of architecture - Kunstakademiets Arkitektskole

Dorte Mandrup-Poulsen:
Jo, det er nok rigtigt. Men jeg synes, det bliver en fastlåsning af diskussionen, hvor man bliver offer
for sin egen definition og derved ikke bidrager til en udvikling af det, man faktisk gerne vil gøre
noget ved, netop kvindernes rolle i faget. Jeg ser det som hæmmende, at man skal træde ind i rollen
som kvinde. Jeg vil ikke finde mig i at få at vide, at sådan er kvinder!
Rikke Lequick Larsen:
Jeg vil gerne skifte spor og have dig til at snakke lidt om proces. I 2004-interviewet* sagde du: ”Jeg
tror ikke, at kvinder skaber særlig kvindelig arkitektur, men jeg tror, at kvinder benytter sig af andre
metoder end mænd til at nå et resultat. Kvinder arbejder mere parallelt, hvorimod mænd oftest
arbejder lineært fra a til å. Dialogen og processen er typisk en anden for kvinder, der i langt højere
grad arbejder uden at skulle positionere sig individuelt og oftest i en processuel mangfoldighed af
kompleksiteter. Målet er relateret til processen snarere end til produktet”. Er du stadig af den overbevisning,
at processen er noget særligt for kvindelige arkitekter ?
Dorte Mandrup-Poulsen:
Nej, jeg er faktisk mindre sikker nu. Måske det dengang var noget, jeg gerne ville tro på, men som
jeg siden hen, ved at se på mine medarbejdere, har måtte indse ikke altid holder. Der er nok noget
om det – i måden vi er blevet kulturelt opdraget på – men jeg må krybe til korset og indrømme, at
hvor end jeg gerne ville tilskrive kvinder processen, så er jeg altså ikke sikker.
Rikke Lequick Larsen:
Jeg spørger til det her med processen som kvindelig, fordi det også er en ting, vi har diskuteret
meget i Female Forces. At tilskrive kvinderne en særlig processuel evne vidner om en trang til at
finde et område af faget, som kvinder og mænd ikke praktiserer ens. Det er meget i tråd med nyfeminisme,
hvor fokus er vendt fra, hvordan vi bliver ens, til hvordan vi kan være forskellige. Som arrangører
har det været essentielt for os at se tilbage og lade personer som Hanne Kjærholm komme
til orde, men det har også ligget os på sinde at belyse kvindernes position i branchen i dag og ikke
mindst deres position i morgen. Hvad håber du på kommer til at dominere fremtidens diskussion om
kvindelige arkitekter?
Dorte Mandrup-Poulsen:
Udviklingen går jo i den rigtige retning, og forholdene er blevet bedre for kvinder i branchen. Men vi
må holde op med at opretholde dualismen mellem mand og kvinde, hvor det er fastlåste forestillinger
om kønnets formåen og iboende karakter, der præger debatten. I stedet bør vi fokusere på det
enkelte individ og kæmpe for nuancerne. Med det mener jeg, at den rigtig interessante arkitektur
ligger i gråtonerne mellem mand og kvinde. Egentlig er det jo en generel kamp for gråtonerne, som
ikke blot hører vores branche eller kønnene til, men også samfundet over en bred kam. Tænk, hvis
verden og derved vores fag ikke blot var ’enten eller’ men ’både og’.
* “At pisse sin plan i sneen”, skrevet af Julie Reinau og Rikke Lequick Larsen. Publiceret i Q96 jubilæumspublikation.
Feminisme i arkitektfaget
Man kan groft tale om tre stadier af feminisme og kønnets betydning. På den ene
side ligestilling, hvor kvinder og mænd opfattes som ens, og der ingen forskelle er
mellem kønnene. På den anden side en fremhævelse af en særlig og anderledes
kvindelig erfaringsverden, hvor kvinder og mænd opfattes som grundlæggende
forskellige. Og til sidst en fornægtelse af selve begreberne ”kvinder” og ”mænd”,
hvor de “fiktioner og fortællinger”, der er konstrueret om mandlighed og kvindelighed
bortkastes, og fokus i stedet rettes mod det enkelte individ frem for kønnet.
Feminisme og debatten om kønnets betydning har historisk set gennemgået en
forvandling fra det moderne til det postmoderne. Skiftet kan kort beskrives som
en overgang fra ligheder (ligeberettigelse) til forskelligheder. Det gælder ikke kun
kønsforskningen, men også måden at forstå ’kvinder og arkitektur’ på: Det kan
argumenteres, at der er sket et skift fra pragmatisk feministisk arkitektur (omsorgsarkitektur)
til en mere teoretiseret diskurs, hvor fokus ikke hviler entydigt på
kvindernes sociale og kulturelt betingede status, men snarere på deres anderledes
og bidragende tilgang til faget. Skiftet fra første (1960’erne) til anden bølge
(1990’erne og frem) skal forstås som et skift fra ”væren” til ”bliven”, således at
nutidig feminisme fokuserer på at bruge det kvindelige til at anskue nye faglige
muligheder, hvorimod tidligere feministisk omsorgsarkitektur var ganske lig konventionel
(mandlig) arkitektur blot beregnet på marginaliserede grupper så som
kvinder, børn eller handikappede. I dag er kombinationen ’kvinder og arkitektur’
mindre relateret til omsorg og ligestilling og mere til spørgsmålet om, hvorvidt
kvinder reelt praktiserer arkitektur anderledes end mænd.
Female Forces / Rikke Lequick Larsen
120 121