
1996a<br />
Knudsen, Morten,<br />
1996b<br />
School, Frederiksberg. Paper for presentation at the XV Nordic<br />
Conference on Media and Communication Research, Reykjavik,<br />
Iceland, 11 – 13 August 2001.<br />
Philosophisches Wörterbuch, Leipzig, 11. Auflage (1964, 1974),<br />
VEB Verlag Enzyklopädie<br />
Mysterien eines denkende Zettelkastens. SZ am Wochenende,<br />
Samstag, 26. Februar 2000, message 597<br />
www.egroups.com/message/luhmnn_danish.<br />
Niklas Luhmann – introduktion til teorien om sociale systemer, Kø-<br />
benhavn, Hans Reitzels Forlag (1993)<br />
Niklas Luhmann og miljøproblemerne. En præsentation og kritik af<br />
sociologen Niklas Luhmann med særligt henblik på miljø- og sty-<br />
ringsproblemer, Roskilde, RUC Tek-Sam Forlag<br />
Rotter i labyrinten. Om <strong>samfund</strong>s- og kritikbegreberne hos<br />
Luhmann og i kritisk teori, i: GRUS, nr. 49, 1996, p. 75-87,<br />
Aalborg Universitetscenter, Institut for Økonomi, Politik og<br />
Forvaltning<br />
Luhmann-Lexikon. Eine Einführung in das Gesamtwerk von Niklas<br />
Krause, Detlef,<br />
2001<br />
Luhmann, 3. udg., Stuttgart, Lucius & Lucius<br />
Krawietz, Werner & Kritik der Theorie. Auseinandersetzungen mit Luhmanns Haupt-<br />
Michael Welker, werk, Frankfurt a M, Suhrkamp<br />
1992<br />
Lange, Stefan & Politische Steuerung zwischen System und Akteur. Eine Einfüh-<br />
Dietmar Braun, 2000 rung, Opladen, Leske + Budrich<br />
Lange, Stefan, 2003 Niklas Luhmanns Theorie der Politik. Eine Abklärung der Staatsgesellschaft,<br />
Wiesbaden, Westdeutscher Verlag, 1. opl. oktober<br />
2003<br />
Lasswell, Harold K., Propaganda Techniques in the World War, New York, Alfred A.<br />
1927<br />
Knopf<br />
Lasswell, Harold K., Propaganda and Promotional Activities og ”Introduction (1969):<br />
Ralph D. Casey & What Next?”<br />
Bruce Lannes Smith<br />
(ed.), 1935<br />
Lippmann, Walter, Public Opinion, New York, Free Press<br />
1997 [1922]<br />
Loftager, Jørn, 1999 ”Fungerer den politiske offentlighed?”, i: Andersen, Jørgen Goul<br />
m.fl. (red.) Den demokratiske udfordring, København, Hans Reitzels<br />
forlag<br />
Lund, Anker Brink, ”Terapeutokratisering af politisk offentlighed”, i: GRUS nr. 49, 17.<br />
1996<br />
årg.<br />
Lund, Anker Brink, Den redigerende magt – nyhedsinstitutionens politiske indflydelse,<br />
2002<br />
Aarhus, Aarhus Universitetsforlag<br />
Lübcke, Poul (red.), Politikens filosofi leksikon, 7. Bogkluboplag, København, Politi-<br />
1983<br />
kens forlag<br />
Lübcke, Poul (red.), Vor tids filosofi: Videnskab og sprog. 1. udg., 7. oplag, København,<br />
2000<br />
Politikens forlag (1982)<br />
Lübcke, Poul (red.), Vor tids filosofi: Engagement og forståelse. 1. udg., 8. oplag, Kø-<br />
2002<br />
benhavn, Politikens forlag (1982)<br />
March, James G. & Organizations, New York, John Wiley & Sons<br />
Herbert A. Simon,<br />
143
1958<br />
Marcinkowski,<br />
Frank, 1993<br />
Marcinkowski,<br />
