Her kan du læse formand Claus Uttrups mundtlige ... - CS fonde

Indledning.
Ved den første indkaldelse til dette repræsentantskabsmøde har I fået tilsendt
regnskaber for årene 2008 og 2009.
Ved anden indkaldelse har I herudover fået materialer til dette repræsentantskabsmøde,
indeholdende den skriftlige beretning for samme periode.
Jeg går ud fra, at I alle har haft tid til at læse eller skimme den igennem.
Jeg vil i min mundtlige beretning knytte nogle supplerende bemærkninger hertil
samt pege på, hvad der er sket i år 2008 til dato.
CS Fonde formueforvalter opsparernes pensionsmidler. Det er fondens mission,
at midlerne skal forblive intakt og gerne være forøget med et passende afkast, så
den enkelte sparer har mulighed for at hæve dem for at bruge dem i pensionisttilværelsen.
Vi har derfor til stadighed fokus på sikkerhed og kontrol gennem revision
og tilsyn, vi vender hver administrationskrone for at nedbringe omkostningerne,
og placerer midlerne i områder som er forholdsvis sikre, som vi kan forstå og
overskue, samt med en rimelig spredning på ”gynger og karruseller” så at sige.
Andre steder vil man sige, at vi er konservative og snusfornuftige, men i denne
sammenhæng så lyder det ikke så ringe i mine ører.
Arbejdet med god selskabsledelse (Corporate Governance), regnskabsresultatet
og overskuddet af de gjorte investeringer er et udtryk for dette. CS Fonde er et
meget sikkert sted at placere sine midler. Omkostningerne til administration er lave
– ikke mindst taget vores størrelse in mente. Og resultatet er fornuftigt. Jeg vil
komme ind på nogle af disse emner i det efterfølgende.
Finansmarkedet.
De store udsving i fondens afkast fra – 14,5 % i 2008 til + 17,4 % i 2009 afspejler
selvfølgelig de ret store udsving, der har været i samfundsøkonomien de forløbne
år både internationalt og i Danmark. Der har været en global finanskrise og en
økonomisk krise. I Danmark er adskillige små og mellemstore banker kommet i
alvorlige vanskeligheder eller gået direkte fallit. Og hvis ikke staten havde grebet
så effektivt ind med først og fremmest bankgarantier, men også med en finanspolitisk
lempelse, kunne situationen have udviklet sig til en katastrofe. Rygterne var
mange, og usikkerheden så stor, at tilliden til det finansielle system forsvandt.
Staten gjorde det kloge, at den på den ene side fjernede usikkerheden ved at garantere
for bankerne indtil oktober 2010, mens den på den anden side lod bankerne
betale pænt for denne forsikring. Det gør, at tabene på de dårlige bankers
fallit ikke bliver båret af staten, men af de overlevende banker. Men vi er endnu
ikke tilbage til det normale. Staten vil også i de kommende år være involveret i
den finansielle sektor gennem garantier på forskellige banklån, igen mod betaling.
Når det er sagt, skal man passe på med ikke at overdramatisere tingene. Vi lever
i en usikker verden, og begivenhederne ser ofte større ud på nært hold end på
afstand. I historiebøgerne vil konjunkturtilbageslaget fra 2007-2010 næppe optræde
som andet end en fodnote. Arbejdsløsheden i dag er trods alt stadig mindre
2