Frank, 1996<br />
Marke A.W. & Palle<br />
Raunkjær (red.),<br />
1939<br />
Publizistik als autopoietisches System. Politik und Massenmedien.<br />
Eine systemtheoretische Analyse, Opladen, Westdeutscher Verlag<br />
Die Massenmedien der Gesellschaft als soziales System?, i: Soziale<br />
Systeme, Jg. 2, Heft 2, p. 429-440<br />
Den Lille Salmonsen, København, J.H.Schultz Forlag<br />
Martens, Will, 1991 „Die Autopoiesis sozialer Systeme“, i: Kölner Zeitschrift für Soziologie<br />
und Sozialpsychologie, Jg. 43, Heft 4, p. 625-646<br />
Martens, Will, 1992 „Die partielle Überschneidung autopoietischer Systeme“, i: Kölner<br />
Zeitschrift für Soziologie und Sozialpsychologie, Jg. 44, Heft 1, p.<br />
Maturana, Humberto,<br />
1991<br />
143-145<br />
The Origin of the Theory of Autopoietic Systems, i: Fischer, Hans<br />
R. (udg.) 1991, Autopoiesis. Eine Theorie im Brennpunkt der Kritik.<br />
Heidelberg, Carl Auer Systeme Verlag, p. 121-123<br />
McNair, Brian, 2000 An Introduction to Political Communication, 2 nd edition, London /<br />
New York, Routledge (1995)<br />
McQuail,Denis, ”Political Communication”, I: Hawksworth, Mary & Maurice Ko-<br />
1992<br />
gan (ed.) Encyclopedia of Government & Politics –I, London,<br />
Routledge<br />
Mingers, John, 1995 Self-Producing Systems. Implicaions and Applications of Autopoiesis,<br />
New York, Plenum Press<br />
Mylenberg, Troels, Rasmussen eller Rasmussen, I: Weekendavisen, 12. – 18. januar<br />
2001<br />
2001, p. 2<br />
Münch, Richard, “Autopoiesis by definition”, Cardozo Law Review 13, p. 1463-<br />
1992<br />
1471, (er nu også udkommet på dansk i GRUS 66, 2002, p. 99-107)<br />
Myrup, Jesper, 2000 Enhed og differens – en analyse af moderne demokratiske <strong>samfund</strong>s<br />
integrationskraft, set i lyset af Habermas og Rawls, COS-rapport<br />
nr. 1 / 2000<br />
Nassehi, Armin, Politik des Staates oder Politik der Gesellschaft? Kollektivität als<br />
2002a<br />
Problemformel des Politischen, p. 38-59, i: Hellmann, Kai-Uwe &<br />
Rainer Schmalz-Bruns (udg.), 2002, Theorie der Politik. Niklas<br />
Luhmanns politische Soziologie, Frankfurt a M, Suhrkamp<br />
Nassehi, Armin, Die Differenz der Kommunikation und die Kommunikation der<br />
2003a<br />
Differenz. Über die <strong>kommunikation</strong>stheoretischen Grundlagen von<br />
Luhmanns Gesellschaftstheorie, i: Hans-Joachim Giegel & Uwe<br />
Schimank, Beobachter der Moderne. Beiträge zu Niklas Luhmanns<br />
„Die Gesellschaft der Gesellschaft“, Frankfurt a M, Suhrkamp, p.<br />
21-41 (2001)<br />
Overgaard Nielsen, <strong>Politisk</strong> <strong>kommunikation</strong> og kompleksitet. En analyse af konsekven-<br />
Søren, 2000 serne af moderne <strong>samfund</strong>s stigende kompleksitet for politisk <strong>kommunikation</strong><br />
baseret på en diskussion af Jürgen Habermas’ og Niklas<br />
Luhmanns <strong>samfund</strong>steorier. Speciale, Institut for Statskundskab,<br />
Københavns Universitet<br />
Parsons, Talcott, The system of modern societies, Englewood Cliffs, New Jersey,<br />
1971<br />
Prentice-Hall, Inc.<br />
Parsons, Talcott & Toward a General Theory of Action, New York, Harper & Row<br />
Edward A. Shils (1951)<br />
(udg.), 1962<br />
Patterson, Thomas Out of Order, New York, Alfred A.Knopf<br />
144
A. 1993<br />
Pedersen, Ove K.<br />
1999a<br />
Pedersen, Ove K.,<br />
Peter Kjær & Niels<br />
Åkerstrøm<br />
Andersen, 2001<br />
Pfeffer, Thomas,<br />
2001<br />
Seks spørgsmål – og alt <strong>det</strong> løse. Om politik og politisk journalistik<br />
i Danmark, i: Carlsen, Erik Meier et. al. Magt og fortælling, Forla-<br />
get Ajour, Århus<br />
Mandag Morgen i <strong>det</strong> politiske <strong>kommunikation</strong>ssystem. CCC<br />
Working paper, nr. 2001-7, København, Copenhagen Business<br />
School,<br />
Das ”zirkuläre Fragen“ als Forschungsmethode zur<br />
Luhmannschen Systemtheorie, Heidelberg, Carl Auer Systeme<br />
Verlag<br />
Porr, Bernd, 1999 Die Systemtheorie Niklas Luhmanns aus der Sicht der Naturwissenschaften<br />
und ihre Anwendung in der Kommunikationswissenschaft.<br />
Bochum, Ruhr-Universität Bochum. Internetversion hentet på adressen:http://www.neurop.ruhr-unibochum.de/~porr/index.html#magister<br />
den 8.1.2001 (findes ikke<br />
mere på adressen, da værket i 2002 er udkommet på Deutscher U-<br />
Qvortrup, Lars,<br />
niversitäts-Verlag, ISBN 3-8244-4478-x)<br />
Det hyperkomplekse <strong>samfund</strong>. 14 fortællinger om informationssam-<br />
2001a<br />
fun<strong>det</strong>. 2. udg., København, Gyldendal (1998)<br />
Rasmussen, Erik,<br />
1971<br />
Komparativ Politik 1, København, Gyldendal (1968)<br />
Rasmussen, Jens, Socialisering i kontingensens æra. Paper præsenteret ved NFPF’s<br />
1995<br />
kongres den 16.-19. marts 1995 ved Århus Universitet.<br />
Rasmussen, Jens<br />
(red.) 2002<br />
Luhmann anvendt, København, Unge Pædagoger<br />
Rawls, John, 1997 The Idea of Public Reason Revisited, i: Freeman, Samuel (ed.)<br />
John Rawls – Collected Papers, Cambridge, Cambridge University<br />
Press<br />
Reese-Schäfer, Wal- Niklas Luhmann zur Einführung, Hamburg, Junius Verlag, 4.opl.<br />
ter, 2001<br />
(1999)<br />
Rosenkrands, Jacob, Hadeobjekt. Rupert Murdoch. Stor magt. Enkel filosofi. Masser af<br />
2003a<br />
succes, i: Politiken, 19. november 2003, 2. sektion, p. 5<br />
Schimank, Uwe, Code – Leistungen – Funktion: Zur Konstitution gesellschaftlicher<br />
1998<br />
Teilsysteme, i: Soziale Systeme, Jg. 4, Heft 1, p. 175-183<br />
Schmid, Günther, Funktionsanalyse und politische Theorie. Funktionalismustheorie,<br />
1974<br />
politisch-ökonomische Faktorenanalyse und Elemente einer genetisch-funktionalen<br />
Systemtheorie. Düsseldorf, Bertelsmann Universitätsverlag<br />
Schmidt, Johannes Die Differenz der Beobachtung. Einführende Bemerkungen zur<br />
F.K., 2000 Luhmann-Rezeption, i: Henk de Berg & Johannes F.K. Schmidt<br />
(udg.) Rezeption und Reflexion. Zur Resonanz der Systemtheorie<br />
Niklas Luhmanns ausserhalb der Soziologie, Frankfurt a M, Suhrkamp,<br />
p. 8-37<br />
Skirbekk, Gunnar Filosofiens historie 1 + 2. København, Gyldendals Bogklubber<br />
og Nils Gilje, 1995 (1992)<br />
Spencer-Brown,<br />
George, 1994<br />
Laws of Form, Portland, Oregon, Cognizer Co. (1969)<br />
Soentgen, Jens, Der Bau. Betrachtungen zu einer Metapher der Luhmannschen Sys-<br />
1992<br />
temtheorie, i: Zeitschrift für Soziologie, Jg. 21, Heft 6, p. 456-466<br />
Statskundskabs- Koncentrationsområde for Statskundskabsgruppen,<br />
145
gruppen, 2001-2002 www.polsci.ku.dk/research/areas/statskskab_dk.htm hentet<br />
20.9.2002<br />
Stichweh, Rudolf Niklas Luhmann. Wirkungen eines Theoretikers. Gedenkcolloquium<br />
(udg.) 1999 der Universität Bielefeld am 8. Dezember 1998, Bielefeld, transcript<br />
Verlag<br />
Stichweh, Rudolf, Niklas Luhmann. Theoretiker und Soziologe, i: Stichweh, Rudolf<br />
1999b<br />
(udg.) 1999, Niklas Luhmann. Wirkungen eines Theoretikers. Gedenkcolloquium<br />
der Universität Bielefeld am 8. Dezember 1998,<br />
Bielefeld, transcript Verlag, p. 61-69<br />
Stichweh, Rudolf, Systems Theory as an Alternative to Action Theory? The Rise of<br />
2000<br />
”Communication” as a Theoretical Option, i: Acta Sociologica,<br />
nr.1, 2000, p. 5-13<br />
Strömbäck, Jesper, <strong>Politisk</strong> <strong>kommunikation</strong> som forskningsperspektiv – Paper<br />
1999<br />
presenterat vid 14:e nordiska konferensen för medie- och<br />
<strong>kommunikation</strong>sforskning i Kungälv, 14-17 augusti 1999, fun<strong>det</strong><br />
den 24.8.2003 på adressen:<br />
http://www.jmg.gu.se/fsmk/papers/Strömbäck.html<br />
Strömbäck, Jesper, Makt och medier. Samspelet mellan medborgerne, medierna och de<br />
2000<br />
politiska makthavarna. Lund, Studentlitteratur<br />
Stäheli, Urs, 2000 Sinzusammenbrüche. Eine dekonstruktive Lektüre von Niklas Luhmanns<br />
Systemtheorie, Weilerswist, Velbrück Wissenschaft<br />
Sørensen, Curt, Marxismen og den sociale orden, Bind 1 + 2, Kongerslev og Grenå,<br />
1976<br />
Forlaget GMT<br />
Tenbruch, Friedrich Die moderne Gesellschaft, Freiburg<br />
H. 1972<br />
Thyssen, Ole, 1988 Autopoiesis. Om Niklas Luhmanns ”Soziale Systeme”, Paradigma,<br />
2. årg., nr. 4, p. 48-55<br />
Thyssen, Ole, 1991 Penge, magt og kærlighed. Teorien om symbolsk generaliserede<br />
medier hos Parsons, Luhmann og Habermas, København, Rosinante/Munksgaard<br />
Thyssen, Ole, 1992 Forhold som forholder sig til sig selv. Niklas Luhmanns teori om<br />
selvrefererende systemer, i: Autopoiesis. En introduktion til Niklas<br />
Luhmanns verden af systemer. København, politisk revy, p. 21-58<br />
Thyssen, Ole, 1993 En bog uden sider, artikel i Politiken. Lørdag 3. juli 1993, om den<br />
første danske udgivelse (på disketter) af Luhmanns Sociale systemer,<br />
Munksgaard 1993<br />
Thyssen, Ole, 1997 Hjørnesten i Niklas Luhmanns systemteori, i Niklas Luhmann<br />
1997a<br />
Thyssen, Ole, 2000a Luhmann og sporten, i: Distinktion, Tidsskrift for <strong>samfund</strong>steori, nr.<br />
1, Aarhus Universitet, Institut for Statskundskab, p. 49-65<br />
Thyssen, Ole, 2000b Iagttagelse og blindhed. Om organisation, fornuft og utopi. København,<br />
Handelshøjskolens Forlag<br />
Thyssen, Ole, 2000c Luhmann og skriften. MPP Working Paper No. 2/2000, København,<br />
Copenhagen Business School<br />
Thyssen, Ole, 2002 Luhmann and Management. A critique of the management theory<br />
in Organization und Entscheidung. Paper for presentation at the International<br />
Symposium on ‘Niklas Luhmann and Organization<br />
Theory’<br />
Munich, June 2002<br />
Togeby, Lise, J. G. Magt og demokrati i Danmark – hovedresultater fra<br />
Ander-sen, P. M. magtudredningen, Aarhus, Aarhus Universitetsforlag<br />
146
Christiansen, T. B.<br />
Jørgensen, S.<br />
Vallgårda, 2003<br />
Tuchman, Gaye, Making News – a Study in the Construction of Reality, New York,<br />
1978<br />
Free Press<br />
Wahrig, Gerhard, Wahrig. Deutsches Wörterbuch, 7. Auflage, Gütersloh/München,<br />
2001<br />
Bertelsmann Lexikon Verlag<br />
Waldahl, Ragnar, ”Medier, meningsdannelse og den politiske dagsorden” , i: Politica,<br />
1999<br />
31 årg., nr. 2, 1999, p. 117-132<br />
Wer ist Wer? 1977 Wer ist Wer? Das deutschen Who’s Who?, XIX Aufgabe, Frankfurt<br />
a.M. Societäts Verlag<br />
Willke, Helmut, Ironie des Staates. Grundlinien einer Staatstheorie polyzentrischer<br />
1996<br />
Gesellschaft, Frankfurt a M, Suhrkamp (1992)<br />
Willke, Helmut, Systemtheorie II: Interventionstheorie. Grundzüge einer Theorie<br />
1999<br />
der Intervention in komplexe Systeme, 3. opl., Stuttgart, Lucius &<br />
Lucius<br />
Willke, Helmut, Systemtheorie I: Grundlagen. Eine Einführung in die Grundprob-<br />
2000<br />
leme der Theorie sozialer Systeme, 6. opl., Stuttgart, Lucius & Lucius<br />
Willke, Helmut, Systemtheorie III: Steuerungstheorie , Grundzüge einer Theorie der<br />
2001<br />
Steuerung komplexer Systeme, 3. opl., Stuttgart, Lucius & Lucius<br />
Wilkens, Cl., 1881 Samfun<strong>det</strong>s Grundlove. Et Grundrids af Sociologien. København,<br />
Otto B. Wroblewsky’s Forlag<br />
Zelizer, Barbie, ”Journalists as Interpretative Communities”, i: Critical Studies in<br />
1993<br />
Mass Communication, 10, 1993<br />
Åkerstrøm Ander- Diskursive analysestrategier, Foucault, Koselleck, Laclau, Luhsen,<br />
Niels, 1999 mann, København, Nyt fra Samfundsvidenskaberne<br />
Åkerstrøm Ander- Polyfone organisationer, i: Nordiske Organisasjonsstudier, 4 (2.<br />
sen, Niels, 2002 årg.) p. 25-51<br />
Åkerstrøm Ander- „Shifters“, i: Holger Højlund & Morten Knudsen (udg.) 2003, Orsen,<br />
Niels & Asganiseret <strong>kommunikation</strong> – systemteoretiske analyser. Frederiksmund<br />
Born, 2003 berg, Forlaget Samfundslitteratur, p. 182-206<br />
147